Logbog for 2019
Her kan du se vores logbog, vi forsøger at holde den opdateret men det er klart at der kan være perioder
hvor det ikke er muligt for os at skrive i den.
Falsled – Vester Hæsinge (hal) (fredag) d. 27. september 2019
skrevet d. 27-09-2019
Vi havde gjort båden klar til at komme på land i går, og ved 9 tiden kom vognmanden og løftede båden op i Falsled havn og kørte den til Vester Hæsinge, hvor Jens (Faaborg Yacht Service) har en hal til opbevaring af både. Båden blev vasket, motoren skyllet igennem og konserveret, vandet tappet af, inden den blev kørt ind i hallen, hvor den skal stå til næste forår. Vi stopper nu med opdateringer af logbogen indtil foråret og siger tak til alle, som har fulgt os på hjemmesiden. Vi er ved at planlægge en tur til London, langs Englands østkyst op til Skotland, igennem Caledonian kanalen, videre til Irland og syd om England hjem, men herom senere under punktet: Information –> Nyheder. Besætningen på Nausikaa siger tak for denne gang.
skrevet af Martin Leo Hansen
Kolding – Falsled (torsdag) d. 26. september 2019
skrevet d. 26-09-2019
Det har været et vådt og kedeligt efterårsvejr i år, og det ser ikke ud til at blive bedre i de kommende uger, så vi besluttede at tage båden på land allerede nu. Vi har nogle ting, som Jens fra Faaborg Yacht Service har lovet at ordne, så vi har lavet en aftale om at få båden opbevaret i hans hal i vinter, så kan han lave det, når han får tid i løbet af vinteren. Vi sejlede båden til Falsled i dag. Ole Knudgaard hjalp mig med at sejle den derover, og han hjalp Jens og mig med at rigge båden af. Nu er båden klar til at komme på land i morgen tidlig. Vi havde en fin tur fra Kolding til Falsled, selv om det ikke var det bedste vejr. Det var diset/tåget, koldt, og på det sidste stykke fik vi vinden lige imod. Turen var på ca. 36 sm og tog 6½ time.
En sejlerhilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Årø - Kolding (lørdag) d. 24. august 2019
skrevet d. 24-08-2019
Sikke en tåge vi stod op til! Der var ikke mange meters sigt, og alt drev af fugt. Vi ventede, indtil tågen begyndte at lette lidt og forlod Årø ved 9 tiden. Der lå stadig en del tætte tågebanker lidt nord for Årø, men det var udmærket. Vi har fået ny radar, så det var en god øvelse, og der var ikke megen trafik. Da vi nærmede os Brandsø, lettede tågen, og vi fik et rigtig flot sommervejr. Der var desværre ingen vind, eller meget svag vind, så det blev en dag for motor. Det var helt forkert at sejle ind ad Kolding Fjord, alle andre var på vej ud ad fjorden - de skulle på weekend i det flotte vejr. De melder rigtig varmt – 28 grader – i morgen. Vi nåede Kolding ved halv et tiden, og efter en frokost, gik vi hjem for at hente bilen, så vi kunne få kørt madvarer, vasketøj m.m. hjem. Alt stod vel til derhjemme. Ukrudtet har haft gode betingelser, det er i hvert fald vokset godt. Turen i dag var på godt 20 sm. Vi har sejlet i alt 735 sm på vort sommertogt i år.
En sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Årø (fredag) d. 23. august 2019
skrevet d. 23-08-2019
Vi har haft endnu en fin dag på Årø. Skippers bror og svigerinde Møller og Kirsten, som bor i nærheden af Haderslev, havde set på hjemmesiden, at vi var kommet til Årø og skrev: ”Det er ærgeligt, at vi ikke kan gå på vandet, for så var vi kommet!” Vi foreslog, at de kunne tage færgen. Det gjorde de og kom til frokost med efterfølgende travetur rundt på Årø. Vi havde en fin eftermiddag med et ok vejr. Det har været overskyet det meste af dagen og blæst en del, men dejligt varmt. Her til aften lagde vinden sig, og det klarede op og blev et rigtig flot vejr. I morgen planlægger vi at sejle hjem. Alt vel ombord.
En hilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Lyø - Årø (torsdag) d. 22. august 2019
skrevet d. 22-08-2019
Det blev en rigtig fin dag på vandet. Vejret var perfekt til en tur fra Lyø til Årø. Ærgeligt, at turen ikke var længere, men skipper ville godt ind og gense Årø. Vi har været rigtig mange gange på Årø i de 44 år, vi har sejlet, men ikke de sidste 14 år, hvor vi har været syd på. Vi havde en jævn vind fra syd, agten for tværs og sol fra en letsløret himmel. Da vi var kommet i havn, blæste det op, og vi fik hård vind sidst på dagen. Der var ikke sket de store ændringer på Årø. Vi var spændte på, hvor mange der havde fundet vej til Årø, men der var masser af ledige pladser. Vi er lidt uden for ferieperioden, og så har det dårlige vejr nok også holdt nogle hjemme. Vi var lidt rundt i byen og så, at Brummers Gaard havde åbnet en restaurant. Den prøvede vi i dagens anledning, og vi kan varmt anbefale den. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Marstal - Lyø (onsdag) d. 21. august 2019
skrevet d. 21-08-2019
En dag uden regn! Det er længe siden, vi har haft det sidst, og vi nød det. Vi havde sat Lyø eller en havn i nærheden, som dagens mål. Vinden var jævn til at begynde med og aftagende til svag i løbet af dagen, desværre fra NV, så vi fik den imod. Vi startede for motor ud gennem renderne fra Marstal og op gennem Mørkedybet mellem Ærø og Tåsinge, hvor det er umuligt at krydse. Da vi havde passeret Birkholm og var ude af Mørkedybet, satte vi sejl og krydsede mod Lyø. Det blev en rigtig fin sejlads for sejl, men efter ca. 3 timer lagde vinden sig, og vi måtte have gang i motoren. På grund af kryds blev turen fra Marstal til Lyø lidt længere. Der er ca. 21 sm i følge navigatoren, men vi sejlede 25 sm., og det tog 5½ time. Vi var lidt spændte på, om der var plads på Lyø. Som vi husker den, så blev den hurtig fyldt op, men der var ingen problemer, der var masser af plads. Vi blev lidt overraskede, da vi ankom; de har udvidet havnen til det dobbelte. I følge havnefogeden skete det for 10 år siden, men det er jo også meget længere siden, vi har sejlet i disse farvande. Lyø lignede sig selv. Der var ikke sket de store ting bortset fra, at kroen er lukket, og de har fældet de store træer rundt om Klokkestenen.
En hilsen fra Lyø.
skrevet af Martin Leo Hansen
Marstal (tirsdag) d. 20. august 2019
skrevet d. 20-08-2019
Vi tog en overliggerdag mere i Marstal. Der var flere ting, vi godt ville se, og vejret bliver bedre og bedre. Det ser ud til, at vi går en mere stabil periode i møde i den kommende uge. I dag har solen skinnet på Ærø det meste af dagen. Vi fik kun en regnbyge, og det var lige, da vi var på vej op til søfartsmuseet. Det var dårligt planlagt, vi blev våde! Søfartsmuseet var en positiv oplevelse. Det er meget stort og har en enorm samling af skibsmodeller, hovedparten er modeller af skibe fra Ærø. Deres samling af marinemalerier var også imponerende, og så alt det andet. Vi kunne få flere dage til at gå på det museum. I morgen planlægger vi at bevæge os lidt nærmere Kolding og vil nok sejle til Lyø. Alt vel ombord.
En hilsen fra Marstal.
skrevet af Martin Leo Hansen
Marstal (mandag) d. 19. august 2019
skrevet d. 19-08-2019
Vi har været en tur rundt på Ærø i dag. Det er mange, mange år siden, vi sidst var på Ærø, så det var sjovt at gense den dejlige ø. Vi tog først bussen til Søby, den kører via Ærøskøbing, en tur på ca. 1 time. For at være ærlig, så skuffede Søby. En lidt kedelig by, og vi fandt kun et enkelt sted, hvor vi kunne spise frokost, og det var ingen positiv oplevelse. Fra Søby tog vi bussen tilbage mod Æringskøbing og stod af i Vindeballe. Vi ville ud og se Voderup Klint, der er udpeget som internationalt naturbeskyttet område og har fået tildelt Det Brune Johanneskors. Et lidt specielt område, hvor klinten falder ned mod vandet i terasser. Der var ca. 2 km. fra bussen og ud til klinten, en pæn travetur. Fra Vindeballe fortsatte vi med bussen til Ærøskøbing, hvor vi atter gjorde holdt. Ærøskøbing var, som vi husker den, en rigtig fin by med små fine huse og et flot torv med de gamle vandpumper. Vi sad oppe på torvet og nød en kop kaffe under den flotteste blå himmel og talte om, hvor dejligt det havde været med en dag uden regn. Vi havde kun lige talt om det, før det trak sammen, og vi nåede knap ned til bussen, før det begyndte at regne, og det fortsatte med byger resten af dagen. Vi har rigtig fået kørt med bus i dag og set en masse. Her på Ærø er det gratis at køre med bus, og det kan man godt mærke på antallet af passagerer. Det har blæst meget, det har været helt efterårsagtigt i dag, og i sær da regnen kom her sidst på dagen.
En hilsen fra turisterne på Ærø.
skrevet af Martin Leo Hansen
Heiligenhafen - Marstal (søndag) d. 18. august 2019
skrevet d. 18-08-2019
Vi var forberedt på regn fra morgenstunden. De havde meldt regn fra kl. 8 til ca. 13 og let vind fra SV (6 m/sek. med pust op til 8 m/sek.), fint til en tur fra Heiligenhafen til Marstal. Men det var tørvejr, godt nok overskyet, og det holdt tørvejr, bortset fra nogle enkelte dryp, indtil vi skulle lægge til i Marstal, da fik vi regn! Hvad vinden angik, passede det heller ikke. Vi havde 2-3 m/sek. på det meste af turen, først da vi var 3-4 sm. fra Marstal, kom der vind. Da gad vi ikke begynde at rigge sejl til, det var forvarslet for regnvejret. Det blev til godt 36 sm. og 6½ times sejlads. Som sagt begyndte det at regne, da vi skulle lægge til, og det fortsatte et godt stykke tid, men holdt da op igen, som det plejer, og det blev til en tur rundt i Marstal inden aftensmaden. Vi vil se lidt nærmere på Ærø i morgen; det er mange år siden, vi sidst var her.
En sejlerhilsen fra Ærø.
skrevet af Martin Leo Hansen
Heiligenhafen (lørdag) d. 17. august 2019
skrevet d. 17-08-2019
Det har regnet hele formiddagen og skulle, efter vejrmeldingen, klare op om eftermiddagen, men det var i meget korte perioder, at det klarede op. Der kom den ene kraftige byge efter den anden, så det var med ikke at vove sig for langt væk fra båden. Om eftermiddagen dukkede Elly og Peter fra Holland op som aftalt. De blev en smule forsinkede, da de havde lidt problemer med at finde en P-plads til deres autocamper. Elly og Peter mødte vi første gang i Frankrig og Nordspanien i 2007 og i Portugal i 2008, men siden har vi kun skrevet sammen. Det var rigtig hyggeligt atter at møde dem, og snakken gik. De har endelig fået solgt deres båd, en Risør Skøjte, en god solid norsk træbåd. De magtede ikke længere at vedligeholde den og sejle med den. De har ligget med den i Portugal og haft den til salg de sidste mange år, men endelig fik de den solgt og flytter nu til Holland. Det bliver ikke sidste gang, vi mødes med dem - der er ikke så langt til Holland. Som sagt havde vi en rigtig hyggelig dag. Vi planlægger at sejle til Marstal i morgen. Alt vel ombord.
En hilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Heiligenhafen (fredag) d. 16. august 2019
skrevet d. 16-08-2019
Regnvejret fra i går fortsatte mere eller mindre hele formiddagen, inden det klarede op ved middagstid, og vi fik atter solen at se. Det ændrede en hel del på temperaturen. Vi havde besluttet at vente med at sejle til Bagenkop/Marstal til i morgen på grund af vindretningen. De havde meldt V og NV-lig vind, ikke voldsomt, men det ville være mere eller mindre lige imod. Selv om der ikke er så langt, gad vi ikke krydse, når de i morgen melder S-lig vind, altså medvind. Vi fik lavet en del ’kontorarbejde’ om formiddagen. Der er blevet valgt billeder til sidste rejsebrev, lavet tekst til dem, og de er lagt ind på hjemmesiden. Om eftermiddagen var vi rundt i Heiligenhafens lille fine gamle bydel, fik købt lidt ind, og om aftenen var vi til live musik på en af restauranterne her på havnen. Det var vist en lokal musiker, men meget underholdende og en sjov oplevelse. Planen med at sejle til Bagenkop/Marstal i morgen blev ændret i løbet af eftermiddagen. For det første ændrede de vejrmeldingen for farvandet mellem Fehmarn og Langeland. Nu meldte de op til 15 m/sek. i morgen midt på dagen. Det var også ok, når den er agten for tværs, men når vi ikke har travlt, hvorfor skulle vi så sejle ud i det! Det var nu ikke den eneste grund til, at vi har udsat afgangen til på søndag. Nogle sejlervenner fra Holland, som vi mødte i Spanien og Portugal, Elly og Peter, skrev til os, at de var i Årøsund og godt ville besøge os i Kolding. De skal være tilbage i Holland på mandag, så det kunne ikke lade sig gøre. Det endte med, at hvis vi blev i Heiligenhafen i morgen, ville de komme og besøge os der. Det kunne vi ikke sig nej til. Vi glæder os rigtig meget til at se dem igen og tale med dem, så først afgang på søndag. Alt vel ombord.
En hilsen fra Heiligenhafen.
skrevet af Martin Leo Hansen
Heiligenhafen (torsdag) d. 15. august 2019
skrevet d. 15-08-2019
Det blev, som de havde meldt, regnvejr, og det har regnet det meste af dagen. Det begyndte lige efter, vi var stået op, og så regnede det uafbrudt hele formiddagen. Først på eftermiddagen var der et lille ophold i regnen, og vi skyndte os at få købt ind; der er et supermarked meget tæt på havnen. Vi var knapt kommet tilbage, før det atter regnede. Der var atter en pause midt på eftermiddagen, hvor vi var oppe for at betale havnepenge, men vi nåede at blive våde, inden vi kom tilbage. Vi troede, at vi lige kunne nå at se lidt af byen, men kom ikke langt, før det atter regnede, og vi skyndte os tilbage til båden, og der blev vi resten af dagen. Det er første rigtige regnvejrsdag, vi har haft på turen. Det regnede lidt i Lübeck, men det var lette byger og ikke så langvarige. Vi har fået læst en del og ordnet andre ting ombord. Vi afventer vejrmeldingen i morgen tidlig ang. tidspunkt for videre sejlads. Næste havn bliver nok Marstal.
En regnvejrshilsen fra Heiligenhafen.
skrevet af Martin Leo Hansen
Travemünde - Heiligenhafen (onsdag) d. 14. august 2019
skrevet d. 14-08-2019
Vi stod op til et rigtig kedeligt vejr. Diset/tåget, koldt (15 grader) og blæsende, ikke et vejr der fristede til en tur ud på vandet, men vi ville godt videre. Da vi kom ud af Travemünde havn, fik vi en fin vind til at sejle på, så sejlene blev rullet ud, og vi skød en pæn fart nord på. Det klarede op i løbet af et par timer, og det endte med at blive et rigtig flot sejlvejr med sol fra en letskyet himmel. Vi havde sat Grossenbrode som dagens mål, de havde jo lovet regnvejr i løbet af eftermiddagen. Da det ikke så ud til regn, ændrede vi kurs op mod Fehmarnsund og planlagde at sejle til Heiligenhafen. Der gik imidlertid ikke ret længe, før det begyndte at trække sammen mod SV, og en mørk og truende sky nærmede sig. Vi nåede næsten op til broen over Fehmarnsund, inden bygen nåede os, og det var kun kanten af bygen, der ramte os. Vi fik kun nogle få stænk, men syd for os så det ud til at regne voldsomt. Vi fandt en fin plads i den kæmpe store marina. Det blev til en tur på ca. 35 sm. og 7 timer. Skipperinden var lige oppe i byen og kom tilbage og var meget begejstret for det, hun havde set. Vi bliver i Heiligenhafen i morgen, hvor de melder regn det meste af dagen, op til 15 m/sek i pustene og 15 grader. Det gider vi ikke sejle ud i; så må vi se, om det bliver vejr til en tur op i byen.
En sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Travemünde (tirsdag) d. 13. august 2019
skrevet d. 13-08-2019
Så fik vi set lidt på Lübeck. Vi var lidt i tvivl, da vi stod op, om det overhovedet blev vejr til at tage på byvandring i Lübeck. Det regnede og blæste, men efter morgenkaffen klarede det op, og vi besluttede at tage afsted. Der går en bus nede fra havnen i Travemünde og direkte til centrum i Lübeck, så det var ganske nemt. Vi stod af på pladsen foran Holstentor, Lübecks vartegn, byporten med de 2 runde tårne. Vi havde planlagt en tur rundt i byen for at se de forskellige seværdigeder, men det kunne vi godt glemme. Der kom den ene byge efter den anden, så det var med at komme ind og se det, der var tættest på, når det begyndte at regne. Vi fik set Marienkirchen, endnu en af de store gotiske kirker med over 30 meter til loftet. Det var mens det regnede, og vi ventede på en guided tur rundt på det flotte rådhus. Det kan man kun se, hvis man deltager i en guided tur. En spændende tur med en god guide. Desværre skulle man spidse øren, han talte med dialekt, og så var vi alt, alt for mange mennesker. Det passede også med en frokost, imens en byge passerede. Men vi fik også travet meget rundt og set en hel del. Vi var lige kommet tilbage til båden i tørvejr, før det atter regnede. De melder tørvejr i morgen først på dagen, så hvis det holder, sejler vi videre i morgen. Alt vel ombord.
En regnvejrshilsen fra Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Wismar Westhafen - Travemünde (mandag) d. 12. august 2019
skrevet d. 12-08-2019
Vi forlod Wismar i forholdsvis roligt vejr, men næsten inden vi var ude af havnen, begyndte det at blæse, det havde de meldt. Desværre kom vinden fra den retning vi skulle, så vi gjorde turen for motor. De havde lovet 6-8 m/sek. med 10-12 m/sek. i pustene, og det kom til at holde stik; at det så pustede lidt rigeligt, er en anden sag. Selv om vi synes, at vi sejlede tæt ved kysten, så var der en ret så pæn sø, der bremsede os lidt. Vi nåede frem i Travemünde efter knap 28 sm. og 5½ times sejlads og fandt en ledig plads i fiskerihavnen, som også er indrettet til lystbåde med pælepladser og en lille servicebygning. Vi er blevet frarådet at sejle til Lübeck af lokale sejlere. Det skulle være svært at finde en plads derinde, og der er langt til den gamle bydel, hvis man finder en plads. Det er meget lettere at ligge i Travemünde og så tage en bus direkte ind til centrum af Lübeck, så det vil vi gøre i morgen, hvis vejret tillader det. Vejrudsigten for de kommende dage ser ikke for lovende ud. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Wismar Westhafen (søndag) d. 11. august 2019
skrevet d. 11-08-2019
Vi havde en rigtig dejlig dag i Wismar, hvor vi fik set en masse. Solen skinnede fra en skyfri himmel, men hvor det dog blæste. Der var sus i gaderne, og på cafeerne måtte stable de tomme stole, ellers fløj de rundt blandt gæsterne. Vi startede turen i Helligen Geist Kirchen. En af de rigtig gamle kirker. TV selskabet NDR var ved at stille op. Det viste sig, at Mecklenburg Vorpommeren Festspiele skulle afholde koncert i kirken senere på dagen, og det skulle de transmitere. Næste stop blev St. Georgen Kirchen, hvor man har bygget en udsigtsplatform 36 m oppe, der hvor spiret oprindeligt har stået. Der var en flot udsigt ud over Wismar og omegn. Vi var forbi Fürstenhof, fyrstens sommerpalads, som lå tæt på Marienkirchen, hvor kun tårnet står tilbage. De er ved at bygge murene og fundamenterne til søjlerne op i ca. 1½ meters højde, så man kan se, hvor stor kirken har været. Videre til Marktplatz med rådhuset, alle de flotte gavlhuse og den flotte Wasserkunst. Vi fortsatte rundt til Sankt Nikolai Kirchen, hvor der var orgelmusik. Det havde der været i en halv time, vi nåede lige at få det sidste med. Det giver en helt speciel stemning i en kirke, når orglet spiller. Det er en af de store gotiske murstenskirker, der findes i dette område, med 36 m. op til toppen af hvælvingerne, meget stor og flot kirke. Så blev det tid til en frokost på det lokale bryghus, her skulle man holde på hat og briller, der stod en strid blæst om hushjørnet. Vi fortsatte dagen med en tur rundt på Alte Hafen og et besøg i Baumhaus, et lille museum, der viser hvordan man byggede de gamle sejlskibe – Kogge. De har bygget en, som har hjemhavn i Wismar, men den er til Hanse Sail i Rostock, vi så den i Külungsborn. Dagen sluttede i The World Heritage House Wismar. Et af de gamle gavlhuse, som er indrettet til museum og som beskriver UNESCOs arbejde. Det var en træt besætning der kom tilbage til båden sent på eftermiddagen.
En hilsen fra turisterne i Wismar.
skrevet af Martin Leo Hansen
Wismar Westhafen (lørdag) d. 10. august 2019
skrevet d. 10-08-2019
Det er ikke de store ting, vi nåede at opleve i dag, men lidt har vi da fået set og oplevet i Wismar. Vi startede dagen med lidt vedligeholdelse af båden; der er næsten altid lidt, der venter på at blive ordnet. Vi havde fået en brochure på turistkontoret ang. Hanse Wismar wein & sekt keller, som også vore venner Birthe og Jørn havde anbefalet. De har ikke åbent om søndagen, så hvis vi skulle nå at besøge dem, skulle det være i dag. Det er godt nok et kedeligt vejr med vind af kulingsstyrke og kraftige byger, og det skulle fortsætte i morgen. Men vi håber at komme afsted mandag, så for en sikkerhedsskyld gik vi derop i dag. Da vi kom, blev vi spurgt om, hvad vi ønskede. Vi ville godt smage deres sekt og evt. med på en rundvisning nede i deres kælder. De foreslog, at vi kom igen lidt i tolv, da havde de et selskab, der skulle på rundvisning og smage på deres sekt, så kunne vi hægte os på dem. Det gjorde vi og benyttede ventetiden til en lille tur rundt i Wismar. Var bl.a. oppe på torvet og se den flotte brønd/pavillon og alle de flotte gavlhuse. Lidt i tolv vendte vi tilbage til Hanse Wismar og blev bænket, fik et stort glas sekt, snacks og ost, mens vi ventede på det selskab, der havde booket en rundvisning. Det var en fin lille rundvisning. Det er en forholdsvis lille produktion, de har, og det hele foregår med håndkraft. Vinen til deres sekt får de fra Mosel. Efter rundvisningen var der så smagsprøver. Vi fik yderligere 3 store glas sekt, det smagte rigtig godt, og virkningen udeblev da heller ikke. Vi fik lidt af en særbehandling i forhold til det store selskab af de 2 ansatte, der fortalte os om firmaet og om mange andre ting. En rigtig god oplevelse, og vi havde da også nogle flasker sekt med derfra. Det blev til sen frokost, og efterfølgende kaldte køjen - de 4 glas sekt på tom mave kunne godt mærkes. Det trak med kraftige byger om eftermiddagen, så det fristede ikke til en bytur, men vi fik da købt lidt ind.
En hilsen fra et blæsende Wismar.
skrevet af Martin Leo Hansen
Kühlungsborn - Wismar Westhafen (fredag) d. 9. august 2019
skrevet d. 09-08-2019
Vi er nu nået til Wismar efter en fin tur fra Kühlungsborn. Det havde blæst godt i går, men de havde lovet rolige vindforhold i dag, og det fik vi. Vi ventede lidt med at tage afsted, søen skulle lige have tid til at lægge sig, vi skulle op mod den. Det var kun de første par timer, vi mærkede den, så fik vi blankt og roligt vand til resten af turen, en tur på ca. 27 sm. Det er lidt af en indsejling, der er ind til Wismar, hvis man skal følge det afmærkede løb, som de anbefaler. Vi fandt en fin plads inde i Westhafen tæt på den gamle bydel, som vi lige var oppe og runde. Den ser spændende ud; den glæder vi os til at se lidt nærmere på i morgen. Wismar er en af de byer, der er på UNESCOs liste over verdenskulturarv. Det havde holdt tørvejr i dag, og vi sad og glædede os over, at vi kunne spise aftensmad i cokpittet uden telt. Men vi glædede os for tidligt. Vi nåede kun forretten, så måtte vi have teltet rejst, for der kom regn. Det er dejligt varmt, og i morgen melder de op til 25 grader. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Kühlungsborn (torsdag) d. 8. august 2019
skrevet d. 08-08-2019
Ostseebad Kühlungsborn er et rigtigt feriested. Vest for havnen er der en bred sandstrand fyldt med strandkurve, så langt øjet rækker, og selv om vi har ustadigt vejr med byger, så går der ikke lang tid efter, det er holdt op med at regne, før strandkurvene atter er fyldte. Langs hele strandpromenaden ligger det ene hotel, pensionat og ferielejlighedskompleks ved siden af det andet, og der er fyldt med mennesker. De lovede igen regn i løbet af eftermiddagen, så vi startede tidligt, så vi kunne komme tilbage til båden, inden regnen kom - det nåede vi ikke! Vi ville godt til Bad Doberan og se den store domkirke. Mellem Kühlungsborn og Bad Doberan er der en gammel smalsporet jernbane - Molli, hvor de kører med damplokomotiver. Vi tog sådan en tur, og det var en oplevelse. Især turen igennem Bad Doberan var speciel. Toget kører gennem byen ad gågaden. Det var lidt specielt at se toget passere fortovscafeerne, man kunne næsten nå toget fra cafeen. Vi fik set den enorme og flotte kirke i Bad Doberan. Den var, efter min mening, flottere end kirken i Rostock. Der var lige så højt op til toppen af hvælvingerne (ca. 30 m). Det regnvejr, de havde varslet til kl. 15, troede vi kom lidt før, for på hjemturen mellem Bad Doberan og Helligendam begyndte det at styrte ned. Da vi kom til Kühlungsborn, var det atter klaret op, og vi var ude og se et af de gamle overvågningstårne fra DDR tiden, hvorfra de holdt øje med stranden, så folk ikke flygtede til Danmark. Vi var lige kommet til bage til båden, da det blev temmelig mørkt, og der kom så det regn og tordenvejr, som de havde varslet. Vi er inde i en lidt ustabil periode, men det skulle blive bedre de næste dage, og det glæder vi os til. Vi har planer om at sejle til Wismar i morgen, hvis vejret tillader det. Alt vel ombord.
En våd hilsen Kühlungsborn.
skrevet af Martin Leo Hansen
Rostock - Kühlungsborn (onsdag) d. 7. august 2019
skrevet d. 07-08-2019
Vi er nu nået til Kühlungsborn på vor vej til Wismar. Vi valgte at gøre stop her af flere årsager. For det første beskrives Kühlungsborn som det hotteste feriested på Tysklands Østersøkyst; det ville vi godt se lidt nærmere på. Og for det andet havde de meldt regn fra kl. 12., nok den væsentligste årsag til, at vi stoppede her. Der var kun ca. 18 sm. fra Rostock til Kühlungsborn, og hvis vi startede lidt tidligt, kunne vi nemt nå Kühlungsborn, før regnen kom, så det gjorde vi og havde en fin tur i stille vejr. Vi fik fortøjet og fik anmeldt vor ankomst, inden det begyndte at regne. Det var en frontpassage, der hurtigt passerede os, og det klarede op igen, men der var endnu en front på vej mod os. Vi nåede at komme en tur rundt i Kühlungsborn og ud ad havnepromenaden, inden det blev mørkt og truende. Denne gang var det ikke kun regn, der var både hagl og torden i denne frontpassage. Efter fronten klarede det atter op, men blev hunde koldt. Vi var oppe og se lidt på cafeer og restauranter oppe på strandpromenaden for en aftendrink. Folk krøb sammen under gasvarmerne, og vi fandt ingen steder, hvor vi kunne tænke os at slå os ned - der var ellers live musik. Så vi gik tilbage til båden og nød en der. Vi kunne høre musikken nede i båden.
En kold hilsen fra Kühlungsborn.
skrevet af Martin Leo Hansen
Rostock (tirsdag) d. 6. august 2019
skrevet d. 06-08-2019
Det blev en rigtig fin dag i Rostock. Vi fik set en masse; der var dog nogle ting, der gjorde større indtryk end andre. Vi besøgte Maria Kirken. Den var flot og stor, havde en højde på 31 meter (uden spir medtregnet). Den havde det største orgel, vi har set, der var 5.700 piber, og det lød rigtig godt. Vi overværede en lille middagsmesse, hvor vi bl.a. hørte orglet. Kirken havde også verdens ældste astronomiske ur bygget i 1472, og det er næsten orginalt i alle dele. Det trækkes op hver dag, og kl. 12:00 lyder der musik fra uret, der afspilles fra en rulle, og seks figurer – evangelister og apostle – sætter sig i bevægelse i en procession forbi Jesus, som velsigner dem, undtagen den sidste, som er Judas. Også universitetes bygning var imponerende, ligeså rådhuset, som vi var inde og se. Der er rigtig mange flotte gamle gavlhuse i Rostock, en fin by. Der var rigtig gang i den nede på kajen, hvor vi lå. Der er kommet mange af de gamle sejlskibe, der skal deltage i Hanse Sail, og der er travlt med at stille alle øltelte, pølseboder og alt gøgl op. Vi har aldrig før set så meget gøgl samlet på et sted; det skal nok blive en kanon fest. Vi har planer om at fortsætte vor tur vest på i morgen. Pladserne i marinaen, vi ligger i, er lejet ud til udstillingsbåde under festen, så vi kan ikke ligge der. Der bliver nok heller ikke til at være for mennesker og larm. Alt vel ombord.
En hilsen fra turisterne i Rostock.
skrevet af Martin Leo Hansen
Wiek (Rügen) - Rostock (mandag) d. 5. august 2019
skrevet d. 05-08-2019
Det blev en lang dag på vandet. Vi forlod Wiek på Rügen klokken 6:20 med Warnemünde som mål. Der var ca. 8 sm., inden vi var ude af de gravede kanaler mellem Rügen og Hiddensee og ude i Østersøen. De havde lovet rolige vindforhold, og det kom til at holde stik. Vi havde en smule vind, da vi kom fri af land, men det lagde sig helt i løbet af formiddagen. Blankt vand til middag. Fik lidt vind i løbet af eftermiddagen agten fra. Vi nåede indsejlingen til Warnemünde kl. 16 efter ca. 58 sm. Vi havde læst, at der hvert år i en af de første weekender i august afholdes ’Hanse Sail’, en kæmpe havnefest, hvor gamle sejlskibe fra hele verden deltager, og hvor der er ca. 1 million besøgende i løbet af de 4 dage, festen varer. Det er den kommende weekend, det løber af stablen, så vi var bange for, at der ikke var plads inde i den gamle havn i Rostock. Vi prøvede derfor at finde en plads ude i Warnemünde på vestbredden, så vi let kunne komme ind til Rostock. Men uden held, så vi fortsatte ind ad floden mod Rostock. På vej ind til Rostock kunne vi se, at der var flere ledige pladser i de mange marinaer, vi passerede, så vi forsøgte i Rostock Stadthafen Ost, der ligger inde i den gamle bydel, og her var ledige pladser, men kun til onsdag. Fra torsdag, hvor ’Hanse Sail’ løber af stablen er alt optaget, så vi har lige godt en dag til at se Rostock i. Godt, vi fortsatte helt ind til den gamle bydel, her ligger vi rigtig fint. Turen blev på i alt ca. 65 sm. og 11 timer. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Vitte (Hiddensee) - Wiek (Rügen) (søndag) d. 4. august 2019
skrevet d. 04-08-2019
Vi er nu i Wiek på Rügen efter en lille tur på godt 8 sm. Vi ville godt se Kap Arcona, før vi forlader området. Det var et lidt kedeligt vejr, da vi sejlede fra Vitte på Hiddensee. Overskyet, diset og koldt. Inden middag var det dog klaret op, og vi fik sol fra en letskyet himmel, men det var begyndt at blæse, og det kom til at genere os senere på dagen. Vi fandt cyklerne frem og begav os afsted mod Kap Arcona. Det blev en lang cykeltur på de små cykler. Inden vi nåede hjem, havde vi cyklet mellem 35 og 40 km. Området omkring Kap Arcona er lavet til en pengemaskine. Al biltrafik er forbudt i området. I Putgarten ca. 2½ km. fra Kap Arcona er der indrettet en stor parkeringsplads, hvor man skal parkere, mod betaling, selvfølgelig. Så kan man vælge at gå ud til Kap Arcona eller tage et turisttog eller en hestevogn. Vi måtte heldigvis godt cykle derud. Selve Kap Arcona er nogle kalkklinter som på Møns Klint. Man kan ikke se noget af klinterne oppe fra selve Kap Arcona. Hvis man vil se dem, er det en tur et stykke ud langs klinten og ned af en meget lang trappe. Det orkede vi ikke efter den cykeltur, og det var der ikke, mange der gjorde. Det eneste, der var at se, var de to fyrtårne. Vi var oppe i det store fyrtårn, hvorfra der var en flot udsigt. På turen tilbage besøgte vi det lille fiskerleje Vitt med de mange stråtækte huse. Et meget lille sted, herfra kunne vi se klinterne. Og så kommer det med vinden: På vejen hjem fik vi strid modvind, og turen, vi valgte, gik over store åbne strækninger. Der skulle trampes godt i pedalerne, så vi var lidt brugte, da vi kom tilbage til båden.
En hilsen fra cykelturisterne på Rügen.
skrevet af Martin Leo Hansen
Vitte (Hiddensee) (lørdag) d. 3. august 2019
skrevet d. 03-08-2019
Flot, flot dag med sol fra en skyfri himmel, svag vind og ikke for varmt; lige en dag til at cykle Hiddensee rundt. Øen er ikke så stor, så det er til at overkomme. Vi startede med at cykle til nabobyen Kloster, der også har en fin lille havn. Derfra gik turen op til nordspidsen af øen, det eneste sted, hvor der er lidt bakker. På den højeste bakketop står fyret Dornbusch, et rigtig flot fyrtårn i nogle flotte omgivelser. Det var som sagt et rigtig flot vejr, så vi var en tur oppe i fyret for at nyde udsigten ind over Rügen og ned over Hiddensee. Om eftermiddagen gik turen ned til sydenden af øen med byen Neuendorf, også en havneby. De har nogle flotte veje/cykelstier på Hiddensee. Der er ingen biler, så vejene er også cykelstier, der er belagt med noget, der ligner klostersten, som vi har hjemme på terassen. Rigtig nydeligt. Selv oppe på digerne er der lavet cykelstier med fin stenbelægning. Og så er her fladt. Jeg tror ikke, vi tidligere har været et sted med så mange cykeludlejningsfirmaer som her på Hiddensee. Vi er nu klar til at fortsætte vor tur rundt og planlægger at sejle tilbage til Rügen i morgen.
En solskinshilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Stralsund Citymarina - Vitte (Hiddensee) (fredag) d. 2. august 2019
skrevet d. 02-08-2019
Vi er nu kommet til Vitte på øen Hiddensee vest for Rügen. En lille tur på knap 17 sm. og knap 3 timer på spejlblankt vand og sol. Det er første gang i flere dage, vi ser solen. Området mellem Rügen og Hiddensee er meget lavvandet, men godt afmærket, så ingen problem at sejle der. Der er 3 byer på Hiddensee. Vi valgte at gå ind til Vitte, hovedbyen på øen. Vi kom ind til en rigtig feriehavn, hvor folk ligger i længere tid. Der er næsten folk på alle både. Det giver en summen af liv, folk bader, står på paddle-board, sejler i gummibåd og griller. Hiddensee er en meget lang og meget smal ø, der er ca. 500 m. fra havnen, hvor vi ligger (på østsiden) til den flotteste hvide sandstrand på vestsiden af øen. Vi har været en tur på stranden, rundt i Vitte by og været på museum. Asta Nielsen, den danske skuespillerinde fra stumfilmens dage, havde sommerhus her i Vitte. Karusel, som huset hedder, er nu indrettet som museum. Vi vil en tur rundt på øen i morgen, så vi tager en overliggerdag. Alt vel ombord.
En solskinshilsen fra Hiddensee.
skrevet af Martin Leo Hansen
Stralsund Citymarina (torsdag) d. 1. august 2019
skrevet d. 01-08-2019
Vi stod op til et lidt kedeligt vejr, overskyet og køligt, men helt stille. Lene og Nils havde besluttet at sejle hjemad, da de har nogle aftaler senere på måneden, så vi vinkede farvel og tak for denne gang. Der var lovet regn om eftermiddagen, så vi startede vor byvandring først på formiddagen. Vi havde fået en rutebeskrivelse fra turistkontoret, hvor de vigtigste seværdigheder var tegnet ind, og der var en beskrivelse af dem. En rigtig god guide. Stralsund er en gammel Hansestad, hvor en stor del af byen blev bombet under krigen, så kun en del af de gamle huse er tilbage, men dem, der er tilbage, er rigtig flotte. Ved middagstid begyndte det at trække sammen til regn, så vi holdt en pause, men regnen kom ikke, så vi fortsatte efter frokosten. Vi slap for regn. Når det er i den retning, at vejrmeldingerne ikke holder, er det ok. Der er sejlskibstræf med store gamle træ- og jernskibe i denne weekend i Stralsund. Der var livemusik på kajen, hvor de ligger fortøjet, om aftenen; det var vi oppe for høre. En gruppe, der kaldte sig Liederpiraten, spillede. De gjorde, hvad de kunne for at trække folk til, men det var for koldt til, at folk gad sætte sig og drikke en øl. De havde ikke mange tilhørere. I morgen har vi planer om at sejle til øen Hiddensee. Alt vel ombord.
