Rejsebreve fra 2008

Her kan du læse rejsebreve fra Nausikaa.

Rejsebrev 24 Puerto Rico (Gran Canaria) - Las Palmas de Gran Canaria
Rejsebrev 24
Puerto Rico (Gran Canaria) 19/11/08 – Las Palmas de Gran Canaria 02/12/08
Nu er det lige før, de “14 dage på Gran Canaria” er gået – og de er absolut gået godt! Vi har den fineste udsigt til julelysene i Las Palmas fra cock-pittet, Peter Abrahamsen fortolkning af Evert Taube overdøver en begyndende susen i riggen og lugen står åben, selvom vi skriver 2. december. Vi har fået en god plads til Nausikaa, og vi tager hjem på jule-og nytårsferie i morgen med mange gode minder fra denne dejlige ø og kan glæde os til at komme tilbage.
Vi har virkelig holdt ferie i denne periode. Og at vi sluttede af med en yderst fredelig sejlads, ja, det nød skipperinden, for hun havde næsten glemt, at det kunne lade være med at blæse på Atlanterhavet!
Det var rigtig dejligt vejr i Puerto Rico, så vi brugte byen som base for ture rundt på øen. Allerede, mens vi sejlede dertil langs Gran Canarias sydøstlige kyst, havde vi kunnet se både de flotte sandklitter og bjergformationer, og det var spændende at komme ind i landet og se nærmere på landskabet. Der er nogle enorme slugter og bjergkamme med specielle konturer. Vi tog til Puerto Mogán med bus; både for at se den meget charmerende by og havnen mhp en eventuel aftale om vinterplads, og for at se landskabet. Det tog meget længere tid over land, end hvis vi var sejlet, for der er virkelig mange hårnålesving. Og buschaufførerne kører, som skipper siger, som om de har stjålet det hele.
Lidt mere roligt gik det til Las Palmas med bus. Vi skulle op og snuse til atmosfæren i forbindelse med de mere end 200 både, der den 23. november i samlet trop satte kurs mod Santa Lucia i Caribien (ARC-sejladsen). Det var sjovt at gå rundt og se travlheden med at blive klar til turen. Hvad der ikke blev læsset ombord af proviant! Og der blev slæbt rundt på sejl og andet grej – i mange både sad en mand og dinglede i masten for at efterse eller reparere. Vi fik også talt med havnekontoret, hvilket resulterede i, at vi trods det skønne klima på sydkysten besluttede at tage hjem herfra.
Las Palmas fik vi kigget lidt på – pludselig befandt vi os i et kvarter, der havde nogle ligheder med det i Amsterdam, hvor de letlevende damer inviterer, men her var der bare lidt mere skummelt, så det var om at få kortet frem og finde ud af, hvor katedralen lå, så vi kunne komme i sikkerhed! Det gik også; den er flot, og mens vi sad og nød det i klostergården, der ligger sammen med kirken, kom der den smukkeste orgelmusik derindefra. Vi har ellers set rigtig mange kirker uden orgel!
Men nu skulle vi selv ud at køre! Da skipper kom tilbage med den bil, vi havde lejet, (og der var vist de første 20 steder, man kunne leje bil!) sagde han i umisforståelige vendinger, at det var da den ringeste bil, vi endnu havde været ude for – og han overdrev ikke. Men de 3 dage, vi havde den, kom vi rigtigt rundt og så en natur, der var overraskende smuk og afvekslende. Vi havde fået en lille forsmag på det, da vi tog bussen til Palmitos Park, hvor der var meget at opleve, både i form af shows med papegøjer og rovfugle, smukke orkideer og sommerfugle samt en masse andre dyr. Og så var haven i sig selv et meget skønt sted at opholde sig i. Men i ”egen bil” kørte vi stort set øen rundt på kryds og tværs, lærte en masse om de oprindelige indbyggeres liv og samfund, både deres lagre af korn og forråd i vanskeligt tilgængelige huler og på et frilandsmuseum, hvor en imponerende udstilling viste, hvordan de havde levet og indrettet sig. Vi besøgte små, isolerede landsbyer, hvor tiden syntes at stå stille, så en frodighed med appelsintræer, avokado, bananer, tomater, så de grønne bjergskråninger med masser af figenkaktus, lav, forskellige sukkulenter, nåletræer og flere steder løvfældende træer. Og så kørte vi bjergkørsel – heldigvis på gode veje. Vi mærkede hele tiden forskellen i klimaet: I bjergene var der ofte tåge, regn og blæst – mod syd skinnede solen. At kravle op på Gran Canarias midtpunkt og vartegn: Roque Nublo var hårdt og koldt, men hvor var det et smukt skue deroppefra!
Byerne på sydkysten har et fantastisk klima – og der er også smukke bjergformationer, havet er blåt og roligt, der er blomster og masser af dejlig feriestemning. Og vi nød at spise alle måltider ude og at gå rundt i sommertøj. Men hvor har Gran Canaria uendeligt meget mere at byde på! Naturen er fantastisk nordpå og inde midt på øen – og de turister, der ikke tager ind og ser det, eller besøger museerne, der fortæller om guanchernes liv og arbejdet med at skaffe en stabil vandforsyning, snyder sig selv for store oplevelser. Turen ind i en slugt, hvor der den dag i dag bor mennesker i bjerghuler, samt at skipper inviterede på kaffe på et ”bjerghulehotel” og hvor vi også var inde i en kirke, hvor ALT var hugget ud af lavabjerget, er bestemt noget, der vil blive stående længe på ”mindetavlen”.
Her på Gran Canaria har vi mødt en del danskere, og sandelig også sejlere. Det er altid hyggeligt, og det var fornøjeligt at have Vibeke og Poul med i bilen den sidste dag. De tog det pænt, at den ikke lige var af nyeste model. Vi kommer også i snak med flere fra andre lande, hvilket altid er inspirerende – og hyggeligt, når der er helt tilfældige gensyn.
Vi har det rigtig godt med, at der udover de ”nye” øer bliver et gensyn både med Gran Canaria, Lanzarote og Fuerteventura til foråret. Her er bare så meget at se og opleve, og så er det jo fantastisk at få lov at have så lang en sommer.
Men lige nu glæder vi os rigtig meget til at komme hjem til familien og vennerne og holde jul og nytår. Vi vil sige alle Jer, der følger os, mange tak for i år, tak for hilsener, I har sendt. Glædelig Jul og Godt Nytår og på gensyn i 2009!

Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 23 Puerto Calero (Lanzarote) - Puerto Rico (Gran Canaria)
Rejsebrev 23
Puerto Calero (Lanzarote) 07/11/08 – Puerto Rico (Gran Canaria) 19/11/08
Her kl. 21 er der 22 gr. i kahytten, og det var næsten svært at trække ned om læ, for det er lunt, med fjern musik fra en bar i nærheden og alle farverne fra lysreklamerne, der spejler sig i havnens stille vand. Vi er kommet til en af turismens højborge, Puerto Rico på Gran Canaria – ret så forskellig fra de mange andre steder, vi har set de sidste par uger. Og her ER mange turister, men det er let at forstå med dette skønne klima, så vi vil nyde, at ”Vi ta’r lige 14 dage på Gran Canaria”, og så må det blive på turismens præmisser. Efter en temmelig frisk tur fra Fuerteventura i går – som startede i mørke, men med halvmånens fine lys - har vi fået vasket båd og ordnet vasketøj, fået hvilet ud og orienteret os lidt om stedet og omegnen, som vi så skal se lidt nærmere på de næste par uger. Da vi kom sejlende til Gran Canaria, kunne vi på grund af dis kun skimte dens imponerende omrids – den har en helt anden facon end Lanzarote og Fuerteventura.
Og dem skal det følgende handle om: Den morgen, vi sejlede langs Lanzarotes nordøstkyst, blev lavabjergene tydelige, efterhånden som solen kom på himlen, og sikke et syn! Golde, ja, men nogle meget smukke og skarpe formationer mod himlen. Vi var jo trætte, og derfor var det en lise at blive fortøjet i Puerto Calero, som er en moderne og veldrevet marina – lige, hvad vi trængte til. Vi fik gang i cyklerne og besøgte det nærliggende Puerto del Carmen, hvor vi fik et lille indblik i livet som charterturist. Strandenes sand var mørkt – lavaen sætter sit præg overalt – men der var rigtigt gang i badelivet; der var massevis af restauranter og souvenirbutikker og usandsynligt mange blege englændere, tyskere og skandinaver, som nød godt af solen og det fine vand. Lanzarotes hovedby, Arrecife, tog vi til med bussen, som snart blev ganske stuvende fuld. En fin by, hvor der var lidt at finde fra oprindelig tid. Lanzarote har haft den fordel, at arkitekten Cesar Manrique tog hånd om, hvordan byggeriet, der skulle til for at rumme turismen, bedst og smukkest kunne passes ind i landskabet. Og umiddelbart ser det ud til at være lykkedes.
Højdepunktet under vort ophold i Puerto Calero var en reception, som havnens grundlægger hvert år holder for sejlerne. Vi blev inviteret til at komme kl. 19-21.30, blev modtaget med personligt goddag, et lille glas og så ellers ind i en flot restaurant til de skønneste tapas og alt, hvad vi havde lyst til af diverse drikkevarer. Vi var kommet godt i snak med hollænderne i nabobåden, men udover deres selskab var vi heldige at tale med mange andre sejlere fra forskellige lande. Der var interessante mennesker imellem, som havde oplevet lidt af hvert og fortsat havde mod på – og planer om - store togter, som får vore ture til at ligne søndagsudflugter!
Selvom det havde været fristende at hænge lidt ud sammen med disse festlige sejlere, var vi besluttet på at komme sydpå mod Fuerteventura, hvor skipperindens søster, mand og rejsevenner var på ferie, og et møde med dem lokkede jo gevaldigt. Vi har meget til gode endnu på Lanzarote, men vi regner med, at vi tager til Marokko fra Lanzarote til foråret.
Så vi stod tidligt op og kom fint til Puerto do Castillo, og det var en noget anden marina. Lille og temmelig åben, men da vi fik den sidste plads, måtte vi bare være glade – det blæste op, netop som vi gik i havn og ganske som på Årø, var der nogle flinke tyskere til at give en hånd i sidevinden!
Også her var der bare turister i massevis, så det var nemt at leje en bil. Næste morgen tidligt var vi klar til at køre rundt på Fuerteventura, og det var en oplevelse. En helt speciel natur – tørt og goldt, men med flotte bjergformationer og mange smukke udsigter. Vi havde også fornøjelsen at hilse på Chip og Chap – de små, vimse jordegern er overalt i bjergene. Små frugtbare oaser inde i dalene, hvor der var vokset landsbyer op omkring og visse steder med museer og udstillinger, der gav mulighed for at få et indblik i de oprindelige øboeres – guanchernes – liv.
Overalt på bjergsiderne – når man så godt efter – kunne man se de mange geder. Man siger vist, der er flere geder på Fuerteventura end mennesker. Gedernes mælk anvendes til at lave en herlig ost af. Der er også en stor produktion af Aloe Vera produkter, planten findes mange steder.
I landskabet var der også mange af de gamle vindmøller at se, enkelte endnu funktionsdygtige men flere i ruiner. Nogle var flot restaurerede og kunne opleves på frilandsmuseer m.v. Man er også begyndt at opsætte moderne møller, og hvorfor ikke, når nu øen har navn efter den stærke vind?
Nordpå kunne vi fra Corralejo se over til Lanzarote, inden vi kørte ned gennem Las Dunas, et fantastisk klitlandskab med sandstrande, som nok er den væsentlige grund til Fuereventuras popularitet som ferieø. Da vi nu havde bil – og ventede gæster – benyttede vi lejligheden til at købe ind i hovedbyen Puerta del Rosario, og der mangler ikke noget i butikkerne!
Så måtte vi til Morro Jable og besøge Esther – og sikke en dejlig dag, vi havde der. På vejen dertil var vi lige omkring Gran Tarrajal, en fiskerihavn, der også er udskibningshavn for de mange tomater, Fuerteventura er berømt for. Der er lavet en fin marina, der nok kan blive aktuel at besøge til foråret. Landskabet mod syd var et andet: høje bjerge, men også mere sand. Mildere og knap så blæsende, som hvor vi kom fra. Hjem igen, så vi kunne sejle næste dag, for vinden havde igen lagt sig til et også for skipperinden acceptabelt niveau, og det var jo fristende at kunne holde fødselsdagsfrokost for lillesøster søndag i Morro Jable.
Det lykkedes også – havnen var et kapitel for sig, men bedre end sit rygte. Der var nogle meget flotte bjerge, der ind imellem kan lave noget halløj med vinden, og vi havde da også knapt lagt til, før det blæste helt hen i vejret. Men vi lå godt, skønt vi ikke kunne finde nogen havnefoged! Morro Jable var også blevet udviklet til et turiststed – målet var at kunne tilbyde 90.000 senge! Strandene omkring byen – og på hele Jandia-halvøen skulle være Europas bedste. Hvad der var af hoteller! Og mennesker – men igen, det er let at forstå, for klimaet er guddommeligt. Tænk, at vi her i november kan gå rundt i shorts - og de, der har den slags lyster, kan bade i Atlanterhavet! Solen er livgivende, gigten er ikke så generende, eksemer og hudlidelser mildnes, så der er mange gode grunde til at finde hertil og samle overskud til de mørke vinterdage i Norden!
Og vi nyder det altså også – at vi så har vort eget lille flydende hjem og ikke skal på hotel, ja, det er vi ret så glade for. Og – med en kærlig tanke til alle de dejlige mennesker, vi har arbejdet sammen med – så er dette altså et godt alternativ til at gå på arbejde…
Det bliver også godt at komme hjem og holde jul og nytår og se Jer alle igen. Men først har vi altså lige de her 14 dage på Gran Canaria, hvor vi skal ud og opleve øen!
Tak for hilsener, e-mails og sms’er – det er virkelig dagens højdepunkt, når der er noget nyt i Indbakken eller gæstebogen!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 22 Porto Santo - Puerto Calero (Lanzarote)
Rejsebrev 22
Porto Santo 17/10/08 – Puerto Calero (Lanzarote) 07/11/08
Endnu er indtrykkene fra turen fra Madeira meget tæt på, men efter en god nattesøvn er det kun på ”den fede måde”. Mørket var sommetider ved at være for meget af det gode for skipperinden, men det gav til gengæld mulighed for at nyde den fantastiske stjernehimmel med ”flettede fingre i stjernedrys”. Aldrig har vi set stjernerne så kraftfulde og så mange. Vi savnede Maiken til at fortælle både fakta og myterne/poesien om de forskellige stjernetegn – det er hun nemlig rigtig god til! Det er også en erfaring at opleve sig selv så alene på kæmpehavet. Vi er kun os selv til at klare ærterne, og man kan ikke fortryde nu. Lidt, som i svævebanen på Madeira, hvor det godt lige kunne give et lille ”sug”, mens vi hang der fritsvævende over slugten. Men en tilfredsstillelse at have gennemført og godt at have været sammen om, er det absolut.
Og nu er der så udsigt til lavabjergene på Lanzarote, der er smukke og særegne på deres måde, solskin den 7. november og hvidvin i glasset, mens dette rejsebrev skrives. Er det da ikke fantastisk?
Tilbage til Porto Santo, øen, som mange overser, men som har meget at byde på. Der er et særligt havnemiljø med både, der kommer og går. Alle har gennemført en lang rejse og skal videre. Havnen fremstår næsten som en naturhavn med beskyttende klipper omkring og ved siden af sandstranden, som de med rette er stolte af. Sådan en har Madeira nemlig ikke – i hvert fald ikke af naturens slags!
Vi ville leje bil, men fik at vide, at halvdelen af øen ville være afspærret på grund af rally! Dette er et eksempel på en af denne rejseforms mange fordele: I stedet for at ærgre os, kunne vi gå op og overvære starten, som var ganske festlig med alle de små pyntede og larmende biler, der kørte ud over rampen. Og en lille frokost på en af de små lokale barer, så var vi klar til at opleve Columbus’ Hus, hvor han stiftede familie og boede nogle få år. Det er indrettet som et meget informativt museum. Kirken lige ved siden af var smuk og lidt speciel – også her er døbefonten placeret i et særligt, lille rum lige, når man kommer ind i kirken. Det så vi første gang i det sydlige Portugal.
Så skulle vi ud at køre om søndagen. Det var til at overskue, for øen er 11 km lang og 7 km bred – men en utrolig variation i landskab og klima fra det ene sted til det andet. Smukke betagende udsigter uanset, hvor vi befandt os. Tidligere anlagte terrasser med henblik på opdyrkning har måttet opgives på grund af for lidt nedbør, men tilplantning med fyrretræer for at holde på fugten ser ud til at være lykkedes. At det så ændrer konturerne og dermed synsindtrykket af bjergene, er en anden sag, som vi jo ikke skal blande os i.
Madeira var jo turens hovedmål, og i fint vejr forlod vi Porto Santo. Vi kunne se Madeira og de 40 sm var jo nærmest kun en smuttur efter de tre døgn til søs. Konturerne af Madeira som gradvist blev større og mere klare, var en særlig oplevelse: Klipper med huller i, høje, forrevne og barske mod nord. Da vi kom ind i læ, blev det blidere og meget frodigt, forbi flyvepladsen bogstaveligt talt i vandkanten med de mange fly, der kom og gik, og så dukkede Funchal op i al sin skønhed med solen, husene og alle farverne på bjergene. Krydstogtskibe i havnen – ja, det var så flot, og vi glædede os i den grad til at fortøje. Stor var derfor skuffelsen, da vi – meget venligt og høfligt – blev oplyst om, at der desværre ikke var plads på grund af regatta! Det drejede sig om 4, ganske vist store både! Som nævnt i logbogen, sejlede vi videre langs kysten til Calheta, og da vi havde fået rystet skuffelsen af os, var vi enige om, at dette var en fantastisk måde at opleve sydkysten på. Hvor var der flot: Stejle, høje skråninger – endda en elevator! – utallige bananplanter på de mange terrasser, bjergslugter, små og større idylliske byer både i vandkanten og på de mest usandsynlige steder på bjergtoppene. Og alle vegne blomsterne, der gav farve og lyste op.
Vi fik en fin plads i marinaen, hvor der var en masse smukt at se på og gode forhold, både hvad indkøb og daglige fornødenheder angik. Vi besøgte en interessant gammel fabrik, hvor vi så alle maskinerne til bearbejdning af sukkerrør – med rom som slutprodukt; den smager godt og kan absolut anbefales.
Madeira var blomster og bjerge – bjerge af blomster! Bjergkørsel – kørsel med bil, bus og taxi. Nogle gange ret så halsbrækkende og temmelig nervepirrende. Den lørdag, vi kørte ind til Funchal, så vi efter nogle dage i ”de vilde bjerge” frem til en rolig dag. Vi fik også bilen godt parkeret i et parkeringshus, daskede lidt rundt og nød solen, var på markedet og beundrede det store udvalg af fisk, blomster, frugter m.v., fik en lille smagsprøve på den udmærkede madeiravin og blev så enige om, at vi skulle opleve Den botaniske Have sammen alle fire. Vi fik fundet bussen, og sikke en tur. Det gik bare opad gennem de mange sving – stærkt!
Det var en fryd at gå rundt i havens ro og skønhed og sunde sig ovenpå den bustur. Det trak ikke ligefrem at ”busse den” ned, så alternativet med svævebanen op til Monte og ned igen, var vi alle med på. (Det var jo som sædvanligt nok den kvindelige del af besætningen, der havde de største bekymringer.) Pyha, der var godt nok meget langt ned, da vi sad i kabinen oppe over den dybe slugt. Heldigvis var det helt stille vejr, og når vi nu sad der, kunne vi jo ligeså godt nyde den storslåede udsigt, for vi kunne jo ikke stige ud! Men svævebane ned igen? Nej tak, hvis skipperinden skulle bestemme. (De andre protesterede ikke!) Så hellere en bus. Den gik ikke lige med det samme, så en vaks taxi-chauffør fik os overbevist om, at vi sparede både tid og penge ved at køre med ham ned. Der er ikke plads til detaljer her, men det var dagens mest nervepirrende køretur. Og hver gang vi forsøgte at sige til ham, han skulle tage den med ro, sagde han bare: ”New car, good breakes!” Ned kommer man jo altid, og faktisk var Olgas forslag om en lille en at styrke sig på meget velvalgt, men nej, vi lod fornuften sejre og begav os mod parkeringshuset, for vi havde jo en lille times kørsel hjem til båden. Lidt efter stod vi så VED EN LUKKET PORT! Med et skilt, der fortalte, at vi kunne komme ind igen mandag morgen kl. 7 – dette var lørdag aften. Vi gik lidt rundt, mens vi forsøgte at tale med forskellige, som ikke kunne hjælpe os og havde bestemt at finde politistationen. Så sagde skipper, da vi så nogle unge mennesker i hospitalsarbejdstøj stå og holde pause, at det ”er sgu da den samme bygning, bare modsat side”. De var søde at hjælpe os med at ringe til det nummer, der stod på p-billetten – og de var meget bestemte og takkede nej, da vi diskuterede, hvad vi kunne give dem for deres hjælp. Efter ca. ½ time kom en sød og venlig mand – han havde familien med i bilen – og låste os ud. Og han skulle ikke have andet end parkeringsafgiften. Det var alt andet end en stille og rolig dag i Funchal, men rigtig god at tænke tilbage på sammen med gode venner – det er nok den slags historier og oplevelser, der bliver bedre med årene! Og aldrig har det da været skønnere at komme hjem på Nausikaa og få benene op og mad i maven!
Vore egne køreture ud på øen var en stor oplevelse. Klimaskiftene fra koldt, blæsende og tætskyet på nordkysten til den blide, frodige og lune sydkyst. Bjergslugter, blåt hav, blomster i natur og kultur, bananplanter i massevis, vinstokke – ubeskrivelige udsigter overalt, utroligt forskellige – store, barske, øde områder, betagende skønhed og forundring over menneskers evne til at indrette sig. Menneskene her, ja, de er et kapitel for sig. Alle steder har vi mødt gæstfrihed og hjælpsomhed, men en oplevelse på en af vore køreture, var direkte rørende: Vi havde gjort holdt på en rasteplads for at spise vores madpakke. Bordene var optaget af en familie, så vi fandt nogle sten at sidde på lidt i udkanten. Da vi havde siddet lidt, kom en kvinde hen og bød på hjemmebagt kage. Så kom hendes mand og gav os af sin lokale vin, og da vi skulle til at gå, insisterede en ung mand på, at vi smagte hans kødret, som de lige havde tilberedt. Hvor ville det have været sjovt at kunne tale noget mere med dem – men i den slags situationer finder man også ud af, at ord ikke altid er så nødvendige!
Vi var også på Levadavandring. Det var et meget smukt sted og en af de gamle levadaer. Sært at tænke på, hvordan slaver i sin tid hang i kurve på bjergskråningerne og skabte disse levadaer, der er gravede render til at føre regnvandet især fra bjergene på nordsiden rundt på øen. Det er et sindrigt og imponerende system, hvor man som jordbesidder kan købe en vanding af en vis varighed. Madeira tiltrækker i stigende grad vandrerfolket – og det er let at forstå, for det er et fantastisk sted at opleve – blot skal der også her vises den fornødne respekt for vejrets og terrænets egenart. Vi fornemmede det, da vi besøgte Pico do Areeiro (1818 m.o.h). Første gang måtte vi opgive at bevæge os ude på grund af stærk isnende vind og totalt skydække. Næste gang kom vi i klart vejr til et fuldstændigt og bogstaveligt talt bjergtagende udsyn, hvor ord faktisk ikke er dækkende for oplevelsen.
Vi havde jo set den grimme Espada-fisk på markedet i Funchal, sammen med alle tænkelige og utænkelige andre produkter af frugter, blomster og grønsager. Ole og Olga inviterede på afskedsmiddag på det fine og meget tiltalende hotel i Calheta, (da det nu desværre ikke kunne blive på Lido’en i Funchal) og selvfølgelig skulle vi have Espada. Nej, hvor det var lækkert, og den lokale hvidvin til var også et dejligt bekendtskab!
Alt godt får jo en ende, og vi måtte sige farvel og tak for nogle dejlige uger til vore gæster. Efter et par dage blev der plads i marinaen i Funchal, og det var rigtigt dejligt at komme derind. Vi lå godt og roligt og fik set meget mere til byen. Imponerende, hvad havnen kan modtage af krydstogtskibe. En dag var der hele 5, men så måtte en coaster altså også vige pladsen og blev sendt uden for havnen for anker. En travetur langs havet ud til Lidoen med dens mange hoteller og flot anlagte parker/haver var en fornøjelse – der ser ud til at være noget for enhver smag og pengepung, og intet under, at Funchal er populær særligt blandt lidt ældre englændere, som flytter væk fra kulde og fugt om vinteren.
Nu følte vi os rede til at forlade Madeira, taknemmelige for de mange gode oplevelser og indtryk. Der blev købt ind, forberedt mad og båden blev gjort klar til næste lange etape til De kanariske Øer. Vejrmeldingerne blev studeret, beslutningen om afsejletidspunkt blev fastlagt, og i flot solskin lagde vi Funchal bag os. Mørket sænkede sig over os allerede ved 19-tiden, men længe endnu, ca. 75 sm fra land, kunne vi se lysene fra bjergtoppene på Madeira. Et stemningsfuldt farvel til en fantastisk ø – nu var det ud på det store, mørke hav med sol og varme ventende mod sydøst.
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 21 Sevilla - Porto Santo
Rejsebrev 21
Sevilla 10/09/08 – Porto Santo 17/10/08
Dryppene fra de spredte byger her på Porto Santo gør, at det alligevel ikke er så svært at løsrive sig fra den fantastiske udsigt til bjergtoppene, som vi har her fra havnen og finde tørvejr i kahytten med 26 gr. Der ser dog ikke ud til at være længe til næste solskinsperiode - vi er enige om, at klimaet her simpelthen er virkelig behageligt!
Det var det også, da vi den 26.9. kom tilbage til Sevilla: 28 gr. kl. 20! Det var jo med et par dages forsinkelse, vi vendte tilbage. Men det var med ro i sindet og taknemmelighed over, at vi havde kunnet være med til hele forløbet omkring skippperindens fars død og begravelse.
Det gjorde heller ikke noget, at vi havde et par dage med massivt regnvejr – vi fik sundet os lidt, hvilet ud og hygget samt planlagt den videre færd. Der skulle disponeres med tidevandet/strømmen i Guadalquivir, havnekontorets åbningstider m.v. Vi fik lejlighed til at ”gøre” Sevilla lidt mere – dog uden at komme til flamenco - det kunne ellers have været sjovt.
I et gryende dagslys lagde vi ud fra Gelves, og selvom turen ud gennem den grumsede flod ikke byder på de store begivenheder, nød vi det i fulde drag. Det var skønt vejr, og storke og fiskehejrer spankulerede langs bredden. Det gik hurtigt, og midt på eftermiddagen fik vi en fin plads i Chipiona, som var ganske anderledes at besøge denne gang. Der var ved at blive lukket og slukket for vinteren – vi havde en god oplevelse ved at besøge kirken og se lidt mere til byen, der nu ”kun” havde de sædvanlige indbyggere og ikke alle badegæsterne.
Om natten var det så, vi atter hørte visse uidentificerbare lyde… Om morgenen gik det op for os, at vi havde fået mus ombord, så i næste havn, Mazagón, måtte vi på jagt efter en musefælde. Og da vi havde fanget bæstet, gik der jo en dags tid med at få gjort grundigt rent og ryddet op. Vi er meget glade for, at den først begyndte sit gnaveri EFTER, vi var kommet ombord – sikken en ravage, den kunne have lavet, hvis den havde haft det for sig selv, mens vi var hjemme!
Afskeden for denne gang med Spanien tog vi i byen Ayamonte, som var en helt igennem positiv oplevelse. Der kunne vi godt lide at være, men vi skulle jo videre mod vest og glædede os til at tage imod Ole og Olga i Vilamoura, der var den mest praktiske marina i forhold til Faro lufthavn. Det var et turistcirkus uden lige og med så mange blege, af og til højrøstede englændere, at vi næsten følte, vi var i England. Masser af butikker, barer og restauranter, og ikke meget miljø i vores forstand! Heldigvis mødte vi der to andre danske både, hvor vi snakkede hyggeligt med besætningerne, og pludselig var det tid at hente vore gæster. Desværre fik vi et lidt kedeligt vejr et par dage, men ikke efter danske normer, forstås!
Vi skulle til Lagos for at hente vores redningsflåde og gøre klar til den lange tur til Porto Santo, men så kom den dejlige SMS fra EOS, at de var i Portimão, og selvfølgelig sejlede vi ind for at være sammen med dem. Der var meldt rigeligt med vind op ad dagen, men vi kom af sted i rette tid og havde en flot sejlads dertil. Vi nød gensynet med Peter og Elly, som vi vinkede farvel til i La Coruna i april måned. Vi blev alle inviteret ombord på EOS til drinks, og Ole og Olga gav os ret i, at det var en særlig oplevelse at være i den gamle, smukke træbåd i selskab med dens meget sympatiske ejere. Næste dag lånte vi deres cykler, så vi alle fire kunne komme lidt omkring – og vejret var igen, som vi kendte det: Høj sol og varme. Afskedsmiddagen – i denne omgang – foregik på Nausikaa, og næste morgen gik det mod Lagos. Det var dejligt at finde redningsflåden klar, og der blev ordnet forskelligt: købt proviant, vasket og råhygget både i den dejlige by og ombord. Vi skulle have en god vejrmelding nogle dage frem, og indtil den forelå, var der nok at foretage sig: bl.a. at spise klipfisk på en lille restaurant lidt væk fra hovedstrøget ligesom de kvindelige besætningsmedlemmer gik lidt på shopping og lod mændene knokle med forberedelserne…
Mandag morgen var vi så klar til de 450 sm og 3-4 døgn på Atlanterhavet. Vi fik den smukkest tænkelige afsked med Portugals kyst – de okkerfarvede klipper stod i et fantastisk lys, havet var blåt som kun Atlanterhavet kan være det, og himlen så venlig ud horisonten rundt. Vi var alle spændte på turen og sad jo nok og gjorde os hver vore tanker samtidig med, at vi hyggede os og nød det første aftenmåltid under helt ”kontrollerede forhold” i cockpittet. Vi fik selskab af fuldmånen; den lyste for os alle tre nætter, og solen skinnede fra en letskyet himmel alle dagene. Det var noget vekslende, hvad der var af vind og sø, og i perioder var skafningen og indtagningen af maden en udfordring. At skipperinden skulle opleve at tage brusebad ca. 200 mil fra land, ja, det bør da lige nævnes! Delfinbesøg blev vi heller ikke snydt for, og selvom vi ind imellem var ret trætte, var vi enige om, at vi havde haft en rigtig fin tur. Meget motorsejlads, men også mange timer med godt gang i sejlene. Det var herligt, da Porto Santo dukkede op i horisonten, og den hjertelige velkomst, vi fik af havnepersonalet, var med til at runde turen af på den bedst tænkelige måde. Nu skal vi have kigget lidt på dette særprægede sted, før vi sætter kursen mod Madeira.
Vi har jo hørt om, at når vi kommer på disse kanter, bør vi være opmærksomme på kakerlakker. Og dette blev temmelig konkret, da Olga i bruserummet blev forskrækket over et højt skrig fra en af kabinerne. En kæmpestor kakerlak måtte uskadeliggøres, og da Ole så en – mindst – lige så stor en af slagsen om aftenen på herretoilettet, gav det megen mening, at vi er begyndt at skylle vore skosåler, før vi går ombord efter landgang! Vi vil forsøge at forebygge kakerlakkernes indtog på Nausikaa, men trøster os med, at de ikke er farlige - skulle det alligevel lykkes for nogen af disse bæster at snige sig ombord.
Det er en rigtig god fornemmelse, at vi nu er kommet godt hertil – og skipperinden er glad for, at der ”kun” er halvt så langt til De kanariske Øer.
Den tid, den glæde! Vi tænker på Jer derhjemme i efterårsrusket og nyder klimaet her. Tak for hilsener af enhver art, pas godt på Jer selv og Danmark!

Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa


skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 20 Sines - Sevilla
Rejsebrev 20
Sines 16/08/08 – Sevilla 10/09/08
Det er godt nok meget hyggeligere at sidde i Nausikaa’s kahyt og skrive rejsebrev, men igen har vi nogle timer i Gatwick, og da det nok bliver nogle travle dage hjemme, er det måske meget rart at få skrevet lidt nu. Og der er i hvert fald nok at skrive om!
Tilbage til dejlige Sines, som vi forlod søndag morgen tidligt. Knap havde vi sagt pænt god morgen til den flotte måne, før tågen kom rullende. Og den blev hos os de næste mange timer, så det var dejligt med en radar! Derfor var det også en uventet gave, at det klarede op netop som vi rundede Cabo de São Vicente, som vi så i al dens storslåede skønhed. Det var en meget flot kyst, vi lige pludselig lå og sejlede ved. Røde, høje klipper, dejlig sol og en frisk, men lun vind, så det blev med skum for boven, vi nåede Lagos – herligt!
Det var på alle måder en fin by; dog var det allerbedste, at vi fik besøg af Magrethe og Hans, der lige var friske at køre fra Lissabon i en lejet bil ned til os. Ud over at se lidt på byen sejlede vi ud til nogle grotter tæt ved havnen, kastede anker og tog gummibåden ind for at se nærmere på dette spændende sted. Det var der også en hel masse små turbåde, der gjorde, så det var lidt svært at ”komme til”. Nå, vores frokost kunne de ikke tage fra os – det var en særdeles flot udsigt, vi havde, mens vi spiste.
Vore gæster havde den venlighed at invitere os med på tur, så der blev lagt en slagplan for Alentejo.
Fra bilens behagelige air-conditionerede klima kunne vi betragte de kæmpemæssige vinmarker, olivenplantager, korkegene samt de vidtstrakte – nu tørre og afsvedne – hvedemarker. Overraskende var der et ”søhøjland” og vi kom til det ene pragtfulde sted efter det andet. Der var heller ikke nær så mange turister, som vi efterhånden har vænnet os til. Vi havde en herlig oplevelse med overnatning i næsten private omgivelser i en lille fredelig by med utroligt søde og hjælpsomme mennesker. Hvor oplever man f.eks., at værtinden ringer efter sin mand, så han lige kan køre med om og hente bilen? Ellers havde det vist også været umuligt at finde tilbage til huset. Vi var også ude på nogle meget smalle og stejle gader i de små byer virkelig langt ude på landet, men Hans var en uforfærdet og habil chauffør!
Alt godt får en ende, og vi tog bussen tilbage til båden lørdag aften. Gjorde klar til at sejle videre, for nu varede det jo heldigvis ikke så længe, før næste hold gæster skulle ankomme til Faro. Varme og sol vænner man sig hurtigt til, og det var ren luksus at sejle langs Algarvekysten. Sikke mange mennesker, der var overalt – både på strandene og i byerne. Det var faktisk rigtig dejligt, at vi blev tvunget til at ligge for anker en nat, da der ikke var plads i Olhão, for sikken en ro og fred og dejlige omgivelser! Det betød så, at vi måtte ud på noget af en togtur, da vi skulle hente Morten & Co. i Faro, men så fik vi alle sammen det med. Virkelig et ”bumletog” i god, gammeldags forstand! Det var skønt at se dem alle igen – og de var friske og tog togturen som en oplevelse.
Nu skulle der altså bare hygges og holdes ferie. Det var da også lidt spændende, at vi både skulle være i Portugal og Spanien. Så kunne de to landes flag studeres og forskellige ord på de to sprog læres. Og dejligt vejr - godt, der var en solid solfaktor-creme til ungerne! De nød at komme til stranden og tumle – og tog det flot, at der jo altså ikke er så meget plads at boltre sig på, når man er ombord. Der blev tegnet, fortalt, spillet kort og det var superdejligt! Turen op ad floden til Sevilla blev jo en lang affære, især fordi vi ikke kunne blive sluset, da vi havde forventet det, så det blev meget sent, før sengen var klar den aften. Alligevel var alle friske til at komme ind og se nærmere på Sevilla, og det var en ekstra oplevelse at se både katedralen og Alcázar i fællesskab. Det gjorde indtryk på de små, og der faldt nogle guldkorn undervejs. Det var også meget imponerende og egentlig for meget på én dag, men det var jo hjemrejsedag næste dag. At påfuglene og en lille tam spurvefugl næsten var det, der gjorde mest lykke hos Marie-Louise og Christian, ja, det er da værd at tænke over…Mads tog det hele med ophøjet ro, selvom det var træls at være forkølet i varmen! Det var som sædvanligt skønnere at sige goddag end farvel, men: That’s life!
Alene igen – nu ville vi gerne flytte os om til en nærliggende marina, så vi var uafhængige af slusetider. Det var en hurtig lille tur om til Gelves, som er et fint sted. Vi har fået vasket og ryddet op – og så har vi fået set meget mere til Sevilla. Det er en helt igennem spændende by med rigtig mange seværdigheder. Man kan tydeligt se maurernes ”efterladenskaber” i en nærmest overdådig bygningsmasse, det ene palads flottere end det andet. Store, frodige parker med alskens planter og blomster, og så tyrefægterarenaen, en af de flotteste i verden! En stor skuffelse for skipper, at der ikke lige var tyrefægtning, mens vi var i byen! Der var gjort rigtig meget ud af arenaen og alle de tilstødende lokaler. Et kapel, hvor tyrefægterne kunne bede en bøn – og få den sidste olie – var der skam også. Det var da tankevækkende. Og så lærte vi en del om alle ritualerne og beundrede de flotte dragter, tyrefægterne bærer. Meget fremmedartet, men spændende at lære lidt om.
Det store kunstmuseum er bestemt også værd at nævne. Ingen af os vidste ret meget om spanske guldaldermalere – og vi fandt de fleste af malerierne temmelig dystre med mange uhyggelige, religiøse motiver. Men det er jo altid godt at lære noget nyt, og derudover var det nogle fantastiske bygninger at gå rundt i.
Vi fik købt en CD med spansk guitarmusik, fik spist og drukket lidt lokalt på hyggelige, små steder, men varmen lagde i bogstaveligste forstand sin klamme hånd på os, så vi har nok ikke ydet Sevilla den opmærksomhed, den fortjener. Bl.a. har vi ikke kunnet finde ham barbereren, og vi orker ikke at lede mere!
Nu vil vi hjem til det kølige Danmark og se til familie og venner. Også denne etape har været præget af, at der ikke har været så mange tilgængelige trådløse netværk, men tak til alle for hilsener på e-mails og sms’er. Det er altid utroligt dejligt at vide, I tænker på os!

Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 19 Oeiras (Lissabon) - Sines
Rejsebrev 19
Oeiras (Lissabon) 17/07/08 – Sines 16/08/08
Oppe på sin lille plads ved slotsmuren og kirketårnet står statuen af Vasco da Gama og skuer ud over det mægtige Atlanterhav. Let at forstå, han følte udlængsel og nysgerrighed her – og Sines er med rette stolt af sit bysbarn. Vindposen på molen hænger slapt ned, ikke engang mågerne gider skrige op; det er ”lørdag-formiddags-stille”, skipper er i gang med nogle vedligeholdelses- og reparationsprojekter. I morgen tidlig vil vi videre, selvom vi lidt har tabt vort hjerte til Sines. Det er for øvrigt her, brosektionerne til Østbroen blev sat sammen – havnen her kan med sin dybde tage imod Verdens største skibe.
Tilbage til Oeiras, hvor det var en fryd efter hjemturen at vende tilbage til Nausikaa, som lå blafrende med flaget og var stolt over at være så ren og fin fra inderst til yderst, og hvor der var dejlig velkomst og natmad til et par trætte rejsende. Da vi havde fået sendt Anne Lis og Launy af sted, sejlede vi til Lissabon. Turen ad Tejo-floden er smuk med mange bygningsværker og monumenter, så det er fint, vi nu har oplevet den nogle gange. Vi fik en udmærket plads i marinaen, og nu skulle så Lissabon opleves. Mange steder her i Portugal har vi mærket historiens vingesus, som man kalder det – og det gør sig bestemt også gældende i Lissabon. Men samtidig kan man mærke, at det er en moderne storby, meget international og med mange folkeslag, som ser ud til fint at kunne leve sammen. Lidt som London, og formentlig også her et resultat af fordums kolonitider. Vi benyttede os både af apostlenes heste og de mange former for offentlig trafik i byen, og vi fik set en masse, selvom energiniveauet var lidt lavt i de mere end 30 graders varme. Store, smukke pladser, kirker, klostre, borge og små, smalle og stejle gader. Utroligt mange steder med en fantastisk udsigt. Og køreturene med sporvognene, særligt linie 28, var absolut en sjov oplevelse.
Og så skulle vi til Fado. Vi havde købt en CD med Amalia Rodrigues og vi spurgte forhandleren, hvor han selv gik hen, når han skulle høre Fado? Vi fik adressen, Martin fandt stedet, selvom det var gemt godt af vejen, og vi fik både en perfekt fiskemiddag og Fado. Der var flere optrædende i løbet af aftenen, og selvom man ikke forstår ordene, er det meget udtryksfuldt fortolket, så man er med i stemningen med det samme.
Der var en hel del mere, vi kunne have lyst til at se i Lissabon, men vi trængte til at komme ud i noget luft, og valgte at sejle tilbage til Oeiras for at få vasket tøj, før vi skulle videre syd på. Og godt for det, for her mødte vi Manuel og hans kone og venner og havde en herlig aften med dem. Det er spændende at tale rigtigt med de lokale – man får et meget bedre indtryk af landet. Og de var hjertelige og med megen humor, så det blev både sent og sjovt!
Men videre skulle vi jo – Sesimbra ligger meget flot i en bugt med bjerge hele vejen rundt og en borg på en af toppene. Her var basis for nogle gode traveture ligesom vi også her tog en bus for at komme lidt længere rundt. Det tager ganske vist en del tid, men er også en måde at se lidt til lokalbefolkningen. Vi blev underholdt af 3 herlige unger, der bare sang og sang næsten hele vejen til Setúbal. En smuk køretur, flere steder med mulighed for et vue over Lissabon, et landskab med vinmarker, korkege og mange blomstrende buske. Men også et landskab, hvor det er tydeligt, at her skal der vandes, hvis græsset skal holdes grønt! Sesimbra har en stor fiskerihavn, og her bruger fiskerne nogle meget lange liner, som de spænder rundt om alt, der egner sig ( lygtepæle, vejskilte m.m.) når de ordner dem. Så man skal se sig godt for, når man krydser vejen ligesom bilerne lige skal sænke farten og vente på, at fiskeren sænker linerne, så de kan køre over. Det er for en ikke kyndig helt utroligt og meget lærerigt at se, hvor mange forskellige måder, der findes at fiske på. På Tejo-floden så vi nogle små både med store hjul, som blev brugt til at trække nettene ind, med håndkraft, forstås! Og her ved man, hvad frisk fisk er – og hvordan det tilberedes. Der er væld af små fiskerestauranter og en mangfoldighed af fisk, som vi aldrig har set før. Og det, vi indtil nu har smagt, har været dejligt.
Som vi skriver i logbogen, har vi besøgt mange gamle borge og flere steder med ruiner fra romertiden. Det er hver gang en stor oplevelse at fornemme og se, hvad man den gang magtede at bygge og leve i. Der var styr på de hygiejniske principper, bade anstalter med rindende vand og gulvvarme. Man saltede fisk i nedgravede, murede kamre – de såkaldte romerske konservesfabrikker – og transporterede derpå fisken rundt, hvor den skulle bruges. En stor respekt for vore forfædre fyldes man af – med alle borgene har de også fundet det nødvendigt at forsvare sig. Gad vide, om vagterne har haft overskud til at nyde, hvor smukt landet altid er fra borgene? Vi har klatret op og ned af utallige af disse værker, og altid været betaget af den storslåede udsigt, som selvfølgelig dengang primært har haft en strategisk betydning…
Og sandelig, om vi ikke her i Sines var heldige at kunne opleve en religiøs begivenhed, hvor byens helgenfigur – Nossa Senhora Das Salas, fiskeres og sømænds beskytter – blev ført i procession gennem byen om aftenen med fakkeltog, messe og sang og næste dag om eftermiddagen blev ført tilbage til ”sin” kirke efter at have været ude at sejle på havet for at velsigne skibene. Fredag formiddag kl. 11 gik vi med til den messe, der holdes i samme anledning, og det var en stor – og 1½ time lang – oplevelse. Nu er der kun den mere verdslige del af festen tilbage med musik, boder og festligt lag. Portugiserne er glade for at feste, hele familien er med, og vi har ikke set antydning af ballade og drukkenskab – kun livsglæde og fællesskab.
Vi har læst, at portugiserne er meget glade for børn – og nu kan man jo diskutere, om det er at være god ved de små at tage med dem med rundt til alskens begivenheder alle tider på døgnet? Men de bliver i hvert fald pusset og nusset og dikket og kælet for af alle, der skal hen og se vidunderet i klapvognen, der som regel er et udstyrsstykke med alt tænkeligt tilbehør. Vi undrer os også lidt over, hvornår portugiserne mon sover? De har i hvert fald ikke travlt med at komme i seng; der er ikke så lange siestaer som i Spanien og forretninger m.v åbner som regel ikke senere end 9. Måske behøver man bare ikke så meget søvn i dette dejlige klima?
Nu er vi så ved – i denne omgang - at være færdige med Atlanterhavskysten og skal i morgen runde Cabo de Sao Vicente for at dreje mod øst og sejle langs Algarvekysten. Det har været dejligt at befinde sig tæt på det store, friske hav, hvor solen skinner meget, men hvor det ikke er varmere end at selv en nordbo finder det behageligt. Vi glæder os til at få besøg af Morten, Susanne, Mads, Christian og Marie-Louise den 27. og håber, sandstrandene ved Algarvekysten vil være et hit for ungerne.
Der har ikke været så mange trådløse netværk på denne del af turen, så vi har betjent os af diverse internetcafeer, hvilket sætter en lille dæmper på skrivning af e-mails. Men tusind tak for de hilsener, vi har fået – de glæder os altid meget! Håber, I derhjemme har nydt sommeren, selvom den vejrmæssigt vist har været typisk dansk. Der kan endnu komme mange god dage!

Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 18 Lexiões (Porto) – Oeiras (Lissabon)
Rejsebrev 18
Lexiões (Porto) 28/06/08 – Oeiras (Lissabon) 17/07/08
Denne gang er det alt det, der hører til i en lufthavn, (Gatwick), der danner ”miljøet” omkring vores rejsebrev. Men lufthavne er jo også blevet en stor del af vores nye liv, så hvorfor ikke? Vi har stadig indtrykkene fra en flot togtur fra havnen til Lissabon og en lige så fin bustur gennem byen på nethinden, så vi ved, vi kan glæde os til at opleve Lissabon. Temperaturen er faldet betragteligt fra 30 gr. i Portugal og til 19 her i London. Nu glæder vi os til at komme hjem og nyde samværet med familie og venner, indtil vi igen flyver ned til Nausikaa, som jo bliver godt passet på af Anne Lis og Launy.
Dem har vi haft nogle dejlige og oplevelsesrige dage sammen med. Vejret har været helt utroligt skønt, og vi fik ”gjort Porto”. Besøgte flere portvinshuse og så byen – og da vi syntes, der skulle ske noget særligt, havde vi før de kom, bestilt en tur på Douro-floden, hvor vi kørte med tog ind til vinmarkerne og sejlede tilbage. Det var meget smukt og fornøjeligt. Maden og vinen var god og rigelig og udover den flotte naturoplevelse, oplevede vi at blive sluset i – efter sigende - Europas højeste sluse.
Det var helt trist at tage afsked med Porto, men heldigvis var Aveiro også en god oplevelse. Det var ganske charmerende at kunne nyde et glas vinho verde til 1.50 euro på byens torv med smukke huse og glade mennesker. Nazaré gjorde også stort indtryk; det er altid svært at sige, når noget er ”flottest”, men udsigten fra Sitio, hvortil vi kom med kabelbane, var helt fantastisk! Bilturene i den lejede bil var mere fredelige end sidst, vi var ude at køre. Det var som om, trafikken ikke var helt så hektisk – og også denne gang var det interessant at komme lidt væk fra vandet og se naturen og landskabet inde i landet.
Når vi er på udflugt, spiser vi som regel på restaurant eller café, når vi bliver sultne ved frokosttid. Vi har prøvet meget forskelligt (skipper og hans –inde har nu også med fornøjelse spist klipfisk!), og når vi har bestilt varm mad, er vi blevet overraskede over, hvor rigelig den er. Der er ikke noget med små, fine portioner her. Nej, maden er enkel og rigelig, men veltillavet – og udenfor de meget ”turistede” steder, også billig.
Vi har set et væld af helt unikke kirker, klostre og paladser og kravlet på toppen af en ruin fra en gammel borg fra 700 tallet – for slet ikke at tale om universitetet i Coimbra. Turen ned i drypstensgrotten i Aire-området var også en storslået oplevelse. Klosterkirken i Alcobaca, Stilhedens Kloster i streng romansk stil, gjorde et særligt indtryk på skipperinden. Det kunne stærkt fornemmes, at dette sted var velegnet til meditation og et liv i enkelhed. At stilheden – og dermed stemningen - så blev ødelagt af den klassiske flok skræppende turister, som bare vadede igennem snakkende og pjattende, det måtte vi jo tage med. Vi kan tydeligt mærke, det er højsæson og at vi har besøgt de mest anbefalede seværdigheder i Portugal. Og det er alt sammen både interessant og også med mulighed for at nyde en natur, der er storslået og yndefuld på en gang.
Efterhånden som vi er kommet sydpå, er både temperaturen og priserne steget. Cascais skulle vi lige se, og det var rart at ligge i en god beskyttet marina i det første blæsevejr, vi har haft længe. Det var anderledes mondænt end byerne nordpå. Flot, og med storslået natur og kultur, som gav anledning til besøg i Sintra, hvor de nævnte paladser og den gamle borg var højdepunktet. Men også mere præget af turismeindustrien og ikke helt med den charme og hjertelighed, vi har mødt længere nordpå, hvor tingene er mere primitive.
Vi måtte lige et smut ind og se Estoril fra landsiden – da vi sejlede forbi, kunne vi godt se, der var ret så flot, og det blev vi absolut bekræftede i ved at besøge stedet. Kasinoet og hotellerne der omkring ligefrem osede af penge – men der var masser af frisk luft at hente på den flotte og kilometerlange strand, hvor der rigtigt var gang i badelivet. Det er også en stor fryd at se de mange blomster, som står med deres farvepragt mod den blå himmel alle vegne. Både i parker, på promenader, i rabatter og i private haver er der en frodighed, der er ganske overvældende.
Oeiras marina, hvor Anne Lis og Launy nu holder ferie på Nausikaa, er et dejligt sted med mulighed for mange gode traveture og dukkerter både i Atlanterhavet og de store badelande, der ligger tæt ved havnen. Et rigtigt feriested, og det virker som om, det altid er dejligt vejr!
Det indtryk, vi fik af Lissabon, da vi kørte med bussen til lufthavnen, var meget positivt, så vi glæder os allerede til at lære byen at kende og vil bruge nogle dage der, før vi sætter kursen mod det sydlige Portugal.
Men nu gælder det sidste del af hjemturen. Som sædvanligt siger vi tak for hilsener af alle slags; vi håber, I har/har haft en god sommerferie. Vi har taget lidt mere tøj på, og er klar til den danske sommer.
Vi melder os igen fra det solrige Lissabon sidst på måneden!

Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 17 Póvoa de Varzim - Leixões (Porto)
Rejsebrev 17
Póvoa de Varzim 29/05/08 – Leixões (Porto) 28/06/08
Portvinsrusen fra dagens besøg hos Burmester er fordampet, men lysten til at skrive denne etapes første rejsebrev er bevaret. Solen er forsvundet bag molen, himlen er gylden mod vest og den lydmæssige ramme er vindens tuden i masterne, de hyggelige ”blåst” fra en delfin, der for tiden besøger havnen samt Atlanterhavets brænding mod stranden. Så det er slet ikke så værst!
Det var dejligt at være hjemme, vores lille nye barnebarn hedder Mads og han er – selvfølgelig – bare SÅ sød. Turen herned mandag den 16.6.gik fint, og vi fik en rar modtagelse af ”marineroen ” i havnen, der bød os hjerteligt velkommen, da han fandt ud af, hvem vi var. Så var det bare med at komme ombord og få sovet, for tirsdag formiddag skulle vi hente Julie, Maiken og Jakob i lufthavnen. De kom planmæssigt, og sikke en lille dame, der sad på mors arm iført fin sommerhat. Vi har nydt at have dem ombord og kan konstatere, at Nausikaa fint kan huse en baby også! Der blev lidt stille ombord, da de tog hjem - vi er nu snart klar til at modtage næste hold gæster.
Det var et ganske andet vejr, vi kom ned til efter vores tur hjem. Solen har skinnet det meste af tiden, temperaturen er yderst behagelig her ved kysten. Vi har haft mulighed for at se en hel masse inde i landet, for vi lejede en bil i 3 dage. Det blev til udflugter både i by og på land og vi må give diverse bøger ret: Portugal har i sandhed meget at byde på! Kirker, katedraler, klostre, gamle byer og storslået natur – udsigtspunkter, der dårligt kan beskrives, så smukke er de. Og byen Póvoa de Varzim, vi næsten kun havde set i regnvejr, viste sig at være et rigtig dejligt sted. Alle vegne ser vi de specielle blå kakler, azulejos, som anvendes til det mest utrolige og er dygtigt udført håndværk, gamle såvel som nyere. Kontrasterne mellem velholdte palæagtige bygninger og huse, vi i Danmark nærmest vil betegne som slum, er tydelig de fleste steder, men næsten uanset hvor sølle, der kan se ud, er der blomster, der pynter og de fleste steder pænt rent.
Kontraster møder vi også i cafe- og restaurationslivet. Vi har både oplevet at blive betjent efter alle kunstens regler og få en service ud over, hvad vi havde forventet – og så at blive betjent af en hel familie på skift, der nok fandt det vigtigere at passe på den lille pige, som var med mor på arbejde. Ind imellem tog så mormor og morfar over. Sidstnævnte satte sig med en smøg ved nabobordet, når der lige var en lille pause. Hyggeligt og venligt – og i hvert fald uden stress og jag.
Vi måtte jo ind og købe et par haner i Barcelos; selvom vi ikke er til souvenirs, måtte vi lige have et par stykker med hjem. Jakob var hurtig til at fortolke det på sin egen måde, da skipperinden udbad sig en ”kold hane” – og fadøl mangler ingen steder. Det var skipper, der var chauffør, så han holdt sig til vand – trafikken viste sig for øvrigt at være noget af en oplevelse! Der måtte tit en fod på bremsen, men alt forløb glat. Vi kørte også ind og så vinmarkerne langs Douro-floden samt gjorde holdt i nogle hyggelige byer tæt ved grænsen til Spanien, en virkelig flot tur i det skønneste solskinsvejr.
Det er altid med lidt blandede følelser, man siger farvel til et sted, hvor man har kunnet lide at være, men vi skulle jo videre. Vi havde en herlig sejltur til Porto – kun 12 sm, i dejligt vejr og for sejl! Vi fik en god plads i havnen, som vi finder bedre end sit rygte, selvom man godt kan mærke olieraffinaderiet i nærheden. Nu gjaldt det Porto! Før vi tog hjem, havde vi været inde og rekognoscere lidt – portvinshusene skal jo opleves, ligesom den gamle bydel omkring floden er helt speciel. De unge mennesker fik det meste med, men måtte naturligvis indrette sig efter lille Julie. Vi to gamle tog ind for at være med til at fejre S. João, den 23.6. om aftenen, det havde vi hørt og læst en masse om var noget ganske unikt i Porto. Bl.a. skulle det være et helt særligt festfyrværkeri.
Det var også festligt i et mylder af glade mennesker, indtil det gik op for os, at vi begge var blevet frarøvet vore tegnebøger og vores ene telefon, så var det slut med morskaben! Det var bare med at få stoppet kreditkortene og komme af sted til politistationen, så måtte festfyrværkeriet komme i anden række. Det gik hurtigt op for os, at vi var mange udlændinge, der havde lidt samme skæbne, og vi mødtes med nogle af dem igen dagen efter på politistationen for turister, hvor vi for øvrigt fik en absolut god behandling.
Skipper fik jo sin tegnebog igen med alt indhold bortset fra kontanterne, naturligvis. Skipperinden må have nyt kørekort, sygesikringsbeviser, telefon m.v. og det giver en masse bøvl i det hele taget. En rigtig træls oplevelse, som nu er ved at komme på afstand – vi har heldigvis ikke lidt fysisk overlast og alt kommer jo i orden igen.
Vi har indtil nu besøgt både et stort og et lille portvinshus, hhv. Taylor’s og Burmester. Meget forskellige oplevelser, men gode og positive hver på sin måde. Det er dejlige dråber, og man falder jo for fristelsen til at købe et par flasker....
Vi er ikke færdige med Porto endnu, men i næste uge går turen videre mod Lissabon. Vi håber på at undgå for megen tåge – den har vi oplevet kan ligge tyk, tæt og længe her i området, men heldigvis har vi jo god tid.
Som sædvanlig en stor tak for hilsener i gæstebogen, sms’er og mails. Hav det godt alle sammen!

Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 16 Combarro - Póvoa de Varzim
Rejsebrev 16
Combarro 14/05/08 – Póvoa de Varzim 28/05/08
Lidt stænk på ruffet og lyden af den temmelig friske sydlige vind hjalp os med beslutningen om at skulle eller ikke skulle trave en tur langs stranden til nabobyen. Der skal i stedet skrives rejsebrev og logbog – senere stryges tøj, som vi var heldige at få tørret i formiddagssolen! Som det vist står klart, har denne første etape af turen været noget våd og kølig, og det er da også samtaleemne for den lokale befolkning, at der i år har været vendt helt op og ned på vejret. I Galicien er man vant til, at det regner meget – også i maj måned, men ikke her i Portugal. Og nu er det ikke længere stænk, men styrtregn…..
Tilbage til de spanske rias: Det var specielt at sejle inde i fjordene stort set uden at mærke dønningerne fra Atlanterhavet, der jo ellers er lige uden for. Der var meget beskyttet – og meget smukt. Der var hele tiden noget at se på: Masser af bebyggelse afvekslende med skovklædte bjerge og sandstrande, blidt, festligt og farvestrålende i solen, mørkt og tungt, når skyerne hang lavt over bjergskråningerne. Byerne, både store og små, havde hver deres særpræg og man må beundre menneskenes evne til at udnytte hver eneste plet. Tænk, at man kan leve så mange på så lidt plads!
Det har også – som vi vist tidligere har nævnt – gjort indtryk at vandre rundt i byerne og ude i landskabet i de mange oldtidsminder og samtidig mærke kontrasten til en moderne og funktionsdygtig teknologi, der jo findes de fleste steder. Baiona var helt for sig selv. Byen ligger i en bugt, nærmest en naturhavn, og uanset, hvor blikket søgte, var der noget smukt at se på. Et passende sted at sige farvel, tak og på gensyn til Spanien, som vi kom til at kende og holde af.
Nu gjaldt det Portugal, og vi måtte ud på det store hav igen. (Skipperinden har nydt det fredelige sejlerliv i fjordene!) Turen til Portugal, rettere sagt den sidste halvdel, var ingen fornøjelse: Det blæste op, der kom regn og andre skipperinder vil forstå, når jeg siger, at ”alting var imod!”
Skipper er rigtig god til at styre – dønningerne lever deres eget liv og var middelhøje. Bølgerne forårsaget af vinden var jo nok ikke værre, end de er i kendte farvande, men føltes, af skipperinden, pænt store. Og så denne ”slalom” mellem de utallige og beskedent afmærkede fiskegarn, der kan være lidt svære at se i regn og røgvand, gjorde vores sejlads lidt ”uregelmæssig”, og så er det vist ikke overdrevet. Fiskegarnene står efter sigende langs hele Portugals kyst, og det kan vi indtil videre godt bekræfte. Vi har i det hele taget fået et ”tættere forhold” til fiskerne og deres erhverv, end vi tidligere har haft. Det fylder meget på disse kanter, der spises utroligt meget fisk og den er – og skal være – friskfanget. Fiskerne tager ud i næsten al slags vejr, og det er uden tvivl et hårdt job. Det siger vi så til os selv, når de med deres ud- og indfart sætter så meget gang i havnen, at man har svært ved at sove.
Men frem kom vi jo, og hvad vejret ikke har formået, har til gengæld de mennesker, vi har mødt. Vi er i den grad blevet taget venligt imod og med en enestående hjælpsomhed, som virker ægte og ikke på nogen måde påtaget. Hvad sproget angår, har det skrevne så stor lighed med spansk, at det går helt pænt med at forstå det. Men at høre det talt, virker meget fremmed for os. Mange portugisere kan heldigvis engelsk, så vi synes, det er let at kommunikere med de fleste. Det var også næsten som at komme hjem, da vi kom ind i det første store supermarked – der var mange af de varer, vi kender hjemmefra, og som vi ikke har set længe. Vi nyder fortsat den gode og billige vin, og maden er af god kvalitet og særdeles rimelig i pris.
Vi har jo ikke været her så længe, men med det, vi har set indtil nu, virker det til, at Portugal er forholdsvis fattigt. Der er flotte og gode bygninger, smukke pladser og anlæg, men også meget, man kan karakterisere som slum. Hvor meget den enkelte portugiser i gennemsnit har at leve for, har vi ikke talt med nogen om endnu – men folk, vi møder på gaden ser tilfredse og åbne ud, og her er rart at færdes. Som skipper sagde, så er her ikke så mange ”elegante, ældre damer” på gaden som i Spanien, og de yngre er heller ikke så velklædte. Men smilet fra en næsten tandløs og rynket gammelmutter, der stod og fulgte livet fra sin lille gadedør, og som vi passerede et par gange, var så hjertevarmende og livsbekræftende.
Vi havde forventet at møde lidt flere sejlere, når vi kom ”ud på hovedvejen”, som skipper kalder det. Og vi har også mødt nogle stykker, der enten er på vej ud eller hjem eller sejler efter samme model som os selv. Mange af bådene fra flere forskellige lande her og i de spanske havne ligger og venter på deres besætning, så dem er der ikke megen selskab ved. En del af disse både ser triste og forladte ud, og ligner noget, der holdt op på en forkert måde.
Det er altid spændende at høre andre fortælle om deres oplevelser, og man kan jo også tit få/give et par tips om de forskellige ting, man som sejler skal forholde sig til. Det er for eksempel ganske væsentligt for de fleste, om der er adgang til internet, og så er der det med vaskemaskinerne. Det er jo rigtig dejligt, hvis de virker!
Nu gælder det hjemturen i overmorgen – og det skal blive rigtig godt at komme hjem til store og små. Særligt er det jo, at der er et lille nyt barnebarn, vi endnu ikke har set, så vi glæder os meget.
Og så ser vi frem til gensynet med Portugal, som vi er sikre på har en masse at byde på og håber, sommeren så også indfinder sig her.
Tak til Jer alle for mails, sms’er og hilsener i gæstebogen. Vi tager tråden op igen midt i juni!

Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa


skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 15 La Coruna - Combarro
Rejsebrev 15
La Coruna 30/04/08 – Combarro 14/05/08
Efter at have ligget en hel nat i Porto Novo og hoppet på grund af strøm/swell i havnen samt ikke mindst fiskerbådene, der for fuld skrue kom og gik natten igennem, er det en sand lise nu at sidde stille og roligt i en havn med læ, kun med de bevægelser i båden, som vind og vand naturligt giver. Regnens trommen giver en efterhånden lidt for velkendt lyd, men så må vi trøste os med, at I derhjemme har dejligt vejr, og det skal være Jer vel undt.
Tilbage til afsejlingen fra La Coruna: Det var endelig blevet sol og let vind, så vi blev sendt af sted med knus og gode ønsker af Peter og Elly. Byen – og de to - var vi kommet til at sætte pris på, men selvom det altid er lidt trist at sige farvel, var det også dejligt at komme af sted og endelig starte årets sejltur for alvor. Det var smukt og fredeligt på Atlanterhavet, og da vi sejlede ind i Ria Camarinas kunne vi for alvor beundre landskabet. Det var et fint sted at tilbringe tiden, indtil den varslede sydlige kuling var blæst af. Vi lå godt og fik lejlighed til en lang travetur på kanten af klipperne mod havet. Trods den barskhed, havet giver, var der overraskende mange planter med de utroligste farver.
Søndag skulle det så ske: Vi skulle runde Finisterre! Der var temmelig store dønninger, men vinden havde lagt sig – vi sejlede ”på kanten” mellem sol og skyer, så landskabet med de høje, stejle klipper så truende ud. Så at kalde strækningen Costa de la Muerte – Dødens Kyst - gav en vis mening. Men da så solen kom igennem, åbenbarede der sig nogle klippeformationer med gule farver (gyvel og sandtorn) og ”skyskygger”, der var ganske betagende. Finisterre dukkede op i al sin vælde - det er en ordentlig knold! - og vi satte sejl netop, som vi passerede den. Faktisk var det værre at runde de nordligere pynter end selve Finisterre. Ankomsten til Ria Muros, den første af Rias Baixas, skete i smukt vejr, og når solen skinner i dette område, er her fantastisk flot.
Vi har været på udflugt med tog og bus for at se nærmere på byer inde i landet med bygninger og ruiner helt fra romertiden. Det er altid en speciel oplevelse at gå rundt de steder og mærke historiens vingesus, enten det er i en kirke/kloster, på en plads eller i de smalle gader. Udsigten fra bus og tog giver mulighed for at betragte landskabet, som overalt er meget frodigt og udnyttes optimalt. Der dyrkes den dejligste hvidvin specielt i dette område af Galicien – vinstokkene er bundet op, så man kan gå under dem, og de er alle vegne, selv ganske få kvadratmeter kan de ses på. En fornuftig måde at lave hegn på, ikke? Skipper har løbende sørget for indkøb af Albarino, som den mest kendte drue kaldes, ligesom vi har smagt den lokale vin på restaurant, og den smager rigtig godt.
Der er en særlig ting med jorden her. Et jordlod går i arv, og den kan godt ligge langt fra ens bopæl, ligesom man kan have flere små stykker jord liggende mange forskellige steder. Det har regeringen prøvet at rationalisere lidt ved, men, nej! Sådan noget laver man ikke om på. Så vi ser lodsejerne komme med haveredskaberne på cykel, hvis de lige skal frem eller tilbage mellem deres lod og deres bolig. Der dyrkes især kartofler, porrer, løg og turnips, ikke at forglemme. Bladene herfra bruges meget i det lokale køkken. Og så citrusfrugterne! Masser af citrontræer med citronklaser i store mængder ser vi i mange haver, og appelsintræer er meget brugt som beplantning langs strøg og avenuer i byerne. Der er en frodighed og farverigdom af alverdens blomster, planter og træer, både i naturen og i folks haver. Forleden ville vi ud at trave langs kysten for at komme ud til et særligt udsigtspunkt. Vi havde klædt os godt på, for det var gråvejr, men solen kom frem og med den et væld af farver og dufte. Klippeformationerne var meget specielle, blomsterne utallige og firben pilede om benene på os, kaniner kiggede og fuglene var der også godt gang i. Det var som om, alle – også vi – havde fået en uventet gave, da solskinnet kom.
Vi befinder os nu i Ria Pontevedra, den næstsidste ria før Portugal. Her er rigtig flot som i de øvrige fjorde. Havnene er (bortset fra den i nat) gode, folk er flinke, og der er masser at se og opleve. Efter La Coruna og Camarinas har vi stort set ikke mødt andre gæstesejlere – det kan vi godt savne lidt, men så er der jo altid plads at få i havnene.
I forhold til sidste år kan vi notere os, at der er væsentlig bedre muligheder for wi-fi, og det er dejligt. Det er super både at kunne skrive og modtage e-mails og opdatere logbog.
Og tusind tak til alle Jer, der har skrevet til os! Det betyder rigtig meget med en hilsen nu og da.
Om godt to uger skal vi hjem fra Porto, for da skal vi til barnedåb! Det bliver bare så dejligt at få vores lille nye barnebarn at se, så vi glæder os meget – også til gensynet med den øvrige familie og vennerne.
Men inden da venter nye klipper, der skal rundes, og vi skal hilse foreløbigt af med Spanien og sige Goddag til Portugal.

Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 14 Sada - La Coruna
Rejsebrev 14
Sada 15/04/08 – La Coruna 30/04/08
Det blæser i Biscayen! Sådan er der vist en sang, der hedder…
Med regnen trommende på ruffet, vindmåleren mellem 12 og 13 m/sek. og en ”pind i kakkelovnen” skal vi lige minde os selv om, at det kun er 3 dage siden, vi havde 25 gr. i kahytten og strålende sol. Og det får vi selvfølgelig igen. Så vi bliver trygt i havn her i La Coruna - som er en dejlig by – indtil vejret igen arter sig, men det skal da indrømmes, at vi nu snart gerne vil videre.
Det kan jo diskuteres, om distancen fra Sada til La Coruna berettiger til et rejsebrev, men skipperinden har skrivekløe! Og det føles da, som om vi har rejst en del siden vi tog hjemmefra.
Vi havde et dejligt ½ år hjemme med mulighed for at få set en hel masse til familie og venner. Vi fik også en del praktiske opgaver klaret, specielt har skipper haft travlt, så det var vist godt igen at skulle ”på ferie.” Vi kom fint hele vejen hertil med et planlagt stop i Madrid, hvor vi havde en skøn solskinsdag og både fik set nye og kendte steder. Da vi var der 4 dage i oktober var det på et 4-stjernet hotel, og det var MEGET flot. Derfor havde skipperinden givet udtryk for, at det godt kunne være mere beskedent denne gang. Det blev det også! Vi ankom uden problemer lidt over midnat til det meget centralt beliggende Hotel Galicia, men fandt så os selv stå ved en efter danske forhold temmelig snusket og skummel opgang med en elevator, der ikke gav nogen anvisninger på, hvordan man kom hvorhen. En behjertet kvinde kunne fortælle os, at vi kunne få nøglen på 2. sal. Forinden oplevede vi et par komme vaklende ned ad trappen, kvinden i hvert fald påvirket af enten alkohol eller stoffer. Nå, på 2. sal var der noget, der mindede om et hotel – eller noget andet, der også ender på ”-el”. En brysk herre fortalte os, at han IKKE havde noget reserveret til Hansen, men i den skumle belysning kunne han heldigvis se, at vi skulle på 4. sal. Fra da af gik det kun bedre. Natportieren ventede os, og værelset var OK. Alt i alt fik vi, hvad vi betalte for – og det var billigt. Og vi skulle kun være der 1 dag og 2 nætter.
Tidligt op tirsdag morgen og nu af sted med fly til La Coruna, som tog imod i sol og al sin blomsterpragt. Videre med bus til Sada, og spændingen over at se, hvordan Nausikaa havde det, steg, jo nærmere, vi kom. Det var meget positivt, for hun så ud, som om vi lige havde forladt hende. Vi vidste godt, det gode vejr ikke ville vare så længe, så det var med at få gjort det mest nødvendige. Bl.a. at få købt lidt god mad og vin, få luftet ud, ryddet på plads og få vasket båden.
Regnvejrsdagene gik med forskelligt, og efterhånden blev vi klar til at komme i vandet. Med til at holde humøret oppe var jo, at vi St. Bededag blev bedsteforældre til ”Lillemand”, det bragte solen frem i mere end én forstand. Torsdag, 8 dage efter vores ankomst, kunne vi så endelig igen få vand under kølen. Det går dog rigtigt fint med at leve ombord, men det er jo skønnest at være i det rette element. Nu havde vi fået sommer, så det var med at blive færdige til at komme videre. Ria’en var lige så smuk at sejle ud i som i efteråret, en fantastisk flot kyst med farvestrålende blomster og buske, og da vi rundede pynten, hilste fyrtårnet Hercules os. Vi fik besøg af tolderne lige før havnen – men de var søde og høflige. Der var masser af plads og ikke meget liv i havnen, men det er der heldigvis kommet siden. Vi har fået selskab af gode bekendte fra sidste år og vi har lært andre sejlere at kende. Vi har fået set mere til byen og bortset fra den megen regn og blæst lige i disse dage, er her dejligt, som vi husker det.
Forhåbentlig er vi nået et godt stykke forbi Cap Finisterre næste gang, skrivekløen melder sig.

Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen


Vælg fra hvilket år du vil læse rejsebreve: 2019  2018  2017  2016  2015  2014  2013  2012  2011  2010  2009  »2008«  2007