Rejsebreve fra 2016

Rejsebrev 89
Trapani 10/10/2016-28/10/2016
Så er det tid for årets sidste rejsebrev. I nat regnede og blæste det voldsomt, så bortset fra temperaturen, føltes det som dansk efterår. Men i løbet af formiddagen klarede det op, solen skinner nu fra en letskyet himmel, og man får det hurtigt varmt, når der skal bestilles noget. Og det skal der jo, her sidste dag før afrejse! Vi står godt på land. Har vænnet os til rykkene, som vinden giver i båden; de føles næsten værre, end da vi lå i vandet…
Vi var jo lidt spændte på, hvordan vi ville mærke den varslede storm, som var grunden til, vi kom så tidligt hertil, men vi kunne nøjes med at måle 22 m/sek., lå fint i læ, så det var kun, når vi skulle uden for cockpitteltet, det var ubehageligt. I gaderne fløj tingene rundt, og man fik sand i mund og øjne. Men alt faldt jo til ro igen, og vi fik nogle gode dage, hvor vi kunne lege turister.
Vi tog toget til Marsala. Både for at se den fine gamle by og for at se et af de store vinhuse. Florio havde ikke rundvisninger den dag, vi var der, men vi travede ud til Pellegrino, som vi blev anbefalet af Turistkontoret, og det var også meget sjovt. Er dog enige om, at Marsala ikke kan konkurrere med portvin! En uventet, meget god, oplevelse var et besøg på et lille museum, hvor vi så nogle helt fantastiske gobeliner, 8 i alt og meget store, der beskrev forskellige situationer fra Vespasians og Titus’ liv. En virkelig lækker Spaghetti Scoglio med den lokale hvidvin til fortjener også at blive nævnt – måltidet og betjeningen var udover, hvad vi som regel oplever!
Så var det tid at modtage vore gæster, som kom helt planmæssigt i lejet bil fra lufthavnen i Palermo. De fik sig hurtigt indrettet efter en let frokost, og da der var blevet slappet lidt af (de var taget hjemme fra kl. 2 om natten!) kunne vi gå ind og smage på isen i Trapani – det var en succes!
Tidligt til ro, og vi var enige om, at vejret overordnet bestemte, hvad vi skulle foretage os og hvornår. Heldigvis fik vi udsigt til to skønne dage med sol og stille vejr, så vi besluttede at sejle ud til Favignana, en af De Egadiske øer. Fik fortøjet i den lille havn, og efter frokost skulle Zeus’en i vandet! Der blev sejlet og badet, for det er jo noget af det, der hører en sejlerferie til, og heldigvis artede vejret sig til det. Derefter nød vi at trave rundt i den hyggelige by. De mange caféer fristede, så ”dagens is”, og hvad man ellers havde lyst til, blev nydt i herligt solskin. Vi havde lovet børnene pizza til aften, og det blev noget af en opgave, for restauranternes menukort var mere til fisk. Heldigvis blev aftenen reddet ved, at vi fandt et sted, hvor man kunne få pizza som take-away, og det blev en særdeles hyggelig aften ombord!
Næste formiddag var der løbetur på programmet, og derefter havde vi fortjent en is/øl. Efter frokost gled vi stille og roligt for genuaen mod Trapani, og det gav mulighed for endnu en badetur for Jakob og Maiken, mens Julie og Kasper sad på badebroen med fødderne i vand.
Vi fik ”vores” plads som lovet, og vejrudsigten blev studeret nøje. Det var et stort ønske for Maiken og Jakob at komme op på Etna, men vi vidste jo af erfaring, at de fleste dage kommer der skyer op ad formiddagen. Vi lejede endnu en bil, og onsdag morgen kørte vi af sted – havde bestilt hotelværelser på Rifugia Sapienza ved svævebanen, så kunne vi komme tidligt til tops torsdag morgen. På vejen dertil kørte ”de unge” til Kejserpaladset, mens vi selv fortsatte direkte til Etna og fik os indlogeret i udmærkede værelser. Der var køligt på bjerget, skyet og lidt tåget, men når solen kom frem i glimt, kunne vi se, hvor flotte farver træernes blade stod med.
Kl. 19.30 nåede Jakob & Co. frem, og efter en gedigen pizza i hotellets restaurant, gik vi alle til ro, så vi kunne være friske næste morgen. Stor var glæden, da vi stod op til klart vejr! Efter dejlig morgenmad checkede vi ud og var som nogle af de første klar ved svævebanen kl. 9. Det var en rigtig flot tur og en stor oplevelse for alle. Vi fortsatte til toppen i de dertil indrettede terrængående busser, og stadig var det flot vejr, om end de første skyer listede rundt. En guide ventede os, og vi gik med ham rundt om de kratre, publikum har adgang til. Han fortalte engageret om dannelsen af de forskellige kratre, om de forskellige udbrud i nyere tid og viste os billeder derfra. Vi kunne se helt til Siracusa langs havet, og ind over Sicilien var udsigten lige så storslået. På sidste del af rundvisningen øgede vinden, som var ret kold, og vore gæster fornemmede, hvor barskt det kan være, selvom det var meget fint vejr sammenlignet med vort første besøg. Vi var i den grad heldige, for vi var dårligt kommet ned med svævebanen, før skyerne lukkede sig over toppen!
Vi var enige om, at vi hellere stille og roligt ville køre tilbage til Nausikaa end vove os ud på flere oplevelser. Var inde og spise en dejlig frokost på vejen, og da vi kom hjem, var der meget at snakke om. Turen havde været lang, men vellykket, og på køreturen fik vi mulighed for at se endnu mere af Siciliens smukke, varierede landskab.
Fredag var det lidt blandet vejr, og så var der 10 års bryllupsdag ombord, som skulle have behørig opmærksomhed, så vi kom ikke så tidligt ud af døren. Regnen truede, men i Trapani er der nogle imponerende saltindvindingsanlæg med et museum tilknyttet, så der kørte vi ud. Det var også interessant, men det begyndte at regne, så det var museet, der fik mest energi. Mens vi havde bilen, valgte vi at få købt ind og få fyldt depoterne op, og da regnen tog til, blev det en hyggeeftermiddag med kortspil m.m. Noget, børnene nyder meget – og som de voksne også lader sig gribe af…
Lørdag morgen var perfekt vejr til at tage svævebanen til Erice, og heldigvis kunne vore gæster godt forstå, vi syntes, vi skulle opleve svævebaneturen og byen sammen. Der er helt specielt, og udsigten er bjergtagende – helt bogstaveligt! Og i Erice kunne man også købe is og store øl samt alt, hvad man kan forestille sig af souvenirs, hvilket vi da måtte benytte os af. Vi var inde og se borgruinen, der ligger helt fantastisk, og en let frokost med udsigt ud over De Egadiske Øer var også herligt.
Kasper er mesterkok in spe, så han og farmor havde planlagt en luksusmenu for at fejre bryllupsdagen (de unge mennesker var ude at spise alene på dagen). Så der blev købt ind og lavet god mad – ingen sag, når der er kvalificeret hjælp i pantryet. Det var rigtig hyggeligt. Børnene har fået lov at mærke, de er i ”Spaghetti- og Pizzaland”, så vi andre gamle glæder os efterhånden til en god dansk kartoffel og et stykke rugbrød!
Søndag begyndte vinden af friske, så det var tiden, hvis der skulle sejles mere i gummibåden. Det blev kun til en lille tur, for allerede i havnens yderbassin var bølgerne ubehagelige. Så blev Zeus’en vasket og pakket væk; noget Julie deltog i med stor entusiasme. Hun er også blevet god til at hænge fenderne ud og være med til at fortøje. Kasper er ved at være god til at styre Zeus’en – er dog lidt glad for fart, men man er vel dreng…
Søndag eftermiddag gik vore gæster ind til Trapani og nød feriens sidste is. Vinden lagde sig til aften, og skipper ville gerne have sejlene afmonteret, da der var melding om frisk vind alle de næste dage. Jakob tilbød sin hjælp, og det kunne de da lige klare inden aftensmaden. Troede vi! For et eller andet var helt galt med storsejlet, som vi ikke kunne trække ud. Jakob kom en tur i masten (så fik børnene også set det), og det viste sig, der var knækket en sejlpind. Han fik den lirket ud, og sejlet kunne så afmonteres. Det blev sen aftensmad, men det var dejligt, at vi ikke selv skulle have stået med det problem!
Mandag morgen var det så farvel, tak og på snarligt gensyn, og dejligt var det om aftenen at få en sms om, at de var godt hjemme.
Vi begyndte den sædvanlige oprydning og klargøring til optagningen. Det blev som varslet blæsende, kuling fra syd, og dermed temmelig varmt, så lidt anstrengende at arbejde i. Vi havde en aftale om at komme på land torsdag den 27.10. kl. 9.00, men allerede onsdag morgen lige efter morgenmaden, kom kranfolkene hen og sagde til os, at de var altså klar! Det var en misforståelse mellem chefen og medarbejderne, men i stedet for at begynde at diskutere med dem, skyndte vi os alt, hvad vi kunne, for det så ud til, at det ville regne og tordne torsdag, og så var det jo skønnere at komme på land onsdag i godt vejr. Der gik ikke mange minutter, før Nausikaa hang i kranens stropper, og kl. 10.45 kunne vi gå ombord. Vi har aldrig haft så flot en trappe – der er gelænder og et repos øverst, hvor man kan sætte ting fra sig. Luksus!
Det har været et vejrmæssigt noget anderledes år: Hundekoldt i Venezia i april, generelt meget blæsende og en hel del regn/torden både forår og sensommer, hvilket har betydet, vi har måttet ændre planer løbende, da der har været en del dage, hvor der var for meget vind at sejle i, og torden er heller ikke det bedste, vi ved. Det har givet længere ophold nogle steder og længere sejlture, men vi har fået set og oplevet en hel masse, og bortset fra Malta, har vi nået, hvad vi forventede. Der har været rigtig mange fine og varme solskinsdage; vejret har bare ikke været stabilt, som vi nok har vænnet os til det ellers plejer at være.
Vi mangler jo nordkysten, men ellers har turen rundt om Sicilien været fin med gode havne. Vi var spændte på, hvorvidt vi ville møde både med flygtninge langs sydkysten, men det har ikke været tilfældet. Vi har indtryk af, den italienske kystvagt er meget aktiv – vi har tit set dem patruljere. Over Navtexen har vi fået melding om et synkende skib – Mustafa – som formentlig var efterladt af flygtninge; det er det tætteste, vi har været på den slags, og godt for det!
Nu er vi ved at være klar til at hilse af for i år og sige på gensyn til foråret. Værftet her er fleksibelt i forhold til aftaler, så vi har kunnet nøjes med at fortælle, vi kommer tilbage i begyndelsen af april, da vi gerne vil opleve påsken her i Trapani. Det kunne ejeren af værftet bekræfte os i var en god ide, så det vil vi glæde os til!
Vi er nu klar til at pakke kufferten og gå over og tage lufthavnsbussen i morgen tidlig. Tak for de mange dejlige hilsener til jer alle, og på gensyn til foråret!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 88
Marzamemi 25/09/2016 – Trapani 10/10/2016
”It is definitely the end of summer!” Ja, sådan sagde sejleren, der kom ind i går, mens han skyndte sig at tage sejlene af sin båd. Og han nåede lige at få dem lagt sammen, før tordenvejret brød løs. Vi håber ikke, han får ret, for vi skal jo være her 3 uger endnu!
Også han havde hørt om den storm fra syd (28 m/sek.), der skulle komme senere på ugen. Vi har læst og hørt en del om sydlige storme i vinterhalvåret her på Sicilien, og nu er vi da spændte på, om vi kommer til at opleve en sådan, og hvordan det så bliver. Men lad os nu se. Det er ikke hver gang, vejrudsigterne har passet.
Lige nu har himlen samme udseende som i går på denne tid, så vi får nok en gang torden. Til gengæld har vi haft en meget flot dag med sol og varme, hvad vi ellers slet ikke var stillet i udsigt!
Tilbage til Marzamemi, hvor det i den grad også tordnede og regnede – og blæste. Da der blev meldt hård vind fra øst, var det med at komme væk, for så ville havnen ikke blive rar at opholde sig i, og der var heller ingen grund til at blive der, for vi kom der kun for at sove før turen til Malta.
Det er et fast morgenritual at kigge vejrudsigt før afgang, og denne morgen kunne vi konstatere, at vi nok ikke fik en stabil periode, tværtimod blev der meldt kuling ude til søs, så kursen blev i stedet sat mod Marina Ragusa; så måtte vi siden se, om vi kunne sejle til Malta. Det var med sommerfugle i maven, skipperinden gjorde klar til afgang – det ser altid voldsomt ud at gå fra en havn med pålandsvind – og det var også ret store bølger, vi kom ud i. Men da vi havde rundet pynten efter en god halv time, fik vi vinden agten for tværs, og vi fik den bedste sejlads for sejl i denne sæson! Efter 2½ herlige timer kunne vi ikke længere negligere den meget sorte himmel forude. Sejlene blev bjærget, og inden længe kom et gedigent tordenvejr. Regnen var så tæt, at der var meget ringe sigtbarhed. Det var heldigvis hurtigt overstået, og vi kunne lægge til i dejligt vejr.
Vi var spændte på at se marinaen, for mange har talt om den. Den er kæmpestor i areal. Så stor, at der ikke er nogen som helst hygge, og der er helt urimeligt langt til alle faciliteter, som i øvrigt er fine. En cykel er et must, hvis man skal overvintre der. Der var begyndt at komme både, som skulle på land eller hvor besætningen skulle være ombord for vinteren. Og vi blev også mødt med spørgsmålet om vinterplads, både i Marian Ragusa og senere Licata. Så det er jo nok ved at blive efterår…
Vi fandt ud af at tage bussen ind til Ragusa, og det var en helt speciel by. Flotte barokbygninger og kirker i massevis, men det, at byen ligger fordelt på 3 høje med dybe slugter imellem, giver et helt særligt miljø. Vi fik travet op og ned og virkelig kigget på en hel masse, og vi måtte derind to gange, før vi syntes, vi havde set nok. Første gang kom der nemlig voldsom regn og torden noget tidligere end varslet, så da tilbragte vi 1½ time på en cafe, mens det bare styrtede ned! Næste gang havde vi taget højde for vejrmeldingen (og dens fejlmargin), og da nåede vi tilbage til båden i tørvejr.
Ja, det ustadige vejr med torden og tidvis frisk vind fortsatte, så vi besluttede, at det ikke bliver i denne omgang, vi besøger Malta. Vi skulle være i Trapani den 16.10., hvor vi får gæster, så vi ville hellere tage den med ro op langs sydkysten end at risikere at skulle kæmpe os tilbage til Sicilien.
Vi sejlede videre til Licata, hvorfra vi ville tage ind og se en af de helt store seværdigheder på Sicilien: Villa Romana del Casale. Det er ruinerne af en kæmpevilla, hvor der er nogle meget velbevarede gulvmosaikker. Men det var weekend, det er ikke rigtigt længere sæson, så det ville blive en langsommelig affære at besøge stedet fra Licata. Da vi heller ikke var så vilde med havnen, valgte vi at sejle videre med henblik på at leje en bil, når vi kom til en by, hvor det var muligt.
Den lille havn San Leone tæt på Agrigento, hvor en anden stor seværdighed ligger, nemlig Templernes Dal, var rigtig hyggelig. Havnefogeden var noget så sød, vi fik vist hans eneste gæsteplads. Det var søndag eftermiddag, og masser af børnefamilier og unge mennesker gav liv i badebyen, hvor vejret var ganske dejligt. Men det var ikke en havn beregnet for frisk vind. Vi lå tæt på havnehullet, der var en del swell, så det var ikke svært at beslutte at sejle videre til Sciacca. En by, vi under alle omstændigheder ville besøge.
Her fik vi nogle gode dage, hvor vi lå godt ved sejlklubbens bro. Byen, der lå meget højt og med fantastisk udsigt ud over den meget store fiskerihavn, var spændende og hyggelig, og det var dejligt vejr. Gode indkøbsmuligheder og nemt at leje bil, så det var meget opmuntrende.
Vi kom af sted i bilen og kunne godt se, der ville være langt at køre til de ovenfor nævnte seværdigheder, men vi havde jo tiden. Første dag besøgte vi Templernes Dal i Agrigento – og vi siger jo, vi har set mange gamle sten, men også her var der noget særligt over stedet. Der var flere velbevarede tempelrester og katakomber, og så var beliggenheden som vanligt for den slags steder ganske unik.
På vej tilbage havde vi lyst til at se nærmere på de flotte kalkklinter, vi havde set fra vandet, men det var ikke sådan lige. Vi fik i den forbindelse besøgt endnu en ”ruinby”, Eraclea Minoa, hvor vi så et lille museum og resterne af et lille græsk teater. Flot og særpræget natur, klinterne med pinjeskove og fantastiske strande, som vi så ikke lige kunne komme ned til, ikke til fods i hvert fald. Vi kørte derned i bilen, men tiden var fremskreden, så vi valgte at køre hjem til båden, hvor vi nød aftensmaden i et lunt og stille cockpit.
Næste dag kom vi tidligt af sted, og på vej mod Kejserpaladset gjorde vi holdt i Caltagirone, Siciliens keramikby. Her er et utal af værksteder og butikker, hvor der sælges keramik i alle afskygninger. Flotte sager, men aldeles overpyntede efter vores smag. Det, der gjorde mest indtryk var den store trappe, der på alle sine 142 brede trin havde keramikkakler som dekoration på den lodrette del af trinene. Det var meget imponerende. Og det var Rådhuset også. Her var ligeledes nogle store flotte udsmykninger i keramik med fantastiske dekorationer, og her lod vi os friste af en cafe, hvor man kunne få pandekager med herligt fyld. (Rådhuspandekager?) Skipperinden legede luksusdyr og drak Prosecco, mens skipper drak vand til tjenerens undren! Det var da helt lige meget, om man havde fået en øl og så kørte bil bagefter. For øvrigt var byens ”syndicat” og alle de, der bestemte, ”crazy”!
Nu gjaldt det Kejservillaen! Da vi endelig kom derud, kunne vi konstatere, at mange andre havde fået samme ide – her mærker man ikke lavsæson. Til gengæld skulle her være næsten ufremkommeligt i højsæsonen. Det er et meget stort område. Mosaikkerne er dækket af tag, og man går så rundt på gangbroer og kan betragte de utroligt flotte og meget velbevarede mosaikker. Som i øvrigt, i lighed med mange andre af den slags steder, blev fundet ved en tilfældighed. Virkelig et besøg værd!
Vi kørte langt de to dage, og vejene er ikke de bedste, men vi havde lejlighed til at se noget af Siciliens mangfoldighed i form af meget forskellige og smukke landskaber. Golde bjergegne og frugtbare dalstrækninger, hvor man nærmest følte at køre gennem en stor køkkenhave. Citrustræer, mandeltræer, oliventræer, vinmarker, artiskokmarker, drivhuse med tomater og peberfrugter og mange flere spiselige produkter alle vegne. Der må ikke mangle vand på øen, for de steder, der lå brak, var totalt afsvedne.
Vi kom hjem tids nok til at kunne aflevere bilen om aftenen, og næste morgen betød vejrmeldingen igen, at vi måtte videre. Sciacca kunne ellers godt have fortjent lidt mere opmærksomhed, men nu skulle vi mod NV, og derfra ville vinden komme med pæn styrke om et par dage. Så vi kom igen til søs, passerede i roligt vejr endnu et fyrtårn og fik for første gang i lang tid en nordlig kurs. Målet var Mazaro del Vallo, en by, der huser Italiens største havn for trawlere. Det var også et meget stort havnebassin og flere hold moler, vi kom til, og vi fik en fin plads på Adinas bro. Sjovt nok havde vi kun været der ½ time, før endnu en dansk båd kom og lagde til. Det var S/Y Freya fra Horsens, og det var hyggeligt endelig igen at hilse på andre danskere. De skulle videre allerede næste dag mod Grækenland, men vi nåede da at udveksle visitkort og få en lille snak.
Byen Mazaro del Vallo var overraskende fin og hyggelig. Maurerne har sat deres præg på bygninger og gadestruktur, (centrum hedder Kasba), og restauranternes menukort rummede pludselig cous-cous. Det har vi ikke set siden Marokko, i hvert fald ikke som noget, man kunne få alle steder. Der var livlig aktivitet i byen, da der var en form for messe/Expo omhandlende produkter og bæredygtighed fra landene omkring Middelhavet. Der var udstillinger, smagsprøver, konferencer og masser af meget betydningsfulde folk! Vi var der i to dage, da det luftede ganske godt fra NV, men vi lå fint fortøjet.
Så kom den vejrmelding, der fik os til at skynde os at sejle her til Trapani. Sydlig storm senere på ugen, og i mellemtiden ustabilt vejr med regn og til tider frisk vind. Det var ikke svært at beslutte at tage de sidste 28 mil i et hug, selvom vi egentlig havde planlagt at besøge Marsala på vejen. Det var totalt havblik på meget af turen, og vandet lignede silke. Men der var nogle meget store dønninger, formentlig på grund af gårsdagens blæst, og strømmen må også have spillet ind. Så vi var i den grad ”en lille båd, der gynger”. Ellers en flot tur, hvor vi var tæt på De Egadiske Øer, som vi håber at kunne sejle ud til, når vi nu snart får besøg af Jakob & Co.
Vi fandt ind til Trapani Boat Service, hvor vi har bestilt plads for vinteren. Blev venligt modtaget, men marineassistenten måtte lige ringe til sin boss, som heldigvis kunne huske os, og ville tage formelt imod os mandag morgen. Så vi fik en god plads lige ved kajkanten. Det er helt inde i bunden af havnen, så vi kan ikke rigtigt forestille os, at vi vil få problemer, selv ved meget høje vindstyrker. Skipper har i dag fået lavet aftale med bossen, som har givet os lov til at ligge her, til vi skal løftes op den 27.10.
Vi har været inde og se den gamle bydel i dag, og det var positivt. Der er rigtig flot og hyggeligt, og det trængte vi til at se, for det første indtryk, vi fik af byen, var ærligt talt lidt trist. Men det var jo søndag, så meget var lukket i går. Nu var der liv overalt i gader og stræder. Et stort krydstogtskib gjorde sit i den retning! Vi har fået lokaliseret tog- og busstation, for vi har planer om at se os lidt om de næste dage. Skulle jo gerne smage Marsalavinen ved ”kilden”, bl.a.
Vi skal også gøre klar til at modtage gæster, have provianteret osv, samt måske lure lidt på et godt spisested, så vi skal nok få nogle gode dage her.
Vi håber, at vejret ikke for alvor vil slå om til ”vinter”, men under alle omstændigheder er det ganske anderledes temperaturer, vi har her end derhjemme. I skrivende stund er der 27 gr. her i kahytten! Skipper har lige reddet vores vasketøj, for nu begynder det at dryppe…
Foreløbig glæder vi os til besøg. Børnene har været vant til at komme her siden de blev født, og det er sjovt hvert år at se, hvor meget mere, de nu kan gøre på egen hånd, fordi de er blevet større. Vi håber, der bliver mulighed for at komme ud at bade og sejle i gummibåd, men hvis vejret ikke egner sig til det, er der heldigvis meget andet, vi kan foretage os.
Som vanligt har I været søde til at skrive til os, og det skal I have tak for, hvor I så end befinder jer.
Vi regner med, der bliver stof til endnu et rejsebrev, før vi tager hjem på vinterlandlov!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 87
Vibo Valentia 06/09/2016 - Marzamemi 25/09/2016
Det kan måske være en udmærket kur mod truende tungsind at skrive rejsebrev, for så vil tankerne jo kredse om de dejlige oplevelser, der har været – i godt vejr! Selv skipper vil godt medgive, at lige nu er det regulært møgvejr: Lyn, bulder og brag, himmel så sort som natten, og en regn, der står ned i tove! Vinden er der i perioder rigeligt af, og vi ligger ikke i, hvad man kan kalde en beskyttet havn med den retning, vinden har, så vi får nogle gevaldige vippeture ind imellem. Nu er det så bare spændende, hvornår himlen igen bliver blå?
Efter en dejlig sommerlandlov, kom vi tilbage til båden den 6.9. ud på aftenen, og mens vi nærmede os marinaen, kunne vi fra taxaen se det lyne lystigt, og vi kom også gennem landsbyer med store vandpytter. Men på marinaen var det herligt vejr, så vi kom ombord og fik rigget det forskellige til, før regnen kom. Båden var søsat og vasket, dejligt at komme ombord igen. Næste morgen fik vi fyldt vand på og provianteret det mest nødvendige, før regn og torden igen satte dagsordenen. Sådan gik et par dage, hvor vi også hyggede os med Lotte og Tommy fra s/y June, men lørdag morgen var både himmel og vejrudsigt indbydende, så da var det farvel og tak til Marina Carmelo for denne gang.
Vi havde besluttet at sejle til marinaen i Messina, vel vidende, at noget af molen var forsvundet i forbindelse med, at et stort krydstogtskib havde sat for meget fart på, da det skulle sejle fra kaj. Men efter at have ringet til marinaens personale, vovede vi at lægge os ind der for et par dage for at se byen. Det var også OK, men færgerne, og især i forbindelse med, at strømmen i strædet vendte samt den beskadigede mole, gjorde det i perioder til en noget urolig oplevelse. Efter Santa Maria de Leuca skal der imidlertid meget til at afskrække os…
Messina er en storby, der bærer præg af at have været udsat for både nogle store og meget ødelæggende jordskælv samt en sønderbombning under WW2, så det er noget med lige, brede gader og vinkelrette vejkryds. Der var søndagsstille, men vi var oppe at se Domkirken, som er genopbygget flere gange og nu siges af fremstå nogenlunde, som da den blev bygget. Især klokketårnet var et tilløbsstykke – det er et såkaldt astronomisk ur samtidig med at være kirkens klokketårn, så en ”stjernetegnskalender” er der på den ene side, og på siden ud mod Domkirkepladsen er der forskellige figurer, der hver dag kl. 12 ”får liv”, dvs bevæger sig og udstøder lyde (løven brøler eksempelvis). Meget sjovt at se.
Vi var bevidste om, at vore batterier sang på sidste vers – det ene af tre var stået af. Nu begyndte det igen at lugte mistænkeligt, og skipper kunne hurtigt konstatere, at det andet også var ”oppe at koge”, så det blev i hast afmonteret, og nu skulle der altså købes nye!
Mandag morgen blev kursen sat mod Riposto, hvor vi var heldige at få fortøjet, før der, igen, brød et gedigent uvejr med regn og torden løs. Da det var ovre, skyndte skipper sig over på et værft, for at se, om han kunne købe batterier der. Han blev af flinke folk rådet til i stedet at sejle til Catania, hvor mulighederne var meget større. Vi sad om aftenen og kiggede op på Etna; den lå stor og mægtig og ventede på vort besøg, men det måtte jo altså lige vente lidt.
Vi fik en god plads i Catania i den gamle havn, og allerede om eftermiddagen var skipper inde og fik også købt batterier. De kunne først leveres næste dag, og vi var lidt spændte på, om det nu også kom til at gå efter planen. Men heldigvis: Kl. 10 kom manden med dem, og havneassistenten hjalp med at få dem ombord, og de var så flinke at tage de gamle med. I over 30 gr.s varme startede skipper nu projektet med at få de nye installeret, hvilket ikke var helt lige til, men alt lykkedes, så nu kunne vi begynde at glæde os til at opleve byen og de mange steder i omegnen.
Vi så en masse i Catania, som er rigtig fin at gå rundt i, og nød også indkøbene af de dejlige varer på det store, lokale marked. Men vi ville også lidt på udflugt, og den første gik til byen Taormina, der ikke uden grund er meget besøgt og benævnes som ”et must”. Nu har vi efterhånden set mange græske amfiteatre, så det er ikke det, der imponerer os, men Taormina har en fantastisk smuk beliggenhed og var en hyggelig by at gå rundt i.
Etna havde stadig en vis tiltrækningskraft, men vi skulle lige finde ud af at komme dertil. Vi startede med at tage Circumetnea, et tog, der kører rundt om vulkanen, og kommer op i næsten 1000 meters højde. Det gjorde stop i den gamle by Randazzo, der var meget charmerende at gå rundt i, og så bød turen på flotte udsigter. Ikke så meget Etna, for toppen var dækket af skyer, men det omkringliggende landskab var et flot skue. Det var heller ikke så varmt i højderne; da vi kom tilbage til Catania, var det trukket sammen, og vi nåede lige ombord, før tordenvejret brød løs! Det skulle dog ikke afholde dem fra igen at spille højt, meget højt, ovre på cafeen lige på den anden side af havnebassinet, og det var ikke hver aften, det var til at falde i søvn, før de stoppede et godt stykke efter midnat. Men som vi plejer at sige til hinanden: ”Det koster ikke ekstra!”
Skipper fandt ud af, at der er en speciel hjemmeside, der beskriver vejret på Etnas top, og den fik lov at bestemme, hvornår vi skulle tage turen. Mandag morgen stod vi tidligt op – det blæste, men vi kunne for første gang tydeligt se kratertoppen. Vi fik købt billet, ligesom en hel masse andre, så der måtte to busser af sted, og det gav lidt forsinkelse. Vi var så uheldige lige at ankomme sammen med en hel masse andre, så vi stod som sild i en tønde for at få billet videre op med svævebane og busser. Mens vi stod i køen, stoppede svævebanen på grund af for meget vind, så vi blev kørt i busser – dem, der også bruges til sidste del af turen til toppen. Det betød lang ventetid igen, så da vi endelig kom op til krateret, var der masser af tætte skyer, hård vind og bidende koldt. Guiden sagde, at på grund af kulden og dårlig sigt, fik vi ikke lov at gå rundt om krateret, så vi tog hurtigt ned igen – desværre. Men selvom vi var der kort tid, kunne vi godt mærke, hvor stor en vulkan, Etna er, så det var alligevel en oplevelse. Også at mærke elementernes rasen. Svævebanen var igen kommet i drift, og det var en fin tur ned. Under skyerne havde vi en storslået udsigt til landet nedenfor, kunne bl.a. tydeligt se Catania og havnen, selvom den var 1½ times kørsel væk. Det blev ikke, hvad vi havde håbet, men det kunne ikke være anderledes. Skal man se toppen og kunne holde ud at være der, skal det nok for de fleste dages vedkommende ske en tidlig morgen – i hvert fald på denne tid af året.
Nu var det tid at komme videre mod syd, så kursen blev sat mod Siracusa. Vel uden for havnemolerne kunne vi konstatere, at det var det flotteste sejlvejr, så både storsejl og genua blev sat, og vi sejlede noget så herligt i 1½ time, før vinden rummede og siden lagde sig totalt. Men vi fik da lige prøvet, hvor dejligt det er at sejle for sejl alene. Vi fik en fin plads i marinaen i Siracusa og var hurtigt oppe at gå en tur i den gamle bydel, som dækker hele øen Ortigia. Det var som at gå i et levende museum og navnene på torve og pladser var næsten en repetition af skolelærdommen både fra den græske mytologi og Mikkelsens Latinbog. Rigtig sjovt at stå på Archimedes’ Plads og se på Artemisfontænen. Der var virkelig mange seværdigheder, og byen er rigtig hyggelig. Vi var også oppe på det arkæologiske område, der rummer både et romersk og et græsk amfiteater, og som noget af det virkelig sjove en stor klippehule, Dionisios’ Øre, der forstærker lyden 16 gange! Og mens vi var der, bagte solen ned, og det var meget varmt!
Vi havde regnet med så at skulle af sted, men om morgenen var det slet ikke indbydende at sejle ud på havet under regnskyerne, så vi gik i stedet op for at se Papyrusmuseet, og det var interessant. Da vi skulle derfra, måtte vi lige stå lidt i læ, for det var begyndt at regne og blæse. En af de andre museumsgæster, en franskmand, sagde, mens han slog paraplyen op for fruen: ”La bella Italia!” Og ja, tordenen er ikke aftaget, mens jeg har skrevet, og det er regnen ej heller. Sejlturen hertil i går klarede vi dog i tørvejr, og vejrmeldingen havde lovet det vejr, vi har fået. Vi ligger som nævnt lidt uroligt, men trygt fortøjet, så vi må holde ud og få det bedste ud af det. De kommende dage ser heller ikke for gode ud, så vi har besluttet, at det ikke bliver i denne omgang, vi sejler til Malta. Vejret er simpelthen for ustabilt – ikke lige det, vi havde forbundet med Sicilien!
Nu håber vi at kunne komme videre i morgen, og så glæder vi os til familiebesøg den 16.10.
Som altid siger vi tak for alle hilsenerne, både fra familie og venner samt de for os endnu ukendte, der er søde at skrive til os på hjemmesiden og fortælle, de har glæde af at læse vore beretninger. Det giver jo lyst til at bruge energi og tid på at skrive og opdatere informationer.
Håber, at det dårlige vejr, vi har her, til gengæld giver godt vejr i Danmark!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 86
Brindisi 07/06/2016 - Vibo Valentia 28/06/2016
Dette er dagen før dagen før dagen – hvor vi skal rejse hjem for sommeren. Faktisk havde vi regnet med at skulle bruge i dag og i morgen på at få Nausikaa på land og klaret alle de opgaver, der er i den forbindelse. Men så skulle det ikke være! Franco, ejeren af Marina Carmelo, har været nødt til at udsætte optagningen på ubestemt tid. Det skyldes, at bådene, der står på land, ikke har kunnet gøres klar til søsætning som planlagt på grund af den megen regn, så der er ikke plads til Nausikaa.
Vi efterlader hende forvissede om, at man nok skal passe godt på hende. Så må vi se, hvordan hun ser ud, når vi kommer igen først i september. Vi skal bo på hotel eller B&B til den tid, for man må ikke bo på bådene, når de er på land på dette sted.
Tilbage til Brindisi, hvortil vi returnerede efter 5 hektiske, men herlige og festlige dage hjemme. Vi ankom i fint og stille vejr, og vi var klar over, at hvis vi ville af sted, måtte vi gøre det straks, for der ville komme blæsevejr. Vi var lidt trætte og besluttede at vente lidt med at sejle for at se os lidt mere omkring, før vi sagde farvel til byen - i håb om, at det snart ville få blæst af, hvilket vejrmeldingen også tydede på.
Det var sjovt at se starten på den store kapsejlads Brindisi- Corfu, hvor mange både deltog, og hvor starten gik ude ved lystbådehavnen; vi havde fulgt flere at besætningerne, mens de havde travlt med at gøre klar. Der var indsat shuttle-busser for publikum, og det var noget af et tilløbsstykke.
Vi manglede at være turister i Brindisi, og det fik vi rådet bod på. Sad og spiste frokost et herligt sted, hvor vi spændt fulgte med i tordenskyerne og bulderet, men vi slap. Det er en fin by med en hyggelig gammel bydel og en del flotte seværdigheder.
Det blæste fortsat friskt, så i weekenden tog vi ud og køre i lejet bil. Vi startede med at se Gallipoli, en af de havne, vi havde tænkt at sejle til, hvis der ikke var kommet så meget blæst. Også her så vi en fin gammel bydel med kirker og små, snørklede gader. Gallipoli er en fæstningsby med en stor borg og ligger på en ø med resterne af en flot fontæne (græsk) beliggende lige ved broen til fastlandet.
Derfra gik turen til Grottaglie, som er kendt for sine mange keramikværksteder. Der var siesta, men borgen, som var keramik-museum, var åben, og det var virkelig en flot udstilling, vi der så. Det er det mest utrolige, kunsthåndværkerne kan lave af keramik – meget imponerende. Der var også mange forretninger, hvor man kunne købe de forskellige produkter. I byen var også et par specielle kirker, og selvom vi synes, vi har set nok af dem, måtte vi se en bestemt, hvor der var en flot ”installation” af Jesusbarnet i stalden med Maria, Josef og de tre vise mænd.
På vejen hjem fandt vi et stort supermarked og fyldte bilen op med proviant; det var dejligt at komme til et sted med et godt udvalg og ikke skulle tænke på at bære det hjem.
Næste dag gik turen til Massafra, en mindre by inde i landet, hvor vi havde læst, der skulle være nogle spændende hulekirker samt nogle grotter, hvor munkene havde lagret deres forskellige urter til bl.a. lægeligt brug. Vi fandt en kirke med nogle specielle fresker, men grotterne havde vi ikke mulighed for at se, da de kun kunne besøges med guide, og det var på et tidspunkt, som vi ikke kunne vente på.
Frokosten indtog vi på et meget lokalt spisested – i det hele taget var det småt med turister, hvilket også er sjovt at prøve – og det var god mad til meget billige penge. Byen var trist og meget forfalden at gå rundt i. Vi undrede os over, at man overhovedet måtte gå ind i nogle af bygningerne, der nærmest var at betegne som ruiner.
Tanranto, der giver navn til den berygtede, ofte stormfulde bugt, vi senere skulle krydse, valgte vi også at besøge pr. bil, og det ærgrede vi os bestemt ikke over. Vi var heldige at komme med på en interessant rundvisning (ganske vist på italiensk) på byens flotte borg, hvorefter vi slentrede en tur rundt i byen. Her var trist og meget forfaldent. Husene var i utrolig dårlig stand, og der lå affald overalt. Ikke noget, man blev i godt humør af at se på.
Helt anderledes var der i Locorotondo, som vi godt ville have set, da vi var i Alberobello, men hvor vi på grund af bustiderne ikke lige kunne få det til at passe. Denne lille by var ren og ryddelig – at vi så havde svært ved at se, den var rund, ja, det var nok vores mangel på fantasi. Men den var beliggende smukt på en bakketop, og turen rundt i landskaberne var i det hele taget en dejlig oplevelse. Meget frodigt med vinmarker og oliventræer, frugttræer, kartofler, tomater, figner og masser af blomstrende buske og træer i form af nerier, bouganinvilla, juleroser, hibiscus m.m. Nogenlunde fladt, men med bjerge inde i landet – virkelig smukt. Bare man dog ville rydde op og undgå, at så meget affald skal ligge rundt omkring. Men det kan vi måske sagtens sige?
Efter weekenden var det tid at komme videre. Vejrmeldingen var fin, så efter afregning og påfyldning af dieselolie var vi klar til at sejle mod syd. Knap havde vi fået genuaen rullet ud og slukket for motoren, så vendte vinden tilbage i SØ og var ret frisk, så vi fik nogle gevaldige sprøjt, ja, faktisk blev skipper gennemblødt! Nå, det var i gang med motoren, og så tyggede vi gennem sø og vind mod Otranto, som var dagens mål. Det var ikke helt den fornøjelse, vi havde sat næsen op efter, og bedre blev det ikke, da himlen blev mørk og et tordenvejr kom nærmere. Der var rigtig meget regn i, men vi kom fint til Otranto, hvor vi ikke lige kunne gennemskue, hvor vi kunne ligge. Vi fik ringet til et nummer, som vi fandt i havnelodsen, og endelig var der en, der stod og vinkede til os. Vi fik vist hans sidste plads, for de efterfølgende måtte smide anker. Der stod en del dønning ind i havnen, men vi var ikke særligt generet af den.
Da vi havde spist, kunne vi pludselig høre musik, så vi besluttede at gå ind og se, hvad der skete. Der var stort orkester og en masse mennesker på gaden. Man gik i optog med Madonna med Jesusbarnet gennem byen og placerede hende i en af kirkerne, og så skulle folk jo ind og røre/kysse hende, hvorefter der var et gigantisk fyrværkeri. Vi har efterhånden set mange af den slags byfester – en sjov blanding af noget religiøst og meget verdsligt, for folk hygger og morer sig samtidig.
Byen ville vi godt have set mere på, men igen var der et blæsevejr forude, så vi benyttede den stille og smukke dag til at sejle til Santa Maria di Leuca. Da vi kom dertil, krydsede vi vort spor fra 2011 og var nu i ”kendt farvand”. Vi blev godt modtaget i havnen og fik en god plads – troede vi! Inden længe lå vi og rullede slemt fra side til side lige som alle de øvrige både i havnen undtaget de, der lå fortøjet ved molen, men her er ingen strøm eller vand til rådighed. Vi håbede, det ville lægge sig, men nej, det blev faktisk værre, og det var svært at færdes ombord. En overgang var vi bange for, masterne ville slå mod hinanden, det så vanvittigt ud inde fra land. Det skete heldigvis ikke, der var god afstand mellem bådene, og en af de lokale fortalte, at når nu den friske SØ vind kom, ville det formentlig falde lidt til ro. Det blev aldrig rart at være i havnen, selvom vi flyttede ud i forkahytten og efterhånden var så trætte, at vi fik sovet så nogenlunde.
De 4 dage, vi var i Santa Maria di Leuca, brugte vi til at se lidt mere til den lille, hyggelige by, var oppe ad de mange trin på Mussolinis Trappe og se klosteret, der ligger lige ved siden af det store fyrtårn. Og så tænkte vi, at det ville være fint at tage bussen til Otranto, som vi jo gerne ville se i dagslys. Det var lettere sagt end gjort, for det var sommerkøreplanen, der lå på nettet, men der kom en behjertet buschauffør, som forklarede os, at hvis vi tog med ham til Maglie, kunne vi derfra tage bussen til Otranto. Han fortalte også, hvornår han kørte tilbage sidste gang.
Vi tog med ham, og det gik der så en dag med. Vi var hjemme på båden ved 22 tiden, havde brugt rigeligt med tid på at vente på busser, men havde da fået set noget andet. Spiste bl.a. frokost i Otranto, men her kunne man godt mærke, der var rigtig mange turister. Det kan straks mærkes på maden, der ikke er så spændende som på de små steder, og prisen er høj i forhold til kvaliteten.
Vinden lagde sig efterhånden, og nu kunne vi heldigvis komme videre mod Crotone. Vi startede tidligt, en smuk morgen, og søen var manerlig. Der var for lidt vind til den lange distance – ellers havde det faktisk været flot sejlvejr, men vi måtte have motoren til at hjælpe for at holde fart nok. Vi blev godt modtaget i Crotone og fik købt lidt ind til de næste dage. Hvor var det en sand lise at flytte tilbage i agterkahytten og ligge helt normalt stille! Ikke engang noget høj discomusik kunne ødelægge det for os – vi sov som sten til kl. 05, hvor vi havde regnet med at sejle lige efter morgenmaden.
Men himlen var grå og tung, ingenlunde indbydende. Vi kunne høre torden, og inden længe regnede det godt. Vi trak den lidt, det ville jo også tage 10-12 timer at komme frem til Rocella Ionica, så vi kunne ikke vente for længe. Vi besluttede efter et par timer, at vi ikke ville sejle ud i regn og torden, for så travlt havde vi heller ikke. Det blev i stedet til en god frokost (det var jo søndag!), og om eftermiddagen gik vi en tur i Crotone. Det var igen klaret op, og solen skinnede dejligt. Forinden måtte der dog vaskes båd, for det var vist Sahara-sand, der var dalet ned over os sammen med regnen – ren pløre!
Helt anderledes så det ud mandag morgen, hvor vi sejlede i fint vejr. Vi kom til Rocella Ionica tids nok til at kunne slappe af og få os et bad, før vi gik op og spiste pizza, som vi havde gjort i efteråret 2011, hvor vi var på vej til Grækenland. Meget er ændret i havnen til det bedre. Der er styr på tingene, man bliver modtaget og får en plads, der er el og vand på broerne. I modsætning til sidst, hvor der kun var vand og opkrævningen af havnepenge ret tilfældig. Øvrige faciliteter kniber det med, og pizzaen var heller ikke helt så god, som vi huskede den, men vi er nok også blevet mere forvænte…
Så manglede det sidste lange stræk til Reggio di Calabria – en havn, vi ikke mindedes med den store begejstring, og det blev heller ikke noget rart gensyn. Vi havde en stille og rolig tur langs den flotte kyst, men Messinastrædet havde besluttet at vise lidt tænder. Her var frisk modvind og nogle pæne strømsøer. Vi kom efterhånden frem til havnen, kun for at finde et ret forblæst og lidet indbydende sted, hvor der for øvrigt heller ikke var plads at få. Vi var ved at vende og indstillede på at sejle over til Sicilien, da der kom en mand cyklende på molen og gjorde skipper opmærksom på marinaen ovre i hjørnet. Der var god plads, og der sejlede vi over, Blev taget imod og fik hjælp til fortøjningen i den friske vind, men særligt godt lå vi nu ikke. Vi havde besluttet, at vi denne gang gerne ville op og se byen, men nu trak det igen med tordenbyger, og vinden var frisk. Så det var ikke et sted, vi havde lyst til at blive. Vi kom igennem natten trods vindens og strømmens hærgen, og skipper måtte igen til at regne med tidevand, så vi kunne komme nord på i strædet uden for meget bøvl. Strømmen ville være neutral kl. 13.45, så vi fik provianteret om formiddagen, og efter frokost sejlede vi ud. Skipperinden med lidt sommerfugle i maven, men det gik stille og roligt med kun 7-8 m/sek. imod, og tordenbygerne var ebbet ud. Nord for strædet var der slet ingen vind, det klarede langsomt op, og vi anløb den lille havn Bagnara Calabra og fik en fin plads.
Den er vældig idyllisk, stor kontrast til det, vi kom fra. Det er her de specielle både, hvormed man fanger sværdfisk, lander deres fangst. Vi så en på vejen, og der var et par stykker i havnen, men vi har til gode at se en i aktion. Det er ellers lige sæson for sværdfisk nu. De har en slags kurv oppe i den 20 meter høje mast, hvori der kan sidde en mand og spotte sværdfisken. Så er der et ligeledes 20 meter langt ”bovspryd”, hvorfra en anden mand efter anvisning fra manden i mastetoppen kan forsøge at stikke en harpun i fisken. Der bliver holdt stor fest i juli for at fejre sværdfisken netop i Bagnara Calabra, men den oplevelse får vi ikke med. Som kompensation ville vi op og spise grillet sværdfisk på havnens restaurant, og det var ærligt talt en skuffelse.
Også denne nat skulle der liste sig noget dønning ind og vugge os lidt rigeligt, men det var nu ikke af den grund, vi besluttede at sejle videre allerede næste morgen. Nej, grunden var, at endnu en frontpassage med torden, kraftig regn og vind nærmede sig. Der var kun 36 sømil til Vibo Valentia, vores sommerhavn, så det var ikke svært at beslutte sig for at tage af sted. Da vi kom ud, kunne vi godt forstå, vi var blevet vugget en del, for der stod nogle gevaldige dønninger, som vi sejlede med det meste af vejen, hvor himlen var meget grå og tung inde over land, men hvor vi slap for regnen.
Vi ankom til marinaen, hvor vi blev venligt modtaget af hele tre mand, der fortøjede båden på en plads langt inde i havnen, hvor vi lå bomstille. Herligt! Skipper gik op og blev registreret – man kunne først ikke lige finde korrespondancen, hvoraf det fremgik, vi havde en aftale om at komme på land den 28., men det lykkedes. Så var det, han fik at vide, der var problemer med plads på land. Nå, det måtte der findes ud af. Mens han var optaget af det, ville skipperinden finde frokost, men blev på festlig vis afbrudt af to unge mænd, der smilende rakte en bakke frem med to store Spritz, nogle fine tapas og en skål chips. Spritz er en dejlig, lokal drink, vi har lært at sætte stor pris på, så det var rigtig herligt med en sådan modtagelse. Solen kom også frem – og mens vi lå og slappede lidt af efter frokost, kaldte en dansk stemme på os. Det var rigtig hyggeligt igen at snakke med danskere, de første vi har mødt i år.
Vi har fået set lidt på byen, hvor der er alt, hvad man har brug for. Det er rart at vide, når vi kommer tilbage og skal starte efterårssæsonen, hvor vi vil sejle til Sicilien og måske Malta.
Vejret er langt om længe blevet stabilt med varme og let vind. Det har vi jo sukket efter, men nu er det lige før, det er for varmt. Ja, vi er ikke nemme at gøre tilpas!
Vi vil ønske alle en god sommer, hvad enten I er i Danmark eller ude i Verden, til lands eller til vands! Tak for alle jeres søde hilsener, og vi ses her igen i begyndelsen af september!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 85
Vieste 11/05/2016 - Brindisi 01/06/2016
Sidst vi skrev rejsebrev, var det på stille vand på vej mod Vieste. Knap havde vi dog fået sat sidste punktum og spist frokost, før der kom lidt vind. Skipper gik ned for lige at lukke øjnene en stund, men der gik ikke lang tid, før han kom op og sagde: ”Hør, hvordan er det, du sejler?” Vinden var øget betragteligt, og ret hurtigt havde vi det, nordmændene kalder ”liten kuling” lige i næsen. Der var stadig langt til Vieste, men Nausikaa bjergede sig fint, så vi fortsatte mod søerne og vinden. Den sidste times tid løjede vinden, og vi kom ind til Vieste i god ro og orden og kun med godt 1 times ekstra sejltid. Her blev vi modtaget af en særdeles serviceminded havneassistent, som fortalte, at der skulle være fest i byen. Anledningen var, at byens skytshelgen skulle fejres – og vi har siden lært, at det sker i næsten hver by på egnen. Der ville være masser af lys samt et stort fyrværkeri ved midnat.
Det måtte vi op og opleve, og trods en noget kølig aften var der masser af liv alle vegne – og masser af lys sat op i store stativer, der lignede kæmpeguirlander, og det i alle centrums gader og på torvene. Det var kun skipper, der havde energi til at blive oppe og nyde fyrværkeriet, og han syntes, det var flot!
Vejret blev nu bedre, der kom sol og lune temperaturer, skønt det stadig regnede ind imellem. Blæsten ville i perioder fortsat være hård, så vi indstillede os på at blive i byen nogle dage. Det var en fin by med mange hyggelige kroge og søde mennesker. En af byens store attraktioner var en bådtur ud til nogle meget unikke grotter, og den meldte vi os til. Heldigvis – for det var i sandhed en meget stor og flot oplevelse. Båden var på ingen måde lille, og alligevel sejlede den ind i de forskellige grotter. Det var en helt speciel fornemmelse og ligner ikke noget af, hvad vi har prøvet før. Skipperinden var dog svært tilfreds, da vi satte kursen mod havnen igen, for da var det blæst op og himlen var fyldt af ubehagelige skyer.
I Vieste ligger et helt fantastisk museum, hvor alverdens skaldyr og konkylier er udstillet. Det var imponerende, lærerigt og meget flot. Hvem skulle ane, der fandtes så mange forskellige arter – og at de er så flotte? Og alt var fortalt og kategoriseret på en virkelig fin måde.
Så kom der endelig en vejrmelding, hvor vi havde lyst til at begive os af sted mod Trani. Sejlede hele turen på stille vand og under en tung himmel, men vi fik fortøjet i Trani, før regnen brød løs. Vi opgav at vente på tørvejr, tog regnjakker på og gik op for at se den store katedral, der ligger på havnefronten. Det var en virkelig flot katedral, enkel og harmonisk i sit udtryk i modsætning til de noget overpyntede, vi indtil nu har set. Mens vi var der, blev der spillet dejlig orgelmusik, så det var en stjernestund, hvor man næsten glemte vejret udenfor.
Vi kunne godt have brugt en dag mere i Trani, men et nyt blæsevejr truede, så vi sejlede til Bari, hvor vi valgte den nordlige havn, da der blev meldt sydlig hård vind. Fik en noget udsat plads, men fik lov til at komme om på indersiden af flydebroen, da det pludselig var hård nordlig vind, der blev meldt!
Her havde vi besluttet at blive nogle dage, da der var nogle steder, vi ville besøge, og det var herligt, at det efterhånden kun var meget vind og ikke ret meget regn, der prægede vejret. Vi tog bussen ind til byen, som også var fin med mange seværdigheder, bl.a. San Nicola, hvor man i krypten opbevarer San Nikolaos’ relikvier (de blev ”hentet” hjem fra Myra i Tyrkiet i en længst svunden tid, og nu er det den gode gamle julemand, vi taler om…) Ham bliver der også holdt en gevaldig fest for, men den kom vi for sent til. Oplevede, at man arbejdede med at tage de store lysstativer ned, og så en udstilling om festen og San Nikolaos. Det må være en hel industri med alle de stativer, der skal sættes op og tages ned og formentlig fragtes fra by til by alt efter, hvornår der skal holdes fest…
Vi tog toget til Andria og derfra bus til Castello del Monte. Et berømt slot bygget af Frederik den 2., og på Unescos kulturarvsliste. En speciel bygning beliggende et specielt sted midt ude på landet på en bakketop. Andria var også en fin by, men når kl. er 13.30, og man er sulten, er her ikke så fint. Alt var lukket, så konfektmuseet blev ikke besøgt, og det holdt hårdt at finde lidt frokost. Vi har efterhånden lært, at der ikke er noget ved byerne i siestaen, som mange steder varer 5 timer!
Så gjaldt det Grotte di Castellana, som vi havde læst om og gerne ville besøge. Her var der også tog ”lige til døren” fra Bari, så det var nemt. Det viste sig at være et tilløbsstykke, og med god grund. Vi fik booket en guided tur på engelsk, den lange 2 timers, og fik lidt kaffe og mad i maven før ”strabadserne”. De var nu ikke slemme, men der bliver nok altid advaret lidt mere, når man skal gennemføre den slags ture, end vi synes er nødvendigt. Det var nogle fantastiske grotter, og en meget kompetent guide, hvis engelsk for en gangs skyld var tydeligt, men hun havde travlt og var - sagt mildt – ikke nogen humørbombe. Der måtte ikke fotograferes, og det var ærgerligt, for der var nogle helt unikke steder. Men det var ikke til diskussion! Vi kunne ønske, der havde været lidt mere tid til at stå stille og nyde synet, men vi var nødt til at følge trop, og man skulle se sig for, hvor man gik.
Vel oppe fik vi nærmest et ”varmechok” efter de 15 gr. i grotterne. Og siden har vi haft herlige temperaturer, og der har heller ikke været nævneværdig regn. (Dog har det i skrivende stund dryppet lidt, men her er lunt og stille…)
Bitonto, en fin by i kort ”tog-afstand” fra Bari blev næste projekt. Hele den gamle bydel var som et stort museum – igen var det kirkerne, der var attraktionerne. Vi har efterhånden set nogle stykker, men de har jo hver deres særlige kvaliteter, og i området her er flere af de store katedraler bygget ovenpå tidligere kirker, hvor man kan besøge udstillinger indrettet i forbindelse med udgravningerne. Flere steder med unikke mosaikker og frescoer – utroligt, det alt sammen har kunnet bevares.
Det var i Bitonto, vi oplevede politieskorte til turistkontoret. Vi spurgte om vej, og da det ikke var muligt at forklare os den, gik de to kvindelige betjente simpelthen med os, og vi fik udvekslet lidt gloser på italiensk, for deres engelske ordforråd var mindre end vort italienske. Men sjovt var det!
Vi sejler langs en fin kyst for tiden med mange byer, men Adriaterhavet har levet op til sit rygte som et ”uroligt” hav de sidste mange uger. Der har ikke været stabile perioder, vindforholdene har været meget vekslende, til tider med frisk og hård vind på programmet. Derfor tog vi det lange stræk fra Bari til Brindisi i et hug. Vi havde besluttet, at det var her, vi ville lade båden ligge, mens vi skal hjem til sølvbryllup, for vi havde læst om marinaen, der har 5 gyldne ankre, så det måtte være ren luksus! Vi blev noget skuffede, for her er noget slidt, og vi synes ikke, faciliteterne lever op til beskrivelserne. Men det er Syditalien, og her er en anden kadence på mange ting. Nu har vi vænnet os til tingene, og da det er nemt at komme til lufthavnen, hvorfra vi har billetter, er det sådan, det bliver. Brindisi by er helt OK, en gammel charmerende bymidte og her er, hvad vi har brug for i form af butikker o.l.
Også herfra havde vi planlagt flere ture. Først gjaldt det byen Lecce, som kaldes Barokkens Venedig. Det var helt overvældende at se de mange udsmykninger på alle den gamle bydels bygninger, både kirkerne og de forskellige paladser. De er udhugget i den lokale porøse stenart tufo, som er meget nem at arbejde med i fugtig tilstand, men som holder faconen, når den hærder, efter at være blevet smurt med kærnemælk – efter sigende. Der er MEGET pynt, også mere end hvad vi synes om, men det er imponerende arbejder.
Og så er der trullierne, de helt specielle små huse, som kun er i området omkring Alberobello. Husene er med et rundt, spidst tag, som er dekoreret med symboler både på tagstenene og på toppen. Husene er blevet brugt til både beboelse og til depoter for forråd helt fra 1400 tallet. Nu er de en stor turistattraktion, og med rette. Der er rigeligt med souvenirbutikker, med rigeligt med ”skrammel”, men husene er unikke, og kirken var virkelig en stor oplevelse – den er også bygget som trullo, i to etager! Vi tog toget til Monopoli, som vi egentlig gerne havde besøgt med båden, men det valgte vi fra på grund af vejret. Nu fik vi mulighed for lige at se lidt på den, før vi skulle videre med bus til Alberobello. Det er billigt at køre med tog og bus her, og man får virkelig set en masse af landskabet på den måde. Og man ser også mere til lokalbefolkningen. Det tager noget længere tid, end hvis man kører rundt i lejet bil, men lige præcis tid har vi jo haft nok af.
Nu er vi ved at være klar til at tage hjem for en kort bemærkning. Vi har vist aldrig prøvet at tage af sted torsdag og komme tilbage tirsdag, men det er planen denne gang.
Tak for de mange dejlige hilsener og ønsker om bedre vejr – de hjalp til sidst!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 84
Ocean Marine (Monfalcone) 19/04/2016 - Vieste 10/05/2016
Rammen om sæsonens første rejsebrev er Adriaterhavet, hvor vi i skrivende stund har tilbagelagt en tredjedel af den aftalte dagsmarch på 68 sm. Vi sejlede ud i tungt vejr med lidt regn, men nu breder en blå himmel sig, og havet er roligt. Vi puster lidt ud efter 3 oplevelsesrige og meget fornøjelige uger, og det føles egentlig meget godt med en lang tur, hvor tankerne kan flyve frit.
Det var meget anderledes at komme tilbage til båden i år. Vi var jo nede og gøre den klar i begyndelsen af april, hvor vi tog bilen frem og tilbage, og det var en rigtig god beslutning, for vi havde meget glæde af at kunne køre rundt og hente, hvad der skulle bruges til klargøring, ligesom vi kunne fylde op med tunge drikke- og fødevarer.
Vi mødtes med vore gæster Anne Mette og Torben inde i Monfalcone (vi kom med to forskellige fly), og så kunne turen begynde, efter at vi havde fået købt proviant.
Allerede næste formiddag sejlede vi fra vinterhavnen i det dejligste solskin. Det var fint at opleve den flotte tur gennem floden og ud gennem de mange muslingefarme, for det havde jo stået ned i tove, sidst vi var her.
Første stop var Grado, hvor vi fortøjede midt i byen, som skulle vise sig at være en meget positiv oplevelse. Mange fiskekuttere holdt til her, og der var en fin strand. Men som de øvrige steder var sæsonen ikke startet, så der var god plads overalt. Torben ville give en ”begynderdrink” på et lille listigt sted, og vi nød, hvad der skulle vise sig at blive en hel del kold hvidvin, for tjeneren ville ikke helt forstå vores bestilling. Men det blev det ikke mindre hyggeligt af!
Næste morgen gjaldt det turen til Venedig, som vi alle så frem til. Vi ankom sidst på eftermiddagen og kunne beundre byens sky-line med de mange spir og tårne, mens vi sejlede til en marina på sydsiden af øen Giudecca, som vi havde fået anbefalet. Den viste sig at være NoGo!, så vi sejlede tilbage og lagde til i en ny marina, hvorfra vi havde gåafstand til centrum.
Næste morgen fik vi en god plads tæt på faciliteterne, og nu skulle vi ”gøre Venedig”. Det startede fint med en tur gennem centrum og en pizza og øl i det herligste vejr, men vi vidste godt, det ikke ville vare. I weekenden blev det regnfuldt, koldt – meget koldt - og blæsende, så vi opholdt os mest ombord, hvor vore to handy-men fandt ud af, hvorfor vort oliefyr gik i stå efter kort tid. Desværre kunne de ikke reparere det, så vi var glade for, vi ikke havde taget den elektriske varmer med hjem!
Men regnen holdt op, og selvom det stadig var køligt, kunne vi komme i gang med oplevelserne. Den 25.4. fejres Befrielsesdagen, og i Venedig også San Markus, så der var fest i byen med kaproning og optog, hvor de lokale også vovede sig ud. Der var allerede overraskende mange turister, og de frøs i sommertøjet.
I løbet af de næste dage fik vi efter et besøg på Turistkontoret, hvor vi købte transportkort til vandbusser og færger og billetter til nogle af seværdighederne, set Dogepaladset, som gjorde stort indtryk, og Canal Grande synes vi også, vi kender nu. Oplevede den bl.a. fra gondol, men det sjoveste var næsten turen ind i de smalle kanaler, hvor gondoliererne viste deres dygtighed til at manøvrere dette specielle fartøj rundt om de skarpe hjørner. Helt utroligt, så præcist de kan styre.
Vi var ude på øerne Murano og Burano, som hver især har deres speciale i form af glaskunst og kniplinger/broderier. Fik besøgt de respektive museer, interessant, selvom man godt kan fornemme det meget kommercielle islæt med forretninger overalt. I modsætning til mange andre steder, kunne man dog gå i fred uden at skulle slæbes ind og se. Og mange af tingene var virkelig flotte. Vejret var stadig koldt, så fint at kunne få varmen inden døre, og selvfølgelig blev der også købt lidt.
I Venedig var der stadig mange steder på ”must-listen”, og Campanilen (98 m høj) klarede vi en solrig formiddag med den flotteste udsigt. Mange kirker har vi set, men bl.a. Salutekirken gjorde indtryk. Faktisk synes vi mange af de andre kirker er smukkere end Markuskirken. Da vi besøgte Markuskirken var vi heldige at se de mange ”gangbroer” i brug. De ligner træbænke på fire stålben. Mange steder i byen står stabler af dem til brug, når vandet stiger.
Vi besøgte også Guggenheim-museet, men kunne ikke helt begejstres hverken over udstillingerne eller rammerne – vi er nok blevet forvænte…
En tur over på Lido, hvor der var et supermarked med anstændigt udvalg i modsætning til den Coop, vi havde frekventeret nogle gange. Vi har indtaget flere måltider ombord, end vi plejer og havde forventet, for vejret var ikke til at færdes ude, så vi valgte at hygge os på Nausikaa om aftenen, og så var det jo nødvendigt med hyppige indkøb.
Det var sjovt at erfare, hvor meget nemmere det kan opleves at tage en vandbus fra ø til ø end at trave gennem gaderne. På Lido skulle vi pludselig til at tage os i agt for biler og busser – det vænner man sig hurtigt til ikke at skulle gøre på gaderne i Venedig. Det var tydeligt, at der var ret så mondænt på Lido med flotte hoteller og meget dyre butikker. Og stranden var imponerende, men øde og blæsende.
Interessant var det at gå rundt i den jødiske ghetto, Verdens første. Museet med de mange jødiske religiøse genstande var informativt og gav god forståelse for mange af de jødiske traditioner. Selv i dag er man ikke i tvivl om, at jødernes livsform dyrkes her og præger kvarteret.
Så blev det et farvel og tak til Venedig, som var en stor oplevelse. Mange steder er smukkere, men der er en særlig atmosfære i byen, som man lige så godt kan overgive sig til. Med de mange turister, der allerede prægede bybilledet, er vi glade for, vi ikke var der i højsæsonen!
Vi sejlede gennem lagunen – ret særpræget – og valgte at besøge byen Giocchia, som kaldes Lille Venedig, og som også har et utal af kirker, kanaler og broer. Burde måske have givet den mere opmærksomhed, men vi valgte at fortsætte til Ravenna, hvor vi efter en lang og kølig tur endelig kunne fortøje i tredje forsøg. Der var ikke helt styr på de ledige pladser, men det var rart ikke at skulle ligge langt væk fra gate og faciliteter i kulde og regn, som vi jo desværre måtte affinde os med igen. Vi havde en dag, hvor vi bare slappede af ombord og gik en lille tur i byen, og da det igen klarede op, tog vi bussen ind til Ravenna for at se på de mange flotte steder med de berømte mosaikker. Det er bestemt ikke uden grund, at Ravenna er kendt for dem – de var meget imponerende, ligesom de forskellige bygninger og selve byen var som et stort museum. Herlig dag!
Efterhånden stabiliserede vejret sig, og soltimerne blev flere end gråvejrstimerne. Vi sejlede til Rimini, for vi ville gerne besøge lilleputstaten San Marino. Rimini viste sig at være meget bedre end sit rygte, som går på, at det primært handler om unge mennesker på stranden og disco-barer og natklubber. Byen er virkelig flot og velholdt og dermed en fornøjelse at færdes i.
Turen til San Marino var også en god oplevelse. Køreturen på 50 min. gav lejlighed til at beundre landskabet: De grønne, blødt svungne bjerge med masser af små landsbyer strøet rundt. Mange buske og blomster i fuldt flor, alt friskt og forårsagtigt.
Byen San Marino er naturligvis meget turistpræget, men på en sympatisk måde – dejlig at gå rundt i, og med fantastiske udsigter. Også med en lidt sjov historie, som vi kunne sætte os lidt ind i, mens vi gik rundt på borgen og i tårnene, hvoraf det tredje ligger lidt for sig selv og ikke har nogen dør. Vampyrmuseet, Torturmuseet og Våbenmuseet vovede vi os ikke ind på; det var nok at læse om, hvad der var foregået i fængslerne i tårnene.
Næste stop var Fano, hvor vi igen blev glædeligt overraskede over byen. En god travetur fra havnen, men fyldt med gamle bygninger, torve og pladser. Fristende med de mange barer, hvor vores favorit i dette område er ”Spritz”, en cocktail med den stedlige Aperol, der minder lidt om Campari, men er orange og lidt mildere. Særligt godt er det, når drinken laves med Prosecco.
Anne Mette og Torben havde flybilletter fra Venedig den 10., og ville tage toget fra, hvor det nu kunne passe, så det var nemt for os. De var med på at fortsætte mod syd, så vi sejlede til Ancona, en stor by, hvor marinaen ligger langt uden for byen. Vi havde travet meget i Fano, så fristelsen til at blive ombord og nyde solen og varmen fik overtaget, hvorfor vi ikke fik set selve Ancona. Nok en fejl, for den har sikkert også været flot. Men ind imellem har man også brug for en pause fra oplevelser.
Lige syd for Ancona kom nogle flotte hvide klipper til syne, og ved klippernes bund var der indhugget en mængde små huse/grotter, som man kunne leje og bruge som sommerhus. Vi troede først, der var tale om fiskerhytter, men nej, her kunne man holde ferie i ”unikke” omgivelser – ingen overdrivelse. Gad vide, hvordan der er, når Adriaterhavet viser tænder fra øst? Men sjovt så det ud. Kysten, vi sejler langs med, er de fleste steder overplastret med hoteller, for der er jo en skøn sandstrand hele vejen, men da der også er smukke bjerglandskaber længere inde i landet, er det en flot kyst at kigge på. Vi har haft fredeligt vejr, siden den stærke vind i Venedig lagde sig. Kun en enkelt gang har vi kunnet sejle for sejl nogle timer, hvilket jo var helt herligt, men når man skal flytte sig et stykke, dur det ikke at ligge og slaske. Så vi sejler bare for motor og nyder det bekvemme liv på roligt hav, hvor der naturligvis af og til er store dønninger, men for det meste er helt fredeligt.
Den største udfordring, når man sejler tæt langs kysten, er de helt utroligt mange fiskebøjer og de mange fiskerbåde, store såvel som mindre, så det er med at holde godt udkig.
Hvor var det dejligt, at solen og temperaturerne igen gjorde livet behageligt. Som Torben sagde: ”Det er svært at være sur!”
I byen San Benedetto del Tronto havde den søde havneassistent svært ved at finde en plads til os, men han var ihærdig, og vi blev godt fortøjet. Han kunne ikke tale engelsk, og vort italienske rakte ikke helt for ham, så han hentede en dame, der kunne oversætte til engelsk. Han skulle jo have klaret det formelle, og der var langt til kontoret, så han tilbød skipper at sejle ham både frem og tilbage. Lutter søde mennesker og en marina, hvor vi blev venligt tiltalt af de lokale. Alle folk var af huse, det var lørdag, så der var liv i byen, der præges af en utrolig mængde skulpturer af enhver tænkelig – og utænkelig – art. På molen, som er meget lang, er der indhugget de flotteste skulpturer, ligesom der er malet flotte billeder yderst på molen. Der var mål for et større cykelløb i byen, så der var godt gang i alting. Et helt igennem herligt besøg.
Men alt godt får en ende, og vi skulle til for alvor at planlægge vore gæsters afmønstring. Pescara egnede sig hertil, en stor by med stor banegård. Vi gik op for at købe togbilletter til næste dag, og vi var enige om, at byen ikke var noget særligt. Temmelig snavset, lidt trist. Vi var der nu også på et tidspunkt, hvor meget var lukket, og så fandt vi ud af, at der skete noget helt specielt nede på havnen, hvor der var en masse aktiviteter møntet på børn. Så her var der gang i den. Så meget, at der var ret kaotisk på den restaurant, hvor vore gæster gerne ville give farvelmiddag. Vi fik dog bestilt bord til om aftenen, og skønt der kun var menukort på italiensk, og vi ikke var helt på det rene med indholdet, betroede vi den søde tjener at sammensætte vort måltid. Og det med stor succes! Det smagte skønt, vinen var god og rigelig, så vi fik virkelig sagt tak til hinanden med maner for tre dejlige uger sammen.
Næste morgen var vi alle lidt brugte, men i meget god tid var de afmønstrende klar til afgang. Mens vi lige sad og skulle tage os sammen til at gå op og bestille en taxa, kom to toldere og spurgte, om de måtte komme ombord – hvilket de naturligvis var velkomne til. De var meget grundige med os alle fire i forhold til pas m.v. Bådens dokumenter havde vi kun kopi af, da originalerne var hos havnemyndighederne, men de blev da færdige med det, de skulle. De var yderst høflige og flinke, afstod fra at gennemgå båden, og ønskede os God Vind! Og skulle vi møde toldere igen, kunne vi bare vise dem det dokument, de havde lavet til os.
Så var det farvel og tak til vore gæster – det er nu altid skønnere at sige goddag! Da skipper var kommet tilbage efter en meget lang travetur til havnemyndighederne, kastede vi los og sejlede de 27 sm. til Punta de Penna, hvor vi fik en fin plads efter at have talt længe med havnekaptajnen over VHF’en. Det er en stor fiskeri- og industrihavn, og han gav os nummeret til Guglio, havnefogeden i sejlklubben/marinaen. Han tog ikke telefonen, men stod og ventede på os på en af broerne. Han talte ikke engelsk, men ved fælles hjælp, skipperindens lille ordforråd og skippers erfaring i den slags, fik vi klaret det formelle. Da det viste sig at være et lille sted med langt til alt, besluttede vi at tage et langt stræk i dag, så vi gik tidligt til ro og var friske til en lang tur i morges. Vieste er næste stop, hvor vi bliver nogle dage, hvis der er rart.
Vi skal have vasket tøj og gjort lidt rent, og så skal vi have skrevet mails, logbog m.v. Lige nu er det herligt vejr – håber, det holder. Vi kunne ikke komme på nettet i sidste havn, så det bliver spændende at se en vejrudsigt. Vi har nu kun godt 100 mil til Brindisi, hvor Nausikaa efter planen skal ligge fra den 2. til den 6. juni, fordi vi skal hjem til fest. I denne del af Syditalien skulle der være rigtig meget at opleve, så mon ikke vi lejer en bil og ser os lidt omkring?
Tak for hilsener af enhver art – nu skal vi nok snart få svaret!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen