Rejsebreve fra 2017

Menton 09/09/2017 – Port Saint Louis 03/10/2017
Det er altid lidt specielt at skrive en sæsons sidste rejsebrev. Men denne gang er det særligt anderledes, da det er et farvel til Middelhavet efter godt 8 år. Vi er mange oplevelser rigere og taknemmelige over, at alt er gået så fint. Denne sæson har været meget afslappende, for enten har vi haft næsten ingen vind, eller også for meget til at sejle i. Forhold, der efter vores opfattelse præger sejladserne i dette store hav med så mange geografiske forskelligheder. Og det må man indrette sig efter. Dvs. disponere ud fra meteorologernes prognoser, som ikke altid passer, men sådan er det.
Himlen er knaldblå, det er sidst på eftermiddagen den 3. oktober, og her er varmt! Vi befinder os på det varmeste sted i Frankrig, sjovt nok. Vi har haft herligt vejr til vinterklargøringen, og vi er så godt som færdige. Vinden er ved at friske lidt, men det er de omkringstående masters lyd, der fortæller os det, for Nausikaas mast ligger sammenpakket på kajen og venter på at blive hentet af en lastbil. Så rigtig meget er anderledes for os denne gang.
Vi forlod Menton efter et par herlige dage, hvor vi havde frekventeret supermarkedet grundigt, og vi nød i fulde drag de madvarer, der er typisk for Frankrig: En god paté, de franske oste samt det gode brød. Og nu gjaldt det vinene her fra Provence. Mums!
Første tur gik til Nice, hvor vi havde bestilt plads, og hvor vi var ventet, da vi kom; en plads var klar til os. Her havde vi en aftale med bekendte fra Kolding, der hentede os og tog os med til deres lejlighed i Vence – og vi havde en superskøn dag! Vi havde lige først nået at gense byen, var på deres antikmarked og nød en drink på en af de mange pladser. Masser af turister og glad feriestemning, selvom man ikke kunne undgå lige at dvæle ved terrornedslaget på havnepromenaden. Byen er kommet sig over det, men det har gjort indtryk i området – naturligvis.
Vi havde håbet at kunne sejle til Cannes eller Antibes, men det var umuligt at få en plads i alle havnene deromkring. Og der er ellers mange! Det skyldtes det store Boat-Show i Cannes, Europas største af sin art. Og så blev der varslet blæst oven i købet, og vi var lidt spændte på, hvad så? For vi havde bestilt 3 nætter i Nice og var ikke interesserede i at sejle den dag, vi først havde tænkt netop på grund af den varslede hårde vind. Men vi fik uden problemer lov til at nøjes med to og kun betale for to nætter. Kontoret havde travlt med at lave ændringer i reservationerne, for ingen skulle ud at sejle i stærk vind. Så lærte vi, at selvom man er nødt til at reservere plads, er systemet smidigt.
Den nærmeste havn, hvor vi kunne modtages, var Saint Raphael. Der havde vi været før, men vi turde ikke andet end at sige ja tak. Vi blev tilbudt en lidt træls plads, da vi kom, så skipper sagde, vi ville blive en uge, og så fik vi lov at flytte ind i bunden af havnen, hvor vi slet ikke mærkede den stærke vind. Kun på temperaturen – hvor blev det koldt! Det kom til at holde stik, for der gik en uge, før det igen blev sejlvejr.
Efter Nice passerede vi Monaco, den sære ”klat” med højhusene, som ligger klinet op ad klipperne. De store lystyachter sejlede om os i stort tal, nogle gav ordentlige dønninger sammen med dem, der var der i forvejen, men nu har vi lært at stuve godt om læ, før vi begiver os ud på vandet!
Vibeke og Søren, som vi havde besøgt i Vence, kom til frokost hos os i Saint Raphael – ligesom de på dato havde været for 7 år siden! Vi havde en hyggelig dag, men opholdt os mest om læ og under cockpitteltet, for det smådryppede, blæste og var køligt. Om lørdagen var det klaret op, så vi tog toget til Cannes, så vi kunne se den bådudstilling, der var skyld i, vi ikke kunne besøge havnen. Og der var mange, meget store både. Det var en udstilling helt over almindelige sejleres niveau. Ikke så meget tilbehør, som vi er vant til fra bådudstillinger hjemme og i Hamborg. Man fik fornemmelsen af, det mest handlede om at vise, hvad man kunne købe, hvis man havde penge nok!
Vi fik også set lidt på byen, som ligner sig selv. Masser af turister, dyre forretninger, biler i flere millioners klassen, der bare er naturlige i gadebilledet. Det får man faktisk hurtigt nok af…
Næste dag gik togturen til Antibes, og her var havnen naturligvis overfyldt af lige så store både, om ikke endnu større! Til gengæld er byen mere beskeden og meget hyggeligere, og vi fandt et herligt sted, hvor vi spiste pandekager og drak rosévin til frokost. Blæsten tog dog lidt af fornøjelsen; det fløj rundt med ”alle løse genstande”.
Hjemme igen nød vi den ro og læ, vi havde i havnen. Vi havde simpelthen oplevet så meget, at vi slet ikke følte, vi var indeblæste. Vejret var stadig ustabilt med lidt regn og blæst, men vi vovede os af sted og ville se nærmere på St. Raphael og det nærliggende Frejús – begge noget turistede, men også hyggelige steder. En rumlen og en meget mørk himmel inde over bjergene fik os til at tage benene på nakken, og vi nåede da også under cockpitteltet, før det gik løs.
Så endelig, efter en uge, var himlen klar og blå, vinden jævn og tilpas, og vi satte sejl i bugten uden for Saint Raphael med kurs mod Cavaliere sur Mer. Efter en times tid måtte vi have motoren i gang, vinden lagde sig til næsten ingenting, og vi ville gerne i havn, så vi kunne få handlet og travet en tur. Det var en fin by, smukt beliggende, igen mange turister, og sikkert ikke et sted, hvor der sker så meget uden for sæsonen.
Det er jo rart at blive modtaget af en havneassistent, men fordelen ved at skulle klare sig selv er, at man nemmere kommer i snak med andre sejlere, for man hjælper jo hinanden. Vores franske nabo ville lige høre, hvor vi skulle hen, og da skipper fortalte, vi ville til Porquerolles, fik vi et tip om at tage til Port-Cros forinden, for det var simpelthen Frankrigs smukkeste ø, syntes vores nabo. Det gjorde vi, og til stor fornøjelse. Vi havde fået at vide, der var begrænsede antal pladser til kølbåde, men vi sørgede for at være der i god tid, og fik en fin plads. I en rigtig hyggelig lille havn, meget smukke omgivelser, med rig mulighed for at trave en tur og nyde en masse skønne udsigter. Vejret var flot, og selvom havnen ikke har mole, var der helt stille om natten. Der er udlagt masser af bøjer og man kan ankre, og der var mange sejlere ude i det gode vejr. Dejligt med liv omkring os – vi har tit ligget ganske alene i en stor marina, hvor der ikke har været mennesker i bådene.
Så gjaldt det Porquerolles, den største ø i øgruppen. Det er en kæmpestor marina, der minder meget om ethvert andet sted, og med det sædvanlige utal af færger og turbåde. Byen var hurtigt overset, men vi var da oppe og se vindmøllen og borgen på toppen – og sikken udsigt! Selvom skipper var medtaget af en grim forkølelse, mente han, vi godt kunne gå ind og få ”moules et frites” på en af restauranterne, vi var gået forbi. Men nu kunne vi se, vi var ved at være uden for sæsonen, for det var kun restauranterne i byen, der havde åbent. Vi fik dog, hvad vi gik efter, og det smagte godt!
Næste mål var Bandol, som vi havde hørt så meget godt om. Vi kom i middagslukningen, så vi lagde os ved ankomstbroen, og kl. 14 blev havnekontoret åbnet, så vi kunne blive registreret og få en plads.
Prisen var kun 22 € pr. døgn – det var overraskende billigt, selvom prisniveauet generelt er faldet siden Italien. Vi noterede os også, at her var der hjælp at hente til fortøjning, hvis det ikke lige var fordi, der kom en stor motorbåd samtidig. Og de er jo mere hjælpeløse end vi!
Der var biludstilling på kajkanten i den store marina, der ligger lige midt i byen. Vi så os lidt omkring og havde et par gode dage. Skipper var nu endnu mere forkølet, så der skulle ikke ske det helt store. Besøgte dog Bandols marked, hvor vi købte de dårligste og dyreste varer, vi kan huske nogensinde at have fået!
Vi ville godt gense hyggelige Cassis, og sidste gang, vi var der, blev vi tilrådet at bestille plads på forhånd. Det gjorde vi, og vi var velkomne, skulle bare kalde over VHF’en, når vi var i havnehullet.
Et eller andet må være smuttet, for vi var ikke på marineassistentens liste, men vi fik en plads, og her var der hjælp til fortøjning, hvilket var rart, da kajkanten var lidt høj. Cassis er hyggelig, men havnen er lille, og der er en evindelig trafik af turbåde, som sejler de mange turister ud i de flotte calanques - dybe fjorde - der ligger i området. Og det er vitterligt en fantastisk smuk kyst at se på.
Men der er ro om natten, de mange cafeer og restauranter langs havnefronten giver stemning, men også her kunne vi fornemme, det snart var tid at lukke ned for denne sæson. Omgivelserne omkring havnen er helt fantastiske at se på, og om aftenen er den store borg oppe på klippen smukt belyst.
Mens vi stod på havnekontoret for at betale havnepenge (47 €, og det er det ikke værd sammenlignet med mange andre steder, der koster meget mindre!) kunne vi stå og se på en stor engelsk båds forsøg på at lægge til ved siden af os. Det så slet ikke rart ud, men vi var for langt væk til at kunne gøre noget, så vi håbede det bedste. Kunne blandt andet se, at havneassistenten sprang omkring på Nausikaa og havde meget travlt. Da vi kom tilbage, sagde den franskmand, der lå ved siden af os, og som havde ønsket os ”Bon promenade!”, at vi skulle se vores båd efter, for vi var blevet påsejlet. Englænderen kom også straks selv og gjorde opmærksom på, at han havde haft fat i vort anker – hans båd var svær at manøvrere med. Skipper så efter; der er måske kommet en rids i gelcoaten, men ikke noget, han vil gøre et nummer ud af. Vi blev inviteret på øl og fik en snak med englænderne, hvoraf skipperen havde boet i Frankrig i mange år, og nu havde han to venner med på tur. Noget af det sjove ved at sejle er jo at møde andre sejlere; anledningen må dog gerne være en anden…
Vi havde god tid, før vi skulle være i vinterhavnen, så vi kunne tillade os at bide den korte afstand over. Vi besluttede at besøge Port Frioul, en havn, der ligger lige ud for Marseilles – dannet ved, at man har lavet en dæmning mellem to øer. En meget stor marina, også her blev vi modtaget af en havneassistent. Det blev til en rigtig fin travetur i det særegne område med udsigt ind over millionbyen. Men nu kunne vi for alvor mærke, hvor stille der blev, når endagsturisterne tog færgen hjem. Vi havde heldigvis selv proviant, for der var ikke meget at få om aftenen, næsten alle steder var lukkede, fuldt forståeligt.
Endnu en meget smuk og stille morgen at stå op til, og vi syntes begge to, det var for lidt at starte for at sejle de 2-3 mil til Marseilles, og vi havde jo besøgt byen for 7 år siden og spist boullabaisse, hvilket det er for varmt til for tiden, i hvert fald efter vores smag. (De lokale har fundet huer og jakker frem!) Så i stedet sejlede vi til Sausset-les-Pins, som viste sig at være en lille hyggelig by, med plads til ganske få gæstebåde i havnen. Men vi kunne godt få lov at ligge der, fyldte først lige dieseltanken. Næste morgen var det sidste tur, nemlig til Port Saint Louis, hvor vi ville tilbringe et par dage, før vi skulle hen til Navy Service for at få masten af og komme på land.
Vi var i god tid, men der har med jævne mellemrum været varsel om hård vind i prognoserne. De er blevet ændret hele tiden, men vi har ikke på noget tidspunkt været presset for at nå det, og det er rart at have god tid til klargøring. Der kom også en hel del vind, mens vi lå i Port Saint Louis, men den generede os ikke. Vi fik handlet i det gode supermarked, fik kigget på slusen, som vi skal igennem næste forår. Fra vores plads ved flydebroen kunne vi se direkte ind i slusen og følge med i aktiviteterne. Var også flere gange henne og se på Rhone, der flyder stor og mægtig, og vi er slet ikke i tvivl om, at vi får modstrøm! Spørgsmålet er, hvor meget, og vi vil forsøge at afpasse vores sejladstidspunkt bedst muligt efter diverse statistikker over det såkaldte water-flow, så vi ikke får mere modstrøm end højst nødvendigt.
Det har været en smuk kyst at sejle langs med her i Sydfrankrig. Landskaberne har skiftet karakter fra de røde skarptformede klipper mellem Nice og Saint Raphael, til de smukke calanques omkring Cassis og øerne ved Marseilles. Et flot farvel til Middelhavet og et foreløbigt goddag til floder og kanaler, som givet vil byde på helt andre udfordringer og oplevelser. Nausikaa ser helt forkert ud, når hun ikke har mast og rig på, men det vænner vi os nok hurtigt til. Vi vil godt have dybgangen reduceret, og masten er bøvlet at have liggende, når vi skal sluse.
Alt er gået fint her på Navy Service, og i overmorgen skal vi hjem til familie og venner. Det skal blive rigtig dejligt at gense dem alle og have en lang vinter foran os, hvor der bl.a. er en del store projekter i huset, som vi gerne vil have klaret.
Til foråret, formentlig i løbet af april, skal vi så have Nausikaa søsat. Forinden kører vi herned i bil for at tage et læs af alt det tunge, som vi ikke behøver have ombord, med os hjem. Vi har hørt flere tale om de mange sluser og det store arbejde, det er at sejle mod strømmen. Men vi kan heldigvis tage det lidt med ro – der er mange byer på vejen, vi gerne vil se. Den endelige rute er endnu ikke fastlagt; der er jo mange muligheder op gennem Frankrig og Tyskland. Det vigtigste er jo tilstrækkeligt vand under kølen, så vandstanden er nok i sidste ende den afgørende faktor for, hvilken vej, vi vælger.
Endnu en dejlig sæson er slut. Og endnu en gang tak for alle hilsenerne, vi har fået. Vi glæder os over søde tilbagemeldinger fra sejlere, der har gavn af vores hjemmeside – og det er jo lige netop derfor, vi har den!
På gensyn til foråret!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Martin Leo Hansen

Rom 24/08/2017 – Menton 09/09/2017
Den kraftige regn, som vi er ganske uvant med, sørger for lydkulissen og tager også meget af lyset. Så det er rigtigt vejr til at skrive rejsebrev i efter en fin formiddag, hvor vi både fik købt proviant og vasket Nausikaa i det dejligste solskin. Frokosten indtog vi under cockpitteltet – heldigvis..
Her i Menton var vi også på udturen, og her er stadig dejligt, så vi tager lige en lille ferie her. Vi kan se grænseovergangen til Italien, og der er vist lige så mange italienske biler på parkeringspladsen og både i marinaen som franske, ligesom begge sprog høres overalt. Men ingen tvivl om, at vi nu er i Frankrig! I marinaen må man klare sig selv, når der skal fortøjes, og kommunikationen med LaCapitaineri foregår på fransk over VHF’en. Men vi kom på plads og ligger fint. Nu kan det bare tordne og blæse! Vi har for øvrigt været meget heldige, for så vidt, vi har kunnet se på vejrudsigterne, har der været meget barsk vejr i farvandene omkring os, og det har vi været helt forskånet for.
Vi ankom til Nausikaa i Fiumicino den 24.8., og det blev omkring midnat, før vi nåede så vidt. Taxachaufføren, der kørte os fra Ciampino lufthavn virkede noget fortravlet, og han var meget hurtig til at sige ok, da vi sagde adressen til ham. Vi havde lidt svært ved at orientere os, for det var jo mørkt, og han kørte meget hurtigt. Der måtte således lige nogle ekstra km til samt yderligere 20 €, før vi kunne liste ombord.
Skipper satte strøm til og mumlede noget om et batteri, som vi måtte se på i morgen. Køleboksen blev tændt og ”snakkede med”, en sær lyd, men den virkede heldigvis, selvom den brokkede sig. Vi kom i køjen, godt møre efter en lang dag. Næste morgen kunne skipper konstatere, hvad han havde haft på fornemmelsen: At startbatteriet var helt og aldeles dødt, for motoren ville absolut ingenting! Fulvio kørte skipper om til en forhandler, der i løbet af dagen skaffede os et nyt batteri, og det hentede vi i Fulvios bil samtidig med, at vi fik grundigt provianteret. Dejligt at slippe for at bære alt fra den lokale Conad i varmen!
Vi havde et problem med vort storsejl. Det sad fast inde i masten, og det var ganske urokkeligt. Fulvio kravlede i masten, og efter lang tids hårdt arbejde fik han sejlet fri, så vi kunne sætte det gamle storsejl på, som vi havde taget med ned. Det var dejligt at få klaret.
Båden blev vasket, og vi fik gjort det sidste, så vi var klar til at sejle lørdag morgen, når broerne åbnede kl. 9.
Herligt igen at komme til søs, og kursen blev sat mod Civitavecchia, som vi havde besluttet os at se nærmere på. Vi fik en fin plads inde i den gamle fæstningshavn hos 3 ældre herrer i den lokale sejlklub. Vi kunne ikke lige sige dem, om vi ville blive en eller to nætter – vi ville gerne se byen først. Da vi havde gjort det (og den var der ikke spor i vejen med, men den indbød heller ikke til flere dage), ville vi gerne betale, så vi kunne sejle næste morgen. Men der var ingen på havnen, så vi måtte pænt vente med at sejle til kl. næsten 9, for det var jo søndag!
Kursen blev sat mod øen Giglio. Der, hvor en kaptajn satte krydstogtskibet Costa Concordia på et skær lige uden for byen, desværre med tab af en del menneskeliv til følge. Der er stadig maskiner uden for havnen, som arbejder med at fjerne det store stålstativ, der blev lavet til at få skibet løftet, så det kunne slæbes væk. Ufatteligt, hvordan det kunne ske, at skibet sejlede så tæt på – det virker totalt vanvittigt, når man ser stedet!
Vi syntes, det kunne være sjovt lige at besøge øen, og havnen så noget så hyggelig ud der i solskinnet. Men da vi ankom omkring kl. 16, fik vi den besked, at alt var optaget. Vi kunne vente 1½ time og forhøre os over VHF’en, om der var blevet en plads. Det er en meget lille havn, så det turde vi ikke satse på, da det stadig var feriesæson for de lokale. Vi sejlede derfor til Santo Stefano på Monte Argentario halvøen og fik en ledig plads der. Vi gik en lille tur i byen, og kl. 21.30 var der stadig 32 gr.!
Næste morgen gjaldt det et gensyn med dejlige Elba, og vi kom til en næsten tom havn i Portoferraio. Den blev fyldt op inden aften, så måske vi hellere måtte til at reservere plads? Vi tog en overliggerdag og var rundt for at nyde byen. Vi skulle lige op ad Napoleonstrappen og beundre den flotte udsigt. Havde den gode Napoleon kunnet slå sig til ro på Elba, havde både hans og mange andres liv fået et andet forløb og længde. Han burde da kunne have haft det så godt der …
Skipper ringede til havnen på øen Capraia med henblik på at reservere en plads, og det kunne også godt lade sig gøre. Den venlige dame oplyste, at prisen var 120 €, og der satte vi hælene i! Vi ville først kunne være der ud på eftermiddagen, så det blev et kært gensyn med Livorno i stedet. Samme søde havnefoged som i 2010, samme uro på grund af alle de passerende både, og den samme imponerende aktivitet i den kæmpestore havn med dens væld af containerskibe, færger, krydstogtskibe (3 - 4 ad gangen) samt fiskere og lystfartøjer. Altid noget at se på og konstant trafik af lods- og bugserbåde.
Viareggio har vi hørt så meget godt om, så den måtte vi hilse på. Marinaen var ikke noget særligt, og den var tilmed dyr faciliteterne taget i betragtning. Strandene var enorme og tæt tilplastret med strandbarer med liggestole og parasoller, gaderne fyldt med cafeer, restauranter, barer og souvenirbutikker. Så det var hurtigt overstået for vort vedkommende. Havnemiljøet inde i byen med broer og flere bassiner var charmerende, og enkelte gamle bygninger var også at se.
Så videre – vi kunne lige så godt benytte os af at have stabilt vejr, og selvom vi havde god tid, er der jo altid en deadline, og man ved aldrig, hvornår man blæser inde.
Vi ville gerne se La Spezia igen og ud til Cinque Terre. Vi kom også fint dertil, men det meste af turen blev vi vippet mere end behageligt var. Der stod nogle store uregerlige søer, og selvom skipper styrede det bedste, han havde lært, blev vi kastet noget rundt med. Vind var der ikke noget af, men det ved vi, der var andre steder, så det var nok det, vi fik at føle. Det var dejligt at komme i læ og få den sædvanlige langskibs fortøjning i La Spezia. Havnen var blevet udbygget, og der var kommet en meget flot fodgængerbro over til den nye marina. De sædvanlige turbåde lå tæt på os, så det gav lidt uro i bassinet, men der var ro om natten. Blot ikke for spillestedet tæt på, som spillede højt og længe hver aften, men vi plejer at sige, at den slags koster ikke ekstra!
Vi oplevede et gigantisk tordenvejr fra 1. parket lørdag aften. Det kom ikke rigtigt ind over os, lå over bjergene, og vi kunne nyde synet af de kraftige lyn, og det forblev lidt på afstand. Sikke nogle skyformationer!
Søndag morgen var det skønt vejr, så vi tog toget ud til Monterosso. Lige som sidst var det ikke muligt at vandre hele turen mellem de 5 små byer, da to af etaperne var lukket. Men de flotteste var tilgængelige, og selvom skipperinden har ømme lægge flere dage efter, er det turen værd, for hvor er der smukt! Og så smager øl og mad, samt hvad man ellers lader sig friste af, jo bedst, når man synes, man har fortjent det!
Vi tog tidligt af sted mandag morgen for at sejle til Rapallo. Vejret var stille, så vi blev ret overraskede over igen at skulle have en vippetur. Bølgerne var ret store, ingen vind langs kysten, men det var bare at holde fast, og skipper måtte igen stå ved roret hele turen. Til gengæld havde vi fået stuvet ordentligt, så denne gang var der ikke noget, der røg på dørken. Vi var trætte, da vi kom til marinaen Santa Margaritha, kun for at erfare, at der ikke var plads til os. Jo, endelig var der en, der godt ville snakke med os. Vi kunne få en plads til 93 €, men stedet tiltalte os ikke, så det syntes vi, var for dyrt. Vi forsøgte så i marinaen Carlo Riva tæt ved, men her har vi nok været for beskedne af størrelse til, at man ville ofre krudt på os. De henviste os til Lavagna, men det var nogle mil mod syd, og der havde vi været i 2010. Skipper foreslog, at vi forsøgte i Chiavari, som lå før Lavagna, og der var masser af plads og et venligt personale – formedelst 30 €, så det var dagens positive! En fin marina, byen var hyggelig og god at proviantere i.
Vi var nu nået op i Genovabugten, Ligurien. Et smukt område, som især italienerne benytter som feriested. Byerne ligger tæt med deres strande, gamle bymidter, hoteller samt hvad der følger af at være et turistområde. Marinaerne ligger også tæt, den ene flottere og større end den anden. Vi besøgte Varazze og Loano, sidstnævnte superflot og med velfungerende vaskemaskiner. Alle skipperinder ved, hvor god en fornemmelse det er, når man kan få ”vasket igennem”, og når badeværelserne er rene og lækre. Det er virkelig skønt en gang imellem at hengive sig til luksus. Og så var det ikke en gang dyrt, tværtimod. Var vi blevet en dag mere i Loano havde vi ligget ”gratis”, men vi valgte at sejle videre, for vi har som sagt en deadline, og nu er det vores tur til at smage Mistralen og en front med torden i weekenden.
Derfor blev det et farvel til Italien. Vi har sejlet i dette dejlige land i sammenlagt ca. 3 år og har haft mange fantastiske oplevelser. Der er mange danskere, der vælger Italien fra, og det synes vi, er synd! Det har været lidt ensomt at sejle i landet, da vi kun har mødt få danskere/skandinaver, men vi har haft den glæde, at vi har haft besøg af venner og familie mange gange, så vi har nogle at dele en masse gode minder med. Vi har fået set grundigt på Elba, Sardinien, Capri, Ischia, Procida og Sicilien, har fulgt hele kysten rundt samt lejet bil fra mange af kystbyerne, så vi synes, vi har ”gjort Italien” – og det med stor fornøjelse! Vesuv og Etna, de mange forskellige huler og grotter, Genova, Venedig, Rom, Palermo, påsken i Trapani, storslået natur, herlig vin og søde mennesker; vi har SÅ mange gode oplevelser med.
Så, Mille Grazie a Italia, Arrivederci!
Og Bon Jour, La France! Nu vajer Trikoloren igen under styrbord saling, og vi glæder os til at gå en tur i det smukke Menton. Det var en fryd at gå op og købe – og spise – paté, en god brieost og en ”rigtig” baguette! Nu venter den franske riviera, hvor vi har nogle steder, vi gerne vil opleve, før Nausikaa skal på land i Port Saint Louis ved Rhone-deltaet og have masten afmonteret, så hun kan fungere som flodbåd til foråret.
Lige nu står regnen ned i stænger, og det tordner, men det er vist også snart vores tur til den slags, for så vidt, vi har kunnet se, har det været endog meget vådt hjemme i sensommeren. Vi sendte gerne lidt sol hjem, men I må desværre som vanligt nøjes med en stor tak for alle de søde hilsener, vi har fået!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Gaeta 20/06/2017 – Rom 05/07/2017
Så ligger vi – igen – godt fortøjet ved Fulvios rustne bolværk. Ikke meget har ændret sig siden 2011, hvor vi sidst var her. Men her er kun få både, der er ikke meget liv omkring os, og så er Fulvios to hunde, som vi lærte at kende og holde af, begge døde. De få både skyldes nok, at der lige indtil nu har været problemer med vejbroen, man skal passere for at komme hertil. Men den er nu igen i funktion og er flot renoveret.
Siden sidste rejsebrev har vi genset Nettuno, som ligger lige tilpas for en overnatning eller to, når man kommer sejlende sydfra. På vejen dertil fra Gaeta blev vi standset af en militærmand i RIB, som sagde til os, at vi var ved at sejle ind i militært område. Vi fik valget mellem at blive liggende en time eller sejle 3 sømil til søs kurs 200, hvorefter vi kunne sætte kurs mod Nettuno. Vi valgte at sejle, men de 3 mil var ikke nok for en anden vagthavende, der lige bad os tage endnu 1 sømil. Mens vi var undervejs, kunne vi høre over VHF’en, at de sagde farvel og tak for i dag, så vi lagde kursen mod Nettuno, og det gik uden problemer. Der havde ikke været informationer om skydningen hverken på Navtex eller søkort.
Vel fremme i den kæmpestore marina kom vi i snak med en tysk sejler, og på havnekontoret overværede skipper, hvordan denne både blev hjulpet med at reservere plads på øen Ponza og forhandle prisen ned til 80 € i stedet for de normale 135, for damen på kontoret mente, Ponza var noget så vidunderlig. Skipper fortrød, han ikke fulgte tyskerens eksempel, men det var også sin sag at begynde at sejle mod syd igen, når vi havde en aftale i Ostia. Nå, man kan ikke se det hele…
Nettuno blev kun brugt til god proviantering og en lille drink, hvor vi nød at sidde i skyggen se livet udfolde sig på gaderne. Vi havde set den store amerikanske militærkirkegård fra WW2 i 2011.
I Ostias Porto di Roma fik vi en udmærket plads tæt på faciliteterne. Men derfor også tæt på cafeerne og forretningerne – og deraf følgende høje støjniveau. ”Hundedamerne”, som vi døbte de 4 kvinder, der hver morgen (nogle gange allerede kl. 06!) kom med hver sin hund og satte sig få meter fra os, talte meget højt – måske for at kunne høre hinanden, fordi deres hunde uophørligt gøede!
Fejemaskinen kom også meget tidligt, så det med at sove lidt længe kunne vi glemme alt om! Men vi lå tæt ved en bygning, der gav os dejlig skygge for eftermiddagssolen, så vi valgte at holde ud, og vi vænnede os nogenlunde til støjen. De mange fly larmede i varierende grad, ligesom det er tilfældet her hos Fulvio. Vi kan mærke, vi besøger en metropol…
Vi skulle forberede os til at modtage vore gæster, så vi skulle finde ud af mulighederne for proviantering samt transporten til Rom. Indkøbene blev foretaget i et supermarked tæt ved metrostationen, hvor vi stod på bybussen – det var eneste tilfredsstillende mulighed. Ikke et eneste lillebitte minimarked var der på den store marina, mens tøjbutikker, restauranter og cafeer var næsten utallige. Vi har nu ikke manglet hverken vådt eller tørt, og naturligvis indtog vi nogle af vore måltider i Rom, når vi nu alligevel var derinde. Take-away pizza var også aldeles udmærket, og vore gæster inviterede på en af marinaens mange fiskerrestauranter, hvilket var meget vellykket, både hvad maden, betjeningen og lokalerne angår.
Vi tog ind for at hilse på Rom om søndagen, for vi skulle undersøge, hvordan vi kom ud til Ciampino lufthavnen og hente vore gæster tirsdag aften sent. Der var endnu flere turister end i 2011, og så har vi aldrig oplevet at se så meget politi og militær. Ved alle de store seværdigheder med mange mennesker patruljerede bevæbnede vagter, og mange steder var tungt militært materiel placeret på gaden, så busserne måtte sænke farten betragteligt og zig-zagge igennem. Der bliver passet meget godt på alle steder!
Vore gæster, Gerda og Jørgen, der er gode venner gennem mange år, landede før tiden, så vi fik ikke engang taget imod med det sædvanlige papir, hvor bådens og gæsternes navne står på, for vi var lusket udenfor i den lune aften i stedet for at vente i den kedelige ankomsthal. Men vi fandt hinanden, og så begyndte skippers indsats for at få taxaprisen ned. Han kunne ikke forstå, det skulle koste 80 € til Ostia, når det kun kostede 60 € til Fiumicino. Ostia var jo tættere på? Men der var ikke noget at gøre, så vi steg ind og kom godt til Ostia, hvor vi havde forberedt lidt natmad, som vi sad i det lune cockpit og nød, før vi tørnede ind.
Vi havde jo advaret om de høje temperaturer, vi havde haft den sidste måned, men vi vågnede op til overskyet himmel og blæst, og mens vi sad og drøftede, hvornår vi skulle tage ind til Rom, begyndte det at tordne i det fjerne. Ret snart havde vi et gedigent tordenvejr over os med kraftig regn. Det var vi ikke lige forberedt på, men det er før sket, vejret ikke har læst vejrmeldingen. Vi fik lidt frokost, og så klarede det heldigvis op, så vi kunne tage af sted. Det tager 1½ time hver vej, så der går megen tid med transport, hvorfor man også lige skal vurdere, om det kan betale sig. Metroen i Rom fungerer fint og er nem at færdes i, og så er det billigt at tage tog og bus. Det ideelle ville jo være at bo inde i byen, når man vil se Rom; så kan man nemmere opleve byen om aftenen. Men er man sejler, vil man gerne bo i sin båd, der er vort hjem, når vi er på tur. Og så er det hyggeligt at være ombord og få tid og ro til en god snak med sine gæster.
Vi havde fortalt, at risikoen for at møde lommetyve var stor, og de fik hurtigt syn for sagn! Allerede ved 1. skift af metro, blev skipper antastet af 3 unge romapiger, men han opdagede, hvad de havde gang i, og hende, der havde haft hånden på hans lomme (med lynlås) fik et hårdhændet håndtryk af skipper, og så ville de alligevel ikke med toget… Ja, denne gang gik det godt, men lommetyvene er alle vegne, og de er lynhurtige og effektive.
Tiggere er der også mange af, og de kan være ganske insisterende og svære at komme udenom. Vi har set et par gadesælgere, der tog benene på nakken, da politiet dukkede op. De forsvandt som dug for solen, og efter et par minutter var de i gang igen.
Vi nåede nogle af de store seværdigheder allerede første eftermiddag, og det er altid dejligt at gå rundt i Rom på trods af det ovenfor beskrevne. Den spanske Trappe, Trevifontænen, Pantheon, Piazza Navona, Piazza del Popolo o.s.v. Vatikanmuseet havde lukket den dag, vi havde sat af til Peterskirken, formentlig på grund af helligdag i Rom. Og da vi kom om på pladsen, var der fuldt af mennesker, men ikke den sædvanlige kø, så kirken var også lukket, men til gengæld var der sat storskærme op, og foran kirken ovenfor den store, brede trappe, var paven i gang med at uddele ”gaver” til et stort antal gejstlige, alt imens der blev spillet og et kor sang. Det var meget stemningsfuldt og en stor oplevelse. Kirken ville åbne kl. 13, så vi fandt et sted og fik en dejlig frokost, før vi gik tilbage og var heldige, at der ikke var nogen særlig lang kø. Peterskirken gør altid indtryk, selvom vi har set den mange gange efterhånden.
Forum Romanum, Palatinerhøjen, Colloseom, Det store monument for Vittorio Emmanuele II samt en hel del mere fik vi også med; alligevel blev der tid til at nyde en Spritz eller et godt måltid, for det er jo altid en del af charmen at få en pause og nyde atmosfæren.
Det er sjældent, vi møder danske sejlere i Italien, så det var heldigt, vi var hjemme, da Jan fra den danske båd s/y La Tifre, kom og hilste på. De var lige ankommet til marinaen, så vi fik hurtigt aftalt, de skulle kigge over, når vi alle var tilbage fra Rom. Sjovt at møde sejlere, der oven i købet er fra Kolding, og som vi kender godt. Det var svært hyggeligt, og mange oplevelser og gode tips blev udvekslet over en Spritz.
Så var der brug for en ”Rom-fri dag”, for efter 4 dage med mange indtryk og mange skridt, var vi alle møre. Ekstra herligt så at blive inviteret ud at spise…
Vi havde aftalt med Fulvio, at vi skulle igennem broen kl. 05 mandag morgen. Men vejrudsigten indbød ikke til natlig ankomst; den meldte rigeligt med vind, som ville løje sidst på formiddagen og øge igen først på eftermiddagen. Så skipper kontaktede Fulvio med henblik på at ændre tidspunktet til onsdag morgen. Det viste sig så, at åbningstiderne var ændret, og nu var om aftenen kl. 19. Fint nok – vi afsejlede i svag vind, men store dønninger og nåede godt frem til kanalen, hvor vi valgte at gå ind i Darsena Traiano for at vente. Vi fik der at vide, at åbningen var kl. 20. Skipper gik hen og snakkede med Fulvio, som viste ham et officielt papir, hvor der stod, at åbningen var kl. 19. Vi havde kun den ene mulighed, for næste broåbning ville først være torsdag, hvor vi regner med at sidde i flyet på vej hjem. Så vi valgte at lægge os ud i kanalen, hvor der var kraftig vind og en del sø, og så håbe, at tidspunktet for åbning var kl. 19. Men det var det ikke, og den næste time blev lidt lang, især for skipper, der måtte være agtpågivende styrmand. Skipperinden forberedte aftensmaden imens, og vi gled fint under kl. 20. Fulvio havde sagt, han ville tage imod os, men vi måtte selv finde ud af at lægge til, hvilket ikke var nemt på grund af den kraftige strøm. Men måske er det meget godt at holde færdighederne lidt ved lige? Normalt er der jo en og ofte to marineassistenter til at gøre arbejdet for os. Vi kendte jo stedet, så skipper fik hurtigt sat el til, og vi fik snart aftensmaden klar. Vore gæster tog det hele med godt humør, undgik at blive søsyge, og syntes det var fint også at se den side af sejlerlivet.
Alt godt får en ende, og vi skulle sige farvel. Vore gæster ville gerne tage en taxa, men skipper fastholdt, at vi hellere måtte tage med ind og sende dem af sted med lufthavnsbussen fra Termini.
Vi skal selv samme tur i morgen, så det var en slags generalprøve. Alt klappede, og det var fint at modtage en sms, at de var godt hjemme.
Nu er vi selv snart klar. Båden bliver efterladt i vandet, så det er ikke det helt store arbejde denne gang. Her er et ganske anderledes miljø end i Porto di Roma, og vi var også ved at trænge til det. Her er ingen forretninger, fejemaskiner eller gøende hunde, og vi er et stykke væk fra vejbroen. Flyene larmer som sædvanligt, men ikke om natten. I aftes havde odderen taget fruen med på aftentur, og måger, blishøns og ænder snakker i munden på hinanden. Der er sparsom trafik af mindre både forbi os; så man kan nyde en rolig stund med udsigt til broen og aftenhimlen mod vest.
Vi glæder os til at komme hjem, også selvom vi skal hjem til en temperatur, der kun er ca. halvdelen af den, vi har nu. Når vi kommer tilbage omkring 1. september starter vi mod Rhone flodens udmunding, der er målet for eftersommeren. Efter planen skal båden på land hos Navy Service for vinteren, og til foråret skal Nausikaa så omdannes til flod- og kanalbåd.
Nu vil vi ønske alle både ude og hjemme en rigtig god sommer og sige tak for de mange hilsener vi har fået og møder, vi har haft her i foråret.
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

De Lipariske Øer 30/05/2017 – Gaeta 20/06/2017
På sådan en 8 timers distance, som vi har valgt at tage i dag, er det fint at bruge noget af tiden til at skrive rejsebrev. Ved morgenkaffen, som vi indtog, mens solen stod op over bjergene og spejlede sig i vandet, snakkede vi om, hvad indholdet skulle være.
Vi har hele tiden været klar over, at turen langs Italiens vestkyst ville få karakter af transportsejlads, for den fremherskende vind er NV - lige den retning, vi skal. Men når man nu ikke kan få lov at sejle for sejl, er det yderst behageligt at ”motorere” i stille vejr på blankt vand. Og det er der gode muligheder for, når man starter tidligt.
Vi ”spoler tilbage” til ankomsten til Cetraro, som vi var lidt spændte på at gense. Vi blev godt modtaget og var dårligt kommet på plads, før Luigi kom med sit visitkort og gjorde opmærksom på sin restaurant Gambero Rosso, og at hvis vi spiste der, kunne vi blive fragtet gratis til supermarkedet. Han var lidt pågående, så vi lod som om, vi ikke kunne forstå ham. Hans handlemåde for nogle år siden, hvor man som sejler nærmest blev truet til at give ham 20 € for at tage mod fortøjningerne, har vi ikke glemt. Han var ældet, haltede lidt og havde ikke mange tænder i munden
Men havnepersonalet har helt styr på sagerne nu. Der er bygget et nyt fint havnekontor, bad og toilet er rigtig lækkert, og så er der vaskemaskine til fri afbenyttelse. Det er noget, der kan bringe enhver skipperinde helt op på den lyserøde sky, og efter en del startbesvær lykkedes det at få vasket 2 x hedvask, der hurtigt tørrede i den lette vind.
Og så kunne vi gå i Lidl og få fyldt op! Det var to rigtig dejlige dage, vi havde i Cetraro. Ind imellem er der bare behov for at få klaret de praktiske ting. Der var også en dieseltank, som var i drift i modsætning til på Salina, og således godt rustede, sagde vi farvel og tak og satte kurs mod
Maratea.
Her var vi også inde og vende i 2011, men blev tilbudt en plads med hækken lige ud mod havet, hvorfra der var meldt frisk vind, så vi var ikke i land. Molen er blevet lavet større i alle henseender, så man kan ikke se vandet inde fra den lille, men meget idylliske havn. Vi kom lige midt i siestaen, så der måtte mange opkald til på diverse VHF-kanaler og telefonnumre uden held, før vores kommende nabo løb ind og kom tilbage med havneassistenten, som formentlig havde ligget og fået sig en på øjet i varmen.
Udover at nyde havnemiljøet var formålet med opholdet også at se bjergbyen Maratea, der ligger højt i bjergene 6 km væk. Det var Republikkens Dag, så den sædvanlige bus kørte ikke, men det var ikke noget problem, for havnepersonalet ville gerne bestille en taxa til os. Det var jo fint, men stor var vores forbavselse, da der kom en lille mørkeblå, bulet og beskidt Fiat Punto med en ældre herre ved rattet og spurgte, om det var os, der havde bestilt taxa? Det kunne havneassistenten så nikke til – ellers var vi nok ikke kørt med ham. Vi blev sat af på byens torv, og da han var forudseende, gav han os sit telefonnummer, for som han på nydeligt engelsk sagde: ”You will probably need a service to go back!” Og han kom, da vi ringede, og kørte os tilbage formedelst 2 x 15 €.
Byen har 44 kirker, og det er bestemt en ret lille by klinet op ad den stejle bjergside! Vi så nogle stykker, og ellers hyggede vi os med at gå rundt i de små gader og nyde den formidable udsigt fra de enkelte åbne pladser ligesom de i øvrigt forholdsvis mange andre turister. Vi kunne nu se, hvor stor den kæmpestore Kristusfigur, der står på toppen af det højeste bjerg med armene bredt ud, er. Den kunne vi også tydeligt se nede fra havnen, så vi følte, vi lå trygt…
Næste stop var Agropoli, hvor vi sidste gang kun var en enkelt nat. Denne gang ville vi se lidt mere på byen og overvejede også at tage til Paestum, et arkæologisk område med ruiner af græske templer og et amfiteater. Byen fik vi gjort noget ved, og især den gamle bydel er rigtig fin at gå rundt i. Men vi blev enige om, at vi synes, vi har set ruiner nok. Så vi holdt en afslappet pinse med lejlighed til at smage den lokale Spritz, der var både god og billig.
Der er vist ikke så mange, der kender byen Salerno, men vi havde sat os for at kigge nærmere på den, når vi nu alligevel skulle sejle dertil for at overnatte. Havnen er kæmpestor, mange færger og masser af store containerskibe med slæbebåde og lodsbåde i aktion, fiskere og turbåde. Og da marinaen, vi ud fra havnelodsens anbefalinger besluttede os til, bestod af et par flydebroer uden mole, var det et ret ”livligt” sted. Det var i hvert fald ikke broer, man kunne gå på, hvis man havde fået lidt rigeligt af de våde varer. Men der var rimeligt om natten, så det gik fint.
Der var MEGET langt ind til byen, men hver gang, vi kom gående, var der straks et tilbud om at blive kørt noget af vejen i marinaens el-bil. Der var en arkitektonisk uhyre spændende bygning på havneområdet, og her viste der sig at være en meget flot kunstudstilling, vi ganske gratis kunne fornøje os med. I Salerno var det særligt katedralen, vi skulle se, og den var meget, meget smuk! Her så vi, der samme aften ville være koncert (det viste sig at være i en af salene og ikke i kirkerummet), men koncerten var en stor oplevelse med nogle meget dygtige musikere.
Der er også en romersk aquadukt i byen, virkelig imponerende. Og en flot, meget lang strandpromenade samt et væld af små, krogede gyder og stræder. Et rigtig dejligt sted, som flere burde vise opmærksomhed.
Næste stop var Sorrento, som absolut ligger i meget smukke omgivelser, men efter vores mening er lidt ”selvtilfreds”. Et mylder af hoteller, barer, souvenirbutikker, og hvad der ellers hører til, når der er mange turister. Som sejlere følte vi os ikke velkomne, tværtimod. Vi kom til en næsten tom havn i Sorrento by, men meldingen var, at alt var reserveret! Det var weekend, så vi var forberedte på, der godt kunne blive problemer. Vi sejlede hen til en marina kun 1 sm væk, som har to afdelinger, hvoraf den ene er væsentlig mere beskyttet end den anden. Men vi måtte tage til takke med den åbne afdeling, for selvom den beskyttede også var halvtom, kunne vi ikke få plads. (Mon det er fordi, vi er så små, og derfor ikke giver så meget i havnepenge, at man ikke gider os?) Vi synes ellers 80 € er mange penge for at få lov at ligge en nat ved en flydebro uden dækmole…
Men der, hvor vi til sidst blev fortøjet, var personalet virkelig søde, og så var omgivelserne af en helt særlig karakter. Vi lå lige ved en høj, lodret bjergvæg, og man kunne gå ind i bjerget og tage en elevator op, når man skulle ind til Sorrento by. Det sparede os for turen på landevejen med de mange hårnålesving.
Vi havde en rigtig hyggelig dag i Sorrento by. Ville selvfølgelig ned og kigge i havnen, der var lige så halvtom som dagen før! Der var ikke som sådan de store seværdigheder i byen, men landskabet omkring den og det at kigge over på silhuetten af Vesuv i varmedisen, var da herligt. Vi havde en sjov oplevelse, da vi spiste frokost på en af de små restauranter i en meget lille smal gade. Bordene, som var til to personer, stod helt op langs muren, og mange gik tæt forbi. Det gik udmærket, men så kom der en bil, ganske vist en lillebitte en af slagsen, kørende. Helt forsigtigt, så vi fik lige rykket vinglasset ind på bordet, så sidespejlet ikke væltede det!
På turen tilbage tog vi med toget, som standsede nogenlunde tæt på et supermarked, for vi trængte til at købe proviant. Med de temperaturer, vi har nu, kan det ikke nytte noget at gå med f.eks. kød i en indkøbspose ret længe ad gangen, så det er med at planlægge, hvor det kan lade sig gøre at købe ind. Det var et rigtig flot og velforsynet supermarked, så vi havde lidt rigeligt at slæbe på, da vi skulle tilbage til båden.
Vi manglede at besøge øen Procida, som ligger tæt på Ischia. Mon vi også ville få problemer med at få plads der? Nej, ingenlunde! Der var hjælpsomt og venligt havnepersonale, toiletter og bad, hvilket var første gang i længere tid. Og så var der de smukkeste omgivelser. Man fornemmede næsten at ligge i en skærgårdshavn. Helt beskyttet. Hyggelig lille by og en fantastisk natur – her ville vi være nogle dage! Der var bus til hovedbyen, men vi skal jo røre os, så vi tog apostlenes heste både frem og tilbage og nød den smukke udsigt. Virkelig en lille perle, og meget mere tilgængelig end Capri og Ischia, hvor der absolut også er fantastisk smukt, men alt for mange turister og alt, alt for dyrt! Så det var næsten lidt trist at sige farvel til Procida, men det er vel at betegne som et luksusproblem?
Gaeta, som vi har forladt tidligt i morges, var også et gensyn. Sidst, vi var her, kunne vi rigtig godt lide byen, som er smukt beliggende i bugten med Santa Maria på den ene side af sig og Formia på den anden. Vi blev noget skuffede, da vi fik plads, for det var på den meget åbne side, og der var blæst fra NØ i vente. Vi besluttede, at hvis vi ikke kunne flytte ind i det andet bassin, ville vi sejle videre. Næste dag fik vi tildelt en virkelig fin plads, og da torden, regn og blæst kom, lå vi perfekt.
Det drev jo over, og vi skulle ud og se, hvad byerne havde at byde på. Vi tog – lige som sidst – turen op på Monte Orlando, et bjerg udlagt som naturreservat med forskellige seværdigheder i klipperne i form af et kapel og en grotte. Udsigten er utrolig fra toppen, og heldigvis går man meget af tiden i skygge fra træerne, så det var til at holde ud på trods af varmen.
Vi tog også et gensyn med den smukke katedral i Santa Maria – det er en gammel fæstningsby, og militæret råder over et stort område, som man så naturligvis ikke kan færdes på.
I Formia ville vi gerne besøge de romerske cisterner, vandreservoirerne fra romertiden. Vi tog bussen, og det gav lidt udfordringer og ventetid, da det var søndag. Men tid havde vi jo nok af. Vi fandt også cisternerne, og vist gør det indtryk at se så gammelt et anlæg, men vi må jo indrømme, at de ikke nåede dem i Istanbul til sokkeholderne.
Sådan tænker vi tit, og det er nok fint, at vi så småt skal til at hjem. Vi har set så utroligt mange dejlige steder og oplevet så meget interessant, men er nok også efterhånden blevet lidt forvænte…
Gaeta bød på en anden god oplevelse: Vi så et dansk hækflag, og det er sjældent i Italien, så det var bare med at få sagt goddag! Det var Nina og Martin på s/y Soulaima, som skulle efterlade båden i Gaeta for de næste fire uger, før de igen skulle ned og sejle. Hyggeligt, og nyttigt, med en lille snak!
De fik os blandt andet overbevist om, at øen Ponza ikke helt stod mål med de 135 €, som det koster at ligge i havnen derude. Det var ellers planen, vi ville besøge den, men den er ikke god i østlig vind. Nu besluttede vi så at droppe den, og da vi snart får gæster, som vi har lovet at vise Rom, sejler vi nu mod Nettuno, og så er Ostia jo ”lige om hjørnet”. Her vil vi opholde os, mens vi har gæster. Vi har aftalt plads til båden for sommeren, men der er et problem med broen ind til Fulvios bådværft, og hvis den ikke når at blive lavet, kan vi ikke komme ind til ham, men må finde ud af noget andet. Men hellere ligge ude og ikke kunne komme ind end det omvendte.
Nu begynder det at vippe lidt rigeligt, så det er fint at slutte nu. Vinden frisker, som den plejer ved middagstid, og så kommer der jo også lidt bølger.
Som vanligt siger vi så mange tak for dejlige hilsener fra jer alle!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Palermo 16/05/2017- De Lipariske Øer 30/05/2017
Klokken er 09.30 tirsdag den 30. maj. Vi har netop passeret Stromboli til styrbord, og det er 4 timer siden, vi listede ud af havnen på Salina i morgengryet. Ud på et hav, der var lige så blankt og silkeblødt udenfor molen som indenfor. De øvrige Lipariske Øer: Alicudi, Filicudi, Salina, Liparia og Vulcano fortoner sig langsomt agterud. Et par gedigne ”prust” fra Stromboli føles som et behørigt farvel og tak til Sicilien og De Lipariske/Eoliske Øer, hvor vi har haft så utroligt mange gode oplevelser, siden vi kom til Messina i begyndelsen af september sidste år. Det sicilianske gæsteflag, der har vajet under salingen sammen med det italienske, er nu gemt væk. Vi har i skrivende stund tilbagelagt ca. en tredjedel af dagens distance, der har Cetraro på fastlandet som mål.
Tilbagekomsten til Palermo efter en dejlig og festlig uge hjemme midt i maj var helt problemfri. Vi var lidt spændte, for i Bergamo lufthavn ringede telefonen. Det var havnemesteren, der sagde en hel masse, vi intet forstod af, men da vi fik ham forklaret, at vi ankom til Palermo samme aften, lød han til at blive både glad og tilfreds. Og bortset fra et tykt lag rødt ”Saharastøv” lå Nausikaa og havde det godt; der havde heldigvis ikke været ubudne gæster. Havnemesteren skulle bruge den plads, vi lå på, men da han erfarede, vi hurtigt ville forlade havnen, kunne vi godt blive liggende.
Vi fik hurtigt provianteret og gjort klart skib, og vi havde ikke behov for at se mere til Palermo, så vi sejlede til Cefalú langs Siciliens imponerende nordkyst, hvor den ene bjergformation og bugt afløser den anden. Vejret var dejligt, sol og ingen vind. Havnen i Cefalú er fantastisk flot beliggende, og vi var lidt lune på at blive der nogle dage, men vi indså hurtigt, at så ville vi ikke få sovet, for dønningerne var meget mærkbare. Så vi så katedralen (som desværre var pakket ind på grund af istandsættelse) og nød den hyggelige by, hvorefter vi næste morgen ”dampede” videre.
Vejrmeldingerne sagde entydigt, at der ville komme blæst i forbindelse med en frontpassage, men de var ikke helt enige om vindretningen. Så vi måtte vælge, hvor vi ville tilbringe nogle dage i havn. Vi valgte det sikre – troede vi – og sejlede til Portorosa, da vi forventede, der ville være mere læ der end ude på øerne. Vi havde nogle projekter, som vi ville fordrive tiden med, bl.a. skulle komfuret ud. Både fordi der trænger til rengøring omkring det, men skipper ville også reparere tændknappen. Men det endte med at blive ret uroligt i havnen, så komfuret blev stående. Som vi plejer at sige til hinanden, koster det ikke ekstra at ligge uroligt! 70 € i døgnet burde vel også være nok…
Portorosa er et stort ressort med mange ferielejligheder, hotel og bådpladser. Det bar præg af et vist forfald, men trods den lidt afsides beliggenhed, var byen ok, og man var ved at forberede sig på sommergæsternes invasion. Havnen er base for charterbåde, så underholdningen var sikret. Det var skiftedag lørdag, hvor det blæste hårdt, men enkelte utålmodige skulle jo prøve at sejle af sted, og det med skiftende held. Det er vist slet ikke morsomt at starte ferien med at lave skade på båden, før man er kommet ud af havnen? Der var dog også andre, der ligesom vi valgte at vente til næste dag.
Selvom det gav lidt saltvandssprøjt, var det dejligt at komme af sted, og afstanden til Vulcano var kun 18 sm. Vinden var løjet, solen skinnede, og vi ankom til en havn/anløbsbro så smukt beliggende. Der var lidt primitivt, hvad faciliteter angår, og færgernes kommen og gåen gav meget uro, men der var roligt og fint om natten. Byen var hyggelig på trods af mange turister, heraf mange endags-. Og så var der jo vulkanen, som vi lå lige nedenfor, og på hvis skråninger der var masser af de typiske gule buske - rigtig smuk udsigt fra cockpittet! Den måtte vi bestige, og det gjorde vi næste morgen sammen med mange andre. Det er et flot krater, og svovldampene mærkes og ses tydeligt. Men det flotteste var udsigten! Den var helt bogstaveligt talt bjergtagende ud over øhavet. Nede ved havnen var der et stort, varmt, mudderbad, som mange mennesker forlystede sig med. Det var absolut ikke noget for os – føj for en stank! Så meget gigt har vi heldigvis ikke…
Næste stop gjaldt hovedøen Lipari. Da vi var lidt trætte af færgernes og turbådenes evindelige hækbølger, valgte vi at gå ind i marinaen bag en god mole. Der var masser af plads og et virkeligt sødt og imødekommende personale, så her bestemte vi os for at opholde os nogle dage og tage på udflugt.
Skipper havde talt om, at vi skulle lave en natsejlads ud forbi Stromboli, men vi ville også rigtig gerne i land både på Stromboli og Panarea, (og så ved han, skipperinden ikke er så vild med at sejle om natten). Så vi besluttede os for at gøre det på den magelige facon og tage med en turbåd. Det fungerede rigtig fint, og vi havde god tid til både at gå rundt på øerne samt sidde et lille listigt sted og betragte det fascinerende liv, der er i forbindelse med færgernes ankomst. På Stromboli spiste vi aftensmad på en restaurant med en virkelig flot udsigt – og glimrende mad!
Vi skulle herefter sejle ud og se solnedgangen fra den lille ø/klippeskær Strombolicchio, og det var også helt fint. Men vi er nok lidt forvænte med den slags, for det gjorde ikke så stort indtryk på os som på vore medpassagerer. Mens det mørknede, sejlede vi langsomt langs Stromboli i håb om at få nogle udbrud at se. De kom også, og det var et specielt syn. De helt store blev vi snydt for, men både mens vi lå lige nedenfor og på turen hjem, kunne vi se ildsøjler og gnister stige til vejrs. Og så kunne man more sig lidt over, at det kunne få en hel flok voksne mennesker til at udgyde diverse ”begejstringslyde”, hver gang udbruddene kom. Man kommer pludselig hinanden ved i en sådan situation…
Det var godt at komme tilbage til havnens fred og ro, men det havde været en superfin dag. Lige over for os lå for øvrigt alle turbådene fortøjet om natten, så vi kunne følge med i alle aktiviteterne, der hører til en sådan virksomhed. Ikke sært, det koster en del at komme med. Der er mange mennesker beskæftiget, og det er jo i sommermånederne, pengene skal tjenes.
Lipari by er også fin. Vi var oppe på fæstningsanlægget, hvor vi så den flotte katedral og gik rundt på det arkæologiske område, hvor der er resterne af et amfiteater og et akropolis. Udsigten er også herfra aldeles fantastisk hele kompasset rundt. A pros pos kirker og katedraler, så har vi efterhånden set rigtig mange, og vi har noteret os, at her på øerne er kirkerummene enkelt dekoreret, lyse og ”venlige” i stilen, hvilket tiltaler os mere end det meget pyntede. De har ofte været udstyret med nogle fantastiske blyindfattede vinduer, forestillende diverse bibelske scener og utroligt godt udført. En kirke er et dejligt svalt sted at ty til i heden, ligesom stilheden kan give lidt rum til at fordøje de mange indtryk samt mental ro til at sende en tanke til mennesker, der betyder meget for en.
Vi kunne ikke rigtigt tage os sammen til at leje bil for at komme ud på øen. I stedet valgte vi at sejle til Salina, der lå kun 8 sm. væk. En flot tur langs Liparis nordkyst, hvor vi så de store pimpstensområder. Vi havde læst i havnelodsen, at der var tankanlæg på Salina, og det så også sådan ud. Men da vi kom ind, kunne vi se, det ikke var i brug, så vi sejlede om i den sydlige havn, der er lystbådehavn. Vi blev helt imponerede, for det var et meget flot havneanlæg, smukt beliggende lige neden for bjergsiden og masser af læ for færgerne. Og så var der toiletter og bad!
Byen var helt stille og død, men det hjalp lidt ud på eftermiddagen – det var jo søndag. Forretninger var der tilsyneladende ikke mange af, og da vi både skulle have proviant og helst forlænge vort internetabonnement, var vi lidt slukørede. Men mandag formiddag så det hele lidt bedre ud, og vi kunne se, der gemte sig andet end souvenirbutikker bag alle de lukkede skodder.
Også her var der turister, men i mindre omfang, og der var ikke mange gæstesejlere i havnen. Dog oplevede vi lidt leben den første eftermiddag, hvor der var afslutning af en kapsejlads. Det var sjovt at se sejlerne komme ind og tage alt det ombord, de havde efterladt på kajen. Nogle sejlede ret hurtigt; det var dem, der ikke havde placeret sig til en præmie. Og et par både blev til næste morgen med en transportbesætning ombord.
Man kommer ikke så langt med engelsk på disse øer, men vi har da efterhånden lært os det mest nødvendige på italiensk. Det rakte imidlertid slet ikke i forhold til den meget hurtigt talende dame i kiosken, vi havde fundet, og som efter sigende skulle sælge mobilt bredbånd. Heldigvis var der en behjertet kunde, der oversatte, og vi fik købt bredbånd – håber vi. Skippers erfaringer udi samme gør ham noget skeptisk. Vi er jo blevet afhængige af det skidt! For ti år siden, da vi tog hjemmefra, var vi taknemmelige, hvis vi kunne finde en internetcafe en gang imellem inden for et par kilometers afstand…
Selvom der var smukt og herligt på øerne, var vi enige om, at vi nu vil tilbage til fastlandet, så vi har god tid til oplevelser op langs vestkysten. Vi har en aftale i Rom den 27.6., hvor vi får gode venner på besøg, og selvom vi nu kommer op i kendt farvand, er der steder, vi gerne vil gense og nye steder at besøge. Vi er spændte på at gense Cetraro, som vi havde nogle dage i på udturen tilbage i efteråret 2011. Vi husker mest en masse tordenvejr, at der var en stor Lidl ikke så langt derfra, og at havneassistenterne var meget søde. Nu er marinaen beskrevet som havende alle faciliteter, endog et vaskeri og wi-fi. Men lad os nu se. Beskrivelserne svarer ikke altid til virkeligheden – dog har vi også oplevet, det har været bedre end beskrevet!
Jeg måtte lige op og se, hvorfor skipper ændrer kurs. Vi skulle jo sejle 40 gr. hele dagen, og selvom det er roligt vand, kan man godt mærke, når noget ændrer sig. Der ligger nogle store fartøjer fremme til styrbord, og et eller andet ser de ud til at arbejde med, så vi tager en god bue udenom.
Klokken nærmer sig 11, så mon ikke en 11-bajer er en mulighed? Normalt får vi næsten ikke alkohol, når vi er til søs, men dagen er jo lang, her er roligt, vi kan stadig skåle med Stromboli, så jeg forsøger at spørge skipper…
- - -
Mens vi delte en 11-bajer, snakkede vi om, hvad vi syntes, det bedste havde været på Sicilien og øerne. Det må betegnes som et luksusproblem, at det føles umuligt at lave en prioritering, men:
Naturen, især på nordkysten er fantastisk flot. De gamle byer Catania, Syracusa og Ragusa var meget interessante, og man mærkede historiens vingesus, hvilket også gjaldt Templernes Dal, Selinunte, Kejserpaladset m.m. Trapani lærte vi at kende og føle os hjemme i, og her var påsken præcis så stor en oplevelse, som vi havde sat næsten op efter. På øerne faldt vi mest for Vulcano, men der var dejligt overalt.
Og så Etna, ikke at forglemme! Det er i sandhed en fantastisk vulkan, og vi har været der hele to gange. Helt forståeligt, at Etna fylder meget i sicilianernes bevidsthed. Stor og mægtig ligger den der, og man ved aldrig, hvad den kan finde på. Udsigten fra toppen er formidabel, ligesom det gør stort indtryk på vejen op at se resterne af de huse og gårde, der ligger delvist begravet i lava.
Vi har mødt rigtig mange venlige, hjælpsomme og søde mennesker (undtagen lommetyvene!). At her er dyrt at være sejler, det var vi forberedt på, men vi synes, oplevelserne har været så mange og gode, at det har været pengene værd.
Vi kan ikke slutte uden som vanligt at sige alle jer ude og hjemme tak for de mange dejlige hilsener, vi får. Og det være så hermed gjort.
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Trapani - Palermo 23/04/2017-08/05/2017
Med få meter til kajkanten, og dermed hjertet af den gamle bydel af Palermo, følger der en lydkulisse med, som man forbavsende hurtigt vænner sig til. Intens trafik næsten døgnet rundt; i gaderne vrimler det med mennesker af alle nationaliteter, biler, scootere, små trehjulede taxier, hestevogne, busser osv. Højt tempo, livlig brug af hornet og stemmen – meget anderledes end det Kolde Nord…
Men først Trapani, hvor vi lige skulle have de sidste oplevelser med, før vi sagde farvel og tak. Vi nåede at besøge begge byens berømte museer, nemlig Museso del Pepoli og kunstmuseet for moderne kunst. Det første museum er helt berettiget meget anerkendt. Et særegent byggeri i sig selv, indrettet i et tidligere klosters meget smukke rammer. Og de udstillede genstande spænder vidt og er virkelig interessante. Kunstmuseet var en oplevelse på den måde, at vi undrede os over, hvad man kan kalde kunst – men sådan er det, og heldigvis!
Da vi nu havde tiden, ville vi også gerne se, hvordan Trapani fejrede deres skytshelgen San Paola, som også er skytshelgen for sømænd og fiskere, så vi følte en vis forpligtelse overfor ham. Vi troppede – som mange hundrede andre – op ved kirken i god tid til kl. 16, hvor processionen startede. San Paola var anbragt højt på en blomstersmykket og meget pyntet platform, og med de høje og tunge lys var det noget af et job at få den ud af kirkedøren og ned ad trappen, men stærke, hærdebrede mænd hjalp hinanden. Langs ruten stod mange mennesker med lange tændte stearinlys, flere af dem gik i strømpefødder, og fra balkoner blev kastet blomsterblade ud over San Paola, mens der blev spillet glad og livlig musik af det store orkester. En munter forestilling sammenlignet med påskens traurige musik. Under en pause på et af torvene, blev der skiftet til en vogn, som alle gerne ville være med til at skubbe/trække. Om aftenen var der lys i alle guirlanderne, der var ophængt omkring kirken, så der festes efter nogenlunde ens formel - vi så lignende i Puglia og Calabrien.
Så blev det 1. maj, og vi skulle af sted. Troede vi! For som beskrevet i logbogen, fik skruen fat i en mooring-line, og vi måtte have fat i en dykker. Skipper måtte selv finde ud af hvordan, for vagten på værftet var ikke til sinds at hjælpe os. Sagde blot, at alle folk spiste og drak 1. maj! Men skipper fandt et telefonnummer på en dykker, som kom og klarede sagen for os.
Det var en stille, flot dag til søs, og vi nød de tre timer, det tog at sejle til San Vito Lo Capo, hvor vi straks fik en venlig velkomst. Vi besøgte jo byen i bil i påsken, og ligesom sidst var der liv og glade dage, helt fyldt med mennesker overalt. Men denne gang kunne vi heldigvis bare gå rundt og skulle ikke tænke på at finde en parkeringsplads! Der var drøn på discoanlægget, beach-party for fuld udblæsning, men det var jo hverdag næste dag, og der blev MEGET roligt i løbet af aftenen.
Det er en fantastisk natur, man sidder midt i, så vi nød at kigge på bjergformationerne fra cockpittet. Havde en overliggerdag, så vi kunne gå rundt og lege turister i byen og ud til det høje fyrtårn.
Turen til Palermo var virkelig flot. Man sejler langs en storslået kyst med mange bjerge, grønne dale og byer, og vi kunne rigtigt se flyene lette og lande fra lufthavnen, der nærmest ligger i vandkanten. Da vi rundede det høje bjerg Monte Pellegrino, dukkede Palermo langsomt op, og turen ind gennem den store havn med færger, coastere, kraner, kajakroere, fiskerbåde m.m. var lang. Vi havde lidt svært ved at overskue de forskellige sejlklubber, da virkeligheden ikke helt svarede til det, der er beskrevet i Havnelodsen. Forsøgte også et par opringninger uden resultat.
Så endelig! Allerinderst i havnen var der en venlig herre, der gjorde os forståeligt, at han nok skulle hjælpe os. Han havde travlt med sin telefon, og så vinkede han os ind. Han havde fået tilkaldt endnu en mand, og vi kunne efterhånden få fortøjet. Vi fik også straks lavet en aftale om, at vi kunne være her i 15 dage. Ingen af de to kunne engelsk, og vore italienske ord er få, men den ældre herre (som nok ikke er ældre end os, men han er så nydelig, at han er en ”herre”), brugte sin telefon som oversætter, og det fungerede. Han kommer dagligt på broen og er meget hjælpsom og opmærksom på os. Det gælder i øvrigt de sejlere, der kommer på broen. De hilser alle venligt, og vi blev inviteret til at deltage i en fest i forbindelse med præmieoverrækkelse efter vinterens kapsejladser. Så vi føler, vi kender dem lidt nu og ved, de vil hjælpe os, hvis de kan.
Som vanligt, når vi kommer til et nyt sted, gik vi straks på jagt efter turistkontoret. Og som vanligt, var det også denne gang placeret et andet sted end angivet i de bøger, vi har, ifølge hvilke det skulle ligge på Banegården. Men der var da en kiosk, hvor vi kunne spørge os frem, og han gav os et kort og sagde, at turistkontoret lå på Piazza Bellini. Før vi kom så vidt, nåede vi at se adskillige seværdigheder, for det er jo bare at forsøge sig, hvor noget ser interessant ud. Og det er der meget, der gør her i Palermo! Det var også rart at gå ind i en stor Lidl lige midt på en af hovedgaderne – så havde vi da det på plads! Senere har vi fundet et godt supermarked endnu tættere på, og det er jo den slags, der er vigtigt, når man lever, som vi gør.
Bevæbnet med kort og brochurer fortsatte vi opdagelsesrejsen, og hurtigt nåede vi at se fire meget forskellige og imponerende kirker, som på hver deres måde gjorde stort indtryk. Enten på grund af udsmykningen eller arkitekturen, eller på grund af stemningen i rummene. En meget stor fontæne, i folkemunde kaldet Skammens Fontæne, på grund af de mange nøgne menneskeskulpturer, der stod synlige for nonnerne i klosteret, fylder næsten pladsen foran Rådhuset, som var frit tilgængeligt og meget flot!
Det er utroligt, så mange kirker og paladser, der findes i Palermo. Og vi kan ikke se dem alle – så ville vi utvivlsomt også få en overdosis, så vi til sidst ikke havde øje for det særlige og smukke.
Der er mange bygninger fra Normannerperioden, og flere er kommet på Unescos kulturarvsliste. En af dem er Det royale Palads, som er et must at besøge. Og det er virkelig imponerende. Det Pallatinske Kapel der, er på niveau med Domkirken i Monreale, og de øvrige rum er hver for sig fantastisk flotte.
Katedralen i Palermo er kæmpestor, også smuk og særpræget. Det er for øvrigt første gang, skipperinden har prøvet at gå på toilettet inde midt i en domkirke. I et af kapellerne var der et diskret skilt, der viste om bag alteret, og ganske rigtigt: et par trin ned, og der var toiletfaciliteter, hvor man formedelst de sædvanlige 50 cent kunne gøre, hvad man skulle.
Marionetteater er noget, Palermo er kendt for og meget stolt af. I nærheden af ”vores” plads ligger et museum med marionetdukker samlet fra mange steder i Verden, så det måtte vi lige se. Det var også interessant – man lærer noget, hver gang man besøger et museum. Der var et utal af dukker, og det er imponerende, hvad der er skabt af klæder og rekvisitter til teaterforestillingerne. Også at se, der i nogle stykker bliver behandlet politiske emner samt samfundsmæssige problemstillinger, enten ved satire eller ren komik. En kunstart, som virker fremmed for os, men som man her har som en selvfølgelig del af hverdagen og åbenbart har haft gennem generationer.
Mange kirker har jo et tilbud om, at man kan løse billet til tårnet og få panoramaet over Palermo. Vi fik set Palermo fra oven – uden at betale for det! Mens vi gik rundt i Chiesa de Gesus’ museum, kom der en gammel mand og ”tog sig af os”. Vi vidste ikke helt, hvad vi gik ind til, da han sammen med et andet ægtepar, inviterede os til at se Palermo fra kirkens tagterrasse. Vi skulle ind i en elevator, og i stedet for at køre op, kørte vi ned, for vi skulle først se krypten! Der forklarede han og viste rundt, og efterhånden fornemmede vi, der ikke var helt styr på det hele, men han var utroligt sød. Ville have os til at gætte, hvor gammel han var – det kunne vi ikke. Han fortalte, han var 93! Han talte et flot engelsk, var i det hele taget meget kultiveret, og særdeles velsoigneret – og stædig! For vi forsøgte faktisk af slippe væk, især da vi fandt ud af, at hans nøgler, som skulle bruges for at komme både i elevatorerne og gennem nogle af de mange døre, ikke rigtigt ville makke ret. Men så ringede han bare på en dørklokke, og så kom der personale og lukkede op/trykkede på elevatorknappen. Da vi blev klar over, at der var nogen, der vidste, vi var sammen med ham, slappede vi af og kunne lige så godt tage den oplevelse med. (Da var det andet ægtepar for længst smuttet, så vi var alene med ham). Vi endte skam også med at komme op på kirkens tag, hvor vi ad flere omgange, fik udpeget de forskellige bygninger. Og vi kom da også ned igen i god behold, men heller ikke der, slap han os. Vi blev taget med gennem de forskellige kapeller og blev fulgt helt ud til kirkens låge, før vi kunne sige farvel og tak. Undervejs kunne vi se, at personalet var vant til den forestilling, og formentlig ville de have grebet ind, hvis de kunne se, vi ikke brød os om det.
Men vi fik set Palermo fra oven – og i øvrigt set en masse rum i og bag kirken, man normalt ikke har mulighed for.
Det var på vej til et af byens markeder, vi impulsivt gik ind i Jesuskirken, så der fortsatte vi til efter vores lille ”himmelflugt”. Det var ikke så indbydende, men meget sjovt at se alligevel. Alt var blandet sammen, og det sluttede med nogle gader, hvor der var en form for loppemarked. Det meste noget værre bras, men folkelivet på den slags steder er altid værd at betragte.
Man skal ikke langt væk fra hovedstrøgene, før man går i et miljø, hvor man undres over, mennesker kan bo. Her er sørgeligt mange steder, hvor forfaldet er totalt, og hvor affald, skrald og skidt ligger overalt. Palermo blev meget skadet under krigen, og så har mafiaens dominans gennem mange år også forhindret mange af de initiativer, der gennem tiden er blevet gjort for at forbedre og modernisere byen. Meget er opnået, men der er lang vej endnu. Byen er også præget af de mange indvandrere, som byens borgmester er talsmand for skal behandles godt. Der er udfærdiget et Charter for Palermo, der mest af alt ligner Menneskerettighedserklæringerne. Flot, men en stor udfordring at efterleve.
Her er mange tiggere, og vi blev jo også på den hårde måde bekendt med det kriminelle miljø, da vi ville stige på en af de gratis shuttle-busser på banegården. Vi var gået derop for at finde ud af, hvor lang tid det ville tage for os, når vi skal med lufthavnsbussen. Så ville vi tage shuttle-bussen tilbage, og der var trængsel, da vi steg på. Skippers tegnebog blev pludselig smidt ud af bussen, men heldigvis mærkede/så han det, og vi skyndte os ud. Tegnebogen lå heldigvis på fliserne, men den var blevet lænset for kontanter. Og det foregik på sekunder! Det kunne være gået meget værre, men var bare rigtig ubehageligt, som den slags altid er. Man skal være yderst påpasselig, for lommetyvene er lynhurtige. Da vi fortalte det til en af sejlerne på broen, blev han helt ked af det på byens vegne, men den slags kan jo ske alle steder.
Så gjaldt det Teatro Massimo, operahuset, som er det tredje største i Europa. Det er en stor, flot bygning, og vi tog en guided tur, hvor vi så nogle af de forskellige rum, der hører til sådan et sted. Den store sal fik vi mulighed for at se både fra almindelige stolerækker samt den kongelige loge. Og de kongelige havde sandelig gode pladser! Mens vi var der, havde det store symfoniorkester prøve på den forestående Mahler-koncert. Mahlers musik er efter vores mening lidt tung og voldsom, men hvor lød det fantastisk! Man kunne slet ikke undgå at blive berørt af musikken, som dirigenten desværre stoppede, da det gik allerbedst – efter vort skøn. Så måske man skulle lytte lidt mere til den gode Mahler? Uden tvivl betyder rammerne alt i den forbindelse, og her var de ok!
Katakomberne på Via Cappucini var også på skippers prioriterede liste, så af sted gik det med shuttle-bussen, som denne gang bød på en fredelig tur uden lommetyve. Vi stod af så tæt som muligt på katakomberne og fandt dertil uden besvær, i øvrigt sammen med en hel del andre turister. Det er et specielt sted. Man går ikke så langt ned under jorden, og hvor vi tidligere har set tomme hylder i flere etager langt nede, var dette ”bare” en begravelsesplads, hvor skeletterne iklædt det tøj, de i sin tid blev begravet i, var lagt eller hængt op så tæt som muligt. Det så sært ud med alle de skeletter med tøj på. Nogen af dem så ud til at have det ret så ”hyggeligt”, om man kan udtrykke det sligt. En lille toårig pige, Rosalia, var blevet balsameret på en særdeles effektiv måde, for hun var ret velbevaret. Ansigt og hår så fint ud, næsten som om hun bare sov. Hun er angiveligt død i 1920 og er af en eller anden grund anbragt på stedet, som ellers ikke har været i brug siden 1881, hvor den form for begravelsespladser blev forbudt.
Ja, et sært sted, men det ødelagde ikke appetitten til samme aften at gå op i en af de mange gader, hvor restauranterne ligger tæt. Det er ikke til at vide, hvor der er bedst, så vi lod os lokke af en frisk tjener, og vi fik også herlig mad og en oplevelse ud over det sædvanlige ved bare at kigge på den store aktivitet, der var på restauranten. Vi kom vist også til at vente længere end helt rimeligt, men vi valgte at tage det med godt humør, hvilket blev belønnet med et stort glas Limoncella ”på huset”.
Da vi rundede gadehjørnet på hjemvejen, var der gang i en af de mange processioner med en helgen, der skulle luftes, med orkester, lys og hele sceneriet, som vi nu har set nogle gange. Og denne gang fik vi fyrværkeriet med fra 1. parket, da det foregik fra kirketrappen og lige, hvor vi stod.
Således velforsynede også med åndelig føde kunne vi gå gennem gaderne hjem og sætte os i et lunt cockpit og fordøje dagens oplevelser over en godnatøl, skønt det var næsten midnat. Vi er helt klar over, at det ikke er den slags vejr, vi kommer hjem til.
Nu skal vi gøre Nausikaa klar til at være alene i en uge, og vi synes, den ligger godt og trygt. Det kræver nøgle at komme ud på broen, der er kraftige projektører samt videoovervågning, og selvom de lokale advarer om ikke at efterlade noget af værdi i båden, synes vi, det er ok. Det er i hvert fald de muligheder, der er her.
Om en uge er vi igen tilbage, klar til at sejle videre mod øst.
Tak for de mange hilsener, vi har modtaget, og på gensyn om en uges tid!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Trapani (Påsken) 31/03/2017-23/04/2017
Himlen er knaldblå uden en sky efter en meget kold nat. Vi måtte igen have gang i varmeren, for 13 gr. er lovlig lidt, mens man drikker morgenkaffe. Egentlig var det planen at sejle videre i dag, men vejrmeldingerne er noget usikre for de kommende dage, og vi ligger godt og har meget god tid. Så nu går vi i gang med diverse gøremål, bl.a. at skrive årets første rejsebrev.
Efter en travl og god vinter hjemme kom vi til Malta. Det er 4 uger siden i morgen, men vi har allerede oplevet rigtig meget. Vi ville have besøgt Malta i efteråret på egen køl, men vejret ville noget andet. Derfor havde vi 4 dage på B&B i Valetta, og vi fik set og oplevet mange spændende og smukke steder.
Da vi kom her tilbage fredag sidst på eftermiddagen, var vi så heldige, at en af de medarbejdere, vi havde talt en del med i efteråret, var på vagt. Vi blev virkelig godt modtaget. Før vi fik set os om, havde vi fået en luksustrappe, el og vand. Og så var det bare op at købe lidt ind, for efter 4 dage med restaurationsmad var det dejligt lige at nyde et let måltid på Nausikaa. Vi var klar over, at vi skulle nå at vaske båd og montere cockpittelt lørdag, for et gedigent regnvejr truede, og det kom! Så da det lettede efter et par dage, var vi udhvilede og klar til at tage fat. For første gang i 42 år måtte skipper stå og se til, mens en af medarbejderne ordnede bunden. Det syntes han, var lidt underligt, men omvendt også et arbejde, der var rart at slippe for. Det blev udført til hans fulde tilfredshed, og han kunne så imens polere fribordet. Det er på grund af miljøhensyn og et myndighedskrav, at man ikke selv må udføre arbejdet. Det virker temmelig inkonsekvent, når man ser, hvad der flyder rundt af affald og skrald alle steder. Så er det ikke miljøet, der bliver prioriteret højest, tænker man…
Vi blev klar til den aftalte søsætning, alt forløb glat, og vi fik en fin plads yderst på broen. Mens vi arbejdede videre på båden, lavede vi lidt rekognoscering i forhold til påskens forløb, for vi skulle jo have gæster og havde stillet dem noget helt unikt i udsigt. Vi kunne kun håbe, det ville holde stik, og lad det være sagt med det samme: Vi har aldrig oplevet noget lignende!
Vi hentede vore gæster i lufthavnen – de ankom onsdag aften før påske, og vi havde aftalt, at de første dage skulle stå i Påskens tegn. De skulle lige have en chance for at hvile ud, men så gik det løs Skærtorsdag. Byen var hyggelig og i travl, glad forventningsstemning. Vi lod os friste af den første Spritz, før vi kastede os ud i Pasqua di Trapani.
Vi havde lejlighed til at se forberedelserne til den helt store Påskeprocession, Misteri, hvor de involverede – og det var mange – gik og gjorde de 20 skulpturer klar i Chiesa di Purgatorio. Der blev støvet af, poleret og pyntet med så mange blomster på hver enkelt skulptur, at man dårligt kunne tro sine egne øjne. Alle dekoreret forskelligt med de smukkeste blomster og en masse sølv og guld. Det er sådan, at en ”faggruppe”, dvs. bagere, fiskere, sømænd, skræddere osv. har ansvaret for hver skulptur, og når processionen finder sted, går der adskillige personer, ofte børn, foran med et banner og evt. ting, der fortæller om faget (kager på puder eksempelvis). Efter skulpturen går et stort orkester og spiller, så det giver altså 20 orkestre, som kommer med ca. et kvarters mellemrum. Skulpturerne, der er meget tunge og kan veje op til 1,5 ton, bliver båret af 18 til 30 mand, alt efter størrelse og vægt. De holder naturligvis mange pauser, så derfor tager turen lang tid. Starten går kl. 14 Langfredag, og de sidste kommer tilbage i kirken næste dag i løbet af formiddagen, altså næsten et døgn. Vi fulgte optoget så tæt, som vi kunne komme til, og efter at have været hjemme og spise og hvile benene, gik vi op for at se det hele med lys. Der er monteret store, meget store, stearinlys i hvert hjørne på de fleste af skulpturerne, og der er små lamper monteret, der oplyser detaljerne på figurerne. Det var utroligt stemningsfuldt og bevægende; den specielle blanding af alvor og højtidelighed, men med plads til lige at få en smøg ind imellem, et kram af en kendt blandt tilskuerne eller en munter bemærkning til sidemanden. Det kan italienerne!
Dagen derpå mandede vi os op til at tage svævebanen op til Erice, som vi kendte fra tidligere, og hvor vi vidste, at man skulle tage en klar dag, når den kom. Og lørdag var klar og flot, så turen i svævebanen og rundt i den lille by blev lige, som vi gerne ville have vore gæster skulle opleve den. Vi fik en herlig pizza på torvet, og da vi havde købt en form for partoutkort til oplevelserne, var vi rigtig rundt og se de forskellige paladser og kirker. Sluttede af med cafebesøg, for vi skulle prøve en af de lokale kager: Canollo – hurtigt omdøbt til Canulla, da Ulla var mest ivrig. Men vi var enige om, at det var en herlig spise. Mændene drak kaffe, vi piger et glas hvidvin til den sprøde, aflange ”kagerulle”, fyldt med frisk ricottaost og pyntet med hakket chokolade. Guf! (I beherskede mængder).
Så trængte vi til en slapperdag, før vi om mandagen startede turen til Segesta i den lejede bil. Vi havde nemlig konstateret, at der ville komme nogle dage med blæsevejr, så vi valgte at blive i havnen. Segesta er en af de berømteste seværdigheder på Sicilien med et yderst velbevaret tempel og amfiteater. Vi har efterhånden set meget af den slags, men det var flot. Især var omgivelserne smukke, og på denne årstid med en vild flora i så mange farver og arter, at det er svært at beskrive.
Der er en helt formidabel udsigt fra teatret, og da vejret var solrigt og køligt, var der god sigt. Da det var helligdag, havde mange andre fået samme ide, så det var faktisk svært at få en parkeringsplads. På køreturen så vi også mange, der var taget på picnic for at nyde naturen nu, hvor den præsenterer sig allerflottest. Om nogle uger vil der ikke være mange blomster tilbage, da alt vil være svedet af den stærke sol. (Som dog i dette forår har glimret noget ved sit fravær, ifølge de lokale.)
På hjemvejen kørte vi til den lille havneby Castellammare del Golfo, der ligger nede i bugten, godt beskyttet. Her var også mange mennesker, men det lykkedes da efter lang ventetid at blive betjent af et temmelig uforskammet personale, så vi kunne nyde en drink ved kajen. Man forsøgte også at slippe af sted med at give 10 € for lidt tilbage, men den gik ikke, selvom der gik l a n g tid, før skipper valgte selv at hente dem! Men det er også absolut første gang, vi ikke er blevet mødt venligt...
Det høje og mægtige kap på NVsiden af Sicilien, San Vito Lo Capo, skulle vi også lige se fra landsiden, og her blev vi overraskede over menneskemængden. Flere gader var spærret af, parkering var et uoverskueligt projekt, så vi nøjedes med at se på virvaret fra bilen, før vi kørte hjem. Det var en træt besætning, der kom tilbage til Nausikaa efter en dejlig dag.
Næste dag gjaldt det at vise vore gæster Salina, saltindvindingsanlægget her i Trapani. Vi havde set det i efteråret, men det er et interessant sted, og vi var heldige, at samme, søde guide viste os rundt. Ulla måtte lige have lidt havsalt med hjem, og så gik det mod Marsala, der også stod på gæsternes ønskeseddel. Vi fik ringet og bestilt plads til rundvisning hos den mest berømte marsalaproducent, Florio, men forinden kunne vi nå at spise frokost. Man skal aldrig gentage en succes, siger man, men vi er ikke så pivede, så vi anbefalede den Spaghetti Scoglio, der er blevet vores favorit: Pasta med skaldyr. Vi fandt også restauranten, troede vi! Vi kom til at sætte os en gang for tidligt, men opdagede det, og flyttede så til naboen. Selvom Svend Erik gik tilbage og sagde pænt undskyld, blev ejeren ganske rasende og skældte ud på ”vores” servitrice. Hun forklarede os, at han troede, hun havde lokket os hen til sig. Det kom der lidt moro ud af, og vi fik den sædvanlige gode betjening og herlige mad.
Den efterfølgende vinsmagning (vi nåede lige Domkirken, så vi også fik lidt åndelig føde), var flot. Sikke lokaler, vi blev vist rundt i af en forståelig og informerende guide. Smagningen var lækker med små smagsprøver, som passede til de fire forskellige marsalavine. Det afsluttende besøg i den eksklusive butik resulterede i indkøb af et par flasker hvidvin, som skulle nydes til afskedsmiddagen på Nausikaa. Endnu en herlig dag!
Så stod der Monreale på menuen. Den smukkeste kirke i Syditalien, siger nogle. Den ligger tæt på Palermo, så vi blev ledt ind gennem det trafikale kaos, der dog heldigvis begrænsede sig til nogle få kilometer. Bjergbyen Monreale ligger dejligt over Palermo med en smuk udsigt oppe fra tårnet, som vi købte billet til efter at have nydt den storslåede kirke med de mange mosaikker. Det er et helt fantastisk rum med en udsmykning, der fortæller bibelhistorien fordelt på vægge og lofter. Så man kan ikke undgå at blive temmelig benovet over storheden både inde og ude. Vi har set lignende i Ravenna, men dette var flottere. Benediktinerklosteret i kirkens umiddelbare nærhed besøgte vi også. Det er også – i modsætning til de fleste klostre – rigt dekoreret. En lille frokost på en af torvets mange cafeer blev indtaget i vekslende skydække og kold vind, men god mad i form af bruchetta og arancina, øens specialitet - en mættende, friturestegt risbolle med ost og skinke - hjalp til at holde varmen. Derefter var det hjemad, så vi kunne hvile os lidt og blive gjort i stand til at indtage en af Trapanis mange fiskerestauranter på invitation af vore gæster.
Efter lidt vandring gennem de små, smalle og hyggeligt belyste gader, fandt vi et rart sted, hvor vi nød en dejlig middag med fisk og skaldyr. Den lokale vin var herlig, yderst rimelig i pris, så der gled jo et par flasker ned.
Vi havde aftalt at besøge Trapanis berømte museum, men da vi kom derud efter den lange gåtur, var det desværre lukket. Vi trøstede os med endnu en canollo og en kop kaffe, før vi gik hjem. Skipperinden ville gerne lave en god middag til afsked, for der var et par aftener, hvor vi nøjedes med et let måltid efter dagens ”strabadser”, så hun synes, hun er sluppet lidt nemt om ved forplejningen denne gang. Den blev nydt i cockpittet under teltet i petroleumslampens skær. Det er koldt om aftenen stadigvæk, og det bliver mørkt omkring kl. 20.
Nu var det tid at aftale morgendagens program, hvor gæsterne skulle afleveres i lufthavnen ved Palermo. Det var et meget humant tidspunkt, vi skulle af sted på, så vi nåede at komme op til vaskeriet og aflevere 11 kg vasketøj, som blev lovet færdigt til dagen efter.
Alt gik efter planen, og vi vinkede farvel og tak, hvorefter vi kørte hjem og gik i gang med det, der altid skal foregå, når der har været besøg ombord. Skipper kørte ud med bilen og fik afregnet med værftet, mens skipperinden gjorde rent og flyttede på plads. Vi besluttede at se museet, så det nåede vi lørdag efter at have provianteret og gjort klar til afgang.
Men da vi så vejrmeldingen lørdag aften, besluttede vi at udsætte det nogle dage. Vi har meget god tid, til vi skal flyve hjem fra Palermo, og her i havnen er der godt læ for vind og vejr, så hvorfor skynde os? Der er nok at foretage sig, og ydermere har vi betalt til den 9.maj. Så vi tager den lidt med ro og håber på bliden bør inden så længe. Lige i dag er vejret skønt, men der kommer antageligt en del blæst de kommende dage. Nu ser vi.
Vi siger som vanligt mange tak for hilsener af enhver art, og så håber vi, foråret snart kommer til Danmark. Her har vi det bestemt lunere, men vi har ikke haft sommertøjet på endnu sådan for alvor!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen