Rejsebreve fra 2014

Rejsebrev 75
Agios Nikolaos (Kreta) 07/10/2014 – 26/10/2014
Der er søndagsstille her på marinaen – ingen kran, der tager både op, ej heller servicebiler, der kommer og går. Men sammenlignet med Marmaris er her i det hele taget meget stille, og det er lige så meget lokalbefolkningen som sejlerne, der giver liv til området. Som for eksempel i går, da flere hold skoleelever øvede sig på at marchere korrekt til på tirsdag den 28. oktober, hvor grækerne hvert år fejrer ”Ochi-dag”; de mindes den dag, hvor de sagde ”Ochi!/Nej!” til Mussolinis ultimatum. Det er et festligt skue, når forskellige optog går i procession gennem byerne. Alle offentlige honoratiores er af huse, iført galla.
Det er svært at forstå, vi allerede har været her i næsten 3 uger. De første dage gik med lige at finde os lidt til rette og få styr på alt det, der er nødvendigt for at få en dagligdag ombord til at fungere. Og vigtigt var det også at få planlagt afhentningen af vore gæster i Chania lufthavn. Det stod os hurtigt klart, at vi skulle have fat i en stor bil, og da det var ordnet, lejede vi den i 2 dage og kørte en tur østpå, til Móhlos og Sitía. Førstnævnte en lillebitte landsby i vandkanten, ren idyl. Vi gjorde ikke holdt i Sitía, for vi havde på det tidspunkt en forventning om, at der kunne vi sejle til, når Jakob & Co. var ombord. Vi fortsatte til den berømte palmestrand i Vai, og det var da også en oplevelse at besøge stedet med den fine palmebesatte strand i en meget beskyttet bugt og særdeles smukke omgivelser. Over bjergene gik det videre mod Ierapetra, Europas sydligste by. Vi nød en kop kaffe på en strandcafé ved et roligt hav; svært at forestille sig, hvor oprørt og frådende, det kan være især om vinteren, men der er jo ”frit løb” for bølgerne lige til/fra det afrikanske kontinent. På køreturen kørte vi igennem fantastiske bjerglandskaber med den ene storslåede udsigt efter den anden, og vi må give alle ret i, at Kreta er en meget smuk ø!
Der er en del fastliggere her i marinaen, og de har sørget for, der regelmæssigt er sociale aktiviteter. Vi nåede at deltage i ”Søndags-BBQ”, rigtig hyggeligt. Der bliver også arrangeret vandreture i den fantastiske natur – det er virkelig fint med den slags, som giver gode oplevelser og mulighed for at lære andre mennesker at kende.
Så kom endelig dagen, hvor vi skulle hente familien. Vi havde en fin tur til Chania og måtte sande, at det altså ikke kan gøres under 3 ¼ time – sådan er det bare. Det var skønt igen at få en krammer, og derefter blev vi hurtigt installeret i bilen. På vej hjem gjorde vi holdt for at få noget at spise, så det blev ud på eftermiddagen, før vi kunne byde vore noget trætte gæster velkommen på Nausikaa.
Børnene var dog ikke mere trætte, end at de nød at pakke deres nye Legoting ud og gå i gang med at bygge, godt hjulpet af far og mor. De fandt sig hurtigt til rette; man kan godt mærke, de kan huske fra tidligere, og især Kasper nyder, at han efterhånden kan klare de fleste ting selv, når det handler om at færdes rundt på båden. Der blev tidligt ro ombord den første aften…
Det var meget varmt og herligt vejr; den første dag gik med at gå lidt rundt i byen, bl.a. med et besøg på det lokale marked. Is og øl på en af de talrige caféer og en strandtur blev det også til. Næste dag sejlede vi ud til øen Spinalonga, der ligger ca. 11 sm fra havnen. Vi kastede anker, og så blev der spist frokost, svømmet, sejlet i gummibåd og leget i det skønne vejr. På vejen hjem fik Jakob skipper overtalt til at hente genakkeren frem fra gemmerne. (Det var nu ikke så svært…) Og vi havde da en lille tid, hvor vi stille drev af sted i den svage vind, før den helt lagde sig, og vi måtte starte motoren. Jakob benyttede lejligheden til at tage nogle fine billeder af Nausikaa fra gummibåden – tak for det!
Det stod hurtigt klart, det nok blev den eneste dag, vi kunne sejle ud, for der var igen meldt hård vind, så vi måtte finde på noget andet. Derfor lejede vi bilen nogle flere dage, så vi kunne komme på udflugter. Maiken havde forud for afrejsen læst en historie for børnene om Theseus, der dræber minotauren, så det var oplagt at besøge Knossos. Det blev også et hit – Julie førte an ved hjælp af beskrivelsen og kortet i Politikens visuelle guide, og både hun og Kasper havde det herligt. Knossos er imponerende; vi har efterhånden set mange udgravninger, men man fornemmer, at dette sted, hvor den minoiske kultur udfoldede sig, er noget særligt.
Næste mål var Dikti-hulen/grotten og Lasithihøjsletten. På vejen dertil fandt vi en meget lokal og lille taverne, der stillede vores sult og tørst med velsmagende mad og drikke og stor imødekommenhed, og det var sjovt at besøge et sted, hvor de lokale var i overtallet.
Det var noget af en klatretur at nå frem til Dikti-grotten, hvor myten fortæller, at Zeus blev født. Vi valgte en ”forkert”, meget kuperet sti, men det øgede jo blot spændingen. Det er en flot drypstens-hule, og selvom Kasper en overgang var lidt skeptisk overfor mørket og den fugtige kulde, der slog imod os, havde også han en fin tur. Udsigten fra grotten ud over det frugtbare Lasithi-plateau var utrolig smuk – men vi kunne godt mærke den hårde vind, og i højderne var der koldt. Det gjorde godt med en kop kaffe at varme sig på, før vi startede hjemturen.
Vi glædede os til at komme ned i båden og få varmen og noget af spise, men vi fik lidt af et chok, for det var en havn i oprør, vi kom tilbage til. Broerne var næsten ikke til at færdes på, og det var ikke helt uproblematisk at komme ombord. Jakob og Farfar fik rigget landgangsbroen til, og ved fælles hjælp kom vi alle ned om læ, hvor der var lunt og hyggeligt. Men det huggede slemt i fortøjningerne, så Maiken fandt det klogest at tage en søsygepille. Vi fik lavet noget varm mad, og det lykkedes faktisk at få en rar aften ud af det på trods af, at det i perioder næsten var værre end at være i rum sø! Børnene sov godt hele natten, og Maiken undgik heldigvis at blive dårlig, men ingen af vi voksne fik meget søvn den nat. Ved stærk NV-lig vind står dønningerne ind i havnen, selvom der er en meget lang dækmole, og de skulle kunne løbe af på stranden. Så ved vi det…
Det var fint, at vi ikke skulle opholde os i båden, så næste formiddag kørte vi til Kritsa, hvor vi havde besluttet at tage på vandretur gennem bjergkløften Kritsa Gorge. Det var en herlig oplevelse. Vejret var klart og solrigt, så der var de smukkeste farver på alt, og i perioder mærkede vi slet ikke den hårde vind. Børnene klarede det imponerende flot. Især Julie sprang omkring som en lille bjergged, og Kasper skulle selvfølgelig have hjælp, men kløede på uden at kny. Dog var det lidt for spændende, da kløften blev snæver og mørk, men når man sidder godt på mors arm, kan alt lade sig gøre, og han var stolt, da vi var godt igennem. Det tog os 3 timer at gå turen incl. drikke- og frokostpause, og da den er beregnet til 2 timer, synes vi faktisk, vi havde lov til at være ret stolte af os selv og havde fortjent en is/øl, da vi kom tilbage til byen!
Vinden havde heldigvis lagt sig, så det hele var faldet til ro, og der var igen rimeligt rart i havnen, da vi kom hjem. Vi var alle trætte, men ikke mere, end at vi kunne gå op og spise en gang Souvlaki på en af de lokale taverner meget tæt på havnen.
Nu skulle vi sige farvel efter en dejlig uge. Børnene var igen helt utrolige: De blev vækket kl. 05.30 uden brok, indtog en ordentlig portion havregryn, og vi var klar til at køre mod Chania kl. 06.30, som vi havde planlagt. Alt gik fint, og vi kunne sige farvel og tak og på snarligt gensyn.
Vi skyndte os hjem for at tage sejl ned, for endnu et blæsevejr lurede om hjørnet. Det var faktisk den sidste dag med stabilt vejr, så vi talte om, hvor utroligt heldige vi havde været. Vi havde haft blæst, men ingen regn og temperaturerne havde været til strandture, hygge i byen og udflugter. Nu kom der hård sydlig vind, som ikke generede os i havnen, men der var ikke så langt mellem regnbygerne. Vi fremskyndede vores optagning, for der blev meldt hård NV-lig vind til weekenden, og vi orkede ikke flere af de urolige nætter, når vi ikke behøvede det. Det har så vist sig, at det slet ikke blev så slemt, men nu ligger vi godt på land og er faktisk klar til at lukke båden af for vinteren.
Vi er så heldige at kunne køre til lufthavnen sammen med Lene og Nils fra s/y Thalassa; de skal med samme fly som vi. De har ydermere inviteret os til at tage med på køretur før afrejsen, og det vil vi da benytte os af.
Agios Nikolas er et rart sted at være, så vi kan vist roligt glæde os til at komme tilbage til foråret; vi har bestilt søsætning den 27. marts.
Det blev så årets sidste rejsebrev. Vi har været vidt omkring i 2014, sejlet 1929 sømil og haft mange gode oplevelser både i Tyrkiet og i Grækenland. Det har været et meget blæsende år – det er et stående samtaleemne blandt sejlere, når vi mødes. Vi har heldigvis ikke haft problemer, skønt der da har været nogle gange, hvor skipperinden mente, at nu kunne det være nok…
Som vanligt slutter vi med at sige tak til jer alle for hilsener og gode stunder, både hjemme og her ombord. Vi ønsker alle en god vinter!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 74
Skala (Patmos) 23/09/2014 – Agios Nikolaos (Kreta) 07/10/2014
Lyden af vand på ruffet er ikke regn – det er skipper, der er i færd med at vaske båd! Faktisk havde han slet ikke lyst til at gå i gang, for det er meget varmt her inde i marinaen, hvor ikke en vind rører sig, men det tykke lag salt over alt på Nausikaa vidner om, at det ikke altid har været vindstille, og saltet er ubehageligt at have siddende. Så hvem har det ”værst”? Han eller skipperinden, der vil have skrevet rejsebrev, og som må sidde om læ for skalkede luger med en temperatur på 32 gr.?
Belønningen er en kold drink sammen med besætningen fra s/y Havfruen, som ligger tæt på os – dem har vi inviteret til at komme, når skipper er færdig, og vi glæder os til en snak.
Tilbage til Patmos, den hellige ø styret af munkene, som vi havde hørt og læst meget om og glædede os til at opleve:
Da vi kom sejlende, lagde vi straks mærke til øens helt specielle facon med masser af bugter og vige - den siges at ligne en søhest. Og Johannesklosteret tronede stort og mægtigt på toppen af klippen meget synlig ved indsejlingen til havnen. Det var varmt og diset, så vi ville vente med at ”bestige bjerget” ad den flotte stenbelagte ”æselsti”, til det blev bedre sigt – der skulle komme vind fra nord, som plejer at give dejlig, klar luft. I havnen lå vi for anker fortøjet til kajen, og det var egentlig meget fint, indtil vinden øgede og stod lige ind på os. Som for flere af de andre bådejere, betød det nogle timer først på natten, hvor vi måtte sidde vagt, for ankeret holdt ikke. Vi fendrede godt af, og så gik det også, indtil det blev lyst, og vi kunne sejle ud og lægge ankeret om. Vi lagde os på en plads længere inde i havnen, hvor der var mere læ, når nu vinden skulle gå i nord. Ja, det er den slags udfordringer, der er…
Nu skulle vi op og se på Apokalypsegrotten, hvor det siges, at Johannes både fik sin åbenbaring og forfattede Johannesevangeliet. Grotten ligger på vejen op til Choraen, hvor klosteret ligger omkranset af byens huse.
Da vi kom til grotten, blev der afholdt en russisk-ortodoks messe, så vi listede lige så stille af igen; nåede dog at mærke, hvor meget det at være på dette hellige sted betød for deltagerne i messen.
Vi var ikke klar over, at så mange mennesker kommer til Patmos som led i en pilgrimsrejse – det er virkelig et sted, der betyder meget for mange troende – og det gør altid indtryk.
Klosteret lidt højere oppe var smukt, men der var mange turister, så det var svært at finde den stemning, der hører et sådant sted til. Udsigten derfra var helt fantastisk! Selve byen var ikke så spændende, men vi fandt et sted med udsigt, hvor vi nød en dejlig frokost, før vores ”nedtur”, hvor vi igen var inde i grotten, og denne gang næsten havde den for os selv. Vi oplevede ikke særlige vibrationer, men den slags er ifølge sagens natur en trossag, så det stiller vi ikke spørgsmålstegn ved, men tager det med som en oplevelse og en del af vores kristne kultur.
Vejrmeldingen lovede igen hård vind, så vi sejlede til Leros, hvor vi fik plads i marinaen for at være sikre på at ligge godt uden risiko for ”ankersjov”. Det er et rigtig dejligt sted og absolut til rimelig pris. Skipperinden indrømmer gerne at nyde nogle pæne toilet- og badefaciliteter, vaskemaskiner samt, hvad det ellers indebærer at ligge i en marina. Men især i blæsevejr er det gavnligt for natteroen! Vi lejede en bil for at komme lidt rundt på øen, når vi nu alligevel ikke kunne sejle, og det er bestemt også en fin ø. Den spillede en rolle under krigen – Mussolini er en meget kendt herre her – og vi lagde også mærke til flere italienske turister, end vi plejer at se. Det gav mindelser til Galipoli-halvøen i Tyrkiet, hvor vi mødte så mange australiere og newzelændere, som ville besøge de krigskirkegårde, hvor de havde faldne landsmænd stedet til hvile.
Vi lå i Lakki, så den by, grundlagt af italienerne, lærte vi godt at kende. Der er en helt anden arkitektur og gadestruktur end vanligt i græske byer – sjovt at opleve. Vi så naturligvis også byerne Agios Marina og Platanos, ligesom vi kørte op nordpå til flyvepladsen, hvor vi også så Lakki Marinas faciliteter til at have både på land. Værftet ligger lige ved flyvepladsen ved en meget beskyttet bugt, hvor flere ankerliggere så ud til at ligge fint trods den hårde vind. I det hele taget er der mange beskyttede bugter på Leros, sikkert rigtig godt, for det lader til ofte at blæse der. Vores nabo på broen havde taget to ugers ferie for at komme ud at sejle lidt, før han skulle have båden på land – han havde fået sejlet 1 dag!
Vi var lidt uheldige, (eller havde planlagt dårligt!), for da vi havde stridt os op på den flot beliggende, stormomsuste borg over Agia Marina var der desværre lukket, og det samme gjaldt Tunnelmuseet fra WW2 lidt uden for Lakki. Til gengæld fik vi her den sjove oplevelse at se en bonde, som ved hjælp af sin hyrdehund fik flyttet en ordentlig flok får og geder, og vi gik også op og nød udsigten fra et af de utallige små kapeller, så spildt var turen derud slet ikke.
Vi nød et dejligt måltid inde i Lakki, før vi gjorde klar til at sejle tidligt næste morgen, hvor vi håbede vind og sø ville være os venligt stemt.
Det blev en yderst afvekslende sejltur. Søen var ikke så sjov visse steder, og hvad vind angår, var styrken alt fra næsten havblik til 12 m/sek., ligesom vindretningen hele tiden skiftede. Da vi kom tæt på Tyrkiets kyst, havde vi et par timer, der mindede om vores sejlads sidste efterår: Varmt og stille! Vi kom til Tilos, og en masse både lå på ydersiden af molen. Der har vi jo været før, så vi besluttede at sejle ind og se, om der ikke lige var en plads til os – vi fylder jo ikke så meget. Og vi fik havnens bedste og sidste plads, lige ved siden af en miserabelt udseende sejlbåd, som virkede underlig. Da vi talte med ham, der solgte os vand, fortalte han, at det var en tyrkisk båd, der var blevet opbragt af den græske kystbevogtning; man havde set en kaptajn og en gast over dæk, men i båden, som var ca. på størrelse med vores, havde man fundet 40 flygtninge stuvet sammen! Så nu lå båden her i Tilos havn, uvist hvor længe – de to tyrkere var blevet anholdt, og hvad der var sket med flygtningene fra Afrika, meldte historien ikke noget om. Uha, der er mange, der tjener på andres ulykke!
Næste stop var øen Halki ikke langt fra Rhodos’ østkyst. En lille lidt isoleret ø med få indbyggere. Vi var vant til, at det kunne være svært at få plads, så vi tog ret tidligt af sted, selvom det var en lille tur, og vi ankom da også til en næsten tom havn ved middagstid. Byens vartegn, klokketårnet, der påstås at være det højeste i Ægæerhavet, tronede imponerende midt i bybilledet. Der var noget så idyllisk, indtil en stor motorbåd blev placeret, så den tog hele vores udsigt! Vi lå ved en flydebro, som bevægede sig ret livligt i den swell, der stod ind i havnen, så det var godt, vi ikke havde planer om at blive der så længe. Men endnu en fin ø, der kunne komme på listen over de mange græske øer, vi har besøgt.
Så gjaldt det Karpathos, en stor og imponerende ø. Men inden vi kom så langt, havde vi en sejltur, hvor skipperinden var taknemmelig for at sejle med en erfaren skipper i en stærk båd, og at ingen af os har tendens til søsyge! Vinden øgede hurtigt til en del mere end varslet, i perioder kulingsstyrke, og søen var helt tosset. En ting er, at bølgerne er store, men når de vælter rundt uden nogen rytme eller noget system, er det altså ikke så rart. Så skipper kom på arbejde ved roret, men både han og Nausikaa klarede det fint. Det var en lidt anstrengende og lang tur, så vi glædede os til at komme i læ. Det var noget af en overraskelse, at da vi sejlede ind i bugten med havnen i Karpathos, blæste det lige så meget, men bare fra en anden retning! Nå, der var læ for søen, og efter en tids søgen fandt vi også en plads. En venlig mand tog imod og sagde, vi skulle droppe ankeret. Det var vi ikke så vilde med, for der var masser af liner fra de små fiskerbåde, og det blæste godt, men det endte med, at vi fik fortøjet. Da skipper ville kontrollere, om ankeret havde fat, syntes han, det havde lige lovlig godt fat – det overraskede ham nu ikke. Men vi kunne da sove roligt uden nervøsitet for, at det ville slippe! Næste dag gik vi op og fik et dykkerfirma til at komme ud os se på sagen. De kunne først komme sidst på eftermiddagen, hvor blæsten jo er stærkest, men det måtte vi jo indrette os på.
De kom som aftalt, løsnede ankeret og hjalp os med at fortøje igen, denne gang langskibs. De gjorde et godt stykke arbejde og var rigtig søde.
Vi droppede planerne om at leje bil, for vi ville gerne sejle videre mod Kreta – der var igen et varsel om hård vind om nogle dage. Vi stod tidligt op og havde en god sejlads til øen Kassos; der var lige en god times tid i sundet mellem Kassos og Karpathos, hvor vi havde vinden imod, og hvor det sprøjtede godt; da vi rundede pynten og skulle til at sætte kurs mod havnen, kom vi ind i et område, hvor søerne var totalt uregerlige. Men det blev overstået, og vi fik fortøjet i en rigtig god havn, efter at vi kunne tage storsejlet ned i ly af en god dækmole. Kassos er ikke meget andet end den lille by, men den var hyggelig og beboerne meget søde. Der var en flot kirke, og da vi spørgende nærmede os, sagde de gamle mænd, der sad i skyggen med deres afstressningsperlekranse, at vi endelig bare skulle gå ind.
Vi fik købt friske grøntsager midt i søndagssiestaen – en dreng på ca. 10 år passede butikken, og så kunne mor sidde oppe og vejlede, når han skulle veje af og slå ind på kasseapparatet.
Ganske hyggeligt var det, at der kom en båd med svensk besætning, som fik plads uden på os. De kom fra Kreta; vi udvekslede diverse informationer, og den svenske skipper bød på en speciel herlig raki.
Vi har efterhånden spist i så mange taverner på så mange steder, at vi nok er kørt lidt træt i det græske køkken, i hvert fald på turiststederne. Her fik vi et sted anbefalet af ham, der tog imod os, og der fik vi et ganske herligt måltid. Grillet feta-ost med chili samt en yderst velsmagende ret med kanin.
Så manglede vi sidste step før Kreta. Vi ville sejle kl. 07, og da vi var klar, var svenskerne det også.
Der blev ønsket ”God Tur!” og af sted gik det på et mildt, venligt og solbeskinnet hav.
Nu er vi så godt ankommet her til Agios Nikolaos, hvor vi glæder os til besøg af Jakob med familie, som kommer om en uge. Skipper har fået lavet kontrakt og aftaler om optagning og søsætning, men vi tillader os at regne med, der kan blive endnu et par sejlture. Her er smukke omgivelser, byen er hyggelig, så det skal nok blive et godt ophold.
Som vanligt siger vi tak for alle de hilsener, vi modtager. Det er altid dagens højdepunkt, når der er mail!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 73
Evoiko Sea Center 09/09/2014 – Skala (Patmos) 23/09/2014
Det vipper noget her i havnen på Patmos, for vinden står ind i havnen; efter vejrmeldingen skulle den dreje til vest og nord inden så mange timer, og det bringer forhåbentlig lidt ro. Skipper er på fordækket, klar til at slække ankeret, hvis en af de mange afsejlende både, skulle få fat. Det er hver gang lige spændende….
I går morges fik vi f.eks. en lidt anderledes afsejling fra vores sidste Kykladeø, Amorgos, for da var det vores tur til at opleve, at vort anker var i karambolage med den afsejlende nabos. Så det blev et hurtigt farvel og tak til en af de smukkeste øer, vi har besøgt. Men det var en stille og smuk morgen, så vi kunne uden problemer nyde morgenkaffen til søs. Ja, sidste Kykladeø, for som det ser ud p.t. med vejrmeldingen, kommer turen til at gå direkte til Kreta i det tempo, Meltemien tillader. Vi indstiller os på at tilbringe nogle blæsende dage i havn og sejle, når det er en fornøjelse. Dermed har vi også droppet besøget på Santorini, i hvert fald på egen køl.
Tilbage til vores ankomst til Evoiko Seacenter: Efter en skøn sommer hjemme og en helt problemfri rejse tilbage til Chalkoutsi, blev vi modtaget på det hjerteligste af Dennis og hans forældre. Nausikaa havde haft det fint, og var hurtigt klar til søsætning, som foregik stille og roligt i fint vejr. Det er også nødvendigt, når man bliver skubbet ud i vandet af en traktor forbundet til en lang stang med et stativ for enden, hvor båden står i, og som man bakker ud af, når båden flyder. Før afrejsen nåede vi at være oppe og spise på Platanos, en meget lokal taverne, og det var med fagter og gebærder, vi fik bestilt vort udmærkede måltid. Ikke en by, hvor der kommer udenlandske turister udover de sejlere, der bor hos Dennis.
Første tur gik til byen Lavrion, der ligger centralt i forhold til Athen. Derfor er der også ganske mange charterbåde, der har base her, og det fik vi at mærke. Både i forhold til at finde en plads og at få handlet, for det skulle alle de nye besætninger jo også! Og både de, der skulle slutte deres ferie, og de, der skulle begynde, festede natten igennem, så det var disco m.m. den ganske nat!
Anderledes fredeligt var der i Loutra, den nordlige havn på Kythnos, hvor vi blev modtaget af havnefogeden. Her var det også godt, vi kom i god tid, for de gode pladser var hurtigt væk, men vi fik en af dem. Havnefogeden kunne også være behjælpelig med at leje en bil – og det uden NOGEN formaliteter OVERHOVEDET! Vi var rundt og se på den nu meget afsvedne ø, som uden tvivl er smuk og grøn om foråret. Det er en landbrugsø, men på denne årstid er det lidt svært at se, hvor køerne får deres mad fra. Geder og får er vi jo vant til at se gå og gnaske i vissent græs på klipperne. Vi så færgebyen Merichas, hvor der også var en fin havn, besøgte klosterkirken i Kánala og var ude og nyde en kop kaffe med udsigt over sandtangen med Kolóna strandene, hvor både lå for svaj i begge bugter med stævnen i hver sin retning. I Loutra var der også seværdigheder: Der var varme, helsebringende kilder – og varme er de! Så varme, at man ikke kan holde hænderne deri ret længe. De siges at have været brugt til at kurere forskellige sygdomme – et forfaldent ”spa-hotel” vidner om fordums storhedstid. Ligeledes står en rusten transportør til brug ved afskibning af jernmalm, men den aktivitet er også stoppet. Så det er nok godt for Kythnos, at turisterne også her er begyndt at bidrage til beboernes eksistensgrundlag. Vi nåede at indtage et måltid på en af de talrige restauranter, som nyder godt af de mange lystsejlere.
Planen var at besøge Sifnos, men varslet om hård vind gjorde, at vi besluttede at blæse inde i Naxos. Det har vi gode erfaringer med fra for to år siden. Det er en fin by med en god havn. Men da vi kom midt på eftermiddagen var de gode pladser besat – havnefogeden lovede os en bedre plads næste dag. Det løfte kunne han ikke indfri, for der kom masser af både, og vi lå da også tåleligt de 5 dage, der også denne gang gik, før vinden mistede pusten. Det virker som om, der er kommet mere gang i turismen igen; der er kunder i de mange eksklusive kunst- og smykkebutikker, som Naxos er kendt for, ligesom diskotekernes ”musik” drøner ud til den lyse morgen – så nogen må jo købe drinks! Træls at høre på, når man gerne vil sove, men det er (burde være?) godt for den betrængte økonomi i landet, som har så meget at byde på, men hvor det kan virke som om effektiviteten i hvert fald på det offentlige område, kunne øges gevaldigt… Denne gang nåede vi at besøge den katolske kirke, byens kulturcenter og arkæologiske museum. Sidstnævnte har især mange flotte krukker og vaser, som er meget velbevarede. Ellers må vi indrømme, at vores appetit på museer og ruiner er svær at finde efterhånden, for hvor har vi set meget interessant og imponerende gennem årene. Naturen og mødet med den lokale befolkning bliver man derimod ikke træt af – det er stadig lige givende.
Vi lærte Jim fra s/y Sir Toby at kende. Han er født i Skotland, bosat i Bergen, og så har han haft båd i Kolding nogle år i begyndelsen af firserne. Ham mødte vi igen på Amorgos, hvor svigersøn Erik var kommet til. Her skulle skipper skifte olie, så skipperinden tog imod invitationen til G&T, alt imens skipper svedte ved siden af. Men han tog revanche, da han var færdig, og det blev til nogle hyggelige stunder - dejligt at snakke med andre igen. For de gode samtaler kræver alt andet lige et nogenlunde fælles sprog.
Som nævnt har vi formentlig taget afsked med Kykladerne, og at det blev Amorgos, skyldes, at vi ikke kunne komme tidligt af sted fra Naxos. Vi lå jo bag andre både, og det var lidt af et cirkus, da de skulle af sted. Men sådan er sejlerlivet jo også. Afstanden til Patmos var derfor rigelig til en dagssejlads, men Amorgos er storslået og har sin helt egen profil: Ligger mægtig og stoisk i vandet, som om den byder velkommen med overbevisningen om eget værd. At den anløbes af store færger midt om natten med dertil hørende aktivitet og larm, må man så tage med.
Nu er vi så på Dodekaneserne, og på vejen til Kreta, hvor vi får besøg af Jakob & Co. den 14.10. vil vi se nærmere på de øer, vi ikke har oplevet endnu. Der er stadig mange charterbåde, så også her på Patmos var det godt, vi ikke kom for sent ind. Her skal vi se det berømte Johanneskloster, der ligger højt over Chora’en. Vejret er åbenbart anderledes i år end vanligt mange steder, og her i Ægæerhavet bliver den stærke nordenvind ved med at bestemme tempoet for os. Der kommer en ordentlig omgang igen om nogle dage, og mens det står på, regner vi med at kunne komme til at ligge trygt og godt på Leros. En ø, som vi har til gode, og hvor vi vil leje bil og tage på opdagelse.
Fordelen ved nordenvinden er, at den bringer kølig og tør luft med sig – lige nu sidder vi stille og sveder. Ja, det er klamt - i ordets bogstavelige betydning…
Tak til jer alle derhjemme for jeres hilsener! Vi håber, der er lidt mere sensommer til jer.
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 72
Skopelos By (Skopelos) 12/06/2014 – Evoiko Sea Center 27/06/2014
Lige bag Nausikaa’s smukke hæk står to træer, hvis blade rasler lystigt i brisen og giver en vederkvægende skygge, når solen når om i vest. Opgaverne, der følger med at være kommet på land er i fuld gang, om end for nedsat kraft – for her er varmt! Skipper skal have ankerkæden ordnet - vi er langt allerede med de ting, der skal klares, før vi forlader skuden og overlader hende til den ubarmhjertige hede her på Evoiko Sea Center.
Det var lidt svært at tage afsked med Skopelos, men det var godt, vi tog os sammen til at komme forholdsvis tidligt af sted, for havnen på Skiros i byen Linaria blev hurtigt fyldt – og vi var heldige at få en af de sidste gode pladser. George, havnefogeden, for sådan en havde man her, modtog os på det hjerteligste, og han var lidt af en altmuligmand, der gjorde alt, hvad han kunne, for at man som sejler skulle føle sig velkommen på øen. Her havde man virkelig skabt noget helt unikt for sejlerne:
Mooring-lines, så man ikke skal bakse med sit anker i den lille havn, fine bade- og toiletforhold, el og vand. Og alt var gratis, hvis man blot gik op til Port Police (”the bad guys”) og betalte havnepenge. En livlig lille by fyldt med cafeer, taverner og butikker. Færgen lagde til få meter fra os, og hver gang blev der spillet en velkomsthymne for fuld udblæsning ud over havnen.
Vi fik hyggelige naboer, som vi lejede en bil sammen med, så vi kunne komme rundt og se øen. Vi var på endnu et museumsbesøg, et virkelig interessant et af slagsen, og vi så en lille bitte kirke hugget ind i en stor sandstensblok, som lå lige ud til vandet i et område, hvor der i romertiden havde været bebyggelse. Der holdt vi picnic – fandt nogle brædder og satte os i skyggen af et tamarisktræ. Nordøen var grøn og frodig med forholdsvis tæt bebyggelse, hvorimod Sydøen var gold og barsk. Der var det ene skønne udsigtspunkt efter det andet. Da vi først på aftenen besøgte borgen og den gamle højtliggende by, blev vi mindet om Fodbold VM. På alle cafeer, barer og taverner sad folk ved TV-skærmene, og jubelråb eller det modsatte steg til adskillige decibel, når der skete noget på banen. Alle levede med, så der var nærmest folkefest! Det har vi jo ofte prøvet gennem årene, og det er lige sjovt hver gang. Mens vi var på Skiros kom der igen et par tordenvejr ind over os; ikke særligt langvarige, men der var pænt gang i den. Vi er efterhånden vant til det – og når man ligger godt og trygt i en havn, er det jo faktisk flot at se på.
Vore engelske naboer ville også sydpå, mens vejret var til det, så vi blev enige om at starte kl. 05.30 for at sejle de 63 sm til Batsi på Andros. Også her fik vi en god plads i en hyggelig havn. Vi lavede sammenskudsgilde med Linda og Henry og nød den dejlige aften. Næste morgen måtte vi sige farvel og tak – vi ville til Syros, mens de ønskede at opleve Tinos.
På Syros måtte vi tage til takke med den ufærdige marina. Der var ikke plads andre steder, bl.a. fordi der skulle være konkurrence med power-boats. Bortset fra, at der ikke er nogen faciliteter, ligger man fint og velbeskyttet, der er gode indkøbsmuligheder, og så er der en gratis bus ind til byen; den kører flere gange i timen hele dagen. Vi fik kigget på Syros by, der var rigtig fin og bestod af to halvdele bygget på hver sin høj. Især den gamle, højtliggende del af byen var rigtig charmerende, og vi fik igen klatret godt og grundigt i de smalle, stejle gyder. Der var flere flotte kirker i byen, og interessant var det pludselig at befinde sig i den katolske kirke. Så bliver man meget bevidst om forskellene i forhold til de græsk-ortodokse. Teatret, opkaldt efter Apollon, havde et fint lille teatermuseum, hvor vi godt kunne have brugt lidt mere viden om de store græske stjerner for at få det fulde udbytte af besøget.
Vi fik lejet en bil og kørte øen rundt. En smuk ø, mange landsbyer med små havne og adskillige fine ankerbugter med bade- og ferieliv i de mange lejligheder/hoteller.
I marinaen lå også s/y Nordstjernen fra Haderslev med Enne og Helge ombord. Det var rigtigt hyggeligt med nogle gode snakke over et lille glas, og der blev udvekslet erfaringer og tips, som det altid sker, når langturssejlere mødes.
Vi er jo ved at have en del erfaring med sejlads i det græske, så vi følger altid godt med i vejrudsigterne – især når tiden nærmer sig for, at båden skal på land. Vi kunne se på det hele, at vi hellere måtte komme nordpå, så øen Kea blev næste stop. Det var igen en rigtig god oplevelse at ankomme til en smuk ø med en fin lille havn i en stor, beskyttet bugt. Det er helt forståeligt et meget populært sted for athenienserne samt de mange charterbåde fra Lavrio, og det var fredag, så vi vidste godt, vi ikke skulle komme anstigende langt ud på dagen og forvente en plads. Vi kan i forvejen bedst lide at komme af sted om morgenen, så det passede fint, og vi kom til at ligge rigtig godt. Efterhånden kom vi også til at ligge som sild i en tønde – havnen blev bogstaveligt talt propfuld, og mange måtte lægge sig for anker i bugten, hvilket også fint kan lade sig gøre, men de lå ret så tæt…
Det kunne godt have fristet at blive hængende lidt på Kea, men vi var ikke i tvivl om, at vi hellere måtte komme af sted mod vores ”sommerhavn”, for Meltémien lurede om hjørnet. Vi ville til Porto Rafti, men da vi så havnen, blev vi enige om, at det ikke var et rart sted evt. at blæse inde, så vi fortsatte og sejlede til Karavos. Vinden friskede om eftermiddagen, kom i stød fra vidt forskellige retninger, så det lykkedes ikke at bruge den til noget fornuftigt. Det blev en af de våde ture, så vi blev godt smurt ind i salt. Der var også frisk vind, da vi skulle lægge til langskibs ved molen, der havde nogle rigtig grimme og rustne store sjækler, der stak ud, så vi var glade for at kunne få en hånd fra den sejler, der som den eneste lå der, da vi kom. Byen var hurtigt overset; vi spiste som de eneste på en taverne med plads til mange, mange mennesker – det er vist ikke rigtigt sæson endnu. Maden var ”på det jævne” – vi er måske lidt forvænte, for på Skopelos fik vi fantastisk mad, ligesom det var rigtig lækkert på Syros…
Nu havde vi kun ca. 25 mil til Chalkis – der har vi jo været før; vi sejlede ind i marinaen og fik en fin plads. På vejen dertil kunne vi se det sted, hvor vi skulle på land, og det var godt at vide, vi kun havde 10 sm til Evoiko Sea Center, hvis den vind, de meldte, virkelig også kom. Vi fik båden vasket, fik handlet og ellers var det begrænset, hvad vi orkede, for nu var varmen i den grad kommet. Vi kiggede grundigt på vejrudsigten for de næste dage, og skipper kontaktede Zacharias, for at spørge, om vi måske ikke kunne komme op lidt før? Det endte så med, at vi bare kunne komme, så ville han tage os, når vi kunne være fremme. Det var med at få betalt havnepenge, og af sted gik det. Vi fortøjede ved bøjen tæt på slæbestedet, og efter lidt ventetid, blev vi vinket hen til vognen, sejlede ind i den, og i fuldstændig blikstille vejr blev vi slæbt på land af traktoren og kørt hen til vores plads. Det var ret specielt at sidde oppe på dækket imens, og det var helt rart at kunne kravle ned på fast grund og sætte sig i skyggen, mens Nausikaa blev sat i stativ.
Det er meget, meget varmt at opholde sig i båden på land, men skipperinden frydede sig, da det i går eftermiddags pludselig gav sig til at blæse helt vanvittigt. I morges tidligt kunne der igen komme et par både op, men en måtte vente til det forhåbentlig igen i morgen bliver stille, for der kom også vind i løbet af formiddagen i dag. Stedet ligger meget åbent, så der skal ikke meget til, før det ikke kan lade sig gøre at udføre optagningen. Det var rigtig rart, at vi kom på land i så fint vejr.
I morgen skulle det for alvor begynde at blæse, og som Zacharias siger, kan Meltémien nogle gange vare mange dage. Her er hyggeligt, folkene er flinke – at så bade- og toiletforholdene lader meget tilbage at ønske, ja, det kan man leve med, når det er kort tid, vi skal være her. Der er en lille hyggelig by, Khalkoutsi, hvorfra vi kan komme med bus til lufthavnen i Athen, så det er nemt.
Vi har fået ændret flybilletterne og tager hjem før planlagt. Det plejer vi jo ikke at gøre, men lige netop denne gang var det super, at skipper var så forudseende at købe billetter, der kunne ændres. Varmen er ved at være for anstrengende – og så kan det også kun gå for langsomt med at komme hjem til børnebørnene, og alle de andre, som vi glæder os til at se.
Det har været en fin og ret speciel forårssæson. Vi har set rigtig meget og oplevet mange kontraster, denne gang både til lands og til vands. Har følt os lidt alene nordpå, men det har været spændende både at opleve Tyrkiet og Grækenland fra andre sider end de sædvanlige. Vi har fået sejlet meget – mere end hele sidste år, og der har været mange og lange ture. Vejret har været ”kompasset rundt”, men vi må siges at have været heldige, for vi har været i havn, når det har været blæsevejr for alvor, og har kunnet bruge tiden i havnene til at se og opleve.
Nu tager vi hjem til det kølige Danmark, og melder os igen i begyndelsen af september. Tak for alle hilsener fra både sejlere og landkrabber – og kan I alle have en rigtig god sommer!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 71
Mirina (Limnos) 25/05/2014 – Skopelos By (Skopelos) 12/06/2014
Her i havnen på solbeskinnede Skopelos, hvor færgernes brummende motorer og det skvulperi, de giver, hører med til atmosfæren, føles det som meget længe siden, vi havde et glædeligt gensyn med Limnos. Vi har simpelthen oplevet så meget på de små tre uger.
Som det ofte slår os, når vi kommer fra et land til et andet, er forskellen tydelig og mærkbar. Både helt konkret og som noget lidt mere udefinerbart. Således også denne gang, hvor det konkrete udmøntede sig i, at vi bestilte svinekød, da vi satte os på en af de talrige taverner i Limnos’ havneby Mirina. Vi sørgede for denne gang at ”bestige” borgklippen, og blev overraskede over den helt fantastiske udsigt over de to bugter. Sidst, vi var her, var vi for dovne…
Nu gjaldt det Samothraki. Det er en meget høj ø, så vi kunne se den længe før, vi anløb. Faktisk har den det højeste bjerg blandt de ægæiske øer (1600 m). Det siges, at Poseidon overvågede den trojanske krig herfra… Vi kom til en lidt kedelig havn, hvor vi fortøjede langs en stenmole. Der var nogle få andre både, og en livlig trafik af fiskere – ellers virkede byen ret død, og ikke så indbydende. Vi fandt ud af bustiderne til øens hovedby, der ligger godt gemt af vejen oppe i bjergene inde på øen. Vi tog af sted midt på formiddagen, og nød den kun 6 km lange tur gennem et meget smukt terræn. Byen var bestemt fin og hyggelig, men ikke rigtig vågen endnu, så den var hurtigt overset. Der var 3 timer, til bussen gik tilbage til havnebyen, og vi havde ikke rigtigt lyst til bare at sætte os et sted, så vi købte vand og begyndte traveturen tilbage. Ikke så snart var vi på vejen, før en mand gjorde tegn til Martin, at vi kunne køre med – det ville vi gerne! Det resulterede i en hurtig afsejling, for vinden stod ind i havnen, og det blev den ikke mere behagelig af.
Fin tur til Thassos, som helt tydeligt at se fra havet også var en frodig og smuk ø. Indsejlingen til havnen var imponerende – en bjergomkranset bugt med en fin by inde i bunden. Også her et kæmpehavnebassin med kun få andre både. Vi fik fortøjet langskibs og fandt hurtigt ud af, at det var et lille smørhul, vi var havnet i på alle måder. Masser af feriegæster og dertil hørende cafeer, barer og souvenirbutikker, men på en charmerende måde. Vi fik set på lidt flere udgravninger af templer m.v., og så var vi klar til at leje en bil for at komme rundt på øen. Men vejret ville det anderledes, for det trak med torden flere dage i træk – og så må vi også indrømme, at vi efterhånden har set et væld af små, hyggelige bjergbyer. Så vi blev i båden og fik udrettet lidt forskelligt og legede turister i byen mellem bygerne; der var mange små listige steder at nyde et lille glas.
Efterhånden blev der en tålelig vejrmelding, og da vi havde en lang tur rundt om Athos-halvøen, der er den østligste af ”de tre fingre”, og til sydspidsen af Sithonia-halvøen, der er den mellemste, var vi klar til at sejle allerede kl. 06. Den første halve time i blikstille, men så rundede vi den nordlige pynt, og så kom der ellers masser af vind. Heldigvis med, men bølgerne var for store til, at det var behageligt. I starten var det meget skyet, men efterhånden som vi nærmede os Athos-bjerget, kom solen mere igennem, og da vi rundede bjerget, var vi i læ og kunne beundre det imponerende bjerg i ro og fred. Vi måtte jo passe på ikke at passere det for tæt, for ingen kvindelige væsener må være i dets nærhed. Her er det munkene, der regerer, og de vil kun have mandlige gæster!
Bedst, som vi – læs skipperinden – begyndte at slappe af og nyde det, kom der igen en masse vind, da vi rundede sydspidsen af Sithonia-halvøen. Denne gang lige i snuden, og vi blev i den grad sprøjtet til og smurt ind i salt, for der var ret høje bølger. Heldigvis var der kun et par timers sejlads til Porto Koufo, som er en meget herlig naturhavn, hvor indsejlingen gemmer sig mellem klipperne. Da først vi var kommet gennem det smalle hul, åbnede der sig en rigtig perle af en havn. Vi fortøjede langskibs ved nogle enorme cementmoler, som sikkert stammer fra krigens tid, hvor havnen blev brugt som tysk ubådsbase. Hvor det gjorde godt at komme i land, og vi lod os lokke til at spise aftensmad på en af de mange taverner. Herligt!
Vejrmeldingen var meget fornuftig, så vi tog af sted i dejligt vejr med kurs mod Sani Marina, et godt stykke oppe ad kysten på den vestligste halvø Kassandra. Men da vi rundede pynten og skulle nordpå, kom der meget frisk vind og ret kraftig modstrøm. Så da vi havde sejlet 3,5 sm over grunden i nogen tid – og passerede en fiskerihavn, der hedder Nea Skioni - besluttede vi at forsøge at gå derind, om end søen ville stå ind i havnen. Vi fandt en plads, og Nausikaa hoppede gevaldigt i fortøjningerne, så det var godt nok, vi havde smurte ”klap-sammen-madder” at fortære. Inden ret længe kom en stor tysk sejlbåd ind nordfra, som heller ikke havde lyst til at være derude, selvom de havde vind og strøm med sig. Dem fik vi anbragt fornuftigt uden på os, og det var ret rart, da havnefogeden kom og godkendte, vi lå der, og samtidig kunne fortælle, at kl. 18 ville der blive ro på igen. Det kom til at holde stik, og vi havde en hyggelig aften i den udprægede ferieby, hvor havnen er ”uspoleret” fiskerleje med masser af aktivitet. Kl. 6 næste morgen sejlede vi ud på det sidste lange stykke mod Thessaloniki. Det blev på spejlblankt vand, overskyet og meget diset, og vi nåede lige akkurat ind og fik fortøjet i den store, men halvtomme marina, før regnen kom væltende. Kraftige tordenbyger, varme og solskin skulle præge de næste mange dage, så det var fint, vi havde planlagt at blive i byen og se lidt nærmere på den, for det var ikke indbydende at sejle ud. Det er et ret øde område, og der er langt mellem havnene.
Thessaloniki har meget at byde på. Den har et lidt dårligt ry, men man bør huske på, at her på disse kanter er der ofte jordskælv, og byen har været udsat for både en storbrand og kraftigt jordskælv. Sådanne begivenheder tager det lang tid at komme over. Der er mange unge studerende i byen, og det præger den – masser af cafeer og nogle virkelig lækre forretninger. Hvis krisen kradser – og det gør den, når man taler med de lokale – så har vi ikke lige set det, der hvor vi har været. Men det er jo også en by på størrelse med København, og vi har naturligvis slet ikke set det hele, selvom diverse busture tog os rundt i meget forskellige kvarterer. Der er mange oldtidsminder/udgravninger rundt i byen – de er ved at lave en metro, så visse steder er der lidt ”rodet”. Og så havde vi fornøjelsen at spadsere på den nok længste og flotteste havnepromenade, vi nogensinde har set.
Bl.a. med en flot statue af Alexander den Store, der jo har huseret i dette område, men også med nutidskunst i form af spændende skulpturer m.m.
Vi fik en flot betjening på turistkontoret, da vi endelig fandt det, (godt hjulpet af en venlig dame, der tog sig tid til at komme tilbage til os og næsten følge os op). Nogle gode brochurer gjorde os i stand til nemt at komme rundt til de vigtigste seværdigheder. Museerne fik vi ikke gjort så meget ved, som vi måske burde, men det skyldes, at vi efterhånden har set rigtig mange, og det er tit, de samme ting, vi støder på. Vi tog en ”klatretur” til toppen i den gamle bydel og så et af klostrene, hvorfra der var en imponerende udsigt.
Og så var det jo pinse – i år undtagelsesvist samtidig med den danske. Det var ikke meget, vi mærkede til det. Kirkeklokkerne ringede lystigt, kun de offentligt ansatte havde fri om mandagen, hvor butikkerne var åbne, og det meste fungerede normalt. Vi kunne godt have ønsket os nogle at hygge os lidt med; vi lå helt for os selv, og i det hele taget var der ret dødt i havnen. Heldigvis havde vi motionisterne at underholde os med. Området omkring marinaen blev brugt af familierne til hyggeture og som sagt af rigtig mange motionister, som vi jo efterhånden kunne genkende, og derfor snakke om. Vi havde også fornøjelsen af se nogle brudepar blive fotograferet lige ved siden af os. Vejret skiftede ustandseligt, så det var op og i med lugerne, for når det tordnede, kom der i den grad vand – så var der nogle af løberne, der bare blev ved, mens andres skyndte sig væk…
Ja, vi havde hørt, at det regner mere i dette område – og det holdt stik. Men ellers kunne der heller ikke være så grønt og frodigt – der er masser af dejlige træer i Thessaloniki, der er virkelig behagelige at sidde eller gå under, når det er rigtig varmt. Og det var det ind imellem!
Vi måtte se at komme videre, og da der ikke længere var torden på programmet, sejlede vi mod syd med Sani Marina som mål. Det startede med, at vi kunne sejle for sejl, og det var skønt! Men efter en halv time måtte vi konstatere, at hvis vi ikke skulle bruge hele dagen – og natten med – måtte vi igen have gang i motoren. Vi nød at blive modtaget i en virkelig lækker marina, der ligger som en del af en eksklusiv ferieresort. Smukke omgivelser, masser af familier med børn, dejligt med liv omkring os. Skipper kalder marinaen ”en bulgarsk base”, for der var mange fastliggende både fra Bulgarien, og vi kunne også høre, at der blev talt forskellige ”balkanlignende” sprog, når vi gik rundt mellem de gæster, der boede på hotellet/i ferielejlighederne. Igen tidligt op – til en smuk morgen – og af sted, for der var godt 60 mil her til Skopelos.
Der er som nævnt langt mellem havnene, og det kan virke lidt ensomt i denne del af Grækenland, i hvert fald, når man er sejler. Og man skal have god tid, så man kan tage hensyn til vejret. Har man det, er det absolut et besøg værd – naturen er storslået, og befolkningen venlig og hjælpsom. Og så har vi erfaret, at man ikke rigtigt lærer et land at kende, hvis man kun besøger dets hovedstad. Thessaloniki er endnu et eksempel derpå. Genova og Marseilles gav os jo helt andre oplevelser end Rom og Paris – og mon ikke også århusianerne mener, de har andet at byde på end København?
Vi spiste sidste år på en taverne her i byen, som er ejet af en dansk kvinde. Hun hilste på os og kunne kende os, da vi gik forbi; kunne også huske, vi var fire sidste år. Hun venter os i aften, og det skal nok blive godt.
Afslutningsvis vil vi også denne gang sige jer alle tak, fordi I er søde til at sende os hilsener – vi kan ikke leve uden!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 70
Canakkale 04/05/2014 – Mirina (Limnos) – 25/05/2014
Endnu vajer vort fine, nyindkøbte tyrkiske gæsteflag under salingen, men om lidt skal det skiftes ud med det lige så fine og nyindkøbte græske. (Skipper synes ikke, man skal gøre forskel på to parter, der i forvejen har det lidt svært med hinanden…) Han har for øvrigt lige råbt, at der svømmede en stor skildpadde forbi! Vi har den sidste tid set mange delfiner, men en skildpadde er mere sjælden.
Vi blev sendt af sted fra vor sidste tyrkiske havn, øen Bozcaada, med maner: En tynd måneskive lyste ind gennem kahytsvinduet, mens minaretens første bønnekald lød klart ud til os i det spæde morgengry. Vi var vågne og kunne lige så godt stå op og sejle mod Limnos.
Vi tager afsked med et land med stor mangfoldighed i alle henseender. Smukke og afvekslende landskaber og kulturer. Vi har mødt en utrolig gæstfrihed hos dets befolkning; f.eks. er vi ofte blevet tilbudt mad og drikke af helt fremmede, og forleden insisterede nogle unge mænd, vi fulgtes med i dolmus’en på at betale vore is. I aftes kom en af de unge kvinder, vi var på tur med og gav os vin, da hun kunne se, vi ikke selv havde noget med. En mand, vi mødte på gaden gave os en stor håndfuld blommer osv. Vi har også været ude, hvor turister er ukendte, og hvor ingen taler andet end tyrkisk. Det har været en udfordring, men også meget sjovt, når det kun handler om at købe ind, bestille mad, hvor busstationen er osv., men skulle vi være i landet længe, måtte vi til at sætte os ind i sproget - så bliver alting mere interessant og mindre anstrengende.
Tilbage til turen i de to stræder: Dardanellerstrædet og Bosporusstrædet. Farvande, hvortil der gennem alle tider er knyttet megen historie og magi. Og som for søfarende har været forbundet med krav om stor dygtighed og held, hvis man skulle slippe helskindet igennem. I dag med de teknologiske hjælpemidler er de største udfordringer at holde sig klar af al den øvrige trafik. Vi har fået et godt indtryk af strædernes strategiske og historiske betydning, skipper har fået ønsket om at besejle stræderne ved eget rat opfyldt, og han har fået konstateret, at vandet i Sortehavet ikke er sort, selvom han påstår, det har en anden farve end i Middelhavet…
Vi kunne se på vejrmeldingen, at vi skulle tilbringe nogle dage i Cannakale – vi var en lille flok både, som hver morgen blev enige om, at det heller ikke blev i dag, vi skulle af sted… Men så kunne vi besøge Troya, og vi fandt bussen dertil og kom af sted på en længere, underholdende køretur. Udgravningerne og stedet var igen imponerende – den kæmpestore træhest bød velkommen, og traveturen rundt i udgravningerne var fin, for det var ikke varmt, men heldigvis tørt. Man skal nok have en god forestillingsevne for at se for sig, hvordan livet har været i Troya, for der er ikke meget at se af de enkelte bygninger, og der er flere lag, altså flere tidsperioder, men der var masser af god information på skiltene. Vi håber på tilbagevejen at kunne lægge til på Tenedos, det græske navn for øen Bozcaada, for det skulle jo være på den ø, den græske flåde ifølge Homer lå og belejrede Troya og ventede på at slå endeligt til. Og det med træhesten, ja, det er da en god historie!
Og så gjaldt det om at komme over på den anden side af strædet: Hele Geliboli halvøen er faktisk eet stort museum over krigen mellem tyrkerne og ANZAC-tropperne i 1915. Højt på klipperne er der på hver side af strædet store markeringer for at minde mennesket om aldrig at lade noget sådant ske igen(!) Massevis af flotte mindesmærker, monumenter og kirkegårde er der spredt rundt på halvøen, og vi kunne se, at vi enten måtte leje en bil eller koble os på en guidet tur – vi valgte det sidste, og godt for det! Mage til engageret og vidende guide skal man lede længe efter, og da vi havde vænnet os til hans ”sprogtone”, gik det faktisk fint med at forstå ham. Han fortalte om de enkelte slag; man havde valgt at etablere kirkegårdene rundt omkring, hvor soldaterne var faldet, men delt op efter nationalitet, så nogle steder lå de få meter fra hinanden med et slags ingenmandsland imellem. Det gjorde virkelig indtryk at se og lære om. Vi blev også klogere på, hvorfor Mustafa Kemal/Atatürk hyldes som den landsfader og folkehelt, han virkelig har været og stadig er. Og så er det et smukt landskab, grønt, frodigt, farverigt og med mange forskellige klippeformationer. Landsætningen af ANZAC-tropperne gik jo slet ikke, som den skulle; vi var ude på de enkelte invasionsstrande, og det gav mindelser tilbage om turen på Normandiets invasionskyst. Den sydlige del var det ikke muligt at nå samme dag.
Vejrudsigten blev efterhånden bedre, og vi gjorde os klar til afgang; havnen blev vist tømt den dag.
Vi afsejlede fra Cannakale en meget våd og tidlig morgen og kom til Marmara Havn, der ikke var særligt indbydende; men vi skulle jo kun spise og sove, så vi kunne komme videre næste morgen, der var lige så våd og grå. Efterhånden kom solen dog frem, og vi ankom til marinaen i Yalova først på aftenen i det skønneste vejr. Her havde vi nogle dejlige dage, for nu var det sommer, og der var meget at opleve.
I Yalova kunne vi mærke, at byen er meget muslimsk præget – indbyggernes påklædning (også mændenes) var traditionel for manges vedkommende. Der var et af de bedste markeder, vi har oplevet, alt i grønt og frugt samt andre fornødenheder. Meget friskt og indbydende og tilmed billigt.
En fin og hyggelig by. Vi var her, mens den store mineulykke indtraf, og det gjorde indtryk at se sørgeflorene på busserne og flagene på halv over alt.
Vi tog færgen til Istanbul, hvor vi besøgte Den store Basar; det nåede vi ikke sidst, og det var en fin oplevelse at gå der. Man kunne, næsten da, få lov at gå i fred og de handlende havde masser af humor. Istanbul har, som andre storbyer, sin helt egen stemning, som man genkender med det samme uden at kunne sætte ord på, hvad det er. Mylder af mennesker og trafik, støj og snavs, og så de utrolige og fredelige oaser rundt omkring i form af smukke bygninger og beplantninger. Meget kontrastfuldt.
En tur til Iznik med dolmus’en blev både en dejlig køretur gennem et smukt og frodigt landskab samt en byvandring langs og indenfor den gamle bymur og ved den store sø, hvor både natur og historie gik op i en højere enhed og spillede sammen med livet i en moderne by med fuld fart på. Byen hedder også Nicea, og dertil knytter sig en smuk legende, som det vil være for omfattende at komme ind på her, men som bekræfter udsagnet om, at en historie nok ikke kan være både god og sand…
Så kom endelig dagen, hvor den hårde vind havde løjet så meget, at vi vovede os af sted for at ”forcere” Bosporusstrædet. Der var perioder med kraftig modstrøm, men ikke så meget, at det for alvor generede, og vi kom fint igennem. En stor oplevelse at se Istanbul fra søsiden, sikke en sky-line! Det var også en oplevelse at sejle ind og lede efter plads i fiskerihavnen i den lille by Tûkerli Feneri! Der var mange, mange fiskerbåde af forskellige typer, og ikke rigtigt et sted for sådan nogen som os. Men vi fik os anbragt uden på 5 pænt store skibe, og man gjorde os begribeligt, at det var ok. Skipperinden nægtede at forsøge at gå i land, men det fortrød hun senere, for ud på aftenen kom der en havnefoged og fik havnepenge, og han havde nogenlunde gennemsnitlig benlængde. Skipper ville nemlig have inviteret på restaurant, og der var faktisk en fin en af slagsen oppe ad bjergsiden.
Man må ensrette trafikken for store skibe, for da vi næste morgen sejlede syd på gennem Bosporusstrædet, mødte vi igen kun modgående trafik. I modsætning til, hvad der var meldt, var der nu en pæn modvind, men den fik vi først for alvor at føle, da vi kom helt ud. Sikke søer, vi måtte sejle i. Det var mest på grund af strømmen, vinden var ikke så voldsom, da vi kom helt ud. Heldigvis lagde det sig efterhånden, og vi fik en fin tur til Ecenköy, hvor vi blev modtaget af en sød havnefoged, der kunne engelsk! Der var næsten tomt i den store havn, men det erfarede vi senere var almindeligt på disse kanter, i hvert fald på denne årstid.
Og så måtte det jo ske – også for os! Der er en vrimmel af vilde katte både i Tyrkiet og i Grækenland, og vi plejer at more os over at kigge på deres adfærd og mange er søde at se på. Men kærligheden er kølnet noget, for da vi kom tilbage efter en kort indkøbstur, stank det af kattepis i cock-pittet. En af hynderne måtte i nærmeste container, og så måtte den helt store rengøring i gang. Heldigvis kom havnefogeden og lukkede op for vandet, så der kunne blive godt spulet. Så nu kommer vore hynder i kistebænken, før vi går tur, og det har vi allerede nået at glæde os over en gang mere!
De næste to havne var totalt tomme, men meget forskellige. I Bandirma, der er en stor by, følte vi os ikke helt godt tilpas; det var mest på grund af de mange støjende lystfiskere (det plejer sådan nogle slet ikke at være!). Der var larm og ballade langt ud på natten, så vi blev i båden og sejlede tidligt næste morgen til øen Avsa, hvor der til gengæld var ren idyl. En køn ø med søde mennesker, og hvor vi nød en travetur med skøn udsigt. Vi var nu i en stabil vejrperiode, og regnede med, at turen gennem Dardanellerstrædet skulle blive ren luksus, måske med genoaen sat til at hjælpe lidt. Det forsøgte vi også nogle gange, men vinden var meget skiftende både i retning og styrke, og man skal jo holde sig uden for storskibsruten, og der er mange store skibe og færger, skulle jeg hilse og sige. Så det mest afslappende endte med at være motorsejlads, selvom det var lidt frustrerende ikke at bruge den megen medvind. Vi ville jo også gerne nå i havn inden aften, og så meget vind var der heller ikke. (Skipperinden er i sit stille sind begyndt at kalde de to stræder for ”Rabalderstræde.”)Da vi skulle lægge til, blæste det pænt, men det er man vant til i Cannakale, og vi havde jo været der før, så det gik let at få fortøjet. Rart at være der igen, og denne gang i solskin!
Faciliteterne er gode; vi fik købt ind, fik vasket m.m., og så tog vi os tiden til at se den sydlige del af Gelibolihalvøen, som også har mange flotte mindesmærker fra krigen i 1915. Så det var af sted med færgen, denne gang til den lille by lige overfor Cannakale, Kilitbahir, der har en meget flot rund borg som vartegn. Det allerstørste mindesmærke, som står ved indsejlingen til strædet, er 46 m højt og meget imponerende, ligesom kirkegården er smukt anlagt. Vi så også det store og smukke engelske mindesmærke, der ligger nogle km derfra. Det var noget af en tur, vi var kommet ud på. Vi havde fået at vide, man kunne tage en dolmus, men vi var ikke klar over, at den holdt ved de forskellige seværdigheder, hvor man så fik et antal minutter til at se sig omkring. Heldigvis var der en tyrkisk herre, der kunne oversætte for os. At bussen samtidig virker som almindelig dolmus og kører ind til de små byer – og var skolebus – gav turen en ekstra dimension.
Lørdag var vi så klar til at forlade Cannakale, men som skipper grundigt forklarer i logbogen, gik det ikke så nemt at komme derfra. Men af sted kom vi jo, i det dejligste vejr, stille og varmt. Vi havde kraftig medstrøm noget af tiden, og mens vi sejlede, mærkede vi pludselig nogle sære rystelser/vibrationer. Vi troede, det var fra skruen, for der lå en masse og flød i havnebassinet, og skipper tog farten af og bakkede, men bagefter snakkede vi om, at det måske var et lille jordskælv, vi havde oplevet? For det var en anderledes fornemmelse, end hvis det havde været fra skruen.
Vi blev fint modtaget i havnen på Bozcaada. Egentlig havde vi jo udklareret, men her blev ikke spurgt om noget, og mon ikke de er bekendt med, at deres ø er et passende stop-over før man sejler til Grækenland? Ingen formaliteter, udover at man får kvittering for de 60 TL, det koster for os. Vi var en tur rundt på øen med dolmus – en information, skipper fik på turistkontoret. Den startede kl. 18.30, skulle køre rundt og stoppe ved udsigtspunkter samt besøge en vingård og slutte af med at se solnedgangen fra øens vestligste punkt. Vi kom fint af sted, men vingården blev der ikke noget af, hvorimod vi fik godt en time til at se solnedgangen. Det var noget af et tilløbsstykke! Mon ikke, det minder om Skagen? Hvad der var af biler og mennesker! Nogle havde taget vin og mad med, og alle hyggede sig – det var bestemt også et meget smukt sted. Men solen bestemmer jo selv, og der kom lige præcis en stor skystribe, som dækkede selve nedgangen, så vi kørte hjem lidt før tid. Det blev også lidt køligt, så det var rart at komme ombord igen, og vi valgte at spise lidt i cock-pittet med stearinlysene tændt i stedet for som ellers tænkt at gå ind på en af de mange restauranter. Vi havde mere lyst til vente og så gå ind et sted i Limnos og få os lidt grisekød! Det var en meget smuk, lun og stjerneklar aften, og som kompensation for solnedgangen, var der til gengæld her til morgen en af de smukkeste solopgange, vi har oplevet – og det er efterhånden rigtig mange!
Nu er det græske gæsteflag sat, vandet er spejlblankt, og det går stille og roligt mod Limnos. Det bliver spændende at gense Grækenland. Forhåbentlig klarer folk sig rimeligt; der er nogle (de forkerte, nok), som krisen går meget ud over. Vi skal denne gang forsøge os i områder, hvor der ikke er så mange turister.
TAK til Tyrkiet for nogle interessante og dejlige oplevelser, og tak til alle de mennesker, vi har mødt, som har vist os så stor hjælpsomhed og gæstfrihed. Som skipper sagde for nylig: ”Hvor mange danskere ville behandle gæster på den måde?” Der har vi noget at lære.
Og tak til alle jer derhjemme, og jer, der sejler rundt som vi, fordi I stadig sender hilsener til os!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 69
Marmaris Yacht Marina 18/04/2014 – Canakkale 04/05/2014
Skipper er lige kommet i tanker om, at det i dag netop er 7 år siden, vi forlod Kolding for at tage af sted på vores tur! Selve dagen husker vi begge tydeligt – det var sært at tage afsked, og vi havde ingen fornemmelse af, hvor længe, vi skulle være væk. Her 7 år efter og mange, mange oplevelser rigere, ved vi stadigvæk ikke, hvor længe, vi skal være væk…
Solen har lige for en kort bemærkning fundet vej ned i kahytten – ellers har regn og torden domineret døgnet, og den sidste prognose var mildest talt ikke opløftende. Så vi må huske på den fine dag i går, hvor vi sejlede 80 mil i dejligt vejr og nåede helt her til Canakkale næsten midt i Dardanellerstrædet, hvor det gjorde godt med en meget hjertelig modtagelse. Ikke det værste sted at blæse inde…
Tilbage til afrejsen fra Marmaris. Vi blev sendt godt af sted af de danskere, vi har lært at kende, og vi fulgtes med Peter fra s/y Fortuna de første dage, hvor vi delte mange muntre stunder. Vi måtte også i år vente på godt vejr, men det kom! Den første havn, vi besøgte, var ganske malerisk, Knidos, helt ude på spidsen af Datca-halvøen. Det er en slags naturhavn i en skøn, beskyttet bugt, hvor romerne byggede en rigtig havn og by. Der er stadig rester fra den tid, bl.a. i form af et teater, og på museet i Marmaris havde vi set mange af de fund, der under udgravningerne var blevet gjort på stedet. Sikke en stjernehimmel, vi kunne nyde der!
Næste havn var rigtig hyggelig, Gümüslük. Kun plads til få både, men mange turister. Tæt beliggende på Bodrum, hvor kysten – som i øvrigt de fleste af de steder, vi har sejlet - har været
meget tæt bebygget med ferieresorts. Turister i massevis var der også i Kusadasi, og det var svært at gå på strøgene uden at blive hevet i af alle sælgerne. Men et dejligt sted, hvor vi oplevede Nationaldagen/Børnenes Dag med dens forskellige festlige begivenheder. Alle folk var af huse, vejret var herligt, så der var gang i den! Marinaen var rigtig fin, så vi nød livet og legede turister. Tog på udflugt til Efesus, som var en stor oplevelse. Vi var lidt spændte på, om vi orkede flere ”gamle sten”, men hver gang, vi besøger sådan et sted, hvor man mærker historiens vingesus, bliver man fascineret. Efterhånden går vi lidt lettere hen over de forskellige museer, for de minder meget om hinanden, men stederne, hvor man har lavet de store udgravninger, har hver sit særlige præg.
I Kusadasi måtte vi sige farvel og tak til Peter, som ventede på sin kone, for sammen med hende at tilslutte sig EMYR’en. En gruppesejlads, vi egentlig også har haft drømme om at deltage i, men nu er både Syrien, Libanon og Ægypten udelukket på grund af den politiske situation, så vi har fravalgt den.
Vi ville til Cesme, men sejlede på vejen ind til Teos Marina, som ligger smukt ved byen Sigacik. Igen en flot ny marina, men vi skyndte os videre til Cesme. Lige før vi drejede af ind i bugten, var der en gråbrun sæl, der hilste nådigt på os, ligesom vi igen er begyndt at støde på delfiner. Her i Cesme var marinaen sandelig også ren luksus – og byen fuld af turister. Den første aften gik vi en lille tur, og der var et opslag om jazz på en af restauranterne. Indehaveren fik os overbevist om, at det måtte vi simpelthen opleve, så vi fik et bord lige ved orkestret og bestilte øl. Der gik l a n g tid, før musikerne begyndte at spille. Vi fik selskab af et sødt tyrkisk ægtepar, vi oven i købet kunne snakke rigtigt godt med, så vi måtte da have endnu en øl. Da musikken begyndte, forsvandt snart vore nye venner, og vi kunne heller ikke holde ud at høre på det og bad om regningen. 100 TL! Så var det da godt nok også betalt! Hvornår lærer man at spørge til prisen, før man lader sig forføre?
Det lykkedes os at få en aftale i stand med Karin og Henrik fra s/y Felicia af Stockholm, som vi har mødt nogle gange i 2011, så de kom til frokost søndag, efter at vi havde været på markedet og købe ind. Det var hyggeligt at ses igen – tordenregnen trommede lystigt på ruffet – men vi sad jo alle lunt og godt. De skal syd på og vi nord på, så der var mange tips at udveksle.
Dagens motion er jo vigtig, og da vores gasbeholdning gerne skulle suppleres, startede jagten mandag morgen, og vi fik da travet nogle kilometer kun for at konstatere, at campinggas IKKE kan fås i Cesme. Skipper fik fixet det sådan, at den flaske, vi havde fået i Marmaris, og som ikke virkede, alligevel kunne komme i funktion, så behovet er ikke alarmerende.
Så var det tid til afgang fra Cesme, så da havnekontoret havde åbnet, og der var betalt, satte vi kursen mod Dikili, ca. 60 mil. Vi fik en ordentlig vippetur, da søen var noget så tosset at sejle i. Vi måtte pænt sidde på vores plads og kun bevæge os rundt, når det var mest nødvendigt. Men solen skinnede, og det var jo heller ikke lige slemt hele tiden. Vi ankom til Dikili allerede kl. 17, kun for at konstatere, at det ikke var muligt at finde et egnet sted at fortøje båden. På den igen! Kursen blev sat mod Ayvalik, godt 20 sm. væk. Der var en lidt speciel indsejling, men renden var godt afmærket, og det var først, da vi var næsten fremme ved marinaen, at det blev helt mørkt. Hvor var det en dejlig oplevelse at kalde marinaen, som straks bød velkommen og hurtigt fandt en plads til os! Da vi var vel fortøjet, gav havneassistenten hånd og sagde velkommen til Ayvalik; vi kunne vente til i morgen med formaliteterne. Herligt at få noget at spise og så tørne ind i bevidstheden om at ligge godt og trygt, for det ustadige vejr havde nu atter meldt sin ankomst. Stadig regn med torden, ind imellem blæst, også sol, ja, som en almindelig dansk sommerdag - og varmen generer ikke!
Pergamon måtte vi nok også hellere besøge, og især, da det alligevel ikke var sejlvejr. Vi fandt igen ud af, hvordan den slags klares med bus. Fagter og gebærder måtte i brug, for her var der ikke mange turister, så fremmedsprog, hvad skal man med det? Men byen og dens indbyggere var søde og hjælpsomme. Som før nævnt har de forskellige berømte seværdigheder hver deres charme; for Pergamons vedkommende var det interessant at være på et sted (igen!), som relaterer sig til Asklepios, den græske gud for lægevidenskab. Vi så den fine søjle med slangesymbolerne, som er apotekernes eget symbol. Pergamons Akropolis med tilhørende teater og kongelige paladser var fantastiske, ikke mindst på grund af beliggenheden højt hævet over den nuværende ret store by, Bergama. Det endte med en taxi-rundtur, efter at vi ved busstationen havde konstateret, at det ikke var muligt at gå rundt. Helt fint – både vi og chaufføren havde fået en god dag!
Vi udsatte afrejsen fra Ayvalik med et døgn, for det var mildest talt slet ikke fristende at vove sig ud i den våde og triste morgen, hvor tordenbygerne stadig truede. Vi benyttede dagen til at få tanket vort mobile bredbånd op, og i Vodafonebutikken, den anden, vi forsøgte, sad 4 unge kvinder, men ingen af dem kunne engelsk eller noget andet fremmedsprog. Den ene var dog ikke tabt bag en vogn: på en PC skrev hun spørgsmålene på tyrkisk og bad Google oversætte, og det endte med at fungere. Vi fik, hvad vi skulle have, og hun sagde glad et ”See You!” til farvel.
Ayvalik er en gammel græsk by, hvilket tydeligt kunne ses i gadebilledet, og deres moskeer er i mange tilfælde tidligere græske kirker. Vi vovede at kigge ind i en sådan, hvor en maler gik og arbejdede. Han kaldte på os og lod os forstå, at vi var velkomne, og det var interessant at få lov at kigge lidt nærmere på en ganske almindelig moske, som bliver brugt af de lokale. Især når vi så mange gange i døgnet lægger øre til den indtrængende og ikke altid vellydende kalden fra minareterne…
Selvom vi efterhånden havde fået det rigtig hyggeligt med vore nabobådes besætninger, var det altså ifølge vejrmeldingen lørdag, vi skulle af sted, hvis vi ville nå et stykke længere mod Istanbul. Og det ville vi jo! Så klokken 06 sejlede vi ud - en meget stille og smuk morgen. Der var lidt buler på vandet, da vi kom ud i farvandet mellem Lesbos og Tyrkiet, men slet ikke noget, der generede som sidst. Vi havde en fin tur, meget lang, vores fart var alle steder mellem 7,0 og 3,5 knob. Skipperinden har det bedst med de 7, men vi var jo forberedt på kraftig modstrøm i Dardanellerstrædet. Heldigvis var det kun i forholdsvis kort tid, vi havde så kraftig modstrøm, så kl. 19 blev vi budt velkommen her i marinaen i Canakkale, fik endda en kop te at styrke os på. Det er en lille havn, ikke så fine faciliteter, men der er det nødvendige, og så en hjertelig atmosfære. Byen virker stor og livlig, og der er en del at opleve her omkring. Der er lavet en stor, flot udgave af Den trojanske Hest, som står lige her oppe på pladsen - Troja er tæt på. Nu må vi se, hvor længe, vi bliver, for som nævnt indledningsvist, er vejrmeldingen for de kommende dage slet ikke rar. Alligevel kunne skipperinden ikke nære sig for at købe 3 nye soltoppe, da vi var oppe og kigge på byen – det varme vejr må da komme engang!
Til gengæld glæder vi os over, at det i en periode har været godt vejr i Danmark, og I har, når alt, kommer til alt, mere sol til gode, end vi har. Tak for hilsener fra alle, vi er glade for hver eneste!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 68
Marmaris Yacht Marina 21/03/2014 – 18/04/2014
Årets første rejsebrev bliver skrevet, mens morgenens lyde af de mange gøremål på værftet langsomt forstærkes. I går var der fint fejet på alle gangstier, men nattens tordenvejr har fået arbejdet med det til at ligne en ”ommer”! Det var meget voldsomt og er grunden til, at vi stadig befinder os her i Marmaris Yacht Marina. Der kommer lige et par dage mere af den kaliber, men så skulle vi også kunne stikke stævnen udenfor de beskyttende bugter og komme af sted nordpå.
Efter en dejlig vinter hjemme sammen med familie og venner, kom vi hertil den 21. marts.
Forholdsvis tidligt, hvilket skyldes, at vi havde et ønske om at besøge bl.a. Kappadokien, før vi sagde farvel til Tyrkiet. Vi fik klargjort båden i herligt vejr og var så heldige at komme i vandet en dag før beregnet, for vi stod i vejen for arbejdet på en af vore meget store nabobåde. Og er man stor nok, kan meget lade sig gøre – selv at ændre på planerne for søsætning. Måske det var derfor, vi kom i den store 330 tons kran – Nausikaa så meget lille ud, da hun hang der i de store stropper!
Det passede os fint at komme i vandet lidt før, så nu begyndte vi at planlægge turen ind i landet. Der skulle både lejes bil og bookes hotel, og da værftets netværk i den forbindelse var ved at drive os til vanvid, valgte vi at tage ind og købe mobilt bredbånd. Så var der lige vejret, som skulle blive lidt lunere og bedre inde i landet – det skulle vi nok ikke have ventet på…
OG SÅ: Vi, der troede, at vi havde masser af tid tilbage i Tyrkiet (der er regler for, hvor mange dage, man må opholde sig inden for 180 dage), blev belært om noget andet, hvilket kort vil sige, at vi måtte i gang med at søge en såkaldt Resident Permit formedelst 260 € pr. person. Det ville tage 14 dage, så heldigvis fik vi den proces sat i gang, før vi tog på udflugt.
Lørdag den 5. april kunne vi sætte os til rette i en fin bil (vi var blevet opgraderet, som det hedder) og vort første stop var Pamukkale og Hierapolis. Førstnævnte en formidabel kalkstensklippe, hvor ruin- og kurbyen Hierapolis ligger og troner lige oven over. Det var et meget specielt, ikke egentligt smukt, sted, men at vandre rundt på bare fødder (et krav, hvis man ville derud) på de store områder med rislende vand og bassiner, ja, det var en oplevelse ud over det sædvanlige. Man har været nødt til at afskærme store dele af området for turisternes hærgen, men der er lavet mulighed for, at man
kan boltre sig på et stort stykke, hvad mange benyttede sig af.
Vi havde bestilt en overnatning i Egirdir, en by meget smukt beliggende ved en stor sø omkranset af sneklædte bjergtinder. Hele køreturen dertil var gennem landskaber, hvor frugttræer og blomster, træer og buske i bjergene stod i fuldt flor. Vi blev godt modtaget og kunne få aftensmad på hotellet, så vi var friske til endnu en tørn efter god morgenmad næste dag.
Det var køligt og klart og derfor et fantastisk farveorgie, vi oplevede de første mange kilometer. Folk havde travlt med arbejdet på deres jordlodder, og hele familien var af huse – især blev der sprøjtet i frugtplantagerne. Efterhånden kom vi ud på den anatolske højslette, og her var der milevid udsigt til flade marker med korn, kartofler, fåre-og gedehold, og vi kørte gennem en række større landsbyer, hvor hønsene gik rundt over alt, og der som regel gik et par køer på ”torvet” og græssede lidt, hvis ikke en krumbøjet morlil trak rundt med en ko eller to. Der var mange små traktorer, men også steder, hvor man benyttede muldyr. Kom man lidt væk far alfarvej, så vi i de små byer, hvordan kvinderne sad og vaskede ved en vandhane/brønd. Og her var de fleste klædt i de lange, vide bukser, langærmet trøje og tørklæde. Husene – også i de lidt større byer - ville vi nok ikke betegne som egnede til menneskeboliger, men det er jo sådan noget, man ikke skal kloge i, når man besøger så anderledes steder, for det er kun de mennesker, der bor her, der kan vurdere den slags. Og vi er vel nok forvænte!
Vi kunne godt mærke, temperaturen var en ganske anden her i højlandet end nede ved kysten, og der var da heller ikke nær så mange vækster, der var sprunget ud. Vi var efterhånden kommet til egnen, der hedder Kappadokien, og vi undrede os lidt, for ærligt talt, så landskabet slet ikke ud af noget - det var jævnt trist. Men så, lige, da vi rundede et sving ned mod Göreme, spærrede vi øjnene op, for her var de ellers, de utrolige klippeformationer, vi havde set på billederne. Det var ganske overvældende! Vi fandt hurtigt Kemal’s Guesthouse, hvor vi havde bestilt 5 overnatninger. Det lå midt i byen, så vi havde alle de sjove klipper med udhuggede bebyggelser lige rundt om os. Vi blev rigtig godt modtaget med en kop kaffe og en snak i den dejlige gårdhave og blev installeret i et værelse med udsigt ind over byen og bjergene i baggrunden. Vi var glade for at konstatere, at der var en elvamer og godt, varmt sengetøj til rådighed, og varmt vand var der i hanerne.
Her var hyggeligt og hjemligt, og vi besluttede at spise Kemals aftensmad. Det fortrød vi ikke – vi var kun et andet sted en enkelt aften, og det var fordi, Kemal var nødt til at tage med sin datter på hospitalet, så Barbara anbefalede os et andet, udmærket spisested, men der var hyggeligst ”hjemme”. Morgenmaden stod Barbara for, og den var meget, meget lækker. Vi blev i det hele taget grundigt forkælet, mens vi var der, og var glade for, vi ikke havde valgt et eller andet ”fint” sted.
Vi havde hele tiden vidst, at en ballontur var et must, og appetitten blev skærpet ved at se de mange balloner svæve over byen hver morgen. Vi fik Kemal til at bestille en tur, som vi kunne tage, når vejret passede os – troede vi, men derom senere. Der var meget at se, så vi kørte ud til Ilhara-dalen den første dag og gik en god, lang tur i bunden af dalen langs med floden. Højt oppe i klipperne var der mange huler, og en del af dem var omdannet til kirker for flere hundrede år siden. De var mulige at bese, var dekoreret med freskoer, som nogle af stederne var rimeligt velbevarede. Et helt specielt landskab. Frokosten indtog på en restaurant i byen Belisirma; der var bygget en form for bro over floden, hvor der var borde, så vi sad bogstaveligt talt lige over det rislende flodvand.
Vi kørte gennem byen Selime, hvor klippeformationerne var helt anderledes; der var en katedral/kloster indhugget, som vi gerne ville have besøgt, men den var desværre lukket. Dagen efter var vi rundt i de forskellige byer og besøgte to meget forskellige såkaldte ”Open-air” museer, det ene i Göreme var fyldt af turister og handlede mest om kirker, som bestemt også var seværdige. Det andet lå i Zelve, var mindre besøgt, men efter vor mening næsten mere spændende, for her havde almindelige mennesker boet helt ind til 1952. Vi spiste de herligste friskbagte pandekager med ost og spinat til frokost på et af de mange små familiedrevne steder, og inkl. vand kostede det kun 12 TL! Endnu flere utrolige klipper så vi, før vi trætte kastede os i en stol i Barbaras hyggelige, blomstrende have og nød en kold øl. Mens vi sad der, kom der et dansk ægtepar, Pernille og Johnny fra Hadsten, som vi hurtigt kom i snak med.
Onsdag morgen var der så ballontur på programmet. Vi blev hentet kl. 5.35 – vejret var gråt og diset. Barbara havde sagt, at vi bare kunne sige, vi ville vente, men det forstod chaufføren ikke et eneste ord af, så vi besluttede at tage med og håbede på, at tågen ville lette. Skipperinden ville også gerne have det ”overstået”, for det var ikke blevet til megen søvn den nat…
Vi kom ud til et fantastisk skue: Massevis af kæmpestore balloner lå i mørket på jorden og var ved at blive pustet op, og der var livlig aktivitet overalt. Der var morgenkaffe med brød klar til os, og vi blev registreret, fik et skilt om halsen og så var ballonen klar, og vi skulle op! Det var ikke just for gangbesværede, for der var højt op, men der var god hjælp til de, der havde behov. Så tog man vore skilte igen; det viste sig, det var for at kunne sikre sig, at de, der var tilmeldt den ballonskipper, der skulle flyve vores ballon, alle var ombord. Vi lettede blødt og stille, og pludselig steg vi over marken og fløj roligt ind over klipperne. Eneste lyd var suset, når der blev sendt ”gas” op i ballonen. Vores ballon var ikke så stor, og det havde den fordel – havde den danske medejer af selskabet fortalt os – at vi så kunne komme ned i dalene. Det var bare så stor en oplevelse at svæve tyst af sted, og netop komme helt, langt ned lige over de sjove toppe. Vi glemte helt at vejret var lidt trist. Vi lærte senere, at der var andre fordele ved, at solen ikke var fremme, for når den varmer luften op, kan man ikke gå så langt ned og komme tæt på de fantastiske klippeformationer i de forskellige dale. Men vi kom også højt op og svævede et godt stykke hen over landskabet, før ballonskipperen begyndte at kommunikere på noget, der lignede walkie-talkie med sit team, der skulle hjælpe ved landingen. Det var sjovt at se de mange, mange biler, der kørte rundt under os. Biler, som ballonkurvene skulle lande på, og andre biler, der skulle transportere passagererne tilbage til diverse hoteller. Vi var 12 personer fordelt i 4 rum, så vi havde god plads, og det gav hurtigt en særlig stemning, en form for skæbnefællesskab, at være sammen på denne måde. Alle var både spændte/lidt nervøse, men også indstillet på at få det bedste ud af det. Vi landede perfekt, havde vel været i luften en times tid. Så blev der ellers stillet et bord op, så vi kunne få et glas ”champagne”, skåle og få vort certifikat overrakt med håndtryk og tillykke af vores skipper. Vældig festligt! Vi skulle nu gå/rutsje ned ad en skrænt og gå hen til bilen. Vi kørte hjem, og efter et brusebad kunne vi sætte os og nyde den dejlige morgenmad. Her måtte vi jo berette til Pernille og Johnny, hvad vi havde oplevet, og det resulterede i, at Pernille også besluttede sig for en tur.
Da vi slet ikke følte os trætte, spurgte vi, om de havde lyst til at få bagsædet og tage med ud til Derinkuyu og se den underjordiske by, der også er et must, når man besøger Kappadokien. Ikke uden grund advares der ved indgangen om, at turen ned ikke er egnet for folk med gangbesvær, åndedræts- eller hjerteproblemer. Det var spændende at gå de 5 af 8 etager ned i mørket og forestille sig, hvordan menneskene havde klaret hverdagen, når de for at beskytte sig mod krig og ufred havde valgt at leve der i op til halve år ad gangen. Man fik en god fornemmelse af, hvordan det måtte have været: der var plads til husdyr, man kunne få vand, der var ventilation – om det så var et kirkerum, var der et sådant. Der var også mulighed for at opbevare de, der døde dernede på en forsvarlig måde, indtil de kunne blive rigtigt begravet. Men mørkt, køligt, fugtigt og trangt. Så alternativet til det liv skulle være utroligt meget værre, synes vi. Sikke en opgave det må have været at grave byerne ud – helt ufatteligt.
Det var godt at komme op i lyset og den friske luft igen, bortset fra, at vi da havde den eneste ubehagelige oplevelse med folk, der ville sælge/tigge. Der var nogle ret så aggressive mænd og kvinder, der var næsten umulige at ryste af; vi måtte nærmest flygte fra dem ind i vores bil. På vejen hjem kørte vi lige igennem nogle af de landskaber, vi selv havde set dagen forinden, så Pernille og Johnny også lige kunne få dem at se. Det er altså et helt specielt område i Kappadokien– nogle steder kommer man til at tænke på ”Smølfeland” og gode gamle Flintstones. Hjemme var det lige en hurtig frokost på en af Göremes mange cafeer, så gjorde det godt med en lille middagslur.
Næste dag gjaldt det nogle traveture i de nærliggende dale, hvor navne som Love Valley, Rose Valley, Pigeon Valley, Red Valley, White Valley godt beskriver farveindtrykkene, men hvor formationerne havde hver deres særkende. Om aftenen kunne vi sige til os selv og hinanden, at nu havde vi ”gjort” Kappadokien, og vi var klar til at tage afsked næste morgen, selvom der var lidt vemodigt at sige farvel til Barbara og de øvrige.
Turen hjem blev lang, men alt gik fint. Hotellet, vi havde booket i Antalya var ren luksus, og vi nåede lige at spise aftensmad i restauranten der, før den lukkede. Der var ikke lyst/energi til at gå tur i Antalya hverken om aftenen eller næste formiddag. Nu ville vi gerne hjem til Nausikaa, og det kom vi helt uden problemer efter en flot køretur på en god blanding af meget fine, store veje og små, snoede bjergveje. Gennem et utal af forskellige landskaber og byer, så det har været en tur fyldt med gode oplevelser og indtryk, og vi synes, vi nu har et meget bedre indtryk af dette store, mangfoldige land. Alt stod vel til, og vi nød at kunne spise ombord og slappe af, før vi i løbet af søndagen fik hilst på vore danske bekendte og kørte ind og afleverede bilen. En helt igennem vellykket tur!
Vi tog ind allerede mandag formiddag for at høre status på vore Resident Permits, og de var heldigvis færdige til afhentning om eftermiddagen. Nu står vi frit, hvad den sag angår. Der er fortsat forvirring om, hvornår man SKAL have et sådant, og lige p.t. er der ved at komme regelændringer igen; det vil vi imidlertid ikke bryde vore hoveder med mere.
Båden er klar, og det er vi også, til at komme ud at sejle, men vi vil ikke sejle ud i tordenvejr, som de lover de næste dage. Vi tog ind og legede turister i Marmaris og så borgen, som er indrettet til et virkeligt fint og informativt museum. Vi fik os en øl på promenaden og sad og morede os lidt over hele det sceneri, der udspiller sig der. Et stort tysk krydstogtskib lå ved kaj, så det var de tyske gloser, der var længst fremme i munden hos alle de tjenere, der skal forsøge at lokke folk til. Et utaknemligt job, der løses på mange forskellige måder, og der, hvor der er spøg og skæmt, kan man jo godt lade sig friste – deres øl fejler i hvert fald ikke noget!
Nu skal vi snart hilse af med Marmaris, og denne gang ikke med planer om et gensyn. Vi har været glade for at være her – ikke mindst på grund af herligt samvær med andre sejlere. Men nu bliver det også fint at komme videre i håbet om, at mange nye og gode oplevelser og bekendtskaber venter os.
Tak for hilsener til jer alle og for den interesse, I viser ved at besøge vores hjemmeside!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen