Logbog for 2011
Her kan du se vores logbog, vi forsøger at holde den opdateret men det er klart at der kan være perioder
hvor det ikke er muligt for os at skrive i den.
Cleopatra Marina (på land) - Athen - Danmark 4. - 8. november 2011
skrevet d. 09-11-2011
Vi er nu hjemme i Danmark efter en lille ferie i Athen. Turen hjem gik helt efter planen. Vi havde en flot bustur fra Preveza til Athen, en tur på 5½ time tværs gennem det sydlige Grækenland. Det var et udmærket hotel, vi havde booket via Internettet. Det lå MEGET centralt; vi kunne gå rundt til alle seværdighederne i Athen. Vi havde få minutters gang til Sintagma pladsen, hvor ”det sker”, og hvor lufthavnsbussen kører fra. Der var demonstrationer på Sintagma pladsen, da vi ankom fredag eftermiddag; men alt forløb fredeligt, og vi mærkede ikke noget til urolighederne i Athen de 4 dage, vi var der. Vi så og oplevede rigtig meget. Toppen af seværdigheder, i mere end en forstand, var Akropolis. Vi fløj med SAS fra Athen til København, og da vi gik ud af ankomsthallen, talte vi om, at her var der ingen til at ønske os velkommen hjem, som der er, når vi lander i Billund. Men vi havde knap sagt det, før vi fik øje på Vibeke og Jens. Sikke en glædelig overraskelse! De havde taget metroen ud til lufthavnen for at tage i mod os. Efter en kop kaffe og en snak, tog vi toget til Kolding, og selv DSB kørte efter planen. Vi har haft et rigtigt spændende år med mange oplevelser. Det er ikke blevet til så meget sejlads for sejl; men vi har en god motor, så vi har alligevel fået sejlet 1895 sm. Nu skal vi have alle oplevelserne fordøjet og lagt billeder ind til de sidste rejsebreve. Vi vil nu stoppe opdateringerne af logbogen indtil april 2012, hvor vi har planer om at vende tilbage til båden. Alle læsere ønskes en god vinter, og vi håber at vi ’ses’ igen til foråret. Tak for alle hilsnerne vi har modtaget i årets løb.
En hilsen fra den hjemvendte besætning på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Cleopatra Marina (på land) torsdag d. 3. november 2011
skrevet d. 03-11-2011
Vi er nu klar til at forlade båden og overlade den til Cleopatra Marina de næste 6 måneder. Det blev en travl dag; der var mange ting, vi godt ville have ordnet, inden vi forlod båden. Ting, som vi ville sætte pris på var ordnet, når vi kommer tilbage i april måned - vi nåede det hele. Jeg fik også skyllet motoren igennem med frostvæske, selv om der ikke er den store risiko for frost; det skulle beskytte mod rust og tæring. Vi har fået et tip fra en svensker, der har haft sin båd liggende her: Han anbefalede, at vi proppede alle afløb til med klude. De havde haft problemer med at fjerne grene og græs fra deres afløb, selv meget små afløb – materialer, som små fugle havde fået anbragt der. Vi har haft et fantastisk flot vejr til at pakke sammen i og håber, det fortsætter endnu nogle dage, mens vi holder miniferie i Athen. Næste indlæg i logbogen bliver, når vi kommer hjem. Der er lagt et nyt rejsebrev ind under punktet: Rejsebreve - det sidste i år.
En hilsen fra de rejseklare.
skrevet af Martin Leo Hansen
Cleopatra Marina (på land) onsdag d. 2. november 2011
skrevet d. 02-11-2011
Vi har fået afprøvet den minibusservice, som Cleopatra Marina reklamerer med. De kører fra marinaen kl. 10:00 og sætter os af ved taxi holdepladsen på havnen i Preveza. To timer efter – kl. 12:00 – henter de os igen, så der er masser af tid til at se på forretninger og handle i det lokale supermarked. Fin service, men det er også nødvendigt, for der er ingen muligheder for at fødevarer og den slags, hvor marinaen ligger. Vi fortsatte med rengøring, tøjvask og vedligeholdelse af båden og er snart klar til at forlade den for vinteren. Vejret er fortsat rigtig flot med sol fra en skyfri himmel og op til ca. 20 grader midt på dagen. Alt vel ombord.
En hilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Cleopatra Marina (på land) tirsdag d. 1. november 2011
skrevet d. 01-11-2011
Vi er kommet godt i gang med vedligeholdelse af båden; det, der med fordel kan foretages, inden vi tager hjem. Der er selvfølgelig en hel del, der må vente til foråret. Vi begynder ikke at polere og den slags, før vi kommer tilbage, selv om det er fint vejr til det - det vil nok være spildt arbejde. Pladsen, vi står på, er rigtig flot, men hvis det begynder at blæse kraftigt, vil det nok begynde at støve. De kører rundt med vandvogn, men det gør de nok ikke hele vinteren. Der er flotte bad og toiletter flere steder på pladsen og en meget stor udstyrsforretning, så der er, hvad vi har brug for. Det er lidt spændende, hvad det ender med her i Grækenland. Om de vil sige ja til hjælpepakken eller måske træde ud af EU? De har lige afsat alle forsvarscheferne. De var bange for, at militæret skulle overtage magten. Det var først i 1974, militærdiktaturet blev styrtet, og det har de ikke glemt.
En hilsen fra det urolige Grækenland.
skrevet af Martin Leo Hansen
Cleopatra Marina (på land) mandag d. 31. oktober 2011
skrevet d. 31-10-2011
Så har vi vort på det tørre. Vi er kommet på land i Cleopatra Marina nær Preveza, og alt gik efter planen. Det er en rigtig flot plads, hvor der ser ud til at være styr på tingene. Bunden og resten af båden er blevet vasket, så nu er den klar til at blive bundmalet til foråret. Bunden så for øvrigt rigtig flot ud. Selv om vi ikke bundbehandlede den i foråret, (det er to år siden den sidst fik bundmaling), var der ikke tegn til begroning. De næste par dage skal vi have foretaget lidt vedligeholdelse på båden. Alt vel om bord.
En hilsen fra landliggerne.
skrevet af Martin Leo Hansen
Cleopatra Marina søndag d. 30. oktober 2011
skrevet d. 30-10-2011
De sidste par småting, der skulle ordnes, inden båden skal på land i morgen, er blevet ordnet. Ellers har vi holdt søndag; travet en lille tur rundt i omegnen og set på de to andre marinaer, der ligger lige op og ned ad Cleopatra Marina. Vi har ikke fortrudt, at vi valgte Cleopatra Marina. Vejret er fortsat rigtig flot, lidt køligt og blæsende om morgenen, men sommerligt, sol og stille fra sidst på formiddagen og resten af dagen.
En søndagshilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Preveza - Cleopatra Marina lørdag d. 29. oktober 2011
skrevet d. 29-10-2011
Så nåede vi vor vinterhavn. Det var en meget kort tur på under 1 sm; vi kunne se havnen fra Preveza. Turen foregik i høj sol og helt stille vejr, så vi var lidt overraskede over, hvor svært det var at fortøje i Cleopatra Marina. Vi havde godt læst, at der kunne være en del strøm i havnen; men det kom bag på os, at den var så kraftig. Vi måtte have fortøjningen på et spil for at hive den hjem. Vi har fået lavet kontrakt for det næste halve år og skal op på mandag kl. 08:00. Vejret arter sig lidt mærkeligt: Normalt er der stille om natten, og så kommer der vind ved middagstid, men de sidste dage har det været lige modsat. Vi har helt stille vejr midt på dagen, og om natten blæser der en jævn til frisk vind fra øst, en lidt kølig vind. Her er nydeligt, og det ser ud til at være et rigtigt dejligt sted. Det ligger lidt langt væk fra al ting, men de reklamerer med, at der er bil/båd til Preveza. De reklamerer også med et minimarked; men det er lukket. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Preveza fredag d. 28. oktober 2011
skrevet d. 28-10-2011
Det er Ochi (nej) – dag i dag. En national helligdag i Grækenland til minde om, at grækerne afviste Mussolinis ultimatum i 1940. At de så senere, i 1941, blev besat af Tyskland, er en anden sag. Dagen fejres i Preveza med et optog, hvor byens skolebørn, iklædt hvide skjorter/skjortebluser og blå bukser/nederdele i grupper med faner går forbi byens honoratiores og hilser på dem. Dertil masser af festlig musik fra byorkesteret samt deltagelse af de forskellige redningsvæsener med deres udstyr. Der var et ekstra indslag i år. Før og efter optoget var der en demonstration af vrede borgere, der ville vise deres utilfredshed med politikernes styring af økonomien. Alt forløb fredeligt. Vejret var perfekt til en fridag: Sol (lidt sløret af høje skyer) og helt stille. Vi var en tur rundt i byen, og der var liv i gaderne langs havnepromenaden, resten af byen lå øde hen.
En hilsen fra et festligt Preveza.
skrevet af Martin Leo Hansen
Preveza torsdag d. 27. oktober 2011
skrevet d. 27-10-2011
Det er rart, at man sommetider er heldig at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Vi har haft et rigtig flot vejr den sidste 1½ uge. Det havde ikke været sjovt at ligge i Ligurien eller Toscana, hvor der har været uvejr. Ja, selv i Rom har de haft frygteligt uvejr med store oversvømmelser for 1½ uge siden. Så er de par tordenbyger, vi har haft, ikke noget at tale om. Vi har holdt en fridag i dag og været på bytur. Vi var ved at kunne se bunden i ’vinkælderen’, og da der ikke er de store indkøbsmuligheder, når vi kommer over i Cleopatra Marina, benyttede vi lejligheden til at få den fyldt op. Vi fik også købt og smagt Retsina. Vi havde hørt så meget negativt om den vin; men den, vi fik fat i, smagte udmærket - den kunne vi godt vænne os til. Indrømmet, den smagte anderledes, men ikke dårligt/grimt. Alt vel ombord på Nausikaa.
En hilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Preveza onsdag d. 26. oktober 2011
skrevet d. 26-10-2011
Vi er begyndt at rigge båden af. Vejret var perfekt til at tage sejlene ned. Så godt som vindstille og sol fra en næsten skyfri himmel, så nu er de pakket sammen. Det var godt, vi startede med det fra morgenstunden, for op af dagen kom der vind, og det endte med at blæse kraftigt inden aften. Vi har fået lokaliseret busstationen. Ikke fordi, vi havde tænkt os at trave dertil ovre fra Cleopatra Marina. Man må ikke gå eller cykle igennem tunnelen, der forbinder Aktion halvøen, hvor Cleopatra Marina ligger, med Preveza. De har bus-transfer service i marinaen. Vi har hørt, at det var en god ide at købe billetterne til langdistancebusserne på forhånd, da der kan være meget lang ventetid ved billetlugen - det erfarede vi i dag. Nu har vi billetter til den 4. november, så er det på plads. Alt vel ombord.
En hilsen fra Preveza.
skrevet af Martin Leo Hansen
Lefkas Marina - Preveza tirsdag d. 25. oktober 2011
skrevet d. 25-10-2011
Der er ved at være langt mellem charterbådene. Havnene er meget tomme, og pladserne på land er ved at være fyldte. Sæsonen er ved at være forbi for i år på disse kanter, selv om det stadig er et flot sejlvejr. Vi forlod Lefkas Marina godt middag for at sejle til Preveza, en lille tur på ca. 9 sm. Vi fandt en plads inde i ’Marinaen’, godt i læ for sø og vind. Her forventer vi at blive indtil på lørdag, hvor vi sejler over til Cleopatra Marina for at få båden på land. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Lefkas Marina mandag d. 24. oktober 2011
skrevet d. 24-10-2011
Vi har fået provianteret - det der kan holde sig - til resten af turen i år. Der er fine muligheder for indkøb i Lefkas. Der er også flere udstyrsforretninger, så der er købt bundmaling m.m. til forårsklargøringen. Så skal vi ikke rende efter det, når vi kommer tilbage i april måned. Vi har også været en tur rundt i omegnen af Lefkas. Først var vi en tur ude for at se Agia Maura, en gammel fæstning fra 1300-tallet, der ligger ved indsejlingen til Lefkas kanalen. Ifølge guide skulle der være åbent alle dage fra 9 til 15; men det viste sig, at der var lukket om mandagen, som på de fleste museer. Vi besluttede i stedet at gå ud og se klosteret Moni Faneromeni, der ligger godt 3 km. uden for byen, men i modsat retning af fæstningen. Det er et forholdsvis nyt kloster. Det er grundlagt i 1634; men de nuværende bygninger er fra 1886, hvor det blev genopført efter en brand. Det er stadig i brug som kloster, og der er ikke adgang til fløjen, hvor munkene bor. Det ligger højt oppe med en fantastisk flot udsigt ud over havet nord for Lefkas. Det var en træt besætning, der langt om længe vendte tilbage til båden. Vi havde et rigtigt flot vejr til udflugten, sol fra en letskyet himmel og meget svag vind.
En hilsen fra de glade vandrere.
skrevet af Martin Leo Hansen
Lefkas Marina søndag d. 23. oktober 2011
skrevet d. 23-10-2011
Som jeg skrev i går, har vi lidt svært ved at tyde vejret. De havde meldt overskyet, tørt og blæst i dag, og det blev overskyet. Men vinden mærkede vi ikke noget til, derimod kom der en smule regn, og det lige, da vi var ude for at trave en tur. Ikke meget, men nok til, at vi skyndte os tilbage til båden. Vi har fået ordnet en del praktiske ting på båden - der er altid noget, der trænger til et eftersyn. Den ene højttaler til musikanlægget har drillet gennem længere tid; det var en dårlig samling inde i et skab. Det tog lidt tid at lokalisere, men nu virker den igen. Det er blevet dejligt lunt om aftenen og natten, så vi kan sidde i cockpittet og spise aftensmad uden cockpittelt. I morgen lover den ene vejrmelding overskyet og frisk vind, den anden skyfrit og stille - det bliver spændende at se, hvem der får ret. Vi er spændte på, om det kan lade sig gøre at holde miniferie i Athen om halvanden uge; der er godt nok uroligt lige for tiden. Her, hvor vi er, mærker vi ikke noget til det.
En hilsen fra det lune Lefkas.
skrevet af Martin Leo Hansen
Vathi (Meganissi) - Lefkas Marina lørdag d. 22. oktober 2011
skrevet d. 22-10-2011
Vi har fået taget ’hul’ på de græske øer, og det har været en positiv oplevelse både naturmæssigt og havne/ankermæssigt; men vi har lidt problemer med at tyde vejret. De har meldt regn, torden og hård vind for weekenden; men så pludselig melder de sol og stille, for så senere at ændre det til regn og moderat vind. Det er ikke til at blive klog på, og vi har oplevet uvejr hernede, så vi besluttede at sejle tilbage til Lefkas Marina. Inden vi forlod Vathi på Meganissi, travede vi en tur op til landsbyen Katomeri, en rigtig græsk landsby, der ligger få kilometer fra Vathi. Det er her folk bor, Vathi er kun deres havn. Turen fra Vathi til Lefkas Marina var på godt 11 sm. og tog 2 timer for motor på næsten spejlblankt vand. Vejret har været pragtfuldt i dag, sol fra en letskyet himmel og varmt, som en fin sommerdag derhjemme med temp. på 23-24 grader. Vi er spændte på vejret de kommende dage. Alt vel ombord.
En sensommerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Sivota (Lefkas) - Vathi (Meganissi) fredag d. 21. oktober 2011
skrevet d. 21-10-2011
Så er vi i Vathi, ikke Vathi på Ithaka, hvor vi var den anden dag; men Vathi på Meganissi. Vathi betyder dybt på græsk, så det er den dybeste havn på øen. Det navn støder vi sikkert på flere gange. Inden vi forlod Sivota, fik vi hilst på besætningen fra s/y Victoria af Aarhus. De ligger i Messolongi og er kun hernede i efterårsferien. Vejrmeldingen havde lovet overskyet. Det var skyet rundt om os, men vi havde det fineste solskin, næsten ingen vind og varmt. Det er atter blevet sommer, så længe det varer. Vi sejlede fra Sivota over til Papanikolis’ Hule på vestsiden af Meganissi. Historien fortæller, at en græsk ubådskaptajn gemte sin ubåd Papanikolis inde i hulen under 2. verdenskrig. Jeg tvivler nu på, at det er sandt, efter at have set, hvor stor hulen var; men historien er da meget god. Vi fortsatte syd om Meganissi og op langs østkysten op til Vathi, en fin havn på nordsiden af øen. Vi valgte at gå ind i den gamle havn og finde en plads langs den gamle mole. Der ligger ellers en marina lidt længere ude i havnen. Vathi på Meganissi er til at overse, et par minimarkeder (de kalder dem supermarkeder) og en række tavernaer, det er næsten alt. Alt vel ombord.
En sommerlig sejlerhilsen fra Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Vathi (Ithaka) - Sivota (Lefkas) torsdag d. 20. oktober 2011
skrevet d. 20-10-2011
Vi stod op til en rigtig flot morgen med sol fra en letskyet himmel og helt stille - vandet var spejlblankt. Det var lidt svært at løsrive sig fra Vathi på Ithaka, et rigtig flot sted med nogle fantastiske omgivelser; men vi ville godt se lidt andet, inden vi evt. sejlede tilbage til Lefkas Marina. Der er mulighed for regn i den kommende weekend, og så vil vi godt ligge i en marina. Vi forsøgte os igen på museet, og nu var der åbent på det arkæologiske museum, ikke på Poseidon museet. Så lidt fik vi da med af fortiden. Vi havde sat Sivota på den sydlige del af Lefkas som dagens mål, en tur på godt 16 sm. og knap 3 timer. Sivota ligger i en lille bugt fyldt med små tavernaer, også et sted omgivet af høje bjerge. Det er meget brugt af charterbådene.
En sejlerhilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Vathi (Ithaka) onsdag d. 19. oktober 2011
skrevet d. 19-10-2011
Vi tog en overliggerdag i Vathi på Ithaka. Her er rigtig dejligt, og der var ting, vi godt ville se lidt nærmere på. Vi ville gerne besøge de to små museer i byen; men det viste sig, at de var lukket på grund af strejke. Der er meldt 48 timers generalstrejke i Grækenland i dag og i morgen, og det når åbenbart helt ud på de små øer. Ellers har vi ikke mærket noget til strejken. Vi har været ude på en længere travetur, der førte os op til landsbyen Perahóri, hvorfra der var en storslået udsigt ud over Vathi og det meste af Ithaka samt omliggende øer. Det har været et rigtig flot vejr i dag med sol fra en skyfri himmel og godt 20 grader; det er fortsat lidt køligt om natten – 14 grader. Alt vel ombord.
En hilsen fra De Ioniske Øer.
skrevet af Martin Leo Hansen
Lefkas Marina - Vathi (Ithaka) tirsdag d. 18. oktober 2011
skrevet d. 18-10-2011
Vi stod op til en meget kold, men flot morgen med sol og næsten stille. Da vi havde sagt farvel til Inger Lise og Ole, som skulle med bus til Athen og videre med fly til Danmark, riggede vi båden til og satte kurs mod Ithaka. De havde lovet let til jævn vind fra NV, så på en tur til Vathi på Ithaka ville der være mulighed for at sejle for sejl. Men ak, da vi kom ud af renden inde fra Lefkas by, var vinden i syd, så vi fortsatte for motor. Nu var sydlig vind ikke værst, når man først lå inde i Vathis havn. Vi havde en fin tur og kom ind til en fin havn, der ligger i nogle fantastisk flotte omgivelser. Der var ikke mange både i havnen, da vi ankom, men den endte med at blive godt fyldt op. Vi forventer at tage en overligger dag i morgen. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Lefkas Marina mandag d. 17. oktober 2011
skrevet d. 17-10-2011
Det blæste stadig, da vi stod op, og vinden var meget kold, så vi droppede sejlturen til Nidri. Vi havde talt om at sejle derned og spise frokost. I stedet tog vi en bustur Lefkas rundt med stop i Vassiliki, hvor vi indtog en dejlig græsk frokost (varmt måltid) på en lille taverna med udsigt over havnen. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og på grund af den kølige luft var det flot klart, så det blev en rigtig flot tur rundt på øen. Inger Lise og Ole har fået pakket og er klar til at tage bussen til Athen i morgen tidlig. Vi planlægger at sejle lidt syd på i morgen.
En hilsen fra Inger Lise, Ole, Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Lefkas Marina søndag d. 16. oktober 2011
skrevet d. 16-10-2011
Det blev en meget kold og blæsende dag. Vi havde en hård vind til kuling fra NØ og max. 14 grader. Vinden gjorde, at det føltes bidende koldt, men det holdt tørt. De højeste bjergtinder inde over fastlandet var dækket af sne, som faldt i går. Vi havde ikke lyst til at forlade vor sikre havn, så det blev til traveture i stedet. Om aftenen var vi ude for at prøve det græske køkken. Vi fandt en hyggelig lille taverna oppe i en af de små gader i Lefkas og havde en dejlig aften. Alt vel ombord.
En meget kold og blæsende hilsen fra det græske.
skrevet af Martin Leo Hansen
Lefkas Marina lørdag d. 15. oktober 2011
skrevet d. 15-10-2011
Det har regnet og tordnet det meste af natten, og ifølge vejrmeldingen skulle det fortsætte med regn og torden hele dagen. Det kom næsten til at holde stik; der er kommet flere kraftige regnbyger, mens vi ikke hørte så meget til tordenen. Det er lidt af et vejrskifte, vi har. I går havde vi sommervejr med sol og varme, indtil fronten nåede os - i dag har vi efterårsvejr med temperatur på max. 19 grader, i morgen melder de max. 14 grader. Det blev mest til hygge ombord i selskab med vore gæster. Det blev dog også vejr til en tur i byen og et besøg på det lokale museum for Inger Lise og Ole, mens vi klarede provianteringen. De lover desværre ikke bedre vejr i morgen. Alt vel ombord.
En kold og våd hilsen fra hele besætningen.
skrevet af Martin Leo Hansen
Fiskardo (Kefallónia) - Lefkas Marina fredag d. 14. oktober 2011
skrevet d. 14-10-2011
Det blev en meget rolig nat i Fiskardo på Kefallónia; men inden vi var færdige med morgenmaden, begyndte det at lufte lidt fra SØ, og det gav lidt uro i havnen, der er meget åben mod SØ. Vi kom af sted godt ni, fik sat nogle sejl og havde en rigtig flot tur tilbage til Lefkas Marina for sejl. Turen gik nord om Ithaka op mellem Lefkas og Meganíssi og rundt om Skorpiós og tog knap 6 timer i sol fra en letskyet himmel, ca. 25 grader og en SØ-lig jævn vind. De havde meldt kuling med regn og torden fra i nat; men da vi nærmede os Lefkas, trak det allerede sammen omkring os, og vi havde ikke været i havn ret længe, før det begyndte at lyne, tordne og regne. Det fortsatte med hård vind og regn og torden hele aftenen; men vi ligger trygt og godt i en sikker havn, så det generer os ikke. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra hele besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Lefkas Marina - Fiskardo (Kefallónia) torsdag d. 13. oktober 2011
skrevet d. 13-10-2011
Sol fra en skyfri himmel og ca. 25 grader, et drømmevejr til en efterårstur. Vi havde sat Fiskardo på øen Kefallónia som dagens mål. Desværre var der for lidt vind til at gennemføre hele turen, der blev på godt 26 sm., for sejl; men vi fik da luftet sejlene. Turen tog godt 5 timer. Fiskardo er en rigtig hyggelig lille havn med tavernerne langs kajkanten. Alle pladserne langs den gamle kaj, hvor der var dybt nok til at gå ind med en sejlbåd, var desværre optaget; men vi fandt en fin plads ved en flydebro. Havnen blev helt fyldt op af sejlbåde; men der var kun en privat båd foruden vores - resten var charterbåde. Der var rigtig hyggeligt, og vi nød den flotte udsigt og de små gamle huse med et flor af blomster. Det kan næsten ikke blive mere græsk, efter det vi forestiller os. De har meldt kuling på lørdag fra S og SØ, drejende til NØ natten til søndag, og da skipper ikke kunne finde en god havn i nærheden for de vindretninger, besluttede vi at sejle tilbage til Lefkas i morgen.
En sejlerhilsen fra Inger Lise, Ole, skipperinden og skipper.
skrevet af Martin Leo Hansen
Lefkas Marina onsdag d. 12. oktober 2011
skrevet d. 12-10-2011
Vi har fået gæster ombord, Inger Lise og Ole fra Samsø kom i nat kl. 01:20 med bussen fra Athen. Det blev sent, inden vi havde fået lidt natmad og kom til ro, så vi sov lidt længe. Vi blev i Lefkas i dag og var en tur rundt i byen. Vejret var rigtig flot med sol fra en skyfri himmel og 25 grader, så der var feriestemning oppe på torvet under de store hvide parasoller, hvor vi fik smagt på den lokale drik – ouzo. Gæsterne har fået sig indrettet, og vi er klar til afgang i morgen, hvor turen går syd på. Alt vel ombord.
En sommerlig hilsen fra hele besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Preveza - Lefkas Marina tirsdag d. 11. oktober 2011
skrevet d. 11-10-2011
Vi stod op til en kølig; men flot morgen i Preveza. De meldte rolige vindforhold, så vi besluttede at sejle til Lefkas, hvor det er meget lettere at modtage gæster. Inger Lise og Ole har meldt deres ankomst i nat klokken 1:30. Busstationen ligger lige nede ved havnen, og turen fra Athen til Lefkas er noget kortere og hurtigere end turen fra Athen til Preveza. Det blev en stille og rolig tur på ca. 9 sm. Vi skulle tilpasse tiden, så vi ankom til broen, der fører ind til kanalen til Lefkas, klokken hel. Broen åbner kun engang hver time. Vi gik ind til Lefkas Marina; en fin marina, hvor vi har planer om at blive et par dage. Det har været et pragtfuldt vejr i dag med sol fra en skyfri himmel, og varmen er kommet tilbage. Aftensmaden blev indtaget i cockpittet (uden cockpittelt) med stearinlys og fuldmånen til at give lys til middagen. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Preveza mandag d. 10. oktober 2011
skrevet d. 10-10-2011
Det er lidt af et vejrskifte, vi har været ude for de sidste par døgn. For et par dage siden havde vi ikke haft under 20 grader, heller ikke om natten, men i dag melder de max 15-16 grader midt på dagen. Det blæser - dog ikke med kulingsstyrke, som de havde varslet - er klart og solskin, men som sagt koldt. Det er som en rigtig flot oktoberdag i Danmark. Vi har været ude og se lidt på Preveza og måtte have lange bukser og jakker på for at holde varmen. Vi havde også lange bukser på i går, ellers har de været gemt langt væk. Preveza er en rigtig fin by. Vi har jo bestilt vinterplads her i Preveza (på den anden side af renden hos Cleopetra Marina); men først fra d. 1. november, så vi har endnu 3 uger, hvor vi kan sejle rundt mellem de Joniske Øer. Vi får besøg i morgen eller på onsdag af Ole og Inger Lise fra Samsø og forventer at tage dem ombord i Lefkas. Heldigvis ser det ud til, at den kulde, vi har i dag, er kortvarig, så på onsdag skulle det igen blive 24-25 grader. Her er alt vel ombord.
En hilsen fra det kølige Grækenland.
skrevet af Martin Leo Hansen
Gouvia Marina - Preveza søndag d. 9. oktober 2011
skrevet d. 09-10-2011
Vi stod op til en stille og fin morgen, men der hang nogle voldsomme skyer rundt om os. Vejrmeldingen lovede Beaufort 3 (ca. 6 m/sek.) fra NV og lette regnbyger; det lød fint, så vi besluttede at tage af sted. Det var helt stille, da vi startede; men der kom lidt vind, da vi havde passeret Korfu by, og det begyndte at trække sammen nord for os. Efter godt en times sejlads begyndte det at lyne og tordne bag os; men den trak nord om os, og vi fik kun nogle få dryp. Det var kun begyndelsen, den ene kraftige byge efter den anden og nogle med torden trak på alle sider af os, og vinden varierede i retning og styrke hele dagen. Men vi undgik bygerne indtil ca. 1 time før Preveza, hvor vi sejlede ind i en meget kraftig byge med torden. Der var et lyn, der slog ned meget tæt på os, så navigationsudstyret blev afbrudt/blokeret. Vi fik det dog startet op igen; det var lige, da vi skulle ind gennem renden til Preveza. Det var dejligt at komme i havn og blive modtaget af nogle søde englændere/skotter, selv om regnen stod ned i stride strømme. Vi fik tilbagelagt de ca. 63 sm på knap 10 ½ time. De, der modtog os, meddelte, at der var udsendt ’gale warning’ (kulingvarsel) for i morgen, så vi bliver nok i Preveza i morgen. Alt vel ombord.
En meget våd og blæsende sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Gouvia Marina lørdag d. 8. oktober 2011
skrevet d. 08-10-2011
Det har lynet, tordnet og regnet det meste af natten og morgenstunden; men i løbet af formiddagen klarede det lidt op, og resten af dagen fik vi kun nogle enkelte kraftige byger. De havde meldt frisk sydlig vind, og da vi skal mod SSØ for at komme til Lefkas eller Preveza, besluttede vi os for at blive endnu en dag, selvom det her i Gouvia Marine var næsten helt stille. Vi har ikke rigtigt fornemmelse af, hvor meget vi ligger i læ af Korfu. For første gang siden vi kom herned sidst i august, var temperaturen under de 20 grader i nat, så det føltes lidt køligt i morges. Det ser ud til på vejrmeldingen, at vi kan sejle syd på i morgen. Vi får se.
En hilsen fra et vådt og blæsende Grækenland.
skrevet af Martin Leo Hansen
Gouvia Marina fredag d. 7. oktober 2011
skrevet d. 07-10-2011
De havde meldt torden i dag, og den kom; men vejret var rigtig fint fra morgenstunden, så vi tog bussen ind til Korfu by for at se lidt på byen, inden uvejret nåede os. Vi fik set den gamle bydel, en rigtig flot by og noget anderledes end det, vi har oplevet indtil nu. Vi var selvfølgelig også nede for at vende havnen. Der kan man ikke ligge som lystsejler. Hvis man skulle være så heldig at finde en plads, bliver det et noget uroligt ophold. Der er blevet anskaffet mobilt bredbånd, som dækker Grækenland, så nu er vi atter online og kan opdatere hjemmesiden samt sende/modtage post. Ved middagstid begyndte det at trække sammen, og vi tog bussen tilbage til båden og nåede hjem i god behold, inden det begyndte at regne. Sikke nogle tordenbyger der trak hen over os, og det var ikke finregn, der faldt. Jeg tror aldrig, jeg har set så store regndråber. Det fortsatte med at lyne og tordne resten af dagen og aftenen, så vi er spændte på, hvad natten vil bringe. De melder fortsat torden i morgen, så vi kommer nok ikke videre før tidligst søndag. Bemærk - der er lagt nyt rejsebrev ind under punktet: Rejsebreve. Alt vel ombord.
En våd regnvejrshilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Gouvia Marina torsdag d. 6. oktober 2011
skrevet d. 06-10-2011
Vi havde oprindeligt planer om at sejle videre til Preveza eller Lefkas i morgen; men ifølge den vejrmelding jeg fik oppe på havnekontoret, så bliver vi her nogle dage. De melder allerede regn fra i morgen tidlig og frisk vind fra syd, vi skal meget mod syd. Vi kunne have sejlet i dag; men inden vi havde fået ordnet alt papirarbejdet, så var det for sent at tage af sted, der er ca. 65 sm. til Preveza/Lefka. Jeg har fået udstedt et ”Private Pleasure Maritime Traffic Document” (DEKPA), og udfærdiget en crew-liste m.m. så nu er alle formaliteter i orden. Så skal jeg lige finde ud af, hvordan man bruger DEKPA. Ifølge bøgerne skal det stemples i hver havn, man anløber, både når man kommer og forlader havnen; men hende, der udfærdigede det, gjorde meget ud af at fortælle, at jeg IKKE skulle opsøge Port Police, før jeg engang forlader Grækenland. Midt på eftermiddagen så det meget ud til torden; det lynede, tordnede og himmelen var meget mørk; men den trak desværre nord om os, så skipper måtte alligevel til at vaske båd.
En hilsen fra Korfu.
skrevet af Martin Leo Hansen
Santa Maria di Leuca - Gouvia Marina (Korfu) onsdag d. 5. oktober
skrevet d. 05-10-2011
Som jeg skrev i går, havde vi planer om at stå tidligt op og sejle til Korfu. Der er en frontpassage på vej med regn og blæst i løbet af weekenden. Vi stod TIDLIGT op, forlod Santa Maria di Leuca kl. 04:30 i bælgravende mørke; månen var for længst gået ned. Der var vindstille inde i havnen, men så snart vi kom fri af pynten, kom der en rigtig fin vind, nord 6-7 m/sek. Det gav en halvvind, så vi fik rullet sejlene ud og havde en rigtig flot tur i sol fra en letskyet himmel og 25-26 grader. Det varede desværre kun til lige før middag, hvor vi var nået ca. halvvejen. Da lagde vinden sig, og vi måtte igen have gang i motoren for at nå Korfu, inden det blev mørkt; men det var skønt, så længe det varede. Vi anløb Gouvia Marina lige nord for Korfu by kl. 20:03 lokal tid - de er jo 1 time foran centraleuropæisk tid. Ifølge navigatoren er der 85 sm., vi havde lidt modstrøm og nåede op på godt 90 sm. ifølge loggen. Vi blev modtaget af en meget venlig havneassistent, der ønskede os et godt ophold. Registrering og andet papirarbejde kunne vi ordne i morgen efter 08:00. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra en meget træt besætning på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Crotone - Santa Maria di Leuca tirsdag d. 4. oktober 2011
skrevet d. 04-10-2011
Vi ligger nu i Santa Maria di Leuca efter en fin tur fra Crotone. Vi havde bestemt, at hvis vind og sø var imod til Santa Maria di Leuca, ville vi sætte kurs direkte mod Preveza. Men skipperinden er ikke meget for natsejlads, og slet ikke på dette tidspunkt, hvor natten er meget mørk og lang - det er mørkt i 11-12 timer. Det viste sig, at vi fik alle tiders vejr til Santa Maria di Leuca. Sol fra en skyfri himmel, 25-26 grader, næsten fladt vand og vind fra NV. Det gav en flot halvvind, men desværre havde vi kun 3-4 m/sek., og det er altså for lidt til at holde ordentlig fart i båden for sejl. Distancen fra Crotone til Santa Maria di Leuca er ifølge kortet 71 sm., og skal de gennemføres, mens det er lyst, skal man holde en pæn fart. Ikke nok med det; der løber en ret kraftig strøm mod SV, det vil sige lige i mod, og den løb med næsten 1 knob, så for at være sikker på at komme ind, mens det var lyst, (det er lettere at forlade en havn, man kender, end at anløbe en ukendt havn i mørke) startede vi ca. 1 time, før det blev lyst (kl. 5:45). Vi nåede trods modstrømmen i havn, inden mørket sænkede sig, og havde da logget ca. 81 sm. og sejlet i 12 ½ time. Vi har besluttet at sejle meget tidligt i morgen for at nå Korfu. Der er en kuling på vej, som vil ramme os i løbet af weekenden, og da skulle vi helst ligge i Preveza eller på Lefkas. Byen her ser ellers spændende ud, men det må vente til en anden gang. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Crotone mandag d. 3. oktober 2011
skrevet d. 03-10-2011
Vi ligger stadig i Crotone. Da vi stod op, var det næsten helt stille, og vi fortrød lidt, at vi ikke var stået op og sejlet. Senere blev vi glade for, at vi ikke var sejlet, for der kom vind i løbet af formiddagen, dog ikke så kraftig som i går; men stadig fra NØ, en kedelig retning for os. Vi har nu set Crotone, hvor der var liv i byen og fået provianteret lidt. Hvis vejrmeldingen holder, sejler vi i morgen tidlig mod Santa Maria di Leuca en tur på 71 sm. Hvis det viser sig, at vinden og søen stadig er imod og ikke til at sejle i, falder vi af og sætter kurs direkte mod Preveza, en tur på 170 sm. Hvis vi går direkte til Grækenland, så vær opmærksom på, at der kan gå lidt tid, inden logbogen bliver opdateret, og e-mails bliver læst og besvaret. Vi skal lige have fundet en løsning på mobilt internet. Bortset fra vinden har vi et pragtfuldt vejr, sol fra en skyfri himmel og 25-26 grader. Vi var inviteret til ’before dinner drink’ hos Karin og Henrik på s/y Felicia og efterfølgende gik vi ud og spiste middag. En rigtig hyggelig aften. Alt vel ombord.
En hilsen fra de indeblæste.
skrevet af Martin Leo Hansen
Crotone søndag d. 2. oktober 2011
skrevet d. 02-10-2011
Vi har taget en overliggerdag i Crotone, hvilket var planlagt. Vi ville godt se lidt på byen, og så havde de meldt hård vind fra NØ - den retning, vi skal. Middelvinden har ligget på ca. 10 m/sek. det meste af dagen og med pust på 11 og 12 m/sek. samt swell på knap 1 meter, så skal vi ingen steder; det gider vi ikke sejle i. Crotone er en dejlig by med en fin gammel bydel med meget smalle gader og gamle huse. Der var dog lidt dødt på grund af søndag, hvor alt er lukket. Havnen er fin med et meget venligt personale og alle faciliteter. Sidst på dagen ankom s/y Felicia af Stockholm med Karin og Henrik, som vi har mødt flere gange, første gang i Portoferraio på Elba. Vi havde en hyggelig aften ombord på Nausikaa, hvor der blev udvekslet erfaringer fra de steder, vi hver især havde besøgt. Vi havde håbet på at kunne komme videre i morgen, men ifølge havnepersonalet vil det også blæse i morgen, så vi får se. Alt vel ombord.
En hilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Roccella Ionica - Crotone lørdag d. 1. oktober 2011
skrevet d. 01-10-2011
Så nåede vi langt om længe Crotone efter en lidt blandet tur. Vi startede fra Roccella Ionica klokken halv syv, da det var blevet lyst. Der var helt stille inde i havnen; men da vi kom ud af havnehullet, stod der en kedelig kombination af dønning og strømsø, som vi sloges med op langs kysten til vi kom fri af land ved Punta Stilo og kom ud i den berygtede Golfo di Squillace, hvor der til gengæld var fladt vand og kraftig modstrøm. Men selv om det tog sin tid i modstrømmen, var der behageligt at sejle. Vi havde næsten vindstille, indtil vi nærmede os Capo Rizzuto på den anden side af Golfo di Squillace. Her kom der vind, og der rejste sig nogle pænt store strømsøer, som vi sloges med, til vi kom rundt om Capo Colonne. Det gjorde det ikke bedre, at vi skulle pænt til havs for at komme uden om de forbudte områder i reservatet mellem Capo Rizzuto og Capo Colonne. Vi nåede Crotone efter ca. 11 timer og godt 64 sm. Dem, jeg skrev om i går, der efter lidt betænkning tog af sted mod Crotone, måtte opgive og gik i stedet ind til Le Castello. De fortsatte i dag til Crotone, hvor vi lige har talt med dem. Vi har planer om at se lidt på Crotone i morgen og fortsætte til Leuca på mandag, hvis vejret tillader det. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Roccella Ionica fredag d. 30. september 2011
skrevet d. 30-09-2011
Så er vi næsten eneste gæstesejler i havnen. I morges kl. godt 6 stak de fleste af sted, de skulle alle syd på, de fleste til Riposto på Sicilien. Der var en enkelt båd fra Belgien, en lidt større 2 master, tilbage i havnen, og efter nogen overvejelse besluttede de også at sejle. De ville nord på, god tur! Der er kommet en enkelt tysk båd ind her til aften, de kom syd fra og skal nord på. Hvis alt går efter planen, stikker vi af i morgen tidlig kl. 06:00 og sætter kurs mod Crotone. Det har været et helt fantastisk flot vejr i dag. Temp. op i nærheden af de 30 grader, stille og sol fra en skyfri himmel. Vi har fået vasket lidt, foretaget lidt alm. vedligeholdelse af båden og provianteret til de næste dage.
En sommerlig hilsen fra Roccella Ionica.
skrevet af Martin Leo Hansen
Roccella Ionica torsdag d. 29. september 2011
skrevet d. 29-09-2011
Der er ved at være fyldt op i Roccella Ionica. Der er kun enkelte, der har forladt havnen i dag, og de skulle syd på. De melder stadig hård vind oppe nord for os i Golfo di Squillace, der er berygtet for sin hårde vind på samme måde som Lion Bugten i Frankrig. Der er en bjergslugt tværs over fastlandet, og når vinden bliver presset sammen i den, forøges hastigheden væsentligt. Der kom en enkelt båd ind i dag; den kom nord fra, og de havde haft noget af en tur. Da de hørte, at vi skulle nord på udbrød bådens skipperinde: ”NOT NOW!” Vi planlægger at blive endnu et par dage, indtil der er faldet ro over vandet - swell’en er stadig over 1 meter. Det har været et rigtig flot vejr i dag, og vi sad udenfor og spiste aftensmad på den lokale restaurant kl. 20-21. Vi har fået bestilt optagning af båden mandag d. 31. oktober i Cleopatra Marine i Preveza. Alt vel ombord.
En hilsen fra det forblæste Syditalien.
skrevet af Martin Leo Hansen
Roccella Ionica onsdag d. 28. september 2011
skrevet d. 28-09-2011
Vi ligger fortsat i Roccella Ionica. Det har regnet lidt i nat, og det tordnede kraftigt, da vi vågnede i morges, men det trak uden om os. Vi har været en tur i Roccella Iconia i dag - der er en fin strandpromenade på ca. 3 km. fra havnen og ind til byen. Det kunne være et rigtig flot område; men hvor er det beskidt, det flyder med affald alle vegne. Der er lige kommet en belgisk båd ind. De kom nord fra, der hvor vi skal hen, og de var lidt chokerede over, hvor meget vind der havde været, og de havde vinden med. Ifølge vejrmeldingen, kommer vi ingen steder i morgen. Vi må indrømme, at vejret driller lidt for tiden; men vi går jo også efteråret i møde, hvor de normalt har mere vind og nedbør på disse egne. Alt vel ombord.
En hilsen fra de afventende.
skrevet af Martin Leo Hansen
Roccella Ionica tirsdag d. 27. september 2011
skrevet d. 27-09-2011
Det blev igen en urolig nat med lyn, torden og regn i stride strømme. Det klarede dog op i løbet af formiddagen, og vi havde planer om at trave en tur ind til Roccella Iconia. Men inden vi kom af sted, var en ny front med kraftig regn og torden på vej ind over os, så vi kom ingen steder. Vi brugte dagen til at få planlagt vores hjemtur. Vi har bestilt fly hjem fra Athen tirsdag d. 8. november og planlægger at gøre et stop i Athen på 3-4 dage på vej hjem. Vi fik prøvet restauranten på havnen i dag, og det er nogle af de bedste pizzaer, vi nogensinde har smagt og til 11,00 € for ½ meter – det er rigeligt til 2. Vejrmeldingerne for de kommende dage ser desværre ikke for gode ud. De melder hård NØ-lig vind, lige den retning vi skal. Vi får se, hvornår vi kommer herfra.
En hilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Roccella Ionica mandag d. 26. september 2011
skrevet d. 26-09-2011
Det har lynet, tordnet og regnet hele natten; men i løbet af formiddagen blev det opholdsvejr, så vi kunne komme ud og se lidt på omegnen. Vi fik provianteret lidt; der er et supermarked ca. 1 km. fra havnen, en fin travetur. Allerede om eftermiddagen kom et nyt område med regn og torden ind over os. Når det tordner her, så tordner det, og det varer flere timer, inden det er trukket over. De melder fortsat torden de kommende dage, og så længe de melder det, bliver vi i havn. Der er heller ikke nogle af de andre både, der skal ud at sejle de første dage. Det er en udmærket havn, men den er ved at være lidt forfalden. Der er fine standere til el og vand på alle broerne, men hverken el eller vand er tilsluttet. Der er dog etableret en enkelt vandhane midt på broen, hvor man kan hente vand. Alt vel ombord.
En regnvejrshilsen fra det syditalienske.
skrevet af Martin Leo Hansen
Reggio di Calabria - Roccella Ionica søndag d. 25. september 2011
skrevet d. 25-09-2011
Vi er nået til Roccella Ionica efter en fin tur på godt 60 sm og 10 timer og 15 minutters sejlads for motor. Vi tog vejrmeldingen, inden vi forlod Reggio di Calabria. De meldte regn og torden i Roccella Ionica fra kl. 17:00, så vi sejlede kl. 06:30 og skulle ifølge planen nå Roccella Ionica inden tordenvejret. Ca. 3 sm. (½ time) før havnen fik vi et par dryp, og det begyndte at buldre inde over land, men ikke noget der generede. Vi var fortøjet kl. 16:45, og et kvarter efter begyndte det at regne og tordne for alvor - vi må indrømme, de havde styr på vejret. Det har regnet hele aftenen, så vi har ikke set meget til området; håber på opholdsvejr i morgen. Det er lidt af en transportsejlads, vi har foretaget de sidste dage; men vi vil godt til Grækenland, mens det endnu er godt vejr. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Tropea - Reggio di Calabria lørdag d. 24. september 2011
skrevet d. 24-09-2011
Så nåede vi gennem Messina strædet og ligger nu i Reggio di Calabria, en lidt kedelig og urolig havn. Vi havde et rigtig flot vejr, sol fra en letskyet himmel og meget let vind på det meste af turen. Turen hertil var på ca. 40 sm; men på grund af MEGET kraftig modstrøm (4,5 knob) på det smalleste sted af Messina strædet, loggede vi godt 45 sm. Det gik MEGET langsomt med at komme forbi færgehavnen. Men færgerne var flinke; den ene lå og ventede, til vi havde passeret, hvor han skulle sejle. Der var kraftige strømsøer, næsten som når man passerer Strib fyr, og der rigtig er gang i strømmen i Lillebælt. Som sagt er havnen i Reggio di Calabria kedelig, og der er meget langt ind til byen. De skulle ellers have Italiens flotteste strandpromenade med palmer og blomstertræer importeret fra hele verden; men vi orkede ikke at trave der ud. Vi har planer om at fortsætte til Roccella Ionica i morgen, hvis vejret tillader det. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Tropea fredag d. 23. september 2011
skrevet d. 23-09-2011
Vi tog en overligger dag i Tropea. For det første er det en rigtig flot by, som vi godt ville se lidt nærmere på, og for det andet var snavstøjskurven ved at være fyldt, så da de havde vaskemaskiner på marinaen, benyttede vi lejligheden til at få den tømt. Vejret var pragtfuldt, sol fra en skyfri himmel, knap 30 grader og med en let brise ude fra vandet til at kølne lidt, så tøjet var tørt, næsten før det var hængt op. Den gamle del af Tropea ligger oppe på toppen af en klippe lige bag havnen. Husene er ligesom klistret fast på klippesiden, og gaderne er meget smalle - en rigtig fin gammel by. De små gader var fyldt med restauranter og små forretninger, hvor de solgte bl.a. keramik. Lidt af en turistby, men en af de pænere. Der var godt 200 trin op til byen nede fra havnen; det gav sved på panden. Om aftenen fandt vi den cafe/restaurant, vi havde fået anbefalet, (tak, Janne!) og med fødderne næsten i havet, nød vi herlige muslinger og grillet sværdfisk. Alt vel ombord.
En rigtig sommerlig hilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Cetraro - Tropea torsdag d. 22. september 2011
skrevet d. 22-09-2011
Så blev det atter sommer i Syditalien. Vi har haft sol fra en letskyet himmel og meget let vind i dag. Swell’en var kommet ned på et acceptabelt niveau, hvor vi kunne sejle nogenlunde behageligt. Da der ikke var nogen vind af betydning, fik vi alligevel nogle vippeture ind i mellem, men alt i alt en fin tur. Vi havde sat Tropea som dagens mål, en tur på ca. 50 sm. efter navigatoren; men den blev noget længere på grund af afdrift og modstrøm, turen tog 9 timer. Tropea er en rigtig flot marina, hvor de har forstået, at gæsterne skal have det godt. Gæstepladserne, der normalt ligger lige ved indsejlingen til havnen, ligger her helt inde i bunden af havnen, langt væk fra fiskerbådene og turbådene og tæt på bad og toiletter. Havnen ligger lige neden for den gamle bydel af Tropea, som ser rigtig spændende ud. Den må vi se lidt nærmere på i morgen.
En sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Cetraro onsdag d. 21. september 2011
skrevet d. 21-09-2011
Vi blev endnu en dag i Cetraro. Der er stadig en lidt for stor swell (dønning) efter vores mening. Vinden havde lagt sig, men de havde meldt regnbyger, så det fristede ikke med at komme af sted. Der kom nu kun en enkelt byge midt på dagen, resten af tiden havde vi pænt vejr. Vi lå for øvrigt gratis i dag. I mandags, da der var uvejr, rev båden, der lå ved siden af os, sig løs, og jeg fik fat i havneassistenterne, som hjalp med at få den fortøjet. Senere på dagen hørte vi, at en sejlbåd på modsatte side af broen bankede mod broen; det lød ikke godt, og det så heller ikke godt ud. Vi fik igen fat i havneassistenterne, som fik strammet udhalerlinerne, så den ikke længere kunne nå broen. Som tak for hjælpen fik vi en gratis dag i havnen, og den udnytter vi så i dag. Vi har bl.a. brugt dagen til at få lagt informationer om havnene ind under punktet: Havneinformationer. Så nu er punktet helt opdateret med de havne, vi har besøgt i det Tyrrhenske Hav. Hvis vejrmeldingen holder, sejler vi syd på i morgen. Alt vel ombord.
En hilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Cetraro tirsdag d. 20. september 2011
skrevet d. 20-09-2011
Det blev en meget urolig nat her i Cetraro. Der har ikke været ret meget vind i dag, men swell’en fortsætter med at stige; den nåede sit højeste her til middag med godt 2 meter. Det gav sprøjt ind over den høje ydermole. Vi har fået foretaget lidt praktiske ting på båden i dag. Vi havde lidt knas med den ene lænsepumpe, den er nu i orden, skipperinden har fået kommunikeret med venner og bekendte, og ellers er der blevet provianteret og slappet af. Vi håber på en lidt roligere nat end den, vi havde sidste nat. Vi forventer at blive her til torsdag morgen, hvor swell’en kommer ned på mosso - det er under 1,25 m. Fortsat alt vel ombord.
En hilsen fra besætningen på en noget urolig båd.
skrevet af Martin Leo Hansen
Cetraro mandag d. 19. september 2011
skrevet d. 19-09-2011
Vejrmeldingen passede 100 %. Den frontpassage, de havde varslet for 5-6 dage siden, kom som lovet. Vi vågnede til en flot morgen, helt stille; men før vi kom op, begyndte det at regne, og i løbet af dagen fik vi op til flere meget kraftige regn- og tordenbyger, hvor vinden steg fra 2 m/sek. til over 20 m/sek. i løbet af ingen tid. Det er lidt af et vejrskifte. Nu har vi sejlet i fantastisk flot vejr de sidste 3 uger og ligger nu blæst inde. De har meldt swell på over 2 meter, og det begyndte at komme i løbet af eftermiddagen. Det er kuling/storm i farvandet omkring Sardinien, der giver swell’en. Selv om dønningerne kom fra VNV og altså rullede forbi havnen, gav det en hel del uro i havnen. Vandet bliver trukket med ud og kommer så tilbage og giver uroen inde i havnen. Vi ligger sikkert og godt, men noget uroligt. Havnemesteren har forsøgt at finde en bedre plads til os; men uden held, alle pladser inderst i havnen er optaget. Det ser nu ikke ud til, at de ligger meget bedre. Vi regner med at blive her nogle dage, indtil det hele falder til ro. Alt vel ombord. Bemærk, der er lagt nyt rejsebrev ind under punktet: Rejsebreve.
En hilsen fra de indeblæste.
skrevet af Martin Leo Hansen
Camerota - Cetraro søndag d. 18. september 2011
skrevet d. 18-09-2011
Vi startede lidt tidligt fra Camerota med kurs mod Maratea - hvis vi ikke kunne få plads der, havde vi tid til at fortsætte til Cetraro. Det var igen en dag med spejlblankt vand og temperaturer over de 30 grader. Vi nåede Maratea efter ca. 15 sm. og 2½ time. Der var masser af plads i havnen; men der hvor de anviste os en plads, ville jeg ikke ligge. Det var ved en flydebro lige inden for molehovedet og delvist åbent ud om vest, og med en vejrmelding der lovede hård V-lig og VSV-lig vind for de kommende dage og med swell (dønning) på 2 meter, havde jeg ikke lyst til at ligge der. Der lå for øvrigt ikke andre både, så vi ville være den eneste. Vi vendte båden og satte kurs mod Cetraro en tur på yderligere ca. 30 sm. og 5 timer. Det var en meget positiv oplevelse at komme til Cetraro. Vi havde læst en del negativt om havnen, og at der ikke var el og ordentlige fortøjningsmuligheder på broerne m.m. Vi kom ind til en flot ny marina med alle faciliteter, masser af gæstepladser og 2 venlige havneassistenter. Her bliver vi 3-4 dage, mens fronten passerer. Men vi har lidt svært ved at forestille os, at det skulle blive regn, torden og hård vind i morgen. Nu kl. 21 er der helt stille og lunt; det bliver første regnvejr her i efteråret. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra det skønne Italien.
skrevet af Martin Leo Hansen
Agropoli - Camerota lørdag d. 17. september 2011
skrevet d. 17-09-2011
Vi har besluttet at nedprioritere oplevelserne i land og se at komme til Grækenland, mens det endnu er fint sejlvejr; det siges, at det også bliver efterår på disse her kanter. Der er for øvrigt en frontpassage på vej med regn og torden i løbet af et par dage. Vi fortsatte derfor vor tur syd på i dag. Vi nåede Camerota, en tur på ca. 36 sm og 6 timer. Igen i dag havde vi spejlblankt vand. Ikke engang den svage brise, der plejer at komme lige over middag, mærkede vi noget til. Så det blev en meget varm tur, selv om vi var på vandet. Vandtemperaturen ligger stadig på over 26 grader. Camerota er en fin by med en fin marina. Der var for øvrigt fest i byen i forbindelse med en kapsejlads, de havde afholdt. Det gik ikke stille af og sluttede med et rigtig flot fyrværkeri på havnen. Vi planlægger at fortsætte til Maratea i morgen. Vi skal have fundet en god havn for de kommende 3-4 dage, hvor der skulle komme hård vind og høj sø.
En sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin
skrevet af Martin Leo Hansen
Amalfi - Agropoli fredag d. 16. september 2011
skrevet d. 16-09-2011
Amalfi er et helt specielt sted, både når man kommer som turist via landjorden eller kommer sejlende dertil. Havnefogeden er også lidt speciel. Han kan godt lide at lege lods; det er han for øvrigt god til, så han fik lov til at lodse os ud. Vi havde sat Agropoli som dagens mål, en tur på ca. 25 sm og 4 timer på spejlblankt vand. Vi fik en fin plads i Agropoli med udsigt op til den flotte gamle bydel på toppen af klippen. Det blev også til en tur gennem de smalle gader i den gamle bydel, selv om varmen var ved at gøre det af med os. Om eftermiddagen ligger temperaturen på den anden side af de 30 grader - det er stadig højsommer her i det sydlige Italien. Alt vel ombord.
En meget varm sejlerhilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Capri - Amalfi torsdag d. 15. september 2011
skrevet d. 15-09-2011
Vi var kommet til Capri for at besøge ”Den Blå Grotte” og spurgte på afgange i går eftermiddags, men blev rådet til at vente til i dag og så tage derud fra morgenstunden. Det var på grund af trængslen om eftermiddagen ude ved grotten, så vi var klar til den første afgang kl. 09:00. Den båd, vi sejlede derud med, havde de 4 små joller på slæb, der skal sejle folk ind i grotten. Det var en rigtig flot tur langs den meget høje og stejle nordkyst. Det foregår på den måde, at man bliver sejlet ud til indgangen (hvis man ikke tager bussen derud). Her bliver man læsset over i nogle små joller, 2 eller 3 i hver jolle. Man bliver så bedt om at lægge sig ned i bunden af jollen. Der er kun lige plads til, at jollen kan komme ind gennem hullet til hulen, man skal ikke have hovedet oven for rælingen. Smut, så er man inde i hulen, og smut, så er man ude igen. Vi var højest inde i hulen i 2-3 minutter, der var jo mange der skulle ind og ud! Men hvor var der flot, eller sagt på en anden måde: Hvor var lyset flot, for der var så mørkt, at man kun så det blå vand. Lyset kommer fra et hul i klippen under vandet. Det er lidt af en turistfælde/pengemaskine, de har her. 51,00 € for 2-3 minutter, dog for 2 personer! Men det var en oplevelse. Efter turen i ”Den Blå Grotte” sejlede vi til Amalfi, et andet af de store turiststeder, hvor vi også har været; men det var et dejligt gensyn, her er også rigtig flot. Igen en tur på blankt vand i godt 30 grader, der var 28 grader i kahytten og ca. 25 grader uden for her kl. 23. Turen var på ca. 18 sm og tog ca. 3 timer. Alt vel ombord.
Med sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Torre del Greco - Capri onsdag d. 14. september 2011
skrevet d. 14-09-2011
Nu var det som om, vi havde set nok italienske ruiner i denne omgang. Vi skulle videre og satte kurs mod Capri. Vi har tidligere været på Capri og set det meste; men nåede ikke at se ”Den Blå Grotte”, den ville vi godt besøge. Det blev en tur på spejlblankt vand i godt 30 graders varme, ca. 15 sm og godt 2½ time. Der var blankt vand på turen derover; men det var slut, da vi kom ind i havnen. En meget stor havn, hvor gæstebroen ligger tæt på havnehullet. Og de hurtigfærger, der i en lind strøm sejler til fastlandet, starter med fuld fart inde fra midten af havnen. Det giver en hækbølge, som smider bådene rundt ved gæstebroen. Man får virkelig noget for de 130,00 €, det koster at ligger her pr. døgn! Capri er en fantastisk ø; det er der andre, der også synes. Der kommer ca. 6000 endagsturister hver dag, det giver trængsel i gaderne. Vi tog kabelbanen op til Capri by og gik tværs over øen til udsigtspunktet Belvedere Cannone, hvorfra der er en fantastisk udsigt. Vi har ikke mødt ret mange danske både på vor tur indtil nu; men på Capri lå s/y Puffin fra Nykøbing Sj. med Bente og Leif ombord. De er på vej fra Marmeris i Tyrkiet til Rom, hvor de vil overvintre, måske hos Fulvio.
En sejlerhilsen fra den skønne ø Capri.
skrevet af Martin Leo Hansen
Torre del Greco tirsdag d. 13. september 2011
skrevet d. 13-09-2011
Så kom turen til gensynet med Pompeji. Vi har været i Pompeji for nogle år siden og kunne huske en del om den; men da vi stod ved indgangen og gik rundt i udgravningerne, kunne vi genkende det meste. Pompeji blev ligesom Herkulanum begravet under et tykt lag lava ved Vesuvs udbrud i år 79. Pompeji er helt anderledes end Herkulanum. Her er store pladser og store offentlige bygninger, samt et par teatre. Der er selvfølgelig også almindelige huse. I år 79 boede der ca. 20.000 mennesker i Pompeji, og så godt som alle omkom. De døde af at indånde den brændende varme aske, der faldt ned over byen, eller hvis de var indendørs, af de sammenstyrtede huse. Pompeji blev ”kun” begravet under 4-6 meter lava og er derfor ikke så velbevaret som Herkulanum, der blev begravet under et 20 meter tykt lag. Endnu en meget varm, men flot dag. Alt vel ombord på Nausikaa.
En varm hilsen fra Napolibugten.
skrevet af Martin Leo Hansen
Torre del Greco mandag d. 12. september 2011
skrevet d. 12-09-2011
Dagen i dag var afsat til en tur til Napoli, nu vi er på disse kanter. Napoli er ikke lige skipperindens kop the, og det er ikke ændret efter dette besøg. Der er den stemning, der nu er i Napoli, med en trafik, der kan måle sig med den, vi oplevede i Casablanca, dog med den forskel, at her i Napoli vader folk ud foran bilerne, uanset om der er rødt for dem, og bilerne undgår dem. I Casablanca havde man på fornemmelsen, at man blev jagtet, selv om man gik over i et fodgængerfelt for grønt. Vi havde et ønske med besøget i Napoli: At besøge Museo Archeologico Nazionale, hvor de bl.a. har udstillet alle de ting der er fundet ved udgravningerne i Herkulanum og Pompeji. Det var et rigtig flot museum, og besøget satte mange ting på plads for os. Det blev også til et besøg i den flotte domkirke og selvfølgelig ture gennem den gamle bydel med vasketøjet hængende tværs over ”gaden”. Det er ikke kun DSB, der har forsinkelser - toget tilbage til Torre del Greco var 40 minutter forsinket.
En hilsen fra turisterne i Napoli.
skrevet af Martin Leo Hansen
Torre del Greco søndag d. 11. september 2011
skrevet d. 11-09-2011
Vi har været på vulkaner i dag! Men inden vi kom så langt, besøgte vi Herkulanum, der lige som Pompeji blev begravet under et tykt lag lava ved Vesuvs udbrud i år 79. Lavalaget over Herkulanum var 20 meter tykt, hvilket har bevirket, at byen er meget velbevaret; men til gengæld har det været noget af et job at grave den fri. Det var en stor oplevelse at gå rundt i de smalle gader og ind i de velbevarede huse fra før Kristi fødsel. Det føltes lidt mere som en by, hvor der havde boet mennesker, end som vi husker Pompeji fra tidligere besøg, med dens store pladser. Det var godt, vi valgte at tage til Herkulanum først. Som nævnt ligger udgravningen 20 meter nede under det nuværende jordlag, og med den varme – ca. 30 grader og bagende sol – bliver der lunt i løbet af eftermiddagen. Fra Ercolano, den nye by oven på Herkulanum, tog vi en taxi/bus op til Vesuv, d.v.s. man bliver læsset af ca. et par hundrede meter fra kraterets kant og må så selv trave de sidste 2 km. Det er en bred grusvej, som stiger jævnt; der kan køre biler med forsyninger til kioskerne på kraterets kant, så stigningen er moderat. Vi var rundt om krateret, så langt vi kunne komme. Det er meget stort og virker helt dødt. Da vi var på Teide, steg der svovldampe op fra krateret - her var helt lukket af. Det føles mærkeligt at gå rundt og tænke på, at det ikke er et spørgsmål om, men hvornår, der kommer et udbrud igen. Sidste udbrud var i 1944. Det har været en rigtig flot dag i dag, men noget anstrengende på grund af varmen. Da vi kom tilbage til båden, viste termometeret i kahytten 35 grader. Alt vel ombord.
En hilsen fra bjergbestigerne.
skrevet af Martin Leo Hansen
Porto d'Ischia - Torre del Greco lørdag d. 10. september 2011
skrevet d. 10-09-2011
Så var det tid at komme videre; men inden vi forlod Ischia, ville vi godt se Ischia Ponte - et af de få steder bussen ikke kom rundt i går, så vi tog bussen direkte fra Porto d’Ischia til Ischia Ponte. Det er et gammelt fiskerleje med Castello Aragonese ude på en lille ø uden for byen. Borgen er forbundet til byen med en dæmning og bro, et rigtig flot sted. Men vi skulle videre og tog tilbage til båden og satte kurs mod Torre del Greco, der ligger inde i Napoli bugten. Vi kan godt forstå, at 80-90 % af alle både her i området er motorbåde; der er ingen vind, så vi ligger også og leger motorbåd. Turen fra Ischia til Torre del Greco er på ca. 20 sm. og tog godt 3 timer. Da vi kom ind bag den store mole i Torre del Greco, slog varmen os i møde - der var godt nok varmt! Det er en lidt speciel marina her i Torre del Greco: Hver bro er en selvstændig marina med sit lille ”havnekontor” oppe på kajen. Næsten alle sejlbåde lå ved første bro; men vi så ingen havneassistent. Til gengæld stod der en og vinkede efter os på næste bro. Ham valgte vi og fik en rigtig fin plads. Vi har den flotteste udsigt fra cockpittet ind mod Vesuv. Vi har bestilt plads her de næste 4 dage, så vi har tid til at besøge Herculanum, Pompeji, Vesuv og Napoli. Vi nåede lige en tur rundt i Torre del Greco inden aftensmaden, og det var lidt af en kontrast til Ischia. Her er lidt Napoli over det med affald i gaderne, forfaldne huse og et mylder af lokale i gaderne. Vi så ingen turister; til gengæld blev vi set an.
En meget varm sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Porto d'Ischia fredag d. 9. september 2011
skrevet d. 09-09-2011
Vi skulle på udflugt i dag for at se lidt på den flotte ø Ischia. Øen er mest kendt for sine termiske bade. Dem var vi nu ikke så interesserede i - vi syntes, det var varmt nok. Vi ville se lidt på naturen og de små byer, der ligger rundt langs kysten. Ischia er en vulkanø, en meget grøn ø, der er bevokset med enten pinjetræer eller vinmarker. Fra Porto d’Ischia udgår der en mængde busruter; men det var især 2 ruter, vi var interesserede i, nemlig rute CS Circo Sinistra (venstre om) og rute CD Circo Destra (højre om). De kører hver halve time og kører øen rundt. Man kan stå af og på, hvor man har lyst. Vi tog rute CD, og vort første stop blev Barano d’Ischia, som skulle være den mest pittoreske by på øen. Nå, vi har nu set et utal af byer, vi synes var mere pittoreske, så vi tog næste bus og fortsatte til Serrara Fontana, hvorfra der var en storslået udsigt ned over Sant’Angelo, som blev næste stop. En hyggelig gammel fiskerby, der nu er et turistmekka. Fra Sant’Angelo gik turen til Forio, hvor dagens frokost blev indtaget med udsigt over havnen. Hjemturen gik langs øens nordkyst via Lacco Ameno og Casamicciola med stop i begge byer; men så var vi også fyldt op med indtryk og godt trætte. Det var en rigtig flot tur. Vi opdagede, at de har bygget to nye marinaer, en i Forio og en i Lacco Ameno. De er ikke nævnt i ”Italian Waters Pilot” 8. udgave, måske er de i den nyeste 9. udgave?
En hilsen fra de trætte turister på Ischia.
skrevet af Martin Leo Hansen
Gaeta - Porto d'Ischia torsdag d. 8. september 2011
skrevet d. 08-09-2011
Så fik vi flyttet os lidt SØ på til øen Ischia. Vi stod op til en rigtig flot morgen: stille, sol fra en letskyet himmel og 23 grader. Temperaturen holdt sig under de 30 grader i dag, et rigtig flot vejr. Det blev en forholdsvis rolig tur. Der var svag SØ- og S-lig vind, men retningen var underordnet, for der var ikke vind nok til at sejle for sejl. Til gengæld var der en del swell (dønning) på ca. 1 meter - det gav lidt uro. Turen var på ca. 32 sm og tog knap 5½ time. Der er flere havne på Ischia; vi valgte at gå ind i Porto d’Ischia, der er anlagt inde i et vulkankrater. Der er gravet en kanal ind til krateret, hvor havnen er, et lidt specielt sted. Det er en fin havn; men der er lidt uroligt på grund af den massive færgetrafik til Napoli, Capri og Procida. Vi nåede at få set lidt på byen. Det er lidt af en kontrast til Gaeta, hvor der var meget langt mellem turisterne, men til gengæld var der mange lokale - her er det lige omvendt. Kajen, vi ligger ved, er en lang række af restauranter, og de er fyldte med gæster. Det var lidt svært at få sig løsrevet for at komme ned om læ fra det flotte sceneri, vi havde fra cockpittet. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Gaeta onsdag d. 7. september 2011
skrevet d. 07-09-2011
Vi fik rigtigt travet i dag. Vi startede fra morgenstunden med en tur rundt i Parco Riviera di Ulisse, der er anlagt på Monte Orlando; en ret stor park med mange veje og stier, der bliver brugt ivrigt af motionister. Oppe på toppen står der en madonnafigur, der skuer ud over havnen. Der er rigtig mange ruiner af gamle forsvarsværker, og på toppen af bjerget ligger Mausoleo di Lucio Munazio Planco, der blev åbnet for offentligheden i april i år. Et flot museum. Vi er nu klar til at fortsætte vor tur syd på, og i morgen går turen til øen Ischia.
En hilsen fra de glade vandrere.
skrevet af Martin Leo Hansen
Gaeta tirsdag d. 6. sepember 2011
skrevet d. 06-09-2011
Gaeta er en perle hvad angår en gammel by med smalle gader/gyder. Der er en middelalder bydel ude i Porto San Maria, som vi travede gennem i formiddags og lige bag marinaen er der en anden gammel bydel med et mylder af små forretninger, hvor man kan købe næsten alt, som vi besøgte her til eftermiddag. De fejrer for øvrigt 150 året for Den Italienske Union, det vi i dag forstår ved Italien. Den 13. februar 1861 led Francis II af Borbone, konge af To Sicillien, det endelige nederlag ved Gaeta, og dermed var vejen banet for et samlet Italien. Det bliver markeret og fejret i Gaeta. Vi nyder de fantastiske aftner, hvor vinden lægger sig og temperaturen falder til 26-27 garder. Alt vel ombord.
En rigtig lun efterårshilsen fra Italien.
skrevet af Martin Leo Hansen
Gaeta mandag d. 5. september 2011
skrevet d. 05-09-2011
Vi har været lidt rundt i Gaeta i dag. Da vi sejlede forbi Montagna Spaccata i går, så vi, at der var bygget et eller andet nede i en sprække mellem klipperne. Det skulle vi ud og se, hvad var for noget. Det var Santuario della Montagna Spaccata, et religiøst monument bestående af en kirke, noget der lignede et kloster og så et kapel, der var bygget nede i en sprække i klipperne. Det var det, vi havde set ude fra havet. Legenden fortæller, at sprækken opstod, da Jesus Kristus døde - derfor havde de bygget kapellet. Det var lidt af et turistattraktion, fandt vi ud af. Vi var også en tur ude i den gamle bydel ude på pynten kaldet Porto San Maria, et flot sted. Vi gik en tur op til fæstningen på toppen af klippen, den havde desværre ikke åbent. Det samme gjaldt det gamle kloster/katedral oppe på klippeskråningen; men udsigten fejlede ikke noget. Gaeta er et skønt sted; her er rigtig dejligt, og vejret fejler heller ikke noget. Temp. er faldet til omkring 30 grader - det passer os godt.
En hilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Nettuno - Gaeta søndag d. 4. september 2011
skrevet d. 04-09-2011
Det var skønt at komme ud på vandet i dag. Det er fortsat meget varmt; men det hjælper med lidt luft, selv om vandet ikke køler ret meget. Vandtemperaturen ligger på godt 27 grader. Vi havde planer om at sejle til San Felice Circeo og var spændte på, om der var skydning sådan en søndag. Der ligger et meget stort skydeområde mellem Nettuno og San Felice Circeo. Er der skydning, skal man ca. 10 sømil til havs for at komme uden om. Der var tilsyneladende ingen skydning - vi fik i hvert fald lov til at passere. Da vi kom til San Felice Circeo og kom ind i havnen, så det lidt kaotisk ud. Der var både overalt, der lå 3-4 lag uden på brohovederne, i 2 rækker langs broerne. Der var ikke megen plads til at passere, og et opkald til havnekontoret, om der var plads til en mere, blev besvaret med: Havnen fyldt op. Vi havde sejlet ca. 25 sm og havde ca. 23 sm til næste havn Gaeta, som vi satte kurs mod. Vi ankom til Gaeta efter knap 8½ time og knap 50 sm. Blev budt velkommen og fik anvist en fin plads. Det ser ud til at være et rigtigt hyggeligt sted. Vinden er for det meste i syd/sydøst og svag, så det blev atter en dag for motor. Alt vel ombord.
En varm sejlerhilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Nettuno lørdag d. 3. september 2011
skrevet d. 03-09-2011
Vi har, trods varmen 32-33 grader, fået set lidt på Nettuno. Det er en fin by, delt í en ældre bydel lige oppe bag marinaen og en nyere bydel øst på, hvor de har bygget et kæmpe højhus midt i den forholdsvis lave bebyggelse. Lige oppe bag havnen i den ældre bebyggelse findes en middelalderbydel med smalle gader/stræder, rigtig hyggelig. Der er fine indkøbsmuligheder og mange hyggelige restauranter på marinaen. Vi fik også besøgt Den amerikanske Kirkegård med monumentet for de faldne amerikanske soldater under 2. verdenskrig. De faldt under invasionen ved Anzio og Nettuno, samt ved slaget om Rom. Her ligger godt 7000 faldne amerikanske soldater, et monument, der kan måle sig med kirkegårdene i Normandiet. Det var rigtig nydeligt. Eftermiddagen blev tilbragt i skygge uden de store aktiviteter. Selv de lokale lider i varmen. Fugtigheden er oppe på ca. 90 %. Det skulle blive lidt køligere om nogle dage - det glæder vi os til. Alt vel ombord.
En meget, meget varm hilsen fra Italien.
skrevet af Martin Leo Hansen
Fulvio's Boatyard - Nettuno fredag d. 2. september 2011
skrevet d. 02-09-2011
Så fik vi startet på efterårets sejltur, der helst skulle bringe os til Grækenland. Vi har ændret den oprindelige plan, der gik til Sicilien og Malta; det er nærmere beskrevet under punktet: Nyheder. Vi kom under broerne i Fiumicino kl. 06:30. De åbner kun hver anden dag og kun 2 gange i døgnet, så det er med at holde sig til. Det var en flot morgen, stille og med en fantastisk solopgang, mens vi sejlede ud gennem Fiumicino kanalen. Vi havde sat Anzio som dagens mål, men den tiltalte os ikke. Den så noget rodet ud, bådene lå i flere rækker uden på hinanden, så vi fortsatte til Nettuno, der ligger få sømil fra Anzio. Nettuno er en meget stor marina med et spændende opland, efter hvad vi kan se fra havnen. Turen blev på i alt 32 sm – for motor og tog ca. 6 timer. Den smule vind, vi fik, kom lige forfra. Det er fortsat meget varmt – 32-33 grader; men det skulle blive lidt køligere i næste uge, det glæder vi os til. Alt vel ombord.
En meget varm sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Fulvio's Boatyard torsdag d. 1. september 2011
skrevet d. 01-09-2011
Vi har i dag været en tur i Rom. Det var en slags afsked med den dejlige by (for denne gang), og det blev en fin, men også meget varm dag. Vi kunne tydeligt mærke, at vi er uden for turistsæsonen. Der var slet ikke de turister, som vi har oplevet de sidste gange, vi har besøgt byen. Det var udmærket, for så lykkedes det at komme op i kuplen på Peters Kirken, uden at vi skulle stå i kø. Sikke en udsigt der er oppe fra toppen af kuplen. Efter besøget i Peters Kirken slentrede vi en tur gennem Trastevere, fandt en lille fortovsrestaurant, hvor vi spiste frokost under parasollernes skygge, inden vi fortsatte over Tiberen, forbi Capitol og Colosseum til kirken San Clemente, hvor vi godt ville se den gamle kirke, der ligger nede under den nuværende. Efter turen op i kuplen på Peterskirken og traveturen gennem Rom, var vi ved at være trætte og klar til at tage tilbage til båden. Varmen trætter også, der er ca. 32 grader. Vi fik ordnet det sidste og er klar til at forlade Fiumicino i morgen tidlig.
En hilsen fra turisterne i Rom.
skrevet af Martin Leo Hansen
Fulvio's Boatyard onsdag d. 31. august 2011
skrevet d. 31-08-2011
Vi stod op til en rigtig flot morgen med sol og varme – morgenmad i cockpittet. Vi er næsten færdige med klargøringen af båden. Storsejlet monteret, skipper i masten for at montere en ny vindtransducer; den gamle virkede ikke i foråret, men nu er alt ok. Vi har fået provianteret til den næste lange tid, og så har vi nydt det skønne vejr. Vi har planer om at tage en tur til Rom, nu vi er så tæt på. Jeg tror ikke, man kan blive træt af at besøge ”Den evige stad”. Alt vel ombord.
En meget varm hilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Danmark - Fulvio's Boatyard tirsdag d. 30. august 2011
skrevet d. 30-08-2011
Vi er nu tilbage på båden efter en fin tur med Ryanair fra Billund til Rom. Der var 32 grader og sol fra en skyfri himmel, da vi landede i Rom og her til aften (kl. 22) var der 27 grader og vindstille – pragtfuldt, lidt andet end det, vi kom fra. Fulvio fortalte, at de havde haft det ekstremt varmt i sidste uge, hvor de havde haft 38 grader. Det er noget varmere, end de plejer. Båden lå og havde det godt. Alt var ok, og vi har fået den vasket; den var lidt støvet efter 2 måneder. Nu skal vi blot have rigget den til, og vi er klar til at sætte kursen syd på. Alt vel ombord.
En varm hilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Fulvio's Boatyard - Danmark tirsdag d. 5. juli 2011
skrevet d. 05-07-2011
Efter en fin tur fra Rom til Billund med Ryanair, hvor alt gik efter planen, er vi atter hjemme. Vi blev hentet af vores søn Morten og børnebørnene Mads og Marie-Louise i Billund, dejligt gensyn. Alt stod vel til derhjemme, og vi har fået ’gang’ i huset, køleskab og fryser er fyldt op. Det var ikke så stor en omvæltning, at komme hjem i år. Det trak med nogle byger; men det var dejligt varmt; dog ikke som i Rom, hvor det var for varmt. Skipperinden nyder det lidt køligere vejr - hun havde det lidt for varmt den sidste tid i Italien. Vi holder nu en pause med opdateringer af hjemmesiden og vender tilbage omkring 1. september, hvor vi fortsætter syd på mod Sicilien. Der er lagt et nyt rejsebrev ind. Der kommer billeder til de sidste rejsebreve, så snart vi får sorteret billederne, og der vil komme informationer om de sidste havne, vi har besøgt. Håber vi ’ses’ igen til efteråret.
En hilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Fulvio's Boatyard mandag d. 4. juli 2011
skrevet d. 04-07-2011
Vi har overnattet hos Knud-Erik og Helle på Monte Argentario, hvor de har lejet et ’sommerhus’ og var en tur nede ved Cala Piccola om formiddagen, et helt specielt dejligt sted med badestrand, parasoller, liggestole m.m. Efter en dejlig frokost kørte vi tilbage til Fiumicino, fik afleveret bilen, ordnet det sidste ved båden og pakket bagagen. Vi er nu klar til hjemturen i morgen og har bestilt en taxa til at hente os kl. 04:30 i morgen tidlig. Alt vel ombord.
En hilsen fra de rejseklare på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Fulvio's Boatyard søndag d. 3. juli 2011
skrevet d. 03-07-2011
Vi er kørt en tur nord på til Monte Argentario for at besøge Knud-Erik og Helle, der har lejet et helt fantastisk ’sommerhus’, hvor de holder sommerferie sammen med deres børn, svigerbørn og børnebørn. Huset ligger på en stejl klippevæg med en fantastisk udsigt ud over Middelhavet. Vi havde en rigtig dejlig dag sammen med dem og overnattede hos dem. Tusind tak for en rigtig dejlig dag.
En hilsen fra feriegæsterne på Monte Argentario.
skrevet af Martin Leo Hansen
Fulvio's Boatyard lørdag d. 2. juli 2011
skrevet d. 02-07-2011
Vi har fået ordnet en del på båden, og skipperinden har fået vasket det sidste tøj, så nu er vi næsten klar til at rejse hjem på sommerlandlov og efterlade båden i Fiumicino de næste par måneder. Skipper har fået hentet en udlejningsbil, så vi kan komme op og besøge Knud-Erik og Helle i morgen. Midt på eftermiddagen var der en, der sagde hej oppe på kajen. Det var Ivan fra S/Y Tepee af Struer. Han lå ude i havnen lige før broerne og havde lige sendt gasterne hjem og ventede nu på kæresten og havde set vores båd på en cykeltur. Vi havde en rigtig hyggelig aften sammen med ham, hvor vi fik vendt mange ting. Håber, vi ses i Grækenland. Alt vel ombord.
En hilsen fra Inge Lise og Martin på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Fulvio's Boatyard fredag d. 1. juli 2011
skrevet d. 01-07-2011
Det var også overskyet, da vi stod op i dag, og så regnede det – finregn. Det var helt forfriskende; vi spiste morgenmad under spray-hooden og nød friskheden. Det var nu kun en meget lille byge; men det var fortsat overskyet, så vi besluttede at tage ud til Ostia Antica. Det ligger ikke længere væk, end vi kunne cykle, men på grund af varmen og trafikken valgte vi at tage de offentlige transportmidler. Det var et perfekt vejr til at besøge udgravningerne af Roms gamle havneby. Byen er anlagt ca. 400 f.. Kr. og i dens blomstringstid ca. 200 e. Kr. havde den 100.000 indbyggere. Byen blev forladt, da havnen sandede til. Kysten trak sig 3 km. mod vest, og byen blev efterhånden begravet i sand fra den åbne strand. Ostia Antica er meget større end Forum Romanum, og der er meget mere tilbage af de oprindelige bygninger. Det er imponerende at gå i de brolagte gader med huse på op til 3 etager på begge sider; der er kun den nederste etage tilbage - men alligevel. Absolut et besøg værd. Det klarede op, mens vi var derude, men det gik alligevel at gå rundt. Der er mange pinjetræer, der giver skygge; men det var varmt! Vi ville have besøgt den nærliggende borg, Borgo di Ostia Antica, nu vi var på disse kanter; men den var desværre lukket.
En hilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Fulvio's Boatyard torsdag d. 30. juni 2011
skrevet d. 30-06-2011
Det var en helt anden morgen, vi vågnede til i dag - det var overskyet! Den sidste måneds tid har solen skinnet fra en næsten skyfri himmel fra morgen til aften. Det bevirkede, at det var knapt så varmt, så vi gik i gang med at få afmonteret sejlene. Det plejer jeg, når vi forlader båden. Jeg kan godt nok se, at andre bare lader dem sidde på selv en hel vinter; men jeg har det bedst, når de ligger godt beskyttet nede i forkahytten. Jeg fik også foretaget en del vedligeholdelse på båden, inden det atter klarede op og blev for varmt til at lave noget. Inge Lise fik vasket endnu et hold vasketøj, så nu er hun ved at være i bund. Det sidste bliver vasket på lørdag. Alt vel ombord.
En varm hilsen fra de flittige i Fiomicino.
skrevet af Martin Leo Hansen
Porto Turistico di Roma - Fulvio's Boatyard onsdag d. 29. juni 2011
skrevet d. 29-06-2011
Vi er nu kommet til Fulvio’s Boatyard i Fiumicino, hvor båden skal ligge de næste par måneder. Vi har været tidligt oppe. Der er et par broer, der skal åbnes, for at man kan komme ind til værftet, og de åbner om hverdagen kl. 06:30 og 20:00, mandag, onsdag og fredag. Vi valgte åbningen kl. 06:30, og da vi havde godt 4 sm., ca. 1 times sejlads, skulle vi af sted kl. 05:30 fra Porto Turistico di Roma. Alt gik efter planen, og vi ligger nu fortøjet ved værftet. Vi er gået i gang med klargøringen af båden til sommeropholdet. Vi skal have lagt diverse ting ned i bunden af båden, da der kan blive meget varmt inde i kahytten. Der er blevet vasket tøj - vi havde båden fyldt med snavset tøj, og da vi kendte vaskeriet her i Fuimicino, er det blevet udskudt til nu. Det har været en MEGET varm dag; der er ikke så megen luft, hvor vi ligger, og det tegner til at blive en ligeså varm nat.
En meget varm sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Porto Turistico di Roma tirsdag d. 28. juni 2011
skrevet d. 28-06-2011
Vi har været en tur i Rom i dag - vi har stadig en tur i kuplen på Peters Kirken til gode. Så var det vi tænkte, at når alle rejsebøger fraråder at tage til Rom om sommeren, var der måske en chance for, at køen ind til kirken ikke var så lang i dag. Men der var der åbenbart tusinde andre, der har haft samme tanke, for køen var lige så lang som de andre gange, vi har forsøgt. De stod i bagende sol og 32-33 graders varme hele vejen rundt om pladsen foran kirken. Det ville tage flere timer at komme ind, så det opgav vi med det samme. Godt, vi tidligere har set Peters Kirken. Vi fandt i stedet et skyggefuldt hjørne, hvor de havde noget godt fadøl. Det blev til en kort tur gennem den gamle del af Rom og en god pizza; men det var simpelthen for varmt, så vi tog tilbage til båden i Ostia, hvor der var en friskere brise ude fra havet. Alt vel ombord.
En hilsen fra turisterne i Rom.
skrevet af Martin Leo Hansen
Porto Turistico di Roma mandag d. 27. juni 2011
skrevet d. 27-06-2011
Vi anløb Porto Turistico di Roma kl. 9:48 efter en fin tur fra Sardinien. Vi havde på intet tidspunkt vind nok til at sejle for sejl, så det blev en meget afslappet tur; men hvor var det dejligt at få stoppet motoren efter 20½ time! Turen var på ca. 134 sm.; men vi havde en del medstrøm på turen, så vi loggede kun 128 sm. Vi har undersøgt, hvornår vi kan komme ind til Fulvio’s Boatyard, hvor båden skal ligge i juli og august måned, og det kan vi onsdag kl. 06:30, hvor broerne åbner. Der er ingen åbning tirsdag, så vi bliver her indtil da. Vi har fået sovet lidt i dag og er ved at være friske igen. Der var varmt på Sardinien; men her er endnu varmere, de melder 32-33 grader. Skipperinden glæder sig meget til at komme hjem til de køligere himmelstrøg. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Olbia - mod Rom søndag d. 26. juni 2011
skrevet d. 26-06-2011
I det område, hvor vi sejler, er der enten svag vind eller frisk til hård vind. Den bløde mellemvare, hvor det er behageligt at sejle for sejl, er en mangelvare. Bonifacio-strædet har stor indflydelse på vinden; der er næsten altid frisk vind omkring strædet, og er der endelig jævn vind, er der måske frisk til hård vind ude mellem Sardinien og fastlandet. Der skulle komme vestlig vind i løbet af ugen; men vi var bange for, at den ville blive for frisk til en behagelig tur ind til fastlandet, så vi valgte at satse på en rolig overfart og så acceptere, at vi måtte bruge motoren. Vi forlod Olbia ved 13 tiden, der var ifølge Navtex’en, skydning i et stort område mellem Sardinien og fastlandet. De stoppede kl. 19, så vi planlagde at nå området 19:00 - vi nåede det kl. 18:59. Forventer at være i Porto Turistico di Roma engang i morgen formiddag. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra det Tyrrhenske Hav.
skrevet af Martin Leo Hansen
Olbia (Molo B. Brin) lørdag d. 25. juni 2011
skrevet d. 25-06-2011
Vinden har lagt sig i løbet af natten, så der er til at ligge inde ved Molo B. Brin, inde i centrum af Olbia. Vi besluttede at sejle ind og sige hej til besætningen på Rapa Nui. Vi lagde os uden på dem, og da de lidt senere sejlede, fik vi deres plads langs molen. De ville ud og ligge for anker. Vi skulle have provianteret og gjort klar til turen over til Rom. De melder rolige vindforhold i morgen og på mandag, så vi planlægger at sejle fra Olbia i morgen kl. 13-14 og ankomme til Porto Turistico di Roma engang mandag formiddag. Der er lidt uro i vejret den kommende uge, så for at være sikker på en rolig overfart, sejler vi mod Rom allerede nu. Det blev en MEGET varm dag langs molen i Olbia. Alt vel ombord.
En hilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Olbia (Marina di Olbia) fredag d. 24. juni 2011
skrevet d. 24-06-2011
De havde i dag meldt hård vind fra vest, og den kom i løbet af dagen. Ved 17 tiden var der rigtigt gang i den, men vi lå fint i Marina di Olbia og mærkede ikke meget til den. Det er på en måde dejligt, at det blæser - så er temperaturen til at holde ud. Om formiddagen tog vi bussen ind til Olbia. Der er et stykke vej ude fra den nye marina og ind til centrum; men der er fin busforbindelse ca. hvert 20. min. Vi skulle ind og hilse på Mette, Henrik og deres 2 drenge Bjørn og Simon i S/Y Rapa Nui af Holbæk, der er på vej fra Malta til Sydfrankrig. De har købt Rapa Nui på Malta og er på vej hjem. Vi havde nogle rigtig hyggelige timer sammen. Skipper havde glemt nogle kort og beskrivelser vedr. Sardinien og Korsika, som han var inde for at aflevere senere på dagen. Alt vel ombord.
En blæsende hilsen fra Olbia.
skrevet af Martin Leo Hansen
Poltu Quatu - Olbia (Marina di Olbia) torsdag d. 23. juni 2011
skrevet d. 23-06-2011
Vi ville godt til Palau; det er der, man kan få (købe) en tilladelse til at besøge området omkring Maddalena, der er et stort naturreservat. Vi forsøgte i går; men alt optaget – havnen fuld, så vi ringede til dem, inden vi sejlede derop og fik samme besked. Vi kunne godt fortøje midlertidigt ved havnekajen for at købe tilladelsen; men vi ville også godt besøge Palau, og vi skal ikke ud til Maddalena før om nogle dage, da de melder hård vind i morgen. Poltu Quatu er en flot marina, der ligger meget naturskønt, inde i en klippe-/bjergslugt; men når det er stille, som det har været i dag, er der ulideligt varmt. Så vi besluttede at sejle lidt syd på igen, for at komme ud og få lidt luft. Vi har haft kontakt til S/Y Rapanui, der er på vej fra Malta til Sydfrankrig; de skulle ind til Olbia for at hente nogle venner, så vi sejlede til Olbia, en tur på ca. 25 sm. og 4 timer for motor på næsten blankt vand. Vi gik ind i den nye Marina di Olbia, de valgte Molo B. Brin inde midt i byen, hvor vi lå sidst, vi var her, så det bliver først i morgen, vi får hilst på dem. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Cervo - Poltu Quatu onsdag d. 22. juni 2011
skrevet d. 22-06-2011
Efter morgenmaden gjorde vi klar til at forlade vor ’ankerplads’ i Cervo og sætte kurs mod Palau. Palau ligger lige over for Maddalena, som vi godt ville besøge. Men det kræver en tilladelse, som man kan købe i bl.a. Palau. Vi havde en jævn til frisk østenvind, så vi fik luftet genuaen (plat læns). Da vi kom til Palau, mødte vi havneassistenterne i en gummibåd. De meddelte, at havnen var fyldt op, og vi kunne kontakte dem efter kl. 16 eller i morgen tidlig for at høre, om der evt. var blevet plads. Vi gik ud til en af de bøjer, der var lagt ud uden for havnen for at spise frokost og drøfte, hvad vi skulle gøre. De melder hård vestlig vind i overmorgen fredag, og da gider vi ikke ligge og hoppe ved en bøje. Vi besluttede at finde en anden havn for natten og sejlede til Poltu Quatu, der ligger meget tæt på Palau. Her var masser af plads, en rigtig fin marina, der ligger i en bjergkløft - det minder lidt om en skærgårdshavn. Der er bygget et kæmpe feriecenter op omkring havnen, det er en hel lille by. Men der findes ikke et minimarked eller en kiosk, ikke en postkasse, der er kun restauranter, barer, eksklusive tøj- og smykkeforretninger og den slags – og så lige et femstjernet hotel. Skal man handle, skal man til nabobyen. Her er intet at foretage sig andet end vise sin nye, store motorbåd frem. Turen i dag blev på i alt 15 sm. og den totale sejltid knap 3 timer. Vi ser, hvad vi finder ud af i morgen. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Olbia - Cervo tirsdag d. 21. juni 2011
skrevet d. 21-06-2011
Der blev provianteret lidt, købt gas, og hvad vi ellers manglede. Vi lå jo næsten inde midt i Olbia, lige for enden af gågaden og havde let adgang til det hele. Men da det var overstået, besluttede vi at komme ud, hvor der var lidt luft og sejlede til Cervo. Det var nu ikke meget luft, der var ude på vandet; men bedre end inde langs den høje stenmole i Olbia, og det er et meget smukt område med høje klippeskær, vi nu sejler i. Vi valgte at gå ind til Porto Cervo. Et pragtfuldt sted, men vanvittigt dyrt! De skriver i Politikens visuelle guide – Sardinien: ”Porto Cervo, hjertet af Costa Smeralda og et paradis for europæiske VIP’er, er centreret omkring to lystbådehavne med nogle af verdens mest overdådige private både.” Det må vi sige passede. Juveler- og tøjforretningerne inde på kajen havde de ’rigtige’ navne/mærker. Normalt har havnene her i området højsæson fra 1. juli, og nogle steder stiger prisen yderligere i august. Men her har de højsæson fra 16. juni til 1. september, så det blev en ’lidt’ dyr nat – 122,00 €. + vand + el + affaldsaflevering (alt tvunget) i alt 144,20 €, og så måtte vi endda selv lægge anker til! Vi tog kun en nat; havde vi været her før d. 16. juni, havde prisen været 38,10 € + det ’løse’, det havde været acceptabelt. Turen i dag var på godt 21 sm og tog 3½ time, hele turen for motor.
En sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Olbia - Cervo tirsdag d. 21. juni 2011
skrevet d. 21-06-2011
Der blev provianteret lidt, købt gas, og hvad vi ellers manglede. Vi lå jo næsten inde midt i Olbia, lige for enden af gågaden og havde let adgang til det hele. Men da det var overstået, besluttede vi at komme ud, hvor der var lidt luft og sejlede til Cervo. Det var nu ikke meget luft, der var ude på vandet; men bedre end inde langs den høje stenmole i Olbia, og det er et meget smukt område med høje klippeskær, vi nu sejler i. Vi valgte at gå ind til Porto Cervo. Et pragtfuldt sted, men vanvittigt dyrt! De skriver i Politikens visuelle guide – Sardinien: ”Porto Cervo, hjertet af Costa Smeralda og et paradis for europæiske VIP’er, er centreret omkring to lystbådehavne med nogle af verdens mest overdådige private både.” Det må vi sige passede. Juveler- og tøjforretningerne inde på kajen havde de ’rigtige’ navne/mærker. Normalt har havnene her i området højsæson fra 1. juli, og nogle steder stiger prisen yderligere i august. Men her har de højsæson fra 16. juni til 1. september, så det blev en ’lidt’ dyr nat – 122,00 €. + vand + el + affaldsaflevering (alt tvunget) i alt 144,20 €, og så måtte vi endda selv lægge anker til! Vi tog kun en nat; havde vi været her før d. 16. juni, havde prisen været 38,10 € + det ’løse’, det havde været acceptabelt. Turen i dag var på godt 21 sm og tog 3½ time, hele turen for motor.
En sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Porto Ottiolu - Olbia mandag d. 20. juni 2011
skrevet d. 20-06-2011
Hvis man var ivrig efter at bade og ligge ved stranden, så er Porto Ottiolu et rigtigt fint sted. Men det er ikke lige os, og da der ikke er meget andet at foretage sig her, besluttede vi at sejle videre. Vi sejlede til Olbia, en tur på ca. 20 sm. og 3½ time. Her opdagede vi, hvordan vinden skifter: Vi startede i svag SØ-lig vind, da vi rundede Capo Coda Cavallo fik vi let N-lig vind, og da vi lidt senere rundede Capo Ceraso, drejede vinden til øst, og det inden for få sømil. Vi havde sat Olbia som mål. Der er bygget en ny marina lidt uden for byen på sydsiden af fjorden; men vi syntes, der var for langt ind til den gamle bydel og fortsatte ind til den gamle kaj – Molo B. Brin, hvor vi var heldige at finde en ledig plads. Her ligger man gratis, men til gengæld er der hverken vand eller el. Det er til at leve med, det havde vi nok af. Det, der var værst, var, at der var læ, og solen bagte ned fra en skyfri himmel; det var for varmt - især for skipperinden. Vi fik taget os sammen og set lidt af byen, da det blev lidt køligere hen under aften. Bortset fra varmen er alt vel ombord.
En meget varm hilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Porto Ottiolu søndag d. 19. juni 2011
skrevet d. 19-06-2011
Vi har haft en overliggerdag, ikke kun fordi vi har sejlet langt de sidste dage; men de havde lovet kuling, og den kom i løbet af eftermiddagen. En kuling hernede varer normalt kun et døgn, derhjemme varer den ofte 3 døgn. Vi har ikke skrevet så meget om vejret andet end vinden, resten kan vi ikke klage over: Sol fra en skyfri himmel fra morgen til aften og varmt, 26 – 30 grader. Porto Ottiolu er en havn bygget om omkring en ferieby, eller også er det omvendt, feriebyen bygget op omkring havnen. Der er ikke andet end ferielejligheder, og det der følger med i form af forretninger, restauranter og den slags samt en flot sandstrand lige ved havnen - den er fyldt med mennesker. Området er meget hurtigt overset, så vi har rigtigt slappet af. Alt vel ombord.
En hilsen fra det solrige Sardinien.
skrevet af Martin Leo Hansen
Arbatax - Porto Ottiolu lørdag d. 18. juni 2011
skrevet d. 18-06-2011
På vor tur nord på op langs Sardiniens østkyst er vi i dag nået til Porto Ottiolu. Det blev en lidt frisk tur. De havde lovet max 5 m/sek. fra syd (læns), lidt mere end i går; men det kom ikke til at holde stik - vi fik noget mere. Vi startede fra Arbatax i vindstille; men vi havde ikke sejlet ret længe, før der kom vind; så meget, at vi kunne stoppe motoren og sejle for storsejlet alene. Vi var oppe og logge godt 7½ knob på storsejlet alene, så det med max 5 m/sek. holdt vist ikke. Det, der var mest irriterende, var retningen. Den fulgte kysten på hele turen, så vi havde den ind agten fra (bagfra), og der var efterhånden dannet nogle pænt store søer med skum på toppene, så det var lidt anstrengende at styre; men det lykkedes uden at bomme. Det blev en hurtig tur på 50 sm. og 8 timer. Vi har planer om at blive i Porto Ottiolu til mandag, de melder V og NV 15-16 m/sek. med vindstød på op til 21 m/sek. Det gider vi ikke sejle i. Den kyst, vi har sejlet op langs de sidste par dage, minder meget om vestkysten; men nu skulle Smaragdkysten begynde. Den skulle efter sigende være rigtig flot, lidt skærgårdsagtig. Alt vel ombord.
En blæsende sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Porto Corallo - Arbatax fredag d. 17. juni 2011
skrevet d. 17-06-2011
De havde lovet svag sydlig vind i dag, og det kom til at holde stik. Vi forlod Porto Corallo tidligt sammen med alle de andre gæstebåde. Porto Corallo er ikke et sted, hvor man bliver flere dage. Havnen ligger langt væk fra alting, der er intet at foretage sig; der kører godt nok en bus til den nærliggende by, men… Det blev, som vi havde forventet, mest en tur for motor. Vi fik dog så meget vind på det sidste stykke, at vi fik luftet sejlene i ca. 1½ time, men det gik langsomt. Vi havde sat Arbatax som dagens mål, en tur på ca. 32 sm. og knap 6 timer. Arbatax er en lille by, hvor der rundt om er vokset store feriekomplekser op. Er der en lille strand, er der et feriehotel. Byen ligger i læ bag det flotte Capo Bellavista. Vi har planer om at fortsætte vor tur nord på i morgen. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Cagliari - Porto Corallo torsdag d. 16. juni 2011
skrevet d. 16-06-2011
Så var det på tide at komme videre. Det stabile vejr er vendt tilbage med sol fra en skyfri himmel, rolige vindforhold – de næste dage skulle vi få let sydlig vind – og varmt. De har lovet, at temperaturen vil stige ca. 1 grad pr. dag de næste dage, så vi kommer over de 30 grader. Vi havde sat Porto Corallo som dagens mål, en tur på ca. 43 sm. Vi kom først af sted lidt i ni. Det viste sig, at S/Y MUSSE-to var kommet ind i går eftermiddags, så vi skulle vi lige høre, hvordan det gik dem. De havde problemer med motorfundamentet, og da det var ordnet, ville motoren ikke starte. Den havde sat sig, så nu er de i gang med at skaffe en ny motor. Den kineser (motoren) er vist en fuser. Da vi var på vej ud af havnen - der er ca. 1 sm. fra marinaen og ud til molehovedet - blev vi stoppet af carbiniera. De ville se pas (ID-kort), skibets papirer og kvittering på betalt forsikring. Da de havde udfyldt diverse formularer, fik vi lov til at fortsætte. Det er første gang, vi har haft besøg af de italienske myndigheder. Resten af turen forløb uden problemer. Jeg skal meddele, at når vi har svag vind agten ind, sol i cockpittet, vandet 22,5 grader og luften 30 grader, er der varmt ombord! Det ville have været meget mere behageligt, hvis vi havde haft modvind. Efter ca. 7 timer ankom vi til Porto Corallo, en forholdsvis ny stor marina med masser af plads - den var ikke halvt fyldt op. Alt vel ombord.
En varm sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Cagliari onsdag d. 15. juni 2011
skrevet d. 15-06-2011
Vi havde bil til rådighed endnu en dag. Vi ville godt se lidt nærmere på Oristano, en af de større byer på Sardinien, så vi startede med at køre derop, så vi kunne se seværdighederne og selve byen, inden de lukker ned kl. 13. Der er meget, meget dødt på Sardinien, når folk holder middagspause fra kl. 13 til 17. Vi kom derop, fandt turistkontoret - godt nok med politieskorte - og fik set det, vi ønskede inden middagspausen. Turen tilbage gik langs kysten, igennem store marskområder, forbi kæmpeklitter og gennem flotte bjergpartier. Vi kom forbi grotten/drypstenshulen Su Mannau, en af Sardiniens største; den måtte vi lige se. Den var rigtig flot; men de ligner altså hinanden, så det var nok grotten i 2011. Vi fik afleveret udlejningsbilen; det blev til 925 km. rundt på vejene i Sydsardinien, så lidt har vi fået set. Vi har planer om at sejle lidt nordpå i morgen. Vi har fly hjem fra Rom d. 5. juli, så vi må se at komme deropad. Alt vel ombord.
En hilsen fra bilisterne på Sardinien.
skrevet af Martin Leo Hansen
Cagliari tirsdag d. 14. juni 2011
skrevet d. 14-06-2011
Vi har fået et lidt mere positivt syn på Sardinien efter vores tur rundt i dag, men den kommer slet ikke på højde med Korsika efter vores mening. Vi startede med at køre en tur ned til Villasimius og Capo Carbonara, et virkelig flot område. Derfra gik turen op langs kysten til Muravera og videre ind til vinbyen Jerzu, hvor vi ville spise frokost. Men om vi kunne finde en restaurant, der ville servere lidt frokost? Så vi fortsatte til den lille by Osini, hvor vi fandt et sted, hvor vi kunne få en noget mad – rigtig lækkert! Turen tilbage gik ind over bjergene, en virkelig flot tur. Vi fik fyldt bilen godt op med proviant, især de tunge ting: vand, øl og vin, så nu skulle vi kunne klare os, hvad det angår, til vi skal hjem på sommerlandlov. Det er for alvor begyndt at blive varmt; temperaturen ligger omkring de 30 grader, så det er skønt med aircondition i bilen. Det mangler vi i båden - især om natten. Alt vel ombord.
En varm hilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Cagliari 2. Pinsedag mandag d. 13. juni 2011
skrevet d. 13-06-2011
Vi fik hentet vores udlejningsbil - blev lidt forsinkede, da den viste fejl på air-bag’en. De mente ikke, det betød noget, da det var en helt ny bil, kun kørt 4000 km. Det var vi ikke helt enige i, og det endte med, at vi fik en anden ny bil, kørt 4600 km. Vi startede med at køre til Barumini for at se Su Nuraxi, den største nuraghe-fæstning på Sardinien. Den går tilbage til 1500 f.Kr. i den mellemste bronzealder. Vi fik en guidet tur rundt i udgravningen, en rigtig fin tur. Der er fundet ca. 8000 nuraghe-fæstninger på Sardinien; vi springer nok over de andre 7999. Fra Barumini fortsatte vi ud til vestkysten, hvor skipper gerne ville se Porto Flavia med tilhørende minemuseum; men vi havde ikke lige tænkt på, at det var mandag, så museet var lukket - det samme var turistkontoret i Iglesias, så vi opgav at komme på minemuseum og kørte i stedet langs kysten tilbage til Cagliari. Den første del at turen i dag var meget skuffende; turen langs kysten hjem pyntede lidt på indtrykket. Men af det, vi har set indtil nu, kan Sardinien slet ikke måle sig med Elba og Korsika.
En hilsen fra turisterne på Sardinien.
skrevet af Martin Leo Hansen
Cagliari Pinsedag søndag d. 12. juni 2011
skrevet d. 12-06-2011
Cagliari ligger mellem to kæmpestore marskområder, hvor flamingoerne yngler. Hver eftermiddag/aften trækker store flokke af flamingoer hen over marinaen - et flot syn. Vi har igen været en tur inde i den gamle bydel af Cagilari. Vi ville godt se lidt nærmere på katedralen. I går var der jo bryllup, men der var også gang i den i dag. Det er jo Pinsedag, og der var højmesse, så vi kom til højmesse, meget højtideligt. Efter messen gik vi en tur ud til det romerske amfiteater og gennem den gamle by tilbage til marinaen. Skipper ville have været til at klare lidt vedligeholdelse; men det blæste for meget, så der blev i stedet slappet lidt af. I morgen skal vi ud og se lidt nærmere på Sardinien fra landsiden. Alt vel ombord.
En hilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Cagliari lørdag d. 11. juni 2011
skrevet d. 11-06-2011
Det har været et lidt skiftende vejr i dag. Vi var ude for at lokalisere de forskellige ting i formiddags: Turistkontoret, busstationen, supermarkedet og den slags, da det begyndte at se lidt truende ud, og vi nåede da også kun lige tilbage til båden, før den første kraftige byge brød løs. Det varede kun nogle få timer, så var himlen næsten skyfri, og vi har haft et rigtig flot vejr her i eftermiddag. Det lufter en del, men det er kun rart, da det er temmelig lunt. Vi har fået besøgt den gamle bydel med bl.a. de fine tårne: Torre dell’Elefante og Torre di San Pancrazio. Vi ville også godt have set katedralen; men en lørdag er ikke en god dag til at besøge kirker, da er de ofte optaget af bryllup, så det må blive i morgen. Der er ellers noget for drengerøve med store tegnebøger: Race med racerbåde i havnebassinet samt en hel flok røde Ferrari’er linet op på kajen Vi har fået lejet bil fra mandag morgen og nogle dage frem, så skal vi se lidt på det indre af Sardinien. Alt vel ombord.
En hilsen fra det sydlige Sardinien.
skrevet af Martin Leo Hansen
Carloforte - Cagliari fredag d. 10 juni 2011
skrevet d. 10-06-2011
Det var tid til at komme videre. Vi har bestilt fly hjem fra Rom d. 5. juli, og der er et pænt stykke vej til Rom. Vi havde sat Cagliari som dagens mål, en tur på ca. 61 sm., så for ikke at komme for sent i havn - der er begyndt at komme andre sejlere, der også gerne vil have en plads i havnene - startede vi lidt tidligt. De havde lovet meget rolige vindforhold, og det må vi sige, at vi fik. De første 8 timer havde vi ingen vind, på vej ind til Cagliari fik vi svag til let sydlig vind – læns - og på den sidste sm. fik vi frisk NV-lig vind. Lidt skiftende vind! Det blev godt 10 timer for motor, så det var skønt da, den endelig blev stoppet. Turen blev lidt længere end de 60 sm; ca. midtvejs blev vi stoppet af en militærbåd, der bad os sejle 3 sm. mod syd. Ikke lige den retning vi skulle - der var skydning i et skydeområde. Det havde de ikke meldt på NAVTEX. Turen blev på ca. 66 sm. Alt vel ombord. Vi ønsker alle en rigtig god Pinse. En særlig hilsen til Søens Folk i hhv. Ballen og Ebeltoft – må pinsesolen danse hos Jer!
En sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Carloforte torsdag d. 9. juni 2011
skrevet d. 09-06-2011
Det har blæst ret godt i dag, men ikke noget, der har generet os. Vi havde nemlig planer om at se lidt nærmere på Isola di San Pietro. Vi fik fundet cyklerne frem og cyklede en tur op til La Punta, øens NØ-lige spids. Her ligger en gammel tunfabrik fra omkring 1850, der stadig er i brug. Vi fik en rundvisning incl. en gennemgang af, hvordan de fanger tunen i de kæmpenet, der ligger langs nordkysten ad Isola di San Pietro. Et meget lærerigt besøg. Isola di San Pietro med byen Carloforte er et rigtig dejligt sted. Om eftermiddagen havde vi besøg af Niels og Thomas fra S/Y Musse-to af Vejle, en 6 meter lang sejlbåd. De har lidt problemer med et motorophæng, som de heldigvis er ved at få styr på, men det har taget lidt tid. De er på vej til Grækenland. Det var rigtig hyggeligt at snakke med nogle danskere. Alt vel ombord. Vi planlægger at sejle til Cagliari i morgen, hvis vejrmeldingen holder.
En hilsen fra Carloforte.
skrevet af Martin Leo Hansen
Portoscuso - Carloforte onsdag d. 8. juni 2011
skrevet d. 08-06-2011
Efter lidt proviantering og eftersøgning af havneassistenten, så vi kunne få betalt havnepenge, var vi klar til afgang kl. 10. Vi ville over til en ø – Isola di San Pietro, der ligger lige uden for Portoscuso. En tur på blot 5 sm., så vi var i havn til en sen 11-bajer. Vi gik ind til Carloforte, øens eneste by og valgte Marine Sifredi. En fin marina med et meget sødt og venligt personale. Mens vi sad og spiste frokost, var der nogle, der sagde: ”Hej!” Det var Niels og Thomas fra S/Y Musse- to af Vejle, der også ligger her i marinaen. De kommer til en drink i morgen. Vi har været en tur rundt i Carloforte, en nydelig by med mange fine gamle huse og pladser og en flot havnepromenade. Også en tur rundt i det gamle Saline di Carloforte, et anlæg til indvinding af salt. Her gik flokke af flamingoer rundt, en sjov fugl at se på, når den går rundt og leder efter føde. Det har været temmelig skyet og blæst godt; men det er fortsat varmt, og når solen er fremme, er det meget varmt.
En sejlerhilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Portoscuso tirsdag d. 7. juni 2011
skrevet d. 07-06-2011
Det blev til en overliggerdag i Portoscuso. Det har regnet og tordnet hele natten; men det klarede op i løbet af formiddagen, og vi har haft fint vejr i dag, dog med lidt skyer og vind. Vi har fået set lidt mere på Portoscuso, fået provianteret, slappet af og skrevet breve m.m. Vi er klar til at fortsætte vores tur rundt om Sardinien i morgen. Alt vel ombord.
En hilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Torre Grande - Portoscuso mandag d. 6. juni 2011
skrevet d. 06-06-2011
Vi havde sat alarmen til at vække kl. 06:00, vi ville godt tidligt af sted. I går havde de varslet hård vind fra sidst på eftermiddagen i dag; men da vi tog en frisk vejrmelding, inden vi sejlede, havde de udskudt det hårde vejr til i morgen. Men regnvejret i løbet af dagen havde de bibeholdt. Nu var vi stået op, så vi besluttede at sejle. Det blev en transportsejlads for motor. Vi startede på blankt vand, senere kom der en smule vind fra nord (læns) og samtidig regn, så det fristede ikke at ligge og drive af sted på en lænser i svag til let vind og regn. Det klarede dog lidt op, da vi nærmede os havnen, og vi kom ind i tørvejr. Det var en tur på ca. 44 sm. og godt 7 timer. Portoscuso er en fin marina, og vi fik en udmærket plads. Vi nåede lige at vende byen, inden det for alvor begyndte at regne, og det har regnet hele aftenen - det kan det altså også på Sardinien.
En våd sejlerhilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Alghero - Torre Grande søndag d. 5. juni 2011
skrevet d. 05-06-2011
Vi stod tidligt op, ville godt tidligt af sted, hvis ikke det var tåget som i går morges. Det var meget diset, men ikke noget, der generede. Vi startede i helt stille vejr og blankt vand, og der skulle gå godt 5 timer, før der kom lidt vind, vi måske kunne sejle på. Da vi havde fået sat sejl og stoppet motoren, hørte vi, at det tordnede i det fjerne. Det var svært at bedømme, hvor det kom fra; men det så ud til at komme ude fra havet, så i stedet for at ligge og drive for vinden med halv fart, valgte vi at starte motoren igen og se at komme i havn. Vi undgik lige akkurat tordenbygen; den kom ind mod os, men drejede af op langs kysten, så vi kom tørre i havn. Vi havde fået en enkelt regnbyge på turen, men den var tørret. Vi havde sat Oristano’s havneby som mål for turen i dag; men den så lidt for industriagtig ud, så vi ændrede det til Marine Oristanesi i Torre Grande. Det viste sig at være en P-plads for både langt ude på landet, og da de melder hård vind fra i morgen aften, sejler vi videre til Portoscuso i morgen tidlig. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Alghero lørdag d. 4. juni 2011
skrevet d. 04-06-2011
Alghero kalder sig ”Catalan Island of Sardinia”. Der er også meget i den gamle bydel, der minder om Catalonien: Byggestilen, gadenavnene og så flager de med det catalanske flag (rød- og gulstribet). Det er det eneste sted på Sardinien, de gør det. Ikke nok med det, de havde også en stor udstilling om Gaudi’s arkitektur, ganske vist ikke en permanent udstilling. Udstillingen var fordelt over 2 museer, 3 af de gamle tårne og en åben plads, så vi kom rigtigt på museum, for den udstilling skulle vi se. Det første museum beskrev de røde koraller fra Middelhavet, deres liv og ”høstmetoder” m.m., en meget informativ udstilling, og Gaudi-udstillingen var rigtig god. I det sidste museum, Museo Diocesano, et museum i forbindelse med katedralen, havde de bygget en model af kirkerummet i Gaudi’s kirke i Barcelona. Vejret har været lidt blandet i dag. Tåget om morgenen, overskyet, sol, en enkelt let regnbyge, lidt torden i det fjerne, men det er varmt. Alt vel ombord.
En hilsen fra turisterne i Alghero.
skrevet af Martin Leo Hansen
Stintino - Alghero fredag d. 3. juni 2011
skrevet d. 03-06-2011
Næste stop blev Alghero. Vi gik gennem det smalle og lavvandede stræde Passaggio dei Fornelli lige nord for Stintino. Det sparede os for ca. 20 sm frem for at gå nord om Isola Asinara. Der var ingen problemer med at sejle igennem; det er godt afmærket med over-et mærker. Da vi kom ud af renden, mødte vi dønningerne fra de sidste dages blæsevejr. Det blev lidt af en vippe tur syd på langs Sardiniens vestkyst. I begyndelsen havde vi ingen vind; det kom – fra nord – så vi fik rigtig luftet sejlene, men en lænser giver ikke ro i båden. Da vi rundede Capo Caccia og skulle ind mod Alghero, var himlen meget mørk, og inden vi nåede i havn, brød et mindre uvejr løs med regn og torden. Lynene slog ned ret tæt på os, så vi var glade, da vi kom i havn, og der var et par havneassistenter, der vinkede os ind og hjalp med at fortøje. Det er nok ikke den billigste plads, vi fandt; men vi ligger udmærket. Turen i dag var på ca. 39 sm, og det tog 5½ time. Alghero ser rigtig spændende ud, og vi glæder os til at se lidt nærmere på byen i morgen. Alt vel ombord.
En våd sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Stintino torsdag d. 2. juni 2011
skrevet d. 02-06-2011
Det er atter blevet flot vejr, letskyet og svag vind; men dønningerne fra gårdsdagens blæsevejr skulle lige lægge sig, før vi sejler ud på vestkysten. Vi har været cyklende en tur ud til Cap Falcone, det NV-ligste punkt på Sardinien. Der er lavet en flot cykelsti fra Stintino og næsten ud til Cap Falcone. De har de sidste dage arbejdet med at stille en boksering op oppe på kajen tæt på, hvor vi ligger. Det viste sig at være et stævne mellem Italien og Rusland, som strækker sig over 3 dage. Der er stillet stole og bænke op, og man har flot udsyn oppe fra gaden, der løber langs kajen. Og der er gratis adgang, så vi har været til boksning her til aften. Det er første gang, vi har set boksning live. Vi har planer om at sejle til Alghero i morgen. Alt vel ombord.
En hilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Stintino onsdag d. 1. juni 2011
skrevet d. 01-06-2011
Vi bliver et par dage i Stintino. Vi trænger til et par dage, hvor der ikke sker så meget, og hvor vi ikke oplever så meget - Korsika skal lige bundfældes. Det har skipperinden bl.a. gjort ved at skrive et nyt rejsebrev ang. vort ophold på Korsika. Det findes under punktet: Rejsebreve. De havde lovet hård vestlig vind, og den kom; men den er allerede ved at aftage her til aften. I forbindelse med den hårde vind, skulle vi få bølger på 2,5 - 3 meter; de skal lige lægge sig lidt, før vi sejler videre. Vi har fået set lidt på Stintino, en fin gammel by, der tidligere har haft en stor flåde af tunfiskere. Vi ønsker alle en god Kr. Himmelfartsferie. Her er det også helligdag, men det er Italiens nationaldag, de fejrer.
En hilsen fra det nordlige Sardinien.
skrevet af Martin Leo Hansen
Isola Rossa - Stintino tirsdag d. 31. maj 2011
skrevet d. 31-05-2011
Der er en frontpassage på vej med lidt regn, og i morgen skulle vi få hård vind til kuling; det er første gang i år, at vinden har generet vores sejlads. Vi ville godt finde en havn, hvor vi kunne slappe af i nogle dage, og hvor der var læ for vestenvinden. Vi satte kurs mod Porto Torres, som har et vist bagland af interesse, men hvor havnen ikke fik en særlig god omtale i havnelodsen. Da vi så havnen, blev vi enige om, at her ville vi ikke ligge i 2-3 dage. Det var mildest talt en temmelig kedelig havn. Så vi fortsatte til Stintino, en noget mindre by; men med en hyggelig lille havn, hvor vi blev modtaget at to søde havneassistenter. Det blev en tur på i alt ca. 34 sm og 6 timers sejlads for motor. Vi startede i flot vejr fra Isola Rossa - spejlblankt vand, men i løbet af dagen fik vi lidt vind fra vest – næsten lige imod. Og vi fik også en lille byge, som de havde meldt. Det første regnvejr i år vi har haft, mens vi har sejlet. Om aftenen fik vi udkanten af en tordenbyge. Vi ligger godt og er klar til lidt hård vind i morgen. Vi bliver nok her i nogle dage. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Bonifacio - Isola Rossa (Sardinien) mandag d. 30. maj 2011
skrevet d. 30-05-2011
Så er vi nået til Sardinien – Isola Rossa. Vi havde oprindeligt planer om at blive i Bonifacio i et par dage, og jeg ville have betalt for 2 dage, da jeg var oppe for at betale havnepenge i går. Men pigen gjorde mig opmærksom på, at jeg ikke kunne få pengene tilbage, hvis jeg ønskede at sejle efter 1 dag, så jeg betalte kun for 1 dag. Det viste sig, at da vi havde været rundt i den gamle by, været nede ad L’Escalier du Roy d’Argon, en stejl trappe der fører ned til vandet på ydersiden af klinten, besøgt L’Église Saint-Dominique og Le Bastion de L’Étendard, hvad der nu var af kulturelle seværdigheder, var klokken ikke engang 12, så vi besluttede at sejle til Sardinien. Godt, vi ikke havde betalt for 2 dage. Vi havde en rigtig flot tur for sejl til Isola Rossa, en agten for sværs/læns i
svag til let vind, sol og næsten fladt vand -28 sm. Strædet mellem Korsika og Sardinien er ellers berygtet for sit hårde vejr og kraftige strømsøer, men det mærkede vi ikke noget til. Det er lidt af en omvæltning at komme fra livet i Bonifacio og til Isola Rossa, der ligger ude på ’landet’, og hvor der ikke sker noget som helst, men her er flot. Vi planlægger at sejle videre i morgen.
En sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Ajaccio - Bonifacio søndag d. 29. maj 2011
skrevet d. 29-05-2011
Vi startede lidt tidligt – 07:00 – fra Ajaccio og satte kurs mod Bonifacio, den sydligste havn på Korsika - en tur på ca. 46 sm. Det blev en fin tur, hvor vi atter fik luftet sejlene. Det har blæst ude mellem Sardinien og Menorca de sidste par dage, og det gav nogen swell, som vi sloges med; men ellers sol fra en skyfri himmel og let vind. Vi havde læst, at man skulle bestille plads mindst 48 timer før ankomsten til Bonifacio. Vi havde ikke bestilt plads og gik ud fra, at det kun var nødvendigt i højsæsonen. Der var flere ledige pladser, da vi ankom kl. 15:15, men havnen blev fyldt godt op inden aften. Det er en meget speciel havn, der ligger inde bag høje kridtklinter. Det ser ud til at være et rigtigt turiststed, hvor turistbusser holder i lange rækker. Vi nåede ikke op til den gamle by, der ligger oppe på toppen af klinten - det bliver i morgen. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Ajassio lørdag d. 28. maj 2011
skrevet d. 28-05-2011
Så fik vi tid til at se lidt nærmere på Ajaccio, Korsikas ”hovedstad”. Oprindelig var det Corte, der ligger inde midt på Korsika, der var ”hovedstaden”. Men da en vis herre – Napoleon Bonaparte – kom til magten, vedtog han at Ajaccio skulle være ”hovedstad”- her var født. Vi fik besøgt Napoleons fødehjem, der nu er indrettet som museum og blev sat grundigt ind i hans opvækst og resten af familien. Der er fortsat regatta med de store gamle træskibe, et flot syn ude i bugten, men temmelig generende om aftenen/natten, hvor de holder fest med høj musik oppe på kajen. Her til aften var der en rigtig flot opvisning i kunstflyvning lige over os, arrangeret af folkene bag regattaen. I går aftes var vi inviteret på drinks hos Karin og Henrik på S/Y Felicia af Stockholm, og i dag havde vi dem til drinks. Nogle rigtig hyggelige mennesker, pensionister lige som vi; de er også på vej til Sardinien. Alt vel ombord.
En hilsen fra turisterne i Ajaccio.
skrevet af Martin Leo Hansen
Ajaccio fredag d. 27. maj 2011
skrevet d. 27-05-2011
Skipperinden havde et ønske om at se Castagniccia – kastanjeskovene, så vi tog atter vejen til Corte og fortsatte videre op til Ponte Leccia. Da vi nu var i nærheden af Ponte Novu, skulle vi lige se ”nederlagets bro”, ruinerne af den bro, hvor Pascal Paoli led det afgørende nederlag til franskmændene – 8. maj 1769. Herfra gik turen til Morosaglia, gennem kastanjeskoven til bjerglandsbyerne Campodonico, Piedicroce m.fl. og ud til Cervione. Det var ligesom, vi havde fået nok af bjergkørsel på smalle bjergveje, så vi tog landevejen hjem. Det har været en fantastisk naturoplevelse af se det indre af Korsika. I morgen skal vi se lidt nærmere på Ajaccio, inden vi sætter kurs mod Bonifacio. Alt vel ombord.
En hilsen fra det flotte Korsika.
skrevet af Martin Leo Hansen
Ajaccio torsdag d. 26. maj 2011
skrevet d. 26-05-2011
Vi havde fået et tip fra Helle og Knud Erik om, at når vi skulle besøge Lac de Melo, skulle det være tidligt på dagen, inden skyerne lagde sig over området. Så vi startede kl. 07:00 fra Ajaccio og kørte til Corte, fandt D623, en MEGET smal bjergvej, hvor to biler ikke kan mødes, og hvor autoværn er en by i Rusland - ikke lige skipperindens livret. Den fortsatte og fortsatte, og efter 15 km kom vi til en P-plads, hvor vi stillede bilen. Vi må indrømme, at vi ikke havde læst ordentligt på lektien. Vi havde ikke fået det rigtige fodtøj med, fra P-pladsen var der nemlig 1½ times klatretur op til Lac de Melo. Men vi kom derop, en fantastisk flot tur gennem fossende vandløb og sne, op til en stille bjergsø i 1711 meters højde med en fantastisk udsigt. På vejen ned begyndte skyerne at samle sig over bjergene - tak Knud Erik! Vi tog bjergvejen fra Corte mod Porto, i Pont de Castirla stoppede vi ved en restaurant, der reklamerede med korsikanske specialiteter. Det skulle prøves! Vi havde regnet med en let frokost; men det eneste, vi kunne få, var deres menu. Og de havde kun 1 menu, der bestod af 6 retter, alle lokale specialiteter, ikke noget valg. Vi kom igennem hele menuen, men vi nippede kun til de sidste retter. Det var meget velsmagende og spændende at prøve. Turen ad bjergvejen til Porto var fantastisk, men det flotteste stykke var turen lige efter Porto ved Les Calanches. Det var en mæt og træt besætning, der nåede tilbage på båden først på aftenen.
En hilsen fra bjergvandrerne.
skrevet af Martin Leo Hansen
Ajaccio onsdag d. 25. maj 2011
skrevet d. 25-05-2011
Vi havde bestilt bil til de næste 3 dage hos e-biludlejning (www.ebiludlejning.dk) og skulle hente bilen hos Europcar, meget billigere og på bedre betingelser, end vi kunne leje den direkte hos Europcar. Der stod en helt ny Peugeot 207 og ventede på at komme ud og udforske de korsikanske bjergveje. Vi startede med at køre syd på og ind over Forêt Pennenti bjergene. Lidt skuffende, for bevoksningen var så høj, at vi ikke rigtigt kunne nyde udsigten. Så gik turen til Propriano og videre til Sartêne, en flot gammel by, hvor vi holdt frokostpause. Vi fortsatte tværs over øen til Porto-Vecchio på østkysten, en rigtig turistby. Hjemturen gik over Bavella-massivet, eller som det også kaldes, Alta Rocca, gennem mange små bjergbyer: Ospedale, Zonza, Quenza m.fl. til Petreto-Bicchisano, hvorfra vi tog hovedvejen tilbage til Ajaccio. Bavella-massivet var fantastisk flot - der var dog store områder, der var ødelagt af sidste års skovbrande. Vi var tilbage på båden først på aftenen, fyldt med nye indtryk og fantastiske naturoplevelser.
En hilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Ajaccio tirsdag d. 24. maj 2011
skrevet d. 24-05-2011
Toilettet virker! Vi har læst meget om et tog, der forbinder de fire største byer på Korsika: Bastia, Calvi, Corte og Ajaccio. Det er et smalsporet tog – ca. 1 m. mellem skinnerne – som er den helt store turistattraktion. Vi havde set på togplanen i Bastia; men dengang var der skinnearbejde i gang, så de fleste tog var udskiftet med busser. Det skulle være overstået d. 20.maj, så vi droppede det dengang. Da vi kom op på stationen i Ajaccio, viste det sig, at de fortsat havde skinnearbejde, men toget kl. 8:40 kørte efter planen, så det tog vi. Det var en oplevelse, i sær fra bjerglandsbyen Bocognano til Corte, hvor vi valgte at stå af, var en fantastisk flot tur. Vi brugte nogle timer i Corte, inden vi tog tilbage til Ajaccio. Det tog, vi skulle have været med, var erstattet med busser. Først var vi lidt skuffede, men det viste sig at være alle tiders. Bussen fulgte jernbanen, så vi så broer og viadukter, vi havde passeret med toget - dem kunne vi ikke se, da vi kørte med toget. Alt i alt en fin dag. Vejret er fortsat rigtig flot med sol fra en skyfri himmel, 26-28 grader om dagen og 18-19 grader om natten. Alt vel ombord.
En hilsen fra de togrejsende.
skrevet af Martin Leo Hansen
Ajaccio mandag d. 23. maj 2011
skrevet d. 23-05-2011
Det er ikke altid, det går lige efter planen. Dagen i dag var en af de dage, hvor det slet ikke gik efter planen. Toilettet virkede, som det skulle i går aftes, men her til morgen var det igen galt - det var stoppet. Skipper brugte det meste af dagen på at skaffe det nødvendige værktøj til at få fjernet forstoppelsen – det var i bøjningen ned til tanken, det var galt. For at komme derned, skal man have tømt kistebænken, skilt apteringen ad m.m. Nu det hele var skilt ad, benyttede vi lejligheden til at få skiftet slanger mellem toilet og tank, pakningerne i selve toilettet blev også skiftet, så nu skulle det hele forhåbentlig fungere. Der blev dog også tid til at få bestilt en bil til afhentning onsdag morgen, så vi kan komme lidt rundt på Korsika.
En hilsen fra VVS manden og hans hustru.
skrevet af Martin Leo Hansen
Calvi - Ajaccio søndag d. 22. maj 2011
skrevet d. 22-05-2011
Vi er nået til Ajaccio efter en flot, flot tur ned langs Korsikas vestkyst. Det var så godt som vindstille, og den smule vind der var, kom fra syd – lige i mod – og var slet ikke nok til at sejle på, så vi tog endnu en dag for motor. Det var desværre meget diset på grund af varmen, så vi havde svært ved at se bjergene og baglandet; men det, vi kunne se, var fantastisk flot. Det blev til en tur på ca. 60 sm., Vi havde en del modstrøm, der skulle være ca. 55 sm., og det tog 9 timer. Vi valgte at gå ind i Ajaccio - Tino Rossi (den gamle havn). Vi har haft et lille problem med toilettet. Det er blevet hårdere og hårdere at pumpe ud gennem den senere tid, og i dag var det slut. Jeg fik renset slangen mellem toilettet og holding-tanken; den var sat til med kalk/salt (22 år gammel), så nu fungerer det atter. Alt vel ombord efter rensning af toiletslangen.
En sejlerhilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Calvi lørdag d. 21. maj 2011
skrevet d. 21-05-2011
Calvi er en rigtig hyggelig by, som vi fik set lidt nærmere på. Det er en forholdsvis lille by, og den største seværdighed er citadellet. Vi var en tur rundt i de stejle og smalle gader og fik set katedralen Saint-Jean Baptiste, hvor akustikken er fantastisk, så den bruges også til koncerter. Også her slår de mønt på Christoffer Columbus; de påstår at han er født her. Det er hverken bevist eller modbevist – i Genova påstår man, at han er født der. Vi fik set ruinen af det hus, hvor han skulle være født. Der er også rejst et monument over ham ved indgangen til citadellet. Der er blevet provianteret, og vi er klar til at fortsætte turen syd på i morgen.
En hilsen fra turisterne på Korsika.
skrevet af Martin Leo Hansen
Saint-Florent - Calvi fredag d. 20. maj (St. Bededag)
skrevet d. 20-05-2011
Det blev til en rigtig flot sejltur langs Korsikas nordvestlige kyst. Vi sejlede langs den grønne klippekyst fyldt med små vige med kridhvide sandstrande, og bag de grønne klipper rejste de sneklædte bjerge sig, hvoraf det højeste Monte Cinto – 2703 m – har evig sne. Og vejret var super. Sol fra en skyfri himmel, varmt, blåt, blåt hav og vi havde på det meste af turen vind nok til at sejle for sejl. Det er for alvor blevet sommer, og om nogle dage melder de temp. op til 30 grader. Vi gik ind i Calvi, en tur på ca. 30 sm. med krydstillæg og knap 6½ time. Der ser rigtig hyggeligt ud i Calvi med det gamle citadel ved indsejlingen til havnen. Vi glæder os til at se lidt nærmere på byen i morgen. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Saint-Florent torsdag d. 19. maj 2011
skrevet d. 19-05-2011
Det blev til en ekstra dag i Saint-Florent, her er rigtig dejligt. Det er en hyggelig, lille by med mange fine små pladser, smalle gader og en flot havnepromenade. Vi havde nogle ting, der skulle ordnes. Skipperinden kom ikke i bund med vasketøjet i sidste havn; han var for ublu med prisen. Her i Saint-Florent skulle de kun have en tredjedel for det samme. Skipper fik vasket båden, og så fik vi set meget mere af byen og købt lidt af den lokale vin. Det lykkedes ikke at komme på internettet, så opdateringer af hjemmesiden og e-mail må vente til i morgen, hvor vi forventer at anløbe Calvi. Det er for alvor begyndt at blive varmt. Vi havde 29 grader i kahytten her til aften med alle luger stående åbne. Vi nyder vejret og håber, at I også må få nogle gode dage i St. Bededagsferien. Her er alt vel.
En varm hilsen fra Korsika.
skrevet af Martin Leo Hansen
Macinaggio - Saint-Florent onsdag d. 18. maj 2011
skrevet d. 18-05-2011
Vi har rundet nordspidsen af Cap Corse, er nu på vej ned af Korsikas vestkyst og er nået til Saint-Florent. Det var vindstille og vandet spejlblankt, da vi rundede nordspidsen. De havde meldt svag NØ-lig vind op ad dagen, så vi havde ikke forventet nogen vind ned langs læ kyst. Vinden blev åbenbart forstærket, når den ’faldt’ ned ad bjergsiden, så vi fik lidt vind, meget varierende; men nok til, at vi kunne få luftet sejlene for første gang i år. Det blev til ca. 2 timer uden motor, inden vinden atter lagde sig – skønt. En tur på ca. 27 sm og 6½ time. Kysten vi sejlede langs var rigtig flot, den mindede os lidt om Skotland. Saint-Florent er en hyggelig lille by fyldt med turister, de er begyndt at dukke op - men havnen er endnu ikke rigtig vågnet fra vinterdvalen. Toiletter, bad og wi-fi er lukket på grund af renovering, siger de. Alt vel ombord. Vi ønsker alle en god St. Bededagsferie!
En sejlerhilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Bastia - Macinaggio tirsdag d. 17. maj 2011
skrevet d. 17-05-2011
Efter hvad vi har læst og hørt, er vestkysten af Korsika den flotteste, så vi vil nord om Korsika og ned ad vestkysten. Vi kom til Macinaggio i dag, en tur på ca. 17 sm – for motor på blankt vand. Vi er inde i en meget stabil periode, og der er ikke udsigt til vind før om nogle dage. Macinaggio er en flot marina, der ligger i et naturskønt område. Deres seværdigheder er vandreture i naturen. Vi fulgte Sentier des douaniers (tolderstien) rundt om halvøen nord for havnen, forbi et noget forfaldent mindesmærke, rejst på det sted, hvor den korsikanske nationalhelt Pascal Paoli gik i land i 1790, efter flere års eksil i England. En flot tur med en fantastisk udsigt. Der er ikke meget by rundt om marinaen, men der var det vi skulle bruge: Et vaskeri og et sted, hvor man kunne købe gas. Alt vel ombord på Nausikaa.
En sejlerhilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Bastia mandag d. 16. maj 2011
skrevet d. 16-05-2011
Der er ikke de store attraktioner her i Bastia. Den største er nok Vieux Port, som alle turister skal ned og se, og den ligger vi midt i, så vi behøver ikke gå nogen steder. Vi har dog igen været en tur oppe på citadellet. Vi ville godt se Cathedrale Ste-Marie, den var lukket i går eftermiddags, da vi var der. Endnu engang nød vi den flotte udsigt oppe fra citadellet ned over den gamle bydel. Det flotte vejr er kommet tilbage med fuld styrke; de skyer, vi havde i går formiddags, er for længst forsvundet, og det skulle holde de kommende dage. Der er skrevet nyt rejsebrev omhandlende vore oplevelser på Elba. I morgen går turen til Macinaggio. Alt vel ombord.
En hilsen fra turisterne i Bastia.
skrevet af Martin Leo Hansen
Bastia søndag d. 15. maj 2011
skrevet d. 15-05-2011
Vejrmeldingen holdt stik, det blev et lidt kedeligt vejr i dag. Det startede overskyet, og i løbet af formiddagen begyndte det at blæse fra N og NV. Vinden blev forstærket på vej ned ad bjergene bag ved Bastia, så der var sus i den. Møblerne oppe på restauranterne blæste omkuld, og sandet fløj om ørerne og ind i øjnene, ret ubehageligt. Ud på eftermiddagen klarede det op, og vi var en tur oppe for at se citadellet og den gamle guvernørbolig, som er lavet om til museum. Det var et kedeligt museum, store dele var lukket. De tog til gengæld heller ikke entre, så vi kunne ikke klage – og den fantastiske udsigt var med i prisen!
En hilsen fra det blæsende Korsika.
skrevet af Martin Leo Hansen
Bastia lørdag d. 14. maj 2011
skrevet d. 14-05-2011
Vi har fået set lidt på byen i dag, fandt turistkontoret og fik lidt informationer angående Korsika og selve Bastia, ligesom vi fandt en internet-café. Byen er nu ikke så stor og ganske nem at finde rundt i, selv om det er en af de største byer på Korsika. Der går et tog fra Bastia til Ajaccio, som skulle være en oplevelse at køre med rent naturmæssigt; men toget er erstattet med busser på den smukkeste strækning fra Ponte Leccia til Bocognano indtil d. 20/5, oplyste de oppe på stationen. Så det må vente, til vi kommer til Ajaccio. Vi var på jagt efter et vaskeri, men dem, vi fandt, var lukkede, og det var ikke self-service. Til gengæld fandt vi en herrefrisør, der klippede skipper noget så fint! De har meldt lidt kedeligt vejr for i morgen og lidt op af mandagen, så vi planlægger at blive i Bastia til tirsdag morgen, hvis vejrmeldingen holder. Alt vel ombord.
En hilsen fra Korsika.
skrevet af Martin Leo Hansen
Portoferraio - Bastia (Korsika) fredag d. 13. maj 2011
skrevet d. 13-05-2011
Vi er nu nået til Bastia på Korsika efter en meget afslappende tur fra Portoferraio. Vi har aldrig før sejlet på så fladt vand i Middelhavet; der var overhovedet ikke dønninger, og vandet var så godt som spejlblankt på det meste af turen. Det var en tur på ca. 41 sm. og godt 6½ time. Der blev ellers sagt pænt farvel til os, da vi forlod Portoferraio: Lige uden for indsejlingen til havnen mødte vi en forholdsvis stor hval, der gav os et par blås som afsked. Vi gik ind i den gamle havn i Bastia og fik anvist en fin plads. Der er ikke mange gæstepladser, men nok her midt i maj - vi var de eneste gæster i havnen. Den gamle havn ligger inde midt i den gamle bydel og er helt omkranset af restauranter, her er rigtig hyggeligt. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Portoferraio (Elba) torsdag d. 12. maj 2011
skrevet d. 12-05-2011
Vi fik lejet bil i dag. Det var en lidt speciel oplevelse: Ingen kontrakt, intet depositum, ingen benzin og ingen forsikring. Mutter skulle bare have navn, adresse og lejen kontant, så kunne vi køre. Det var en udmærket bil, og vi fik set Elba fra landsiden. Vi var hele øen rundt, den er ikke så stor. Gjorde stop de steder, vi ikke havde besøgt med båd eller bus. Det var Procchio, Marina di Campo, gennem Lacona og videre til Rio Marina og Cavo inden vi besøgte Villa San Martino, Napoleons sommerhus. Til slut et supermarked for at få købt lidt ind af de tunge ting. Øen er bare så smuk – og vi fik sagt pænt farvel og tak ved at gå op og få dejlig aftensmad på en af restauranterne. Nu er vi klar til at sætte kurs mod Korsika og forventer at sejle dertil i morgen. Vejret er fortsat helt fantastisk - det har i dag været rigtig varmt, set med vore øjne.
En varm hilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Portoferraio (Elba) onsdag d. 11. maj 2011
skrevet d. 11-05-2011
Vi har fået sendt Jakob, Maiken, Julie og lille Kasper af sted med færgen til Piombino. De skulle af sted kl. 12:40 for at nå deres fly i Pisa, så formiddagen gik med at få pakket og blive rejseklare. Det har været rigtig dejligt at have dem på turen rundt om Elba, og vi må indrømme, at der er blevet meget stille, efter de har forladt båden. Vi er ikke helt ”færdige” med Elba, så vi bliver her endnu et par dage. Vi har fået bestilt bil til i morgen tidlig, og det blev også til et besøg i Villa dei Mulini, et museum indrettet i Napoleons bolig, fra dengang han var guvernør over Elba i 1814-1815. Alt vel ombord.
En hilsen fra Skipperinden og skipper på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Portoferraio (Elba) tirsdag d. 10. maj 2011
skrevet d. 10-05-2011
Det var oprindeligt planen, at vi skulle være sejlet til Salivoli i dag, så vore feriegæster kunne tage tog/bus fra Piombino til Pisa i morgen. Men de meldte stadig høj sø uden for Portoferraio; turbåden med glasbund var også aflyst i dag. Det var ikke værre, end vi kunne sejle i det, men nu havde Julie klaret det fint indtil nu - hun har nemt til at blive søsyg – og vi ville ikke have, at hun skulle slutte ferien med en dårlig oplevelse. Så vi valgte at blive i Portoferraio og gik op for at købe færgebilletter til i morgen; det blev til endnu en rigtig flot feriedag på Elba. Skipperinden og skipper var barnepige for Julie og Kasper om aftenen, så Maiken og Jakob kunne gå ud og spise og have en aften for sig selv. Begge parter havde en rigtig hyggelig aften. Alt vel ombord.
Endnu en solskinshilsen fra Elba.
skrevet af Martin Leo Hansen
Portoferraio (Elba) mandag d. 9. maj 2011
skrevet d. 09-05-2011
Vi har slappet af i Portoferraio i dag og nydt selskabet med Jakob, Maiken, Julie og lille Kasper. Det var planen, at Jakob og Co. skulle have været ud og sejle med en turbåd med glasbund, ud for at se på fisk og den flotte havbund, der findes rundt om Elba. Men turen var aflyst på grund af frisk vind og urolig sø. De havde meldt frisk vind; men inde i havnen, hvor vi lå, var der helt stille - en tur op på toppen af klipperne overbeviste os om, at det blæste, og der var skum på toppen af bølgerne. Det blev i stedet til en tur rundt i Portoferraio med et lille turisttog. Alt vel ombord.
En solskinshilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Marciana Marina - Portoferrio (Elba) søndag d. 8. maj 2011
skrevet d. 08-05-2011
Vi stod op til en rigtig flot morgen med sol fra en skyfri himmel og næsten vindstille. Vi ville ind og se hovedbyen på Elba – Portoferraio, en kort tur på ca. 7 sm. Der var meget svag varierende vind inde under land, så vi sejlede turen for motor. Vi sejlede ind til den gamle havn – Darsena Medicea – i Portoferrario, en havn omkranset af flotte gamle bygninger. En havn, som vi havde hørt, det skulle være meget svært at få plads i. Det gælder i hvert fald ikke på denne årstid - der lå kun ganske få både i havnen, så der var masser af plads. Vi fik set lidt på byen; Jakob insisterede på at give frokost på en hyggelig restaurant, dejligt! Men der var temmelig dødt sådan en søndag eftermiddag. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra hele besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Marciana Marina (Elba) lørdag d. 7. maj 2011
skrevet d. 07-05-2011
Vi tog en overliggerdag i Marciana Marina. Her er rigtig dejligt - en hyggelig, lille gammel by, og så havde vi planer om at komme op på toppen af Monte Capanne. Vi tog en bus op til Marciana, hvorfra svævebanen op til toppen af Monte Capanne starter. Det blev en rigtig flot tur. Både busturen op til Marciana gennem det fantastiske landskab og turen op til toppen af Monte Capanne, med den lidt specielle svævebane, hvor man står ude i det fri i noget, der ligner et papegøjebur, var en stor oplevelse. Sikke en udsigt, der var oppe fra toppen. Det eneste negative var ventetiden på bussen tilbage - der er forholdsvis lang tid mellem busafgangene. I morgen har vi planer om at fortsætte til Portoferraio.
En hilsen fra turisterne på Elba.
skrevet af Martin Leo Hansen
Azzurro - Marciana Marina (Elba) fredag d. 6. maj 2011
skrevet d. 06-05-2011
Vi har det skønneste sommervejr (i følge danske normer), men ingen vind af betydning. Vi er kommet til Marciana Marina på vores tur rundt om Elba, en fin havn på nordsiden af øen. Det var en tur på ca. 27 sm på meget roligt vand. Vi forsøgte med sejl, men det gik ikke - vi kom ingen steder, så det blev igen en tur for motor, en tur på knap 4½ time. Elba tager sig rigtigt flot ud fra vandet. Vi blev henvist til den sydlige pontonbro i Marciana Marina, selv om der var masser af pladser på den anden side. Det viste sig, at nordsiden var reserveret til en regatta, så i løbet af dagen kom den ene store kapsejladsbåd efter den anden ind, fik fortøjet og gik i gang med forberedelserne til race: Skifte sejl, lod anker og kæde dumpe ned på bunden af havnen med en snor ind til molen, og hvad der ellers kunne lette bådene, de melder meget let luft i morgen. Det er både på 50-60 fod. Der var rigtig noget at se på. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra solskinsøen Elba.
skrevet af Martin Leo Hansen
Azzurro (Elba) torsdag d. 5. maj 2011
skrevet d. 05-05-2011
Vi har haft en overliggerdag i Porto Azzurro, hvor vi har nydt det flotte ’sommervejr’ og de smukke omgivelser. Efter en frokost på en af de små restauranter oppe på kajen tog vi bussen til Capoliveri, der i rejsebøgerne beskrives som Elbas smukkeste by. Vi har endnu ikke set så meget af Elba, men syntes ikke, at det var noget særligt og at Azzurro nemt kan måle sig med Capoliveri, hvad skønhed angår. Vi nyder at have gæster ombord og er glade for, at vejret arter sig, som det gør. Alt vel ombord.
En sommerlig hilsen fra hele besætningen.
skrevet af Martin Leo Hansen
Salivoli - Azzurro (Elba) onsdag d. 4.maj 2011
skrevet d. 04-05-2011
Vi stod op til en rigtig flot morgen, med sol fra en skyfri himmel og meget svag vind. De lovede lidt frisk vind om eftermiddagen og da vi godt ville starte lidt blidt, besluttede vi at sejle tidligt mod Elba. Vi fik en rigtig fin tur til Azzurro på nogenlunde fladt vand, og de små klarede det fint. Det var en tur på ca. 13 sm. Det var lidt af en perle, vi kom ind til, en rigtig hyggelig havn og by. Vi kan godt mærke, at vi er uden for feriesæsonen. Her var masser af plads i havnen, men der var alligevel lidt feriestemning oppe på pladsen langs havnen. Seværdigheden i Azzurro er La Piccola Miniera, en lille mine indrettet til museum. Man kører rundt i minen i et lille tog, mens man får forklaret, hvordan minedriften på Elba har foregået - den blev for øvrigt først indstillet i 1984. Alt vel ombord.
En sejlerhilsen fra hele besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Salivoli tirsdag d. 3. maj 2011
skrevet d. 03-05-2011
Vejrmeldingen for den kommende periode har ikke set for god ud; men det har de heldigvis ændret på. Vi skulle få rigtig flot vejr med sol fra en næsten skyfri himmel og rolige vindforhold for den kommende uge; lad os håbe, at de ikke ændrer den igen. Vi havde oprindeligt planer om at sejle til Elba og Korsika med vore gæster; men det bliver nok for megen sejlads med de to små børn, så det bliver i stedet til en tur rundt om Elba. Vi blev i Salivoli i dag - der skulle slappes af oven på rejsedagene, og så skulle der pakkes ud og provianteres. Vi er klar til afgang i morgen formiddag. Alt vel ombord.
En hilsen fra Kasper, Julie, Maiken, Jakob, skipperinden og skipper.
skrevet af Martin Leo Hansen
Salivoli mandag d. 2. maj 2011
skrevet d. 02-05-2011
Vi startede tidligt fra Salivoli med bus og tog til Pisa for at mødes med Jakob, Maiken, Julie og Kasper. De var kommet til Pisa sent i aftes, og havde boet på hotel i nat. Nu, de var i Pisa, syntes vi, de skulle se Det Skæve Tårn m.m., så vi mødtes på banegården og gik en tur gennem Pisa til Piazza dei Miracoli, hvor de største seværdigheder findes. Her besøgte vi katedralen, klosteret (Camposanto), dåbskapellet og Det Skæve Tårn. Det er en meget speciel oplevelse at gå op i Det Skæve Tårn. Turen tilbage til Piombino og videre til Salivoli var med tog, bus og bybus, en tur på godt 1½ time. Det var nogle meget rejsetrætte gæster vi fik ombord, så der blev kun pakket det mest nødvendige ud, inden alle tørnede ind. Besætningen på Nausikaa er nu udvidet til 6 mand de næste 10 dage. Det bliver rigtig hyggeligt.
En hilsen fra alle ombord på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Salivoli søndag d. 1. maj 2011
skrevet d. 01-05-2011
Normalt har skipper styr på planlægningen, men i dag glippede det totalt. Vi havde have planer om at tage bussen ind til Campiglia Marittima for at se nogle seværdigheder, der på denne årstid kun har åbent lørdag og søndag. Vi har haft store problemer med at få en køreplan for busserne, så vi tog ind til busholdepladsen i Piombino til det tidspunkt, vi havde set bussen køre til Campiglia Marittima Stazione - en togstation, som ligger langt fra selve byen, men busserne kører via stationen. Vi kom godt nok med en bus, lidt senere end de kører til hverdag, men OK. Bussen fra Piombino til Campiglia Marittima Stazione er den bus, der forbinder færgerne fra Elba med toget til f.eks. Pisa. Da vi kom til stationen og skulle have en bus videre til selve Campiglia Marittima, kunne vi ikke finde nogen afgang. Alle afgange om søn- og helligdage kørte ikke d. 1. maj. Vi havde fat i buschaufføren, han kunne heller ikke finde en afgang – taxi, sagde han. Vi kunne heller ikke se, om vi kunne komme tilbage, så vi besluttede at tage tilbage til Piombino. Campiglia Marittima Stazione ligger ude på Lars tyndsk... mark, der var intet at foretage sig. Det så ud til, at der var et par timers ventetid på næste bus, så jeg gik ind på stationens kiosk, hvor man skal købe billet, for at spørge om, hvornår man kunne komme til Piombino. Kioskmanden stod og talte med en dame, og da hun hørte mit spørgsmål, svarede hun: ”Nu, hvis I har lyst.” Hun havde været inde og aflevere sin datter, der skulle med toget og skulle nu tilbage til Piombino, så vi fik et lift med tilbage. Det var den tur. Om eftermiddagen havde vi til gengæld en fin vandretur ud til Parco Punta Falcone, ikke langt fra havnen. Sikke en natur, det hele stod i fuld flor og sikke en udsigt. Vi er klar til at tage til Pisa i morgen tidlig for at tage mod vore gæster – Jakob med familie, og håber turen går efter planen. Alt vel ombord.
En hilsen fra de uheldige rejsende.
skrevet af Martin Leo Hansen
Salivoli lørdag d. 30. april 2011
skrevet d. 30-04-2011
Så skulle vi af sted for at besøge bl.a. Campiglia Marittima, men vejrmeldingen så mildest talt ikke for god ud. De meldte udbredt regn begyndende først på eftermiddagen, så vi udsatte turen til i morgen og tog i stedet ind til Piombino for at ose. Jeg skal love for, at der var folk i byen. Vejrudsigten holdt stik; der kom regn midt på eftermiddagen, og det var ikke kun en byge, men da var vi tilbage på båden. Alt vel ombord. Bemærk – der er lagt nyt rejsebrev ind under punktet: Rejsebreve.
En hilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Salivoli fredag d. 29. april 2011
skrevet d. 29-04-2011
Det har også været et pragtfuldt vejr i dag med sol fra en letskyet himmel. Nu, da de seværdigheder vi vil besøge, har lukket indtil weekenden, blev vi ombord i dag og fortsatte med lidt vedligeholdelse og rengøring af båden. Der blev dog også tid til at slappe af og nyde det gode vejr. Vi er for alvor begyndt at glæde os, til vi får gæster på mandag. Desværre ser det ikke ud til, at det gode vejr holder så længe; men det kommer vel igen.
En hilsen fra de arbejdsomme.
skrevet af Martin Leo Hansen
Salivoli torsdag d. 28. april 2011
skrevet d. 28-04-2011
I dag skulle der ske lidt andet end vedligeholdelse og rengøring af båd, så vi travede en tur ind til Piombino for at få styr på bus- og togtider, til vi skal til Pisa på mandag. Vi fik nu ikke meget andet at vide end det, vi allerede havde fundet ud af på internettet. Nu, vi var inde i byen, fik vi set lidt på seværdighederne - de få, der er. Museer og den slags var som mange andre steder kun åbne i weekenden, så vi nøjes med at se dem ude fra - kirkerne kan man komme ind i. Men bare det at gå rundt i byen var en fornøjelse. De har for øvrigt meget travlt med at pynte byen op til d. 11. maj, hvor 5 etape af ”Giro d’Italia” starter herfra. Næsten alle forretninger er pyntet i lyserødt (pink) og med ting, der har med cykelløbet at gøre. Vi må se, om vi får lejlighed til at overvære starten. Vi har et rigtig flot vejr med sol fra en skyfri himmel og stille.
En solskinshilsen fra Salivoli.
skrevet af Martin Leo Hansen
Salivoli onsdag d. 27. april 2011
skrevet d. 27-04-2011
Vi er kommet lidt for tidligt til Italien, ikke hvad vejret angår; men de er slet ikke klar til turister endnu. Seværdighederne har kun åbent i weekenden, og det gælder de fleste helt hen til 1. juni. Så har vi til gengæld tid til at nyde det flotte vejr og få gjort lidt ekstra ved båden - der er altid noget, man kan give sig til. Det er en dejlig marina vi ligger i; men her er heller ikke mange turister, vi er for det meste de eneste overnattende gæster. Alt vel ombord.
En hilsen fra de tidlige turister.
skrevet af Martin Leo Hansen
Salivoli tirsdag d. 26. april 2011
skrevet d. 26-04-2011
Vi har været en tur i Piombino i dag. Der går busser fra Salivoli, hvor vi ligger og ind til Piombino; men man kan også gå langs vandet, en fin tur på ca. 20 min. Vi gik ind og tog bussen tilbage for at prøve forbindelserne. Det var en positiv oplevelse. De skriver ikke meget godt om Piombino, hvis de overhovedet nævner byen i de forskellige rejsebøger. Men det er en hyggelig lille by med en rigtig gammel bydel med smalle gader, små pladser og fine huse og flot udsigt over mod Elba. Vi var heldige at blive inviteret indenfor på et kloster af en meget venlig ældre herre i forbindelse med, vi lige ville kigge ind i en af kirkerne. Der viste sig at være ”Giro d’Italia udstilling”: Diverse racercykler og mange fotos og avisudklip gennem hele turens ”levetid”. ”Giro d’Italia” kommer for øvrigt til Piombino d. 11. maj. Der er også en kedelig bydel med industri - der har vi ikke været. Vi ville undersøge forbindelserne til Pisa, når vi skal ind og hente Jakob og hans familie; men turistkontoret har først åbent på torsdag, så der prøver vi igen. Alt vel ombord på Nausikaa.
En hilsen fra det sydlige Toscana.
skrevet af Martin Leo Hansen
Salivoli mandag d. 25. april 2011 (2. Påskedag)
skrevet d. 25-04-2011
Vi er kommet uden for turistområderne/feriestederne; her i Salivoli har der været meget stille i dag. Alle forretninger var lukket, og her var meget dødt, men det var også dobbelt helligdag i Italien. 2. Påskedag er lige som hos os helligdag, men samtidig er d. 25. april deres befrielsesdag, som også er en helligdag. Vi gik en lille tur for at finde forretninger m.m., men opgav, da alle skodder var lukket ned, og så er det umuligt at se noget som helst, ikke engang åbningstider. Det blev i stedet til en påskefrokost ombord på Nausikaa – vi havde fundet en bager, der havde åbent og stod i kø sammen med en masse lokale, ret festligt! Vejret var ikke godt, men bedre end de havde varslet. Det var overskyet, men vi mærkede ikke meget til den hårde vind eller regnen. I morgen går turen til Piombino.
En hilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Porto Ercole - Salivoli søndag d. 24. april 2011 (Påskedag)
skrevet d. 24-04-2011
Det blev en rigtig flot Påskedag, meget bedre, end de havde meldt. Vi havde sol fra en næsten skyfri himmel, helt stille (havblik) og varmt. Vi havde oprindeligt planlagt at sejle ud og besøge Isola del Giglio; men vejrmeldingen for de kommende dage lover frisk nordlig vind, så vi valgte i stedet at sejle nord på i dag. Så må vi besøge Giglio en anden gang. Efter at have fået fyldt tanken med diesel i Marina Cala Galera ca. 1 sm fra Porto Ercole, satte vi kurs mod Salivoli. Der var ikke dybt nok til, at vi kunne gå ind til tanken i Porto Ercole, og de havde frarådet os at tanke i Fuimicino på grund af skidt i tanken. Det blev en flot tur på spejlblankt vand og sol, en tur på ca. 50 sm og 7½ time. Vi har valgt Salivoli, da den ligger tæt på Elba og lige, hvor færgerne går over til øen - og så er der togforbindelse til Pisa. Vi vil i de kommende dage undersøge om det er her, vi skal have feriegæster ombord, eller om vi skal finde en anden havn. Det, vi har set af marinaen indtil nu, ser rigtig godt ud. I ønskes fortsat en God Påske; her er alt vel ombord.
En solskinshilsen fra det sejlende folk.
skrevet af Martin Leo Hansen
Porto Ercole lørdag d. 23. april 2011 (Påskelørdag)
skrevet d. 23-04-2011
Det blev en MEGET urolig nat i Porto Ercole. Vinden friskede op i løbet af aftenen og natten, og dønningerne stod ind i havnen - det var ikke meget, vi fik sovet. Den bro, vi ligger ved, er base for udlejningsbåde, og der var pakket af både i nat, så vi lå meget tæt. Fenderne larmede, når bådene gned op og ned af hinanden, og så regnede det. Jeg håber, I nyder det flotte påskevejr i Danmark, for hernede er der ikke noget at råbe hurra for. Jeg tror, I har bedre vejr derhjemme end her. Det har dog holdt tørvejr i dag, men vi har ikke set solen. Vi har fået set lidt mere af Porto Ercole, her skal nok være rigtig livligt om sommeren, og vi har været oppe for at besøge Fort La Rocca, et gammelt fort fra 1100-1500, der ligger lige syd for byen med en flot udsigt ud over havnen og hele området. Vi er lidt matte i sokkerne efter en så urolig nat, så der er nogle, der skal tidligt til køjs. Søen har heldigvis lagt sig, og der er blevet mere roligt.
En kølig og våd påskehilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Porto Ercole fredag d. 22. april 2011 (Langfredag)
skrevet d. 22-04-2011
Det var et nogenlunde vejr; solen var sløret af nogle højtliggende skyer, men det var dejligt lunt. Lige vejr til at tage en tur rundt på Monte Argentario på cykel. Vi fandt cyklerne frem, fik dem pumpet - vi kunne godt mærke, at det var længe siden, de sidst har været i brug. Det kunne vi også mærke i vore bagdele, da vi kom tilbage til båden efter at have cyklet fra Porto Ercole til Porto Santo Stefano og retur, en tur på 25-30 km. Det var en rigtig flot tur, og der var fine cykelstier på en stor del af vejen. Monte Argentario er en flot halvø med en fantastisk natur. Vi fik set lidt at Porto Santo Stefano, en noget større og flottere by end Porto Ercole. Havnen, vi ligger i, er en stor naturhavn, som er meget åben mod øst. De har meldt frisk SØ-lig vind, og det kan vi godt mærke inde i havnen; vi ligger noget uroligt. Men ellers er alt vel ombord, det er skønt at se lidt andet end Fulvio’s Boatyard.
En hilsen fra Monte Argentario.
skrevet af Martin Leo Hansen
Fulvio's Boatyard - Porto Ercole torsdag d. 21. april 2011 (Skærtorsdag)
skrevet d. 21-04-2011
Så fik vi endelig taget hul på årets tur rundt i Italien. Vi kom som planlagt under broen kl. 07. Det var helt stille, solen var lige stået op - en rigtig flot morgen. Vi havde oprindeligt planer om at sejle til Civitavecchia; men der ville vi være før middag, når vi startede så tidligt, så vi havde sat Porto Ercole på halvøen Monte Argentario som dagens mål. Der var så svag vind på det meste af turen, og den kom agten (bag) fra, at vi opgav at sætte sejl. Årets første tur blev altså for motor, en tur på ca. 60 sm, så nu fik vi afprøvet motoren. Vi kom ind til en helt tom havn i Porto Ercole; vi er de eneste gæstesejlere, der er plads til flere hundrede. Her ser rigtigt hyggeligt ud. Alt vel ombord.
En hilsen fra de sejlende.
skrevet af Martin Leo Hansen
Fulvio's Boatyard onsdag d. 20. april 2011
skrevet d. 20-04-2011
Vi har brugt dagen til at få gjort båden sejlklar, monteret sejl og den slags. Der er blevet vasket endnu mere tøj på vaskeriet, og der er blevet købt endnu mere ind, for det bliver også påske her, og åbningstider m.m har vi ikke helt styr på. Havde vi kunnet komme gennem broen i dag, (den åbner ikke tirsdag og onsdag i vinterhalvåret) var vi sejlet. Det har været et rigtig flot vejr med sol fra en skyfri himmel og helt stille. Vi planlægger at sejle i morgen kl. 07, hvor broen åbner første gang. Inden vi gik til køjs her til aften, forhalede vi båden. Der var meget lavvandet, hvor vi var blevet søsat, og da det er på det laveste i morgen tidlig kl. 07, turde vi ikke løbe an på, at vi kunne komme ud. Det viste sig at være en god beslutning; vi havde meget besvær med at forhale, selv om det var højvande, da vi gjorde det. Nu flyder vi igen. Alt klar til afgang. God Påske til alle!
En hilsen fra den sejlklare besætning.
skrevet af Martin Leo Hansen
Fulvio's Boatyard - søsætning tirsdag d. 19. april 2011
skrevet d. 19-04-2011
Så kom vi endelig i vandet, en uge senere end vi havde planlagt. Vi var blevet lukket inde, så der var flere både, der skulle klargøres og søsættes eller flyttes, inden han kunne komme ind og tage vores båd. Så tiden gik, men nu flyder vi. Det meste af dagen gik med søsætningen, vi har dog fået provianteret lidt, og skipperinden er i gang på vaskeriet, så vi har rent tøj ombord. Alt vel ombord.
En hilsen fra den flydende Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Fulvio's Boatyard mandag d. 18. april 2011
skrevet d. 18-04-2011
Det flotte og stabile vejr er vendt tilbage, knapt så varmt, som da vi kom herned for 14 dage siden; men et dejligt vejr, og det skulle fortsætte den næste uges tid. Da vi sad oppe i cockpittet efter morgenmaden, hørte vi danske stemmer ned på pladsen. Det var Flemming og Torben fra S/Y Gåsen fra Marselisborg, der var ankommet sent i aftes. De var i fuld gang med at gøre båden klar, den trængte til en gang vask efter at have ligget i vandet i 6 måneder. De havde travlt, de skulle igennem broen kl. 15. Næste åbning er torsdag kl. 07, og da de helst skulle være i Pisa på fredag, havde de ikke tid til at vente. De havde dog ikke mere travlt, end de havde tid til en frokost ombord på Nausikaa, hvor der blev udvekslet erfaringer fra de forskellige havne, vi hver især havde besøgt. Flemming er på vej hjem til Danmark gennem kanalerne med skiftende besætning. De kom med lidt besvær fri af mudderet og kom gennem broen kl. 15. God tur hjem! Vi brugte resten af dagen til at få fyldt lidt proviant i båden. Vi håber på at komme i vandet i morgen. Det har Fulvio lovet os, men båden, der spærrer for os og skulle have været i vandet i dag, står der stadig. Nå, vi kan tidligst komme af sted torsdag kl. 07. Alt vel ombord.
En hilsen fra det forårsklædte Italien.
skrevet af Martin Leo Hansen
Fulvio's Boatyard søndag d. 17. april 2011
skrevet d. 17-04-2011
Vi var atter en tur inde for at se på Rom - den bliver man vist aldrig færdig med. Dagens første mål var Porta Porteses loppemarked. Det skulle efter sigende være Italiens største loppemarked; der er nu ikke så meget ’lopper’ over dette marked, men stort er det. Det er over en kilometer langt, og man kan købe næsten alt mellem himmel og jord og til yderst rimelige penge, men kvaliteten? Derfra gik turen forbi Pyramiden og videre ud til Via Appia Antica. Vejen er anlagt år 312 f. Kr., og var en af de vigtigste veje ind til Rom. Den er lukket for biltrafik om søndagen; men der er mange, der har tilladelse til at køre på den (busser, taxaer, beboerne m.fl.) så der var alligevel en livlig trafik. Det er i dette område, de fleste af Roms katakomber ligger, der, hvor de kristne begravede deres døde. Vi besøgte San Callisto katakomberne, med over 20 kilometer gallerier, som de kalder gangene og med ca. ½ million gravsteder, det var lidt specielt. Det blev endnu en spændende dag i Rom.
En hilsen fra turisterne ombord på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Fulvio's Boatyard lørdag d. 16. april 2011
skrevet d. 16-04-2011
Vi ville en tur ind til Vatikanet for at besøge Peterskirken. Selve kirken har vi besøgt et par gange; men vi har ikke været oppe i kuplen, det var dagens mål. Da vi kom ind til Peterspladsen, stod der en kø - ikke tværs over pladsen, nej, den fulgte yderkanten af pladsen hele vejen rundt og fortsatte ud under søjlerne på modsatte side, det var blot for at komme ind i kirken. Det ville tage flere timer, før vi kom ind, og så var der sikkert kø for at komme op i kuplen. Så det blev droppet, det rækker vor tålmodighed ikke til. I stedet slentrede vi en tur gennem Centro Storico med besøg på bl.a. Piazza Navona, Piazza della Rotonda med Pantheon og et besøg på Piazza Crociferi med Fontana di Trevi blev det også til. Dejlig pizza med kold hvidvin på et lille rart sted, inden vi aflagde Trajans Forum et besøg. Lidt åndelig føde skulle vi også have; det blev i San Maria Maggiore (betyder den største) kirken, også et imponerende bygningsværk. Det var en træt besætning, der vendte tilbage til båden.
En hilsen fra den evige stad – Rom.
skrevet af Martin Leo Hansen
Fulvio's Boatyard fredag d. 15. april 2011
skrevet d. 15-04-2011
Vi tog en ’fridag’ i dag. Vi er ved at være klar til at komme i vandet, og vejret var ikke særlig indbydende. Det var overskyet, køligt og det luftede en del, normalt dansk vejr - så op med cockpitteltet og frem med en god bog. Der blev skrevet e-mails, og skipper brugte en del tid på at finde frem til adresserne på evt. vinterhavne på Malta. Det var ikke let; men det lykkedes, så må vi se, om de gider svare os. Alt vel ombord.
En hilsen fra landliggerne i Fiumicino.
skrevet af Martin Leo Hansen
Fulvio's Boatyard torsdag d. 14. april 2011
skrevet d. 14-04-2011
De havde lovet omslag i vejret, som jeg skrev for et par dage siden, og det kom. Temperaturen er faldet en del, det har været overskyet hele dagen, og i løbet af aftenen kom regnen. Det er heldigvis kun en overgang; på søndag skulle vi igen have flot vejr. Det var et perfekt vejr til polering af overbygningen – noget, vi plejer at gøre, når vi først er kommet i vandet, men nu er det gjort. Det er nu meget rart med lidt god tid; vi får ordnet mange småting, som har ligget og ventet. Vi hygger os og nyder foråret. Bortset fra, at skipper er blevet lidt forkølet, er alt vel ombord.
En hilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Fulvio's Boatyard onsdag d. 13. april 2011
skrevet d. 13-04-2011
Vi vågnede til lette regndråber på skylightet; men inden vi havde fået et bad og var kommet i tøjet, skinnede solen, og vi fik en rigtig flot dag med sol fra en skyfri himmel, men noget blæsende. Vi har i dag været på udflugt til Rom. Selv om vi ligger i Roms gamle havneby, er det lidt af en udflugt at komme ind til staden. Det tager ca. 2 timer hver vej med bus og tog/metro. Inden vi tager af sted, har vi normalt aftalt, hvilken bydel, vi vil besøge, og hvad vi kunne tænke os at se. I dag startede vi på Piazza San Giovanni in Laterano med Roms domkirke, et imponerende bygningsværk, der har været pavedømmets sæde indtil 1400-tallet. Derfra gik turen forbi Colosseum, op over Palatinerhøjen, gennem Forum Romanum og op på Capitol. Vi havde været der for nogle år siden, men det var fint at gense det. Vi er lidt heldige - de har italiensk kulturuge (9. – 17. april), hvor der er gratis adgang til de fleste kulturelle ting. Det gjaldt også Colosseum, Forum Romanum og mange andre steder; vi har endnu ikke betalt entre for at komme ind. Turen gik også forbi kirken Il Gesù, en lidt anderledes kirke med en helt fantastisk udsmykning. Hjemad gik vi gennem Trastevere området, hvor de desværre ikke havde tid til at servere en kold øl, så det var en tørstig og træt besætning, der vendte tilbage til båden.
En hilsen fra det solbeskinnede Rom.
skrevet af Martin Leo Hansen
Fulvio's Boatyard tirsdag d. 12. april 2011
skrevet d. 12-04-2011
Der er nogle kloge, ord der siger: Ting tager den tid, man har til rådighed. Det gælder også i vort tilfælde. Vi kunne nemt have været færdige med forårsklargøringen, men da vi har god tid så… Nå, vi kom et godt stykke videre i dag og har ingen problemer med at blive færdige. Vi har fået at vide, at vi kommer i vandet på mandag/tirsdag; selv om bådene bag os ikke bliver færdige, så flytter han dem. Da broerne, vi skal igennem, for at komme ud fra Fulvio’s Boatyard, ikke åbner tirsdag og onsdag om vinteren (indtil d.1. maj), kommer vi ikke af sted før torsdag i næste uge, så der håber vi på godt vejr. De har lovet omslag i vejret i de kommende dage, hvor en front passerer, og det skulle give mulighed for enkelte byger og faldende temperaturer. De lokale må indrømme, at det er lidt udsædvanligt med så høje temperaturer på denne årstid, som vi har haft, siden vi kom herned. Efter fronten skulle temperaturen ligge på ca. 20 grader om dagen, hvor vi har været oppe på godt 25 grader. Alt vel ombord.
En hilsen fra landliggerne i Fiumicino.
skrevet af Martin Leo Hansen
Fulvio's Boatyard mandag d. 11. april 2011
skrevet d. 11-04-2011
Vi har besluttet, at vi ikke vil male bunden i år. Den er lige så fin, som da vi satte den i vandet for et år siden, men der er et par mærker efter stativet fra sidste vinter, som jeg godt ville have lappet. Jeg har brugt Hempels Mille – indtil nu – og ville helst ikke blande det med noget andet. Men finde en skibshandel, der forhandler Hempel, er ikke let. Det endte med, at vi måtte en tur til Ostia for at få det. Det gjorde nu heller ikke noget, da vi alligevel havde planer om at se lidt nærmere på nabobyen, der i oldtiden var Roms havneby - nu en lang strand med den ene bar/restaurant efter den anden og en forholdsvis ny marina: Porto Turistico di Roma. Alt vel ombord.
En hilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen
Fulvio's Boatyard søndag d. 10. april 2011
skrevet d. 10-04-2011
Efter et par dage på en stige med poleremaskinen, og en dag hvor vi travede rundt i Roms gader, trængte benene til en hviledag, så vi blev i Fiumicino i dag. Vi har dog ikke ligget på langs hele dagen; der er blevet vasket gardiner m.m., og skruen har fået den store tur. De både, der kommer på land hernede, har ingen begroninger på skruen. De bruger en speciel maling; den har vi købt og skal prøve. Et 22 år gammelt teakdæk kræver også lidt vedligeholdelse, så der får skipper brugt nogle timer hvert år. Sidst på dagen var vi lige en tur ude på molen og kigge ud over Middelhavet, der var stille og roligt sammenlignet med sidst, vi så det. Alt vel ombord hos landliggerne.
En søndagshilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Fulvio's Boatyard lørdag d. 9. april 2011
skrevet d. 09-04-2011
Vi holdt fri fra forårsklargøringen i dag og tog en tur ind til Rom for at se lidt på den ’Evige Stad’. Vi tog bus/metro ind til Flaminio stationen, for at se lidt nærmere på Piazza del Popolo. En stor og flot plads med Ramses 2. obelisken og de 3 kirker Santa Maria del Popolo og tvillingkirkerne Santa Maria del Miracoli og Santa Maria del Montresanto. Der var en fantastisk udsigt ned over pladsen oppe fra Pincio højen. I forbindelse med Pincio ligger Parco della Villa Borghese, Roms største og smukkeste park med et væld af flotte træer, der stod i blomst. Parken er anlagt omkring Villa Borghese, der i dag er indrettet som museum og galleri. Huset er bygget af Kardinal Scipione Borghese og i 1700 tallet udvidet til et palads, så det kunne rumme hele hans private kunstsamling. Det er en af Roms største og flotteste kunstsamlinger, og sikke en udsmykning der er af de forskellige rum/sale; absolut et besøg værd. Efter en frokost slentrede vi ned ad Via del Corso med en afstikker til Piazza di Spagna med Den Spanske Trappe og videre gennem byen, til vi fandt en metrostation og tog tilbage til Fiumicino. Dejligt gensyn med Rom.
En hilsen fra de trætte turister.
skrevet af Martin Leo Hansen
Fulvio's Boatyard fredag d. 8. april 2011
skrevet d. 08-04-2011
Så er fribordet poleret, og Nausikaa står atter skinnende blank i forårssolen. Skipperinden tog fenderne under kærlig behandling, så nu mangler vi kun nogle småting så som skruen, tærezink og den slags, inden vi er klar til søsætning; men det kan åbenbart godt trække ud med søsætningen. Da vi ankom i tirsdags, spurgte Fulvio, hvornår vi havde planer om at komme i vandet, og vi sagde: 1 til 1½ uge, hvortil han svarede: ”Før Påske?” Og det nikkede vi til, for 1 til 1½ uge er jo før Påske. Men det, han mente, var dagene før Påske. Det opdagede vi i dag, hvor jeg spurgte ham om en dato for søsætning af båden, hvortil han svarede den 20! Der er godt nok længe til den 20., når vi næsten er klar. Nå, Rom er jo ikke det værste sted at få en ekstra uge til at gå, og vi skulle alligevel have god tid til at komme nordpå, hvor vi skal have Jakob med familie ombord d. 1. maj. Vi har fået fornyet vort mobile bredbånd. Det billigste var at betale for et helt år frem for pr. måned. 69 € for et år - det er godt nok billigt, og det virker.
En hilsen fra det solbeskinnede Fiumicino.
skrevet af Martin Leo Hansen
Fulvio's Boatyard torsdag d. 7. april 2001
skrevet d. 07-04-2011
Så kom vi i gang med den egentlige forårsklargøring. Poleremaskinen blev fundet frem, og skipper fik poleret styrbordsside. Det er ikke det bedste sted, vi står, når der skal ordnes fribord. For det første står bådene meget tæt, og på den ene side er en bedding, hvor det er meget svært at få et stillads stillet op, så det skal foregå fra en stige i år; ikke det mest effektive, men det går. Skipperinden har fundet et vaskeri og fået vasket sengetøj m.m., og så er hun gået i gang med et kursus i italiensk; hun har det ikke godt, når hun ikke kan forstå og tale med de lokale. Vejret er rigtig flot, fås ikke bedre. Vinden, der kom inde fra land i går, er drejet til vest, så nu kommer den ude fra vandet og er derfor lidt køligere. Den er aftaget til svag vind, så nu kan vi holde temperaturen lige under de 25 grader i kahytten; det passer os rigtig godt, og sådan skulle det fortsætte den kommende tid.
En hilsen fra landliggerne i Fiumicino.
skrevet af Martin Leo Hansen
Fulvio's Boatyard onsdag d. 6. april 2011
skrevet d. 06-04-2011
Vi er kommet godt i gang med forårsklargøringen, så er det blot et spørgsmål om, hvornår vi kan komme i vandet, så vi kan fortsætte vores tur rundt i Middelhavet. Vi er blevet lukket godt og grundigt inde, så der skal flyttes nogle både, før vi kan komme i vandet. Men det skulle ikke være noget problem - vi får se. Vi har fået vasket båden i dag - det pyntede - så nu er vi klar til at polere. Laderen, som vi har haft til reparation, er monteret og virker, som den skal. Vi har fået installeret nye instrumenter; der var kommet vand i det ene under en kraftig tordenbyge sidste efterår, det kunne det ikke holde til. Det er næsten for varmt til at klargøre båden i, vi havde 27 grader i skyggen nede i kahytten med alle luger stående åbne midt på eftermiddagen. Men når man ’leger’ med vand, går det lige. Det er et pragtfuldt vejr; så flot vejr har vi aldrig haft til klargøring af båden. Træerne er sprunget ud, og de japanske kirsebærtræer blomstrer. Alt vel ombord.
En varm forårshilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Leo Hansen
Danmark - Fulvio's Boatyard (Italien) tirsdag d. 5. april 2011
skrevet d. 05-04-2011
Så er vi tilbage på båden, som står på land hos Fulvio’s Boatyard i Fiumicino nær Rom. Turen herned gik helt efter planen; vi fløj med Ryanair fra Billund kl. 10:45 til Ciampino lufthavnen i Rom, havde en kraftig medvind, så turen tog kun 2 timer. Ciampino lufthavnen ligger i den anden ende af Rom, så vi tog lufthavnsbussen ind til Rom og en anden ud til Fiumicino. Det var en fin forbindelse, så vi var på båden lidt før kl. 16. Båden lå og havde det fint. Alt var vel ombord, nøjagtigt, som da vi forlod den i november måned, bortset fra et lag støv på dækket. Vejret var pragtfuldt, sol fra en skyfri himmel og 24 grader, så det blev til aftensmad i cockpittet lidt i otte. Uden cockpittelt - hvad siger I så?! Vi fik købt lidt proviant; men det var også alt for i dag - var lidt trætte efter rejsen. Men i morgen går vi i gang med klargøringen.
En hilsen fra Inge Lise og Martin.
skrevet af Martin Leo Hansen