Rejsebreve fra 2012

Her kan du læse rejsebreve fra Nausikaa.

Rejsebrev 59 Gialos (Simi) - Marmaris Yacht Marina (Tyrkiet) - Istanbul
Rejsebrev 59
Gialos (Simi) 28/09/2012 – Marmaris Yacht Marina (Tyrkiet) 02/11/2012- Istanbul
Gårsdagens hjemtur og alle indtrykkene fra Istanbul sidder endnu i kroppen, så mon ikke det alligevel går an at forfatte sæsonens sidste rejsebrev hjemme ved skrivebordet? Sådan må det i hvert fald blive denne gang. Trætheden var ganske mærkbar, da vi landede i Billund, men den blev hurtigt glemt, da vi blev modtaget af vore gode venner med knus, kaffe og kage. En velkomstbuket hjemme på trappen, ”velkommen-hjem-hilsener”, varme i huset - hvad kan man ønske sig mere?
Turen fra Simi til Bozburun, som var vores første tyrkiske havn, er ganske kort, ca. 2 timer. Men sikke en forskel på de to lande: Grækenlands mange øer med stejle, golde kyster og dybt vand omkring, og Tyrkiets kyst med dybe vige og bugter og mere grønne bjergsider. Mængden af de specielle tyrkiske fartøjer, guleter, som lå alle steder, var enorm; de bliver bygget i og omkring Bozburun. Byggestilen på huse og boliger var slående forskellig: Ikke flere hvide huse med malede skodder. Nu var det stenhuse bygget enkeltvis op ad skråningerne, der dominerede. Blomster, træer, buske i massevis – her var vist ikke vandmangel?!
Vi havde valgt Bozburun, fordi det skulle være let at indklarere her. De forskellige myndigheder bor dør om dør, så vi kunne lige så godt spare pengene og gøre det selv. Men den flinke havnefoged, der hjalp os med at fortøje langskibs til kaj oplyste os om, at kontorerne var lukket for i år! Han havde ikke spor imod, at vi blev liggende til i morgen, så det første døgn var vi så at sige en slags illegale indvandrere i Tyrkiet. Alt det nye og anderledes blev også understreget af, at mens vi spiste frokost, lød indkaldelsen til bøn ud gennem minaretens højttalere. En tur gennem byen, som er et yndet turiststed, gav mindelser om Marokko med duftene af de mange krydderier, der stod fremme uden for butikkerne. Åbenheden og invitationen til at besøge netop denne restaurant var også til at tage og føle på...
Videre mod Marmaris næste morgen, for vi var ivrige efter at få alle de vigtige formaliteter i orden. Det var en meget smuk indsejling til marinaen, og vi glædede os til at se nærmere på stedet, som vi havde hørt så meget om. Vi mødte den tyrkiske humor allerede ved indsejlingen til marinaen, hvor vi havde kaldt over VHF’en og blev bedt om at være stand by. En gummibåd med to mand kom hen til os, og da vi sagde, vi havde en aftale for vinteren, sagde de, at vi skulle ligge udenfor marinaen! Vi har nok set noget betuttede ud, for meget hurtigt sagde de, det var en joke, og vi skulle bare følge dem ind til en god plads!
Så snart, vi var på plads, skyndte vi os op for at få styr på de mange formaliteter. Marinaen har en agent, som står for den slags, mod betaling, naturligvis. Det viste sig, at der ikke var noget, der hastede. Han foreslog, vi ventede til mandag morgen, når vi ikke havde travlt, så man er altså mere afslappet omkring bureaukratiet, end vi havde forventet.
Vi vidste godt, Marmaris Yacht Marina er stor, men lige de første dage, føltes den helt overvældende. Man kan få ordnet ALT, hvad der hører sejlads og livet ombord til. Der er et utal af forretninger og servicevirksomheder, der er frisør, sundhedscenter, fitnesscenter, svømmepøl, minimarked (hvor priserne ikke er ”mini”), vaskeri, et cafeteria og så er der en restaurant, der laver fantastisk mad, og hvor priserne er yderst rimelige – også på vin og øl. Den benyttede vi os meget af, for når man har siddet og hygget sig med andre sejlere til Happy Hour, er det utroligt fristende at fortsætte samværet der. Vi blev godt modtaget af de sejlere af mange nationaliteter, vi sad sammen med den første dag til Happy Hour, fik masser af tips og gode råd og blev opfordret til at deltage i søndagens loppemarked med efterfølgende BBQ. Igen snak og hygge med østrigere, amerikanere, englændere, australiere – rigtig spændende. Efterhånden dukkede der også danskere op, og det var rigtig dejligt at lære de forskellige at kende. Masser af hygge og udveksling af erfaringer; mange danskere har sejlet i farvandene der omkring i årevis. Vi var også med på en fælles travetur til en spændende grotte/drypstenshule, der lå et stykke inde i skoven op ad bjergsiden.
Der blev lavet aftale om at komme på land, og søsætningen skal være bestemt samtidig, for bådene placeres efter, hvornår de skal søsættes. Så allerede nu ved vi, at vi skal i vandet den 13. april næste år! Vi havde god tid til at ordne det forskellige, og godt for det, for det satte ind med torden og kraftig regn. Ærgerligt for de lokale, for de havde nogle helligdage i den ustabile vejrperiode. Det er en religiøs begivenhed, der ligger et bestemt antal dage efter ramadanen, så derfor trak det lidt ud med at komme på land. Men på land kom vi, det blæste kraftigt, og det endte med at blive bælgravende mørkt, før vi var kommet på plads; højtryksspulingen måtte derfor foregå med lys fra en traktor. Det var lidt specielt, men personalet havde styr på tingene. De kører rundt med diverse grej og store kraner (den største kan løfte 330 t), så det var faktisk en oplevelse at se på. Og de tager sig af det hele - skipperinden kunne for eksempel ikke få lov til at være med til at forhale Nausikaa, da det blev vores tur til at komme i kranen!
Vi syntes, vi var kommet meget langt væk fra alting, da Nausikaa stod i sit stativ; men det var altså ikke så slemt, da solen og det gode vejr næste dag kom tilbage, og vi kunne begynde at orientere os. Det viste sig, der var bad og toilet lige i nærheden, og den længere gåtur til de øvrige faciliteter vænnede vi os hurtigt til.
Vi har kun været med dolmus’en til Marmaris by, bl.a. for at købe ind, en enkelt gang, så det må vi gøre noget mere ved til foråret. Der er ret så turistpræget, men som tidligere nævnt er omgivelserne meget skønne.
Der blev spist afskedsmiddag på restuaranten torsdag aften sammen med vore nye danske venner, og så var det ellers med at blive klar til afrejse. Vi har for første gang benyttet os af et firma, der arrangerer transport til en meget billig pris – og det fungerede fint. Blot skulle vi meget tidligt af sted fra marinaen. Vi blev hentet kl. 03.15 og skulle først flyve kl. 8.10. Der var ca. en times kørsel til lufthavnen i Dalaman, men det kostede altså også kun 7 € pr. person, så vi tog ventetiden med. Vi var fremme på hotellet i Istanbul omkring middag, og efter frokost og en lille slapper, gik vi på opdagelse. Hotellet ligger i gåafstand til de vigtigste seværdigheder, men vi kunne se, det vist ikke var klogt at gå for langt væk, for skyerne hang truende lavt. Regnen startede for fuld hammer, så vi endte med at spise der, hvor vi havde sat os for at få lidt at drikke. Vi fik dejlig mad, og listede hjem i tørvejr – trængte til en en god nattesøvn, før vi for alvor kastede os over Istanbul. Vågnede op til herligt vejr, så nu skulle vi på sight-seeing. Det skulle alle andre mennesker også! Kø over alt – og en trængsel af mennesker uanset, hvor vi bevægede os hen. Men det hører med til Istanbul, og efterhånden vænner man sig jo til det. Hvor der i Marmaris var meget langt mellem kvinder med tørklæder, endsige burka, var det almindeligt i gadebilledet her. Vi kunne mærke, Istanbul er blevet en eftertragtet storby for turister, for cafeer, restauranter og souvenirbutikker var overalt i kvarteret, hvor vi boede. Man kan ikke gå forbi spisestederne eller butikkerne uden at få nogle meget indtrængende opfordringer til at spise/handle netop der! Alle skal vide, hvor man kommer fra, så de lige kan vise, de kan nogle ord på det pågældende sprog. Men søde og venlige er de fleste, og godt med humor – især, når man siger ja tak!
Maden var god, men vi skal da være ærlige at indrømme, vi savnede de grærske priser, især på øl og vin. Et glas vin koster ca. 32 kr., en flaske ca. 200 kr., så det var noget af en brat overgang. Men det var nok meget sundt kun at drikke et enkelt glas til maden, for der var gået fest og farver i de sidste dage på marinaen – der kunne vi få en flaske vin for 65 kr. på restauranten...
Vi havde to dage i Istanbul, og der er utroligt meget at se, så vi prioriterede Den blå Moske, Topkapi Paladset, Hagia Sophia, Mosaikmuseet, Basilica Sisternen samt en tur til Taksim pladsen med efterfølgende vandretur ned ad ”Strøget”. Vi gik også over en af broerne ved Det gyldne Horn, og det var en oplevelse at se de mange lystfiskere, der nærmest stod skulder ved skulder og fiskede, alt imens en folkemængde så stor gik forbi og nærmest måtte hoppe over stængerne. Der var flere, der solgte deres fisk efterhånden, som de fik dem på krogen!
Vi havde også lejlighed til at spadsere langs Bosporusstrædet, for hotellet lå tæt ved. Der var masser af fartøjer i sving, og vi har nok aldrig set så mange skibe og coastere ligge på reden, som da vi kørte til lufthavnen mandag morgen. Det er et helt specielt sted, hvor to kontinenter mødes.
Når man går rundt i de store bygninger, kan man mærke, at her er endnu et sted, hvor historiens vingesus bliver næsten håndgribelig. Det er, som man forestiller sig 1001 nat – de overdådigt udsmykkede paladser og de vældige rigdomme af både religiøs og verdslig art. Sultanerne har levet godt og flot, men også meget dramatisk.
Den blå Moske var bestemt imponerende og kæmpestor. Og vi var enige om, at Topkapi Paladset absolut kunne måle sig med Alhambra. Den kolosale kirke Hagia Sophia, der nu er museum, var et tilløbsstykke; så meget, at vi opgav køen den første dag og besluttede at stå tidligt op søndag og møde ½ time før åbningstid. Det var der også mange andre, der havde besluttet! Men det gik forholdsvis hurtigt, da der først blev åbnet. Vi må nok erkende, at vi er blevet ret forvænte efterhånden. Har set mange storslåede kirker og bygninger, og da vi kom ud, sagde vi i munden på hinanden, at den udefra mest lignede en gammel fabriksbygning. Mosaikmuseet var bestemt interessant. Der var de flotteste motiver, som havde prydet gulve og vægge i et stort palads – velbevarede, og stedet var spændende som bygning også. Mest interessant var Cisternen, det kollossale vandreservoir med de mange, mange søjler, (336) som var genbrug fra andre bygninger. Den er fra 500 tallet, og tidligere var der en 20 km lang viadukt, der ledte vandet til cisternen. En sjov detalje er to skulpturer af et Medusa-hoved, anbragt under to søjler. Det ser altså mystisk ud dernede i vandet med massevis af store karper svømmende rundt, og flere udlæg af, hvordan og hvorfor de er kommet der, diskuteres stadig.
Vi agtede os til Den store Bazar søndag, for det skulle da også lige prøves. Det viste sig, den var lukket, men der manglede ikke marked af den grund. Alle former for varer var til salg på gaden, og igen en menneskemængde uden lige. Familien Istanbul var på indkøb; det var helt tydeligt de lokales marked, og de fleste så ud til at hygge sig med det, selvom det næsten ikke var til at komme hverken frem eller tilbage.
Istanbul er stor, meget stor, så måske vi skal besøge byen igen, for den har meget at byde på. Planerne for næste år ligger ikke helt fast, og noget afhænger nok af, hvordan vi finder ud af at gebærde os under de regler, der er for, hvor længe, man må opholde sig i Tyrkiet. Tidligere tiders praksis med bare at sejle frem og tilbage mellem de græske øer og Tyrkiet, er ikke lovlig. Vi vil gerne se flere af de græske øer nord for Kos, vi vil helst sejle i perioderne forår og efterår, hvor der ikke er så varmt, og melteminen ikke blæser hårdt, vi skal se områderne syd for Marmaris, og vi skal naturligvis også se det tyrkiske bagland, hvor der skulle være en masse spændende steder at besøge. Så i løbet af vinteren må vi finde ud af, hvad vi begynder med næste forår.
Det har været en dejlig sensommersæson, hvor vi har set og oplevet en masse og haft rigtig fint vejr næsten hele tiden, så der er meget at tænke tilbage på med glæde.
Nu står vinteren for døren, med hvad dertil hører af dejligt samvær med familien og vennerne, og så er der da også lige et par projekter både her og hisset, der kalder på en handy-man.
Vi siger tak til alle, som vi har delt en masse oplevelser med, tak for hilsener af enhver art, og så ønsker vi God Vinter og på glædeligt gensyn til foråret!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 58 Pali (Nissiros) - Gialos (Simi)
Rejsebrev 58
Pali (Nissiros) 28/09/2012 – Gialos (Simi) 17/10/2012
Simi er slet ikke til at kende igen: Mange tomme pladser langs kajen og langt mellem turisterne. Den omvæltning er kommet på under en uge...
Dodekaneserne ( de tolv øer ) har været et virkelig dejligt bekendtskab, selvom vi jo slet ikke har set dem alle. Den første, Astipalea, har facon næsten som en sommerfugl, og den havde vi sat kursen mod efter Amorgos. Vi ville tilbringe et par dage der, men da vi kom, viste det sig, at havnen var lukket, og der var kun en åben mole til rådighed. Et stort skilt meddelte, at en renovering støttet af EU var i gang – det var dog lidt svært at få øje på nogen aktivitet. Vi travede lidt rundt og fandt en charmerende lille by med få turister, hvilket nok skyldes, at øen ligger temmelig afsides. På vej op til kastroen, blev vi tiltalt af en gammel morlil, der sad og spandt sin uld på håndten. Hun ville gerne sælge os nogle varme huer, og det kløede over hele kroppen ved synet af dem, for vi svedte bravt under opstigningen. Men bagefter fortrød vi, at vi sagde nej til at handle med hende. Vi kunne da have købt et par sokker! Der var meget, meget hyggeligt på torvet med de 6 vindmøller, og vores øl og hvidvin kostede kun 4 €! Men den åbne mole egnede sig ikke til at ligge længe ved, så næste morgen gik det videre mod øst – og i det herligste sejlvejr. Vinden var lige tilpas med både retning og styrke, så det kan altså lade sig gøre!
Nissiros – vi fortøjede i Pali, en fin, beskyttet havn på øens nordside. Allerede på afstand fra havet kunne vi se øens specielle facon med det store vulkankrater højt oppe. Vi havde læst om øen, og nu var vi indstillet på oplevelser, hvilket vi også fik. Skipper var på udkig efter en bil og kom i kløerne på en initiativrig mand, som havde lavet en form for kørevejledning (vi fik den på dansk!), og det viste sig at være udmærket. Det bedste var, at han sagde til os, vi skulle starte tidligt, så vi kunne opleve krateret, før turisterne fra Kos invaderede øen. Og vi havde det faktisk helt for os selv. Det var en stor oplevelse at gå rundt i en aktiv vulkan. Det sydede og boblede, stank og var meget varmt. Der var utrolige farver i jordlagene, og hele området var storslået; både smukt, særpræget og en lille smule truende. Det kommer til at rangere højt på vores ”Oplevelses-top-ti”. Vi kørte til den forladte by Emborio, hvor kun kirken og et par taverner bliver vedligeholdt og brugt, vi stak næsen ind i ”saunaen” på vejen derop: En lille hule i bjergskråningen lige ud til vejen, hvor der er en fugtig varme, nøjagtig som i en sauna. I Nikéa, en smuk, lille bjergby, hvor der nu var blevet trængsel af turister, besøgte vi vulkanmuseet, og vi fik også udsigten fra det lille kapel højt til vejrs over det hele. Om eftermiddagen var vi inde og se hovedbyen Mandraki, hvor vi kravlede op til det højtliggende kloster. Det var nu ikke så fantastisk, men så fik vi da noget motion, og kunne med bedre samvittighed nyde en drink, da vi kom tilbage til byen.
Tilos blev næste stop. En helt anden ”slags ø”, og for første gang i lange tider blev vi modtaget af en rigtig havnefoged, Eddy. En spinkel, midaldrende kvinde, med autoriteten og færdighederne i orden. Havnen er lille, men der kan ankres i en dejlig bugt – vi kom tidligt og fik en fin plads. Også her fik vi fat i en bil, og som de øvrige øer, har Tilos et kloster, man gerne viser frem. Turen dertil var meget flot, for klosteret ligger meget afsides i et utroligt smukt område. Præsten var travlt beskæftiget med at holde messe i byen, (det var søndag), så ham fik vi ikke hilst på. Der var kun en masse katte samt en mand, der gik og tændte op i grillen til de gæster, der formentlig ville komme med en tursitbus senere på dagen. Desværre havde han sin radio kørende, og det var malplaceret, for der var det skønneste lys i bjergslugten med de mange træer og blomster, så stilhed ville have fuldendt stemingen. Der springer en kilde tæt ved klosteret, så der var rigeligt med vand til at pleje alle blomsterne og en stor basilikumplante, der står ved indgangen.
For øvrigt startede vi dagen med at køre op til den søndagsstille Chora, hvor kirkeklokkerne bimlede. Vi ville gerne se museet med resterne af dværgelefanterne, som har levet på Tilos for mange, mange år siden. Museet var lillebitte, et enkelt rum mindre end vores egen spisestue, og her viste Vicky rundt – vi var de eneste gæster. Hun fortalte med et medrivende engagement, havde kun gamle billeder og tegninger til sin rådighed, men hun var en oplevelse. Vi forstod ikke det hele på grund af hendes accent, men dværgelefanterne havde gennem generationer tilpasset sig de fødemuligheder, der var på Tilos og blev derfor mindre og mindre. Det skulle være vulkanudbruddet på Santorini, der udslettede dem.
Vicky fortalte os vejen til et lillebitte kapel, som vi kunne komme ind i. Det lå klemt inde mellem husene, og der kunne kun være 3-4 mennesker derinde på en gang. Der var nogle meget gamle fresker på væggene og enkelte relikvier, der også så ud til at have mange år på bagen. Der brændte olielamper, og kapellet blev helt åbenlyst brugt til daglig. Overalt på øerne findes disse små kapeller, nogle så afsides beliggende, at man må undre sig, men vi har fået fortalt, at de fleste grækere mindst en gang om året skal hjem til ”deres” kapel. I modsætning til mange andre bygninger, er kapellerne altid hvidkalkede og pænt vedligeholdt.
På Tilos ligger også en forladt by. I halvtredserne besluttede byens befolkning at flytte ned til havnebyen, og man tog tegltagene med, da tegl er dyrt, importeret materiale. Sten har man derimod nok af, så de tagløse huse har siden fået lov at forfalde. Der er en kirke, som vedligeholdes samt en bar, der hver aften åbner kl. 23, og der er så gang i beat-musikken til de lyse timer. Ret underligt, men uden tvivl en speciel stemning at feste igennem i sådanne spøgelsesagtige omgivelser. Vi holdt os til dagtimerne, hvor man lidt lettere kunne færdes i ”gaderne” uden alt for stor risiko for at falde over murbrokkerne. Den var nok ikke gået i Danmark – at have folk kravlende rundt blandt ruiner, der kan falde sammen når som helst!?
Vi var så heldige, at vi på Tilos igen kunne få en snak med Lone og Mogens, som vi havde truffet på Amorgos. De kendte flere danskere, der opholdt sig på øen, så der blev et hyggeligt ”ouzo-dansker-træf” på torvet. Vi kunne ikke blive længere, for vi skulle jo snart have gæster, så vi sejlede nordpå næste morgen og kom til Simi, for første gang. Havnen er lidt speciel på den måde, at den er lang og smal, men meget dyb, så ankring her kræver sit. Vi måtte da også ud tre gange, før det lykkedes at få bid. En af gangene, hvor vi fortøjede, blev vi mødt med ordene:”Kan du ikke tale dansk?” Og jo, selvfølgelig kunne vi det. Det viste sig at være havnens vand- og elmand, som havde boet 21 år i Horsens, og senere fik vi lejlighed til at snakke mere med ham. Han kunne give os et godt indblik i Grækenlands problemer og situation i det hele taget – og han er bestemt ikke optimistisk. Han har været rigtig glad for sin tid i Danmark og for det danske samfund, hvor han bl.a. har drevet egen virksomhed. Og han har mange meninger om og holdninger til, hvad der kunne gøres her, men finder det temmlig tungt og udsigtsløst at få gennemført.
Simi er et dejligt sted. Charmerende by klinet op ad de stejle bjergskråninger, og med en udsigt fra toppen, der er i særklasse. Her kommer mange danske turister, og pludselig blev vi tiltalt af en lille flok fra Kolding, næsten naboer. Det var svært hyggeligt. Der var rigtigt liv i byen og havnen; fast underholdning at se både komme ud og ind, hvor ankermanøvrerne godt kunne give sved på panden og sommetider krævede dykkerassistance. Der skal ikke meget sidevind til, før det bliver bøvlet, og selv let vind bliver ligesom forstærket af bjergslugten, som Simi ligger i bunden af.
Vi skulle videre, så vi tog afsked med Simi – lidet anede vi, at vi skulle komme til at kende byen rigtig godt...
Turen til Rhodos, hvor vi havde aftalt at modtage Jakob & Co. varede ca. 5 timer, og vi ankom tidligt på eftermiddagen for ikke at få problemer med at få plads. Da vi stævnede ind mod byhavnen, blev vi meget bestemt anråbt af en havneassistent, der sagde, at der ingen pladser var, og at vi måtte ankre uden for havnen. Han kunne ikke sige, om der blev plads den følgende dag.” Pyt! Vi sejler bare ned i marinaen!” sagde vi til hinanden. Men da vi kom dertil, var der ikke nogen marina, selvom vi havde læst i vores havnelods, at den skulle være færdig sidste år. Så måtte vi jo ankre op uden for havnen, for der var ikke andre steder at sejle hen. Vi sov ikke meget, for der stod dønning, og der var anløb af både færger og krydstogtskibe MEGET tæt på os. Da vi næste morgen forsøgte igen, blev vi meget uvenligt jaget ud af havnen. Derfor blev det retur til Simi, og så måtte vi finde ud af noget med færgerne. Vi fik en plads uden problemer, men det skulle vise sig at være for tæt på en cafe, hvor der var liv og glade dage til ud på de meget små timer. Og kort tid efter lukketid begyndte hanerne at gale med et decibeltal, der ville gøre enhver dansk hane misundelig. Der må være noget med bjergene, der kaster lyden tilbage, for der var en ubeskrivelig larm! Skipper tog næste formiddag en rask beslutning og flyttede over på den anden side – så vi nu lå lige neden for en isbar og lædervareforretning. Det faldt i god jord hos vores svigerdatter Maiken, da vi søndag aften kunne gå ombord med familien, som vi havde hentet i Rhodos. Vi nåede et hyggeligt træf med skipperindens kusine og mand, før vi tog til lufthavnen og kunne modtage Jakob, Maiken, Julie og Kasper, der landede helt planmæssigt kl 11.30. Vi havde varskoet dem om varmen, så de var klar til omkædning til sommertøj, hvorefter vi havde eftermiddagen til at opleve Rhodos by. Det var bestemt et flot fæstningsanlæg, men vi syntes, der var turister og deraf følgende i overmål! Derfor var det faktisk lidt hyggeligt at komme til Simi, hvor der bestemt var liv og glade dage, men hvor det trods alt var overskueligt, og man kan gå i fred forbi souvenirbutikker og taverner.
Vore gæster skulle jo også op og se udsigten, og Julie klarede de mange trapper i et tempo som kun en 4årig kan gøre det. Kasper havde det bedst på fars skulder eller mors arm, men nød også en sval drink i skyggen før nedstigningen. Næste dag, da der var indkøbt lædersandaler og smagt på byens is, sejlede vi til en rigtig dejlig bugt på Simis sydvestlige ende, hvor det store Panormitiskloster ligger. Vi ankerede op og der blev sejlet i gummibåd og badet i det skønneste vejr. Vi nød en utrolig fin aften og stille nat for anker, før vi sejlede mod Nissiros, som ligger tilpas på kursen mod Kos, hvorfra vi havde besluttet at sende gæsterne med færgen tilbage til Rhodos. Vi ville gerne vise øen til Jakob og Maiken, for vi syntes selv, den var en stor oplevelse. Det var overskyet, da vi tog af sted, og ret hurtigt kom der nogle skyformationer, der lignede noget, der kunne blive til torden. Vi fik slet ikke det vejr, som vejrmeldingen havde lovet, nemlig svag vind fra SØ. Nej, vinden skiftede sammen med bygerne, og der var torden tæt på os, men den ramte os først for alvor, da vi om aftenen sad på en taverna meget tæt på båden, og vi nåede ned om læ, før det for alvor bragede løs. Det er den første regn, vi har fået, siden vi kom herned i slutningen af august, så det var faktisk ret rart, især fordi det så ud til at være hurtigt forbi igen.
Ganske rigtigt: Vi stod op til en flot morgen, skipper fik fat i frisk morgenbrød og en bil, og så var det afsted på vulkaner, mens Farmor og Kasper blev ombord. Det blev en flot tur, anderledes end da vi var der første gang, hvor alt var helt tørt. Nu var der kogende mudder i hullerne, det tidligere kun dampede op fra. Turen var en gentagelse af den, vi selv havde været på, og heldigvis syntes også vore gæster, det var flot og interessant. Der blev badet fra stranden om eftermiddagen, mens skipperparret tog til Mandraki for at få nogle friske forsyninger, bl.a. kan det være svært at få frisk kød på disse små turistøer, hvor alt er baseret på, at man spiser ude. Men med to små trætte børn er det dejligt at kunne spise ombord, så kan de blive puttet, når tid er.
Så gjaldt det Kos, og sejlturen foregik i varme, sol og på stille vand, så mens de små sov, tog Jakob og Maiken en dukkert fra båden – det var sagen! Vi fik en fin plads i byhavnen på Kos, og færgebilletterne kom på plads. Det viste sig at være meget nemt at gå til færgehavnen fra vores båd.
Næste dag, lørdag, var det Maikens fødselsdag, og Julie hjalp farfar med at hejse flag over stag. Vi hyggede os i byen med gavekøb og cafebesøg om formiddagen, og ”frokosten” blev indtaget på en hyggelig taverna. Da var klokken blevet omkring 17, for Kasper havde ikke helt de samme planer for sin middagssøvn som sine forældre... Sådan er det bare, når man sejler med små børn! Da der var ro ombord, sad vi 4 voksne og nød en flaske græsk cava med en pølsemad til! Maiken konstaterede, at det var første gang, hun havde siddet ude og spist på sin fødselsdag.
Alt godt får som bekendt en ende, og søndag eftermiddag var det tid at vinke farvel efter en rigtig dejlig uge med skønt vejr samt gode og sjove oplevelser. Da færgen var sejlet, gik vi hjem til Nausikaa og pustede lige lidt ud, før omrokeringen og oprydningen begyndte. Vi havde ikke travlt, så vi besluttede lige at tage en dag mere på Kos, både for at få ordnet nogle praktiske ting og for at se lidt på byen. Vi havde lidt samme fornemmelse som i Rhodos by: Alt for mange turister, taverner, cafeer og forretninger. Men klimaet er fantastisk, så der er ikke noget at sige til, folk fra det kolde og våde nord valfarter til øerne. Vi glæder os over at have muligheden for at komme ud, hvor det endnu er forholdsvis uberørt.
Vi er nu igen tilbage på Simi, for herfra er det godt at proviantere og udklarere, før vi tager hul på Tyrkiet, som ligger ”lige herude”. Vi sejlede faktisk med tyrkisk gæsteflag på en stor del af turen fra Kos, så nu skal vi til at indstille os på endnu et nyt land. Det er altid spændende, hvad det har at byde på, og hvordan vi finder ud af tingene der. Men vi har mødt mange, der kun taler godt om Marmaris, hvor vi skal på land, så vi tager det roligt. Vejret er stadig fantastisk, så det er ikke så let at løsrive sig fra. Vi kan godt mærke, at sæsonen er ved at være slut – både på antallet af skibe i havnen, de færre færgeforbindelser og en del forretninger, der har sat skodderne for til næste forår. Vi ved også, at vejret nu hurtigt kan slå om og blive efterårsagtigt, så det er helt fint, vi snart skal sige tak for i år.
Tak for denne gang til Grækenland – vi ses til foråret igen!
Også tak til Jer derhjemme for Jeres hilsener og medleven i vore oplevelser. Vi ser frem til samvær med familie og venner i den kommende vinter!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 57 Livadi (Serifos) - Pali (Nissiros)
Rejsebrev 57
Livadi (Serifos) 14/09/2012 – Pali (Nissiros) 28/09/2012
Det er allerede et par dage siden, vi forlod den sidste Kykladeø i denne omgang, Amorgos, og vi har taget hul på Dodekaneserne – men dem kommer vi tilbage til i næste rejsebrev. Her og nu gælder det Kykladerne, den forblæste øgruppe ”midt i det hele”. Vi havde på forhånd gjort os klart, at vi måtte vælge ud af mængden, og selvom man taler med mennesker, der fortæller godt om alle de øer, vi sprang over i denne omgang, vil vi glæde os over de 6, vi har nået.
”Vores” første ø blev Serifos, som vi nåede efter ca. 60 sømil på et roligt hav – vi havde jo ventet i Poros nogle dage – og det fortrød vi ikke, for vi talte med nogle andre sejlere, der var taget af sted dagen før, ”and that was not pleasant”, som de udtrykte det. I juli, august og til midt i september, præger den hårde nordenvind, melteminen, øerne. Vi har talt med sejlere, der har ligget indeblæst 12-14 dage, men vi har kun haft moderate vindstyrker – oftest ikke engang nok til at sejle for sejl.
I Serifos tog vi bussen op til Chora’en; en tur med svimlende højder syntes vi, men nu har vi lært, at sådan er det på Kykladerne. Øerne har en havneby, hvor færgerne kommer til, og så inde på øen, på den højeste bjergtop, ligger Chora, øens hovedby. Anbragt der, så den var svært tilgængelig for piraterne. Allerøverst er som regel Kastroen, den gamle borg, hvor der tit er en kirke lige i forbindelse med. Og lige nedenfor snor sig de bittesmå smalle, stejle gyder. Husene er kridhvide, døre og vinduer knaldblå som himlen, og fortovsbelægningen er store, flade sten, der er hvidmalede rundt i kanterne. Vi var benovede over den fantastiske udsigt fra Kastroen, og det skulle vi også erfare hører med, for lige meget, hvor vi har været siden, har der været nogle utrolige udsigter.
Vi nød atmosfæren på det lille torv, hvor vi sad i skyggen med en drink – og så kom der et muldyr trippende medbringende byggematerialer. Ingen tvivl om, at det er en meget hensigtsmæssig transportmetode her! Det var rigtig hyggeligt, da der om eftermiddagen pludselig var nogen, der sagde ”Goddag!” Ina og Johan har et feriehus på Serifos, og de kunne fortælle os mange tips om mange af øerne.
Videre gik det næste dag mod Milos – en af de store Kykladeøer. De mange farvers ø, bliver den kaldt, og vi kunne sagtens se hvorfor. Klipperne havde de utroligste farver og formationer, og vi skulle siden på øens interessante minemuseum lære, at det skyldes de mange forekomster af forskellige mineraler, der findes på øen – og flere andre steder på Kykladerne. Der har gennem mange år været betydelig minedrift, som dog ikke længere har så stort et omfang. Også her tog vi bussen til Choraen, der her hedder Plaka, og gik op til Kastroen – hvor udsigten var ikke mindre end formidabel. Vi travede til Tripiti, hvor vi så Katakomberne, amfiteatret samt det sted, hvor man har fundet statuen af den berømte Venus fra Milo. Hende hilste vi på på det arkæologiske museum, dvs, det er en kopi – originalen står på Louvre... Vi blev sultne og skulle vente på bussen, så der var kun et at gøre: En meget lokal bar/cafe, hvor man også kunne få alletiders lækre græske salat lå lige ved stoppestedet. Her sank vi ned og nød maden samt den megen snak og latter mellem alle de midaldrende mænd, som formentlig havde deres faste mødested der. Det var søndag, så lillemor har sikkert været i gang ved kødgryderne – der var i hvert fald ikke en eneste kvinde tilstede. Set i bagklogskabens klare lys, som man siger, burde vi nok have lejet en bil og gjort noget mere ved Milos; måske får vi lejlighed til det en anden gang.
Folegandros var en stor kontrast til Milos. Ikke særligt stor, gold og afsvedet, kaldet Den smukke Vildskabs Ø, hvor der skulle være en del landbrug og fårehold. Det er svært at forestille sig, når der ikke er en grøn plet at se nogen steder. Vi kom til en lille tom havn, godt gemt inde bag klippeskær – inden natten var der dog pænt mange både, og der var også anløb af op til flere større færger. Også her var der bus til Chora’en – lille og hyggelig, en oase midt i det tørre, for omkring byens tre torve med brønde, var der masser af skønne træer, og her kunne man slet ikke lade være med at sætte sig og drikke en ouzo. Værten, der fik os overtalt til en drink, viste sig at være guldsmed i Athen; han hjalp sin kone om sommeren med at drive tavernen, og det syntes han rigtig godt om. Han fortalte os, at man malede alle stenene på fortovene i påsken med dårlig ryg til følge – og at malingen udelukkende har dekorativt formål. Vi var tæt på ikke at komme med bussen (som altså også afgik lidt før aftalt tid), så det kunne være endt med, at vi var vendt tilbage og spist aftensmad hos ”ouzo-manden”, og det kunne vist være blevet uhyre festligt...
Ios, Homers glade ø, bliver den også kaldt. Her kunne vi se, vi måtte leje bil, hvis vi ville se os omkring, men det var også så billigt (20€), at det var bare med at komme af sted. Først ud til Plakoto på nordspidsen, hvor det siges, Homer ligger begravet. Der viste sig at være bygget en fin ny vej, som udelukkende bruges til det formål! Vi kørte lidt rundt på øen, der er spækket med små kirker/kapeller, vist omkring 360! Spiste frokost på et lille sted med en skøn udsigt, og så ville vi se Grækenlands smukkeste museum for moderne kunst, som skulle ligge lige bag vindmøllerne i Ios’ Chora. Vi ledte lidt, men fandt da frem – til en lukket og forfalden bygning, som uden tvivl har været rigtig flot, men nu var et meget trist syn. Det var det også at se skiltet, hvor der stod, at EU havde støttet projektet med over 4 millioner €! Det var faktisk svært at kapere – vi skulle dog senere erfare, at noget sådant er alt for almindeligt.... I en søvnig Chora fandt vi ind på det lille arkæologiske museum, hvor det sjoveste var Homers såkaldte stenkalender – på Ios havde man navngivet en af månederne efter Homer. Mens vi sad og slappede af i båden, kom en mand forbi og gav os sit kort og fortalte, at han kunne reparere alt angående sejl, pressenninger m.v. Det var fint, for vores spray-hood havde en lille utæthed ved vinduerne og vores dække til cockpittet var ved at true med at gå lidt op i sømmene. Han fik begge dele med og kom med dem et par timer senere.
Vi afsluttede besøget på Ios ved at gå hen på Suzanna’s taverna, hvor vi fik den største og bedste Souvlaki, vi indtil nu har smagt. Det er altid svært at vælge mellem de mange tilbud, men hun var en dame med en herlig udstråling, så hende faldt vi for – ligesom mange andre; i nabotavernaen var der langt mellem gæsterne.
Så gjaldt det Naxos, en stor ø, som vi tænkte at kunne bruge nogle dage på, for der blev meldt hård vind. Det kom der også, og temperaturen faldt så meget, at vi om aftenen måtte have de lange bukser og trøjerne frem. Også her lejede vi bil, og vi fik set en hel masse. Naxos er Dionysos’ Ø, så vi kørte ud og så hans tempel, der ligger et meget smukt og afsides sted. Der var et lille museum, der blev åbnet kun til ære for os – og vi skulle bare sige tak... Vi så også resterne af et fint marmortempel – der er meget marmor på Naxos, og det brydes stadigvæk. Vi var til en rigtig god koncert med græsk musik og dans på det venetianske museums udendørs terrasse. Der var fri bar, og havde det ikke været så køligt, ville det have været meget romantisk under stjernehimlen. Dygtige kunstnere!
På Naxos hedder den tidligere chora Chalki – der var vi inde og besøge Vallandros’ kitrondestilleri. Kitron siges kun at vokse på Naxos og Kreta – og den likør, der fremstilles af træets blade, smager rigtig dejligt. Frokosten blev indtaget på byens eneste taverna, lille og primitiv, men det er med til at gøre oplevelsen til noget specielt. Kouros – ja, det er jo en velkendt og dejlig duft til mænd. Men her er det nogle kæmpeskulpturer – megastore – som er fundet forskellige steder på øen. Den ene forestillende en ung mand ligger langt fra alfarvej, hvor man lige skal gå/klatre nogle kilometer. Den anden, der skulle forestille Dionysos, ligger tæt på vejen ned mod byen Apollonas på nordøstspidsen af øen. Vi måtte også lige ind og se bjergbyen Apiranthos – den var hyggelig, men MEGET turistet. Og den sidste aften i Naxos havde vinden lagt sig så meget, at vi kunne gå tørskoede ud og nyde solnedgangen fra Palatia med tempelruinen for Apollon som en smuk ramme.
Vi fik en speciel oplevelse med: Pludselig hørte vi søndag morgen en høj messen, som viste sig at komme fra den nærliggende lillebitte kirke Mirtidiotissa, der ligger på en lille ø lige ved havnekajen. Vi løb derhen, og en stor menneskemængde blev ”færget” over til kirken i hold ved at en fiskebåd blev trukket frem og tilbage over de få meter vand. Det var et fantastisk skue, og det varede hele dagen samt en del af mandag formiddag med. Havnefogeden fortalte, at man fejrede kirkens navnedag.
Vi hilste pænt af med den flinke havnefoged, før vi sejlede til Amorgos, som i denne omgang er den sidste Kykladeø. Det var en flot ø at nærme sig, særprægede og storslåede bjergkonturer. Havnen er velbeskyttet – og meget dyb. Vi fik fortøjet på en god plads, og skipper gik i land for at besøge Port Police og se efter busforbindelse til Chora’en. Han kom tilbage med Lone og Mogens fra Jægerspris, (de var på ø-hop), og da de havde lejet en bil, fik vi et lift med dem. Vi kom til en meget stille og søvnig by, men da vi havde travet rundt og beundret husene og de små gader, samt endnu en storslået udsigt, fandt vi da et sted, som havde åbent, hvor vi kunne sidde i skyggen og få lidt koldt at drikke. Amorgos er en fin ø, men da der blev lovet noget blæst om et par dage, planlagde vi at fortsætte næste morgen. Det blev en lidt forstyrret nat, for der var anløb af ikke mindre en tre færger på en gang – den sidste meget stor. Den kom kl. 04, og så blev der ellers et leben på kajen af folk med kufferter, som enten skulle hentes eller bringes. Næste færge sejlede kl. 6, og da vi lå lige ved siden af dem, opgav vi at sove mere, stod op og sejlede i det smukkeste morgenlys, hvor solen tittede op over bjergkammen. Havet var som fløjl at sejle i på hele turen til næste ø, som altså tilhører øgruppen Dodekaneserne Fra havet kunne vi på Amorgos se klosteret Chozoviotissa, som ”hænger” på bjergvæggen. Det sammenlignes med mælk, der flyder ned ad bjergvæggen – og det er et meget dækkende udtryk.
Vi ser frem til et gensyn med Kykladerne. Gerne ved forårstide, hvor de er frodige og grønne. Og vi har også nogle øer til gode, vi gerne vil se, men lige nu vil vi til Rhodos, hvor vi snart får familiebesøg. Herligt! Vi håber, det dejlige vejr, vi har nu, varer ved, mens de er her.
Vi har bemærket, at det er tyndet ud blandt charterbådene de sidste dage. Der er en del ”af vores slags”, altså private både på vej mod Tyrkiet for at overvintre. Så hvis man gerne vil ligge godt, er det stadig bedst ikke at anløbe for sent.
Som vanligt tak til alle Jer, der sender os en hilsen i ny og næ – det er vi jo altså bare glade for!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 56 Basimakopouloi Shipyard (Kilada) - Livadi (Serifos)
Rejsebrev 56
Basimakopouloi Shipyard (Kilada) 30/08/2012 – Livadi (Serifos) 14/09/2012
Nu er det tid for sensommerens første rejsebrev, og det foregår på den første overskyede dag i lang tid. Helt sært, at solen ikke som vanligt brager ned – men ganske behageligt. Vi er i går kommet til ”vores” første Kykladeø, Serifos, og kan tydeligt fornemme, at her er ganske anderledes oplevelser i vente i forhold til, hvad vi tidligere har set.
Tilbage til vores ankomst til Nausikaa den 30. august. Vi var fremme ved båden, før det blev mørkt, så vi havde fra bussen kunnet se, hvor meget anderledes landskabet så ud nu, hvor der næsten ikke var en grøn plet tilbage. Solsvedet, støvet og tørt! Efter, hvad vi har fået oplyst, er det den varmeste sommer i Grækenland, mens man har udført registrerede målinger. Men vores bugt i Kilada var lige smuk, og lysene over byen og spredt i bjergene var et dejligt gensyn. Blødt, varmt mørke omkring os, mens vi indtog aftensmaden i tavernaen lige ved siden af værftet; det var nu dejligt at være tilbage...
Man skal lære at tage alle glæderne med, så renoveringen af badeværelserne var en dejlig overraskelse. Nu var det muligt at få koldt vand ud af hanerne, og vandet løb nu ud gennem risten og væk fra gulvet! Man lærer at sætte pris på et dejligt brusebad, når temperaturen er godt over de 30 gr. Og et ordentligt solsejl! Et sådant har vi fået syet hjemme, og det er herligt. Ligeledes har vi været nødt til at anskaffe os en landgangsbro. Skipper bestilte den på værftet, før vi tog hjem, og den lå klar til os. Skipperinden er ikke meget for at balancere på sådanne, så vores er både tyk og bred – skipper får holdt armmusklerne ved lige, når den skal monteres af og på. Det er utroligt, hvad vi efterhånden har anskaffet os af udstyr, men sejlads i disse solbeskinnede farvande kræver sit...
Båden var helt umanerligt beskidt – ikke mindst, fordi der var en fuglerede i toppen af masten med hvad det medfører af diverse ”dryp”. Men det blev ordnet, og vi fik at vide, at man fra værftets side gerne ville, om vi kunne blive klar til søsætning lørdag i stedet for som aftalt mandag morgen. Der skulle komme to fiskekuttere helt fra Kreta, og det kunne betyde, at det blev langt op ad mandagen, før vi kunne komme i vandet. Vi sagde hurtigt ja til søsætning lørdag ihukommende, hvor varmt det havde været at stå på land, før vi tog hjem. Det nødvendige blev ordnet, og vi lå i bassinnet, mens vi fik lavet lidt udbedringer på båden, handlet m.v. Vi måtte også lige hen og besøge vores favorittaverna – og så lå vi for anker og nød bugten og vejret hele søndagen, da det var blæsevejr ude til søs, og derfor ikke fristende at sejle ud.
Det var det mandag morgen, og det var fint at ankomme til Spetses forholdsvis tidligt, for vi kan godt mærke, at der stadig er højsæson her og derfor kamp om pladserne i de små havne. Vi troede, vi havde set mange charterbåde på De Ioniske Øer, men på De Saroniske Øer er de i hobetal! Og da der er noget mere vind her, er det tit lidt af en forestilling at overvære havnemanøvrerne med de oftest meget store både.
Vi fik en god plads, og faldt også for Spetses. Der er mange turister, og det bærer byen præg af, men da vi tog af sted øen rundt på vore cykler, kom vi ud, hvor vi rigtigt kunne nyde de mange fantastiske udsigter – og der var god plads. Det var varmt, og det var stejlt, men også godt at komme i gang med at røre benene igen. Spor efter skovbrande så vi mange steder, men vi så også en del flotte villaer, hvor der var sørget for vanding, og her var grønt og blomstrende.
Vi har lært, at det ikke kun er på øerne, der er gode oplevelser, så vi valgte at sejle til Ermonia, hvilket vi var glade for. Byen ligger i et meget smukt landskab, og så er den hyggelig og uspoleret. Vi var også glade for de supergode indkøbsmuligheder, vi fandt. Stort udvalg og billige priser. Og det var dejligt at kunne hente en hel masse drikkevand uden at skulle gå langt, for sikke dog en masse vand, vi drikker i denne hede...
Vi sejlede gennem strædet ved Poros på vej til Kilada, og vi glædede os til at opleve stedet, som i den grad ser malerisk ud. Vi vidste også, at det ville blæse hårdt de næste mange dage, så vi sejlede dertil tidligt for at kunne få en god plads. Havnen blev også hurtigt fyldt op alle steder – og det viste sig, vi havde valgt en forkert plads, selvom vi i første omgang syntes, der var noget så dejligt! Der var nemlig en meget ubehagelig kloakstank, især om natten! Og så har vi tit talt om, hvornår vi mon ville opleve ankerproblemer, som vi tit har set andre have – det blev så i Poros. Flere af bådene, vi sad og så på, fik fat i en gammel mooringkæde, som ligger på bunden, selvom den ikke er i brug, og det så ret besværligt ud. Da vi gerne ville af sted tidligt om morgenen, valgte vi at sejle ud og lægge os langskibs ved en flydebro allerede om eftermiddagen, for så ville vi kunne få assistance, hvis vi var i samme situation, som vi havde set de andre i. Og det var vi! Ankeret sad bare fast. Vores hollandske nabo, som vi havde haft lidt at gøre med, da han skulle have lidt ”el-hjælp”, tilbød at hoppe i baljen, og sandelig, om ikke det lykkedes ham at få det vrikket løs. Vi var henne med en god flaske vin som tak og fik en hyggelig snak med ham og hans kone. Rygtet vil vide, at kæden har været fjernet, men at den lokale dykker derved mistede en stor indtægt, så nu er den genanbragt.
Men det kan vi hverken bekræfte eller angive pålidelig kilde...
Poros er et herligt sted. Byen har alt, hvad vi har brug for, og der er en hyggelig stemning på barer og taverner, så dem måtte vi besøge nogle af. Prisniveauet er absolut rimeligt, der er noget at se på og opleve hele tiden, og så har vi mødt flere danskere der, hvor vi ellers gennem lang tid kun har mødt ganske få. Det er altid hyggeligt med en snak og udveksling af informationer og gode historier. Så det var et fint sted at vente på, at Melteminen, der blæser hårdt på Kykladerne i sommermånederne, stilner af. Det normale er, at den er kraftig til midten af september, men sidste år var den livskraftig langt hen i oktober.
Krisen i Grækenland er det svært at forholde sig til. Vi hører og læser om den høje arbejdsløshed på hele 24 % samtidig med, at vi oplever masser af grækere, der knokler og nogle viser sig at have flere jobs. Umiddelbart ser det heller ikke ud til, at den brede befolkning mangler noget, og vi har ikke set gabende tomme hylder indtil nu, men mange forretninger og kontorer er helt tydeligt lukket og har været det en tid. Der er masser af liv på cafeer, barer og taverner, hvor også de lokale kommer, mødes og ser ud til at have det godt. Men der er sikkert også mange, der har problemer.
Vi kan bare håbe, det ikke går helt galt – det er der ikke nogen, der har glæde af, heller ikke i de øvrige EU-lande.
Nu gælder det føreløbig Kykladerne. Vort første indtryk er absolut positivt, og hvis vejret arter sig, er vi klar til at indtage nogle af de spændende øer. Vi glæder os til at få familiebesøg i uge 41; det er endnu ikke endeligt besluttet hvor, men endnu er mulighederne mange.
Vi siger tak for hilsener af enhver art fra Jer derhjemme og håber, sensommeren ikke allerede er blevet permanent efterår, for vi synes, I har lidt til gode. Det har vi vist ikke, men vi nyder solen!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 55 Piræus - Basimakopouloi Shipyard (Kilada)
Rejsebrev 55
Piræus 14/06/2012 – Basimakopouloi Shipyard (Kilada) 02/07/2012
Her i skyggen fra værftsbygningen og med vinden susende omkring sig, er der rigtig behageligt. Udsigten til Nausikaas brede hæk med den nymalede skrue samt mængden af både og bådstativer, biler og arbejdende mennesker er ikke så romantisk, som hvis jeg havde kunnet se den smukke bugt omkranset af bjergene og den lille by Kilada, men temperaturen er skøn lige her. Lydkulissen er diverse bore- og slibemaskiner, kraner i sving, tunge køretøjer samt mændenes indbyrdes høje tilråb. Hvad man dog ikke får for sine penge! Skipper sveder over at tømme kistebænken, for der er filtre, der skal skiftes, mål, der skal tages, og der skal stuves om, så påhængsmotor og andet "løsøre" kan komme bag lås og slå. Forkahytten er fyldt med sejl, fendere, rat m.m. Vi er ved at pakke, FOR VI SKAL HJEM I MORGEN!
Ja, det bliver dejligt at komme hjem til køligere breddegrader, men hvor har vi haft en herlig forårssæson!
Tilbage til Piræus, hvor vi slap sidst efter at have haft en flot tur gennem Korinthkanalen. Vi havde mange projekter: Der blev vasket båd, hvilket var hårdt tiltrængt. Så delte vi os, og mens pigerne gik på indkøb i en meget velforsynet Carrefours, gik drengene ud for at leje bil, for der blev fortsat lovet mange dage med hård vind, så vi ville ud at opleve Peloponnes fra landsiden. Det blev en meget lang tur til biludlejningsfirmaet - og så for bare få stukket en telefon i hånden! Dagens motion...
Vi kom af sted lørdag formiddag gennem Piræus' tætte trafik, så Hurra for GPS'en. Vi ville hen og se Korinthkanalen fra oven, og det var faktisk lige så flot en oplevelse som at sejle på den. Et utroligt bygningsværk! Det var med at holde fast i hat og briller, for det blæste, gjorde det!
Mykene, stedet hvor man kan se udgravninger efter den mykenske kultur, som er den første større civilisation på det græske fastland, ligger i et fantastisk bjerglandskab, og der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvordan man har levet der. Det meget informative og flotte museum bidrager dertil, men blot at færdes på stedet gør stort indtryk. Løveporten og det kæmpestore gravkammer, Atreus' skatkammer, er så imponerende, at man ikke fatter, hvordan man for så mange, mange år siden overhovedet kunne flytte rundt på de sten, man byggede med...
Så gjaldt det Epidaurus, hvor vi især havde sat næsen op efter det kæmpestore amfiteater, men hvor der viste sig at være meget mere spændende at se. Vi knoklede op på øverste række, nr. 55, og sad og faldt hen over bare at være der. Stedet bruges stadig til teater- og koncertarrangementer; tænk, om man engang kunne opleve et sådant... Videre rundt på det meget store udgravningsområde, som blev brugt til dyrkelse af lægekunstens gud, Asklepios. Sjovt at se, at man allerede på det tidspunkt havde et "pårørendehotel". Der blev udøvet praktisk lægegerning på stedet, men også, nok især, indbragt mange offergaver af de syge og helbredte. Efter museets oplysninger var det især omkring 300 før Kristus, stedet var på sit højeste.
Vi måtte lige se byen Nafplio, der udover at være køn og hyggelig har meget historie, idet den var første græske hovedstad fra 1828 til 1834. Der er flere fæstningsanlæg i byen; det mest spændende og kæmpestore ligger på en bjergtop, hvor man skal gå 1000 trin op for at komme til en fantastisk udsigt, men det havde vi ikke kræfter til, og tog os en dejlig is i stedet på et af de skyggefulde, små torve, før vi startede hjemturen.
Det lykkedes os at komme nogenlunde tidligt af sted søndag morgen, hvor målet primært var at køre gennem den smukke Lousioskløft til Olympia. Det var et ubeskriveligt smukt landskab at køre i. Vejene var gode, men det tager altid længere tid at køre bjergkørsel, og så tog det naturligvis også tid at finde et dejligt sted, hvor vi indtog frokosten med en skøn udsigt i selskab med den lille by Dimitsanas lokale befolkning. Der var fin stemning - om det skyldes, de havde været henne for at stemme, fandt vi ikke lige ud af...
Det gjorde indtryk, da vi kom til et meget stort område, der tydeligvis havde været hærget af kraftige skovbrande, og senere skulle vi erfare, at det var i 2007, hvor 60 mennesker var omkommet, og at området ikke var kommet sig over katastrofen endnu. Jordskælv og skovbrande, der er noget at kæmpe imod. Vi lever i et smørhul i Danmark, og det må vi nok huske, når der er nogle kældre, der bliver oversvømmet. Så længe, det kun er materiel skade...
Da vi nåede frem til Olympia ved 17tiden, kom vi til en tom parkeringsplads og en lukket billetluge! Der viste sig at være lukket på grund af valget, men vi blev hurtigt enige om, at det nok var heldigt, for vi var trætte, så da der kom en mand på knallert og fortalte, at han havde et familiehotel tæt ved, slog vi til og indlogerede os hos ham. Det var skønt at slænge sig på en seng i et værelse med aircondition og få et bad, før vi vovede os ud i byen, hvor en glad aften ventede os. Vore gæster insisterede på at suspendere skibskassen for i aften, og efter en lille tur rundt i byen med bl.a. besøg hos en guldsmed, der havde ørenringe mage til dem, Ulla engang havde fået stjålet, satte vi os og fik et glas kølig rosevin. Vi besluttede at spise på den taverna, som hotelværten havde anbefalet - den lå få meter fra hotellets gadedør. Det var et godt valg, for maden var både god og billig, og så var der en karaffel vin fra hotelfatter... At Svend Erik så kunne følge lidt med i fodboldkampen ved at gå ind i baren, ja, det var jo fint, og så kom han også til at bestille ouzo. En fin aften, og næste morgen var vi klar til at indtage Olympia!
Da vi kom til parkeringspladsen, så den ganske anderledes ud end i går: Aldrig har vi set så mange turistbusser, taxa'er og personbiler samlet på et sted, så vi blev lidt bekymrede for, hvordan det ville være at gå rundt så mange. Men området er meget stort, så vi kunne gå og nyde stedet i fred og ro. Ruinerne er imponerende, og der er gode informationstavler omkring de forskellige bygningsrester. Men bare at gå rundt mellem pinjerne og de mange neriebuske var helt vederkvægende, og historiens vingesus, som man siger, var mærkbar. Det var en stor oplevelse at gå gennem den porthvælving, som deltagerne i de olympiske lege skulle passere igennem, og vi så også det sted, hvor den olympiske ild bliver tændt. Også museet på Olympia skal have ros - der var gode beskrivelser af de udstillede genstande, heraf nogle flotte skulpturer, der fortalte om diverse vigtige hændelser i mytologien, og så var det en behagelig bygning at færdes i.
Vi var jo kommet langt hjemmefra, så vi måtte sætte kursen mod øst. Valgte at indtage frokosten i Tripoli, men udover at se det dejlige landskab fra bilen med græske toner i cd'en, var det slut med flere indtryk for denne gang. I Korinth gjorde vi holdt ved et supermarked for at fylde bagagerummet med vand, og godt for det, for der går et par liter pr. person pr. dag i denne varme. Vel hjemme var det dejligt at parkere bilen og endnu en gang være glad for at have undgået uheld.
Tirsdag var slappe- og shoppedag. Drengene havde til opgave at finde busstoppestedet for lufthavnsbussen, og pigerne skulle købe sko og se teatret og det arkæologiske museum i Piræus. Teatret var under renovering, men vi kunne da godt se den flotte facade. På museet var der nogle meget store og enestående bronzefigurer af Athene og Artemis, men ellers var vi nok ved at være mættede af museer. Vi så mindst 5000 par sko, men købte to kjoler og en buksedragt...
Næste dag var det farvel og tak for denne gang, og da det stod klart, det ville vedblive at blæse, købte vi 3 nætter mere i marinaen. Vi besøgte det nærliggende søfartsmuseum, der særligt har fokus på den græske flådes historie, men også har en imponerende samling af forskellige modelskibe.
Der blev handlet og indkøbt endnu en ventilator, der desværre viser sig at larme næsten lige så meget, som den, vi købte sidste år. Og så har vi købt en køleboks, så vi kan holde vand, vin og øl køligt, når vi er på land og ikke kan bruge bådens køleanlæg. Den larmer også...
Søndag morgen tidligt stævnede vi mod syd, og da vi anløb Egina, var der opbrud i havnen, så vi var heldige at komme til kaj. Vi kan begynde at mærke en stigende trængsel, og charterbådene er igen begyndt at fylde godt op. Der var rigtig dejligt i byen, og vi fik bestilt en bil til næste dag.
Det var også dejligt, at der var en anden dansk båd i havnen, oven i købet nogen, vi kendte, så der blev sludret. Egina er hurtigt overset, men de seværdigheder, vi havde valgt ud, var absolut flotte. Først kørte vi ud til kirken og klosteret Moni Agiou Nektariou, imponerende bygningsværker, der ligger meget smukt. Der var ikke langt til Afaia- templet, der lå på en bjergtop, hvorfra der var en skøn udsigt, og i Agina Marina slentrede vi rundt og ærgrede os lidt over, at vi ikke var sultne endnu, for hvor var her mange dejligt beliggende spisesteder! Sikke en natur.. Vi havde købt en stor pose pistacienødder, der er et kendt og godt lokalt produkt på Egina, og da vi kom ud at køre, fik vi rig lejlighed til at kigge på træerne, hvorpå nødderne hang i klaser..
Dejligt med aircondition i bilen. Men vi ville videre næste dag, så bilturen sluttede vi af med at køre ned til Perdika, hvor vi bogstaveligt talt sad i vandkanten og nød en dejlig frokost.
Da vi var tilbage i båden, ville vi over og invitere Jalifours besætning på en drink som tak for sidst, og løb lige ind i et andet dansk par, vi havde mødt på Ithaka. Vi endte alle på Jalifour, hvor vi aftalte at følges ad ud at spise om aftenen. Det blev rigtig gemytligt, men vore veje skiltes allerede næste morgen tidligt, hvor nogle skulle mod øst til Kos, nogle skulle vente på gæster, og vi ville videre til Hydra.
Det blev en rigtig flot tur, bl.a. gennem strædet ved Poros, og da vi kom til Hydra og det virvar, der er af færger, turbåde, charterbåde og nogle som os, lykkedes det ved skippers koldblodighed at få hækken til kaj. En grim en af slagsen, ganske vist, for alt for høj til, at folk med almindelig benlængde kan forcere den, så der var mange forskellige landgangsmåder, efterhånden som vi fik 2 - 3 rækker uden på os. Alle med anker i stævnen. På modsatte side af havnen lå der lige så mange, så der var underholdning for alle pengene, når der skulle manøvreres rundt. Det mindede om Tunø i gamle dage, bortset fra mængden og størrelsen af bådene og antallet af færger..
Vi kom dog i land og besteg bjergsiden, så vi kunne se ud over området og var også rundt i den lille charmerende by, hvor heste og muldyr er eneste transportmiddel. Kun skraldebilen er motoriseret, så der var dejligt stille og ingen bilos i de bittesmå og stejle gader. Ganske mirakuløst kom vi næste formiddag ud af havnen uden at være viklet ind i andres ankertov; fra vandet kunne man se, at Hydra kunne være god til en vandretur, for der var smukt. Når vi kommer igen, har vi en landgangsbro, for skipper har lige bestilt en her på værftet, der er klar til os, når vi kommer tilbage til september!
Porto Heli var næste stop, og formålet var at få informationer om, hvordan vi nemmest kommer til Athen. Flyvebådene afgår herfra, og man kan også leje bil. Selve byen var ikke så spændende, men det er en flot naturhavn i en fin, beskyttet bugt. Største oplevelse var ankomsten af en megastor motorbåd, der blev mast ind mellem rækken af både, der lå ved kajen. Det så ganske vanvittigt ud, men efter lidt trækken og firen faldt alt til ro. Port Police var mødt op og forestod manøvren, ikke så meget med sømandskab som med autoritet!
Denne etapes sidste sejltur blev rigtig flot, så det lover godt for vores tilbagevenden. Vi sejlede ind i den meget smukke bugt, hvor Kilada og bådværftet ligger, og vi smed ankeret og nød synet af landskabet. Vi fortrød senere, at vi ikke var blevet for anker natten over, men da vi kaldte værftet, fik vi at vide, at vi var velkomne til at sejle ind og lægge os parat, for vi var første båd til liften i morgen tidlig. Det gjorde vi, blev godt modtaget og fik ordnet nogle formaliteter.
Alt er gået fint, og vi er næsten klar til at tage af sted i morgen tidlig - taxa'en er bestilt til at komme og hente os kl. 05.00.
Det blæser meget, så meget, at det næsten var en kamp at sidde udendørs på en af byens taverner og spise i aftes, og så er det meget varmt at stå på land. Alt i båden er varmet op, så det er svært, nærmest umuligt, at opbevare mad ombord. Men der er steder nok at spise, byen er hyggelig med søde mennesker, og turisterne er alle sejlere, så det er ikke så indviklet.
Det har været en dejlig forårssæson. Speciel på den måde, at vi har haft mange besøg, sammenlagt en hel måned, men det har været rart og sjovt, og det er dejligt at have andre at dele oplevelserne med. Og dem har der været mange af. Vi er faldet godt til i Grækenland, her er smukt og befolkningen er venlig og imødekommende.
Vi glæder os til gensynet i september, hvor vi håber, temperaturen er faldet lidt, og at der er kommet mere styr på den økonomiske og politiske situation, så den enkelte græker ikke skal være utryg for fremtiden. Der er mange facetter i alt dette, og jo mere, man hører, jo mere bliver man klar over, at der ikke er nogen nem løsning.
Tak for hilsner fra alle Jer derhjemme. Vi ønsker alle en god sommer, og vi melder os igen til september.
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa


skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 54 Messolongi - Piræus
Rejsebrev 54
Messolongi 03/06/2012 – Piræus 14/06/2012
Her i Piræus er det meget varmt, og vi er enige om, at varmen for alvor kom i Messolongi, hvor vi kom til et ganske anderledes landskab end det, vi havde sejlet i omkring øerne. Det var fladt,
marsklignende, med sumpe (myg!), og bjergene lå trukket tilbage fra havet. Messolongi bød på mange oplevelser: Vi var inde og se helteparken, hvor der bl.a. står en statue af den engelske digter Lord Byron, der støttede Grækenland mod tyrkerne. Lige ved siden af helteparken findes den smalle Exodus-port, hvor igennem 9.000 af Messolongis indbyggere forsøgte at flygte fra tyrkerne natten mellem den 22. og 23. april 1826. Det berettes, at kun ca. 2000 slap væk; de øvrige blev brutalt nedslagtet...
På vejen hjem derfra var der noget meget mere festligt, der mødte os, idet vi kom i snak med en af mange meget flot klædte herrer. Vi havde godt tidligere på dagen lagt mærke til, at der var musik og mange mænd klædt i nationaldragter overalt i byen, der i øvrigt er universitetsby og derfor med mange unge i gadebilledet. Han kunne fortælle, at det var en fest, der foregik 2 gange om året til minde om et tidligere krigsslag, og der var i den grad fest og farver. Musikken var, som når man trækker en kat i halen - i hvert fald efter vores smag. Den søde, lettere overrislede unge mand fortalte, at der skulle være optog om aftenen, og vi skulle da ind og overvære det. Det kom også, men uden den disciplin, vi har set tidligere ved den slags lejligheder. Pludselig stødte en hel masse heste til, og i hver fald skipperinden blev noget nervøs ved at stå tæt på gaden, for det var lidt voldsomt indimellem. Da vi hørte, der først skulle ske mere om søndagen, fortrak vi og gik hjem og gjorde klar til at sejle til Patras søndag formiddag.
Godt tanket op med el og vand, blev vi venligt modtaget i Patras, hvor det viste sig, marinaen havde alle faciliteter til den halve pris! Vi havde planlagt en udflugt herfra næste dag, så vi brugte eftermiddagen til at se lidt på byen, og var bl.a. højt til vejrs ved den gamle borg, hvor udsigten var formidabel. Vi fik fundet ud af bus- og togforbindelser, så næste morgen var vi ved banegården kl. 6.30, fik købt billet, og det viste sig så, vi skulle med bus. Banen på den strækning havde ikke været i brug i flere år! Vi havde set en TV-udsendelse om det, men var ikke klar over, det lige var der. Vi kom til Diakofto efter en flot tur, og ventede så lidt på, at bjergbanen til Kalavrita skulle afgå. Vi var kun få passagerer og en særdeles flink togfører, og det gav muligheder for at tage bedre billeder, hvilket var godt, for det er nok det mest fantastiske, vi endnu har oplevet af den slags. Sikke en natur! Vi kørte inde i bjergene, over svimlende slugter og buldrende vandfald i et voldsomt, men også smukt landskab med masser af frodighed.
Vi ville besøge Kalavrita, en højtliggende bjergby med en særlig historie, som vi fik godt indblik i på byens museum, et såkaldt Holocaust-museum. I tidligere tid havde byen været særdeles driftig med en arbejdsom og velhavende befolkning, og der var fine plancher og genstande, der fortalte om byens beboere og deres levevis.
Under den tyske besættelse i 2. verdenskrig gjorde Kalavritas befolkning indædt modstand og var så stor en torn i øjet på besættelsesmagten, at denne besluttede at sætte en stopper for modstanden. Den 13. december 1943 blev samtlige mænd og drenge over 15 år i byen dræbt, og børnene og kvinderne blev låst inde i skolen, som der blev sat ild til. Det lykkedes dem at undslippe, og det fortælles, at de tyske soldater ikke forhindrede dem deri. Museet var indrettet i skolen, og det var en rystende oplevelse at få indsigt i, hvad de mennesker havde været udsat for. Der var flere nulevende, der på TV-skærme kunne berette meget personligt, hvad der var sket, men også, hvordan det var lykkedes dem at komme videre i livet.
Vi var også oppe at se klosteret Moni Agias Lavras, hvor ærkebiskop Germanos hejste den græske oprørsfane i 1821. Det blev starten på den frihedskrig, der afsluttede 400 års tyrkisk besættelse. En flot statue af Germanos og et fint kloster, hvor skipperinden måtte have en af de til rådighed værende slå-om-nederdele på. Et par bukser til midt på læggen var nemlig ikke tækkelige nok, hvorimod en lårkort nederdel havde kunnet gå an. Sådan er stederne så forskellige… Udsigten fra klosteret var for øvrigt hele turen værd. En tur, vi måtte hyre en taxa for at gennemføre - oveni havde vi den oplevelse, at der på turen ned fra bjerget kom en sød lille skildpadde trippende over vejen. Heldigvis ramte vi den ikke - man kom til at tænke på vore pindsvin...
Så op i bussen igen, og det var en meget flot tur at køre tilbage. Chaufføren kørte lidt " ujævnt" om man så må sige, men vi kunne være helt trygge, sagde skipper, for hver gang, vi passerede en kirke eller et lille kapel (og det gjorde vi tit!), slog chaufføren korsets tegn hele 3 gange. Vi kom også godt tilbage til Patras, og inden vi gik hjem til et tiltrængt hvil, rundede vi den meget store kirke, Agios Andreas, efter sigende den største græskortodokse kirke på Balkan. Imponerende!
Vi skulle videre ind i Korinthbugten, og det var meget flot at sejle under Verdens længste skråstagsbro, der ved Rion forbinder det nordgræske fastland med Peloponnes. Der var kommet ret så frisk vind, så vi drønede til Trizona, en lillebitte hyggelig og køn ø kun et langt stenkast fra fastlandet. Det var ret svært at få fortøjet på grund af den stærke blæst, men det lykkedes at få en fin plads langskibs, og da vi havde været henne i "byen" og nyde omgivelserne, var vi en tur rundt på det, der egentlig kunne være en fin marina. Det er et pragtfuldt sted, der er lavet broer, og man kan se, der har været store planer. Men stedet forfalder nu, og er hjemsted for mange både, der overvintrer eller –somrer billigt, ligesom der var en del forfaldne, forladte både, som så ud til at huse bristede drømme. Og så er havnen meget brugt af sådan nogen som os. En skam, der ikke kommer skik på tingene; man kunne bare opkræve havnepenge, muligheden er der.
Hurtigt videre næste dag til Galaxidi, en rigtig hyggelig lille by beliggende meget smukt i en naturhavn, hvor vi fra bykajen havde den dejligste udsigt til pinjetræer på den anden side af bugten. Her var dog et livligt natteliv, der ikke var befordrende for nattesøvnen. Men også en taverna, hvor vi spiste nogle skønne muslinger...
Vi vidste, at vi ville få gæster igen i Korinth, og vejrudsigten meldte om temmelig meget vind om et par dage, så vi afkortede besøget i Galaxidi og sejlede tidligt lørdag morgen til Itea, for det er herfra, man - i hvert fald som sejler - har lettest ved at komme til Delfi. Og det skulle vi selvfølgelig opleve, nu, vi var så tæt på. Vi var superheldige og steg på bussen i det minut, den skulle afgå, og det var igen en utrolig flot bustur til Delfi. Man må sige, de har haft sans for at lægge deres helligdomme på nogle fantastisk smukke steder, guderne. Vi har efterhånden set rigtig mange græske og romerske ruiner og udgravninger; vist var det interessant og et fint museum. Men det var beliggenheden i bjerglandskabet, der virkelig gjorde indtryk. Det lykkedes os ikke at mærke noget til det berømte orakel, så vi fik ikke nogen varsler med os derfra, men det har jo også været nedlagt i mange år...
Itea som by kom vi ikke ind på livet af. Vi var trætte, da vi kom tilbage til båden, så der skulle bare handles, og så var det kvælende varmt. Havnen var endnu et eksempel på noget, der var gået fuldstændigt i stå, og som halvfærdigt kunne få lov at forfalde. Men vi lå godt og gratis fortøjet sammen med en del andre både. Man synes, at det ved en beskeden indsats burde kunne lade sig gøre at få havnen gjort færdig og så begynde at opkræve havnepenge, men det må vi nok hellere lade være at kloge i... Det skal bemærkes, at efter vi forlod De ioniske Øer er charterbådene helt forsvundet; det er udelukkende mennesker, der sejler i egen båd, vi møder. Og der er blevet længere mellem bådene.
På spejlblankt vand sejlede vi til Korinth og fik den sidste plads ved kajen i fiskerihavnen. Nu skulle vi vente på vore gæster, og vi havde god tid til at kigge nærmere på byen og dens seværdigheder. Det er en meget livlig by med mange butikker, og vi besluttede også at tage bussen ud til Gamle Korinth, selvom vi efterhånden havde set "sten nok". Det var igen et fint besøg med andre oplevelser, bl.a. var det specielt at kigge op på det enorme Akrokorinth, en fæstning på toppen af bjerget, men der er langt op, og vi orkede ikke turen i varmen. Det tilhørende museum var godt og informativt, men det er efterhånden mange af de samme ting, vi ser. Det kan ikke være anderledes.
Der var mange mindre erhvervsfiskere i havnen. Vi havde god tid til at studere dem, og kom også ”på hils” med nogle af dem. En formiddag var der stor opstandelse, for Port Police var ombord på alle bådene og kontrollere både fangst og redskaber. Der var et leben uden lige på kajen, for hele familien og omgangskredsen skulle jo overvære det. Men det foregik i fuld fordragelighed.
Vi fik handlet, så vi kunne modtage Ulla og Svend Erik, som vi hentede ved bussen omkring middag. De fik naturligvis lidt af et varmechock, men klarede det fint, og især var det godt at finde en bar med skygge, en kold øl og en god TV-skærm, så vi kunne se fodbold. Også godt, de to mænd, der sad ved bordet ved siden af, syntes, Danmark spillede bedst mod Portugal...
Allerede næste morgen tidligt gjorde vi os klar til at sejle gennem Korinthkanalen, for der var varsel om hård vind i løbet af et par dage, og det så ud til at skulle vare længe. Så vi besluttede at bruge tiden til at opleve Peloponnes i bil og lægge os i en god marina i Piræus og undlade at sejle ud til nogle af de saroniske øer, hvor vinden så ud til at ville blive endnu kraftigere. Der var allerede meget vind, da vi kom ud af havnen og skulle sejle over til kanalen. Vi var heldige og ventede ikke mange minutter, så fik vi tilladelse til "fuld speed ahead", og eventyret kunne begynde! Det var virkelig flot! Faktisk svært at beskrive, for det er jo "bare" en kanal, men man sejler nede i dybet og ser op ad de høje sider og føler sig lille og lidt ydmyg. Sikke et arbejde at bygge et sådant anlæg! Vi nød det i fulde drag, og alt for hurtigt var det slut. Efter at have betalt afgiften, sejlede vi ud og rullede genuaen ud. Det gik stærkt, for det blæste godt, så vi lagde allerede til på en fin plads i Zea marina i Piræus efter ca. 7 timers sejlads. Ulla har ikke tidligere været meget for livet til søs, men hun sad og følte sig som "bølgebryder" og nød de fascinerende bølger og den flotte udsigt.
En god middag med udsigt over den flotte marina i varmt, silkeblødt mørke afsluttede en dejlig dag. Nu gælder det Peloponnes, og de seværdigheder, vi kan nå at indtage!
Trist for Jer derhjemme, at vejret ikke er så sommerligt! Her er det så varmt, at vi godt kunne undvære nogle grader til Jer. Tak for hilsner til Jer alle!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 53 Lefkas - Messolongi
Rejsebrev 53
Lefkas 21/05/2012 - Messolongi 03/06/2012
Lad det være sagt med det samme: Skipperinden gruer altid lidt for havnemanøvrerne med anker, men her i Messolongi Marina, hvor man modtages og får hjælp til de såkaldte "lazy lines", hvor der er landstrøm og vand på broen samt alle bekvemmeligheder i øvrigt - ja, her er altså ret kedeligt! Man savner udsigten til de grønne bjerge og/eller aftenstemningen fra alle tavernerne, de stille morgener, hvor solen titter frem over bjergkammen...
Vi har nu sagt farvel - og heldigvis på gensyn - til de Ioniske Øer, som var langt mere, end vi havde forventet: Grønne og frodige med en blomsterpragt uden lige. Storslåede bjerglandskaber med fantastiske højder og slugter, badestrande og små vige med turkist vand og kridhvidt ral. Hyggelige landsbyer i pastelfarver (de hvide huse med blå skodder kommer jo senere!), tavernerne og cafeerne i vandkanten (og her manglede de blå og hvide farver ikke!), søde og hjælpsomme mennesker overalt. Ja, I kan nok høre, vi har tabt vort hjerte til øerne, og så har vi endda Zakynthos til gode til hjemturen. Det har været fint at leje bil og således også komme ind i landet.
Lefkas med højderne, landsbyerne og den hyggelige hovedby, som vi efterånden har lært godt at kende. Keffalonia, som bød på mange kontraster i form af bjergformationer og bugter, der næsten tog vejret fra en, og hvor vi var heldige at få lidt åndelig føde i klosterkirken og den tilhørende smukke og fredfyldte have med alle roserne, før vi tog til vingården og smagte - og købte - den skønne hvidvin, Robola, som Keffalonia med rette er berømt for og stolt af. Man kan absolut smage forskel på den og så de flasker, vi har fundet ud af at drikke til daglig - og med velbehag - som købes lokalt i 1½ liters flasker og koster omkring 2½ €...
Forbi Skorpios, hvor man da godt kan forestille sig, Onassis med fruer kunne hygge sig. Meganissi - den var et gensyn fra sidste år, og denne gang nåede vi ud på en gedigen travetur i skønt vejr og med den ene betagende udsigt efter den anden. Og at kunne nyde en velfortjent, kold øl i så dejlige omgivelser, ja, som Svend Erik siger: "Det er ikke så ringe at være pensionist!"
Ithaka, her mærkes historiens vingesus. Det kunne læses i WA fornylig, at en italiener mener at kunne dokumentere, at Odysseus slog sine folder i de nordiske farvande, men skønt det må indrømmes, at Homérs digtning ikke står lysende klart, ja, så MÅ det være på Ithaka, Penelope ventede på ham. Og Nausikaa befinder sig såre vel i disse farvande, slår lidt med halen en gang imellem som tegn på, hun føler sig hjemme... Og grækerne undrer sig slet ikke over navnet!
Det var også på Ithaka, vi for alvor blev introduceret til, hvor mange slags ouzo, der produceres i Grækenland. Ulla og Svend Erik insisterede på at give en ouzo på Cafe Poseidon, og vi måtte medgive værten, at den, han serverede var særligt god. Så den måtte vi da også lige have et par flasker af. Vi var for øvrigt på lokalt destilleri i Lefkas. Peter, fra s/y Johanne Marie, viste os stedet, hvor vi købte deres egen lokalt producerede ouzo og metaxa, begge i 1½ liters vandflasker, velsmagende og billige. Der var smagsprøver, og det blev ganske festligt. Vi forstod ikke en stavelse af det, damerne forklarede, men vi fik handlet ved hjælp af fagter og gebærder, blyant og papir! En ouzo på torvet med tilhørende mezes fuldendte oplevelsen, mens solen bagte og gav liv på gader og stræder.
De Ioniske Øer har for os været mere natur end kultur! Det er et fantastisk farvand at sejle i: Små, beskyttede naturhavne, hvor der er læ og hygge. Når man runder en pynt, ser man ofte et lille kapel eller en lillebitte kirke ligge næsten i vandkanten, og man kan så spekulere på, om man kun kan sejle dertil? Men som regel er der en "gedesti", hvor man skal holde tungen lige i munden for ikke at falde i dybet. Smukt er det!
Til kultur hører også madoplevelserne. Vi har smagt en masse græske specialiteter, og indtil videre har vi ikke mødt noget, vi ikke syntes om. Det er en solid kost, man bliver dejligt mæt, og vi har kun mødt venlig betjening. Og man kan gå ud og spise uden at få tegnebogen lænset - som regel kan vi spise og drikke godt for under 15 € pr. person.
Det har været tankevækkende at gå rundt i områder, der har været så ødelagte af jordskælv. Bjergene virker voldsomme og lidt i uhyggelige, når man tænker den dimension med. Især skælvet i 1953 gik hårdt ud over øerne, og det kan naturligvis ses på de nybyggede huse. Det gør jo, at gaderne ikke har den samme gamle charme som f.eks. Korfu By har. Men der er gjort meget for at bygge op, og de fleste steder er der også rent og pænt. Vi nordboere bør nok lige huske på, når vi bliver lidt forargede over "roderiet", at man mange steder har haft meget andet og mere at kæmpe imod, end vi har på vore breddegrader...
Det leder tanken hen på, hvordan det mon vil gå Grækenland i fremtiden? Vi forsøger at følge den politiske situation og er spændte på, hvad nyvalget vil ende med. Det er grækerne også. Alle ved jo, at på denne måde kan det ikke fortsætte, men der er mange synspunkter og hensyn at tage.Og det er menneskealdres traditioner, man er oppe imod, når ændringerne skal søges gennemført. Det ved man jo godt, tager tid...
Nu er vi så på det græske fastland og glæder os til at opleve oldtidsminderne, som byder sig til overalt. Vi må bl.a. se, om oraklet i Delfi kan bibringe os nogle varsler?
På turen gennem Korinth-kanalen får vi igen besøg hjemmefra, som vi har nævnt i logbogen. Det er dejligt og hyggeligt, at familie og venner har lyst til at sejle med.
I disse dage, hvor vi som nævnt har vand og strøm til rådighed, er der forskelligt, vi skal have gjort, men vi skal nu også lige ind og slentre lidt rundt i Messolongi By, som ser hyggelig ud. Vi få ikke skrevet helt så mange mails, som vi plejer, for vi holder lidt igen med strømforbruget, når vi ligger i havnene - som er gratis eller i hvert fald meget billige, og hvor der naturligvis så ikke er den slags nymodens faciliteter.
Dog, det er nu ikke kun på grund af det med landstrøm, at vi ikke får skrevet så mange mails, for i modsætning til tidligere, er vi begyndt at møde mange danskere. Det er dejligt at snakke med landsmænd, som regel over en lille drink eller to, og det går der meget god tid med.
Klokken er 11, og vi har kun 26 gr. i kahytten. Det er med at få gjort det nødvendige om morgenen, for midt på dagen bliver her varmt, rigtigt varmt. Vi kunne godt unde Jer derhjemme nogle af vore varmegrader, for det ser ud til, at sommeren faldt i pinsen?! Vejret her - når det ellers er stabilt som nu - følger et bestemt mønster: Stille om formiddagen, over middag frisker vinden, som så lægger sig igen ud på aftenen. Der har været mange dage med fint sejlvejr om eftermiddagen, men som I nok har forstået, er det ikke så rart - i hvert fald ikke efter skipperindens mening - at lægge til i kraftig vind, når det foregår med anker og hækken mod kajen! Havnene er beskyttede mod sø fra havet, ja, men der er nogle steder nogle meget kraftige faldvinde ned ad bjergsiderne. Det giver jo god underholdning at se andre bøvle, for det kan virkelig drille, ligesom det ikke er rart at få flere end sit eget anker med op, når man skal afsted. Så vi sejler mest om morgenen, hvor det er meget nemmere, og så er chancen for at få en god plads også meget større, når man ikke kommer sent ind.
Vi vil slutte med at ønske en God Grundlovsdag og Fars Dag, og så håbe, at sommeren også vil komme til Danmark! Tak for hilsener af enhver art - de er altid mere end velkomne!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 52 Cleopatra Marina (Preveza) - Lefkas
Rejsebrev 52
Cleopatra Marina (Preveza) 20/04/2012 – Lefkas 21/05/2012
Det er jo Middelhavet, vi sejler i, men der er ikke meget ”middel” over vinden! Enten er det blikstille, eller også blæser det meget – og det gør det lige nu. Så er det jo rart at ligge trygt fortøjet i en marina…
Men vi er godt tilbage på Nausikaa, og har allerede haft nogle dejlige oplevelser, siden vi blev søsat den 28. april. Klargøringen er i år gået som en leg, for vi har haft helt perfekt vejr til det. Vi kunne forstå på vore naboer på pladsen, at de ikke havde kunnet lave noget som helst i tiden før, vi kom, på grund af regn, kulde og blæst. Hvor heldig kan man være?
Vi var lidt spændte på at komme tilbage til Grækenland og se, hvad al den uro omkring landets finanser og parlamentsvalget ville betyde for dagligdagen. Indtil videre har vi ikke noteret os nogen særlig forskel, men vi har talt med andre danskere, der eksempelvis har oplevet, at det ikke var muligt for grækerne at hæve i pengeautomaten, ligesom det er blevet meget mærkbart, at ejendomsskatten skal betales via el-regningen. Ingen skat – ingen strøm!
Vi nåede at lære Préveza lidt bedre at kende – det er en dejlig by med flinke indbyggere. Ret hurtigt efter søsætningen satte vi dog kurs mod det smukke Korfu, og det blev til et meget positivt gensyn. Vores første sejltur blev i varmt solskinsvejr og spejlblankt vand, og vi valgte at gå ind til Mandrakis marina lige ved det gamle fort i Korfu – et hyggeligt, intimt sted, hvorfra det var nemt at gå op i byen. Vi valgte dog at modtage første hold gæster i Gouvia marina, hvor faciliteterne er lidt bedre. Kasper, Julie, Maiken og Jakob kom som planlagt lørdag den 5. maj om formiddagen, og vi havde en herlig uge sammen, hvor vejret var rigtig godt. Vi fik besøgt Korfu by, Paxi og Mourtos, der blev badet, sejlet i gummibåd, spist is, drukket kolde øl og hygget. Kasper fik snart lært, hvordan chokoladeis ser ud – og smager!
En uge går hurtigt, og den 12. blev der skiftet besætning, for Mads, Christian, Marie-Louise, Susanne og Morten kom med den flyver, som Jakob & Co. skulle flyve hjem med. Det var MEGET varmt, da de ankom, så det varede ikke længe, før shortsene kom frem, og Zeus’en, vores gummibåd, kom i brug. Den havde fået ny bund, og var nu i topform, så turen rundt om fortet gennem en lille kanal, var også en succes hos den nye besætning, ligesom Marie-Louise og Christian blev ret ferme til at ro. Men meget skal læres, bl.a., at Zeus’en ikke bliver liggende, hvis den ikke bliver fortøjet! Så farmand smed tøjet og svømmede ud midt i havnen, hvor Zeus’en stille og roligt drev rundt! Og en åre kan sandelig falde overbord – og så synker den altså…
Der blev også mulighed for at sejle ud i Kalami Bay og kaste anker, og så blev der badet til den store guldmedalje. Skipperparret er ikke vandhunde, men vi frydede os ved at se familien boltre sig. Selv Mads var med i vandet, og en tur ind til stranden i gummibåden for at hente is, det var et hit!
Vi havde den fornøjelse at fejre Mortens fødselsdag, og det skulle vi selvfølgelig benytte os af. Vi fandt en god taverna, men det var sin sag at komme dertil, for regn, lyn og torden af en ret så kraftig kaliber, holdt os om læ nogle timer. Vi vovede os dog ud og havde en fin aften. Desværre ville det ustadige vejr ikke rigtigt slippe sit tag, men vi besluttede alligevel at sejle en tur til Kassiopi på nordøstsiden af Korfu. Et herligt lille sted, hvor vi havde rimeligt vejr og rigtig hyggede os. Om natten var det slut med hyggen, i hvert fald for os, der sover i agterkahytten, for der var meget uroligt i havnen, så vi sejlede tilbage til Gouvia for at sikre vores nattesøvn. Der var nogle ret store bølger de første få sømil – Mads hujede og syntes, det var superskægt, mens Christian havde lidt besvær med mundvandet…
Korfu by skulle vi se nærmere på, bl.a. fordi alle børnebørn selv skulle være med til at vælge den gave, som vi normalt har med hjem til dem. Det gik der nogle hyggelige timer med, varmen var vendt tilbage, så det var fint at kunne gå lidt i skygge ind imellem. Mens Morten & Co. begyndte at pakke til hjemrejsen, gik skipperparret på besøg hos Jørn og Margit i s/y Drivert; de lå på den anden side af fortet og var på vej til Albanien. Det var hyggeligt lige at ses – vi startede jo samtidig hjemmefra for 5 år siden og fulgtes ad fra Kielerkanalen og til Amsterdam. I det hele taget er vi i modsætning til tidligere begyndt at møde mange danskere – også nogle, vi kender, og det er dejligt lige at få en snak.
Alt godt får som bekendt en ende, og der blev unægtelig MEGET stille ombord efter at vi havde haft fuldt hus i 2 uger. Man kan godt savne de små arme om halsen og hyggen med de større børn samt de mange gange, der bliver sagt hhv. ”Farfar!” og ”Farmor!” Men de skal hjem til hverdagen igen, og sådan skal det jo også være. Vi er meget glade for, at de vil besøge os, og sætter stor pris på, at begge vore svigerdøtre vil affinde sig med bøvlet ved at bo på så lidt plads. TAK fordi, I kom!
Vi sejlede til Gaios på Paxi, så snart, der var gjort klart skib. Igen i varme og havblik, og vi havde en dejlig – og meget, meget stille og rolig aften. Næste morgen var det fortsat skønt vejr, så turen til Lefkas var også for motor, skønt der den sidste times tid kom vind at sejle på. Men vi ville gerne gennem broen kl. 15, og sådan blev det. Ved anløb af marinaen, hilste vi på Peter og Birgitte, som i 2009 besøgte os på båden, mens de var på ferie i Puerto Mogan. Det var jo rigtig sjovt, at de lige skulle ligge der, og det endte med, at de viste os – og et andet hold danske sejlere – en af deres foretrukne taverner. Meget, meget gemytligt. Og da vi også skulle nå at hilse på besætningen på Pluto, en båd fra Kolding, er det endt med, at vi har fået helt ”travlt” nu, hvor vi skal gøre klar til næste hold gæster, der ankommer i aften. Skipperindens bror og svigerinde påmønstrer en uge, så vi må sige, at Nausikaa får lov at vise, hvad hun dur til i den retning. Det er fint, det kan lade sig gøre med besøg hjemmefra – det er rart, at vores ”projekt” kan være til glæde for andre end os selv.
Det ender med, vi når det hele. Vi har bl.a. fået lejet bil, så vi kan køre til lufthavnen og modtage vore gæster. Vi kan så komme ud og se lidt på øen i morgen, hvor vinden efter sigende har lagt sig.
Og så satser vi på at kunne komme lidt ud at sejle i dette smukke område.
Vi håber, foråret er kommet til Danmark! Tak for hilsener i enhver form. Når vi igen bliver alene to ombord, skal vi nok blive lidt flinkere til at skrive tilbage.
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen


Vælg fra hvilket år du vil læse rejsebreve: 2019  2018  2017  2016  2015  2014  2013  »2012«  2011  2010  2009  2008  2007