Logbog for 2005
Her kan du se vores logbog, vi forsøger at holde den opdateret men det er klart at der kan være perioder
hvor det ikke er muligt for os at skrive i den.
Kolding lørdag d. 22. oktober 2005.
skrevet d. 22-10-2005
Båden rigget af og taget på land. Den står nu sikkert i sit vinterstativ på nordhavnen i Kolding og venter kun på at det bliver forår. Vi fik den på land uden problemer godt hjulpet af Launy, tak for hjælpen. Det blev en god sejlsæson i 2005, vi var heldige at have ferie i de uger sommeren faldt og det dårlige vejr i foråret blev rigeligt opvejet af det pragtfulde vejr vi havde i september og oktober, vi skal ikke klage i år. Vi fik sejlet ca. 2000 sm, det er da meget pænt, når man også skal passe et arbejde. Jeg vil slutte for i år og vender tilbage når båden skal klargøres og i vandet til næste forår.
skrevet af Martin Hansen
Bogense - Kolding onsdag d. 19. oktober 2005.
skrevet d. 19-10-2005
Efterårsferien til søs er slut. De melder regn og blæst fra i morgen, så vi valgte at sejle hjem i dag. Det var helt stille og meget tåget, da vi stod op i morges og tågen hang stadig tykt over havnen da vi sejlede kl. 9:20. Der er ikke megen trafik omkring Bogense, så vi besluttede at sejle trods tågen, det er første gang i år, at vi har haft brug for radaren og den virkede fint. Vi nåede nu ikke ret langt inden solen fik bugt med tågen og vi fik atter et flot efterårsvejr til resten af turen hjem til Kolding. Vinden var SØ-lig, så vi kunne sejle for sejl helt ind i havnen. Det blev en tur på ca. 23 sm i dag. Vi har besluttet at det bliver årets sidste sejltur, så da vi kom i havn tog vi sejlene ned og tog dem med hjem, nu skal båden tømmes og på land. Det har været en pragtfuld efterårsferie, hvor vi har nydt det flotte vejr og slappe af.
skrevet af Martin Hansen
Odense - Bogense tirsdag d. 18. oktober 2005.
skrevet d. 18-10-2005
Efterårsferie - Vi har besluttet at vende stævnen mod Kolding. Det gør ikke så meget at det er koldt, hvis solen skinner og der er let vind, men hvis det er koldt og det samtidig blæser og regner, så er der ikke meget ved det og da de melder frisk til hård vind og regn fra på torsdag, har vi besluttet at sejle hjemad i dag. Vi har sat Bogense som målet for i dag. Det blev en tur for motor ud ad Odense Fjord, men resten af turen blev stille og rolig for sejl, en agten for tværs, og vi nåede Bogense kl. ca. 16 efter 35 sm i et flot efterårsvejr. Der var ikke mange overnattende gæster i Bogense Marina, hvis der var andre end os. Det tegner til at blive en stille og rolig nat her i Bogense og fuldmånen (næsten - den var fuld i går) hænger flot over det spejlblanke vand. Alt vel ombord på Nausikaa.
skrevet af Martin Hansen
Stige Ø - Odense mandag d. 17. oktober 2005.
skrevet d. 17-10-2005
Efterårsferie - Det blev en meget kold nat i Stige Ø lystbådehavn. Det har frosset en del i nat og der var is på dækket og på broerne, da vi stod op. Vi klar til afgang kl. 09:30 og efter ca. 3 sm ankom vi til Odense. Vi lagde os ved Sejl- og Motorbådsbklubben Frem's broer. Vi havde inviteret gæster til frokost, min tidligere kollega Peter Thomsen og hans kone Helga. Vi havde en rigtig hyggelig frokost og blev opdateret på hvad der var sket siden vi sidst var sammen og det var ikke småting. Det blev også til en tur rundt i Odense inden det blev mørkt og vi trak os tilbage til bådens varme kahyt. De har meldt frostvejr igen i nat.
skrevet af Martin Hansen
Korshavn - Stige Ø søndag d. 16. oktober 2005.
skrevet d. 16-10-2005
Efterårsferie - Vi fik travet nogle dejlige lange ture rundt på Fyns Hoved i dag i det skønneste vejr. Vinden kommer fra NØ, det tørre hjørne, så der er en sigtbarhed ud over det sædvanlige. Der var rigtig flot på Fyns Hoved. Midt på eftermiddagen besluttede vi os for at sejle til Odense. Det blev en stille og rolig tur for sejl indtil vi nåede starten af kanalen i Odense Fjord, der måtte vi give op og staret motoren. Vi havde talt om at sejle helt ind til Odense, men da vi passerede lystbådehavnen Stige Ø, valgte vi at gøre holdt for natten. Klokken var blevet 18 og det var ved at blive koldt, de har meldt frostvejr i nat, så vi sejler de sidste få sm ind til Odense i morgen. Der var meget tomt i Stige, næsten alle bådene var kommet på land og vi var de eneste overnattende gæster. Alt vel ombord, vi nyder det flotte efterårsvejr.
skrevet af Martin Hansen
Kolding - Korshavn (Fyns Hoved) lørdag d. 15. oktober 2005.
skrevet d. 15-10-2005
Efterårsferie. Efter at have set vejrmeldingen for de kommende dage, besluttede vi os for at tage afsted på efterårsferie. De lover sol, let vind og lunt efter årstiden. Vi havde ønsker om at gense Fyns Hoved og evt. en tur ind til Odense. Vinden var i NØ, så vi måtte bide i det sure æble og starte for motor op til Æbelø, men fra Æbelø til Korshavn fik vi en fin sejltur for sejl og ankom kl. 17:25 efter en tur på ca. 46 sm. Det er en rigtig flot bro Odense Sejlklub har fået lavet i Korshavn og der var plads nok, vi var kun 6 både ved hele broen. Det blev ikke til ret meget traven i dag, det begyndte at blive koldt, så der var bedst nede om læ med fyret tændt.
skrevet af Martin Hansen
Åbenrå - Kolding søndag d. 9. oktober 2005.
skrevet d. 09-10-2005
Det blev årets bedste weekendtur rent sejladsmæssigt. De havde lovet regn en overgang i løbet af formiddagen, men det var overstået i løbet af 20 min. og vi fik derefter et flot sejlvejr med let til jævn vestlig vind. Vi kunne næsten holde op på en bagbordshalse hele vejen fra Åbenrå til udmundingen af Kolding Fjord (vi havde et enkelt lille slag i Årøsund). Det blev til godt 40 sm på lige godt 7 timer, det er da meget pænt i let vind. Det har været en pragtfuld weekend i et helt fantasiksk flot oktobervejr, så hvis det ikke bliver vejr til flere ture, så har vi fået en flot afslutning på årets sejladser. Folk er allerede i fuld gang med at tage bådene på land, de se åbentbart mere på kalenderen end på vejret, vi satser på at der kommer endnu nogle gode dage i uge 42. inden vi skal have båden på land.
skrevet af Martin Hansen
Stevelt - Åbenrå lørdag d. 8. oktober 2005.
skrevet d. 08-10-2005
Sikke et flot oktobervejr vi har, de har lovet op til 20 grader i dag og let vind. Det har luftet lidt hele natten, så da vi stod op inde i Haderslev Fjord var det klart, så vi slap for tågen her til morgen. Vi kom forholdsvis tidligt afsted og havde sat Barsø som første mål for dagens sejlads, vi ville så fostsætte senere til Kalvø eller Åbenrå, men vinden drejede til syd, de havde meldt østlig vind, så vi droppede Barsø, der er ikke til at ligge i sydlig vind, og sejlede direkte til Åbenrå, det er flere år siden vi sidst har været i Åbenrå. Det blev en lang tur rent tidsmæssigt, vinden lagde sig i løbet af eftermiddagen og det var altså for fint vejr til at starte motoren i, så de ca. 23 sm tog godt 5½ time, men en rigtig fin sejltur og vi nød det flotte vejr.
skrevet af Martin Hansen
Kolding - Stevelt fredag d. 7. oktober 2005
skrevet d. 07-10-2005
Det havde vi ikke turde håbe på, men det blev til endnu en weekendtur. Vejert er pragtfuldt og de lover sol, let vind og op til 20 grader i morgen. Vi kom forholdsvis tidligt afsted og nåede ned til Haderslev Fjord inden det blev mørkt og lagde os ind til broen ved Stevelt, et sted vi aldrig har været før, vi har flere gange ligget for anker i bugten ved Stevelt, men har aldrig været inde ved broen. Det er et dejligt sted, men noget øde på denne tid af året, vi var de eneste gæster og folk ved broen om natten. Turen herned var en dejlig tur for sejl i flot sensommervejr. En tur på ca. 24 sm (der var en del modstrøm i Lillebælt) og 3 timer 45 min. Det bliver spændende at se hvor tåget det bliver imorgen tidligt, det har været meget tåget de sidste mange dage til langt op på formiddagen.
skrevet af Martin Hansen
Årøsund - Kolding søndag d. 2. oktober 2005.
skrevet d. 02-10-2005
"Tysklandsturen 2005" - Vi havde en kort sejlads foran os i dag, så vi kunne sove længe, det var også tiltrængt efter de Irish coffee, som Jens serverede for os i aftes. Vi kom først afsted ved ellevetiden og havde en stille og rolig sejlads hjem i let V-lig vind. Vi var til bage i Kolding kl. godt 15 efter endnu en vellykket mandetur. Vejret i dag var helt sommeragtig, der var næsten sommerstemning i Kolding Havn, bortset fra at folk gik og riggede af. Vi har ingen planer om at rigge af lige med det første. De lover fint vejr i den kommende uge, så vi skal forhåbentlig afsted i den kommende weekend.
skrevet af Martin Hansen
Flensborg - Årøsund lørdag d. 1. oktober 2005.
skrevet d. 01-10-2005
"Tysklandsturen 2005" - Vi har ikke mærket noget til nogen kuling i nat, det har regnet og blæst, men ingen kuling. Vi havde regnet med kuling eller hård vind fra syd og havde sat Haderslev som mål for dagens sejlads, men det nåede vi ikke. Vi kom afsted i regnvejr og havde en stille og rolig sejlads op gennem Flensborg Fjord i let til jævn vind fra syd. Vinden aftog yderlig i løbet af dagen og dag vi nåede Kragesand og skulle op til Sønderborg, klarede det op og vinden lagde sig helt og vi måtte have gang i jerngenuaen. Den holdt vi kørende op gennem Als Sund og Als Fjord indtil vi kom fri af Als og der kom lidt vind fra vest, så vi kunne holde gang i den ved hjælp af en alm. genua. Vi havde som sagt planlagt at sejle til Haderslev, men da kl. var 19 inden vi nåede Årøsund, kunne vi ikke nå Haderslev inden det var helt mørkt og besluttede at gå ind til Årøsund for at overnatte. Det blev til ca. 47 sm i dag og den sidste del at turen bød på flot sejlads i fint vejr. Vejret er noget bedre end de havde lovet inden vi tog afsted.
skrevet af Martin Hansen
Sønderborg - Flensborg fredag d. 30. septermber 2005
skrevet d. 30-09-2005
"Tysklandsturen 2005" - De havde lovet nogenlunde vejr først på dagen og senere regn og opfriskende vind fra syd, op til kulling. For at være i lidt mere beskyttet farvand, hvis det skulle blive kuling fra syd i morgen, valgte vi at sejle til Flensborg. Vi stod op til et pragtfuldt vejr med sol og let vestlig vind, som senere drejede til SV og syd. Det blev kryds hele vejen i let vind, en flot sejltur ind gennem Flensborg Fjord. Det blev til ca. 28 sm på loggen, normalt er der ca. 20 sm, ankom til Flensborg kl. 15:30 og havde tid til at handle m.m. Vi havde ikke mærket noget til den varslede kuling da vi gik til køjs, Navtex var også kommet med kulingvarsler, så der måtte da være lidt om det, det bliver spændende hvilke vejr vi vågner til i morgen.
Alt vel ombord.
skrevet af Martin Hansen
Kolding - Sønderborg torsdag d. 29. september 2005
skrevet d. 29-09-2005
"Tysklandsturen 2005" - Så kunne vi endelig få samlet besætningen, som i år bestod af Jens Holm Nielsen, Morten Pedersen, Jakob (søn) og undertegnede, til den årlige mandetur. Det er en lidt dårlig weekend vi har valgt, sidste weekend var det et rigtig flot vejr og udsigten for næste uge ser også lovende ud, men det var altså den weekend vi alle kunne. De har lovet kuling, regn og kulde. Vinden i dag var frisk til hård fra syd, så vi havde en meget frisk sejlads ned gennem Lillebælt, det blev kryds helt ned til Als Fjord, hvor vinden drejede til vest og NV - som de havde lovet - og vi kunne lænsen det sidste stykke til Sønderborg. Der var meget langt til Sønderborg i dag med al det kryds vi havde haft, det blev til ca. 57 sm på loggen. Trods vejret var humøret højt og vi led ingen nød.
Alt vel ombord på Nausikaa.
skrevet af Martin Hansen
Kongebrogården - Kolding lørdag d. 24. september 2005.
skrevet d. 24-09-2005
Efter en travetur ind til Middelfart og ud for at se den nye havn rundt om kulturøen, samt en god frokost med efterfølgende middagslur, var vi klar til at sejle tilbage til Kolding. Det blev en meget kort weekendtur, men vi kom lidt væk og fik tænkt på noget andet end hvis vi var blevet derhjemme. I morgen skal vi til min bror's 60 års fødselsdag i Haderslev.
skrevet af Martin Hansen
Kolding - Kongebrogården fredag d. 23. september 2005.
skrevet d. 23-09-2005
Endnu en kort weekendtur, da vi skal til min brors 60 års fødselsdag på søndag. Vi kom først afsted kl. 18, så vi valgte kun at sejle til Kongebrogården, det bliver hurtig mørkt og koldt. Der var for engang skyld plads i Kongebrogården, vi kan godt mærke at det er sidst på sæsonen. Det tegner til at blive en stille nat og med tåge i morgen tidlig. Det blev til en kort tur på ca. 8 sm.
skrevet af Martin Hansen
Årø - Kolding lørdag d. 17. september 2005.
skrevet d. 17-09-2005
Vi stod op til et pragtfuldt vejr på Årø. Helt stille og sol fra en skyfri himmel, men lidt køligt, men det følger med årstiden. Efter en lang travetur på Årø, besluttede vi at sejle hjem. Vi kunne godt havde ventet til i morgen tidlig, men da melder de regn og nu havde vi et flot vejr. De 9 m/sek. som de havde meldt i går, mærkede vi ikke noget til. De meldte nu svag skiftende vind og det fik vi, så det blev endnu en tur for motor. Det hav været en kort, men dejlig weekend.
skrevet af Martin Hansen
Kolding - Årø fredag d. 16. september 2005.
skrevet d. 16-09-2005
Weekend - Selv om jeg er blevet arbejdsfri, så flyver tiden afsted og det er atter blevet weekend. Det bliver en kort weekendtur denne gang, da vi skal til Christian's 2 års fødselsdag (barnebarn) på søndag. Vi havde ikke været på Årø i år, så målet for denne tur blev Årø. De havde lovet NØ-lig vind i dag og SV-lig vind i morgen, så det ville passe fint at sejle til Årø, men det viste sig at være ligemeget hvor vi skulle hen for der var ikke vind nok til at holde gang i båden for sejl, så det blev en tur for motor, så må vi se om der kommer de 9 m/sek. fra SV i morgen, som de har lovet. Vi fik en enkelt byge lige efter Brandsø, men ellers havde vi fint vejr og nåede Årø kl. 17. Det var en MEGET tom havn vi kom til på Årø, der var 3 andre både, da vi kom. Der kom endnu et par stykker, men der var langt mellem dem.
skrevet af Martin Hansen
Haderslev - Kolding søndag d. 4. september 2005
skrevet d. 04-09-2005
Vi har været il Jazzfestival i Haderslev de sidste par dage. Festivallen sluttede i dag med følgende program: The Spirt of New Orleans, Neanders Jazzband, som sluttede af med at lede en Jammsession. Vi var klar til at sejle fra Haderslev kl. ca. 16 og her var der ingen diskussion om vi skulle sejle for sejl eller motor, der var simpelthen ingen vind, det var havblik på det meste af turen. Vi ankom til Kolding kl. 20:40 og oplevede den mest fantastiske solnedgang på vej ind gennem Kolding Fjord. Det har været en hel lille ekstra ferie vi har haft og vi har nydt det. Nu er vi ladet op til den kommende uge.
skrevet af Martin Hansen
Jazzfestival i Haderslev lørdag d. 3. september 2005
skrevet d. 03-09-2005
Pragtfuldt sensommervejr med lidt tåge fra morgenstunden, men ellers sol og varme. Vi startede dagen på Trekanten med Finn Burichs New Orleans Jazzband. Haderslev Bigband havde meldt afbud på grund af sygdom, men så trådte Second Line Jazzband il, så dem fik vi to gange i dag. Tuxedo Streetparaders gik rundt i gaderne og i teltet spillede foruden Second Line Jazzband, Vestre Jazzværk, Paul Harrison Band og Ivan Henderson, som sluttede dagen i teltet. En dejlig dag med flot vejr og god musik.
skrevet af Martin Hansen
Jazzfestival i Haderslev fredag d. 2. september 2005.
skrevet d. 02-09-2005
Vi ankom til Haderslev i går og var klar til åbningen af festivallen. Dagens program bød på Old Jazzmen, der kørte rundt i byen i "Lillefut", Svend, Knud og Valdemar feat. Finn Odderskov på "Tribunen" og så var der selve festivallen med Second Line Jazzband efterfulgt af Phil Mason's New Orleans All Stars med Christine Tyrell. Så havde vi også fået jazz nok for i dag. Det var det skønneste sensommer vejr med sol, varme og let vind. Vi sad ude til langt ud på aftenen.
skrevet af Martin Hansen
Kolding - Haderslev torsdag d. 1. september 2005
skrevet d. 01-09-2005
Der er Jazzfestival i Haderslev i de kommende dage og da Inge Lise kunne holde fri i morgen fredag besluttede vi at sejle dernedad i dag. Det endte med at vi sejlede helt til Haderslev og nåede det inden det blev mørkt. Det var et fantastisk flot sensommervejr med sol og varme, men vinden drllede os, vi havde sydlig frisk til hård vind og da vi også havde kraftig modstrøm opgav vi at ligge og krydse op mod det så det blev en tur for motor. En lang tur vi loggede 31,5 sm, normalt er der ca. 27 sm. Vi fandt en ledig plads næsten inde i bunden af havnen. Så er vi klar til 3 dage med jazz og vejret tegner godt.
skrevet af Martin Hansen
Paredisbugten lørdag d. 27. august 2005
skrevet d. 27-08-2005
Vi havde lovet Marie-Louise (barnebarn) en tur ud at sejle og ud for at fisk krabber. Vi havde regnet med at tage på weekend, men det var ikke vejr til det, men da vi nu havde lovet det, så kulle vi ud og sejle. Vi besluttede at sejle ud til Kolding Bådelaugs bro i Paredisbugten, der kan man også fiske krabber inde på stranden. Det blev en fin tur for Marie-Louise og hun fangede en levende krabbe, som hun sagde. Det blev kun til i alt 9 sm for motor i dag. Det blæste, regnede og var et lidt kedeligt vejr.
skrevet af Martin Hansen
Faaborg - Kolding søndag d. 14. august 2005
skrevet d. 14-08-2005
De havde lovet regn i nat og først på dagen i dag over de SV-lige egne, det må være der vi befinder os. Det regnede da også da vi stod op, men inden vi var færdig med morgenmaden så var det holdt op og vi havde tørvejr indtil vi nåede Strandhuse ca. 1 sm fra vor hjemhavn. Der var så at sige ingen vind, det var havblik på det meste af turen, så det blev en tur for motor. Der er ca. 42 sm fra Faaborg til Kolding.
I næste uge er det Jakob (vor søn) der er skipper på Nausikaa. Han har lånt båden til en uges sejlerferie sammen med Maiken, Claus og Jane. Vejrmeldingen lover rigtig godt vejr, det har vi ikke haft i den sidste uge, så de har valgt den rigtige uge - håber jeg.
skrevet af Martin Hansen
Assens - Faaborg lørdag d. 13. august 2005
skrevet d. 13-08-2005
Vinden havde lagt sig i løbet af natten, men det var kun for en kort bemærkning. Da vi kom ud og fik sat nogle sejl kom vinden atter og inden vi nåede Horne Næs havde vi hård NV-lig vind, en agten for tværs lige noget "Nausikaa" kan lide. Vi nåede Faaborg efter ca. 4 timer og godt 24 sm. For en gang skyld havde vi både vind og strøm med os, det har vi ikke været forvendt med i ferien. Der var masser af ledige pladser i den gamle havn i Faaborg, det må være vejret, for der plejer at være fylldt godt op. De har forøvrigt udvidet lystbådehavnen til det dobbelte, så nu er der plads. Vi er sejlet til Faaborg for vi synes at det var tid til at se til min far og mors gravsted. Vi fik fjernet sommerblomsterne og plantet lyng i stedet. Vi havde en hyggelig aften i Faaborg.
skrevet af Martin Hansen
Kolding - Assens fredag d. 12. august 2005
skrevet d. 12-08-2005
Så blev det atter weekend og vi kom godt igennem den første uge efter ferien. Det er altid lidt svært at komme igang efter 4 uger på vandet. Vi havde planer om at sejle til Faaborg i dag. Vi kom forholdsvis tidligt afsted og med en frisk til hård NV-lig vind skulle det nemt kunne lade sig gøre, men da vi efter ca. 3 timer nærmede os Assens blev vi enig om at stoppe der for natten, det var bare for koldt (og vi må indrømme at vi tændte oliefyret da vi kom i havn for at få varmen), det var bidende koldt. Vi havde håbet på en lun efterårsaften, men ikke i dag. En lille hurtig tur på ca. 22 sm og godt 3 timer. Vi har planer om at sejle videre i morgen, hvis vejrmeldingen holder.
skrevet af Martin Hansen
Juelsminde - Kolding fredag d. 5. august 2005
skrevet d. 05-08-2005
Launy og Anne Lis skulle være hjemme i løbet af dagen i dag og havde tilbudt at tage en bus hjem, så vi kunne sejle videre og tage weekenden med, men da vi stod op var der kun 16 grader i kahytten og de meldte regn og blæst og det kom, så vi valgte at sejle direkte til Kolding i dag. Det blev en våd og kold tur fra Juelsminde og til Kolding. De sidste par dage har været rigtig kedelige. Nausikaa ligger nu atter fortøjet trygt mellem pælene i sin hjemhavn. Alt i alt har det været en rigtig dejlig ferie med masser af godt vejr og gode oplevelser og der har ikke været en eneste dag, hvor vi ikke har kunne sejle derhen hvor vi ønskede, på grund af vejret (ingen kulinger i denne ferie).
skrevet af Martin Hansen
Øer Havn - Juelsminde torsdag d. 4. august 2005.
skrevet d. 04-08-2005
et blev feriens hidtil dårligste vejr, men det kom ikke som nogen overraskelse, de havde meldt det. Vi startede i flot vejr, sol og svag SV-lig vind, vi forsøgte for sejl, men der var for lidt vind. Vi nåede ikke ned til Tunø før det var slut med det flotte vejr. Vinden tog til og det trak op til regnbyger og de var kraftige, nogle med torden og så var det hunde koldt, et rigtig kedeligt vejr. Vi nåede Juelsminde ved halv femtiden og kom ind til en total overfyldt havn og marina. De lå i flere lag for enden af broerne så vi næsten ikke kunne komme forbi. Vi måtte over i den nye Færgehavn for at finde en plads for natten. Vi var inviteret ud at spise i Juelsminde af Launy og Anne Lis, som har været med os på ferien i år, så vi skulle finde en plads. Det blev en våd og kold tur på ca. 36 sm. Tak for en dejlig middag til Launy og Anne Lis.
skrevet af Martin Hansen
Bønnerup - Øer Havn onsdag d. 3. august 2005
skrevet d. 03-08-2005
Vi havde som mål at være i Juelsminde i morgen aften. Der er ca. 70 sm fra Bønnerup til Juelsminde og hvis vi deler den tur i to dele på hver 35 sm, så havner vi i Øer Havn, den satte vi som målet for i dag. Vi startede i fint vejr og let til jævn sydlig vind. Det gik fint for sejl til vi nåede Fornæs Fyr, men så fik vi vinden lige i snuden, den øgede til frisk og det sammen med pæn stor krapsø og en modstrøm på 1,5 knob gjorde at vi rullede sejlene sammen og satte jerngenuaen, ellers var det blevet nat inden vi var kommet frem og der er ikke andre muligheder for stop på den tur. Det skulle have været en tur på 35 sm, men på grund af kraftig modstrøm så nåede vi op på godt 41 sm. Vi kom gennem slusen og ind til en halvtom havn, hvor vi kunne vælge og vrage mellem pladserne, noget helt nyt.
Alt vel ombord.
skrevet af Martin Hansen
Sæby - Bønnerup tirsdag d. 2. august 2005
skrevet d. 02-08-2005
Transportsejlads hjem fra ferie i Norge og Sverige. Rent sejladsmæssigt blev det en fin dag. Vi fik en V-lig vind og kunne holde Bønnerup op. En tur på 53 sm og det tog 8 timer og 40 min. Vejr mæssigt var der ikke noget at råbe hurra for. Det var overskyet og køligt, men holdt tørvejr. Selv om vi ikke kom sent i havn var alt optaget og de lå i lag for enden af broerne. Nå, vi lagde os uden på de andre og fik en plads for natten. Det er lige som om sommeren har forladt os, der er ikke meget sommer over den vejrmelding vi lige har hørt for de kommende dage.
En varm hilsen (i den kolde tid) fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Hansen
Tjörnekalv (Sverige) - Sæby mandag d. 1. august 2005
skrevet d. 01-08-2005
Det var først planen at sejle til Danmark i morgen, men de lovede nordlig og NV-lig vind i dag og i de kommende dage meldte de SV-lig vind. Vi synes at vi havde haft nok modvind så vi ville godt udnytte den nordlige vind til en tur til Sæby og så derfra kunne vi sejle videre på en SV-lig vind i morgen. Det blev en rigtig dejlig tur for sejl fra Tjörnekalv og helt til Sæby, en tur på 56 sm (der er normalt 50 sm, men på grund af kraftig nordgående strøm blev turen lidt længere). Vi havde fint vejr på turen, men det er begyndt at blive noget køligere. Nu er vi kommet hjem til de overfyldte danske havne og skal lede efter plads og kommer til at ligge som båd nr. 3-4 stykker langskibs langs en eller anden kaj, det oplevede vi ikke rigtig i Norge, der var der god plads. Om aftenen fik vi besøg af Launy og Anne Lis' søn Lars, hyggeligt.
Alt vel ombord.
skrevet af Martin Hansen
Henån - Tjörnekalv søndag d. 31. juli 2005
skrevet d. 31-07-2005
Når nu Najad værftet havde ferielukket besluttede vi os for at sejle videre i dag. Vi havde området omkring Marstrand som dagens mål, det er et fint sted at sejle over til Danmark fra. I går var vinden i NØ hvor vi skulle mod NØ og i dag hvor vi skulle mod syd og SV ned gennem fraledet var vinden selvfølgelig drejet i SV, hvorfor? Det blev en tur for motor (de modgående kom drivende stille og rolig for sejl - øv) ned Gullholmen, Mollösund, Kyrkesund, Hjertösund og Klädesholmen. Vi havde talt om at sejle til St. Dyrön, men med sydlig vind er der ikke læ i den sydlige havn, da vi sejlede igennem sundet ved Rönnäng så vi en hyggelig lille havn på Tjörnekalv og det var en meget positiv oplevelse. Et hyggeligt sted og vejret var med os, vi havde en rigtig flot dag. Det blev til ca. 30 sm i dag.
Hilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Hansen
Fiskebäckskil - Henån lørdag d. 30. juli 2005
skrevet d. 30-07-2005
Den regn de havde lovet os i går aftes kom først til os i nat, så det generede os ikke. Vi havde besluttet at sejle igennem det meget smalle Strömmarna i dag. Der har jeg ikke været før, på grund af SMIL's meget høje mast, kunne vi ikke gå under broen, men det kan vi nu. Det er det smalleste løb i Bohuslän og et spændende løb at sejle igennem. Vi fortsatte videre mod Henån. Vi er ikke ret gode venner med vindretningen. I dag hvor vi skulle mod NØ var vinden drejet til NØ, en retning den normalt ikke kommer fra - surt. Det blev en lille tur på ca. 11 sm. Vi ville have været op og besøge Najad værftet, men et opslag meddelte at de havde ferielukket i denne og næste uge, så det blev ikke denne gang vi skulle se værftet hvor Nausikaa er bygget. Det holdt tørvejr det meste af dagen, men sidst på eftermiddagen kom et nyt regnområde ind over os, men selv om det regner er det lunt. Der var Træbåds Festival i Henån og de skulle havde grillfest om aftenen, det var lidt synd.
Alt vel ombord.
skrevet af Martin Hansen
Smögen - Fiskebäckskil fredag d. 29. juli 2005
skrevet d. 29-07-2005
Sikke en morgen vi stod op til i Smögen, sol fra en skyfri himmel, stille og lunt, men det skulle desværre ikke holde hele dagen. De har lovet opfriskende NØ-lig vind sidst på dagen og regn, så vi havde besluttet at næste stop skulle være en havn, der er ikke meget ved at være på skær når det regner. Vi valgte at sejle til Fiskebäckskil en tur på ca. 13 sm, så det skulle lige være til at overse og vi var da også i Fiskebäckskil ved frokosttid. Hele turen for motor på grund af manglende vind. Vi kunne snart lige så godt sejle i en motorbåd, det er ikke meget vi får luftet sejlene i år. Der er rigtig dejligt her i Fiskebäckskil og vejret har vist sig fra sin pæne side - endnu - men de lover stadig regn sidst på dagen. Alt vel ombord.
skrevet af Martin Hansen
Trinisla - Smögen torsdag d. 28. juli 2005
skrevet d. 28-07-2005
Vi havde en rolig nat på skæret Trinisla og stod op til en fin morgen. Det var et blandet vejr og vinden var stadig i SV, altså lige imod på vor tur syd på i skærgården, så det blev atter en dag for motor. Vi sejlede ned gennem Hamburgsund og havde talt om at gå til et skær lige nord for Sotekanalen, men da vi allerede var der ved middagstid besluttede vi at fortsætte gennem Sotekanalen og videre ned til Smøgen. På vejen smuttede vi igennem det meget spændende og smalle Hasseløsund. Vi kom til Smøgen kl. 13 og kunne vælge og vrage mellem pladser. Vi valgte at sejle ned i bunden af havnen og lægge os ved tangen, der går ud midt i havnen, der er lidt mere fredeligt end ved bryggen. Det blev til ca. 17 sm i dag. Vi havde en dejlig aften i Smøgen, hvod det kneb med at komme til køjs i den flotte aften/nat. Sejlerhilsen fra besætningen.
skrevet af Martin Hansen
Ramsö - Trinisla (skær) onsdag d. 27. juli 2005
skrevet d. 27-07-2005
Vi stod atter op til en flot morgen på Ramsø. Det var helt stille inde i havnen, men vi fik lidt andet at føle da vi stak stævnen ud i Koster Fjorden nord for Ramsø. Der var kommet frisk vind fra SV, som de havde lovet. Vi skulle desværre mod syd og sydvest ned gennem farledet ved Havstenssund og videre ned til Fjællbackaskærgården, hvor vi havde planer om at overnatte på Trinisla, et af de klassiske skær i denne del af Bohuslæn. Vi havde regnet med at når vi kom ind ved godt et tiden, så ville der være god plads, men alt var optaget undtagen pladsen hvor servicebåden har reserveret plads, når den skal hente affald. Vi valgte at satse på at den ikke kom foprbi før engang i morgen og lagde os der. Der kom senere 2 andre både og lagde sig der og huset med affald var tomt, så der var ingen fare for at den ville komme lige med det første. Vi havde en dejlig dag på skæret, men det blæste desværre for meget til at opholde sig oppe på skæret og grille. Alt vel ombord.
skrevet af Martin Hansen
Tjöme (Norge) - Ramsö (Sverige) tirsdag d. 26. juli 2005
skrevet d. 26-07-2005
Det var ikke meget bedre vejr da vi stod op i Verdens Ende end da vi gik til køjs, det var holdt op med at regne, men det var køligt og overskyet, det holdt dog ikke så længe. Vi havde planer om at sejle til Hvalerne på den anden side af Oslofjorden, men flere ting gjorde at vi ændrede planer og satte kursen mod Sevrige - Kosterøerne. Vi startede flot for sejl i en NØ-lig let til jævn vind, men ude midt imellem Norge og Sverige drejede vinden i SØ (lige i mod) og lagde sig så vi måtte have gang i motoren. Vi havde regnet med at sejle til Kyrkosund på Syd-Koster, men havnen var overfyldt og de lå hulter til bulter så vi fortsatte og forsøgte at finde et skær hvor der var læ for SV-lig vind, som de havde lovet til natten, vi fandt dog ikke nogen i nærheden vi var tilfreds med så vi fortsatte til Ramsø og fik en plads i den lille fiskerihavn, som båd nr. 8, et hyggeligt sted og godt beskyttet. Fra midt på dagen og resten af dagen havde vi et flot vejr med sol. Det blev til 34 sm i dag, hvoraf ca. halvdelen var for sejl. Hilsen fra besætningen på Nausikaa
skrevet af Martin Hansen
Stavern - Tjøme (Verdens Ende) mandag d. 25. juli 2005
skrevet d. 25-07-2005
Det blev en meget urolig nat i Stavern. Vinden friskede op i løbet af natten og det sendte nogle store dønninger ind i havnen, jeg måtte op og montere 'kødben' på fortøjningerne selv om vi lå langskibs. Da vi stod op havde vinden lagt sig og vi fik en fin vind til at sejle videre på. Vinden var SV (agten for tværs) på turen fra Stavern til Verdens Ende på Tjøme. Selv om der stadig stod nogle store dønninger, så fik vi en fin sejltur. Vi startede i flot vejr, men en front indhentede os på turen og vi lagde til i en regnbyge på Tjøme. Det blev til sølle 14 sm i dag. Verdens Ende er et rigtig flot sted, men det skal opleves i sol og varme og ikke i regnbyger og køligt vejr, som vi har fået i løbet af dagen. Det ser ud til at sommeren har forladt os for en kort bemærkning. Alt vel ombord.
skrevet af Martin Hansen
Svenner - Stavern søndag d. 24. juli 2005
skrevet d. 24-07-2005
Turen fra Svenner til Stavern blev turens korteste indtil nu, nemlig 4,5 sm og for engang skyld havde vi sejlene oppe og vi nød turen i fulde drag. Det er lidt fantastisk, nu har vi sejlet i 14 dage og Skagerrak har været næsten som et spejl hver eneste dag (bortset fra lidt dønninger). Vi har kunne gøre lige hvad vi havde lyst til og sejle hvorhen vi ville. Vi skulle til Stavern for at handle og for at se det gamle forsvarsværk Fredriksvern grundlagt i 1750 og Citadellet grundlagt i 1680, hvor Tordenskjold har haft sin gang. Stavern er en rigtig ferieby. Det er fortsat et flot sommervejr med varme og rolige vindforhold (27 grader i kahytten nu kl. 17:30). Hilsen fra besætningen.
skrevet af Martin Hansen
Jordsbukta - Svenner (skær) lørdag d. 23. juli 2005
skrevet d. 23-07-2005
Skipper havde læst om den lille øgruppe Svenner med det store fyr. Det skulle være et helt specielt sted, men med en lidt besværlig indsejling, det er lige noget skipper og da nogle dansker, vi lå ved siden af i Jordsbukta anbefalede det meget, så vi besluttede os for at prøve at sejle derud for at se om der var plads, det er jo lørdag og sikkert mange weekend besøgende. Indsejlingen var spændende med skvulpeskær alle vegne, men det gik uden problemer og vi fandt en fin plads ved et skær med vinden i stævnen. Svenner er et meget specielt sted, et forholdsvis lille sted, men med en storslået natur, det minder meget om den svenske skærgård i Bohuslæn. Vi fik en flot aften på Svenner og var rundt og se fyret m.m. Vi nyder fortsat det flotte sommervejr. Hilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Hansen
Skien - Jordsbukta (skær) fredag d. 22. juli 2005
skrevet d. 22-07-2005
Så kom vi endelig ud af Skien, igennem broerne i Porsgrund og satte kurs mod Haaø og en lille naturhavn kaldet Jordsbukta. Det er en perle af en naturhavn og selv om vi havde været der før så var det en stor oplevelse at gense bukten. Vi kom forholdsvis tidligt ind, det er jo fredag og der kom mange i løbet af dagen, men vi fik en fin plads hvor det var nemt at komme i land for travetur m.m. Det blev en kort tur på ca. 15 sm og igen for motor, ingen vind af betydning, vi har stadig flot sommervejr og nyder livet.
skrevet af Martin Hansen
Skien (overliggerdag) torsdag d. 21. juli 2005
skrevet d. 21-07-2005
Overliggerdag i Skien. Nu var det besætningens tur til at have en dag hvor vi ikke skulle så meget andet end fordøje indtrykkene fra turen på Telemarkskanalen. Det blev dog også til lange gåture i Skien for at se på kunst og for at se på slusdning og behandling af tømmer. Vi havde et flot vejr til turen i går på Telemarkskanalen, vejret i dag var lidt mere blandet, men stadig varmt. Sommerhilsen fra besætningen.
skrevet af Martin Hansen
Skien (Telemarkskanalen) onsdag d. 20. juli 2005
skrevet d. 20-07-2005
Overliggerdag i Skien, d.v.s. Nausikaa fik en overligger dag, besætningen tog en tur med en af de gamle kanalbåde - Henrik Ibsen - fra Skien og helt til Dalen, en sejltur på ca. 11 timer. Det var en stor oplevelse at sejle på de store søer inde i landet og blive sluset i de gamle håndbetjente sluser. Vi blev løftet 72 m i alt i de 8 sluseanlæg. Dalen ligger langt inde i Norge (der er lige langt til Stavanger og Oslo fra Dalen) og det sidste stykke mindede lidt om Sognefjorden. Vi havde bestilt plads i bussen tilbage til Skien og var tilbage på båden kl. 22. Hilsen fra en træt besætning.
skrevet af Martin Hansen
Haraldøya - Skien tirsdag d. 19. juli 2005
skrevet d. 19-07-2005
Vi stod igen op til en flot morgen, helt stille og med spejlblankt vand inde i bugten, men det trak samme til regn og det kom senere på dagen. Vi forlod skæret ved godt ni tiden og satte kurs op mod Langesund og videre op under broerne i Brevik og op mod Skien. For engang skyld fik vi luftet sejlene op til indsejlingen til Langesund, men det var også alt for denne gang. Det blev en 'lang' tur idag på ca. 22 sm. Det trak samme lige fra morgenstunden og vi nåede lige knap Skien før det begyndte at regne. Vi er nu nået et af målene i ferien i år, nemlig Telemarkskanalen. Vi har planer om at tage en turbåd op ad Telemarkskanalen til Dalen i morgen, vor mast er lidt for høj til at vi selv kan sejle den tur. Alt vel ombord.
skrevet af Martin Hansen
Saltskjærholmen - Haraldøya (skær) mandag d. 18. juli 2005
skrevet d. 18-07-2005
Vi ville godt ind og besøge Kragerø inden vi sejlede lidt nord på, så forlod Saltskjærholmen og sejlede tilbage til Kragerø en hyggelig ferieby ude i skærgården, der var rigtig feriestemning. Efter diverse indkøb og en frokost forlod vi atter Kragerø og sejlede nord på op gennem det meget smalle Langaardsund og videre nord på op mod Langesund. Undervejs fandt vi et skær inde i Bjørnøbukta kaldet Haraldøya, hvor vi besluttede os for at overnatte. Det blev igen en tur for motor på grund af manglende vind - i alt 14 sm, det er ikke de lange stræk, men vi nærmer os stille og rolig vort mål med ferien i år - Telemarkskanalen. Hilsen fra besætningen på Nausikaa.
skrevet af Martin Hansen
Risør - Saltskjærholmen søndag d. 17. juli 2005
skrevet d. 17-07-2005
Vi har et drømmevejr til skærgårdssejlads, dog kunne vi godt ønske os lidt mere vind, vi har for meget motorsejlads, men vi klager ikke helle det end kuling. Vi stod op til en rigtig flot morgen i Risør, efter morgenmaden sejlede vi videre nord på til Kragerø skærgården og gik ind til et skær på Saltskjærholmen. Det er det sted Launy og Anne Lis kalder Kærlighedsøen og et af de steder Anne Lis ønskede at gense. Det blev igen en tur for motor på ca. 16 sm. Vi havde en rigtig dejlig dag på skæret (27 grader i kahytten) og med grill om aftenen. Alt vel ombord.
skrevet af Martin Hansen
Lyngør - Risør lørdag d. 16. juli 2005
skrevet d. 16-07-2005
Vi vågnede igen til en flot morgen og efter morgenkaffen sejlede vi igennem det meget smalle Haahesund ind til Lyngør for at trave en tur på øen og handle i den lokale Købmandshandel. Fra Lyngør gik turen mod NØ til Risør, en anden af de skønne gamle byer i den norske skærgård. Det var et flot vejr, men desværre næsten helt stille, så igen en lille tur på ca. 8,5 sm for motor. Risør er en rigtig dejlig by så vi besluttede at blive natten over.
skrevet af Martin Hansen
Arendal-Lyngør fredag d. 15. juli 2005
skrevet d. 15-07-2005
Feriens første regnvejrsdag. Vi vågnede til gråvejr og regnbyger og det fortsatte det meste af dagen. Efter diverse indkøb og en god frokost blev vi enige om at sejle til Lyngør, en tur på ca. 17 sm. Der var ingen vind, så det blev en tur for motor. Selv om det var gråvejr var det et rigtig flot område vi sejlede igennem. Vi ledte lidt inden vi fandt et skær at fortøje til lige øst for Lyngør. Det var planen at tage gummibåden ind til Lyngør for at gå en tur og evt. besøge "Den blå lanterne", et berømt værtshus, men det begyndte at tordne og der var ikke langt mellem bygerne så vi blev ombord på båden i stedet.
skrevet af Martin Hansen
Lusekilen - Arendal torsdag d. 14. juli 2005
skrevet d. 14-07-2005
Vi blev vækket kl. 06:30 af en eller anden nationalmelodi over fra enesejleren, men ellers har der været meget stille i nat her i Lusekilen. Efter morgenmaden bankede vi bjergkilerne løs og satte kurs ud gennem det sidste stykke af Blindleia og videre nord på op gennem skærgården. Vinden var jævn SV-lig så vi satte storsejlet og sejlede stille og rolig for sejl indenskærs op til Arendal. Det var startet med sol, i løbet af dagen var der kommet lidt flere skyer, men det var stadig varmt og det holdt tørvejr. Det var lidt af en omvæltning at komme ude fra det øde skær i Lusekilen og ind til Arendal. Det var et virvar af både der fræsede rundt og alle gæstepladser var optaget, vi lagde os i venteposition inde i en af havnene og det gav pote, efter nogen venten blev der en plads ledig enda en rigtig god plads, men sikken et leben. Der er fest i byen med underholdning og høj musik og et mylder af mennesker. Alt vel ombord
skrevet af Martin Hansen
Hestholmsbukta - Lusekilen (skær) onsdag d. 13. juli 2005
skrevet d. 13-07-2005
Så var det tid til at komme lidt videre, vi ville godt gense Blindleia og sejle hele vejen igennem den inden vi sejlede nord på og det blev en rigtig flot tur i sol og fint vejr. Turen gik ind under den smalle Justøybroen, ned forbi Mortenshullet og videre gennem det smalle Grisøysund. Derfra fortsatte vi syd på gennem det meget smalle Blikssund og videre gennem Gamle Hellesund inden vi gik ind til Skottevika for at spise frokost. Det er en stor oplevelse at sejle gennem Blindleia i flot vejr. Efter frokosten vendte vi skuden og sejlede tilbage gennem Blindleia op til Vallesverdfjorden, hvor vi drejede ind og fandt et hul inde i bunden af Lusekilen, som vi havde udset os til nathavn. Det er et fantastisk flot sted og vi blev næsten alene, en kontrast til sidste nat hvor der var fyldt op i naturhavnen. Der var dog en enkelt båd foruden os, en mærkelig enesejler der spillede nationalmelodier, meget højt med et par timers mellemrum, mærkelig mand.
skrevet af Martin Hansen
Østre Hestholmsbukta (skær) tirsdag d. 12. juli 2005
skrevet d. 12-07-2005
Overliggerdag - Østre Hestholmsbukta er en skøn naturhavn lige uden for Lillesand. Vejret var pragtfuldt med sol fra en skyfri himmel og 26-27 grader (vandet 20 grader). Vi besluttede os for at nyde skærgårdslivet en ekstra dag her i Hestholmsbukta. Vi skulle have pumpet gummibåden op og afprøvet den nye påhængsmotor m.m. Vi tog på en lille udfluft ind til Lillesand i gummibåden og det gav lidt sprøjt og våde shorts, det var blæst lidt op opdagede vi, da vi kom ud af bugten hvor vi lå. Om aftenen var der rigtig gang i grilleriet oppe på klippen, lige det jeg forbinder med den norske og svenske skærgård. Hilsen fra alle ombord, vi nyder livet.
skrevet af Martin Hansen
Skagen - Norge/Østre Hestholmbukta mandag d. 11. juli 2005
skrevet d. 11-07-2005
Transportsejlads til Norge. De havde lovet vind fra forskellige retninger og under 6 m/sek for i dag, dog skulle vinden friske lidt op fra SV sidste på dagen, det ville havde været perfekt, men den opfriskning kom aldrig. Vi forlod Skagen kl. 05:15 og satte kurs mod Lillesand, en strækning på ca. 80 sm. Vi havde svag SV-lig vind hele dagen, men desværre ikke nok til at holde en tilstrækkelig fart med. Vi var uheldige at have en kraftig modstrøm på 1,5 knob på næsten hele turen og det bevirkede at vi kun sejlede 3,2 knob over grunden for sejl, så tager det lang tid at tilbagelægge 80 sm, så det blev igen for motor næste hele turen. Da vi kom til Gaså, indløbet til Lillesand valgte vi at gå ind i Østre Hestholmbukta og finde en plads ved et skær og vi fandt en fin plads med sol i cockpittet. Det blev til ca. 94 sm på loggen, der er kun 83 sm i følge navigatoren, og 14 timer og 25 min. En meget afslappende tur over Skagerak. Alt vel ombord på Nausikaa.
skrevet af Martin Hansen
Grenå - Skagen søndag d. 10. juli 2005
skrevet d. 10-07-2005
Vi er under transport til Norge og vejret er perfekt til det. De havde lovet lidt mere vind end i går, men det kom desværre først da vi var få sm fra Skagen og da gad skipper ikke begynde at sejle for sejl, så det blev igen en dag for motor på meget roligt vand. Vi var heldige at have medstrøm det meste af tiden. Vi kom fra Grenå kl. 6:10 og efter godt 80 sm og 12 timer lagde vi til uden på 5 andre både inde i den gamle fiskerihavn i Skagen. Der var sommerferiestemning med musik fra restauranterne på kajen og folks snakken i bådene rundt om os, sikke et sommervejr vi har. Vi sad ude i cockpittet og nød det til over midnat.
skrevet af Martin Hansen
Kolding - Grenå lørdag d. 9. juli 2005
skrevet d. 09-07-2005
Så var det vores tur til at holde sommerferie. Vi har planlagt at sejle til Norge - Sørlandet i år og har inviteret Launy og Anne Lis med på turen. Vi startede i et drømmevejr, sol fra en skyfri himmel og temp. på den rigtigr side af de 25 grader. Vi kunne godt have tænkt os lidt mere vind, men heller motorsejlads til transportsejladsen til Norge end hård vind på kryds. Susanne med Marie-Louise og Christian var i Kolding for at tage pænt afsked med os, det var sødt af dem og sikke noget lækkert hjemmebag de havde med - tusind tak.
Det blev som ventet en dag med motorsejlads på spejlblankt vand og sol fra en skyfri himmel - skønt. Vi nåede Grenå kl. 21:40 efter 75 sm's sejlads og fandt en plads uden på en tysk sejlbåd. Efter lidt natmad tørnede vi trætte ind efter en lang dag på vandet.
skrevet af Martin Hansen
Årøsund - Kolding søndag d. 3. juli 2005
skrevet d. 03-07-2005
Vi tog lidt tidlig afsted fra Årøsund (fore at komme hjem og få ordnet lidt i haven, det skal også passes) og havde en rigtig dejlig sejltur for sejl. Vi satte sejlene uden for Årøsund havn og havde en let til jævn vind fra SØ, så sejlene blev først rullet sammen da vi nåede Kolding havn. Det blev en kort, men dejlig weekend, hvor vi fik slappet af og tanket lidt energi til den kommende uge. Dist. ca. 20 sm og sejltid ca. 5 timer.
skrevet af Martin Hansen
Kolding - Årøsund lørdag d. 2. juli 2005
skrevet d. 02-07-2005
Vi kom først afsted på weekendtur lørdag formiddag og valgt ikke at sejle ret langt. Der var ingen vind at sejle på, så vi satte kurs mod Hejlsminde for motor, men der var helt fyldt op, jeg tror der var kræmmermarked på havnen. Vi valgte at sejle igen og sejlede til Årøsund. Det var startet som overskyet, men i løbet af eftermiddagen klarede det op og blev et rigtig dejligt vejr.
skrevet af Martin Hansen
Tunø - Kolding søndag d. 26. juni 2005
skrevet d. 26-06-2005
Tunø Festivallen 2005 er slut. Vi blev og oplevede jamsession, men valgte så at sejle så snart der var hul og mulighed for at komme ud. Kl. 12:20 var der hul og vi gled stille og rolig ud mellem bådene og ud af havnen. Vinden var svag til jævn SV-lig, altså lige imod det første stykke, så vi valgte at sejle for motor over til Søgrunden. Da vi nærmede os Søgrunden drejede vinden mere til vest og vi satte sejl og kunne holde op helt ned til forbi den Nye Lillebæltsbro, resten af turen ind til Kolding blev for motor medens der blev tilberedt aftensmad. Vi ankom til Kolding kl. 20:05 efter 45 sm. Det har været en rigtig god festival med rigtig meget god musik og et flot vejr. Vi har nydt det.
skrevet af Martin Hansen
Tunø Festival lørdag d. 25. juni 2005
skrevet d. 25-06-2005
Der passerede en front hen over os i nat med regn, men da vi fik taget os sammen til at stå op var det blevet tørvejr, så det generede os ikke. Thorsø lejren havde haft lidt problemer med at holde vandet ude af teltene, men de var ved godt mod. Det blev en anstrengende dag med øm bagdel. Der var så meget vi skulle høre og se, men det er kun positivt. Det har været en rigtig god festival i år, bedre end de foregående år.
skrevet af Martin Hansen
Tunø Festival fredag d. 24. juni 2005
skrevet d. 24-06-2005
Vi vågnede til et helt fantastisk vejr, sol fra en skyfri himmel, varmt og vindstille, et drømmevejr til en festival. Havnen er ved at være godt fyldt op og bådene er begyndt at ligge for svej uden for havnen. Der er rigtig megen god jazzmusik i år, lige noget for os. Aftenen blev lige så dejlig som dagen, det var blevet overskyet (det holder på varmen) og vi sad udenfor til langt over midnat.
skrevet af Martin Hansen
Tunø Festival torsdag d. 23. juni 2005
skrevet d. 23-06-2005
Så er Tunø Festivallen i fuld gang og vi har et drømmevejr til et sådan arrangement. De er også mødt talstærkt op fra Thorsø, de skulle vist være 18 når alle er kommet. De ligger i telt og har oprettet en hel lejr. De hygger sig også.
skrevet af Martin Hansen
Juelsminde - Tunø onsdag d. 22. juni 2005
skrevet d. 22-06-2005
På vej til Tunø Festival. Vi en frisk vestlig vind til sejlturen fra Juelsminde til Tunø, det kunne vi ikke ønske os bedre. Der er ca. 22 sm og det tog 3 timer og 10 min, en hurtig tur. Der var masser af plads da vi kom til Tunø og vi fik en plads helt inde i bunden og som 3. båd. Eftermiddagen blev brugt til en travetur rundt på Tunø. Gaster ombord er Launy og Anne Lis.
skrevet af Martin Hansen
Kolding - Juelsminde tirsdag d. 21. juni 2005
skrevet d. 21-06-2005
Så er det tid for Tunø Festival. Vi har inviteret Launy og Anne Lis med, det er 3. gang de skal med, så det er ved at være tradition. Vi kom afsted ved 17 tiden og havde Juelsminde som mål for dagen. De havde truet med tordenvejr, men det holdt sig heldigvis oppe i det nordlige Jylland. Vi havde en fin vestlig vind og tørvejr til at sejle på, så det blev en rigtig dejlig tur, selv om det blev lidt sent inden vi nåede Juelsminde. Både den gamle havn og marinaen var helt fyldt op, det har vi ikke prøvet før, men der var en mulighed mere. De har indrettet det gamle færgeleje som lystbådehavn, de kalder den Sandbjerg Marina og der fandt vi en plads for natten. Dist. 27 sm, sejltid 5 timer.
skrevet af Martin Hansen
Avernakø - Kolding søndag d. 19. juni 2005
skrevet d. 19-06-2005
Weekendtur med Jette og Rasmus Rasmussen. Vi startede forholdsvis tidligt fra Avernakø. Vinden var svar til jævn fra vest og vi nåede Horne Næs inden den pludselig lagde sig helt og vi havde så blankt vand på resten at turen hjem, der foregik or motor. Det har været en rigtig hyggelig weekend, hvor vi fik hørt lidt om hvad Jette og Rasmus har oplevet i Spanien i foråret.
skrevet af Martin Hansen
Bågø - Avernakø lørdag d. 18. juni 2005
skrevet d. 18-06-2005
På weekendtur sammen med Jette og Rasmus Rasmussen. Vi har overnattet på Bågø og stod op til et rigtig flot vejr. Vinden var i nord, det giver en lidt kølig vind, men et flot klart vejr. Vi travede Bågø rundt inden vi kastede los og satte sejl og gled stille og rolig syd på for læns. Vi havde sat Lyø som mål for dagen, men havnen var fyldt op og der lå en fiskekutter og spærrede for de ekstra pladser uden for havnen, så vi besluttede at fortsætte til Avernakø, hvor der var god plads. Det blev til ca. 24 sm på 5 timer. Der var rigtigt dejligt på Avernakø og vi travede hele øen rundt inden aftensmaden.
skrevet af Martin Hansen
Kolding - Bågø fredag d. 17. juni 2005
skrevet d. 17-06-2005
Weekendtur sammen med Jette og Rasmus Rasmussen. De er hjemme på sommerferie fra deres sejlads i Middelhavet og ville meget gerne med ud at sejle. Vi kom afsted fra Kolding ved halv femtiden, satte sejl og gled stille og rolig ud ad Kolding Fjord for en let vestlig vind. Det er ikke rigtig sommer endnu, vinden er bidende kold, det blev en lidt kølig tur til Bogø. Jette og Rasmus, der lige er kommet hjem fra Middelhavet frøs med anstand. Vi nåede Bågø ved 20 tiden, fik rejst cockpitteltet, så vi kunne få lidt varme, men eller var det et fint vejr.
skrevet af Martin Hansen
Dyvig - kolding søndag d. 29. maj 2005
skrevet d. 29-05-2005
Det blev en fin tur hjem fra Dyvig i jævn SV-lig vind. Der er ca. 37 sm og det tog godt 5 timer, så det gik stærkt en overgang. Dejlig sejltur. Det har været en dejlig weekend, hvor vi har slappet af og nyt det gode vejr. Vi er nu klar til en ny arbejdsuge.
skrevet af Martin Hansen
Dyvig lørdag d. 28. maj 2005
skrevet d. 28-05-2005
Weekendtur til Dyvig. Vi sejlede igennem i går og havde derfor hele dagen i dag til rådighed i Dyvig. Vi fandt cyklerne frem og cyklede til Nordborg for at besøge Danfoss Universe, det er lige åbnet og det var virkelig spændende at besøge. Det blev en varm tur tilbage til Dyvig og båden i 30 graders varme, men vi klager ikke, det er den førstec rigtige varme dag vi har haft i år. Vi hyggede os resten af dagen i Dyvig og nød det gode vejr.
skrevet af Martin Hansen
Kolding - Dyvig fredag d. 27. maj 2005
skrevet d. 27-05-2005
Weekendtur til Dyvig. Det er blevet sommer i Danmark og de lover op til 30 grader i morgen. Der var ikke megen vind at gøre godt med, så vi startede for motor og vi fortsatte hele turen for motor på grund af vindstille og blankt vand. Vi havde regnet med at gøre stop på Årø for natten, men da vi hørte vejrmeldingen for i morgen, de lovede frisk sydlig vind altså lige imod på turen fra Årø til Dyvig, besluttede vi os for at fortsætte helt til Dyvig i dag. Vi ankom til Dyvig kl. 21:45 efter ca. 36 sm.
skrevet af Martin Hansen
Bogense - Kolding tirsdag d. 17. maj 2005
skrevet d. 17-05-2005
Det er lige fra den ene yderlig til den anden. I går blæste det helt hen i vejret og så i dag var der ikke vind nok til at sejle for sejl, så det blev en tur for jerngenuaen hjem fra Bogense. I dag skulle vi hjem, vi skulle hjem og pakke til en tur til Italien i morgen tidlig.
skrevet af Martin Hansen
Bogense mandag d. 16. maj 2005 - 2. Pinsedag
skrevet d. 16-05-2005
Blæst inde i Bogense. Vi kunne godt havde sejlet, men det havde ikke blevet en behagelig tur. Vi skulle alligevel havde ændret kurs til Fredericia i går. Nå, vi led ingen nød, Bodil og Herluf i Manana havde også gjort holdt i Bogense og blev også en ekstra dag på grund af blæsten, så vi hyggede os sammen mede dem.
skrevet af Martin Hansen
Juelsminde - Bogense Pinsesøndag d. 15. maj 2005
skrevet d. 15-05-2005
Vi fik lyst til at se lidt andet end Juelsminde og da vejret var pragtfuldt satte vi sejl og satte kurs mod Bogense, det er længe siden vi sidst var i Bogense. Det blev en fin tur i let luft, men det lykkedes at komme til Bogense for sejl, en tur på ca. 10 sm. og 1½ time. Vi hørte i vejrmeldingen kl. 11:50 at det skulle blive hård SV og V-lig vind i morgen og talte om at ændre kurs til Fredericia, men valgte at fortsætte, hjem fra Bogense kan man da altid komme.
skrevet af Martin Hansen
Juelsminde - Morten 30 år lørdag d. 14. maj 2005
skrevet d. 14-05-2005
Pinselørdag - vi var inviteret til brunch og efterfølgennde middag m.m. hos Morten og Susanne, for at fejre Morten's 30 års fødselsdag. Vi var sejlet til Juelsminde i gå, så vi havde ikke langt til Vrigsted. Det blev en rigtig dejlig dag i flot vejr, hvad ellers.
skrevet af Martin Hansen
Kolding - Juelsminde fredag d. 13. maj 2005
skrevet d. 13-05-2005
De sidste mange år har pinseturen gået til Najad klubbens pinsetræf i Ballen, men i år fyldte Morten (vor søn) 30 år, så vi sejlede til Juelsminde i stedet. De bor i Vrigsted tæt på Juelsminde. Det blev en folt tur til Juelsminde i høj solskin, men der var bare ingen vind, så det blev ca. 27 sm for motor. Det var hunde koldt, hvor der ikke var læ.
skrevet af Martin Hansen
Assens - Kolding søndag d. 1. maj 2005
skrevet d. 01-05-2005
Årtes første tur gik til Assens. Det blev en kold nat i Assens og vi vågnede til regnens trommen på ruffet, så vi vendte os om på den anden side og tog en ekstra time på øjet. Det holdt op med at regne i løbet af formiddagen og efter frokosten besluttede vi at sætte kurs mod Kolding. Det føltes som om der var fin vind til at sejle på, men vi var ikke kommet ret langt fra land før vinden lagde sig, så det blev igen ca. en time for sejl og resten for motor, nu er den prøvet af. Det blev en kølig weekend uden sol og meget diset vejr, men vi fik slappet af og ladet op til en ny arbejdsuge.
skrevet af Martin Hansen
Kolding - Assens lørdag d. 30. april 2005
skrevet d. 30-04-2005
Årets første sejltur blev en weekendtur til Assens. De lovede ikke for godt vejr, tåget og diset fra morgenstunden, køligt, svag vind, men efterhånden mulighed for sol de fleste steder, vi så nu ikke noget til solen og der var ingen vind, så det blev kun til en times forsøg med sejl og resten af turen blev for motor, så fik vi prøvet den af. Det var godt oliefyret virkede, der var 11 grader i kahytten, da vi kom ned til båden. Der var frit valg mellem pladserne i Assens, halvdelen af bådene stod endnu på land, man er kommet sent igang med klargøringen i år. Vi håber på let til jævn SØ-lig vind i morgen, det har de lovet.
skrevet af Martin Hansen
Søsætning torsdag d. 21. april 2005
skrevet d. 21-04-2005
Det var et perfekt vejr til søsætning og rigning af båden, sol fra en skyfri himmel, stille, men køligt. Båden kom i vandet uden problemer og masten blev rejst ved samme lejlighed (det er vognmanden god til). Båden har ligget på land i sydhavnen, så det blev til en kort sejltur over til den faste plads i nordhavnen, alt fungerede som det skulle. Nu ligger båden på sin sædvanlige plads. Det er planen at få den sejlklar i St. Bededagsferien.
Tak til Launy for assistancen under klargøringen og søsætningen.
skrevet af Martin Hansen
Forårsklargøring påbegyndt d. 16. april 2005
skrevet d. 17-04-2005
Så kom vi endelig igang med forårsklargøringen. Det har været for koldt indtil nu, men nu skulle der komme lidt varmere vejr, så jeg kan få malet bund m.m. Launy stillede på havnen fra morgenstunden og gav en hånd med, det er rart at være to til det grove.
skrevet af Martin Hansen