Rejsebreve fra 2019

Marstal 18/08/2019 – Kolding 24/08/2019
Når vi skriver rejsebrev, foregår det i sagens natur oftest på Nausikaa, men dette årets sidste bliver til her hjemme på kontoret. Vi har en gang siddet i en flyvemaskine, en anden gang i en lufthavn, men heldigvis tager man jo indtryk og minder med sig og kan slippe dem ud hvor som helst, det lige er muligt.
De sidste gange har det også regnet og blæst, mens vi har skrevet. Denne gang skinner solen, det er varmt og stille. Nausikaa ligger på sin plads i Nordhavnen i Kolding, og det føltes ganske forkert at sejle ind ad fjorden lørdag ved 12 tiden, hvor alle de andre var på vej ud. Men der er meget, der skal laves herhjemme, og vi har haft næsten 2 hele måneder, hvor vi har nydt det på de såkaldt hjemlige breddegrader. Så nu kalder hverdagen med alle dens opgaver!
Vi blev nogle dage i Heiligenhafen, både på grund af regn og blæst, men også fordi vi der fik et kærkomment besøg af hollandske sejlervenner. Søndag morgen ville vi af sted mod Danmark, nærmere bestemt Marstal. Vi havde forventet at stå op til regn og passende vind til at sejle på, men regnen kom først, da vi skulle i havn, så vi nåede da at blive våde! Vinden var meget svag næsten hele vejen, få mil før Marstal kom den, og da gad vi ikke gøre brug af den. Efter vejrmeldingerne at dømme, ville vi få nogle dage med byger og hård vind, så vi var indstillede på at ”gøre Ærø”.
Da det klarede lidt op, gik vi en tur op i den søndagsstille by. Der var dryppende vådt over alt, ikke så opmuntrende, men kirkens klokkespil var et oplivende indslag. Det så lidt bedre ud mandag morgen, hvor vi ”bevæbnet” med regntøj vovede os op for at finde turistkontoret. Det var lukket, men vi fik at vide af en venlig mand, at bussen kunne vi tage nede fra havnen. Det er gratis at køre med busserne, og meget nemt hvad angår tider, så vi steg på og tog hele turen til Søby. Solen var på himlen, og vi travede lidt rundt i forsøget på at finde et sted at spise. Det fandt vi også – et og kun 1 sted, hvor vi blev mætte, men nogen positiv oplevelse var det altså ikke! Det var med at komme videre ud mod Voderup Klint, som vi havde læst om og havde lyst til at se. Det betød en god travetur, da vi var stået af bussen i landsbyen Vindeballe. Det var blæsende, men dejligt vejr, og havet viste rigtigt tænder ude ved klinten, der falder mod havet i en slags terrasser. Et specielt og smukt naturområde, der fuldt fortjent har Det Brune Johanneskors.
Bussen kom som ventet, og næste stop var Ærøskøbing, hvor der var meget mere liv og hygge. Vi var rundt og gense gaderne med de små huse, og mens vi sad og nød en kop kaffe på torvet, talte vi om, at det var fantastisk så blå himlen var! Det varede kun kort, for da vi skulle på bussen, regnede det igen! Vel tilbage i Marstal fik vi købt ind til lækker aftensmad, og endnu en aften gik under cockpitteltet, mens bygerne kom og gik. Men sådan er den danske sommer jo tit, og vi elsker den alligevel…
Da vi måtte sande, at den hårde vind var kommet for at blive lidt endnu, besluttede vi at besøge Søfartsmuseet. Vi ankom drivvåde, men blev tørre efterhånden som vi gik rundt på det fantastisk flotte og interessante museum. Der kunne man nemt bruge mange dage, for der er så helt utroligt meget at se og læse om. Tingene er placeret i mange forskellige rum i flere etager, så det var i sig selv en oplevelse at gå rundt i de gamle bygninger. Kan varmt anbefales!
Den regnbyge, vi lige præcist havnede i på vejen til museet, viste sig at være den sidste. Vi kom af sted i dejligt vejr næste morgen, og da vi var kommet fri af Mørkedybets mange røde og grønne koste, satte vi sejlene, også selvom det var modvind. Ved Avernakø måtte vi give op, vinden lagde sig helt. Vi havde besluttet at lave lidt ø-hop på hjemvejen, og Lyø var dagens mål. Her var vi spændte på, om der var plads, men havnen er blevet udvidet meget, siden vi sidst var der, så der var mange ledige pladser. Lyø lignede sig selv bortset fra, at kroen var lukket. Der var gang i høstarbejdet, vi så færgen tage flere læs korn med. Da vi kom tilbage fra traveturen ud til Klokkestenen, lå der bekendte fra Kolding, så nu følte vi, at vi næsten var hjemme!
En meget fin aften på Lyø med en solnedgang, som vi ikke havde set længe, så vi snakkede om, at vi sådan set ikke behøvede tage hjem. Næste morgen var der kommet vind, og den var lige, som vi kunne ønske os: Jævn til frisk og med slæk på skøderne gik det herligt mod Årø, som skipper havde udset sig som dagens mål. Også her var der god plads, og en lille tur op i byen resulterede i, at vi bestilte bord på Brummers Gård, så vi kunne fejre bryllupsdag. Det var en rigtig fin oplevelse, både hvad maden, betjeningen og omgivelserne angik.
Årø havn lignede sig selv, bortset fra at Havnegrillen/-kiosken var udvidet til et madsted med plads til rigtig mange mennesker. Oppe i byen og rundt på øen var der stadig huse, der var gjort fint i stand samt en del, hvor en kærlig hånd ikke kunne siges at være tilstrækkelig. Det samme var tilfældet på de andre øer, vi besøgte, og det er nok helt naturligt, men trist at se på de mange forfaldne bygninger i landskabet.
Nu, hvor sommeren var kommet tilbage, havde vi ikke travlt med at komme hjem, så vi inviterede skippers bror og svigerinde til frokost og efterfølgende travetur; de kom med færgen, og vi havde nogle hyggelige timer sammen. Der er stadig nogle få fiskere på Årø, det er stadig motorbådene fra omegnen, der finder sammen til hygge inde i bunden af det ene bassin, færgen sejler stadig konstant, og det var helt rart at opleve, at der er ting, der ikke har forandret sig i de mange år, vi har været væk fra Danmark med båden.
Lørdag morgen vågnede vi til meget tæt tåge. Det var varslet, og vi ventede lidt, så vi kunne begynde at skimte Årøsund, før vi listede ud fra pladsen i den morgenstille havn. Da vi kom lidt væk fra øen, lukkede tågen sig fuldstændigt om os, og det gav anledning til at prøve radaren godt af. Det var havblik, og solen var længe om at brænde tågen væk, men efterhånden som vi kom op til Stenderup Hage, fik vi god sigt og det skønneste vejr. Der er god hjælp fra de nye instrumenter i form af kortplotter, AIS og radar, og det er fint at prøve det af i roligt vejr og kendt farvand.
