Rejsebreve fra 2010

Rejsebrev 44
Fiumicino 25/10/10 - ”Rom” 01/11/10
Det har lynet, tordnet og styrtregnet nu i flere timer. Så er det, man må minde sig selv om, at det kun er godt en uge siden, der blev slikket sol i cockpittet, og at vi har haft nogle rigtig fine solskinsdage i løbet af ugen, hvor vi har været inde og lege turister i Rom – og det gode vejr med sol og 20 gr. kommer igen om et par dage. Men i morgen skal Nausikaa på land for vinteren, og i overmorgen meget tidligt skal vi flyve hjem – og det glæder vi os meget til, bl.a. fordi vi skal være bedsteforældre for femte gang her en af dagene!
Det er nu fjerde sæson, vi skal pakke båden sammen og rejse hjem for vinteren (bortset fra det år, vi sejlede på Kanarieøerne). Og endnu en gang kan vi se tilbage på et spændende og oplevelsesrigt år.
Når vi tænker tilbage til midt i marts, hvor vi kom til Sant Carles og tog i lejet bil til Valencia for at opleve festlighederne i forbindelse med afbrændingen af alle de flotte figurer og så frem til nu, hvor vi også har lært Italien at kende, er der ikke noget at sige til, at ”oplevelseskarret” næsten er ved at løbe over – det bliver godt med en pause!
Vi har i år besøgt og opholdt os i Spanien, Frankrig og Italien – Balearerne oplevede vi næsten som helt selvstændige samfund, selvom vi jo godt er på det rene med deres spanske tilhørsforhold. Der har været mange forskelle, og det er jo det, der gør det spændende at rejse, uanset om det er til lands eller til vands. Det at opleve landenes forskellige befolkning, historie, kultur og levevis – betinget af deres klimatiske og geografiske forhold har været spændende og lærerigt. Sjovt at smage de lokale produkter af mad og drikke, udforske byerne og landskaberne, nyde solen, duftene, farverne og de mange, mange fantastiske udsigter. Der er så smukt uendeligt mange steder. Og der er naturligvis også steder så elendige og forfaldne, at vi ikke i vores vildeste fantasi kan forestille os, at der bor mennesker. Der er tiggere, svindlere og folk, der ser ud til at måtte leve deres liv på gaden. Det er nok også sundt at opleve, når vi brokker os over Danmark…
Som sejlere mærker man forskellene helt konkret, når man krydser landegrænserne og skal anløbe en havn i et nyt land. I Spanien var man i alle havnene meget omhyggelige med at registrere båd og mandskab, og man fik som regel ikke sin plads, før formaliteterne var i orden. Man blev hjulpet med at fortøje og blev vist tilrette. Der var fine faciliteter næsten overalt og som regel rent og velholdt.
Frankrig mente vi jo at kende - og meget positivt - fra vores første år under nordligere himmelstrøg, men det er ganske anderledes i Middelhavet. Her får man anvist en plads, men må selv finde ud af at finde den og få fortøjet. De går ikke så højt op i formaliteterne, og der er stor forskel på de enkelte havnes faciliteter – hvis der er nogen – og deres standard. Nogle steder var de hygiejniske forhold mildest talt ikke i orden.
I Italien bliver man altid modtaget, nogle gange af hele 2 mand, der er meget behjælpelige. Der er havne, som har alt, hvad man har brug for og andre, hvor vi har været meget glade for at have en båd med god komfort ombord. Her skal vi bare betale – og som vi har nævnt tidligere er det steget en hel del - ellers er man stort set ligeglad med det formelle.
Fælles for alle steder er det positivt at kunne sige, at vi har mødt venlighed og hjælpsomhed – og det er man faktisk temmelig afhængig af. Det er vigtigt at føle sig velkommen, når alt er nyt og fremmed, og vores oplevelse er, at folk er søde alle steder.
Det er kun langs rivieraen, vi har sejlet sammen med mange andre både, og hvor havnepladserne ikke var ubegrænsede – ellers har vi tit været temmelig alene på vandet. Rundt i havnene har det også sommetider været lidt ”ensomt”, for man falder ikke sådan i snak, når man ikke taler sproget. Derfor har vi nydt at møde andre sejlere, eksempelvis englændere og hollændere, vi kunne tale med, og vi har mærket, de har haft det på samme måde.
I år har vi kun haft gæster to gange i modsætning til sidste år, hvor vi havde rigtig mange. Vi har lært, at en mellemting er bedst. Det er rigtig skønt med besøg, og vi vil ikke undvære det!
Sidste år måtte vi have vores kortplotter repareret, og det var første gang, noget for alvor gik i stykker på Nausikaa. Ellers har skipper selv kunnet klare ærterne og skifte det ud, der nu engang skal skiftes, når man bruger tingene så meget. Men i år har der været lidt at se til på den tekniske og vedligeholdelsesmæssige front. Vores lille, smarte trådløse printer er stået af. Og laderen måtte vi sende hjem, fik en anden tilsendt og den har fungeret fint. Så nu har vi også prøvet at ligge i en havn og vente på dele hjemmefra, som vi så tit har oplevet andre fortælle om. Skipper har måttet skifte vores gasdetektor, hvilket var en større operation – og her forleden svigtede vort ellers så trofaste oliefyr. Det har kørt siden, skipper ”gjorde et eller andet” og den varmeblæser, vi havde nået at anskaffe, har vi nu i reserve.
Der er også lidt vrøvl med et af instrumenterne, så det er godt, skipper altid sørger for, at de vitale dele har ekstra kapacitet. Men alle de ting har givet ham næsten fast arbejde, som han dog tager med sindsro og godt humør
Vi kan også godt se på Nausikaa, at solen og det, at hun bliver så meget brugt, er hårdt ved hende, men vi holder hende, så godt vi kan. Skipper passer teak-dækket løbende med propper og fuger, og der skal pudses og poleres mere, end vi er vant til. Hun bliver nok nødt til snart at skulle have lidt nyt i form af hynder, fortøjninger m.v., for det slides, og vi kan jo ikke altid vaske tingene, som vi gør derhjemme. Men sådan er det, og det er jo en fornøjelse, at de basale ting kan holdes kørende.
Vi har nået at være inde og mere end snuse til Rom – og det er jo et utroligt sted. Lige meget, hvor man befinder sig, er der den ene fantastiske bygning, plads, skulptur, museum, park, kirke,
ruiner – you name it – efter den anden, ganske overvældende er det. Derfor er det også dejligt at vide, vi kommer tilbage til foråret og kan se lidt mere, for det er ikke et sted, man sådan lige bliver færdig med. Det er en ulempe, at det tager så lang tid at komme der ind, men det vænner man sig til, og efter metro og bus nyder man roen her i kanalen så meget desto mere.
Vi har beklaget os over prisniveauet her, men bør huske at sige, at offentlig transport er billig. Vi kan eksempelvis komme til Rom for godt 2 €; det er i hvert fald til at leve med. Og når vi handler i supermarkedet eller på de åbne markeder, er priserne næsten som hjemme, så det skal nok gå alt sammen. Og god vin er heller ikke dyr, så der er meget at glæde sig over!
Det bør også nævnes, at Rom er et godt sted at være pensionist. Skipper er flere gange kommet gratis ind eller til reduceret pris, når vi skulle besøge en seværdighed. De store seværdigheder er ret dyre, men de 15 € det kostede at se Vatikanmuseet var det hele værd; det var SÅ imponerende.
Vi har jo haft det sådan på vores tur, at vi ikke forlod et sted, før vi havde set det, vi ville. Det er anderledes denne gang, for vi kommer tilbage til både Toscana og Rom – det er faktisk helt dejligt at vide og har betydet, vi har kunnet tage det lidt med ro.
Nu skal vi hjem til familie og venner, og det bliver dejligt. Vi vil slutte som vanligt med en stor tak for alle hilsener. Hav nu en rigtig god vinter, hvor I end befinder Jer. Vi ses her igen til foråret!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 43
La Spezia 03/10/10 – Fiumicino 25/10/10
”Hvad skal vi starte med i morgen?” Ja, sådan spørger skipper, nu, hvor vi er på plads langs kajen hos Fulvio og har fået aftalt med ham, at vi skal på land fredag. For Rom ligger jo lige derinde, og nu skal vi ind og kigge nærmere på ”Den evige Stad”. Altså skal vi til at tage beslutninger om, hvor vi skal begynde, for der er seværdigheder til mange år – så der skal prioriteres!
Vi glæder os over at ligge trygt, for vi har været ude at se, hvordan dønningerne vælter ind gennem flodmundingen, og det ser ikke behageligt ud. Fint, at vi satte tempoet lidt op de sidste døgn og kunne anløbe kanalen i stille vejr. I dag ligner meget godt det billede, der i Rod Heikells bog advarer mod at anløbe flodmundingen i kraftig swell. Men endnu engang er vi ankommet til vinterhavnen i god tid og god behold – og nu tager vi lige en uge i Rom!
Ellers er det jo det skønne Toscana, der er på nethinden. Vi havde hørt fra andre, at Toscana skulle være en stor oplevelse, og vi er også ”solgt”! Især landskabet, der lige nu står i gyldne, prægtige farver, bløde bjergstrøg, fantastiske lysnuancer over dale, skove og vinmarker – det kan man leve højt på længe....
I La Spezia ankom vore gæster, Anne Lis og Launy. Vi tog toget til Pisa og modtog dem i lufthavnen. Det var et forfærdeligt vejr; vi havde advaret dem, men de er tidligere sejlere og er ikke sådan at kyse, heldigvis! Vi gik fra stationen ned til båden i tørvejr, men sikke et syn, der mødte os: Nausikaa vippede, så det så ud, som om hun sejlede raskt af sted! Vi lå langskibs, og søen og vinden stod lige ind i den temmelig åbne havn. Men vi kom godt ombord, og så åbnede himlens sluser ellers – så der måtte lige lidt mad og drikke til, og så var det egentlig ganske hyggeligt. Det var ret utroligt, men vore gæster havde sovet godt – vi vækkede dem med champagne på sengen og forsøgte med grødet morgenrøst at synge brudevalsen i anledning af deres bryllupsdag - og det tog de pænt! Gradvist blev det opholdsvejr, så vi var rundt og se La Spezia, bl.a. på det dejlige marked, hvor især frugt og grønt indbød til storindkøb.
Næste dag var det blevet fint vejr, så vi sejlede den ”lange” tur til Portovenere, en lille idyllisk by, som ligner Cinque Terre byerne. Der var rigtig dejligt – heldigvis, for skipper var lidt rystet, da han kom tilbage og havde betalt 96 € for 1 nat! Videre næste dag, hvor planen var at sejle til Viareggio, men der viste sig at være skydning, og havnen kunne ikke anløbes på det tidspunkt, der passede os, så vi fortsatte til Livorno – sejlads på stille vand og i skønt solskin. Vi fik en venlig modtagelse og tænkte at blive her et par dage, for der var lidt – meget – uro fra alle færgerne, lodsbådene, krydstogtskibene, og hvad der ellers hører sig til i en driftig havn. Men beliggenheden var ideel for afhentning af den lejede bil i Pisa og ligeledes, når vi skulle køre vore gæster til lufthavnen igen. Den marina, vi ellers havde kig på, lå lidt besværligt og var betragteligt dyrere, så det endte med, vi blev i Livorno og affandt os med skvulperiet. Der var den ulempe, at vi skulle aflevere nøglen hver gang, vi havde lånt et af de 4 badeværelser, men det betød til gengæld, at vi kom til at kende de forskellige havneassistenter, og de var rigtig søde.
Vi var rundt og se nærmere på Livorno, som er en fin by, men tydeligt mærket af krigen – der er meget nybyggeri. Søndag tog vi toget til Pisa, hvor vi var oppe i Det skæve Tårn; det var virkelig en oplevelse! Meget underligt at gå i spiral, som hælder særdeles mærkbart. Men sjovt var det. Katedralen, klosteret og dåbskapellet var lukket på grund af kirkelige begivenheder, hvor vi lige fik et glimt af en procession, men vi fik nu også vores lyst styret i forhold til de ting senere… Selve bylivet i Pisa gjorde også indtryk – der var simpelthen så mange mennesker over alt, både på grund af det kæmpestore marked, der strakte sig gennem flere gader, og så alle de, der bare hyggede sig i gaderne og på pladserne med familie og venner.
Mandag tog mændene til lufthavnen og hentede den lejede bil, mens damerne var lidt på bytur, (men dog kun kom hjem med fornøden proviant). Og så kunne vi ellers komme på køretur, som startede med Volterra og San Gimignano – begge skønne middelalderbyer beliggende smukt i bjergene. At se udsigten fra det høje tårn i San Gimignano var helt fantastisk – det fås vist ikke bedre!
Så kom turen til Lucca, Firenze og Siena. Byer, der hver især havde deres unikke tilbud, men som selvfølgelig også havde deres fantastiske arkitektur og kunstskatte til fælles. Kirkerne, klostrene, dåbskapellerne, tårnene med de storslåede udsigter, de utroligt udsmykkede pladser; alt ganske overvældende. Vi besøgte en vinbonde på vejen hjem fra Siena – en smukt beliggende vingård, der havde været ejet af samme slægt i 31 generationer. Vinen var god, så vi måtte lige have nogle flasker med. Det var en meget sød pige, der betjente os, og havde vi haft tid, havde vi også fået et besøg på vingårdens museum med, men det var ved at være sidst på dagen, og bjergkørsel tager jo sin tid…
Prato og Pistoia nåede vi også – sidstnævnte var i første omgang lidt skuffende, fordi noget af det, vi gerne ville have set, var lukket. Til gengæld fik vi mulighed for at studere, hvordan markedsfolkene pakker deres boder sammen. Det må siges at være yderst velorganiseret. Hvad der dog ikke kan pakkes ind i en varebil! Alt har sin bestemte plads, bilens sider er samtidig overdækning. Vi spiste vores madpakke på en trappe på torvet og havde der 1. parket til at overvære det hele – også stadeholdernes indbyrdes ping-pong, rigtigt festligt!
Alt godt får jo en ende, og vores gæster skulle til at gøre klar til hjemrejsen. Vi blev inviteret ud at spise, og egentlig havde mændene udset sig sejlklubbens restaurant; det var jo nemt, men der var kun åbent lørdag aften. Da spisetiden nærmede sig, kom der den ene kraftige regnbyge efter den anden, så vi besluttede at spise ombord. Søndag var det godt vejr, så vore gæster gik op og bestilte bord på en fin restaurant på Hotel Grand Duca. Sikke en god oplevelse! Lækker mad og vin, bløde stole, flot opdækning og flere tjenere om bordet – uhm, det var luksus. Men jo heller ikke billigt – det er der ikke ret meget, der er her i Italien….
Vi fik sagt farvel og tak til vore gæster, fik afleveret bilen og tog toget tilbage til Livorno fra Pisa. Vejret blev bedre, og tirsdag vinkede vi farvel til de flinke havneassistenter og sejlede syd på. Kun en lille tur i første omgang – vi skulle lige ind i en marina, så vi kunne vaske lidt tøj m.v. Det gode vejr varede kun kort, regnen kom igen, men heldigvis blev det atter fint, og vi tog et par gode, lange stræk i meget smukt vejr, for at komme her til Rom inden den næste storm i Leon-bugten sendte nogle ubehagelige udløbere til disse farvande. Vi ville godt have været ind til Argentario-halvøen, som bare ser så flot ud fra kysten, ligesom Cittavecchia også virkede tiltalende, men det må blive til foråret. Vi var tæt på Elba, som vi også skal besøge til næste år; det er (også) et smukt område, vi sejler i lige nu, så det er dejligt at vide, vi kommer tilbage.
Så lige nu har vi det godt med at være kommet frem, og vi vil nyde ikke at behøve at gå så højt op i vejrmeldingerne de næste dage. Kun det, der hører til at tage på bytur i Rom!
Hjemrejsen er den 3.november – i år er det ekstra spændende at komme hjem, for vi venter nyt barnebarn omkring den 1. november. Det skal blive rigtig godt at komme hjem igen efter en helt igennem vellykket og oplevelsesrig etape.
Som vanligt slutter vi med at sige tak til alle Jer, der følger vores færd og giver søde tilbagemeldinger; det er altid dejligt at have kontakt til Jer derhjemme – også Jer derude! - og det giver meget mening at skrive, når man får positiv respons, så mange tak skal I have!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 42
Menton 16/09/10 – La Spezia 03/10/10
Indrømmet – for skipperindens vedkommende strammer det stadig i haser og lårmuskler fra gårsdagens tur til Cinque Terre, (skipper påstår selvfølgelig, at han ikke kan mærke noget!), men de dejlige billeder på nethinden var bestemt strabadserne værd. Hvor var det dog smukt! Ind imellem opgaverne med at holde til side for ”modgående” samt bestemme sig for, hvordan man nu lige skulle forcere de næste smattede sten eller forsøge at svæve over næste vandpyt, var der mulighed for at nyde den storslåede udsigt. På et af de strengeste steder havde en vinbonde placeret sig med kurve fyldt med de dejligste druer. Den euro var givet godt ud – de smagte skønt og gav fornyede kræfter. Byerne er præcist så charmerende, som brochurerne fortæller. Masser af turisthurlumhej, selvfølgelig, men alligevel autentiske og med hver deres at byde på. Det er ikke så ofte, man ser fiskerbådene trukket op og stå i gaderne og på torvene. Men det fungerer altså her. En rigtig god oplevelse!
Som vi allerede har haft flere af, siden vi ankom til Italien – San Remo, der var første havn, var ganske vist ikke i første omgang særligt indbydende. Vi var uheldige at komme den ene dag om ugen, hvor der blev holdt 3 timers siesta; vinden var lidt frisk ind på receptionskajen, og vi lå skrækkeligt. Men alt får en ende, og da vi kom til pladsen, vi fik anvist, stod der 2 mand og tog imod. Servicen i havnene er igen, som vi var vænnet til i Spanien – det er bare prisen, der er højere.
Det er den på næsten alt, men man vænner sig til det og putter de ting i indkøbskurven, man skal bruge. Der er masser af lækre og indbydende varer at lade sig friste af, så nu må vi til at lære lidt om det italienske køkken samt den vin, de lokale drikker. Det er nogle anderledes etiketter, vi støder på, end når vi køber vin hjemme!
Og så må man lade dem: De kan vel nok lave smart tøj, sko, tasker og briller her i Italien! Hold da op nogle flotte forretninger – vi lever ikke op til dress-coden, når vi kommer i vore flade travesko og afslappede påklædning. Mange, både mænd og kvinder er virkelig elegant klædt.
Vejret har vist sig fra sin noget ustabile side, siden vi kom til Italien, men ret beset er det jo også efterår – solen har stadig magt, så hvis den er fremme, er det dog stadig sommerligt.
San Remos gamle bydel La Pigna var ganske speciel. Den er meget stejl, klinet op ad bjerget med en hel labyrint af små, smalle stræder med meget høje huse – lige til at fare vild i. Ellers har byen masser af fine pladser med små cafeer og barer - og store kirker. Og de er tilsyneladende overalt. Landskabet var tydeligvis ændret i forhold til Frankrig – og endnu mere udtalt blev det, da vi fortsatte mod øst. Vi besøgte Alassio og Finale Ligure, begge dejlige, mindre havne, som lå smukt ved foden af høje klipper og med badestrande og feriestemning. Vi har læst, at kysten bliver smukkere hele tiden – og vi er ikke blevet skuffede!
Så gjaldt det Genova. Den glædede vi os til; tænkte – og tænker stadig – at den er for Italien, hvad Marseille er for Frankrig. Lige på og uden dikkedarer. Her arbejder vi nemlig, det er her, det sker! Og der var gang i byen. Alene havnen, kæmpestor og travl. Masser af færger, krydstogtskibe, containertrafik, og hvad deraf følger af slæbe- og lodsbåde. Vi så flere interessante museer – meget godt opbygget og tilgængelige, med mulighed for at læse på engelsk. Fyrtårnet og søfartsmuseet fortjener særlig ros, kirkerne og de religiøse museer var også lærerige, så gennemgående var det nogle koncentrerede dage – dog også med tid til at sætte sig med et lille glas og mærke stemningen.
Man kan vel ikke kalde Genova en køn by, men den har sin egen charme og absolut mange flotte bygninger. Igen stødte vi på Columbus – ham er der mange, der spinder guld på. Her så vi det hus, hvor han påstås at have boet nogle år af sin barndom. Men han er da også et bysbarn, man med rette kan være stolt af.
Videre skulle vi jo – vejret drillede med torden af og til, men vi fik en fredelig vejrmelding. Vinden viste sig at komme fra modsatte retning som meldt, og der var nogle gevaldige, uregelmæssige søer, så det var godt at komme i læ bag kæmpemolen i Lavagna, hvor vi igen blev godt modtaget. Sikke det dog kan lyne og tordne her mellem alle bjergene. Og regne! Så vi krøb under dæk, fik hvilet ud og fordøjet indtrykkene fra Genova, før vi i det fineste vejr igen stak næsen ud og sejlede her til La Spezia. Det var en utrolig smuk tur – uden vind ganske vist, men dermed så med mulighed for at sejle tæt på Cinque Terre. Det er et fantastisk landskab, og synet fra vandsiden skærpede appetitten på at besøge byerne og trave i slugterne imellem dem, så det er vi glade for, vi har opnået på trods af vejret, der var lige ved at forpurre den del af det. Helt bogstaveligt var det denne etapes højdepunkt, for vi havde MEGET højt ned, når vi kiggede ud over skrænterne, vi gik på. Og lige på kanten var det også. Både rent bogstaveligt, nemlig klippekanten, og også noget af vejen på kanten til at være ganske trygt. Det er fuldt forståeligt, det er nødvendigt at lukke stierne efter sådanne regnskyl, som har været de sidste dage. Men vi var endnu engang rigtig heldige at få det med også!
Vi har nu set så meget af Ligurien, som det bliver til i denne omgang. Når vi har fået vore gæster, der ankommer i morgen, godt ombord, og det regne-blæsevejr, der trues med de næste dage, er dampet af, vil vi ”gøre Toscana”. Det har vi ladet os fortælle, vi kan glæde os til, og når vi kigger i vores rejselitteratur, er det da heller ikke til at overskue, hvor man skal begynde, og hvor man skal ende i alle de herligheder, der beskrives. Men det må vel siges at være et luksusproblem.
Som sædvanlig vil vi takke mange gange for dejlige hilsener hjemmefra. Vi kommer hjem om en måned, og det bliver dejligt at se familie og venner igen.

Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 41
Martiques 25/08/10 – Menton 16/09/10
Det er svært at forestille sig et smukkere sted at sige Frankrig farvel og tak for denne gang end her i Menton. Vi har efterhånden nydt mange skønne udsigter fra cock-pittet, men den, vi har her, er blandt de allerbedste. Vi har kun et par bådlængder til Italien, så det lover godt, hvad naturen angår.
Og så er de smukke omgivelser en vederkvægende kontrast til de mange store, meget store, helt enormt store motorbåde og sejlbåde, vi har set de sidste uger, mens vi har slået vore folder her på Cote d’Azur. Det er jo blevet til nogle traveture langs kajerne i de mondæne byer – nu er det nok!
Tilbage til Martigues, hvortil vi ankom helt planmæssigt til en meget varm Nausikaa. Vi var så heldige at komme hurtigt i vandet og få lov at ligge i Port Maritima’s marina inde i Martigues, og mens Mistralen blæste af, fik vi set mere til den dejlige by. Vi var på det lokalhistoriske museum, hvor vi lærte en hel masse, bl.a. om grækernes og romernes bedrifter lige netop der, men også havde mulighed for at fordybe os i det lokale liv under de to verdenskrige og tiden mellem og efter. Bl.a. erfarede vi, at midt i halvtredserne havde Martigues haft en periode med hård frost, så hård, at der var is på kanalen! Vi tog en lille udflugt til Istress, en gammel by med velbevarede huse og gader – fantastisk at komme ned til sommer og feriestemning. I Martigues var der igen lansekamp, denne gang på et højt niveau, og nu havde vi jo lidt flere forudsætninger for at bedømme det – og vi var også til techno-koncert samt noget ganske andet: Vi overværede, hvordan der blev danset tango på et af torvene til ud på de små timer.
Det er altid lidt svært at sige farvel til et sted, man kan lide – vi kunne godt finde på at komme tilbage til Martigues – også selvom Mistralen kan rase slemt.
Men den lagde sig, så af sted gik det til Marseille! Det er en by, der er meget bedre end sit rygte, og det så ud til, at turisterne også var ved at finde ud af det. Vi havde en af de flotteste indsejlinger, vi har oplevet, ind til den gamle havn, hvor vi fik en god plads, lige midt i byens hjerte. Herfra var det nemt at gå på opdagelse, seværdigheder var der nok af. Den flotteste var Notre-Dame-de-la-Garde, hvor vi måtte ase op af smalle, stejle gader til toppen af bjerget, men sikke en udsigt – og et smukt kirkerum.
Vi kunne da ikke komme til Marseille uden at spise boullabaise; det var en succes! Og om morgenen inden vi afsejlede, nåede vi lige at se fiskeboderne og kigge nærmere på de forskellige slags fisk, vi havde nydt aftenen før.
Cassis var en ren, lille idyl, en total modsætning til Marseille – meget lille, hyggelig og virkelig smukke omgivelser. Fra søsiden havde vi kigget ind i nogle af ”calanquerne”, sv.t. de spanske cala’er, altså vige/fjorde. De var virkelig flotte – vi gik ud til en af dem, der er en meget lang naturhavn, Port-Miou, og hvor der lå i hundredvis af lystbåde. For øvrigt smagte vi en virkelig god
hvidvin fra Cassis!
Vi skulle finde en større by, hvor vi kunne ligge nogle dage, så vi kunne modtage en pakke med en anden lader, og vi udså os Toulon, da der var meget at se. Det var også en flot indsejling og dejlig by, men vi brød os ikke om havnen, så vi valgte hurtigt at sejle videre til Le Lavandou. Og godt så!
Herlig by og fin marina med gode busforbindelser, så her fik vi i St. Tropez første dosis kæmpebåde og ”rigmandsliv”. Der var nu også et interessant kunstmuseum, busturen var rigtig flot – og så er den gamle del af byen da bestemt fin. Vi fik os også aset op ad bjerget til Bormes-les-Mimosas, en ganske fortryllende middelalderby; og vil I tænke Jer: Vi fik udleveret en rundtursbeskrivelse på DANSK på turistkontoret! Vi valgte at tage bussen ned igen, man må jo passe lidt på…
Vi håbede på besøg af bekendte fra Kolding, så vi sejlede til St. Raphaél, som ville være nemt for dem at køre til på vejen til lufthavnen. De fandt os, og vi havde nogle dejlige timer sammen – det var rigtigt rart at få snakket om nyt og gammelt. Vi nød byen – tog også bussen til nærliggende Fréjus, hvor vi endnu engang blev benovede over ruiner fra romertiden, kirken og klosteret. I kirken var vi heldige at opleve dejlig orgelmusik; vi gik også med på en guidet tur i klosteret, og selvom det var på fransk, fik vi meget ud af det.
Som skipper har nævnt i logbogen, opgav vi at sejle til Cannes – fik så ganske andre oplevelser som bjærgnings- og bugserbåd. Det var ikke så sjovt at blive afvist i Antibes på grund af en propfuld havn, men man er jo glad bare for at komme ind og ligge godt uanset hvor næsten, især når der truer lyn og torden i horisonten. Og vi kom til at ligge fint i St. Laurent du Var. Hvor vi dog mødte mange store motorbåde, mens vi sejlede – så de ligger altså heller ikke ved kaj hele tiden; og sikke nogle hækbølger, de sætter. Det mærker man jo særligt, når man har en anden båd på slæb. Vi valgte at vente med Antibes og ”nøjes” med Nice, så vi tog igen bussen. Havde sat næsen op efter kunstmuseer, der er både Chagall og Matisse, men så skulle ikke være, for de var lukket. Vi hyggede os med at slentre rundt i byen, få lidt frokost, købe proviant på vejen hjem, og så var vi møre til at komme ned og få benene op. Det er varmt, omkring 30 gr. midt på dagen, så det trætter altså lidt, men når vi ser, hvad I går rundt i hjemme, bliver vi helt kede af det, for det lyder rigtig træls! Bortset fra et par tordenvejr og en Mistral, har vi haft superdejligt vejr lige siden, vi kom herned. Nu trækker det lidt sammen, og der kan måske komme lidt vand de næste dage – men blomsterne skal jo også have lidt. Det har været en meget smuk kyst at sejle langs med.
Og i morgen vil vi skifte gæsteflaget til det italienske, om vejret vil. Tricoloren bliver gemt væk, men den kommer formentlig i brug igen på et senere tidspunkt. Frankrig er et dejligt land, og Middelhavskysten har haft meget at byde på, også meget mere, end vi har kunnet nå at se, så det gør vi næste gang. Men vi er også enige om, at lande som Spanien og Portugal efter vores mening er fuldt på højde med Frankrig, og vores erfaring har været, at man som sejler faktisk får en bedre modtagelse der, og at der er mere styr på tingene.
Vi har jo kun været ombord i 3 uger, men fandt, at det var naturligt med et rejsebrev, når vi nu skal krydse landegrænse igen. Så må vi over og hilse på italienerne – det skal nok blive sjovt!
Tak for de mange hilsener, vi har modtaget – det bliver vi altid glade for!

Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 40
Canet-en-Roussillon 06/06/10 – Martigues 29/06/10
Skippers bemærkning om at passe på ikke at komme til at fryse, fordi det trækker, fik ”dræberblikket”. Kl. er 10.30, der er ”kun” 26 gr. i kahytten – og trækken er en skøn brise fra Lillebælt. Nå, nej! Nu er vi godt på land igen, og vi ligger lige ud til Canal Caronte, under højspændingsledninger, mellem en jernbanebro og en motorvejsbro og olieraffinaderiernes flammer inde bag træerne, lysene fra byerne på begge bredder om aftenen, strømhvirvler i vandet… Så visse mindelser kom altså, mens vi sad og spiste aftensmad i cock-pittet i aftes.
Vi kom på land helt uden problemer; var lidt spændte på stedet, for vi havde ikke set det før, men alt fungerer fint. Der er gode badeværelser, og vi har lige fundet et fint supermarked få skridt fra havnen, så vi kan fylde båden op, når vi kommer tilbage til september. Taxa’en i morgen tidlig til Marseilles lufthavn er bestilt, så nu pakker vi og gør det, der nu skal gøres. Skipper var glad for at konstatere, at bunden er rigtig fin, så bundmalingen, der blev smurt på i Sant Carles, er god!
Vi har haft en dejlig periode, siden vi anløb Port Vendres som den første franske havn efter Spanien. Vejret har været ustabilt i perioder, så for at være sikre på at nå frem her til Martigues i god tid, er der steder, vi godt ville have brugt lidt mere tid på, men det må blive en anden gang. Det, vi har set, har været herligt – og vi var jo blevet advaret om blæsten i Golfe de Léon – til gengæld har vi haft nogle dejlige sejlture for sejl. Port Vendres var indbegrebet af alt, hvad der er fransk på ”den gode måde”. Lille, idyllisk havn/by, meget smukt beliggende, dejligt marked med fantastiske grøntsager, frugt og kød – og sommeren kom for alvor. Vi tog bussen til Coullioure, et lille, fint sted, nærmest at sammenligne med Skagen, malernes højborg, og aldrig har vi da set så mange galerier! Vauban havde også lige knaldet en kæmpefæstning op her, hvor nogle af rummene også blev brugt til maleriudstilling. Vi måtte da lige se borgen, selvom vi efterhånden har set mange, men det var bestemt besøget værd, og vi lærer jo noget hver gang. Man imponeres over, det overhovedet kunne lade sig gøre at transportere alle de store sten frem og op!
Hovedformålet med at anløbe Canet en Rousillon var at tage ind og se Perpignan – og det var også en fin oplevelse, bl.a. det store kongepalads, (bygget af kongen af Mallorca), og så er selve byen charmerende. Det endte jo med, vi måtte blive i Canet – som var en decideret ferieby med alt, hvad dertil hører – for her kom Le Marin stormende fra sydøst! Og den havde regn og støv med sig. Det var faktisk ikke muligt at færdes uden af få sand i øjnene og mellem tænderne, så vi havde nogle dage, hvor vi slappede MEGET af. Men alt får en ende, skipper fik båden vasket for anden gang, og vi kom videre til Gruissan, som var en historisk mere spændende og smukt beliggende by, og hvorfra vi tog bussen til Narbonne. Her gik vi rundt det meste af en dag og så nogle interessante bygninger og museer; hver gang undres man over, hvor højt kultiverede man var, og hvor megen viden og handlekraft, man havde i de græske og romerske samfund for så længe siden. At spise på et brasseri – eller købe en baguette og sidde på en bænk under de flotte platantræer og se på byens liv – er jo en del af charmen, men når man så er heldig at få en højtidelig, meget formel og fornem kransenedlæggelse med, giver det ekstra kolorit.
Om ikke det begyndte at styrtregne, da vi skulle til at finde bussen hjem fra Narbonne – og sikke en bustur! Vi kom langt omkring, men blev sat af lige ved havnen, hvor vi var stået på, og så blev der igen slappet af, mens regnen og vinden lagde sig. Igen blev det herligt solskinsvejr, så af sted til Cap d’Agde i fin sejlvind, og hvor vi for alvor kunne se, at landskabet havde ændret sig til fladt, marskland med indhave og bjergene langt i baggrunden. Sikke en kæmpehavn, bygget op om turistkomplekser. Hvis ikke der igen havde luret en kuling, var vi blevet der for at cykle ud og se omegnen og ind til byen Agde, for der var en del at opleve. Men vi valgte at sejle videre, mens det var roligt vejr – og i La Grande Motte fik vi en fin plads med stævnen mod NV – og kulingen kom som bebudet. Uden regn, så der var dejligt i byen, og hvor der var læ. Det var en god oplevelse at gense stedet, hvor vi var i 6 uger i 1985. Vores drenge var da 8 og 10 år gamle, og vi havde en herlig tid, mens farmand var ”fabriksarbejder” hos IBM i Montpellier. Der tog vi også bussen ind – og det var også et herligt gensyn. En flot, flot by med flere oldtidsminder, bl.a. aquadukten, en smuk katedral og gamle kvarterer, men også et nyt og arkitektonisk meget spændende – Antigone. Der var virkelig noget at se, og dejlig sommer var det også!
Det blev sejlvejr – vi havde vinden med – så det var først, da vi skulle lægge til i det idylliske Saintes Maries de la Mer, vi måtte sande, at det stadig blæste godt, men heldigvis blev vi her modtaget af en havneassistent (det bruger de ellers ikke så meget her!), og der var folk i nabobåden, der i hvert fald ikke skulle videre før i morgen, så vi blev godt fortøjet. Sikke en fin by – super badestrand til dem med de lyster, gamle gader og bygninger, herunder en smuk kirke med en sort madonna og en legende om hele tre Maria’er. Der manglede ikke noget; heller ikke det sædvanlige Le petit Train, og det tog vi en tur med ud i Camargue-området, hvilket også var fint. Flamingoerne, de særlige Camargue-heste og de mange siv/rør, var, som vi huskede det fra for 25 år siden. Vi havde regnet med selv at cykle, men på turistkontoret, og i brochurerne over vandre- og gåture, blev der anbefalet mountain-bikes, og det kan man ikke just kalde dem, vi har, så mageligheden sejrede.
Det er et specielt område i det hele taget, der, hvor vi nu befinder os. De store, flade indhave og den måde, menneskene benytter de ting, naturen her muliggør. Som mennesker gør og altid har gjort: indretter sig efter de lokale forhold. Det er bare lige med at finde balancen og ikke overudnytte; det taler og skriver man også meget om her. Rhone-deltaet er kæmpestort, med et fugle- og fiskeliv uden lige. Da vi sejlede ind for at se Port Napoleon, var der tusindvis af fugle på de flade banker få meter fra sejlrenden, og fiskerne stod i massevis, nogle med op til 10 stænger, og fiskede lystigt, ligesom der er utroligt mange mindre fiskerbåde overalt. Og som det ikke kan overraske: Der er MYG!
Der er også meget industri, af den tunge og forurenende slags, i området – den slags pynter aldrig, men vi kan jo heller ikke undvære det. Der ligger - og sejler - mange store skibe i deltaet; en helt anden oplevelse at være her, end da vi var i Ebro-deltaet ved Sant Carles, hvor der blot var natur og rismarker. Det er der for øvrigt også her – skulle være det nordligste sted i Europa, hvor der kan dyrkes ris.
Vi har også været hos en lokal vinhandler et par gange, og vi har modstået fristelsen til at købe mange flasker, for vi bevæger os jo hele tiden, og det er sjovt at smage, hvad der produceres lige, hvor vi opholder os.
Nu er vi så havnet i Martigues – og vi undrer os over, at den by slet ikke er omtalt som seværdighed i vore bøger, for det er en lille perle. Kaldes Provence’s Venedig og helt med rette. Som skipper skrev i logbogen, har vi fået havnefesten med. Det var en fin blanding af højtidelighed med helgenfigur, andagt, fællesbøn og blomsterkrans i havet og fest og ballade i byen. Især har vi moret os over deres lansekampe. 2 hold dyster mod hinanden fra hver sin båd. Den, der er i kamp, står højt oppe på en lang rampe bagerst i båden, iført skjold og ”træhåndbeskytter”og udstyret med en lang lanse. De to både sejler så mod hinanden, og det gælder om at støde hinanden i vandet i det øjeblik, bådene passerer hinanden. Der skal hilses pænt, før der stødes og ritualerne skal overholdes. Det ser vældig sjovt ud, når deltagerne havner i vandet, men ingen tvivl om, det kræver sit, og der er masser af medleven fra publikum.
Det er også her i Martigues, vi har fået serveret de mest lækre muslinger – og muslinger har vi ellers fået mange steder efterhånden. Så hermed er der slået et slag for dette dejlige sted. (Det har dog også været helt sjovt, at der faktisk ingen udenlandske turister er i gaderne!).
Så gælder det sommeren hjemme, og vi glæder os til at være sammen med familie og venner. Som sædvanligt: Tusind tak for hilsener - måske, vi har nogle til gode, for vi har ikke haft internet nogle dage. Vi vil ønske alle en rigtig dejlig sommer – vi tager tråden op igen her fra Nausikaa omkring 1. september.
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 39
Sant Carles 17/05/10 – Canet-de-Roussillon 06/06/10.
Så småt er vi ved at få tungen stillet til at sige ”Bon jour!” og ”Merci!” i stedet for ”Buen dias” og ”Gracias!” Det var faktisk vemodigt at forlade Spanien, som vi har lært godt at kende, og som har givet os så utroligt mange gode oplevelser. Så, mange tak, Spanien!
Og kom så bare an, Frankrig! Vi skal nok komme fint ud af det. Vi kender jo lidt til landet, både fra sejladserne i det nordlige og fra bilturene til rivieraen for mange år siden.
Tilbage til Sant Carles den 17. maj, hvor vi fandt Nausikaa ventende på os i dejligt solskinsvejr – lige, hvad vi trængte til. For selvom det var dejligt at være hjemme, var det altså en kold omgang.
Vi blev hurtigt sejlklar, så af sted mod Cambrils, hvor fiskerne som et af efterhånden få steder fisker om natten med store lamper. Det er et herligt feriested, men vi ville videre og valgte et gensyn med Vilanova i Geltru for herfra at tage bussen til Sitges. Det var en køn, gammel by med masser af atmosfære. Skipper syntes, han var ved at kende strækningen mellem Sant Carles og Barcelona lovlig godt – snakkede noget om, at det var næsten som 100 gange i Lillebælt! Har man hørt magen? Han måtte dog også indrømme, at alle gode gange tre med Barcelona var herligt. Både at se Janne og Niels, der var den vigtigste grund til besøget – men så fik vi Font Magica med i købet. Det er det fantastiske springvand ved Plaza Espanya, som man sætter i gang med lys og musik nogle aftener om ugen. Det var virkelig en meget stor og flot oplevelse.
Pinsesolen dansede, da vi søndag morgen sagde farvel og sejlede nordpå, hvor vi rigtigt kunne se, hvor kæmpestor Barcelona er. Skipperinden ville gerne til Mataró, men den var i den grad pinselukket, så næste morgen var det videre til Blanes – en anderledes livlig by, og her starter Costa Brava. Herfra tog vi bussen til Girona og blev glædeligt overraskede over, så meget den by har at byde på. En flot gammel bydel, hvor vi selvfølgelig så den imponerende katedral og gik rundt på bymuren og i fæstningen – men det jødiske kvarter og det museum, der beskriver jødernes liv i og senere fordrivelse fra Spanien, gjorde mest indtryk, var meget lærerigt og gav stof til eftertanke.
I Blanes besøgte vi også den botaniske have, hvis planter er interessante og mangfoldige, men det bedste var beliggenheden lige ud til havet, hvor man havde forstået at bruge klippernes former til at give planter og træer den helt rigtige præsentation. Det var en sand oase at færdes i, så fyldt med farver, lyde og dufte!
Videre til Palamós, som vi blev bekræftet i var en dyr havn – vi faldt ikke for stedet, men havde en sjov oplevelse, da vi sejlede ud om morgenen lidt før kl. 7. Der lå 30-35 fiskekuttere næsten på line, og præcis kl. 06.55 satte de fuld skrue på og fordelte sig i alle retninger til fiskepladserne. Det var noget af et syn og en sjov oplevelse af få med.
Vi kom til Port Roses i regnvejr, så skipper nød servicen at blive fragtet til capitaneriet i bil, mens skipperinden lavede en god frokost, som lagde op til en lille lur. Vi havde besluttet, at Port Roses blev den sidste havn i Spanien, og vi havde nogle oplevelser i kikkerten, så derfor lejede vi en bil. Sidst, vi gjorde det, havde vi bil i en uge for ca. 75 euros – nu skulle vi give 157 for 3 dage! Men vi kan vist lige så godt vænne os til et anderledes prisniveau, vi kan også godt mærke det på havnepengene. Så vi glæder os over den tid, hvor vi synes, vi har haft det billigt.
Roses by havde meget at byde på. En hyggelig atmosfære, kønne omgivelser og et imponerende fæstningsværk med et rigtigt interessant museum, hvor vi kunne læse, at grækerne havde været her før romerne og se en del effekter fra den tid samt følge stedets udvikling op gennem tiderne og de forskellige herredømmer. Man skulle nok have hørt lidt bedre efter i historietimerne, men det er jo heldigvis aldrig for sent at lære…
Og så kom vi til fest for giganterne! Det var altså sjovt! Vi har jo erfaret, at spanierne er gode til at lave en fiesta, og man må sandelig sige, at denne her også var flot og gennemført. Flere af de omkringliggende byer stillede op med hver deres giganter og kæmpehoveder, som de bar dansende gennem gaderne efter en flot fremstilling foran fæstningen. Der blev fyret krudt af fra gamle geværer oppe fra fæstningens mure, der blev spillet højt på trommer, sækkepiber og fløjter, og der var et leben! Rigtigt festligt – vi oplevede ikke kåringen af vinderne, for vi måtte simpelthen ud i båden for at pleje en truende tinnitus!
Vi ville ind i baglandet og opleve naturen og landskabet i Pyrenæerne samt de små middelalderlandsbyer, og forventningerne blev bestemt indfriet. Der er meget smukt, og byerne emmer af historie og speciel atmosfære – nogle steder synes man næsten, man kan mærke, hvordan der var i middelalderen, på godt og ondt. Vi besøgte Ripoll og var ude at trave i et område med udslukte vulkaner – og talte om, at når man har set de store på canarieøerne, var dette lidt svært at falde i svime over, men naturen var dejlig. Der var stille, frodigt og mange fugle. Den lille by Pals, var slet ikke til at stå for, det var ren idyl og en udsigt, som dårligt kan beskrives.
Og så skulle vi jo lære om Salvador Dalí! Vi tog det hele: Museet i Figueres, (det var der også 100.000 andre, der gjorde den dag), vi kørte til Puból og så det slot, han indrettede til sin kone Gala, og vi var i Port Llegat og så det hus, hvor han levede det meste af sit liv. En stor og lærerig oplevelse, og et eksempel på en kunstner med en skaberkraft og iderigdom, der gør indtryk. Så kan man lide hans værker eller ikke, men indtryk gør det at se på hans forskellige fremstillinger, forsøge at forstå, hvad man ser og fornemme og forestille sig ham som person. Særligt hans hus gav et godt indblik i hans liv.
Vi vidste jo, vi skulle sejle uden om det flotte Cap Creus, som hverken er en tange eller en halvø, men på søkortet ligner en knyttet hånd med bugter og vige og på en måde afslutter den spanske kyststrækning, men nu havde vi også lejlighed til at komme ud og trave lidt i området ved fyret samt ikke mindst gå en tur i Cadaques. En helt bedårende lille by og fiskerleje, hvor vi godt kunne have nydt at ligge for anker i en fin bugt/naturhavn – men det må blive en anden gang. Det er ikke alle kirker i alle landsbyer, vi orker at se, men helt tilfældigt var kirken her åben, og der var en imponerende altertavle og et meget smukt lys i kirken – hvor har vi tit været heldige at få noget med, vi ikke lige havde planlagt!
Vi nåede også at besøge benediktinerklosteret Sant Pere de Rodes, der ligger helt unikt højt oppe på den nordlige side af Cap Creus. Det var enormt – og ret underligt at gå rundt i det store, gamle bygningsværk, der fremstår som restaureret ruin – og ligger langt fra alfarvej.
Vi har snakket om den store forskel, der faktisk er mellem Costa Azahar, Costa Dourada og Costa Brava; de er smukke på hver deres måde, men den sidste del af den spanske kyst, hvor Pyrenæerne hæver sig med sne på tinderne og de ”vilde” klipper står i havkanten, er utroligt imponerende og bærer navnet med rette.
Nu er vi så kommet til Frankrig, og som sædvanligt kan man med det samme mærke forskel, når man kommer til et andet land. Vi har positive indtryk af Spanien – marinaer og havne har været veludstyrede og velfungerende, infrastrukturen ligeledes og spanierne er hjælpsomme og venlige. Maden og vinen har vi nydt i fulde drag – og så er der jo det herlige, solrige klima. I dette sidste hjørne af Spaniens middelhavskyst stiftede vi jo bekendtskab med Tramuntana’en, som ikke er at spøge med, men den blæser heldigvis ikke hele tiden. Vi er nu i et område, der præges af kraftig vind, men vi må jo disponere efter det, og det er en luksus ikke at skulle tage ud i vejr, man ikke har lyst til.
Tak for søde og hyggelige hilsener hjemmefra, de er som altid meget velkomne. Om ca. 3 uger vender vi atter næsen hjemad, og vi glæder os til at holde sommer sammen med familie og venner!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 38
Alcudiamar 12/04/10 – De Baleariske Øer - Sant Carles 04/05/10

”Regnen trommer på ruffet,
skipperinden er nok lidt skuffet.
I masten høres så vindens sus:
Det er jo Esther, der sender et knus!
Straks står humørbarometret højt,
og regnen lyder som fuglefløjt!”
Opmærksomme læsere af Nausikaas gæstebog vil kende baggrunden for, at rejsebrevet denne gang indledes sådan… Og hvor har det regnet! Men det er ved at lette, den blå himmel titter igen frem. Vi har fået hvilet ud efter nogle lange dages transportsejlads, og nu er både vejret og vi klar til at få udrettet nogle praktiske ting, før vi efterlader Nausikaa her i Sant Carles for at tage hjem på fredag, om askeskyen vil!
Tilbage til Balearerne. ”Bale-hvaffor-noget?” var skipperindens svar, da skipper i sin tid under planlægningen nævnte øgruppens navn. Mallorca, jo, og Ibiza. Men Menorca? Joh.. Formentera? Aldrig hørt om den! Men det er der nu gjort noget ved, og hvor har de 4 øer hver for sig budt på oplevelser. De er meget forskellige, både i udseende/geografi, historie, befolkning, byggestil, levevilkår og livsrytme. De har været selvstændigt kongedømme, været besat af både romerne, maurerne, visigoterne og sågar for Menorcas vedkommende af englænderne omkring år 1800. I dag er de en provins med selvstyre og eget sprog/dialekt, men har i mange anliggender meget til fælles med Catalonien.
Mallorcas Tramuntana-bjerge kunne vi på trods af dis se omridset af langt til havs, og jo nærmere vi kom Alcudiabugten, jo mere imponerende blev nordvestkysten. Vi valgte at gå ind i Alcudiamar Marina, for dagen efter ville der komme regn og lidt blæst, som heldigvis snart skulle forsvinde igen. En super havn med nogle smukke, velplejede omgivelser og med skøn udsigt til det mere vilde bjerglandskab. Vi fik besøgt nogle spændende udgravninger og museum fra romertiden og nød ellers alle blomsterne og ”feriefornemmelsen” ved at gå rundt i den gamle bydel og se på livet der. Det var køligt, men gradvist blev det lunere – turisterne tog til stranden igen, dog uden at bade.
Det passede bedst at besøge Menorca nu, så vi sejlede til Ciutadella, som er en meget flot, gammel by med en speciel havn: En lang, smal snoet indsejling, hvor der ikke desto mindre boltrer sig op til flere færger på en gang – de kom ret tæt på Nausikaa, men der var styr på det! Ciutadella har tidligere været hovedstad på Menorca – den værdighed er nu overgået til den anden større by, Mahón, eller Maó, som den også kaldes. Den ligger på østsiden i bunden af en meget lang og snoet fjord – cala – og er ikke så flot som Ciutadella, men indsejlingen til byen er helt fantastisk samt landskabet der omkring. Her besøgte vi et gin-destilleri – det siges, at englænderne ”lærte” de lokale at lave gin. Det er ikke, som vi kender det, og vi faldt ikke helt for det, men meget sjovt at prøve. Og som vi altid har erfaret tidligere, bruger menneskene naturligvis de lokale produkter, og så passer det til stedet og levemåden der.
Vi lejede bil, så vi kom godt omkring på Menorca, som efter sigende er den ø i Middelhavet, hvor man finder de fleste oldtidsminder. Det var interessant at lære om Talayot-kulturen, som stammer fra tiden bronzealder-jernalder. Vi så udgravninger og museer, der viste meget om levevis, bl.a. begravelsesskikkene. Virkelig et sted, man mærker historiens vingesus – og vi blev mindet lidt om Orkney-øerne, for hvor havde man brugt mange sten! Det gør man for øvrigt stadig – der var bemærkelsesværdigt mange stengærder i landskabet. Vi besøgte nogle huler afsides beliggende i en lille cala, som også var blevet brugt som begravelsespladser, men også som beboelse og skjulested og beskyttelse mod pirater. Vi så også nogle af de 11 ”Torres”, vagttårne, som englænderne byggede omkring år 1800. De står på strategisk vigtige steder hele øen rundt, og naturligvis var der den ene fantastiske udsigt efter den anden. Fuldt forståeligt, at Menorca med sine mange beskyttede fjorde og bugter er et eldorado for sejlere, der kan ligge for svaj og nyde den storslåede natur! Vi har været lidt tidligt på den, og det har været for køligt til den slags (efter vores smag), men til gengæld har vi fået forårets friske, strålende farver og en frodighed og skønhed, der har været de rene vitaminer for sjælen! Hvad der er af blomster på særligt Menorca og Mallorca, kan dårligt beskrives – og hvor har vi nydt det!
Før vi forlod Ciutadella, havde vi en sjov oplevelse: Vi havde hilst på nogle sejlere i en stor udlejningsbåd, så vidt, vi kunne tælle, var de 9 mand på tur. Vi vinkede farvel til dem lørdag morgen - de skulle til Barcelona, og vi gik op for at se på byen. Da vi kom ned til frokost, var de returneret, og det viste sig, de havde problemer med båden. De endte med at tage flyet hjem om eftermiddagen, men forinden kom de og afleverede alt deres indkøbte proviant til os, og det var ikke småting: Bl.a.19 laksesteaks, masser af brød, grøntsager, kød, æg, sovse, pasta – og til sidst kom de med en flaske spiritus, som viste sig at være en slags likør lavet på agern. Det var jo sødt af dem – gav en del travlhed ombord, for det meste af maden måtte jo tilberedes for at kunne holde sig. Så vi har levet godt og billigt, men det vil nok ikke være laksesteaks, vi kaster os over som det første!
Vi måtte tilbage til Mallorca – og i sol og blikstille vand sejlede vi til Porto Christo, en meget smuk havn, en af de ældste på øen, og tidligt brugt som havn på grund af dens lange, smalle indsejling og gode beskyttelse. Her kom endnu en omgang regnvejr, men vi nåede at leje bil igen og få nogle smukke dage rundt på Mallorca, før regnen og blæsten kom. Der er utallige smukke billeder prentet på nethinden: Udsigten fra fyrtårnet på Cap Formentor, ja, selve turen derop var fantastisk. At køre rundt i Tramuntana bjergområdet - og befinde sig snart på et barskt, øde, men utroligt smukt sted, snart i en lille hyggelig og meget søvnig bjergby uden andre turister, hvor vi kunne spise madpakken med udsigt til vingårde, bakket landbrugsland og høre ko- og fårebjælderne; for så derefter pludselig at stå i Valldemossa eller Polenca, hvor der både var meget at se, men også mange turistbusser og mennesker. Vi måtte også op på de lidt lavere bjergtoppe inde på øen, hvor der var flere små, kønne kapeller placeret – igen den ene udsigt smukkere end den anden.
Og så vinen! Vi havde jo set en masse vinmarker, så det måtte da prøves. Men kunne godt mærke, vi var udenfor sæsonen, så der var ikke de store muligheder for at blive vist rundt på en ”celler”, men de ville da gerne sælge os noget. Det smager specielt, men rigtig godt!
Da solen kom igen, sejlede vi fra Porto Christo langs en meget flot kyst, hvor den ene cala eller lille havn efter den anden lå og fristede. Men vi skulle videre til Palma - en kæmpehavn og stor, flot by at komme til, som den ligger der i bugten med borgen, katedralen og de mange paladser og kirker knejsende og imponerende. Vi kom i fint selskab, følte os meget små blandt de mange kæmpeyachts og store motorbåde, men vi ”fik” en plads til 50 euros i døgnet, og var glade for den, for det er vist ingen selvfølge at få plads i Palma. I det hele taget har vi været heldige med tidspunktet – endnu er havnepengene til at betale for almindeligt dødelige. I højsæsonen skal den store tegnebog frem, eksempelvis koster 1 nat for vores båd 123 euros på Formentera, og så skal man oveni betale for vand, el og internet! Vi slap med kun 30 euros…
Fra Palma tog vi veteranjernbanen til Soller, en flot og hyggelig tur gennem det smukke landskab med alle appelsintræerne, der var den oprindelige grund til, at jernbanen blev anlagt i 1912. På banegården i Soller så vi en fin – og gratis - lille udstilling af Picassos keramik og værker af Miró, hvor han særligt beskæftigede sig med elementerne, solen og månen. Efter det kunne vi komme med en gammel sporvogn til Port de Soller, endnu et fantastisk smukt sted – en naturhavn på NV-kysten, hvor der er lavet en fin marina. Det var herligt at gå rundt i byen og op på toppen af bjerget og se ud over både byen, bugten og det uendelige, blå hav. Vel hjemme i Palma igen, brugte vi lidt tid på at fornemme stemningen i byen og planlægge, hvad vi gerne ville næste dag.
Katedralen var den store oplevelse, vi havde sat næsen op efter. Vi er efterhånden nok lidt svære at imponere, men denne katedral er ikke bare stor, men også SÅ smuk. Meget bastant set udefra, men let og elegant med slanke og høje søjler indeni, og med det mest fantastiske lys gennem de store glasmosaikker. Når man sidder i kirkerummet i lyset fra den kæmpestore roset i gavlen, får Grundtvigs ord: ”Lysvæld bag ved lysvæld..” lige pludselig en helt særlig mening. Man kan formelig bade sig i det lys – og det gør på en eller anden måde godt!
Gaudí har sat sit præg på kirken i forbindelse med, at den skulle restaureres efter et jordskælv, og Barceló har stået for udsmykningen af et helt kapel – meget anderledes, men rigtig flot!
Efter katedralen var det lige før, skipperinden ikke behøvede mere overhovedet, men selvfølgelig skulle vi da se det meget imponerende Almudania-palads. Så hjem til frokost og en lille slapper, (der er l a n g t at gå fra vores bådplads og ind til centrum!) før vi begyndte opstigningen af de mere end 500 trin til borgen Bellver, som ligger højt og smukt over byen.
Igen lærte vi en masse, bl.a. om en interessant mand, Jovellanos, der havde siddet fængslet her. En kæmpeborg – og igen talte vi om, at hvor har mennesker gennem tiden dog brugt mange ressourcer på at forsvare sig og bekrige hinanden…
Vejret var fortsat skønt, så tirsdag morgen var det afgang til Ibiza. Først skulle vi tanke diesel, men da vi nærmede os tankstationen, grundede vi lidt over, hvordan det nu skulle foregå, for vi kunne ikke komme til kaj på grund af en meget smuk, kæmpestor sejlbåd. Før vi nåede helt derhen, var der 3 mand på dæk, og så blev der ellers hængt velbetrukne fendere op af megastørrelse, vi blev fortøjet uden på, og der blev rullet presenning ud på det flotte teak-dæk for at skærme af for påfyldningsslangen Skipper fik en hånd for overhovedet at kunne nå op til deres fribord. Helt tydeligt var de kendt med den procedure, og de var meget søde og hjælpsomme. De lå og ventede på at få motoren repareret – det var ikke lige det, de havde ønsket sig…
Turen til Ibiza foregik også i dejligt vejr, hvor vi fik sejlet lidt for sejl, og vi fik en fin plads i Santa Eulalia Marina. Ibiza var flot at sejle langs med. Pinjetræer på alle bjergskråninger, imponerende klippeformationer (og rigmandsvillaer!), så der var nok at se på. Vi tog bussen ind til Ibiza by, hvor vi gik rundt i den gamle bydel, D’Alt Vila, så endnu en imponerende, men meget anderledes borg med katedral og museum, og måtte indtage frokosten på cafeens skyggeside, for at skipper ikke skulle få for meget sol. Hvad kan man ønske sig mere?
Så gjaldt det Formentera – der var kun et par timers sejlads, for der var ingen vind, så vi ankom til La Savina, hvor også øens færger sejler til, før middag og fik en af de mange ledige pladser i en af marinaerne. Aldrig har vi set så mange biludlejningsfirmaer! Der var flere af dem, end af de sædvanlige barer/cafeer, både på havneområdet og oppe i byen. Det lykkedes at finde en bus til hovedbyen San Fransesc – og da vi havde gået lidt rundt der, spadserede vi de godt 3 km hjem. (Vi skal jo sørge for vore 10.000 skridt om dagen…) Ingen tvivl om, at for badeglade sejlere er Formentera rent paradis, for sikke strande og ankerbugter, der er. Og vi har nok ikke ydet øen fuld retfærdighed, fordi vi så hurtigt tog videre, men der var altså ikke det store at se på, så vi var ikke så kede af, at vi ikke havde tid til at blive længere. Vi trænger jo ikke til at stresse af, som vi gjorde, da vi arbejdede; hvis det var tilfældet, ville det være det perfekte sted!
Ifølge vejrprognoserne lurede en gedigen lavtrykspassage om få dage, så skipper lagde en plan for transportsejladsen, som vi endte med at kalde de næste 3 dage. Det var nu yderst behageligt i sol og varme, desværre uden sigt, så vi kunne ikke nyde de flotte bjergformationer hverken på Ibiza eller da vi nærmede os fastlandet ved Dénia. Men andet har der heller ikke været at klage over; vi har bl.a. fået sejlet en del for sejl. Så vi er kommet fint hertil – havde forestillet os at komme lidt længere nordpå, men alle sejlere kender den gode fornemmelse, det er at fortøje, mens de første tunge regndråber og vindstød kommer, og så vide, at nu behøver vi ikke sejle mere! Vi fik en hjertelig velkomst af marinaens personale - de kunne huske skippers ansigt! Og så var det bare at få lukket til – regnen og den hårde vind kom som meldt, og vi ligger trygt og godt. Hvor har vi været heldige med alle de solskinsdage, vi havde på Balearerne, hvor vi jo havde mest brug for dem.
Dette rejsebrev indeholder mange superlativer, men vi har altså set så utroligt mange smukke steder de sidste uger!
Nu skal vi hjem til familie og venner for en kort bemærkning, før det gælder Costa Brava og gensynet med Frankrig!
Som altid: Tusind tak for hilsener af enhver art, og fordi I er så søde til at følge os på hjemmesiden. Det er vi meget glade for!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 37
Sant Carles 17/03/10 – Barcelona - Alcudiamar (Mallorca) 11/04/10
Vi er på Mallorca, solen skinner, så der var dømt rosé til frokosten i cockpittet! Men der er også dømt rejsebrev, 2010’s første, så det forsøges kombineret. Indtrykkene fra sejlturen fra Barcelona her til Alcúdiabugten er endnu på nethinden – det var en perfekt tur: Skipperindens sommerfugle i maven, (kommer især, når vi skal sejle langt og om natten), forsvandt helt, da solen stod ildrød op. Forinden havde vi haft Barcelonas fantastiske lys, som langsomt forsvandt bag os, men fulgte os længe efter at skipper styrede os ud mellem en hel flok ankerliggere, som faktisk ligner små byer med al deres lys. Derefter fik vi et par timer med stjerneklart og en lille, meget brugt måne, som lige nåede at vise sig over horisonten. Vi havde natligt delfinbesøg; de kom igen om dagen, og da vi nærmede os Mallorcas fantastiske klippeformationer, opdagede skipper pludselig blåst fra en hval, som rigtigt lå og boltrede sig i vandoverfladen. Det var sjovt at se – vi snakkede om, at det var rart, vi ikke havde mødt den i nat… Der var ikke en sky horisonten rundt, og Nausikaa bare sejlede!
Vi har været hjemmefra i knap 4 uger, og hvor har vi dog oplevet meget i den tid. Vi fik mange stikpiller om sneen i Barcelona i marts, men flybilletterne var jo bestilt, så vi håbede det bedste. Især skipper havde et stort ønske om at opleve Fallas-festen i Valencia, og Semanta Santa i Spanien har vi altid talt om, vi gerne ville opleve. Da vi så fik aftalt, at Julie, Maiken og Jakob kunne komme på besøg i Barcelona i påsken, ja, så var det bare med at komme af sted og få gjort båden klar. Den lå i fineste stand og ventede på os, og selvom der var en del gråvejrsdage, var det intet problem at få den gjort klar til søsætning – alt forløb fint.
Turen til Valencia var virkelig en oplevelse. Overalt i byen stod der de mest fantastiske, store figurer, der forestillede alt muligt, men mange politikere har uden tvivl fået sarkasmen og kærligheden at føle. Figurerne var virkelig flotte; der var både sjov og ironi i de ledsagende tekster og figurerne var meget professionelt og detaljeret udført. Det er svært at beskrive, så der må billederne tale for sig selv. Der var et opbud af fyrværkeri, som vi ikke har set før, og det knaldede og bragede dagen lang. Alle folk var af huse – der var rigtigt fest i gaden. De såkaldte ”falleras” havde bygget på figurerne i ugevis – blot med det formål, at de skulle brændes af om aftenen den 19. marts! Det var en folkefest uden lige med alle de kæmpebål i gaderne. Brandmændene var i den grad på job, men alt forløb under fuld kontrol. Men altså for os kølige nordboere også lidt sært!
Ind imellem, vi arbejdede på båden, holdt vi også fri og kørte ud for at se på egnen. Vi havde lejet bilen for en uge, så der blev tid til besøg i byen Amposta og lidt rundt på Ebro-deltaet, som vi havde haft udsigt til fra vores ”på-land-plads”. Det er i dette delta, Spaniens efter sigende bedste ris dyrkes, men vi var lidt for tidligt på den til at se andet end bare, udtørrede marker. De er nok nu i gang med at overrisle og plante – det var nogle store vandingsanlæg, vi kunne se. Udkigspunkterne i deltaet var heller ikke helt på plads for turistsæsonen, men det lykkedes os at spotte en stor flok flamingoer, ligesom der selvfølgelig var et væld af sjove langbenede og langnæbbede fugle.
Det var lidt trist at sige farvel til Sant Carles, for der havde vi haft det godt, men dejligt var det til gengæld at gense Tarragona. Vi løb jo ind i en jazz-festival, og det var specielt at kunne gå gratis ind og høre gode orkestre – da vi havde lært, at man møder tidligt op for at få plads. Man bliver bænket, der er ikke nogen udskænkning – men stemningen fejler ikke noget af den grund. Fantastisk at gå rundt i sådan en skøn by og bare nyde livet – der kom det gode vejr for alvor, og det sætter jo prikken over i’et…
Vi havde en aftale i Barcelona, som vi glædede os til: Vi skulle hente Julie, Maiken og Jakob i lufthavnen mandag den 29.3. Derfor var det dejligt, vi fik fint vejr at sejle i om søndagen, og vi fik også en fin plads i den marina, vi lå i, da vi var der i oktober. (Nu til den dobbelte pris!)
Påskedagene var en dejlig kombination af at være turister – og dem var der MANGE af i forvejen – både sammen og hver for sig. De unge skulle have muligheden for at gå ud lidt på egen hånd, og vi benyttede os af alle bedsteforældres privilegium: At forkæle børnebørnene. Julie gav os i den grad mange sjove oplevelser, både på båden og i land – og vi ved, det var gensidigt. Legepladsen var lige ved at køre farmor træt, så farfar måtte tage lidt over med rutchebanen, mens forældrene så Sagrada Familia. Vi besøgte bl.a. Den Spanske Landsby sammen – det var grangiveligt som en rundtur i Spanien, i hvert fald kunne vi tydeligt genkende de særlige træk fra de provinser, vi har besøgt.
Et højdepunkt sammen med vore gæster var besøget på Cava-huset Ráventos i Blanc, hvor Jakob jo havde fået en kontakt hjemmefra. Ignasi hentede os på stationen i firmaets åbne landrover, og efter kaffen kørte han os rundt på vingården, hvor firehjulstrækkerens egenskaber kom helt til sin ret. Det var både sjovt og interessant at se hele foretagendet, og det lå meget smukt, så en oplevelse var det for alle sanser. Der var ikke salg af husets produkter, men vi fik en butik anvist, for vi ville jo gerne smage lidt af husets cava. Det var sandelig også en flot butik – sikke et udvalg, ikke blot af cava, men af ALT tænkeligt drikkeligt (alkoholisk, forstås!) Det resulterede i en hyggelig cava-smagning ombord med tilhørende tapas.
”Vi gamle” ville gerne opleve påskeprocessionerne – som vi havde nået en forsmag på i Tarragona – så vi gik op Langfredag om aftenen og så også flere forskellige, samt var inde og snuse til atmosfæren i en af kirkerne. Det er specielt at se disse optog med det højhellige sceneri og samtidig opleve, hvordan spanierne både går meget op i det og tager det aldeles afslappet. Man kan godt bryde ud af optoget og kindkysse en bekendt, hvis man lige får øje på hinanden… Barcelona er helt åbenbart ikke den by, der går mest op i at arrangere processioner – det skulle være ganske overvældende i Murcia og Malaga, ligesom Tarragona havde et stort program for påsken. Men pompøst og flot var det bestemt.
Vi havde et par ting, vi ikke nåede første gang, vi var i Barcelona; det har vi nu fået klaret. Gaudí bliver man ikke sådan færdig med, og nu lykkedes det os at komme ind og se Casa Batlló. Det er dog et fantastisk hus: Ikke en lige linie noget sted, alt formet efter naturen og med en funktionalitet forbundet med æstetikken! For en gangs skyld en virkelig god audio-guide, virkelig pengene værd (17,80 euros pr. billet) Og Palau de Musica Catalan, som vi heller ikke bare lige kunne komme ind i, men hvor det lykkedes at købe to af de sidste billetter til dagen efter. Hvor var det storslået! Selvom man måske ikke bryder sig om den temmelig overpyntede stil, må man beundre udførelsen. Ingen tvivl om heller, at akustikken er fremragende. Der kunne man da godt tage til en koncert en gang…
Montserrat! Egentlig var vi enige om at droppe det. Vi har set så mange flotte klostre og kirker i bjerge rundt omkring. Men disse bjerge har nogle meget specielle formationer, som vi kunne se både fra toget og fra vingården, hvis marker havde gavn af bjergkædens læ for nordenvinden. Vi så dem også, da Ignasi kørte os tilbage til Barcelona; og da han så opfordrede os til at tage derud, besluttede vi, at det måtte vi lige se at få tid til. Der kunne vi godt have brugt mere tid, for hvor er det et storslået sted. Vist er Basilica’en og Den sorte Jomfru, der står oppe bag ved og skuer ud over kirken, noget helt specielt, men turen derop med kabeljernbanen, hvor man praktisk talt kører ”uden på bjerget”, og området oppe mellem de kæmpestore klippeformationer, er i den grad betagende. Måske ikke lige for folk med højdeskræk… Der var rigtig mange mennesker og derfor kø flere steder, men det må man jo tage med – vi er der jo selv! Det kunne have været fint at tage sig en travetur i området. Der var fugle og blomster, som man ikke bare lige ser andre steder samt en udsigt, der er ubeskrivelig. Så, virkelig en perle, selvom man når at blive træt, for transporten dertil og derfra kræver sin mand. (Det kan selvfølgelig også spille lidt ind, at vi havde en særdeles festlig aften dagen før, hvor Niels inviterede ud at spise.)
Gensynet med Janne og Niels var nemlig en anden dejlig ting ved at komme til Barcelona igen, så det var fint, de nåede at komme herned, mens vi stadig var der. Det er rart at kunne få lidt gode tips af hinanden til de steder, man gerne vil besøge, og det er dejligt at møde andre danskere, så man kan tale sammen uden hele tiden at tænke: ”Hvad er det nu liiiige, det hedder på engelsk, tysk, fransk, eller spansk?” Og ekstra herligt at møde nogen, man føler at swinge godt med. Interessen for vin og jazz fandt vi hurtigt ud af var fælles…
Og nu er vi så nået til De Baleariske Øer! Det kan da godt være, vi vejrmæssigt er lidt tidligt på den, for her er ikke varmt, men når solen skinner – og det har den gjort nu i nogle dage – er her bare så smukt med blomster og træer, der står friske og grønne. Vi tager traveskoene på eller cyklerne frem og går på opdagelse, lejer måske en bil; øerne skulle være meget forskellige. Vi har aldrig været her før, så vi glæder os til at lære dem at kende. Gårsdagens sejlads gav også håb om nogle sejlture (kun for sejl), da distancerne mellem øerne ikke er så store, eksempelvis 30 og 60 mil. Det finder vi alt sammen ud af – nu har vi fået hvilet ud efter de mange indtryk de sidste uger og er klar til nye oplevelser.
Vi skal hjem et smut i maj; planen er, at sejle tilbage til området omkring Barcelona, men hvis vejret driller, eller vi ikke synes, vi har set det, vi gerne vil her, kan vi nok lade båden ligge og tage en færge. Det er dejligt med flere muligheder åbne.
Vi håber, foråret også for alvor har fået tag i Danmark, så I også kan nyde det. Vi vil så tillade os at opleve foråret 2 gange!
Tusind tak til alle Jer, der har skrevet til os. Det er bare noget af det, der betyder en hel masse!

Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen