Rejsebreve fra 2011

Her kan du læse rejsebreve fra Nausikaa.

Rejsebrev 51 Gouvia Marina (Korfu) - Cleopatra Marina (Preveza)
Rejsebrev 51
Gouvia Marina (Korfu) 08/10/11 – Cleopatra Marina (Preveza) 03/11/11
Det er faktisk for dejligt vejr til at sidde i kahytten her kl. 14, men nu skal årets sidste rejsebrev skrives. Vi er i gang med at pakke båden til for vinteren og skal bagefter pakke kufferter, så her ser lidt uoverskueligt ud. Men herligt, at det er stille og solskin, så er det hele meget nemmere. Vi står i et meget kønt område med dejlig udsigt horisonten rundt, så vi har allerede nået at nyde mange solskinstimer, efter vi kom på land i mandags.
Da vi sejlede fra Korfu, var vi ellers ved at tro, at efteråret allerede var kommet, ligesom vi jo havde kulde, blæst, regn og torden, mens vi havde gæster. Det gjorde også stort indtryk på os, at vi talte med flere sejlere, der havde oplevet tornadoen ved Nidri, en ellers rigtig dejlig og beskyttet bugt lige syd for Lefkas by. Det var helt forfærdeligt, hvad de kunne fortælle – og desværre gik der 2 eller 3 mennesker til. Flere både havde haft masten i vand, og alle havde stort set fået ødelagt en hel masse. De var virkeligt rystede. Det gav da noget at tænke over, at vejret kunne arte sig sådan her! Men de sidste uger har været rigtig fine med sol om dagen, forholdsvis let vind, især om natten, der som regel er temmelig kølig.
Korfu skal vi se mere til, når vi kommer tilbage til foråret, men vi syntes vi af hensyn til vore gæster hellere måtte komme syd på så hurtigt som muligt på grund af det ustabile vejr. Korfu by bød på mange seværdigheder, og Gouvia Marina lå i et virkelig smukt område. Vi kunne også se fra båden, da vi sejlede, at der er rigtig flot på øen. Vi tog af sted tidligt om morgenen i forventning om overskyet himmel, men solen skinnede, og vi var vældig optimistiske. Vi havde herligt vejr de første timer, men så kunne vi godt se, det trak sammen – der kom også en del vindbyger, men vi havde vinden med os. De smukke bjerge så pludselig truende og dystre ud, og da vi var en timestid fra Preveza, kom de første lyn. Det tog til, og regnen stod ned i tove – og lynene blev ret nærgående. Det var ikke så rart, at kortplotteren fik mere, end den kunne lide! Den ville ikke noget som helst, men heldigvis var det lyst, og vi kunne godt se den afmærkede rende ind til Preveza. Skipper fik dog hurtigt gang i det hele igen, men det var lidt tæt på…
Det var ikke sådan lige at finde en plads i havnen, men båden Scotia så indbydende ud til en fortøjning ”along-side”, og vi blev hjerteligt modtaget af et skotsk ægtepar. Det er sådan noget, der virkelig varmer: At blive mødt venligt, når man er træt, våd og også en lille smule forskrækket over elementernes rasen. Det, vi havde været ude for, var for intet at regne sammenlignet med, hvad Hugh kunne berette – de havde også været i Nidri-bugten, og han beskrev, hvor fuldstændig kaotisk og forfærdeligt, det havde været med alle de havarerede både. De kunne også fortælle, at der var meldt kuling fra NV næste dag, hvilket vi altså ikke havde hørt. ”No problem!” sagde han, selvom vi lå udenpå dem og ville presse dem ind mod broen. Det blev nu ikke kuling – men koldt og blæsende, så vi fik travet nogle ture i og omkring Preveza.
Tirsdag sejlede vi de få mil til Lefkas Marina; en anderledes tur, da vi skulle gennem en bro, som man faktisk ikke kan se på grund af en stor og høj sandtange, som udefra skjuler indsejlingen. Det ville være lettere for vore gæster at komme til Lefkas med bussen fra Athen, og det er også rarest at ligge i en marina med adgang til el, vand, toilet, bad og indkøbsmuligheder, indtil gæsterne lige har fået sig indrettet og hvilet ud. De kom først på natten, så dagen efter gik med at gå lidt rundt i Lefkas by, som er rigtig hyggelig – vi skulle lige smage ouzo’en, som den blev serveret på en af de utallige cafeer på byens torv. Ikke så ringe endda! Torsdag var det stadig rigtig flot vejr, så vi sejlede – for sejl! – til Fiskardhó på nordspidsen af Kefallónia, en rigtig lille perle af en by. Skipperinden satte stor pris på nogle ekstra hænder, da vi for første gang skulle smide anker og bakke ind til broen! Sådan gør man mange steder her i de små havne – det fungerer også fint. Det var noget af en omvæltning at komme her til og ligge gratis efter at have været i Italien, hvor det ofte var ret dyrt. Der er så heller ikke el og vand, men der er affaldscontainere, og havneanlæggene virker helt i orden. Og som regel muligheder for indkøb – og i hvert fald et dusin tavernaer!
Ak, ak! Der blev meldt endnu en omgang regn, torden og hård vind til week-end’en. Vi besluttede at returnere til Lefkas Marina – Inger Lise og Ole skulle rejse hjem allerede tirsdag morgen, så vi ville ikke risikere at blæse inde langt fra en ”Bus-by”. Det dårlige vejr kom som lovet, dog allerede fredag aften, så det var en god beslutning at sejle tilbage. Sejlere ved jo, hvad møgvejr kan bruges til: En god frokost med en lille en, derefter måske en lille en på øjet, så en lille en før middagen (som vi søndag aften indtog i en hyggelig taverna i byen), snak, hygge, læsning og musik. I perioder klarede det så meget op, at man godt kunne vove sig ud og se lidt på byen, og vore gæster var ihærdige og nåede en hel masse, mens vi sørgede for, der var lidt godt til dem, når de kom tilbage med dejlige, forblæste, røde kinder. Mandag valgte vi at tage en bustur rundt på Lefkas, for det var stadig koldt og blæsende, men klart og rigtigt flot lys. Der er meget smukt, og man kommer virkelig i højderne på den tur. Vi kunne se Paxi-øerne samt Korfu i det fjerne.
Tirsdag morgen var det farvel og tak til vore gæster for denne gang, og med en fin vejrmelding for de næste dage, var vi ikke længe om at komme ud af havnen. Det var lidt dystre udsigter, der var for week-end’en, men vi havde nogle flotte dage, hvor vi besøgte bl.a. Ithaca og Meganissi. Skønne øer, et fantastisk landskab! Vi mødte s/y Victoria fra Århus, og de var kommet til at købe for meget rugbrødsblanding, som vi fik foræret. Der blev bagt rugbrød ombord; det plejer vi ikke, men selvfølgelig skulle det da prøves – og det smagte rigtig godt!
Vi så nogle lyn og hørte lidt rummel i det fjerne allerede fredag aften, så vi sejlede tilbage til Lefkas lørdag, for der blev igen meldt en omgang, som vi efterhånden kendte lidt for godt. Men vi var heldige, det blev ikke så slemt. Skipperinden havde ikke rigtigt plads til flere oplevelser, (sejle andre steder hen) så vi tog det lidt med ro, fik lavet lidt praktisk, og legede turister i Lefkas by, hvor vi bl.a. vandrede ud/op til klosteret Moni Faneromeni. Der er den mest storslåede udsigt deroppe fra, og det var også en oplevelse at se den lille klosterkirke og parken, hvor klosteret er beliggende.
I Preveza by ligger man gratis, så i stedet for at betale 29 € i døgnet, sejlede vi tilbage til Preveza. Der var færre både denne gang, og vi fik ret hurtigt en fin plads ved kajen. Vi vidste, at den 28. oktober er helligdag i Grækenland; den såkaldte ”Nej-dag”. Man fejrer, at Grækenland i 1940 sagde Nej til Mussolinis ultimatum. Vi kunne se, der var optræk til et eller andet i byen, så vi gik op for at være med. Det viste sig, der var optog, hvor primært skolebørn gik med faner, og børnene var iført tøj i blå og hvide farver. Musik var der også ved byorkesteret, og på en tribune var der gjort plads til en enkelt gejstlig og så ellers, hvad vi regner med var byens vigtigste personer. Der var masser af folk på gaden, de allerfleste meget nydeligt klædt, (det gjaldt også de tjenstgørende betjente, der var i galla!). Vi fornemmede, at det også havde et islæt af noget ret aktuelt, da der kom en større gruppe demonstranter med stort banner – hvor vi godt kunne genkende ordet ”OCHI”, der betyder nej. Vi spurgte en af dem, vi stod sammen med, som kunne tale tysk, og han forklarede os, hvad der foregik. Det var, som vi havde forventet – alt dog i god stemning og uden ballade. Vi er ret spændte på udviklingen de næste par dage; det ville være lidt træls, hvis der igen kommer strejker, og vi ikke kan færdes rundt i Athen. Men vi kan kun vente og se – og så passe lidt på, hvis der bliver problemer. Vi har jo ingen indflydelse på den slags ting. De grækere, vi møder, passer deres arbejde og er søde og hjælpsomme. Her på Cleopatra Marina, hvor vi nu er på land, ser det ud til, at tingene fungerer udmærket. Der er ufatteligt mange både på land i området, som ud over Cleopatra også tæller Aktio Marina og Preveza Marina. Det ligger ret isoleret lige overfor Preveza by, hvortil der nu er en tunnel under vandet. Man kan blive kørt til byen i marinaens minibus for at handle. Hver dag kl. 10 kører bussen, og man har så to timer i byen til at få klaret, hvad man skal. Det er fint, men også nødvendigt, for her på stedet kan man ikke købe mad, og hvad der ellers skal til i en husholdning (”bådholdning?!) Til gengæld er her ro og fred og mulighed for at gå nogle dejlige ture i området, og der er både en restaurant og en taverna.
A pros pos taverna, så må vi indrømme, at det græske køkken – og de varer man kan købe – er noget, vi hurtigt har vænnet os til. Vi var ved at være lidt trætte af pasta og mozarella, så velkommen til lam i citronsauce med ris/chips og fisk i alle afskygninger. Mulighed for at købe yoghurt og agurker, så man kan lave en ”rigtig” tzatziki. Brød, der både fylder i maven og smager godt! Kød, der hakkes, mens man ser på. Ingen problemer her. Og vinen – der er selvfølgelig Retsina’en, som vi skulle smage, og den er ikke værst. Men der laves megen anden god vin, bl.a. Robola-hvidvinen fra Kefallonia. Vi har smagt meget forskelligt – og er ikke blevet skuffede. Og så gudedrikken Ouzo! Der var ved at blive krise ombord, da skipper meddelte, at den holder sine 45 %! Så slut med den daglige ouzo – nu kun ved særlige lejligheder!
Kun tiden kan vise, hvordan tingene vil udvikle sig her i Grækenland; forhåbentlig findes der en fornuftig løsning, som det græske folk og politikerne i Euro-samarbejdet kan acceptere. Og som stadig muliggør, at alle de sejlere, der er kommet til at holde af landet, kan fortsætte deres sejlads. Alt andet lige er dette også en indtjeningsmulighed, man ellers vil mangle. Der er mange private sejlere – men ingen steder overhovedet har vi set så mange charterbåde. Det beskæftiger rigtig mange mennesker, og der bliver lagt rigtig mange penge rundt i byerne.
Lige nu håber vi bare, at taxi’en kommer som aftalt i morgen tidlig, at bussen kører til Athen, (det tager ca. 6 timer), at vi kan færdes i byen og opleve en hel masse, og at SAS flyver os til Kastrup på tirsdag. Hvis så også DSB er os venligt stemt, ja, så skulle vi kunne være hjemme i Kolding ved 20.30 tiden.
Hermed slut for i år, vi melder os igen til foråret. Tak for gode møder og dejlige hilsener af enhver slags. Forhåbentlig er der til næste år både mulighed for at få besøg hjemmefra samt møde nogle af de sejlere, vi har lært at kende undervejs.
Vi ønsker alle en god vinter!

Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 50 Cetraro - Gouvia Marina (Korfu)
Rejsebrev 50
Cetraro 19/09/11 - Gouvia Marina (Korfu) 08/10/11
Nu er det jo ikke fordi, det er et krav, at det skal regne og tordne, hver gang, vi skriver rejsebrev. Ikke desto mindre er det, hvad det gør i disse dage. Men igen ligger vi heldigvis trygt og godt i en god havn; det er nogle meget voldsomme tordenbyger, der ruller ind over os – og de har det med at ”komme tilbage”. Men vi havde en særdeles fin tur over fra St. Maria di Leuca på Italiens støvlehæl, og nu er vi så parat til at lære De ioniske Øer nærmere at kende.
Hvor er her anderledes – selvom der jo kun er en lang dags sejlads fra Italien. Vi er blevet mødt med venlighed og hjælpsomhed; især dejligt, når man er godt træt, og mørket er ved at sænke sig. Vi skal lige vænne os til ikke at forstå noget som helst af det talte og skrevne, men hidtil er det gået fint på engelsk.
Som vi skrev sidst, ville vi ikke planlægge sight-seeing, men selvfølgelig være åben for, hvad turen bød. Vi havde nogle lange dagsmarcher, fordi der i den sydlige del af Italien er langt mellem havnene. Og vi har kunnet mærke, at efteråret er ved at indfinde sig med mere ustabilt vejr – med rigtig fine dage ind imellem alligevel og dejlige temperaturer. I Tropea fik vi sommeren tilbage, og der ”gik lidt ferie i den” med restaurant- og cafébesøg, og byen var slet ikke til at stå for med de gamle – meget forfaldne huse – klinet op ad bjergvæggen. Vi var lidt spændte på, hvordan det ville være at sejle gennem Messina-strædet, men havde ingen oplysninger om specielle problemer, og da vi var nødt til at sejle de ca. 60 mil helt til Reggio di Calabria, var det bare at komme af sted, så snart, vi havde fået tanket diesel; så måtte vi se, hvordan strømmen artede sig, når vi var så vidt. Det gik rigtig fint, indtil vi kom til det sted, hvor færgerne sejlede over. Da loggede vi 2,5 sm over grunden, så det tog rigtig lang tid at komme forbi. Men de var flinke, og ventede med at sejle ud, til vi havde fået os sneget forbi. Havnen I Reggio di Calabria var ikke rar – vi vidste det godt, men det var ok for en nat. Endnu en dag tidligt op og af sted, og vi fik rundet ”tåspidsen” i stille vejr og fugtig varme. Da vi nærmede os Rocella Ionica, kom tordenen, som var varslet, men vi nåede faktisk at komme rimeligt på plads, før det hele bragede løs og himlen åbnede sine sluser for alvor.
Det var en velbeskyttet havn – uden faciliteter – men med en fantastisk restuarant/pizzeria, hvor vi nød de bedste pizzaer, vi nogensinde har smagt., så vi måtte lige prøve to gange. Vi måtte vente på godt vejr, så der blev tid til at ordne de praktiske ting, der kan lade sig gøre uden landstrøm, og så fik vi travet lidt, når vi kunne gøre det uden at blive alt for våde. Vi havde ikke forventet, vi skulle ligge der i 6 dage, men sådan blev det altså. Og godt, vi ventede, for vi talte med flere, der var taget ud før, og det havde været en rigtig grim oplevelse med meget vind, strøm og høje bølger.
Af sted kom vi – lige i daggryet – mod Crotone. Det var i perioder ikke nogen fornøjelse, men Nausikaa gik støt og roligt gennem det hele, selvom farten blev bremset meget af bølgerne. Vi kom ind og fik en god plads, og blev taget venligt imod. Der er sket en del udvikling med marinaen efter, hvad vi kan læse os til; der var fin service, gode faciliteter – og et rigtig sødt personale. Her fik vi lejlighed til at træffes med Karin og Henrik i s/y Felicia af Stockholm. De kom dagen efter os og havde haft en særdeles frisk tur. Det var hyggeligt at snakke med dem igen og høre, hvad de havde oplevet, siden vi sås på Korsika. Vi gik ud og spiste sammen – muslingerne og den grillede sværdfisk var MEGET bedre i Tropea! Crotone er en fin, gammel by, og vi fik kigget lidt på den, for vejrudsigten betød en ekstra overliggerdag. Vi drøftede, om vi skulle tage en lang tur og sejle direkte til Preveza, men det var 170 sm og derfor en hel nat – og det er altså meget mørkt meget længe efter skipperindens opfattelse. Og så har farvandet her vist, det kan være ret så ubehageligt.
Heldigvis fik vi en god tur til Santa Maria di Leuca, som var sidste italienske havn i denne omgang. Vi kom ind, da mørket var ved at sænke sig og skulle af sted igen kl. 04.30, men prisen var desuagtet 42 €. Det er, hvad vi sejlere kalder en ”Grenå-havn”. Man er nødt til at gå der ind, hvis man vil have en pause i sejladsen – der er ikke andre havne. Her så fint ud, men der var ikke tid til at gå i land. Vi kommer formentlig tilbage til dette område af Italien, og så må vi til den tid se lidt nærmere på regionen i det hele taget.
Ved første øjekast har det virket temmelig trøstesløst; der er simpelthen så meget affald alle vegne, både langs landevejene og alle steder i byerne, hvor alt virker meget forfaldent. Det er synd, for der er smukt med mange flotte bjergformationer og en rig fauna – vi er her jo på den tørre årstid, men her må være utroligt flot om foråret. De mennesker, vi har været i kontakt med, har alle været meget søde og hjælpsomme. Vi har fået rigtig god mad, når vi har spist ude, og der har været masser af dejligt frugt og grønt at købe. Men en stor kontrast til de mere velhavende regioner i Italien, vi hidtil har slået vore folder i.
Det var meget mørkt, men også helt stille og stjerneklart inde i havnen i Santa Maria di Leuca, da vi riggede de forskellige hjælpemidler til sejlads i mørke til. Det er godt at have en radar – og vi satte også projektøren i stilling, for vi har været meget tæt på fiskebøjer adskillige gange, og det er ikke sagen at sejle ind i dem, hvor man i værste fald kan få reb/net viklet omkring skruen. Der var faktisk både vind – og modstrøm – da vi kom ud, men heldigvis en vind, vi kunne bruge, så det var dejligt at sætte sejl, mens det så småt lysnede i øst. Strømmen tog også af, jo mere, vi kom væk fra kysten. Vi fik den bedste sejlads, vi har haft i denne sæson, så skipperindens nervøsitet blev gjort grundigt til skamme – igen, igen! Grækenland dukkede op i varmedisen, hvor den skulle, og det var flot at sejle mellem øerne og Korfus nordkyst. Vi var meget tæt på Albanien, der så vidt, vi kunne se, primært var golde bjerge samt en enkelt større by. Vinden havde da for længst lagt sig, og vi var ved at have småtravlt for at komme ind, før det blev helt mørkt. Vi var glade, da der efter nogen venten – det er en meget stor marina – kom en rigtig flink havneassistent og hjalp os på plads. Og så var det rart at vide, at nu kunne vi sove, så længe, vi lystede, for vi skulle indklarere i morgen efter kl. 8, så der ville ikke blive tale om at sejle videre lige med det samme.
Vi har nået at tage en tur med bussen ind til Korfu by, så vi kunne få etableret mobilt internet. Det gik rimeligt nemt, men det er godt, skipper er ret selvhjulpen, hvad den slags angår, for når der kommer tekst på græsk, ja, så er det godt at kunne prøve sig frem uden at miste overblikket. Det sprog er godt nok bare MEGET fremmedartet for os. Men vi får da talt engelsk og tysk, for her er næsten en hel koloni af folk med samme hårfarve som os, og mange af dem har sejlet i Grækenland og Tyrkiet i årevis. Her virker rigtig rart, og heldigvis er der jo billeder på emballagen af tingene i supermarkedet, så vi finder nok ud af det med indkøbene efterhånden.
Vi vil gerne snart videre mod syd, for vi får jo gæster på tirsdag-onsdag, hvilket vi glæder os meget til. Så vi håber, tordenvejret og den front, der skal passere os i disse timer, vil lade os slippe af sted mod Lefkas i morgen, søndag.
Som sædvanlig slutter vi med at sige tak for mange dejlige hilsener hjemmefra. Ærgerligt, det blev en kort sommer, der kom i september, men den kom da!

Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 49 Fiumicino - Cetraro
Rejsebrev 49
Fiumicino 30/08/11 – Cetraro 19/09/11
I kære, regnvejrsplagede danskere kan måske have svært ved at forstå det, men her på Nausikaa nyder vi regnens trommen på ruffet! Og vi nyder at ligge i en tryg havn og opleve vinden skifte fra 2 til 20 m/sek. inden for et fingerknips i forbindelse med særdeles kraftige tordenbyger. Vi har godt af ”solfri” et par dage, hvor hud og øjne lige kan hvile lidt.
Og så er der dømt ”PAUSE!” for oplevelser - i hvert fald de planlagte - for de næste dage. Vi har virkelig så mange billeder på nethinden, at der lige skal lidt tid til fordøjelse. Men skønt har det været.
Og skønt var det også, at Nausikaa lå og havde det godt på Fulvio’s bådværft. Det var ret nemt at gøre klar til afgang, men forinden tog vi lige et gensyn med Rom, hvor det denne gang lykkedes os at komme i Peterskirken og op i kuplen. Det er jo en formidabel udsigt, man derfra har over Rom! Vi travede også ud til Sct. Clements Kirken, hvor vi denne gang gik nedenunder og så de ca. to tusinde år gamle ruiner. Ret enestående!
Så var det farvel og tak for denne gang til Fiumicino; vi kom gennem broen kl. 6.30 en fin, stille morgen, og kursen blev sat mod Anzio. Her var dog fyldt og ret kaotisk i havnen, så heldigvis var der en plads til os i Nettuno få sømil derfra. En fin by med en charmerende gammel middelalderbydel. Vi trodsede varmen og travede ud til den amerikanske kirkegård – som naturligvis næsten var identisk med, hvad vi så i Normandiet. Men det var meget lærerigt at se udstillingerne i forbindelse med mindesmærket. Man glemmer tit alt det, der skete andre steder end i Normandiet, og her var god information om troppebevægelser og slag i Middelhavet og Nordafrika. Man bliver også lige mindet om, at Italien jo var på tysk side... Det gør altid indtryk at se så mange kors, så mange spildte, unge liv.
Næste stop blev Gaeta – og her så vi for alvor en ændring i landskabet. Sikke flot, her var. Nærmest en fjord med bjerge hele vejen rundt og en by inde i bunden, godt i læ og emmende af historie. Her blev vi nogle dage, også fordi det blæste ret godt, men der var nok at opleve. Fra vandet havde skipper set noget, der lignede en kirke mellem nogle store klippespalter, og det sted skulle vi selvfølgelig finde. Det viste sig at ligge i gåafstand, et meget specielt sted med en legende knyttet til: Da Jesus blev født, spaltede de store klipper sig – og så måtte der jo bygges et kapel! Næste dag gik vi helt op på toppen af klippen for at se kastellet, hvor der var indrettet mousolæum og opstillet forskellige effekter fra udgravninger på egnen. I brochuren om Gaeta, vi fik på turistkontoret, stod der for øvrigt, at byen var den sidste bastion, der faldt, før Italien – for 150 år siden – kunne samles til en nation.
Videre til Ischia – den grønne ø. Her var bare dejligt! Lidt mod forventningerne fik vi plads i Porto di Ischia, hovedbyen, hvor havnen er anlagt i et gammelt vulkankrater. Jo, her var masser af plads – formedelst 90 € pr. døgn. Men bortset fra uro fra færgerne var her rigtig hyggeligt, og så var det et nemt sted at se resten af øen fra, idet vi kun lå få minutters gang fra busstationen. Det er en helt igennem smuk ø, hvor det vrimler med turister – mange for at nyde godt af kurophold med termiske bade – det tiltrak os ikke, vi havde det varmt nok! Men vi nød naturen i fulde drag, før vi igen satte kurs mod fastlandet. Nu gjaldt det Vesuv og de udgravede byer.
Vi havde fået anbefalet Torre del Greco – der er efter sigende ikke så mange muligheder som gæstesejler i Napolibugten. Vi blev godt modtaget og fik en plads lige ved en høj mole, så ingen vind overhovedet kunne komme ind og køle os lidt. Men fra cock-pittet kunne vi se Vesuv knejse, og det var ret flot, især når fuldmånen stod lige til styrbord for vulkankrateret! Når vi gik i byen, blev vi lige set lidt an – her kom ikke turister. Det kunne vi også mærke, når vi skulle købe frugt og grønt ved de lokale – det var de ikke vant til. Det ene sted virkede vægten ikke, men vi fik – mindst – 1 kilo af det, vi havde bestilt. Og sikke tomater: små, faste og smagfulde!
Vi var her for at opleve Herculanum, Vesuv og Pompeji. Sidstnævnte havde vi besøgt for nogle år siden med fast beslutning om at komme tilbage; godt, vi denne gang også så Herculanum, der giver godt supplement til forståelsen for livet i år 79, hvor det store ødelæggende udbrud kom. Turen på Vesuv var også fin, selvom det var meget varmt og støvet, så der skulle noget vand til undervejs. Man bliver kørt i små taxi-busser til en parkeringsplads 2 km fra kratertoppen, hvor man selv traver op og så kan gå næsten hele vejen rundt. Desværre var det meget diset, men den flotte udsigt over Napolibugten og Sorrentohalvøen fik vi da med. Et besøg på det arkæologiske nationalmuseum i Napoli var rigtig godt, da det uddybede forståelsen af det, vi havde set i de udgravede ruiner, og det er på museet, man opbevarer de flotteste effekter, der blev fundet i husene.
Vi fik også travet lidt rundt i Napoli. Vasketøjet hænger stadig i de smalle gyder, trafikken og larmen er infernalsk, her er hedt og møgbeskidt – men folk ser ud til at være i godt humør og er søde. Vi var på jagt efter en speciel CD med napolitanske sange, som vi havde hørt i taxi’en på vej ned fra Vesuv. Alle steder, vi spurgte, forsøgte man at hjælpe os, men vi fandt den ikke. Købte så, efter at have fået lov at lytte til flere forskellige, en anden med Roberto Murolo, der siges at være for Napoli, hvad Amalie Rodrigues er for fadoen i Lissabon. Og på vores CD synger de to duet!
Så gjaldt det Capri, hvor vi også har været tidligere på et kort besøg, men skipper VILLE se Den blå Grotte – og så er det jo en fantastisk smuk ø. Vi aftalte, at hvis vi skulle betale mere end 150 € for en nat, ville vi sejle igen. Vi fik en plads og slap med 130 – og så skulle vi ikke betale ekstra for at blive smidt godt og grundigt rundt af uroen fra alle de færger, der konstant kom og gik – og de gassede op, før de kom ud af havnen! Vi mødte en anden dansk båd her, s/y Puffin fra Nykøbing Sj. Det var rart at snakke dansk igen med andre end os selv og hinanden!
Man bliver bogstaveligt talt bjergtaget af Capri – hvor er der smukt! Vi travede op til et udsigtspunkt, og der er trængsel på vores Udsigts-Top-Ti efterhånden! Ikke sært, at alle andre også vil se øen – og der er et sandt mylder af folk. Vi var glade for, at vi tog turen til grotten om morgenen, hvor vi trods alt ikke var så mange i turbåden og derfor heller ikke så mange robåde i grotten på en gang, for sikke et cirkus! Selve grotten er helt utrolig; det lys, de farver og den stemning, der er, skal opleves. Så må man i sin egen fantasi bagefter forestille sig at sidde der lige så stille med tid til at se og lytte – for det giver turen ikke mulighed for. Konceptet lægger op til, at der skal være godt med dramatik, når man kommer gennem hullet til hulen (og det er ganske lille, og det skal afpasses præcist med bølgerne), og så skal der med høj stemmeføring fortælles og synges, mens man bliver roet rundt, og i løbet af måske mindre end 2 minutter er det ud igen, så næste hold kan komme til. Ja, sådan er det at være på en turistattraktion, og så kan man jo lade være at opsøge det, hvis man ikke kan lide det! Alle de steder, der er meget særprægede, vil alle andre jo også gerne se.
Det gav jo lige som sig selv, at 1 døgn på Capri var nok, så vi satte kurs mod Amalfi og havde en fin tur langs Sorrentohalvøens meget smukke kyst med de små landsbyer kravlende op ad bjergsiderne og genså vejene dertil med de svimlende kurver og stigninger. Det gør ikke noget, vi ikke skal ud at køre lige her… Amalfi var også, som vi huskede den, hyggelig og fyldt med turister. Men det var sjovt at komme dertil som sejler. Lige uden for havnen, blev vi ”bordet” af Julio, som sejlede Nausikaa ind i bunden af havnen, så vi lå med stævnen få meter fra restauranten. Der var snoet og snævert, og derfor foretrak de, at havnefogeden sejlede bådene ind og ud, for det var nemmere end at skulle forklare, hvordan man gjorde. Vi skulle ikke røre en finger – og der var helt tjek på det! Og da vi ikke krævede kvittering, kunne han nøjes med 70 €.
Der var ingen grund til at blive her, så videre gik det til Agropoli, hvor vi også fik en god plads i en stor marina bag en meget høj mole. De sidste dage havde vi jo ligget i små havne med masser af folk, her var lidt dødt og langt væk fra alting. Men ellers en fin gammel by og meget smukt beliggende. Herfra burde vi være taget en tur til Paestum og set de græske tempelruiner, som skulle være særdeles velbevarede, men vi havde simpelthen ikke behov for at se flere ruiner – og varmen var fortsat ret så trættende, så vi var enige om at fortsætte næste dag, så vi kan komme videre mod Grækenland. Nu har vi jo besluttet os til, at Nausikaa skal have vinterplads i Preveza, og derfor sejler vi dertil, mens vi har de bedste muligheder for godt vejr. Vi nyder turen langs en meget flot kyst, og det var rigtig fint at kunne nå her til Cetraro, før blæsten og regnen kom. Det skal jo nok få ende igen, og det frisker på det hele med en gang vand, ligesom det også må være gavnligt til at forebygge skovbrande. Vi har set en del steder, hvor der har været ild, og vi har også oplevet, når fly kommer ned og henter vand og smider det ud over et sted, hvor det ryger.
Nu skal vi lige have et par dage, hvor vi får ordnet lidt praktisk, og når så søen igen er behagelig, fortsætter vi mod Messina-strædet. Der er stadig noget at opleve her i Syditalien – men ellers må vi til at læse lidt om Grækenland, hvor vi aldrig har været før.
Vi har jo holdt fri fra valget og det truende finanskollaps. Har selvfølgelig fulgt en lille smule med, men kan jo hverken gøre fra eller til. Og når man kommer rundt og oplever steder og mennesker, som vi gør, ser vi altså en del, der får en til at tænke på danskerne som ret så forkælede. Så får man sat et ord som velfærd temmelig meget i perspektiv. Vi har faktisk meget at være glade for…
VI er glade for alle de hilsener, vi har fået fra Jer derhjemme. Pas godt på Jer selv, til vi ses igen, og tak for mange gode oplevelser i de to dejlige sommermåneder, vi var hjemme.

Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 48 Stintino (Sardinien) - Fiumicino
Rejsebrev 48
Stintino (Sardinien) 31/05/11 – Fiumicino 01/07/11
Så nærmer forårets etape sig sin afslutning, og med en masse oplevelser i rygsækken går det hjemad om få dage til den danske sommer, som vi ikke har spor imod er køligere end de par og tredive grader, vi har haft de sidste uger! Vi er langt med at gøre Nausikaa klar til at være alene hjemme her på Fulvio’s bådværft. Så langt, at vi i morgen tager på udflugt til Monte Argentario og besøger Helle og Knud-Erik, som ferierer der med deres familie. Skipper er lige nu taget af sted for at hente den bil, vi har lejet for de næste to dage.
Vi var nok lidt tid om at komme ind på livet af Sardinien, hvis man kan sige det sådan. Elba og Korsika havde været så fantastiske, og det var meget anderledes at ankomme fra det livlige og smukke Bonifacio på Korsika til Isla Rossa på Sardinien – en lille havn, hvor der på det nærmeste var totalt dødt. Vejret begyndte også at vise sig fra en anden side: Pludselig var der blæst, regnbyger, lyn og torden, og da vi kom til Porto Torres, fik vi et decideret negativt indtryk af stedet, så vi sejlede igen med det samme. I Stintino var der hyggeligt; der virkede lidt forsømt og heller ikke med meget liv, men da vi på grund af vejrmeldingen skulle være der nogle dage, lærte vi byen at kende, og der var rigtig rart. Flot natur, som vi havde tid til at se nærmere på, både fra cykel og fra vandet, og her fik vi en forsmag på den form for badeliv, der leves på Sardinien: Strandene indtages om formiddagen af familier belæsset med alskens udstyr i form af liggestole/-underlag, parasoller, badedyr, legetøj, køletasker og m.m.m. Så starter kampen om de bedste pladser, mens far suser tilbage og får parkeret nogle kilometer væk til en timetakst, der vil noget, men til endnu værre bøder, hvis det ikke ordnes på rette vis – der patruljerer nemlig ret mange parkeringsvagter rundt. Og sidst på dagen skal man hjem igen, fedtet godt ind i solcreme, sand, pletter fra is og andet godt. Ungerne hyler, mor er træt, og far skal hente bilen. Men strandlivet virker som en fuldstændig integreret del af familiens dagligdag – og der er også kilometervis af de dejligste strande med fint sand og utroligt flot, klart vand. De sidste uger så vi turisterne ankomme, blegrøde og glinsende, og lægge sig med næsen mod solen – hver sin fornøjelse…
Sardinien er meget stor, både at sejle rundt om og køre rundt på. Og derfor vil der naturligt nok være partier i landskabet, der ikke lige får en til at sige: ”Åh!” og ”Ih!” Men der var virkelig mange meget smukke steder, og landskabet var meget afvekslende. Bjerge med sne på toppen, fantastiske klippepartier både langs kysten og inde i landet, områder med landbrug og vinmarker, skove og ikke mindst store marskområder, hvor et spændende fugleliv udfoldede sig. Vi blev specielt fascinerede af flamingoerne, der gik med deres sjove, tynde, lange ben og næb i det lave vand. Det havde vi set tit, men at de hver eneste aften kom flyvende i store flokke over os, mens vi lå i havnen i Cagliari, det var en oplevelse at se. Den lange krop strakt helt ud og så med mulighed for at se de flotte farver på vingerne: sort og mørkere rødt.
Mange, der besøger Sardinien, oplever primært Costa Smeralda, Smaragdkysten på den NØ side. Og der er også virkelig flot med skærgård, fjorde, bugter og vige, men efter vores mening er mange af de mindre besøgte steder akkurat lige så smukke – og mere fredelige. Der er ikke så mange sejl- og motorbåde i ”over-size”, og tonen er mere hjertelig uden det der islæt, at folk skal serviceres, for de har betalt en bondegård for alting. I Oristano, en fin, større by på Vestsardinien, hvor damen på turistkontoret sagde:”We are rich on nature, not on money!”, blev vi f. eks. fulgt til samme turistkontor af to gadebetjente, som vi tidligere havde spurgt om vej. I Jersu, en lillebitte bjergby, spurgte vi på en bar, hvor vi kunne købe en pizza. Der sendte ekspeditricen sin søn med os for at følge os hen til pizzamanden, der desværre havde lukket. Så gik et par af kunderne i gang med at fortælle os, hvor vi så kunne få pizza. De kom senere forbi i bil, og kunne se, vi ikke havde fået pizza, og de viste os igen, hvor det var. Da vi fortalte, pizzamanden havde udsolgt, blev de helt kede af det. Og i Portoscuso kiggede vi ind i den lille kirke og mødte en gammel krumbøjet morlil, ikke mange tænder i munden, men med de klareste og mildeste brune øjne. Hun begyndte at fortælle os om kirken og byens skytshelgen på et italiensk så tydeligt, at det rent faktisk lykkedes at forstå hende! Så hvor har vi mødt mange søde og hjælpsomme mennesker på Sardinien.
Et af formålene med at sejle på langfart er jo at lære om de steder, vi besøger. På Sardinien lærte vi en hel masse om tunfiskeri, koralfiskeri og drypstenshuler.
Vi besøgte tunmuseet i Carloforte, indrettet i en gammel fabrik, og det var en stor oplevelse. Vi troede først ikke, der var nogen aktivitet, for det så noget rustent og forfaldent ud, men jo da, vi fik – alene to – en introduktion til tunfiskeriet og blev vist rundt på fabrikken af en meget engageret guide. Det at fiske tun og forarbejde dem var faktisk noget af en proces på alle måder, og vi hørte om den lige fra nettene blev sat, og til fisken var i dåsen. Spændende!
I Alghero, hvor vi i øvrigt næsten følte os hensat til Catalonien, besøgte vi et koralmuseum. Aldrig havde vi hørt om et sådant, men sikke vi spærrede øjne og ører op, da vi kom ind. For det første var det et rigtig flot museum, arkitektonisk o.s.v., fyldt med smukt forarbejdede ting af koraller, sølv og guld. Men det fortalte også om korallerne som art over hele verden, mens fangst og dyrkning havde fokus på Middelhavsområdet, hvor netop Sardinien er et vigtigt sted. Hvordan fangst, handel og transport var systematiseret, og den jura, der var omkring disse forhold. Det var bare så interessant.
Vi har set mange drypstenshuler/-grotter i de lande, vi har besøgt, men Su Manno grotten var en fin og anderledes oplevelse. Også her en vidende og engageret guide, ganske vist kun på italiensk, men langsom og tydelig tale, så vi fik meget med alligevel. Det var en meget stor hule, og det var temmelig specielt at gå rundt i den, men det, vi rigtigt godt kunne lide var, at belysningen var naturlig. Ikke noget med en masse kulørte lamper og stemningsfuld musik. Nej, helt autentisk, hvor vi lærte om, hvilke mineraler, der gav hvilke farver, hvor lang tid, det tog for stalakmitter og stalakitter at vokse, hvordan vandet fandt vej o.s.v. Der blev også arrangeret ture for studerende og fagfolk, og det prægede stedet, at det ikke kun var en ”turist-penge-maskine”, men et seriøst foretagende. Og så lå det i et fantastisk smukt område
Byen Carloforte på øen Sant Pietro bør også nævnes som et specielt herligt sted. Også her fik vi cyklerne frem og kunne tage ud og se på et af de talrige ”Cap”er: Vi ser dem jo som regel fra søsiden, men der er en særlig dimension ved at gå rundt på klipperne, mærke havluften og høre bølgerne slå mod land. Klippeformationerne var forskellige langs kysterne – vandet overalt klart og lige den turkisblå farve, man ser på turistbrochurerne. Vi har fornemmet, at der især på Sardinien gøres en stor indsats for havmiljøet, og vi har flere steder kunnet besøge meget informative udstillinger, der beskriver livet i havet, samt hvad og hvorfor der må gøres noget for at bevare det. Der er mange steder, man ikke må komme som sejler eller under begrænsende betingelser.
Noget andet, der har været med til at gøre opholdet på Sardinien rigtig positivt, er, at vi har været heldige at møde både danskere og svenskere, vi har kunnet få en snak med. Det har været lidt ensomt at sejle rundt, for sprogbarrieren gør jo, at man ikke bare kommer i snak med folk, selvom mange gerne vil. Ikke mange taler engelsk, og selvom vi har lært os lidt af de enkelte landes sprog, rækker det jo ikke til egentlig samtale.
Turen over fra Sardinien gik fint. Skipperinden får altid lidt sommerfugle i maven, når vi skal langt over åbent vand – og især, når det skal foregå om natten. Stjernehimlen ude midt på havet er ubeskrivelig – lige fantastisk hver gang! Mælkevejen er tydelig, og der er så mange flere stjerner at se end hjemmefra, hvor lyset ødelægger det meste. At se solen gå ned og op, ja, det bliver man jo heller aldrig træt af, vel?!
Og vi sluttede så af i går med at tage ind til Ostia Antica. Det var varmt, men til at klare bl.a. på grund af de mange skyggegivende pinjetræer – og det var interessant at se det kæmpestore område, hvor Roms havneby engang har ligget. Det var ikke svært at forestille sig den måde, samfundet havde fungeret på; der var gode skilte overalt, der beskrev det. Man kan godt mærke historiens vingesus sådan et sted…
Vi forventer at være tilbage på Nausikaa omkring 1. september. Nu skal vi hjem og nyde at være sammen med alle dem, vi savner, når vi er væk. Og så skal det lige blive lidt køligere her, før vi vover os ombord igen.
Stor tak for alle hilsener i enhver form – som sædvanlig skal I vide, at vi er meget glade for dem!

Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 47 Bastia - Stintino
Rejsebrev 47
Bastia (Korsika) 16/05/11 – Stintino (Sardinien) 01/06/11
Det piber godt i riggen, vi har fået lange bukser på for første gang i en måned, og i aftes fik vi udkanten af en gevaldig tordenbyge – sikke en regnbue, der bagefter kom på himlen! Så indtil nu har Sardinien på alle måder været en kontrast til det solrige, livlige Korsika. Vi ligger i en lille by, hvor der mildest talt ikke er ret meget ”gang i den”, men vi har, hvad vi skal bruge og har godt af et par ”fridage”, mens det får blæst af.
Vi havde fået fortalt, at Korsika var usædvanlig dejlig, og efter at have set øen både til lands og til vands, er vi helt enige! Naturoplevelserne væltede ind over os - det ene sted smukkere end det andet. At komme til øen som sejler er lidt af en omvæltning fra Italien, hvor man altid bliver mødt og hjulpet af havneassistenterne. På Korsika – som i Sydfrankrig – må man klare sig selv, men så får man selvfølgelig også holdt sine kompetencer ved lige. Dog virkede det som en spand koldt vand i hovedet ved ankomsten til Calvi, hvor vi havde kontakt med havneassistenten via VHF, og han kom ud på broen for at vise os vores plads. 2 meter fra, hvor vi skulle ligge, vendte han om og gik!
Ellers er havnene fine. Vi har selvfølgelig også kun oplevet dem i godt vejr, og så kan alt jo lade sig gøre, men de steder, vi har besøgt, virker beskyttede og har de faciliteter, der er nødvendige.
På det nordlige Korsika var vi ude at trave i et område, hvor bjergene ikke var så høje, men skrånede blidt mod vandet. Mange små vige med helt klart vand og i stille vejr fine steder at ankre op. Da vi havde rundet Cap Corse – nordspidsen – begyndte bjergene for alvor at vise sig i al deres storhed. Ja, bjerge! Det er, hvad man først og fremmest forbinder med Korsika. Set fra havet ligger de nogle steder i rækker: tre, fire, fem bag hinanden – grønne og bølgende nederst og de højeste med sne og skarpe tinder. Et helt fantastisk syn med et utroligt farvespil mod den knaldblå himmel. Nogle steder er de grålige, runde og bløde. Andre steder rødlige og takkede med nogle helt utrolige formationer. Vi har jo kørt og gået (kravlet!) i bjergene og været rigtig højt oppe, især da vi var oppe ved bjergsøen Lac de Melo, 1711 m.o.h. (Det var lidt specielt at gå gennem sneen i sandaler!) Der fornemmer man virkelig den særlige stilhed - og at det her fuldstændig er naturen, der bestemmer. Luften er klar og skarp, farverne ligeså, vegetationen mangfoldig trods kølighed og skygge. Og når vi gjorde stop med bilen for at beundre en udsigt, kom sanseindtrykkene også med ”fuldt skrald”: Duftene fra den meget omtalte maki, der dækker så store dele af øen, og som består af tæt krat med masser af vilde krydderurter. Fuglene, både de små, der sang så lystigt og de store rovfugles elegante flugt. Kastanjetræerne, hvis løv var tæt, grønt og skyggefuldt og med stammer og rødder, der havde de sjoveste faconer og tydeligt bar præg af både en høj alder og specielle vækstbetingelser på stejle klipper nogle steder med tyndt jordlag.
Togturen fra Ajaccio til Corte (beliggende højt i bjergene og tidligere hovedstad) og hvor vi måtte med bus tilbage, gav et godt indtryk af bjergene, men især da vi selv kørte rundt, fornemmede vi meget, hvordan hele Korsika indretter sig på bjergenes betingelser. Det betyder jo lange afstande, forstået på den måde, at måske er afstanden i km ikke så overvældende, men det tager lang tid at køre, både pga. de mange, mange sving, og når en bus eller lastbil skal ind gennem en lillebitte bjergby, hvor gaderne er meget smalle, kurvede og stejle. Så må alle pænt vente, og det er man vant til, kunne vi se. Det er heller ikke udsædvanligt, at en bil holder sådan lidt midt i det hele og spærrer for alt. Ejeren er bare lige inde og aflevere/hente noget/nogen!
Efterhånden mener vi godt at kunne sige, vi har stor erfaring med bjergkørsel, for vi har vel nok taget mange hårnålesving i de år, vi har været af sted. De fleste steder har vejene været gode og rimeligt trygge, og selv skipperinden er ved at vænne sig til højderne. Men nogle af vejene på Korsika er – om ikke risikable – så i hvert fald veje, der kræver chaufførens fulde og hele koncentration: I selv de skarpeste sving på de smalleste steder er der ikke skyggen af et autoværn!
Byerne, vi har besøgt, enten i bil eller hvor vi har ligget i havnen, har været meget forskellige, men har også mange fællestræk. De større byer er præget af turismen med de mange restauranter og butikker, meget hyggelige og nydelige. Men vi har også været i bittesmå landsbyer i bjergene og langs kysten, hvor det virker, som om tiden står helt stille, og hvor der kun er en lille samling huse, som alligevel har byskilt og et navn på kortet. Næsten overalt kunne husene - efter nordisk standard i hvert fald – trænge til en meget kærlig hånd, ligesom der ligger adskillige huse, vi ville kalde et håndværkertilbud. Her hedder det vist patina, mener skipper, men klimaet gør jo også, at det ikke betyder så meget med en revne eller to eller en manglende rude – for ikke at tale om bundterne af ledninger eller rør, der hænger sådan lidt tilfældigt…
Der er befæstninger næsten overalt, enten i form af borge og bymure – flere steder et citadel, indenfor hvis mure folk boede i gammel tid. Museerne viser, at Korsika har haft en omtumlet tilværelse med mange herskere – endnu er der faktisk kræfter i gang, som arbejder på øens løsrivelse fra Frankrig mod selvstændighed. Og så er der jo hr. Napoleon! På Elba var vi inde og snuse lidt til hans tilværelse, mens han var guvernør der. Her på Korsika besøgte vi det hus i Ajaccio, hvor han er født, og derfor overdrog han værdigheden som hovedstad til denne by.. Det var interessant at lære lidt mere om ham og hans familie og livet i Ajaccio på den tid, og om ikke vi i en montre blev præsenteret for hele 3 udgaver af hans dødsmaske! Der var for øvrigt en af de bedste audio-guides, vi har oplevet, og det siger efterhånden ikke så lidt.
Bonifacio, som ligger sydligst ud mod strædet mellem Korsika og Sardinien, var i særlig grad præget af massive forsvarsværker på grund af den strategiske beliggenhed, men stedet var også specielt på grund af kridtklinterne med deres utrolige formationer, og så er det en havn, der med sin beliggenhed – i en såkaldt calanche – er meget speciel at sejle ind i. Smal, snoet, med små vige, høje klinter – bare flot! En lille by med fristende restauranter og butikker, små pladser, smukke udsigtspunkter – ikke til at stå for. Og når solen så skinner fra en blå, blå himmel, ja, så er alt jo særligt smukt.
Vi må huske at nævne maden og vinen på Korsika. Begge dele var en meget positiv oplevelse. Vi spiste bl.a. lokale specialiteter på en lille kro i en lille bjerglandsby – det var solidt og velsmagende. Dog var vi nok ikke så vilde med deres berømte brocciu-ost, som tilberedes på alle tænkelige og utænkelige måder, men deres charcuterivarer og solide gryderetter primært lavet på vildsvin er virkelig guf. Vi havde planer om at køre ud og se nogle af de store vindistrikter, men det nåede vi ikke, så vi har nøjedes med at købe noget af den lokale vin, enten i forretning eller når vi har spist på restaurant. I Saint Florent nød vi de lokale muslinger med husets lokale hvidvin – det var herligt!
Vores sejlads rundt om Korsika har været præget af, at vi har haft virkelig godt vejr. Især vestkysten, der kan være barsk, har vi hørt mange grufulde beretninger om, men vi har både sejlet i havblik og også haft luft nok til at kunne sejle for sejl. Ingen tvivl om, at her ikke er rart, når det blæser hårdt, men hvor er det en flot kyst. Desværre var der megen dis, så vi ikke helt kunne se bjergenes konturer, men det fik vi så med fra landsiden. Vi har også været så heldige at se en hval meget tæt på – det er altså et stort dyr, når det passerer lige forbi! Man bliver lidt stille – det er en speciel, men dejlig oplevelse.
Vi har al mulig grund til at sige mange tak til Korsika for nogle rigtig dejlige uger, og vi kan på det varmeste anbefale andre at besøge øen. Både sejlere og landkrabber, for der er alt, hvad hjertet kan begære. Især en fantastisk natur med mange muligheder for vandreture, og badeentusiasterne vil heller ikke mangle dejlige strande.
Nu gælder det så Sardinien, hvor vi starter med Nordvestkysten. Her ser også dejligt ud, men turistsæsonen er slet ikke begyndt, og det er der jo som bekendt både fordele og ulemper ved. Vi fandt ud af, at der også på Sardinien er et lokalt flag, og sådan et har vi fået fat i og hejst under det italienske under styrbords saling; så er det på plads! Vi er i gang med at repetere de italienske gloser og finde ud af, hvordan man gør her hvad angår at handle, køre i bus o.l. Og så nyder vi igen at have fået mobilt netværk, så vi nemmere kan skrive – og modtage – e-mails m.m. Tak for alle hilsener indtil nu; vi nyder det hver eneste gang! Vi ønsker alle en god Kr. Himmelfartsferie og Pinse!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 46 Salivoli - Bastia
Rejsebrev 46
Salivoli 30/04/11 - Bastia (Korsika) 16/05/11
Den MEGET friske nordenvind har blæst dis og skyer bort, så nu har himlen igen den farve, en himmel skal have: Knaldblå – og nu med en god sigt, så vi fra citadellet her i Bastia kunne se den dejlige ø, Elba, som egentlig var lidt svær at give slip på. Vi havde hørt, der er dejligt; men det må betragtes som århundredets underdrivelse!
Tilbage til Salivoli, hvor vi i den grad var klar til at tage toget til Pisa for at mødes med Maiken, Jakob, Julie og lille Kasper. De kom helt som planlagt mandag den 2. maj, og det var herligt igen at få fat i de små. Julie var nem at overtale til at smage den gode, italienske is, og hendes far lagde heller ikke skjul på, at et sted, hvor man både solgte is og øl skulle være første stop på turen mod Det skæve Tårn! Vi ”gamle” nød gensynet med Pisa, og vi var glade for, at turen i tårnet også faldt i de unges smag – det er en meget speciel oplevelse. Julie var for lille til at komme med, så hun og farmor var henne og købe Pinocchio-dukker. Der var tusindvis af dem, men hun spottede lynhurtigt den, hun ville have samt en til fætter Mads. Sidst, vi var i Pisa, kunne vi ikke komme ind i klosteret, katedralen eller dåbskapellet. Det fik vi rådet bod på denne gang, og vist er det storslået, men kunne efter vores mening slet ikke måle sig med mange af de andre steder, vi har set.
Så fulgte togturen til Campiglia, derpå bus til Piombino og så en bybus til marinaen. Især bybussen kørte en lang omvej, så det var en ret utilfreds Kasper, der fra klapvognen højlydt gav udtryk for, at nu ville han se MAD. Det er faktisk også kun, når han er sulten, at han for alvor brokker sig.
Vi nåede lige at få 5 minutters regnvejr, da vi steg ud af bussen ved marinaen. Vi havde rejst cock-pitteltet, før vi tog fra båden om morgenen, for der var meldt regnvejr, men bortset fra det havde vi sommervejr alle de dage, vi havde besøg. Vi sejlede til Elba onsdag morgen, og Porto Azzuro var lige som taget fra et postkort. Utroligt hyggelig og i meget smukke omgivelser – og det gælder alle de byer/havne, vi har besøgt på Elba. Torvet lokkede med et væld af restauranter, pizzaerne og den lokale vin var, som vi kunne ønske os. Men farfar mente, at der også skulle opleves noget, så en tur til Den lille Mine, som indbefattede en togtur ind i minen, måtte vi have. Elba rummer mange mineraler, og øen har haft en stor minedrift. Det var også fint; dog kunne man fornemme, at det var et sted, hvor turisterne rigtigt skulle forføres, så man kunne stille spørgsmål ved autenciteten, men skidt pyt…
Ikke langt fra havnen ligger Capoliveri, der har prædikatet Elbas smukkeste landsby, og den skulle vi da se. En bustur med to små og en klapvogn – det er nemt nok, men rart at have ekstra hænder. Det var en idyllisk og smuk lille by, hvor udsigten igen var ubeskrivelig.
Videre gik det, for vi ville gerne om på øens nordside på grund af et blæsevejr, der kunne forventes om et par dage. Sejladsen langs Elbas kyst var en naturmæssig oplevelse af rang. Vi havde lidt modvind de første mil, men da vi kom i læ, var der ikke nok at sejle på – dog stod der lidt dønning, så det var dejligt, at Julie og Kasper sov, næsten til vi nåede frem til Marciana Marina – endnu en fin havn og et fantastisk opland i form af den lille by og de små landsbyer op ad bjergsiden. At der så viste sig at være regatta, og den ene kæmpestore sejlbåd kom ind efter den anden, ja, det var jo god underholdning for den mandlige del af besætningen, mens den kolde øl blev nydt.
Det aktuelle projekt her var at komme en tur med en svævebane, der går til toppen af Monte Capanne, så vi tog bussen til Marciana Alta, og mens Maiken og Kasper blev ”på jorden”, sprang vi andre på i farten ind i de små papegøjebure, man fuldt berettiget kalder det ”apparat”, man bliver hejst op i. Der er plads til to i hvert bur, så vi kunne vinke og fotografere hinanden. Vejret var perfekt til turen, og det var slående, hvor stille, der var. Og duftene fra planter og blomster – en enkelt kukker gav sit besyv med. Og vi kom højt op: 1019 m – og sikke en udsigt! Det var i bogstavelig forstand bjergtagende. Julie syntes godt om både turen og udsigten – og tog det pænt, da der ikke kunne købes is i baren på toppen.
Man kan jo ikke komme hjem fra sommerferie uden at have været ude at bade, så det måtte også lige klares – der skulle bygges sandslotte m.v., så der var travlhed. Men alt blev nået, og vi blev klar til at sejle til Portoferraio, hvorfra færgerne går, hvis det på grund af vejret blev nødvendigt at sende familien af sted med en færge i stedet for selv at sejle dem til Piombino.
Portoferraio var om muligt endnu skønnere, end vi havde forventet. En fin havn i en meget smuk bugt – og så lå vi med stævnen på fortovet med alle de små, hyggelige restauranter. Den friske vind kom, vi lå fint i læ, solen skinnede, så der var i den grad feriestemning. En tur med glasbundsfærgen måtte aflyses på grund af blæsten, men så tog Julie, farfar og farmor en tur med det lille tog i stedet. Endnu et par besøg på restauranter og gelaterier og lidt rundt for at nyde byen, men så var det også tiden at beslutte: Færge eller ikke færge? Vi valgte færgen, for der stod stadig lidt sø, så onsdag ved middagstid vinkede vi farvel. Det er altid skønnere, når vore gæster kommer, end når de tager af sted, men det var også dejligt at kunne se tilbage på så mange gode oplevelser sammen.
Vi fik hurtigt klaret det praktiske i båden, så torsdag morgen gik vi hen og hentede den bil, vi havde bestilt. Der var ingen formaliteter. Bare kør! - selvom der ikke var kaskoforsikring. Men det plejer jo at gå godt, så vi vovede os af sted. At se mere til Elba fra landsiden var absolut herligt – vi var øen rundt og ude i de små afkroge, og alt stod friskt og frodigt rundt omkring i de dejligste farver. Sæsonen er slet ikke for alvor i gang – det har både fordele og ulemper, men rart, der er plads på vejene og parkeringspladserne!
Vi har jo lært lidt mere om Europas store mænd på vores tur – her på egnen er det jo Napoleon, der er aktuel. Vi fik set hans palads i Portoferraio samt hans ”sommerhus” i San Martino. Havde han kunnet styre sin magtsyge, kunne han have endt sine dage i fred og ro et af de smukkest tænkelige steder…
Der var ret frisk vind på nordsiden af Elba, så vi frydede os over at ligge lunt og godt i Portoferraio. Skipper gik hen for at aflevere bilen, mens skipperinden stuvede de indkøb, vi havde gjort, og meget hurtigt vendte han tilbage. ”Bil-mutter” syntes da lige, hun ville køre ham hjem – flinke dame! Selvom skipper var træt, syntes han, vi skulle op og spise risotto med muslinger og andet guf om aftenen - herligt!
Så var det afgang fredag morgen. En virkelig smuk tur langs Elbas nordkyst på spejlblankt vand, og da vi kom fri af kysten, blev det ved at være totalt havblik. Vi kunne først skimte Korsika, da vi var ca. 10 sm væk, og bjergtoppene var dækket af skyer. Vi fik kontakt med en marinero i Bastias gamle havn, som viste os, hvor vi kunne lægge os. Vi måtte klare os selv – og det var heller ikke noget problem. Havnekontoret var meget lukket, og vi kunne ikke rigtigt finde ud af, om der ville komme en havnefoged. Han kom næste morgen, så vi fik betalt og kunne gå lidt på opdagelse.
Her virker rigtig rart, og at dømme efter diverse brochurer er Korsika også en naturperle. Det glæder vi os til at opleve. Vi skal lige vænne os til ikke at have mobilt netværk ombord, mens vi er i Frankrig, så nu er vi på den igen: Hvor er der mon en net-café eller en café med wi-fi?
Det er dejligt at erfare, at der har været masser af godt vejr også i Danmark. Vi ønsker alle en god St. Bededagsferie – og vi siger som sædvanligt mange, mange tak for alle Jeres hilsener!

Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 45 Fiumicino - Salivoli
Rejsebrev 45
Fiumicino 05/04/11 – Salivoli 30/04/11
Så er vi på farten igen efter en dejlig vinter i Danmark med mange gode stunder med familie og venner. Der var hektisk aktivitet lige til vores afrejse, både med selv at have gæster, være inviteret ud samt at få hus og have klar, så vi var møre, da vi landede i Rom i det skønneste solskinsvejr. Derfor var udsigten til at hvile godt ud rigtig behagelig, for vi kunne godt se, at det ikke lige blev i morgen, vi skulle i vandet, da vi kom ombord på Nausikaa. Hun så ellers fin ud og kunne hurtigt blive klar til søsætning. Men for første gang skulle vi opleve, at vi ikke var alene om at bestemme, hvornår vi kunne blive søsat – og det blev jo altså næsten påske, før vi igen fik vand under kølen. Det havde vi ikke lige kalkuleret med! Der var ikke andet at gøre end at forsøge at få det bedste ud af det, og vi blev enige om, at Rom jo heller ikke blev bygget – eller set – på en dag, og derfor ikke var det værste sted at blive ”fanget”.
Vi havde nogle steder, vi havde ”gemt” – og som vi nu fik set nærmere på. Ligesom vi stadig gerne ville op i kuplen i Peterskirken. Men også denne gang var der endnu flere, der ville det! Vi kunne hurtigt se, at der ville gå mange timer, før det blev vores tur, hvis vi stillede os i køen, så det var ikke svært at overtale hinanden til en slentretur og finde et lille sted at spise frokost i stedet for…
Pausen hjemme havde givet os lysten til museer, kirker, pladser og bygninger tilbage, så vi havde nogle skønne ture i byen og fik set og genset en masse – Rom er uudtømmelig! Og vi fik også ordnet meget ved båden, som vi ellers ikke ville have fået gjort nu, så humøret var højt, da vi endelig skærtorsdag kl. 07 kunne slippe gennem broerne og komme til søs. Det var blikstille og solskin, men der var meldt blæst fra nord næste dag, så vi besluttede at tage et ordentligt nap og lagde til i Porto Ercole på Monte Argentario ud på eftermiddagen. Der kom lidt blæst og regn om natten, og det var skyet næste dag, men ikke mere, end at vi fik lyst til at cykle til Porto San Stephano. Havnefogeden gjorde meget opmærksom på det bakkede terræn, og at der var langt på cykel, så vi var lidt spændte på, hvad vi mon havde gang i, men det blev en fin tur – begge byerne var hyggelige, og der var langt mellem turisterne. Halvøen Monte Argentario er en flot oplevelse naturmæssigt, både på land, men bestemt også at sejle rundt om, så vi nød, at det atter var blevet godt vejr, da vi sejlede derfra for at komme længere nordpå, så vi var i god tid til at tage mod vore gæster den 2. maj.
Vi havde planer om at gøre holdt på øen San Giglio, men igen var der en vejrmelding, der lovede en masse ubehageligheder dagen efter. Igen valgte vi det sikre, nemlig at sejle langt i godt vejr, og igen viste vejret sig at blive meget bedre end det varslede! Altså kunne vi sagtens have gjort stop både på øen og flere andre steder på vejen hertil. Nu skal man jo ikke ærgre sig over, at vejret ikke bliver så slemt, vel? Men denne første etape har været præget af meget ventetid – både på grund af søsætningen, der trak ud, men også at vi er i en ustabil vejrperiode. Vi plejer at planlægge efter vejrudsigten nogle dage frem, i hvert fald, når det er vigtigt for os at være et bestemt sted til en bestemt tid. Det viste sig, at marinaen i Salivoli er meget behagelig at opholde sig i, så vi valgte ret hurtigt at blive her, for herfra kan vi tage toget til Pisa og hente Jakob, Maiken, Julie og lille Kasper, selvom vi så ville få temmelig mange dage her.
Det gjorde ikke noget, tænkte vi, for her er rigtig meget at se på fra etruskernes tid. Så frem med bøgerne og udvælge det mest tillokkende. Her gjorde vi regning uden vært, for de fleste steder har slet ikke åbnet for turister endnu. Jo, i week-end’en, så da prøver vi! Og nu er det så lørdag eftermiddag – og det øsregner! Men i morgen skulle det blive tørvejr…
Byen Piombino er til gengæld bedre end sit rygte – synes vi i hvert fald. Mange gamle, smukke bygninger og pladser og nogle fantastiske udsigtspunkter over mod Elba, der kun ligger 10-15 mil herfra. Og selvom det har været ret skyet, og der er kommet nogle byger, har der været mange solskinstimer med muligheder for gode traveture – ikke mindst frem og tilbage til det store COOP, hvor vi har kunnet proviantere godt, rigeligt og anderledes end vanligt i anledning af den kommende udvidelse af besætningen - vi har bl.a. købt bleer…
Og så står hele byen i ”Giro d’ Italia’s” tegn! Alt er lyserødt – forretningernes udstillinger, restauranternes blomsterkasser, ja, selv nogle af busserne er blevet lyserøde! Vi var så heldige at komme ind og se en udstilling om Giro d’Italia, da vi var inde i en af kirkerne. Vi kunne se, at i klosteret lige ved siden af, var der racercykler m.m. udstillet, men udstillingen var kun åben om aftenen. Mens vi stod og kiggede, kom en venlig herre og inviterede os inden for, så vi fik en særrundvisning, og han var et stort smil, da vi også skrev pænt tak i gæstebogen. Og der er linet op til det helt store, når turens 5. etape starter her i byen den 11. maj – det kommer ikke til at gå stille af!
Vi snakker tit om, at man ikke kan få det hele: Vi synes, det er rart, at der er plads i havnene, og at det er til at betale. Vi betaler i april 25, fra 1. maj 40, og fra 1. juli 50 euros for at ligge her. Og vil man have de fordele, må man leve med, at der ikke er så meget liv. Skipper har flere gange inviteret på bar om aftenen, men når der ikke sidder et øje, er det ligesom ikke så charmerende, vel?
Men blomster og træer strutter af farver og liv på denne årstid, så vi nyder omgivelserne, maden og vinen. Og så glædede vi os over, at I i Danmark havde så dejligt påskevejr – vi andre har ikke noget til gode i den retning.
Noget andet at glæde sig over er, at skipper nu efter mange anstrengelser har fundet ud af, hvorfor oliefyret en gang imellem strejker – og det er første step til at kunne reparere det.
Så er der vist efterhånden ”kun” vindinstrumentet, der ikke virker – det er vist den såkaldte transducer, men skipperinden foretrækker, at skippers tur til mastetoppen venter, til vi får Jakob ombord. Der er hele tiden noget at gøre for at holde Nausikaa i drift; heldigvis er skipper meget selvhjulpen – og indtil videre har han ikke mistet humøret på trods af de mange ”udfordringer”.
Regnen trommer stadig – men denne gang passede forudsigelsen da. Dønningerne er igen begyndt at trække lidt rigeligt i fortøjningerne – vi har ellers haft nogle dejlige, stille nætter. Men det er ikke koldt, båden er fyldt med dejlig vin og mad, gode bøger og herlig musik, så vi skal nok finde ud af det. Og fra i overmorgen får vi masser af liv ombord!
De næste uger skulle vi gerne have vejr til at opleve Elba, Korsika og Sardinien – det bliver spændende. Og rart, at vi forhåbentlig kommer til at flytte os lidt mere end hidtil.
Vi siger tak for alle de hilsener, I er så søde at skrive til os. Det er dejligt at have fået det mobile bredbånd, så vi ikke skal jage rundt efter en internetcafé - og det er i hvert fald dejligt, når der så er nyt hjemmefra!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen


Vælg fra hvilket år du vil læse rejsebreve: 2018  2017  2016  2015  2014  2013  2012  »2011«  2010  2009  2008  2007