Rejsebreve fra 2021

Her kan du læse rejsebreve fra Nausikaa.

Rejsebrev 118 Motala - Kolding
Motala (Götakanalen) 10/08/2021 – Kolding 24/08/2021
Det føles lidt sært at sidde og skrive sommertogtets sidste rejsebrev her syd for Tunø med kurs mod Tragten, for det er det smukkeste vejr (for fjerde dag i træk!), og egentlig har vi slet ikke lyst til at tage hjem! Men vejrprofeterne lover endnu en frontpassage, og dem har vi haft nok af. Så i morgen tidlig vil vi forhåbentlig være godt tilfredse med beslutningen om, at alt godt har en ende!
Tilbage til Motala, hvor der også kom nogle gedigne regn-og tordenbyger. Vi sejlede over Vättern uden de store oplevelser, kom ind ved Karlsborg og fortsatte til Forsvik. Herfra skulle vi næste dag have vores debut som konvojsejlere. Der er meget smukt på den egn – også – og vi nød naturen og var på et interessant besøg på Forsviks gamle jernstøberi, hvor der var lavet et flot museum. Knap var vi tilbage på båden, før endnu et kraftigt og langvarigt tordenvejr bragede løs med regn i rå mængder! Næste morgen var vejret fint, og vi fik som de første lov til at blive sluset sammen med Petronella. Kun to både i slusen, som var den første, der blev bygget, og som havde nogle ret ujævne slusevægge. På søen Viken, hvor man passerer nogle spændende smalle steder (tidligere pramdragerstier), var der såkaldt fri sejlads, men vi skulle stoppe samlet i Wassbacken for åbning af jernbanebro. Alle både overnattede i Töreboda, et rigtig fint sted.
Næste morgen skulle vi videre, og det virkede ikke så koordineret som dagen før. Skipper lagde fra land, og vi kom på første slusehold sammen med to store og en mindre motorbåd. Nu skulle vi nedad, og det gik fint hele vejen gennem de 18 sluser og utallige broer. Vi undgik ikke en kraftig byge, som heldigvis kom ved broerne i Lyrestad – det er ikke rart at sluse i kraftig regn og vind.
Vi havde besluttet at opholde os et par dage før sidste sluse i Sjötorp, for endnu en gang skulle vi have regn og blæst, og der ville vi ligge godt i læ. De tre andre både gjorde holdt i bassinet oven for slusen, og vi måtte vente lidt på at blive betjent, men vi kom på plads og kom til at ligge rigtig godt for vind og vejr. Vi benyttede os af faciliteterne, som forefindes på samtlige overnatningssteder på kanalen, og fik vasket en masse tøj, og så gik vi på museum, hvor vi så endnu en udstilling om Gøtakanalen. På havnen var der gang i nogle meget gamle glødehovedmotorer, og det var sjovt at se de entusiastiske mænd arbejde med dem. Det var også, hvad der var at opleve i Sjötorp! Vi havde forventet gode butikker og et Systembolag, men nej, der var en lille Livs med meget begrænset udvalg. Til gengæld var der lækre butikker med frisk og røget fisk, og vi købte to fantastiske rejemadder med hjem. Det med rejer, det kan de altså bare, svenskerne!
Vi var lidt spændte på, hvordan vi slap videre ud gennem sidste sluse. Vi vidste, der ville komme en konvoj søndag eftermiddag kl. 16, men vi havde ikke som sådan booket en plads. Det var stadig meget blæsende, men så ville vi tage en nat i havnen ud mod Vänern, før vi fortsatte sejladsen. Vi var virkelig heldige, for da konvojen kom, var der to både, der lagde sig der, hvor vi var, og deres pladser fik vi, så vi kom ud af Gøtakanalen allerede 16.30. Vi fik afleveret vore servicekort og klippet mærkaten af forpulpitten, sagt farvel og tak for fin service til slusevagterne, og så var vi igen ude i virkeligheden. For Vänern viste tænder! Det blæste en 10-12 m/sek., og Nausikaa blev godt sprøjtet til, men der var kun 12 sm til Mariestad, hvor vi fik en superplads inderst i havnen. Ovenikøbet sol til aftensmaden i cockpittet! En lille tur rundt i byen og indkøb i et flot stort ICA, så var vi klar til næste morgen at sejle over Vänern.
Vi vidste godt, det ville blive en grå og regntung dag, men det var stille vejr, og det regnede ikke hele tiden. Vi måtte vente lidt ved jernbanebroen, men det klarede op, og vi fik mulighed for at se på Vänersborg i solskin! Petronella kom også, og vi fik en lille snak. Vi fik svenske naboer, som vi gav en hånd med fortøjningen, og de bød senere på aftenen på rødvin, hvilket var rigtig hyggeligt. De var hjemmehørende i Helsingborg og derfor godt kendt i Danmark. Før vi forlod dem, begyndte det at regne, og den varslede voldsomme regn og hårde vind kom om natten for fuld styrke. Vi blev hurtigt enige om, at det vejr skulle vi ikke sluse i. Skipper var heldig at finde et tidspunkt med ”normal” regn, hvor han kunne komme op og betale havnepenge, skipperinden havde ikke næsen uden for cockpitteltet overhovedet!
Men tålmodighed belønnes, så næste morgen kunne vi i sol og blikstille starte på Trolhättan Kanalen. Vi blev forsinket en god time ved en jernbanebro og pga. dykkerarbejde, og der lærte vi en svensker at kende, som var hjælpsom på hele turen. Vi havde svært ved at forstå meldingerne over VHF’en – det lignede ikke det svensk, vi har lært i skolen. Det gik fint gennem alle sluserne, og vi valgte at gøre som de lokale, nemlig at overnatte i Lilla Edet ved den sidste sluse, og det var et dejligt sted. Helt stille, ingen faciliteter, men det behøvede vi heller ikke. Der kom nogle store fragtskibe i løbet af aftenen og natten, men vi mærkede det næsten ikke. Næste morgen havde svenskeren kontakt med slusepersonalet, og han fik aftalt, vi kunne blive sluset lidt før kl. 9, hvilket betød, at vi nemmere kunne nå Hisingsbroen i Gøteborg før spærretiden.
Gøtaelven tog imod os på smukkeste vis: Blikstille, solskin og dejlige udsigter. Vi fik en times ventetid ved omtalte bro, og efterhånden som vi nærmede os Gøteborg, øgede vinden, og vi kunne mærke, vi nærmede os ”havet”. Der var samtidig medstrøm, så der var noget sær sø at sejle i samtidig med de mange færger og andre både. Vi havde ikke rigtigt lyst til at lægge os ind i Lilla Bomma i centrum af byen, så vi fortsatte til Langedrag, som vi fra firserne har gode minder fra. Den var nu blevet en kæmpestor marina, uden særlig megen hygge, men vi havde brug for et godt sted at fortøje, for nu kom der igen hård vestlig vind, og vi fik fortøjet med vinden i stævnen godt beskyttet af molen. Herfra kunne vi fint følge med i, hvordan vejret teede sig. Det blev til et par dage i havnen, hvor vi fik vasket båden og fenderne samt almindelig rengøring. Så endelig, lørdag morgen vågnede vi til sol, blå himmel og let vind, dog stadig fra SV. Det var ikke svært at beslutte at sejle ud til en af de mange øer og så have den som udgangspunkt for næste dags sejlads til Vesterø på Læsø eller Sæby, hvor der skulle komme vind fra øst.
Valget faldt på Hönö, som vi besøgte for ca. 30 år siden. Også der var der sket store ændringer. Vi kom til en meget udvidet, men alligevel propfuld havn. Der var feriestemning, for inde i læ var det varmt og herligt. Vi fik os ”møvet” ind, så vi kom til at ligge samme sted som sidst, men denne gang var der ikke en havnefoged, der solgte ål eller gav røget ål og ”ren sprit” til morgenmad til skipper, men bare den sædvanlige betalingsautomat. En tur op på øens udsigtspunkt med den flotteste udsigt over skærgården, vakte mange gode minder.
Tilbage i båden ville skipper lige se på vejrmeldingerne, og de næste tre dage skulle blive skønne, men så: Endnu en kraftig frontpassage med hård vestlig vind og regn! Vi havde set frem til en hyggesejlads ned langs den jyske vestkyst med mulighed for besøg af familie og venner, men vi havde haft indeblæsninger nok! Så nu blev der provianteret til transportsejlads, og skipper fandt hurtigste og mest direkte rute: Hönö – Anholt – Tunø – Kolding. Så ville vi kunne få sejlads i magsvejr hele vejen.
Sådan blev det. Vi listede ud så sagte som muligt, tankede diesel og begav os ud i Kattegat. Der er altid noget strømsø tæt på kysten, også denne gang, men det var nu ikke så slemt. Stille og rolig motorsejlads, mange coastere og færger, og så blev gæsteflaget taget ned. Vi sluttede, som vi startede med det svenske. Vi har på togtet også båret det estiske, finske, russiske og ålandske, og i alle lande har vi haft store oplevelser, både gode (de fleste!) og mindre gode.
Anholt dukkede op, hvor den plejer, og vi kunne fortøje sidst på eftermiddagen i det skønneste solskin. Det var vores bryllupsdag, 51 år, og det gav jo anledning til at mindes den fantastiske dag, vi havde i Aarhus sidste år. Skipper fik bestilt bord på den eneste restaurant, der var åben på havnen, og vi nød et herligt måltid. Der var forholdsvis mange både og rigtig feriestemning på havnen. Rigtig hyggeligt, og ærgerligt at skulle forlade øen allerede næste morgen.
Afsted gik det så mod Tunø, sammen med en del andre både. Der var en smule vind plat læns, hvilket sammen med strømmen i perioder gav nogle ret store rulninger, men heldigvis har ingen af os tendens til søsyge. Vi kunne se, der var mange master på Tunø, lidt mod vores forventning, men vi fik en fin plads. En tur til købmanden og indkøb af kartofler ved boden ved havnen, så vi lige kunne fornemme, at Tunø ligner sig selv. Også her til morgen kunne man have haft lyst til at blive lidt, men nu er vi snart hjemme, og det er også fint.
Sommerens togt har jo været flotillesejlads en stor del af tiden. Og vi var spændte på, hvordan det ville være. Der har – naturligvis – været fordele og ulemper. Vi har mødt nogle søde mennesker, som vi har delt mange oplevelser sammen med, fået masser af hygge, sejlersnak og gode tips og historier. Ulempen har været de lange transportsejladser, og det at skulle være et sted på et bestemt tidspunkt. Vi har følt, vi har skullet jage for meget og dermed er gået glip af ting, vi gerne ville se, men det skyldes jo, vi er meget forvænte med en helt anden måde at sejle på.
Og nu har vi så selv valgt at slutte sommertogtet med lange sejladser, men sådan er det, når vejret har så stor indflydelse på, hvordan det er at være ombord.
Vi håber på, den sidste del af sæsonen giver os mulighed for at sejle lidt rundt i de hjemlige farvande – det nåede vi ikke i foråret, hvor vi slet ikke havde været ude, før vi startede på togtet den 31.maj.
Som vanligt en stor tak til alle jer, der følger os og sender os dejlige hilsener! Dette var så sidste rejsebrev i år, men vi håber at mødes igen næste år!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 117 Lovisa - Motala
Lovisa 23/07/2021 – Motala 10/08/2021
Det kræver lige en indsats at spole tilbage til Lovisa i den finske skærgård, når vi kigger ud på himlen her i Motala. Den er grå, tung og truende – kan ikke være mere forskellig fra den morgen, hvor vi listede ud meget tidligt for at sejle mod Helsinki. Solen skinnede, og det var havblik den ganske dag hele vejen gennem den smukke skærgård med de mange øer, ankerbugter og sommerhuse spredt rundt, det ene mere charmerende end det andet. Vi skulle have træf i Helsinki, og ville se og opleve byen, nu, vi var der. Da vi nærmede os byen, kom der mere vind, men ikke en, vi syntes, vi kunne bruge. Som ved alle storbyer, var der også pludselig meget trafik af andre sejlere, store og små færger, joller, vandscootere osv., men vi fandt igennem, selvom færgerne er store, når man skal være så tæt på dem.
Da vi lagde til ved en af pladserne på den bro, flotillen havde fået stillet til rådighed, undrede det os lidt, at der ikke var en sjæl til at tage imod os. Det var jo efterhånden blevet en tradition, når man kom, men nej, vi måtte klare os selv. Men det skyldtes, at alle havde travlt med at forberede fejringen af fødselsdag for Søren fra Roxan, og vi var heldige at være kommet tidsnok til det store kageorgie. Rigtig hyggeligt også i den forbindelse at få hilst på de øvrige.
Søndag eftermiddag tog vi bussen ind for lige at snuse til Helsinki og planlægge de næste par dages sightseeing. Og det viste sig at være heldigt, for på grund af en kedelig vejrmelding blev det den eneste gang, vi kom ind til byen. Vi skulle have næste træf i Mariehamn på Ålandsøerne, og hvis turen dertil skulle have et nogenlunde mageligt forløb, nyttede det ikke at vente med at sejle, så allerede mandag morgen, efter indkøb og tankning af diesel, drog vi mod vest.
Søndag aften havde vi en rigtig hyggelig aften med fællesspisning, og formanden for sejlklubben, hvis lokaler vi så velvilligt havde fået stillet til rådighed, deltog i starten. Der blev holdt taler og udvekslet standere – rigtig festligt. Den søde finske sejler, som vi havde mødt i Tallinn, og som havde sørget for, vi kunne ligge i klubben, endda til reduceret pris, deltog også i aftenen.
Men som nævnt, mandag morgen var det af sted igen. Vi sejlede i sol og havblik og havde endnu en dag, hvor vi kunne nyde det smukke landskab, indtil vi lagde til i Hankö først på aftenen. Vi var trætte efter en lang, varm dag, så vi fandt hurtigt køjen efter aftensmaden.
Næste dag var himlen anderledes. Vi kunne se, der var ændring på vej. Vinden friskede fra øst, og vi kunne få nogle timer for sejl. Vi havde talt med Aurora, som ville sejle til Karlby, et lille fint sted på en af øerne i den ålandske skærgård. Det blev også en lang dag, men endelig fandt vi det mest hyggelige lille sted efter en meget lang og ”spændende” indsejling. Vi fik vist havnens sidste plads, der var snævert mellem sivene, men gæstfriheden manglede ikke. En kop aftenkaffe på Aurora, og så ellers i seng, selvom det var et skønt sted, for vi skulle tidligt afsted igen næste morgen.
Det var en våd morgen at stå op til, det regnede lige så stille. Da vi kom ud på åbent vand, stilnede regnen af, vinden friskede, og snart havde vi kurs mod den østlige marina i Mariehamn, for der var meldt op til kuling fra sydvest, og så mente vi at ligge bedst der. Vi kom hurtigt i læ, og de sidste sømil mod Mariehamn var på blankt vand med en tung himmel over os.
Vi fandt begge både en god plads, og nu kunne det bare regne og blæse! Hvilket det også kom til – gevaldige byger og vindstød fejede ind over os. Næste dag var en ”mellemdag” før næste frontpassage, og vi var ovre i vestmarinaen og se til de både fra flotillen, der havde valgt at sejle dertil. De lå også fint, men da vinden senere friskede fra sydvest, havde det været ret uroligt, så vi var glade for at ligge mod øst.
Endelig blev det magsvejr lørdag, og vi sejlede de 15 sømil (vi kunne gå derover på et kvarter) til vesthavnen, hvor vi skulle have vores fællesspisning, som blev det sidste træf for flotillen. Egentlig var det berammet til den 8. august i Stockholm, men efterhånden faldt så mange fra, at det ikke rigtigt gav mening at holde flere træf.
Søndag eftermiddag blev der arrangeret en dametur på Mariehamns Minimuseum efterfulgt af cafebesøg. Det var rigtig hyggeligt, og så var det kun at gå hjem og blive gjort i stand til aftenens festlige samvær. Der blev holdt en tale af flotillens koordinator, han fik overrakt et trofæ, som FTLF står for, og der var ved at brede sig en lidt højtidelig stemning nu, hvor vi skulle til at tage afsked. Det er jo som regel sjovere at sige goddag end farvel.
Vi måtte alle vente længe på vores mad, selvom bestillingerne var indgået til restauranten allerede dagen før. Og hvidvin til fisk og muslinger måtte ændres til champagne, for der var udsolgt af hvidvin! Det var naturligvis utilfredsstillende, men champagnen var god, maden ligeså, og vi havde en dejlig aften, som så blev et farvel for de flestes vedkommende. Her fra Nausikaa har vi stillet med en lejlighedssang til vore fællesspisninger, og også den aften blev det initiativ rigtig godt modtaget.
Flere af os ville alligevel sejle til Stockholm, nu vi var så forholdsvis tæt på. Vejrmeldingen var ikke rar, så vi startede kl. 5 i håb om at nå over, før der kom regn og torden. Det var nogle rigtig trælse søer at sejle i, da vi kom fri af Åland, men det blev bedre efter et par timer, og vi sejlede i sol og godt vejr de første timer i den stockholmske skærgård. Der er kun 20 sm, fra man forlader det sidste skær på Ålandsøerne, og til man møder det første skær ved indsejlingen til Stockholm, men turen i alt var på knap 77 sm. Da vi havde spist frokost, kunne vi godt se, regnen væltede ned længere inde, og det varede heller ikke længe, før vi mødte den. Da vi var kommet ind tæt på byen, kom der også torden, og regnen var kraftig, så det var svært at orientere sig mellem den tætte færgetrafik – ikke nogen afslappende tur! Vi fandt Wasahavnen i nogenlunde sigt, og Johannes fra Aurora stod og vinkede til os, han havde fundet den sidste plads, og selvom den var urolig, var vi heldige overhovedet at få en plads kl. 16 – vi havde ikke lige tænkt på at reservere.
Vi havde besætningen fra Aurora til en fortøjningsdrink, og derefter var det bare at få noget at spise og så at komme i køjen. Næste morgen var det dejligt vejr, mange både forlod havnen, og vi forhalede til en meget bedre plads.
Nu kunne vi så tage ind og nyde et gensyn med Gamla Stan i dejligt vejr. Dog kunne vi se, at byen var meget mere ”turistet” end da vi var her for godt 30 år siden, men det gælder nok alle byer.
Tilbage i havnen kunne vi kort hilse på Leo og Myrna fra Laguna, og så gjaldt det ellers planlægningen af næste dags sejlads. Vi skulle passere broen og slusen ind til Mälaren kl. 9.30, så der blev ikke tid til en snak med besætningen fra Jimbaran, som kom sejlende lige, da vi stak ud.
Vi kom fint ind på den smukke sø og havde nogle timer i sol og stille vejr. Ved slusen i Södertälje var det slut, da begyndte regnen. Det klarede efterhånden op, og vi fandt ind i Skansholmen, en rigtig fin havn i skærgården, godt beskyttet og meget hyggelig. Her kunne vi i modsætning til Södertälje tanke diesel, og da det var ordnet, blev vi inviteret på rødvin på en dansk båd, som viste sig at tilhøre nogle af Jette og Johannes’ gode bekendte. Det var superhyggeligt, og blev til mere end 1 glas!
Kl. 5.45 næste morgen så vi Aurora sejle ud i meget tæt tåge, og det havde vi ikke lyst til. Vi ventede til det blev solskin, og allerede kl. 7 var vi afsted. Endnu en smuk sejlads gennem skærgården, og da vi kom fri, kunne vi sætte sejl ned mod Vestervik. Det var en lang tur, så vi valgte at sejle ind til Akerøsund, et rigtigt dejligt sted med masser af feriestemning og hygge i havnen. Hyggen holdt dog ikke, for der stod lidt sø ind på broerne, så vi lå lidt uroligt, og så fandt skipper en vejrmelding, der betød, at vi måtte revidere vore planer ift hjemturen.
Vi havde tidligere talt om at sejle gennem Gøtakanalen, også for oplevelsens skyld, men det havde vi droppet igen og var indstillet på at sejle syd om Sverige. Der er meget langt hjem så, når vinden vil stå i syd i flere dage!
Vi lå lige ved indsejlingen til fjorden ind til Mem, hvor Gøtakanalen begynder, så vi besluttede at sejle ind og løse billet til kanalen. Vi havde en fin tur i frisk medvind og ankom til slusen sidst på formiddagen. Skipper fik hurtigt ordnet formaliteterne, og så var vi i gang. Tre sluser, og så lå vi i Söderköping. Der var dejligt, vejret var godt, og der var masser at se på. Vi blev enige om at blive der om lørdagen, for den så ud til at skulle blive våd. Regnen kom som lovet kl. 11, men da havde vi fået handlet og var klar med cockpitteltet rejst – endnu en gang! Dagen blev også brugt til at få vasket en masse tøj, og så kunne vi godt mærke, vi havde godt af en dag med mulighed for at slappe lidt af.
Søndag morgen var grå og fugtig, men nu måtte vi videre. Vi fortsatte hele dagen i nogenlunde vejr til slusetrappen med de 7 sluser, Carl Johan slusen, og vi kunne godt se, himlen så mere og mere ildevarslende ud. Da vi lå i det sidste slusekammer, kom uvejret piskende med lyn, torden, hagl, vind og styrtregn, så det var ikke så ligetil at lægge til i havnen oven for slusetrappen. Der var en ledig plads langskibs mellem to både, og skippers øjemål holdt – vi kunne lige være der. Det var dejligt at komme til at ligge stille og få det våde tøj af! Det blev en stille og smuk aften, og næste morgen lagde vi os over til ventebroen i håb om at kunne komme med første slusehold. Det lykkedes, og vi havde endnu en effektiv dag, hvor vi nåede helt til Motala. Turen over Boren søen fik vi i solskin, og det var næsten varmt at arbejde os op ad trappen med 5 sluser. Det begyndte at knibe med tiden, så da slusevagten spurgte, om vi kunne ligge ved Motala Verkstad, og vi nikkede, blev han glad. Der lå vi så i nat, et stille og meget hyggeligt sted med helt nye og meget flotte faciliteter.
Dagens sejlads løb op i hele 1,25 sm, passage af 4 broer og en sluse, så nu ligger vi i Motala gæsthavn, klar til at sejle ud i Vättern i morgen. Vi har været rundt og se på den fine by, handlet og er klar til den videre hjemtur. Fra i overmorgen skal vi følges med en konvoj, da det nu er lavsæson, men det ser ud til, den sejler, som de fleste ville have gjort alligevel.
Cockpitteltet er rejst – igen, igen – og det regner stille og roligt, men er heldigvis ikke koldt.
Så bliver det i Göteborg, vi skal ligge og vente på en passende vind, for det er vejret, der afgør turens forløb, men den tid, den glæde!
Mange tak for dejlige hilsener til jer alle, og på glædeligt gensyn!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 116 Tallinn - Lovisa
Tallinn 06/07/2021 – Lovisa 23/07/2021
Her i Lovisa er der noget så hyggeligt både i byen og på havnen, men vi må hellere få skrevet rejsebrevet, før der kommer endnu flere oplevelser at holde styr på.
Vi startede tidligt fra Tallinn, og alt var vådt på grund af aftenens tordenregn. Det havde frisket på luften, på vandet var der stille, men ret diset. Varmen kom igen, og med den en sværm af forskellige irriterende insekter, der fulgte os på hele turen. Vind var der ikke meget af. Vi kunne se på AIS’en, at vi, der var taget af sted samtidig, spredtes lidt og altså havde forskellige mål i Finland. Nogle af bådene var sejlet allerede lige efter den guidede tur dagen før – de trængte vist til at komme væk fra byen!
Vi lagde til ved broen i en lille, charmerende og meget beskyttet naturhavn, Pörtö. Her var flere både med børn ombord, og der blev badet og plasket, så det var en lyst. Vi fik gået en lille tur, men det var varmt, så der var ikke så megen energi. Næste morgen listede vi ud tidligt, gjorde os umage med at støje mindst muligt. Udenfor var virkeligheden en ganske anden: Overskyet, temmelig god vind og ret store bølger! Det havde vi ikke lige set komme, og vi kunne se på himlen og høre i løbet af dagen, at torden igen var på vej. Vi nåede dagens mål, Fagerø, og fik fortøjet med hjælp fra en flink havneassistent, der pegede op mod himlen og sagde, det ville blive uvejr. Det blev ikke rigtigt slemt på Fagerø, og vi kunne efter en god frokost og et lille hvil gå en lang tur på det, der skulle vise sig at være en ret speciel ø. Der var naturskønt og idyllisk; det virkede, som om tiden længe har stået aldeles stille. Folk tog det meget med ro, nogle af husene var i en lidt trist forfatning, og det så ud som om man dyrkede ”skønheden i forfaldet” med de mange efterladte traktorer, både og redskaber. De så ud til bare at være gået i stå – og så havde de ellers fået lov at blive stående.
Næste morgen sejlede vi ind til byen Kotka, hvor de fleste af de øvrige både lå. Vi havde dog ikke mere end lige fået hilst, før de sejlede igen – man skulle være væk fra pladsen kl. 12. Vi ville lige have handlet og se på byen, og egentlig havde vi regnet med at blive nogle dage, men næste dag trak det at komme ud til de andre, der lå i en fin naturhavn knap et par timers sejlads derfra. Vi kom sidst på eftermiddagen til en helt fyldt bro, men vi blev hjerteligt modtaget, ”møvede” os ind lige som på Anholt i gamle dage, og det var vitterligt en perle. Fin bro, muldtoiletter, overdækket grill-plads med fine siddepladser og nemt at komme i land og gå rundt på øen.
Der blev vi, indtil vi skulle sejle mod Santio, den lille ø, der er udklarering fra Finland. De fleste sejlede dagen før os, men vi havde selskab af Laguna og Jimbaran, og det blev til en særdeles hyggelig aften, der samtidig var afsked med Myrna og Leo, der desværre havde fået motorproblemer og derfor ikke havde mod på at sejle med videre. Agnes havde været mod en sten med roret, og skulle på land i Kotka, så der var kun Jimbaran og os, som startede kl. 5 for at mødes med de andre i flotillen på Santio. Den lille ø fungerer udelukkende som ind- og udklarering, man må ikke overnatte der, så der er kun et lille hus til personalet, der kommer sejlende i en RIB, hver gang, der er arbejde at udføre.
Vi fik ordnet det formelle, og kl. 9.15 var vi klar, og det varede ikke længe, før det russiske gæsteflag kom under styrbord saling. Ret hurtigt kom en hurtigt sejlende russisk kystvagt tæt på os, og vi blev lige identificeret. Vi havde sat et meget stort og tydeligt navneskilt på indersiden af hvert af sidevinduerne i cockpittet – det var et krav.
Efter 45 sm og en sejlads, hvor både vind, sø og strøm var med os, ankom vi til den første sluse. Her blev vi mødt af en lidet optimistisk udseende embedsmand, der skulle have crewliste og kopi af pas og skibspapirer. Det var en rigtig træls kaj, meget høj og med urolig sø, men ikke om han gav en hånd med fortøjningerne. Nå, vi kunne nok lige så godt vænne os til det!
Vi kom i sluse sammen med Jimbaran og Roxan, og det gik fint, selvom der jo altid er lidt at se til, når man sluses opad. I samtlige 8 sluser er der ca. 10 meter i niveauforskel. Da vi kom til 5. sluse, Pälli, skulle vi udklarere af Rusland. Det blev en langvarig affære, for samtlige 3 både blev endevendt – virkelig endevendt. Både mulige og umulige steder blev undersøgt, før vi langt om længe fik lov til at sejle ud af slusen. Det var helt rart at sætte det finske gæsteflag op igen lige før den 6. sluse, hvor vi så skulle indklarere til Finland. Her var embedsmændene noget mere snakkesalige, meget venlige, og da vi var færdige, gjorde vi holdt der for natten. Det var vi også nødt til, for vi måtte kun sejle i kanalen til kl. 20. Det var blevet meget senere, men det var jo ikke vores skyld, så vi havde ikke problemer af den grund. De sidste både kom også, og der blev hurtigt ro, for alle var trætte.
Vi vågnede til sol og blankt vand, hvor skovene, der præger hele området, spejlede sig smukt i vandet sammen med den blå himmel. Vi havde stadig 3 sluser tilbage, nu var vi sammen med Bibs og Roxan. Før den sidste sluse havde vi en ganske forfærdelig oplevelse: Vi havde fået besked på, at vi skulle vente 30-40 minutter pga. et erhvervsfartøj, så vi fortøjede i god afstand ved den lange bro. Lige før sluseportene åbnede, og imens, kom vandet væltende fuldstændig ukontrolleret. Vi har haft vort slusejubilæum nr. 600 på denne tur, så vi har prøvet en del, men aldrig noget som dette. Nausikaa blev smidt op og ned som en prop, fenderne fløj rundt og båden blev nærmest kastet mod bolværket, der heldigvis var med træ uden på beton. Skipperinden var gået i land for at være i skyggen, og forsøgte at holde fra og råbte på skipper, der kom farende, og i farten – og den vanvittige uro – faldt over søgelænderet og fik foden mellem båden og kajen. Ved et helt mirakel blev det ”kun” til hårde knubs til os og båden – men det var en modbydelig oplevelse, som ikke sådan lige var til at ryste af. Skippers fod blev noget medtaget, men han konstaterede hurtigt, det ville gå over af sig selv. (Det har dog taget nogle dage!) Vi var begge totalt mørbankede af at bruge alle muskler for at holde båden ude. Den fik nogle skrammer på fribordet, men skipper mener, det kan poleres væk. I sådan en situation er man taknemmelig for, at båden er solidt lavet!
Vi sejlede nu ud på Saimaasøen, og vi fik hurtigt fornemmelsen af, at der var mere land end vand omkring os. Det er en meget stor sø, men øerne og holmene ligger tæt, alle med masser af skov.
Vi lagde til i byen Lappeenranta ikke så langt fra slusen. Det viste sig, at det sted, vi havde valgt – som ellers var noget så fint inde i byen – ikke kunne modtage gæster med et ikke-finsk telefonnummer, så vi måtte sejle ud til en anden marina. Der var også rigtig fint og ikke langt at gå ind til bykernen, der havde meget at byde på. Vi var trætte, fik handlet, badet og havde en tiltrængt rolig aften.
Allerede næste morgen var det af sted igen, for der viste sig at være temmelig langt til Savonlinna, der jo var turens mål. Vi lagde os ind i byen Puumala, og selvom den ikke i første omgang så så indbydende ud, var det et rart sted, så vi nød nogle timer der, før det var sengetid. Næste dag sejlede vi hele vejen til Savonlinna. Vi lå uroligt, men det var pga. den megen trafik, om natten var der fint. Vi skulle da se den by, som vi så længe havde snakket om, og som har den flotte borg, hvor vi skulle have været til operaforestilling - målet for hele flotillen. Som bekendt blev operaforestillingerne aflyst, men vi var på en interessant og guided tur rundt på slottet, og vi kunne se, hvor vi skulle have siddet. Det ville uden tvivl have været en stor oplevelse, for rammerne var fantastiske. Slottet og byen er meget smukt beliggende, byen er en livlig og køn by med mange turister.
I Saimaasøen er der som i den finske skærgård utroligt mange gode naturhavne og ankerpladser, ligesom der er et utal af sommerhuse rundt på øerne. Der er ikke så mange byer, men dem, vi har besøgt, har alle været rigtig hyggelige med parker og grønne områder og smukt pyntet med blomster. Vi har også set mange transporter af træ på vandet og anlæg, hvor træet bliver forarbejdet. Nemt at forstå, træindustrien er så vigtig i Finland, for utroligt, så store skovarealer, der er, og vi har jo kun set en brøkdel.
Vi havde en aftalt fællesspisning i Savonlinna, og det er altid hyggeligt lige at være sammen. En skam, vi må undvære to af bådene, men det har jo sin forklaring. Vi sad og nød maden og selskabet på restauranten på det hotel, der stod for marinaen, og vi kunne godt se og mærke, det trak op til torden. Vi havde fået spist færdigt, men ikke betalt, og heller ikke drukket ud, da uvejret kom bragende. Det var totalt skybrud, og heldigvis sad vi under nogle store, solide parasoller. Servitricerne og de øvrige gæster blev gennemblødte, for det kom meget hurtigt og meget voldsomt. I flere af bådene stod lugerne åbne, så herrerne tog benene på nakken og fik lukket det meste. De blev godt våde, men fik megen påskønnelse for deres indsats, for ingen har lyst til at komme i en våd køje!
Vi havde besluttet, at vi ville opleve slottet og byen samt få vasket noget tøj, før vi startede ”hjemad”, så vi blev de sidste tilbage sammen med Aurora, hvor besætningen var i lejet bil til Helsinki for at hente reservedele til deres motor. De kom tilbage tidsnok til, at vi kunne invitere på en lille godnatdrink, og næste morgen tidligt, sejlede vi af sted.
Vi vil gene ind og se, hvordan man bor og lever i de lande, vi besøger, så vi går ikke så ofte i naturhavn eller ligger for anker, som mange af de andre gør. Målet var Sulkava, en lille, meget køn og hyggelig by oppe nordpå, så altså en lille afstikker fra farleddet. Men det var turen værd. Vi mødte en flok robåde, som samtidig fiskede – de var i en konkurrence, sikkert om at fange den/de største fisk. Den ene af de to ombord roede, mens den anden styrede 4 dørvelignende liner. Der var ikke megen plads i den afmærkede rende, men det gav nu ikke problemer hverken for os eller robådene. Byen havde en forholdsvis stor og flot kirke, og ved den var en af de mange krigskirkegårde – meget smukt vedligeholdt. Dem ser man mange af, og det er selvfølgelig på grund af de mange krige og den omtumlede tilværelse, finnerne har måttet udstå. Så trist og ufatteligt, at så mange unge skulle miste livet også her.
Sulkava havde trods sin lidenhed to supermarkeder, næsten de største, vi indtil nu har set. Vi fandt ud af, at det ikke er byen som sådan, der holder gang i dem, men de mange sommerhuse. Der var de fineste anlægsbroer lige nedenfor beregnet til motorbådene, som man selvfølgelig har, når man har sommerhus. Det er lige som vi andre har bil eller cykel.
Nu truede endnu en gang torden samt hård vind, så vi valgte at sejle fra Sulkava allerede kl. 4 – lidt før solen var oppe over træerne. Selvom vi sejlede på en sø med begrænset bølgehøjde, var det ikke ønskværdigt at have alt for hård vind lige imod, og en gang torden derude var absolut ikke tillokkende. Endnu en gang var vi heldige at nå i havn før uvejret. Vi gik ind til den kendte marina i Lappeenranta, og det var glædeligt at blive modtaget af Ole og Helle i Jimbaran. En hånd til fortøjning i frisk sidevind er guld værd, og hyggeligt selskab også. De havde ligesom vi besluttet at vente med at gå gennem kanalen til om tirsdagen, så vi aftalte at følges ad og tog en overliggerdag, fik hvilet ud og gjort klar til sluserne og turen gennem Rusland og Finske Bugt. Derude var det blæsevejr, og nogle af de andre både var allerede ude i det – vi erfarede senere, at det havde været en ubehagelig oplevelse. Så vi var tilfredse med, at vi endnu en gang var ”bagefter”.
Tirsdag morgen var vi som aftalt ved slusen, kom ind i den første kl. 9 og så gik det som smurt på hele turen. Alle sluserne havde det grønne lys tændt for os, og turen ned er jo altid lidt nemmere. Vi var forberedt på at blive grundigt undersøgt, når vi skulle indklarere til Rusland ved den fjerde sluse, og det blev vi også, men lidt mere lempeligt denne gang, og nu var vi kun 2 både, så der gik knap så lang tid som første gang. Med i vore planer var at overnatte før sidste sluse, Brusnitchnoe, både fordi der ville komme endnu en gang regn og torden, og fordi vi ville vente, til den hårde vind i Finske Bugt skulle lægge sig. Og tro det eller ej: Vi fik igen fortøjet og hejst cockpitteltet, før regnen kom! Vi nød et glas sammen med Helle og Ole, for vi skulle lige fejre vort slusejubilæum.
Et par timer senere kom Petronella og Bibs – de var våde! Vi havde en fin aften, for det blev hurtigt tørvejr igen, men gåtur var udelukket, for vi måtte jo ikke gå i land. Vi havde ikke mødt et eneste erhvervsfartøj dagen før, men mens vi lå fortøjet på ventepladsen, kom hele 3, som ærligt talt forstyrrede natteroen en del.
Kl. 8 var vi klar efter aftale med slusevagten, det grønne lys blev tændt, og vi sejlede ind alle 4 både. Tolderen kom i slusen og fik de dokumenter, han skulle have, ovenikøbet storsmilende, så vi slap for at skulle lægge til udenfor. Så gik det videre mod Santio, vi havde 45 sm foran os, heraf ca. halvdelen indenskærs, og hvor man som udlænding ikke må føre sejl. Vel ude i bugten, satte vi sejlene, og vinden var blidere end forventet og fra en ideel nordlig retning, så selv Nausikaa kunne faktisk flytte sig for sejl Det var rigtig dejligt, indtil ca. en times tid før Santio, hvor vinden lagde sig. Vi blev venligt modtaget af de finske myndigheder, der spurgte, om de russiske myndigheder havde givet anledning til problemer for os. Det kunne vi svare benægtende til, men vi lagde ikke skjul på, at det var ”nice to be back”, og det var han helt indforstået med.
Selvom der var ca. 4 timers sejlads til Kotka, valgte Jimbaran og vi at sejle dertil De skulle have gæster ombord, og vi ville godt lige se byen rigtigt, og så sagde vejrmeldingen, at i morgen ville der komme meget kraftig vind, så vi skulle alligevel ikke sejle og kunne derfor lige så godt bruge dagen i Kotka.
Sådan blev det, og vi er i dag sejlet her til Lovisa, endnu en fin og meget hyggelig by inde i bunden af en fjord. Dannebrog blev fundet frem og var blevet hejst, da vi kom tilbage fra vores tur rundt i byen. Bortset fra, der er andre både omkring os, føler vi, vi ligger midt i naturen med skove og mange små øer og skær omkring os. Der er så godt som ingen udenlandske sejlere her i området. Formentlig skyldes det coronaen, og vi har da også vakt lidt opsigt. Mange har i hvert fald lagt mærke til de danske både. Siden Fagerø, hvor der var et par estiske og en enkelt svensk båd, har vi kun set finske både.
Vi skal mødes til fællesarrangement i Helsinki i overmorgen, og det bliver også spændende at være turist i byen. Det tager en dag at sejle dertil - hvis energien er til det, sejler vi hele vejen i morgen.
Tak for dejlige hilsener hjemmefra!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 115 Visby - Tallinn
Visby 20./06/2021 – Tallinn 06/07/2021
I skrivende stund har det dryppet en anelse her i Tallinn – det er første regn efter Stubbekøbing, så det føles helt sært, men det er tiltrængt med en god byge til at klare luften, der er meget lummer.
Vi startede fra Visby søndag morgen, og selvom vi var friske trods lørdagens komsammen, kunne vi ikke komme af sted, før vi havde fået tanket diesel kl. 9.
Vi sejlede ud på et stille vand, og det varede noget, før vi fik lidt vind at sejle på. Men da vi lå ud for Fårøsund, drejede og friskede vinden, så vi strøg pludselig af sted, og den øgede til ret frisk vind. Heldigvis var der god plads i Lauterhorn lille, hyggelige havn, der var aftalt som næste stop, og der var også hænder til at hjælpe med fortøjningen, da Bibs var kommet først. Efterhånden kom flere af de andre både, som havde haft op til 14 m/sek., da de skulle bjærge sejl. Men alle kom godt på plads, og vi nød freden på det dejlige sted.
Vi fik cyklerne frem næste dag og kørte en tur, så vi var klar til den fælles tur næste dag, som skipper havde arrangeret. Vi var ude at se den gamle havn og så også de rauker, vi kunne se fra båden på den anden side af vigen. Det blev en længere tur, da vi kom fra den store vej lidt for tidligt, men bortset fra, det var lidt hårdt at trække cyklerne i strandkanten, var det en flot tur. Også meget varm, så den kolde øl på cafeen gjorde godt! Hjemme igen havde vi en dejlig grillaften oppe i læ af de gamle fiskerhuse.
Tirsdag kl. 9.30 var alle klar til fælles cykeltur. Mange havde cykler med selv, men nogle skulle lige op og leje ved den lokale cykeludlejer. Vi kørte langs kysten ved det største raukeområde, som jo virkelig er værd at kigge på med de mange sjove faconer. Så også en samling gamle fiskerhuse, hvor det var beskrevet, hvordan man havde fanget, landet og forarbejdet fiskene for mange år siden.
Vi var ikke lige velkomne alle steder: En flok terner gik decideret til angreb på os, og vi var glade for vores cyklehjelme, for de hakkede gevaldigt – flere af de øvrige blev også angrebet, og fik de vrede terners næb at føle. De må have haft unger tæt på vejen.
Frokost på cafeen i Bergman-centret, hvor de, der havde lyst kunne besøge museet. Tilbage gennem det varme landskab, så det var en flok trætte cyklister, der kom hjem til bådene. Vi fik lidt længere tid at hvile ud i, for vejrmeldingen var ændret, og med risiko for torden mellem Gotland og Estland om natten, hvor vi skulle passere, havde ingen lyst til at sejle ud.
Næste formiddag var der afsejling, og vi sejlede op til nordspidsen for motor. Der var nogle kraftige dønninger, men vi tænkte, det ville blive mindre, når vi kom væk fra Gotland. De forblev nu meget store, ikke rart at sejle i, når der næsten ikke var vind. Det var overskyet, men månen kom i et par glimt gennem skylaget. Det var Sct. Hans, men det eneste ”bål”, vi fik, var morgenhimlens farve, som var som luende ild. Vi valgte at gå ind til Montu, en havn, der var helt tom, da vi kom. Da vi havde hjulpet den næste båd med at fortøje, gik vi ned for at få en lille lur, og ingen af os registrerede de to efterfølgende både, så vi har trængt til at sove!
Montu var ude på landet, men der var, hvad vi alle havde brug for: El, vand, ro og et godt badeværelse, så det var dejligt lige at slappe lidt af og få indhentet søvnunderskuddet og hygge med de øvrige flotilledeltagere, der havde valgt samme havn.
Så gjaldt det Kuressaare, en noget større by med en fin borg. Turen dertil var stille og rolig. Vi blev hjerteligt og med lidt drilleri modtaget i marinaen, for vi var kommet til at sejle lidt for langt til en anden marina, så der faldt selvfølgelig nogle kommentarer. Selvom der ikke var aftalt noget fælles her, var der mange af bådene, der dukkede op, og der er også meget at opleve i byen og dens omegn. Borgen indeholdt et stort og interessant museum, og byen var hyggelig at færdes i. Vi lejede bil sammen med Myrna og Leo og kørte Saaremaa rundt, var også en tur på Muhu. Afstandene er ikke så store, og man kører i skov meget af tiden. De vigtigste seværdigheder nåede vi på en dag: Meteorkrateret, som var beliggende meget naturskønt, vi besøgte møllerne i Angla, hvor der var en form for friluftsmuseum og mulighed for en solid og meget lækker frokost, nåede også ud til et af de berømte udflugtsmål, hvis attraktion var de store klinter, der er dannet på samme måde som raukerne. En dejlig tur.
Det var tid at komme videre, og valget var Kuivasto, som vi havde set, da vi var der i bilen. Der er færgeoverfarten til fastlandet, en marina og intet andet. Men vi skulle også kun sove, og det var fint. Vi fik et par dryp på turen til Kuivasto, men kunne ikke se den sky, vandet kom fra! Nogle af de andre havde dog oplevet en regulær byge.
Vi kunne se på vejrmeldingen, at en frisk østenvind snart kom, så vi måtte hellere komme mod Tallinn. Det kom nu til at gå noget hurtigere end beregnet. På Nausikaa havde vi først planer om at gense Haapsalu, som vi besøgte i 1992, men så ville vi få meget langt næste dag. Så vi besluttede at sejle videre, for det var det flotteste sejlvejr. Lidt for lidt vind til os, når vi skulle langt, men solskin og roligt vand. Da vi ville sejle ind til Dirhami, erfarede vi via de både, der var før os, at der ikke var til at være på grund af larm! Der var så 28 sm til Lohusalu, og her endte vi så efter en meget lang dag. Men et skønt, fredeligt sted ude på landet med meget flotte faciliteter. Vi kunne så sove længe og tage det med ro, for nu var vi kommet tæt på Tallinn. Vi sejlede for sejl meget af turen dertil, og før vi sejlede ind i marinaen, tankede vi diesel. I Tallinn fik vi en fin plads, og som i de andre havne er der en havnefoged, der tager imod og anviser plads. Det er vi jo ikke vant til fra hverken Danmark eller Sverige. Besætningerne fra de både, der er kommet først, står også klar til at hjælpe og lige få en snak om turens forløb – rigtig hyggeligt.
Vi har altså været her i marinaen en uge – næsten som da vi selv sejlede på vores langtur og lå længe der, hvor der var meget at opleve. Vi har set mange museer og nydt den smukke gamle bydel. Er blevet klogere på Estlands historie, hvor jo også Danmark har spillet en rolle, og det har slået os, hvor meget det at have været under forskellige herredømmer påvirker et folk. Man forstå godt, at det har stor betydning at blive et selvstændigt land (igen), og at der er følelser over for de tidligere herskere, der ikke bare forsvinder i løbet af en generation eller to. Vi har bemærket, at megen formidling om krig, magthavere og grusomheder gøres med ironi, humor og sarkasme. Igen bliver man mindet om, at frihed ikke er en selvfølge, og at vi som danskere har meget at være taknemmelige for!
Vi har mødt en del finske både i de sidste havne, og det er altid spændende lige at komme lidt i snak og få nogle gode tips til at besøge Finland, hvortil vi agter os nu. Der er et meget stort og velforsynet supermarked her tæt på marinaen, og da vi havde talt med vore finske naboer, måtte vi lige derop en ekstra gang. Vi så, de havde provianteret øl, vin og spiritus i meget store mængder, og da de fortalte, priserne var mere end det dobbelte i Finland, lod vi os friste. Almindelige forbrugsvarer er nok på niveau med hjemme, i hvert fald ikke dyrere, så der er blevet provianteret for good. Også fordi de næste havne nok bliver skærgårdshavne, før vi om et par dage skal udklarere og sejle mod Saimaa-kanalen, der gennem russisk territorium fører os til Saimaa-søen. Kanalen er åben, og vi burde ikke få problemer med turen, for vi har efter skippers bedste overbevisning dokumenterne i orden. Og dem er der mange af – selvom det kun er transit gennem Rusland.
I aftes havde vi en aftalt fællesspisning og i formiddag var vi på fælles byvandring med guide – begge dele virkelig vellykkede arrangementer. Nu er der ”fri leg” indtil den 15.7., hvor vi mødes der, hvor vi skulle have nydt operaforestillingen, som jo blev aflyst. Det er så også eneste aflysning indtil nu, så trods Corona lader det til, vi kan gennemføre turen som planlagt. Der var en overgang,
hvor vi tvivlede lidt på det, så vi føler os heldige.
Vejret har i den grad været med os, og hvis alt bliver som lovet, får vi også fint vejr til den lidt længere tur til Finland i morgen.
Som sædvanligt: Tak for alle hilsener hjemmefra, de er meget værdsatte!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 114 Kolding - Visby
Kolding 31/05/2021 – Visby 18/06/2021
Endelig blev vi den 31.5. færdige til at komme af sted, og samtidig kom det gode vejr. Vi havde meldt os til FTLF Saimaa-flotillen med start i Visby den 19.6. og afslutning i Stockholm 8.8. På Saimaa-søen havde vi billetter til en operaforestilling, og derudover var det så planen at opleve Riga, Tallin, Helsinki og Ålandsøerne. For vort vedkommende er et gensyn med Gøta-kanalen en del af hjemturen.
Men så kom som bekendt Corona (igen), og dermed en masse spekulationer og usikkerheder. Operaforestillingen har længe været aflyst, og der er usikkerhed ift. at kunne sejle gennem kanalen op til Saimaa-søen. Men da vi var blevet vaccinerede, og Sverige åbnede, tog vi af sted. (En båd fra flotillen var sejlet tidligt til Sverige og kunne melde, at der ikke var problemer med at komme som sejler). Så må vi løbende tage bestik af situationen – og det er der, vi er nu efter et vellykket træf i Visby. Flotillen omfatter i skrivende stund 9 både.
Vort første stop på turen var Fåborg, hvor vi havde en aftale med Bådebygger Jens. Der var lidt forskelligt på teakdækket, som skulle have været ordnet, men vejret har jo ikke været til det. Han lovede at klare det mest nødvendige, og allerede tirsdag formiddag kunne vi sejle fra Fåborg. Stadig i lunt og stille vejr, men da vi var gennem Svendborgsund, kom skyerne og en kold havgus. Men der kom også en passende vind til at komme til Omø på, og der kunne vi slutte dagen med sol og aftensmad i cockpittet og en lille tur rundt, hvor vi kunne konstatere, at der ikke var faldet nær den regn, vi havde fået i Kolding.
Næste morgen stred vi os gennem modvind og modstrøm til Stubbekøbing, hvor det blæste nogle dage fra øst og var bidende koldt. Vi fik gået nogle ture og lige vænnet os til igen at være ombord, for vi havde slet ikke været af sted i båden før. Så blev vejrudsigten langsomt bedre, vi fik provianteret til nogle dage, og lørdag morgen gik det mod Klintholm. Her kom vi til en tom havn med en havnefoged, der SÅ gerne ville have nogle gæster. Men mon ikke, de er dukket op nu? Det var både Grundlovsdag og Fars dag, og pludselig tikkede en SMS fra søn Jakob ind med en ”gave” i form af et beløb til en drink, og han medsendte endda et forslag til stedet. Det nød vi i fulde drag i sol, men stadig temmelig kølig vind. Det var fristende at gå ind til en af de mange spisesteder og få en stegt rødspætte, men vi endte med at vælge læ og sol i cockpittet.
Næste morgen var det sommer, og vi startede tidligt mod Ystad. Møns Klint spejlede sig smukt og majestætisk i den blanke og silkebløde Østersø, og vi tøffede roligt af sted i det skønneste vejr. I Ystad Marina kom vi til at ligge ved siden af Aurora, en flotilledeltager, og vi blev hjerteligt modtaget med kold rosevin og herlig snak.
Ystad er en fin by, men vi valgte alligevel at fortsætte næste formiddag til Åhus. Det kom vi så ikke, for vi satte sejlene og nød det. Kunne godt se, der så ville blive for langt, så det blev Simrishamn, som også Aurora havde valgt. Igen en lille tur i en hyggelig by, proviantering, et dejligt bad, og så gik det mod Karlskrona, hvor vi havde bestemt at tage en overliggerdag. Det er en spændende by, som vi glædede os til at gense. Forholdene på marinaen er fine, og da Johannes fra Aurora havde fortalt om sin snarlige fødselsdag, måtte vi lige i Systembolaget for at finde en flaske bobler. Det var en fin oplevelse – stort udvalg og priserne er ret høje, men til at leve med.
Næste stop skulle være Kristianopel, så vi kom på skærgårdssejlads! En meget flot tur med smalle løb og de kendte linjefærger, og her var kortplotteren i den grad en stor hjælp. Meget mere afslappende end i gamle dage, hvor man hele tiden måtte følge med på kort og sømærker. Vel udenskærs kunne vi sætte sejl og havde en dejlig tur til Kristianopel. Igen en havn, vi tidligere havde besøgt – denne gang var der godt med plads. Betalingen var nok ikke helt efter bogen, men gav anledning til megen moro.
På kajen fejrede vi Johannes med nogle solide G&T – vi havde dog først fået gået den obligatoriske tur. Kalmar ventede på os, og det så ud til, vi skulle være der nogle dage, for der ville komme blæst.
Den kom også, mens vi lå trygt og godt, men desværre erfarede vi, at en af flotillebådene havde knækket masten under en ufrivillig bomning i Hanöbugten – heldigvis uden personskade, men hvor er den slags ærgerligt! Aurora var også uheldige, for da de ville forlade dieseltanken i Kalmar, kunne de kun bakke! De blev slæbt ind på plads af havnefogeden; det gik uden problemer, men også rigtig ærgerligt. Det var fredag aften, og tidligst mandag morgen kunne de få en mekaniker. Heldigvis blev det da hurtigt ordnet, og de blev fint sejlende igen, men indtil det var konstateret, var der da en lidt trykket stemning.
Vi kunne ikke rigtigt gøre noget for dem, så vi sejlede til Borgholm søndag efter frokost efter at have været turister i Domkirken og på Kalmar Slot. Begge dele en fin oplevelse. Man må også sige, der er helt styr på Coronarestriktionerne – der bliver holdt afstand og taget hensyn overalt.
Vi havde en fin sejlads til Borgholm, men også her var der begrænset liv i havnen og i byen. Vi er endnu ikke rigtigt i ”sæson”, og det er en fordel nogle steder, hvad angår havnepriserne. Der er godt nok sket noget på den front, siden vi sidst var her – ligesom der er i DK. Men der er kun at betale og se glad ud, vi vælger jo selv at komme! At købe mad er også noget, man synes flår lidt i tegnebogen, også, selvom man korrigerer for kronekursen…
Vi vidste, det ville blæse op i løbet af dagen, så vi startede tidligt for at sejle til Byxelkrok, hvor Laguna og Nordstjernen, som også er flotilledeltagere, allerede lå. Vi havde en god tur, men vinden kom som lovet, og det var rigtig dejligt med to mand på kajen til at tage i mod i den hårde sidevind!
Dejligt med et gensyn og en velkomstdrink.
Vi kunne godt have brugt en dag på den dejlige plet, men nu skulle vi over til Visby, mens vejret og vinden var til det, så vi sejlede tirsdag ved middagstid, hvor vinden havde løjet til noget passende. Vi sejlede stærkt de første sømil, men så flovede det, og motoren blev sat til. Vinden kom dog igen, så de sidste timer mod Visby gik strygende for en agten for tværs. Vi kom ind ved 19-tiden og blev godt og hjerteligt modtaget af besætningen fra Bibs. Så snart var vi 4 både samlet, og vi vidste, der var flere i nærheden. Onsdag morgen rykkede vi over til en kaj, som var reserveret til flotillen.
Efterhånden som bådene anløb, fik vi overrakt flotillestanderen, flagene kom over stag, og med solen og varmen kom der en festlig stemning ved ”danskerkajen”.
Vi var i god tid, så vi fik set på Visby og det sydlige Gotland, for vi lejede en bil sammen med Myrna og Leo fra Laguna. (Det var til gengæld billigt!) Det var fint at komme lidt væk fra båden og se de grønne marker og de store skovstrækninger. Her er meget tørt overalt. Vi gjorde holdt forskellige smukke udsigtssteder, og så besøgte vi Vamlingbo Kirke med tilhørende præstegård, der er omdannet til café og udstilling af Lars Jonsson værker – en virkelig dygtig ”fuglemaler”. Der var også et interessant naturoplevelsescenter. På cafeen nød vi en ganske overdådig rejeanretning, så vi blev både åndeligt, kulturelt og gastronomisk fyldt godt op.
Lørdag skulle vi alle gøre klar til aftenens ryste-sammen-party. Der havde været planer om fællesarrangement, og vi havde lovning på lån af klubhus, men forsamlingsloftet er stadig 8 personer indendørs her i Sverige. Det endte med, vi slog os ned i ”Rosenhaven”, (vist et navn, der kun findes hos os?) ved Universitetet og tæt på havnen, hvor der var borde og stole. Her troppede vi hver især op med, hvad vi ville nyde af mad og drikke, og det fungerede fint, selvom vinden fik dugene til at blafre rigeligt. Sidste båd ankom først kl. 16, men alle nåede det, og vi fik nogle gemytlige timer.
Så vi ser nu frem til mange gode fælles oplevelser de næste uger. En del er endnu uvist, hvad angår råderummet omkring Corona, men vi følger situationen, tager løbende bestik og må indrette os efter forholdene.
Også denne gang er det dejligt at slutte rejsebrevet med at sige tak for hilsenerne i gæstebogen og på mails. Jeres gode ønsker skal nok få effekt!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen


Vælg fra hvilket år du vil læse rejsebreve: »2021«  2020  2019  2018  2017  2016  2015  2014  2013  2012  2011  2010  2009  2008  2007