Rejsebreve fra 2018

Mittellandkanalen 27/07/2018 – Kolding 04/08/2018
Det er en meget underlig følelse at skrive dette sidste rejsebrev - i hvert fald det sidste i denne omgang. Vi plejer at opholde os i Nausikaa, når vi skriver, men nu sidder vi hjemme på kontoret i vort hus, og det er ikke klukken fra vandet eller vindens susen i masten, vi kan høre, men børnebørnene, der leger med Lego inde i stuen. Forhåbentlig lykkes det at komme i det rette ”mood”, for vi vil gerne have rejsebrevet skrevet, mens vi stadig har oplevelserne i kroppen.
Varmen er jo næsten den samme, som da vi sejlede fra Anderten Slusen på Mittellandkanal. Vi startede også den morgen tidligt, hvor varmen var lettest at holde ud – faktisk har vi haft mange virkelig dejlige morgener på turen! Vi skulle nu finde ind på den sidste kanal, Elbe-Seiten Kanalen, og det var igen nemt; udfletningen er i nærheden af Braunschweig. Vi havde fået at vide, at Mittellandkanalen er kedelig og ensformig, og det syntes vi ikke, var så slemt. Men den nye kanal! Bred, lige, meget lidt at se på af landskaberne, ikke megen trafik, så det var ret dræbende i heden. Hen mod aften stoppede vi ved Bad Bodenteich, et fint overnatningssted ved en lille by. Der var ikke mange valgmuligheder, hvilket betød, at den lange kaj endte med at blive helt belagt, både af flodpramme og lystbåde. Det var helt hyggeligt med lidt selskab.
Alle var tidligt af sted næste morgen, og vi havde ganske kort til Sluse Uelzen, hvor vi skulle sænkes hele 23 m. Det gik fint og uden særlig ventetid. Næste slusning var vi ret spændte på, for det var Schiffshebewerk Lüneburg, hvor vi skulle sænkes 38 m ved at sejle ind i en form for elevator. Da vi ankom, blev vi bedt om at vente, til vi blev kaldt. Snart kom der en stor flodpram, og vi fik at vide, vi kunne sejle ind efter ham. Mens vi nærmede os, blev vi bedt om at stoppe, for den ville nu bakke ud? Det viste sig, at en meget stor pram var blevet skubbet ind i hejseværket, og bag ved den skulle vi ligge. Det så snert ud, og vi blev bedt om at rykke ½ m frem, hvilket lige akkurat kunne lade sig gøre. Vi fortøjede langskibs ved en flydebro på langs i ”karret”. Da vi kunne puste lidt ud, kom vi til at se en hel masse mennesker stå og kigge på sceneriet – og det er helt forståeligt, det er en publikumsmangnet, for hvor var det en fantastisk oplevelse. Sikke store kræfter, der skal til for at flytte rundt på de mange tons. Det gik stille og roligt, og var nemt og yderst behageligt. Den store pram havde en lille motor, så den selv kunne sejle ud, og snart var vi igen på vej.
Lauenburg ligger kun 3 km oppe ad Elben fra, hvor kanalen munder ud i floden, så det var vort mål for aftenen og natten. Der var meldt regn og torden, og vi kunne se, det trak sammen, mens vi nærmede os byen. Vi blev hyggeligt modtaget i marinaen af en dansker, og vi kom på plads, før det begyndte at blæse og regne; der var en ordentlig gang lyn og torden, og folk gik dårligt nok i læ for det – man havde set frem til det. Vi var trætte, så de halvhjertede planer om at gå op i byen og spise blev hurtigt skrinlagt. Vi spiste ombord, og kunne sidde og se motorbåde i stort tal komme fra Elbe-Lübeck kanalen for at få en plads i marinaen – de var blevet meget våde...
Lauenburg burde vi nok have set lidt på, men vi sejlede næste morgen, for nu ville vi bare gerne hjem. Endnu en sluse skulle forceres før Hamburg, nemlig Geesthacht, og vi havde ikke lige heldet med os der. Slusen stod ellers åben, da vi nærmede os, og der var god plads, men porten gik for, inden vi nåede derhen, så vi måtte liste over til ventepontonen, hvor det på et skilt fremgik, at slusen skulle kontaktes telefonisk, og ikke over VHF’en som der ellers stod i bogen. Nå, man kan ikke vinde hver gang. Efter ca. 40 min. fik vi lov at komme ind, og efter et lille hop på 3 m, kunne vi sejle ud i den del af Elben, der har tidevand. Det gik fint mod Hamburg i medstrøm, men vi kom naturligvis til at mærke modstrømmen den sidste times tid på grund af ventetiden ved slusen.
Det var søndag, og det mærkede vi i Hamburg på det væld af turbåde, udflugtsbåde, lystbåde, motor- og speedbåde, lodsbåde, slæbebåde og store coastere og containerskibe, der sejlede omkring os i alle retniger. Det gav nogle bølger, der var helt umulige at sejle i, så vi var ikke længe om at bestemme os for ikke at sejle ind i Hamburg Cityhafen, men fortsatte ud til Wedel, en kæmpestor marina, hvor vi kunne tanke diesel og få en fredelig nat. En tur i land fristede os til at blive siddende på marinaens restaurant og bestille en dejlig fiskeret til aftensmad. Det var stadig varmt, men det føltes lidt mindre trykkende end på kanalerne.
Næste morgen sejlede vi tidligt ud for at udnytte medstrømmen; vi ville til Brunsbüttel. Det blev en smuk og fredelig tur i modsætning til gårsdagens kaos. Det gik nemt og hurtigt gennem slusen, og vi oplevede at få en plads ved broen – ret usædvanligt i den havn. Naturligvis kom der et par både udenpå, før vi fik set os om, men vi havde alle planer om tidlig afgang, så det var kun hyggeligt. Det var et rart gensyn med byen og stemningen tæt på slusen med de store skibe. Vi fik provianteret til de sidste dage; bl.a. kom der nogle flasker med ”bobler” i kurven, for vi ville gerne ruste os lidt til vores hjemkomst, hvor vi nok fornemmede, der var lidt i gære.
Vi var nu så vidt, at vi kunne lave en aftale med Jakob & Co., der var på sejlerferie i det sydfynske i deres X40, Pax, om at mødes. Turen gennem Kielerkanalen var helt, som vi husker den. Skipper polerede, og skipperinden gjorde rent om læ. Men den specielle hængefærge ved Rendsburg var væk! Det viste sig, den var blevet påsejlet og ødelagt, men vi har læst, den vil blive genopbygget. Der var ventetid ved Holtenau, for den gamle sluse var ”ausser betrieb”, men vi nåede da til den lille havn tæt på slusen allerede ved 17 tiden. I Holtenau fik vi en plads ved broen, og der var rigtig feriestemning langs kysten med de mange cafeer.
Vi sejlede mod Sønderborg næste morgen, blev overrasket af en jævn vind lige i næsen, men den flovede forholdsvis hurtigt, og vi kunne holde en god fart. Det var en særlig følelse, da skipper tog gæsteflaget ned – vi har sejlet med gæsteflag uafbrudt nu i over 11 år! Vi nød turen, og kom så betids, at vi kunne få en plads i marinaen i Sønderborg. Det er jo stadig ferie, så pladserne bliver besat tidligt. Der skulle lige købes ind til et sammenskudsgilde på Bågø næste dag, og vi fik også købt ind til en særlig god middag ombord – vores sidste på denne tur! Båden blev vasket – i hvert fald så meget, som vi kunne tillade os i en fremmed havn i denne tørke. Nogle steder er det forbudt, forståeligt nok. Men hvor Nausikaa dog trængte til en ordentlig omgang, så det var dejligt at få gjort.
Vi kom til Chr. X. Bro om morgenen, netop som den lukkede ned, men hvad gør det? Vi har passeret mange hundrede broer siden Port Saint Louis, og denne kunne vi også bare sejle under – lidt sjovt...
Turen gennem Als Sund har vi altid holdt af, og bortset fra den manglende grønne farve, var den lige så smuk som altid. Men ingen af os følte, det var så længe siden, vi havde været her. Det overraskede os lidt, men tid er jo en sær størrelse.
Det var et stort øjeblik, da vi fik øje på hinanden (Pax og Nausikaa) mellem Bågø og Assens. Børnene vinkede, hoppede og dansede på dækket; det var en velkomst! Vi fulgtes ad ind i havnen, og var begge heldige at få en plads. Bågø havn ligner slet ikke sig selv fra den gang, vi sidst så den. Den er udbygget, og der er fine faciliteter.
Gensynsglæden var stor, og vi havde nogle skønne timer sammen. Gik en tur op i byen, som godt nok er noget mere stille nu, end da vi i sin tid kom der. Tilbage på havnen fik vi stablet en rigtig dejlig middag på benene, som vi hyggede os med på Nausikaa, da vi lå tættest på land, hvor Jakobs grill var i gang. Fantastisk aften!
Det var svært at sove, for der var mange tanker, der trængte sig på i forhold til, at vi nu var hjemme.
Næste formiddag besluttede vi at afsejle kl. 10 og spise frokost i Fænøsund. Pax kastede anker, men ret hurtigt så vi, at vi drev. Heldigvis var der nogle søde mennesker ved den ene bøje, der kaldte og sagde, de ville sejle snart, så vi var hurtige til at overtage bøjen. Herligt!
Så blev det hurtigt tid til at sejle de sidste 5 kvarter mod Kolding, hvor vi havde kundgjort, vi ville være kl. 15. Julie og Kasper sejlede med os, og det gav tanker om vores udtur, hvor vi også havde to børnebørn med, nemlig Marie-Louise og Christian. Det sluttede ligesom ringen, på en dejlig måde.
Vi var meget spændte på, hvor mange der ville være at tage imod os. Vi vidste om nogle stykker, der havde meldt deres ankomst, og flere havde spurgt, hvornår vi kom, så vi var godt klar over, det ikke ville gå helt upåagtet hen. Men det var overvældende at se – og høre – den flok, der stod og vinkede med dannebrogsflag og ønskede os velkommen hjem. Vi fortøjede langs kajen samme sted, som da vi sejlede ud, og nu begyndte så runden med udveksling af kærlige - og varme - gensynskram. Vi havde købt engangsbægre til boblerne, men der var sørget for anstændige glas, flere drikkevarer, sandwiches, muffins – ja, alt, hvad der hører sig til. Tusind tak til jer, der gav os så dejlig en hjemkomst! Det var stort i sin tid at sejle af sted med de mange gode ønsker. At komme hjem og blive modtaget som vi blev, er ubeskriveligt. Mange, mange tak!
Hvordan runder vi af? Det har på alle måder været en helt fantastisk tur med utallige oplevelser af enhver art. De allerfleste rigtigt gode, for vi har været forskånet for sygdom og uheld, hvilket vi er meget taknemmelige for. Vi har set de skønneste steder, mødt de dejligste mennesker, hvoraf nogle er blevet rigtig gode venner. Vi har haft besøg af familie og venner, så vi kunne dele vores oplevelser med andre, og det var også en stor glæde.
Vi har besøgt 16 lande og sejlet 19.600 sm. Vi bliver af og til spurgt om, hvad der var den bedste oplevelse, og det er umuligt for os at svare på. Der er fyldt godt op i mindekisten, og vi kan ikke fremhæve noget frem for andet. Bare sige, at det har været en fantastisk oplevelse og er gået helt, som vi kunne ønske os.
Vi vil gerne sige mange tak til alle jer, der har fulgt os. Både her på hjemmesiden, men også med hilsener, opringninger og besøg. Tak fordi, I har bakket os op og hjulpet os med at holde kontakten ved lige med det liv, vi har herhjemme. Tak for hjælp til de praktiske ting vedr. hus og have, kørsel til og fra lufthavne m.m.
Mange har givet os positiv respons på vores hjemmeside, tak for det. Men det ville ikke være muligt for os at have den uden Jakobs store indsats. Så mange tak, Jakob, både for driften af siden samt de gange, hvor der lige var en svipser med positionen!
Og hvad så nu? Tja... Nausikaa ligger i Nordhavnen, næsten på samme plads, hvor hun lå, før vi tog af sted. Nu skal hun gøres pænt i stand, for det har slidt på hende at være i solen og blive brugt så meget så længe. Både over og under dæk, så et større renoveringsprojekt forestår. Vi ved ikke, hvornår vi igen er sejlende, men håber da, vi kan komme på vandet til foråret, som vi plejer.
Der er også opgaver ved hus og have, der har måttet udsættes, mens vi har været væk, og som der nu skal tages fat på. Skipper er bl.a. ved at lægge nyt tag på huset. Og så skal vi nyde, at vi ikke er nødt til på forhånd at melde afbud til mærkedage hos familie og venner.
Men hvem ved? Det er ikke utænkeligt, Nausikaa igen skal på tur, og hjemmesiden vil leve videre, da der er mange informationer, andre kan have glæde af. Der er lige nogle hængepartier fra de sidste måneder i forhold til billeder og havneinformationer, men det får skipper styr på, efterhånden som tiden tillader det.
På gensyn!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Schwebsange 11/07/2018 – Mittellandkanalen 27/07/2018
Når vi har passeret Hannover, plejer vi at sige til hinanden, at nu er vi snart hjemme – men det er når vi har været syd på i bil. Denne gang foregår det med ca. 10 km i timen, så det føles som om, der er meget langt hjem. Men set i det store perspektiv, ja, så er vi snart hjemme!
Vi har besluttet, at det næstsidste rejsebrev fra vores tur skal skrives her i Mittellandkanalen, hvor vi har sovet i nat ovenfor Andertenslusen, som er berygtet blandt lystsejlere for dens lange ventetid. Vi var meget heldige i aftes, da vi ankom. Vi meldte os ved slusevagten med ønsket om ”Bergfart”, som det hedder, når man skal hæves, og vi kunne straks sejle ind efter to flodpramme. Der var hele 14 m op, så skipper havde sin sag for, da der ikke var flydepullerter, og de to store skibe lavede noget rav i den med deres skruevand. Det var rigtig herligt at kunne fortøje ved kajkanten, få noget mad og så ellers kigge på den intense trafik af store flodpramme, heraf flere fra Polen og Tjekkiet.
Men tilbage til afskeden med Luxembourg og til Mosel, som bare blev smukkere og smukkere. Vinmarkerne på de stejle skråninger med solure og navnene på vingårdene, grønt og frodigt var der stadig på det tidspunkt – hvor vi de sidste uger har set på afsvedne landskaber. De store borge og vingårde strøet rundt på bjergene, de små hyggelige byer med blomster og bindingsværk, de helt utroligt mange campingpladser og udflugtsskibe af enhver art. Jo, Mosel levede op til vore forventninger – der er virkelig smukt! Og vinen, der produceres i området var udmærket, så vi skulle da lige købe nogle flasker.
Ikke alle havne i Mosel kan vi anløbe, men vi kom ind i Konz ved at pløje gennem slammet, og det var en fin oplevelse, for vi løb ind i en vinfestival, som startede nede i sejlklubben. Her ankom de forskellige vinhuses ”vindronninger og –prinsesser” i stiveste puds, og der var Sekt og lækre snacks til alle – vi blev også inviteret. Efter en indledende tale af en af de prominente personer, blev alle de unge kvinder sejlet hen til en anlægsbro inde ved byen, og derfra i forskellige flotte veterankøretøjer kørt i procession op til byens torv, hvor der var opsat en scene og masser af borde og bænke. Her havde 13 vinhuse stillet boder op, så det var bare at købe et glas og så komme i gang med at smage.
Det var virkelig Wein, Weib und Gesang for fuld udblæsning, og det hele sluttede med et meget flot fyrværkeri over floden. Det var sjovt at få det med.
Vi tog toget til Trier fra Konz. Det var en rigtig flot og interessant by med romerske ruiner samt de smukkeste huse, torve, kirker, skulpturer osv. Vi fik lige sat flueben ved endnu en Unesco Verdensarv – og så er der en herlig stemning i byen. Selvom der er rigtig mange turister, føler man sig velkommen.
Ved Bernkastel-Kues troner den store borg dramatisk højt på klippen, og inde i den lille sejlklub fik vi den sidste plads lige ved klubuset. Så det var lige til at gå de to skridt fra båden hen og sætte sig og bestille kold fadøl, som gjorde godt i varmen. Der var VM i fodbold på TV, men også lyst til fra de lokales side at høre lidt om, hvor vi kom fra, og hvad vi var for nogle.
Zell så også hyggelig ud, så der lagde vi os ved nogle flydepontoner ved flodbredden. Det er den dyreste og dårligste nat, vi har haft i Mosel, men man kan jo ikke vinde hver gang. Vi lå meget uroligt, men havde ellers en hyggelig eftermiddag i byen, hvor vi smagte på vinen og nød udsigten.
I Cochem forsøgte vi at komme ind, men blev stoppet i havnehullet af bunden, og en nat mere ved en ubeskyttet kaj havde vi ikke mod på, så vi endte i Treis-Harden, en fin sejlklub med gode indkøbsmuligheder. Der fik vi en velkommen tordenskylle, og fik hilst på besætningen fra s/y Ingrid igen, ligesom vi hilste på m/s FruVarnæs fra Nakskov. Marinaen var smukt beliggende, men vi var for trætte til andet end tur op for at proviantere.
Nu skulle vi have tanket diesel, for første gang siden Paris. Det lykkedes at komme både ind og ud af marinaen i Winnigen, selvom vi hilste på grunden, og vi fik fyldt tanken. Sluserne på Mosel havde ikke voldt problemer, men der blev en del ventetid ved den sidste ved Koblenz. Nu skulle vi ud i Rhinen, ud på dybt vand - det skulle blive rart!
Men hurtigt blev det klart, at der havde været mere vand i Mosel end i Rhinen. Tørken var slået igennem, alt var afsvedent og trist at se på. Vanddybden var tydeligt meget lavere end vanligt, og vi fik kærligheden at føle hele tre gange, hvor vi forsøgte at gå ind og få en havneplads. De to gange inde i selve Koblenz, sidste gang 15 km nede ad Rhinen. Der er jo en kraftig strøm, ca. 3-4 knob, og så er der en intens trafik af flodpramme, turbåde og færger, så det var en hård tørn for skipper og en noget voldsom velkomst, vi fik.
Der var ikke andet at gøre end sejle videre og håbe at finde et sted at kunne lægge til. En gråsort himmel gjorde ikke stemningen lettere, men endelig, i Brohl efter næsten 3 timer, kunne vi liste ind i en velbeskyttet havn, hvor der hele vejen gennem den lange indsejling var over 2 m. Og så stod der ydermere en mand og tog mod vore fortøjninger. Det viste sig at være havnefogeden, og skipper gik op for at betale. Mens han var i klubhuset, åbnede himlen sine sluser med regn, hagl og kraftig vind, som stod lige ned i cockpittet, så der måtte lukkes i en fart. Drivvåd kom skipper tilbage, og da var det rart at kunne sætte sig og få aftensmad vel vidende, at her kunne vi blive liggende, så længe vi ville
Skipperinden trængte til en dag at puste ud i oven på den lange og ”oplevelsesrige” dag, så vi blev en dag i Brohl, hvorfra vi tog toget ind for alligevel lige at sige goddag til Koblenz. Vi har været der en gang for mange, mange år siden, og det er også en fin by med mange dejlige steder. Deutches Eck, hvor Mosel og Rhinen mødes, er et specielt sted, som det var sjovt også at se fra land. Det kæmpemæssige mindesmærke er en MEGET stor klods, men gør da absolut indtryk... Og så er der de mange kønne huse og hyggelige torve og pladser.
Planen var nu at sejle til Køln, og vi ringede i forvejen og sikrede os, der var plads til os. Havnemesteren brummede lidt over vores dybgang, men sagde, det kun var slam, der var i indsejlingen, og vi skulle nok kunne komme igennem. Turen til Køln gik hurtigt i den stærke strøm, men det kræver sin skipper at sejle på Rhinen – trafikken var næsten stærkere end ved Koblenz. De store pramme sejlede visse steder i 3 lag, og man skulle hele tiden holde øje med deres blå skilt, som indikerer på hvilken side, man skal passere dem. Så det blev til en krydsen ud og ind, og allerede godt middag, kunne vi liste ind i havnen i Køln, som er meget centralt beliggende i en lang, smal blindt endende ”tarm”, lidt ligesom i Paris med meget høje vægge på begge sider. Vi måtte pløje os igennem et ganske kort stykke, så var vi inde og fik fortøjet. Det gør indtryk at se de meget høje pæle ved flydebroerne, og man er ikke i tvivl om, at her kan vandstanden blive meget, – skræmmende - høj! Men det er den altså ikke lige nu...
Vi fik set, hvad vi ønskede i Køln, som er en rigtig dejlig by. Masser af små Bier- und Weinstuben, og en gammel charmerende bydel. Domkirken var selvfølgelig et must, og den er imponerende. Er ved at få en yderst tiltrængt renovering, men sikke et projekt, for den er stor!
Vi var inde i huset, hvor der er indrettet butik og en slags museum for Kølnervand, 4711 Colognen, og det var en sjov oplevelse, som vakte mange minder om bedstemors duft og flaske. Skipperinden måtte også lige lade håndledene svale under en tynd stråle af kølnervand, men fristelsen til at købe noget var ikke svær at modstå, selvom der er moderniseret lidt, så man kan købe mere friske og nutidige dufte. Den originale eksisterer stadig i bedste velgående, og der lader til at være et marked for den. Og huset i sig selv var en oplevelse.
Det var kunstmuseet Ludwig bestemt også. Det rummede især en stor Picassosamling samt mange andre interessante kunstnere, ligesom vi fik erfaret lidt om installations- og videokunst. Ikke lige os, men man må jo følge lidt med tiden, og meget af det var rigtig sjovt.
Vi skulle også prøve at spise ude, og det skulle være den lokale mad. Det var også udmærket, men rigeligt varmt til Snitzel mit bratkartoffeln, pfeffersauce und salat. Der var intet i vejen med maden, men den var for fed og for rigelig, og da vi kunne se en himmel, hvor det trak mere og mere sammen, og vi havde åbne luger, gjorde vi os færdig en fart, for der var en lang gåtur hjem til båden. Men vi nåede det, og det blev ikke til så megen regn, som det ellers ville have været godt at få, så luften kunne blive renset.
Vi fik danske naboer, Fru Varnæs fra Nakskov, og det er altid rigtig dejligt at kunne tale sit modersmål, ligesom der kom et svensk ægtepar i en gammel Najad, og dem fik vi også en rigtig hyggelig snak med. De fik havnens sidste plads, for nu kom der for alvor både. Skipper havde fået at vide på havnekontoret, at lørdag aften skulle Tysklands største fyrværkeri foregå på Rhinen, og det skulle være helt fantastisk. Det bevirkede, vi blev en dag mere for at få det med, og så kunne vi også få provianteret. Det er utroligt, hvad man slæber ombord hele tiden – især har vi bunkret drikkevand, selvom Jakob var sød at forsyne os rigeligt, da de besøgte os, og han havde bilen.
Det var virkelig et flot fyrværkeri! Der var et menneskemylder uden lige, store busser samt specialtog fra DB havde fragtet folk til i tusindvis, nogle sagde, der var 1 million gæster. Det var svært at få en god plads, og det endte med, at en jernbanebro tog noget af udsynet, men det var heller ikke til at flytte sig. Der var lukket for almindelig sejlads flere timer før og efter, men turbåde i massevis, sejlede rundt pyntet flot op med forskellige lys og dekorationer, og der var i den grad fest ombord med masser af mennesker, levende musik og dans. Så Køln festede!
Vi sejlede søndag morgen, skipperinden med sommerfugle i maven over, hvordan vi nu monstro kunne komme ud af havnen. Men denne gang rørte vi ikke bunden, skipper holdt lidt til den anden side, så alt gik godt. Planen havde været at sejle til marinaen i Duisburg, men en lokal sejler havde sagt til skipper, at det ville han i hvert fald ikke anbefale med vores dybgang! Vi havde ikke mod på flere af den slags forsøg, så da vi havde fundet ind til første sluse i Rhein-Herne kanalen, fik vi lov til at fortøje der for natten, og vi fik at vide, slusningen ville starte kl.06 næste morgen. Vi kunne ikke komme i land fra ventebroen, men vi havde også gået så rigeligt de sidste dage, så det var helt rart ikke at diskutere, om vi skulle gå aftentur. Tidligt til ro, så vi var friske til kanaltørnen.
Det var faktisk rart ovenpå Rhinens ståhej at komme ind på fredeligt vand. Og vand var der masser af, både til siderne og under kølen. Den lovede dybde er 2,5m, men det meste af tiden havde vi omkring 4 m. Der er 5 sluser på kanalen, og de var alle lette at være i. Vi sluttede dagen efter den sidste sluse ved en lille sejlklub ved Herne. Her var der fred og ro, el og vand, og hyggeligt med andre mennesker i nærheden.
Næste etape var Dortmund-Ems kanalen. Også en fin kanal med vand og plads og en del trafik. Vi er ikke i tvivl om, at vi er i kanalerne på flodprammenens præmisser. De har første ret til alt – men vi betaler så heller ikke for at blive sluset. Vi havde aftalt at ville se Münster. Ankom ved 16-tiden og sejlede flere km ud og ind mellem badende mennesker, der sprang i vandet fra både broer og kajen, drev rundt på alle former for oppustelige badedyr, totalt kolde overfor både store og små skibe, så de må være vant til den slags. Vi endte med at fortøje lige før slusen, da der ikke var vand nok til os i den lille sejlklub overfor. Men der var også ok, og vi kunne sagtens trave ind og se byen. Som absolut også var et positivt bekendtskab. En virkelig flot katedral (og vi er efterhånden svære at imponere, hvad den slags angår), og masser af smukke huse og pladser. Efter en drink i skyggen, gik turen hjem via supermarkedet, og så et forsøg på at lave mad i den efterhånden ulidelige hede. Når solen er gået ned, bliver temperaturen jo herlig, blot er der stadig alt for varmt om læ, så skipper tog opvasken – han kan bedre klare varmen.
Næste morgen gjorde vi klar, og da vi så en flodpram sejle i samme retning, som vi skulle, kaldte vi slusen og fik lov til at gå ind bag ham. Nu er der langt mellem sluserne det sidste stykke vej hjem, og den næste nåede vi som beskrevet i aftes. Vi bliver færdige med Mittellandkanal, hvor vi skal tilbagelægge 233 km, i dag. Nu må vi finde ud af, om vi i dag skal begynde på Elbe-Seite kanalen, der er 115 km, og som vi skal besejle i hele sin længde, før vi går ud i Elben ved Hamburg. På kanalen er der to sluser – det ene er en form for hejseværk -, i Elben er der 1 sluse, og så er der Kielerkanalens sluser ved Brunsbüttel og Holtenau. Og så er vi næsten hjemme...
Det føles meget sært, at vores lange tur nærmer sig sin afslutning. Men endnu et rejsebrev skal skrives, når vi er kommet hjem, så vi venter med den endelige afrunding og siger for nu som vanligt tak for alle mails, sms’er og opringninger fra jer, som vi glæder os meget til snart at se!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Châlons-en-Champagne 26/06/2018 – Schwebsange 11/07/2018
Det er kun godt to uger siden, vi sidst skrev rejsebrev, men hvor har vi oplevet meget. Så nu, hvor vi skal til at sejle i tyske farvande, må vi hellere få skrevet ned, mens oplevelserne er friske.
Luxembourg er vel normalt ikke et land, man tænker på at sejle til, men det har vi gjort. Mosel danner grænsen mellem Luxembourg og Tyskland, og vi ligger i Luxembourg, og lige på den anden side af floden er det Tyskland. Lidt specielt, men det har vi prøvet før, bl.a. mellem Portugal og Spanien.
Den sidste strækning og de sidste sluser på kanalen Lateral au Marne var det helt sjovt at se i godt vejr, for det regnede, tordnede og haglede forfærdeligt, da vi var der første gang. Vi sejlede gennem området ved Vitry-le-Francois og fandt ind i den nye kanal, Marne au Rhin Ouest, som vi skulle sejle på for at komme til Mosel. Her skulle vi lære at færdes med en anden teknologi, idet man her anvendte fotoceller, som sørgede for at åbne slusen, når man passerede. For det meste. Men ikke altid, og vore første erfaringer med kanalen var mildt sagt ikke gode. Lang ventetid på hjælp og en del uregelmæssigheder. Det hjalp, da en af medarbejderne gav os det rigtige telefonnumer. Og derefter var de meget opmærksomme, og serviceniveauet steg mærkbart – vi måtte have fat i dem en hel del gange.
Vi lå ved mange meget forskellige overnatningssteder. Den første var meget idyllisk ved floden Saulx, en lillebitte by, som havde en særlig historie i forbindelse med WW1, hvor de lokale havde gjort heltemodig modstand og forhindret, at tyskerne var kommet over broen. Næste stop efter en dag med mange sluser var knap så idyllisk ved en sluse, hvor vi måtte have passarellen i brug for at kunne komme på land. Der var også en by, men ingen butikker, så vi måtte klare os med depoterne, til vi kom til den større by Bar-le-Duc. Her var alt, hvad vi skulle bruge, men kontrasten var stor, for vi lå mellem jernbanen og en stærkt trafikeret vej på den anden side kanalen, og der blev holdt lidt fest på kajen om aftenen. Det var blevet rigtig varmt, men vi fik set lidt på byen og provianteret grundigt, før vi næste morgen igen begav os afsted. For første gang slusede vi sammen med en anden båd, og det kunne også fint gå, men var unægteligt mere stressende, end når vi havde hele slusen for os selv.
Selvom det var en motorbåd, der ikke fyldt så meget, var de så ”venlige” at tage den bedste plads i det bassin, hvor vi skulle overnatte, men en anden bådejer hjalp os med at komme om bag ham, så vi fik plads. Vi kunne godt mærke, at nu er feriesæsonen for alvor i gang – man skal ikke komme sent til pladserne!
Vi var efterhånden ved toppen, Mauvages, og skulle gennem en lang tunnel, knap 5 km, før vi skulle til at sluse nedad. Skipper havde læst, vi skulle trækkes af en form for kædetrukket skib, så han blev lidt skuffet, da vi fik at vide, vi selv skulle sejle. Vi var klar til at sejle næste morgen kl. 9 som aftalt, og da kom en mand fra VNF, som cyklede sammen med os og en anden båd gennem tunnellen. Det var en fint oplyst tunnel, men pludselig gik alarmen – flere gange – og det var en infernalsk støj og ret ubehageligt. Vi kom fint igennem, og alarmen havde åbenbart intet betydet, for VNFmedarbejderne slog bare ud med armene og grinede lidt.
Det var dejligt at kunne sluse ned ad igen – det er unægteligt meget nemmere, og sluserne fungerede fint. Vi havde besluttet, hvor vi ville ligge for natten, men her var alt optaget. Heldigvis var der en flink tysker, der inviterede os til at lægge os langskibs udenpå ham. Det endte med, vi fulgtes gennem en kort tunnel og sluserne helt til Toul, det var faktisk hyggeligt, og vi tog billeder af hinandens både, som vi kan udveksle. Den korte tunnel var kun 866 m, men vi måtte have projektøren frem, for lyset var først varmet op, da vi næsten var ude. Vi var første båd, og det krævede koncentration at styre, da der var smalt hele vejen – men det gik fint, og også denne dag virkede sluserne uden problemer, så vi anløb Toul i fin tid og fik en god plads. Nu trængte vi til at slappe lidt af. Fik set lidt på byen, og så besluttede vi, at vi ville tage bussen derfra til Nancy og ikke bruge tid på at sejle dertil. Det var en virkelig god oplevelse at besøge Nancy, en imponerende flot by med fine pladser, katedral osv. Vi gik ned og så på havnen, og da det var bagende varmt og ikke en vind, var vi glade for, vi ikke var sejlet hertil – der var mere luft i Toul.
Vi kunne se på himlen, at der var torden i vente, og vi var knap kommet ombord, før det trak sammen. Skipper vovede sig dog op til en frisør og var heldig at få sin klipning klaret, mens det lynede, tordnede og haglede voldsomt. Det drev hurtigt over, men næste morgen var det regnvejr, mild og stille regn, men vi ville af sted, for nu var vi klar over, at vi heldigvis ville få besøg af Jakob & Co., og det ville passe fint i Metz. Vi trængte også til at komme ud på dybere vand, så der var lidt bedre plads til siderne.
Efter et par broer og tre sluser, som var betjente, sejlede vi ud i Mosel. Nåede lige at ånde lettet op, før det sagde bump-bump, men det var en sandbanke, som vi nemt kom over, og siden har der ikke været kontakt med bunden!
Det klarede op efterhånden, og vi valgte at lægge til ved byen Pompey, da der ikke er så mange steder på denne strækning. Vi lå alene ved en træbro, og byen var lige ved, men ikke den store oplevelse. Videre gik det næste morgen, hvor vi valgte at sejle til Metz, men da vi skulle proviantere i helt stor stil, lagde vi os ind til en sejlklub noget udenfor byen, hvor vi vidste, der var en stor Carrefour i gåafstand. Det var et lille fint og meget hyggeligt sted med søde mennesker. Og der var en mand, som kørte os til supermarkedet, da vi spurgte ham, hvor det lå. Desværre kunne han ikke tale, men han fik os forklaret, at vi kunne køre med; hjalp os også med at låse os ud, og lod døren stå åben, så vi kunne komme ind igen. At det så havde været skønnere, om vi var blevet kørt den anden vej med alle varerne, ja, det er så en anden sag!
Selvom der var dejligt, var det ikke velegnet til besøg, så vi tog den korte tur ind til havnen i Metz, hvor vi var heldige at få en god plads, og efter at have talt med havnefogeden fik vi også aftalt, at Jakob kunne parkere på havnens område og lade bilen stå et par dage. Det var et specielt sted at køre til, så hurra for GPS’en, der bare skal bruge en adresse! Det fungerede fint, så familien ankom ved 14 tiden til sen frokost. Hvor var det skønt at se dem igen, og det var sjovt at høre Kaspers kommentar, da han kom ned i kahytten:”Det er da en fin lille båd!” Han kender jo Nausikaa fra talrige besøg, men nu er han jo vant til en X40... De fandt sig nu hurtigt til rette, og vi gik en dejlig tur ind til byen, hvor vi besøgte katedralen, fik is i masevis – rigtig ferie!
Vi spiste ombord og hyggede os, indtil vi gik op og så et virkelig flot lyssow i skoven lige ved havnen. Det var en meget stor oplevelse for os alle seks. Næste morgen sejlede vi til Thionville, så vore gæster kunne prøve at sejle på en flod og være med til at sluse. Det er ganske vist de store sluser, men heldigvis prøvede vi også en lille, da der er steder, hvor der er begge størrelser. Vi så en del store flodpramme, så de fik det hele med. I Thionville lagde vi os ved den kommunale bro lige ved den gamle by, og så var det op og få endnu en is og en drink/fadøl i det dejlige vejr. Vi ville ud at spise, så vi gik tilbage til båden, blev gjort lidt i stand og fik en drink og snacks ombord. Det skulle vi nok ikke have gjort, for da vi kom tilbage for at gå på restaurant, var der ikke et eneste ledigt bord at få nogen steder! Efter en del gåen frem og tilbage, opringninger til flere steder uden resultat, gik vi tilbage, og Kasper og skipperinden fik ved fælles hjælp stablet et hæderligt måltid på benene. Det var et uroligt sted med en masse speedbåde, så det var lidt svært at holde tingene på bordet, men det døde jo ud efterhånden, og vi fik en rolig nat.
Det var besluttet, at Jakob ville tage toget tilbage til Metz og køre bilen til Schwebsange i Luxembourg, så vi vinkede farvel og sejlede af sted. Fik igen sluset nogle gange – denne gang med en del ventetid på grund af erhvervsfartøjer, så nu har de også prøvet det og kan forstå, det kan være svært at planlægge en tur; hvad tid angår i hvert fald.
Det blev ikke helt det farvel til Frankrig, vi havde håbet, for vi ville gerne have spist på en god fransk restaurant. Men sådan skulle det så ikke være.
Jakob havde kontaktet os og fortalt, hvor vi kunne ligge, og han stod også på kajen og vinkede, da vi kom sejlende. Der var nogle misforståelser med pladsen, da havnefogeden ikke havde været klar over vores dybgang, men vi endte med at komme til at ligge rigtig fint. Jakob havde købt et rigtig gæsteflag til os, så vi ikke behøvede at bruge det hollandske, som vi i mangel af bedre havde sat. Marianen her har alle faciliteter, så det blev Store Badedag, og for en sikkerheds skyld bestilte vi bord på marinaens restuarant. Og det var rigeligt og lækkert, hvad vi fik. Den lokale vin var helt ok, og betjeningen var sød omend ”lidt forvirret”. En god kompensation for vores ”traumatiske” oplevelse i Thionville!
Det blev alt for hurtigt tiden til at sige farvel til familien igen, men dejligt, de ville køre så langt for så kort tid. Efter en solid morgenmad tirsdag vinkede vi farvel, og vi gik op for at orientere os om bustider, så vi kunne besøge Luxembourgs hovedstad. Det blev hurtigt klart, at det ikke kunne nås den dag, så da vi havde fået ryddet op, spist og fået et lille hvil, cyklede vi til Schengen langs floden. Gik ind og så museet, og det var faktisk interessant at se en masse om Schengenaftalen, og hvad der ledte frem til den. Meget er jo sket siden, og ikke alt er blevet, som idealisterne havde håbet, men det er jo en anden sag. Selve byen er ikke det store, men egnen er smuk med masser af vinmarker.
Så skulle vi ind og se på hovedstaden. Da vi nærmede os busstoppestedet, kom der en bus kørende, og chaufføren råbte os an. Vi steg ind i bussen sammen med et andet par fra marinaen, og det blev noget af en tur – ikke helt, hvad vi havde planlagt, men vi endte, hvor vi skulle. Det var et fint besøg i en speciel by. Man mærker, den ikke er så stor, men der er bl.a. et meget stort fæstningsanlæg, som vi travede rundt i, og byen er delt i ”høj og lav”, hvilket giver nogle specielle udsigter, da der er meget høje og stejle klipper og deraf følgende slugter. Vi så det store palads, den smukke katedral og nød at gå rundt i byen. Fandt også et sted at spise, og efter vores indsats som bestigere måtte vi have en øl at slukke tørsten med. Så lærte vi også, at den lokale øl hedder Bofferding og smager godt!
Busturen hjem gik anderledes planmæssigt med skift i Mondorf, og bortset fra, at bussen ikke kom til tiden, kom vi fint hjem og har fået set noget af baglandet, som er rigtig flot. Vi skal nu til at forberede os på at sejle i morgen tidlig, når vi har tanket dieselolie. Ikke fordi, tanken er tom, men det er billigt her i landet. Så billigt, at det ligner regulær grænsehandelmylder ved tankstationerne her tæt på grænsen. Og der er mange tankstationer...
Vi siger Au Revoir et Merci til Frankrig, hvor vi har haft en rigtig dejlig tid!
Nu gælder det Tyskland de næste uger. Efter Mosel kommer Rhinen, så nogle forskellige kanaler, før vi forventer at sejle ud i Elben og via Hamburg til Kielerkanalen og komme ud ved Kiel. Det er ikke muligt for os på nuværende tidspunkt at sige hvornår, men efterhånden som vi kommer derop ad, kan vi nok komme med et kvalificeret bud på, hvornår vi kan være hjemme.
Det er meget sært, det er ved at være slut! Men det bliver også dejligt at komme hjem igen efter en hel masse fantastiske oplevelser, som vi er meget taknemmelige for at have fået!
Håber, I alle nyder sommeren derhjemme, og tak for hilsener i enhver form!
Der bliver formentlig stof til endnu et rejsebrev eller to...
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Paris 06/06/2018 – Châlons-en-Champagne 26/06/2018
Det var egentlig ikke meningen, vi ville besøge Chalon-en-Champagne igen, men sådan blev det. Vi blev i dag endnu en gang bekræftet i, at der er meget andet, der bestemmer farten, end os! Vi startede tidligt fra Mareul-sur-Ay og kom fint igennem de første sluser - det gik bare som smurt. Men... Vi indhentede en stor flodpram, der sejlede meget langsomt. Det med at overhale var ikke rigtigt meningsfuldt, for han havde alligevel ret til at sluse før os. Senere mødte vi hele to store pramme, som vi passerede uden problemer, men det var en lang tur og få km, vi nåede. Vi havde nogle ærinder, vi havde besluttet at få ordnet her i byen og så sejle videre. Men nu bliver vi her - og her er fint! Vi er også blevet bekræftet i, at man skal have god tid til kanal- og flodsejlads, ellers kan man nemt blive stresset! Som sagt har vi ikke manglet selskab på kanalen i dag, men ellers synes vi, det er påfaldende, så få vi møder, hvilket også andre har bemærket. En overgang var det måske det kedelige vejr, og måske har Fodbold VM også en betydning?
Paris var en virkelig dejlig oplevelse. Skipper har nok opholdt sig i byen sammenlagt et halvt år, men det er 30-35 år siden, så meget var forandret, syntes han. Men de vigtigste seværdigheder lå jo, som de altid har ligget, og vi fik set meget mere end skipperinden i sin vildeste fantasi havde drømt om. Skipper fortalte, at der ikke var nær så mange turister, da han var her. Vi måtte ofte stå i kø, men det må man tage som en oplevelse, selvom det nogle gange var vældig koldt og blæsende at stå der. Vi havde en hel del regnvejr, men slap for at blive våde for alvor. Og regnvejr er fint museumsvejr!
Det, vi ikke gjorde så meget, som vi havde regnet med, var at gå ud og spise om aftenen, og det var på grund af kulden og regnen. De gange, vi så gjorde det, var det rigtig herligt. Specielt var det sjovt at være inde på den restaurant, Frøen, som skipper har gode minder fra. Og dem fik vi bestemt endnu flere af i fællesskab.
Vi lå jo lige ved Bastillepladsen i Port de Arsenal de Paris, og det var en speciel oplevelse. Det er en stor havn, men det er bestemt ikke gæstesejlere, der fylder. Derimod bor der mange i store husbåde, og da vi var der så længe, kom vi på nik med mange af dem. De fulgte børnene i skole, gik på arbejde og kom hjem og levede et helt almindelgt familieliv på havnen. Hyggeligt!
Vi var heldige at have selskab af andre danskere, nemlig Jens fra Bogense. Hans besætning fik ikke så lang tid i byernes by, men vi havde da lige et par hyggelige timer sammen, og Jens havde vi ovre til aftensmad, før han også sejlede videre. Det er altid rart at snakke med andre sejlere, og især på modersmålet!
I forhold til mange andre storbyer, vi har været i, er Paris meget behagelig at færdes i. Der bliver passet godt på os, naturligvis, efter de grimme terroranslag, men det bliver gjort på en høflig og venlig måde. I metroen er folk også mere høflige end mange andre steder, og hvad tyveknægte angår er vi sluppet, heldigvis. Den første dag på vej til Eiffeltårnet, blev vi passet op af en mand, der gik op på siden af os, bøjede sig ned og ‘fandt’ en ‘guldring’. Lucky!, sagde han. Og så prøvede han den ellers på sine fingre, den passede jo ikke, og ville forære den til os. Vi nølede lidt, men skipper tog imod, hvorefter manden selvfølgelig bad om penge til en sandwich for sin gave. Han fik den retur, og vi oplevede samme seance igen senere, så det er vist på mode lige nu.
Den dag, vi forlod Paris, var den smukkeste rent vejrmæssigt på hele vores tur her i forsommeren. Men vi havde fået nok af storbyen, og nu skulle vi hjemad. Første dag kom vi nu ikke så langt, for vi måtte pænt lade erhvervstrafikken komme først til i sluserne, og vi kunne ikke være der samtidig. Derfor blev det til et gensyn med Lagny, selvom skipper helst vil se noget nyt hele tiden. Bedre blev det ikke næste dag, hvor vi også endte et kendt og rigtig dejligt sted. Men her var alt optaget. Vi blev inviteret til at ligge uden på en anden sejler, naturligvis en hollænder. Det er ikke noget, man bruger så meget her, men han var sød og hjalp med fortøjningen. Han spurgte, om det var i orden for os at sejle kl. 7.40 næste morgen, og selvfølgelig var det det. De var to både, der fulgtes ad, så vi stævnede ud alle 3, og lidt efter kom en tysk båd, vi havde set i Paris. Der var lidt problemer med en sluseport, men det blev hurtigt løst, og vi fik alle fire plads i slusen. Det gik lidt voldsomt for sig, så næste gang holdt tyskeren sig tilbage. 2. gang fulgtes vi 3 ad, men så var det slut, da opbygningen af slusen ændrede sig, og der var så kun plads til to både. Fint nok, det er også bedre at sluse alene. På turen havde vi dejlig trompetmusik, da vor hollandske ven øvede sig. Han havde fortalt os, at han havde været i København med sit jazzband og at han for øvrigt godt ville have nogle tips af os, da han agtede sig til København næste år. Skulle han sejle i sejlbåd eller mototbåd? Desværre nåede vi ikke at snakke mere med ham og hans kone, som virkelig var søde mennesker.
Vi ville alle til Chateau-Thierry, som vi var sejlet igennem og var besluttede på at besøge på tilbagevejen. Fik en god plads, desværre lige ved et kæmpestort Tivoli med alt indenfor rutchebaner, skydetelte, luftgynger, radiobiler, you name it! De larmede selvfølgelig forfærdeligt, men vi valgte at give det en chance, og sov sødeligt hele natten. De andre ville skynde sig væk!
Byen havde rigtig meget at byde på. Fabulisten Jean de la Fontaine er født i byen, og der er også champagnehuse at besøge. Nu var vi jo kommet til Champagne igen og har sejlet i Marne med udsigt til de uendelige vinmarker, så nu skulle vi smage på sagerne. Vi fik bestilt en rundtur og en smagning hos Pannier, en fin oplevelse. Kravlede op til den gamle borg og nød udsigten, aflagde også et besøg i museet, som Jean de la Fontaines hus er omdannet til, oplevede en teaterforestilling i haven, og vi fik en længere forklaring om ham af en af museets ansatte, som behandlede os helt fantastisk. I det hele taget mødte vi en masse søde mennesker i byen. Nogle af dem var 4 franskmænd, der kom i en stor motorbåd og ville lægge til. De så ikke ud til at være så let til bens, så naturligvis fik de en hånd med fortøjningerne, ligesom skipper hjalp dem med at købe el. Vi blev inviteret på drinks og snacks om aftenen - og selvom der var sprogbarrierer, var det helt utroligt hyggeligt. De boede lidt nord for Paris, tilbød os at låne deres bil, ja, der var ikke det, de ikke ville gøre for os!
Byen festede for sit bysbarn 3 dage i træk, og lørdag aften var der en masse forskellige arrangementer på torvet. Det var helt klart og køligt, men lige vejr til at sende de 100 lanterner med levende lys til vejrs. Det var et helt unikt syn at se dem på den mørke himmel. Der var også et gegantisk lysshow på byens rådhus, så vi følte virkelig, vi havde fået nogle oplevelser af den sjældne art. Sankt Hans aften, tilfældigvis!
Vi fik taget fint afsked med den smukke flod Marne og kom ind på kanalen, som vi kender fra sidst.
Nu skulle vi smage noget mere champagne! Eparney er champagnens Mekka, men der kan vi ikke komme ind, fordi Nausikaa stikker for meget til, at vi kan være i havnen. Vi havde set et rart sted på udturen, og her fik vi en fin plads. Næste dag blev cyklerne fundet frem, og vi cyklede langs kanalen de 8 km til Eparney. På Turistkontoret blev vi godt vejledt, så efter en frokost var det en tur ned ad Avenue de Champagne. Vi besøgte Castellane og Mercier. Det er svært at vide, hvad der er bedst, for der er simpethen så mange at vælge imellem, men vi var heldige, at det var to meget forskellige oplevelser, både i forhold til den guidede tur, de fysiske rammer samt personalet. Og de gyldne dråber fejlede bestemt ikke noget!
Sluserne på Marne og her i kanalen har fungeret rimeligt stabilt og har også været nemme at betjene. Nu skal vi igen skifte kanal, nemlig til Canal Marne au Rhin. Der er 97 sluser fordelt på 131 km, så vi håber, det også vil være en behagelig kanal at være på. Der er en næsten 5 km lang tunnel på toppen, hvorefter det går nedad mod Mosel. Vi har hørt så meget om, hvor smuk Mosel er, så det ser vi frem til også at opleve. Vi har fået dejligt vejr - det har ikke regnet i 5 dage, det er solskin uden at være alt for varmt, så der er intet at klage over på den front. Der er kanaler, der er lukket, men heldigvis ingen, der berører os. Vi erfarede det af de hollændere, vi mødte, så skipper følger godt med på den dertil indrettede hjemmeside.
Flere spørger os, hvornår vi forventer at være hjemme, og det kan vi altså ikke svare på. Der er stadig oplevelser, vi vil have med, og vi vil have tid til at se os omkring uden at jage. Men der udover er der som nævnt så mange andre faktorer, der bestemmer farten for os.
Vi glæder os over, at sommeren er kommet tilbage til Danmark, ligesom det er rigtig rart, vi også kan sige, at vi nu har godt vejr.
Tak for hilsener, og rigtig god ferie og sommer til jer alle!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Couvrot 01/06/2018 – Paris 06/06/2018 (Marne)
Vi er kommet til Paris! Ikke helt uden forsinkelser, men nu er vi her og blev godt modtaget i Port d’ Arsenal, lige ved Bastillepladsen. Her virker rart, og vi nåede op på pladsen og en tur rundt om havnen, før de første dråber faldt og tordenen begyndte at rumle. Lidt lækkert at spise og en flaske god Crémant under cockpitteltet - så kan vi lidt igen. En god nattesøvn, og så kan vi tage hul på og glæde os til de 14 dage, vi har bestilt her i havnen. Med alle de både, der ligger her, føler vi os heldige over at have fået en plads med så kort varsel. Vi bestilte i forgårs, for det var svært at sige, hvornår vi kunne være fremme.
Tilbage til Couvrot, en lille bitte by, hvor vi lagde os lige ved slusen, (nr. 3 i Canal Lateral a la Marne). Vi gik en tur, da det var blevet tørvejr – ikke meget at se, for de fleste af de forretninger, vi kunne se havde eksisteret, var lukket permanent, og der var et vist forfald. Den restaurant, der blev annonceret med, var også skoddet til, så pizzamanden med sin vogn på torvet var lige ved at blive et bud på aftensmad, men vi klarede os med reserverne. Det blev en særdeles fredelig aften. Da vi næste morgen lagde an til at skulle af sted, og havde regnet med at måtte sejle tilbage til ”stangen” for at sætte slusen i gang, kom en af VNF folkene og spurgte, om vi skulle videre ind i kanalen. Det bekræftede vi, og han lukkede straks op for os og slusede os. Den nye kanal var anderledes at sejle på. Ikke så fyldt med vandplanter og drivende grene/blade, og med mere kig til de fantastiske arealer af vinmarker, der lå på skråningerne. Sluserne var mere behagelige, så det var en fornøjelse at sejle der. Vejret endte med at blive noget så dejligt op ad formiddagen, og midt på eftermiddagen lagde vi til i en fin marina i byen Chalon-en-Champagne. Aldrig har vi lagt til ved fingerpontoner med så mange vandplanter omkring os. Det var den rene grød at sejle i, men det gik fint. Svanerne var ret frimodige her; turde godt tage deres små unger med tæt hen til båden. Der var masser af sangfugle i alle de træer, der omgav os, så igen en koncert uden lige og en smuk aften.
En rigtig fin by med en flot katedral og en anden stor kirke med de smukkeste glasmosaikvinduer. Hyggelige pladser, liv i byen, og et velforsynet supermarked, som vi lod os friste i. En flink havnefoged, dejligt bad, el og vand. Det er rigtig dejligt at komme ind til en gang imellem, selvom de mange pontonbroer, der er lagt ud til sejlere, absolut også er fine at ligge ved. En sådan fandt vi søndag sidst på dagen ved den lille by Port de Binson. Byen virkede som en lille død flække, men vi lå lige ved nogle store rekreative områder, som blev godt benyttet af folk til picnic, så der var dejligt også der. Legepladser til børn var der også, grillpladser og masser af borde og bænke. Så var der en vandskiklub, som gav lidt uro i vandet; noget, vi efterhånden slet ikke er vant til. Men det holdt jo hurtigt op, for folk skulle hjem og på arbejde mandag morgen. Virkelig et fint sted, hvor vi havde en dejlig aften og rolig nat.
Vi har jo haft temmelig megen regn, men vi oplevede her en morgen, hvor vi tog af sted i det herligste solskin og sejlede i godt vejr hele dagen til en fin pontonbro ved byen Ferte-sous-Jouarre. Her lå vi sammen med flere andre både i et lille sund mellem fastlandet og en lille ø, helt i læ, dejligt varmt og stille. Om aftenen kunne vi kigge ind til en af broerne i byen, smukt belyst, og det spejlede sig i vandet. Det var meget stemningsfuldt sammen med fuglesangen og det svindende dagslys.
Skipper sendte en anmodning til havnen her om en plads i to uger, for nu mente vi at kunne sætte et tidspunkt på for, hvornår vi ville kunne komme til Paris. Vi fik igen en masse regn og torden om aftenen, og om morgenen var det også en grå omgang at komme af sted, men det blev fint vejr i løbet af formiddagen, og vi sejlede forbi så mange gode steder, vi måske kan kigge lidt nærmere på, når vi skal sejle tilbage. Det er rart, når der er steder, man gerne vil tilbage til, og både Canal Lateral a la Marne og floden Marne har meget at byde på.
Det gik som smurt i alle sluser, og vi forventede at kunne være i Paris sidst på eftermiddagen og dermed komme ind, før det næste store regnvejr var varslet. Men træerne gror som bekendt ikke ind i himlen, for da vi kom til byen Lagny-sur-Marne, så vi der lå en dansk båd ved gæstebroen, og vi vinkede og råbte Hej. Han så heldigvis også os, og så råbte han noget om de næste sluser, som vi ikke fik helt fat i. Derfor vendte vi om, og han kunne så fortælle os, at han havde forsøgt at sejle mod Paris, men ved næste sluse (15) havde han fået at vide, at sluse 16 var gået i stykker, og at den tidligst var i gang igen i morgen. Der var efter sigende ikke overnatningspladser på etapen mellem de to sluser. Derfor fortøjede vi ved broen. Det var da lidt ØV!, men efterhånden har vi jo prøvet det nogle gange. Der er ikke andet at gøre end at acceptere tingenes tilstand, og vi kunne glæde os over, at vi lå godt. Gik en lille tur i byen, da vi havde ringet til slusemesteren på sluse 16, som kunne fortælle, at han regnede med alt var ok i morgen tidlig, men vi skulle lige ringe først kl. 8. Vi ringede også til havnen her og fortalte, at vi ikke kunne være fremme på det tidspunkt, som vi havde angivet i vores ansøgning om plads. Fik på den vis at vide, vores anmodning var accepteret, og at vi var velkomne.
Det smådryppede, mens vi spiste aftensmad, men blev ikke rigtigt til noget, og vi var endda ude på en lille aftentur. Vi var ved at tro, vi helt blev ”snydt” for det varslede tordenvejr. Men det kom med brask og bram ud på natten, og da vi stod op, regnede det stadig kraftigt. Vi fik at vide ved opringningen til slusen, at nu fungerede alt igen, men de havde travlt, for de skulle sluse 4 flodpramme! Dem havde vi ikke så meget lyst til at møde, (vi skulle sejle i en kanal mellem sluse 15 og 16), så vi trak den lidt, men tog af sted på trods af regnen kl. godt 9. Det lettede dog hurtigt og blev tørvejr, og vi mødte kun en af de store på et sted, hvor der heldigvis var god plads. Sluse 16 var dog ikke helt ”rask”, men der var to mand på til at klare slusningen, og vi kom godt igennem.
Vi skulle igennem en tunnel, hvor vi ventede lidt på grønt lys, da der var en stor flodpram på vej ud, og der var også nogle sluser, som var anderledes bygget, end hvad vi tidligere havde set. Lidt af en udfordring for skipperinden med de mange ”modeller”, men det gik jo, og efter lidt ventetid på grund af problemer med den ene port, kom vi også igennem slusen ind til havnen her.
Indsejlingen til Paris, hvor Marne bliver til Seinen skete i gråvejr, og måske det påvirker indtrykket, men noget særligt smukt syn var det ikke. Masser af industri og store virksomheder, men den slags skal jo også til for at et samfund kan fungere. Der var dog nogle af broerne, der var rigtig fine, og nu skal vi jo tage byernes by nærmere i øjesyn, og der skal nok være mange gode oplevelser i vente.
Vejret er fortsat ustabilt, men de dage, hvor der meldes om kraftig regn, kan vi vel passende gå på Louvre e.l? Det bliver også godt at få gjort båden grundigt ren efter alle de snavsede sluser. Vi er installeret på en udmærket plads med adgang til alle faciliteter, så vi skal nok få alle tiders ferie.
Vi ved, I godt kunne bruge noget af al den regn, vi får her, men den slags kan vi jo ikke gøre noget ved. Vi prøver at se det positive i, at så er risikoen for, at kanalerne ikke har vand nok, når vi skal hjem, ganske minimal…
Tak for hilsener, og fortsat god sommer!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Maxilly-sur-Saône 22/05/2018 – Couvrot 01/06/2018
Vi har hængt til tørre nogle timer, for vi var våde til skindet begge to. Vi har også ”skiftet kanal”, og det blev meget, meget vådt!
Da vi nærmede os slutningen af Canal entre Champagne et Bourgogne, kunne vi godt se nogle meget grimme skyer, men det så i første omgang ud til, at vi undgik dem. Vi fik afleveret vores livline, Remoten, til manden i sidste sluse og sejlede ud for at finde et sted at lægge til i Vitry-le-Francois, men det var ikke muligt med vores dybgang. Så vi fortsatte for at sejle ind i vores nye kanal, Canal latéral à la Marne. Så kom regnen! Så kraftig, at vi hverken kunne høre eller se. Vi var ikke vilde med at sejle ind i et nyt slusesystem i den situation, så vi var på stand by en halv times tid, indtil det stilnede lidt af. Kanalen så bredere ud og med større dybde, hvilket gjorde det nemmere at ”ligge stille”.
Da det var blevet rimelig sigtbart, vovede vi at dreje stangen, der hænger let tilgængeligt før slusen, og den åbnede hurtigt, da der var sejlet en flodpram ud kort forinden. Her skulle vi igen have gang i den blå stang, så nu måtte vi sørge for at fortøje i den side, hvor de befinder sig. (Sammen med den røde, som vi helst ikke skulle få brug for!)
Det gik fint, vi tog de første to sluser, og fandt os så et sted, hvor vi kan ligge i nat lige før næste sluse. Her er også en by, men den restaurant, bager og købmand, der fortælles om i havnelodsen, er vist lukket for længst… Så godt, vi har forsyninger nok ombord, selvom det kunne have været dejligt at gå ind et listigt sted og spise.
Tilbage til Maxilly-sur-Saône, ved starten på Canal entre Champagne et Bourgogne, hvor vi fik udleveret remoten, og hvor vi valgte at lægge os for natten. Næste morgen stod det ned i tove, så vi trak den lidt, før vi sejlede videre. Der var derfor lidt pres på for at nå frem til Cusey, et af de såkaldte Picnic Nautique, som vi havde udset os til overnatning. Sluserne lukker nemlig kl. 18 for lystfartøjer. Men den søde mand fra VNF, sagde ok til det, og opfordrede os til at ”speed a little up”. Der lå to andre både, som tog pænt imod, rigtig hyggeligt. Her oplevede vi for første gang roen ude midt i ingenting – selvom skipper syntes, fuglene larmede. Månen kom også frem og lyste flot.
Næste dag var ret udfordrende. Mange sluser, heriblandt 8 lige efter hinanden, hvor vi skulle hæves godt 5 m pr. gang. Skipperinden havde en del sommerfugle i maven, men hentede hjælp hos Pippi Langstrømpe, som har sagt: ”Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt!”
Vi fik lavet et system, hvor skipperinden kravlede op med en fortøjning i hver albue, og så var det nemt for skipper at totte op. Nogle gange skulle der lige løftes i den blå stang, før det var ned ad stigen igen. Nogle gange kunne skipperinden blive stående oppe og så gå ombord, når Nausikaa var i tilpas højde.
Det gik fint, det var drøjt og varmt, men vi blev kølet lidt af i turen gennem den 4820 m lange bjergtunnel. Det var specielt, men helt trygt, at sejle igennem – med 4 km/t tog det sin tid, før vi igen så lyset for enden af tunnelen. Der var lys, afstandsmærker, nødudgange, og personalet fra VNF havde helt styr på, at vi var på vej. Så ingen problemer, kun en stor oplevelse! Men dejligt at komme ud i lyset og varmen igen…
Nu skulle vi sluse ned – a piece of cake! Målet var Langres, en by, som vi gerne ville se lidt nærmere på, og vi trængte også til en pause. Vi måtte kæmpe lidt for at lægge til langs kajen, på grund af dybden, men det gik, og der var dejligt! Ofte er de maritime rastepladser kombineret med ditto for autocampere, så der var lidt liv, ligesom der også var et par andre både. Det gjorde rigtig godt med et bad ombord, for vi var svedige og ret snavsede efter slusningerne. Det gjaldt også Nausikaa – det er utroligt, hvad man får ombord af sand, grus og plantedele fra tovværket, som smides i land!
Langres er en gammel by, meget højtliggende og omgivet af en næsten intakt bymur. Der drev nogle grimme tordenskyer, mens vi gik de 3 km derop, men vi slap med lidt smådrypperi. Var rundt i hele byen, fik en dejlig frokost på en god restaurant, hvor man kom og gav os et nummer, hvis det blev nødvendigt at rykke ind på grund af regn. Vi slap, og kunne gå på et interessant museum indrettet i et af tårnene. Det var meget godt formidlet, og man kunne virkelig forestille sig, hvordan man havde levet der i 1300-tallet. Vi noterede os, at der ikke var et eneste tog på den store banegård – en af de mange strejker.
Især skipperinden var lidt brugt, så næste dag besluttede vi kun at tage en kort tur. Vi valgte at lægge os ind til en lillebitte bro, ved en”by”, Domarien. Men fred og ro var der, fuglene fløjtede, solen skinnede, og vi havde en dejlig afslappende dag og aften. Klar til nye udfordringer næste dag, nu gjaldt det byen Chaumont. Vi var kun kommet gennem et par sluser, før vi mødte første forhindring: Slusen havde to røde lys. Fat i VNF, der kom inden for 20 minutter og løste problemet. Vi nåede akkurat gennem sidste sluse ved Chaumont før kl. 18, hvor sluserne lukker. Her ville vi have en overliggerdag og se lidt på byen. Fin ”marina” indrettet sammen med turistkontoret, der var el, vand og bad og toilet. Byen var lidt tam, men det kan skyldes, vi ramte den en mandag. Der var en meget flot kirke, helt utroligt for en by af den størrelse. Der var også museer af forskellig art, men det var jo mandag, så der var lukket. Vi fik handlet i et supermarked på den anden side af kanalen, blev lidt våde på vejen hjem; det har vi næsten vænnet os til. Mens vi lige lå og pustede lidt ud, blev der banket meget bestemt på båden. Skipper måtte med op på kontoret, til damen, der kunne tale engelsk! Der var blevet ringet fra VNF, at sluse 28 var brudt ned. Tidshorisonten var 2 dage. Nå, men sådan var så det. Godt at blive informeret, og vi lå godt med alt, hvad vi havde brug for. Havde planer om, hvis det holdt tørt, at polere Nausikaa, som trænger lidt til en kærlig hånd, så det var ikke nogen katastrofe.
Men allerede næste eftermiddag, kom der en mand fra VNF og sagde til os, at hvis vi ønskede det, kunne vi fortsætte i morgen, hvor sluse 28 igen ville være åben. Herligt! Selvfølgelig ville vi det.
Vi havde planer om at nå Joinville, men den dag var der hele 2 sluser, der drillede. Enten ville porten ikke lukke efter os, eller også ville den ikke lukke op, når vi skulle ud! Den ene gang gik alarmen – det var et stort stykke træ, der havde sat sig fast i sluseporten. Der er rigtig meget, der flyder rundt i kanalen i form af planter, siv, grene og blade, nogle gange sejler vi i en regulær grød. Utroligt, det overhovedet kan lade sig gøre. Et par gange har der sat sig noget i loggen, men motoren tygger bare af sted, bovpropellen har heller ikke brokket sig alvorligt. Vi håber, det bliver ved sådan!
Det blev til en overnatning ved en lille picnic-bro i Donjeux i stedet for Joinville. Endnu et fredeligt sted med et par autocampere inden for synsvidde, samt en lillebitte by. Og så var der en hel masse frøer, der lavede et veritabelt spektakel næsten konstant. Vi snakkede om, hvorvidt der er et sted, man kan klage over larm fra naturen? Men en fin aften og efterfølgende morgen fik vi, og var klar til næste dags tur.
Det gik rigtig fint med slusningen hele dagen – kun en enkelt gang var der en lille forsinkelse.
Vi nåede Saint Dizier og fik fortøjet ved bykajen, alt imens vi skulede til de mørke skyer og kunne høre det buldre i det fjerne. Cockpitteltet blev rejst, og uvejret kom også, og regnen blev ved hele natten. Vi snakkede lidt om i morges, om vi skulle blive, men der virkede ikke så attraktivt, så vi håbede, det var overstået, selvom det stadig småregnede og vejrmeldingen lovede byger i eftermiddag. Formiddagen gik rigtig fint – sluserne fungerede næsten uden ventetid, da vi mødte nogle både, som var blevet sluset op, og så åbner slusen hurtigt. Det betyder meget i forhold til tidsforbruget, når man skal sluse ofte. Den sidste etape af kanalen synes vi har været lidt trist. Vejret kan have en del af skylden, men der har været mange, lange snorlige strækninger, beplantningen har ikke været så smuk, og der har ikke været så mange hejrer og andre fugle som på første strækning. Sikkert også på grund af den tættere bebyggelse og trafikstøj. Ellers har Canal entre Champagne et Bourgogne været et meget positivt bekendtskab med smukke landskaber, kønne byer og et fugleliv uden lige. Kanalen blev påbegyndt i 1862 og var først tænkt som en forlængelse af floden Marne. Man besluttede at forlænge den ud til Saône, med åbning i 1907. Canal du Centre, som vi gerne ville have sejlet ad, havde nok haft mere at byde på hvad angår steder at lægge til, men vi har klaret os fint. Vi har sluset alene hele tiden, og det har sine fordele, men omvendt kunne det også være rart med lidt selskab. Der har ikke været nogen at snakke med – det kan være, det kommer nu, hvor vi så småt nærmer os Paris.
Vi har ikke manglet vand under kølen. Den fordel er der da ved al den regn, vi har fået. Vi har også haft mange timer med smukt vejr, men det har ikke været stabilt i modsætning til hjemme i Danmark. Det minder lidt om det første år – 2007 – hvor vi havde et regnfuldt og blæsende forår. Ofte er det sådan, at hvis det er godt vejr i Skandinavien, er det dårligt vejr i Frankrig. Men vi har nok ikke noget til gode på den konto, så vi under jer det gode vejr hjemme!
Nu gælder det den sidste det af turen mod Paris. Vi har været igennem 137 sluser siden vi startede i Port Saint Louis, og alt er indtil nu gået fint. Det sidste stykke mod Paris ser ikke så tidskrævende ud, men et sikkert bud på, hvornår vi kan være fremme, tør vi ikke komme med. Vi skal jo have tid til at opleve lidt på vejen. Nu skal vi igennem Canal latéral à la Marne, som er 67 km lang og har 15 sluser, hvor vi har taget de to første; derefter ud på floden Marne, som vi sejler langs med. Der kan vi sætte hastigheden lidt op, og der er ikke så mange sluser.
Tak for hilsener af enhver art! Det er lidt sært, at vi denne gang slet ikke skal hjem i løbet af sommeren, men sådan har vi valgt det denne gang i håb om, at der under hele vores tur er vand nok i kanalerne, der har størst risiko for at mangle vand sent på sommeren.
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Lyon 11/05/2018 – Maxilly-sur-Saône 22/05/2018
Det lyner, buldrer og brager omkring os, og de første tunge regndråber med hagl har ramt os. Så kan vi nok få skyllet myggeligene af sprayhooden… Det er faktisk også hele fem dage siden, vi har fået regn, og hvor har vi nydt det skønne vejr. Det var dog så varmt i sluserne i dag, at det frisker godt med sådan en gang torden. Vi ligger godt fortøjet ved et overnatningssted lige efter 2. sluse på Canal entre Champagne et Bourgogne.
Men tilbage til Lyon, og dermed vort goddag til Saône. Vi ankom i fint vejr, og nød en ”velkommen til Lyon” drink på Nausikaa sammen med besætningerne fra Buena Vista og Papillon V. Vi vidste, der var dårligt vejr i vente, så det var med at benytte lørdagens gode vejr til at se lidt af byen. Vi var på Turistkontoret, og besluttede hurtigt at tage op til Fourvière for at se den flotte katedral samt den storslåede udsigt over Lyon. Det var flot! På vejen passerede vi et dejligt marked med de skønneste varer, men vi kunne jo ikke slæbe rundt med indkøb, så vi modstod fristelserne og handlede i et stort Carrefour, lige før vi var tilbage i marinaen. Forinden havde vi dog gået rundt i byen, også nydt en dejlig frokost (pandekager med en pot rosèvin til). En pot er 4,6 cl., flasken er med høj bund. Det regnedes før i tiden for et passende kvantum for en tørstig havnearbejder…
Lyon er en dejlig by, helt sin egen atmosfære og dermed forskellig fra alt, hvad vi før har oplevet. Sikkert betyder de to store floder meget for byens historie og den måde, menneskene har tjent til deres udkomme på i mange generationer.
Marinaen i Lyon lå centralt placeret og er helt ny med alle faciliteter. Dog var vandet i bruseren koldere end lunkent, og da det satte ind med det varslede og meget kraftige regnvejr, var der oversvømmelse i baderum og på toiletter. Men det væltede også ned! Vi sov lidt længe søndag, slappede af, skrev og læste, men over middag lettede det en anelse, så bevæbnet med regnjakker og paraplyer vovede vi os af sted til Mùsee de Confluences. Bygningen havde vakt vor opmærksomhed (sammen med flere andre), da vi sejlede ind. En helt unik bygning, som også indvendig var spændende at gå rundt i. Museet var en god blanding af videnskabs-, natur-, kulturhistorisk, og der var nogle interessante særudstillinger. En skam, man bliver så træt efter nogle timer – vi kunne have brugt flere dage der. På grund af vejret havde mange andre end vi fået ideen om at gå på museum, men franskmænd er høflige og venlige folk, så vi kunne alle være der. For første gang har vi set en smart anordning til våde paraplyer: en plastik-wrap, som man lige stikker sin paraply ind i, så man ikke går og drypper!
Ikke nok med, det regnede. Det var også hundekoldt, så vi priste os lykkelige for at ligge i læ for den barske nordenvind. Mandag blev det en anelse mindre vådt i perioder, så over middag tog vi metroen for at komme op og se gavlmalerier og et museum for silkearbejderne og deres virke, som Lyon også er meget kendt for. Det endte dog med, vi fik en gedigen travetur, da metroen ved et skift kom ud for tekniske problemer Da vi ikke kunne få at vide, hvor lang tid, det ville tage, valgte vi at gå. Vi fik set både det lille, men interessante museum samt de imponerende murmalerier. Lignende har vi siden set i mindre format i de øvrige byer, men de var virkelig flotte og store i Lyon.
Igen frekventerede vi det nærliggende Carrefour, så vi kunne være klar til afgang fra Lyon næste morgen. Det er ikke så hyggeligt at handle der som på markederne, men uendelig meget mere praktisk, når man er sejler og skal have tingene stuvet i køleboks og andre steder ombord.
Næste morgen var igen grå og meget kold. Vi hilste af med vore danske sejlervenner og begav os ud på Saône. Vi kunne straks mærke, at det var en helt anderledes flod en Rhône. Den var endnu mere grøn, mere stille og snoet – stadig meget fugleliv. Den megen regn bevirkede dog, at der var en hel del modstrøm (det skulle blive værre!). Sluserne gav mere arbejde end på Rhône, da pullerterne ikke fulgte med op af sig selv, men vi kunne stadig nøjes med en fortøjning midtskibs, så det var ikke så slemt.
Dagens mål var Macon, som vi jo relaterede til vin. Vinden var dog så bidende kold, himlen blygrå og lysten til at gå i land og kigge efter vin var minimal. Marinaen var fin, vi fik en god plads og bestemte lige at tage en overliggerdag og hvile lidt ud og se byen. Næste morgen blev det hæderligt vejr, vi fik et dejligt bad og ordnet forskelligt, før vi over middag gik ind til byen (3 km) for at finde VNF´s kontor, så vi forhåbentlig kunne få nogle informationer om Canal du Centre, som vi gerne ville sejle ad til Paris. Det var småt med informationer, men vi fik en del kort og et telefonnummer, vi kunne ringe til. Macon levede ikke helt op til forventningerne, men hvor er der rart i gråvejr og kulde?
På vejen hjem skulle vi igen ind og handle (utroligt, hvad man slæber ombord af proviant!) Det begyndte at regne kraftigt, men mens vi var i supermarkedet, klarede det op, og vi gik hjem i dejligt vejr. Vi fik igen selskab af Buena Vista og Papillon V, og den drink, vi blev inviteret på hos sidstnævnte, nød vi i det herligste solskin. Inden vi havde spist, blev det dog igen regnvejr – men knap så koldt som de sidste dage.
Vi stod op til endnu en overskyet og kold dag for at sejle til Chalon-sur-Saône. Både fordi, den ligger tilpas for en dagsmarch, var værd at se nærmere på, og fordi kanalen, vi ville sejle på til Paris, går fra lige nord for byen. Vi kom ud på noget af en sejltur. Vinden var bidende kold, og strømmen var på det meste af turen lige så kraftig, som vi havde oplevet den på Rhône. Flodbredden var ikke synlig, mange træer stod ude i vandet til højt op på stammerne. Den megen regn havde hævet vandstanden, og i den sidste sluse, hvor man normalt hæves 2,5, sejlede vi bare ind, portene blev lukket bag os, så blev de åbnet foran os – vi blev ikke løftet overhovedet. Gradvist blev skydækket tyndere, og da vi nåede Chalon-sur- Saône sidst på eftermiddagen, havde solen fået overtaget. Vi fik lagt til med god hjælp af en havneassistent, for sikke en strøm, der var langs gæstebroen! Det flød med træstammer og store grene. Men vi lå skønt i læ, sol i cockpittet, og vi spiste aftensmad i dejlig varme. Det skønner man på, når det så længe har været koldt og vådt.
En fin havn i en charmerende by, hvor der var nok at se på. Vi brugte fredagen til at få ordnet vasketøj i marinaens vaskemaskine og tørretumbler (nu, hvor vi ikke kan tørre så meget ombord), og der blev gjort godt rent, for det er skønnest, når lugerne kan stå åbne. Også her var der et meget stort supermarked tæt på, men markedet oppe i byen vandt denne gang, hvor vi købte nye kartofler, asparges, fisk samt mange andre lækkerier. Midt på eftermiddagen fik vi igen selskab af de to danske både, rigtig hyggeligt! De sejlede videre pinselørdag, da de skulle have en del af besætningen med tog til Paris og videre med fly derfra.
Vi tog en byvandring, med indlagte pauser i form af et lille glas på torvet og en frokost ombord, der nødvendiggjorde en lille en på øjet. (Det var jo pinse!) Der var mange fine seværdige bygninger i byen, og om aftenen gik vi op og så et museum, der rummer en stor udstilling om fotografiets historie gennem tiderne samt forskelligt fotoudstyr. Der var også musikarrangement – rigtig fin aften.
Den morgen, vi var oppe og vinke farvel til Buena Vista og Papillon V var himlen fyldt af luftballoner i alverdens farver. Sikke et syn! Der var stævne hele pinsen, så de var på himlen om morgenen og om aftenen hele pinsen. Det var så imponerende, der var ca. 50, og det fik tankerne tilbage til vores egen ballontur i Tyrkiet for nogle år siden.
Skipper havde forsøgt flere gange at få nogle præcise informationer om Canal du Centre, som han havde udset sig som vores vej til Paris. Det er den kanal, der er mest idyllisk og med flest muligheder for at lægge til. Men det, vi endte med at vide var: Den første af kanalens sluser er under reparation, og ingen ved rigtigt, hvornår den kan være færdig. Nu er det jo pinse, og tirsdag har arbejderne meddelt, de strejker. Den kan så måske være færdig torsdag, men hvis den så ikke bliver det, bliver det måske fredag, eller i næste uge!? Nærmere kunne vi ikke komme det, så det endte med en beslutning om i stedet at sejle til Paris ad Canal entre Champagne et Bourgogne. Det er også et meget smukkere navn, men den anden kanal havde nok været mere charmerende. Men sådan er det!
Vi valgte at sejle videre 2. Pinsedag efter at have tanket dieselolie og fyldt vandtanken.
Det betød så lidt flere km på Saône; rolig og smuk, uden nævneværdig strøm, masser af grønt, spejlblankt vand, fugleliv og lystfiskere en masse - og dejligt vejr. Målet var Auxonne, hvor vi vidste fra Buena Vista og Papillon V, at der var gode anlægsmuligheder. Der er flere steder på vejen, hvor det kunne være sjovt at komme ind og se byerne, men der er ikke vand nok til kølbåde af vores størrelse. Atter fik vi hilst på de andre to besætninger, men nu skilles vore veje definitivt, da de ikke sejler til Paris.
Det blev en rolig nat ved flodbredden, og solen skinnede fint, da vi stod op. Formiddagen gik med at få provianteret til mange, mange dage, for nu skulle vi ud på kanalen, hvor mulighederne for den slags er noget mindre. Det var også problemfrit med flere supermarkeder, og Intermarché havde alt, hvad vi behøvede. Byen var lidt trist at se på, så vi var ikke stemte for at blive længere.
Efter frokost sejlede vi af sted. Har nu stiftet bekendtskab med de såkaldt automatiserede sluser. De ser ud til at virke ok; men der er en del at lære. Vi kunne ikke forstå, vi ikke kunne komme ud af den første sluse på kanalen, så skipper ringede efter hjælp. Der blev en fjernbetjening droppet til os, og manden, han talte med, talte kun fransk – og det var ikke skolefransk! Heldigvis kom der en rar mand og hjalp os, og vi har også indtryk af, at det handlede om, at vi skulle registreres, så det var slet ikke meningen, vi bare skulle kunne sejle ud af slusen!
Nu ligger vi så fortøjet lige efter slusen, og vi har sagt, vi fortsætter i morgen kl. 9. Så må vi se, hvor mange sluser, vi får klaret i dagens løb. Og det gør faktisk ikke noget, om det bliver lidt køligere! Ja, vi er ikke nemme at gøre tilpas. Det er et meget smukt område, vi sejler i. Meget grønt og frodigt. Køerne går og slår med halen langs flodbredderne, fiskehejrer og storke stavrer rundt, svaner og ænder i massevis, virkelig dejligt. Nu må vi se, hvor meget vi får tid til at se på i kanalen her, for sluserne ligger tæt …
Det har glædet os, at I derhjemme har haft så flot vejr i pinsen. Det fik vi så også – og det ser ud til, varmen fortsætter.
Tak for hilsener! Vort næste længerevarende stop bliver forhåbentlig Paris – det bliver spændende!
Og vi trænger helt sikkert til en lang ”ferie” efter slusearbejdet!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Port Saint Louis 01/05/2018 – 11/05/2018 Lyon (Rhône)
Søndag morgen, og her er meget stille i marinaen i Lyon, hvor vi ellers har oplevet det modsatte, for vi ligger lige midt i alting! Stilheden skyldes nok både en livlig lørdag aften samt det faktum, at det er regnvejr – og koldt! Vi har fået os godt installeret, og kan klare os fint om læ, hvis vejrmeldingen kommer til at holde stik.
Fin dag at skrive rejsebrev i – denne sæsons første. En sæson, som på alle måder er anderledes.
Vi valgte at køre ned til Port Saint Louis, hvor Nausikaa har stået på land i vinter, lige efter påske. Da vi nu skal være kanal- og flodbåd, ville vi mindske dybgangen mest muligt, så vi tømte båden for alt overflødigt. Også for at give plads til gæster. Forkahytten var proppet med sejl m.m., for masten blev sendt hjem i oktober. Redningsflåde, gummibåd, påhængsmotor, sejl m.m. vejer godt, og det ligger nu hjemme.
Det blev et kort ophold på grund af dårlig vejrmelding, men vi fik gjort så meget, at vi hurtigt kunne søsættes.
Hjemme fulgte vi dagligt udviklingen, hvad angik vandmængden i Rhône. Den faldt kun langsomt, men da vi erfarede, at to andre danske både, vi kendte, havde vovet sig af sted, og at det gik ok, fik vi travlt med at lukke huset ned og få hilst af med familie og venner, og den 1. maj ankom vi til lufthavnen i Marseilles. Vi var forberedt på diverse strejker, havde også tænkt på 1. maj, men tænkte, at lufthavnsbusserne nok kørte. Det gjorde de bare ikke, så en lokal ”Ubermand” kørte os til Port Saint Louis. Prisen var aftalt til 60 €, men han kunne selvfølgelig ikke give tilbage på 70…
Handle kunne vi heller ikke, så det medbragte brød og ost kom os til gavn, samt Nils på S/Y Thalassa, der gav os forskellige madvarer, så vi led ingen nød. Næste dag blev cyklen gjort klar, og skipperinden kunne køre ind og proviantere, mens skipper fik klaret det sidste med vask af båd m.m., så vi kunne søsættes den 3. maj som aftalt.
Det gik helt efter planen. Vi kom i vandet kl. 10, mens en hård vind blæste lige ind på kajkanten. Nils ville gerne sejle med ind for at handle, og det var rigtig rart at have hans ekstra hænder, da der var lidt udfordringer med at komme ud på grund af andre både og ikke meget vand omkring os.
Inde i Port Saint Louis lå vi godt i læ for den hårde vind, der ville blæse de næste par dage. Vi snakkede med besætningen på S/Y Ingrid, (som ikke skulle nordpå nu), fik handlet, travet og hvilet ud. Vi besluttede at sejle lørdag morgen, som for øvrigt næsten var på 11 års dagen for vores afrejse fra DK, som var 4. maj 2007!
Vi vidste godt, der var andre danske både i nærheden, men blev alligevel glædeligt overraskede, da S/Y Buena Vista samt S/Y Papillon V kom fredag formiddag. Vi fik lavet aftale med slusevagten om at komme gennem slusen kl. 6.20 lørdag morgen, og vi var alle klar på en grå og regnvåd morgen. Vi kom til at vente på en flodpram, så kl. var 7, før vi kunne sejle ind i slusen. Alt gik fint, og så var det spændende at komme ud og møde Rhône for ”real”!
Det gik fint og fredeligt, strømmen var mærkbar, men vi gjorde god fart. Dog var der passager – særligt ved Arles og før Avignon – hvor vi ikke var i tvivl om, at det var strømmen, der bestemte! I løbet af formiddagen klarede det op, og vi havde en flot tur, hvor vi nød de mange friskt udsprungne træer og buske og det festlige fuglekvidder langs bredderne. Vi har hørt mange sige, der er meget kedeligt på det første stykke, og vist er det ensformigt, men kedeligt syntes vi ikke, der var. Vi var måske også særligt heldige med tidspunktet, for alt viste sig fra smukkeste side. Ved slusningen i Beaucaires har vi nok været lidt sjove at se på, for vi havde ikke helt fundet fidusen med den ene fortøjning midtskibs til flydepullert, som vi derefter bare fik helt styr på, og som er meget nem at have med at gøre. Fenderbrættet, som har tjent os som landgangsbro, fungerer også helt efter hensigten.
Vi ankom til Avignon med den berømte halve bro, hvor man fortøjer langs kajen umiddelbart efter. Der har tidligere været en marina i Avignon, men den skyllede væk for mange år siden. Vi havde fået den opfattelse, at den i mellemtiden havde været genopført, men det er ikke tilfældet. Der var en sød havnefoged, og vi fik alle tre plads langskibs og i lag. En ”sundowner” på Buena Vista blev helt bogstavelig, for de efterhånden velkendte eftermiddagsbyger kom rullende, og dem er der vand i, så vi måtte rykke ned om læ.
Avignon ville vi bruge tid i, så vi blev for at se Pavepaladset samt opleve byen, mens de andre to besætninger gerne ville videre næste dag. Pavepaladset var interessant – stort og imponerende med et godt system til ”udvidet audioguidning”, hvor man via en tablet kunne få indtryk af de enkelte rums funktion og udseende i 1300 tallet, da Avignon var paveresidens. En tur rundt i byen om eftermiddagen blev det også til, og vi fandt parasoller at sidde under, der kunne holde regnen nogenlunde væk, da den kom, samtidig med vi syntes, vi havde fortjent en lille eftermiddagsøl. Sådan er det åbenbart her!
Mandag morgen stod vi op og sejlede det meste af dagen i pænt vejr, og vi overnattede lige efter en rigtig ”optur”, ved Bollène Slusen, hvor vi blev løftet 23,5 m. Der er gode ventepontoner at fortøje til ved alle sluserne, så det foretrak vi frem for de ret tvivlsomme/ikke eksisterende muligheder, vi var sejlet forbi. Vi havde en fin nat, ganske vist tæt ved motorvejens støj, men det var ikke et problem. Vi havde lejlighed til at kigge på de kæmpestore turbåde, der sejler på floden, og som kom og slusede aftenen og natten igennem. Det er nogle store kasser, der må være bygget lige præcist til at kunne være i slusen – kønne er de ikke!
Næste morgen var grå og fugtig, og hurtigt kom der tordenagtig regn og vind, kold vind! Heldigvis klarede det op og blev en flot dag, og dagens mål var Valence, der lå og så meget indbydende ud med marinafaciliteter og indkøbsmuligheder. Lige ved indsejlingen stod et skilt med 1,60 m dybde – og det var helt rigtigt. Skipperinden var klar til at ”skippe” det hele, men skipper forsøgte igen bare lidt længere ude, og så kom vi ind uden problemer på 2,7 m vand. Herligt! Her ville vi have en overliggerdag! Vi blev godt modtaget, sejlede over for at tanke, så vi ikke skulle vente på, tankstationen åbnede næste dag. Ville i den forbindelse have en anden plads, men der var ikke vand nok. Vi slappede af, fik et dejligt bad og en grundig proviantering, før vi gik ind og kiggede på Valence, som er lige så hyggelig og charmerende som franske byer er i almindelighed. Det var en lang tur langs floden, men vi skal også sørge for at komme ud at røre os, når vi sidder så meget ned under sejladsen.
Det var flot og klart, men hundekoldt, at sejle den næste etape til Condrieu, hvor begge vore rejsefæller lå fortøjet i marinaen. Et virkelig smukt område, hvor vinmarkerne for alvor dominerer bjergskråningerne. Selve byen var hurtigt overset, så vi besluttede at slå følge med de to andre både næste morgen for at sejle til Lyon - den sidste, korte etape på Rhône, 41 km. Meget smuk tur i fantastisk landskab. Men lang, for strømmen var kraftig på flere strækninger, hvor farten, vi loggede over grunden, kun var halvdelen af, hvad vi loggede gennem vandet.
Havnefogeden i Condrieu havde givet os telefonnummeret til den nye Marina Confluence i Lyon og opfordret os til at ringe og reservere plads. Ved opringningen fik vi kun en telefonsvarer, men vi lagde besked om, at vi kom tre både om eftermiddagen. Hørte ikke noget fra marinaen, men vi var ventet og blev taget godt imod. Her er alt, hvad vi behøver, vi har nemt ved proviantering og kort afstand til byen, så her bliver vi nogle dage. Ikke mindst fordi vi har en rigtig træls vejrmelding med kraftig regn, torden og temperaturer ned til 9 gr. midt på dagen foran os!
Et utal af forskellige slags broer og 13 sluser, som har bragt os 162 m over havet, har vi passeret, og alt er bare gået så fint. Der har været beskeden trafik af både lystbåde og erhverv, og bortset fra en enkelt gang, hvor der også var en tysk lystbåd, og da vi fulgtes med de to andre både, er vi blevet sluset alene. Der har været meget at se på, flot natur og fugleliv og hyggelige byer.
Vi tror, vi har været meget heldige, for vi kan se, at vandmængden i floden igen er steget. Det er bare herligt at være nået hertil så hurtigt og problemfrit. Så nu skal vi opleve Lyon, og derefter lære floden Saône at kende. Den skulle være meget mere fredelig, hvad strøm angår, ligesom der ser ud til at være mange flere steder at lægge til. Vi får se. Ikke alt stemmer overens med de oplysninger, der står i det materiale, vi henholder os til under planlægning. Men så er det rart, andre har gjort turen før os, og vi kan hente informationer fra dem.
Vi kom jo lidt hurtigt af sted hjemme fra og fik nok ikke hilst lige pænt af med alle. Tak for hilsener, og vi vil ønske jer et dejligt forår! Heldigvis lader det til, vejret i Danmark er en hel del bedre end her, og det under vi jer hjertens gerne! Men om nogle dage loves også sol og rare temperaturer på disse kanter.
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen