Logbog for 2010
Her kan du se vores logbog, vi forsøger at holde den opdateret men det er klart at der kan være perioder
hvor det ikke er muligt for os at skrive i den.
Fulvio's Boatyard - Danmark onsdag d. 3. november 2010.
skrevet d. 03-11-2010
Regnen har væltet ned, og det har lynet og tordnet det meste af natten, så det var ikke meget, vi fik sovet. Men da taxaen kom for at hente os kl. 04:40, var det klaret op, så vi slap for at blive våde på vej til lufthavnen. Vi havde en fin tur fra Rom til Billund med Ryanair; alt gik efter planen, sådan næsten, vi landede nemlig 25 minutter før tiden. Vi er nu hjemme igen, og alt stod godt til. Huset er, som da vi forlod det for godt 2 måneder siden, bortset fra ”lidt” nedfaldne blade i haven. Vi har haft et rigtigt fint og spændende år i Middelhavet og har oplevet en masse, som nu skal fordøjes. Loggen viser 1520 sm. mere, end da vi tog båden på land sidste år - det er ikke meget. Men som vi tidligere har sagt, er vi ikke af sted for kun at sejle, men for at opleve de steder, vi besøger. Vi vil nu stoppe opdateringerne på hjemmesiden, indtil vi atter er tilbage på båden engang i april måned. Håber, vi atter ”ses” til den tid. Vi vil dog forsøge at få opdateret havneinformationerne fra tidligere år i løbet af vinteren. Vi ønsker alle en rigtig god vinter og tak for alle hilsnerne, vi har modtaget.
En hilsen fra den hjemvendte besætning på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Fulvio's Boatyard tirsdag d. 2. november 2010.
skrevet d. 02-11-2010
Det blev en noget blandet dag i dag på flere måder. Dagen startede med en rigtig god nyhed: Vi er igen blevet bedsteforældre, Jakob og Maiken har fået en søn i nat. Et stort tillykke! Vi var tidligt oppe, for vi havde aftalt, at båden skulle på land i dag. Men der skete ikke rigtig noget, og midt på formiddagen kom Fulvio og fortalte, at vi ikke kunne komme på land. Hans medarbejder, der skulle hjælpe ham, havde barns første sygedag. Jeg tilbød min hjælp, men det ville han ikke. Det skulle være en, der kendte til det; men der var en chance for, at medarbejderen kom på arbejde om eftermiddagen. Han kom ikke, så vi ligger stadig i vandet og må efterlade båden i vandet. Det var ikke lige planen - så skulle vi alligevel have taget den på land i fredags. Nå, de har lovet at tage den på land, så snart medarbejderen igen er på arbejde og Fulvio vil så sende et billede af båden på land. Også vejret var meget blandet. Det startede med regnbyger, men klarede op, så vi spiste frokost i cockpittet. Det er dejligt lunt, omkring de 20 grader midt på dagen. Vi var dog knap færdige med frokosten, før det atter regnede; her til aften vælter regnen ned, og det er begyndt at tordne. Vi er klar til at forlade båden og har bestilt taxaen til i morgen kl. 04:40. Vi glæder os til at komme hjem og ikke mindst til at besøge børn og børnebørn. Alt vel ombord.
En hilsen fra de snart hjemvendte.
skrevet af Martin Leo Hansen
Fulvio's Boatyard mandag d. 1. november 2010.
skrevet d. 01-11-2010
Det blev en meget blæsende nat, og vi kunne godt mærke vinden, selv om vi ligger i læ, så det blev ikke til megen søvn. Det var opholdsvejr, da vi stod op, så vi skyndte os at trave en tur. Til vor overraskelse havde supermarkedet åbent, så vi fik friskt brød med tilbage. Det er ellers helligdag i Italien i dag. Vi nåede lige at komme tilbage til båden, før det begyndte at regne, og det har regnet og tordnet lige siden, til tider med meget kraftig regn. Skipper har fået gjort motorrummet rent, noget skulle der ske, og så fik skipperinden skrevet det sidste rejsebrev for i år. Vi er helt klar til at komme på land i morgen, og så går det ellers hjemad onsdag morgen. Alt vel ombord.
En meget våd hilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Fulvio's Boatyard søndag d. 31. oktober 2010.
skrevet d. 31-10-2010
Det blev regnvejr, som de havde meldt. Det har regnet hele dagen, dog med ophold mellem bygerne; men opholdene var ikke så lange, at det fristede til at forlade båden. Vi har læst og fået lagt billeder ind på hjemmesiden og den slags, så vi keder os ikke. De har meldt hård vind til kuling i løbet af natten, og det er begyndt at blæse, men vi ligger godt i læ, så det skulle ikke genere os. Alt vel ombord på Nausikaa.
En våd og blæsende hilsen fra Italien.
skrevet af Martin Leo Hansen
Fulvio's Boatyard lørdag d. 30. oktober 2010.
skrevet d. 30-10-2010
Vi har igen været en tur i Rom. Vi tog metroen ind til S. Paolo og gik op forbi Pyamiden og videre op til Aventiner-højen. Oppe på Pizza dei Cavalieri di Malta foran nr. 3 stod en lang kø. Det så ud til, at de kikkede gennem nøglehullet - hvad mon de så? Vi stillede os op bag i køen, og da vi kom frem til nøglehullet og kikkede igennem det, så vi ind i en lang korridor af grønne planter, og for enden af den, så vi Peterskirken. Det var lidt specielt. Vi gjorde ophold i Parco Savello, et skønt sted med pinje- og appelsintræer og med Peterskirken i baggrunden. Et fint sted til picnic. Vi fortsatte over Ponte Palatino over til Trastevereområdet. Et dejligt kvarter med masser af små pladser og fyldt med små restauranter. Vi krydsede Tiberen igen og besøgte bl.a. Teatro di Marcello og Piazza Mattei, inden vi gik en tur forbi Colosseum, uden at besøge det, og videre til San Clemente kirken, dagens åndelige føde. Endnu en fin dag i Rom. Alt vel ombord. Ingen planer for i morgen, da de melder regn og blæst.
En hilsen fra turisterne ombord på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Fulvio's Boatyard fredag d. 29. oktober 2010.
skrevet d. 29-10-2010
Det var planen, at vi skulle have været på land i dag. Værftet var klar med kranen, men vi fortrød og bliver i vandet indtil tirsdag. Det er helligdag d. 1. november (på mandag) i Italien, og så har forretningerne nok lukket. D.v.s. at vi skal købe ind til flere dage, og det er et problem, hvis man ikke har et køleskab. Den nye kompressor, vi installerede, inden vi tog på langtur, bruger havvandet til køling, og det giver problemer, når vi står på land, så vi har det bedst, når vi ligger i vandet. Vejret har været rigtig flot i dag med sol fra en skyfri himmel. Men når det er klart, er det koldt om natten; vi havde ikke meget mere end 13 grader sidste nat. De har imidlertid meldt en frontpassage i løbet af mandag og tirsdag, og det skulle give højere temperaturer, men også regn. Vi har fået alt rigget af og er klar til at komme på land. Hernede kommer man på land med masten på.
En solskinshilsen fra Italien.
skrevet af Martin Leo Hansen
Fulvio's Boatyard torsdag d. 28. oktober 2010.
skrevet d. 28-10-2010
Det blev et rigtig flot vejr i dag. Sol fra en skyfri himmel, men vinden er stadig kølig. Det skulle hjælpe fra i morgen, hvor vinden drejer fra NØ til SØ. Vi har atter været en tur inde for at se lidt nærmere på Rom. Vi tog metroen ind til Spagna, hvor vi besøgte Den Spanske Trappe, slentrede ned ad Via Condotti med alle de fornemme forretninger og Café Greco. Vi fortsatte gennem de smalle gader ned til Pantheon, et imponerende bygningsværk, videre over til Piazza Navona, hvor vi spiste frokost. Fra Piazza Navona, med alle kunstmalerne og Fontana dei Quattro Fiumi, gik turen via Campo dei Fiori og Chiesa del Gesu til Altare della Patria (Fædrelandets Alter), hvor vi nød udsigten oppe fra toppen af det enorme monument. Inden vi tog metroen tilbage til Fiumicino, var vi en tur rundt om det berømte springvand Fontana di Trevi. En rigtig dejlig dag i Rom, hvor vi fik opfrisket minderne fra et tidligere besøg. Da vi kom tilbage til båden, havde vinden lagt sig, og vi benyttede lejligheden til at få sejlene afmonteret Vi skal på land i morgen. Alt vel ombord.
En hilsen fra en træt besætning.
skrevet af Martin Leo Hansen
Fulvio's Boatyard onsdag d. 27. oktober 2010.
skrevet d. 27-10-2010
Så blev det vejr til at tage en tur til Rom. Det var ellers en kold fornøjelse at stå op i morges; de sidste par dage har det været koldt om natten og derfor også i båden. Vi har haft gang i oliefyret om morgenen, og det har fungeret upåklageligt indtil i morges, hvor det ikke ville starte. Selv om vi ligger så tæt, som vi kan komme på Rom, tager det mellem 1½ og 2 timer med bus og metro for at komme derind. Vi ville godt se Peterskirken endnu engang og op i kuplen; men det skulle heller ikke lykkes denne gang. Peterspladsen var stuvende fuld af mennesker. Paven, og et kæmpeopbud af gejstlige, sad ved indgangen til kirken, så kirken og kuplen var lukket. Vi erfarede, at paven holder audiens og taler til folket hver onsdag, og når vejret er godt, som det var i dag, foregår det udendørs på pladsen foran Peterskirken. Det var nok en lige så stor oplevelse som at besøge kirken; det gør vi en anden dag. Efter ”forestillingen” gik vi ned til Castel Sant Angelo, som vi var inde for at se. Her lærte vi en hel del om Italiens historie og særligt om Garibaldi. Vi havde ikke helt opgivet at komme ind og se Peterskirken. Den åbnede igen kl. 13, men da vi så køen, der næsten gik tværs over pladsen foran kirken, gik vi i stedet ind for at se Vatikan Museet; som ikke er et museum, men mange forskellige museer. Det var en stor oplevelse og et rigtig flot museum. Her kunne vi nemt få en hel dag til at gå, så stort er det. Det var en træt besætning, der vendte tilbage til en kold båd ud på aftenen. Heldigvis havde vi fået købt en varmeblæser på vejen tilbage, så det varede ikke længe, inden der var dejligt varmt nede om læ.
En hilsen fra turisterne i Rom.
skrevet af Martin Leo Hansen
Fulvio's Boatyard tirsdag d. 26. oktober 2010.
skrevet d. 26-10-2010
Vi havde planer om at tage en tur til Rom i dag. Vejrmeldingen i går lovede køligt vejr; men sol fra en letskyet himmel. Da vi vågnede trommede regnen på dækket, den ene byge afløste den anden, så vi udsatte udflugten til Rom til i morgen. Vi blev i stedet nede om læ og fik læst en del og lavet en masse ’papirarbejde’. Der er skrevet nyt rejsebrev, og der er lagt billeder ind til de forrige rejsebreve. Det klarede dog op ved middagstid, så vi kunne trave en tur i området. Vi skulle finde et sted, hvor vi kunne købe gas, og det lykkedes. Alt vel ombord.
En kold regnvejrshilsen fra Italien.
skrevet af Martin Leo Hansen
Darsena Traiano - Fulvio's Boatyard mandag d. 25. oktober 2010.
skrevet d. 25-10-2010
Lige så flot vejret var i går, lige så elendigt var det i dag. Det regnede, blæste og var koldt. Vi gik ud til Fulvio’s Boatyard for at få aftalt det videre forløb, og vi traf Fulvio. Han syntes, vi skulle se at komme ind til ham. Han ville flytte nogle både og lave plads til os, så vi kunne ligge inde ved kajen. Vejbroen åbner om vinteren på hverdage kl. 07:00 og kl. 15:00, så hvis vi lagde os ud foran fodgængerbroen, som vi først skulle igennem, kl. 14:55, ville den åbne, så vi kunne nå vejbroen kl. 15:00. Han ville så stå klar til at tage imod os, når vi ankom. Den swell, som kulingen/stormen vest for Korsika havde skabt, og som de havde varslet, ramte os ved middagstid samtidig med, at vinden friskede op og drejede til vest. Det skabte en hel del uro ude i Darsena Traiano, hvor vi lå, så vi var glade for, at vi skulle flytte. At det så var lidt vanskeligt at ligge foran fodgængerbroen og vente med vinden agten ind, store dønninger ude fra havet og modstrøm, var en anden sag. Vi kom godt igennem broerne og blev modtaget af Fulvio og en af hans medarbejdere og kom til at ligge rigtig godt og helt roligt, skønt! Vi har aftalt optagning på fredag, så indtil da ligger vi i vandet.
En regnvejrshilsen fra Fiumicino.
skrevet af Martin Leo Hansen
Darsena Traiano søndag d. 24. oktober 2010.
skrevet d. 24-10-2010
Vi har ikke foretaget os de store ting i dag, bare slappet af. Nu, vi er kommet til vort bestemmelsessted, sådan næsten, var det ligesom om, vi trængte til sådan en dag. Lidt fik vi dog udrettet. Foruden de dagligdags ting som madlavning, rengøring og den slags, fik vi vasket båd og renset filtre til pumperne. Vejret har været helt fantastisk i dag med sol fra en skyfri himmel og stille og varmt - som en sommerdag derhjemme, så skipperinden fik solbadet i cockpittet. Alt vel ombord.
En sommerlig hilsen fra skipperinden og skipper på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Riva di Traiano - Darsena Traiano lørdag d. 23. oktober 2010.
skrevet d. 23-10-2010
Vi stod op til et lidt kedeligt vejr i Riva di Traiano, overskyet og enkelte byger med let regn, men næsten stille. Vi besluttede at sejle det sidste stykke til Fiumicino, en tur på ca. 27 sm. Det var nu ikke megen regn, vi fik, så vi undgik at komme i sejlertøjet. Det har vi for øvrigt ikke haft på siden foråret 2007 i Nordfrankrig. Vi valgte at gå ind i den lille havn Darsena Traiano, kort efter indsejlingen i kanalen. Der er et par broer, efter Darsena Traiano, vi skal have åbnet, og vi kendte ikke åbningstiderne. Darsena Traiano er en fin lille havn med et flinkt personale; men hvor er vandet beskidt i havnen! Det er fyldt med affald, som samler sig inde i havnen, nok på grund af strømmen i kanalen. Vejret klarede op i løbet af eftermiddagen, og vi fik atter sommervejr. Vi kan nu glemme alt om vejrmeldinger - det sidst stykke ind gennem kanalen kan vi sejle uanset vejret. Vi var ude at se på Fulvio’s Boatyard, hvor vi har en aftale om at komme på land; men vi traf ikke Fulvio, det er jo weekend. Jeg må indrømme, at værftet skuffede mig lidt - det er ikke den standard, vi er vant til fra Spanien. Nå, vi får se, når vi får talt med dem på mandag. Vi har nu god tid til at få set lidt af Rom. Der er 1½ uge, til vi har billet hjem. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra Fiumicino.
skrevet af Martin Leo Hansen
Punta Ala Marina - Riva di Traiano fredag d. 22. oktober 2010.
skrevet d. 22-10-2010
Vi er slet ikke vant til den form for sejlads, som vi praktiserer lige for tiden. Sejle hele dagen, ind og sove og fortsætte næste dag – transportsejlads. Men der er et nyt stormvarsel for Lion bugten og farvandet vest for Korsika fra mandag, og det kan godt få indflydelse på vejret, hvor vi sejler, så vi vil godt til Rom, inden det kommer. Vinden er desværre drejet til SØ, lige den retning vi skal; vi har ellers haft NØ-lig vind længe. Det er lidt træls at skulle sejle for motor; men det er vi snart vant til. Det er heldigvis svag til let vind, så det generer ikke særligt. Der er den fordel ved vinddrejningen, at temperaturen er steget væsentligt. Vi har fået sommervejr igen med temp. omkring de 20 grader i skyggen, midt på dagen. Vi forlod Punta Ala Marina ved 9 tiden og satte kurs mod Porto Ercole på Argentario halvøen, en tur på ca. 34 sm. Det gik strygende, god medstrøm, så vi var allerede ud for Argentario lidt før kl. 14, og med vejrudsigten i tankerne, blev vi enige om at fortsætte til Riva di Traiano, yderligere ca. 35 sm., vel vidende, at det ville blive mørkt, inden vi nåede så langt. Det blev en fin tur, dog fik vi modstrøm på det sidste stykke, så klokken blev 20:45, inden vi nåede frem. Hernede har de 24 timers vagt på havnene, så man kalder havnen, og i Riva di Traiano blev vi bedt om at blive, hvor vi var, og lidt efter kom 2 mand i en gummibåd ud til os og fulgte os på plads. De hjalp med at fortøje, inden de ønskede os en god aften. Vi kunne anmelde os og afregne i morgen tidlig. Det kalder jeg service. Vi er nu ca. 25 sm. fra Fiumicino, hvor vi har en aftale om plads for vinteren. Vi regner med at tage det sidste nap i morgen. Det blev en flot aften i Riva di Traiano, hvor det var fuldmåne, helt lunt og stille. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Rosignano Solvay - Punta Ala Marina torsdag d. 21. oktober 2010.
skrevet d. 21-10-2010
Vi stod op til en kølig, 16 grader, (vandet er stadig 20,2 grader) men rigtig flot morgen med sol fra en skyfri himmel og næsten helt stille. Dønningerne havde lagt sig i løbet af natten, så vi fik båden gjort sejlklar og satte kurs mod syd. Da vi nåede ud til enden af Secche di Vada, et rev, der går langt til havs lige syd for Rosignano Solvay, og fik kurs mod Salivoli, vores næste havn, havde vi en foran for tværs på 5-6m/sek. en perfekt vind til at sejle for sejl, så vi fik rullet ud. Men ak, det varede kun ca. 3 kvarter, så lagde vinden sig helt, og resten af dagen sejlede vi for motor på blankt vand. Da vi nærmede os Salivoli, kunne vi se, at vi allerede ville være i havn ved 15 tiden. Det syntes vi var for tidligt i det flotte vejr, så vi fortsatte til Punta Ala Marina, hvor vi ankom ved 17 tiden efter 7½ times sejlads og ca. 46 sm. Det blev en rigtig flot tur. Vi fortsætter syd på i morgen. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Rosignano Solvay onsdag d. 20. oktober 2010.
skrevet d. 20-10-2010
De havde meldt let NV-lig vind og letskyet vejr i dag, og hvad stod vi op til? Regnbyger - og vi havde båden fyldt med vådt tøj! Nå, det lykkedes at få det tørret ind i mellem bygerne. Det er ellers ikke de store ting, vi har foretaget os, ud over at fordøje alle indtrykkene fra turene rundt i Toscana. Marina Cala de Medici er en ny flot marina; men hvor er der dødt på denne årstid, lidt af en kontrast til den aktive havn i Livorno, og oplandet er ikke noget at skrive hjem om. Der var ellers en rigtig flot brænding langs kysten, og søerne stod ind over molen, så der var ingen, der skulle ud og sejle i dag. Den høje swell giver en del uro inde i havnen, så vi kører frem og tilbage i fortøjningerne. Vi håber på mindre swell i morgen, så vi kan komme syd på; vi skal jo til Rom. Har fly hjem d. 3. november. Alt vel ombord.
En hilsen fra endnu en urolig havn.
skrevet af Martin Leo Hansen
Livorno - Rosignano Solvay tirsdag d. 19. oktober 2010.
skrevet d. 19-10-2010
Vi stod op til en rigtig flot morgen med sol fra en skyfri himmel og lunt, temperaturen nåede i dag op på 20 grader i solen, helt sommeragtigt. Vi havde planer om at sejle til Salivoli, der ligger i strædet mellem fastlandet og Elba; men vejrudsigten meldte 2,0 m. swell (dønning) fra vest og frisk NØ-lig vind, det kunne give en rigtig ubehagelig sø. Den høje dønning stammer fra et stormvejr i Lion bugten og farvandet vest for Korsika (10 Beaufort). Vi trængte til at se lidt andet, så vi besluttede at sejle lidt syd på til Marina Cala de Medici (Rosignano Solvay), en tur på ca. 12 sm. Der var lidt swell; men ikke noget, der generede, så det blev en fin tur i sol og stille vejr. Skipperinden gik straks i gang med at vaske; der var møntvaskeri på havnen. Vasken gik også fint, efter montøren havde fået maskinen til at fungere; men da vi hentede vasketøjet, efter det havde været i tørretumbleren, var det lige så vådt som før. Det må tørre på tørresnoren i morgen, de melder heldigvis sol og let vind. Men meget høj dønning, så vi bliver her en ekstra dag. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra skipperinden og skipper.
skrevet af Martin Leo Hansen
Livorno mandag d. 18. oktober 2010.
skrevet d. 18-10-2010
Vi har været i Pisa for at aflevere vore gæster i lufthavnen. Det var et rigtig fint tidspunkt, de skulle flyve – kl. ca. 14. De var for øvrigt lidt heldige, for i morgen har Ryanair aflyst deres flyvninger fra Italien på grund af generalstrejke i Frankrig. Vi fik afleveret udlejningsbilen ved samme lejlighed, så vi tog toget tilbage til Livorno. Vi er nu klar til at fortsætte vores tur mod Rom, så hvis vejret tillader det, forlader vi Livorno i morgen. Alt vel ombord.
En hilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Livorno søndag d. 17. oktober 2010.
skrevet d. 17-10-2010
De havde meldt ustadigt vejr i dag, så vi besluttede at slappe af ombord på Nausikaa. Der kom da også nogle regnbyger i løbet af formiddagen, der virkelig gav vand. Det var også lige som, vi havde set gamle middelalderbyer og katedraler nok i denne omgang. Vi har kørt godt 1000 km. rundt i Toscana de sidste 5 dage, så vi har set en hel del af området, som er rigtig flot. Om aftenen var skipperinden og skipper inviteret på middag på en nærliggende restaurant af vore gæster - Anne Lis og Launy. Vi siger tusind tak for en dejlig middag og en hyggelig aften.
En hilsen fra hele besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Livorno lørdag d. 16. oktober 2010.
skrevet d. 16-10-2010
Vejret er temmelig ustadigt, det har regnet meget i nat; men her til morgen var det klaret op, så vi besluttede at tage endnu en tur rundt i Toscana. Dagens tur gik over bjergene til Pistoia i det nordlige Toscana, en rigtig flot køretur med en fantastisk udsigt. Endnu en flot by, hvor vi løb ind i markedsdagen. Hele den gamle bymidte var omdannet til et stort marked, hvor man kunne købe næsten alt. Fra Pistoia kørte vi til Prato, også en fin gammel by med en intakt bymur rundt om den gamle bydel. Vi besøgte katedralen, som er kendt for sine fresker af Agnolo Gaddi. Det blev også til en tur rundt på murene af Castello dell’Imperatore, inden vi kørte tilbage til Livorno, hvor vi ligger med båden. Vi har haft flot vejr hele dagen, indtil vi kørte hjem, så kom næste front ind over os, og vi fik et gevaldigt tordenvejr her til aften.
En meget våd hilsen fra Toscana.
skrevet af Martin Leo Hansen
Livorno fredag d. 15. oktober 2010.
skrevet d. 15-10-2010
Dagens tur gik til Siena; vi kørte gennem et meget smukt landskab på turen derud. Siena er en rigtig flot by, og efter sigende har den Italiens smukkeste plads – Piazza del Campo, belagt med mursten i vifteform. Vi havde planer om at se pladsen oppe fra klokketårnet, der skulle være Italiens næsthøjeste middelaldertårn – 102 m. højt. Køen foran indgangen til tårnet var dog så lang, at vores tålmodighed ikke rakte, så det sprang vi over. Det blev til et besøg i Sienas Duomo med det fantastisk flotte marmorgulv. Battistero, Cripta og OPA Museo fik også vort besøg, inden vi forlod Siena og kørte ad vinruten gennem Chianti området. Vore gæster ville gerne besøge en vingård, nu vi var i området, og det blev Poggio Brandani, der fik vort besøg. En vingård grundlagt i 1234 og som havde været i samme slægt i 31 generationer. Der blev smagt på deres vine, og de var ikke så ringe, så vi måtte have lidt med hjem. Det var en rigtig flot tur gennem Chianti området, hvor vinstokkene er begyndt at blive gyldne. Alt vel ombord.
En hilsen fra det efterårsklædte Toscana.
skrevet af Martin Leo Hansen
Livorno torsdag d. 14. oktober 2010.
skrevet d. 14-10-2010
Også i dag så det ud til at blive bedst vejr nordøst på, så vi satte Firenze som dagens mål. Firenze er en rigtig spændende by med en flot bymidte. Vi havde to ting, vi skulle se, hvis det nu skulle begynde at regne. Det var domkirken og Ponte Vecchio med alle guldsmedebutikkerne. Vi nåede at se mange andre ting, for det holdt næsten tørvejr hele dagen. Dagens højdepunkt, i mere end en forstand, var turen op i kuplen på domkirken. Sikke fresker af Vasari, der skildrer dommedag, malet inde i kuplen, og sikke en udsigt, der er fra toppen 467 trin oppe. Sikke landskaber, vi passerer på turene rundt i Toscana!
En hilsen fra turisterne i Toscana.
skrevet af Martin Leo Hansen
Livorno onsdag d. 13. oktober 2010.
skrevet d. 13-10-2010
Vi er inde i en noget ustabil periode, så vi ser på den lokale vejrmelding, om vi skal køre nord eller syd på. I dag så det ud til, at vi ikke kunne undgå regnvejr; men at det ville komme senest nord på, så vi satte kurs mod Lucca. Det er en rigtig hyggelig by med ca. 50 kirker. Vi besøgte kun et par enkelte, en af dem var domkirken San Martino. Det blev også til en tur op i Torre del Ore, hvorfra vi havde en flot udsigt ud over byen og over til Torre Guinigi med træerne på toppen. Det begyndte desværre at regne om eftermiddagen, så vi måtte droppe Piazza Amfiteatro og turen rundt på bymuren. Det må blive en anden gang, for det er nok ikke sidste gang, vi kommer til Toscana. På turen tilbage til båden fik vi købt ind, så vi har øl, vand, vin og andre tunge ting til resten af året. Alt vel ombord.
En hilsen fra det lidt våde Toscana.
skrevet af Martin Leo Hansen
Livorno tirsdag d. 12. oktober 2010.
skrevet d. 12-10-2010
Så fik vi ”taget hul på” Toscana. Vi har hørt fra mange, der har besøgt området, at der skulle være dejligt; og vi må give dem ret, her er virkelig smukt. Et landskab, som vi ikke har mødt andre steder og sikke byer. Vi havde oprindeligt planer om at besøge Lucca; men da vi stod op til et rigtig flot og klart vejr, valgte vi at køre lidt ind i landet i stedet. Vi besøgte Volterra, en flot gammel middelalderby, der ligger oppe på en bjergtop. Derfra gik turen til en anden middelalderby San Gimignano, 14 af de oprindelige 72 tårne giver byen et lidt specielt udseende. Det er ikke uden grund, at byen kaldes: Middelalderens Manhattan. Der var en fantastisk udsigt oppe fra toppen af Torre Grossa. Alt i alt en rigtig flot tur.
En hilsen fra det skønne Toscana.
skrevet af Martin Leo Hansen
Livorno mandag d. 11. oktober 2010.
skrevet d. 11-10-2010
Vi havde ikke planlagt noget særligt i dag, da de havde meldt udbredt regn; men det blev slet ikke så dårligt vejr. Vi fik en enkelt byge først på eftermiddagen, det klarede op sidst på dagen, solen brød igennem, og vi fik en fin aften. Vi har fået hentet en udlejningsbil i Pisa lufthavn, så vi kan komme lidt rundt i Toscana de kommende dage. Vi har lejet den en uge, så den skal afleveres samtidig med vore gæster i lufthavnen næste mandag. Vi har planer om at køre til Lucca i morgen. Alt vel ombord.
En hilsen fra hele besætningen.
skrevet af Martin Leo Hansen
Livorno søndag d. 10. oktober 2010.
skrevet d. 10-10-2010
Platantræerne er ved at tabe bladene, det er for alvor blevet efterår i Italien. Det har været overskyet i dag, og så falder temperaturen, men det holdt tørvejr. De lange bukser og trøjerne er fundet frem. Vi har været en tur i Pisa i dag; det er ca. 15 min. med toget fra Livorno, så det er til at overse. Vi travede en tur gennem byen og sikke et liv, der var - det var næsten ikke til at komme frem for mennesker. Vi besøgte Campo dei Miracoli med katedralen, klosteret, Battistero og ”Det skæve tårn”. Det blev til en tur op i ”Det skæve tårn”. Det var lidt mærkeligt at gå på en trappe, der hældte så meget, men sikke en udsigt, der var oppe fra toppen af tårnet. De andre seværdigheder var desværre lukket på grund af kirkelige handlinger, så dem har vi til gode at se, men vi fik da lige den højtidelige procession at se og kunne høre korsangen. Det blev en fin dag i Pisa.
En hilsen fra Anne Lis, Launy, Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Livorno lørdag d. 9. oktober 2010.
skrevet d. 09-10-2010
Endnu en rigtig flot dag med sol fra en skyfri himmel og jævn NØ-lig vind. Vi har været på jagt efter en ny printer, den ’gamle’ vil ikke mere, eller en internetcafe, hvor vi kunne udskrive rekvisitionen til den bil, vi har lejet på mandag. Det lykkedes at finde en internetcafe, så nu er det problem løst. Vi har været en tur ude for at se den flotte Villa Mimbelli og Museo Civico ”Giovanni Fattori”, et kunstmuseum, der er indrettet i villaen. Byens malerisamling fra det 15. til det 19. årh. er udstillet på dette museum, en flot udstilling. Vi havde oprindeligt planer om at sejle lidt syd på og køre ud derfra, når vi få en bil på mandag og skal lidt rundt i Toscana; men vi har besluttet at bruge Livorno som base i stedet. For det første ligger det mere centralt, der er fri parkering oppe på kajen, og så koster det kun en brøkdel i havnepenge i forhold til marinaerne syd for Livorno. Alt vel ombord.
En hilsen fra Launy, Anne Lis, Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Livorno fredag d. 8. oktober 2010.
skrevet d. 08-10-2010
Vi har haft et pragtfuldt vejr i dag med sol fra en skyfri himmel og 24-25 grader, men med en frisk NØ-lig vind. Havnen, vi ligger i, er administreret af Yacht Club Livorno. Et udmærket sted, men der er noget uroligt på grund af både, der sejler forbi. Vi har fået set lidt af Livorno - en lidt kedelig by; man kan tydeligt se, at 2. verdenskrig har været hård ved den. Vi besøgte domkirken Duomo di S. Francesco, var en tur rundt om Fortezza Nuova, gennem Quartiere Pontino og videre rundt på det gamle Fortezza Vecchia e Torre di Matilda, der ligger nede ved havnen. Ellers blev der slappet af og slikket sol ombord på Nausikaa. Alt vel ombord.
En solskinshilsen fra hele besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Portovenere - Livorno torsdag d. 7. oktober 2010.
skrevet d. 07-10-2010
Vi stod op til en rigtig flot morgen med sol fra en skyfri himmel og lunt. Vi havde planer om at sejle til Viareggio; men efter et kik på Navtex’en måtte vi ændre planer. Der var skydning på et stort skydeområde lige syd for La Spezia, lige der, hvor vi havde planer om at sejle. Så vi besluttede at sejle til Livorno og droppe Viareggio. Det blev en rigtig flot tur i strålende sol og på spejlblankt vand, en tur på ca. 36 sm og godt 6 timer. Desværre lå der en varmedis over området, så bjergene langs kysten var lidt slørede. Det er ellers her, verdens største marmorbrud findes, og de hvide områder ses tydeligt oppe på bjergsiderne. Vi fik en fin plads hos Yacht Club Livorno, og til en lidt anden pris end Portovenere: Vi skulle betale 17,50 € pr. nat incl. vand, el, bad og toilet - det er danske priser. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra Anne Lis, Launy, Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
La Spezia (Porto Turistico) - Portovenere onsdag d. 6. oktober 2010.
skrevet d. 06-10-2010
Det er nok et af de kraftigste regnvejr, vi har haft på vores tur, som vi oplevede i nat. Det bare styrtede ned; men ud på morgenstunden holdt det op, og det klarede op. Det endte med, at vi fik en rigtig flot dag med sol og meget let vind. Vi havde besluttet, at vi ville besøge Portovenere, enten med en turbåd eller på egen køl. Det skulle være lidt vanskeligt at få plads; det er en meget lille havn, så vi kontaktede dem pr. telefon. Der var ingen problemer, vi var velkomne. Det blev en meget kort tur for motor, knap 4 sm. Der var masser af plads i havnen - det tror pokker med de priser, de tager! Vi skulle give 96 € pr. døgn - det meste, vi har betalt indtil nu. Det var et rigtigt fint sted. Sikke en udsigt, vi havde fra båden ind over den gamle by med de høje pastelfarvede huse og den gamle fæstning på toppen. Der var liv i byen; der lå et krydstogtsskib for anker ude i sundet, og de sendte masser af mennesker ind med deres små både. Vi havde en rigtig fin dag i Portovenere.
En hilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
La Spezia (Porto Turistico) tirsdag d. 5. oktober 2010.
skrevet d. 05-10-2010
Det blev en MEGET urolig nat med temmelig meget søgang, men det var kun skipperparret, der var generet af det. Vore gæster havde ikke mærket noget, de havde sovet fra det hele. Anne Lis og Launy havde bryllupsdag i dag, og det blev fejret fra morgenstunden med champagne på sengen. Vejret i dag blev meget bedre end lovet. De havde lovet masser af regn; men det kom først om aftenen, da vi skulle til og i seng, så der blev tid til en tur rundt i La Spezia, hvor vi fik provianteret på det lokale marked. Og sikke et marked, de havde, med masser af friske grøntsager og frugt. Ellers gik tiden med planlægning af de næste par uger. Vi fik lejet bil i næste uge, så vi kan komme lidt rundt i Toscana, som er det næste område, vi kommer til. Men først vil vi en tur til Portovenere i morgen, hvis de har plads. Gæsterne har fået sig indrettet ombord, og alt vel.
En hilsen fra Anne Lis, Launy, skipperinden og skipper.
skrevet af Martin Leo Hansen
La Spezia (Porto Turistico) mandag d. 4. oktober 2010.
skrevet d. 04-10-2010
Vejrudsigten for det kommende døgn ser ikke for godt ud. De lover hård SØ-lig vind, regn og torden. Porto Turistico Benedetti, hvor vi ligger, er lidt urolig i sydlig vind, så vi havde planer om at finde en anden havn, inden vi fik gæster. Der er bygget en ny marina – Porto Mirabello – nabo til Porto Turistico Benedetti, som så ud til at være meget beskyttet. Vi havde ingen informationer om VHF kanal eller telefonnummer på dem, så vi gik over til havnekontoret for at høre, om de havde en ledig plads. De havde masser af pladser, havnen var halvtom; men de mindste pladser var på 14 meter og kostede 142 € i døgnet, så vi sagde pænt farvel og gik tilbage til båden og besluttede at blive liggende. Vi tog toget til Pisa for at hente Anne Lis og Launy, som skulle sejle med os de næste 14 dage. Der var fine tog forbindelser fra La Spezia til Pisa og omvendt. De havde som sagt meldt regn og blæst, det lykkedes os dog at komme tilbage til båden i tørvejr. Men så skal jeg ellers love for, at vi fik vind og regn med lyn og torden, og det blev en MEGET urolig aften i Porto Turistico. Trods uroen er alt vel ombord.
En meget våd og blæsende hilsen fra hele besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
La Spezia (Porto Turistico) søndag d. 3. oktober 2010.
skrevet d. 03-10-2010
Vi var rigtig glade for, at vi havde travet turen mellem Cinque Terre byerne i går. De havde oprindelig lovet bedre vejr i dag end i går, men det holdt ikke stik. Det blev skyet og en overgang så det ud til at ville regne, det blev nu ikke til så meget. Vi havde planer om en tur til Portovenere i dag; men vejret blev ikke til det, så det droppede vi og slappede i stedet lidt af oven på anstrengelserne i går. Det blev dog til en tur rundt i La Spezia, og oppe på den overdækkede markedsplads, hvor de normalt sælger fødevarer, var der antik/loppemarked. Og hvad fandt vi? En stor bod med et kæmpe udvalg af danske juleplatter! Der er lagt nyt rejsebrev ind under punktet: Rejsebreve. Alt vel ombord på Nausikaa.
En hilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
La Spezia (Porto Turistico) lørdag d. 2. oktober 2010.
skrevet d. 02-10-2010
Vi stod op til en flot morgen, og vejrudsigten lovede tørvejr hele dagen med letskyet vejr - et perfekt vejr til en tur til Cinque Terre. Vi havde besluttet at tage toget til Monterosso og derfra trave turen tilbage til Vernazza, Corniglia, Manarola og Riomaggiore, en tur på ca. 5 timer. Der er en afmærket sti, som man har adgang til, hvis man køber et Cinque Terre kort til 5 €. Vi blev lidt skuffede, da vi kom op på stationen for at købe Cinque Terre kort. Der var et opslag på døren, der meddelte, at hele strækningen mellem Monterosso og Manarola var lukket på grund af det kraftige regnvejr de sidste par dage. Vi besluttede at tage toget til Monterosso og de andre byer på vejen tilbage, for at se byerne og vente med traveturen til en anden dag. Da vi kom til Monterosso, kunne vi se, at der gik folk oppe på bjerget, så vi gik op til kontrolposten på stien, der førte til Vernazza, for at se om, der var adgang til stien. Det var der, og vagten havde ikke hørt, at der havde været lukket! Der var lukket mellem Corniglia og Manarola. Det havde der været i længere tid, og det vidste vi godt. Vi købte et Cinque Terre kort og begav os ud på en længere vandretur, d.v.s. turen fra Monterosso til Vernazza er kun på 3 km.; men de skriver, at det tager ca. 2 timer at trave turen, og det passer meget godt. Det med at trave er så meget sagt. Det var nærmest en klatretur og balancegang på meget smalle og glatte stensætninger, det havde jo regnet i går. Det var en fantastisk flot tur. Vi kom forbi vinmarker, hvor man havde lavet tandhjulsbane op til, og sikke en udsigt ud over Middelhavet og langs kysten. Efter en frokostpause i Vernazza, fortsatte vi turen ad rute 2 mod Corniglia, en tur på 4 km. sat til at tage 1½ time. Det var også en rigtig flot tur, knap så anstrengende som den første. Også her var en meget flot udsigt og sikke en natur. Godt, det ikke er højsommer, så var vi for alvor kommet til at svede. Fra Corniglia måtte vi som sagt tage toget til Manarola, da strækningen var spærret. Stien fra Manarola til Riomaggiore, kaldet kærlighedsstien, er nærmest en brolagt promenade og kan slet ikke sammenlignes med de andre strækninger. Det var en dejlig træt besætning, der vendte tilbage til båden efter en fantastisk flot dag. Vi sover garanteret godt i nat.
En hilsen fra de glade og trætte vandrere.
skrevet af Martin Leo Hansen
La Spezia (Porto Turistico) fredag d. 1. oktober 2010.
skrevet d. 01-10-2010
Vi stod op til et rigtig trist vejr. Kraftige regnbyger trak ind over os, og når det regner, falder temperaturen; det er blevet efterår i Italien. Rigtigt ”hygge-inde-vejr”, hvor man skulle have ild i pejsen. Nå, vi rejste cockpitteltet og hyggede os ombord; der er altid en masse, der skal ordnes. Sidst på dagen blev det opholdsvejr, og vi fik travet en tur rundt i La Spezia, en rigtig fin by. Alt vel ombord trods vejret.
En regnvejrshilsen fra Italien.
skrevet af Martin Leo Hansen
La Spezia (Porto Turistico) torsdag d. 30. september 2010.
skrevet d. 30-09-2010
Vi havde planer om at tage en tur til Cinque Terre i dag og gå turen mellem de 5 byer, men da vi stod op, så vejret ikke for godt ud. De havde lovet overskyet og tørvejr, det ville have været fint til en travetur; men skyerne hang lidt lavt, og det kunne se ud til at begynde at regne, hvornår det skulle være. Så vi har udsat turen og gik i stedet en tur gennem La Spezia. Godt, vi havde taget en paraply med, for jeg skal love for, at det blev regnvejr. Vi har i stedet fået anskaffet mobilt internet. Vi har haft store problemer med at komme på internettet, efter vi kom til Italien, og fandt vi endelig en cafe/bar med wi-fi zone, skulle de have 4 € i timen for at få lov at koble op; det er normalt gratis i andre lande. Nu har vi adgang til nettet uanset, hvor vi er, og vi kan købe adgang månedsvis. De havde tilbud 100 timer om måneden for 10 € pr. måned de første 6 måneder, derefter 19 € om måneden (eller 40 timer for 5 € / 10 €); det er til at leve med. Alt vel fra La Spezia.
En hilsen fra det lidt våde Italien.
skrevet af Martin Leo Hansen
Lavagna - La Spezia (Porto Turistico) onsdag d. 29. sepember 2010.
skrevet d. 29-09-2010
Vi stod op til en rigtig flot morgen med sol fra en skyfri himmel og helt stille. Vi fik gjort sejlklar og satte kurs mod La Spezia, en tur på ca. 33 sm. På turen kom vi forbi Cinque Terre, et område som vi har set frem til at skulle besøge. Det er et af de steder, der har stået øverst på listen i år. Vi slog et slag ind forbi de 5 byer, så tæt vi måtte; hele området er et naturreservat, så der er flere steder, vi ikke må sejle. Det blev en rigtig flot tur. Vi sejlede for øvrigt sammen med alle turbådene, hvor man betaler 23 € for at se de 5 byer ud fra vandet. Vi glæder os meget til at komme ind og trave turen langs vandet. Vi fandt en plads i La Spezia - Porto Turistico, den kommunale havn, der ligger tættest på byen. Turen med afstikker langs Cinque Terre tog ca. 5 timer for motor på fladt vand, en rigtig flot tur.
En sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Lavagna tirsdag d. 28. september 2010.
skrevet d. 28-09-2010
Vi blev endnu en dag i Lavagna. De har udsendt varsel om kraftige tordenbyger for området, vi ligger i, ja, hele Italiens vestkyst, så vi skal ingen steder. Og det blev tordenvejr med kraftige byger om formiddagen; men efter middag klarede det op, og vi fik en fin eftermiddag i Lavagna, hvor vi fik provianteret lidt. Håber på sejlvejr i morgen, udsigten ser lovende ud.
En hilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Lavagna mandag d. 27. september 2010.
skrevet d. 27-09-2010
Vi vågnede i nat ved, at regnen væltede ned. Det lød nærmest som en tordenbyge, og så har det regnet lige siden, dog med ophold mellem bygerne. Nogle af bygerne har været meget voldsomme med lyn og torden, og jeg skal love for, at de giver vand. Vi vovede os op i byen på et tidspunkt, hvor det så ud til at ville holde tørvejr et stykke tid, men det varede ikke længe, før det igen lynede og tordnede, og vandet stod ned i stænger. Vi skulle op for at finde en internetcafe, og heldigvis fandt vi en og fik ordnet posten og opdateret hjemmesiden, mens bygen trak over, så vi kunne gå tilbage til båden i tørvejr. Det er første gang siden midt i juni, at vi har haft regnvejr, der har generet os, mens vi har sejlet hernede. Vi havde regnet med at sejle videre i morgen; men vejrmeldingen lover tordenbyger og sydlig vind – vi skal mod syd, så vi bliver nok en ekstra dag i Lavagna. Det er udmærket med et par dage, hvor vi kan slappe af efter alle oplevelserne i Genova. Alt vel ombord.
En meget våd hilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Genova (Marina Porto Antico) - Lavagna søndag d. 26. september.
skrevet d. 26-09-2010
Vi havde lidt problemer med at komme på internettet i Genova, så skipper gik op på havnekontoret for at få den sidste nye vejrmelding; den så rigtig fin ud. Vind fra nordlig retning Force 2-3 (4 – 6 m/sek.) og sol. Når man så ud af vinduet, passede det perfekt, så vi besluttede at sejle lidt syd på til Lavagna, en tur på ca. 20 sm. Vi havde let NØ-lig vind, da vi startede fra Genova; men det varede ikke længe, inden vinden drejede til SØ, lige den retning, vi skulle. Det var nu ikke vinden, der kom til at genere, men søen. Der stod en forholdsvis høj dønning fra SV (stammer nok fra hårdt vejr nord for Korsika) og sammen med lidt sø fra SØ, gav det en noget urolig sø. Men helt slemt blev det, da vi nåede ned til Portofino halvøen, en meget høj og stejl klippe, hvor søen og dønningen blev slået tilbage fra den stejle klippekyst. Det gav en sø, der var helt umulig at sejle i. Der var et par timer, hvor det var med at holde sig fast. Nå, det fik ende, og vi kom ind i læ bag molen i Lavagna og blev modtaget af en venlig havneassistent, der hjalp med at fortøje. Hele turen tog ca. 4 timer. Alt vel ombord.
En hilsen fra en lille båd, der gynger.
skrevet af Martin Leo Hansen
Genova (Marina Porto Antico) lørdag d. 25. september 2010.
skrevet d. 25-09-2010
I dag stod det i søfartens tegn. Der står et stort fyrtårn, La Laterna, midt i Genova havn; det stod oprindelig ved indsejlingen til havnen. Det er bygget i 1543, altså ca. 50 år efter Columbus opdagede Amerika, et af de ældre aktive fyrtårne. Der er indrettet et museum i bygningerne ved foden af fyrtårnet. Et museum, der beskriver livet i Genova gennem tiderne og selvfølgelig fyrtårnets historie. Et meget interessant museum. Om eftermiddagen gik vi over og så søfartsmuseet, det ligger nabo til marinaen, vi ligger i. Vi må indrømme, at det med museer, det kan de her i Genova. Et imponerende museum omhandlende det meste, der har med søfarten at gøre. Der var bl.a. en rigtig fin udstilling, der omhandlede de store både, der sejlede immigranterne til Amerika omkring 1920, og hvordan de blev modtaget, da de endelig kom til det forjættede land. Der var rigtig langt ud til fyrtårnet, og mange trin for at komme op i det, og man bliver træt af at gå rundt på museer, så det var en meget træt besætning, der vendte tilbage til båden. Nu har vi også fået set museer nok for en tid. Vi har planer om at sejle lidt syd på i morgen.
En hilsen fra en træt besætning på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Genova (Marina Porto Antico) fredag d. 24. september 2010.
skrevet d. 24-09-2010
Planer er til for at blive ændret. Skipper havde planer om at tage en tur med en ascensore, der kører fra Via Balbi op til Corso Dogali. Den er lidt speciel: En vogn/tog kører vandret ind i bjerget og på en eller anden måde bliver vognen løftet op - det skulle prøves. Og så skulle vi se alle de store palæer på Via Cairoli; men på vej ud til ascensoren kom vi forbi Museo Palazzo Reale, som så spændende ud, og det måtte vi se. Området omkring Genova har tidligere været et selvstændigt hertugdømme, som havde et palads i Genova. Det var et overdådigt udsmykket palads med flotte tapeter, malerier og møbler, og der gik formiddagen. Efter frokost tog vi turen med ascensoren, en speciel oplevelse at køre ind i bjerget og ind i en elevator, der så løftede vognen op. Ascensoren havde endestation lige ved Castello D’Albertis, der er indrettet som museum, det måtte vi se lidt nærmere på. Det var et virkelig flot museum, som var skænket at en enkelt person – kaptajn Enrico Alberto d’Albertis (1846-1932), der har rejst verden rundt og samlet forskellige ting. Der gik eftermiddagen, og da vi skulle ud og se palæerne på Via Cairoli, begyndte det at stænke, og det så truende ud, så det droppede vi og gik tilbage til båden. De havde meldt regn sidst på dagen, og det blev det. Ud på aftenen trak et regulært tordenvejr ind over os med kraftig regn og vind. Alt vel ombord.
En hilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Genova (Marina Porto Antico) torsdag d. 23. september 2010.
skrevet d. 23-09-2010
Vi har i dag fået set lidt nærmere på Genova, en rigtig spændende by. Den gamle bydel er helt speciel med de meget smalle stræder; men selv om det ser skummelt og forfaldent ud, ligger den ene flotte forretning efter den anden inde bag de slidte facader. Vi fik besøgt flere seværdigheder bl.a. Museo del Tesoro, der ligger i forbindelse med San Lorenzo Katedralen og Museo Diocesano, et spændende museum i et gammelt kloster. Det blev også til et besøg på Casa della famiglia Colombo, efter sigende det mest besøgte museum; men det var lidt af en skuffelse. Alle forsøger at lave penge på Columbus og hans opdagelser. Det her var et hus, hvor han skulle have boet nogle år af sin barndom, og der var ikke meget tilbage af huset - det var nærmest en ruin. Vi holdt en lille pause på Pizza delle Erbe, en hyggelig lille plads, og bare fordi man bestiller en øl og et glas vin diskede de op med chips, focaccia-stykker og pommes frites uden beregning, så vi sprang forretten over ved aftensmaden. Marina Porto Antico er en fin havn; men den er lidt urolig, som så mange af de andre havne i de gamle byer, vi har besøgt. Der sejler et utal af turbåde, slæbebåde, lodsbåde, færger, krydstogtskibe og andre både, som alle laver uro, og det står og kører mellem molerne, så vi vipper lidt. Men så er der jo meget at se på og den helt specielle atmosfære, der hører en stor, travl havn til. Solen har skinnet fra en skyfri himmel, og her til aften kl. 20 havde vi 23 grader.
En hilsen fra Genova.
skrevet af Martin Leo Hansen
Finale Ligure - Genova (Marina Porto Antico) onsdag d. 22. september.
skrevet d. 22-09-2010
Vi er nu nået til Genova efter en tur på ca. 30 sm. og 5½ time for motor. Det blev en noget anden tur, end vi havde regnet med. Det er første gang, at vejrudsigterne har taget så meget fejl. De havde meldt NNØ 3-4 m/sek. som skulle lægge sig helt ved middagstid for så at friske op fra SV sidst på dagen. Vi havde 8-10 m/sek. med kraftige pust fra NNØ, da vi startede og blev enige om, at det nok skyldtes de høje bjerge, vi sejlede langs med; men det fortsatte, da vi kom fri af kysten. Vi skulle mod NØ, så vi havde den ikke lige i stævnen, og vi mærkede ikke søen ret meget. Det er rart med en kraftig motor og en stor, fast skrue i sådan et tilfælde. Solen skinnede, temperaturen var på den rigtige side af de 25 grader, så det gik fint. Ved middagstid lagde vinden sig pludseligt, som de havde lovet, og vi glædede os til en tur på fladt vand eller med slæk på skøderne; de havde lovet SV-lig sidst på dagen. Men nej, efter kort tid friskede vinden igen, og vi fik igen hård NNØ-lig vind, og den holdt på resten af turen. Genova er en kæmpe havn med mange marinaer. Vi valgte at gå ind til Marina Porto Antico, der ligger inde midt i den gamle bydel - en fin havn med gåafstand til alle seværdigheder. Vi nåede lige en tur rundt i den gamle bydel inden aftensmaden; det ser meget lovende ud med mange små pladser og meget smalle stræder, for man kan næsten ikke kalde dem gader, så smalle, som de er. Det må vi se lidt nærmere på i morgen. Alt vel ombord.
En frisk sejlerhilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Alassio - Finale Ligure tirsdag d. 21. september 2010.
skrevet d. 21-09-2010
Vi stod op til en rigtig flot morgen, som vi har gjort den sidste lange tid. Fik gjort klar og satte kurs mod Finale Ligure, en meget kort tur på ca. 13 sm. Finale Ligure så spændende ud, så den ville vi godt se lidt nærmere på. Det blev en fin tur på knap 2½ time på næsten spejlblankt vand. Vi kom ind og fik anvist en fin plads. Det er igen blevet spanske tilstande, hvor et par havneassistenter anviser plads og hjælper med fortøjninger. Det så vi ikke meget til i Sydfrankrig. Finale Ligure består af tre byer: Finalborgo, Finalpia og Finalmarina, som er bygget sammen. Der er en pæn travetur fra havnen og ind til byen; men her er anlagt en fin promenade/gangsti langs vandet. Det er en lang strand med parasoller, som i Alassio; men her var de i fuld gang med at pakke sammen for vinteren, og der var ikke så mange folk på stranden. Vi gik igennem Finalpia og ind til Finalmarina, en fin gammel by, hvis man kan kalde de meget smalle stræder med de høje gamle huse, der er mere eller mindre forfaldne, for fine. Men det er nok, fordi det er anderledes end det, vi er vant til fra Danmark, at vi synes, det er fint. Vi besøgte også deres kirke, og jeg skal love for, at den var pyntet; der var ikke en kvadratmeter, der ikke var dekoreret. Vi har planer om at sejle til Genova i morgen, hvis vejret tillader det; men det ser ret stabilt ud, så mon ikke det går.
En sejlerhilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Alassio mandag d. 20. september 2010.
skrevet d. 20-09-2010
Vi havde besluttet at blive en ekstra dag i Alassio, et rigtigt dejligt sted. Vi havde heller ikke fået set byen endnu, så det var dagens mål. Byen ligger en pæn travetur fra havnen; men det er en fin tur langs stranden, og der er anlagt en flot strandpromenade. Hele stranden er overklistret med parasoller og liggestole, af den kilometerlange strand var der kun få meter, hvor man kunne komme uden betaling eller selvfølgelig bo på et af de mange hoteller. Alassio var en fin gammel by, og vi fandt indkøbsmuligheder (Billa!); men det er langt at slæbe tunge ting, så det lod vi være med. Om eftermiddagen fik vi ordnet lidt forskelligt ombord, som skal til engang imellem, og vi er klar til at sejle videre i morgen. Alt vel ombord.
En hilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
San Remo - Alassio søndag d. 19. september 2010.
skrevet d. 19-09-2010
Vejrudsigten lovede meget let vind fra forskellige retninger, så vi besluttede at sejle videre mod Genova. Havde sat Alassio som dagens mål; men først skulle vi lige op og betale – 52 € pr. døgn – velkommen til Italien! Det blev en tur på ca. 29 sm. på loggen - der er kun 24 sm. på kortet; men vi havde en kraftig modstrøm, og det tog ca. 4½ time. Det overraskede os lidt, at der var så megen swell (dønning), som der var. Det var næsten helt stille, og den vind, der kom i perioder, kom fra forskellige retninger; alligevel stod der nogle temmelig høje dønninger. Vi fik en fin plads i Alassio. Charlie Dee, som vi havde været sammen med i San Remo, kom noget efter os og fik også en plads, den sidste. De næste, der kaldte op, blev afvist, så vi var vist lidt heldige. Ulykken havde nu ikke været så stor, for der er kun få sømil mellem havnene, så vi havde nok fundet en anden. Alassio er en rigtig dejlig havn, der ligger lige op ad en stejl klippe, rigtig flot. Vi havde Anne og Barry fra Charlie Dee her til drinks, også i dag gik snakken livligt. I morgen må vi have set lidt på byen. Alt vel ombord – skyerne er forsvundet, og det har været et rigtig flot vejr i dag. Men vandtemperaturen er faldende, den er ”kun” på 22,4 grader i dag. Godt, vi ikke skal ud at bade...
En sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
San Remo lørdag d. 18. september 2010.
skrevet d. 18-09-2010
De havde lovet overskyet og lidt regn i dag. Det blev overskyet, og vi fik da også lidt regn om eftermiddagen; men ikke noget, der generede os. Det er fortsat dejligt varmt og stille. Vi har været på marked inde i byen i dag. Det var et af de sædvanlige markeder med masser af billigt tøj, tasker, lædervarer og den slags, som vi har set mange andre steder. Den første italienske øl blev nydt inde på et lille torv, og vi fik besøgt et supermarked, mest for at se priser og varer; det var godt, at vi provianterede rigeligt i Frankrig, for det er noget dyrere at handle her. Om det er fordi, det er et feriested, vides ikke - det vil vise sig. Vi var inviteret på drinks ombord på motorbåden Charlie Dee, hos nogle rigtig søde og spændende englændere. Det er deres hjem og har været det i mange år. De leder efter en plads til deres båd i oktober måned; men vil først lidt øst over, så dem møder vi måske igen.
En hilsen fra Den italienske Riviera.
skrevet af Martin Leo Hansen
Menton-Garavan - San Remo fredag d. 17. september 2010.
skrevet d. 17-09-2010
Så nåede vi Italien og fik sat det italienske gæsteflag. Det var meget overskyet, da vi stod op, og det har regnet en hel del i nat. Skyerne har hængt lavt oppe over bjergene hele dagen, og det har set meget truende ud; men det holdt tørvejr. Vi forlod Menton kl. lidt i 10 og satte genuaen uden for havnen. Vi havde sat San Remo i Italien som dagens mål. Der var en jævn SV-lig vind, der gav os en næsten plat læns (vinden ind bag fra), så vi lod være med at sætte storsejlet. Det blev en fin, men noget urolig tur på grund af en del sø - der er ikke rigtig noget til at stabilisere på en læns. De godt 12 sm blev tilbagelagt på ca. 2½ time. Vi valgte at gå ind til Portosole og fortøjede ved deres receptionskaj. Desværre kom vi en halv time for sent; de holdt middagslukket fra 12 til 15 (kun om fredagen) og der var MEGET uroligt ved receptionskajen. Det blev nogle urolige timer, hvor fenderne virkelig kom på arbejde. Vi fik en plads mellem to kæmpe motorbåde; de er dobbelt så lange som os og meget høje, så ”fint” har vi aldrig før ligget! Vi nåede på turistkontoret og derefter at trave en lang tur gennem middelalderbydelen La Pigna, den gamle bydel af San Remo. En spændende oplevelse; det kræver et kort, hvis man skal finde rundt i de meget smalle, stejle og snoede gyder, og det var rigtig italiensk med vasketøj, og hvad der ellers hører sig til.
En sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Menton-Garavan torsdag d. 16. september 2010.b
skrevet d. 16-09-2010
Menton er en rigtig flot by, set nede fra havnen, med de høje pastelfarvede huse klistret op af bjergsiden og enkelte kirkespir, der rager op. Den skulle opleves; men inden vi gik på opdagelse, havde vi lige nogle praktiske ting, der skulle ordnes. Der ligger et supermarked lige ved havnen - det kan ikke blive lettere at proviantere, så vi ville godt have fyldt lidt i båden, især tunge ting. Så må vi se, om det er en god ide rent prismæssigt, eller vi skulle have ventet til Italien. Det blev en rigtig fin dag inde i den gamle del af Menton, og vejret kunne vi ikke klage over: Varmt, sol og stille. Det trak dog sammen hen under aften, og vi fik en enkelt byge, da vi skulle spise. Det er noget helt nyt, det med regn. Vi planlægger at forlade Frankrig i morgen, hvis vejret tillader det. Bemærk, der er lagt nyt rejsebrev ind under punktet: Rejsebreve. Alt vel ombord.
En hilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Saint-Laurent du Var - Menton-Garavan onsdag d. 15. september 2010.
skrevet d. 15-09-2010
Vi stod op til en fin morgen i Saint-Laurent du Var, så efter morgenmaden kastede vi los og satte kurs mod Menton, en tur på ca. 17 sm. Efter kort tid kom der lidt vind, og vi fik rullet sejlene ud og fik rigtigt luftet dem i dag. Bortset fra en times tid omkring middagstid, hvor vinden lagde sig helt, sejlede vi turen forbi Nice, Monaco og til Menton for sejl. Det gik ikke stærkt, men vi kom fremad og nåede Menton efter ca. 4½ time. En rigtig flot dag for sejl. Vi gik ind til den gamle havn i Menton, men kom igen ind til en fuld havn. Der kan ligge mange flere både i havnen, selv om de melder den er fuld, hvis de ville lægge dem uden på andre både. Men det gør man ikke, så vi fortsatte de få hundrede meter over til Menton-Garavan, en stor marina, der er bygget mellem den gamle havn og grænsen til Italien. Jeg tror næsten, vi var i Italien, da vi slog et slag for at komme ind i marinaen, så tæt ligger den på Italien. Vi fik en fin plads. Vi var lige oppe og vende Menton sidst på dagen; det ser ud til at være en rigtig hyggelig by, som vi må se lidt nærmere på i morgen.
En sejlerhilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Saint-Laurent du Var tirsdag d. 14. september 2010.
skrevet d. 14-09-2010
Saint-Laurent du Var er en fin havn; men den ligger lige op og ned ad kystmotorvejen og meget tæt på lufthavnen i Nice, så der er temmelig meget støj. Det lægger sig heldigvis om natten, så det generede ikke så meget. Der er ikke meget at foretage sig her i havnen andet end at spise på en af de mange restauranter, der ligger langs havnen. Vi har aldrig været i en havn med så mange barer og spisesteder. Det viste sig, at der var fine busforbindelser til Nice. De kørte hver kvarter, hvis de ikke kørte forbi, fordi de var fyldt op, så vi tog bussen til Nice. Det var et hyggeligt gensyn med byen, og vi var en tur nede på havnen, hvor vi fandt s/y ”Esterel”, båden, vi slæbte til Antibes i går. De var kommet til Nice, som var deres plan. De skal deltage i en Regatta for gamle træskibe i den kommende weekend. Vi ville godt have været inde og se et par kunstmuseer; men de havde lukket. Alle andre steder har museerne lukket om mandagen; men her i Nice har de lukket om tirsdagen – snydt! Vi har planer om at sejle til Menton i morgen, så lad os håbe, det går efter planen. Skipperinden klager over varmen midt på dagen, ellers alt vel ombord.
En hilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
St-Raphaël - Saint-Laurint du Var mandag d. 13. september 2010.
skrevet d. 13-09-2010
Det var oprindelig planen, at vi ville have været en tur til Cannes. I vores guide stod der, at der var Festival de la Navigation de Plaisance i Cannes midt i september. Lystbåde fra hele verden mødes i havnen. Det lød rigtig godt, så skipper ville lige på internettet for at se datoen. Det var fra d. 8. -13. september, men det var ikke lige det, vi have forestillet os. Det var Cannes’ Internationale Bådudstilling, der løb af stablen, så vi droppede anløb af Cannes og satte i stedet Antibes som dagens mål. Vi startede i fin stil for sejl; men det varede desværre ikke længe, inden vinden lagde sig, der blev havblik, og motoren måtte i gang. Da vi nåede Ile St-Honorat, en lille ø SØ for Cannes, lå der en flot, gammel gaffelrigget sejlbåd med alle sejl sat incl. topsejl og drev rundt. På agterdækket stod en mand og gjorde tegn til, at de ønskede hjælp, så vi sejlede hen til dem. De havde motorproblemer og ville gerne have en tovende og med på slæb til Antibes. Vi fik dem bugseret ind til tankkajen i Antibes, hvor der stod en af deres bekendte, som de havde ringet efter, og tog i mod med et nyt batteri. Da de var blevet fortøjet, kaldte vi havnekontoret op på VHF’en for at få en plads; men alt var optaget. Det er første gang, i de godt 3½ år, vi har sejlet, at vi har mødt en fyldt havn. Vi fortalte dem, vi havde slæbt, at havnen var fuld, og vi ikke kunne få en plads, og hvor de ville anbefale os at sejle hen. Deres ven, der havde taget i mod dem, viste sig at være en gammel IBM’er, der havde arbejdet i IBM i 36 år (han havde fået øje på et IBM logo på min T-shirt). Han syntes, det var for dårligt, at vi ikke kunne få en plads og ringede til havnekontoret, uden held. Så til havnemesteren, og det lykkedes ham efter længere snak, at vi kunne få lov til at ligge ved tankkajen, lidt forhalet, indtil i morgen, og så ville de se, hvad de kunne gøre. Det var en rigtig elendig plads, og det passede i hvert fald ikke tankpasseren, så vi spurgte igen, hvilken havn de ville anbefale. Og den eneste, hvor der var en chance, var nok Saint Laurent du Var. De ringede til havnen og fik reserveret en plads til os de næste par dage. Havnene ligger tæt hernede, der var kun 4 sm, og på vejen passerede vi en anden marina. Vi fik en fin plads og var heldige at få fortøjet, inden vi fik en lille regnbyge (udkanten af et tordenvejr, vi havde holdt lidt øje med). Vi fik sejlet ca. 29 sm i løbet af dagen og var på vandet i 6½ time. Det blev en lidt anden dag, end vi havde regnet med, men vi fik en fin plads, og alt er vel ombord.
En sejlerhilsen fra besætningen på slæbebåden.
skrevet af Martin Leo Hansen
St-Raphaël (Port Santa-Lucia) søndag d. 12. september 2010.
skrevet d. 12-09-2010
Der var veteranbiltræf og stumpemarked oppe på en af Port Santa-Lucias parkeringspladser, lige i nærheden af, hvor vi var, så det måtte vi lige se lidt nærmere på. Der var mange rigtig fine gamle biler, der var sat flot i stand. Om eftermiddagen tog vi bussen til Fréjus, nabobyen til St-Raphaël. Her findes mange minder fra romertiden. Fréjus ligger ved Via Aurelia, den gamle romerske landevej, der gik fra Rom til Spanien. Der er bl.a. rester af bymuren og et romersk teater, de er ved at restaurere. Det blev også til et besøg i Cathedrale St-Lónce et Cloítre, en gammel, befæstet domkirke med tilhørende kloster og en tur gennem den gamle by. Vi har stadig skønt vejr og alt vel ombord.
En hilsen fra det sydfranske.
skrevet af Martin Leo Hansen
St-Raphaël (Port Santa-Lucia) lørdag d. 11. september 2010.
skrevet d. 11-09-2010
Vi har haft besøg af Vibeke og Søren Julius fra Kolding i dag. Gamle bekendte fra skippers tid i IBM. De har holdt ferie i området og var på vej tilbage til Marseille. Da de kom lige forbi, inviterede vi dem på frokost ombord på Nausikaa. Det blev en rigtig hyggelig eftermiddag. Håber, I havde en godt tur hjem til det kolde, blæsende og regnfulde Danmark. Her i det varme og solrige sydfranske er alt vel.
En hilsen og tak for besøget fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Le Lavandou - St-Raphaël (Port Santa-Lucia) fredag d. 10. september.
skrevet d. 10-09-2010
Det blev sejlvejr, d.v.s. kun for motor. De bølger, vi havde på turen, var vinden ikke skyld i; men derimod de små ”færger”, der overhalede os eller kom i mod os, de kunne rigtig sætte gang i det hele. Det er ikke sådan nogle små motorbåde på 50-60 fod, som vi somme tider kan møde derhjemme - her har de en helt anden størrelse. Vi havde ellers en flot tur til St-Raphaël og gik ind i Vieux Port og fik en plads, men den var ikke særlig attraktiv. Op ad en kaj og tæt på havnehullet, og da de ikke kunne tilbyde os en anden plads, valgte vi at sejle ud til Port Santa-Lucia, der ligger i gåafstand til St-Raphaël. Vejret – sol fra en skyfri himmel og 27-28 grader. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Le Lavandou torsdag d. 9. september 2010.
skrevet d. 09-09-2010
De havde lovet hård vind til kuling fra NV i dag, en lille Mistral, og den kom; men den skulle lægge sig i løbet af natten. Vi var heldige, vi har modtaget den nye lader i dag. Det er super hurtig levering; den er installeret og fungerer perfekt, så nu kan vi sejle for sejl, hvis det er vejr til det, uden at spekulere på at batterierne skal lades op. Der var marked i formiddags, og det er et af de største markeder, vi har set; der var alt, hvad hjertet kunne begære. Vi nåede også en laaaaang travetur op i bjergene. Vi gik fra Le Lavandou op til den lille bjergby Bormes-les-Mimosas, men det var anstrengelserne værd. Det er en lille meget charmerende gammel by, og sikke en udsigt der er oppe fra byen. Vi er sejlklar; skal lige have set den sidste nye vejrmelding, og er den ok, sejler vi mod St-Raphaël i morgen.
En hilsen fra en træt Inge Lise og en lige så træt Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Le Lavandou onsdag d. 8. september 2010.
skrevet d. 08-09-2010
Det uvejr, de varslede i går, ramte os i nat kl. ca. 4, som de havde lovet, og det var med lyn og torden. Og jeg skal love for, at vi fik vand; men da vi stod op, skinnede solen fra en næsten skyfri himmel. Vi har været på udflugt i dag. Vi tog bussen til St-Tropez, en flot tur ad kystvejen og havde en fin dag i den mondæne ferieby. Vi besøgte bl.a. Musée de l’Annonciade med en lille fin kunstsamling, og var selvfølgelig også nede på quai Jean-Jaurès for at se de kæmpestore lystbåde og alle de lokale kunstmalere, som forsøgte at sælge deres værker. Vi har planer om at sejle videre på fredag, hvis vi får den nye lader i løbet af de næste par dage, og vejret tillader det. Alt vel om bord.
En hilsen fra turisterne på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Le Lavandou tirsdag d. 7. september 2010.
skrevet d. 07-09-2010
Det blev et lidt blandet vejr i dag. For første gang siden Gruissan - det var midt i juni måned - fik vi lidt regn. Det var ikke de store mængder; men der er et uvejr på vej til os, som sikkert vil give en del nedbør. Vi har lige set i TV, at floderne omkring Rhone-dalen er gået over deres bredder, så det er tæt på. Vi har fået lavet lidt i dag, nede om læ, vi har bl.a. fået installeret en ny ventil til gassen så man kan afbryde inde fra pantryet; den gamle strejkede. Når det var vejr til det, travede vi lidt rundt i Le Lavandou, en dejlig lille by. Alt vel ombord.
En hilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Le Lavandou mandag d. 6. september 2010.
skrevet d. 06-09-2010
Det er lige før, vejret er for godt til at foretage sig noget i. Temperaturen ligger på 26-27 grader, sol fra en letskyet himmel og helt stille. Vi havde en del, vi godt ville have ordnet, nu vi har tiden til det, og noget fik vi da også klaret; men man skal ikke lave meget, før vandet løber af en. Vi har fået set lidt på Le Lavandou i dag, og det er en rigtig hyggelig by med små, smalle gader fyldt med forretninger og restauranter - en rigtig ferieby, og der er stadig mange, der holder ferie. Havnen er super, noget HELT andet end Toulon. Godt, vi sejlede videre hertil!
En hilsen fra de varme lande.
skrevet af Martin Leo Hansen
Toulon - Le Lavandou søndag d. 5. september 2010.
skrevet d. 05-09-2010
Toulon er en dejlig by, men lystbådehavnen Darse Vieille, hvor vi lå, er kedelig. Ikke kun på grund af uroen fra turbådene, men i det hele taget. Da de har meldt frisk østlig vind tirsdag og onsdag, samt kuling fra NV (Mistral) torsdag og fredag, og vi ikke kunne se os selv tilbringe en uge i disse omgivelser, besluttede vi os for at sejle videre. Der var en fin vind, ca. 6-7 m/sek. fra øst, sol fra en skyfri himmel og varmt. Det kunne være blevet en flot tur, hvis vi skulle have været i den modsatte retning. Vi er ved at blive lidt dovne - med vind, sø og strøm imod startede vi motoren og sejlede de godt 28 sm. til Le Lavandou. Vi droppede Ile de Porquerolles i første omgang. Vi skulle ind og have en adresse, hvor vi kunne få tilsendt en ny lader, og hvor vi kunne tænke os at tilbringe de næste 5-6 dage alt efter vejret, og hvor hurtigt postvæsenet er. Le Lavandou ser ud til at være et rigtig hyggeligt sted; men det har vi tid til at se lidt nærmere på i de kommende dage. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Cassis - Toulon lørdag d. 4. september 2010.
skrevet d. 04-09-2010
Cassis var et rigtig dejligt sted. En hyggelig havn og et rigtig sødt personale. Havneassistenten kom om morgenen for at spørge, om han skulle finde en anden plads til os. Men da havde vi besluttet at sejle videre til Toulon og evt. blive der nogle dage, mens vi venter på en anden lader. Kasper Falkenberg fra Bondy-LMT (tidligere Dansea) har tilbudt at sende en anden lader ned til os, super service. Det blev en fantastisk flot tur hen langs klippekysten. Klipperne har ændret farve fra de hvide vest for Cassis til mere rødlige. Vi havde et flot vejr, sol fra en skyfri himmel og svag til jævn vestlig vind. Det blev en tur på små 5 timer og 28 sm. Det var ikke så pæne ord, der stod i guiden ang. Toulon; men vi blev glædelig overrasket, da vi kom op i byen. En rigtig pæn by med små torve og masser af forretninger, men der var lige et STORT minus: Der sejler et utal af turbåde ud fra den havn, hvor vi ligger, og de sætter en uro i havnen, så bådene ligger konstant og vipper fra side til side; vi må se, om vi kan leve med det. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra en lidt urolig havn.
skrevet af Martin Leo Hansen
Marseille - Cassis fredag d. 3. september 2010.
skrevet d. 03-09-2010
Det er for alvor blevet sommer igen, og sammen med varmen kom disen. Under Mistralen var luften meget klar, men det er slut. Efter et besøg inderst i havnen, hvor vi skulle se fiskerkonerne sælge friske fisk, det er mellem klokken 8 og 11, forlod vi Marseille og satte kurs mod Cassis, en lille tur på godt 15 sm. Det blev en tur for motor, ikke kun på grund af manglende vind, men vi skulle have ladet batterierne op. Det er den eneste måde, vi kan lade på, når laderen til landstrøm ikke virker. Det blev en rigtig flot tur hen langs den hvide klippekyst med de mange Calanques (fjorde). Det er første gang, siden vi forlod Pyrenæerne, at vi sejler langs en klippekyst, så det var rigtig dejligt. Vi fik en fin plads i Cassis; selv om det er en meget lille havn med mange gæster, fandt havneassistenten en plads, og vi var velkomne til at blive i flere dage. Vi har været en tur ude og se Calanque de Port-Miou, en MEGET smal fjord med broer på begge sider og fyldt helt op med både, et meget specielt sted. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra det sydfranske.
skrevet af Martin Leo Hansen
Marseille torsdag d. 2. september 2010.
skrevet d. 02-09-2010
Det at ligge inde i den gamle havn i Marseille er lige så centralt som at ligge neden for Ramblaen i Barcelona. Vi ligger inde midt i den gamle by, og havnen er kæmpestor. Der er 20 forskellige marinaer i havnen og plads til godt 3.500 både. Vi startede dagen med at trave en tur op til kirken Notre-Dame de la Garde, der ligger på en 155 m høj klippe lige bag Vieux Port, hvor vi ligger. Det var lidt af en klatretur; men det var turen værd, sikke en udsigt! Det er en af de mest vedligeholdte kirker, vi har set og med en helt speciel udsmykning inde i kirken. Den var bl.a. pyntet med et utal af alm. malerier og fotos. Efter frokost travede vi en tur ud til Palais Longchamps, der er bygget op omkring en fontæne. Nu havde vi også fået dagens motion. Vi havde besluttet, at når vi nu var i Marseille, skulle vi smage bouillabaisse. Og det skulle være på den måde, man spiser det i Marseille, så vi gik op på en af de mange restauranter, der ligger langs den gamle havn. Vi var åbenbart heldige at vælge en af de bedre. Det varede ikke længe, efter vi var kommet, før folk stod og ventede på bord. Sikke en gang bouillabaisse vi fik! (Og vi havde fået en herlig portion muslinger til forret!) Først kom tjeneren og viste os de fisk og skaldyr, suppen var kogt på, før han parterede fiskene og kom dem i suppen. Der skal være 6 forskellige slags fisk/skaldyr, og det var der sikkert også. Det smagte rigtig godt, men hvor det mættede; de kunne godt have undværet kartoflerne i suppen. Vi har lidt problemer med vores lader. Den driller, og vi er i kontakt med leverandøren for at finde en løsning på problemet. Ellers er alt vel ombord.
En hilsen fra en meget mæt besætning.
skrevet af Martin Leo Hansen
Martigues - Marseille onsdag d. 1. september 2010.
skrevet d. 01-09-2010
Vi stod op til en rigtig flot morgen med sol fra en skyfri himmel og forlod Martigues lidt i ni. Var inde i Port Maritima for at betale, hvad vi skyldte for opholdet i Martigues, der administreres af Port Maritima, inden vi satte kurs mod Marseille. Det blev en tur på ca. 23 sm. på spejlblankt vand. Det er mærkeligt, at vi ikke kan få en mellemting, hvad vind angår; men sådan er det åbenbart i Middelhavet. Vi gik ind i Vieux Port (den gamle havn) og fik en fin plads hos SNM. Det var en rigtig flot indsejling mellem de gamle fæstninger - man kunne næsten fornemme historiens vingesus. Vi var så tidligt i Marseille, at vi nåede at se lidt af byen. Det er Frankrigs anden største by med ca. 1 mil. indbyggere og en rigtig nydelig by. Vi fik besøgt Vieille Charité, der skulle være byens fineste bygning; den var også flot og rummede nogle meget spændende museer (Musée d’Archéologie Méditerranéenne og Musée d’Arts Africains, Océaniens, Amérindiens). Det blev også til et besøg i Cathédrale de la Major, og som der stod i guiden: Mere stort end smagfuldt. Alt vel ombord, vi bliver i Marseille et par dage.
En sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Martigues tirsdag d. 31. august 2010.
skrevet d. 31-08-2010
Vinden lagde sig i løbet af dagen, som metrologerne havde lovet, og det endte med at blive en rigtig flot eftermiddag/aften. Vi har fået købt proviant, vasket båd, fyldt vandtanken og foretaget lidt vedligeholdelse; der er altid et eller andet, der trænger til at blive ordnet på en båd. Vi er nu klar til at begynde efterårsturen, der er planlagt til at gå langs kysten i Provence, Côte d’Azur, Genovabugten og ned til Rom. I morgen har vi Marseille som mål. Alt vel ombord.
En hilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Martigues mandag d. 30. august 2010.
skrevet d. 30-08-2010
Skipper havde set nogle billeder fra en fin lille by, som han mente hed Istres. Der lå en by ved samme navn lidt nord for Martigues, så vi besluttede at lave en lille udflugt. Hvis de billeder, jeg havde set var fra den by, ved jeg ikke, hvor de har taget dem fra, for jeg genkendte intet. Nå, det var en hyggelig by med en gammel bydel, så det var udmærket; men ikke lige det, skipper havde ventet. Vi tog nu hurtigt hjem, for Mistralen var vendt tilbage med fuld styrke, så det var svært at færdes i gaderne. Vi målte 19-20 m/sek. i pustene, hvor vi lå, og det var godt i læ. Vi glædede os over, at vi havde fået ændret søsætningen. Vi havde oprindeligt bestilt tid til i dag, det havde ikke været så morsomt; der er intet læ for Mistralen i Port Maritima. Mistralen skulle aftage i løbet af i morgen, så vi har planer om at sejle til Marseille på onsdag. Alt vel ombord - dog er skipper rendt ind i en gang forkølelse.
En meget, meget blæsende hilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Martigues søndag d. 29. august 2010.
skrevet d. 29-08-2010
De havde lovet lidt roligere vind i dag, og det kom til at holde stik; men Mistralen skulle vende tilbage i morgen med fuld styrke. Torsdag og søndag er der marked på Lîle, øen ude midt i kanalen. Det var nu ikke noget særligt, og de grøntsager og frugt, de havde, var af tvivlsom kvalitet. På vejen tilbage besøgte vi et lille museum: Musée Ziem, der er indrettet i maleren Felix Ziems hjem. Det viste sig at være et rigtig spændende museum med en del billeder af maleren selv; men også billeder, han havde fået af malervenner samt en udstilling af en kinesisk maler. Der er ”Finale du Championnat de France de joutes provencales” i Martigues i dag. Joutes er lansekamp fra både, der passerer hinanden. Vi så de lokale mesterskaber i juni, men denne gang var det noget mere seriøst. Der var et dommerpanel på 12 mand plus kamerafolk, der dømte kampene. Dommerne havde store skærme, hvor de kunne se ”sammenstødet” og afgøre, om det gik reglementeret til - der var stil over det. De startede kl. 9 om morgenen, og mesteren var først fundet ved 9-10 tiden om aftenen. Vi kunne overvære det fra fordækket. Der sker noget i Martigues.
En søndagshilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Martigues lørdag d. 28. august 2010.
skrevet d. 28-08-2010
Mistralen kom som lovet ved 3 tiden i nat; men lagde sig hurtigt for atter at vende tilbage her til morgen. Det er en forholdsvis kølig og tør NV-lig vind, der kommer fejende ned gennem Rhone dalen. Den kølige vind bevirkede, at i stedet for 30-32 grader har vi 25-27 grader; det passer os fint. Vi havde fået en plads i det NV-lige hjørne af marinaen i Martigues og var godt forberedt. Vi var faldet lidt for Martigues, da vi var her i juni og glædede os til at gense, byen - og vi er ikke blevet skuffede. Lige i nærheden har kommunen (eller hvad det nu hedder på disse kanter) indrettet ”Galerie de l’Historie de Martigues”, hvor de beskriver Martigues’ historie gennem tiderne, en imponerende udstilling. Der sker rigtig mange ting i byen og noget for en hver smag. Der var f.eks. Festival Audiophonix, der strakte sig over 4 aftener med musik 4 forskellige steder. Her til aften var det oppe på et lille torv i hjørnet af havnen. Det var et slags diskotek med lys, røg og teknomusik. Man behøvede ikke engang at trække vejret, det klarede bashøjtalerne for en. Det var ikke lige os; men så gik vi op på Place de la Libération à Lîle, hvor der var servering og tangomusik, og asfalten var fyldt med dansende par.
En blæsende hilsen fra Martigues.
skrevet af Martin Leo Hansen
Port Maritima - Martigues fredag d. 27. august 2010.
skrevet d. 27-08-2010
Det har luftet pænt det meste af natten og her til morgen, så vi droppede at sætte sejl, inden vi skulle i vandet og fik i stedet købt lidt mere proviant - det bliver aldrig lettere end her. Da vi kom tilbage fra supermarkedet, havde vinden lagt sig. Det var et lidt mærkeligt vejr med varierende skydække, meget lummert; det var tydeligt, at der var omslag i vejret. Vi skyndte os at sætte sejl og nåede det, inden det atter begyndte at lufte, så nu var vi HELT klar til at komme i vandet. Men så var det også godt med et brusebad! Vi havde aftalt kl. 14; men de var åbenbart foran deres tidsplan, så allerede lidt i 12 kom de og spurgte, om vi havde lyst til at blive søsat. Det var de godt nok gode og hurtige til; men de laver heller ikke andet, så vi var fortøjet i Martigues inden frokost. Vi havde fået tildelt en rigtig fin plads med stævnen mod en kommende Mistral og i et hjørne af havnen, hvor vi ligger meget i læ, så vi er klar til lidt hård vind. Der er kun få pladser ude ved ”tør-havnen”, som ikke er beregnet til at overnatte ved, og vi var vist rigtig heldige at få en god plads i marinaen. Det blev en rigtig fin aften her i Martigues, stille og lunt, lidt svært at løsrive sig og gå til køjs; men vi har haft travlt de sidste par dage, og varmen trætter, så det kom helt af sig selv.
En hilsen fra en flydende Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Port Maritima torsdag d. 26. august 2010.
skrevet d. 26-08-2010
Vi stod op til en pragtfuld morgen i Port Maritima, vindstille og sol fra en skyfri himmel. Vi havde bestilt søsætning til mandag kl. 10; men der er udsendt gale-warning (kulingsvarsel) for området fra natten mellem fredag og lørdag, Beaufort 8 (17,2 – 20,7 m/sek.) lokalt Beaufort 9 (20,8 – 24,4 m/sek.). Det er det, de lokalt kalder en Mistral, og den varer mange gange 3-4 dage, så vi ville godt i vandet, inden den kom. Det var intet problem: Et besøg på kontoret, og vi havde fået en ny tid til i morgen fredag kl. 14, og samtidig fik vi en plads i Martigues, til vinden havde lagt sig. Så var der nogle, der fik travlt. Båden var noget snavset, dækket var oversået med sorte stykker, der sværtede meget; noget, der kunne ligne nedfald fra en nærliggende skovbrand, eller slibning af bunden på en båd. Nå, vand og sæbe fik hurtigt has på det. Båden blev rigget til (undtagen sejl, det var begyndt at lufte temmelig meget, så vi kunne ikke sætte sejl) og skipperinden fik ryddet op nede om læ. Vi havde en del med herned, der skulle gemmes væk, og vi fik købt det mest nødvendige proviant i et nærliggende supermarked (ca. 100 m fra havnen), så vi var så godt som klar til søsætning, inden dagen var omme.
En hilsen fra en travl besætning på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Danmark - Port Maritima onsdag d. 25. august 2010.
skrevet d. 25-08-2010
Så er vi tilbage på båden, og alt er vel ombord. Vi har haft en rigtig fin tur herned med Ryanair direkte fra Billund til Marseille og videre med bus til Port Maritima. Det var lidt af en overgang at komme fra det efterårsagtige vejr i Danmark – 14-16 grader, regnbyger og kuling – ned til højsommer i Sydfrankrig – sol fra en skyfri himmel og godt 30 grader. Det var næsten for meget af det gode. Vi var i Martigues så tidligt, at vi kunne nå at få købt ind til aftensmaden, som blev indtaget oppe i cockpittet til den flotteste solnedgang, man kunne forstille sig. Det var en rejsetræt besætning, der tørnede tidligt ind.
En hilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Port Maritima - Danmark onsdag d. 30. juni 2010.
skrevet d. 30-06-2010
Vi er atter hjemme efter en fin tur fra Marseille til Billund, hvor alt gik efter planen. Det var lidt af en omvæltning at komme fra 30 grader og sol fra en skyfri himmel til 14 grader og regn, som det var i Billund, da vi landede. Alt stod godt til derhjemme, og vi er i gang med at få køleskabet fyldt op og få gang i huset i al almindelighed. Vi holder en pause, hvad angår opdateringen af hjemmesiden indtil ca. 1. september, hvor vi genoptager vores tur i det sydfranske. Helt pause på hjemmesiden bliver der ikke, da der er oprettet et nyt punkt på menuen: Havneinformationer. Vi vil lægge yderlige informationer ind i løbet af sommeren. Se nærmere beskrivelse under punktet: Sidste nyt. Vi vil benytte lejligheden til at ønske alle en rigtig god sommer.
En hilsen fra skipperinden og skipper på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Port Maritima tirsdag d. 29. juni 2010.
skrevet d. 29-06-2010
Da optagningen og rengøringen af bunden gik meget hurtigere, end vi havde forventet, havde vi en ekstra dag. En meget varm dag, hvor temperaturen nåede over de 30 grader (34 grader i kahytten). Det blev ikke til de store aktiviteter i den hede; men vi fik båden gjort helt klar til at blive efterladt i 2 måneder her i Port Maritima, og den kan søsættes, så snart, vi kommer tilbage omkring 1. september. Taxaen er bestilt til kl. 07:30, så hvis alt går efter planen, er vi i Danmark i morgen eftermiddag. Der er lagt nyt rejsebrev ind under punktet: Rejsebreve. Alt vel ombord, trods varmen. Der er 29 grader i kahytten kl. 23:00, så det bliver endnu en meget varm nat.
Endnu en meget varm hilsen, den næstsidste i denne omgang.
skrevet af Martin Leo Hansen
Martigues - Port Maritima mandag d. 28. juni 2010.
skrevet d. 28-06-2010
Vi havde fået tildelt en tid kl. 16, hvor vi kunne komme på land. Vi vidste ikke, hvordan der var ude i Port Maritima, (som kontrollerer både Port a Sec, dvs. ”Havn på det Tørre og marinaen i byen Martigues), og hvor meget administrativt der skulle til, inden vi kunne komme på land. Så da vi havde fået taget sejlene af - det plejer vi at gøre, når vi efterlader båden i længere tid - sejlede vi ud til Port Maritima, der ligger knap 1 sm. fra Martigues. Der er ingen havn ved Port Maritima, kun en anlægsbro for både, der venter på at komme op eller er blevet søsat. Vi var der i god tid, og da det administrative hurtigt var overstået, og de havde et ledigt øjeblik, kom vi på land meget tidligere, end de havde lovet. Det gik meget nemt, og vi fik en fin plads. Båden så rigtig flot ud i bunden, ingen begroning overhovedet, og efter en let vask kunne man ikke se, at vi havde sejlet i 3½ måned - den så helt nymalet ud. Det er et rigtig fint og billigt sted; godt, vi valgte det frem for Port Napoleon. Det har været meget varmt i dag, så man skal holde sig i skygge og helst, hvor der er lidt luft, ellers smelter man.
En varm, meget varm sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Martigues søndag d. 27. juni 2010.
skrevet d. 27-06-2010
Festlighederne i Martigues fortsatte i dag, men i et noget mere begrænset omfang. Der er fortsat marked med lokale produkter, men det store trækplaster i dag var lansekampen. Der var mesterskab mellem de forskellige byer i Provence. De begyndte kl. 9:00 og fortsatte uafbrudt til kl. 19:30, en lang dag for speakeren. Lansekamp går ud på, at to både passerer hinanden meget tæt, og ude bag på bådene er der lavet en platform, som den kæmpende står på. De er klædt på med skjold og håndbeskytter, og i hånden har de en ”lanse”, som de bruger til at skubbe modstanderen i vandet med. Mange gange falder begge i vandet; men det er den, der rammer vandet sidst, der har vundet. Der var rejst en tribune inde på kajen, hvor tilhængerne kunne sidde i skygge og tiljuble deres favoritter. Det var et festligt syn, og der var højt humør - ølteltet manglede heller ikke. Vi er mere end klar til at komme på land i morgen.
En hilsen fra Martigues, en hyggelig by i Sydfrankrig.
skrevet af Martin Leo Hansen
Port Napoleon - Martigues lørdag d. 26. juni 2010.
skrevet d. 26-06-2010
Det er ikke mange danske både, vi har mødt; men i Port Napoleon lå s/y Nimrod fra Korsør med Jane og Erik. Vi nåede lige at få sludret lidt med dem, inden vi sejlede videre til Martigues. De forlod Danmark samtidig med os og har tilbragt tiden på de franske kanaler. De har dog været lidt ude i Middelhavet langs kysten i Provence og det skulle vi lige høre lidt om. Turen fra Port Napoleon til Martigues er på ca. 10 sm. så vi nåede derover inden frokost. Vi forstår ikke, at Martigues ikke er nævnt med et ord i de danske rejsebøger, for det er en flot lille by. Den kaldes for Provence’s Venedig, og ikke uden grund. Der er rigtig mange kanaler i Martigues, og husene ligger lige ud til kanalerne. Vi var lidt heldige at ramme ind i deres havnefest. Den fejrer de med al slags gøgl som i Danmark, men eksempelvis også med, at deres helgenfigur var ude at sejle på kanalen for at velsigne havet. Den blev modtaget på kajen af tre præster, der var en lille andagt og fælles Fadervor, og der blev kastet en krans i vandet til minde om de søfolk, der er døde på havet. Byens drengekor sang, og Nationalsangen var fællessang. De lokale roere dannede espalier og bar/kørte helgenfiguren tilbage til dens plads i kirken - meget højtideligt. Der var diverse konkurrencer med modelbåde, modelfly og modelbiler; det fortsætter i morgen. Skipperinden er begyndt at klage over varmen og glæder sig til at komme hjem til de danske himmelstrøg. Det kniber med at komme under 20 grader om natten, om dagen ligger vi omkring de 30 grader, og det er helt stille. Alt vel ombord.
En meget varm sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Port Napoleon fredag d. 25. juni 2010.
skrevet d. 25-06-2010
Port Napoleon er en rigtig fin havn; men ikke en havn, man besøger for at opleve noget eller se baglandet. Det er et sted, man kommer, når båden skal opbevares i længere tid - det være sig på land eller i vandet. Havnen ligger langt væk fra alting, der er intet omkring havnen. Skal man handle, er det en tur til Port Saint Louis. Vi har været en tur derinde i dag – gående, det tager ca. en halv time hver vej. Port Saint Louis er stedet, hvor man forlader Rhône floden for at sejle ud i Middelhavet. Der er en sluse og et supermarked, og det er stort set det hele. Vi skulle bruge et supermarked, så det var fint nok. Vi har planer om at sejle til Martigues i morgen.
En hilsen fra Rhône-deltaet.
skrevet af Martin Leo Hansen
Saintes-Maries de la Mer - Port Napoleon torsdag d. 24. juni 2010.
skrevet d. 24-06-2010
Vi er nu nået til Port Napoleon, der ligger ude midt i Rhône deltaet. Vi havde en fin tur på næsten spejlblankt vand ca. 30 sm, så vi fik brugt lidt af den billige, spanske dieselolie. Vejret, sol fra en skyfri himmel og varmt. Vi er kun sejlet til Port Napoleon for at se den havn alle, der sejler gennem floderne, taler om; det er her, man får sat mast på o.s.v. Det er en fin havn med et kæmpeareal, hvor der er plads til mange hundrede både på land; men det ligger godt nok langt fra alting. Vi har planer om at se lidt på omgivelserne i morgen. Det, at det blæser meget i Leonbugten, er ikke helt ved siden af, men det har også sine fordele. Det er længe siden, at vi har sejlet så meget for sejl, som vi har gjort den sidste tid. Man skal bare blive i havn, når de melder hård vind – Mistral / Marin. Lige for tiden er vi inde i en stille periode, uden megen vind.
En sejlerhilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Saintes-Maries de la Mer onsdag d. 23. juni 2010.
skrevet d. 23-06-2010
Saintes-Maries de la Mer er et pragtfuldt lille sted. Jeg vil nærmest sammenligne det med Faaborg, men alligevel ikke, for folk ligger her kun lige for at sove. Havnen var fyldt op i morges, til middag var vi næsten de eneste ved gæstebroen, og her til aften er havnen fyldt igen. Vi har nydt det flotte vejr og været en tur rundt i Camargue-området med et lille turisttog. En fin lille tur, hvor vi så flamingoer, de grå camargueheste, tyrene, de bruger til deres specielle form for tyrefægtning, (hvor tyren er helten og ikke lider overlast!) og deres specielle huse tækket med den lokalt dyrkede strå, der vender ryggen til Mistralen. Vi er klar til at sejle videre i morgen, hvor turen er planlagt til at gå uden om Rhône-deltaet til Port Napoleon, som alle, der har været gennem floderne, taler om. Den må vi se. Alt vel ombord.
En meget varm hilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
La Grande Motte - Saintes-Maries de la Mer tirsdag d. 22. juni 2010.
skrevet d. 22-06-2010
Det blev sejlvejr, selv om Mistralen ikke helt har sluppet os. Vi skulle syd og sydøst på, og da den kommer fra nordvest, ville vi få en agten for tværs; så selv om der var pæn vind, begav vi os af sted. Det blev en rigtig fin og hurtig tur, hvor der ikke blev brugt mange dråber dieselolie. Vi havde sat Saintes-Maries de la Mer som dagens mål, en tur på ca. 19 sm og godt 3 timer. Det er en rigtig hyggelig feriehavn, vi er kommet til med en fin lille by - den ligger ude midt i Camargue naturpark, som vi må se lidt nærmere på i morgen. Sol fra en skyfri himmel, varmt og frisk vind, kan man ønske sig mere? Der er fin wi-fi forbindelse her i havnen så vi har fået lagt billeder ind til sidste rejsebrev. Alle ønskes en god Sct. Hans-aften i morgen; det er vist ikke noget, der fejres her.
Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
La Grande Motte mandag d. 21. juni 2010.
skrevet d. 21-06-2010
Mistralen har endnu ikke lagt sig; der er stadig kulingvarsel for farvandene omkring os. Selv om der er forholdsvis roligt inde i La Grande Motte, kan vi godt se skummet på bølgerne ude i bugten, så vi valgte at blive endnu en dag. Selv om det blæser lidt, er det skønt vejr med sol fra en letskyet himmel og varmt. Vi fik købt lidt ind - der er en forholdsvis stor skibshandel her på havnen, og man mangler næsten altid et eller andet. Der er musikfestival i byen i dag med musik flere steder; klassisk i en kirke, gospel i en anden, jazz på honnørkajen og flere andre begivenheder. Vi valgte jazz, det var nu ikke den store oplevelse. Det var et lokalt bigband med sangerinde – med et meget beskedent repertoire. Ifølge vejrmeldingen skulle det blive sejlvejr i morgen, så da planlægger vi at sejle videre. Alt vel ombord.
En hilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
La Grande Motte søndag d. 20. juni 2010.
skrevet d. 20-06-2010
Vi har holdt søndag i dag og slappet af - d.v.s. skipperinden kunne ikke dy sig, hun ville lige være færdig med at polere overbygningen. Den hårde NV-lige vind, som de havde varslet, kom. Vi ligger et meget roligt sted, hvad vinden angår; de har meldt 8-9 Beaufort for Lion bugten og op til 10 Beaufort (25-29 m/sek.) i den vestlige del af bugten. Vi nøjes med 7-8 Beaufort i La Grande Motte og med sol fra en letskyet himmel og 25 grader, var det ikke så værst. Der var en fin travetur ud langs kysten mod øst, hvor der var læ. Punktet ”Sidste nyt” er opdateret. Alt vel ombord.
En meget blæsende hilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
La Grande Motte lørdag d. 19. juni 2010.
skrevet d. 19-06-2010
Da vi var her for 25 år siden, var alt næsten nyt. Vi var lidt spændte på at se det efter så mange år, men de har holdt det pænt ved lige, og her er nydeligt. La Grande Motte er et dejligt sted - her er liv på broerne, og kajen er fyldt med mennesker. Vi har i dag fået foretaget lidt løbende vedligeholdelse, det man normalt gør i løbet af vinteren eller ved søsætningen, så som reparation af enkelte gummifuger, polering af overbygningen, smurt vantskruer og strammet riggen op m.m. Det ser ud til, at den hårde NV-lige vind (Mistralen, som de kalder den på disse kanter) kommer, som de har forudsagt i løbet af i morgen og de kommende dage, så vi bliver i La Grande Motte, indtil den har lagt sig. Alle ønskes en god weekend; det ser ud til at det gode vejr er på vej til Danmark. Alt vel om bord.
En hilsen fra La Grande Motte.
skrevet af Martin Leo Hansen
La Grande Motte fredag d. 18. juni 2010.
skrevet d. 18-06-2010
Sommeren er for alvor kommet tilbage, så de, der er på vej herned, kan godt glæde sig. Det dyk, vi havde i temperaturen den anden dag, hang nok sammen med et uvejr, der var ude langs Frankrigs Atlanterhavskyst, og som også var årsag til de 400 mm regn, der faldt i Draguignan, hvor 25 mennesker omkom. Vi har været en tur i Montpellier, en rigtig flot by. Vi startede på Place de la Comédie, stedet, hvor det sker. Her var masser af mennesker; man havde f.eks. lavet en sandstrand inde på pladsen, hvor der blev afholdt mesterskaber i strand-volleybold. Pladsen forbinder den gamle bydel med den nye bydel – Antigone. Vi må indrømme, at vi ikke besøgte museer i dag; det var det simpelthen for godt vejr til. Men vi så en masse andet, alene traveturen gennem byen med alle de flotte palæer er en oplevelse. Vi var en tur ude ved L’Arc de Triomphe (triumfbuen), Le Château d’Eau og så L’Aqueduc des Arceaux, den store akvædukt, der engang forsynede Montpellier med vand. Det blev også til et besøg i katedralen Saint-Pierre, der er bygget sammen med universitetet, inden vi gik gennem Antigone, den nye specielle, nyere bydel, tilbage til busholdepladsen. Der er gale-warning for Lion bugten i de kommende dage; det bliver spændende at se, hvor meget vi kommer til at mærke det. Alt vel ombord.
En sommerhilsen fra La Grande Motte.
skrevet af Martin Leo Hansen
Cap d'Agde - La Grande Motte torsdag d. 17. juni 2010.
skrevet d. 17-06-2010
Vi ville godt ind og gense La Grande Motte. Vi har boet i La Grande Motte i en kortere periode for 25 år siden, da skipper var i Montpellier for at hjælpe IBM med at teste 308X systemer. Hele familien boede i La Grande Motte, og vi ville se, om vi kunne genkende noget. De havde lovet 2-4 Beaufort (4-7 m/sek.) fra varierende retning, en fin vind at sejle på. Der kom også 2-4 Beaufort, men ikke fra varierede retning. Den kom konstant fra NØ, lige den retning, vi skulle, og da sø/swell var meget forvirrende - de beskriver den som ”confused” i cruisingguiden - besluttede vi at sejle for motor de ca. 31 sm. der er fra Cap d’Agde til La Grande Motte. Vi kunne godt genkende en hel del; fandt det hus, vi mener, vi boede i og købte et par baguettes i den forretning, vi plejede at handle i for 25 år siden. Men der er også bygget meget nyt, siden vi var her. Vi er nu kun ca. 50 sm. fra Martigues, hvor vi skal på land om godt en uge, så nu kan vi tage det med ro det sidste stykke. Vi har da også planer om at blive her nogle dage. Vi skal bl.a. en tur til Montpellier. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra skipperinden og skipper.
skrevet af Martin Leo Hansen
Gruissan - Cap d'Agde onsdag d. 16. juni 2010.
skrevet d. 16-06-2010
Ifølge langtidsprognoserne skulle det blive blæsende i den kommende weekend, og da vi ikke ved hvor længe det vil vare, besluttede vi os for at sejle videre i dag og se at komme lidt tættere på, hvor vi skal på land. Vejret er igen vendt tilbage til det ’normale’ med temperatur på mellem 24 og 26 gr. og sol. Vi fik alle tiders sejltur fra Gruissan til Cap d’Agde, en tur på ca. 20 sm.. Den tog 4½ time, vinden var svag til jævn agten for tværs, så det gik ikke så stærkt. Og da vinden lagde sig midt på dagen, måtte vi have motoren til hjælp de sidste sømil. Cap d’Agde er en kæmpehavn (over 4000 både) bygget op omkring et feriecenter. Havnen er så stor, at der sejler havnetaxier og turbåde rundt i havnen. Hvis man er interesseret i forretninger, der sælger is, dametøj og souvenirs samt i barer og restauranter, er Cap d’Agde lige stedet. Der er et spændende opland; men det besluttede vi at droppe i denne omgang og har planer om at fortsætte til La Grande Motte i morgen, mens det er sejlvejr.
En sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Gruissan tirsdag d. 15. juni 2010.
skrevet d. 15-06-2010
Sikke et vejr, vi har haft i dag! Det har været koldt, blæsende med regnbyger, ikke lige det vi er vant til. Normalt ligger temperaturen på 24-26 gr., men i dag dykkede den til mellem 16 og 18 gr. Det føltes meget koldt, det var lige før, vi skulle have gang i oliefyret. Vi havde oprindeligt planer om at tage en tur til Carcassonne; men det droppede vi - der er ikke noget ved at gå rundt i en by i det vejr. Vi blev i stedet i Gruissan og fik ordnet forskelligt. Inge Lise var bl.a. på vaskeriet, og vi fik lavet aftale om opbevaring af båden i de 2 måneder, vi er hjemme i sommer. Vi havde fået priser fra Port Napoléon, Navy Service og Port Maritima i Martigues. Det tilbud, der tiltalte os mest, var det fra Port Maritima, og da det tilmed var det billigste, valgte vi det. Det ligger også nærmest lufthavnen i Marseille – Marignane airport, hvorfra vi skal flyve hjem onsdag d. 30. juni. Vi har aftalt, at vi skal på land mandag d. 28. juni kl. 16:00. Alt vel ombord.
En kold og blæsende hilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Gruissan mandag d. 14. juni 2010.
skrevet d. 14-06-2010
Det var flot vejr, da vi stod op, sol fra en letskyet himmel, lidt blæsende, men fint til en udflugt til Narbonne. Der går en bus fra Gruissan til Narbonne, så det kan ikke være meget lettere, og de har enhedspris på busbilletter: 1 € pr. tur, det er til at finde ud af. Vi fik rigtig set Narbonne, en fin by, der deles af Canal de la Robine. Det giver et vist miljø med kanaler og sluser inde midt i byen og alle bådene, der lå fortøjet langs bredden. Vi var rigtig kulturelle i dag, fik besøgt katedralen med museet ”Le Trésor de la cathédral”, var oppe i ”Le donjon Gilles Aycelin” tårnet på rådhuset, hvorfra der var en fin udsigt ud over byen og omegnen. Det blev til et besøg i ”L’Horreum romain”, et meget stort kornlager 5 meter under jorden, anlagt af romerne ca. 100 år B.C. Kunstmuseet ”Musée d’Art et d’Histoire”, der er indrettet i ærkebiskoppens flotte bolig, havde en meget stor samling af gamle malerier og porcelæn, især var der et par interessante udstillinger med arabiske malerier. Endelig besøgte vi kirken Nortre-Dame de Lamourguier, der siden 1889 har været stenmuseum. ”Musée lapidaire”, der har en samling af sten med inskriptioner og udhugninger fra den tid romerne herskede over området, en samling på over 2000 stk. Det var nu ikke kun for at se stenene, vi kom der. Der blev vist et lysshow inde i ruinerne af den gamle kirke, som vi var blevet anbefalet. Det var OK, men lidt langstrakt. Da vi skulle hjem, var det slut med det fine vejr. Det var begyndt at blæse og regne, så det blev en kold og våd tur fra bussen og ud til båden.
En regnvejrshilsen fra Sydfrankrig.
skrevet af Martin Leo Hansen
Gruissan søndag d. 13. juni 2010.
skrevet d. 13-06-2010
Der er ikke de store muligheder for at komme væk fra Gruissan, ud og se lidt på omegnen, når man kommer hertil en lørdag eftermiddag. Man skal til Narbonne for at leje en bil, og for at komme til Narbonne skal man med bus, som først kører fra mandag morgen. Der er et par afgange sidst på eftermiddagen søndag, men så kan man næsten ikke nå at komme tilbage. Man kan i hvert fald ikke nå ret meget inde i Narbonne. Vi fik i stedet ordnet forskellige dagligdags ting: Køb af gas, som kan være lidt svært at opdrive, vask af tøj - der er et par fine møntvaskerier her i byen - og så ellers nydt det fine vejr. Det har været lidt blæsende, men sol og varmt – 26 grader. Alt vel ombord.
En søndagshilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Canet-en-Roussillon - Gruissan lørdag d. 12. juni. 2010.
skrevet d. 12-06-2010
Vi stod igen op til en rigtig flot morgen, som vi også gjorde i går; men i dag havde de lovet roligt vejr, og det kom til at holde stik. Skipper gik atter i gang med vandslangen og fik sandet spulet væk. Det var et trist syn at se alle bådene i havnen grå og møgbeskidte. De lovede NØ-lig svag til jævn vind hele dagen, hvilket det også blev. Der var desværre kun ca. 2 m/sek. næsten lige imod, og da vi samtidig havde 1,5 knobs modstrøm, forsøgte vi ikke engang med sejl, men satte direkte kurs mod Gruissan. En tur, der normalt er på ca. 25 sm., men vi loggede ca. 32 sm. på grund af modstrømmen. Vi havde vekslende skydække og varmt – omkring 26 grader. Vi har planer om at tage en tur ind for at se Narbonne og evt. Carcassonne, men herom senere. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra skipperinden og skipper.
skrevet af Martin Leo Hansen
Canet-en-Roussillon fredag d. 11. juni 2010.
skrevet d. 11-06-2010
Da vi stod op i morges havde vinden lagt sig, og det var en rigtig flot morgen. De havde godt nok varslet hård SØ-lig vind som de foregående to dage; men de kunne jo tage fejl, så skipper gik i gang med vandslangen og børsten og fik det meste af sandet spulet af. Båden kom til at se helt normal ud igen; men der var knapt lukket for vandet, før vinden rejste sig og dermed sandfygningen, som de havde lovet – øv! Det var ikke engang vejr til at gå en tur, men vi da fik handlet lidt på det lille marked, hvor de forskellige boder nærmest var ved at blæse væk. Så vi krøb ind under cockpitteltet og tog endnu en dag med en god bog - heller ikke det værste, der kunne ske. De lover stille vejr i morgen, så lad os håbe, at de også får ret i morgen. Alt vel ombord.
Endnu en meget blæsende hilsen fra Golfe du Lèon.
skrevet af Martin Leo Hansen
Canet-en-Roussillon torsdag d. 10. juni 2010.
skrevet d. 10-06-2010
Det blev endnu en dag inde under cockpitteltet eller nede om læ i ly for sandfygningen. Det startede ellers fint med svag vind fra morgenstunden, så vi var begyndt at forberede os på, at den ville lægge sig, og vi kunne komme i gang med rengøring af båden. Men vi nåede knapt at tænke det, før det atter blæste 13-14 m/sek., og sandet fra stranden føg ind over havnen. Hvis vi havde lidt radisefrø, kunne vi avle radiser på dækket. Vi har fået foretaget lidt vedligeholdelse nede om læ, rengøring og ellers nydt en god bog. Godt, vi har god tid og kan nyde det trods vejret. Vinden skulle lægge sig i løbet af et par dage ifølge vejrmeldingerne.
En hilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Canet-en-Roussillon onsdag d. 9. juni 2010.
skrevet d. 09-06-2010
Aldrig har vi haft så beskidt en båd! I skulle klage over snavsede både i Kolding… Jeg tror, dette slår, hvad vi oplevede i Rabat i Marokko, og det var slemt. Vi kan ikke gå fra borde uden at blive møgbeskidte, og det kan ikke hjælpe at begynde at vaske eller gøre rent, for det blæser fortsat kraftigt. Vinden er fugtig, fyldt med salt fra havet og sand fra stranden, en fin blanding der sætter sig overalt. Der bliver lidt at gøre rent, når det engang bliver vejr til det. Vi holdt os inde under cockpitteltet det meste af dagen og fik læst lidt og lavet andre ”indendørs” aktiviteter. Bortset fra, at det blæser med 13-15 m/sek. er vejret godt, der er ca. 24 grader, så sidst på dagen travede vi en tur. Inde i byen, hvor der var nogenlunde læ, var der OK. Det bliver spændende at se, hvornår det bliver sejlvejr - de lover fortsat blæsende de næste par dage. Alt vel ombord.
En hilsen fra en møgbeskidt Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Canet-en-Roussillon tirsdag d. 8. juni 2010.
skrevet d. 08-06-2010
Så fik vi stiftet bekendtskab med den anden fremherskende vind i Léon bugten – marin, som de kalder sirocco’en på den franske sydkyst. I modsætning til tramontana’en, der er en NV-lig tør og kølig vind, så er marin en SØ-lig varm og fugtig vind. De har varslet den i flere dage og meldt dens ankomst midt på eftermiddagen, så vi havde planer om at sejle tidligt til Gruissan, en tur på ca. 24 sm. Men da vi stod op, lå der en tæt tåge over området, og vi havde ikke lyst til at sejle nogle steder. Tågen lettede først op ad formiddagen og da syntes vi, det var for sent at sejle. Da vi tog vejrmeldingen ved middagstid, havde de udskudt den hårde vind til sidst på eftermiddagen. Det har været meget lummert i dag, typisk før en marin, og svag vind. Men pludselig vendte vinden 180 grader og tiltog i styrke, og i løbet af ingen tid målte vi 15 m/sek. fra SØ. Vinden generede os ikke så meget, det er en meget beskyttet havn; men der rejste sig en regulær sandstorm, sandet fra stranden fløj ind over havnen. Vi har brugt dagen til almindelig vedligeholdelse, skipperinden har bl.a. gjort lugerne godt rene - det er nok spildt arbejde - og skipper har repareret gummifuger. Håber, de nåede at hærde i overfladen, ellers er det nok en ”ommer”. Ifølge vejrmeldingen skulle det blæse med op til Beaufort 8 = 20 m/sek. de næste dage, så vi bliver i havn. Alt vel ombord.
En meget blæsende hilsen fra Sydfrankrig.
skrevet af Martin Leo Hansen
Canet-en-Roussillon mandag d. 7. juni 2010.
skrevet d. 07-06-2010
Det har været et rigtig flot vejr i dag med over 25 grader og sol fra en skyfri himmel. Men det skulle desværre ikke holde; der er fronter på vej, som skulle give regn i løbet af ugen. Vi har i dag været på udflugt til Perpignan. Vi tog bussen, det er meget billigt i Frankrig. Vi betalte 2 € for en returbillet, og så kan man køre, så langt man vil med samme bus. Perpignan er en storby med alt, hvad dertil hører af industri og den slags; men den har også en flot gammel bymidte, som summer af liv. Vi fik en del tid til at gå med bare at gå rundt og nyde de flotte gamle bygninger. Der blev også tid til et besøg i katedralen og på Palais des Rois de Majorque, et gammelt kongepalads fra dengang området hørte under kongen af Mallorca. Alt vel ombord.
En solskinshilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Port-Vendres - Canet-en-Roussillon søndag d. 6. juni 2010.
skrevet d. 06-06-2010
Lèon bugten har et lidt dårligt ry blandt sejlere på grund af Tramontana-vinden. De fleste vælger at afvente en gunstig vind og sejle direkte fra Spanien til Port Napoleon eller der omkring. Det skal ikke afholde os fra at se lidt nærmere på, hvad bugten byder på, og vi har planer om at besøge forskellige steder inde i bugten. Første step tog vi i dag, da vi sejlede fra Port-Vendres til Canet-en-Roussillon i formiddags, en lille tur på ca. 12 sm. De har meldt omslag i vejret, og det kom allerede i formiddags. Da vi nærmede os Canet-en-Roussillon, blev det meget mørkt ud inde over land, og det buldrede i det fjerne. Vi nåede lige at få fortøjet, inden det begyndte at regne, og det har så trukket med byger resten af dagen. Dog med ophold ind imellem, så vi kunne trave en tur, og der blev tid til at skrive rejsebrev, som er lagt ind under punktet: Rejsebreve. Vi er havnet i et turistcentrum, hvor en del af restauranterne og forlystelserne endnu ikke er klar til sæsonen - et lidt trist syn. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Port-Vrendres lørdag d. 5. juni 2010.
skrevet d. 05-06-2010
Endnu en helt fantastisk dag, både vejr- og oplevelsesmæssigt. Solen skinnede fra en skyfri himmel fra vi stod op, og det var varmt, py-ha! Der var marked i Port-Vendres, og da grøntsagerne og kødet så rigtig tiltalende ud, gjorde vi vore indkøb på markedet i dag, og det var forbavsende billigt. Vi tog en lille udflugt til Collioure, der ligger lidt nord for Port-Vendres. Collioure er for de franske malere, hvad Skagen er for de danske. Der skulle være noget med lyset, og når først nogle slår sig ned, kommer de andre. Vi har aldrig været i en by med så mange gallerier, og der var knald på farverne på de fleste malerier, hvilke skulle være specielt for dette område. Vi besøgte den gamle Vauban fæstning, der senere er bygget om til Cháteau Royal. Også her var der den ene udstilling efter den anden med billeder af kunstnere, der havde tilknytning til byen. Byen er en perle med en skøn bugt og fine badestrande. Byens vartegn er det gamle arabiske klokketårn på Église Notre Dame des Anges, som går igen på mange af de billeder, vi så. Collioure var et besøg værd. Mens vi var på tur, var der kommet en svensk båd ind i havnen, s/y MerSea II fra Söderhamn med Monica og Thor, der var på vej til Spanien. Vi havde et par rigtig hyggelige timer ombord hos dem, hvor der blev udvekslet erfaringer.
En meget varm hilsen fra Sydfrankrig.
skrevet af Martin Leo Hansen
Roses - Port-Vendres (Frankrig) fredag d. 4. juni 2010.
skrevet d. 04-06-2010
Vi fik taget afsked med på Spanien og Costa Brava med en rigtig flot tur op langs kysten, forbi Cadaques og rundt Cap de Creus, Spaniens østligste punkt, (fastlandets, altså!). Vejret var rigtig flot med sol fra en skyfri himmel. Vi havde valgt Port-Vendres som den første havn i Frankrig, en tur på ca. 28 sm. Det viste sig at være en rigtig hyggelig lille havn, og vi blev varmt modtaget, i ordets bogstaveligste forstand. Det blev årets hidtil varmeste dag; vi havde op i nærheden af de 30 grader. Da vi gik til køjs ved midnat - det var svært at tage sig sammen til at komme ned om læ - var der stadig 26 grader i kahytten, med åbne luger. Vi har været en tur rundt i byen i dag, som sagt en hyggelig by. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Roses torsdag d. 3. juni 2010.
skrevet d. 03-06-2010
Vi havde ingen planer for i dag, andet end der skulle slappes af, og det blev der. Vi skulle lige fordøje alle indtrykkene fra de sidste mange dage, logbogen skulle opdateres, der skulle skrives breve, og så skulle det flotte vejr nydes. Solen har skinnet fra en skyfri himmel, og vi har haft en jævn vind det meste af dagen. Det har bevirket, at næsten alle gæstebådene har forladt havnen. Vi har planer om at sejle engang i morgen, og målet er Port-Vendres i Frankrig. Det bliver spændende at komme tilbage til Frankrig, som vi forlod i september 2007. Alt vel ombord.
En hilsen fra en meget afslappet besætning.
skrevet af Martin Leo Hansen
Roses onsdag d. 2. juni 2010.
skrevet d. 02-06-2010
I dag gik turen nordøst på. Vi kørte op gennem bjergene, hvorfra der var en fantastisk udsigt over Roses og hele området. Første stop blev den gamle by Cadaques, der ligger i en fin lille cala (bugt). Byen ligger klistret op ad klipperne og har en hyggelig gammel bydel. Fra Cadaques fortsatte vi til Port Lligat. De har noget, de kalder ”Dalí-trekanten”; det er de tre steder, hvor han har haft sit virke. Figueres og Púbol havde vi besøgt og ’manglede’ kun Port Lligat, hvor Salvador Dalí har boet det meste af sit liv - han døde i 1989. Hans hus, der ligger meget naturskønt, er nu indrettet til museum - efter skipperindens mening det mest spændende af de tre steder. Fra Port Lligat fortsatte vi langs kysten ud til Cap de Creus, det østligste punkt i Spanien. Området er udlagt som naturpark, og vi havde en fin travetur rundt i det meget smukke landskab, hvor vi rigtigt kunne mærke den stærke blæst. Hjemturen gik via Port de la Selva og med et besøg i det gamle benediktinerkloster Sant Pere de Rodes, der ligger med en helt enestående udsigt. Vi fik købt stort ind på vejen tilbage til båden, nu vi havde bil til rådighed. Vi har ingen planer for i morgen, der skal vist bare slappes af.
En hilsen fra den oplevelsesmætte besætning.
skrevet af Martin Leo Hansen
Roses tirsdag d. 1. juni 2010.
skrevet d. 01-06-2010
I dag var vi en tur i Figueres og bagefter syd på, for at besøge Púbol og Pals. Vi startede i Figueres, hvor vi aflagde Teatre Museum Dalí et besøg. Et gammelt, ødelagt teater, som Salvador Dalí har genopbygget og indrettet som museum, og hvilket museum! Han var lidt af en multikunstner, et geni, og havde nogle skøre ideer, som kommer til udtryk i det, han har lavet. Han har været en meget produktiv person. Det blev også til et besøg i det lille smykkemuseum: Dalí Joies, hvor man kunne se mange smykker/genstande, som han havde lavet tegninger til. Fra Figueres kørte vi syd på til Púbol, hvor vi besøgte Castell Gala Dalí, et hus/slot som Dalí forærede sin hustru, Gala. Et sted, hun kunne trække sig tilbage til, og hvor han kun kom efter at være blevet inviteret. Huset er nu indrettet som museum, og der er en krypt, hvor Gala og Salvador Dalí ligger begravet. Turen tilbage til Roses gik via den hyggelige middelalderlandsby Pals. Det er nok den flotteste af de gamle spanske landsbyer, vi har set. Den var så gennemført og restaureret rigtig flot. Hjemturen gik igennem de meget store marskområder syd for Roses, hvor der dyrkes ris. Tramontana’en, som vi stiftede bekendtskab med i går, lagde sig helt i løbet af natten, og vi har haft en fin og rolig dag. Ud på aftenen vendte den tilbage, dog ikke så kraftigt; men nok til, at det rusker godt i båden. Alt vel ombord.
En hilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Roses mandag d. 31. maj 2010.
skrevet d. 31-05-2010
Vi har lejet bil for de næste tre dage og startede med at køre ind i landet. Vi kørte neden for Pyrenæerne og nød de snedækkede tinder. Første stop var Ripoll, hvor vi besøgte Monestir de Santa Maria, grundlagt 879. Byen kaldes Cataloniens vugge. Derfra gik turen til Olot, hvor vi var på vulkaner! Der findes ca. 40 vulkaner omkring Olot, og vi besteg to af dem. Volcà de Santa Margarida med et lille kapel nede i bunden af krateret, og Volcà de Montsacopa, hvor de har bygget en kirke oppe på kanten af krateret – det ligger inde i selve byen. Vi var omkring Castellfollit de la Roca, der er en af de smalleste byer i Catalonien. Byen er bygget oppe på en bjergkam og består kun af to rækker huse med en vej imellem. De udsendte Gale Warning for Lèon bugten i går: NV Force 8. Men sidst, de udsendte Gale Warning, mærkede vi ikke noget til det, og da vi tog fra havnen i morges, var det vindstille. Men jeg skal love for, at vi denne gang fik stiftet bekendtskab med tramontana’en, en tør NV-lig vind, der hersker i dette område. Da vi kom tilbage til båden, blæste skummet af bølgerne ind over molen, og vi målte 21-22 m/sek. i pustene. Så der var gang i den – godt, vi ligger fortøjet i en sikker havn. Alt vel ombord.
En blæsende hilsen fra Costa Brava.
skrevet af Martin Leo Hansen
Roses søndag d. 30. maj 2010.
skrevet d. 30-05-2010
Vi havde planer om at tage et turisttog rundt i området; men de var ikke sikre på, at det kørte. Der var ikke tilslutning nok på grund af Giganternes Fest, så vi droppede det og gik til fest i stedet. Det viste sig, at det vi havde set i går, kun var optakten - det store optog var i dag. Der var 3-4 gange så mange kæmpefigurer til optoget i dag, og det VAR kæmper. Figurerne var 5-6 m høje, og dem dansede de rundt med på skuldrene, mens de gik gennem gaderne i Roses, et festligt syn. Der var grupper fra det meste af Catalonien, og de havde det festligt; men sikken en larm! Det var ikke kun trommerne, fløjterne og sækkepiberne, der larmede i dag. En gruppe var klædt ud som pirater og skød kanonslag af oppe fra fæstningsanlægget. En festlig formiddag. Om eftermiddagen stor der nogle inde på kajen og råbte hej! Det var Birthe og Vagn Houmann fra Sæby, der var på campingtur. De er tidligere Najad 360 sejlere, og da de så det danske flag, ville de lige høre, hvor vi kom fra o.s.v. Det blev til en hyggelig snak. Alt vel ombord.
En hilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Roses lørdag d. 29. maj 2010.
skrevet d. 29-05-2010
Der var fest i Roses i denne weekend. Ifølge plakaterne var det Giganternes Fest; men vi kunne ikke se, hvornår og hvor det foregik, så vi gik en tur på turistkontoret og fik udleveret et program. På catalansk - og det er HELT anderledes end spansk, så det hjalp os ikke meget. Vi kunne dog se, at det ville starte ved 16-tiden på Placa Catalunya. Da vi nu var ude i den bydel, hvor La Ciutadella ligger, gik vi ind for at se, hvad det var for noget. Det er et kæmpe fæstningsanlæg, hvor man har fundet ruiner fra grækerne og romerne, da de herskede over området. Inde midt på pladsen er der ruiner af en kirke og kloster samt en landsby fra det 11. århundrede. De havde for øvrigt pyntet op til bryllup inde i ruinerne af kirken - og det var kun en ruin. Der er indrettet et rigtig flot museum i forbindelse med fæstningen. Giganternes Fest startede med fest for børnene og efterfølgende optog med kæmperne (gegants) og kæmpehoveder (capgrosses). Det var ret festligt og larmende; til hver gruppe hørte musikanter, bl.a. med trommer, der forsøgte at overgå hinanden. Om aftenen var der musik på Placa Catalunya med lokal sanger og rock-band. Vejret var pragtfuldt, stille og spejlblankt vand, lyset fra hotellerne rundt i bugten spejlede sig i vandet og ca. 22 grader kl. 23 om aftenen. Vi klager ikke.
En sommerhilsen fra Costa Brava.
skrevet af Martin Leo Hansen
Palamós - Roses fredag d. 28. maj 2010.
skrevet d. 28-05-2010
Vi var klar til afgang kl. 6:48 fra Palamós, vi ville godt til Roses, inden det begyndte at blæse. Det var først, da vi kom fri at de høje moler, vi kom i tanker om, hvad Janne og Niels havde sagt: ”Pas på ”fiskerræset” kl. 6:55 i Palamós”. Lige uden for havnen lå ca. 30 fiskerbåde helt stille på en linje, og præcis kl. 06:55 startede de alle med fuld gas og ræsede ud mod fiskepladserne. Det så helt vildt ud - hvad mon årsagen er? Er det en tradition, eller er det forbudt at starte før? Sjovt så det i hvert fald ud. Nå, hækbølgerne lagde sig, og vi sejlede i fred og ro nord på mod Roses. Det blev en tur for motor i lidt blandet vejr; vi fik et par regnbyger på turen, men ikke megen vind. Turen var på ca. 28 sm og tog knap 5 timer. Efter en god frokost og en ”morfar”, var det klaret op, og vi var rundt for at se på omgivelserne. Det var noget helt andet end i Palamós; her bliver vi i nogle dage. Der er fest i weekenden med optog, Fiesta de Gegantes, og vi har lejet bil de 3 første dage i næste uge, så vi kan opleve Costa Brava fra landsiden.
En hilsen fra Costa Brava.
skrevet af Martin Leo Hansen
Blanes - Palamós torsdag d. 27. maj 2010.
skrevet d. 27-05-2010
Vi var klar til at fortsætte turen nord på. Vort næste mål var Palamós, en tur på ca. 20 sm. Vejret var flot, da vi startede fra Blanes, helt stille og sol fra en letskyet himmel. Det er første gang i lang tid, vi har haft skyer. Costa Brava, der betyder ”Den vilde Kyst”, levede fuldt op til sit navn. Høje fjelde går helt ud til kysten og falder stejlt ned mod vandet, en rigtig flot kyst. Da vi nåede forbi Tossa de Mar, begyndte der at komme vind fra NØ, lige den retning vi skulle. Inden vi nåede Palamós, havde vi frisk vind med skum på toppen af bølgerne, men ingen problem - der stod en havneassistent klar til at tage imod. Turen tog 3½ time. Der er to havne i Palamós, vi valgte at gå ind i Port Esportiu Marina Palamós, der ligger nord for byen. Vi havde læst, at det skulle være den bedste og billigste. Så var det godt, vi ikke gik ind i den anden - det blev vor dyreste havn indtil nu (52 €). Havnen er flot med alle faciliteter, men omgivelserne er ikke noget at skrive om. Vi havde planer om at blive et par dage; men da der kom Gale Warning NV Force 7 for Lèon bugten her til eftermiddag, begyndende i morgen sidst på dagen, besluttede vi at sejle videre i morgen tidlig. Lèon bugten ligger lige nord for os og er berygtet for den NV Tramontana vind. Vi skulle nødigt blæse inde i flere dage til den pris. Vi nåede lige at vende byen, som vi heller ikke rigtigt faldt for. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Blanes onsdag d. 26. maj 2010.
skrevet d. 26-05-2010
Blanes er et dejligt sted. Havnen ligger neden for nogle meget høje klipper, som vi nyder fra cockpittet. Halvvejs oppe, med en fantastisk udsigt ud over Middelhavet og den nærliggende klippekyst, ligger Marimurtra, en botanisk have med flere tusinde forskellige planter fra Middelhavet samt Afrika og Amerika. Vi har efterhånden set nogle botaniske haver, og denne var ikke en af de flotteste. Der manglede en del vedligeholdelse, men det må også være lidt vanskeligt med den placering. Vi fik også set lidt mere på selve Blanes by, en hyggelig lille by med en flot havnepromenade og en fin strand, skulle være Costa Bravas længste. Vi nyder det dejlige vejr og er nu klar til at sejle lidt nord på i morgen. Alt vel ombord.
En solskinshilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Blanes tirsdag d. 25. maj 2010.
skrevet d. 25-05-2010
Girona forbinder mange med Ryanair. Det er der, hvor man lander, når man tager flyet fra Billund til Barcelona; men Girona er meget andet. Vi tog på en lille udflugt ind til Girona i dag, og blev lidt overraskede over, hvor spændende en by, det var. Den gamle bymidte er meget velbevaret, og den enorme mur rundt om byen er intakt. Vi besøgte Eglésia de Sant Feliu, deres foretrukne kirke, katedralen med det flotte tæppe, der beskriver skabelsen, de romerske bade – Banys Arabs og gik en lang tur på bymuren; man kan gå oppe på muren hele vejen rundt om byen. Det blev også til et besøg på Museu Dels Jueus i det jødiske kvarter, hvor jøderne boede indtil 1492, da de blev bortvist fra Spanien. Det mest maleriske var de pastelfarvede huse langs Onyar floden og de gamle broer. En fin tur til Girona, hvor der var 27 gr!
En hilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Mataro - Blanes 2. Pinsedag d. 24. maj 2010.
skrevet d. 24-05-2010
I Spanien er det ikke helligdag 2. Pinsedag. D.v.s. der er byer, der har en lokal helligdag den dag. Det gælder bl.a. Barcelona og Mataró. Da der var MEGET dødt i går, da vi var oppe i byen, besluttede vi at sejle videre i dag og satte Blanes som dagens mål. Da vi kom ud af havnen i Mataró, var der en svag SV-lig vind, og da vi skulle mod NØ, rullede vi genuaen ud og drev stille og roligt af sted på en lænser. Vinden tiltog til jævn vind i løbet af formiddagen, så det lykkedes os at gennemføre hele turen for sejl. Vi havde en pæn medstrøm, så vi loggede kun 17,3 sm. på de 19,2 sm. der er mellem Mataró og Blanes. Vi blev som sædvanligt modtaget af en venlig havneassistent og fik en fin plads. Havnen i Blanes er lige os: En mindre havn med en rigtig flot klippe som baggrund. I Blanes har de ikke lokal helligdag i dag - her var liv i byen. Vi har for øvrigt forladt Costa Dorada og er nu kommet til Costa Brava. Rocks of Sa Palomera, som ligger få hundrede meter syd for havnen i Blanes, indikerer starten på Costa Brava. Vi har planer om at blive her et par dage og tage på udflugt til Girona. Håber alle derhjemme har haft en fin pinsetur; vi har i hvert fald ikke noget at klage over!
En hilsen fra Costa Brava.
skrevet af Martin Leo Hansen
Barcelona - Mataro Pinsedag d. 23. maj 2010.
skrevet d. 23-05-2010
Vi fik hilst af med Janne og Niels og kom igennem broen kl. 10:30 sammen med en hel flok kapsejlere. Der er stort stævne i Barcelona; synd, at de ikke har mere vind. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og vandet var næsten spejlblankt, så det blev en lille tur på ca. 17 sm. og ca. 3 timer for motor til Mataró. De andre gange, vi har anløbet Barcelona, kom vi fra syd; nu sejlede vi nord på og kunne rigtigt se, hvor stor Barcelona er. Det var svært at skelne byerne fra hinanden op langs kysten - de er næsten bygget sammen. Mataró havde vi læst skulle være en spændende by, men vi fandt nu ikke noget spændende. ALT var lukket på grund af Pinsen, og hele byen lå øde og forladt hen. Alle var tilsyneladende taget til stranden, for der var fyldt med mennesker. Havnen i Mataró er en stor parkeringsplads for både, ikke lige os. Alt vel ombord og skipper har det fint.
En sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Vilanova i la Geltru - Barcelona lørdag d. 22. maj 2010.
skrevet d. 22-05-2010
Så nåede vi til Barcelona for tredje gang på denne tur. Det var oprindelig ikke planen; men Janne og Niels i S/Y Concordia måtte vi lige ind og sige hej til, inden vi i morgen fortsætter nord på. Vi havde en fin tur fra Vilanova i la Geltru til Barcelona, en tur på ca. 24 sm. på spejlblankt vand og sol fra en letskyet himmel. Vi blev, som sædvanlig, budt velkommen i RCMB (Real Club Maritimo Barcelona). Efter middag sammen med Janne og Niels ombord på Nausikaa, kørte vi alle ud til Placa Espanya for at opleve Font Magica, et kæmpe springvand flot illumineret og med musik, bygget til verdensudstillingen i 1929. Lidt facts: 3.100.000 liter vand, 2.600 l/sek., 3.620 dyser, 4.760 lamper i 8 farver, lyd 7.500 W. Det var en stor oplevelse, og kan nærmest beskrives som et stort fyrværkeri. Alt vel ombord.
En Pinsehilsen fra Barcelona.
skrevet af Martin Leo Hansen
Vilaova i la Geltru fredag d. 21. maj 2010.
skrevet d. 21-05-2010
Vi har været på en lille udflugt til Sitges i dag. Sitges er en rigtig hyggelig by, der ligger ud til vandet ikke langt fra Vilanova i la Geltrú , 5-10 min. med toget. Den gamle bydel omkring kirken og de mange flotte gamle bygninger var et besøg værd. Der blev også tid til at se lidt nærmere på Vilanova i la Geltrú, men den kan slet ikke måle sig med Sitges. Vejret er pragtfuldt, det behøver ikke at blive varmere. Det passer os fint nu, men vi slipper nok ikke… Skipper er ved at komme op til overfladen igen, og forkølelsen er kraftigt på retur. Så meget, at der skulle skiftes træpropper i teak-dækket, så skipperinden måtte i solidaritet polere cock-pit – det var varmt!
Alt vel ombord. Alle ønskes en rigtig god Pinse, og vi håber at pinsesolen vil danse ligeså fint hos Jer, som de har lovet, at den vil gøre her hos os. En særlig hilsen til søens folk i Ballen og Ebeltoft!
En varm solskinshilsen fra Spanien.
skrevet af Martin Leo Hansen
Cambrils - Vilanova i la Geltru torsdag d. 20. maj 2010.
skrevet d. 20-05-2010
Det blev alle tiders sejltur fra Cambrils til Vilanova i la Geltru, ca. 34 sm. for en jævn vind agten for tværs, sol fra en skyfri himmel, en tur på 6½ time. Vi blev modtaget af en rigtig sød og hjælpsom havneassistent, følte os meget velkomne; en rigtig fin havn med et fint bagland og den sædvanlige flotte strandpromenade og en gammel by. Vi var her i oktober, men det er helt anderledes at opleve stedet nu. Vi bliver her et par dage og sejler til Barcelona på lørdag, hvis vejret vil. Alt vel ombord, bortset fra, at skipper stadig hænger lidt forkølet med næbbet, men har bestemt sig for at overleve!
En rigtig sejlerhilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Sant Carles - Cambrils onsdag d. 19. maj 2010.
skrevet d. 19-05-2010
Det blev en rigtig fin tur fra Sant Carles til Cambrils med meget varieret sejlads. Vi sejlede skiftevis for motor og sejl, havde vinden lige imod og om til læns, svag til frisk vind og fladt vand til bølger med skum. Men der var ting, som var konstante på hele turen: Sol fra en skyfri himmel og kraftig modstrøm. Der er ca. 43½ sm. ifølge kortet; men vi loggede godt 48 sm. Cambrils er en rigtig hyggelig havn, godt beskyttet og med en flot strandpromenade og badestrand lige ved havnen. Skipper hænger lidt med næbbet; han har slæbt en forkølelse med hjemme fra, en af de lidt mere stride. Hvor dum kan man være? Ellers alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Sant Carles tirsdag d. 18. maj 2010.
skrevet d. 18-05-2010
Vi har nydt det flotte vejr i dag, solen har skinnet fra en skyfri himmel. Men der er en pæn luft om eftermiddagen, og den er stadig lidt kølig, så der er bedst, hvor der er læ. Der er blevet købt proviant, vasket tøj og båd, så vi er klar til at sætte kurs nord på i morgen tidlig. Alt vel ombord.
Hilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Danmark - Sant Carles mandag d. 17. maj 2010.
skrevet d. 17-05-2010
Så er vi tilbage på båden, og alt er vel ombord. Vi har haft en rigtig fin tur fra Billund med Ryanair til Girona og med bus hertil - alt gik efter planen. Vi var ellers lidt nervøse, for på turen ud til Billund hørte vi i radioen, at de havde lukket lufthavnene i London og Amsterdam på grund af askeskyen. Det var lidt tæt på; men de fløj fra Billund som planlagt. Det har været en kold ”fornøjelse” (vejrmæssigt!) at være hjemme, og vi har lidt ondt af dem, der har været på Kr. Himmelfartsferie. Da vi landede i Girona, viste termometeret 24 grader, og solen skinnede fra en skyfri himmel; et lidt andet vejr end det, vi havde i Danmark i sidste uge. Vi skal nu have provianteret og gjort klar til afgang, og så går det ellers nord på op langs Costa Brava til Frankrig.
En hilsen fra en rejsetræt besætning.
skrevet af Martin Leo Hansen
(Barcelona) - Danmark fredag d. 7. maj 2010.
skrevet d. 07-05-2010
Vi er nu hjemme efter en fin tur fra Barcelona til Billund med Ryanair. Alt gik efter planen; vi tog bussen kl. 03:30 fra Barcelona og landede i Billund kl. 08:50 og havde en rigtig behagelig flyvetur. Var lidt trætte, men det er der nok ikke noget at sige til, eftersom vi ikke havde været i seng om natten. Vi blev modtaget/hentet af Morten og Mads, hvor var det skønt at se dem igen! Alt derhjemme var, som vi forlod det midt i marts - men hvor var det koldt at komme hjem! Vi holder nu en lille pause med opdateringer af hjemmesiden. Vi er tilbage igen mandag d. 17. maj, hvor vi atter er ombord på båden, hvis askeskyen ikke driller og håber, vi ’ses’ igen.
En hilsen fra det forårsklædte Danmark.
skrevet af Martin Leo Hansen
Sant Carles - (Barcelona) torsdag d. 6. maj 2010.
skrevet d. 06-05-2010
Så er vi klar til at rejse hjem for en kort bemærkning. Vi har lidt af en rejse foran os: Vi har bestilt billetter fra Girona, der ligger et stykke nord for Barcelona, nærmere betegnet godt en times bustransport. Vi havde regnet med at nå op nord for Barcelona, inden vi skulle hjem. Men som I sikkert har bemærket, har det ikke været sejlvej den sidste tid på grund af uvejr. Fra Sant Carles er der næsten 2½ times bustransport for at komme til Barcelona, og det var et rigtig kedeligt tidspunkt vi skulle flyve fra Girona, kl. 06:30. D.v.s. check-in fra kl. 04:30 med busafgang fra Barcelona kl. 03:30. Vi var så heldige, at vi var blevet inviteret på middag i Barcelona af Janne og Niels i S/Y Concordia, så vi tog bussen fra Sant Carles midt på eftermiddagen og havde en rigtig hyggelig aften med dejlig mad og super vin. Vi tillod os at opholde Janne og Niels, til vi skulle med bussen kl. 03:30 – undskyld! Men hvor var det dejligt ikke at skulle hænge på en kølig busstation i længere tid.
En hilsen fra de rejsende.
skrevet af Martin Leo Hansen
Sant Carles onsdag d. 05. maj 2010.
skrevet d. 05-05-2010
Så blev det flot vejr igen med sol fra en letskyet himmel. Men det blæser stadig kraftigt, og vinden er kold, så der er bedst, hvor der er læ - der er til gengæld også rigtig dejligt. Vi har flyttet båden i dag; personalet på havnen synes, at vi vil ligge bedre på en anden bro. Der, hvor vi lå, havde vi bare fortøjet for at komme i læ, inden regnen begyndte at styrte ned. Skipperinden syntes, at det lige var vejr til forårsrengøring, sol og masser af luft, så det gik hun i gang med. Skipper fik gjort rent under agterkøjen og fik styr på reservedele m.m. Vi har også gennemgået skibsbiblioteket for bøger, vi ikke længere har brug for, så vi kan få dem med hjem; det kniber lidt med pladsen ombord. Alt vel ombord.
En blæsende solskinshilsen fra Spanien.
skrevet af Martin Leo Hansen
Sant Carles tirsdag d. 4. maj 2010.
skrevet d. 04-05-2010
Det har været et nogenlunde vejr i dag. Der har været ophold mellem bygerne, så vi kunne komme lidt ud; men det har været koldt og blæsende. Vi har dog ikke fået sne, som tilfældet er i Sydfrankrig ikke langt fra os, og hvor 10 m høje bølger ramte kysten. De har ’kun’ meldt om 6-8 m bølger på Mallorca. Vi ligger trygt og godt her i Sant Carles og håber på bedre vejr, når vi er tilbage om knap 14 dage. De melder allerede 24 grader sidst på ugen. Alt vel ombord. Vi er begyndt at glæde os, til vi skal hjem på fredag. Der er lagt nyt rejsebrev ind under punktet: Rejsebreve.
En kold og blæsende hilsen fra Spanien.
skrevet af Martin Leo Hansen
Sant Carles mandag d. 3. maj 2010.
skrevet d. 03-05-2010
De havde varslet regn, udbredt regn for hele dagen i dag. Det begyndte at regne, da vi fortøjede båden i går, og det har regnet lige siden. Og det er ikke bare finregn; det har væltet ned, så vi må sige, at de fik ret i deres varsel. Nu har de lige udsendt Gale Warning (kulingsvarsel) for alle områderne omkring os. De varsler nordlig vind 7-8 Beaufort, og for området nord for os – Léon, varsler de 9 Beaufort; det er storm. Godt nok blæser det ikke så meget inde under land; men vi bliver i havn og har efterhånden indstillet os på, at vi ikke kommer til Tarragona. Vi har undersøgt busforbindelserne fra Sant Carles de la Rápita til Barcelona, og de er fine. Det var nu meget rart at få en dag, hvor vi ikke skulle sejle, men bare slappe af med en god bog, eller hvad man nu har lyst til. Alt vel ombord.
En regnvejrshilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Puerto de Farnals - Sant Carles søndag d. 2. maj 2010.
skrevet d. 02-05-2010
Det er vist det, man kalder transportsejlads: Tidligt op og af sted til næste havn, finde en plads og ned for at spise og sove, uden at se ret meget af omgivelserne. Men vi har jo været her før, så det gør ikke så meget. De melder kedeligt vejr fra i morgen, og vi ville godt lidt tættere på Barcelona, hvis det ikke skulle blive sejlvejr, før vi skal hjem. Så vi stod tidligt op og satte kurs nord på med Sant Carles som mål. Det blev en meget afvekslende sejlads i dag. Vi startede på spejlblankt vand, godt middag kom der lidt vind, som vi kunne sejle på. Senere på dagen drejede vinden til syd og tiltog en del; læns og søer, der kommer fra flere retninger, er ikke lette at sejle i, så vi klodshalede storsejlet og startede motoren. De havde meldt udbredt regn fra i aften kl. 21 ifølge vejrudsigten; men det kom lidt før. Vi nåede lige netop i havn og fik fortøjet kl. 19:20, da det for alvor begyndte at regne, men vi havde haft flot vejr og smuk udsigt til kysten hele dagen. Det blev til 77 sm på 12 timer - det er da meget godt. Nu må vi se, om vi kommer videre, eller vi bliver liggende her i de næste par uger. Som sagt skal vi et smut hjem sidst på ugen. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Denia - Puerto de Farnals lørdag d. 1. maj 2010.
skrevet d. 01-05-2010
Vi fortsatte mod Barcelona i dag. Vi vidste ikke rigtigt, hvor langt vi ville; men det kom vejret til at bestemme. Det har været meget diset og lummert i dag, og da vi godt halvvejs fik lidt vind og satte sejl og fik stoppet motoren, kunne vi høre, at det buldrede bag os. Det var en tordenbyge, der nærmede sig, men trak bag om os. Da vi nærmede os Puerto de Farnals lidt nord for Valencia, kunne vi se, at en tordenbyge nærmede sig. Vi fik gang i motoren og sejlene rullet sammen, og vi nåede lige nøjagtigt ind til Puerto de Farnals og fik fortøjet, før det styrtregnede - lidt heldigt! Så vi nåede ’kun’ til Puerto de Farnals i dag, en tur på ca. 50 sm. En fin tur, hvor vi igen fik luftet sejlene et par timer. Vi forventer at fortsætte nord på i morgen, hvis vejret tillader det.
En tordenvejrshilsen fra Spanien.
skrevet af Martin Leo Hansen
La Savina - Denia fredag d. 30. april 2010.
skrevet d. 30-04-2010
Vi vil til at sætte kursen mod Barcelona. Vi har god tid; men der ligger en frontpassage med regn og hård vind og lurer. Den skulle komme ind over os på mandag, og den kan godt komme til genere os lidt, så det er fint, at vi kan ligge over et par dage, hvis det skulle blive nødvendigt. Vi har valgt at sejle fra Formentera til Denia. Det er den korteste afstand til fastlandet, ca. 63 sm. Det giver os lidt længere; men så slipper vi for natsejlads - det har været lidt tåget/diset de sidste par morgener. Vi gjorde turen på 10 timer på fladt vand, det meste af tiden spejlblankt og ellers 2-3 m/sek. fra øst = læns. Godt gættet, motorsejlads. Vi havde delfinbesøg og hilste på en enkelt havskildpadde. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Santa Eulalia - La Savina (Formentera) torsdag d. 29. april 2010.
skrevet d. 29-04-2010
Så nåede vi Formentera, efter en smuttur på ca. 16 sm. Den fjerde og sidste af De Baleariske Øer, der er beboet. Den er helt anderledes end de andre, helt flad og ikke særlig spændende at se på. Men den har nogle helt fantastiske ankerbugte med hvide sandstrande, en rigtig ferieø for sejlere, og det afspejles tydeligt i havnepriserne. Vi skal i juli og august give 123 € pr. nat for en båd på vores størrelse, plus el, vand og wi-fi for at ligge i La Savina, øens eneste havn. Heldigvis er vi her i lavsæsonen og slap med 30 €. Vi tog bussen ind til øens hovedby – Sant Francesc og havde regnet med, at vi kunne få 1½ time til at gå indtil næste bus kom. Men der var kun en samling huse, barer og souvenirbutikker, der var ved at blive gjort sæsonklar, så vi gik de godt 3 km tilbage til havnen og nød det dejlige vejr. Vi var heldige at løbe på Lasse fra s/y Æfnityr, og vi tilbragte et par hyggelige timer ombord hos ham og Malene sidst på aftenen.
En hilsen fra ferieøen Formentera.
skrevet af Martin Leo Hansen
Santa Eulalia (Ibiza) onsdag d. 28. april 2010.
skrevet d. 28-04-2010
Vi har været på udflugt i dag. Vi tog bussen til Eivissa, som de kalder Ibiza by på det lokale sprog. Ibiza er helt anderledes end de andre øer. Her er alle bjergene/bakkerne dækket af fyrretræer, og byggestilen er anderledes - den er præget af den tid, de var underlagt maurerne. Hovedattraktionen i Eivissa er ubetinget Dalt Vila, et kæmpe fæstningsværk bygget af maurerne omkring 1200. Det ligger inde midt i byen, og inden for de tykke og høje mure ligger den gamle by. Absolut et besøg værd, og sikke en udsigt der var oppe fra toppen af muren! Vi har fået provianteret og er klar til at fortsætte til Formentera i morgen. Det har været et fantastisk vejr i dag, rigtigt højsommervejr. Men de har varslet en frontpassage i løbet af weekenden med vind og regn, så vi har planer om at sejle til fastlandet inden. Alt vel ombord.
En hilsen fra Ibiza.
skrevet af Martin Leo Hansen
Palma - Santa Eulalia (Ibiza) tirsdag d. 27. april 2010.
skrevet d. 27-04-2010
Nu begynder det at ligne noget, sejler rundt i shorts og kortærmet skjorte, og her til aften viste termometeret udenfor 20 grader kl. 21. Vi har haft et rigtig flot vejr i dag, sol fra en skyfri himmel og varmt. Vinden drillede lidt; men vi fik da luftet sejlene på turen fra Palma de Mallorca til Ibiza. Midt på dagen havde vi en flot halvvind på ca. 6 m/sek.; men det varede desværre kun nogle timer, så lagde vinden sig igen og drejede mere mod SV – næsten lige i mod. Det blev en tur på ca. 65 sm og 11½ time. Vi gik ind til Santa Eulalia på Ibiza, en flot marina og en rigtig hyggelig lille by med liv i gaderne; den må vi se lidt nærmere på i morgen. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Palma de Mallorca mandag d. 26. april 2010.
skrevet d. 26-04-2010
Det er for alvor blevet sommer på Mallorca. Det er så meget sommer, at skipper var i shorts i dag. De, der kender skipper ved, at så er det varmt! Solen har skinnet fra en skyfri himmel hele dagen, lige det vi forbinder med Mallorca. Vi har fået set lidt på Palma i dag. Skipperinden ville gerne se Catedral de Mallorca, og indrømmet: Den var flot! Den rangerer oppe i top 5 af de katedraler, vi har set, og efterhånden er det mange. Palau de l’Almudaina, det gamle kongepalads, skulle vi også se, og det var et besøg værd. Efter frokosten gik vi op for at se Castell de Bellver, der ligger lige oven for havnen, hvor vi ligger. Der går en sti op til det - d.v.s. det er en lang trappe med i alt ca. 500 trin; men det var turen værd. Sikke en udsigt, der var oppe fra borgen, og selve borgen med museet var spændende at se. Vi er ved at gøre klar til at sejle til Ibiza i morgen. Vi kunne godt have brugt lidt mere tid i Palma, men det må blive en anden gang. Vi skal hjem fra Girona d. 7. maj og vil godt lige se Ibiza og Formentera, inden vi sejler nordpå.
En varm sommerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Palma de Mallorca søndag d. 25. april 2010.
skrevet d. 25-04-2010
Vi har været på udflugt i dag. Vi tog det gamle veterantog, der kører fra Palma til Sóller. Det blev oprindeligt anlagt til transport af appelsiner fra Sóller til Palma og blev indviet i 1912. Det er gamle vogne af træ med åbne perroner. Toget kører gennem lange tunneller og gør holdt ved et flot udsigtspunkt, hvor man kan stå af og tage billeder og nyde udsigten, inden det fortsætter. En tur på knap 1 time. Fra Sóller tog vi en gammel veteransporvogn til Port de Sóller, en rigtig hyggelig lille havneby på nordkysten af Mallorca, for øvrigt den eneste havn på nordkysten. På stationen i Sóller var der et par flotte udstillinger: En med keramik af Picasso og en med malerier af Miro - to flotte udstillinger, så der var også lidt kulturelt i dag. Igen en rigtig flot dag med sommervejr.
En hilsen fra turisterne på Mallorca.
skrevet af Martin Leo Hansen
Porto Cristo - Palma de Mallorca lørdag d. 24. april 2010.
skrevet d. 24-04-2010
Vi fik det flotte vejr, som de havde lovet os. Sol fra en næsten skyfri himmel og helt stille - det er igen blevet sommervejr på Mallorca. Vi er nu kommet til Palma de Mallorca efter en stille og rolig sejlads for motor. Turen var på godt 54 sm; vi havde en del modstrøm, og det tog 8½ time. På turen passerede vi gennem en flådeøvelse. Det var Nato, der holdt øvelse, og der var krigsskibe alle vegne; men det var ikke forbudt at sejle igennem området. Vi fik plads i Marina Port de Mallorca; forsøgte først i Club de Mar, men der var alt optaget. Det skyldes muligvis, at den 27. Internationale Bådudstilling i Palma starter i dag, og hvor de har ryddet en marina for at få plads til udstillingen. De mindste pladser her i Marina Port de Mallorca er 13-15 m, så vi fylder ikke meget. Det er kæmpestore både, vi ligger iblandt. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra Palma de Mallorca.
skrevet af Martin Leo Hansen
Porto Cristo (Mallorca) fredag d. 23. april 2010.
skrevet d. 23-04-2010
Det har godt nok regnet i nat, og det regnede også i morges, da vi stod op. Det havde de nu også lovet, så det kom ikke som nogen overraskelse. Over middag begyndte det at klare op, og vi tog på en lille udflugt til Manacor. Det er Mallorcas 2. største by efter Palma; det bærer den nu ikke præg af. Der var meget dødt sådan en dag, hvor det har regnet, og så var der ikke mange turister, nok på grund af problemerne med flytrafikken i det nordlige Europa. Vi fik set lidt af den gamle bydel og besøgte Majorica, en perlefabrik i udkanten af Manacor. Vi er nu klar til at sejle videre, og hvis vejret arter sig, går turen til Palma i morgen. Alt vel ombord.
En hilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Porto Cristo (Mallorca) torsdag d. 22. april 2010.
skrevet d. 22-04-2010
Det regnede allerede, da vi vågnede i morges; men det stilnede hurtig af, så skipper kunne få afleveret udlejningsbilen og komme tilbage i tørvejr. De havde først meldt regn fra engang over middag, og da det var tørvejr, tog vi traveskoene på og gik ud for at se Coves des Hams, nogle andre drypstenshuler, der ligger ca. ½ times gang fra havnen. Det var en hel anden oplevelse, end da vi var nede i Coves del Drac. Coves des Hams var meget mindre; men meget spændende. Selve rummene var meget mindre, og der var gjort mere ud af belysningen, hvis man er til det. Forestillingen på søen var lidt af et flop, efter man har oplevet det i Coves del Drac. Alt i alt et spændende besøg; men vi fik lidt af en overraskelse da vi kom op fra hulen: Det styrtregnede, så det kostede en taxa hjem. Resten af dagen hyggede vi os nede om læ med en god frokost, en god bog og vi fik styr på billederne til sidste rejsebrev.
En rigtig regnvejrshilsen fra Porto Cristo.
skrevet af Martin Leo Hansen
Porto Cristo (Mallorca) onsdag d. 21. april 2010.
skrevet d. 21-04-2010
Vi har været på tur rundt på Mallorca igen i dag; denne gang holdt vi os til den midterste SØ-lige del, der er noget mere flad. Men vi kunne ikke dy os, så vi var oppe på 3 små bjergtoppe: Bonany, St. Magdalena og Cura, hvor der alle tre steder er opført et kloster og kirke. Det blev også en tur rundt i vindistriktet: Binissalem, hvor vi købte vin direkte fra vinbonden. Hjemturen gik op langs SØ-ksten af Mallorca med besøg i Colònia de Sant Jordi, Portopetro og Portocolom, inden vi atter satte kurs mod Porto Cristo. Atter en helt fantastisk dag med høj sol og varmt, godt der var aircondition i bilen. Alt vel ombord, efter vi har fået ordnet toilettet, det gik i stykker i morges.
Der meldes desværre regn og blæst de næste dage, så vi kommer nok først videre lørdag. Vi skal på net-cafe, da der ikke er wi-fi på havnen, men i kedeligt vejr bliver der jo tid til at skrive lidt e-mails.
En rigtig solskinshilsen fra Mallorca.
skrevet af Martin Leo Hansen
Porto Cristo (Mallorca) tirsdag d. 20. april 2010.
skrevet d. 20-04-2010
Som jeg skrev i går, har vi lejet bil de næste dage. Vi ville godt se lidt andet af Mallorca end marinaerne og calaerne. Vi startede med at køre ud til det nordvestligste punkt på Mallorca, Cap de Formentor. Sikken en udsigt; den var helt fantastisk, og vejret var med os. Sol fra en skyfri himmel og klart, det er for alvor blevet forår/sommer på Mallorca. Vi fortsatte til Port de Pollenca for at spise frokost. Videre til Pollenca, hvor vi tog alle godt 365 trappetrin op til kapellet. Vi fortsatte ad den flotte bjergvej gennem Tramuntana bjergene, gennem Sóller til Deià og Valldemossa, begge skønt beliggende byer, som vi så lidt nærmere på. Hjemturen gik via Palmas myldretrafik. Det, vi har set af Mallorca indtil nu, har været fantastisk, blomstrende træer, buske og vejgrøfter i alle farver, alt står friskt og grønt. Jeg ved ikke, hvad vi havde forestillet os; men vi er blevet meget positivt overrasket.
En hilsen fra det skønne Mallorca.
skrevet af Martin Leo Hansen
Porto Cristo (Mallorca) mandag d. 19. april 2010.
skrevet d. 19-04-2010
Pragtfuldt vejr, sol fra en letskyet himmel. Vi startede dagen med en tur på turistbureauet. Det var ikke meget, hun kunne tilbyde; men der var to steder, hun kunne anbefale: Coves del Drach og Coves dels Hams. Det er to drypstenshuler, som ligger tæt på Porto Cristo. Coves del Drach ligger kun ca. 15 minutters gang fra havnen, så den startede vi med at gå ud til. Det er en kæmpe drypstenshule, flot belyst. Vi har set flere huler, hvor der er brugt farvet lys; her benyttedes kun gulligt lys. Det gav en fin stemning, og musikerne, der kom sejlende ind på den store underjordiske sø og gav en lille koncert, var noget, vi ikke havde oplevet før. ”Solopgangen” over søen var flot lavet, alt i alt en stor oplevelse. Porto Cristo har som sagt ikke så meget at byde på; men hvor ligger den flot. Byen er bygget op omkring en naturhavn med en fin badestrand inde midt i byen. Vi fik set lidt på byen om eftermiddagen og fandt et sted, hvor vi kunne leje en bil. Vi har bestilt en til de kommende dage, så vi kan få set noget af det øvrige Mallorca.
En solskinshilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Ciutadella - Porto Cristo (Mallorca) søndag d. 18. april 2010.
skrevet d. 18-04-2010
Et stort tillykke med de 2 år, Mads! Håber du har haft en god fødselsdag. Du ønskes alt godt i fremtiden af farmor og farfar. Ifølge vejrmeldingen fra i går skulle vi få en agten for tværs på 4-5 m/sek. på turen fra Ciutadella (Menorca) til Porto Cristo (Mallorca), og da der kun er ca. 35 sm., havde vi glædet os til at drive stille og roligt af sted for sejl. Men da jeg tog vejrmeldingen i morges, havde de ændret den til 0-1 m/sek. fra forskellige retninger, så…. Godt gættet, endnu en dag for motor. Vi havde spejlblankt vand og høj sol på det meste af turen; men der var en smule dønning, så vi måtte af og til holde på vinglasset under frokosten. Vi er nu atter tilbage på Mallorca efter nogle rigtig dejlige dage på Menorca, en meget spændende og flot ø. Der ser nu heller ikke værst ud her i Porto Cristo - den må vi se lidt nærmere på i morgen. Vi rundede for øvrigt 20.000 sm. i Nausikaa på turen fra Ciutadella til Porto Cristo. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Ciutadella (Menorca) lørdag d. 17. april 2010.
skrevet d. 17-04-2010
Vi fik ikke set meget af Ciutadella i går, så det havde vi til gode til i dag. Det er en rigtig flot by med en meget velbevaret gammel bymidte, det savnede vi i Mahon i går. Havnen ligger som en kile ind i byen, og der er en flot udsigt ned over havnen. Der er rigtig mange flotte bygninger fra den periode, hvor englænderne havde herredømmet. Vi nød det dejlige vejr på en af de mange små cafeer. Da vi forlod havnen, var der en stor udlejningsbåd (50 fod) med 9 mand ombord, der sejlede ud - den havde ligget ved siden af os. Da vi kom tilbage for at spise frokost ombord, lå den der igen. Det viste sig, at de havde været på vej mod Barcelona; men havde fået problemer og ødelagt motoren. Da der ikke var megen vind, var de returneret og gjorde klar til at tage et fly til Barcelona (hernede må de godt flyve - endnu). De havde provianteret til turen (9 mand), og det havde de ikke noget at bruge til, så de spurgte, om vi var interesseret? Vi var de eneste andre gæster i havnen. Hvorfor ikke? De kom med mange bæreposer med bl.a. 19 stk. laksesteaks, mange bundter asparges, en stor steg, frisk pasta, citroner og meget andet, så skipperinden har været i pantryet det meste af eftermiddagen for at tilberede det, der kunne tilberedes. Nu behøver vi ikke købe proviant i flere dage. Vi har planer om at sejle tilbage til Mallorca i morgen og går nok til Porto Cristo. Alt vel ombord.
En hilsen fra en meget mæt besætning.
skrevet af Martin Leo Hansen
Ciutadella (Menorca) fredag d. 16. april 2010.
skrevet d. 16-04-2010
Det var oprindeligt meningen, at vi skulle have set lidt på Ciutadella i dag. Den første vi opsøgte, var biludlejningsfirmaet, hvor vi ville bestille en bil til i morgen; men da han ikke var der i morgen, og han kunne skaffe en bil i løbet af 20 min., slog vi til og kørte ud for at se lidt på Manorca. Det blev alle tiders dag. Vejret var perfekt, sol fra en letskyet himmel og klart. Vi ville ud og se Fornells og videre til Mahon. Vi havde hørt meget om Cala Fornells; den var stor og meget beskytter og lå rigtig flot. På vejen besøgte vi Naveta des Tudons, et stenhus fra jern- og bronzealderen, formet som et omvendt skib og i to etager, hvor de lagde deres døde. Menorca skulle være den ø i Middelhavet, hvor der findes flest fortidsminder; det siger de i hvert selv, og der findes mange. Vi besøgte også Torre de Fornells. Det er et af de 11 vagttårne, englænderne byggede omkring 1800, da de herskede over Menorca. Vi kan tydeligt se på bebyggelsen, at øen har været under engelsk herredømme. Det blev også til en tur til Calascoves, en gravplads i huler oppe på bjergsiderne, inden vi nåede Mahon, der ligger ved den længste fjord i Middelhavet. Fjorden er forholdsvis smal og flere kilometer lang; men dyb. Vi så et stort fragtskib komme ind gennem fjorden, det så lidt vildt ud. Her er plads til mange hundrede gæstebåde. På vejen tilbage til Ciutadella holdt vi ind til Torre d’en Galmés, øens største boplads fra ca. 1400 B.C., og den er imponerende. Her så vi fine eksempler på taulaer, som øen er kendt for: Store flade sten lagt på langs oven på andre sten. Landskabet er storslået med forholdsvis lave bjerge, og alt var grønt, meget grønt og der var blomster overalt - det er rigtigt forår her på Menorca.
En hilsen fra det skønne Menorca.
skrevet af Martin Leo Hansen
Alcudiamar - Ciutadella (Menorca) torsdag d. 15. april 2010.
skrevet d. 15-04-2010
Vi stod op til et flot vejr - sol og helt stille; men det er stadig koldt om natten. Efter morgenmaden og et dejligt bad, satte vi kurs mod Menorca. Ikke fordi vi er ”færdige” med Mallorca; men vi kommer nok ikke nærmere Menorca. Så hvorfor ikke benytte lejligheden til at se lidt nærmere på øen, som mange sejlere roser til skyerne? Det blev en tur på ca. 34 sm. i svag modvind, så det blev igen en tur for motor. Det havde nu ikke betydet noget, hvilken retning vi skulle, for de, der kom imod, sejlede også for motor - der var simpelthen for lidt vind. Vi valgte at gå ind til Ciutadella, og det viste sig at være et godt valg. Det ser ud til at være en rigtig fin by, og der var masser af plads i havnen, selv om det er en meget lille havn. Her må være kaos om sommeren. Vejret har været rigtig flot i dag, selv om der har været nogle høje skyer, der har generet solen lidt.
En sejlerhilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Alcudiamar (Mallorca) onsdag d. 14. april 2010.
skrevet d. 14-04-2010
Det var heldigvis kun for en kort periode, at vejret var så dårligt. Allerede i dag havde vi et rigtig flot vejr. Så snart solen bryder igennem skyerne, er her dejligt varmt. Vi har igen i dag travet en tur op til Alcúdia. Vi ville godt besøge Pol-Léntia, ruinerne af en gammel romersk bebyggelse, med beboelsesområde, forum og teater. Efter at have besøgt Tarragona, Cartagena, Marokko og Portugal, var det her nu ikke noget særligt; men det er lidt fantastisk at tænke sig, at romerne har været så mange steder. I går var der helt dødt i Alcúdiamar; men da solen kom frem i dag, myldrede det med mennesker. Der var folk på fortovsrestauranterne, på stranden for at slikke sol og masser af folk, der lige skulle ud og vende havnen. Alt vel ombord; vi planlægger at sejle til Menorca i morgen.
En solskinshilsen fra Mallorca.
skrevet af Martin Leo Hansen
Alcudiamar (Mallorca) tirsdag d. 13. april 2010.
skrevet d. 13-04-2010
Vi vågnede til regnens trommen på skylightet. Op og tænde for oliefyret og ned under dynen igen, til der er blevet varmet lidt op. Og det på Mallorca! Vi har talt med nogle lokale i dag, og de kan ikke mindes, at de nogensinde har oplevet så køligt vejr i april måned, ja, næsten ikke engang i januar måned. Men det skulle kun vare nogle dage - lad os håbe, de får ret. Normalt ligger temp. på 20-22 grader på nuværende tidspunkt; i dag har vi ikke haft over 15 grader, det er ikke meget varmere end i Danmark. Hvorfor skulle vi lige rende ind i det? Det klarede op ved middagstid, og vi travede en tur op til Alcúdia, en gammel by, der ikke ligger ret langt fra Alcúdiamar. Det er en rigtig fin by, omgivet af en høj gammel bymur og med flotte gamle bygninger.
En hilsen fra det kolde Mallorca.
skrevet af Martin Leo Hansen
Alcudiamar (Mallorca) mandag d. 12. april 2010.
skrevet d. 12-04-2010
Der var dømt afslapning i dag - ikke de store oplevelser! Alt det, vi havde oplevet den sidste måneds tid skulle lige have tid til at bundfælde sig. Skipperinden fik lagt det bag sig ved at skrive rejsebrev: Rejsebrev 37 Sant Carles – Barcelona – Alcudiamar er nu lagt ind under punktet: ”Rejsebreve”. Skipper fik opdateret sin logbog. Vi fik dog gået en tur og købt et par flasker af den lokale rødvin; det er et dejligt område vi ligger i - sikken en udsigt og marinaen er rigtig flot. Vejret var pragtfuldt, da vi ankom i går - temperatur over de 20 grader, og vi stod op til en flot morgen og spiste frokost i cockpittet; men så slog vejret om. Det blev overskyet og koldt, men holdt tørvejr, sådan næsten da. De melder ikke bedre vejr i morgen. Alt vel ombord.
En hilsen fra Alcudiamar på Mallorca.
skrevet af Martin Leo Hansen
Barcelona - Alcudiamar (Mallorca) søndag d. 11. april 2010.
skrevet d. 11-04-2010
Så kom vi til Mallorca. Der er ca. 110 sm. fra Barcelona til Mallorca, og da vi godt vil ankomme, når det er lyst og begrænse natsejladsen, (det er fortsat noget køligt om natten), havde vi regnet ud, at hvis vi startede kl. 3 om natten fra Barcelona, skulle vi have en mulighed for at anløbe i dagslys. Som sagt så gjort. Det var helt stille, da vi forlod Barcelona kl. 3, ved 6 tiden begyndte det at lysne og kl. 7:15 stod solen op, et flot syn. Ved 9 tiden kom vinden, ca. 5 m/sek. fra vest, det gav os en flot halvvind, så vi fik rigtig luftet sejlene i dag. Solen skinnede fra en skyfri himmel hele dagen og det blev en rigtig, rigtig flot sejltur. Desværre lagde vinden sig lidt, så vi måtte have motoren i gang på den sidste del af turen for at nå havn inden det blev mørkt. Vi havde valgt at gå ind til Alcudiamar på den nordøstlige del af Mallorca. En meget stor og flot marina, hvor vi blev ønsket velkommen af en havneassistent, der hjalp med fortøjning, papirer og adgangskort; resten skulle vi ordne på kontoret i morgen. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra en træt besætning.
skrevet af Martin Leo Hansen
Barcelona søndag d. 10. april 2010.
skrevet d. 10-04-2010
Vejret er nu blevet mere stabilt, så vi er klar til at sejle til Mallorca. Da det er lige meget, om vi sejler i dag eller i morgen, og søen efter kulingen i området omkring De Baleariske Øer nok har lagt sig lidt mere i morgen, venter vi. Da vi var på besøg på vingården Raventós i Blanc, fortalte Ignasi Cortedellas, at deres vingård lå i læ for den barske nordenvind af Montserrat bjergene, og at hvis vi havde tid, syntes han, at vi skulle besøge Montserrat, et smukt og nærmest helligt sted for Catalonien. Det brugte vi så dagen i dag til. Vi tog metroen, toget og tandhjulsbanen op til Montserrat, besøgte bl.a. Monestir de Montserrats Basilika med den Sorte Madonna, var en tur oppe på Sant Joan med kabelbanen for at nyde den helt fantastiske udsigt. Vi må give Ignasi ret: Det var en oplevelse at besøge Montserrat, der er bygget højt oppe på en klippeafsats. Vejret var helt perfekt til en sådan udflugt, sol fra en skyfri himmel, og vi havde 25 grader i skyggen inde i landet, 23 i Barcelona.
Hilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Barcelona fredag d. 9. april 2010.
skrevet d. 09-04-2010
Det ser fortsat ud til, at det bliver sejlvejr engang i weekenden, så vi har brugt formiddagen til at få fyldt båden op med proviant og byttet gasflasker m.m. Om eftermiddagen havde vi fået billet til en rundvisning i La Música Catalana, også kaldet Palads for Catalansk musik. Et imponerende musikhus med en overdådig udsmykning - en oplevelse at se. Det kunne være spændende at opleve en koncert her. Vi gik tilbage gennem Raval kvarteret, et område vi ikke rigtig har været i. Om aftenen var vi inviteret til fødselsdagsmiddag hos Niels fra S/Y Condordia på deres stamrestaurant Pitarra, hvor vi blev modtaget med kindkys/håndtryk og en flaske cava på husets regning; en rigtig hyggelig restaurant med alle tiders mad og betjening. Vi kan godt forstå, at Janne og Niels kommer her ofte. Tusind tak for en dejlig aften og endnu engang tillykke med fødselsdagen. Det flotte vejr er vendt tilbage, så der er atter shorts og soltoppe på Ramblaen.
En hilsen fra de sejlklare.
skrevet af Martin Leo Hansen
Barcelona torsdag d. 8. april 2010.
skrevet d. 08-04-2010
Vi skal se at komme videre mod De Baleariske Øer (Menorca, Mallorca, Ibiza og Formentera); men lige nu er der kulingsvarsel for området, så vi bliver i Barcelona endnu nogle dage. Det gør heller ikke noget, for der er masser at se og opleve i Barcelona, og det kræver tid. Vi ville have været ind og se Palau de la Música Catalan (musikkens palads, som de kalder det). Men alt udsolgt, der var endnu få ledige billetter til i morgen eftermiddag, dem tog vi så (lørdag – alt udsolgt). Vi valgte i stedet at besøge Casa Batlló, som vi droppede den anden dag på grund af køen. Der var ingen kø i dag. Det var en stor oplevelse at se et af de huse, hvor Gaudi har stået for ombygningen. Jeg tror ikke, at der var en lige væg i huset. Et meget specielt hus. Vejret har været noget blandet i dag. Skyerne fra den fornt, som gav regn i går aftes, havde endnu ikke sluppet os, så det var overskyet og køligt; men det skulle blive bedre de kommende dage. Alt vel ombord.
En kølig hilsen fra Barcelona.
skrevet af Martin Leo Hansen
Barcelona onsdag d. 7. april 2010.
skrevet d. 07-04-2010
Vi fik taget afsked med Jakob, Maiken og Julie; de skulle med et fly til Hamborg ved middagstid, og vi har fået en SMS fra dem, at de var vel tilbage i Århus. Der er blevet noget stille ombord på Nausikaa efter de er rejst. Det har været rigtig dejligt at have dem ombord, og vi har nydt deres selskab. Det har været et lidt trist vejr - det startede med skyet, blæsende og køligt vejr fra morgenstunden. Ud på eftermiddagen begyndte det at regne, så vi tog en slapper i dag. Om aftenen havde vi inviteret Janne og Niels fra S/Y Concordia på middag. De kom tilbage til deres båd, der har fast plads i Barcelona, i dag. Vi havde en rigtig hyggelig aften; det viste sig, at Niels havde fødselsdag, så den fik vi lov til at fejre, tillykke! Alt vel ombord.
En hilsen fra det kølige Barcelona.
skrevet af Martin Leo Hansen
Barcelona tirsdag d. 6. april 2010.
skrevet d. 06-04-2010
Jakob havde været til cava smagning hos Vinoble i Århus for et par måneder siden, hvor Ignasi Cortedellas fra vinhuset Raventós i Blanc havde om deres vine. Jakob havde fortalt, at han skulle til Barcelona sidst i marts og var blevet inviteret ud for at se vingården. Jakob fik lavet en aftale med Ignasi om at mødes på banegården i Sant Sadurni d’Anoia i dag kl. 09:30, så vi var tidligt oppe for at tage toget derud, og Ignasi holdt og ventede uden for i en åben Landrover. Det blev alle tiders formiddag. Han bød først på kaffe i deres ’gæsteværelse’, et rum hvor de fortalte om slægten og vingårdens historie. Josep Raventós fra Codorníu begyndte i 1872, som den første i Spanien, at fremstille cava (champagne). Raventós i Blanc blev startet i 1982, som en del af Codorníu; men som et selvstændigt selskab (vingård) med fokus på kvalitet frem for kvantitet. Vi blev senere kørt rundt på hele vingården for at se de forskellige vinmarker/druesorter. Chardonnay druen havde netop fået sine første grønne skud, som den første af sorterne, 10 dage senere end normalt på grund af den kolde vinter. Efter et besøg i produktionen og deres kælder kørte Ignasi os tilbage til Barcelona; han havde et ærinde derinde. Det blev et meget specielt besøg takket være Jakobs cava smagning i Århus. 97% af al cava i Spanien bliver produceret i området omkring Sant Sadurni d’Anoia. Freixenet ligger lige over for banegården og ikke langt derfra ligger Codorníu, som de største producenter. Om aftenen havde vi vores egen cava smagning ombord på Nausikaa til skipperindens dejlige tapas. Vi smagte Raventós i Blancs: Grand Reserva fra 2005 og Elisabet Raventós fra 2004, super vine. I morgen er ferien slut for Maiken, Julie og Jakob.
En rigtig cava hilsen fra alle ombord på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Barcelona mandag - 2. Påskedag d. 5. april 2010.
skrevet d. 05-04-2010
Vi stod op til en rigtig flot dag, og det flotte vejr holdt hele dagen. Vi havde planlagt den store Gaudi-tur og startede med Passeig de Grácia, hvor flere af husene er tegnet af Gaudi. Vi havde planer om at besøge Casa Batlló, som er indrettet som museum; men da vi så køen foran billetlugen, droppede vi det. Det ville tage mindst 1 time, før vi var fremme ved lugen, og kunne vi have klapvognen med ind? Vi fortsatte hen til Casa Milà; men bare for at finde en endnu længere kø, så videre! Der er rigtig mange turister i Barcelona i dag, 2. Påskedag. Sagrada Familia skulle Maiken og Jakob se, det er et must, når man er i Barcelona. Der var også kø; men den var til at overse, så mens de så på ”byggepladsen”, underholdt farmor og farfar Julie, eller også var det omvendt, på den nærliggende legeplads. Hun havde en rigtig dejlig eftermiddag og var blevet godt træt, så vi droppede Parc Güell og gik tilbage til båden. Vi fik set lidt af Gaudis værker; men den helt store Gaudi-tur blev det ikke.
En hilsen fra Gaudis Barcelona.
skrevet af Martin Leo Hansen
Barcelona søndag - Påskedag d. 4. april 2010.
skrevet d. 04-04-2010
Regnvejret, som de havde lovet, begyndte ud på natten, og det regnede kraftigt hele morgenen, så det blev til hygge ombord om formiddagen. Der blev læst og set tegnefilm, men efter frokost skinnede solen igen fra en næsten skyfri himmel, så vi begav os atter på opdagelse i Barcelona. I dag gjaldt det Tibidabo området, hvor vi besøgte CosmoCaixa (museum for naturvidenskab), et forholdsvis nyt og meget stort museum. De havde rigtig mange ting; men det var lidt svært at finde den røde tråd, så vi fik måske ikke det fulde udbytte af besøget, men et flot museum. Vi var meget heldige; da vi forlod Tibidabo, var det flot vejr. Men da vi kom op ad metroen nede ved havnen, hang der nogle meget sorte og truende skyer ud over havnen, og vi nåede kun lige ned til båden, før et kraftigt tordenvejr brød løs. Om aftenen havde Maiken og Jakob inviteret hinanden ud på middag, så farmor og farfar var atter barnepige; det var nu ingen sag, når det drejer sig om Julie, for hun er rigtig sød og meget nem at passe.
En hilsen fra hele besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Barcelona lørdag d. 3. april 2010.
skrevet d. 03-04-2010
Jakob, Maiken og Julie var selv på tur i formiddags. Maiken skal i gang med at læse ”Havets Katedral”, som handler om Santa Maria del Mar kirken, og da den var lukket i går, måtte de af sted igen i dag - den skulle hun se. De besøgte også chokolademuseet, hvor Julie fik smag for chokolade. Skipper og skipperinden fik købt lidt ind og lavet andre ting, som skal til for at holde det hele kørende. Om eftermiddagen var vi barnepige, mens Maiken og Jakob besøgte Miró museet og var på tur i svævebanen. Vi havde en rigtig hyggelig eftermiddag sammen med Julie. De havde lovet overskyet hele dagen, men det holdt ikke. Det blev en rigtig dejlig dag med sol det meste af tiden, til gengæld lover de regn i løbet af natten. Nå, det kan være, at det også driver forbi. Alt vel ombord.
En hilsen fra barnepigerne.
skrevet af Martin Leo Hansen
Barcelona Langfredag d. 2. april 2010.
skrevet d. 02-04-2010
Endnu en rigtig flot dag med sol og varmt; der var mange badegæster der slikkede sol, kun en enkelt havde vovet sig ud i bølgerne; men der var rigtig mange sejlere ude for at lufte sejlene. Vi travede en tur ud til Olympiadehavnen ad den flotte Pass. Maritim de la Barcelona og fortsatte op til Parc de la Ciutadella, hvor vi spiste vores medbragte frokost. Vi var meget uheldige med hjemturen: Først var chokolademuseet lige lukket, så havde de lukket Santa Maria del Mar kirken, nok på grund af forberedelser til gudstjenesten i aften – ja, selv cavabaren Can Paixano havde lukket. De holder ferielukket fra d. 2. til d. 5. april, surt! Om aftenen var skipperinden og skipper oppe i byen for at opleve Påskeprocessionerne. Endnu en fin dag i Barcelona. Alt vel ombord.
En forårshilsen fra Julie, Maiken, Jakob, Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Barcelona Skærtorsdag d. 1. april 2010.
skrevet d. 01-04-2010
De havde meldt regn og køligt i dag; regnen så vi ikke meget til, men det var lidt køligere. Det føltes ikke køligt, da vinden havde lagt sig. Et fint vejr til en udflugt op til Montjuic-området, hvor vi besøgte det olympiske stadion fra 1992, Placa Espanya med det enorme springvand, som desværre kun springer fredag og lørdag aften. Den største oplevelse var besøget i Poble Espanyol (Den Spanske Landsby) fra verdensudstillingen i 1929, hvor vi slentrede rundt i ”hele Spanien” – og fik en særdeles dejlig frokost på en af restauranterne på Plaza Mayor. Turen tilbage gik gennem Jardins del Laribal.
En hilsen fra en træt besætning.
skrevet af Martin Leo Hansen
Barcelona onsdag d. 31. marts 2010.
skrevet d. 31-03-2010
Det har været et rigtig flot vejr i dag med sol fra en letskyet himmel; men vinden er stadig kølig, så der er bedst, hvor der er læ - der er til gengæld rigtig dejligt. Lille Julie var kørt træt; hun havde ikke sovet rigtigt til middag i flere dage, så vi tog det lidt med ro i dag, og hun fik lov til at sove til middag så længe, hun havde lyst. Sidst på dagen travede vi en tur over i Barceloneta kvarteret og lidt ud ad den flotte strandpromenade, et flot område. Alt vel ombord.
En stille og rolig hilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Barcelona tirsdag d. 30. marts 2010.
skrevet d. 30-03-2010
Vi har været lidt rundt i Barcelona for at vise vore gæster byen. Det blev selvfølgelig en tur op ad Ramblaen, med et besøg på det flotte marked Mercat Boqueria, en tur ind for at se katedralen og videre gennem den gamle bydel Barri Gotic for at slutte turen på cava-baren Can Paixano, og der var trængsel som sædvanligt. Vi stod op til en skyfri himmel og forholdsvis lunt. Der kom lidt skyer i løbet af dagen, og det har blæst en hel del. Temperaturen fejlede ikke noget; vi havde ca. 20 grader, og hvor der var læ, var der rigtig dejligt. De løvfældende træer på Ramblaen er ved at springe ud - det er rigtigt forår i Barcelona.
En forårshilsen fra Julie, Maiken, Jakob, Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Barcelona mandag d. 29. marts 2010.
skrevet d. 29-03-2010
Vi har fået set lidt på Barcelona i dag, og det ligner sig selv. Det blev lidt sent, inden vi kom i omdrejninger, så efter lidt proviantering var det tid at tage bussen ud til lufthavnen for at hente vore gæster. Jakob, Maiken og Julie ankom som planlagt og havde haft en fin tur herned. De fik sig indrettet og er nu klar til at holde påskeferie i Barcelona. Det har været lidt skyet i dag, men temperaturen fejler ikke noget. Alt vel ombord.
En hilsen fra hele besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Tarragona - Barcelona søndag d. 28. marts 2010.
skrevet d. 28-03-2010
Vi stod op til endnu en flot morgen. Der var lidt høje skyer, der slørede solen fra morgenstunden; men de fortrak hurtigt, og solen fik frit spil (øreflipperne har det ikke for godt). Vi er nu nået til Barcelona efter ca. 50 sm. for motor. Vi kan lige så godt vænne os til det: I Middelhavet foregår det meste at sejladsen for motor. Vinden er enten for svag eller for kraftig og bliver ofte rettet af på grund af kysten - det skete også i dag. Vi havde pæn sejlvind (5-7 m/sek.) men lige i mod, og vi må indrømme, at vi er blevet for magelige til krydse 50 sm. Havde det været 20-30 sm. så OK, men ikke 50 sm. Vi ville godt helt til Barcelona i dag, for i morgen kommer Jakob, Maiken og Julie (vor søn, svigerdatter og barnebarn) til Barcelona for at holde påske samme med os. Vi fik en fin plads i Real Club Maritimm lige for enden af Ramblaen. For lige at vade i det, så blev aftensmaden indtaget i cockpittet (uden cockpittelt og sejlertøj).
Med sejlerhilsen Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Tarragona lørdag d. 27. marts 2010.
skrevet d. 27-03-2010
Det flotte vejr fortsætter. Vi har haft sol fra en skyfri himmel hele dagen, men det har blæst en del. Vinden lagde sig sidst på dagen, og om aftenen var det et fantastisk flot vejr, lige, som vi mindes Spanien: folk sad ude på fortovsrestauranterne kl. 23 (18 grader). Vi har haft endnu en dejlig dag i Tarragona, denne gang var det ikke det romerske og middelalderlige, der trak, men livet i byen. Vi har slappet lidt af, fået ”vasket i bund”, haft Eva og Kjell fra S/Y Aguila af Stockholm til vin og snacks om eftermiddagen. De har også planer om at sejle til De Baleariske Øer engang efter påske, så dem mødes vi nok med på Mallorca. Om aftenen var vi til jazz; det er helt fantastisk, at man kan gå til alle tiders jazz, uden at det koster 1 €. Det giver så andre problemer: Stederne, hvor der spilles jazz er meget besøgte, så man skal komme i god tid, men det har vi fundet ud af. Vi ville godt have været ude at spise på en restaurant, hvor de havde live jazz orkestre; men det krævede reservation, og det havde vi ikke gjort, så det blev middag uden jazz. Alt vel ombord. Vi forventer at sejle til Barcelona i morgen.
Med hilsen fra det skønne Spanien.
skrevet af Martin Leo Hansen
Tarragona fredag d. 26. marts 2010.
skrevet d. 26-03-2010
Så kom det flotte vejr, som vi forbinder Spanien med. Vi stod op til sol fra en skyfri himmel, og vi så ikke en sky hele dagen. Temp. i skyggen viste 18-19 grader, så i solen var der varmt. Skipperinden nød solen i cockpittet efter frokosten. Tarragona er en rigtig flot by, vi faldt for den, da vi var her i efteråret, og det positive indtryk er ikke blevet mindre efter i dag. De har arrangeret Dixieland Jazz Festival for os (24-28 marts), der er jazz alle vegne. Orkestre bliver kørt rundt i en gammel ølvogn trukket af bryggerheste; der er orkestre, der går rundt i forbindelse med gadeteater, der er jazz i mange offentlige bygninger; vi var f.eks. inde og høre Pixie Dixie Jazzband på musikkonservatoriet, og endelig er der jazz på mange restauranter. Det er rigtig hyggeligt. De er også startet med deres processioner (optog, hvor de lufter deres helgenfigurer) i forbindelse med påsken - vi løb på sådan et på vej op til konservatoriet, et kæmpe optog. Som I måske kan fornemme, nyder vi opholdet i Tarragona og har planer om at blive til søndag.
En hilsen fra de jazzglade i Tarragona.
skrevet af Martin Leo Hansen
Sant Carles - Tarragona torsdag d. 25. marts 2010.
skrevet d. 25-03-2010
Vi fik for alvor taget hul på sejlsæsonen 2010 med en tur på ca. 51 sm. fra Sant Carles til Tarragona. Det blev en kold fornøjelse. Da vi stod op, tittede solen gennem skyerne, men det var kun for et kort øjeblik; vi nåede ikke ud af havnen, før et tykt skydække lagde sig over området, og der blev det liggende resten af dagen. Selv om vandtemperaturen er oppe på 16,5 grader, føltes vinden, den smule der var, meget kold. Som sagt var der ikke megen vind, og det der var, kom agten fra, så det blev en tur for motor. Så fik vi afprøvet den, og alt fungerer, som det skal.
En sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Sant Carles - søsætning d. 24. marts 2010.
skrevet d. 24-03-2010
Vi havde bestilt søsætning til kl. 9:00, og præcis kl. 9:00 holdt travelliften klar til at løfte os i vandet. Det kan de bare: Det gik stille og roligt, de skiftede overtræk på stropperne, så de ikke lavede mærker på det nypolerede fribord, inden de løftede os - det gør de før HVERT løft. Vi sejlede over i marinaen og fik en plads, hvor vi kan ligge (uden beregning), til vi er klar til afgang. Sejlene blev monteret og båden rigget til, så vi er nu klar til at sejle, når vejret tillader det. Skipperinden har haft travlt med at vaske tøj samt fylde båden med proviant, nu vi har fået køl ombord. Vi benytter havvandet til køling af kompressoren, og det fungerer ikke så godt, når vi står på land. Alt fungerer ellers ombord; motoren startede, som om den havde været i gang i går.
En hilsen fra en flydende besætning.
skrevet af Martin Leo Hansen
Sant Carles - på land tirsdag d. 23. marts 2010.
skrevet d. 23-03-2010
Inden vi kørte ud for at aflevere bilen, fik vi fyldt båden op med de tunge ting så som øl, vin og vand. Man tænker ikke på det derhjemme, hvor man bare tager bilen og henter, hvad man skal bruge. Der er ting, der er tunge at bære, hvis man skal gå ret langt; men det er nu klaret. Bilen skulle afleveres i Reus lufthavn, så vi fik set lidt af omegnen på vej derud. Vi var en tur omkring Tarragona for at se de seværdigheder, der lå lidt uden for byen, og som vi ikke fik set sidst, vi var der. Det blev lidt af en tur tilbage til Sant Carles. Vi havde ikke planlagt noget, regnede med at tage den næste bus eller tog; men de kørte ikke så ofte, så turen tilbage til marinaen tog ca. 5 timer, hvoraf en stor del var ventetid på bus/tog. Heldigvis var kokken i marinaens restaurant frisk på at lave os en gang grillstegte blæksprutter, da vi kom hjem kl. 21.30! Vi er nu klar til søsætning i morgen tidlig.
Hilsen fra en rejsetræt besætning.
skrevet af Martin Leo Hansen
Sant Carles - på land mandag d. 22. marts 2010.
skrevet d. 22-03-2010
Så blev det for alvor forår, her hvor vi ligger. Havde Ole været her, havde der været shorts på havnen. Vi har fået malet bunden, skiftet tærezink, vasket ankertov og poleret på dækket, så nu er Nausikaa klar til at blive sat i vandet. Vi har bestilt søsætning på onsdag. Vi har planer om at lege turister i morgen; vi skal til Reus for at aflevere bilen og vil benytte lejligheden til at se lidt på omegnen.
Hilsen fra en forårsklar besætning.
skrevet af Martin Leo Hansen
Sant Carles - på land søndag d. 21. marts 2010.
skrevet d. 21-03-2010
Så blev skipper næsten færdig med at polere fribordet. Var det ikke begyndt at småregne ved 16 tiden, var han blevet færdig - mangler kun agterspejlet. Bunden blev vasket; det kan man godt gøre, selv om det regner lidt, så nu er vi klar til at male bund og kan så snart komme i vandet. Det skrider også godt fremad for skipperinden, hvad angår polering af det rustfrie. Det har været dejligt lunt i dag, og ifølge vejrudsigten skulle det klare op i morgen. Vi satser på at få malet bunden i morgen. Alt vel ombord hos landliggerne.
En hilsen fra en træt besætning.
skrevet af Martin Leo Hansen
Sant Carles - på land lørdag d. 20. marts 2010.
skrevet d. 20-03-2010
Vi fortsatte med forårsklargøringen i dag, men kom desværre ikke så langt, som vi havde håbet. Thomas, lederen af pladsen, hvor vi står, havde lovet os, at der stod et stillads klar her til morgen, men der var intet stillads. Nå, vi er jo i Spanien, tænkte vi; men det var nu ikke deres skyld. Skipper var en tur rundt på pladsen og fandt et stillads, som godt kunne være det, vi skulle have haft, og det var det. Nogle rumænere havde set, at der stod et stillads, som de lige kunne bruge, og da der ikke var nogen, der benyttede det, tog de det. De var ikke meget for at slippe det; de var i gang med at male fribord, så kl. blev halv to, inden vi fik vort stillads og kunne komme i gang med at polere fribord. De havde lovet lidt regn sidst på dagen - det kom kl. 16, så skipper nåede ikke ret langt. Skipperinden er i gang med at polere rustfrit stål (det kan godt ruste). Det har været lidt køligt og blæsende i dag.
En hilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Sant Carles - på land fredag d. 19. marts 2010
skrevet d. 19-03-2010
Det er helligdag i dag, Sankt Josefs dag, og alt er lukket. Det var nu ikke, derfor vi holdt ’fri’ i dag og kørte til Valencia. I Valencia fejrer de Sankt Josefs dag på en helt speciel måde. Festlighederne begyndte allerede d. 1. marts med diverse arrangementer og optog, samt bygningen af kæmpe figurer i gaderne. Der skulle være ca. 350 af disse værker, der gør grin med politikerne og andre aktuelle personer. Hele den indre by var afspærret, og der var tusindvis af mennesker i gaderne. Festen kulminerer på Sankt Josefs dag, i dag den 19. marts, hvor der for alvor er gang i den, og ved midnat antændte man alle disse figurer rundt om i gaderne. Det skulle være den mest eksplosive fiesta i Spanien: fallas, og vi må nok give dem ret. Det var et inferno af støj og ild, og vi havde på fornemmelsen, at det kun gjaldt om at larme højest. Det var meget større, end vi havde forestillet os og en kæmpe oplevelse.
En hilsen fra turisterne i Spanien.
skrevet af Martin Leo Hansen
Sant Carles - på land torsdag d. 18. marts 2010
skrevet d. 18-03-2010
Så kom vi i gang med forårsklargøringen. Fribordet var blevet noget gult, så vi måtte i gang med fribordsrens for at få det pænt. Båden er blevet vasket og klar til polering; men skipper mangler et stillads, det skulle komme og være klar til lørdag. Nu, vi har bil til rådighed, ville godt se lidt af området. Om eftermiddagen var vi en tur rundt i Ebro Deltaet, hvor der næsten udelukkende dyrkes ris; men vi er lidt for tidligt på den. Rismarkerne var tørre; de var ved at tilberede jorden, og kanalerne er tørlagte. De overrisler og planter først markerne til midt i april. En stor del af deltaet er udlagt som naturreservat og fredet; med der er flere udsigtsplatforme/huse, hvorfra man kan se på de mange vilde fugle, bl.a. flamingoer. Vejret har været lidt blandet i dag. Rigtig fint i formiddags, men noget skyet om eftermiddagen. Alt vel ombord, vi har jo endnu vort på det tørre.
En hilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Sant Carles - på land onsdag d. 17. marts 2010
skrevet d. 17-03-2010
Vi stod op til en kølig, men flot morgen i Sant Carles. Oliefyret startede fint i aftes, men gik i stå efter kort tid - det hjalp meget, da vi her til morgen fik fyldt lidt olie på tanken. Vi har fået monteret spray-hood, cockpittelt og andet udstyr, som vi fjernede fra dækket i efteråret. Båden er blevet fyldt op med proviant; det er dejligt nemt, når man har en bil og kan køre ud til de store supermarkeder, der normalt ligger lidt uden for byen. Vi har nydt det flotte vejr, sol fra en skyfri himmel og let vind – frokost i cockpittet, så vi er endnu ikke kommet i gang med forårsklargøringen.
En hilsen fra landliggerne i Sant Carles.
skrevet af Martin Leo Hansen
Danmark - Sant Carles tirsdag d. 16. marts 2010
skrevet d. 16-03-2010
Så er vi atter tilbage på båden, som står på land i Marina Sant Carles, der ligger ca. 70 sm. syd for Barcelona. Alt vel ombord; den er ligeså pæn og ren nede om læ, som da vi forlod den i november måned, og der var lunt nede i kahytten, da vi ankom kl. godt syv. Det er lidt af en omvæltning at komme fra det kolde Danmark, hvor sneen endnu ligger hist og her, til Spanien, hvor frugttræerne står i fuldt flor og blomsterne blomstrer i vejkanten. Vi har haft en rigtig fin tur herned med Ryanair fra Billund via London/Standsted til Reus, alt gik efter planen. Vi havde lejet bil i Reus lufthavn gennem en agent – 71 € for 7 dage incl. fri kilometer og fuld forsikring. Det er kun godt 10 € om dagen, så vi var meget spændte på at se, hvilken bil vi kunne få for de penge. Der holdt en helt ny flot Seat Ibiza 1,9 TDI 4 dørs med alt tænkeligt udstyr. Man kan blive glædeligt overrasket. Vi tørnede tidligt ind efter en god middag på Marina Sant Carles restaurant. Der har været travlhed de sidste par dage inden afrejsen, og rejsen trætter også.
En hilsen fra en træt besætning.
skrevet af Martin Leo Hansen