En kold hilsen fra Stralsund.
skrevet af Martin Leo Hansen
Lautherbach - Stralsund Citymarina (onsdag) d. 31. juli 2019
skrevet d. 31-07-2019
Vi stod op til et lidt kedeligt vejr i Lauterbach. Det var overskyet, koldt og blæste fra øst. Havnen/marinaen er åben mod øst, men beskyttet af en mole, så vi lå trygt og roligt, men vinden var kold. Der blev talt lidt frem og tilbage, om vi skulle sejle videre eller blive. Beslutningen blev taget af Nils. Han ville videre, og det ville vi også gerne. Vi gjorde klar til afgang kl. 8, så skulle vi have god tid til broåbningen i Stralsund kl. 12:20. Broen åbner kun kl. 08:20, 12:20, 17:20 og 21:20, så man skal helst ikke komme for sent. Vi havde en frisk halvvind fra Lauterbach ned til renden ind til Stralsund. Det var en fin tur, bortset fra nogle lette regnbyger. Efter en times tid, for læns ind gennem renden, måtte vi starte motoren; vi var bange for ikke at nå broåbningen. Vinden lagde sig, kom dog igen lige før Stralsund, men da gad vi ikke sætte sejl igen. Vi fandt en fin plads i Stralsund Citymarina, fik meldt vor ankomst og var lidt rundt i den gamle bydel. Flot gammel by, som vi vil se lidt nærmere på i morgen. Vi har haft sol fra en letskyet himmel her til eftermiddag, men regnen kom med fuld styrke igen her til aften, det vælter ned. Håber på tørvejr i morgen til byturen. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Lautherbach (tirsdag) d. 30. juli 2019
skrevet d. 30-07-2019
Vi har været på tur med ”Rasender Roland”. Vi startede med at gå til Putbus, der ligger ca. 2½ km. fra Lauterbach. Det er en fin lille by, bygget op omkring en rund plads. Alle palæer og huse rundt om pladsen er hvide og med flotte opstammede roser langs husmuren. Fyrst Wilhelm gav beboerne ordrer til at plante roser foran husene. Det var i 1800-tallet, og det har man holdt ved lige. Vi var en tur rundt i slotsparken, en park uden slot. Det blev ødelagt i 1960, men kirke og andre bygninger, der har hørt til slottet, findes stadig i parken. Ved middagstid havde vi aftalt at mødes med Lene og Nils for at tage ”Rasender Roland”, en smalsporet jernbane, der forbinder Lauterbach med Göhren. Vi stod af på station Jagdschloss og gik op for at besøge det flotte Jagdschloss Granitz. Var inde og se slottet og nyde udsigten oppe fra tårnet, inden vi begav os ned til station Garftitz for at tage ”Rasender Roland” videre til Göhren. ”Rasender Roland” er ikke et enkelt damplokomotiv; de har 8 forskellige lokomotiver, der kører på strækningen. Göhren er en ferie- og turistby, hvad det indebærer af restauranter, cafeer, legepladser og den slags. Desværre var det overskyet, køligt og med pålandsvind, så der var ikke særlig behageligt nede på stranden, og det var også begyndt at småregne. Det endte med, at vi tog det næste tog tilbage til Lauterbach. Det regnede på turen tilbage, men kun for en kort bemærkning. Det har været en rigtig fin dag med spændende oplevelser.
En kølig hilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Sassnitz - Lauterbach (mandag) d. 29. juli 2019
skrevet d. 29-07-2019
Vi stod op til en fin morgen i Sassnitz bortset fra den fugtige varme. Solen havde lidt problemer med at komme igennem det tynde skylag. Søen havde lagt sig yderligere, så det var sejlvejr, og det var der mange andre, der syntes. Der var mange, der forlod Sassnitz den morgen. Vi fik sat sejl inde i havnen, og det gik rigtig fint den første time, men så begyndte vinden at løje og efter yderligere en time måtte vi have hjælp af motoren. Da vi var kommet igennem renden ind til Greifswalder Bodden, kom vinden igen, og vi havde en rigtig flot sejltur op til Lauterbach. En tur på ca. 28 sm. og knap 6 timer. Marinaen i Lauterbach er lidt speciel. Halvdelen af marinaen er sommerhuse bygget på flydebroer eller pæle ude i vandet. Det så meget truende ud, da vi ankom til Lauterbach, som om det kunne regne og tordne hvert øjeblik, det skulle være. Men det blev ved truslen og holdt tørt. I morgen skal vi ud og se lidt på omegnen.
En sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Sassnitz (søndag) d. 28. juli 2019
skrevet d. 28-07-2019
Vinden er aftaget en hel del i løbet af i nat, men søerne har stadig en pæn størrelse. Når vinden er i NØ, kommer de helt oppe fra De Baltiske Lande og kan nå en anselig størrelse, så vi besluttede at blive endnu en dag i Sasstnitz. Vi travede en tur rundt i byen, var oppe ad den flotte bro, der går nede fra den gamle banegård og op til centrum af den nye bydel. Fik handlet lidt ind, da vi nu var i nærheden af et supermarked. Om eftermiddagen besøgte vi Fischerei- und Hafenmuseum, et lille museum, men med rigtig mange ting og godt beskrevet. Desværre var meget på plattysk så... Skipper besøgte også den engelske U-båd H.M.S. Otus, et spændende besøg. U-båden var helt intakt og havde været med i Falklandskrigen og i Den Persiske Golf i 1991. Vi vågnede til regnens trommen på dækket samt et par tordenskrald i morges, men det holdt op, inden vi kom på højkant, og resten af dagen har vi haft varmt og tørt vejr med svag vid. Vi har aftalt med Lene og Nils, at vi sejler til Lauterbach i morgen tidlig, hvis søen er nogenlunde. Alt vel ombord.
En varm sommerhilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Sassnitz (lørdag) d. 27. juli 2019
skrevet d. 27-07-2019
Vi har i dag været en tur ude for at se Königsstuhl, en kalkklint på 118 meter. Nordkysten af Rügen består af kalkklinter ligesom Møns Klint. Vi cyklede ud gennem Jasmund Naturpark. Et større skovareal, som er udlagt til naturområde og på Unescos naturarvsliste. Der er anlagt en flot cykelsti gennem parken. Cykelstien er nyanlagt og åbnet i 2019. Det var en rigtig flot tur på godt 15 km., op og ned ad bakker, da stien følger terrænnet. Lene og Nils havde været der før og var meget overraskede over, at man skulle betale entre for at komme ind på området. Der er ikke meget at se. Man kommer ud på en platform oven på klinten og kan intet se af klinten. Kun udsigten, der i dag var meget begrænset på grund af dis. Normalt skulle man kunne se Bornholm. Det viste sig, at der var blevet indrettet et informationscenter: Königsstuhl National Park Centre, der var alle pengene værd at besøge. Hvis man ville se Königsstuhl klinten, skulle man gå gennem skoven ud til Victoria Stuhl, hvorfra der var et flot udsyn til den høje markante kalkklint. Cykelturen tilbage til Sassnitz foregik via landevejen, en noget kortere tur på knap 10 km. Vi havde madpakker med, det blev en hel dagsudflugt. Det har blæst kraftigt i dag. Det er tiltaget i løbet af dagen, så da vi kom tilbage fra cykelturen, var der skum på bølgetoppene, og bølgerne slog ind over ydermolen. Vi ligger godt beskyttet, men vi ligger noget mere uroligt, end vi skulle forvente med den vindretning. Jeg tror, det skyldes, at havnebassinet er så stort, at der dannes små bølger inde i havnen. Trods lidt uro er alt vel ombord.
En blæsende hilsen fra Sassnitz.
skrevet af Martin Leo Hansen
Sassnitz (fredag) d. 26. juli 2019
skrevet d. 26-07-2019
Vi havde aftalt med Lene og Nils, at vi skulle cykle til Prora for at se det enorme feriecenter, Hitler planlagde der. De havde været der for flere år siden, men ville godt se det igen. På vejen til Prora ville vi besøge en lille krigskirkegård, der ligger lige uden for Sassnitz. Vi fandt den, selv om jeg en overgang troede, at vi var drejet af for tidligt. Den lå i en lysning inde midt i en skov, et rigtig fint sted. Det var en lille krigskirkegård for nogle af de faldne i 2. Verdenskrig. Da vi skulle videre mod Prora, valgte vi at fortsætte igennem skoven. Der var vist en cykelrute på kortet, men den havde vi lidt svært ved at finde. Vi kørte rundt i skoven, frem og tilbage, men langt om længe lykkedes det at finde en vej ud af skoven uden at køre helt tilbage. Det var lidt af en tur på meget dårlige stier. Vi nåede til Prora ved 14 tiden. Havde læst, at der var en rundvisning kl. 14:30, så det var fint nok, men det første sted, vi holdt ind, var ikke Dokumentations Zentrum Prora. Det lå noget længere inde mod Binz, så op på cyklen igen, og vi nåede det kl. 14:32. Men det var lige meget, for rundvisningen var først kl. 16:00 og ikke kl. 14:30, som der stod i bogen. Feriebyen, som Hitler planlagde og gik i gang med i mellemkrigsårene, er et kæmpe projekt. Det omfatter en 4,7 km. lang bebyggelse i 6 etager langs Østersøkysten. Der var plads til 20.000 feriegæster, egen havn til krydstogtskibe og flere svømmehaller og andre faciliteter til feriegæsterne. Det var i følge plakaterne, beregnet til den almindelige arbejdende tysker. Byggeriet blev aldrig gjort færdigt. Det blev stoppet, da krigen brød ud i 1939; resourcerne skulle bruges andre steder. I slutningen af krigen blev en lille del af byggeriet indrettet til de hjemløse familier fra det sønderbombede Hamborg. Efter krigen var det hjemsted for 10.000 russiske soldater, der tog alt af værdi, så som radiatorer og den slags, med sig, da de forlod stedet. Siden forfaldt det hele, indtil man i de senere år er begyndt at renovere bygningerne og indrette dem til luksuslejligheder med udsigt ud over Østersøen. Der var indrettet et fint museum, der beskrev planlægningen og byggeriet af det kæmpe anlæg. 4,7 km. er langt, når det drejer sig om en bygning. Det var virkelig interessant at opleve. Det blev til en cykeltur på ca. 30 km., så vi har fået dagens motion. Alt vel ombord.
En hilsen fra cyklisterne på Rügen.
skrevet af Martin Leo Hansen
Rønne - Sassnitz (Rügen) (torsdag) d. 25. juli 2019
skrevet d. 25-07-2019
Vi kom lidt tidligt op. Nabobåden sejlede allerede kl. 05:30, og da vi nu var vågne, kunne vi ligeså godt få lidt morgenmad og se at komme afsted mod Rügen. Vi forlod Rønne ved halv 7-tiden i det flotteste sommervejr: Lunt, let diset og havblik. Vi satte storsejlet, så var vi klar, når den jævne Ø til SØ-lige vind kom, men der gik lang tid, inden der skete noget. Endelig kom der lidt vind 2-4 m/sek., men fra NØ. Slet ikke det, de havde meldt, så det blev en meget agten for tværs til plat læns, ikke noget, vi kunne sejle på. Der kom også en del dønninger, så det blev lidt af en gyngetur – ikke, som vi havde forventet. Nå, vi havde en hurtig tur for motor og kom allerede til Sassnitz ved 3-tiden, hvor Lene og Nils stod og tog i mod. Da vi kom tilbage fra en lille travetur, kom der en og bankede på søgelænderet. Det var Keld fra s/y Anna Sofie, som vi havde mødt flere gange i Grækenland. Vi blev inviteret over på et glas vin og havde en hyggelig snak med Vanda og Keld, hvor vi mindedes de dejlige stunder på bl.a. Egina. De kom hjem med båden for nogle år siden.
En sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Rønne (onsdag) d. 24. juli 2019
skrevet d. 24-07-2019
Vi lyttede til vejrmeldingen og besluttede at blive i Rønne til i morgen, selv om der var mere vind i dag, end de havde varslet, og vi nok kunne have sejlet for sejl til Rügen. Vi fik i stedet ordnet en del ting, så som vasket tøj og købt lidt ind. Ting, der hører med til at få dagligdagen til at fungere. Om eftermiddagen tog vi på byvandring i den gamle del af Rønne. Turistkontoret havde lavet et forslag til en tur, der startede ved den flotte kirke, forbi bombehusene med relieffet, videre ad Vimmelskaftet til ’Ved Brønden’ og Hovedvagten, og sådan fortsatte vi og kom rundt og så den flotte gamle by. Det blev til et ophold på Store Torv for at høre lidt live musik, inden vi gik tilbage til havnen. Vi er nu klar til at forlade Bornholm i morgen tidlig for at sejle til Sassnitz på Rügen, hvor vi har aftalt at mødes med Lene og Nils, der sejler derover i dag fra Nexø. Det blev til 14 dejlige dage på Bornholm i denne omgang. Alt vel ombord.
En solskinshilsen fra Bornholm.
skrevet af Martin Leo Hansen
Nexø - Rønne (tirsdag) d. 23. juli 2019
skrevet d. 23-07-2019
Så kom vi Bornholm rundt. Næste havn efter Rønne er Hasle, hvor vi startede. Det var nu ikke for at sejle Bornholm rundt, vi sejlede til Rønne, men vi ville godt se lidt nærmere på Rønne by. Vi fik noget mere vind på turen, end de havde lovet. Den kom fra NV som lovet, lige den retning vi skulle, og vinden havde holdt søen vedlige fra gårdsdagens blæsevejr. Det blev lidt af en vippetur, men Nausikaa klarede sig fint i søen. En tur på godt 24 sm. og 4½ time. Vi kom ind til en meget fyldt havn i Nørrekås, Rønnes lystbådehavn. Vi måtte lede længe, før vi fandt en plads. Det er ellers en meget stor marina. Der er nok mange, der ligger og venter på mindre vind. Her kan man rigtig mærke vind og vejr, når det kommer fra NV. Vi fik lidt sen frokost og travede en lille tur rundt i Rønne. Der var noget mere liv i byen, da vi var her for 14 dage siden. Da var der street-market oppe på Store Torv, nu lå det mere eller mindre øde hen. Vi bliver i Rønne til på torsdag. De lover næsten vindstille i morgen, mens der skulle komme passende vind til en tur til Rügen på torsdag. Håber, de får ret. Alt vel ombord.
En sommerhilsen fra Rønne.
skrevet af Martin Leo Hansen
Nexø (mandag) d. 22. juli 2019
skrevet d. 22-07-2019
Vi tog endnu en dag i Nexø. For det første blæste det stadig fra nordvest med en frisk til hård vind, og vi har planer om at sejle til Rønne, det er meget mod nordvest. De lover aftagende vind fra i morgen, så vi planlægger at sejle i morgen. For det andet har vi på vor tur til Middelhavet vænnet os til at ligge i havnene flere dage ad gangen, så der er tid til at opleve stederne og seværdighederne. Da vi var på arbejdsmarket, og kun havde 3 ugers ferie, var vi sjældent flere dage på samme sted; der skulle opleves så mange steder som muligt. Det var nu ikke, fordi vi oplevede mange seværdigheder i dag. Skipper havde en lang liste over ting, der ikke var helt færdige, da vi forlod Kolding. Dem gik jeg i gang med i dag og fik sat flueben ved de fleste af punkterne. M/S Hector med Lene og Nils kom til Nexø i dag. Dem skulle vi også lige snakke med, og så gik tiden. De havde varslet en frontpassage i løbet af aftenen og natten. Den ramte os ved 18-tiden med let regn, og det fortsatte hele aftenen. Det er ellers ikke megen regn, vi har haft på turen indtil nu.
En regnvejrshilsen fra Nexø.
skrevet af Martin Leo Hansen
Nexø (søndag) d. 21. juli 2019
skrevet d. 21-07-2019
Nexø er en almindelig by med almindelige forretninger så som materialist, isenkram, herretøj og den slags, i modsætning til Allinge, Gudhjem og Svaneke, som er nogle ”frilandsmuseer”, hvor man går rundt blandt fine gamle huse med stokroser og med masser af cafeer, restauranter og souvenirbutikker. Nu skal det siges, at Nexø blev totalt ødelagt i 1945, hvor russerne bombede byen og ødelagde næsten alle huse, så de fleste huse er fra 1945 eller senere. Vi har været en tur rundt i byen, en meget død by om søndagen, hvor det meste var lukket inkl. museer. Røgeriet havde dog åbent, hvor vi fik en ’Sol over Nexø’ til frokost. Vi var ude i kvarteret med de svenske træhuse, som den svenske stat forærede Nexø efter bombningen i 1945. En hel lille bydel udelukkende med ens træhuse. Vi så Martin Andersen Nexøs hus, kun udefra, det var desværre også lukket i weekenden. Det har blæst godt i dag med hårde vindstød fra sydvest. Vi ligger heldigvis godt i læ, så det har ikke generet os, men det har ikke været vejr til at runde Dueodde i. Vi bliver nok også i Nexø i morgen, hvor det stadig skulle blæse. De lover heldigvis mere stabilt vejr fra på tirsdag. Alt vel ombord.
En meget blæsende hilsen fra Nexø.
skrevet af Martin Leo Hansen
Gudhjem - Nexø (lørdag) d. 20. juli 2019
skrevet d. 20-07-2019
Vi var tidligt oppe for at sige farvel til Jakob, Maiken og ungerne. De ville tidligt afsted (kl. 07:00) for at sejle til Sverige. Der er en periode med ustabilt vejr på vej. De lover op til kuling fra vest i de kommende dage, og så ville de godt ligge et sted i Danmark. De har kun ferie en uge mere. Vi besluttede at sejle til Nexø, en tur på ca. 13 sm. og 2½ time inklusiv tankning i Nexø. Det kan for øvrigt ikke anbefales at tanke i Nexø. De tog 13,00 kr. pr. liter, prisen på tankstationerne i byen er på knap 10,00 kr. Det løber op når man tanker 150 liter. Her i Nexø var der, i modsætning til de andre havne vi har været i, meget god plads. Vi var lidt brugte efter grillmiddagen i Gudhjem og tidligt oppe, så det blev ikke til de store aktiviteter i dag. Vi planlægger med at ligge i Nexø et par dage. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Gudhjem (fredag) d. 19. juli 2019
skrevet d. 19-07-2019
Vi har taget en overliggerdag i Gudhjem i dag. Man oplever stederne på en anden måde, når man ligger der længere tid. Her i Gudhjem oplevede vi en helt speciel stemning på havnen klokken 10. Her samles et kor, akompagneret af en violinist, på det ene molehoved, hvor de synger dagens sange, samtidig med første afgang mod Christiansø med turistbåden. Vi har fået travet lidt i dag. Om formiddagen gik vi ad kyststien til Melsted, en rigtig flot tur med imponerende klippeformationer. Om eftermiddagen gik turen op til Bokuld, et højdedrag NV for Gudhjem, hvorfra der var en flot udsigt ned over Gudhjem. Vi havde reserveret bord til hele familien på Pandekagehuset, til en lille koncert med Stig Rossen, kl. 16. Det var lidt af et tilløbsstykke, godt vi havde reserveret plads. Scenen, hvorfra han sang, var på modsat side af vejen, som var afspærret for almindelig trafik på grund af koncerten, men busserne kunne ikke køre ad omkørslen, den var for smal, så de blev lukket igennem, mens han sang. Han stoppede en af busserne og gik ind i bussen, mens han sang videre. Det var noget passagerene kunne lide, og han fik også et ekstra bifald fra tilhørerne. Det var en udmærket koncert, hvor der var mange sange for børnene. Om aftenen havde vi inviteret Jakob og Co. til grillmiddag på kajen. Jakobs bedste ven lige siden børnehaveklassen, Claus, lå på en campingplads lige syd fra Gudhjem, med hele familien. De blev også inviteret og ville meget gerne komme. Det blev en rigtig hyggelig aften, i et rigtig flot vejr, på kajen i Gudhjem. Det var en slags afskedsmiddag for Jakob, Maiken, Julie og Kasper; de har planer om at sejle mod Sverige i morgen tidlig. De melder lidt frisk vind i morgen sidst på dagen og på søndag. Alt vel ombord.
En sommerhilsen fra Gudhjem.
skrevet af Martin Leo Hansen
Christiansø - Gudhjem (torsdag) d. 18. juli 2019
skrevet d. 18-07-2019
Efter en fin dag og nat på Christiansø sejlede vi tilbage til Bornholm, nærmere bestemt Gudhjem. Det blev igen en kort tur for motor på fladt vand uden vind. Turen var på knap 10 sm. og tog 1 time og 45 min. Det var en tæt pakket havn vi kom til i Gudhjem, men vi var heldige at finde et par pladser inderst i havnen, hvor vi kunne ligge. Der er begyndt at komme alger i farvandet omkring Bornholm. Vi sejlede igennem flere bælter med alger på vej til Gudhjem, og havnen var helt dækket med et tykt lag. Ikke særligt appetiteligt - og så lugtede de. Vi var rundt for at se lidt på den lille by og fandt et lille sted – Pandekagehuset, hvor Peter Vesth underholdt. Det var rigtig hyggeligt. Stig Rossen kommer i morgen, hvor vi har reserveret plads til hele familien. Vi kan godt mærke på antallet af både, at det er lige midt i ferien, og at der har været en periode med godt vejr, hvor folk har haft lyst til at sejle til Bornholm. Der var flere både, der sejlede forgæves til Gudhjem i dag. De måtte finde en anden havn.
En solskinshilsen fra det hyggelige Gudhjem.
skrevet af Martin Leo Hansen
Svaneke - Christiansø (onsdag) d. 17. juli 2019
skrevet d. 17-07-2019
Så blev det Christiansø vejr. Det har blæst godt i nat fra nord, men det skulle lægge sig helt i løbet af formiddagen, og så skulle vi få meget svag vind fra forskellige retninger, og det kom til at holde stik. Vi havde stik modvind (2-3 m/sek.) og søen lige imod på turen fra Svaneke til Christiansø, lidt af en vippetur. Turen var på 11½ sm. og tog godt 2 timer. Vi kom ind til en halvtom havn på Christiansø, og Jakob kom til at ligge helt inde ved kajen med os uden på, men det varede ikke længe, før bådene væltede ind. Vi var ikke de eneste der syntes, at det var Christiansø vejr. Havnen blev fyldt godt op, og vi lå 5-6 både uden på hinanden. Vi var en tur rundt på både Christiansø og Frederiksø og besøgte begge tårne, der er indrettet til museum. Nogle flotte museer, der viste en hel del om øernes historie. Vi har haft et rigtig fint ophold her på øerne, og i morgen går turen tilbage til Bornholm, nok Gudhjem, hvis der er plads. Der er begyndt at komme rigtig mange både til Bornholm. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra Christiansø.
skrevet af Martin Leo Hansen
Allinge - Svaneke (tirsdag) d. 16. juli 2019
skrevet d. 16-07-2019
Så kom solen igen. Der er en verden til forskel, om solen skinner, eller det finregner. Især her på ferieøen Bornholm, hvor det meste er lagt an på godt vejr. Jakob og Maiken får besøg af nogle venner i Gudhjem, men de kommer først sidst på dagen og bliver nogle dage. Så for ikke at ’spilde’ en dag i Gudhjem, så besluttede vi at sejle til Svaneke i dag. Christiansø blev droppet på grund af vejret. De melder frisk nordlig vind til natten, og det er ikke det idelle for et ophold på de to små øer. Turen fra Allinge til Svaneke er på ca. 15 sm. og blev sejlet i svag NV-lig vind (læns) for motor, lidt uroligt på grund af gammel sø fra i går. Det var en tæt pakket havn, vi kom til i Svaneke, men vi fandt begge en plads, godt nok uden på andre, men ok pladser. Fik en god frokost på Svaneke Bryghus og fik smagt lidt på deres øl. Det er en rigtig ferieby, vi er kommet til med masser af turister. Det er også en rigtig hyggelig lille by. Alt vel ombord.
En hilsen fra et solbeskinnet Svaneke.
skrevet af Martin Leo Hansen
Allinge (mandag) d. 15. juli 2019
skrevet d. 15-07-2019
Udtrykket Solskinsøen Bornholm er lidt opklameret - vi har ikke set noget til solen i dag. Det har været overskyet med finregn af og til og køligt. Der gik lige en times tid med at få båden, der lå inden for os ud, og selv komme ind til kajen igen. Vi havde besluttet at trave en lang tur og tog traveskoene på og gik ud til helleristingerne på Madsebakke. Derfra gik turen gennem Sandvik til fyret på Hammer Odde. Det var et lidt andet vejr, end det havde i Allinge, vi mødte, da vi kom om på vestkysten. Vi lå dejligt i læ omme på østkysten. Her var skum på toppen af bølgerne. Fra fyret fulgte vi kyststien ned til Salomons Kapel og gik så op til Hammerfyr, et gammelt granitstensfyr, der ikke længere er i brug. Her begyndte det at regne lidt, så vi skyndte os hjem via Sandvik, havde ikke regnjakker med. Om eftermiddagen fik vi besøg af Lene og Nils. De ligger stadig i Hammer Havn. Om aftenen havde vi inviteret børnebørnene Julie og Kasper på middag ombord på Nausikaa og havde en rigtig hyggelig aften. I morgen havde vi oprindeligt planer om at sejle til Christiansø, men som vejrmeldingen ser ud lige nu, gemmer vi Christiansø til et senere tidspunkt. Alt vel ombord.
En kølig hilsen fra Bornholm.
skrevet af Martin Leo Hansen
Hammer Havn - Allinge (søndag) d. 14. juli 2019
skrevet d. 14-07-2019
Fronten fra i går havde passeret os i løbet af natten, og det var atter blevet fint vejr med sol og svag vind. Vi var lidt spændte på næste havn, som vi havde planer om at anløbe, nemlig Allinge. Der har været Jazz- og Musikfestival hele ugen. Den sluttede i dag, og vi havde hørt, at der lå både overalt. Vi ventede med at sejle til ved 10 tiden, så de, der havde planer om at forlade Allinge, var sejlet, når vi ankom. Det var en meget kort tur på ca. 3 kvarter rundt om Hammer Odde. Der var masser af plads i Allinge havn, og vi fik en fin plads i inderhavnen, godt nok uden på en anden båd, men en fin plads. PAX med Jakob og Maiken lagde sig uden på os. Vi havde knapt fået fortøjet, før der stod en og sagde hej. Jeg må indrømme, at jeg ikke med det samme kunne se, hvem det var, men det er også mange år siden, jeg så ham sidst. Det var en af mine tidligere kolleger fra IBM – Henrik Valter. Han er begyndt at sejle og lå også i Allinge. Vi fik en snak om gamle dage, og jeg blev opdateret på, hvad der er sket i IBM’s tekniske afdeling de sidste år, rigtig hyggeligt. Vi nåede lidt af Jazz- og Musikfestivallen i Allinge. Der var bl.a. jazz oppe på et lille torv tæt på havnen, og countrymusik oppe på Pilen, en cafe oppe i byen. Allinge er en rigtig hyggelig by med masser af turister. Vi hygger os også. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra solskinsøen Bornholm.
skrevet af Martin Leo Hansen
Hasle - Hammer Havn (lørdag) d. 13. juli 2019
skrevet d. 13-07-2019
Nu var det tid at komme væk fra havnefesten og larmen. Det var et lidt andet vejr, vi stod op til, end det vi havde i går. En frontpasage havde meldt sin ankomst i løbet af dagen. Den første regn skulle komme ved 11-tiden, så vi tog hurtigt afsted fra Hasle, efter at vi havde provianteret lidt. Vi kom afsted ved 10-tiden og nåede til Hammer Havn ca. en time efter, der var 6 sm, og fik fortøjet inden regnen kom. Det var nu ikke så meget i denne omgang; det kom senere på dagen med kraftig regn og torden. Da vi kom ind i Hammer Havn, blev vi modtaget af Lene og Nils, der lå i deres ’nye’ båd – Hector. Lene og Nils er nogle gode venner, vi mødte for flere år siden på Kreta og er kommet sammen med lige siden. Vi anede ikke, at de var på Bornholm, og de vidste ikke, at vi var her. Glædeligt gensyn! Om eftermiddagen, inden regnen kom, travede vi en tur op til Hammer Hus slotsruin og var ude og se Kamelerne, nogle specielle klippeformationer. Middagen blev indtaget i ly for regnen under cockpitteltet. Der blev hurtigt ro ombord; vi trængte til en nat uden larm fra havnefesten i Hasle.
En regnvejrshilsen fra Bornholm.
skrevet af Martin Leo Hansen
Hasle (fredag) d. 12. juli 2019
skrevet d. 12-07-2019
Et stort tillykke til Jakob, der har fødselsdag i dag. Sikke et vejr, at holde fødselsdag i. Sol fra en skyfri himmel hele dagen, varmt og svag vind fra forskellige retninger. Vi har besluttet at blive i Hasle i dag, Jakob havde inviteret til grillparty om aftenen. Efter morgenmaden fik vi sat flag over stag (hejst alle signalflagene i masten) på begge både i dagens anledning. Vi kunne ikke finde det bornholmske flag derhjemme, købt i 1981, da vi var sejlende hertil sidste gang. Vi spurgte havnefogeden, hvor man kunne købe et sådant flag. Han henviste til Rønne, så vi fandt cyklerne frem og cyklede til Rønne for at købe et par gæsteflag. Det blev til en forfriskning oppe på et af de små torve i Rønne, inden vi kørte tilbage til Hasle. Det blev til en tur på ca. 25 km., så vi har fået dagens motion. Larmen oppe på kajen fra havnefesten stoppede klokken 02:00 i nat, som der stod i programmet. Det samme i den kommende nat, så det krævede en ’morfar’ om eftermiddagen. Vi havde en rigtig dejlig aften ombord på Pax, hvor vi fik fejret Jakob. Der blev serveret lækker mad og vin, og vi sluttede aftenen med en lokal lakridsøl til larmen fra havnefesten. I aften var der larm (musik) fra flere steder samtidig, der blev vist festet igennem. Alt vel trods larmen.
En hilsen fra havnefesten i Hasle.
skrevet af Martin Leo Hansen
Ystad - Hasle (torsdag) d. 11. juli 2019
skrevet d. 11-07-2019
Så kom sommervejret til os, vi stod op til en rigtig flot morgen i Ystad. Sol fra en skyfri himmel, svag NV-lig vind og lunt. Jeg tror, det er første gang, vi har spist morgenmad i cockpittet uden cockpittelt i år. Efter morgenmaden satte vi kurs mod Bornholm, nærmere betegnet Hasle. Vi startede for motor på grund af svag vind, og vi fortsatte for motor hele turen, der var på ca. 34 sm. og tog 5½ time. Vi havde storsejlet oppe til at stabilisere lidt og hjælpe lidt på farten. En overgang friskede det lidt, og vi overvejede at sætte genuaen, men inden vi var færdige med at overveje, lagde vinden sig igen. Vi havde en næsten plat læns. S/Y PAX med Jakob og Maiken satte genakkeren og holdt ud og gennemførte hele turen for sejl. Godt gået, og de havde en fin tur. Vi havde som sagt sat Hasle som mål for dagen. Det, vi ikke vidste, var, at der var byfest i Hasle, Bornholms ældste byfest, der strækker sig over 4 dage. I dag torsdag, var der tivolipark, diskotek, banko og kæmpe festfyrværkeri, alt sammen lige oppe på kajen, på modsat side af det bassin, hvor vi ligger, og de larmer. Men vi oplevede fyrværkeriet fra første parket, og det var flot. Vi er spændt på, hvornår vi kan komme til at sove. Ifølge programmet skulle de holde kl. 02:00, vi får høre. Bortset fra larmen
er her rigtig dejligt.
En hilsen fra solskinsøen Bornholm.
skrevet af Martin Leo Hansen
Rungsted - Ystad (onsdag) d. 10. juli 2019
skrevet d. 10-07-2019
Det blev en lidt længere tur, end vi havde planlagt. Vi startede fra Rungsted i svag til let vind og gled for sejl, ned forbi alle de store strandvejsvillaer fra Rungsted, ned til Vedbæk og videre syd på. De lå flot badet i morgensolen. Det gik meget stille for sejl ned over Middelgrunden og ned til Drogden fyr. Ikke nok med, at vi havde svag vind. Vi havde også modstrøm, men vi holdt den gående for sejl. Ved Drogden kom der lidt vind, og det gik fint ned syd om Falsterbo Rev. Vi havde valgt at sejle syd om Falsterbo Rev. Det var fint sejlvejr, og så slap vi for eventuelle ventetider i Falsterbo Kanalen. Det er godt nok noget længere, men det gik rigtig fint, og vi nød sejlturen. S/y Pax med Jakob og Maiken valgte at gå gennem Falsterbo Kanalen og kom noget før os til Trelleborg, som var dagens mål. De konstaterede, at man ikke må anløbe Trelleborg som lystbåd, men blev henvist til Gislövsläge lidt øst for Trelleborg. Men i følge havnelodsen skulle der ikke være dybt nok til Pax (2.10 m). Det samme gjaldt de andre småhavne på sydkysten af Sverige. De besluttede at fortsætte til Ystad, og vi ændrede kurs og fulgte dem. Nu blev turen godt 20 sm. længere, og vi besluttede at starte motoren for ikke at komme for sent i havn. Inge Lise havde inviteret besætningen på Pax på middag, som hun delvist tilberedte undervejs. Det blev til sen middag i Ystad. Det blev til 73 sm. og 13½ times sejlads. En lang dag, men en rigtig fin dag. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra Sverige.
skrevet af Martin Leo Hansen
Hundested - Rungsted (tirsdag) d. 9. juli 2019
skrevet d. 09-07-2019
Endnu en dag, hvor vi sejlede hele turen for sejl. Jeg tror, at vi allerede i år, på nuværende tidspunkt, har sejlet mere for sejl, end vi gjorde på et helt år, da vi sejlede i det østlige Middelhav. Hvad vind angår, så foretrækker jeg at sejle i Danmark, men hvad temperatur angår, så vil jeg godt bytte med Middelhavet. Vi havde en rigtig fin tur fra Hundested til Rungsted, en tur på ca. 42 sm. og 7½ time; det gik lidt stærkere i dag end i går. Vi havde en agten for tværs fra Hundested til Gilleleje og derfra plat læns til Kronborg. Resten af turen var atter en agten for tværs i frisk vind. Vi valgte at gå ind til Rungsted, lidt af en P-plads for både, ikke hyggelig, som mange af de andre havne i nærheden, men vi manglede et par småting, som vi havde glemt hjemme, bl.a. et svensk gæsteflag, og der er ikke udstyrsforretninger i de små havne. Vi planlægger at sejle til Trelleborg i morgen, og så skal vi bruge et svensk gæsteflag. Rungsted er ikke kun en P-plads for både. Der er mange hyggelige restauranter oppe på kajen og fine fiskeforretninger. Hvad vejret angår, så går det den rigtige vej, når det ikke er overskyet, hvad det har været en stor del af dagen, så er det ved at være acceptabelt. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra Øresund.
skrevet af Martin Leo Hansen
Tunø - Hundested (mandag) d. 8. juli 2019
skrevet d. 08-07-2019
Det har blæst kraftigt hele natten, men her til morgen lagde vinden sig, og det blev sejlvejr. De havde varsel om kraftig regn og torden over nordlige Sjælland og regnbyger over Jylland. Vi lå lige midt i mellem og slap tørskindet igennem dagen. Det blev et rigtigt fint sejlvejr, bortset fra kulden. Det var hundekoldt om formiddagen, og det blev det igen sidst på dagen. Vi havde 5-8 m/sek. fra vest, lidt mere i pustene, helt perfekt, hvis ikke vi skulle direkte mod øst. Vi havde sat Hundested som dagens mål. Det blev til tider lidt af en vippetur, på en plat læns, hvor man hele tiden skulle passe på ikke at bomme. Det gik ikke så stærkt, så vi brugte ca. 10 timer på de 50 sm., der er til Hundested fra Tunø. Jakob, Maiken, Julie og Kasper startede deres ferie i dag og sejlede fra Egå samtidig med, vi sejlede fra Tunø, og vi kom samtidig til Hundested. Det er planen, at vi skal følges ad til Bornholm. Vi fik sagt hej til dem over lidt mad på et af de mange spisesteder på kajen i Hundested havn. Alt vel ombord.
En feriehilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Tunø - Tunø Festival (søndag) d. 7. juli 2019
skrevet d. 07-07-2019
Så sluttede Tunø Festivallen i et nogenlunde vejr. Det er stadig koldt og blæsende, men det holdt tørt. Det er første gang, vi har været med helt til slut på festivallen; vi har normalt skulle skynde os hjem på arbejde. Sidst vi var med var i 2005. Vi startede med at følge de forskellige fra Thorsø ned til færgen, og selv om de først havde reservation på en færge senere på dagen, så kom alle med den tidligere færge (nogle kom med den lille gamle postfærge, der var sat ind på ruten i dagens anledning). Der var endnu lidt musik oppe i teltet, som vi godt ville høre, inden det hele sluttede. Det var gruppen Mølles og Irish 5. Det var de samme musikere, der var med i de 2 grupper. Mølles spillede irske/skotske melodier, men med danske tekster, de selv havde lavet. Irish 5 spillede irsk og skotsk folkemusik, lige noget for os. Det hele sluttede med, at de kom bærende ind med det store dannebrogsflag, som vajer over pladsen under hele festivallen. Ind på dansegulvet hvor de lagde det sammen og bar det ud og til slut sagde formanden tak for i år, og musikerne spillede, og vi sang ’Skuld Gammel Venskab Rejn Forgo’. En meget højtidelig afslutning. Der blev meget stille på Tunø, efter de fleste festivalsgæster har forladt øen. På grund af vejret , blæsten, besluttede vi at blive på Tunø indtil i morgen tidlig, hvor det skulle blive sejlvejr. Vi har planer om at sejle nord om Sjælland til Bornholm.
En hilsen fra Tunø.
skrevet af Martin Leo Hansen
Tunø - Tunø Festival (lørdag) d. 6. juli 2019
skrevet d. 06-07-2019
Det blev en rigtig fin dag på Tunø Festivallen, hvad musikoplevelser angik, men ikke vejrmæsigt. Det har været et rigtig kedeligt vejr med regn og blæst fra morgenstunden, og da regnen hørte op i løbet af eftermiddagen, drejede vinden til VNV, og det blev hunde koldt. Vi måtte have store trøjer på for at holde varmen inde i teltet. I går sad rigtig mange uden for teltet og hyggede sig, der var mennesketomt i dag. Dagen startede med gruppen Ørehængerne, det var for hele familien og især for børnene. Og så var vi ved færgen og tage imod Lea og Laura, der lige skulle nå at have lidt af festivalstemnigen med. Dejligt med besøg af de to niecer. Efter frokost kom Bramsen, Amstrup & Svarrer på scenen, og jeg skal love for, at de fik sat gang i publikum med deres klovnerier og musik. Næste gruppe var She’s a Sailor med bekendte som forsanger, også en god oplevelse. Nogle af folkene fra Thorsø lejren havde brugt formiddagen på at sætte plakater op rundt på Tunø for den næste gruppe – Drabant. Gruppen kommer fra Thorsø, og de gav den gas og sluttede med at skyde konfettikanoner af ud over publikum. Der var rigtig megen god musik i dag, men ved de næste 2 grupper måtte vi trække os lidt tilbage. Det var Coast og Hallberg & Friends. Musikken var simpelhen for høj til, at vi kunne være i teltet. Ærgerligt, for de spillede ellers rigtig godt. Mon der var kommet en anden lydmand til pulten? Det var også for koldt til at høre det uden for teltet, så vi travede en tur i stedet. Vi sluttede dagen med natballet, som Roger & Over stod for. Det er dem med Volvo B18 – 210, også kaldet Volvo sangen. De kunne også sætte gang i publikum. Oliefyret har kørt hele aftenen. Det har godt nok kørt mange gange på denne Tunø Festival; det har vi vist ikke prøvet før.
En meget kold festivalshilsen fra Tunø.
skrevet af Martin Leo Hansen
Tunø - Tunø Festival (fredag) d. 5. juli 2019
skrevet d. 05-07-2019
Så kom det fine vejr. Et rigtig festival vejr med sol, svag vind og ikke for varmt, så man kunne holde ud at være inde i teltet og opleve musikerne eller ligge uden for og nyde solen, mens man lytter til musiken. Den første på scenen var Kalles Trommeshow. Det sprang vi over, det er mest for børnene. Den næste, der kom på scenen var Ib Grønbech. For dem der ikke kender ham, så har han lidt af samme stil som Niels Hausgaard. Han er blandt andet kendt for nummeret: Hvorfor må jeg ikke få Beatles-hår? Så fulgte Nalle and his crazy Ivans feat: Søren Rislund. Nalle overraskede os positivt. Også de næste musikere var værd at lytte til. Det var Shades of Blue med James Loveless i front – bluesmusik. De efterfølgende: Marie Frank og Mike Tramp & Band of Brothers sprang vi over. Vi var inviteret til middag i Thorsø lejeren, hvor bl.a. Bodil og Søren (skipperindens søster og svoger) opholder sig, når de ikke lytter til musik. Vi havde en rigtig fin aften, med dejlig mad og sammen med festlige mennesker - det var ikke kedeligt. Dagen sluttede for fuld udblæsning til orkesteret Under Bøgen, der spillede Gnags numre. En rigtig fin dag. Vi fik rejst cockpitteltet, inden vi gik til køjs. De melder regn og blæst igen i morgen tidlig.
En solskinshilsen fra Tunø Festivallen.
skrevet af Martin Leo Hansen
Tunø - Tunø Festival (torsdag) d. 4. juli 2019
skrevet d. 04-07-2019
Så kom der gang i festivallen. Den blev åbnet af borgmesteren og med Jan Svarrer som konferencier. Første navn på festivallen var The Powls. De fik sat gang i publikum med deres jokes og skøre påfund, men de kunne også spille, en positiv oplevelse. Vi havde ikke hørt dem før. Også næste band med Michelle Birkballe var en oplevelse. Der var gang i den lille pige med den hæse stemme. Som tredie band på scenen kom Jakob Sveistrup, også med en flot optræden, men han havde svært ved at få publikum med. Der var tyndt besat på bænkene, hvorimod der var trængsel, da Rasmus Nøhr kom på scenen med Danmarks mindste rockband, som han sagde. De var 3 mand unden ret meget udstyr, men de kunne underholde. Efter Rasmus Nøhr kom Hjalmer på scenen, med sit band - de kunne også få gang i publikum. Hjalmer er søn af Kim Larsen, og det var tydeligt at se på hans måde at være på og på hans udseende. Aftenen sluttede med Rock Parade, et rockband for fuld udblæsning. De var rigtig gode, men vi var trætte i vore hoveder og trak os tilbage til båden. Det har ikke været det bedste vejr til en festival i et telt. Det startede nogenlunde med blæst og køligt, men i løbet af formiddagen begyndte det at regne. Ikke voldsomt, men nok til, at man blev våd, og det fortsatte resten af dagen. Man skulle have varmt tøj på for at holde varmen i teltet, men bortset fra det var det en udmærket dag. De lover bedre vejr i morgen, og vi håber udsigten holder.
En våd og kold hilsen fra Tunø Festivallen.
skrevet af Martin Leo Hansen
Tunø (onsdag) d. 3. juli 2019
skrevet d. 03-07-2019
Det var dagen, hvor Marie-Louise og Christian skulle med færgen til Hou. Vi er lidt kede af vejret. Det havde været en hel anden oplevelse for dem, hvis vi havde haft sommervejr, og de kunne bade og den slags, men det indbød vejret ikke til i denne omgang. Det er fortsat koldt, men knap så blæsende som de foregående dage og med enkelte regnbyger - ikke festivalsvejr. Vejrudsigten for de kommende dage ser desværre ikke meget bedre ud. Om eftermiddagen kom Bodil og Søren, Inge Lises søster og svoger, sammen med de fleste af deltagerne fra Thorsø. De havde været herovre i søndags for at rejse teltlejren. Eftermiddagen gik med at udbedre skaderne på teltene efter de sidste dages kraftige blæst. Om aftenen var vi på ’Mejeriet’ sammen med Thorsølejren og fik en dejlig middag i et særdeles hyggeligt selskab. Dagen sluttede ombord på Nausikaa med en kop kaffe og en godnat drink og oliefyret kørende.
En efterårshilsen fra Tunø.
skrevet af Martin Leo Hansen
Tunø (tirsdag) d. 2. juli 2019
skrevet d. 02-07-2019
Endnu en meget blæsende og kold dag på Tunø, men vi slap for de kraftige byger. Fik kun nogle få lette byger i løbet af dagen, så det blev vejr til at trave en lang tur rundt langs kysten. Vi nåede dog ikke hele vejen rundt, Marie-Louise har lidt problemer med den ene tå. Der var store problemer med at rejse teltene til de forskellige aktiviteter. Når de havde monteret teltdugen, der danner taget, og ville løfte det op og sætte stolper under, lettede taget, og de havde problember med at holde det nede. Det er også første gang, vi har været til Tunø Festival, (og vi har været her mange gange), at der kun er kommet 3 både ind i havnen 2 dage før festivallen begynder. Det fortæller lidt om, hvor meget det har blæst. Der er telte på teltpladsen, der ikke kunne modstå blæsten. Som sagt en meget blæsende dag, men vi ligger godt og lider ingen nød. Vi har stadig Marie-Louise og Christian ombord, det er planen at de skal med færgen og hjem i morgen. Alt vel ombord.
En kold og blæsende hilsen fra Tunø.
skrevet af Martin Leo Hansen
Tunø (mandag) d. 1. juli 2019
skrevet d. 01-07-2019
Sikke et vejr vi har! Det blæser helt hen i vejret (14-16 m/sek) og trækker med kraftige regnbyger. Temperaturen er faldet med ca. 10 grader fra i går. Vi glæder os over, at vi tog hele turen fra Kolding til Tunø i går; havde ellers planer om at gøre stop på Endelave, men det droppede vi heldigvis. Vi har børnebørnene Marie-Louise og Christian med ombord, ligger trygt og godt i havnen på Tunø. Der blev tid til cykleture og traveture mellem bygerne, men man skal tage sig sammen for at forlade cockpitteltet. De er i fuld gang med at rejse de forskellige telte, der skal benyttes under Tunø Festivallen i den kommende weekend. Der er desværre ikke udsigt til bedre vejr i de kommende dage, fredag se elendig ud med regn og blæst. Lad os håbe, det ikke holder stik. Alt vel ombord trods vejret.
En sejlerhilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Kolding - Tunø (søndag) d. 30. juni 2019
skrevet d. 30-06-2019
Så kom vi afsted på vor sommertur, lidt tidligere end planlagt. Vi havde oprindelig planlagt at tage afsted på tirsdag, men vejrudsigten for de kommende dage så ikke alt for god ud, så vi tog en hurtig beslutning og gjorde klar til at tage afsted allerede i dag, søndag. De melder hård vind til kuling i morgen og kuling på tirsdag. Vi skal til Tunø Festival, som starter på torsdag, så tirsdag havde været tids nok at tage afsted, men vi havde ikke noget imod at tilbringe nogle dage på Tunø inden festivallen. Vore ældste børnebørn, Marie-Louise og Christian ville godt med ud og sejle et par dage, og de var også klar til at tage afsted i dag. De havde meldt 30 grader i dag. Det blev det nu ikke ude på vandet, men det blev varmt. Vi startede fra Kolding ved ottetiden på spejlblankt vand. Godt, det var stille fra morgenstunden, for vi skulle lige have monteret vort nye storsejl, inden vi tog afsted. Vi havde ingen/svag vind gennem Lillebælt, så det første stykke blev for motor. På vej mod Bjørnsknude, kom der lidt vind fra syd, som ved middagstid drejede mod SV og tiltog til frisk vind, så det det gik stærkt på det sidste stykke op til Tunø. Vi havde knapt fået fortøjet på Tunø før vinden drejede til vest og tiltog til hård vind (15 m/sek), nøjagtig som de havde meldt. Det blev en tur på ca. 46 sm. og godt 7 timer. Der var allerede mange både i havnen, og vi fortøjede uden på en X-40 fra Egå. Det viste sig at være nogle fra Thorsø, som også skal til festival. De tog færgen hjem, og skipper nåede lige at få hilst på svoger Søren, der havde været med på X-40’en. Vi ser frem til et gensyn på onsdag. En meget blæsende hilsen fra Tunø.
skrevet af Martin Leo Hansen
Juelsminde - Kolding (søndag) d. 23. juni 2019
skrevet d. 23-06-2019
Vi stod op til en rigtig flot morgen i Juelsminde og en fin vejrmelding til en tur til Kolding for sejl. Efter morgenkaffe og afsked med besætningen på Pax (Jakob, Maiken, Julie og Kasper) satte vi kurs mod Kolding. Vi fik en rigtig fin tur for sejl det meste af vejen til Kolding. Det gik rigtig fint ned til ca. 5 sm fra Strib. Her løb vi ind i kraftig modstrøm og med en frisk NØ-lig vind, rejste der sig en generende strømsø. Den lagde sig, da vi havde passeret Strib Fyr, men det samme gjorde vinden, så det gik meget, meget langsomt ned gennem Lillebælt i kraftig modstrøm. Efter Den gamle Lillebæltsbro måtte vi give op og starte motoren for at komme i havn til nogenlunde tid. En tur på godt 26 sm, som tog godt 6 timer. Det var vores anden tur i år. Det er ikke meget, vi har fået sejlet indtil nu, så det må vi have gjort noget ved.
En Sankt Hans hilsen fra Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Brejning – Juelsminde (lørdag) d. 22. juni 2019
skrevet d. 22-06-2019
Det blev som forventet en meget rolig nat i Brejning. Vi stod op til en rigtig flot morgen; sol, helt stille, men køligt. Julie og Kasper har sovet ombord i nat, og de skal sejle med os til Juelsminde i dag. Vi kom afsted ved halv 10 tiden, og efter godt 2½ time og ca. 15 sm var vi i Juelsminde. Det blev igen en tur for motor på blankt vand. Jakob og Maiken kom fra Egå i deres båd, og vi blev alle hentet af Morten og kørt til Vrigsted, hvor Marie-Louise havde inviteret til forsinket 18 års fødselsdag og hjemkomstfest. Hun er lige kommet hjem fra Peru efter 11 måneder, så der skulle være fest, og det blev der. En herlig eftermiddag og aften sammen med en masse søde og festlige mennesker. De var heldige med vejret. Der var rejst telt i haven, så de satte stor pris på, at det var tørvejr. Ud på aftenen blev vi kørt tilbage til Juelsminde af Morten.
En festlig hilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Kolding – Brejning (fredag) d. 21. juni 2019
skrevet d. 21-06-2019
Vi har fulgt vejrmeldingen nøje de sidste dage. Vi er inviteret til frokost hos John og Kirsten i Gårslev (tæt på Brejning havn) her fredag middag og til 18 års fødselsdag m.m. hos vort ældste barnebarn i morgen i Vrigsted (tæt på Juelsminde). Hvis vejret var til det, ville vi godt sejle rundt til begivenhederne, og det blev det ifølge vejrudsigten. Vi tog på havnen i går for at vaske båden og gøre den klar til turen og har sovet ombord i nat. Vi startede allerede kl. 7:00 fra Kolding, der er godt 25 sm til Brejning, og hvis det blev vejr til det, ville vi godt have tid til at sejle for sejl - det blev det desværre ikke. Vi havde for lidt vind til at sejle for sejl, og da vinden endelig kom, var vi allerede i Vejle Fjord. Den kom i forbindelse med regnbyger, så vi fortsatte for motor til Brejning, hvor vi ankom ved halv 12 tiden. Vi blev hentet af John og havde en rigtig dejlig eftermiddag sammen med dem. Sidst på eftermiddagen kom Maiken med Julie og Kasper, som vi skulle passe indtil i morgen. De skal sejle med os til Juelsminde. Det tegner til at blive en stille nat her i Brejning. Der har ellers været liv på havnen hele eftermiddagen, men alle forlod havnen i løbet af aftenen, og stilheden sænkede sig. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Ballen (Samsø) – Kolding (mandag) d. 10. juni 2019
skrevet d. 10-06-2019
Najadklubbens pinsestævne i Ballen på Samsø. Gæster ombord: Olga og Ole Knudgaard. Vi stod tidligt op til en flot morgen med roligt vand, tørt og svag brise fra NØ. Vi forlod allerede havnen kl. kvarter over 6 og satte kurs mod Kolding. Det første stykke fra Ballen til Æbelø havde vi ingen eller svag vind, for lidt til at sejle på, men nord for Æbelø kom vinden, og vi fik sat nogle sejl og stoppet motoren, og så gik det ellers for sejl mod Kolding. Halvvejs nede i Tragten kom regnen og vinden tiltog, men heldigvis havde vi den med. Det gik fint ned til mellem Lillebæltsbroerne, hvor vi mødte en kraftig modstrøm (ca. 3 knob), det tog lidt af farten over grunden, men vi kom igennem det og nåede Kolding ved 16 tiden. Det har været en rigtig hyggelig pinse sammen med Olga og Ole, selv om afslutningen var lidt våd og kold.
skrevet af Martin Leo Hansen
Ballen (Samsø) (Pinsedag) d. 9. juni 2019
skrevet d. 09-06-2019
Najadklubbens Pinsestævne i Ballen på Samsø. Gæster ombord: Olga og Ole Knudgaard. Vi har haft kuling i nat, det har blæst rigtig meget. Heldigvis drejede vinden til SV. Vi havde Ø-lig vind i går, og så kan der godt være lidt uroligt i Ballen havn, men med SV-lig vind er der roligt. Det ruskede alligevel godt i masterne. Efter et skippermøde (kl. 09:00) i ”Klubhuset” gik vi samlet op til Energiakademiet, hvor der var arrangeret en 2 timers gennemgang af, hvad de lavede der, hvilke planer de havde, og ikke mindst hvordan de var kommet så langt, som de er. Et meget interessant møde. Klubben var efterfølgende vært ved en dejlig frokost i ”Dokken” på Ballen havn. Kl. 18:30 var der indkaldt til generalforsamling i ”Klubhuset” med efterfølgende middag og hyggeligt samvær. Det har været nogle rigtig dejlige dage sammen med rigtig mange søde mennesker. Fra Nausikaa siger vi tusind tak, og håber vi får tid til at deltage igen til næste år. Vi har planer om at sejle tidligt i morgen. De lover frisk vind og regn sidst på dagen, så vi vil godt nå så langt som muligt, inden det kommer.
skrevet af Martin Leo Hansen
Ballen (Samsø) (Pinselørdag) d. 8. juni 2019
skrevet d. 08-06-2019
Najadklubbens pinsestævne i Ballen. Gæster ombord: Olga og Ole Knudgaard. Der var tilmeldt 15 både, men da vi ikke har været med siden 2004 på grund af turen til Middelhavet, var der mange, vi ikke kendte; det kom vi til. Men også mange kendte ansigter. Efter morgenmaden blev der afholdt ”Samsø-mesterskaber”. Det omfattede 5 discipliner: Kendskab til de danske farvande, dart, ringspil, stigegolf samt bygning af tårn ved hjælp af skumfiduser og spaghetti. Vi var desværre ikke med på et af de vindende hold, der var nemlig fine præmier til vinderne. Vi mødtes alle, medbringende egen madkurv, i ”klubhuset” til en fælles frokost. Efter en travetur, en ”morfar” eller hvad man nu havde lyst til, var der velkomstdrink i ”Molehuset”. ”Klubhuset” var lånt ud til andre, og efter en god G&T gik vi samlet op til Ballen Badehotel, hvor festmiddagen blev indtaget. En rigtig dejlig middag med lækker mad og dejlig vin. Aftenen sluttede med et lotteri - vi havde alle en lille gave med til lotteriet. Men de blev ikke fordelt/vundet ligeligt; der var enkelte, der vandt en masse. Sådan er det ofte, vi vandt slet ikke noget. Vi sluttede en rigtig dejlig dag med en godnatøl ombord. Det har været køligt og blæsende i dag.
skrevet af Martin Leo Hansen
Kolding – Ballen (Samsø) (fredag) d. 7. juni 2019
skrevet d. 07-06-2019
Vi nåede lige at blive færdige med båden og fik også fyldt lidt ned i båden, inden der var afgang til Najadklubbens pinsestævne i Ballen på Samsø. Vi havde tømt båden helt, inden den kom på værft i efteråret, så der er meget, der skal tilbage på plads i de forskellige stuverum. Vi havde inviteret Olga og Ole med på turen. De har selv haft en Najad båd og har tidligere deltaget i pinsestævnet i deres egen båd. Efter at have fyldt tanken med dieselolie, satte vi kurs mod Ballen, en tur på ca. 47 sm. Det var et rigtig flot vejr, sol, stille, næsten havblik og lunt, så det blev en tur for motor. Der kom dog en smule vind, så vi kunne sejle for sejl den sidste halve time op langs Samsøs østkyst til Ballen, men det var, hvad det blev til for sejl i dag. Vi blev modtaget af mange søde mennesker fra Najadklubben, der hjalp med fortøjninger og bød os velkommen. Klubben havde, som sædvanligt, reserveret den ene bro i Ballen havn. Vi startede fra Kolding ved 9 tiden og ankom til Ballen godt 17. Om aftenen var der fællesspisning i teltet, som er rejst oppe på kajen i anledning af pinsestævnet. Hyggeligt at få hilst på de andre sejlere.
skrevet af Martin Leo Hansen
Rosenvold – Kolding (søndag) d. 2. juni 2019
skrevet d. 02-06-2019
Det blev en meget stille nat i Rosenvolds lille hyggelige havn. Efter lidt morgenmad gjorde vi klar til at sejle tilbage til Kolding. Vi havde lidt problemer med at vende inde i havnen, så vi måtte bakkede ud. Vejle Fjord lå spejlblank uden for havnen, så vi startede for motor og håbede på lidt mere vind i løbet af dagen, men der kom ikke nok til, at vi kunne sejle for genuaen, (vi havde jo ikke fået monteret storsejlet endnu). Det blev en tur på 22,5 sm og 3½ time, havde endnu engang kraftig medstrøm i Lillebælt. Vi har haft rigtig flot vejr i dag med sol og varme. Det har været rigtig rart at være på vandet, og nu gælder det om at få gjort båden helt klar til pinsen, hvor turen går til Najadklubbens pinsetræf i Ballen på Samsø.
skrevet af Martin Leo Hansen
Fredericia Lystbådehavn – Rosenvold (lørdag) d. 1. juni 2019
skrevet d. 01-06-2019
Det blev en stille nat i Fredericia. Det er endnu ikke sommer. Det har været koldt i nat, og der har heller ikke været nogen varme ved det i løbet af i dag. Det skyldes især den friske vind, og vandet er endnu koldt. Efter morgenmaden satte vi kurs mod Rosenvold, en lille tur på knap 13 sm. Til at begynde med havde vi en jævn SV-lig vind, en fin vind til turen, så vi rullede genuaen ud og stoppede motoren. Det gik stærkt ud gennem Tragten i kraftig medstrøm. Vinden holdt sig desværre ikke i SV, den friskede i løbet af formiddagen og drejede mod vest. Så vi havde problemer med at holde Rosenvold op, og fik lidt hjælp af motoren den sidste halve time. Rosenvold er en hyggelig lille havn, og vi er nok lige i overkanten, hvad størrelse angår, til at anløbe havnen. Vi kunne ikke komme ind mellem pælene og havde problemer med at vende mellem pælerækkerne, så vi fortøjede uden på pælene med stævnen op mod mastekranen, så vi kunne komme i land. Det blev en billig overnatning. Det viste sig, at havnen havde inviteret sejlerne til en gratis overnatning mellem d. 1. og 2. juni. De ville fejre, at de havde fået uddybet havnen. Vi havde en rigtig hyggelig eftermiddag/aften hos vor søn og svigerdatter, der havde inviteret til fødselsdagsfest på Rosenvold Camping.
skrevet af Martin Leo Hansen
Kolding – Fredericia Lystbådehavn (fredag) d. 31. maj 2019
skrevet d. 31-05-2019
Så nåede vi endelig så langt med klargøringen af båden, at vi kunne tage af sted. Vi er langt fra færdige, men er sejlklar på nær montering af storsejlet og en masse andre småting, så det bliver en tur for genua eller motor. Vi er inviteret til fødselsdagsfest på Rosenvold Camping i morgen eftermiddag, så det er planen at sejle til Rosenvold. Vi har læst, at de lige har uddybet havnen til 2,0 m ved lavvande, så vi skulle kunne gå ind uden problemer. Vi var først klar til at tage af sted ved 17 tiden, så vi nåede kun til Fredericia. Det blev for sent at sejle helt til Rosenvold i dag. Alt fungerede efter hensigten. Det er jo lidt spændende med alt det, der er foretaget på båden i løbet af vinteren. Godt vi har fået nyt oliefyr - det blev lidt koldt her til aften. Turen i dag var på ca. 11 sm for motor – ingen vind. Alt vel ombord, dejligt atter at være på vandet.
skrevet af Martin Leo Hansen
Faaborg Yacht Service - Falsled - Kolding (torsdag) d. 23. maj 2019
skrevet d. 23-05-2019
Så blev bådebyggeren færdig med at støbe et nyt rør i til bovpropellen. Det tog lidt tid, men det var jo ikke med i hans plan, at han skulle det. Bådebyggerne har ikke travlt for tiden - nej, de har meget, meget travlt, så det var super, at det kunne lade sig gøre. Vi fik båden søsat i løbet af formiddagen, og den var tæt. Sprayhood m.m. blev monteret og godt middag var vi klar til afgang fra Falsled Havn. Det var et rigtig flot sejlvejr, sol fra en næsten skyfri himmel, lunt og en jævn vind fra SV. Det havde været super, hvis vi havde haft mast på, (den ligger i Kolding) og havde kunnet sejle for sejl. Men med en hel tom båd uden mast blev det lidt af en gyngetur, selv om bølgerne ikke var ret store. Vi ankom til Kolding Nordhavn kl. 18:40 efter knap 40 sm og alt fungerede som det skulle. Vi var lidt spændt på instrumenterne, alle er skiftet inkl. selvstyreren. Alt virkede, efter vi fik instruktionsbøgerne frem og fik lært at bruge dem. Nu skal vi have gjort båden ren og rigget til. Skipper er godt igang med at klargøre masten, håber vi er sejlklar til Kr. Himmelfarts ferien. Vi ’ses’.
skrevet af Martin Leo Hansen
Faaborg Yacht Service - Falsled - Faaborg Yacht Service (onsdag) d. 8. maj 2019
skrevet d. 08-05-2019
Så var det endelig tid til at søsætte båden, efter den havde fået nyt teakdæk, nye skroggennemføringer, nye instrumenter inkl. transducer, ny bovpropel og meget mere. Vejret var perfekt til en tur for motor og uden mast fra Falsled til Kolding. Masten ligger i Kolding. Let skydække, næsten vindstille (svag SØ-lig vind), men køligt. Båden blev kørt fra Håstrup, hvor Faaborg Yacht Service har til huse, og ned til Falsled Havn. Efter søsætningen blev det kontrolleret, om alt var tæt. Det viste sig desværre, at der var en utæthed ved den nye bovpropel. Vi forsøgte at efterspænde bovpropellen for at tætne den, med det resultat, at røret, hvorpå den er monteret, revnede; der må have været et svagt sted. Båden blev hurtigt taget på land igen og kørt tilbage til Faaborg Yacht Service, hvor den nu venter på at få udskiftet røret. Godt det skete, mens vi stadig hang i stropperne på kranen og ikke lå ude midt i Lillebælt på vej til Kolding - der kom meget vand ind. Håber, at båden snart er færdig, og vognmanden har tid til at søsætte den igen.
skrevet af Martin Leo Hansen