Logbog for 2002

Her kan du se vores logbog, vi forsøger at holde den opdateret men det er klart at der kan være perioder hvor det ikke er muligt for os at skrive i den.

Torø - Kolding
Så er ferien slut og nu kommer det gode vejr, har vi ikke oplevet det før? Sikke sommervejr det har været i dag. Sol fra en skyfri himmel, let vind fra syd og varmt. Et drømmevejr for en sejltur. Vi lettede for ankeret nord for Torø og forsøgte med en genua og storsejl, men det blev til for lidt, så vi måtte finde genakkeren frem og så kom der fart i båden. Vi havde en rigtig flot sejltur hjem. Det var en næsten tom havn vi kom til i Kolding, alle var ude og sejle. Morten, Susanne og Marie-Louise kom ned for at tage i mod og ønske os velkommen hjem, dejlig velkomst.

skrevet af Martin Hansen 

Søby - Torø (for anker)
Så kom sommeren igen og de lover super vejr de næste dage. Vi stod op til et pragtfuldt vejr i Søby, så efter morgenmaden satte vi kurs mod nord. Det gik lidt langsomt, men vi havde en pæn medstrøm og holdt 3-4 knob på loggen, så da vi nærmede os spisetid og lå syd for Bågø besluttede vi os for at sejle ind og kaste anker nord for Torø. Vi havde en flot aften for anker med feriestemning rundt om os.

skrevet af Martin Hansen 

Holtenau - Søby
De havde lovet opklaring i løbet af formiddagen, men den kom ikke, så da vi havde spist frokost besluttede vi at sejle til Søby selv om det stadig var diset og med regnbyger. Der var ca. 40 sm, så hvis det ikke skulle blive nat inden vi ankom til Søby, så kunne vi ikke vente længere. Vi satte sejl, da vi kom ud i Kielerbugt og det gik også udmærket et stykke tid, men så lagde vinden sig og vi blev nød til at starte motoren. Det var en feriepakket havn vi ankom til kl. 20:30, så det blev til en plads langskibs uden på andre både, men det var ikke første gang vi prøvede det på denne tur.

skrevet af Martin Hansen 

Rendsburg - Holtenau
Nu skulle det gode vejr endelig være på vej, men for dagen i dag lovede de stadig hård NV-lig vind og regnbyger, så vi havde ikke så travlt med at komme ud i Kielerbugt, vi sov længe og tog det med ro på det sidste stykke af Kilerkanalen og besluttede at overnatte i Holtenau. Til information, så koster det 17,00 € for en båd på mellem 10 og 12 m at sejle igennem Kielerkanalen. Vi havde knapt fået fortøjet i Holtenau, da Henning og Bente i 'Mayflower' kom sejlende og lagde sig uden på os. Det blev en hyggelig dag/aften sammen med dem. Vi fik genopfrisket nogle minder fra vor tur til Polen i 1999.

skrevet af Martin Hansen 

Hamburg - Rendsburg
For at vi kunne komme til Brunsbüttel med medstrøm eller næsten, vi fik modstrøm den sidste time, så skulle vi starte fra Hamburg når strømmen vendte og det var kl. 6:00, så vi var tidligt afsted for første gang i denne ferie. De havde lovet hård NV-lig vind, altså lige i mod og når å strømmen løber mod vinden, så kan det godt give lidt strømsø og det gjorde det. Det var lidt mærkeligt at sejle i, for selv om den mærkelige sø bremsede båden konstant og loggen måske viste 5 knob, så viste GPS'en at vi bevægede os hen over grunden med 8-9 knob. Det blev en lidt våd tur, men vi nåede Brunsbüttel og en lang venten på slusen kom vi ind i Kielerkanalen. Vi havde talt om at overnatte i Brunsbüttel, men for det første var havnen overfyldt af både der lå og ventede på bedre vejr og for det andet er det en meget urolig havn at overnatte i. Den ligger lige op og ned ad den store sluse, hvor der sluses skibe hele natten og deres skruer støjer. Vi fortsatte til Rendsburg, hvor vi også overnattede på vejen ud.

skrevet af Martin Hansen 

Sight-seeing i Hamburg
Nu vi var kommet til Hamburg så skulle vi også se lidt af byen og den overraskede os positivt. Der var rigtig meget at se og det overraskede os lidt med alle de kanaler. Vi var bl.a. på rundvisning på rådhuset, et imponerende bygningsværk, et af de få der ikke blev ødelagt under krigen. Vi havde et nogenlunde vejr til turen rundt i byen, men der var ikke nogen varme ved det og vi undgik da heller ikke nogle enkelte byger. Vi havde ikke set mange danske sejlere på vor tur til de østfrisiskeøer, men her i Hamburg var der flere danske både end tyske.

skrevet af Martin Hansen 

Glückstadt - Hamburg
Den kuling de havde varslet for området kom, men de lokale sagde at der ingen problemer var med at sejle til Hamburg. Vi havde regnet ud, at hvis vi sejlede fra Glückstad ved 11 tiden, så havde vi max medstrøm på turen ind til Hamburg og det kom til at holde stik. Også på denne tur skulle vi have en lille hilsen med på vejen af wasserpolizei. Jeg havde valgt at sejle over i bagbordsside af Elben fri af alle de store containerskibe, der havde deres kajer i styrbordsside, men det måtte jeg ikke, jeg blev venligst bedt om at sejle over og blande mig med de store skibe og det gjorde vi så. Der er mange lystbådehavne i Hamburg, de fleste ligger langt uden for byen, men en ligger lige inde i centrum af Hamburg, det er City Sportshafen Hamburg og den valgte vi og den lå meget centralt, 10 min til centrum. Det var et rigtig kedeligt vejr med blæst og kraftige regnbyger, men vi fik set lidt af storbyen.

skrevet af Martin Hansen 

Cuxhaven - Glückstadt
Vi havde regnet med at se lidt nærmere på Cuxhaven i dag, når vi havde været oppe på banegården for at sende Jakob og Maiken afsted, men sådan skulle det ikke være. Jeg havde ellers regnet ud, at hvis vi startede tidligt i morgen, så kunne vi nå Hamburg på et tidevand, men de meldte NV-lig kuling i morgen og så er det ikke sjovt at sejle i Elbmundingen så vi tog en hurtig beslutning og kastede los, da vi kom tilbage fra banegården. Alle vi taler med, der har sejlet ud af Elben, kender ellers hver eneste brosten i Cuxhaven. Det er vist helt normalt at blæse inde i Cuxhaven og vente på godt vejr, men vi har altid sejlet forbi eller blot været inde for at overnatte. Vi kunne ikke nå Hamburg på grund af det sene afsejlingstidspunkt og gjorde stop i Glückstadt, da modstrømmen blev for kraftig. Glüskstad er en fin by med en meget beskyttet havn inden for en sluse og en havn uden for slusen, som kan anløbes døgnet rundt, der lagde vi os. Det viste sig at være et lidt uroligt sted, på grund af helt uhørte mængder nedbør stod marsken under vand. D.v.s. digerne holdt vandet tilbage og for at få vandet ud, havde de sat nogle kæmpe pumper op til at pumpe vandret ud over diget, de normale pumpecentraler kunne ikke klare det. Det løb ud lige i lystbådehavnen og gav noget uro i havnen.

skrevet af Martin Hansen 

Wangerooge – Cuxhaven
Så kom vi af sted fra Wangerooge. Vinden havde lagt sig yderlig i nattens løb, så vi havde kun 2-3 m/sek. da vi stod op. Det havde haft en gunstig indflydelse på søen, der havde lagt sig en hel del. Vi kom ud over sandrevlen uden problemer, der var masser af vand, jeg tror havnefogeden havde overdrevet lidt. Vi havde en fin tur til Cuxhaven, desværre for motor hele vejen på grund af manglende vind. Det er mærkeligt at man ikke kan fordele det lidt bedre. Da vi kun kunne forlade Wangerooge ved højvande passede det rigtig dårligt med strømmen i Elben, så der var meget langt til Cuxhaven. En overgang havde vi godt 4 knobs modstrøm, så bliver det ikke til så meget, men vi er langt om længe vel ankommet til Cuxhaven. I morgen afmønstre Jakob og Maiken, de tager toget hjem til Århus, der er noget arbejde der skal passes. Inge Lise og undertegnede har planer om at sejle til Hamborg inden turen går hjemad.

skrevet af Martin 

Wangerooge
Vi er også blæst inde på Wangerooge i dag, men det er på en lidt anden måde. Hvad vind angik, så kunne vi nok have sejlet i dag, men vi skal ud over en sandrevle, når vi forlader Wangerooge. Der er kun 1,20 m ved lavvande og på grund af blæsten er vandstanden yderlig 30 cm. lavere, så selv med 3 m ekstra ved højvande, så forbød havnefogeden mig at sejle over sandrevlen, for vinden i går havde rejst en sø på 1,5 – 2,0 m så vi ville banke kølen mod sandbunden og ødelægge båden, hvis vi forsøgte. Vi tog Inselbahnen ind til byen for at gå lidt rundt og få provianteret så vi er klar til afgang i morgen kl. 08:00.

skrevet af Martin 

Blæst inde på Wangerooge
Det er første dag i denne sommerferie, hvor vi ikke kan sejle på grund af vejret. De havde meldt kuling 15 m/sek for Tyske Bugt og det kom til at holde stik. Vi vågnede til regnens trommen på ruffet og vindens rusken i riggen, men vi lå godt og trykt inde i havnen på Wangerooge og led ingen nød og alle har det godt ombord. Det blev en dag med indendørs sysler. Vi håber på bedre vejr i morgen så vi kan komme til Cuxhaven.

skrevet af Martin 

Wangerooge
Så er det tilsyneladende slut med det flotte sommervejr i denne omgang. Det er begyndt at blæse og blevet overskyet og det skulle ikke blive bedre de næste par dage. I dag skulle Wangerooge opleves, så vi tog morgentoget ind til bye og besøgte forskellige seværdigheder bl.a. det gamle fyrtårn, som var meget interessant med museet. Vi havde for øvrigt besøg af tolderne i dag, Jakob og Maiken var alene ombord og de skulle blot hilse skipper.

skrevet af Martin 

Spiekeroog – Wangerooge
Igen en rigtig flot dag med sol og jævn vind. Vi fik igen en flot sejltur med fuld sejlføring for en foran for tværs. Wangerooge er en helt anden ø. For det første har de en ny havn, der ikke tørre ud ved lavvande, nu havde vi ellers vænnet os til at ligge helt stille ved lavvande. Havnen ligger meget langt fra byen og det kræver en cykel eller Inselbahnen hvis man skal ind til byen. Der er ingen indkøbsmuligheder ude ved havnen, ikke engan en postkasse, så alt skal hentes inde i byen. Det koster 3,- € pr. person pr. tur at tage toget, det løber jo også op. Byen minder lidt om Norderney, men noget mindre også et udpræget feriested.

skrevet af Martin 

Spiekeroog
Sommer, sommer… De unge mennesker har været ved stranden hele eftermiddagen og badet sammen med tusinde andre i Nordsøen. Spiekeroog er, efter hvad de tyske sejler fortæller os, langt den skønneste af de østfrisiske øer og vi kan kun give dem ret, i hvert fald er det den skønneste af dem vi har besøgt indtil nu. Det er en af de mindste, men det er den højeste af dem alle med en højde på 24,1 m. Den kaldes også den grønne ø. Vi cyklede øen rundt og nød det flotte sommervejr, det var lige før det var for varmt, men vi klager ikke.

skrevet af Martin 

Langeoog - Spiekeroog
Vi stod atter op til en pragtfuld morgen og vi har haft et flot sommervejr i dag. Nu er det min tur til at have ondt i halsen og forkølet, Inge Lise har smittet mig. Da der var vand nok i havnen til at vi kunne sejle kastede vi los og satte kurs mod Spiekeroog. Det blev atter en flot sejltur for en foran for tværs. Der er ikke langt mellem øerne, men på grund af, at vi er tvunget til at gå uden om øerne på grund af vor dybgang så sejler vi ca. 20 sm for at komme fra ø til ø. Havnen på Spiekeroog skal også anløbes ved højvande, den tørre ud på samme måde som Langeoog, men vi står pænt oprejst i mudderet, vi har efterhånden vænnet os til det. Hyggelig havn og havnefoged.

skrevet af Martin 

Langeoog
Vi havde et pragtfuldt vejr i går og havde håbet på at nu var sommeren endelig kommet, men vi må ikke klage på det vejr vi har haft når vi læser avisen. Det har været uvejr med storm og kraftig torden over de østlige egne og det er vi heldigvis sluppet for. Langeoog er en dejlig ø, helt anderledes end Norderney. De kalder den den østfrisiske landbrugsø. Fra havnen går der et tog ind til byen, som man bare hopper på det er gratis, det tager nu ikke mange minutter at cykle ind til byen, men for alle turisterne der kommer med færgen og har masse af bagage, er det fint med muligheden for toget. Inde i byen er der forbud mod at cykle mellem kl. 10:00 og 12:30 samt 16:00 og 18:00, der findes ingen biler kun nogle små elektriske. Langeoog er et sted hvor man tager hen for at bade.

skrevet af Martin 

Norderney – Langeoog og Jakob’s fødselsdag.
Vi vågnede til en pragtfuld morgen, hvad ellers på Jakob’s fødselsdag. Båden der lå inden for os, havde meddelt os, at han sejlede kl. 07:30, vi havde så planlagt at sejle over til en flydebro for at drikke morgenkaffre og fejre Jakob, men der var for lidt vand til at vi kunne komme ind til broen så vi satte kurs mod Langeroog i stedet. Det blev en pragtfuld sejltur, hvor vi fik prøvet den nye genakker, vi havde 6-7 m/sek ind lidt agten for værs. Vi ankom til Langeoog ved godt middag og fik fejret Jakob med gaver m.m. Det var en fin yachthafen de har her på Langeoog, men der er intet vand ved lavvande. Naisikaa var helt tørlagt ved lavvande, men heldigvis er der blødt mudder så vi synker blot i og stå fint oprejst.

skrevet af Martin 

Norderney torsdag d. 11. juli.
Vi vågnede til et flot vej med sol fra en skyfri himmel og besluttede at gøre Norderney på cykel i dag. Vi havde planlagt at se byen og den vestlige del af øen før frokost og så spise frokost ombord på Nausikaa og om eftermiddagen cykle ud på østenden af øen. Medens vi sad og spiste frokost trak det op til torden og det kom så der blev tid til en middagslur, men det ville ikke rigtig holde op med at regne og tordne, så vi besluttede at køre mellem bygerne og gøre holdt i de læskure der er sat op overalt. Vi var heldige at være ved et læskur når der kom en byge og nåede ud til fyrtårnet inden det lukkede så vi travede de 253 trin op for at nyde udsigten over vadehavet. Når vi høre hvordan vjeret har været i resten af Tyskland og Danmark, så er vi sluppet billigt.

skrevet af Martin 

Norderney onsdag d. 10. juli.
Norderney er et kursted og en turistø. Vi nåede at komme en tur op i byen og se strandpromenaden inden det begyndte at regne, men det så var det også slut med at komme uden for. Det regnede og tordnede hele eftermiddagen og aftenen, så vi hyggede os ombord. Inge Lise har desværre redet sig en forkølelse, så hun krøb ned under dynen.

skrevet af Martin 

Helgoland – Noderney tirsdag d. 9. juli.
Vi havde planer om at blive på Helgoland indtil onsdag, men på grund af vejrmeldingen besluttede vi at sejle fra Helgoland så tidligt som muligt tirsdag. Vejrmeldingen lovede kraftig regn med torden og vinddrejning til SV i løbet af eftermiddagen og de efterfølgende dage skulle det blive ret ustadigt, så vi ville godt ind til fastlandet. Men der var lige nogle ting vi havde fået bestilling på hjemmefra, som vi skulle have købt inden vi kunne sejle. Vi kom af sted ved godt 10 tiden og satte kurs syd på. Det var meget varmt, de havde meldt op til 30 grader inde i landet, vi havde det lidt køligere, men ikke meget. Nordsøen lå blank som et spejl og der var ingen vind til at sejle på, så det blev en tur for motor. Vi havde sat Borkum eller Norderney som mål alt efter hvornår vi ville mødte tordenvejret. Vi nåede Norderney og nåede at komme i havn inden det blev regnvejr. Da vi kom i havn var alle ved at trække tovværk på kryds og tværs, de havde hørt vejrmelding og de havde lovet tordenbyger med vindstød på 10, vel og mærke 10 beaufort og ikke 10 m/sek. Vi fik regn og torden men undgik den kraftige vind.

skrevet af Martin 

Helgoland - Så kom sommeren.
Jeg skal love for at vi har fået sommer. Det er lige før det er for varmt, men vi klager ikke over varmen. Vi har været en tur rundt på toppen af Helgoland, en tur på ca. 3 km. Helgoland er en meget speciel ø med et utal af taxfree forretninger, hvor man kan købe spiritus, parfume, tøj m.m. og et utal af turister. Vi fik også fyldt barskabet op. Vi havde været der før, men der er ikke meget der har ændret sig, dog er vodkaen blevet dyre end brusebadet, sidst var det billigere at købe 1 liter vodka end tage et brusebad. Årsagen til at vi tog et smut ud til Helgoland var at Maiken skulle ud og se om der var nogle minder om Werner Heisenberg. Vi var heldige, der var netop i år 2000 rejst en mindesten for ham.

skrevet af Martin 

Gennem Kielerkanalen fra Rendsburg til Helgoland søndag d. 7 juli.
Vi havde regnet ud, at hvis vi sejlede fra Rendsburg mellem kl. 7:00 og 7:30 ville det passe med at vi kom ud af slusen ved Brünsbüttel når strømmen vendte fra indgående til udgående i Elben og det kom til at passe. Vi havde et pragtfuldt vejr på turen gennem kanalen og på det første stykke af Elben til vi havde passeret Cuxhaven, så begyndte det at trække sammen ude i horisonten og det endte med en kraftig regnbyge. Det var lidt generende, da vi havde den lige imod ud af Elben, men da vil kunne falde af mod Helgoland og få sat nogle sejl gik det fint. Vi nåede Helgoland ved 22 tiden søndag aften. Der var mange sejler på Helgoland og vi kom til at ligge som båd nr. 7, men der kom mange flere.

skrevet af Martin 

Turen fra Bågø til Rendsburg.
Jeg skal love for at det har regnet i nat på Bågø og det regnede kraftigt da vi stod op, så det var ikke vejr til andet end sejle. Vinden var svag skiftende for det meste fra syd, så det blev en tur for motor med autopiloten koblet på. Da vi nåede Slusen i Holtenau, var det hvide lys tændt, signalet der betyder klar for indsejling i slusen for lystbåde, så vi fortsatte direkte ind i slusen, fik fortøjet ved de små flydebroer i siden af slusen og var oppe i kontroltårnet for at betale afgiften for turen i gennem kanalen – 17,- €, og var klar til at forlade slusen efter 10 min. Vi må ikke sejle på kanalen efter kl. 23:00, men kunne nemt nå Rendsburg, hvor der er mulighed for at overnatte i en dejlig lystbådehavn.

skrevet af Martin 

Afgang sommerferien 2002 til de Østfrisiskeøer.
Det har været et ret kedeligt vejr op til vor sommerferie. Det har regnet, blæst og været ret så koldt hver dag, men da tiden nærmede sig, hvor vi skulle til og af sted, begyndte de at melde godt vejr med varme og rolige vindforhold. For første gang i de 27 år vi har sejlet, var jeg begyndt at tvivle på at vi nåede vort mål i år. Jeg må indrømme, at jeg havde pakket både med søkort og havnelodser til Østersøen, bare for en sikkerheds skyld. Der var som sædvanligt meget travlt op til afgangen, men vi nåede det og kom af sted ud på aftenen fredag d. 5. juli. Normalt planlægger vi at sejle igennem de første par døgn indtil vi er fremme ved vort mål for sommerferien, men i år passede strømmen i Elben ikke ind i vor tidsplan, så vi skulle under alle omstændigheder gøre holdt under vejs, så da de meldte udbredt regn og sydlig vind natten til lørdag, besluttede vi at overnatte på Bågø, der er ikke meget ved at sejle natsejlads i regnvejr.

skrevet af Martin 

Vælg fra hvilket år du vil se logbogen: 2024  2023  2022  2021  2020  2019  2018  2017  2016  2015  2014  2013  2012  2011  2010  2009  2008  2007  2006  2005  2004  2003  »2002«  2001