Rejsebreve fra 2007

Her kan du læse rejsebreve fra Nausikaa.

Rejsebrev 13 Viveiro - Sada
Rejsebrev 13
Viveiro 03/10/07 - Sada 1710/07
Tak for det gode vejr! Bortset fra den 13., som Maiken pga fødselsdag sørgede for, må det vel være de såkaldte vejrguder, takken skal rettes til!?
I hvert fald er vi meget taknemmelige for, at efteråret her i Nordspanien har været præget af så dejligt vejr. Vi har læst, hvor barskt og regnfuldt specielt Galicien kan være - det har vi ikke oplevet, tværtimod. Men i følge både aviser, TV og de folk vi taler med, er det også helt specielt i år, hvor Sydøstspanien er udsat for voldsomme regnskyl og næsten naturkatastrofelignende tilstande.
Vi har nu vort på det tørre! Vi står nemlig på land her i Sada - en problemfri optagning. Vi står rigtig fint og kan uden problemer leve i båden her fra onsdag og til lørdag morgen, hvor vi skal fange flyet i La Coruna, som skal bringe os til en 4 dages ferie i Madrid. Som skipper siger, skal vi lige hvile lidt ud oven på disse anstrengelser! Vi har jo travlt med at ordne alt det, der skal ordnes - en ganske anderledes og mere hyggelig oplevelse end sædvanligt for os begge. Her går vi jo og hjælpes ad og kan drøfte tingene. Ellers har vi jo været vant til, at skipper knoklede alene på havnen og ind imellem kom med et læs, som blev væltet ud derhjemme, hvor det nu kunne lade sig gøre, og så kunne skipperinden gå i gang med vask af tovværk, regntøj og alt det øvrige!
Viveiro var egentlig lidt svær at forlade. Vi var på toppen af San Roque, hvor vi havde en fantastisk udsigt over hele området i helt klart solskinsvejr. Og en dejlig middag på S/Y EOS hos nogle søde mennesker fra Enkhuizen fristede jo lidt til at sove længe, men nu ville vi videre mod La Coruna, som vi så ville se nærmere på allerede i år. Vi stod op til en lidt diset morgen, stille - og vi tøffede af sted, da skipper pludselig sagde:"Se lige!" Og i mellem to bjergkamme gav solen os en morgenhilsen, der var aldeles uforglemmelig! Måske det skyldes, at den forlod os og først kom igen de sidste få timer før La Coruna? Vi havde 52 sm - og igen i stille og roligt vejr. Vi rundede et par pynter, hvor man godt kunne fornemme, at her nok ikke var sjovt i blæsevejr, men vi kunne nøjes med at nyde klippeformationerne, selvom det kun var de sidste par timer før La Coruna, vi rigtigt kunne se, hvor flot, her er - også her! Det er et privilegium hele tiden at kunne sige, at det her er da det flotteste, vi endnu har set. Og det har vi sagt til hinanden rigtig mange gange.
La Coruna var - også - en god oplevelse. Allerede før vi lagde til, noterede vi os, at mængden af gæsteflag var betragtelig og der var masser af liv på bådene. Helt dejligt, for som skrevet tidligere, har vi ikke haft ret meget kontakt med andre i lang tid. En fremmed er jo en ven, du ikke har mødt endnu - og vi har da også mødt nogle mennesker, som vi vil holde forbindelsen med og gøre en indsats for at se igen. La Coruna er en imponerende by med en meget international stemning - en by, der er åben mod den nutidige Verden og samtidig rummer en lang række minder fra gammel tid. Vi tog bussen til Santiago de Compostela - og sikke en oplevelse. Der var en overvældende mængde gamle bygninger - især fra romertiden. Særligt gjorde katedralen indtryk, hvilket forstærkedes af, at vi overværede nogle pilgrimme ankomme dertil. Deres ansigtsudtryk og hele reaktion gav noget at tænke over...
Vi var nu tæt på Sada, og da vi var mætte af indtryk, sejlede vi fra La Coruna de 9 sm her til Sada. Vi havde haft en del morgentåge i La Coruna, men vi var heldige at kunne sejle ud med en blå, blå himmel og lige så blåt hav. Da vi rundede pynten, var det som at sige "Farvel og på gensyn!" til Torre de Hercules, det ældste fungerende fyrtårn i Verden - fundamentet er bygget af romerne. Et utroligt smukt fjordlandskab lå nu foran os, bjerge, vige, små og større byer, og vi anløb Sada i forventning om, at her skulle vi nok få nogle gode dage, hvilket vi bestemt også har haft.
Hver havn sin hejre - og det er altså fiskehejrer, der tales om! Vi har været her i hele 6 dage - og efterhånden er vi blevet så meget accepteret af havnens fastboende fiskehejre, at den spankulerer ganske tæt på os - herligt at få lov at iagttage den. Vi har også haft den glæde at nyde nogle skønne solnedgange, hvor himlen har antaget en farvepragt, der har været ganske usædvanlig flot - vi har jo kunnet spise vores aftensmad i cockpittet, selvom vi skriver medio oktober ... Bjergene her er ikke så høje og de ligger ikke så tæt som i Viveiro, så der slipper meget mere lys her til.
Vi har set så mange forskellige smukke steder og oplevet utroligt mange ting. Er også blevet bedre til at begå os her i Spanien, hvor folk er rigtig søde og hjælpsomme. Det er umuligt at sige, hvad der har været det flotteste eller det bedste - naturen her er dog en oplevelse, som mange flere skulle unde sig. Spanien er så uendeligt meget andet end sol og badestrande, som vi kender fra charter-rejsernes kataloger. Den forskellighed, der er mellem de enkelte provinser og den helt anderledes måde at leve på, har været spændende at lære noget mere om, og vi kan roligt sige, at vi glæder os til at komme tilbage til foråret.
Ser vi tlbage til den 4. maj, hvor vi tog hjemmefra - så er det næsten ikke til at fatte alt det, vi har set og oplevet. Det skal vi nu bruge vinteren til at få bearbejdet. Vi har bare så mange gode oplevelser med os - hele vejen gennem alle landene har der været meget at glæde sig over. Og meget at forholde sig til, men det er jo godt, så vi ikke går i stå...
Vi har nydt at have gæster - og vi håber, der kommer flere næste år. Meld Jer, hvis I har lyst til at være med ombord. Der er masser af lufthavne i Spanien og infrastrukturen er OK. Der går selvfølgelig nok ikke så lang tid, før vi er i Portugal, men mon ikke også, der er til at komme frem og tilbage?
Vi har også nydt at have god tid og ikke skulle ud i vejr, vi ikke havde lyst til. Det er virkelig noget af det, der har gjort denne måde at sejle på forskellig fra tidligere tider, hvor arbejdet kaldte, og vi skulle nå tilbage til en bestemt tid. Skal man endelig finde noget, der kunne have været "bedre", så har der været temmelig meget motorsejlads. Skipperinden har ikke villet ud i så meget vind - og så har det jo altså tit været sådan, at der var ret så lidt... Når man så skal nå et langt stykke til en bestemt tid, ja, så er der jo kun eet at gøre, ikke?
Vi har begge været spændte på, hvordan det ville være at forlade Nausikaa. Men vi er helt trygge ved det her i Sada. Der er et venligt og professionelt personale, som nok skal passe godt på hende - og vi tror faktisk, hun står mere beskyttet her end på havnen i Kolding.
Lørdag morgen tager vi så til Madrid. Vi har sørget for at have energi og lyst til at besøge nogle af de spændende museer og skipper synes også, vi skal en tur til Toledo (han har været der før og vil gerne vise skipperinden nogle ting). Det skal nok blive alle tiders - og det bliver det også at komme hjem! Vi har haft det forrygende - helt sikkert også på grund af det gode vejr især her på sidste del af turen. Men vi er også blevet bekræftet i, at for os er dette den rigtige måde at gøre det på: En tid på båden og så hjem og se til familie og venner. Vi glæder os til at komme hjem - og vil helt sikkert også glæde os til at komme ombord igen til foråret!
Det har drillet lidt med kommunikationen - i hvert fald set i det perspektiv, at skipper har gjort sig mange anstrengelser for at opdatere logbog m.m.Der har været langt mellem de trådløse netværk. Til gengæld har vi set et utal af internet-cafeer, hvilket jo også har været en oplevelse.
Tak til alle jer, der har sendt os e-mails og hilsener i gæstebogen, det har vi været rigtig glade for! Nu tager vi så hjem og passer dagligdagen på Egernvej, hvor vi vil være fra den 24.10.
Vi ser frem til at tage tråden op igen til foråret, hvor vi så også håber, I vil være "med på linien!"

Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 12 Santander - Viveiro
Rejsebrev 12
Santander 18/09/07 - Viveiro 03/10/07
Den, der vågner først (læs:først skal tisse!) tænder oliefyret! Det er blevet efterår. Og så alligevel ikke. Morgenerne er kølige og mørke - vi er jo 2 timer længere mod vest - men de allerfleste dage har været meget flotte vejrmæssigt med temperaturer som på en god sommerdag hjemme. Kl. er nu 20.30 - vi er først lige trukket ned om læ. Der er lidt regn ind imellem, men det er i småtingsafdelingen.
Hvor den første del af Spanien var menneskemylder, fest og farver har tiden siden Bilbao hovedsageligt været præget af dejlige og storslåede naturoplevelser samt mulighed for at lære om "gamle dage" i bred forstand. Besøget i hulerne ved Altamira, hvor museet gav en rigtig god inføring i tiden omkring og efter de meget berømte og 15.000 år gamle hulemalerier, var rigtig interessant ligesom middelalderbyen Santilliana del Mar var helt fortryllende. Turen her bød både på en god bustur og travetur og vejret var fantastisk - himlen var nøjagtigt så blå som på postkortene. Santander er en fin by, der ligger helt fantastisk flot og hvor vi fik nogle gode trave- og cykelture. Der var fyldt af mennesker på strandene selvom det var sidst i september.
Sejlturen til Gijon var en af de lange - ca. 90 mil. Vi startede fra Santander ved 5-tiden om morgenen i bælgravende mørke, og det var koldt! Men utroligt smukt også. Santanders lys fulgte os næsten til himlen fik morgengryets spæde farver og ved 8-tiden stod solen op som den livsbekræftende ildkugle, den er. Afløste månen og stjernerne, som mildnede stemningen lidt i forhold til de høje, mørke bjerge. Sejladsen langs kysten har givet mulighed for at betragte landskabernes forskellighed. Picos de Europas voldsomme skønhed blev afløst af lidt blidere konturer langs Costa Verde, som især efter Gijon tydeligt bar navnet med rette. Dønninger er her altid - af varierende størrelse og nogle ganske store. Men vi har rent faktisk oplevet at sejle på spejlblankt vand og i næsten umærkelige dønninger, sol og blå himmel - og så få besøg af en flok delfiner, som fulgte os i en halv times tid. Det kompenserer altså for en del vippeture!
De større byer har hver haft deres at byde på, og de mindre ligeså. Der er mange havne, men tidevandet og dønningerne gør, at mange af dem ikke kan anløbes af både med Nausikaas størrelse og dybgang. Der var nogle af de små fiskerlejer, vi godt ville se nærmere på, og det gjorde vi så, da vi lejede bil for 3 dage i Gijon. Vejret var med os, og det var en flot oplevelse at komme ud til kysten inde fra land og se det hele fra den anden side. Både de små idylliske byer og strandene med brændingen tordnende ind over klipperne.
Turen ind i bjergene/naturparken - Picos de Europa - var ubeskrivelig. Vi ankom til kirken ved Covadonga ligesom tågen lettede og kirkeklokkerne begyndte at bimle i de første solskinsstråler. Der var messe - og alt var meget stemningsfuldt. Derefter op til søerne, helt klart og stille vejr og med en bogstaveligt talt bjergtagende udsigt. Skipper ville endnu højere op, men turen med svævebanen ved Fuente De måtte han tage selv. Skipperinden havde fået højder nok i den omgang, men hvor var det flot!
3. dag i bil blev brugt til at køre til Sada og få aftalt vedr. vinteropbevaring. Det var rart at se stedet - turen dertil var lang og det regnede en del af tiden, men det var også en oplevelse at se bjergene i det lys og vejr.
Det har været ret ensomt både på vandet og i havnene de sidste mange uger. Derfor har det været dejligt, at vi i de sidste havne er blevet modtaget af andre gæstesejlere, der ligesom os gerne ville have en snak. Da vi lagde til her i Viveiro var der ikke mindre end to mand på broen, en fra Basel og en hollænder. Sidstnævnte har vi tidligere talt med, så det var et glædeligt gensyn og meget hyggeligt at se ham og hans kone til ost og rødvin i aftes. Dem vil vi helt sikkert møde igen - de vil tilbringe vinteren ombord og "gøre" NV-Spaniens fjorde næste år.
A pros pos ost og rødvin, så har skipper sørget for, vi har smagt en masse lokale rødvine - og vi har forsøgt os med nogle spanske oste og det med stor succes! Vi må sige, vi har det yderst behageligt. Vi er også ved at finde os godt til rette i det spanske - har lært lidt mere om, hvordan alting fungerer. Det er bemærkelsesværdigt, hvor forskellige provinserne er. Cantabrien og Asturien var vi ved at blive ret fortrolige med, vi havde jo haft base i Gijon nogle dage og begivet os en del rundt. Men da vi kom til Galicien var det som at starte forfra. Et helt andet lokalt sprog og anden måde at gøre tingene på. Men vi skal nok komme efter det - og vi møder også hjælpsomhed og venlighed hos befolkningen. Det er mget småt med trådløst netværk - og der er meget længere mellem telefonboksene end i Frankrig, men vi har jo tid til at gå rundt og finde faciliteterne...
Vi har nu kun ca. 50 sm, der skal tilbagelægges, før vi skal til at have båden gjort klar til at komme på land. Det er skønt at have god tid. Viveira, som vi er i nu, er en hyggelig by, der ligger i et meget smukt område, men da der i dag har hængt lave skyer over os, har det ikke været vejr til at "bestige bjerget" og komme op og få udsigten. Det håber vi så på, det bliver i morgen!
Tak for indlæg i gæstebog og e-mails; det er så urtoligt dejligt at høre fra Jer derhjemme. Og vi glæder os til at komme hjem - via Madrid, som vi vil bruge nogle dage i.
Vi forventer at være hjemme den 24.10., men formentlig bliver der lige et lille sidste rejsebrev.

Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 11 Saint Jean de Luz - Santander
Rejsebrev 11
Saint Jean de Luz 03/09/07 - Santander 18/09/07
Med regnen trummende på ruffet og de uldne sokker på, skal man lige minde sig selv om, at i går gik vi shorts! Vi har jo i den grad haft sommer de sidste mange dage - og DET vænner man sig hurtigt til! Og de sidste uger har unægteligt været præget af fest og farver, så den grå himmel lige nu er fremmed....
Vi var jo blevet fortrolige med Frankrig og den måde, alting fungerede på der. Det var overraskende, at de 6 sm, der var til Hondarribia, hvor Maiken og Jakob ville ankomme til med fly ( der ligger nemlig San Sebastians lufthavn!) skulle betyde en sådan forskel, men det var tydeligt, vi var kommet til et helt andet land. Vi blev godt modtaget af en sød kvinde på havnekontoret, som kunne fortælle os, at der var fiesta - et af årets højdepunkter, så ingenting var helt normalt - og meget var lukket!
Det blev en opgave at få provianteret - på turistkontoret, som vi fandt efter en del søgen, fik vi god hjælp, og vi fandt et velassorteret supermarked, selvom der var langt at gå.
Skipperinden måtte også erkende, at den smule spansk, der var med hjemmefra ikke var stort bevendt - for det var altså Baskerlandet, vi befandt os i. Alle skilte og benævnelser er på baskisk - så det var lidt svært at orientere sig. Folk, vi mødte på havnen, henvendte sig heller ikke eller hilste, som vi var vant til og de inviterede ikke ligefrem til, at vi spurgte om hjælp, selvom de sikkert har været flinke. Og så var der jo fiesta'en! Der var et mylder på gaderne, meget støjende trængsel og skyderi og fyrværkeri i eet væk! Men det var også interessant at opleve, når der fejres en national begivenhed - vi fik ikke nøjagtigt styr på, hvad det handlede om, men noget med krigen mellem Spanien og Frankrig i 1500-tallet ( tror vi nok).
Da vi gik til lufthavnen for at tage imod Maiken og Jakob lørdag morgen tidligt, var der allerede masser af folk på gaderne og de forskellige "hold" til dagens processioner var ved at samle sig. Det var skønt at se de unge, og senere på dagen måtte vi jo ind og vise dem byen ( hvor især den gamle bydel er utroligt smuk) og tage lidt del i løjerne. Det var en oplevelse at stå i menneskemængden og betragte - og høre - de mange optog.
Da vi dagen efter ankom til San Sebastian, troede vi ikke vore egne øjne. Et stykke uden for havnen var der samlet en hel masse både, og inde på land var der så mange mennesker alle vegne, at vi aldrig havde set noget lignende. Vi fik besked på, at vi ikke måtte sejle ind i havnen. Det lykkedes os at få at vide, der var fest og at denne nu kulminerede i en roer-konkurrence! Vi kom ind i havnen i mylderet, da konkurrencen var overstået - der var musik og stor modtagelse af det vindende hold. Sikke et leben! San Sebastian er flot - men vi valgte at forlade den dagen efter, for det var ikke så rart at være i havnen. Nåede dog op på bjerget Urgull, hvorfra byen og bugten viste sig i al sin pragt - og en vandretur i byen blev det også til, den har meget at byde på.
De unge fik prøvet de fine sandstrande af - her i september er folk på stranden som på en dejlig sommerdag hjemme. Kysten er præget af bjerge og strande, grønt og frodigt og da vejret har været så flot, har det været nogle meget smukke sejlture. Det var helt rart at opholde sig i en lille rolig havn - Getaria - som ligger skønt og hvor vi blev rigtig godt modtaget af havnepersonalet. Vi trængte til at hvile ørerne, for både i Hondarribia og San Sebastian var der en helikopter over hovederne på os meget af tiden.
Bilbao var næste stop og herfra skulle Maiken og Jakob med flyet tilbage. Byen var bestemt en oplevelse - man kan også her mærke, at Baskerlandet har sit eget "væsen", og byen er en speciel blanding af gammelt og nyt. Da vi ville forsøge at få en øl på en af barerne, blev vi meget bestemt gennet fra bordet, da man kun måtte sidde der, hvis man ville spise. Efter lidt traven rundt, fandt vi et mere indbydende sted med en flink tjener, og vi fik vores øl ude i solskinnet. Guggenheimermuseet er nøjagtigt så storslået, som man forventer det. Bygningen i sig selv var den største oplevelse - udstillingerne var nemlig for en stor del under ændring og derfor lukkede. Men vi fik set os om både udvendigt og indvendigt - og det er absolut et helt specielt sted.
Det er jo altid skønnere at sige goddag end farvel til nogen, man holder af, men alt godt får en ende, og da vi atter var alene ombord, fortsatte turen vestover fredag den 14. sidst på formiddagen. Vi kom her til Santander først på aftenen og har fået en god plads i en marina, som ligger lige ved siden af lufthavnen. Langt væk fra byen, så vi tager bussen ind til byen, som vi kiggede nærmere på i lørdags. Her er rigtig dejligt - og da der er en lille landsby, som vi gerne vil se og som ligger ikke så langt herfra, vil vi nok blive her til vejret igen er blevet, så man kan komme ud og opleve noget. Hvor er det et privilegium at have god tid!
Folk her i Cantabrien - oplever vi i hvert fald - er mere åbne og imødekommende end i de baskiske byer, og vi føler os mere velkomne. Her er meget at se og foretage sig, vi skal bare lige lære det "spanske system" lidt at kende, så skal vi også nok komme til at føle os hjemme her. Det er spændende at se så meget forskelligt - det er jo hovedformålet med turen - men det er da også lidt anstrengende hele tiden at skulle sætte sig ind i andre skikke og handlemåder. Men det, at tingene nu står på spansk, og man får hjælp til at finde ordene - ( flere har også kunnet engelsk) - er en rar oplevelse.
De allerfleste sejlere, vi har mødt, har ikke været inde i "hjørnet" af Biscayen - dvs den sydøstligste del. Det er synd, for her er meget at opleve, hvis man har tid nok til det.
Nu er vi spændte på, hvordan den sidste måned vil forme sig - især håber vi, det gode vejr atter vil indfinde sig, for der er som sagt meget at foretage sig i dette område af Spanien. Der er nogle praktiske forhold med bådens vinteropbevaring, vi skal til at have alvorligt fat på, men forhåbentlig vil det gå fint. Her i marinaen er der en del englændere, der efterlader båden, da der er gode forbindelser til UK. Der er mange havne og dermed mange muligheder, så foreløbig tager vi det roligt.

Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 10 La Rochelle - Saint Jean de Luz
Rejsebrev 10
La Rochelle 16/08/07 - Saint Jean de Luz 03/09/07
De bjergtoppe, vi her fra havnen kunne sidde og kigge op på i aftes, er her til morgen gemt bag nogle tunge skyer - men der er ved at komme blå huller i himlen, så mon ikke bjergtoppene snart dukker op igen? Nu kan vi nemlig se til Spanien! Så dette rejsebrev skal omhandle "Sidste franske etapes højdepunkter" - et par af disse helt bogstaveligt.
Og vi HAR næsten haft vores egen Tour-de-France, for hvor har vi cyklet meget på nogle pragtfulde cykelstier - det har der været så godt som hvert eneste sted, vi har besøgt siden La Rochelle.
Tilbage dertil - for vi valgte jo at se det store aquarium - og godt for det, for det var en helt usædvanlig oplevelse. Ikke bare var der en utrolig mængde af havdyr fra alle verdensdele, men den måde, det hele var arrangeret på, var meget imponerende - sikke en masse vi lærte om ting, vi aldrig havde anet noget om.
Der var endnu et par øer på programmet. En lille fin tur en morgenstund fra La Rochelle over til Ile d'Oleron, hvor havnen St. Denis var et rigtigt lille smørhul. Dejlig havn, alle faciliteter - og en masse at se fra både cykel og "Apostlenes heste". Saltindvinding, østers, badestrande - som gælder hele området her, men hver egn har alligevel sit eget særpræg. Det var også herfra vi tog en lille færge over til Ile d'Aix, da der var for megen blæst til, at vi selv ville binde an med at ligge for svaj derovre. Vi sejlede forbi fortet Boyard, som ligger ude i vandet og ser lidt skræmmende ud - og på selve øen tog vi en guided tur rundt på et andet stort fæstningsværk, Liédot. Den berømte bygherre Vaubin har været overalt, - han havde speciale i forter og fæstningsanlæg. Der var mange ting, der skulle tænkes ind i konstruktionen af sådanne bygninger, hvor mange funktioner skulle tilgodeses og kravene til dem og vilkårene at bygge dem under var vidt forskellige.
På Ile d'Aix så vi også for første gang de specielle "carrelets", firkantede fiskenet, der fra små huse som står på pæle i vandet, hejses ned i floden. Det er især i området ved Gironde, disse net bruges. Vi var heldige at have tørvejr, mens vi travede øen rundt - da vi skulle spise frokost, fik vi travlt med at komme indendøre. Det blev også til kaffe efter muslingerne ( med den lokale hvidvin) - og det betød, vi fik set nærmere på museet omhandlende Napoleon, indrettet i det hus, hvor han tilbragte nogle nætter før sin afrejse til St. Helena. Ligeledes så vi det såkaldte "afrikanske museum", som viste sig at være ganske interessant med en mængde udstoppede dyr, håndlavede redskaber, tæpper, smykker o.m.m. Så vi var noget brugte, da vi nåede tilbage til Nausikaa.
Det blev endelig meldt godt sejlvejr - vi havde nogle lange ture foran os. Vi kunne komme over sill'en ved middagstid, og da smudsregnede det, men der gik kun et par timer, så skinnede solen og det blev varmt! Fraset nogle få dage har det gode vejr absolut præget denne sidste periode - og det har jo betydet, vi har kunnet opleve en masse. Vi anløb Port Medoc ved 21-tiden, en helt ny marina, der har den fordel at kunne anløbes døgnet rundt, men ellers er lidt kedelig. Så næste formiddag inviterede skipper på sight-seeing, da han havde fundet ud af, at der sejlede turfærger på den anden bred af La Gironde for at man kunne se nærmere på et gammelt kloster og nogle spændende klippehuler. Det kunne vi så gøre i egen båd i forbindelse med, at vi sejlede over til byen Royan på den nordlige flodbred, der havde en hel del mere at byde på oplevelses- og miljømæssigt. Det var en rigtig god ide, og det gav lyst til at se nærmere på grotterne og de museer, der er indrettet, så cyklerne kom frem. Grotterne har helt op til 1920-erne været beboet af troglodytter - huleboere. Mange af hulerne er nu omdannet til eksklusive boliger. Men allerførst skulle vi finde ud af, hvordan vi kunne komme ud og se fyrtårnet Cordouan - det var et af skippers ønsker hjemmefra.
Søndag morgen kl. 7.30 stod vi sammen med en flok andre halvsøvnige klar til at gå ombord i en færge, der skulle sejle os ud på sandbanken, hvor fyrtårnet er bygget. Vi var blevet informeret om, at vi skulle sættes i land via gummibåd og ville skulle gå i vand til knæene. Det småregnede, men var stille, og det var en fantastisk oplevelse at gå rundt på sandbanken og ligeledes at se fyrtårnet. Nogle af sejlerne har måske besøgt den udstilling, der er i fyret på Bågø og som handler om Cordouan? Og tænk, guiden, der viste rundt, havde faktisk været i Bågø fyrtårn!
Næste stop var Arcachon. Vi lå og kunne alligevel ikke sove, så kl. 4.45 slap vi fortøjningerne og sejlede ud i den lune, mørke nat. Månen lyste flot for os de første mil, men forsvandt så bag et skydække. Stjernerne stod over os stadigvæk - og i løbet af et par timer lysnede det. Solen stod op inde over land, ildrød og i al sin pragt - og det tegnede til at blive endnu en smuk dag. De fleste sejler udenom Arcachon, fordi der er en berygtet indsejling - og så er der nogle store skydeområder både nord og syd for indsejlingen. Men skipper sætter sig jo ind i tingene - og der var intet til hinder for at anløbe Arcachon - herfra havde vi så muligheden for at tage toget til Bordeaux. Det er også eneste havn mellem Port Medoc og "hjørnet" hernede, hvor der til gengæld er mange at vælge imellem.
Vi havde fint vejr til endnu et langt stræk langs sandstrand og klitter - og uden at møde andet end nogle måger og en fisker eller to. Da vi nærmede os anduvningen til Arcachon, skal jeg love for, der blev noget at se på: Sandklitten La Pyla, som er Europas største. Den var enorm - og det var meget specielt at sejle mellem den og en sandbanke i havet. Man kan godt forestille sig, at det ikke er et sjovt sted at sejle i blæsevejr, men vi havde let vind og højt solskin, så det var en herlig tur, også de 11 mil ind til Arcachon, hvor man sejler i en slags "indhav" med masser af små havne og ankervige - og her var der til gengæld et væld af både på vandet. Der var også en kæmpemarina, men den eneste plads, vi kunne få var en urolig plads for enden af en ponton uden på en anden og der kom også hurtigt en uden på os. Men selve byen og oplandet er noget af det flotteste, vi endnu har set. At man så skal betale 300 kr. for ikke at kunne sove, ja, det hører jo med til sejlerlivet. Der var kun ganske få gæstepladser - på trods af, at der var 2600 pladser, skulle man stå på venteliste i 26 år for at få en plads. Vi har meget at være glade for i Danmark...
Bordeaux var nu på programmet - vi tog toget, desværre i regnvejr og tordenbyger, så vi så ikke det til byen, den fortjente. Der var utroligt mange smukke bygninger, parker, boulevarder, skulpturer, udstillinger - og særdeles eksklusive steder, hvor bordeaux-vinene kunne smages og købes. På en eller anden måde havnede vi i det lille turist-tog, som alle byer hernede har. Det lynede og buldrede og styrtede ned, men det var faktisk også en oplevelse - og vi blev da mindre våde, end hvis vi skulle have spadseret! Der var også en udmærket introduktion til byen og de bygninger, vi passerede.
Næste dag gjaldt det cykelturen ud til vandrekliltten, så vi kunne komme op og få udsigten fra toppen. Det var meget flot - og ikke så anstrengende, som vi ellers var forberedt på via beskrivelserne. Ligesom fra Cordouan er der en fantastisk udsigt fra klitten - og den er bare så kæmpestor! Området er smukt og særpræget - stadig med uendelige sandstrande og pinjetræer samt en masse blomster og planter, både på offentlige steder samt i haverne.
Så var der een lang tur tilbage. Vi tog af sted med tidevandet kl. 7.30 og sejlede igen ud på et roligt og smukt hav. Da vi havde ca 25 mil tilbage til Anglet, kom der så meget vind, at vi kunne holde en rimelig fart og det var dejligt at sejle "rigtigt". Da vi nærmede os Anglet, dukkede bjergene i Spanien op i disen ligesom vi nu kunne se de øvrige byer ned langs kysten. Der kom også andre både på vandet - vi havde ellers sejlet mutters alene - men det er vist slut nu, for havnene ligger som perler på en snor i dette område. Vi fik fortøjet i en fin havn ved 20-tiden, og selvom det var på modtageponton'en lige ud til indsejlingen, var det et roligt sted sammenlignt med Arcachon. Vi fik sovet godt ud og var klar til at indtage området - og byen Bayonne. Der skulle også lige købes lidt ind, og ordnes nogle praktiske ting. ( Det kan vi jo ikke bare gøre, når vi "kommer hjem"!) Bayonne er områdets hovedby, endnu en utrolig smuk by at vandre rundt i, bygget omkring floden Adour, som vi cyklede langs med endnu engang på flotte cykelstier. Byen er fra romertiden, så igen var det som at gå rundt i et levende museum.
En lille smuttur på 12 mil bragte os så her til St. Jean de Luz. Vi fik på en måde sagt farvel til Frankrig med manér, for i går - søndag eftermiddag - løb vi ind i "Fete de la Mer". Vi kunne ikke helt forstå, at alle de mennesker ( ikke iført badetøj) stimlede sammen langs strandkanten. Det viste sig, at som en del af festlighederne skulle der kl. 16 være "Patrouille v. df France". Det så vi på et opslag på turistkontoret. Da vi hørte i højttalerne, at samtlige badende skulle komme op af vandet under patroullien og samtidig så et krigsskib ude ved molen, var vi overbevist om, at det var flåden, der skulle give opvisning. Men pludselig kom 8 jagere og lavede en særdeles flot opvisning, herunder en masse "røg-udslip" i tricolorens farver. Da det var overstået fortsatte badelivet...
Sammenfattende har det for os været meget positivt at lære Frankrig lidt bedre at kende. Vi har mødt venlighed og imødekommenhed over alt. Set i massevis af turistkontorer - og kan godt forstå, turismen udgør så stor en del af landets BNP - der gøres virkelig meget ved den sag.
I havnene har der for langt den overvejende del været flot styr på tingene. Man bliver budt velkommen, får anvist en plads og bliver hjulpet til rette på alle tænkelige måder. Ofte står havneassistenten eller havnefogeden klar og hjælper med fortøjningen. Her sydpå er der ikke mange, der kan tale engelsk, men ved fælles hjælp løses tingene. Vi har fået rigtig mange "Bon jour", "Bonne appetite" af forbipasserende, mange smil og nik, så vi har følt os velkomne. Ikke alle har styr på, hvor vi kommer fra - SÅ kendt er Dannebrog altså heller ikke, men så er det da herligt, at de spørger!
Det har været lidt af et job for skipper at finde internet-cafeer, så vi kunne opdatere hjemmesiden, for det trådløse netværk har vi ikke rigtigt kunnet anvende. Men igen:Tak for indlæg i gæstebogen og alle e-mails. det er virkelig dejligt at få hilsener fra Jer derhjemme. Ellers har vi ikke manglet noget. Mad og drikke ER jo unægteligt herligt her i det franske - vi har i hvert fald lært mange måder at servere salat på rundt på caféerne, og vinen fra Loire har forskønnet mange måltider for os her i varmen!
Det har på nogle punkter været lidt "ensomt". På de lange stræk langs kysten har vi stort set ikke set andre sejlere. Vi har i havnene mødt nogle få andre ægtepar, der også gerne ville have lidt selskab, men så har det ikke rigtigt passet med, at vi kunne følges ad. Måske vi møder nogle af dem igen, når vi kommer til Spanien?
Og så er vi blevet bekræftet i, at det er godt, vi er kommet af sted, mens vi - i hvert fald i egen opfattelse - er rimeligt kvikke. Turen til fyrtårnet og klitten eksempelvis, samt alle cykel- og traveturene, der har udgjort en stor og vigtig del af vore udfoldelser, kræver, at der ikke er særlige problemer med kroppens funktioner.
Lige nu glæder vi os til besøg af Maiken og Jakob, der kommer til San Sebastian på lørdag - det skal blive skønt at se dem og høre nyt hjemmefra.
Vi kunne forstå på fransk nyheds-TV i aftes, at der åbenbart igen er ballade i København....
Bjergtoppene er stadig gemt, men solen varmer efterhånden og himlen er blå ude over havet, så det skal nok blive endnu en dejlig dag. Næste gang, vi laver rejsebrev, bliver det forhåbentlig fra Spanien, som vi er spændte på at møde.
Merci et Au Revoir, France!
Buenos dias, España! Aquí venimos!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 09 Belle Ile - La Rochelle
Rejsebrev 09
Belle Ile 01/08/07 - La Rochelle 16/08/07
På Ile de Yeu talte vi med en englænder, der var på vej til La Rochelle, det VILLE han opleve i sit liv: At anløbe La Rochelle rangerede for ham på niveau med at runde Kap Horn! Nu, hvor vi selv har sejlet mellem de to tårne, Tour de La Chaine og Tour de St. Nicolas, må vi medgive, at det ER imponerende, og at La Rochelle er noget ganske særligt.
Når de sidste uger skal sammenfattes, bliver det noget med Sol og sommer over Biscayen, Spejlblankt hav og blide øer, Loire-dalen med slotte, klostre, blomster og vinmarker! Det kan nok fornemmes, at vi har oplevet denne del af Frankrig fra sin bedste side, og det, at vejret blev godt, har naturligvis gjort sit.
For at starte med øerne: Før vi ( læs skipper) begyndte at planlægge turen her, anede i hvert fald skipperinden intet om, at der var øer i Atlanterhavet langs den franske kyst. Men OM! Og hvor er de interessante - hver med sit særpræg. På Belle Ile cyklede vi rundt på den nordlige del og blev imponerede over de barske klippepartier. Vi så Sarah Bernardts sommerresidens, det lå helt ude, hvor der var øde og vildt - sikke farver i det skarpe lys. Den sydlige del var mere blid med store sandstrande og masser af badegæster. Havnen var et kapitel for sig. Da vi kom, var der i den grad Leben, men skipper holdt hovedet koldt og vi blev stuvet ind gennem gaten sammen med hundredevis af andre både. Det forløb i god ro og orden, også da vi skulle ud. Man kunne på øen leje de sjoveste køretøjer, små biler, der havde alle mulige udseender. Der var også et godt busnet.
På Ile de Yeu var havnen så dyb, at den hele tiden kunne anløbes. Vi fik en flot plads langskibs ved en ponton ( det er rigtig godt, når vi skal have cyklerne i land!) Her var mere afslappet, ikke så turistpræget, ja, man kunne ikke engang købe en is eller noget at drikke rundt ved seværdighederne. Masser af store sandstrande, små hygglige byer og søde mennesker, som straks, når vi stod og studerede cykelkortet, spurgte, om vi havde brug for hjælp. Vi kunne for første gang se, at der ikke var faldet nær så meget regn som nordpå, for vegetationen var sparsom og græsset afsvedet. Der endte også med at blive godt fyldt i denne havn, vi fik en masse både udenpå, men sådan er det altså på øerne, og der var nattero.
Ile de Re var igen helt anderledes. Den er via en bro landfast med La Rochelle, og aldrig har vi da set et sådant mylder af mennesker og både. Også her skulle vi gennem en gate på et bestemt tidspunkt sammen med alle andre, og der var en tuden med horn osv. Der viste sig at være havnefest. Skipper blev af en ung, men myndig kvindelig havneassistent beordret til at bakke ind i inderhavnen - vi kom til at ligge som nr. 5 og med hækken lige op til bænkene, hvor folk sad og spiste is. Men der var en fantastisk stemning af sommerferie og fest, der var boder, som solgte de sjoveste ting og de havde åbent helt til midnat - og der var køer ved ishusene, som vi aldrig før har set. Men det med at være mange, det er franskmændene gode til. Det går stille og roligt, og der skal ikke puffes ret meget til een, før der bliver undskyldt på det allerhøfligste. Også her måtte vi have cyklerne frem - det er bare super at have sine egne, og de er også blevet spurgt til mange gange, vi har ikke set nogen mage til. Øen er helt flad, domineret af marsk og saltindvinding ved kysterne, vinmarker og gårde/huse inde i landet og der er anlagt fine cykelstier over alt. Det betyder, at der er så mange cyklister, at det er helt stressende. Man skal virkelig tage sig i agt - til gengæld kørte vi i 2. gear hele dagen! På en måde ville vi godt have set lidt mere på Re, men der var til gengæld IKKE nattero. Og så havde vi ramt en af de 45 dage om året med regnvejr, det er da helt godt klaret! (De skriver, de har 320 solskinsdage om året, hvilket man også godt kan se på de afsvedne arealer - der er ikke meget vand til planterne.) Så vi valgte at stå tidligt op og komme ud med morgenåbningen af gaten.
Sejladsen har den sidste periode været særdeles rolig og behagelig - selv skipperinden har i perioder drømt om bare LIDT mere vind. Der har været perioder med totalt havblik - men også en dag, hvor vi kunne drive af sted for sejl unde en blå, blå himmel og på et lige så blåt hav!
De byer vi har set, har hver på deres måde været besøget værd - men turen ind i Loire-dalen var et højdepunkt. Selvom vejret den første dag var lidt grumset, gjorde de mange smukke slotte og borge langs floden et fantastisk indtryk. Vi har set både der, hvor Tornerose og Askepot boede - med garanti! Og så måtte vi jo ud og smage - og købe - noget hvidvin! At det skulle lykkes at finde et hotel med terasse ud til Loire-floden og sidde der og nyde, at solen kom frem igen først på aftenen, ja, det er ved sådan en lejlighed, hvor man igen kniber sig selv i armen og fryder sig over at have mulighed for at gøre, som vi gør.
I Pornic var rart at være - der var en meget flot gåtur ind til byen, men vi skal jo videre fra hvert dejligt sted - ligeledes her fra La Rochelle, som har været en oplevelse at se. En flot by, der emmer af historie. De tre store tårne og den gamle bymidte, den specielle havn i flere afdelinger, optrædende gadekunstnere og masser af cafeer og restauranter, også en, hvor vi nød en gang moules. Og så er der trådløst netværk! Tusind tak for mails allesammen! Det er rigtig dejligt at høre hjemmefra - og få skrevet til Jer!
For første gang - næsten da - har vi haft et gedigent blæsevejr, vi har kunnet mærke. Vi ligger lige ud til havet, men vældig godt beskyttet. De andre gange, det har blæst, har vi kun haft vejrmeldingerne at forholde os til og så de andre sejlere, vi har talt med, for vi har ligget langt inde bag sluser/gates og op af floder, der tørrede ud, og der mærker man jo ikke noget. Her har det de sidste par dage pebet i riggene og givet nogle gode byger, men efterhånden er det klaret op, og nu skinner solen. Så vi er klar til at vove os ud på endnu en etape - skal jo snart til at indstille os på at have skiftet gæsteflaget ud.
Forinden vil vi bl.a. kigge nærmere på området ved Bordeaux. Vi håber at få besøg af Maiken og Jakob i uge 36, hvor vi gerne vil være i San Sebastian og Bilbao.
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 08 Morlaix - Belle Ile
Rejsebrev 08
Morlaix 17/07/07 - Belle Ile 01/08/07
Efter 14 dejlige dage hjemme og ligeledes 14 dejlige dage her i Bretagne sammen med Anne Lis og Launy - som vi vinkede farvel til i går - er det tiden at tage fat på rejsebreve m.v. igen.
Og man må næsten knibe sig selv i armen her på Belle Ile, hvor der nu kl. 21.30 er 26 gr. i kahytten, sommerstemning i havnen, og vi har "tredjedags-solskin"! Skipper har skænket et glas koldt øl, himlen er stadig blå og der lyder en hyggelig "sommer-havne-lyd" fra de mange omkringliggende både. Her er nemlig stopfyldt - men det var vi advaret om, så vi sejlede ind sammen med alle de andre, som var blevet småkåde af det gode vejr.
Det var skønt at gense familien og de venner, vi kunne nå at få en aftale med. 14 meget intensive dage med utroligt gode oplevelser - men vi var også begge klar til atter at tage af sted tilbage til båden. Vi kom fint af sted fra Billund, kun med en lille forsinkelse, der blev indhentet - men da vi skulle ned på Charles de Gaulle Banegården, som ligger sammen med lufthavnen af samme navn for at finde vort tog, blev vi stoppet af nogle travle vagter, der yderst bestemt gennede os langt tilbage i et område af lufthavnen. Det gik op for os, at der var bombealarm - og så må man altså bare indrette sig. Vi tilbragte 5 kvarter i uvished, kunne så konstatere, at vi ikke ville komme med toget. Efter så at have hørt en mindre eksplosion, fik vi hurtigt lov til at gå ned på banegården - og sammen med de hundredevis af andre strandede, stillede Martin og Launy sig i kø for at finde ud af, hvad vi så skulle. Af sted med metroen i myldretiden tværs gennem Paris med tung bagage - flere skift op og ned af rulletrapper og et par ufrivillige stop med metroen, som vi ikke kunne se det sjove i ... Men alt klappede, og vi nåede Morlaix med ca. 2 timers forsinkelse og kunne efter lidt natmad tørne ind, trætte, men glade for at være kommet frem i god behold. Terrortrusler hører jo ikke til vores hverdagskost, så det gør indtryk - men er unægteligt blevet en del af livet nu til dags.
Nausikaa lå og ventede på os i fin form - vi fik provianteret næste dag, onsdag, og fik vist Launy og Anne Lis lidt rundt i den smukke by. Vejret var betydeligt bedre, end da vi forlod Morlaix omend det ikke kunne holde tørt.
Torsdag morgen lå vi i slusen kl. 9 - og da kom solen frem og vi havde en meget smuk tur ud gennem floden og fjorden. Vi havde L'Aber Wrac'h som mål - en rigtig flot indsejling til et dejligt sted. Klippefyldt, men meget beskyttet, og i den nye havn var der også højt humør: En hel dag, hvor det ikke havde regnet! Vi oplevede også at spise aftensmad uden cockpit-teltet rejst, så vi var helt euforiske. På turen dertil - efter nogle timers sejlads - oplevede vi pludselig en meget tæt tåge komme rullende. Fra det ene øjeblik til det andet var der kun få meters sigt. Vi kunne se tågen komme, for både, der lå tæt på os forsvandt helt. I den situation var det dejligt at have radaren - og at vi ikke fandt os på et meget trafikeret sted. Det varede dog heldigvis kun en times tid, så lettede tågen og vi fik solskin igen.
Næste formiddag gjaldt det passagen gennem Chenal du Four, pynten, der skal rundes i neutral strøm og, hvis skipperinden skulle med - i roligt vejr, for hvor har det sted givet anledning til mange fortællinger på "Ladies room". Det blev en rigtig flot tur i solskin og roligt hav, og selv i det fine vejr kunne man fornemme den kraftige strøm. Vi ankom i bedste stil til Camaret sur Mer - også her en fantastisk smuk klippekyst og en dejlig beskyttet havn med masser af miljø i byen. Vi kom skam også til shanty-koncert om aftenen. Midt på hovedgaden, rigtig hyggeligt!
Næste morgen var det af sted mod Benodet. Endnu en af pynterne - Point du Raz - skulle passeres på det rette tidspunkt, og også her gik det i sol og roligt hav. Vi havde herligt sejlvejr og kunne endelig rigtigt få luftet sejlene, hvilket var skønt, for det var en tur på næsten 60 mil. Pludselig fik Anne Lis øje på nogle delfiner, og før vi så os om, var vi midt i en kæmpeflok og vi fulgtes med dem i flere minutter - en herlig oplevelse!
Det trak lidt med mørke skyer og vi slap heller ikke for en lille byge, ligesom der kom en del mere vind, da vi skulle til at anløbe Benodet - en rigtig ferieby. Solen skinnede atter, vi kom i læ og vi fik anvist en fin plads. Men der måtte arbejdes en del, både af havneassistenten og en flink sejler på broen, før vi endelig fik fortøjet. Vi havde læst, man helst skulle lægge til ved slæk - der går en meget kraftig strøm i havnen. Men det gik - og vi kunne slappe af og se os lidt om. Vi havde besluttet at tage en bus til Quimper, en af de byer, der får megen omtale - og som også med sine gamle skiferbelagte bindingsværkshuse og store katedral, bestemt var et besøg værd. Regnvejret var nu kommet lidt rigeligt tilbage, så vi kendte det igen med måltiderne under teltet - men det var ikke koldt.
Vi fik en rimelig vejrmelding, det var nu blevet tirsdag den 24.7., fik købt ind og badet og så gik det af sted mod Ile de Groix - en tur på ca. 32 mil. Vi startede i næsten vindstille og lidt høje dønninger, så motoren blev sat. Det varede dog ikke så længe, før der blev noget mere end de 3-4 Beaufort at gøre med, som der var meldt, så Anne Lis og Launy oplevede også, at Atlanterhavets bølger, ja, de bliver altså store, når de kommer "helt ovre fra Amerika". Men vi havde dem med og kom i læ af øen og ind i en hyggelig - og fyldt - havn, hvor vi efter sigende fik den sidste plads. Det blev til en herlig travetur i det dejligste solskin og en lige så dejlig aften.
Næste dag skulle vi "helt" til Lorient - en tur på hele 7 sømil, heraf halvdelen helt i læ. Der var stadig god vind, men det var jo kun en smuttur i medvind. Lorient havde ikke det store at byde på, så vi var indstillede på at sejle videre næste dag. Skipper stak hovedet op, mens vi andre sad med den sidste sjat morgenkaffe og meddelte, at: "Det bliver vist ikke i dag, vi skal ud!" Der blev meldt 7-8 Beaufort, så han foreslog, vi i stedet sejlede ud til Port Louis, en havn, vi var sejlet forbi og som lå helt ude ved kysten med et stort fort og en hyggelig by. Det gjorde vi og havde en yderst interessant tur på fortet, hvor der var indrettet flere flotte museer. Vi blev der en dag mere, fik handlet stort i et kæmpe Intermarche, der lå langt uden for byen, så vi tog en taxa til havnen. Det blev til, at vi var lidt ekstra gode ved os selv hvad mad og drikke angår, for igen kunne det altså ikke holde tørt og vind var der så rigeligt af!
Da vi kom af sted mod Vannes lørdag den 28. var det blevet rigtig fint vejr og vi havde igen en meget flot sejltur til Morbihan-bugten, som vi var spændte på at opleve. Både, fordi vi havde læst om, hvor smukt området er og fordi, der er en smal indsejling, hvor strømmen løber særdeles kraftigt og som kun kan passeres ved medstrøm - i hvert fald, hvis der også er vind af betydning. Der var flot - og vi havde fint vejr, alligevel sejlede vi 11 knob over grunden! Bugten i sig selv er eet stort paradis for sejlere: Beskyttet mod Atlanterhavet og masser af havne, vige og bugter. Og bøjer - for der er formentlig mange steder, man ikke bare kaster anker med den strøm... Turen ind til Vannes var overraskende, gennem snoede løb og klippeøer, havne med sommerstemning, masser af forskellige turbåde og færger. Vi måtte sætte farten ned, for at have vand nok til at sejle det sidste stykke ind mod Vannes.
Vi skulle passere en bro, før vi kunne sejle gennem gaten ind til Vannes, som åbner 2½ time på hver side af højvande, og vi fik lidt ventetid. Fik anvist en god plads og kunne nu slappe af, for herfra går TGV-toget, som skulle bringe vore gæster til Paris. Vi fik fundet banegården og købt billetter og nød aftenen. Egentlig havde vi planlagt at leje en bil og tage til Loire-dalen, men der viste sig at være for langt til, at det kunne nås på en behagelig måde. Regnvejret kom igen - og med fuld styrke, mens skipper var hejst i masten, så både Launy og Martin var gennemblødte efter den operation ( skift af antennekabel). En lille een og et varmt bad fik hurtigt varmet dem igen. Søndag aften var vi inviteret ud at spise uden at vi måtte tage skibskassen med. Vi gik ind på et hyggeligt spisested, men efter opslag i ordbog og venlig assistance fra en fransk kvinde ved nabobordet, der kunne engelsk, nøjedes vi med vores Kirr, for pandekager var ikke lige det, vi havde sat næsen op efter. Vi fik en skøn menu på et af havnens mange brasserier, sad heldigvis indendøre - for det regnede altså igen!
Mandag vendte vejret - vi fik sol og set grundigt på Vannes, der viste sig i al sin pragt: De gamle huse, små gader, gyder og pladser, masser af blomster - og feriestemning. Vi kom lige præcist for sent til festivalen, men fik dog et enkelt band at se og høre, ligesom der var sækkepibemusik flere gange.
Tirsdag morgen var det tid at sige farvel og tak til Launy og Anne Lis. Det var dejligt at have dem med ombord som sædvanligt. Vi ville gerne være nået længere sydpå, før de kom, men sådan ville vejret jo ikke - og heldigvis har vi haft nogle gode oplevelser sammen. Da vi havde vinket farvel ved busstoppestedet, gik vi ombord og efter et bad var vi klar til at sejle. Det gode vejr betød, at vi havde mod på Belle Ile - der absolut lever op til sit navn, for her ER smukt. Det var der også mange andre, der havde. Da vi nærmede os havnen - vi vidste godt, der ville blive ventetid på et par timer, før gaten blev åbnet til inderhavnen - kom en fra Capitainerie ud og spurgte, om vi ville ind i havnen, hvilket vi bekræftede. Han kunne ikke sige, om der ville blive plads, men vi kunne forsøge lige efter kl. 17, når et større fragtskib, der lå for svaj, var kommet ind.
Vi fik fat i en bøje og lå i høj sol og varme og ventede. Da tid var, sejlede vi sammen med en masse andre både ind - og på en eller anden måde blev der "hul igennem". Vi endte som nummer 4 uden på nogle meget mindre både, men det tager man vist ikke så tungt her - hvor der også er særdeles beskyttet mod vind og absolut ingen risiko er for sø. Vi gik en lille tur rundt i byen og havnen - sikke et leben! Men det er også et meget eftertragtet feriested, og det gode vejr havde vist trukket alle af huse.
Vi vågnede til en dejlig morgen, skipper fik cyklerne rigget til, og af sted gik det for at udforske den nordlige del af øen. En rigtig flot tur med en fantastisk natur. Alle fortæller os, - og vi kan læse det i aviserne - at vejret i juni og juli har været ekceptionelt dårligt. Hvis dette er det normale, må man sige, at det er fuldt forståeligt, at Bretagne, især her i det sydlige, er så populært. Her er utroligt smukt - og når himlen er blå, og der ovenikøbet er ØSTEN-vind, ja, så er her også utroligt dejligt at sejle, selv efter skipperindens mening.
Vi håber nu, at vi får lov at beholde sommeren og ser frem til yderligere oplevelser i dette store land.
Til slut, så igen en tak for alle hilsenerne både i form af indlæg i gæstebog og e-mails. Der er ikke så mange steder med Internet lige her i området, men det kommer nok igen.
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 07 St. Quay-Portrieux - Morlaix
Rejsebrev 07
St. Quay-Portrieux 22/06/07 - Morlaix 01/07/07
Med lyden af den efterhånden velkendte "Nu regner det vist igen..." på ruffet, men også med glimt af solskin over Bretagne ( som skipperinden har foreslået omdøbt til Bregntagne ) i hukommelsen, er det nu tid for det sidste rejsebrev i denne omgang. Her i Morlaix føler vi os næsten hjemme, ligesom vi kom til at gøre det i Paimpol, for det er jo ikke så mange havne, vi har fået set på Bretagnes nordkyst - men til gengæld kender vi nogle få temmelig godt. Sådan er det så altså i år - regn og blæst. Den søde slagter, der gjorde sig store anstrengelser for at fortælle, hvad der kunne laves af det hakkede "porc et veau" ( og vi havde bare lyst til frikadeller) kaldte vejret "une catastrophe". Det kan man godt forstå, når man læser, at Bretagne baserer mange af sine indtægter på turisme.
Men her er absolut rigtig smukt - og det er selvfølgelig lidt ærgerligt, at vi ikke har fået set mere af området. Men ikke engang ordentlig påklædning har kunnet gøre det muligt at tage rundt - det har bare været for vådt. Vi har fået set 3 meget forskelllige byer hver med deres at byde på - og havde en dejlig sejlads mellem St. Quai-Portrieux og Paimpol, hvor vi kunne nyde en jævn foran for tværs og samtidig se en flot kyst. Det var også fint at sejle ind til Paimpol og så gå ud og se den smalle rende ved lavvande, hvor der måske var ½ m i bredden og få cm dybt! Her oplevede vi byen og gik ud til et meget smukt udsigtspunkt i solskin - og sikke farver og dufte fra al den blomster- og plantepragt, der kendetegner Bretagne! Men mestendels regnede og blæste det, og vore søde engelske naboer havde nået at være på markedet i Paimpol to gange... Det er hver tirsdag!
Sejlturen til Morlaix vil skipperinden helst ikke mindes alt for meget - men da vi kom i læ og sejlede ind i fjorden, åbenbarede sig et fantastisk landskab. Det pynter jo også med et gammelt chateau midt i indløbet! Solen tittede frem og Morlaix tog vel imod os - også her en imødekommende og venlig havnefoged, der allerede i slusen sagde velkommen og viste til rette. Morlaix er en smuk og spændende by, som vi har travet en del rundt i. I går var der et kæmpelørdagsmarked i øsende regnvejr, men der blev handlet og snakket på livet løs alligevel. Bretonerne har en særlig evne til at "føre paraply" - det er som om, de instinktivt undgår at støde ind i hinanden...I formiddags meddelte skipper, at nu var der huller i skyerne, så af sted gik det - og det lykkedes også at få en halv timestid, før det atter satte i med en regnbyge. Dog så kort, at skipperinden kunne nyde at få tørret sine bukser i et herligt solskin højt over byen med den flotteste udsigt!
Nå, men vejret kunne man jo tale længe om - det regner stadig. Der faldt - som der også står i logbogen - en vis ro over det hele, da vejrmeldingen stadig var, så vi ikke kunne nå til Brest før hjemrejsen. Så en havn, hvor man ligger trygt og bomstille uanset alverdens kulinger, hvor man kan få alt, hvad der er brug for og lidt til, hvor man kan grave sig ned med musik, en god bog, lidt godt at spise og drikke og få en sludder med en masse andre, der også går og sukker over vejrmeldingerne, ja, det er jo slet ikke så værst, vel?
Pludselig fik vi nu lidt travlt her i dag, for der indløb pr SMS en invitation til frokost på s/y Espresso, som vi mødte på Guernsey. De ligger nu i en havn NØ herfor - og det kunne jo være hyggeligt at tage bussen ud til dem i morgen. Det betød så, at vi skulle have vasket i dag i stedet for som planlagt i morgen, mandag. Det er lykkedes - selvom der naturligvis var en del mere run på maskinerne søndag eftermiddag. Vi har fået hentet togbilletterne til Paris, hvor vi stiger på flyet midt på eftermiddagen, så vi pakker og klarer det sidste i morgen aften og drager så til Danmark tirsdag morgen. Det skal blive rigtigt godt at få nogle barnearme om halsen ( og hvem der ellers har lyst til at give en krammer!) Vi skal fejre Jakobs 30 års fødselsdag og se til familien, vennerne og huset - det er den rigtige måde for os. Vi har talt et par gange med et hollandsk ægtepar, der har solgt deres hus og nu bor på deres båd - det er det rigtige for dem, og sådan må hver især jo indrette sig.
Næsten 2 måneder er der gået, siden vi kastede fortøjningerne i Kolding. Vi har oplevet og set en masse, har været forskånet for uheld, og selvom vejret har været som det har, kan vi kun sige, at vi har nydt det. Vi har som regel været flere ombord på vore lange ture. Siden 4. maj har vi kun været os to - og det giver andre vilkår og betingelser. Men her er det så, at det er fint ikke at have en stram tidsplan - og det er et utroligt privilegium at sejle på denne måde! Men helt klart bliver det også hyggeligt at få "lidt snorken i forkahytten" - Anne Lis og Launy kommer med i 2 uger og vi følges ad tilbage hertil den 17. juli.
Vi skal også for første gang efterlade Nausikaa i en fremmed havn - men det må vi jo vænne os til.
Tak for e-mails og hilsener i gæstebogen!
Vi vender tilbage, når vi atter er ombord!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 6 Alderney - St Quay Portrieux
Rejsebrev 06
Alderney 14/06/07 - St. Quay-Portrieux 22/06/07
Med den sidste sjat af rødvinen, vi fik af Ulla og Svend Erik, da vi tog hjemmefra ( og den smager...), med cockpitteltet til at give ly for de til tider lidt våde skyer, men ellers trygt fortøjet bag slusen i en smuk betronsk by, er det ikke så værst at være rejsebrevsforfatter!
Alderney dukkede op i disen, Race of Alderney blev rundet roligt, og det var dejligt at gense øen. Vi fik en af de inderste bøjer ( belært fra tidligere - og nu var der ikke samme trængsel som i 1997), skipper fik pumpet gummibåden op og monteret motoren, og ind gik det for at hilse på øen. Den havde ikke forandret sig - i hvert fald ikke, hvad vi kunnne observere, og i følge indehaveren af en souvenirbutik og samtidig en af øens "Internet-access'er" var det rigtigt, at på Alderney lavede man ikke sådan om på tingene. Samme søde dame måtte, før skipper kunne få plads bag skærmen, flytte en hel del varestativer tilhørende butikken, men forbindelsen var upåklagelig. Skipperinden fik en god snak med damen og forudsagde, at om føje tid var det rentabelt at skifte isboksen ud med en skærm mere og lidt mere plads til brugerne...
Vi måtte om aftenen også lige ind og have en øl på Diver's Inn, som vi kendte fra sidst. Her lignede alt også sig selv - og det er sommetider rigtig dejligt med ting, der bare bliver ved at være, som de altid har været. Så er det nok, fordi at sådan skal det være.
Nogle vil vide, at skipper har en lille prik hvad gæsteflag og flagføring i det hele taget angår. Derfor var første ærinde ogå at skaffe Alderneys gæsteflag - sidste gang kunne vi ikke få det i den rigtige størrelse. Det lykkedes denne gang - og det måtte vi altså have, selvom det kostede næsten 80 kr. Så det er næsten godt, vi "blæste inde", dermed blev det faktisk hejst hele 3 gange!
Det var nogle urolige nætter, vi fik. Selvom vinden var i syd og dermed velegnet til at ligge på Alderney, står der altid noget "swell" ind, men man vænner sig lidt til det, for vejrmeldingen gjorde, at vi blev der 3 nætter - og vi sov faktisk godt. Det trak med kraftige byger og blæst fra syd, så vi gik lidt i hi, men det klarede op ind imellem og vi gik os en rigtig god lang tur i blæst og solskin og fik set grundigt på øen.
Alderney er utroligt kontrastfyldt: Barske, forrevne kyster med brænding og strøm - og få meter inde i landet de smukkeste blomster, buske og træer, masser af fuglesang, dufte og læ. Det er nok, fordi det er en lille ø, det mærkes så tydeligt. Hvor man end er på øen, kan havet fornemmes. Der var bemærkelsesværdigt mange sommerfugle - og på skærene var der helt levende af havfugle, der netop nu yngler. Fra toppen af øen havde vi udsigt til Alderney Race ( farvandet mellem Alderney og Frankrig) og i den kraftige blæst var det tydeligt at se alle de "fall-overs" man ikke skal ud at sejle i. Men det er flot, når man kan se dem med fast grund under fødderne. Og så er det en fornøjelse at bevæge sig rundt og alle hilser venligt på een....
Da vejret artede sig bedre, satte vi kurs mod Guernsey. Vi havde en hel formiddag i skønt vejr, men måtte vente på det rigtige tidspunkt for at passere The Swinge. Det var helt OK, vejret var godt, men der var meldt regn/torden, så vi blev enige om, at vi ville se at komme af sted til Guernsey. Regnen kom også, startede lidt før vi kom til havnen - men vi fik godt fortøjet til ventepontonen ved sill'en, hvor der var et par timers ventetid. OG HER KOM EN DANSK BÅD!!!! Vi fik hurtigt kontakt med Torben fra s/y Espresso med en aftale om at mødes senere. Så brugte vi tiden til et dejligt varmt bad, regnen tog til, vi blev gelejdet ind på en rigtig fin plads og var herefter klar til at indtage Guernsey næste dag.
Også her kunne vi mærke, at "vi har været her før". Byen er blevet større, men en tur rundt var et hyggeligt gensyn. Dog - vi kunne ikke finde markedet! Skipper fik forklaringen på turistkontoret: Det var lukket for 5 år siden, og man vidste ikke, om det skulle genåbnes. Vi havde også fundet bygningerne - men marked var der altså ikke....
Vi løb sammen med besætningen fra Espresso til aftenkaffe m.m., og det blev sent, før vi fik snakket af. Men det var dejligt at møde andre danskere!
Det er jo en ustabil periode rent vejrmæssigt, og der var da også tilbud fra skipper om, at vi kunne blive, hvor vi var uden problemer. Men det var ligesom tiden at komme videre mod Jersey. Vi fik tanket diesel (billigt!) og kom af sted, og det gik også fint. Vinden var imod og lidt frisk i starten - men vejret blev bedre end meldt, så skipperinden fik shorts på for 4. gang i år, mens vi ventede ved sill'en til St. Helier Marina! (Hvordan det lykkedes skipper at få skoldede lår på turen mellem Ouistreham og St. Vaast, ja, det er lidt af en gåde, men de var røde...)
Endnu et rart gensyn - der er flot i byen og på havnen. Man kan godt mærke, der er mange penge i omløb. Vi fik heller ikke så meget for vore penge, når vi skulle købe mad m.m. Vi talte med Alli fra Ægypten, en af havnens medarbejdere, og han kunne fortælle meget om Jersey og sit eget liv også, der næsten var en film/roman værdig...
Det er et samfund med en del problemer, heraf en væsentlig boligmangel. Der er så mange butikker, at man bliver helt træt - smykker, ure, kosmetik, modetøj. Og en masse mennesker, der vader rundt og køber ind. Men øen/øerne er også så meget andet, nemlig en fantastisk frodighed og utallige blomsterarter. Guernsey har f.eks. fresia som stor eksportvare. På Jersey har de bevaret det meget charmerende marked, hvor alt kan købes! Vi forsøgte os med lidt krabbekød, men takkede nej, da vi fik prisen.....
Og øerne har jo en spændende historie - og en masse velbevarede bygninger.
Vi var egentlig besluttet på at sejle til Frankrig torsdag morgen - men da vi tog vejrmeldingen, var der varsel om hård vind fra SV - og der gik ikke lang tid, før signalmasten højt over havnen havde hejst en kugle og en trekant, så vi blev, hvor vi var og fik ordnet nogle praktiske ting og travet en god lang tur. Som vi sagde til hinanden: "Alle de unge, der skal hjem og på arbejde, de tager af sted - de gråhårede bliver, til det er bedre vejr."
Fredag morgen var det fint vejr - som sædvanligt er det tidevandet, der bestemmer afgangen - men ved 10.30 tiden lokal tid kunne vi sejle ove sill'en. Atter startede turen i lidt frisk modvind - men vinden og søen lagde sig mere og mere. Vi havde sat kurs mod St. Quai Portriex, som kan anløbes uansat tidevand og tidspunkt - vi prøvede kort, om vi kunne sejle for sejl, men vinden lagde sig totalt. 10 sømil før land kom så regnen - nu havde vi ellers haft en hel dag uden! Kysten mindede lidt om Norge, som skipper sagde, med klipper og skær med fyrtårne på ude i vandet.
Det viste sig at være en rigtig dejlig og meget beskyttet havn med en særdeles flink havnefoged - og en meget venlig dame, der hjalp med fortøjningerne. Der kom lidt mere regn, men vi fik dog set lidt på byen senere på aftenen - og der er rigtig smukt her i Bretagne. Og det er også rigtigt, at befolkningen er meget venlig og imødekommende. Tidevandsforskellen er en oplevelse. Selvom skipperinden er grundigt træt af ikke bare at kunne sejle, når man er klar og vejret er godt, ja, så er det fascinerende med disse havne, hvor det tørrer fuldstændig ud og bådenen står/ligger på bunden.
A pros pos de flinke havnefogeder: Det er utroligt dejligt at blive modtaget som en velkommen gæst, blive hjulpet til rette på enhver tænkelig måde - både, når man får plads og fortøjer, men også når man har ligget en nat. Så kommer havnens personale rundt og spørger, hvordan man har det! Om der er noget, man har brug for? Og det handler ikke om at få penge. Nej, det kan man ordne, når man har fundet ud af, hvor længe, man vil blive - eller når man lige har fået sig installeret. Sådan har det været på alle kanaløerne - og helt ærligt: Det er meget anderledes end hjemme, hvor der står en havnefoged kl. 8.01 og banker på søgelænderet! Så, kære havnefogeder i DK, hvis I har en forening, så arranger en studietur til De engelske Kanaløer med en afstikker til Bretagne. Det er også rigtigt fint at få anvist en plads i stedet for som i Danmark at lægge sig ind, som man finder bedst - og nogle gange med en dårlig udnyttelse af pladsen til følge.
Det kan nok ses af det ovenstående, at det stadig er Alderney, der står vore hjerter nærmest. Måske har vi ikke givet Guernsey og Jersey den opmærksomhed, de har fortjent, for de er også dejlige - men både naturen og befolkningen på Alderney er vi faldet for - sådan er det bare. Nu glæder vi os til at lære bretonene og Bretagne at kende.
Og vi har fået købt og hejst gæsteflaget...
Vejret er fortsat i det ustabile hjørne med lavtryk i en stadig strøm - nu skal vi lige have rundet pynten nord for Brest - gerne inden vi tager hjem "på ferie". Vi nyder det og synes stadig, det er fantastisk, at det her kan vi bare gøre!
Også denne gang tak for e-mails m.m.
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 05 Caen - Alderney
Rejsebrev 05
Caen 08/06/07 - Alderney 14/06/07
Vel ankommet til Alderney - en rolig tur fra St. Vasst, hvorfra vi startede i tåge. Utroligt, at der alligevel på et meget roligt hav stod så store strømsøer ved Cap de La Hague! Det er altså ikke skipperindens livret - skipper gør, hvad han kan for at passere på det rigtige tidspunkt, og når man ser på de små både, der bare sejler rundt, ja, så er det altså også noget værre pjat. Men skipperinden kan hilse og sige, at strømhvirvlerne ved Strib og Stenderup Hage, de kan bare gå hjem og lægge sig, kan de!
Indtrykkene fra Normandiet er nu ved at sætte sig. Det har været en meget stor oplevelse - og det er noget, alle burde se. Vi havde begge en interesse i at besøge museerne og de steder på strandene, hvor invasionen foregik - nok med hvert sit udgangspunkt, men vi fik begge alle forventninger opfyldt og lidt til. På forhånd vidste vi godt, at vi måtte vælge noget fra, så vi besluttede at se noget generelt informativt og så gå efter de forskellige værns indsats og metoder. Det vil føre for vidt at nævne stednavne m.m. her, men vi har set rigtig meget: Amerikanerne på Utah og Omaha Beach, englændernes indsats med den store havn, der blev bygget i England og sejlet til Arromanches og svæveflyvernes og ingeniørtropperne ved Pegasus Bridge samt meget mere. Vi har haft mulighed for at læse om begivenhederne mange steder, se udstillingerne på nogle meget flotte museer og været på strandene, hvor det hele foregik. Det var meget bevægende altsammen - og det var også med en særlig fornemmelse, vi sad og spiste vores frokost ved Omaha Beach og kunne nyde fuglesangen og det smukke sommervejr - vel vidende, at på dette sted, måtte så mange helt unge mennesker lade livet....
Vi har set en hel del film, der beskriver D-dagen og tiden der omkring - voldsomme indtryk, men sobert og informativt præsenteret - og med respekt for situationen. Alle de tyskere, der mistede livet - og det, de gjorde i deres bedste hensigt, bør jo også på en eller anden måde huskes...
Vi har set kirkegårdene: Tusindvis af kors - en stor forskellighed i måden at anlægge kirkegårdene på. Den tyske, som vi så først, var meget enkel og ikke så stor. Det var metalplader lagt ned i græs og så med grupper af fem kors i mørk sten placeret smukt rundt omkring samt nogle store mindesmærker. Dystert og enkelt - men med træer og fuglesang.
Den amerikanske var os lidt bekendt fra udsendelser i fjernsynet - men overvældende i sin størrelse. Alle de hvide kors - alle de mistede liv, og i omgivelser utroligt smukke og med mindesmærker og tekster, der gav en klump i halsen. Lige ud til havet, hvor så mange af dem faldt.
Den engelske i Bayeux, som vi heldigvis også fik med, på grund af skippers vedholdenhed: Helt anderledes med gravsten og blomster - og mere vedligeholdelseskrævende for at være smuk. Igen, man gribes af en særlig tristhed over alle de tab af liv - men også en stor taknemmelighed over det, de gjorde, og som vi har haft gavn af - mere end vi i dagligdagen gør os klart. Det gjaldt alle kirkegårdene, at korsene/mindepladerne var sat med militærisk præcision: Lige meget, hvilken vinkel, man så det fra, stod de på række og geled!
Og franskmændenes liv under besættelsen og deres indsats! Totalt sønderbombede byer, deres samarbejde med invasionstropperne og deres midlertidige begravelser af de faldne. Alle de civile, der døde og de overlevende, der stod uden hjem eller udkomme. Vi danskere har været utroligt forkælede gennem mange år og har vist godt af at blive mindet om det, normannerne har været oppe imod med den kæmpeopgave, det har været at genopbygge landet. Måske vi skulle være lidt mere tilbageholdende med at mene, der er lidt rodet rundt omkring? Og prise os lykkelige over, at de ville stå dette igennem, "lægge jord til", om man så må sige? Det er i hvert fald den følelse, vi er fyldt af. Respekt og taknemmelighed - for hvordan havde det hele set ud, hvis invasionen ikke havde fundet sted?
Det har været utroligt spændende og lærerigt at studere de forskellige redskaber, styrkerne havde til deres rådighed. Som "ikke soldat" var det let at se, at opgaver og grej skulle passe sammen. Krig er forfærdeligt - men man jo vedgå, at en hel del af det, vi omgiver os med i dag og bruger med selvfølgelighed, er udviklet på grund af krigen.
Som det forhåbentlig fremgår, så var det bare fantastisk - men Normandiet er jo meget mere end invasionen. Vi havde rigtig meget glæde af at leje en bil, for på den måde kunne vi nemmere komme rundt til det, vi gerne ville se. Men det gav også mulighed for at komme ind i baglandet og nyde frodigheden: de grønne marker, alle blomsterne og farverne - og ja, det kan jo ikke lade sig gøre uden regn i gode mængder, så det må vi jo tage med. Til gengæld er det betagende, når regnen og disen forsvinder. Set fra havet er det ret så afvekslende med høje klinter og badestrande ( når vi ellers har kunnet se det for dis). Badebyer, leben og masser af turister er der også lagt op til - sæsonen er endnu ikke helt startet - og det var vist vort held den søndag, vi havde valgt at "gøre invasionskysten". De første museer havde vi næsten for os selv, men sidst på dagen kom der da godt nok mange mennesker. Da vi besøgte museet ved Pegasus Broen var der en skoleklasse, som fyldte godt. Som skipper sagde, var de nok for unge til at få noget ud af det - på trods af en meget dygtig ansat på musset, som også var en glimrende pædagog. Vi vekslede nogle ord med ham - han vidste, hvordan man siger "Farvel" på dansk!
Calvados, dejlige oste og Cidre hører også til - og så den dejlige stemning i de idylliske byer. Vi har været rundt med både tog og bus. Vi har set tapetet i Bayeux - det var flot, og man får lige sin historie opfrisket. Indtog vores frokost med udsigt til katedralen - dem er der rigtig mange af i Normandiet - og det er efterhånden svært at huske dem fra hinanden.
Alle lever med tidevandet - og andet kan man jo heller ikke. Havnene tørrer ud nogle af dem - andre skal besejles på bestemte tidpunkter i forhold til højvande, strømfyldt farvand kan kun besejles på faste tidspunkter, alt afhænger af tidevandet. I Danmark er vi vant til bare at stikke af sted, når vi har drukket morgenkaffe og vejret ellers passer, så vi har det altså temmelig nemt. Der er heller ikke alle de sluser/broer at tage hensyn til...
Nu er vi så på Alderney - et kært gensyn efter 10 år, og foreløbig er det meste, som vi husker det. Vi havde regnet med at skulle videre i morgen, men som vejrmeldingen er lige nu, tyder det mere på en cykeltur øen rundt. Hvilket privilegium at have mulighed og tid til dette! Hvor meget søvn vi får, vil også afhænge af vipperiet - lige nu frisker vinden, og man kan godt mærke, vi ligger ude i et stort vand. Men farverne her til aften, hvor opklaringen kom, kan ikke beskrives: Så mange nuancer i blåt, som himmel og hav bestod af! Mågerne kommer lidt tæt på - sætter sig på påhængsmotoren til gummibåden ( vi skal jo i land en gang imellem) - men de er kridhvide i lyset!
Nu vender vi os mod Kanaløerne og Bretagne. Som en fransk sejler, der skulle på tur til Bretagne fra Honfleur sagde:"Au revoir, La France, Bon Jour Bretagne!" Bretonerne er "sig selv" - det bliver spændende at fornemme, hvad det betyder.
Tak for e-mails og hilsener i gæstebogen. Vi tænker på jer derhjemme - og er glade for at mærke, at I også tænker på os!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 4 Nieuwpoort - Caen
Rejsebrev 04
Nieuwpoort 29/05/07 - Caen 08/06/07
Tænk, vi har nu været i Frankrig i 10 dage - det er ikke til at forstå!
Vores ankomst til Frankrig er ellers ikke noget at prale af: Som det fremgik af logbogen, røg flagsnoren fra skipper, så vi havde ikke Tricoloren under saling, da vi efter lidt strabadser ( skipperinden syntes mange!) ankom til Boulogne sur Mer. Vi havde en fredelig sejlads op til Calais, hvor vi diskuterede, om vi skulle gå ind der, da vinden var ret så sydlig - og så ville den være stik imod, når vi havde rundet Cap Gris Nez. men som skipper sagde, så kunne det jo også være, den lagde sig i stedet for at friske... Det gjorde den IKKE, og søerne var store og uberegnelige, men "Stout står den danske sømand", og efter lidt tid blev det også mere manerligt. Der kom så nogle regnbyger, der gemte alt - så da det viste sig, at det, vi først tænkte, var en færge, var molehovederne ved Boulogne - hvor de i følge kortplotteren også skulle være - var det da virkelig dejligt at komme i læ for sø og vind. Skipperinden fik sin første tur i masten - heldigvis kun til første saling - og så blev der styr på Tricoloren. Inden vi fik lavet mad ( risotto med belgiske muslinger, (Pardonnez, La France!)) kom aftensolen igennem, og vi slappede af i det skønneste vejr og fik os selv og båden tørret, før vi trætte tørnede ind.
Næste morgen var vejret ikke rigtigt til at blive klog på, men det blev en flot dag, hvor vi fik set meget på Boulogne, som er et dejligt sted. Vi fik også købt frisk fisk på fisketorvet. Og, Launy, du vil ikke vide det, men til kartoffelskrabningen gav det Pernod - i solskin! Med friske baguettes, brie m.m. syntes vi, vi havde gjort afbigt i forhold til aftenen før - nu var vi i hvert fald også på det kulinariske område kommet til La France!
Dieppe - jamen, her var jo også dejligt. Det var forholdsvis lunt - ikke meget liv - men lørdag formiddag, hvor vi da lige skulle op og runde før vi ville videre til Fecamp, var der marked - og der var et mylder, så vi nærmest hverken kunne komme frem eller tilbage. Når der er 20 steder, man kan købe ind, er det altså svært at beslutte sig, men det lykkedes da at få købt nogle tomater og en pragtfuld færdigstegt kylling med sauce. Tågen havde lagt sig tyk, men lettede så meget, at vi over middag sejlede til Fecamp.
Vejret var fantastisk flot om aftenen - naturen ved Fecamp er storslået med høje klinter, og der var meget at glæde sig over. Vi så på Benediktinerpalæet søndag samt resten af byen - og så kom tågen igen rullende ned fra klinterne om aftenen.
Vi var kommet til et område, hvor alt var inkluderet i havnepengene: el, vand og brusebad - ikke engang hækbølgen fra fiskerbådene natten igennem kostede ekstra! I Fecamp var det nu dønningerne fra havet, der holdt os vågne...
Sejladserne har været vekslende mellem (for) lidt vind og fint sejlvejr - skipperinden synes ganske vist, at bølgerne hurtigt bliver store på disse kanter... Men tågen, uha, Esther, hvor de uldne sokker er gode, når det er vandkoldt... Når man så kommer i land - og solen måske tilmed er kommet igennem, som tilfældet var i Honfleur, ja, så er det jo fantastisk!
De byer, vi har besøgt, har hver især haft meget at byde på: Middelalderidyl, små gader, blomster og grønne parker. Og kirker! Enhver by har haft en 2-3 kirker, den ene mere imponerende end den anden, så heldigvis er der dokumentation i form af fotos, for at skille dem fra hinanden, er ved at være svært. Og, ja, det er ikke rart at indrømme, men skipperinden har vist fået en overdosis af kirker - så det er helt fint, der skal til at ske noget andet nu i form af D-dagsmuseerne og et besøg på selve strandene.
Kirkerne ER flotte, og det er en speciel oplevelse at træde ind i kirkerummet hver gang og lade stilheden komme ind i en selv. Men når benovelsen har lagt sig, kommer også synet på det forfald, der er så tydeligt de fleste steder. Der er renovering i gang mange steder - og hårdt tiltrængt. Det får i hvert fald en til at tænke på, at man betaler sin kirkeskat med glæde, for et sådant forfald er umådeligt trist at se. Omvendt må vi også tænke på, at kirkerne i Danmark er noget nemmere at vedligholde på grund af den mere simple byggestil - og så er antallet jo langt mere beskedent. Her er der godtnok højt til loftet og mange udskæringer både ude og inde. Utroligt, hvad man har kunnet bedrive for så mange år siden! I det hele taget er det imponerende alt, hvad vi ser.
I Trouvuille/Deauville var det sjovt at sejle på en flod, der tørrer helt ud - men det var også specielt at se, hvad der er af penge mellem nogle mennesker. Deauville må kunne sammenlignes med St. Tropez i Middelhavet - det var ret så flot. Men mon de folk er lykkeligere????
Som skipper skrev i logbogen, var det et temmelig uroligt ophold vi havde i Ouistreham, før vi kunne komme i tryghed på den anden side af slusen. Man mærker, at vi er i åbent hav - tidevandet bestemmer, og derefter haver man sig at rette!
Her i Caen er det også flot - byen emmer af historie. Vilhelm Erobreren har vi lige været oppe at hilse på. I morgen gælder det museeerne og Invasionskysten. Vi skal også se nærmere på Bayeux, hvor det berømte tapet, der skildrer ovennævnte herres slag ved Hastings, befinder sig.
Vi oplever en masse, og det er absolut spændende og interessant. Indtrykkene er nok også ved at være så mange, at de ikke får helt den opmærksomhed, de måske fortjener, så der må nok vælges. Det vidste vi godt på forhånd, men det er jo svært, når man gerne vil det hele. Det kan man bare ikke...
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 3 Amsterdam - Nieuwpoort
Rejsebrev 03
Amsterdam 22/05/07 - Nieuwpoort 29/05/07
Vi kan vist godt sige, at vi har "gjort" Holland og Belgien - og det er fint, for her er dejligt. I dag - tirsdag den 29.5. - har det blæst 1½ pelikan siden først på natten og der har været meget kraftige byger, så det er godt at ligge trygt i havnen. I går kunne vi fint have sejlet - men det er så her, skipperinden skal lære ikke at ærgre sig, for hun var ikke helt tryg ved vejrmeldingen og skipper sagde, at han var ligeglad om vi kom videre eller ej. Nu håber vi så på i morgen...
Men tilbage til afgangen fra Amsterdam: Det blev et lidt hastigt farvel og mange tak for dejligt samvær til Margit og Jørn i s/y Drivert onsdag den 23.5., for lige pludselig var der "hul" bag os. ( Vi var blevet lukket inde af nogle store motorbåde). Af sted gik det ad kanalen gennem havneområdet og man måtte tænke lidt over alle de mennesker, der var i gang for at holde samfundet kørende: Masser af aktivitet på den store havn med kranførere, der flyttede rundt på containere fra store højder, flodpramme og store skibe, der lastede og lossede, flyene, der lettede fra Schipool lige over vore hoveder og alt det, der også skete på land. En myretue er faktisk ikke et dårligt billede.
Varmen var slået igennem, så det var jo en luksustur. Den blev lang - vi måtte vente ved nogle broer, men så er det jo praktisk, man har sit hus med og kan rigge aftensmaden til og spise og nyde en dejlig udsigt til fårene og hestene på markerne og landmændene, der arbejder med at vende hø. Vi vidste godt, at jernbanebroen i Gouda blev næste kritiske punkt, og det blev også lige før den, vi overnattede - klar til at stå op kl. 5.40 og komme med under første åbning.
Videre gik det i fantastisk sommervejr - og et gensyn med det skønne Zeeland. Vi var - skipperinden i hvert fald - meget trætte, da vi ved 20 tiden torsdag aften kunne fortøje i den lille havn i Veere. Sikke en aften! Udsigten fra cockpittet var som når vi ligger for svaj: Grønt med træer, buske og blomster og et fuglekvidder, så det var en fryd. Helt stille på nær, når der kom en stor flodpram eller et kæmpestort Røde Kors skib forbi 2 m fra agterpælene!
Vi skulle jo lige se lidt på Veere, der i dag er en "Tornerose-by" og mest til ære for turisterne, men det er meget tydeligt, den tidligere har haft militær betydning og strategisk beliggenhed. Der var ordentligt bygget forsvarsanlæg - og som i mange andre hollandske byer: En enorm kirke. Det eneste, der var at købe om morgenen var friskt brød, og så var vi ellers heldige at komme hurtigt med i slusen for at tage sidste korte etape mod Vlissingen.
Veere blev et smukt farvel og mange tak for de mange gode dage i Holland - vejret var varmt og flot, fiskehejrerne hilste af på turen mod Vlissingen. Og da de sidste sluseporte åbnede sig mod Nordsøen og det åbne hav, var det faktisk helt fint at indstille blikket på uendeligt.....
Målet var Zeebrügge, hvorfra vi ville tage toget til Brügge, som skipper engang har besøgt og altid har sagt, at den ville han gerne vise skipperinden. Det var som at sejle i fløjl, så stille var Nordsøen, så vi ankom midt på eftermiddagen. En kæmpehavn - fra vi kom gennem de yderste molehoveder, til vi drejede af mod lystbådehavnen, sejlede vi 2½ sm. Imponernede kajanlæg og færgehavn.
Vi - skipper - fandt Royal Belgian Sailing Club, hvor vi fik anvist en fin plads. Vi lavede noget research for at finde ud af hvordan vi kom til Brügge næste dag - og det viste sig, vi skulle tage sporvognen til Blankenberg og derfra tage toget. Der går simpethen sporvogn langs hele Belgiens kyst! Blankenberg viste sig at være en meget flottere og større by en Zeebrügge - men hvem kunne vide det? Zeebrügge er med sin havn etableret fordi Brügges egen havn sandede til, og der er nu en 12 km lang kanal mellem byerne.
Fredag aften ringede vi hjem og ønskede Susanne tillykke med fødselsdagen og sagde tak for det fine vejr.
Lørdag formiddag fik vi ordnet lidt forskelligt, bl.a. vasket. Så gik det efter frokost af sted på udflugt:
Brügge var meget betydningsfuld tidligere som søfartsby og man kan tydeligt se, når man går rundt derinde, at den virkelig har haft sine velmagtsdage. Det var som at gå rundt i et museum - alle steder gamle, imponerende bygningsværker og samtidig et herligt folkeliv. Det var pinselørdag og alle var på gaden. Vi sad på torvet og fik en kop kaffe - og der var et mylder omkring os. Vejret var fortsat pænt, men vi fornemmede nok et omslag.
Med toget hjem - hvor vi fik vasket igen, for det gik jo godt i går! Det med vaskemaskiner og tørretumblere er nemlig ikke altid bare så ligetil, men her fungerede det.
Pinsemorgen så lidt grå ud, men det hjalp på stemningen at tale med Susanne, Marie-Louise, Christian og Jakob og ønske dem en god pinse! Dejligt at høre, de havde det godt. Der gik mange tanker hjem til de forskellige pinsesammenkomster - og en særlig tanke med ønsket om et godt pinsetræf gik til Ballen og alle vennerne i Najad-klubben. Gad vide, hvordan vejret artede sig til den årlige "kapsejlads"?
Vejret var roligt, så vi satte kursen mod Nieuwport. Pinsefrokosten bestod af det sidste tyske rugbrød klappet sammen om lidt hamburgerryg og ost samt en øl til deling. Det var ud for Oostende - pinsesolen havde den venlighed at give os en lille hilsen - men så kom regnen, og den har der været en hel del af siden. Dog ikke mere, end at vi har fået set lidt på Nieuwport, som har en kæmpehavn og består af en gammel og ny bydel. Vi har fået kompenseret for pinsefrokosten, fået travet nogle gode ture, vi har fået handlet grundigt - og så håber vi, at blæsevejret holder op, så vi kan komme videre vest på til Frankrig.
Lige nu, hvor solen netop er gået ned, sidder skipper og skal have taget flagene, men det står ned i tove og blæsten er taget til igen. Vi får se - det er sejlerens lod, at det er vejret, der bestemmer. Vi er nu så priviligerede, at vi kan slappe af i bevidstheden om, at vi når nok det hele, og vi har nok at fylde dagen med. Men klart: Vi håber på godt vejr i morgen. Skipper har en aftale med en "gasmand", som vi efter en del besvær fandt frem til, og jo, han havde da den flaskestørrelse, men om han havde en fuld, var han ikke helt klar over. Det havde han ikke, men i morgen kl. 8.00! Det er godt, vi ikke er løbet tør - nu vil det vise sig, om han holder ord.
Tak for hilsenerne i gæstebogen - det er så rart at høre fra Jer derhjemme!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 2 Brunsbüttel - Amsterdam
Rejsebrev 02
Brunsbüttel 11/05/07 - Amsterdam 22/05/07
Tænk, nu er vi i Amsterdam! Denne særlige metropol, som vi har besøgt flere gange - og hver gang har den noget at sige os. Så fuld af kontraster af alle slags: Meget rige mennesker og meget fattige mennesker. Bygninger så foskellige i alder, stil og udseende. Lyde af hektisk aktivitet, og et par gader væk stille pladser. Et mylder af forskellige nationaliteter - men trods de utrolige forskelle i udseende, sprog og påklædning er der dog et, som vist alle kan her i Amsterdam: Køre på cykel! Ja, og tale i mobil-telefon samtidig, mens de i susende fart krydser ind foran sporvogne og fodgængere.... Cykelparkeringsanlæg og servicecentre for cykler i imponerende størrelser og antal. Og så er Brom-fiets da et godt udtryk for en knallert, ikke?
Men siden Brunsbüttel er der sandelig også sket meget for os. Elben viste sig fra sin blide side, da vi lørdag formiddag i regnvejr sejlede over mod slusen, hvor vi ret hurtigt kom til. Vi fortøjede i Cuxhaven først på eftermiddagen, men måtte forhale på havnefogedens anvisning - og ikke så snart var det til en side, før et veritabelt uvejr bragede løs. Herligt, at ligge vel fortøjet og ikke have andre projekter end en god middag.
Der gik jo nogle dage i Cuxhaven, for det blæste. Men pyt, så kom vi rundt og så på omegnen. Der var den flotteste nordenluft - og godtnok var der rigeligt, men solen skinnede og farverne var fantastiske - som kun nordenluft byder på. En lang cykeltur ud langs diget - og vi følte os hensat til en af de frisiske øer med stranden og de mange strandkurve, strandpromenaden med alle butikkerne, så der gik feriestemning i den.
Der blev også set lidt nærmere på byen, der har mange smukke pladser og bygninger. Vi hyggede os med Margit og Jørn og var enige om, at der skulle en god vejrmelding til, før vi ville have næsen udenfor molerne. Den kom, ( den gode vejrmelding ) så natten til onsdag den 16. stod vi op kl. 01.30 og var klar til at sejle kl. 02.00 med strømmen mod Lauwersoog i Holland. Det regnede og var mørkt, men så snart vi kom ud i Elben var det eet lyshav fra de mange faste og blinkende fyr og sømærker, fiskerbådene og de mange store skibe, der ligesom os havde valgt at være på Elben denne nat. Det gik af sted for motor, men sammen med morgengryets grå lys kom også en brugbar vind. Vi holdt den gående med kaffe - sad på skift og nikkede lidt. Da vi havde spist vore sandwiches og egentlig sad og nød sejladsen, kom der over VHF'en en "wind-warnung", der fik os til at spidse øren:NV 6-7 og op til 8 Beaufort i stødene! Vi kunne ikke helt greje, hvornår det ville komme - men det fandt vi hurtigt ud af, for i løbet af en halv time stod himmel og hav i eet. Vi havde vinden med og hu-hej, hvor det gik! Skipper var den perfekte rorsmand - men naturligvis begyndte vi at snakke om, hvorvidt vi skulle gå ind til Norderney eller Borkum. Så kom solen lidt frem, og ingen af de to alternativer var tillokkende, så skipperinden tænkte:"Sammenlignet med, hvad Peter, Christian og Martin var ude i for et år siden på vej mod Skotland, ja, så er dette jo " a piece of cake", så OK, vi fortsætter". Vi talte med Margit og Jørn over VHF'en og da vi kunne fortælle, at vi var kommet fint til anduvningen ved Lauwersoog, kom de efter. I bølgernes brækken på det lave vand var det helt utroligt at komme susende. Skummet fløj om ørerne på os og skumtoppene lignede miniisbjerge, meget flotte i solen og bølgerne, der nu var blevet nærmest grønne. Indrømmet: Da ekkoloddet viste 1,9 m røg hjertet op i halsen på skipperinden - men fornuften sejrede, vi lå jo midt i en tydeligt afmærket rende, hvor større skibe end os færdes. ( A pros pos fornuften, så citerer Troels Kløvedal i bogen"...og den halve verden" grækerne for at sige, at man skal gå fra forstanden for at komme til fornuft! Så galt skal det nu helst ikke gå - vi hylder pincippet om, at galskaben er det salt, der hindrer fornuften i at harskne.
Vi kom efterhånden i læ for søen og fandt en "ulovlig" plads tæt på slusen, som var lukket for den dag. Der stod, broen var forbeholdt patienter fra Schiermonnikoog, men der lå en hollænder i forvejen og han hjalp os med at fortøje - vi kunne få hans plads og trække os lidt tilbage, for han ville snart sejle. Han gik også op og spurgte, om det var OK, at vi lå der for natten, og heldigvis var det det. S/Y Drivert kom snart efter og det var dejligt at falde til ro oven på en tur, hvor vi var - som flere andre - uforberedt på at få så meget vind. Det bliver jo nok ikke sidste gang... Vi talte også om, at i Tyskland - mit aller Respekt - var det overhovedet ikke kommet på tale at lægge sig ved sådan en bro - men her blev vi venligt hjulpet, formentlig også på grund af den hårde blæst.
Det var en dejlig morgen at vågne op til - og efter at have soigneret os selv og bådene gik det mod Dokkum. Fint at gense stederne - vejret lettede og turen i kanalerne byder altid på oplevelser. Lemmer, Horn - begge dejlige byer. Ijselmeer var også mildt stemt - det var havblik og så varmt, at selv skipper måtte have shorts på. Man siger, der er en slange i ethvert paradis - her må det være insekterne. Hver gang, vi har været her, er vi blevet overfaldet af tusindvis af forskelligt kryb.
Da vi lagde til i Hoorn, lød den smukkeste sang ud til os. Det var med at komme op i byen og se, hvad der foregik. Shantyfestival - og hvor kunne de synge, de forskellige sømandskor. Efter en dejlig middag med Margit og Jørn som værter i det samme gamle tårn, som vi besøgte i 1984 med Morten og Jakob samt en lovende vejremelding, ja, så var det svært at bevare pessimismen!
Og her er vi så i Amsterdam - har besøgt både van Gogh museet og Rijks Museum, så vi har rigtigt været kulturelle. Gik frem og tilbage og fik på den måde fornemmelsen af byen. Vejret er roligt - vi har så småt drøftet, om vi skulle se at komme ud og sydover - men her er altså så dejligt, så vi gør Holland ordentlig færdig.
Vi forkæler stadig os selv med de dejlige gaver i både fast og flydende form - og den åndelige føde er også sikret med de gode boggaver. Og tak for hilsenerne i gæstebogen - det er dejligt at høre fra Jer. Vi har lidt problemer med kontaktformularen, men det er forhååbentlig snart løst. Hvad gaverne angår, så gik nogle af Gerdas snollerposer til et rigtigt godt formål: Den dag, vi var ude i den hårde vind, kom en norsk familie ind til Lauweraoog lidt efter, vi havde lagt til og vi gik op og hjalp dem ind. De fortalte, de havde været på vej mod England, men "hadde måttet snu rundt for de to små guttene..." Den ene lille gut var på dæk og den anden kunne høres fra kahytten. Det er ikke til at forstå for sådanne størrelser, at når man e n d e l i g er kommet i havn, ja, så skal far og mor rende rundt med alt det tovværk og snakke med fremmede mennesker! Så gør en pose Pingvinmix underværker! ( Heksehylene havnede i skipperindens mave, mens hun læste om hekseafbrændinger på Christian den 4.'s tid).
I skal altså også lige høre om fiskehejrerne! Vi har været heldige at se en komme i flugt og lande - et sekund senere er den på stand, fuldstændig stille. Vi var så tæt på, at de lange bryst- og nakkefjer var helt tydelige. Ved ikke, om det hedder nakken på en fiskehejre, men....
Så - også dette rejsebrev kan ikke nok udtrykke, at vi føler os som Lykkens Pamfilius ( er det ikke sådan, det hedder?)
Vi tænker kærligt på Jer derhjemme - det har vi nemlig tid til nu!
John undrede sig lidt over Martins poetiske åre... Vi har den arbejdsfordeling, at skipper skriver logbog og skipperinden skriver rejsebrev - men vi er hinandens bedste kritikere! Så er det vist på plads.
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 1 Kolding - Brunsbüttel
Rejsebrev 01
Kolding 04/05/07 - Brunsbüttel 11/05/07
Nu er det 1 uge siden, vi lagde ud fra Kolding Havn - hjulpet særdeles godt på vej af mange venner, bekendte og familie. Forud var gået måneders, ja års, snakke, drømme og planer om, hvorvidt vort projekt med at starte livet som pensionister "før tid" og leve skiftevis på båden og hjemme, skulle realiseres....
Men nu er vi så vidt. Fredag den 4. maj kl. 13.45 blev vi "hurraet" ud af havnen i det smukkeste solskinsvejr - i dagens anledning med udvidet besætning: Marie-Louise og Christian og med første stop i Hejlsminde, hvor afskedsmiddagen med resten af familien var berammet.
Tusind tak til alle Jer, der sendte os af sted med gode ønsker, kærlige kram og dejlige gaver! Og lige så mange tak til alle Jer, der skrev breve, e-mails, kort, ringede eller lagde telefonbeskeder for at ønske os en god tur! Med alle de varme ønsker har I gjort Jeres til, at vi får en vellykket tur - selv kan og vil vi gøre meget, og hvis ellers vejrguderne vil være os mildt stemt, kan vi snart komme "rigtigt" af sted.
Efter en fin sejlads med børnebørnene til Hejlsminde fulgte nogle dejlige timer med Maiken, Jakob, Morten, Susanne, Anne Lis og Launy - og til middagen kom også Møller og Kirsten. Det var svært at sige farvel sent på aftenen - og dejligt, at vi snart skal hjem "på ferie" og ses igen!
Lørdag morgen stod vi op til tæt tåge, og mens vi lå og skulle tage os lidt sammen, talte vi om de sidste ugers travlhed og mange begivenheder - der er mange følelser forbundet med at skulle sige farvel til et arbejde, der har fyldt meget i mange år. Så vi var trætte, men det var også fantastisk at fornemme friheden til at kunne komme ud og opleve uden at skulle hænge i den berømte klokkestreng for at nå hjem til arbejdet. Det er nok ikke helt gået op for os endnu.
Vi besluttede at sejle gennem Als Sund og nyde forårets farver, dufte og lyde. Et dejligt opkald fra Gambler med endnu flere ønsker om en god tur ud for Genner Bugt, var med til at det hele blev endnu bedre! Scleimünde var fyldt af både og sommerstemning, så det blev i Massholm, vi overnattede - efter først at have travet en dejlig aftentur og nydt solsortene og svalerne, der sang og kvidrede af hjertens lyst. Syrenerne blomstrede og duftede om kap med alt det andet, der er så betagende netop på denne årstid. Løgblomsterne i Holland når vi nok ikke - men allerede nu kan vi ikke tillade os at føle os snydt...
Vore første dage blev solfyldte og stille, men vi måtte jo hellere komme af sted, så det var motoren, der gjorde arbejdet. Søndag sidst på dagen var vi i Rendsburg, som vi tidligere har besøgt, og som bestemt er et gensyn værd. Mandag stødte S/Y "Drivert" med Jørn og Margit ombord til. De har planer om at sejle til Middelhavet via kanalerne fra Holland og vi har aftalt at følges det første stykke vej fra Cuxhaven.
Nu var der kommet vind i rigelige mængder, så vi kom "på plads og i orden" i løbet af de næste par dage. Fik lavet nogle af de ting, der ikke havde kunnet nåes hjemme, fik hvilet ud og set en masse til byen. En travetur indbefattende tunnellen under kanalen og hjem med hængefærgen - og besøg på museerne og i Christkirken blev det også til.
En god middag sammen med Jørn og Margit var en hyggelig anledning til at prøvesmage lidt fra barskabet - og vi smovser rigtigt i de spiselige og drikkelige gaver. Bl.a. har vi taget de nye krydderikværne i brug - nu er det krydderierne, der kværner og ikke bryderierne i hovedet.....
Vi tog af sted fra Rendsburg i silende regn torsdag morgen - med opklaringen kom vinden stærkt tilbage - hård kuling i stødene, men solen kom også, så vi havde en fin tur til Brunsbüttel.
Vi har altid godt kunnet lide Kieler-kanalen. Der er en masse at se på: De store skibe, broer og færger i mange forskellige konstruktioner, cyklisterne og lystfiskerne langs bredden, der vinker - en mængde fugle af alle slags og en masse træer, buske og blomster med deres farver og dufte.
I modsætning til, hvad vi tidligere har oplevet, har vi MEGET god plads i havnen, så både Drivert og Nausikaa ligger langskibs til kaj i god læ. Det er i sig selv en oplevelse at følge med i arbejdet på sluserne. Det er kollosale skibe, der ekspederes - og da vi ligger lige op mod de store sluser, har vi udsigt fra 1. parket.
Vi håber nu, at lavtrykkene, der fortsat vælter ind over os vil vige for et solidt højtryk, så vi kan komme af sted mod Holland. Indtil da, oplever vi byen og omegnen - og når regnen som nu vælter ned, er det jo kræs at lytte til musik, læse eller skrive samt få ordnet alt det, der jo er at ordne...
Eller blot at sidde og glæde sig over at kunne gøre det, vi gør nu - og tænke på alle Jer derhjemme og håbe, I også har det godt.
Søndag formiddag hørte vi vejrmelding over VHF'en. Den sluttede med, at oplæseren - som må være en interessant person - citerede nogle skriftsteder og "bryggede" lidt på dem selv. Essensen var ikke til at tage fejl af, og vi vil gøre hans ord til vores:
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen


Vælg fra hvilket år du vil læse rejsebreve: 2018  2017  2016  2015  2014  2013  2012  2011  2010  2009  2008  »2007«