Meget har været anderledes på dette sommertogt, end hvad vi har været vant til de sidste 13 år. Først og fremmest har det været køligt og regnfuldt – det var vi forberedt på. Så har afstandene været kortere. Den længste tur i år var vist på 70 sm, som ikke var planlagt, men grundet ændrede planer, blev turen noget længere. 50 sm mellem Bornholm og Rügen var også mindre, end vi tit har sejlet over åbne stræk, og generelt har der været flere havne at vælge mellem på ruten – det er vi heller ikke forvænt med. Få steder har der været en havnefoged, som har været synlig og hjælpsom, hvilket vi også var forberedt på. Nu er det oftest en automat, hvor man betjener sig selv, og det har også fungeret, men resulterer jo ofte i dårlig udnyttelse af havnens kapacitet. Sejlerne hjælper hinanden som altid, og det har været rart, at der næsten altid er en på broen til at give en hånd – så kommer man også lettere lidt i snak.
Vi har undret os over, hvor få danske både vi har mødt. På Bornholm var der naturligvis en del, men på Rügen og langs den tyske kyst, så vi stort set ingen. Det er ikke langt fra Danmark, og der er fint!
På Ærø og Lyø var vi ganske få danskere, så først på Årø var der nok lidt flere danske flag end tyske, og sikkert kun, fordi det var weekend.
Det mest specielle for os har været, at vi ikke havde en fast dato for vores hjemkomst. Vi har i lang tid levet med visheden om, at der var en flyafgang, vi skulle ramme, når vi skulle hjem. Og der skulle være lavet aftale med en marina, hvor Nausikaa kunne være imens. I år har vi selv bestemt, og vi har kunnet ændre vore planer efter vejr og lyst.
Vores plads var ledig, da vi kom ind i Nordhavnen. Vi tog os tid til en frokost, og i stedet for at skipper skyndte sig at gå hjem og hente bilen, mens skipperinden pakkede sammen, fulgtes vi ad, for vi plejer jo at gå en god, lang tur. Normalt har vi skullet skynde os, for vi skulle jo på arbejde i morgen! En meget anderledes måde at komme hjem på.
Alt var vel derhjemme, og vi kørte ned og fik hentet mad og tøj. Og så kunne vi i ro og mag gå i gang med alt det, der skal klares, når man har været væk fra hus og have i lang tid.
Vi ved ikke, om der bliver flere sejlture i år, for vi skal videre med at skifte taget på huset samt færdiggørelse af diverse påbegyndte projekter. Så måske vi blot vil glæde os over de mange og gode oplevelser på årets sommertogt, og modstå fristelsen til igen at stikke af sted.
Under alle omstændigheder slutter vi for denne gang og siger tak for hilsener og positive tilkendegivelser i forhold til hjemmesiden. Vi vil efterhånden, som tiden tillader det, få lagt billeder m.m. ind.
Vi ønsker alle en god sensommer og vinter, og vi ses igen til foråret!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rostock 06/08/2019 – Heiligenhafen 17/08/2019
Det regnede vist også sidst, vi skrev rejsebrev... Vi har haft god gavn af cockpitteltet, oliefyret har også været tændt en enkel gang, og så er det rart, vi ikke behøver skynde os, for der har ikke været langt mellem bygerne med både vand og vind den sidste periode. Vi har alligevel fået set og oplevet en masse spændende, så ingen grund til klage!
Vi var spændte på at komme til Rostock, for vi vidste, der skulle være det store, årlige sejlerarrangement Hanse Sail med de mange gamle, store sejlskibe, så vi kunne kun forvente, det ville blive vanskeligt at få plads. Vi kom ind i Warnemündes store havn med masser af færger, containerskibe og diverse turbåde, og så på muligheden for plads der i en lille marina. Det var ikke muligt, heldigvis, for det lykkedes os at få lov at ligge helt inde i bunden af havnen tæt på Alt Stadt i Rostock, hvis vi lovede kun at blive to dage. Det passede os fint.
Indsejlingen til Rostock ad floden Warno er meget lang med store virksomheder langs bredderne. Bl.a. et stort værft, der på et banner fortæller, at her er man ved at bygge Verdens største krydstogtskib med plads til 5000 passagerer fordelt på 20 dæk!
Vi blev overraskede over, så flot Rostocks gamle bydel er. Så blandt flere andre kirker den store, smukke Marienkirche med verdens ældste astronomiske ur, som var helt unikt. Når klokken slår tolv, starter apostlene rundgangen om Jesus, flotte træfigurer, som står meget højt oppe – det var et tilløbsstykke og værd at se. Kort derefter var der en lille andagt med en meget sympatisk præst og smuk orgelmusik. En helt igennem dejlig oplevelse!
Vi skulle også se Universitetet, som har flere afdelinger i byen, og som Rostock er meget stolt af. Den gamle bygning var virkelig imponerende, og der var masser af leben omkring den. Rådhuset og gavlhusene var også smukke, og frokosten, vi indtog midt i det hele, var perfekt. Til det store sejlerstævne hørte også en masse gøgl, og aldrig har vi da set så mange øltelte, pølsebarer, karuseller, radiobiler m.m.m. Det var ved at blive stillet op, alt imens det ene smukke sejlskib efter det andet anløb havnen. Vi kunne jo ikke deltage i løjerne, men var enige om, at vi havde meget bedre mulighed for at se skibene, som de der kom sejlende stille og roligt et ad gangen.
Næste stop var Kühlingsborn, som ligger passende som stop-over mod Wismar. Vi havde en stille og rolig tur for motor, og det var godt nok, der ikke var urolig sø, for vi måtte vente et stykke tid på at komme ind i havnen. Der var en lind strøm af både på vej ud, deraf flere af de gamle skibe på vej til Rostock. Vi kom fint på plads i den store marina, som har alle faciliteter og ligger midt i et stort ferieresort med hoteller og lejligheder en masse. Cafeer, restauranter, tøj-, smykke- og skobutikker både ved marinaen og i den nærliggende by. Her blev det også en kamp med bygerne, når vi gerne ville ud og opleve noget. Vi tog det fine smalsporede Molli-damptog, der er en hel institution i området, for vi ville gerne til Bad Doberan og se den meget omtalte Minster Kirke, som ligger i et gammelt klosterområde. Vi kom fint af sted, og det var en meget flot og imponerende kirke og hyggelig by, hvor det var tydeligt, byen fra gammel tid var bygget op omkring cisticienserklosteret. Sjovt var det at se Molli køre ind gennem gågaden, få cm fra parkerede biler, forretninger og cafeer, men det var folk vant til, og alt forløb uden problemer. Vi måtte søge ly under en parasol, da vi spiste frokost, valgte at tage lidt tidligt tilbage pga regnen. Vi var dog heldige, for mens vi kørte i toget, regnede det voldsomt, og da vi kom tilbage til Kühlingsborn, klarede det op, så vi kunne kigge nærmere på det vagttårn, der stadig står som et monument fra tiden før murens fald. Det var tankevækkende at gå på området, hvor der er ophængt meget billed- og tekstmateriale, hvor man kan læse om livet for østtyskerne, mens de stadig havde ”Nasse Maur” som en altdominerende del af deres dagligdag. Man bliver berørt af fortællingerne om de skæbner, der forsøgte flugt, især til Danmark, og for hvem det ikke lykkedes.
Vi ville gerne videre, og det var en lettelse, at søen havde lagt sig rimeligt, da vi sejlede mod Wismar. Der var næsten ingen vind, og efterhånden blev havet spejlblankt. Fint, for det er en meget lang afmærket rende, der leder ind til anduvningen til Wismar. Langt ude fra kan man se den kollosale bygning, der rummer byens skibsværft.
Vi var igen heldige at få en god plads i marinaen inde i bunden, tæt ved den gamle bydel. Vi havde fået nogle tips om Wismar af gode venner, og første punkt gjaldt Hanse Kellerei, hvor vi skulle smage deres sekt. Vi fandt stedet, blev hjerteligt modtaget og opfordret til at komme igen om en lille time, hvor der ville være rundvisning. Vi så lidt på den fine by i ventetiden, og da vi kom tilbage, blev vi bænket i en af de store tønder og fik straks skænket et dejligt glas sekt, mens vi så selskabet, som havde bestilt rundvisningen, ankomme. Det blev festligt og velsmagende, der blev ikke sparet på glassene – især blev vi forkælet, og vi købte naturligvis også nogle flasker med hjem. En meget hjertelig atmosfære var der på stedet, og en oprigtig interesse i at høre om, hvordan vi havde sejlet rundt de sidste år. Vi var ikke helt sobre, da vi gik hjem for at få noget rugbrød i maven, så køjen måtte lige besøges, før vi tog os sammen til at gå op til det nærliggende supermarked og handle. Igen måtte vi have teltet rejst, da vi skulle spise aftensmad, og næste morgen var der også kommet vind, meget vind! Men vi skulle selvfølgelig se Wismar, for det var solskin, så vi startede ”Tour de Kirchen”, for dem er der mange af i byen. Først var vi inde i Heiligen-Geist-Kirche, en stor kirke, som også bruges til koncert, og det var man ved at gøre forberedelser til. Bl.a. var NDR’s sendevogn ved at rigge til. Dernæst til St.Georgen kirken, der er under renovering og uden inventar, og hvor der er bygget en udsigtsplatform i 36 m’s højde. Der var fin elevator derop, udsigten var flot, men det var med at holde på hat og briller, sådan som det blæste. Da vi havde været forbi den fyrstelige residens, der i dag bruges af forvaltning m.m., kiggede vi på Marienkirchen med dens store tårn som det eneste, der står tilbage, og hvor man har bygget 1½ meter høje mure rundt på kirkens tidligere fundament, så man i dag kan se, hvordan kirken oprindeligt har været. Et flot projekt.
Sidste kirke var Sankt Nikolai, en meget smuk kirke med højt til de gotiske hvælvinger. Vi kom nogle minutter før slutnigen på en orgelkoncert, men nåede lige at få stemningen med.
Nu var den åndelige føde så rigeligt på plads, så det gjaldt om at få noget frokost. Det havde vi besluttet skulle foregå på Brauhaus Lohberg (efter anbefalingerne). Vi kan kun takke os selv for, at vi ikke valgte et andet sted. Der var så blæsende og larmende, at det næsten er ubeskriveligt. Maden var ikke nogen oplevelse, men man kan jo ikke vinde hver gang!
Vi gik så ned langs den gamle havns kajer og var inde og se museet, der er indrettet i Baum Haus, tidligere bomhus, hvor han, der sørgede for at lukke havnen med en bom om natten i gamle dage, havde haft til huse. Der var mange interessante ting at kigge på fra den lokale, maritime fortid, og så var der en meget sød vært, der viste os, at han nu havde skrevet Hjertelig Velkommen på dansk på info-skærmen, og han ville godt lige vide, om det var korrekt. Det var det – og meget venligt.
Efter en kop kaffe – og man måtte tage sin stol ud af stakken, for hvis de stod enkeltvis uden at nogen sad i dem, ville de blæse væk – gik vi hen og så ”Unescos Hus”, dvs et af de gamle købmandshuse, som er indrettet til museum samtidig med, det fortæller om processen med at søge om og blive optaget på Unescos liste. Interessant og informativt.
Vel vidende, at der nok ville stå sø og blæst ude i virkeligheden, begav vi os af sted fra Wismar. Målet var Travemünde, for vi havde af en lokal sejler fået at vide, man godt kunne glemme alt om at få en plads inde i selve Lübeck, som var næste mål. Vind og sø var imod, men vi kom ind og fandt efter lidt søgen en plads i Fiskerihavnens Yachtklub. Der var kraftig sidevind på den alt for store pæleplads, men man ender jo med at ligge stille! Der så lidt rodet og sært ud, havnefogeden var ingen steder at finde, men efter en tur ind til den i øvrigt meget fine by, hvor det blev vejr til at slappe af over en drink ved Traves bred, var han kommet til sit kontor, og vi fik ordnet betalingen.
Næste dag tog vi bussen ind til Lübeck. Det blæste og trak med byger, men vi havde efterhånden vænnet os til, at det var en del af pakken, og vi kunne jo ikke sidde under teltet hele tiden! Så af sted godt forsynet med regntøj. Hansestæderne ligner jo unægteligt hinanden, og også her i Lübeck så vi smukke kirker og gavlhuse, men byens vartegn Holstenstor var da en helt speciel bygning, ligesom byens rådhus. Her ville vi på rundvisning, og brugte ventetiden til at gå rundt – og ind i - kirker og andre bygninger, når det blev for vådt på gaden. Vi skulle være på Rådhuset kl. 12, og pga det våde vejr var der naturligvis mange andre, der havde fået samme ide. Så mange, at det var ved at blive et problem for den i øvrigt dygtige og humoristiske guide, som kunne fortælle meget om symbolikken og historien bag de mange udsmykninger og genstande, der var i de forskellige rum.
Vi lod os friste af en italiensk restaurant, selvom vi ellers plejer at ville spise som de lokale, men en varm pizza og et glas rødvin (skipper holdt sig til øl!) gjorde godt. Mens det styrtede ned uden for, sad vi og nød maden i bløde, behagelige stole, dejlig varme og med dug på bordet.
Der var overskud til endnu en tur rundt i Lübeck, før vi fandt bussen hjem til Travemünde. Som ved flere lejligheder havde vi overvejelserne om, hvornår det mon ville blive vejr til at komme videre, men selvom det blæste en del, var vinden i den rigtige retning, og vi var i læ for bølgerne, så vi valgte at sejle videre næste morgen. Der var flere havne på vejen til Heiligenhafen, som især skipperinden gerne ville opleve, så vi behøvede ikke sejle hele vejen på en gang. Men det gik så godt for sejl, efterhånden blev det lunt og hæderligt vejr, at vi besluttede at sejle alle de 37 mil. Vi vidste godt, det ville blive en helt anden oplevelse at komme mod vinden i Fehmarnsund, hvor vi skulle under den høje bro, men der var ikke så langt. Så vi rullede sejlene ind, alt imens himlen blev mørkere og truende, vind og sø (+ strømsø) var imod, og det var da ikke så festligt. Vi slap dog billigt for regnen i denne omgang, og efterhånden, som vi nærmede os marinaen, lagde søen sig, og vi kom ind og fik en plads i den meget veludstyrede havn, hvor der ligger over 1000 både. Alligevel er her rart; det er tæt på den lille by med den gamle havn og mange hyggelige steder i form af cafeer og restauranter indrettet i kønne, gamle huse. Det er også et stort ferieområde med deraf følgende rigtig mange mennesker.
Vi nærmer os nu Danmark, regner med at sejle til Marstal i morgen. Det har været fint at være i hjemlige farvande, selvom skipper har ret i, der mangler nogle varmegrader! Oplevelserne har været lige så spændende og mange, som når vi har sejlet langt væk. Tyskland er et land, hvor man som sejler føler sig velkommen, og den østlige del af landets Østersøkyst har vi nu også oplevet, og med stor fornøjelse. Man kan godt mærke forskellen mellem Øst og Vest. Det er svært at definere præcist hvordan, men der er en højere levestandard her i Vest. Bilerne er større, forretningerne er mere lækre, og især hos gamle mennesker har vi mærket en forskel i væremåde. Alle steder har vi mødt venlighed, men det virkede nogle gange, som om de gamle østpå ikke rigtigt ventede sig noget godt. De havde ikke helt så let til smil, men når de så endelig smilede, virkede det stærkt. Men de bærer også meget med sig i deres bagage, og endnu engang er vi blevet taknemmelige over at være blevet født og have fået lov at leve i frihed. Det har gjort stort indtryk, hvor mange steder man i det tidligere DDR har lavet museer og udstillinger, der viser krigen og dens betydning for mennesker. Det er som om, der er en trang til, at alt skal frem i lyset – og ikke må glemmes!
Naturen her er også en dejlig oplevelse. De store klinter, strandene, fuglene og når man kommer ind i landet de vidtstrakte marker og store skove – her er meget at fornøje sig over. Det gør tyskerne også i stort tal. I aftes gik vi op og fik en øl på havnens restaurant, for der var optræden af en sanger. Han var lidt bedaget og ikke helt teknisk opdateret, men han havde sin fanklub med, og det blev både sjovt og hyggeligt at høre ham. Den slags er de også gode til, tyskerne. Vi har jo været her samtidig med de mange ferierende, og vi kan kun anbefale danskere at tage hertil.
Om lidt får vi gæster! Vi er så heldige, at nogle hollandske sejlere, vi lærte at kende helt tilbage i 2007, da vi sejlede langs Atlanterhavet, og som vi har skrevet med, men ikke set siden 2008, vil lægge vejen her forbi. De har solgt deres båd, har nu en autocamper, og de kontaktede os for at høre, om vi var hjemme, for nu var de i Årøsund. Da vi svarede, at vi lå her i Heiligenhafen, at vi ville blive her lørdag, og at vi gerne ville se dem, sagde de ja tak. Det er fantastisk, og det glæder vi os til. Så nu skal vi op og købe ind. Det regner stadig, men vi håber på sejlvejr i morgen, og ellers har vi det store privilegium, at vi da bare kan vente, til det bliver godt vejr!
Tak for hilsener til jer alle, og på snarligt gensyn til jer derhjemme!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rügen – Sassnitz 25/07/2019 – Wiek 05/08/2019
Det er ofte sådan, at når vi forlader et område for at besøge et nyt, kræver det en god lang dags sejlads. Således også fra Bornholm til Rügen, hvor vi startede meget tidligt en dejlig solrig morgen. Vore naboer var endnu tidligere på færde, og så kunne vi også ligeså godt komme af sted. Vi havde forventet en halvvind at sejle på, men der var under 3 m/sek. på hele den 50 sm lange strækning, og så stod der nogle betragtelige dønninger, så helt afslappende var det ikke. Mens vi stadig kunne skimte Bornholm ude agter, dukkede de store klinter på Rügen op, og alt imens de blev tydeligere, steg trafikken i form af færger og turbåde samt mange andre former for fartøjer.
Herligt, da Nils tog imod i den store havn i Sassnitz, hvor der var masser af pladser at vælge imellem – lidt af en kontrast til forholdene på Bornholm. Det var også en lidt urolig havn på grund af bassinnets størrelse og den megen trafik, men en rigtig fin by.
Nils og Lene havde tidligere besøgt Prora, det store ”ferieprojekt” for arbejderne, som Hitler planlagde i årene op til WW2. Det såkaldte Kraft Durch Freude – et helt enormt byggeri af ferielejligheder i komplekser på op til 6 etager og i en længde på 4,7 km! Bygget helt ude ved stranden med tilhørende faciliteter. Det var et must at opleve, og de ville gerne se det igen. Så der blev planlagt cykeltur derud. Vi skulle først lige forbi og se en krigskirkegård i skoven – og det var en smuk og tankevækkende oplevelse. Det gør altid indtryk at se navnene på de alt for unge døde, skønt vi efterhånden har set meget af den slags. Kirkegården var meget smukt placeret et fredfyldt sted på en bakke i skoven, og indgik helt naturligt i stedet.
Da vi skulle videre, fik vi lidt problemer med at finde ud – for det var jo ikke sagen bare at køre tilbage, vel? Vi kom ud på stier, som garvede mountainbikere nok ville nyde, men som var noget af en udfordring for os, men endelig kom vi igen tilbage til civilisationen, som gav andre udfordringer i form af biler og smalle broer, der skulle forceres. Der var dog også lange perioder med god cykelsti! Vel fremme ved Prora, blev vi mødt af et sandt inferno af larm og en mennskemængde, som gjorde det mere end svært at få overblik over noget som helst. Så der måtte lidt spørgen og forsøgen sig frem, før vi endelig fandt Informationszentrum, som vi stæsede ud til for at nå en guidet rundvisning, der var annonceret til kl. 14.30. Vi nåede det akkurat for så at erfare, det var kl. 16! Pyt, vi kunne selv gå rundt, og det var en oplevelse, der gjorde stort indtryk. Der blev fortalt grundigt om selve projektet, hvad det i stedet blev brugt til, da krigen jo ændrede alt, samt flere afdelinger med både Holocaust-museum, udstilling af Hitlers regeringsregime, rettergangen i Nürnberg og m.m. Virkelig informativt og med stof til megen eftertanke. Vi var også en tur nede ved stranden, som bliver brugt af tusindvis af sommerturister, både fra nærliggende sommerhuse og ferie-resorts samt af folk, der kører mange km for at komme til den eftertragtede strand. Der er fuld gang i renoveringen af mange af bygningerne, der nu sælges som attraktive ferieboliger, ligesom der er indrettet et Ungdomsherberg i en af blokkene. En rigtig god oplevelse rigere cyklede vi tilbage til båden, hvor der blev tidligt ro ombord!
Næste dag skulle vi cykle til Nationalpark Jasmund for at opleve området omkring de meget store klinter, vi havde set fra vandet, Kongestolen og Victoriastolen. Nils og Lene havde lejet cyklerne for to dage, så det var med at komme afsted. Klar til afgang om formiddagen medbringende madpakker. Det blev en anderledes behagelig og køn cykletur af overvejende udmærkede stier hele vejen, meget gennem skov. Da vi kom frem, krævedes der entré, og sådan havde det altså ifølge Lene ikke været sidste gang! Men der var lavet et meget flot center med mange udstillinger, film m.m. om området, der er optaget på listen over Unescos Naturarv, fuldt fortjent. Og så går der altid lide ”commerce” i tingene, men der er også meget at etablere og vedligeholde. Og det er flotte klinter, og et bevaringsværdigt landskab, helt bestemt.
Det var blæst godt op – som varslet – så vi var klar over, vi ikke lige med det samme ville af sted fra Sassnitz. Det gav mulighed for besøg på Fiskerimuseet samt U-båden på havnen, lidt flere gåture i den dejlige by samt nogle indkøb, før vi sejlede af sted mod Lauterbach. Vi kunne sejle for sejl en stor del af turen, og det er jo noget, vi nyder! Også i Lauterbach var der masser af ledige pladser, og vi blev igen taget godt imod af Nils. Grunden til at sejle dertil var at få en tur med det gamle damptog Rasender Roland. Det var småsnusket vejr, men vi stod alligevel op til en fin og varm morgen, hvor vi fra Nausikaa valgte at gå ind og se lidt på byen Putbus, før vi steg på toget. Vi havde læst om en slotspark og en masse roser i en hyggelig by, og det fandt vi alt sammen og nød at se på. En velfortjent kold fadøl, mens vi ventede på Nils og Lene på stationen, faldt på et tørt sted, for det var varmt! De dukkede op som aftalt – også spadserende – og vi fik med nød og næppe en siddeplads i det fyldte tog. Fandt hurtigt ud af, at der ikke var grund til at ærgre os over, at pladserne i den åbne vogn var optaget, for sikke dog en gang røg/os, passagererne der fik over sig. Man har ikke helt taget højde for miljø og CO2 i denne forbindelse...
Turen gik ind over øen med frodige landskaber, skove og marker, og da vi kom til Jagtslottet Granitz steg vi af og gik op og så det meget flotte jagtslot. Det var meget fint vedligeholdt, og jagtmotiverne var alle vegne. Både i form af møbler og lysekroner lavet af gevirer, vi så spisebordet dækket op med glas, porcelæn og bestik med jagtmotiver på, alt var gennemført i jagtens tegn. Det var også et sted med mange besøgende, fuldt forståeligt. Vi var oppe i det flotte tårn, hvor der var styr på tropperne, for der var kontrol med antallet af besøgende, så man kunne komme til at se og ikke var generet af ”modgående trafik” på trappen.
Nu, vi var på togtur, besluttede vi at tage til Göhren ude ved kysten (vi havde passeret pynten på sejlturen til Lauterbach), og det var også fint at se strandlivet her med alt, hvad der hører til af kurve, der kan lejes for en mindre formue, souvenirbutikker, cafeer m.m.m., men vejret var slået om, så det var en noget kølig oplevelse. Der var en time til afgang hjemover, så vi nåede et smut op i Göhren by, som vi dog ikke fik noget særligt indtryk af. Vel anbragt i toget, kunne vi glæde os over at sidde indendøre i tørvejr, for nu begyndte det at regne for alvor. Vi kom dog det lille stykke fra stationen om til båden i tørvejr, men om aftenen kom der en gang torden. Det var også begyndt at blæse, men nu var vi jo ”indenskærs”, og så spændende var Lauterbach altså ikke, så om morgenen startede vi mod Stralsund. Her fik Nausikaa, hvad hun godt kan lide: Halvvind, ca. 10 m/sek., og det gik stærkt i de alligevel pænt store søer. Hector klarede sig også fint, og snart kom vi jo i smult vande, og vinden løjede så meget og var nu plat læns, at vi ikke turde løbe an på at nå broen i Stralsund for sejl. Så der blev rullet ind, vi kom fint igennem broen og fik plads i marinaen, selvom der var mange andre i samme ærinde. Men det er en stor marina med tilsvarende stort turn-over. Over en drink i Nausikaa (vi havde fået en god og hyggelig tradition med at skiftes til at give drinks før manden), blev det klart, at Lene og Nils skulle til at tænke alvorligt på at sejle hjem på grund af nogle vigtige aftaler. De besluttede at afsejle næste morgen, hvor der blev krammet farvel og tak for denne gang. Vi har haft nogle dejlige oplevelser sammen!
Vi andre er så priviligerede, at der ikke foreløbig er nogen bagkant for os, så vi tog byvandringen, efter vi havde vinket til Hector. Det truede lidt med regn, som dog ikke kom, så vi brugte hele dagen på at se den fine, gamle by. Der er masser af seværdigheder og en rar atmosfære. Alle hansestæderne har tradition for gamle skibe, fortællinger om sømands- og sejlerlivet, og så er der næsten musik et eller andet sted i hver havn. Vi gik også op og hørte et band, fik en øl og havde også en god stund, men som skipper sagde, så manglede der altså en 10 grader i at være hyggeligt, så vi holdt ikke ud så længe.
Vi ville videre og se mere til Rügen og omegn, så vi startede ud i havblik og sejlede de 17 mil til Vitte på øen Hiddensee. Det var smalle render, vi var kommet ud i, masser af trafik i form af turbåde, store færger og mange andre sejlere. Men alt forløb fint, og vi fik en god plads i den lille hyggelige marina i Vitte. Vi kunne også være gået ind i færgehavnen eller den nærliggende Kloster Havn, men da vi havde set stederne efterfølgende, var vi glade for vort valg, for her var der feriestemning og afslappet ro. Mange lå nogle dage, badede, cyklede og gik ture, grillede og børn og unge plaskede rundt i alt, hvad der kunne flyde. Rigtig hyggeligt. Vi cyklede meget på øen – det gør alle – og den bedste oplevelse var turen til det nordlige fyrtårn Dornbusch. Det er et elegant fyrtårn, og så ligger det højt i et meget smukt område. Udsigten derfra er ganske formidabel! Vi måtte ase lidt for at komme dertil, men det var umagen værd!
Det var for det meste nemt at cykle på Hiddensee, for den er ellers flad, og der er anlagt stier på digerne. Der var alt, hvad hjertet kunne begære i form af restauranter og et godt supermarked. Vi fik også set det specielle, runde hus Karusel, som lå tæt ved marinaen. Der har Asta Nielsen tilbragt mange sommerferier i sin ungdom, men så kom krigen, der betød, hun ikke kunne være der, ej heller vedblive at eje det. Der var indrettet et fint museum i huset, som gav et godt indtryk af tiden. Bl.a. var det interessant at læse en brevveksling, hun havde med en af de lokale.
Det var lidt svært at løsrive sig fra Hiddensee, men vi sejlede søndag morgen de godt 8 mil til Wiek på Rügen, for herfra var det forholdsvis nemt at besøge Kap Arkona, som vi ”manglede”, før vi syntes, vi havde set øen rigtigt. Vi blev modtaget rigtig fint af en flink og effektiv havnefoged, som anviste plads og hjalp med at fortøje. Det var en helt ny fornemmelse. Da han havde givet os nøgler og relevante informationer, var han henne og hjælpe en englænder med at fortøje, og så varede det ellers ikke ret længe, før både Union Jack og Dannebrog vajede fra marinaens flagstander. Det er noget, man som sejler glæder sig over!
Efter frokost blev cyklerne samlet, og vi begav os afsted. Vi vidste godt, der var et stykke vej ud til Kap Arkona, men vi fandt det, og vi var da heller ikke i tvivl, da vi nærmede os parkeringspladsen, for der var mange i samme ærinde som os. Sikke et mylder! De fleste gik de sidste km eller tog det lille tog, men vi kunne heldigvis cykle på udmærkede stier. Eneste gene var alle de mennesker, der gik midt på vejen og så ud som om, de havde eneret til at være der!
Området er smukt, ligner, hvad vi tidligere har set, men dette sted er så det nordligste. Vi var oppe i det ene af de to fyrtårne, hvorfra der var flot udsigt. Efter en kop kaffe og en is, begav vi os hjemad via den lille fiskerflække Vitt, hvorfra vi kunne se klinterne på kappet tydeligt. Vi valgte at køre en anden rute, hvoraf der indgik mere landevej, og vi må - igen - komplimentere de tyske bilister for deres hensyntagen til cyklister! Og det hensyn havde vi brug for, for modvinden var strid! Heldigvis skinnede solen, og der var meget kønt at se på, bortset fra, at man altså skulle koncentrere sig om at styre. Endelig skimtede vi de mange kitesurfere ud for Wiek, så nu var vi snart hjemme! Men motion skal vi jo have, og nu kunne vi med god samvittighed sidde på vores flade på den lange sejltur, vi havde planlagt til mandag.
Efter et bad og et solidt måltid, tørnede vi ind, men vi havde svært ved at sove. Vinden tudede fortsat slemt i masterne, og der var, i hvert fald hos skipperinden, overvejelser om, hvorvidt det var rart at komme ud på åbent hav en hel dag? Da vejrmeldingen stadig lød på svag vind – som også sidst på natten var løjet en del – begav vi os afsted fra den morgenstille by. Ikke engang færgerne var ude endnu, men vi så dog nogle stykker sejle, da vi var kommet op på det åbne stykke mod Østersøen. Havet var helt roligt, solen tittede lidt frem gennem skyerne, og da vi sejlede forbi fyret på Hiddensee, var det syn den smukkeste afsked, vi kunne få efter nogle dejlige dage på Rügen. Helt bestemt et sted, vi kan anbefale både sejlere og landkrabber.
Vi havde tilbagelagt 60 sm, da vi endelig fandt på plads her helt inde i bunden af Rostocks gamle by, og vi ligger fint. Efter en god nattesøvn skal vi op og se byen, og så håber vi på en god vejrmelding til den videre tur langs kysten til mod Wismar og Lübeck i morgen. I modsætning til i går er der ikke så langt mellem havnene på den næste etape. Som nævnt i indledningen er der ofte en lang sejlads, når vi forlader et område og skal til et nyt. Også denne gang, og det giver tid til at reflektere over alle oplevelserne, så man er klar til at ”indtage nyt land”.
Tak som vanligt for den kontakt vi har med alle jer hjemme og ude, og fortsat God Sommer!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Bornholm rundt – Hasle 11/07/2019 – Rønne 25/07/2019
Det blev en dejlig tur fra Ystad til Bornholm. Vi kunne ikke holde fart i båden i den svage vind, men det kunne Pax, så vi havde en lille fotosafari og fik taget nogle billeder, hvor den sejler fint for gennaker. Hasle tog imod os med god plads i havnebassinnet – troede vi! Det viste sig, der var havnefest, så hele den ene side i det første bassin kunne ikke bruges til at fortøje ved. Vi fik os dog godt anbragt med Pax udenpå, og vi ”slap” for flere. Nu begyndte ferien! Pixeline (Pax’ gummibåd) blev pustet op, og der blev roet nogle ture i det store havnebassin, ligesom dagens daglige is blev indtaget. Larmen fra havnefesten var ganske øredøvende og varede til ved 2-tiden, men så er det, man må sige til sig selv, at det ikke koster ekstra!
Næste dag var det Jakobs fødselsdag, så der blev sat flag over stag på begge både, et festligt syn. Det var lidt sært for os at tænke på, vi også havde fejret Jakobs fødselsdag næsten samme sted (Vang) for 38 år siden. Tænk, at få lov til igen at være med til det!
Vi var inviteret til festmiddag på Pax om aftenen, og da vi ikke havde fået købt hverken gave eller gæsteflag, tog vi cyklerne og kørte de 12-13 km til Rønne. En meget smuk tur, især da vi fandt en cykelrute tilbage gennem skoven. Vi fik klaret indkøbene og fandt et dejligt sted, hvor vi kunne nyde en af de gode Bornholmerøl, ovenikøbet til jazzmusik, og vel hjemme fik vi overbragt gaven, så begge både kunne føre det bornhomske gæsteflag. Noget, vi har noteret os, man ikke gør i så stor udstrækning som tidligere, men havnefogeden bemærkede det og var godt tilfreds!
Det blev en herlig aften med skøn mad og drikke, og med gode varme trøjer på kunne vi ”nyde” musikken fra cockpittet til en godnatøl.
Lørdag morgen sejlede vi det korte stykke til Hammer Havn, som efter vores mening er den smukkeste havn på Bornholm. Vejret var lidt snusket, men det glemte vi ganske, for vi blev til vores glædelige overraskelse modtaget af Lene og Nils på deres ”nye” båd Hector. De ventede også deres søn med familie, som de skulle tilbringe nogle dage sammen med ganske som vi.
Vi travede en god tur, besøgte Hammershus og nød det smukke område. Om aftenen kom der et gedigent tordenvejr over den godt pakkede havn, men næste morgen var det igen fint vejr til den lille tur til Allinge. Der var varslet frisk vestenvind, så det var med at komme over på østsiden. Vi fik en nogenlunde plads, og næste dag kunne vi komme til kaj, hvilket var fint, for vi ville gerne være i byen et par dage. Der var musik, og vi var heldige at finde både jazz og countrymusik.
Næste formiddag ville vi over og trave på Hammerknuden og se lidt til Sandvig. Det var en fin tur, og vi glædede os over at ligge godt i læ på østsiden, for den friske vestenvind var med til at give et helt andet råt udtryk på kysten derovre. Det begyndte mod forventning (meteorologernes) at regne , så vi skyndte os hjem og købte en røget sild til frokosten, hvorefter det var ”dasevejr”. Heldigvis blev det ikke til så meget regn, og vi var klar til næste stop: Svaneke. Også her var havnen proppet, men selvom vi lå langt fra hinanden, kunne vi alligevel få besøg af børnebørnene, som kom roende – rigtig hyggeligt. Vi fulgtes alle seks op og nød en dejlig frokost og en kande øl på Svaneke Bryghus, hvorefter vi delte os i to hold: Maiken og børnene skulle udforske bolcher, lakrids og chokolade, mens vi andre var på ølholdet. Det blev til en hyggelig ”genforening” på baren i strandkanten, før vi skiltes og aftalte, at næste morgen ville vi sejle til Christiansø, da vejrmeldingen var lovende.
Det blev en værre vippetur de to timer, sejlturen tog, for der var stadig megen sø, men vi kom fint på plads i havnen under havnefogedens myndige vejledning. Før vi så os om, lå vi 6 både i rækken, men sådan er det. Det må man være indstillet på, når man besøger Bornholm i højsæsonen. Det var et dejligt gensyn med de to små øer. Der er lavet interessante museer i de to tårne, og turen rundt om øen er altid en god oplevelse. Det var vores plan at grille om aftenen, men der var meget langt til grillstedet, så vi valgte at blive ombord.
Gudhjem var turens næste mål. Jakobs gode ven Claus med familie var på camping, så det var oplagt, de skulle ses og tilbringe nogen tid sammen. Vi var utroligt heldige, for vi fik begge både en fin plads i den lille havn, så vi kunne gå til og fra borde uden at skulle over andre. De unge var sammen med vennerne, og vi andre to gik nogle gode traveture i området og fik købt lidt ind. Vi fandt også op til Pandekagehuset, hvor det lykkedes os at få plads ved et bord og lade os underholde af Peter Vesth. Rigtig hyggeligt! Vi erfarede, at Stig Rossen skulle underholde næste eftermiddag, så skipper bestilte bord til os alle seks. Det blev en rigtig fin oplevelse og en helt anderledes måde at se og høre Stig Rossens meget brede repertoire og sans for entertainment i forskellige miljøer.
Vi havde planlagt at give afskedsmiddag som grillparty om aftenen, da vore veje måtte skilles lørdag, hvor Pax skulle starte turen mod Egå. Vi forhørte os, om Claus & Co. havde lyst til at deltage, og det havde de heldigvis. Vi fik arrangeret os med to borde og fik en fin plads til os alle 11. Skipper fik lavet dejligt kød til de sidste nye kartofler fra Tunø, og med forskelligt salat og gode drikke, blev det et godt måltid. Vejret var skønt, og det var rigtig sjovt at se alle børnene lege og hygge, uden at nogen var i risiko for at falde i havnens meget ulækre vand. Der er mange alger her i år, og især Gudhjem Havn var slem.
Det er altid sjovere at sige goddag end farvel, men alt godt får en ende, og lørdag morgen sendte vi Pax af sted i det skønneste vejr. Vi sejlede selv ret hurtigt efter til Nexø, hvor vi ankom til en næsten tom havn. Det var helt sært at skulle vælge mellem de mange pladser. Det var en noget død by, vi kom til sammenlignet med de andre små og populære turistbyer, men efterhånden som weekenden gik, blev havnen fyldt godt op. Måske også fordi, det blæste friskt fra vest. Vi fik set svenskerhusene, den fine kirke, men museerne var lukkede i weekenden. Vi gik ud til Det gamle Røgeri og nød en Sol over Nexø til frokost. Der kom blæst, regn og køligt vejr sidst på dagen, så cockpitteltet var igen i brug. Mandag gik vi i gang med en del praktiske ting, og Nils og Lene ankom fra Listed. Vi fik snakket om den videre tur til Rügen, og havde et par hyggelige timer sammen. Tirsdag ville vi til Rønne, da vi også gerne ville gense den by. Det blev en ikke særlig rar tur for motor, for der var meget sø, som var ret uregerlig, men Nausikaa tyggede godt igennem, og vi fik en plads i en meget fyldt Nørrekaas Marina. Mange lå og ventede på, at vinden skulle lægge sig, så næste formiddag, var der mange, der afsejlede.
Da vi var her første gang i båd i 1981, var der da turister, men slet ikke i et omfang som denne gang. Vi var her også i bil i 2011, og kunne godt se – og forstå – øens stigende popularitet. Men i år kunne vi mærke, at der var mennesker fra mange forskellige lande, og både i havnene og på campingpladserne, i B&B’erne og på hotellerne blev der talt mange sprog. Bornholm har også rigtig meget at byde på. Først og fremmest en enestående natur, men der er også mange oplevelser med tilbud både til børnefamilier, unge og ældre. Vi kom i snak med et ægtepar i Gudhjem, der var nede og nyde sommervejret i deres båd, som lå lige ved siden af os. Egentlig ville de også gerne have været ud at sejle en lille tur, men de turde ikke forlade deres plads, for de forventede ikke at kunne komme ind på den igen, selvom den var markeret med rødt. Havnen var normalt så proppet, at det var umuligt. Det tog de med godt humør, for de sagde, at uden turismen ville der ikke være meget tilbage på Bornholm. Så man lever med – og af – turisterne, og gør det på en imødekommende og seviceminded måde. De fleste af havnene er med i en ordning, hvor man betaler samme beløb i havnepenge og får rabat på 2 nætter ved køb af 8 dage. I havneprisen er el, vand, bad og brug af vaskemaskine inkluderet, og i alle byer er der gode indkøbsmuligheder, så det har været nemt at være sejlende turist – altså lige bortset fra det med at få en plads i havnene. Men der har altid været plads til en til...
Vi fik set på Rønne, hvis gamle bydel er meget charmerende, vi fik vasket tøj, købt ind og nød det dejlige vejr og stemningen på havnen. Så, Middelhavet kan gå hjem og lægge sig! Bornholm i sol, cava og jordbær, så fås det bare ikke bedre! Vi fik sagt farvel og tak til Solskinsøen med maner, og glæder os til at opleve Rügen. I følge vejrmeldingen skulle vi få en gunstig vind, så vi håber at kunne sejle de 50 sm for sejl.
Tak for hilsener, og fortsat god sommer til jer alle!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Siden vi i august sidste år sejlede Nausikaa til Falsled, har hun gennemgået en grundig renovering.
Der er lagt nyt teakdæk, monteret nye instrumenter, installeret nyt oliefyr, nyt ankerspil, ny bovpropel. Der er sat nyt storssejl på, og mange meter skøder og andet tovværk er skiftet. ”+ alt det løse”! Så hun er blevet rigtig fin. Nede om læ har vi besluttet at vente til næste vinter, så her ligner alt sig selv.
Ovenstående har taget megen tid og mange kræfter (for slet ikke at tale om penge..) Så stor var forventningens glæde, da vi den 8. maj endelig kunne få Nausikaa søsat. Desværre blev det en kort fornøjelse, hun kom end ikke ud af kranens stropper. Og godt for det, for der trængte vand ind ved den nymonterede bovpropel. Det viste sig, røret var mørt, så bådebygger Jens tog den resolutte beslutning, at Nausikaa måtte tilbage til hans hal. Han var en travl mand på det tidspunkt, men endelig den 23. maj kunne vi sejle hjem. Så kom masten på, og hvert ledigt minut arbejdede skipper på at blive færdig. Vi har også i vinterens løb arbejdet med at skifte tag på huset, så meget har skullet passes ind.
Første tur gik til Rosenvold (familiefødselsdag på campingpladsen) med overnatning i Fredericia. Det var lidt specielt igen at skulle finde ud af, hvordan man gør i Danmark. Alt foregår i en automat, og man ser ikke meget til havnefogeder, som vi er vant til fra de andre lande, vi har besøgt. Heldigvis har vi ikke glemt at klare os selv, hvad fortøjning m.v angår, og det fik vi brug for i den lille havn i Rosenvold, hvor vi skulle lægge til i stiv sidevind på pælepladser, der alle var for smalle, og hvor der også var smalt mellem pælerækkerne.
Sjovt at komme hjem, hvor der er mange flere både af vores størrelse, og mindre, for vi har været vant til at være blandt ”de små”.
Båden blev gjort næsten klar til pinsen, hvor vi sammen med et par gode venner havde besluttet at deltage i Najadklubbens pinsetræf i Ballen på Samsø. Det er 15 år siden, vi sidst har været med, og det var rigtig hyggeligt og meget overvældende med den velkomst, vi fik. Det var koldt og blæsende, så den danske sommer var, som vi husker den, men vi havde det jo fint alligevel og havde det sjovt med de mange aktiviteter og fine kulinariske oplevelser. Hjemturen bød på regn og køligt vejr, modstrøm i Lillebælt. Alt var, som vi huskede det!
Igen havde vi mulighed for at kombinere en frokostinvitation i Brejning og en fest i anledning af vort ældste barnebarns hjemkomst fra Peru/18 års fødselsdag, hvor vi fortsatte til Juelsminde – luksus at blive hentet og bragt fra havnene! Ovenikøbet havde vi den glæde at få gaster/gæster med fra Brejning, idet Julie og Kaspers forældre skulle nå en firmafest. Denne gang var vejret os lidt blidere stemt, og den friske og smukke danske forsommer gav glade forventninger om mere.
Vinteren igennem havde især skipper sat næsen op efter at kunne deltage i FTLF’s flotillesejlads til St. Petersborg, gennem Rusland til Kirkenes og hjem via Norges vestkyst. Skipperinden gik lidt modstræbende med på at tage med. Men flere forhold betød, at vi måtte opgive det projekt. Vores søn Jakob sagde i løbet af vinteren, at vi da kunne tage med ham og familien til Bornholm som et alternativ til Rusland. Og det blev så planen, hvor vi udvidede den med at ville besøge Rügen m.m., når de unge skulle sejle hjem for at gå i skole og på arbejde.
Først skulle vi til Tunøfestivalen, som vi var hyppige gæster på, før vi tog afsted på langtur. Vi ville gerne igen opleve festiavlen i selskab med skipperindens søster og svoger samt deres venner fra Thorsø. Afsejlingen blev fremskudt på grund af varsel om hård vind senere på ugen, så allerede søndag den 30. juni blev vi klar til at tage af sted. En noget stressende start på ferien, men det skulle vise sig at være en god beslutning, for det var kun den søndag, det var varmt og godt i denne omgang. Vi havde gæster med, vore ældste børnebørn Marie-Louise og Christian, og det var rigtig hyggeligt. Vejret blev koldt og blæsende allerede fra mandag, så det var ikke meget, de fik set af den dejlige ø, men sådan er jo vilkårene. Vi sendte dem med færgen hjem onsdag middag, og med næste færge kom Thorsøfolkene, som vi havde nogle dejlige dage sammen med, mens vi nød musikken. Som ikke er, hvad den tidligere var, men tingene ændrer sig jo, og alligevel var der mange gode oplevelser.
Alt godt får en ende, og søndag sluttede festiavlen i hæderligt vejr. For første gang havde vi mulighed for at at få det hele med, og det var rigtig fint, både musikalsk og med de traditioner, der var omkring afslutningen. De andre år har vi jo altid skullet hjem og på arbejde, så da var det afgang senest ved middagstid. I år kunne vi i fred og ro nyde roen sænke sig over øen og glæde os over, at vejrmeldingen lovede bedre vejr. Ganske vist masser af vind, men fra vest, så vi ville få medvind mod Bornholm, herligt!
Jakob & Co. havde også ventet på, at vinden skulle lægge sig lidt, så de tog også fra Egå mandag morgen. Vi havde pænt med vind, læns, og søerne var stadig store efter den megen blæst, så skipper havde nok at se til, men vi kunne sejle for sejl hele vejen til Hundested, som vi havde besluttet os for som første havn. Begge både fik en hæderlig plads, og vi nød et aftensmåltid sammen på en af restauranterne på havnen – det var koldt! Trætte efter en lang sejlads blev der tidligt ro ombord.
De unge ville opleve Hven, mens vi gamle besluttede at finde en havn på Øresundskysten, hvor vi kunne finde et svensk gæsteflag. Posen med de gæsteflag, vi ikke har brugt i mange år, har ganske forputtet sig, og man må nødvendigvis ankomme standsmæssigt til Sverige! Turen var lidt blidere, da søerne havde lagt sig, og med stadig godt vind, var det fint sejlvejr. Dejligt at se Kronborg til styrbord – ja, nu var vi da hjemme!
Vi endte i Rungsted, hvor det lykkedes skipper at købe et flag 5 minutter i lukketid. Der er en speciel atmosfære i den havn, og vi mærkede den, mens vi sad og nød en gedigen isvaffel med udsigt over bådene. Der er alle slags, lige fra de kæmpestore motorbåde til de mindre, hyggelige sejlbåde, og det er altid sjovt at iagttage menneskers adfærd. Ligeså sjovt i Rungsted som i Palermo!
Planen var at mødes med Pax i Trelleborg. Vi lå og smølede lidt langs Øresundskysten i sol og svag vind, men det var simpelthen så dejligt at sejle for sejl, så vi nænnede ikke at starte motoren. Det kom vi dog til ved 17-tiden, hvor Jakob, der var gået gennem Falsterbokanalen, ringede og meddelte, at der ikke var mulighed for at være i Trelleborg, som henviste til Gislevs Läge, hvor der ifølge hans informationer ikke var vand nok til ham. Derfor blev enden, at vi fortsatte helt til Ystad, og for ikke at komme alt for sent, startede vi motoren og havde en fin tur langs den svenske kyst. Vi kom i læ for søen, så det var muligt at forberede noget af maden, før vi kom i havn. Det blev sent, før vi fik den aftalte aftensmad sammen her i Nausikaa, men alle tog det med godt humør.
Der var en fin vejrmelding til næste dags tur til Bornholm, hvor Hasle var målet. Så det var en træt, men tilfreds besætning, der forberedte sig på den nødvendige forhalen næste morgen. Sådan er det, når man kommer til at ligge uden på en del andre både.
Solen skinnede, vi fik forhalet til kaj, fik leveret frisk morgenbrød af en morgen- og løbetursfrisk Jakob, så feriestemningen var for alvor ved at få overtaget. Vi ville godt lige have et bad før afgang, og da det var klaret, sejlede vi ud på det blide hav og glædede os til gensynet med Bornholm.
Mange sejlere, der har sejlet i Middelhavet, siger, at de ikke får sejlet, når de kommer hjem. Det har vi tænkt os at bevise godt kan lade sig gøre, så vi ser frem til gode oplevelser.
Vi ønsker jer alle en dejlig sommer og håber på vanlig kontakt. Tak for alle de hilsener, vi allerede har fået!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen