Rejsebreve fra 2015

Rejsebrev 83
Porec 31/08/2015 - Monfalcone 21/09/2015
Det er mandag formiddag, og de store maskiner er igen gået i gang på pladsen, hvor vi ligger på land. Der bliver lagt ny asfalt på, men den gamle skal fjernes, og der skal graves ned til kloak m.v., ligesom den fugtige bund skal stabiliseres. Den slags arbejde får Nausikaa til at ryste slemt, og så larmer det infernalsk, for der er også op til flere køretøjer/kraner i gang med at flytte både. En anden fremmed lyd er den, som manden, der er ved at tage mål til vores nye spray-hood og cockpittelt laver, men den er hyggelig, og det er altid interessant at se fagfolk arbejde.
Vi står på den færdige del af pladsen, og det fandt vi ud af betyder, at der ikke må komme så meget som en dråbe vand ned fra båden. Lidt af en overraskelse – vi plejer godt at måtte vaske fribord og dæk, når vi er kommet på land, og mange steder må man også godt lede vand fra opvask og håndvask ud. Men ikke her! Så det betyder mange ture op og ned ad stigen – heldigvis står vi tæt på faciliteterne, der i øvrigt er helt ok, med stor vask og udslagskumme, hvor det er fint at vaske fendere og tovværk, så det har vi kunnet ordne. Som skipper siger, har Nausikaa aldrig været så fin og ren indeni og så støvet og snavset udenpå, når vi forlod hende, men det må vi – og hun – så leve med denne gang. Til foråret vil vi efter sigende blive flyttet til en plads, hvor der er miljørigtigt afløb, og hvor vi så kan gøre de ting, der er nødvendige. Det er bestemt fint at tage miljømæssige hensyn, men det ville have været rart bare at kunne tømme vandtanken og skylle båden i rent vand. Vi har opgivet at diskutere det og parerer ordre - vil ikke have nogen misforståelser.
Vi udklarerede fra Kroatien i Porec helt uden problemer og sejlede til Piran i Slovenien, hvor vi lige så let indklarerede til et Schengenland. Fik en plads i den kommunale havn, hvor søen desværre stod ind og gav en del uro, men det forsvandt til natten. Vi var oppe og se på byen, der minder meget om dem, vi tidligere har set, men den højt beliggende St. Georgs Kirke, hvorfra udsigten var helt utrolig, var fantastisk smuk. Dens indre var nyrestaureret, og det var i den grad en fornøjelse at se, hvor flot det kan gøres. Et særligt Y-formet trækrucifix var kirkens største seværdighed, men vi faldt endnu mere for den måde, Lidelseshistorien her blev fortalt på: 14 ”glasbilleder” af en berømt lokal kunstner var helt fantastiske i farver og streg! En tur på bymuren fik vi også, om end vi har set det, der var større. (Vi er simpelthen blevet forvænte og har vist også oplevet lidt rigeligt.)
Vi studerede vejrmeldingen, og den fik os til at beslutte at forlade Slovenien allerede næste dag, så vi gik ind på en af de mange restauranter for dog at opleve en lille smule af det slovenske køkken. Vi følte, vi lige var faldet i søvn, da der i den grad blev fest på havnen. Både nogle unge mennesker i en motorbåd ved siden af os samt en større flok, der festede ved molehovedet, næsten til det blev lyst. Det var rigtigt irriterende, og kostede immervæk små 300 kr., så ud fra den betragtning var det ikke svært at sige farvel til denne form for sejlerliv og sætte kursen mod en rolig marina i en kanal!
Vi kunne godt se, da vi kom til søs, at det trak mere og mere sammen, men vi havde jo ikke engang 20 sm, så vi regnede med at nå frem før regnen. Sådan kom det ikke til at gå. Vi blev dyngvåde, før vi lagde til ved Ocean Marina, hvor vi havde aftale for vinteren. Vi havde sendt en e-mail for at spørge, om det var i orden, vi allerede kom, men havde ikke fået svar. Da skipper endelig fandt manden, der ejer værftet, kendte han ikke noget til noget, og han havde for øvrigt ingen pladser, men vi kunne da bare komme på land nu! Det var vi ikke forberedte på eller interesserede i, men heldigvis kunne vi komme hen og ligge hos Nautec Mare, der var samme firma. Det viste sig, at det var vi godt tjent med, for der var rigtig dejligt, og vi fik en fin plads tæt på land. Vi blev efterhånden tørre og kunne se os lidt omkring, og den eneste ulempe var, at der var meget langt til indkøbsmuligheder, men det har vi vænnet os til. Vi var heldige, at der to både fra os var en rigtig sød italiener, som skipper kom lidt i snak med, og han kørte ham rundt til forskellige steder, hvor der kunne købes udstyr og den slags. Det var en stor hjælp, og skipper fik fat i de mest nødvendige ting og bestilte resten, som vi håber ligger og venter på os, når vi kommer tilbage i april.
Dagene er mest gået med praktiske gøremål, og da der har været en del regn, har vi også fået slappet af og fordøjet nogle af alle de oplevelser, vi har haft. Bearbejdning af billeder til rejsebrevene er et godt middel hertil.
Det var sundt for os med en pause, for da vi tog bussen ind til Trieste, var vi igen oplagte til at se noget nyt. Og andet ville være synd, for det er en overraskende flot by med den ene bygning finere end den anden og en herlig atmosfære. Paladser, palæer, torve og havnefront, alt er bare så flot, og vejret var skønt, så vi nød en fridag, hvor der blev drukket hvidvin på en af de små historiske cafeer og spist en dejlig pizza, efter at vi havde overværet et bryllup i den højtliggende, flotte katedral.
At finde ud af, hvordan busturene til Monfalcone (som også er en fin by) og Trieste foregår, har krævet lidt mere, end vi er vant til, og det er ikke så tit, de går helt herud. Så vi har fået travet en del kilometer på den konto, hvilket vi jo heller ikke tager skade af. Man lærer så at ordne indkøb m.v. i samme forbindelse. Det har været fint at have cyklerne fremme igen – de har ikke været rørt meget i Grækenland, for vejene var som regel så stejle, at det var umuligt, ligesom trafikken mange steder slet ikke var indrettet på cyklister.
Så kom endelig i fredags dagen, hvor vi skulle på land. Skipper havde aftalt, at vi skulle komme kl. 8; der er få hundrede meter mellem værfterne. Vejret var fint, heldigvis, for det tog noget længere tid, end vi er vant til, men ved middagstid kunne vi kravle op, og lige sidde og sunde os lidt samt forholde os til meldingen om, at vi under ingen omstændigheder måtte hælde vand ned fra båden. Efterhånden indretter man sig jo, og vi har fået lavet en del alligevel. Vi holdt søndag ved at invitere vore nye italienske venner på frokost henne på restauranten på Nautec Mare for at sige tak for hjælpen, og det var rigtig hyggeligt.
Skipper er nu igen i gang med sit faste arbejde på dækket. Senere i dag skal vi ind og hente togbilletter, og så er der næsten kun tilbage at få pakket og lukket ned. Onsdag morgen tager vi toget kl. 07.20 til Venedig, og om alt går vel, lander vi i Billund kl. 15.00 – så det er nemt sammenlignet med andre hjemture.
Vejret er stadig dejligt, selvom det også her er efterårsagtigt. Det har været et meget anderledes år, men det er nok godt ikke at blive alt for afhængig af den samme rytme, så man stadig kan omstille sig? Dog egner vi os ikke til den megen varme og de alt for mange charterbåde, men alt taget i betragtning var det sådan, det passede bedst i år. Vi har sejlet 1742 sømil, siden vi forlod Kreta, og vi har besøgt 6 lande! Ret godt gået, ikke? Så det er ikke sært, vi begge føler, vi har oplevet og set rigtig meget, som vi nu skal bruge en lang vinter i hjemlige omgivelser på at fordøje. Og så starte på en frisk en gang i april, hvor det igen skal blive godt at komme på vandet.
Tak for i år til alle jer, der er søde til at sende os rare hilsener, og hav en god vinter, hvor I end er!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 82
Sibenik 14/08/2015-Porec 31/08/2015
Vore sidste kroatiske kunaer er blevet brugt til en drink og en is samt havnepengene i morgen tidlig. Altså er det nu et farvel til Kroatien efter 1½ måned i dette smukke land, hvor vi har nydt den storslåede natur og de mange charmerende byer med de unikke og bevaringsværdige bygninger - eller rester af samme. Nu venter Slovenien bogstaveligt talt lige om hjørnet.
I Sibenik tilbragte vi nogle dejlige dage. Var inde og se på den flotte gamle by med katedralen og fæstningsanlæggene og ikke mindst nyde det smukke område. Vi har tidligere været heldige at opleve den 15. august, Jomfru Marias Himmelfart, i de katolske lande, og det kunne være interessant at se, hvordan man fejrer det i Kroatien. Med lidt hjælp fra turistkontoret fandt vi ud af, at der i den lille by Vrpolje ca. 10 km fra Sibenik ville blive afholdt en fest i dagens anledning. Og der var indsat særbusser allerede fra kl. 05, så vi kunne forvente noget ganske særligt, sagde i hvert fald damen på billetkontoret. Det blev sådan, at vi lavede en aftale med taxachaufføren, som kørte os hjem fra byen. Han hentede os lørdag morgen kl. 8.30 og satte os af i et mylder af mennesker. Politiet var ude for at regulere den massive trafik. Vrpolje er kun en lille by med nogle få huse på hver sin side af hovedvejen, men der er en stor kirke og et kloster, og her var der gang i den! Vi gik til kirken, hvor mange mennesker stod i kø for at komme op og kysse billedet af Jomfru Maria, som stod på det stativ, hvorpå hun senere i flot procession blev fragtet udenfor. Her blev hun anbragt bag det alter, der var stillet op under træerne, så der kunne afholdes messe for de mange hundrede mennesker. Før messen kunne vi se folk gå rundt til nogle gejstlige, der havde plads ved ”boder” i klostergården. Her kunne man så få en snak/sjælesorg/syndsforladelse. Nonnerne havde travlt med at samle penge ind, men vi fandt ikke ud af til hvad. Messen kom flot i gang med skøn korsang, men den viste sig at være endog meget lang, og det var varmt at stå op. (Der blev da også brug for samariterholdet, da der var en, der dejsede om).
Vi holdt ikke ud til slutningen, men hørte det sidste, mens vi fik os en kold øl i et af de mange telte, hvor der blev solgt helstegt pattegris m.m. Temperaturen taget i betragtning var det ikke, hvad vi havde lyst til. Der var loppemarked af både nyt og gammelt – en folkefest af dimensioner. Efter 4 timer orkede vi ikke mere og tog bussen hjem, en stor og meget anderledes oplevelse rigere.
Den megen varme resulterede i tordenvejr, der strakte sig over et par dage, så det blev mandag, før vi sejlede fra Sibenik. Vi skulle til øen Murter, hvor vi ville købe tilladelse til at besøge den berømte Kornati Naturpark. Vi røg ind i et par voldsomme regnbyger på vejen, men efter et par timer kunne vi spadsere over og finde det kontor, hvor vi kunne købe tilladelsen til at besejle naturparken. Vi valgte at købe en 3 dages billet, lykkeligt uvidende om, at endnu et tordenvejr var i vente. Det var en rigtig flot sejltur i området, som er karakteriseret af en mængde øer, der er ubeboede i vinterhalvåret, og hvor den kolde boravind holder al tilløb til vegetation nede. Der er et utal af bugter og vige, hvoraf mange er velegnede til overnatning i båd. Og igen var vi langt fra alene! Desværre er der mange motorbåde, der slet ikke overholder den fartbegrænsning, der er i området, så de kan gøre livet lidt surt for andre! Vi valgte at tage en bøje, da der var en enkel ledig tilbage i den bugt, vi gerne ville være i for natten. Knap havde vi lagt os, før der kom to mand og skulle stemple vores tilladelse. Vi spurgte dem om bøjen, for der stod noget på den. Det viste sig at være en restaurantbøje. Nå, men da der var ankring forbudt på stedet, var det jo fint nok. Der kom også en ung mand ud og viste os menukortet, og han lovede at hente os ind til middag. Den var dejlig, men kostede mere end 600 kr. for en fisk til hver, en portion chips og en portion salat samt en ½ l vin. Så var det også betalt! En mængde både havde efterhånden lagt sig for anker, selvom det altså ifølge kortet var forbudt. Men de lå så tæt, at vi var ret fornøjede med ikke at have noget ansvar for et anker, og især da der kom torden om natten.
Det var et massivt uvejr, som desværre betød, at vi ikke havde lyst til at opholde os længere ude på de små øer, så vi sejlede til byen Biograd, hvor vi blev tørre og fik købt ind. Med melding om en del vind de næste dage, valgte vi at sejle til Zadar, som vi under alle omstændigheder ville bruge noget tid på at opleve. Vi var spændte på, om der var plads til os i marinaen inde i byen – det var der heldigvis, selvom den blev totalt fyldt op i løbet af lørdagen, hvor charterbådene skiftede besætning.
Nu har vi jo efterhånden lært, hvordan det foregår…
I Zadar kom varmen igen, men vi tog os sammen og var rundt og opleve byens mange seværdigheder. Her var også borge, bymure og byporte, katedral og kirker i nogle fantastisk hyggelige gamle gader og torve. Byens nyere stolthed Havorgelet og Gaven til Solen var også en oplevelse, helt anderledes og ikke uden grund et tilløbsstykke. Vi kom lidt i snak med et skotsk ægtepar, der lå ved siden af os i marinaen. De havde været i landet i mange år og fulgt udviklingen, kendte også Kroatien fra kommunisttiden, så han kunne fortælle rigtig meget. Bl.a. hvorfor der så forfaldent og trist ud i marinaen: I virkeligheden var firmaet gået fallit! Marinaen som sådan tjente rigtig godt, men banken bestemte over pengene, som blev afleveret til andre firmaer, der gav underskud, så det var i den grad gået tilbage de sidste år, hvilket omgivelserne bar alt for tydeligt præg af. Store, tomme bygninger med knuste ruder og dertil hørende snavs og rod, gav det et både trist og lidt skummelt præg. Synd, for marinaen ligger dejligt med mange træer til den ene side og som sagt midt i byen. Samme skotte gav os et par tips om en god restaurant, hvor vi kunne fejre vores 45 års bryllupsdag, og det var alle tiders måltid! Vi var ellers blevet advaret om, at maden i Kroatien ikke er noget at skrive hjem om, men vi har spist mange gode måltider, og dette var et af dem.
Vi skulle videre, selvom det var hyggeligt endelig at have nogen at tale med. Det har også været anderledes på denne etape: Vi har ikke mødt ret mange af ”vores slags”. Langt de fleste er feriesejlere i charterbåde, som man ikke har så meget til fælles med. På den lille ø Silba var der ikke mange gæster, men havnen blev alligevel fuld – heldigvis var der en havnefoged, der vidste, hvordan han kunne få plads til flest muligt. Vi ventede hård vind, som ikke kom alligevel, men det var rigtig fint med en ekstra dag på øen, hvor der var dejligt at gå tur og kigge på det lokale liv. Her var der nemlig ikke så mange udenlandske turister, så vi kunne bedre fornemme, hvordan kroaterne selv holder ferie.
Vi havde jo erfaret, at hvis vi ville have plads ved bykajerne, måtte vi ikke komme sent ind. På øen Rab er der en fin marina, som så ud til at være der, man lagde sig som gæst, og altså ikke ved den kommunale kaj. Den blev også godt fyldt op af charterbåde, selvom vi nu kunne fornemme, presset var ved at aftage. En tur rundt i den gamle, smukke og hyggelige by og næste dag videre til Krk - troede vi da! For da vi kom fri af sidste pynt mod NV, fik vi en meget frisk vind og nogle ret store bølger lige i panden! Vi havde ellers tænkt, der måske i dag kunne blive mulighed for en fin sejltur, for vi regnede med en jævn halvvind, men vejrguderne havde bestemt det anderledes, så vi ”drejede fra” og sejlede ind i bunden af en dejlig beskyttet vig og lagde os i endnu en fin marina. Ankring fristede ikke på grund af vinden, og selvom det blev helt stille om aftenen, vågnede vi ved nogle faldvinde af dimensioner ved 4-tiden! Så vi glædede os endnu en gang over at ligge trygt, skønt de ca. 500 kr. det koster i marinaen selvfølgelig kunne have været sjovere at bruge på noget andet…
Næste morgen sejlede vi på spejlblankt vand til Krk, en rigtig flot ø, som i den grad er et sommerferieparadis. Her lykkedes det os at komme til at ligge ved bykajen, så vi faktisk lå midt i den hyggelige by, og det var nemt at gå op og kigge på bl.a. den fine domkirke. Der var leben i havnen med de mange turbåde af forskellig slags; dem har vi set overalt i mange afskygninger og med hver deres tilbud om ture og oplevelser. Men sidst på aftenen faldt alt til ro, og vi fik en rolig nat, skønt vi lå med stævnen direkte mod havnehullet.
Den sidste ø, vi havde udset os af de mange mulige i det kroatiske øhav, var Cres. En lang, smal ø, hvor vi ville gøre stop, før vi sejlede over til Istrien. Vi kom til en middagsstille havn og var lidt i tvivl om, hvor vi egentlig kunne lægge os, men pludselig kom der en havneassistent, og så var vi fortøjet! Det viste sig at være en marina i tilknytning til værftet, og da den faktisk ligger i selve byen, var det fint nok. Der var alle faciliteter, incl. vaskemaskine, som til og med var til at betale: 5 € i modsætning til 20, som vi har set forlangt i en af de andre marinaer. Den slags sætter man jo pris på, når man som vi ikke bare er på ferie, så det var rigtig dejligt at få klaret en vask.
Vi valgte fra at sejle længere op i Kvarnerbugten, selvom der helt sikkert også der er mange skønne byer. Vi kunne på vejrmeldingen se, at et vejrskifte ville komme i løbet af en lille uges tid, og så var det bedre for os at ligge på vestsiden af Istrien. Så vi sejlede til Pula, hvor vi ville ind og se det berømte amfiteater. Vi fik en plads i marinaen, der ligger lige nedenfor – det var begyndt at blæse lidt, og der var ret uroligt, men inden sengetid havde vinden lagt sig. Mens vi sad og slappede lidt af i cockpittet, hørte vi en masse motorcykler, og det var virkelig EN MASSE! Manden i nabobåden, som viste sig at være slovener, fortalte os, at hvert år i lige netop denne weekend var Pula vært for et MC stævne med deltagelse fra hele Europa. Det var rigtig sjovt at se de mange forskellige cykler og ikke mindst deres ”besætninger”, der havde alt tænkeligt udstyr i form af lædertøj med og uden metal – hvad man dog kan få til damer, der skal tage sig godt ud på sådan et køretøj! Samme flinke slovenske mand, (der som en af de eneste har tiltalt os og vist os interesse), fortalte, at han havde sin bådplads her i Pula, og han havde i år været på sin længste sommertur, nemlig til De ioniske Øer.. Det havde været alle tiders: Flinke, åbne og gæstfri mennesker og rimelige priser! Vi kan jo kun give ham ret…
Byen Pula var interessant med dens mange fine bygninger og lange historie, og amfiteatret var en stor oplevelse at se. Det er meget velbevaret, og man får i det tilknyttede museum et godt indblik i både teatrets funktion og indretning samt menneskers levevilkår på den tid i dette område.
Men vi skulle videre, og det er i den grad et spørgsmål om at vælge – og dermed vælge fra. For man kan ikke se alle de skønne byer. Rovinj og Porec blev dem, vi valgte, og hver især har de haft deres fantastiske bymiljø med små og krogede gader, flotte katedral/kirke, som ligger højt til vejrs og dermed har en udsigt, der er imponerende. I Rovinj er katedralen og det tidligere bisperesidens på UNESCO’s kulturarvsliste. Forståeligt, da der er flere interessante mosaikker og bygningsmæssigt enestående ting at betragte, men særligt kirken i Porec fandt vi virkelig smuk – et værdigt punktum for den lange række af seværdigheder, Kroatien har budt os.
Vi nærmer os nu vores vinterhavn nær Monfalcone i Italien. Vi skal udklarere fra Kroatien og indklarere i Slovenien, som vi har planer om at aflægge et kort besøg. Men da en langvarig frontpassage ”truer” om nogle dage, har vi faktisk tænkt os ret hurtigt at sejle til vinterhavnen, da vi tror, det er bedre for os at ligge der end at skulle betale dyrt for at ligge i en marina i Slovenien. Vi kan altid sejle tilbage til Slovenien, enten her i sensommeren eller til foråret, for der kræves ikke formaliteter, når vi kommer fra Italien.
Det har nok skinnet igennem, at vi har fundet det dyrt at være sejler i Kroatien. At besøge naturparkerne, som vi er vant til fra Danmark skal være et tilbud til alle, er vist her kun en mulighed for de få. Det koster f.eks. 200 € pr. dag at besøge Brijuni-øerne for en båd op til 15 meter. Man kan også komme derud med turbåd og få en guidet tur formedelst 300 kuna pr. person, men de sejlede ikke på det tidspunkt, det ville have passet os. (Vi slap på den måde for at tage stilling til, om vi overhovedet ville betale så meget for det!) Vi syntes også, det var rigeligt at skulle betale 100 kuna pr. person for at få lov til at gå på bymuren i Dubrovnik, ligesom man hurtigt kom af med flere hundrede kunaer i de øvrige naturparker. Vi har også moret os lidt over, at her må man ikke besejle Lim Fjorden i egen båd. Ja, sådan en har man altså også på Istriens kyst, men her skal man tage med en turbåd. OK, det er godt at være opmærksomme på at beskytte miljøet, hvis det er det, det handler om. Men vi har vore tvivl…
I forhold til sejlads er Kroatien et virkeligt eldorado med utroligt mange steder at besøge – det ene mere charmerende end det andet. Beskyttet farvand og ikke langt mellem havnene, hvad kan man ønske sig mere? Men så må man uden for højsæsonen! Vi har oplevet chartersejlads i et omfang, vi aldrig tidligere har set. Kæmpekatamaraner fylder godt op i havne og ankerbugter, og mængden af dem og store sejl- og motorbåde er simpelthen bare for meget! Klart, at når man er på ferie og måske 10-12 personer om at dele havneudgifterne, betyder det ikke så meget, hvad det koster, men når man som vi gerne vil opholde sig i landet i flere måneder, bliver det for dyrt. Vi kan godt forstå, mange efterhånden forlader landet på grund af prisniveauet. Her er mange mennesker fra Østrig, Tyskland, og fra de tidligere sovjetstater – de kan jo nemt komme hertil. Og det er selvfølgelig helt naturligt, markedsmekanismerne bliver styrende, når der er så massiv efterspørgsel på en vare, som vi har oplevet lystsejlads er her. En industri og pengemaskine af store dimensioner. Det holder mange folk beskæftigede, og det er naturligvis positivt for et land, men mon ikke man skal til at passe på, man ikke kvæles i sin egen succes?
Det har ikke været dyrt at købe dagligvarer, ej heller at spise ude (bortset fra restaurantbroerne), og da det har været så helt utroligt varmt, har vi også været fornøjede over, at is og fadøl bestemt ikke har belastet budgettet. Begge dele har været af en god kvalitet og er blevet indtaget i rigelige mængder!
Nu venter Slovenien, og vi glæder os til lige at se lidt på dette land, som jo har været med i EU noget længere end Kroatien og skulle være anderledes på flere punkter. Og så tror vi nok, vi har fået fyldt oplevelseskisten for i år, så de sidste uger før hjemrejsen vil vi give Nausikaa den helt store tur ude og inde, hvis vi kan komme til at ligge i vandet der, hvor hun skal på land for vinteren.
Vi glæder os til et snarligt gensyn med familie og venner og siger som vanligt tusind tak for alle de dejlige hilsener fra jer alle!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 81
Trogir 23/07/2015-Sibenik 14/08/2015
Vi har endnu synsindtrykket på nethinden af den meget smukke indsejling her til Sibenik, som vi kom til i går eftermiddag. Byen ligger lidt inde i landet, man sejler ind mellem småøer gennem et snoet løb med skovklædte klipper og mange bugter og vige. Fremme ved havnen mødes man af et af de tre store fæstningsanlæg, der præger byen. Der var masser af plads ved kajen og en venlig havnefoged, men der var lidt uroligt, og vi kunne hurtigt regne os frem til, at marinaen lidt derfra – og med alle faciliteter - kostede næsten det samme. Og her var der også masser af plads! Det var dejligt efter flere gange at have oplevet det modsatte. Her er fred og ro, og herfra vil vi tage ind og se nærmere på Sibenik.
Tilbage til Trogir, hvor vi fik udvidet besætningen endnu en gang. Kasper, Julie, Maiken og Jakob hentede vi i lufthavnen lørdag aften den 25.7., og det var en fryd at mærke børnenes glæde over igen at kunne indrette sig ombord. Vi fik fine gaver i form af nogle flotte tegninger, og Maiken og Jakob havde regnet sig frem til, at det var 10. gang, de besøgte os på vores tur, så de kom med en stor flot flaske Tanqueray No. TEN – ikke dårligt!
Vi havde advaret dem om, at det var varmt, altså VARMT! Og det måtte de sande, så det var bare med at komme ud på vandet og finde et sted at bade. Dog var de lige inde og se lidt på Trogir, mens vi gjorde klar til afsejling. Vi fandt efter et par timers sejlads et sted, hvor vi kunne ligge for anker, og så blev der badet og hygget, indtil vi næste dag sejlede videre til Skradin. En rigtig fin tur ind gennem et meget flot landskab med både klipper, engdrag og broer (bungo-jump), så der var hele tiden noget at se på. Vi fik en fin plads i marinaen, så os lidt om i den lille charmerende by og indtog aftensmaden på en af de talrige restauranter – det var dejlig mad. Særligt Jakob skønnede på, at øllet også var godt og tilmed billigt!
Den primære grund til at sejle til Skradin var, at vi ville besøge Krka Naturparken, og det gør man - i hvert fald som sejler - derfra. Vi stod ”tidligt” op, så vi kunne komme med turbåden kl. 10 sammen med hundreder af andre, så vi var en overgang helt spændte på, om vi kunne komme med. Det er i den grad højsæson, men alt gik efter planen, og det var en fin sejltur ind til stedet, hvor de store vandfald er. Det var bare flot! Vi gik rundt i det specielle område, og så tog vi endnu en bådtur ud til klosteret i Visovac søen. Tilbage igen spiste vi sen frokost med vandfaldets brusen omkring os, og så var det tid til det helt store projekt: Julie, Kasper, far og mor skulle ud at bade ved foden af vandfaldene! Det blev en stor oplevelse, om end det var ret krævende for forældrene at sørge for, ingen gled på stenene eller kom for meget i karambolage med alle de øvrige vandhunde. Der blev pjasket og hujet, og sejlturen hjem til Nausikaa var præget af en vis mathed. Vi kom tilbage til båden efter en herlig dag og en stor oplevelse rigere. Efter – endnu et bad, men denne gang under bruseren – og aftensmad, blev der tidligt ro i salonen, så vi voksne kunne slappe af og nyde, at temperaturen var kommet under de 30 gr., i hvert fald i cockpittet. Forståeligt, at mange vælger at sove ude, hvis deres båd egner sig til det. Man ser dog også, det er lidt svært at få ryggen strakt ud efter en nat på hårdt underlag, men af to onder må man jo vælge, og det er meget varmt om læ.
Næste morgen sejlede vi igen mod syd og valgte at lægge os i havnen Veli på øen Drvenik. Det var svært at få ankeret til at holde, men det lykkedes til sidst. Jakob & Co. sejlede i Zeus’en over til en børnevenlig strand, og skipperparret gik en tur i byen. Det var næsten som at komme tilbage til Grækenland: Et synligt forfald overalt, og havnen var en ikke færdiggjort marina, hvor der sikkert kunne blive rigtig fint, hvis man gjorde i stand og sørgede for faciliteterne. Ikke desto mindre blev vi afkrævet 150 kuna for at ligge der – så helt græsk var det ikke…
Dagen efter var det planen at lave et frokost- og badestop i en helt særlig vig, men det var der mange andre, der havde lyst til, så vi opgav at møve os ind i infernoet og fandt i stedet et lille hyggeligt sted, som vi havde helt for os selv. Da vi ankom til Milna på øen Brac, havde vi tænkt at gå ind i den første og lidt billigere marina, men selvom der var mange tomme pladser, blev vi afvist, fordi vi ikke havde reserveret. Der var heldigvis plads i ACI marinaen længere inde i byen – så må man jo bare betale og se glad ud, selvom man bliver placeret l a n g t fra faciliteterne!
Take away pizza i cockpittet var faktisk rigtig dejligt, så endnu en god dag blev det til. En uge går hurtigt, så vi skulle mod Split, da vi også gerne ville nå at opleve byen sammen. Nu var vi jo ved at lære det: Vi måtte hellere reservere! Men alt var umuligt inde i Split; heldigvis var der Marina Kastela, en meget stor marina, som kunne have os, selvom der også der kom hundreder af charterbåde ind i weekenden. Herfra kunne vi tage ind og se byen, så det var helt ok.
Vi fik vores sædvanlige aften alene med Julie og Kasper, hvor der var lidt friere tøjler hvad angår chips, cola m.m. Deres far og mor var lidt ude for sig selv, og vi hyggede os med børnene. Kasper er vist en lille kok in spe, han hjalp ivrigt med at tilberede Spaghetti Bolognese. Vi fik også – alt for kort - hilst på Denis og Marianne fra s/y Martina.
Varmen kunne vi ikke gøre noget ved, men den var drøj. Derfor måtte der nogle is og kolde fadøl til for at ”overleve” i Split, som virkelig er en meget fin by med små gader og flotte bygninger. Turen op i det 60 m høje klokketårn var bogstaveligt talt højdepunktet. Julie kravlede som vanligt op som en lille bjergged, Kasper sad trygt, men lidt forknyt, på fars arm, Maiken gav op på halvvejen. Helt oppe var begge børnene fascinerede af udsigten, som de kunne fortælle mor om – hun var glad for at se dem nede i god behold! Nu skulle vi have en frokost at styrke os på, men selv under parasollen og ventilatorerne kunne vi mærke solens stikke. Vi havde aftalt med børnene, at de selv skulle være med til at købe deres gave i stedet for, at vi havde noget med hjem til dem. Det holdt lidt hårdt at finde noget, for der var så uendeligt meget at vælge imellem, og meget af det var jo ikke noget alligevel. Vi havde nogle gode timer i den smukke gamle bydel, før vi igen måtte tilbage til busstationen – 39 gr. i skyggen. Flyafgangen skulle jo respekteres, så det var hjem og pakke, i bad samt få et let måltid, før vi kunne vinke farvel og tak og sende familien af sted i en taxi til den nærliggende lufthavn.
Da vi sad og pustede lidt, sagde skipper med et: ”Det er første gang i en måned, hvor vi ikke skal noget i morgen!” Det kunne vi pludselig godt mærke – der havde været meget tryk på, siden vi fik Morten & Co. ombord på Korfu den 30.6 efter en lang tur fra Kreta. Turen her til Split var også med lange stræk og mange koncentrerede oplevelser, og i ugen med Jakob & Co. havde vi jo også planlagt forløbet, så vi kunne få mest muligt ud af det sammen. Alt var til vores store glæde gået rigtig godt, men nu var det nok også tiden med et pusterum…
Vi havde en del praktiske opgaver, som det var fint at løse i Marina Kastela, og da de var klaret, sejlede vi til øen Vis, som omtales som helt særlig og meget spændende. Vi stod tidligt op og sejlede, vidste godt, der ville være kamp om pladserne derovre. Vi blev også først afvist, men skipper var vaks og så, at der var en båd, der sejlede, så vi fik allernådigst lov til at lægge os der.
Der var flere hundrede både for anker eller bøje, da vi gik i seng. Vi vil jo gerne ind og se på byerne, hvor vi kommer til, og så er det dejligt nemt bare at kunne gå i land. Vi kunne dog ikke se, at øen/byen var SÅ særlig, men måske, hvis man var gået rigtigt ind i landet og havde set sig noget mere om. Det havde vi ikke så meget lyst til, så vi fortsatte mod Korcula, hvor vi igen blev afvist, fordi vi ikke havde reserveret, så vi lagde os for anker i en lille fin bugt tæt på Lumbardo marina, som vi så formentlig kunne få plads i næste dag. Heldigt, for der lå s/y Martina, og det blev til nogle hyggelige timer og en masse snak og erfaringsudveksling hos dem. De ville jo sydpå, så vore veje måtte skilles – vi sejlede ind og fik en plads lige efter middag, og tog bussen ind til Korcula by. Her var fint at gå rundt i den gamle bydel, ligesom vi aflagde besøg på Marco Polo museet. Han siges at være født på Korcula, så det bliver der gjort et stort nummer ud af i forhold til turisterne. Det var et interessant og lærerigt besøg – efterfulgt af en kold øl i skyggen med udsigt over vandet, hvor der nu blæste en ret strid vind. Der var som så ofte torden i luften om aftenen; vi fulgte lyn og bulder på afstand og ”slap” med få dråber - ville ellers godt have haft luften renset lidt.
Dubrovnik var også et ”must” for os. At ligge i marinaen i Dubrovnik koster ”spidsen af en jetjager”, så skipper havde udset sig et fint sted, Ston, der ligger inde bag flere øer og med et langt sejlløb til, hvor man sejler tæt på bjergene og med masser af bugter og vige. Der var helt stille og meget hyggeligt. Byen ligger tæt på havnen, og vi kunne komme til Dubrovnik med bus, så det var fint. Ston er rigtig flot, og et kæmpestort fæstningsanlæg og en fæstningsmur, der går rundt om bjerget til Mali Ston troner højt oppe – et helt specielt sted, og der var alt, hvad vi havde brug for. Incl. en fontæne med det fineste drikkevand, så der blev fyldt nogle flasker.
Busturen gik jo som beskrevet i logbogen ikke helt efter planen, men vi kom da af sted, og det var bestemt også en stor oplevelse at se Dubrovnik. Desværre gør varmen og det mylder af turister, der er over alt jo nok, at man ikke helt yder stederne her retfærdighed, men en fin tur på den helt unikke bymur fik vi da. Helt fortjent er byen på UNESCO’s liste; der er virkelig meget at se og beundre.
Hjemme i Ston fik vi lidt aftens mad og gik så op i byen og overværede et karneval, som vi havde set annonceret dagen før. Det skulle starte kl. 21, men vi kunne høre, det var i gang allerede, så vi skyndte os op og fik da også det meste med. Det var ret festligt.
Så var næste stop øen Mljet, som vi havde haft et pit-stop på, da vi sejlede op ad. Nu ville vi gerne se lidt nærmere på øen og blive der et par dage. Vi gik ind til en af de mange restaurantbroer i Polace; det er jo lidt tilfældigt, hvor man havner, men vi var godt tilfredse, for maden og betjeningen var absolut i top. Også lidt dyrt, men vi holdt os heller ikke tilbage – det smagte skønt! Gåturen ind til søerne var varm, men vi kunne gå lidt i skygge, og endnu en gang satte vi os i en båd og sejlede ud til et kloster på en lille ø, hvor vi så os lidt omkring, før vi satte os og fik en kold fadøl. Der er utroligt smukt i området – ikke sært, det er besluttet at bevare det som Nationalpark.
Øen Korcula var næste mål – denne gang med byen Vela Luka i vest. Vi skulle tanke diesel, havde først regnet med at gøre det, når vi kom frem, men vi besluttede at sejle den anden vej rundt og for en sikkerheds skyld tanke allerede efter ca. 20 mil ved Korcula by. Det sparede os nok for at havne i en ordentlig tordenbyge; vi kunne tydeligt se, den trak på den anden side af øen. Vel fremme i Vela Luka kunne vi konstatere, at alt var optaget ved kajen. Vi var heldige at få den sidste bøje – mange lå allerede for anker, men hvis der kom mere torden ville vi slappe mere af ved at ligge ved bøje. Vi snakkede lidt om, hvorvidt vi skulle sætte Zeus’en i vandet og sejle ind til kajen, men vi gad ikke rigtigt. Så vi kiggede på bylivet fra båden, slappede af og havde også en stille nat bortset fra en del rullen. Færger og andre skibe sejlede tæt på os, men det var ikke et problem som sådan.
Ligesom mange af de andre sejlede vi tidligt, og nu var målet øen Hvar, som også er et af de steder, man skal se her i øhavet. Vi var i havn allerede kl. 11, men sikke et virvar! Vi fik at vide, alt var optaget, også bøjerne, og lægge anker i det urolige kaos skulle vi ikke nyde noget af. Så det blev igen den nærliggende marina Palmizana, hvorfra man kan tage taxibåd ind og se byen. Vi var vist endda heldige at få plads, for vi havde jo ikke reserveret. Det forventes man ellers at gøre over internettet, kunne vi forstå af en samtale, vi hørte over VHF’en.
Vi blev klar til at tage på udflugt til Hvar og kom med taxibåden – en ret ”frisk” tur med fuld fart over det oprørte vand. Ikke oprørt af vind, men af de mange andre hurtiggående motorbåde, der sejler rundt. Havnebassinet er i konstant uro med al den trafik, men det kan ikke være anderledes. Så på trods af prisen – 79 € - fortrød vi ikke, at vi var sejlet ud i marinaen. I Hvar gik vi op og så den spanske borg, der ligger højt over byen og nød den storslåede udsigt der oppe fra. Vi var også inde og se Sct. Stefankatedralen, før vi havde fortjent vores kolde fadøl. Vi fik handlet lidt, før vi gik hen og ventede på at blive sejlet tilbage til marinaen. Byen – og øen – er helt sikkert et besøg værd, og havde vi været der på et roligt tidspunkt og i lavere temperatur, kunne man godt være taget ind og set mere på det hele. Sådan er det ikke lige i år.
I sagens natur indbyder marina Palmizana ikke til længere ophold, selvom den ligger rigtig dejligt. Den er både for dyr og alt for fyldt, og derfor ret urolig. Så vi besluttede at stå tidligt op og sejle til Sibenik, hvor vi så er nu og oplever masser af plads. Dog forventer vi et rykind af charterbåde i dag og i morgen - hvis ikke, er marinaen overdimensioneret. Vi kan jo håbe på, at sæsonen og temperaturen snart har toppet, så vi kan få lidt mere råderum og energi igen. Nu vil vi ind og se på byen, som ser ud til at have meget at byde på. Vi har god tid til den sidste etape, men der er også stadig mange dejlige steder at besøge.
Vi kan se, det endelig er blevet bedre vejr i Danmark – det under vi jer i den grad! Og til alle både hjemme og ude, som er søde at sende os hilsener, siger vi mange tak. Det varmer – og den slags varme kan vi ikke få for meget af.
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 80
Korfu 15/07/2015-Trogir 24/07/2015
Hvis nogen har haft de tanker, at vi var ved at ”gro fast”, må de sidste uger have rammet en pæl gennem den påstand! 4 forskellige gæsteflag inden for en uge – og 1087 sm. sejlet siden 7.juni. Og alligevel har vi ”fået sjælen med” og oplevet en masse. Ikke mindst i løbet af den sidste uges tid.
Det var vældigt kontrastfyldt at krydse grænsen mellem Grækenland og Albanien – både på grund af landskabets udseende med de høje, øde og golde bjerge samt en følelse af at være ganske alene på vandet. Vi var vant til et mylder af både – her så vi ingen, mødte højst en eller to på vej mod syd.
Vi kunne se nogle af de mange små bunkere, hvorfra kysten blev overvåget under militærdiktaturet, som sluttede i 1987. Siden har Albanien langsomt udviklet sig mod demokratiske valg og de rettigheder for mennesker, som vi jo betragter som helt selvfølgelige. Men fattigdommen har ikke sluppet sit greb, og dermed er friheden jo en illusion i mange henseender. Vi opholdt os længe nok i landet til at fornemme en form for tungsind – især mændene smilede ikke uopfordret, mens de yngre kvinder virkede som om, at ”nu skal vi altså ha’ det sjovt!” på en lidt forkrampet måde. Da jeg læste følgende i vores havnelods om landene, vi p.t. besejler, står der bl.a. om Albanien:” Terms like saudade express a sadness that does not only hurt you and a pleasure that does not only please you.” Jeg synes, det, vi mærkede, beskrives godt med de ord. Vi mødte masser af venlighed og gæstfrihed, og man kan kun ønske alt godt for landet og dets indbyggere.
Første sejlads gik til Vlore, hvor vi skulle indklarere. Da vi nærmede os havnen, blev vi kaldt op af den albanske kystvagt, der kom sejlende hen imod os. Han ville gerne have nogle informationer om os, og da det var ordnet, sagde han tak for samarbejdsviljen, ønskede og god tur, og hvis vi havde brug for dem, lyttede de på kanal 16. Det var faktisk rigtig rart. Efter nogle forsøg kom vi over VHF’en i kontakt med havnemesteren, som ville sørge for en agent til os. Vi lagde til ved kajen, og der var nogle store drenge, der stod klar til at tage imod vore liner. De forventede naturligvis en skilling, foreslog selv 10 €, hvilket vi syntes var i overkanten, så de måtte nøjes med lidt mindre. Så var de tørstige, men vi havde kun koldt vand, som de fik en flaske af. Få sekunder efter havde en flok andre drenge belejret os og insisterede på at få penge – de tiggede ikke, nærmest forlangte, og var temmelig anmassende. Dem, vi først havde givet noget, kom så og jagede dem væk. Agenten kom, og vi forhalede, og så blev formaliteterne ellers ordnet. Skipper var med oppe på kontoret, hvor han fik lov til at bruge en PC, så vi kunne opdatere vores position. Alt imens agenten lige var ude at købe 3 øl…
Vi fik lov til at sejle tidligt næste morgen, uden at han skulle komme og overvåge vor afsejling, og det gjorde vi. Burde måske være gået ind til byen om aftenen, men vi var trætte efter en lang dag. Turen gik til den store havneby Durres, og efterhånden som vi nærmede os den, ændrede landskabet ganske karakter til flade områder med udløb af flere floder. Vi kom ind til en kæmpestor trafikhavn med masser af færger og containere med tilhørende kraner og fragtskibe m.v. Agenten stod og hjalp os med at fortøje, vi var tredje båd ved kajen. Mens formaliteterne blev ordnet – og priserne diskuteret – spurgte vi, hvordan vi kunne komme ind til Tirana, hovedstaden, som vi gerne ville besøge næste dag. Agenten fortalte os mulighederne, men tilbød samtidig, at vi kunne køre med ham, for han havde i forvejen en aftale med to personer fra en anden båd. Det takkede vi ja til, og næste morgen kl. 8.30 blev vi hentet. Vi nåede et smut op i byen om aftenen. Der var liv alle steder; agenten havde fortalt os lidt om byens historie og vigtigste bygninger.
Turen til Tirana var fin på alle måder. Stille og rolig chauffør heldigvis, for trafikken var et kapitel for sig, især når der skulle flettes ud og ind ved rundkørslerne. Vi havde lige præcist ramt en helligdag: Ramadanens slutning, så der var en anden form for liv i byen end en hverdag. Agenten fortalte os, at alle religionerne levede harmonisk side om side. En muslim kunne godt gifte sig med for eksempel en ortodoks, og så var det praktisk, at alle helligdage for alle religioner var landsdækkende, så familierne kunne fejre dem sammen. Det giver jo god mening – vi så ikke meget til den islamiske klædedragt, det var sjældent at se en kvinde med tørklæde.
Vi skulle lige smage den lokale øl, og den var både god og billig: 300 lek – dvs ca. 15 kr. for to fadøl! På baren, som mange andre steder, blev der spillet den skønneste 60’er musik: Beatles, Elvis, m.fl., ren nostalgi!
Da vi havde vandret rundt i byen et par timer, kørte agenten os ud til et meget fint spisested. Det lå i en park, hvor mange forskellige andefugle gik rundt på veltrimmede plæner, og man havde også installeret en kæmpebjørn i et bur. Det kan man mene om, hvad man vil, men agenten var meget stolt over at vise os stedet. Han ville ikke med ind, så vi gik ind sammen med vore to nye bekendte og spiste et herligt måltid med vin til for ca. 25 €, vartet op af tjenere i nationaldragter, med fine duge og stofservietter, og elegant service.
Da vi kom hjem efter en god tur, var kajen næsten fyldt op med både. Efter et lille hvil gik vi ind og fik set lidt mere på byen og handlet lidt – mange butikker var åbne på trods af helligdagen, som vi ikke fornemmede blev fejret nær så intenst som i Marokko. Carrefour var ikke nogen særlig oplevelse, sjovere var det at gå ind til bageren og købe noget forskelligt brød. Vi kan ikke købe ind til mere end et par dage ad gangen i denne varme, så godt, der er mange indkøbsmuligheder alle steder. Det kunne ellers have været sjovt at komme på et albansk marked.
Når vi gik rundt i Durres og Tirana, mindede mange af bygningerne, især beboelsesblokkene, om sovjettidens byggeri. Trøstesløst at se på – og der var en del tiggere samt mange, der ikke så ud til at have det særligt godt. Butiksvinduerne så fine ud, om end det udstillede bar lidt præg af ”plastic og spinlon” nogle steder. Specielt i Durres er man stolte af det romerske amfiteater og det venetianske tårn, men vi må indrømme, vi har set så meget af den slags, at det ikke bliver prioriteret så højt. At se på folkelivet og prøve at forstå de lokales vilkår, det vedbliver derimod at være meget interessant.
Næste dag skulle vi videre til Montengro, og agenten kom som lovet og så, vi sejlede. Vi kunne ikke få ham til at nævne en pris for turen til Tirana, hvor han havde brugt flere timer og lagt bil og brandstof til, så vi havde lagt et beløb i en kuvert til ham og takkede mange gange. Han havde bidraget meget til, at vi fik så meget at se og vide på den korte tid, vi havde til rådighed.
Sejladsen, der startede i tæt tåge, var atter en helt anden oplevelse. En smuk kyst, med vige og små hyggelige byer mellem de skovklædte bjerge. De er nu ikke sorte, som landets navn lægger op til, men det er de måske inde i landet? Vi ankom til Bar, og her måtte skipper i gang selv, for her var ingen agent: Først til havnekontoret, så til posthuset, så havnekontoret igen, derefter politiet, og så til slut tolderne! Vi sejlede derefter hen til marinaen, og hvor var det dejligt ikke at skulle kravle op ad en møgbeskidt kaj for at komme i land. Her var vand og el, luft omkring os og en fantastisk udsigt bugten rundt – lige, hvad vi trængte til.
Vi havde besluttet at tage den flotte tur ind til byen Kotor, så tiden tillod ikke, at vi blev i Bar, selvom der så hyggeligt ud med masser af ferieliv omkring os. Tydeligt, Montenegros befolkning har et andet liv end albanerne. I Kotor fik vi en fin plads ved kajen, og vi kunne nu gå op og kigge lidt på den utroligt charmerende gamle by, der forståeligt nok er på UNESCO’s Verdenskulturarvsliste. Her var også en sejlklub med gode faciliteter, så vi valgte at blive en ekstra dag, bl.a. så vi kunne bestige bjerget med fæstningen på toppen. Der var MEGET varmt inde i den gryde, som bjergene danner, så vi sørgede for at komme af sted først på formiddagen, så vi kunne gå i skygge noget af tiden. Udsigten var anstrengelserne værd, og vi trængte også til noget fysisk aktivitet efter de mange lange sejladser. Vel nede igen nød vi en kold fadøl, men kunne godt mærke solen brænde gennem parasollen. Aftensmaden indtog vi på en af de mange restauranter; det er altid spændende at prøve maden i et nyt land. Og vi kunne konstatere, at der ikke mangler kød på menukortet, ligesom portionerne passer til de velvoksne mennesker, vi så omkring os! Vi havde lagt mærke til, at mange mennesker var store, men velproportionerede – ikke sært, de gør det godt i mange sportsgrene.
Det var godt at komme af sted og ud på vandet næste morgen efter en nat, hvor vi ikke havde sovet. Både på grund af varmen, (31 gr. i kahytten kl. 05), men også fordi der var en charterbåd, hvor besætningen festede højlydt det meste af natten. Det har vi oplevet nogle gange, og vi undrer os! Der var turister i massevis, og ikke kun sejlende. Temmelig store krydstogtskibe anløber Kotor, og vi talte da også med enkelte danskere. Så byen var præget af de sædvanlige souvenirbutikker og mange spisesteder, men med respekt for de gamle bygninger, de smalle gader og de hyggelige torve. Vi nåede lige at besøge et supermarked; det er altid sjovt at komme ind og handle et nyt sted, men her var nu ikke de store overraskelser. Vi fik købt oliven på deres lille marked – men de kunne altså ikke hamle op med dem, vi købte på Kreta…
Inden vi kunne forlade Kotor, skulle skipper ind og have vore pas stemplet ved politiet. De øvrige formaliteter var ordnet aftenen før, men politiet ville ikke lave noget på forhånd! Det gik også fint, og vi kom af sted kl. 5.30 som planlagt.
Ved middagstid ankom vi til Cavtat i Kroatien, og her skulle vi indklarere. Der stod en havneassistent og tog imod fortøjningerne – vi vidste godt, han skulle have 100 kuna blot for det. (1 kuna er det amme som en dansk krone). Skipper fik hurtigt klaret indklareringen og købt sejladstilladelsen, men han måtte tilbage til båden og hente flere penge. Vi kan godt mærke, der ikke er så meget forslag i vore penge her, og at vi er her i højsæsonen, gør det selvfølgelig ikke bedre. Heller ikke hvad angår at få plads, men den første nat, hvor vi sov ved en restaurantbro i en meget skøn bugt på øen Mlejt, var der rigeligt med plads. Og det, vi betalte for at spise – og dermed ligge ved broen – var ikke urimeligt.
Efter endnu en lang dags sejlads, havde vi set frem til en stille nat for anker i en af de mange fine ankerbugter på øen Klement, og så ville vi kun have 25 sm. til Trogir næste dag. Men da vi kom ind og så det virvar, der var i bugten af både, der havde fået plads, og andre, der cirklede rundt for at forsøge at få en plads, vendte vi rundt lige som flere øvrige og sejlede om på den anden side af øen til en marina. Her var plads, og den lå rigtig flot, men 568 kuna bare for at sove (brusevandet var KOLDT!), ja, så er det da også betalt….
På vejen mod Trogir trak det mere og mere sammen, og vi var ikke uforberedte på det tordenvejr, der kom ind over os sidst på eftermiddagen. Men da havde vi fået vasket og tørret en masse tøj, så vi syntes, vi var heldige. Det var lidt voldsomt, fra 0 til 20 m/sek. på ingen tid, så der blev travlhed på havnen. Derfor kom vi heller ikke ind til byen, som vi gerne vil se lidt nærmere på, lige som vi skal have handlet, før vore gæster ankommer i morgen aften. Her er rigtig dejligt; vi fik en fin modtagelse, og selvom det i forhold til, hvad vi er vant til, er dyrt, er der valuta for pengene i form af god service og meget flotte faciliteter.
Nu glæder vi os til at få Jakob & Co. på besøg og til at lære Kroatien at kende. Det er naturligvis ikke ideelt at være her i denne varme og dette mylder, men sådan er det altså i år, og vi må se at få det bedste ud af det.
Vi håber stadig, der er noget sommer i vente i Danmark; det kan vi fornemme, mange trænger til!
Tak for hilsener til jer alle, hvor I end befinder jer, og pas godt på jer selv og hinanden!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 79
Zakynthos 16/06/2015-Korfu 15/07/2015
Endnu vajer det græske flag under styrbord saling, men det skal snart skiftes ud med det albanske.
I skrivende stund er kl. 8.15, vi har været undervejs siden kl. 5.45 fra Gouvia på Korfu. I dag har vi vores egen ”Grexit” fra samme sted, hvor vi for næsten 4 år siden sagde Goddag til Grækenland. Mange gode oplevelser har dette land givet os, og vi vil ikke lade den aktuelle politiske/økonomiske situation overskygge dem, men naturligvis har det også fyldt, især de sidste måneder.
Tilbage til Zakynthos, den af de større ioniske øer, vi ikke nåede i første omgang, og som vi glædede os til at opleve. Her mærkede vi for alvor, at turistsæsonen var i gang, men det er bestemt også en seværdig ø. Meget smuk og afvekslende natur. Vi var rundt på øen, og oplevede både Den blå Grotte og kiggede ned på Shipwreck Bay - ligesom de tusinder af andre…
Kalamos var en kontrast hertil. Næsten kun sejlere som turister, som modtages af tavernaejeren George, selvbestaltet havnefoged - tror vi nok. Han er rigtig sød og tager venligt imod og giver instrukser vedr. ankring. Skipper var nu ikke helt tilfreds, da der på et tidspunkt var 2-3 ankre på tværs af vort. Det mente George ikke, lovede en flaske vin, hvis det var korrekt. Han kom ombord og gav skipper ret, og kom straks med en herlig flaske kold hvidvin, som vi ellers havde sagt, vi gerne ville drikke på hans taverna. Der fik vi den skønneste White Snapper, og det kompenserede lidt for det bøvl vi – og andre – havde næste morgen, da vi forlod havnen.
Nu var vi i kendte farvande og havde et hyggeligt gensyn med Lefkas, hvor vi lagde os ved bykajen. Der var ellers ved at være trængsel; vi kan for alvor mærke, det er nu er feriesæson, og især flotillesejladserne fra de forskellige firmaer fylder godt op i havnene. Vi havde længe været på jagt efter en ny ventil til pumpe til holding-tanken, og det lykkedes endeligt i marinashoppen. Man er begyndt at opkræve havnepenge ved den kommunale kaj – fornuftigt, og sært, det ikke sker alle steder…
Med tanke på vore gæster, der skulle komme den 30.6., valgte vi at foretage lidt rekognoscering, og sejlede til Lakka på Paxos. Her var rigtig dejligt, og vi var sikre på, de ville kunne lide stedet.
Videre næste dag til Korfu, for vi ville være i god tid til at kunne modtage dem – der blev nemlig meldt lidt rigelig vind i nogle dage. Vi kom til at ligge godt og trygt hos Andreas i Mandraki havnen, men lidt uroligt, for der kom den lovede friske vind fra NV. Hyggeligt igen at gå på marked i Korfu by, og endnu mere hyggeligt at få kontakt med Ivan og Susanne fra s/y Tepee.
Så var det, at bankerne lukkede, og grækerne ikke kunne hæve penge i automaterne! Det virkede, som om det kom helt bag på dem, og der blev en noget ”ond” stemning i byen næste dag. Det varede nu ikke længe, før alt igen var normalt, bortset fra køerne ved automaterne, hvor grækerne nu igen kunne hæve deres 60 € om dagen. Og så konstaterede vi, at der var et massivt politiopbud ved bankerne. Vi har hele tiden kunnet bruge vort VISA-kort og har kunnet købe, hvad vi havde brug for – inkl. diesel, heldigvis.
Tiden var nu kommet til at modtage Morten & Co. Hvor dejligt igen at få et knus af dem alle! Vi havde alle glædet os til de to uger, vi skulle have dem ombord, og vi havde jo mange steder, vi gerne ville vise dem. Varmen havde vi ”advaret” imod – og den har også i perioder været hård ved os, især når luftfugtigheden har været meget høj. Nausikaa er jo en typisk nordisk båd, så den holder godt på varmen, og med 7 mennesker ombord, var der (for) varmt, når vi skulle sove. Men det er gået rigtig fint, selvom alles lunte nok er lidt kortere i varmen.
Lakka blev som ventet et hit, både hvad det dejlige badevand angår, men også det første af mange besøg på en græsk taverne. Feta i alle afskygninger og græsk salat flyttede næsten permanent ind i den daglige ernæring, og hvor vi (skipperparret) efterhånden var blevet trætte af maden, især på Kykladerne, må vi til gengæld rose maden her i det ioniske. Vi har nydt mange dejlige måltider på taverne de sidste to uger. Normalt vil skipperinden gerne lave mad, men i denne varme har det været rart at gå ofte på restaurant, så vore gæster har prøvet de fleste typiske mezes – og det med stort velbehag.
På vej sydpå gjorde vi holdt ved Antipaxi, og det tog ikke mange minutter, før der blev badet i det fantastiske vand – Verdens største pool, som Mads sagde. En fryd at se deres glæde over at boltre sig i vandet. Noget, skipperparret ikke dyrker, og det får vi jo nogle bemærkninger om, forståeligt nok. Vi valgte at gå ind og tage en overliggerdag i Lefkas marina, så vi kunne nyde byen og de faciliteter, en marina byder på. De bliver lidt vigtigere, når der er 7, der skal i bad og lige så mange, hvis ikke flere, elektroniske medier skal holdes kørende. Et besøg på det lokale destilleri var vellykket – Morten fik ligesom vi smag for den lokale Metaxa! Der blev også indkøbt dykkerbriller, snorkel og svømmefødder, og alt er blevet flittigt brugt af børnene. Mads på 7 er nu også en rigtig vandhund og smed faktisk flydevingerne efter nogle dage.
Herligt at kunne få fyldt dieseltanken i Lefkas marina, og så gik det til Nidri-bugten, hvor vi havde en utrolig smuk overnatning for anker. På vejen dertil blev der sejlet i gummibåd, og de store blev trukket efter den – lige noget for vandhundene! Vi ville også gerne vise dem Sivota, og Fiskardo på Keffalonia. Begge var en stor kontrast til den rolige og smukke Nidri-bugt, men også en sjov oplevelse – det minder om Skagen og Smögen med de mange turister. Så må man tage med, at nattelivet er larmende. Det har jo også sin charme at sidde og spise 3 meter fra båden!
Vi var heldige at kunne leje en bil, da vi ankom til Sami kl. 10 om formiddagen. Hurtigt var vi på vej rundt på den meget smukke ø. Bjergkørsel og udsigter – og ikke mindst ned på Mirtos-stranden, der lokkede med sit turkisblå vand langt under os. Det blev til en dejlig badetur for børnene, og eneste skuffelse var, at den is, som farfar havde lovet, ikke kunne købes på stranden! Det undrede os, at man ikke fik shinet strandbaren lidt op og solgte noget ud over chips og kolde drikke. Der kunne i den grad laves penge, for stranden er meget besøgt. Så vi måtte ind i nærheden af Argostóli, før vi endelig fik noget frokost og måtte lide den tort at få græsk salat uden feta! Man kan ikke vinde hver gang… Vi var på besøg på vingården, der fremstiller den fine Robola-hvidvin og fik da også købt nogle flasker med hjem. Retsinaen var ikke lige sagen for vore gæster, men Robola faldt i deres smag. Vi skyndte os lidt tilbage, for vi havde aftalt et besøg i Melissáni grotten, inden vi skulle aflevere bilen kl. 20. Nu havde vi næsten grotten for os selv i modsætning til om formiddagen, hvor vi opgav på grund af en meget lang kø. Det er uomtvisteligt en turistmaskine, men alligevel en fin oplevelse at blive roet rundt i den underjordiske sø i drypstenshulen, hvor noget af ”taget” er styrtet ned. Vandet er helt klart, og der er en smuk virkning af dagslys og skygge i grotten.
Efter Sami, som udmærker sig ved en venlig og kompetent havnefoged, fine badeværelser, vand tilgængelig fra cafeerne på strandpromenaden og kun de beskedne godt 6 € i havnepenge, fortsatte vi vort ø-hop til Ithaka. Der var lidt vind, så vi fik rullet sejlene ud – herligt. Glæden var kort, det blev hurtigt vindstille, men lidt har også ret. Til gengæld var der masser af vind i bugten ved Vathi, hvor vi havde aftalt at ankre, så der kunne bades (og larmes uden at skulle tage hensyn til naboer!).
Vinden, som var faldvinde fra bjergene holdt sig det meste af natten, og ankeret holdt fint. Så har gæsterne også prøvet det, og vinden gjorde faktisk temperaturen mere udholdelig. Den forsvandt ved solopgang, og turen til Meganissi var igen på blankt vand med et bade- og frokoststop i en af de meget smukke ankerbugter, før vi lagde til ved bykajen. Her stod luften stille, og der er kun et at gøre i den situation, har vi erfaret: Op og finde kolde fadøl, iskaffe og is!
Skipperparret syntes, det kunne være sjovt at gense Préveza, hvor Nausikaa overvintrede i vinteren 11/12, så det blev næste stop. Der er nu kommet mooring-lines i marinaen, og en ”autoriseret” adgang til el og vand. Byen virkede faktisk mere livlig og så bedre ud end sidst, vi var her. Der var godt gang i butikkerne og de utallige barer og taverner, som vi da også besøgte grundigt. Der var optræk til torden, lige da vi havde sat os og bestilt aftensmad, men Morten og Christian tog benene på nakken og løb ned og lukkede luger samt fjernede solsejl og håndklæder. De var noget våde, da de kom tilbage, men det var også af sved. Igen nød vi et herligt måltid til yderst rimelige penge.
Vi havde aftalt, at skipperparret ville stå op og sejle kl. 06, for at vi kunne komme til Gaios på Paxi, før den meldte eftermiddagsvind blev for frisk. Desværre var der nogle kraftige dønninger, så det med at sove længe for de andres vedkommende blev ikke til noget. Men alle klarede det uden at skulle ofre til Poseidon, som han hedder i disse farvande, og et besøg af delfiner var med til at gøre turen god . Vel i læ ved Antipaxi skulle det forsøges at gentage badesucces’en, men der var en del dønning, så det blev ikke så længe denne gang. Vi ville også godt ind til byen, mens der var chance for en plads ved kajen. Kommer man senere end godt middag, kan det som regel ikke lade sig gøre. Vi fik en fin plads og hyggede os i byen sammen med de mange andre turister. Der var et vrimmel, og naturligvis igen et larmende natteliv lige ovenfor vores luge. Men det er et charmerende sted, og meget smukt, hvilket man efter vores mening bedre kan fornemme, når man besøger øen uden for højsæsonen. Vi er måske også ved at være lidt satte, for de unge synes jo godt om liv og glade dage samt shopping, og får man bare en is i tide – og utide – kan meget gå!
Alt godt får som bekendt en ende, og vi ville gerne have en hel dag i Korfu by, før det var farvel. Vi fik igen en plads i Mandraki efter en sejlads med stor dramatik: Peter Plys havde fået lov at komme med på dæk, og pludselig faldt han overbord til Mads’ store fortvivlelse. Heldigvis lykkedes det at få ham bjærget, men han var godt tung, da han kom op, så det var i sidste øjeblik. Han blev skyllet og tørret, fik lidt ekstra honning, og Mads måtte love, at sådan et vandpjaskeri skulle han ikke udsættes for igen!
Der blev mulighed for hygge og indkøb i Korfu by, og vi sluttede med et besøg på en taverne, vi havde fået anbefalet. Det tog lidt tid at få bestilt maden, for det var efter et helt anderledes, men fint system, når man først havde fundet ud af det. Børnene var trætte, det var vi alle, men maden var dejlig, og der var plads hos nogle til en is på vejen hjem. Vi kan godt forstå det med at holde siesta og være ude til efter midnat – det giver god mening i dette klima.
For at vi kunne få købt ind og tanket diesel til vores videre transportsejlads mod Split, hvor vi får næste hold på besøg den 25.7., sejlede vi til Gouvia marina. Der er svømmepøl, hvilket tiltalte børnene, og så skulle der pakkes, for en dejlig ferie var ved at være slut.
Vi har jo forsøgt at følge med i udviklingen vedr. Grækenlands ageren i forhold til EU, og efterhånden som situationen tilspidsedes, var vi noget spændte på, om noget ville forhindre flyafgangen for Morten & Co. tirsdag aften. De grækere, vi har forsøgt at komme i kontakt med, har ikke været villige til at diskutere, men hos en frisør fik skipper en snak, der viste, at alle bestemt ikke var enige i Tsipras’ håndtering af krisen. Frisøren mente dog ikke, der var risiko for strejke, men at der ville komme mange demonstrationer, især i de store byer. Snart erfarede vi dog, at der var bebudet strejke onsdag blandt de offentligt ansatte, så det var med stor lettelse, vi sendte Morten & Co. af sted i taxi til lufthavnen, og dejligt via sms at erfare, de var godt hjemme.
Vi gik i gang med en tiltrængt rengøring, så de værste spor af den nødvendige solcreme kom væk, og efter et dejligt bad i de flotte, renoverede badeværelser, var det godt at kunne sætte sig stille og roligt til aftensmaden med tanken om de dejlige dage, vi havde haft sammen. Der bliver altid så stille og lidt tomt, når børnene tager hjem, men det var også rart lige at puste lidt ud, før næste hold kommer.
Vi er som nævnt nu på vej til Albanien, gæsteflaget er skiftet, og vi glæder os til og er spændte på at skulle lære et andet land at kende. Vi bliver ikke så længe, det tillader tiden ikke, men vi håber, vi kan danne os et indtryk alligevel.
Farvel og tak til Grækenland - held og lykke! Ja, det bliver svært for grækerne, men det er på høje tid, at de mange meget velhavende grækere bidrager til, at der kan bygges et stabilt og velfungerende samfund op, hvor ingen bør lide nød, men heller ingen bør leve i så vild luksus, som tilfældet tilsyneladende er, uden at betale skat. Vi har mødt mange arbejdsomme, meget venlige og hjælpsomme mennesker, som vi ønsker alt godt for og siger tak for en herlig tid.
Også tak til jer hjemme og ude for hilsener af enhver art. Uden dem gik det bare slet ikke!
Og så håber vi, sommeren når at komme til DK; vi kan jo desværre ikke sende nogle af varmegraderne hjem, selvom det ville passe fint at mødes på halvvejen temperaturmæssigt.
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 78
Kreta 30/05/2015 – Zakynthos 16/06/2015
8 dage og 338 tilbagelagte sømil siden vi forlod Agios Nikolaos – det er da helt pænt, ikke?
Nu er vi så kommet til Zakyntos, hvor vi fik en hjertelig og kompetent modtagelse af havnefogeden, hvilket vi var kommet helt ud af vane med. Her er varmt, meget varmt, (33 gr.) så turen rundt i byen efter reservedele til en pumpe til holdingtanken var lidt anstrengende. Desværre gik vi forgæves, så der resterer en udfordring! Men her virker bestemt ellers til at være rigtig dejligt.
Vi ankom som planlagt til Agios Nikolaos og gensynet med Nausikaa den 30.5., fyldt til randen med minder om gode og glade oplevelser fra alt det, vi havde nået hjemme i maj måned. Det skulle blive rart lige at slappe lidt af og så komme ud at sejle. Der var noget mere liv i byen nu, rigtig hyggeligt, og det var fint at komme rundt igen de velkendte steder. Men vi gik samtidig og håbede på snart at få en vejrmelding, der ikke lød på hård vind fra NV. Vi blev så klar med alting, som vi vist aldrig har været før, og endelig: Søndag den 7. juni kunne vi kaste los, mens solen stod op over bjergkammen. Vi ville gerne langt, så Rethymnon var målet, en tur, der på grund af modstrøm blev på 80 mil, så godt, vi havde besøgt byen tidligere, for vi orkede ikke gå derop om aftenen. Vi blev bekræftet i, at det var godt, vi havde ventet, for søerne var stadig store og sammen med strømmen var det lidt anstrengende at sejle i.
Chania kom vi til først på eftermiddagen midt i en vindfyldt og våd tordenbyge, og vi måtte selv klare at lægge til ved den høje kaj, men det gik jo også, og snart skinnede solen igen. Chania kan vi rigtig godt lide; det var herligt at gå op og få en god middag på en af de mange restauranter på havnefronten, efter at vi havde fundet ud af, hvordan og hvornår vi kunne komme til Samaria-kløften. Dette var et must for skipper - og godt for det, for det var en stor oplevelse! Vi skulle køre med bus i 1½ time, med start kl. 07.45. Sikke en tur! Vi har set mange af landskaberne på Kreta, men dette overgik nok alt, fordi vi kom så højt op. Kløften er en af Europas længste, 16 km, og man starter i 1200 m’s højde og går gennem kløften ned til havet. Det var utroligt flot, en fantastisk og storslået natur! Også lidt hårdt for fødder og ben, da stierne nogle steder var meget ujævne og med høje trin, men det gik fint. Da vi kom ned, hvor vandet løb, måtte vi krydse utallige gange på nogle ret ujævne overgange, men ingen af os fik våde fødder! Der var mange rastepladser, hvor man kunne fylde sin vanddunk med koldt og dejligt kildevand og ellers sidde og nyde dette fantastiske sted. Vi hilste også på et af de æsler, man bruger til persontransport, når der er en vandrer, der ikke kan klare mosten. En sådan passerede vi allerede mellem 1. og 2. kilometersten, men da var der allerede hjælp på vej til hende. Det var også fint at opleve kontrollen ved kløftens udgang, hvor det blev noteret via billetterne, at alle vandrere var kommet ud igen. Det var i den grad skønt at kunne sætte sig med et glas friskpresset appelsinjuice ved det brusende vandløb efter veludført tur og senere få en bid mad og en kold øl nede i havnebyen Agia Roumeli, før vi skulle med færgen til Chora Skafion. Der er ingen veje til eller fra kløftens slutning. Det var blæst voldsomt op, men det var heldigvis en stor færge, vi sejlede med langs Kretas barske sydkyst, som det var interessant at se fra søsiden. Her kommer man som regel ikke som sejler, i hvert fald ikke i egen båd.
Busturen hjem til Chania var også denne gang flot – dog var vi noget matte i sokkerne, så det drejede sig primært om at komme hjem i båden og få et bad og lidt at spise, før vi tørnede ind. Vi lå lige ved cafeer med musik og underholdning til langt ud på natten, men vi sov fra det hele uden problemer!
Næste dag var der behov for hvile! Især skipperindens ben var slemt medtagne, og der er faktisk gået en uge med ømhed i læggene, før det nu er helt ok igen. Så løbeturene har været sat på stand-by indtil nu. Skipper har ikke mærket noget – det siger han i hvert fald…
Så var det tid at sige farvel og tak til Kreta, som har været på alle måder fantastisk at besøge. Vi stod op med solen og sejlede på roligt vand til Kithira, hvor vi kom sidst på eftermiddagen til en næsten tom havn. Den lille by Kapsali var ren idyl, og vi nød den smukke udsigt i bugten og op til Chora. Næste dag lejede vi en bil, og det var en virkelig flot tur rundt på øen, som er meget forskellig fra, hvad vi tidligere har set. Især var vegetationen på bjergskråningerne flot – det var nogle gule, tornede planter, der ledte tankerne hen på Skotland.
Ligesom vi så tit har set, var havnen uden faciliteter eller opsynsmand. Der kunne være SÅ fint, og vi er sikre på, sejlerne med glæde ville betale havnepenge, hvis der havde været de almindelige ting til rådighed, for havnen ligger meget tilpas, når man sejler rundt om sydspidsen af Peloponnes eller til/fra Kreta. Men sådan er det mange steder. Ikke til at forstå, når nu Grækenland mangler penge!
Vi ville igen stå meget tidligt op og sejle 80 sømil, men vinden ville det anderledes, så vi blev nogle timer, til den var løjet noget. I stedet for at sejle helt til Pilos, gik vi ind i en dejlig ankerbugt 32 sømil fra Kithira. Der var herligt – og snart kom flere både til. Ved 16 tiden begyndte det at blæse fuldstændig vildt fra så godt som alle retninger, de såkaldte faldvinde. Skipperinden var ved at forberede sig på en nat uden at kunne sove, men skipper forsikrede, at ankeret nok skulle holde, og at han ville holde øje med jævne mellemrum. Så kl. 23 var der pludselig helt stille, hvilket det var hele natten. Sådan gør man sig nogle gange unødige bekymringer! Vi kunne spise morgenmad i det skønneste vejr, og så var det af sted igen. Let vind eller havblik - og meget varmt! Det skulle blive dejligt at komme til Pilos og få et bad! Det fik vi også, men det var vores egen vandtank, der måtte lægge vand til. I Pilos kom vi igen til en ikke færdiggjort marina/havn uden tilbud til gæstesejlere. Nogle andre gæstesejlere hjalp os med at fortøje udenpå er rustent vrag, og kun skipper var i land, for der var intet indbydende over stedet. Derfor var det meget passende, at vejrmeldingen tilsagde os at tage sidste etape mod Zakynthos allerede næste dag, hvilket vi så gjorde. Igen en lang dag, 65 sm, men i sol, let vind og fredeligt hav. Lige indtil den sidste lille time, hvor vi nærmede os Zakynthos by. Da kom den varslede vind, og det var til at mærke, hvad det tager af fart, når vind og sø er lige imod. Vi har godt været klar over og indstillede på, at vi skulle sejle i modvind – og dermed for motor - på etapen fra Kreta til Korfu. Vi synes, vi har været meget heldige, for der er nogle pynter, man skal runde, og som kan vise temmelig meget tænder ifølge Rod Heikel (og diverse beretninger fra folk, der har prøvet det). Men vi har ikke haft problemer, det er gået stille og roligt.
Nu er vi så vidt, at vi ikke behøver tage så lange stræk for at nå til Korfu, hvor vi får besøg af Morten & Co. den 30.6. Det glæder vi os meget til, og vi regner med at kunne vise dem meget her på de ioniske øer, da de har to ugers ferie hos os.
Indtil da vil vi nyde gensynet med området, som vi kom til i efteråret 2011. Måske vi er så heldige at møde andre sejlere, vi kender – det er altid rigtig hyggeligt.
Det er første gang i mange år, vi ikke skal hjem på ”sommerlandlov”. Vi er forberedt på, det bliver meget varmt ombord, og vi må nok også regne med mere trængsel på de populære steder, men vi håber det bedste.
Vi vil ønske jer alle en God Sommer, hvor den end skal foregå! Og som sædvanligt takker vi for de mange hilsener, I er så søde at sende os.
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 77
Kreta 15/04/2015–Santorini 28/04/2015
Det er vist første gang, vi når helt hjem, før vi får skrevet rejsebrev. Men sådan er det denne gang, så det er med at få det gjort, før for mange andre indtryk dominerer alle dem, vi har med os fra Kreta og Santorini. Krammene fra første hold børnebørn er i behold, og i morgen får vi mulighed for at hilse på de øvrige. Det er skønt og bekræfter os i, at dette med at rejse frem og tilbage er det rigtige for os. Og endnu en gang er vi kommet godt hjem til huset, der havde det fint – men hvor er her dog koldt! Togrejsen fra Kastrup gav mulighed for at nyde det danske forårs mange smukke farver, for solen var så venlig at skinne. Vi synes, vi er heldige sådan at få foråret to gange!
Efter påsken, og da vejret var blevet godt, vovede vi os af sted for at se på Kretas vestlige del. Turen til Chania har vi efterhånden kørt nogle gange, men det var også denne gang en smuk tur, og der var atter masser af sne på bjergtoppene. Vi ankom til vort overraskende (i forhold til prisen) dejlige hotel så tidligt, at vi kunne nå at spadsere ind til den gamle bydel, efter at have nydt den medbragte madpakke på den lille balkon med udsigt direkte til havet. Ikke dårligt! Vi oplevede Chania som en rigtig charmerende by med masser af liv i de små smøger og langs kajen. Mange butikker, restauranter og barer, og vi faldt da også for fristelsen og nød et glas kold rosevin ved sejlklubben, som var elegant indrettet i gamle havnebygninger. Den sædvanlige løben spidsrod gennem ivrige tjenere, resulterede i, at vi gik i protest første gang, men siden var vi mere heldige, da vi lod os lokke. God aftensmad og betjening i hyggelige omgivelser.
Næste morgen havde vi aftalt at hente vore gode venner Launy og Anne Lis på deres hotel – de var på charterferie. Vi forlod Chania under en tung, grå himmel, men så snart vi var kommet sydpå over bjergene, kom solen og var med os hele dagen. Helt bogstaveligt var udsigterne aldeles bjergtagende. Utroligt smukt overalt. Første stop var Paleochora på sydkysten - en lille hyggelig turistby med charmen i behold. Vi havde udset os Elafonisi som næste stop, og det indebar en køretur over bjergene – meget spændende… Vi kom frem til et særpræget område med en meget stor og bred sandstrand og lavt vand. I dag er øen landfast – den beskrives i guide-bøgerne som en ø, man kan vade ud til. Bjergene rejser sig stejlt lidt inde i landet, og det flade område er i stor stil benyttet til drivhusgartneri.
Efter en god frokost på en lille, lokal taverne måtte der også lidt åndelig føde til, så vi besøgte klosteret Hrissokalitissa. Hjemkørselen foregik langs vestkysten gennem et væld af små byer og den ene smukke udsigt efter den anden. Vi passerede byen Kissamos, ret stor og med færgehavn, og så satte vi vore venner af ved hotellet med en aftale om at hente dem igen efter et lille hvil. Herefter nød vi en dejlig middag sammen i Chania, før det var farvel og på snarligt gensyn i Kolding.
På hjemturen næste dag havde vi besluttet at besøge Rethymnon. En rigtig fin by med det store fæstningsanlæg højt over byen, hvor vi fik lidt motion. Ved havnefronten skulle vi lige se Sørøverskibet, og igen måtte vi ”slå lidt fra os” for at få lov at gå forbi de mange restauranter. Også her en hyggelig gammel bydel, hvor vi fandt et dejligt frokoststed på et ”gadehjørne”. Inden vi kørte hjem, var vi omkring marinaen; det er altid spændende at se, hvad man kan forvente af en sådan, men her kunne vi roligt glæde os til at fortøje, når vi skal sejle hen langs Kretas nordkyst i juni.
Vi kom hjem så tidligt, at vi kunne nå at vaske hele to hold tøj, for et blæse- og regnvejr truede igen. Det var også tiden at blive klar til afrejsen hjem via Santorini, hvor vi lige skulle have en lille ”ferie”. Regnen blev vi næsten forskånet for, men blæsten kom fra NV, så det blev svært at sove, både på grund af bådens bevægelser og den megen larm fra fortøjninger og pontonbro. Dejligt at blive inviteret til en pragtfuld afskedsmiddag på s/y Thalassa, tak for det!
Kl. 05.30 fredag den 24.4. var vi klar til at trave op til busstationen i Agios Nikolaos, efter at skipper havde gjort, hvad der var muligt for at efterlade Nausikaa trygt og sikkert. Det var en kold tur gennem den stille, men langsomt vågnende by – og busturen til Iraklion var så kold, at vi måtte gøre lidt gymnastik undervejs. 7 gr. udenfor, men solen steg og gav om ikke andet, så lidt psykologisk varme. Mens vi ventede på hurtigfærgen til Santorini, fik vi en kop kaffe i solen, så vi havde fået varmen, da vi gik ombord. En tur på 2 time på fladt vand. Vi kunne desværre ikke se så meget, da vi sejlede ind i det vældige krater, men det kunne vi, da vi kørte fra havnen. Sikke et syn!
Vi havde bestilt en transfer, så det var nemt at sætte sig til rette i bilen og nyde den fantastiske tur op til hotellet, hvor vi blev virkelig godt modtaget. Lækkert værelse med balkon i en ny, lille bygning, og derfor fredelig. Restaurant, svømmepøl og opholdsarealer på selve hotellet tæt ved, lige ud til kæmpekrateret og derfor med en ubeskrivelig udsigt. Virkelig noget at glæde sig til!
Vi så lidt på Fira og orienterede os i forhold til billeje m.v. Gik ned ad de 587 trin til den gamle havn og måtte holde tungen lige i munden for ikke at træde i æselgødningen fra de mange æsler, der stod og halvsov i varmen. Det fik de dog ikke lov til ret længe, for der lå et krydstogtskib, hvor en masse chalupper var ved at fragte passagerer ind, og mange af dem tog turen op på æselryg. Vi sad og nød synet af dette leben på en bar ved kajkanten, hvorefter vi tog svævebanen op igen sammen med de mange, der ikke havde mod på æselturen. I Fira, som er en hyggelig lille by med snævre og stejle gyder, beliggende på toppen og lige ud til kraterkanten, kan man ikke gå 2 meter, uden at man skal forsøges lokket ind i en af de talløse forretninger eller barer/spisesteder. De ligger overalt - det tager altså lidt af charmen! Meget eksklusive mærkevarer indenfor tøj og smykker. Dyrt, men der må jo være folk, der kan og vil betale for den slags. Vi tog hjem til hotellet, egentlig med tanke om at tage tilbage til Fira og spise aftensmad, men vi valgte at gå over i restauranten og nyde maden, betjeningen, udsigten og freden, hvilket vi endte med at gøre under hele vort ophold.
En bustur lørdag formiddag til byen Oia på nordspidsen var en stor oplevelse – nu kunne vi rigtigt se landskabet, som er meget anderledes, end hvad vi har set på alle de øvrige Kykladeøer, vi har besøgt. På Santorini er der nogle byer spredt over øen, men herudover er der enkelte mindre bebyggelser overalt; der er ikke mange meter mellem husene/ferieområderne, og der er store flade arealer mod kysterne modsat krateret. Det har bl.a. givet mulighed for at etablere flyveplads og en masse vinmarker. Vinplanterne flettes sammen til en rundkreds, ligner nærmest en lille rede, så planten kan beskytte sig selv mod blæst og udtørring. (Vi så og lærte meget mere om vinfremstillingen på Santorini gennem tiderne i forbindelse med vort senere besøg på et stort og meget informativt vinmuseum. Og den lokale vin er bestemt velsmagende!) Oia ligger også fantastisk på toppen med udsigt over krateret, knap så hektisk som Fira i forhold til butikker og restauranter, rigtig fin by.
Tilbage i Fira blev vi enige om, at her havde vi ikke brug for at være mere i dag. Hotellet lå en halv times gang fra byen, så det var fint med den lille gåtur, selvom den vind, vi vidste, ville komme, nu lod sig mærke. Ophold ude var ikke så fornøjeligt, så det var herligt med et godt værelse at slappe lidt af i, før vi gik over og spiste og nød den lækre mad, venlige betjening og smukke solnedgang over øerne i krateret.
Søndag tog vi ind til Fira for at leje en bil til mandag morgen. Vi havde fundet et firma, som accepterede, at vi afleverede bilen på færgehavnen ved midnat, så havde vi et sted til os selv og bagagen, indtil vi skulle afsejle kl. 01.30.
Om eftermiddagen måtte skipper desværre gå til sengs med et ubehageligt maveonde, så skipperinden var alene ved bordet i restauranten. Der var ikke mindre forkælelse af den grund, og da tjenerne hørte om skipper, tilbød de både at bringe ham te og suppe og sagde, vi endelig måtte ringe, hvis han havde lyst til noget. Næste morgen spurgte de deltagende til ham – det var udover det sædvanlige og langt mere end ”god service”!
Så kom feriens sidste dag, som vi brugte til at køre ud og se os om på øen. Første stop var marinaen på SV-siden, Vichlada. Vi var lidt spændte på at se den, for det var jo her, vi ville være sejlet til flere gange, hvis vi ellers havde haft de ønskede vejrudsigter. Vi vidste, at der var risiko for tilsanding af havneindløbet, havde også hørt, at en hollænder for nylig måtte opgive at anløbe havnen på grund af lavvande. Havnen var godt beskyttet, lå ret afsides, men der virkede til at være et hyggeligt miljø og de faciliteter, man som sejler har brug for. Mens vi gik rundt, kom en båd sejlende – det så ud til at gå fint. Men ikke ret længe, så stod han på grund. Han kom dog ind i 2. forsøg. Vi fik at vide, at man snart skulle i gang med at uddybe; lige nu kunne man passere midt i havnehullet med en dybgang på max.2 m. Fint nok at kunne komme ind, men hvad så, hvis man ikke kan komme ud igen? Vi havde det ok med at se Santorini uden selv at skulle sejle hertil, selvom skipper ellers foretrækker at komme rundt på egen køl!
Turen gik så til Den røde Strand – et virkeligt spektakulært sted med nogle unikke klippeformationer, både hvad angår form og farve. Vi kørte herefter ud til den sydvestlige spids, igen en tur med fuldstændigt fantastisk smukke udsigter, og hvor vi så krateret fra andre vinkler. Sikke et sted at nyde sin frokost – og solen skinnede; stille og varmt var der, selv på toppen!
Som tidligere nævnt besøgte vi det store og flotte vinmuseum med smagsprøver på deres produkter, og så var vi en tur rundt i Pyrgos, en af de større byer inde i landet, helt til tops. Her var ikke så ”turistet”, og udsigten var igen fantastisk.
Efterhånden syntes vi, at vi havde set hele øen, og mætte af indtryk kørte vi ned til færgehavnen. Vi parkerede bilen og så os lidt omkring. Også her ”sloges” man om os, men på en humoristisk måde, og vi blev godt behandlet hos dem, der ”vandt” os. En god gang ”souvlaki med det hele” til aftensmad - så havde vi sagt farvel og på gensyn til det græske køkken med maner!
Vi kunne nu i ro og mag opleve al den aktivitet, der er i forbindelse med de store færger. Af og til har vi ligget i en havn, hvor der midt om natten har været en af de store Blue Star færger inde, og det sætter gang i en hel masse: Lastbiler kører til og fra, personbiler og busser lige så, mennesker siger farvel med latter, kys og kram – ikke nogen nattestilhed over den sag. Cafeerne holder åbent, for selvfølgelig skal man da kunne få både vådt og tørt uanset tidspunkt! Det var faktisk sjovt at kunne iagttage uden at bekymre sig om, hvorvidt vort anker kunne komme i karambolage med færgens…
Vi gik ombord til aftalt tid. Vi havde bestilt kahyt, så vi blev modtaget som på et bedre hotel: Vi blev fulgt til kahytten, og skipper skulle absolut ikke selv slæbe kufferten. Det var dejligt at lægge sig til hvile i en lækker ”køje”, og selvom det ikke blev til megen søvn, fik vi hvilet godt og kunne gå fra borde kl. 07.30 i Piræus efter en sejlads på fladt vand og i måneskin.
Vi tog bussen til Athens lufthavn, og så var det bare at vente, til vi kunne boarde SAS flyet til København. Alt gik efter planen, indtil vi skulle ”Ud at se med DSB”, for lyntoget, vi skulle med, afgik ikke som planlagt fra lufthavnen, men fra Hovedbanegården. Skipper var hurtig til at finde ud af, vi bare skulle tage første Øresundstog dertil, og vi nåede akkurat at komme på toget. Mens vi sad og pustede, kom der en SMS fra DSB, som beklagede, at vort tog var aflyst, så vi ikke kunne forventes at nå det, men måtte finde ud af noget andet. Lige sent nok til at kunne bruges til noget! Men alt gik alligevel, så vi nåede hjem på Egernvej i tide til at kunne køre i Kiwi, som har åbent til kl. 22. Godt med den traditionelle sildemad og snaps til at varme os på, før vi kunne krybe under dynerne.
Nu er vi så klar til at begynde alle festlighederne i maj. Disse er jo grunden til, at vi er hjemme på dette uvante tidspunkt. Vi forventer at være tilbage på Nausikaa omkring 1. juni, og så melder vi os igen. Vi ønsker alle både til lands og til lands et godt forår og siger tak for hilsener af enhver art.
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 76
Kreta 19/03/2015-15/04/2015
Der er ”siestastille” her efter frokost. En enkelt formastelig kan ikke dy sig for at anvende en larmende maskine, men vedkommende kan risikere at blive stoppet af havneassistenten – her skal nemlig være ro, så folk kan få deres frokost og middagssøvn i fred!
Men stille er her, lunt og godt – i modsætning til mange af de dage, vi har tilbragt her, siden vi ankom den 19.3. Vi har ikke i den tid, vi har sejlet, oplevet et vejr som i år, når vi er kommet tilbage for at klargøre båden om foråret.
Vi kom fint hertil, blev afhentet af Niels fra S/Y Thalassa i lufthavnen i Iraklion. Båden havde det godt, var ikke særligt snavset, og vi fik os hurtigt installeret. En tur rundt for at finde et sted at spise endte med, at vi købte en pizza med hjem – der var ret dødt rundt om i byen, som virkede helt fremmed. Om natten var det meget koldt, så godt, der var tæpper at lægge over dynerne. Vi fik vasket båden næste dag, men det var ikke muligt at lave ret meget andet, så der gik et par dage, hvor vi lige gik og ventede på bedre tider. En morgen kunne vi dårligt se ud af vinduerne. En kraftig sydlig vind begravede alt i et lag rødt støv, så vi havde ikke lyst til at montere mere, end vi allerede havde gjort. Så blev vejret for alvor ustadigt med regnbyger, blæst og kulde. Vi kunne se, det ville blive svært at blive færdige til søsætning som planlagt den 27., men det kunne heldigvis udsættes til 1.4. Med hiv og sving blev vi klar med det mest nødvendige, og søsætningen forløb glat – tilmed i et fantastisk smukt vejr. Det blev desværre en kort fornøjelse, men vi var opsatte på at bruge tiden til at komme rundt og se os omkring, så vi fik lejet en bil for 1 uge. Så måtte vi tage vejret, som det kom, og vi kunne jo forsøge at planlægge turene efter vejrmeldingen.
Første stop var Kretas hovedstad, Iraklion. En travl by, hvor vi gik lidt rundt i den gamle venetianske bydel, før vi besøgte det arkæologiske museum. Vi er ellers ved at have set nok af dem, men der var nogle ting fra udgravningerne her på Kreta, vi gerne ville se. Og museet var virkelig besøget værd, rigtig interessant og meget stort.
Næste dag gik turen langs sydkysten, en virkelig smuk tur. Planen var at køre til Faistos og Matala, men da vi havde kørt et par timer, fandt skipper ud af, at tegnebogen lå i båden, så vi vendte om, for uden en € på lommen, kommer man jo ikke langt. Nordkysten bød på bedre vejr næste dag, så da gjaldt det Milatosgrotten, en bjerghule, der samtidig er mindeplads for en massakre fra 1827 – dem er vi efterhånden også stødt på nogle stykker af. Ikke så hyggeligt, men grotten havde en meget smuk beliggenhed. Dernæst ville vi gerne gense Lasithisletten i forårsfarver, og skønt det var køligt og blæsende, var der huller i skyerne, og når det endelig behagede solen at skinne lidt, var det utroligt smukt.
Som nævnt var vejret absolut ikke stabilt, og en af dagene valgte vi at ”blive hjemme” og bruge bilen til nogle praktiske ting. Vi fik grundigt provianteret af tunge varer, ligesom vi lånte nogle dieseldunke og fik fyldt vores tank op ved at hente fra en af byens tankstationer. Vi kunne ikke rigtigt vide, hvordan forsyningssituationen ville arte sig på sigt, så det var rart at få klaret. (Nogle af vore bekendte måtte i går forlade havnen uden at kunne købe diesel – der blev meldt udsolgt…)
Så gjaldt det atter Faistos og Matala. Turen dertil slår alt, hvad vi har oplevet indtil nu naturmæssigt. Det var et fantastisk landskab at køre igennem, og Faistos Paladset – eller resterne af det – lå ubeskriveligt smukt med udsigt til sneklædte bjergtinder, grønne, opdyrkede dalstrøg og ikke at forglemme den farverige flora, der netop nu er allersmukkest. Matala med de sjove klippeformationer ved stranden lignede nøjagtigt, hvad vi har set på billederne i turistbøgerne, det var sjovt at se. Vi spiste frokost på en lille taverne i byen – i solskin! En helt igennem fin dag, hvor hjemturen dog blev lige lovlig spændende: Vi ville gerne benytte en vej, der skulle være særlig køn, men vi måtte vende om ad flere omgang på grund af store jordskred og underminerede asfaltbelægninger. Vi havde overset skiltet, der fortalte, at vejen var lukket. Det var helt rart at finde den store vej igen, som også byder på skønne udsigter.
Efter at have læst romanen Øen omhandlende spedalskhedskolonien Spinalonga, som ligger tæt på Agios Nikolaos, var det også målet at besøge den. Så med en tung grå himmel over os, kørte vi af sted mod Elounda og Plaka. Vejret indbød ikke til at lade sig friste af de mange fortovscafeer, og vi var faktisk ved at ville køre tilbage fra Plaka, da skipper fandt ud af, at vi kunne blive sejlet over til øen, hvis vi lige ventede ½ time. Så det gjorde vi, og vi havde en stor båd for os selv – og også næsten hele øen! Det var sært at gå rundt mellem ruinerne/bygningerne og forestille sig det liv – og den død – der beskrives i bogen. Man er ved at renovere derovre, og det er tiltrængt, for der er mange steder, man ikke må færdes. Der er mest fokus på, at øen har været brugt som fæstning – anlægget er bygget af venetianerne. Rollen som spedalskhedskoloni er mere upåagtet. Blomsterfloret, som også nævnes i bogen, var helt utroligt smukt – de vilde blomster voksede overalt uden trimning, flere af dem meterhøje! Da vi skulle tilbage til Plaka, var det blæst op med en kold vind, så vi havde været heldige endnu engang.
Vi ville gerne lige gense Sitia, så vi kørte hjemmefra i optimisme, for regnen skulle først komme ud på eftermiddagen. Men allerede ½ time før Sitia, begyndte det at regne, så vi parkerede bilen og fandt et sted, hvor vi kunne få en kop kaffe INDENDØRS – og så skyndte vi os hjem igen. Vi vidste godt, at det nu ville blive decideret møgvejr, så der var ingen grund til at beholde bilen den dag mere, vi egentlig havde lov til. Skipper gik op og afleverede nøglen i øsregn, men vi var enige om, at vi havde haft nogle gode ture.
Så nærmede påsken sig, og der var en sød hilsen fra havnen til alle gæstesejlere i form af en pose med lys, påskebrød og et kort. Men samtidig blev der meldt en hel masse vind, stormstyrke fra NV, og vi vidste fra tidligere, at det kunne være ret så modbydeligt, i hvert fald når man ligger i havnen! Og regn i rigelige mængder stod der også på udsigten, så vi rustede os det bedste, vi kunne. Vi fik ikke mere end ca. 20 m./sek. her, men det var mere end nok til at gøre det svært at færdes både på broen og på båden, for slet ikke at tale om at sove. Vi lånte nogle kraftige fjederfortøjninger og store kuglefendere, som blev bundet til broen, og så kunne vi mere roligt støde ind i dem med hækken, for der kunne ikke tottes så meget op foran, at vi helt kunne undgå at støde imod. Men nu var det lidt blidt... Det regnede også, lynede og tordnede tidvist, og der kom hagl så store som de grove ærter. Det var slet ikke rart, men vi kom da igennem, uden at hverken vi eller båden led overlast.
Påskelørdag lettede det lidt, regnen aftog, og vinden blev mere manerlig, så lidt før midnat kunne
vi gå op i byen og få tændt vort lys, se fyrværkeriet samt afbrændingen af en figur af Judas, som var placeret på en slags godt tøjret tømmerflåde ude i søen. De gejstlige messede, fyrværkeriet var flot, det blev et kæmpebål, og der var masser af folk og en fin stemning. Det lykkedes os bare ikke at holde lysene tændt, dertil var vinden for frisk. I modsætning til, hvad mange af de lokale gjorde, gik vi ned i seng for vi trængte til en ordentlig nattesøvn. Men der var mange, der startede døgnet med at spise en stor påskemenu – den fik vi dagen efter…
Påskedag var der nemlig arrangeret Easter-spit-roast ved klubhuset. Der blev tændt op tidligt om morgenen, og så blev to hold sat i gang med at dreje spiddet over hver sin grill. Det skiftedes mændene til, og imens lavede kvinderne tilbehøret, så kl. ca. 14 blev vi kaldt til fadene, og hvor var det lækkert! Påskelam og pattegris, masser af dejlige retter som tilbehør, drikkevarerne var medbragte - også dem var det sjovt at smage hos hinanden. Det blev nogle meget gode og festlige timer i dejligt vejr og moderat vind.
Og vejret er siden bare blevet bedre. Nu vågner vi til blå himmel og solskin, og vi har fuld gang i alt det, vi mangler for at båden kan kaldes klar; nu er det en fornøjelse at arbejde med. Vi har planer om endnu en biltur til den vestlige del af øen, men ellers skal vi se at blive helt færdige, for om godt en uge tager vi færgen til Santorini, hvor vi lige skal have en lille ferie, før vi tager hjem og fester med familie og venner hele maj måned. Sidst i maj påmønstrer vi atter, og så går turen stille og roligt mod Korfu, hvor vi får besøg de første to uger i juli.
Således en kold og våd start på sæsonen, så tak for alle de gode hilsener, vi har modtaget. De har varmet os i mere end en forstand.
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen