Rejsebreve fra 2023

Öckerö 05/09/2023 – Kolding 11/09/2023
Hjemme igen! Det er næsten 4 måneder siden, vi forlod vores plads i Nordhavnen i Kolding, og i eftermiddags kunne vi igen fortøje der. Selvom vi var hjemme på et kort besøg i slutningen af juni, føles det som rigtig længe siden, og vi er blevet mange og store oplevelser rigere på vores togt. Som man altid bliver, når man søger noget ukendt langt fra hjemlige omgivelser.
Men tilbage til Öckerö, hvor vi jo lå nogle dage pga. hård vind. Vi nåede også at cykle nordpå og se Hälsö, og et besøg i havnen der bekræftede os i, vi havde valgt rigtigt ved at foretrække Öckerö, for der var ikke nær så hyggeligt og beskyttet på Hälsö. En fin cykeltur, som gav mulighed for at betragte de særlige landskabsformationer på disse nordlige øer.
Vel hjemme og efter de sidste indkøb ”på svensk” fik vi besøg af Alice og Arne fra Ebeltoft i s/y Karma, der var kommet dagen før fra Læsø. Det var hyggeligt med et lille træf, for det er ikke ret mange danskere, vi har mødt. De er på jagt efter en større båd mhp at bo i den hele året og senere tage på langfart.
Næste morgen tidligt var vejret blevet som meldt: Overskyet og desværre også diset, men ikke mere end vi turde vove os af sted. Vinden var vendt til SØ, og da vi for storsejl og motor havde klaret os igennem de sidste skær og den sædvanlige, uregerlige strømsø, var det en stor fornøjelse at kunne slukke motoren og rulle genuaen ud. Vi havde en fin halvvind næsten helt til Vesterø Havn. Undervejs blev gæsteflaget taget ned, da grænsen blev passeret. Det er der altid lidt særligt, næsten rituelt, over.
Det er mange år siden, vi sidst var i Vesterø Havn, og den var som mange af de andre havne, vi har genset, blevet udvidet ganske betragteligt, så her var også god plads. Solen kom så småt igennem, så vi nød vejret og roen. Vi så os lidt om, besluttede at blive en dag og gense lidt mere af Læsø, og vi nåede en tur i Brugsen og fik købt øl til menneskepenge. Skipper har under hele turen næsten kun drukket alkoholfri øl, fordi vi ikke ville have mere alkohol med end tilladt til Norge. Og øl er rigtig dyrt i Norge!
Hobro Sejlklub rykkede ind i løbet af torsdagen, det gav liv i havnen, ligesom der kom flere andre både af forskellige nationaliteter, og det var hyggeligt. Vi cyklede en tur ind til Byrum i det dejlige vejr, og om aftenen gik vi på 1. sal og spiste pizza med jomfruhummer og med udsigt til solnedgangen. Om aftenen var det myggene, der tvang os fra cockpittet og ned om læ, for det var det herligste vejr. Men svaler og myg i hobetal, og så har vi sejlet rundt i både Norge og Sverige i flere uger uden at møde så meget som en enkelt lille myg! Men trods disse plager et dejligt gensyn med Læsø.
Vi stod op til en meget grå og tåget morgen, men vi mente, der var sigt nok til at vove os ud. Vi fik tanket diesel, og de første sømil i læ gik selvfølgelig herligt, men da vi kom fri og ud i virkeligheden, fik vi både tågen, modstrømmen og modvinden at føle, så turen til Bønnerup var en lang og blandet fornøjelse. Et kvarter før havnehullet klarede det op, og vi fik igen en dejlig aften med lune temperaturer og dejligt solskin. Det havde vi jo hørt så meget om, men ikke rigtigt oplevet, så det nød vi. Igen dog svaler og myg en masse! Vi havde sat næsen lidt op efter et stjerneskud eller anden lækker fisk, men her kunne vi godt mærke – igen – at vi er uden for højsæsonen, så det blev til middag ombord.
Det var planen, at vi nu ville sejle til Tunø, men da skipper så vejrmeldingen, konstaterede han, at der ville blive kraftig modstrøm og vind fra SØ, så det lignede lidt rigeligt den tur, vi lige havde taget fra Læsø – det gad vi ikke rigtigt! Så vi besluttede at gøre holdt i Grenaa, vejret var skønt fra morgenstunden, vi sejlede de første mil for sejl og nød det i fulde drag, indtil vi rundede den imponerende Gjerrild Klint, hvor den kraftige strøm, ingen vind, men store dønninger fra SØ, gjorde det let at fastholde beslutningen om at nøjes med de 15 mil til Grenaa. Vi kunne vælge og vrage mellem alle de tomme pladser, fik en god frokost og gik så lidt på udkik efter et sted at spise aftensmad. Også her var det tydeligt, at vi er sent på den. En meget stor og lækker isvaffel med to kugler lagde en god bund, fantastisk at sidde i sol og varme her i september og nyde en is. Det har der ikke været så mange muligheder for, men nu benyttede vi os i den grad af det dejlige vejr.
Vi fik den herligste søtunge på Strandhotellet i Grenaa, og igen en skøn aften i cockpittet, hvor vi næsten ikke nænnede at gå ned – og her var ingen myg!
I stedet for Tunø sejlede vi til Hou søndag, for vores yngste søn Jakob med familie ville gerne byde os velkommen hjem, men selvom de er sejlere, skulle det være et sted, de kunne køre til, da de ikke kunne komme på vandet denne weekend. Vi havde en fredelig tur for motor til Hou, tåget, men ikke så generende, og det klarede op ved 14 tiden, så vi fik solskin og havde det herligste vejr. Fint, der er en god brugs, så vi kunne få købt ind til et godt måltid i dejligt selskab. Det er ret utroligt at opleve at kunne sidde og spise i cockpittet til langt ud på aftenen på denne årstid.
Turens sidste sejlads startede igen i tåge, men nu er vi næsten vænnet til det, og vi har jo radaren. Det var også en meget fredelig sejlads for motor på fladt vand, og selvom det varede længe, før Trelde Næs og Røjle Klint dukkede frem af tågen, havde vi alligevel sol og blå himmel over os. Vi var heldige at have medstrøm ned gennem Lillebælt, det sker sjældent. Da vi kom til Drejenskosten, kunne vi ikke modstå fristelsen til at forsøge at drive ind for sejl, og vi fik da en god halv time.
Det er alt for lidt, vi har kunnet sejle i år. Vinden har sjældent passet, og afstandene mellem havnene har været store mange gange.
På havnen stod vor gode ven Jørn, som havde tilbudt at køre os hjem efter bilen. Til vores overraskelse var også vores svigerinde Kirsten mødt op, for lidt ”modtagelseskomite” syntes hun da, der skulle være. Tak for det til jer begge!
Nu er vi godt hjemme, plænen er slået, der er fejet visne blade væk, vaskemaskinen kører, og vi skal i gang med hverdagen.
Har vi så haft en god tur? Ja, det synes vi. Ingen uheld af nogen art, båden har fungeret, og vi har været glade for den komfort og tryghed, den tilbyder, for det har jo ind imellem været koldt, vådt, og blæsende. Dog skal vi huske at fortælle, at vi var meget heldige med vejret, mens vi var i Bodø og på Lofoten, hvor vi havde sol og varme. Og midnatssol ikke at forglemme! Det er specielt at opleve, at det slet ikke blive mørkt, men at solen er på himlen døgnet rundt.
Der er mange virkelig veludrustede og velbeskyttede havne i Norge, men også en del, der er det modsatte. På Lofoten og i Nordnorge var der ikke mange gæstepladser, faciliteterne var ikke imponerende (hvis der overhovedet var nogen), så vi har været glade for, at Nausikaa er behagelig at opholde sig i. Oliefyret har kørt meget, vi har badet meget ombord, og vort gode cockpittelt har vist sit værd i de meget regnfulde og kølige perioder. Og båden har bjerget sig godt og sejlet støt gennem de nogle gange noget oprørte vande. Nordatlanten er ikke at spøge med.
Vi har haft helt unikke naturoplevelser, set udsigter, der ikke kan beskrives, for det er storslået og imponerende med de høje klipper på fastlandet i fjordene samt på de utallige øer og skær. Når solen har skinnet, er det ubeskriveligt smukt.
Vi har lært meget om Norge som land. Både hvad angår måden at fungere på nutildags, men også via mange museumsbesøg har vi fået et godt indtryk af Norge under besættelsen, samt hvordan livet har været som fisker eller som bonde i bjergene. Vi har lært, at nordmænd er nøjagtigt lige så forskellige som andre folkeslag, og at de allerfleste er hjælpsomme og søde.
Efter så lang tid har vi rigtig mange indtryk og oplevelser med os hjem, og det vil tage noget tid, før det er fordøjet. Men turen kan – og bør – ikke gøres hurtigere, for der er rigtig meget at se alle steder. Vi har haft for mange dage, hvor vi ikke kunne komme nogen vegne pga meget kraftig regn, så vi har ikke fået set så meget, som vi havde håbet, men vi synes alligevel, vi har oplevet meget, og at vi har fået meget ud af turen.
Hvor meget mere vi kommer ud at sejle i år, ja, det afhænger af mange ting, ligesom vi ikke i skrivende stund ved noget om, hvor turen går hen næste år.
Tak for den interesse, så mange viser os, og tak for de mange søde hilsener, som betyder meget, når man er så længe undervejs.
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Kristiansand 22/08/2023 – Öckerö 05(09/2023
Så har vi igen en vind, der giver en høj tuden i riggen, men heldigvis er der læ her i Öckerö havn, så vi ligger roligt. Solen har været meget på himlen den sidste tid – og hvor har vi nydt det! Lige nu er der dog noget tåge og skyer, der gemmer den.
Tilbage til Kristiansand, hvor vi havde et dejligt ophold. Da vi skulle videre, var vejret blevet mere ”grumset”, og det gjorde den ellers smukke skærgårdssejlads til en lidt kølig og barsk oplevelse. En fordel var det dog, at der var vind nok til, at vi kunne sejle noget af turen for genua. Vi har været i Sørlandet for flere år siden, og vi ville godt besøge Arendal igen. Vi ankom til en kæmpestor havn med plads til 250 både, hvor der bare lå en håndfuld. Der var en restaurant, der var åben, men ellers var alt lukket – det kunne ikke engang lade sig gøre at betale havnepenge! Der kom en meget kraftig byge kort efter ankomst, og vi var glade for, vi havde fået fortøjet godt, for vinden var ret hidsig. Vi tog et bad ombord, og efterhånden blev det igen fint vejr, og vi kunne gå en god tur i den ellers hyggelige by. Det var ikke et sted, der lagde op til et længere ophold, så vi fortsatte næste morgen til Kragerø, og det var blevet et virkelig smukt vejr. Vi sejlede i sol og havblik de første par timer, og turen gennem skærgården var en fin oplevelse. Vi mødte enkelte både, men igen måtte vi konstatere, at sæsonen i Norge er kort.
Kragerø havn er meget beskyttet og ligger kønt. Også en rigtig fin by, og det gode vejr gjorde os helt ”høje”. Det var dog tydeligt ud fra vejrudsigten at dømme, at det ikke ville vare ved. Tværtimod ville der komme en periode med regn og blæst – igen! Vi snakkede lidt om, hvor det var bedst at blæse inde og endte med at beslutte at sejle til Sandefjord, hvorfra vi formentlig ville kunne sejle til Sverige, når vinden lagde sig igen efter weekenden. Afsted kom vi, de første mil gennem skærgården gik også fint. Da vi kom udenskærs, var vind og sø lige i mod og sejladsen ikke videre behagelig. Vi havde Langesund som alternativ, så der sejlede vi ind i den tro, vi her ville ligge godt i læ og ret beskyttet. Deri tog vi fejl, for dønningerne fulgte med ind, og flydebroerne blev derfor ”flyttet noget”. Vi fik dog fortøjet, så vi lå rimeligt, og det var faktisk et hyggeligt sted i flotte omgivelser, så vi besluttede at ”ride stormen af” her. Der var kun få både i havnen, da vi kom, hvor der ikke var nogen ombord. Det skulle ændre sig!
Sidst på eftermiddagen kom 5-6 motorbåde, så der blev fyldt godt op i den lille havn, og senere ankomne måtte lægge sig helt udenpå yderste bro, hvor hækbølger fra lodsbåde, slæbebåde og anden trafik var mere mærkbare, end hvor vi lå. Så vi var faktisk ret tilfredse med vores plads – synes, vi er hærdede efter mange urolige havne gennem årene.
Men motorbådsfolkene var kommet for at feste. De startede med høj – som i HØJ! – musik, kort efter, de kom, og det fortsatte gennem hele natten. Det var umuligt at sove, men det var de aldeles ligeglade med. Og dagen igennem larmede og turede de også. Næste nat rykkede de heldigvis et par både længere væk, så da lykkedes det os at få lidt søvn. Vi var glade, da det begyndte at regne, tænkte, at det nok ville få lagt en dæmper på det, men nej, det tog de ikke så tungt. Vi har aldrig oplevet noget lignende! Det er almindeligt, man sætter stole og borde ind på broerne og laver en fest, hvor der larmes og spilles højt, måske også helt til ved 2 tiden, men så plejer det at stoppe, og vi har ikke oplevet det flere dage og nætter i træk. Så det var en lettelse, da havnen igen blev tom søndag formiddag.
Vinden lagde sig som lovet, så vi stod tidligt op og gjorde klar til at sejle, men der var pludselig kommet en meget tæt tåge, der lagde sin klamme hånd på alt. Vi kunne ikke se øen på den anden side af det smalle sund! Det var bare en rigtig stor skuffelse at skulle sætte sig og vente, men heldigvis gik der kun en halv times tid, før vi syntes, det var forsvarligt at sejle ud. Det blev en flot tur med solskin og fredeligt vand mod Sverige. Der var naturligvis dønninger fra gårsdagens blæst, men ingen af os har tendens til søsyge, så det gik fint.
Det er altid en god oplevelse at skifte gæsteflag, og denne gang nok særligt, for vi har været i Norge længe, og nu vil vi gerne hjemad.
Strømstad tog imod på smukkeste vis med dejligt vejr og en fin havn, hvor der også var andre både. Selvom den havn i lighed med mange af de andre også er blevet udvidet til en meget stor havn, siden vi sidst var her, var det tydeligt, der var flere sejlere her end i Norge. Det skyldes nok, at farvandet her er meget mere beskyttet. I hvert fald var det rart at møde andre sejlere igen.
Vi blev i Strømstad en dag for lige at nyde byen og det gode vejr, ligesom det var rart at købe ind til mere almindelige priser – især på Systembolaget mærker man forskellen. Man kan købe vin næsten til danske priser, dvs mindre end halvdelen af prisen i Norge. Og eksempelvis agurker kostede nu kun en fjerdedel, for vi kunne få 2 agurker for det halve af, hvad vi havde givet for 1 i Norge.
Vi har ofte sejlet forbi Hunnebostrand, men aldrig lagt til, så det ville vi nu. En rigtig smuk tur indenskærs dertil, også her var der andre sejlere at hilse på. Vi gik en tur i byen og ud til skulpturparken, vi havde set fra båden. Der har været et stenbrud på stedet, og forskellige kunstnere har lavet flotte skulpturer af de forskellige granitarter, der findes lige her. Rigtig interessant, ligesom der flere steder i byen var lavet udstillinger, der viste og fortalte om granitten. Det var også det eneste, der var at kigge på, for de fleste cafeer og de små butikker var lukkede. Da vi skulle til at gå til ro, kom der et sært lys op over fjeldet. Det var månen! Den var helt specielt flot, og det var helt særligt at se den, for hvornår har vi overhovedet sidst set månen? Den var fuld og havde et særligt skær, så det var svært at løsrive sig fra. Næste dag læste skipper, der var tale om en ”blå måne” – sådan kan man være heldig….
Turen gennem Sotenkanalen har vi også taget mange gange, men aldrig som eneste båd. Det var en oplevelse at bryde det spejlblanke vand med vores bovbølge. Man kunne dårligt se, hvor himmel og jord skiltes, så blankt var vandet, og broråbningen foregik hurtigt og nemt, selvom det kun var for os.
Skärhamn ville vi gerne gense. Det er en god havn, der er et rigtig godt supermarked, og der var ved at være lavvande i proviantlageret. Vi var på vej på indkøb sidst på eftermiddagen, men himlen så ildevarslende ud, så vi vendte om tidsnok til at komme under cockpitteltet, før de første dråber og tordenbrag kom. Det blev voldsomt, så der blev ikke handlet før næste formiddag. Mens uvejret rasede, konsulterede skipper meteorologerne, og hvor vi før havde troet at kunne sejle til Læsø lørdag, var det nu en helt anden udsigt, vi skulle forholde os til. Der meldtes nogle dage med hård vind fra SV! ØV! Efterhånden har vi prøvet den situation rigeligt med gange på denne tur, men der er ikke andet for end at indrette sig. Vi kunne godt sejle til Skagen næste morgen og blæse inde der, det ville vinden sådan set være egnet til. Men hvor sjovt var det? Over en drink til at berolige den efterhånden hårdtprøvede skipperinde, blev det besluttet, det var sjovere at blæse inde her i Bohuslän og holde lidt ferie, for mellem øerne herinde i læ, kunne vi godt flytte os.
Derfor blev det Fotø næste dag, hvor vi havde den store fornøjelse at kunne tage en hel del af turen for sejl i dejligt solskinsvejr. Fotø har vi aldrig tidligere besøgt. Det er en lille ø, og havnen viste sig at være fin. Vi kom tidligt og fik en god plads, og da det var fredag, blev der hurtigt fyldt op. Lørdag morgen vågnede vi igen til sol og blå himmel – det kan virkelig blive en vane! Der var kun en lille kort tur til Öckerö, hvor vi vidste, havnen ville være behagelig at være i, når den hårde vind kom. Så her er vi nu, og vi har haft godt af nogle dage, hvor vi kunne slappe af og nyde vejret og omgivelserne.
Cyklerne er kommet frem, og det er både god motion og giver mulighed for at se og opleve noget mere, end når vi går. Vi har talt om at tage bussen til Gøteborg, men vi vil hellere være herude på de små øer, når vejret er godt, og vi har vist set museer nok.
Som det ser ud i skrivende stund, er vejret fint til at sejle til Vesterø på Læsø i morgen den 6. Og vi håber, det holder, for nu bliver det dejligt at komme hjem til familien, vennerne, huset og haven, hvor opgaverne selvfølgelig står i kø efter vort lange fravær. Vi har dog stadig lidt oplevelser til gode, så vi vil ikke jage, men alt afhænger som bekendt af vejret.
Som vanligt en stor tak for alle hilsener, som vi slet ikke kan undvære!Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Strusshamn 08/08/2023 – Kristiansand 22/08/2023
Solen skinner, vi har bryllupsdag, der er bobler i glasset ved siden af mig, vi har været rundt i Kristiansand og nydt bygningerne, blomsterne, stemningen, orgelkoncert i Domkirken – og ikke mindst vejret! Og i aften skal vi spise på en af de mange hyggelige restauranter oppe i byen. ”What’s not to like?”, som man siger på nudansk.
Så helt anderledes end i Strusshamn, hvor vi i fire dage red stormen Hans af! Men også den fik jo en ende, og vi sejlede af sted mod Leirvik efter at have tanket diesel. Da vi kom ud i virkeligheden, hang der en meget tæt regndis, men med jævnlig aftørring af cockpitvinduerne kunne vi da orientere os. Selvom vi sejlede langt inde i fjordene – der var nogle steder 15 sm til kysten - kunne vi meget tydeligt mærke dønningerne fra Atlanterhavet. Efterhånden lettede det hele, og i Leirvik så vi lidt til solen. Det var en rigtig fin gæstehavn med søde mennesker til at tage imod os, faciliteterne var flotte, og alt var inkluderet i de moderate havnepenge. Helt anderledes end her i Kristiansand, hvor et brusebad koster 45 kr., el koster også ud over havnepengene, der for vort vedkommende er 360 kr. Ganske vist norske, men nu har vi jo oplevet så mange steder, hvor det har været meget rimeligt og med virkelig god service, og det ville vi jo gerne have til at fortsætte.
Næste stop var Haugesund. Det er en by, vi flere gange bare har sejlet igennem, men som vi nu ville benytte lejligheden til at få set nærmere på. Da vi kom ind i sundet, blev vi modtaget af en havneassistent – det sker meget sjældent! – som fortalte, at der skulle være Sildajazz de kommende dage, og at det ville medføre larm og lidt kaotiske tilstande i havnen. Men vi var velkomne til at lægge os længere ude – eller finde en plads inde, hvor det foregik. Vi vidste, der igen ville komme hård vind og bygevejr, så da det lykkedes os at få en god plads, selvom det var lige ved en af musikscenerne og de mange boder, tænkte vi, at vi ville opleve musikken og byen i den grad, det lod sig gøre. Vi er ved at være ret hærdede, hvad angår støj, når blot vi ved, båden er godt fortøjet.
Vi havde nogle gode dage, hvor vi nød musikken og fik set på byen. Men indrømmet, der var så kraftige byger, at meget af tiden gik med, at vi opholdt os i båden. Heldigvis lykkedes det at gennemføre en virkelig festlig Street Parade lørdag formiddag. Starten gik fra Rådhuset, og vi fulgte godt med gennem byen. Det var helt overvældende, så mange mennesker, der stod langs ruten. Rent musikalsk har vi oplevet det, der var af bedre kvalitet, men den livsglæde og energi, de deltagende udstrålede, var virkelig en herlig oplevelse. Da den sluttede, startede en kraftig regnbyge, men også et virkelig godt band nede på havnen. Man tog det med godt humør, og det lykkedes skipperinden at møve sig ind under den flinke lydmands telt sammen med en del andre og få en god musikalsk oplevelse.
Tananger blev næste stop. Kvitsøy lokkede også – vi sejlede lige forbi – men det var gråt og noget blæsende, og vi vidste, de næste dage ville blive blæsende og regnfulde. I Tananger kom vi til at ligge fint for den hårde vind, og vi tog bussen ind til Stavanger for at gense byen og komme lidt væk fra båden. Det blev en fin tur, hvor vi konstaterede, at der er kommet endnu flere cafeer, restauranter, barer og souvenirbutikker, end da vi var der for mange år siden. Vi faldt for fristelsen til at søge ind i Skagen – et charmerende gammelt byhus, hvor der tidligere har været dansk konsulat - til kaffe og nybagte vafler. Naturligvis skulle vi også ned og se lystbådehavnen, og vi kunne tydeligt forestille os, hvor forfærdeligt det havde været at ligge der, mens Hans rasede. Nogle sejlerbekendte måtte simpelthen flytte på hotel – fuldt forståeligt.
Vi tog nogle dage i Tananger, ville lige have søen til at lægge sig efter den hårde SØ-lige vind, og så skulle der komme NV-lig vind – lige noget, vi kunne bruge! Vi sejlede kl. 6, kom fint af sted, og da vi kom ud i det åbne, var vinden jævn, og genoaen blev rullet ud. Efterhånden lagde vinden sig totalt, og i flere timer sejlede vi i havblik. Vi passerede Egersund og blev enige om, vi sagtens kunne fortsætte til Farsund. Men da vi nærmede os Lista, tog en vis mand ved det hele. Vind og sø fra SØ kom for fuldt drøn – det var ikke behageligt. Skipper vurderede søerne til at være 1,5 meter, vi ”bankede pæle”, og skipperinden tænkte, igen, igen, at det her farvand er altså ikke for sarte sjæle, så Skippers forslag om i stedet for at gå ind i Lista havn mødte ingen modstand. Der havde vi jo været før, der er dejligt læ, og vi var heldige, der var en plads ved den lille gæstebro. Selvom der var kraftig sidevind, og vi blæste ud fra broen, fik vi fortøjet i første hug, så vi kan endnu!
Vi sad og pustede lidt ud og nød aftensmaden, og så kom der en stor Bavaria med en alenesejler ombord, så vi forhalede – for anden gang – for at give ham plads, men han var for stor. Vi sagde så, han kunne lægge sig uden på os, men så kom en inde fra land og foreslog, han flyttede den lille jolle, der lå længere inde. Ja tak! Så forhalede vi for 3. gang og fik den norske sejler på plads! Det gav jo våde bukser (og der var skiftet fra sejlertøj!), men sådan er det altså også at være lystsejler. Der skal lyst til!
Nu var vi jo inde i vanen med at stå tidligt op, og hvis vi skulle nå Farsund, før den næste kuling med regn kom, skulle vi af sted tidligt. Vi havde en fin morgentur de 12 sm og ankom i rigtig flot vejr. Vi blev modtaget af andre sejlere, deriblandt et par fra Lemvig, rigtig hyggeligt! Det var skønt vejr om eftermiddagen, så vi var rundt og kigge lidt på den fine by, der ligger virkelig smukt. Lørdag formiddag var vejret skiftet, men vi nåede en travetur mere og et indkøb i Vinmonopolet, før det igen gav sig til at regne og blæse. Vi lå lige ved faciliteterne, der også her bød på vaskemaskiner og bad inkluderet i havnepengene. Det var også lige ved en COOP, så det kunne ikke være nemmere. Vi var lidt spændte på, hvor meget sø, der ville nå ind og genere os, men det var ikke nævneværdigt, og om natten var der ro.
Søndag morgen vågnede vi til tæt, tæt tåge! Helt stille vejr, men sigtbarheden var lig nul. Kl. 11 virkede det, som om det lettede, og med AIS og radar tænkte vi, at nu gik det nok. Men da vi kom uden for byen og de nærmeste øer, lukkede det helt til igen, dønningerne kom rullende, og det var ikke så rart med så dårlig sigt. Så skipper vendte skuden, og vi sejlede ind, hvor vi havde ligget. Madpakken blev spist, og ved 13 tiden så det ud som om, at nu var tågen altså lettet, så vi gled igen ud. Det var også en helt anderledes oplevelse, for det er en smuk strækning, så det kunne vi nyde. Kun omkring Lindesnes var der nogle banker, men de svandt og generede os ikke. Søerne var ikke voldsomt generende, så det blev en fin tur til Mandal. Der kom vi ind i en næsten tom havn, og da vi gik en tur op i den ellers meget charmerende by, konstaterede vi, at her er man ved at lukke ned for sæsonen. Der var stadig cafeer og restauranter åbne, men museerne var lukket den 15.8. og kunne kun besøges efter aftale. Vi gik tur i solskin, spiste i cockpittet uden telt, noget vi ellers ikke er forvænte med, men nød i fulde drag.
Derfor var det også en stor skuffelse, da det igen begyndte at regne tidligt om morgenen. Så det var gråt og vådt, da vi sejlede over for at tanke diesel.
Næste stop var planlagt til Kristiansand, hvor vi gerne ville være et par dage for at opleve byen. Det blev en meget smuk tur, for efterhånden svandt skyerne, og solen fik mere plads, Vi sejlede gennem nogle smalle meget idylliske sund og kunne se de mange sommerhuse inde på kysten. Det virker som om, der er taget meget hensyn til, at husene skal tilpasses landskabet.
Kristiansand overnattede vi i, da vi krydsede Skagerak fra Skagen på turen herop. Da var vi udasede efter en noget hård tur og skulle videre med det samme. Men denne gang har vi besluttet at se byen, og da vejret nu er med os, nyder vi det i fulde drag. Vi sejler herfra til Arendal, og det bliver nok sådan, at vi sejler hjem via Sverige og Læsø. Vi tør jo næsten ikke tro på, vi får bedre vejr, men det virker som om, vi er kommet til et blidere område. Det er dejligt!
Nu er glasset med bobler ved at være tomt, men der kan vist blive tid til et mere, før vi skal op og finde et sted at spise!
Tak som vanligt for alle de hilsener, vi får! Det er virkelig rart, som mange følger os!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Molde 25/07/2023 – Strusshamn 08/08/2023
Det er bestemt ikke første gang, vi skriver rejsebrev i regnvejr, og det bliver nok heller ikke sidste! Regnen formeligt vælter ned, vinden er kraftig, men generer os ikke, for vi ligger godt i læ. Det er da ikke det sjoveste, men når vi ser, hvad dette uvejr har forårsaget andre steder, hvor folk har mistet hus og hjem, sågar livet, må vi ikke beklage os.
Tilbage til smukke Molde, hvor vi kom ud for noget, vi ikke i vores vildeste fantasi havde forestillet os: At blive lukket inde i havnen af et krydstogtskib! Men det var, hvad der skete, så hvor vi havde regnet med at sejle kl. 8 om morgenen, måtte vi vente hele dagen til kl. 18. Da det store skib sejlede, blev himlen bag det synlig, og det var ikke et behageligt syn. Meget mørke, ildevarslende skyer! Da vi så vejrmeldingen, kunne den bekræfte, der var et massivt tordenvejr inde over land. Heldigvis ikke lige den retning, vi skulle, men ville det følge os? Normalt ville vi nok være blevet i havn, men vi havde en aftale om serviceeftersyn på motoren i Ålesund næste morgen kl. 9, så vi var nødt til at sejle. Da vi kom ud, var der frisk vind lige i næsen og pænt med bølger, så det gik ikke så hurtigt. Dog slap vi for andet end et enkelt tordenbrag, og uvejret blev bag os. For øvrigt det uvejr, der forårsagede de slemme jordskred. Vi kunne ikke nå helt til Ålesund, så vi stoppede i Brattvåg, var heldige, der var en enkelt plads. Tågen hang lavt over bjergene, og det begyndte at regne kraftigt. Vi stod op og sejlede kl. 6 – det var lidt surt! Men regnen var hørt op, og vi nåede Ålesund i fin tid. Man var klar til os på Volvo Penta værkstedet, og efter 1,5 time kunne vi sejle om i byhavnen, hvor vi var rigtig heldige igen at få en virkelig god plads. Der bliver hurtigt rift om de forholdsvis få gæstepladser nu, hvor også nordmændene har ferie. Omvendt er det også rart med lidt liv i havnene.
Det klarede op i løbet af dagen, så vi fik set lidt på den fine by. Næste dag gik vi på museum og lærte en masse om Jugendstilen/Nouveau Art, som man valgte at genopbygge byen i efter en voldsom brand. Det var helt interessant, for det var arkitektur/byggestil, indretning, kunst, brugsgenstande m.v. Og en god og tiltrængt modsætning til de mange krigsmuseer og fiskerimuseer. Om eftermiddagen kravlede vi de 418 trin ”plus det løse” op på toppen midt i byen og nød den fantastisk smukke udsigt. Om aftenen fik vi uventet og hyggeligt besøg af Henrik fra s/y Nirvana.
Så var det tiden at begive sig af sted mod Geirangerfjorden. Vi tankede diesel, var klar til afgang kl. 8 og sejlede hele den lange tur i rigtig smukt og dejligt vejr. Flotte klipper med vandfald, og især det sidste stykke ind ad den smalle fjord, var storslået. Da vi kom ind, lå der et stort krydstogtskib og spærrede næsten for udsynet til byen, men vi fandt ind i havnen og kom til at ligge fint. Vi gik en tur rundt i den sene eftermiddagssol og kiggede på de mange boder, cafeer, restauranter, gallerier, hoteller, souvenirshops, aktivitetstilbud af enhver slags, og blev noget paffe over den mængde af turister, der åbenbart var normen her. Krydstogtskibet sejlede om aftenen, næste morgen var et nyt klar, som lå for anker lidt ude, og hvor så en hel kæderække af chalupper sejlede passagererne ind. Det var nu overskyet med lavt hængende skyer, så turene til de forskellige udsigtstoppe var aflyst. Vi gik op til UNESCO’S besøgscenter langs den imponerende fos, og vi var vist heldige at komme af sted tidligt, for der var rigtig mange på trappen, da vi skulle ned. Et godt og lærerigt besøg, hvor man kunne blive klogere på livet som sæterbonde i bjergene. Læse om og se, hvor mange slags lav, der findes, de forskellige former for stenarter, flora og fauna – rigtig fint. Også blive klar over farerne ved at leve i bjergene. Der var en fremstilling af de voldsomme laviner, som havde begravet flere bygder gennem tiden og kostet mange menneskeliv. Enten ved at lavinen dækkede byen, eller flodbølgens ødelæggelser, når de store snemængder styrtede i vandet. Stof til eftertanke.
Vi ville gerne nå et godt stykke af vejen til Sandshamn, hvorfra vi skulle sejle uden om Stad, så vi tog af sted straks, vi kom tilbage fra besøgscentret. Det var ikke rart vejr længere, men inde i fjordene mærkede vi ikke, hvor trælst vejret var udenfor. Det blev vi dog snart klar over: frisk vind og regn! Vi kunne se, det ville blive værre og med torden, så det var ikke svært at beslutte at søge ind i Stordal havn, hvor der var dejligt læ. Næste morgen var det stille og tørt, kun en enkelt lille byge og ellers en fin tur på næsten blankt vand. Vi nåede Sandshamn midt på eftermiddagen, fik en god plads og blev forbavsede over den fine, nye havn med gode faciliteter og broer. En god travetur rundt på øen og så klar til at runde Stad næste dag. Henrik fra s/y Nirvana ville runde samme dag, og det var rart at have følgeskab. Han lå i en nærliggende havn, så vi mødtes og havde hinanden inden for synsvidde på turen. Det blev en værre gang vippen, meget mere end på turen op, men det vidste vi heldigvis ikke, det ville blive. Og så er det rart, det kun varede ca. 1,5 time, da det var værst. Den øvrige del af turen var stille og rolig.
Det var rigtig godt at have overstået, og vi slappede lige lidt af, da vi havde fået fortøjet i Måløy, som vi havde regnet med at være i et par dage. Det gik hurtigt op for os, at vi lå uroligt i havnen, og en tur på Turistinformationen gav ikke grund til at blive længe. Vi gik op og så museet omhandlende Måløyraidet, hvor de allierede så godt som sønderbombede Måløy for at ødelægge de store tyske stillinger og aktiviteter netop der. Det var som sædvanligt hjertegribende at se de realistiske billeder og film, læse beskrivelserne og høre lydoptagelserne fra de virkelige hændelser. Selvom vi som nævnt ikke skulle se flere krigsmuseer, er det godt, vi fik dette med.
Florø var næste mål, en by vi glædede os til at opleve. Der var et nyt blæsevejr fra NV på vej, så vi regnede med at skulle fortsætte til en mere beskyttet havn ret hurtigt, men da vi fik mulighed for at ligge inderst og godt i læ, valgte vi at blive, og vi lå fint, mens blæsten huserede. Igen kom Henrik, som skulle skifte besætning i Florø, og det var hyggeligt at kunne spise en middag i godt selskab. I Florø var der fine faciliteter, så der blev vasket tøj i lange baner, vi nød den hyggelige by og en god travetur til et af udsigtspunkterne. Men alt godt får en ende, for vi kunne se, at et uvejr nærmede sig, så vi skulle videre, mens det var muligt. Og der var to gode dage at løbe på, hvor vi har haft nogle dejlige sejladser. Vi forsøgte at gå ind i Eivindsvik, et lille idyllisk sted, men da var den normale eftermiddagsvind på sit højeste, og en lidt faldefærdig bro og ingen mole var ikke tiltalende, så vi tog en time mere og fik fortøjet i Skjerjehamn. Vi har nu oplevet, der godt kan være fyldt i de små gæstehavne, men også her var vi heldige. Skjerjehamn ligger smukt, er et historisk spændende sted, så det var et fint besøg. Og heldigvis lagde vinden sig, så vi fik en rolig nat.
Vi kendte jo Strusshamn og tænkte, det ville være velegnet at opholde sig her, mens det voldsomme uvejr raser. Vi nåede at nyde en eftermiddag i fint solskin, men nu er vi vist midt i ”stormen” og forsøger at få det bedste ud af det. Det har ikke fristet at tage ind til Bergen, men vi ser, om det skulle lette lidt i morgen, så vi synes, det er umagen værd at tage af sted.
Forleden dag, hvor vi havde fået en lille byge med finregn, kom der en meget smuk regnbue, der stod lavt med bjerget bag sig. Et meget smukt syn, som vi ikke tidligere har set på den måde. Naturen giver mange gaver!
Tak til jer alle for hilsener! Nu skal vi snart runde det sydlige Norge, og så ser vi, hvornår vi igen lader høre fra os.
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Skrova 06/07/2023 – Molde 25/07/2023
Når det nu igen regner i stride strømme mange timer ad gangen, må vi huske, hvor flot vejret var, da vi sejlede fra Skrova til Skutvik. Altså den dag, vi sagde farvel og tak til Lofoten og igen kom over på det ”rigtige” fastland. Tiden i Bodø og på Lofoten har været den vejrmæssigt flotteste, så vi er nok heldige, selvom vi synes, her regner og blæser meget. Det ved vi godt, det gør på disse kanter.
Skutvik var en fin, lille by, smukt beliggende, og et ferieparadis, om end faciliteterne for sejlere – heller ikke her - var svarende til det beskrevne. Men så er det godt, vi kan tage et bad ombord.
Vi gik ud for at besøge det Laksecenter, som vi var sejlet lige forbi, og som vi havde bestemt, vi ville se nærmere på. Og det var en positiv og lærerig oplevelse. Vi skal ikke kunne sige, om der er tegnet et for rosenrødt billede af den meget store del af Norges eksport, som lakseopdrættet er, for det er producenterne, der står for den måde, informationen serveres på. Men hvis det er korrekt, hvad der vises, hvilket vi tager som udgangspunkt, spiser vi videre med god appetit. Området er meget lovreguleret i forhold til miljø, fødevaresikkerhed og bæredygtighed.
Da vi var i Bodø første gang, ville vi gerne have besøgt en stor seværdighed, Frilandsmuseet Kjerringøy Handelssted. Det var ikke muligt, men nu kunne vi i stedet selv sejle dertil. Det var igen blevet gråvejr og småregnede, og vi kom ikke tids nok til at nå museet i åbningstiden. I stedet fik vi vasket tøj, for her var faciliteterne meget flotte. Der var også flere sejlere. Så mange, at vi havde en sejlbåd uden på os – en helt ny fornemmelse, men rigtig søde mennesker. Næste formiddag kunne vi gå hen og besøge det store og meget flotte museum, hvor der var en god guide til at fortælle om stedet, og de mennesker, der havde levet der.
Efter frokost sejlede vi til Bodø, hvor vi efterhånden fik dejligt vejr igen. Her skulle vi bunkre diesel og købe proviant, så vi tog afsted igen, så snart det var klaret mandag formiddag. En forholdsvis kort tur til en lille by, Inndyr, hvor der var varmt og stille. Et idyllisk sted med ferieglade mennesker, men også en by, hvor folk boede og arbejdede. Laksecentret, der bød på andre oplevelser end det første, var lukket, og vi ville ikke vente for at se det.
Næste morgen var det stadig fantastisk vejr, og vi havde besluttet at besøge Svartisen, Norges næststørste isbræ, som jo desværre som andre bræer hele tiden bliver mindre. Vi ankom på et heldigt tidspunkt, for den forholdsvis korte gæstebro helt inde i bunden af fjorden næsten ved foden af bræen, var fuldt besat, men der var et par stykker, der sejlede netop, som vi kom, så vi fik en god plads. Og på den rigtige side af broen, skulle det senere vise sig. Det var varmt og stille, så vi gik op og kiggede på bræen, og da der var temmelig langt, hvis vi skulle helt op, og det krævede guide at gå op på isen, blev vi enige om blot at nyde det fantastisk smukke syn fra lidt afstand. I løbet af aftenen kom der torden, regn og kraftig vind, og selvom vejrmeldingerne havde meldt stille netop ved Svartisen, blæste det så kraftigt, at de motorbåde, der lå på broens vindside, måtte forlade stedet ved 23-tiden. Vi lå lidt uroligt, men det kunne lade sig gøre. Næste dag blæste det fortsat rigtig meget, men det var lunt, så vi blev liggende, og oplevede flere sejlbåde komme til. Man kunne ikke ligge i lag på vores side af broen, for det var for tæt på klipperne, men det endte med, der lå 3 sejlbåde uden på hinanden på vindsiden – på trods af den kraftige blæst. Det lader til, man her er vant til den slags.
Men vinden lagde sig jo igen, og da vi tog af sted, varede det ikke længe, før vi måtte rulle sejlene ind og starte motoren. I den lille by Tonnes var der en rigtig flot og ny marina, men vi var eneste gæstesejler. Igen et smukt område med mulighed for en god travetur. Der var ikke noget at blive liggende efter, så vi startede næste morgen i pænt vejr, med en vejrudsigt, der meldte noget snusk senere på dagen, men på Herøy, hvortil vi agtede os, skulle det ikke blive så slemt. Da vi havde sejlet nogle timer i meget skiftende vind, hvad angår retning og styrke, kunne vi godt se, himlen blev meget mørk og truende. Men der skulle ikke komme regn af betydning der – troede vi. Vi blev snart klogere, for det begyndte at regne og blæse meget kraftigt, så det var med at holde godt udkig med regn og sø skyllende ind over båden. Herøy fandt vi ind til, og heldigvis stod der to stærke mænd og tog imod på broen, hvor vi kom til at ligge perfekt med vinden i stævnen, alt imens det bare blæste en stiv kuling og styrtregnede. Da var det, skipper fandt ud af, der er hele 3 steder i Norge med navnet Herøy, og da han fandt den rigtige, passende vejrudsigten.
Vi fik ikke set meget af øen, som var meget ”turistagtig”, men fortsatte gennem den store skærgård næste dag. Netop fra Herøy var der den flotteste udsigt over mod De syv Søstre, nogle karakteristiske og berømte klippekamme, forbundet med sagn og myter. Desværre var de indhyllet i skyer, men man kunne godt fornemme deres konturer og storslåede udseende. Vejrudsigten var elendig igen, så vi blev enige om, at det ikke var vejr til hverken Lovund eller Vega, som ellers var planen, for så skulle vi indstille os på at blæse inde i regnvejr. Kursen blev lagt mod Brønnøysund, som ville egne sig til nogle dages ophold, evt. med en bustur ind i landet. Vi sms’ede med Blas, der kunne fortælle, at Brønnøysund den weekend havde havnefestival, så det ville nok blive svært at få plads. Og ganske rigtigt, det kunne vi lige så godt opgive med 4 lag af store motorbåde på ydermolen og en propfuld havn. Det blev en meget lang dag på vandet – men vejret var godt endnu. Vi endte i Rørvik, hvor vi også vidste, vi ville kunne få nogle dage til at gå, og hvor vi kunne ligge godt for vinden. Vi nåede at komme ind, så skipperinden kunne få handlet i den nærliggende Rema 1000, og det var dejligt, for der er jo lukket om søndagen i næsten alle butikker.
En anden fordel ved at vælge Rørvik var et gensyn med Blas og Laura, som vi havde det rigtig hyggeligt sammen med. Vejret blev så træls som lovet, men de 4 dage gik med forskellige gøremål, læsning, Sudoku, krydsord, indkøb og nogle museumsbesøg. Der var et flot kystmuseum samt Berggården, et tidligere handelssted, som havde været meget mere end det, for ud over butikken med alle dens forskellige ting, var der en skolestue, apotek, tandlægestol m.m. Også en stor samling fotos af arbejdende mænd, kvinder og børn og redskaber til alt arbejdet med klipfisk, og der var en lokal guide, der var meget vidende og engageret, så det blev en interessant eftermiddag. Vejret var ikke til lange traveture, men lidt motion måtte vi se at få mellem de kraftige byger.
Endelig, onsdag morgen, havde himlen igen en pænere farve. Vi måtte sejle i nogle store dønninger, før vi efter en tid kunne gå indenskærs, og da vi kom frem til Stokklund, var det skønt vejr og spejlblankt vand inde i den smukke naturhavn. Det var også en af de lange ture, men sikke et dejligt sted at slappe af med lidt aftensmad, et glas vin eller to og en lille travetur.
Vi sejlede næste dag til Børøysund, som var beskrevet som noget af et tilløbsstykke, så vi var helt spændte på, om der var plads til os. Vi lå alene gæstebåd der om natten, kun var der en evig trafik af både, der skulle tanke brændstof. Der var egentlig smukke omgivelser, men et skilt på døren ind til faciliteterne om, at disse var lukket på grund af COVID 19, siger nok lidt om, at her prioriterede man altså ikke sejlerfolket. Nå, man kan ikke vinde hver gang, og videre gik turen til Kristiansund, som vi på turen op bestemte at vende tilbage til, så vi kunne opleve byen. På vej dertil blev vi kaldt op af Henrik fra Nirvana, som viste sig at have samme planer som os. Blas og Laura ville også være i Kristiansund, så det blev vældig hyggeligt, da vi alle fulgtes ad op på restaurant Smia tæt på havnen for at spise klipfisk. Nej, hvor det smagte! Og med drinks før og efter på bådene, blev det en særdeles sjov og hyggelig aften. Da vi kom tilbage efter restaurantbesøget, kom en fjerde dansk båd, som vi tog imod. De havde været oppe nord på et sted og havde lige købt den. Det er første gang, vi har været 4 danske både samlet.
Der var hele to museer, vi havde kig på. Vi tog Sundbåden over til Klipfiskemuseet, hvor vi gik rundt og så på en masse redskaber, plancher, og fotos, før vi sluttede af med en smagsprøve på deres klipfisk – fint sted, lidt ”uorganiseret”, men meget autentisk, da det var anlagt i de oprindelige bygninger. Vi besøgte også Mellemværftet, et arbejdende værksted, hvor man reparerer og vedligeholder gamle træskibe. Også interessant – og vejret var rimeligt, hvilket man virkelig lærer at sætte pris på, når man skal færdes ude.
Alt godt får en ende, så vi sejlede mod Bud søndag morgen. Vinden friskede noget om eftermiddagen, men da var vi næsten i havn. Igen tog vi langt indenskærs, en utrolig smuk tur, og da vi skulle lidt ud igen, var det tydeligt, vinden var i NØ, for der var så godt som ikke dønning. I Bud var der fuldt i havnen, men vi blev inviteret til at ligge uden på en sejlbåd med Blas og Laura udenpå. Snart blev der dog en plads ved broen, så vi forhalede, og selvom vi lå med agterenden næsten i havnehullet, var det ok, da blæsten kom inde fra land.
Mandag morgen sagde vi igen farvel til vore unge, nye venner, og da kl. var 11, stod vi klar til endnu et museumsbesøg. Denne gang gjaldt det Kystfort og Kystkulturudstillingen. Der var igen en masse om livet som fisker, fangstmetoder, levevilkår båd- og motortyper m.m. Og så var der bunkerne, hvor vi med en guide så, hvordan det havde været i Bud under krigen. Både i bunkerne, den ene underjordisk, og i byen. Igen blev man slået af den ondskab, mennesker er i stand til at udvise over for hinanden. Man bliver trist og tung om hjertet. Tror, vi snart har fået set, hvad vi bør af den slags – i hvert fald trænger vi snart til noget andet.
Og det får vi her i Molde, der kaldes Rosernes By – med rette. Der er blomster over alt, virkelig flot arrangeret i en arkitektonisk spændende bydel. Hvor er her mange hoteller, mange færger, mange turister! Molde er kendt for sin store jazzfestival, som vi ikke nåede. Måske godt, for så ville der nok ikke have været plads til os i havnen. Vi nåede lige at gå en tur i går eftermiddag og se byen med lidt solskinsfarver på. Siden har det regnet, og det fortsætter vist. Henrik er kommet hertil også, så han kommer over til middag i aften. Næste stop bliver Ålesund, hvor skipper har været heldig at få en tid til eftersyn af motoren. Noget, han normalt gør selv ift skift af olie og oliefilter, men da motoren er så ny, anbefales det at lade et autoriseret værksted gøre det af hensyn til garantien. Fra Ålesund må vi finde ud af, hvordan man ser Geiangerfjorden. Hvis skipper skal bestemme, skal vi selvfølgelig selv sejle helt ind i bunden!
Når vi fortæller om alle blomsterne her i Molde, må vi heller ikke glemme at nævne, at overalt i vejgrøfter og på bjergsider, er der et væld af vilde blomster og buske i utallige farver. Virkelig en fornøjelse – og her er der ingen fare for tørke!
Vi kan forstå på dem, vi snakker med i DK, at vi ikke har værre vejr, end det er hjemme. Synd for alle dem, der holder ferie her i juli. Vi andre må nok ikke klage, selvom vi ikke helt kan lade være, for vi kan jo tage de gode dage, når de er der.
Tak for dejlige hilsener til jer alle!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Bodø 26/06/2023 – Skrova 06/07/2023
Vandet er igen roligt her i havnen på Skrova, efter at færgen, som lægger til lige bag os – og som kommer tit - er sejlet. Solen skinner, skyerne inde over land er blevet der, hvilket bekræfter Skrovas påstand om at have de fleste solskinstimer på Lofoten. Efter en tur rundt på øen, der består af flere små øer, kan vi ikke forestille os noget bedre sted at sige farvel og tak til Lofoten. Her er smukt og meget hyggeligt, mange sommerhuse og en del fastboende, der gør meget ud af blomster og buske på terrasser og altaner. Mange små vige og kroge, og hvor der er vand nok til at en båd kan flyde, ja, så er der både og det i alle størrelser og ”modeller”.
Efter en festlig og intens uge hjemme kom vi tilbage til Bodø og fandt Nausikaa liggende pænt ventende på os. Alt var vel ombord, det var varmt og sommerligt med masser af liv omkring havnen. Vi var dog trætte og måtte til køjs, hvilket er svært med solen stående højt på himlen, og det lærer vi nok ikke!
Næste morgen besluttede vi ikke at jage af sted. Vi havde tid til lige at sunde os lidt efter den lange rejsedag, og et par ærinder skulle ordnes: Mens vi var hjemme, fik vi et girokort i postkassen fra sygehuset i Sandnessjøen med en regning på den behandling, skipper havde modtaget pga fiskebenet. Han tog girokortet med i den tro, han kunne betale det på posthuset. Et sådant fandt vi, men de henviste os til en bank. Der trak vi et nummer via mobilen, og efter 3 kvarters venten kom der en sms, at nu var det vores tur. For at konstatere, at sådan noget kunne man altså slet ikke lave i en bank! Den venlige dame foreslog, at skipper ringede til sygehuset for at høre, hvordan han skulle betale. Det blev til, at han selv fandt ud af at lave en udenlands bankoverførsel…
Vi skulle også proviantere, ligesom vi havde et ønske om at se Domkirken indvendig. Det er en speciel kirke med nogle fine detaljer, og kønnere indeni end man forestiller sig, når man betragter den udvendig fra.
Efter aftensmaden skulle vi lige op på torvet og frekventere ishuset i det dejlige vejr. Vi var ikke færdige med at nyde vores is, da vi så en tæt tåge komme væltende ind ude fra vandet og oppe fra bjergene. Temperaturen faldt drastisk, og folk, der sad i sommertøj på fortovsrestauranterne, fik travlt med at spise færdigt, og snart var gaden tom. Det blev hundekoldt!
Det var det stadig næste morgen, og tågen var meget tæt. Men med radar og kortplotter ombord var det da ikke noget problem, i hvert fald ikke for skipper. Vi sejlede over og fik fyldt dieseltanken, og ud gik det så i det grå. Og alt gik jo godt, men det er anstrengende, fordi man skal holde godt udkik. Tågen lettede efter nogle timer, men solen viste sig først om aftenen, hvor vi havde været fortøjet i det meget smukt beliggende Nordskot nogle timer. Solskin og skyer samtidigt på bjergsiderne er et ufatteligt smukt syn!
Vi kom til køjs, men fik en noget urolig nat, for broen ligger åbent i forhold til vindretningen, og det luftede godt. Da vi skulle sejle, var der så godt som ingen vind, så vi blev overraskede, da vi kom ud og fri af skærene, at der stod så meget sø. Den og vinden var lige imod, så det var rart, der kun var 29 sm til Svolvær. Vi valgte at gå ind i marinaen, og efterhånden fandt vi ud af, hvordan vi fik lov at ligge på pladsen, hvor vi fik fat i en nøgle, kode til servicebygningen m.v. De lokale var hjælpsomme i den udstrækning, de kunne, men heldigvis var der en havnefoged, der via telefon og sms hjalp os, så vi til sidst kunne trave ind i byen og vide, vi kunne komme ind på broen igen. Det var meget varmt inde i land, og det nød vi i fulde drag. Vi fik os orienteret lidt i byen og planlagde de kommende dage.
Der ville komme en dag med kuling, hvor vi ikke skulle sejle, så vi fik bestilt en bil til den dag. I Svolvær er der et interessant Krigsminnemuseum, hvor der er udstillet en stor mængde uniformer, effekter af enhver slags, mange billeder og beskrivelser, indrettet et Gestapokontor osv. Virkelig et spændende besøg. Og hvor bliver man klar over – igen – at Norge havde det slemt under krigen. Det er meget tankevækkende. Vi var også inde at se på isskulpturer, Magic Ice Bar. Især skipperinden havde ikke tænkt sig om, for selvom vi blev udstyret med store, varme kapper og luffer, var det en kold omgang. I entreen var der en drink, som også blev drukket af et ”isglas”. Det var utroligt flotte skulpturer og ærgerligt, man ikke kunne udholde at være derinde ret længe.
Skipper havde sat sig for, at vi skulle sejle op i Trollfjorden, ca 15 sm fra Svolvær. For sjov skyld forhørte vi os om prisen hos en af de mange udbydere, og vi kunne komme på tur for den nette sum af 900 kr. per person. Det var ikke svært at fastholde beslutningen om at sejle selv, hvilket også passer bedre til vores temperament. Det var en smuk tur dertil, og selve fjorden er absolut også speciel. Meget snæver i indsejlingen, og med høje bjerge lodret ned. Men mon ikke det er de mange historier og myter omkring fjorden, der gør den så særlig? Vi har set mange steder være lige så smukke og specielle. Der var et væld af RIB-både samt større udflugtsbåde rundt om os det meste af tiden, men vi var ret heldige, da vi var inderst i fjorden, hvor vi var næsten helt alene. Det var varmt, og som det tit sker i varme, blev vi invaderet af nogle meget væmmelige, store insekter. En mellemting mellem store fluer og hvepse, og de var rigtig ubehagelige. Heldigvis forsvandt de på tilbageturen samme sted, som hvor de landede på os.
Tilbage i Svolvær valgte vi at sejle ind og lægge os i byhavnens inderste del. Det er mere centralt, og så ville der være helt læ for den varslede kuling. Vi fik en fin plads, og hvor var det varmt! Men vi tog os sammen og travede over på Svinøya og helt ud på spidsen, hvor der var et utal af stativer med torskehoveder på. Det ser man mange steder her på Lofoten. I det hele taget har vi lært meget om fiskeriets betydning, og hvordan det foregik tidligere. Et hårdt liv uden tvivl. Nu er alt blevet moderniseret, og de huse, kaldet rorbuer, som fiskerne havde til rådighed som logi under arbejdet om vinteren, er nu renoveret og indrettet som ferielejligheder og ligger i rigtig mange fiskevær.
Biludlejeren havde som aftalt bilen klar næste morgen kl. 9 og der fulgte nogle tips med, hvis vi ønskede det. Han gav os nogle gode forslag, og vi kørte først nordpå forbi flyvepladsen og fandt det anbefalede sted med en fantastisk udsigt. Her mødte vi for første gang de mange autocampere – bobiler. Ved hver eneste holdeplads med udsigt, og hver P-plads ved seværdigheder, var det alles kamp mod alle. Der er så mange bobiler, at det overstiger antallet af alt andet kørende. Nogle er kæmpestore, plastret til med cykler, kajakker og alt muligt andet udstyr. Lofoten er rigtig noget for de såkaldte outdoor-folk, men selv de vil altså have komfort - og de fylder!
Vi kørte så mod syd og var ude på mange af øerne. Over store og mindre broer, gennem tunneller – heraf en lang en under vandet. Vi gjorde mange stop, og der er utallige smukke steder at nyde. Da vi kom tæt forbi Nusfjord, som vi har fået anbefalet også at sejle til, ville vi lige ned og kigge. Det er et rigtigt charmerende sted, men det var nok for os med det besøg. Der var virkelig mange turister, og alle skulle betale 100 kr. for at få lov til at gå en tur i den lille by. Indrømmet: det var en form for frilandsmuseum, og selvfølgelig skal noget sådant finansieres.
Vi besøgte det store Vikingemuseum ved Borg. Det var rigtig flot og informativt, bortset fra, vi var uheldige med ham, vi købte billetter af. Han gjorde sig ikke den ulejlighed at informere os om audioguidens måde at fungere på – det kunne vi se, da vi kom ud, hvor der var en beskrivelse. Det ville vi godt have vidst, men vi stod med ryggen til, da vi ankom, og han pegede bare ind mod udstillingerne. Nå, man kan ikke være heldig hver gang…
Det var interessant for en gang skyld ikke at have fokus på vikingernes krigeriske togter, men den dagligdag, de også levede. Hvordan de boede sammen med husdyrene i husene, hvordan de vævede tøj af uld, de farvede, hvad de spiste, og hvordan de fejrede store livsbegivenheder. Vi kunne også have besøgt et vikingeskib, men det blæste så meget, at vi fravalgte den del. Vi kunne godt mærke, hvor stor forskel der er, om man er i læ eller ej – vinden var kold og stærk, så det var fint, vi for det meste sad i en lun bil.
Næsten hjemme holdt vi ind i Kabelvåg og var inde og se Lofotenkatedralen, en stor kirke bygget helt i træ. Forståeligt, de er stolte af den!
Bilen blev afleveret, og vi var trætte efter en indholdsrig dag, så det var dejligt at komme tilbage i båden og nyde aftensmaden med solen i cockpittet.
Vi var spændte på, hvor meget vind, der ville være næste dag. Vi fik provianteret og begav os af sted mod Henningsvær, og det var på det nærmeste havblik. Det var blevet køligere, men der var dejligt læ inde i bunden af den lange havn. For første gang var der lidt trængsel, men en venlig tysker bød os velkommen uden på sin båd. Det varede ikke længe, før der var plads ved broen, men vi blev, hvor vi var, og der kom også snart en anden og fik pladsen. Henningsvær er det mest besøgte af alle de mange fiskevær, og i gaderne og souvenirbutikkerne vrimlede det med mennesker. Masser af rorbuer til rådighed, busser, der kørte i et væk, og de alle stedsnærværende bobiler.
Henningsvær har noget, ingen andre har på Lofoten: En fodboldbane! Og den er de med rette meget stolte af. Den ligger smukt, omringet af stativer med torskehoveder, naturligvis tæt på vandet, så et af vore børnebørn, som vi sendte et billede til, mente, det ville være godt med nogle ekstra bolde…
Videre mod syd næste dag, for vi havde hørt så meget om Reine. Tyskeren, vi lå uden på, mente nu ikke, byen var noget særligt, så skipper studerede mulighederne og valgte Hamnøy i stedet. Så kunne vi altid spadsere ind til Reine derfra. Hamnøy var en lille perle, utroligt smukt beliggende og ikke større, end der var hyggeligt og charmerende. Det viste sig, da vi besøgte en lille udstilling, at det var her fra ideen med at udleje rorbuerne til turister, stammede. Det er Lofotens bedst beskyttede havn, og det tror vi gerne, for vi lå i et rigtigt smørhul. Som det også skete i dag, var der en sejler, der forlod havnen, lige før vi kom, så vi fik den eneste plads, der var. Om natten kom der nogle meget kraftige vindstød, formentlig faldvinde fra bjergene, for der var ikke vind at sejle på, da vi kom ud. Bestemmelsesstedet var Stamsund. En by, som er i fuld gang med aktive fiskere, en meget stor havn og efter beskrivelsen et meget aktivt teatermiljø. Og der var bestemt mange fiskekuttere, flere store virksomheder, og også her var der små gyder og kroge, hvor man havde kunnet rejse et træhus, som så ud til at fungere som sommerbolig eller udlejet til turister. Ikke et sted, vi havde lyst til at blive længe, så videre gik det mod Skrova, hvor vi nu er, og som er spændende både pga. beliggenheden fordelt på flere småøer og dens bebyggelser spredt rundt på øerne. Det er et godt sted at have på nethinden, når vi i morgen vinker farvel og siger tak for nu til Lofoten.
Vi har i den grad haft vejret med os, mens vi har været her. Det siger de lokale, og de ved, hvad de snakker om. Og vi har nydt det og føler os meget privilegerede. For vejret betyder rigtig meget, når det er naturen, der er trækplasteret. Og det er det her. Vi har nydt udsigterne, lyset og farverne, og vi har lært meget om livet her i tidligere tid.
Der er rigtig mange turister! Krydstogtskibe en masse (som endda kigger ind i Trollfjorden), turister, der kommer for at vandre, spille golf, ride, klatre, ro i kajak, tage på hvalsafari, (det siges, der er en tam hval, som man fodrer, for der er hvalgaranti. Altså ingen hval, ingen penge!)
Alskens ture arrangeres for outdoor-folket og naturelskerne, det er en kæmpeindustri. Det er også OK, vi er jo selv turister. Men Lofoten er åbenbart blevet så meget et hit, at det må være på kanten af, hvad der kan klares i bæredygtighedens hellige navn. Vi håber, turismen ikke tager overhånd, da det er et fantastisk område, som man skal passe på.
Det er, i hvert fald i forhold til, hvad vi har oplevet, ikke sejlende turister, der prioriteres. I Svolvær er der pladser og faciliteter, men ellers gør man ikke meget for sejlerne. Toilet og bad er ikke almindeligt, så vi har været glade for muligheden, vi har ombord. Vi har også sejlet rundt med affald i flere dage. Der er få pladser i havnene, men vi har ikke besøgt så mange, så vi skal selvfølgelig også passe på med at udtale os om steder, vi ikke har set. Tidevandet er betragteligt, så det er ikke så rart, hvis man ikke kan fortøje ved en flydebro, og man skal vare sig for at lægge sig et sted, hvor fiskerne har fortrinsret – og det har de, selvfølgelig, alle steder.
Det har været en stor og rigtig dejlig oplevelse at besøge Lofoten. Men med tanke på alle de smukke steder, vi måtte haste igennem på turen op til Bodø, glæder vi os til ”nedturen”, der som nævnt starter med, at vi sejler til Skutvik i morgen. Og kan vi være så heldige, at vi får bedre vejr end på ”opturen”, skal vi bestemt ikke klage.
Tak for hilsener til alle, og vi håber, sommeren snart igen kommer til Danmark, hvor der p.t. slet ikke er rart, hvad vejret angår.
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Leirvik (Hyllestad) 29/05/2023 – Bodø 17/06/2023
Når vi tænker tilbage på sidste rejsebrev, kan omgivelsernes karakter dårligt være mere forskellige.
I Leirvik lå vi med regnen trommende på ruffet, og indrømmet: Skipperinden var ikke i land den dag overhovedet! Her i Bodø står solen højt på himlen, og på kajen er der en summen af mange glade mennesker, der nyder det pragtfulde vejr. What’s not to like?
Turen hertil har været præget af transportsejlads, hvor vejret naturligvis har begrænset os, når der varsledes hård vind og megen regn, men hvor vi også har flyttet os, selvom det ikke var indbydende til søs. Derfor forekommer det lidt svært at skille den ene dag fra den anden. Men selvom der har været mange, rigtig mange, kolde og våde dage, har der også været glimt af, hvor skønt her kan være, når solen har bevilget os sin varme og givet landskaberne, vi har sejlet igennem, nogle farver og formationer, der har været ufatteligt smukke.
Vi kom af sted fra Leirvik i tørvejr, og det var godt at komme i gang igen efter et dejligt, varmt bad – og et forgæves forsøg på at tanke diesel. Dagens mål var Askvoll, stadig gråvejr, men en fin havn med mulighed for at bruge vaskemaskinerne som en del af havnepengene, og hvor vi kunne tanke. Vi kunne også gå en lille tur, og i en af de to store supermarkeder, fandt vi nogle flere af de gode uldsokker! Så var dagen faktisk reddet.
Videre gik det næste dag til Knutholmen, en lille færgeby, hvor der ikke på denne årstid sker ret meget, men vi fandt billig aftensmad i en meget velassorteret SPAR: En hel friskgrillet kylling til den beskedne sum af 40 norske kroner! Så var den dag også reddet!
Transportsejlads, ja! Hvor langt orker vi i kulden og vinden? Hvad er der af havne på strækningen? Det var rigtig godt at have Auroras besætning at snakke med, og vore daglige skippermøder bestod af to sessioner: Et, hvor skipperinderne deltog, og hvor vi fik en lille drink, og så et senere på aftenen, hvor de to skippere lige fik styr på ruten.
Vi nærmede os Stadt – det berygtede område, vi skulle runde udenskærs. Det er berygtet pga de særlige bundforhold og klippernes formationer, som med tilbageslag giver en uberegnelig og til tider farlig sø. Der er informationer om højden af bølger og dønning, så det var med at studere de dele samt vejrmeldingen, så vi kunne se, hvornår passage bedst lod sig gøre. Vi sejlede til den lille, bilfri ø Silda, hvor vi afventede udviklingen, og selvom det var en blæsende eftermiddag, fik vi lagt til i nogenlunde god ro og orden, og der var god plads. Vi sejlede gennem Måløysund, hvor man også kan ligge i venteposition, men Aurora havde tidligere været på Silda og havde gode minder derfra.
Det er også et fint, lille sted, hvor vejret artede sig, så vi kunne tage en rigtig god travetur ind på øen, endda i solskin.
Vejrudsigten holdt stik, og vi havde ingen problemer under sejladsen rundt om Stadt. Vi kunne godt mærke, der var særlige forhold, men ikke noget, der generede. Det var diset, grumset og småregnende, da vi anløb Ulsteinsvik. En fin havn, hvor vi blev venligt modtaget af en solosejler fra Bergen, der skulle til Tromsø, hvor hans kone så ville påmønstre. De er altså ikke pivede de norske sejlere! Der var gode butikker for proviantering, dejligt varmt bad, så vi var godt rustede til næste morgen at tage turen til Bud. Vi lå og hyggesejlede for sejl mellem nogle små øer, og pludselig fik vi virkeligheden at føle lige før Bud, hvor dønningerne fra Atlanterhavet fik os til at føle os som en lille ”prop”, der bare bliver kastet rundt. Heldigvis var vi ikke langt fra det store havnebassin, og vi fandt på plads langs den lange flydebro. Der kom en lokal og anbefalede os at trække længere ind, for når det blev højvande, kunne de yderste pladser være ret ubehagelige. Det gjorde vi, og det rykkede da også godt i fortøjningerne. Skipper fik monteret ”kødbenene”, men vi er vist blevet hærdede efter de mange år i Middelhavet, for vi syntes ikke, det var noget særligt. Bud er et specielt sted, som vi gerne vil gense, for det store museum i det tyske bunkersanlæg vil vi gerne se, og det var lukket, da vi var der.
Vi – Nausikaa - valgte at sejle under en af de mange broer på ”Atlanterhavsvejen” og helt indenskærs på den videre tur. Det var en meget smuk tur, og det var ikke så koldt herinde i læ mellem de høje fjelde. Vi så landbrugsland, skove og bjergtinder med sne på toppen. Solen viste sig ind imellem – en smuk tur.
Da vi kom til Kristiansund var det stadig smukt vejr, og vi fik en fin plads i havnen, hvor en hel flok motorbådssejlere havde sat hinanden stævne – det var gemytligt. Ligesom det var rigtig hyggeligt endelig at møde en havnefoged, som kom og spurgte, om vi havde det godt? Da han hørte, vi var på vej til Lofoten, rystede han på hovedet og sagde: ”Alle skal til Lofoten!” Kristiansund er en by, vi godt lige vil se nærmere på, for en søndag aften var der godt nok ikke meget liv, men en fin by, så der ud til.
Videre gik det – stadigvæk i ret pænt vejr – mod Brekstad. Vi havde læste om den norske flybase her, og vi blev da i den grad modtaget, da vi nærmede os. Et utal af F35 fly drønede over hovederne på os, igen og igen. Det viste sig, der var NATO-øvelse, for vi så en masse personel omkring hotellet i Brekstad. Nu var vejret igen, som vi kendte det: Regndis og derfor KOLDT! Det skulle blive værre de næste dage, og med hård vind, så vi besluttede at blive i havn og tage en hurtigfærge ind og kigge på Trondheim. Det var en god oplevelse at gå rundt i den gamle bydel, se kanalhusene og de forskellige værfter. Og Domkirken, naturligvis. Nidaroskatedralen, hvor kroningen af de norske konger i mange år foregik. En storslået og smuk kirke. Det var også rigtig hyggeligt at få en god, varm pizza på en cafe, hvor vi sad godt og kunne få både varmen og en god snak. Og ja, det begyndte at regne igen, så den sidste timestid sad vi i færgeterminalens ventesal, efter at have købt varme vanter!
Vi kæmpede os videre til Hongsand, der sikkert i sommervejr er yderst charmerende. Men her var ærligt talt lidt øde, og det regnede! Vi fik dog besøg af en havnefoged, der gerne ville have penge, da det en overgang var opholdsvejr. De fleste steder foregår betalingen on-line eller med kontanter i en konvolut, men her var der kun VIPPS, som udlændinge ikke kan bruge. Men det var da også helt rart at se et menneske, som man så kunne betale til. I forhold til faciliteterne tog man sig godt betalt her, men ellers må vi sige, at de fleste havne er billige og veludrustede med toilet, bad, el og vand m.m.
Mere liv var der i Rørvik, hvortil vi kom efter en sejlads med mange, meget smalle passager og også et stykke, hvor vi kunne sejle for sejl. Vi var heldige, at da vi kom, var der en, der sejlede, så vi fik gode pladser begge både. Ved samme bro som os lå en rejekutter, og her købte vi aftensmaden i form af pil-selv-rejer. Da solen også var så venlig at lade sig se, var det helt sommerligt, bare vi blev under cockpitteltet.
Så kom vi til Brønnøysund, hvor det var en udfordring at lægge til pga blæst, og at havnen var åben mod vindretningen. Som det har været tilfældet flere andre steder, var vi her i nærkontakt med Hurtigruten og et større krydstogtskib. Brønnøysund var rigtig fin, dejlige faciliteter og et flot havneanlæg – og vi havde fået godt vejr! Her kom også en af de øvrige både, der vil se Lofoten i år, nemlig Zig-Zag med Villy ombord. Rigtig hyggeligt lige at træffe ham og få sat ansigt på.
Idyllen blev brudt ved, at skipper fik et fiskeben fra en røget makrel til at sidde fast i halsen. Han kæmpede, men kunne ikke få det op. Han valgte at se det lidt an - man håber vel, der sker et mirakel, så det pludselig forsvinder?
Næste morgen stod vi op til det flotteste vejr, vi endnu havde haft. Blikstille og høj sol, målet var Sandnessjøen. Det var en stor oplevelse at se bjerglandskaberne i det vejr, og især da vi passerede De 7 Søstre, nogle bjergformationer, der er helt særlige. De skal ses, for det er svært at beskrive, men de blev fotograferet…
Johannes i Aurora havde fødselsdag, men skipper var så plaget af det fordømte fiskeben, at vi gik op til sygehuset, så snart vi havde fortøjet. Som det er fortalt i logbogen, gik alt heldigvis godt. Men den store fejring af Johannes blev det desværre ikke til. Vi vidste, der ville blive et par dage med rigtig ruskvejr, regn og kuling, så vi blev i Sandnessjøen, hvor vi lå ok, men det var begrænset, hvad vi kom uden for de dage.
Men det blev nogenlunde opholdsvejr, så vi var klar til at sejle videre tirsdag morgen, hvor vi skulle passere Viking, øen, hvor det med en globus er markeret, at her passerer vi Polarcirklen. Det er muligt at sejle ganske tæt på, hvilket vi også gjorde, og igen blev der taget billeder. Det var overskyet, men efterhånden klarede det op, og da vi lagde til på Vågaholmen, var det solskin. Køligt, men hvor man dog lærer at påskønne et lille glimt af solen! Bortset fra en butik, en cafe, som havde lukket, en færge og en gammel lastbåd – og en motorbåd, der kom fræsende og var ved at rydde bordet, hvilket fik Johannes til i skarpt trav til at gå hen og påtale det – var her absolut ikke meget liv, men et smukt beliggende og ellers meget fredeligt sted.
Nu gjaldt det Bodø! Vi kom lidt tæt på havet, og vi mødte her mange færger og store fiskefartøjer, så pludselig var der trafik, som man skulle tage sig i agt for. Da vi nærmede os Bodø, blev himlen venligere, og vi kom ind i havnen i pænt, stille vejr. Vi var lidt spændte på, hvordan vi kunne få plads, for vore henvendelser om at ligge her, mens vi skulle være væk fra båden, gav ikke et særligt positivt udkomme. Vi kunne bare lægge os, hvor der var plads, og prisen var den samme, om vi var ombord eller ej. Vi fik begge både en god plads, heldigvis, for gæstebroerne blev ret hurtigt fyldt. Der er flere udenlandske sejlere her, end vi tidligere har set, og det skyldes nok Lufthavnen, der gør det nemt at skifte besætning.
Auroras besætning har besluttet, at de ikke selv sejler til Lofoten, men tager færgen, lejer en bil og tager nogle overnatninger derovre. Forinden ville vi dog sammen ud og opleve Saltstraumen, som vi tog ud til med bus her fra byen. Det er Verdens kraftigste tidevandsstrøm, og selvom vi har set en del tidevandsstrømme efterhånden, var dette voldsomt og spektakulært. Vi stod oppe på en høj vejbro og så ned på det, og bagefter var vi nede ved bredden af fjorden og se det på tæt hold. Meget fascinerende! Cafeen, hvor vi havde tænkt at sidde og nyde en kop kaffe, mens vi ventede på bussen, havde lukket, så vi gik en tur, endte på en campingplads, hvor vi købte en is, og faktisk meget venligt blev tilbudt en kop gratis kaffe. Der er en stor mængde autocampere over alt i området her. Det er nemt at forstå, for her er smukt.
I går morges vinkede vi farvel til Jette og Johannes, som har fortalt, vi kan glæde os til Lofoten, for naturen der er fantastisk. Så det gør vi! Vi fik også i går set lidt mere på byen og ordnet en masse vasketøj, og i dag har vi været ude på Flymuseet, som er et stort, flot museum i byens udkant. Vi tog bussen derud, men travede hjem i det dejlige vejr.
Nu skal vi gøre os klar til at tage hjem til studentergilde og guldbryllup, og vi flyver i morgen ved middagstid. Det bliver dejligt at se familie og venner igen, og så håber vi, der vil være perioder med pænt vejr, når vi skal videre til Lofoten og hjemover. Vi vidste godt, at regn og kølighed er almindeligt her, men nu har vi set, hvor dejligt her også kan være, og så har vi jo lov at håbe. Vi kommer tilbage til båden den 26.6., hvor vi igen lader høre fra os.
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Kolding 14/05/2023 – Leirvik (Hyllestad)29/05/2023
Det er af og til, vore rejsebreve er begyndt med at berette om regnens trommen på ruffet – og således også denne gang! Det er ikke uventet – vi vidste godt, at det er normalen her i Vestnorge.
Vi er nu ca. en tredjedel af vejen mod målet, Lofoten. Vi kom endelig af sted søndag den 14. maj efter forskellige årsager til forsinkelse. Men alt taget i betragtning var det nok passende, for det var koldt – også i Danmark – de første uger i maj.
Vi forlod Kolding i dejligt solskinsvejr, men blev ud for Juelsminde mindet om, at det ikke var sommer endnu. Nogle gevaldige tordenbyger med hagl fik os til at kigge på hinanden og spørge, hvornår vi sidst havde haft det SÅ koldt? Lykkeligt uvidende om, hvad der ventede os. Men på Tunø, (hvor der var meget god plads), var der pragtfuldt, og vi nød aftensmaden i solskin UDEN cockpittelt!
Næste stop var Øster Hurup, hvortil vi havde en fredelig motorsejlads i dejligt solskin. Knap havde vi fået fortøjet, før der kom lidt regn, blæst og kulde. Det skulle der komme meget mere af den følgende dag, i hvert fald vind, hvorfor vi stod tidligt op og sejlede til Sæby. Overskyet, men en herlig tur for sejl, som vi bar, lige til vi skulle ændre kurs for at komme ind i havnen. Her var masser af pladser, så vi lagde os med næsen mod den kuling, vi ventede, og som også kom. Til gengæld var der solskin, så vi fik travet godt rundt, både på sightseeing (alt er lukket på denne årstid!), og skipper fik sig en noget strabadserende tur efter campinggas, idet han måtte gå helt fra campingpladsen nord for byen. En flink lokal satte ham af der, da han alligevel skulle til Frederikshavn. Skipper havde forud for det været rundt mange steder at spørge efter gas. Det kan man ikke få i Norge, så vi ville gerne være helt tanket op. Så han fik dagens motion så rigeligt.
Næste mål var Skagen, hvorfra vi ville krydse Skagerak. Vi kunne bære sejl til Hirsholmene, og kom ind til et næsten fyldt havnebassin. Der var liv og glade dage, Kr. Himmelfartsdag. Masser af nordmænd og svenskere i ret højt humør lå for anker i de smalle bassiner, og da vi ønskede at starte kl. 04 fredag morgen mod Norge, var det ikke attraktivt at lægge sig der. Vi var heldige at få en plads i Skagen Lystbådehavn, blev venligt hjulpet på plads af havnefogeden.
Efter frokost og lur skulle vi da lige opleve Skagen og startede med at overvære Skagen Pigegarde sende et krydstogtskib af sted. Vældigt festligt! Gaderne, barerne og restauranterne var pænt fyldte på trods af den bidende, kolde blæst, for solen skinnede, og hvor der var læ, var der skønt. Høj musik og mylder, og, ja, det var ikke lige noget, der fristede, så vi luskede tilbage og fik vores øl i Nausikaa. Om vi er blevet for gamle eller for nærige, er det vist ikke umagen at dvæle ved…
Vi gjorde klar til morgendagens afsejling kl. 04. Vejrmeldingen var god, og det ville den ikke være i ret mange dage, så det var med at komme afsted. Vi har ofte stået op og bare sejlet, og så kunne vi få morgenmad senere, når vi havde lidt appetit. Vi har nu erfaret, at det er knap så enkelt, når der kun er ca. 4 gr. Det lysnede, og fiskerne skulle også ud. Det var koldt, men det blev meget værre, da vi kom godt til havs. For i stedet for den meldte sydlige vind, kom vinden fra vest, var pænt kraftig, og hvinende kold. Vi måtte have huer, vanter og pakkede os ind i tæpper, så gik det. Det var ingen fornøjelse de sidste timer pga nogle uregerlige søer, men heldigvis klarede det op, og vi fik lidt sol, der gjorde det lettere at holde varmen. Den nye motor tyggede fint igennem det hele. Vi snakkede om at krydse, for at slippe for de trælse søer, men med krydstillæg ville vi komme meget sent til Kristiansand. Så vi holdt ud og kunne ved 21 tiden fortøje. Skipper gik op for at betale havnepenge, men der skulle betales med det norske VIPPS, som man ikke som dansker kan blive registreret i. Han forsøgte igen om morgenen, men der var ingen på kontoret, og de lokale, han spurgte, sagde, at så måtte vi bare lade det være.
Selvom vi var trætte, betød vejrmeldingen, at vi skulle videre, for hvis vi skulle nå op i læ før det næste blæsevejr, skulle det være nu. Vi spiste morgenmad i et solfyldt cockpit og glædede os til en flot tur, men desværre blev det meget tåget det meste af vejen til Lista. Så det var godt at have radar og kortplotter. Da vi nærmede os Lista, som vi havde som mål, var tågen meget tæt, men vi kunne dog uden problemer finde ind i den gode havn, hvor vi lå fint. Der var ret øde, og en gåtur i det ellers smukke område blev ikke så lang. (Vi havde endnu ikke lært at tage tøj nok på!) Også her var der VIPPS, man kunne også betale kontant og lægge en konvolut med penge i en boks. Kontanter gik vi over og forsøgte at få i et supermarked, men ingen af vore kort blev accepteret. Endnu en gang var der en lokal, der trak på skuldrene og sagde, vi bare måtte blive liggende.
Endnu en lang tur til Tananger næste dag for at udnytte vejrvinduet. Til vores lettelse og overraskelse var det klar vejr, og vi fik en smuk sejlads langs kysten med kun få tågebanker. Vi var ved at komme i bund i dieseltanken, og især skipperinden kan ikke lide ”det røde felt”. Normalt har skipper fuldstændig styr på forbruget af diesel, men måske den nye motor brugte mere? Og oliefyret havde jo kørt rigtig mange timer? For en sikkerheds skyld blev der hældt 10 liter fra reservedunken på, for der var endnu ca. 3 timer til Tananger, hvor vi skulle tanke. (Der var også en lille smule vind, som vi ville kunne sejle på, hvis altså…) Det var skipperindens tanker, for skipper var overbevist om, der var diesel nok! Nå, vi kom også fint til Tananger og fik en god plads. Vi kunne ikke lige lokalisere en dieseltank på havnen, så vi spurgte en lokal sejler, der var i færd med at bundbehandle sin båd. Jo, der havde været en, men den var blevet nedlagt, fordi den lå for tæt på hotellet, der var bygget af træ! Så var der kun at gå op i byen og hente på tankstationen der. Vi spurgte os frem til, hvor den lå og gik tilbage til båden for at hente vore to 10 liters dunke. Det så ham, vi havde talt med, og han tilbød at køre os. Det var sødt af ham, så vi nød turen i hans store Tesla. Han kørte os også tilbage, og vi var ham meget taknemlige. De to dunke blev hældt på, og vi kunne næste dag med ro i sjælen fortsætte til Skudeneshavn, hvor vi vidste, der var læ for den hårde NV, der igen skulle komme. Det var samme type som i Sæby: Hård, kold vind, men sol. Så vi fik set byen – hvor der heller ikke var åbnet seværdigheder – og fik lokaliseret, hvordan vi kunne få fyldt dieseltanken op.
Da det havde fået blæst af, sejlede vi videre og kom sidst på eftermiddagen til Sagvåg. En meget idyllisk plet, godt beskyttet og smukt beliggende. Vi var i det lokale supermarked. Ikke fordi vi manglede noget særligt, men heldigt alligevel, for vi fandt nogle uldsokker af norsk uld, som ikke var tykkere, end at de er til at have i skoene i modsætning til de medbragte. Tre par til hver, og hvor er de lækre!
Næste morgen forsøgte vi os et par timer for sejl, men vinden har det jo med at følge bjergene, så snart var den meget imod og ret kraftig, ligesom strømmen. Igen blev motoren sat til, og vi nåede Strusshamn lidt uden for Bergen efter en trods alt behagelig sejlads inde i læ mellem øerne.
Vi havde jævnligt været i kontakt med besætningen på s/y Aurora, som vi glædede os til at gense, og de ville næste dag komme til Strusshamn.
Fredag formiddag tog vi bussen ind til Bergen. Både for at se lidt på byen, men også for at frekventere Vinmonopolet, for vi besluttede hjemmefra at overholde alle toldregler, så det kvantum måtte vi supplere. Det var en velassorteret butik lige ved busstationen, så det var nemt klaret. Og ikke så dyrt, som vi havde frygtet.
Det regnede for meget til, at vi orkede gå rundt i byen, så vi tog hurtigt bussen hjem igen og var klar til at modtage Jette og Johannes. Det var et dejligt gensyn og rart at få følgeskab.
Lørdag øsregnede det hele dagen, så det blev pinsedag, før vi atter vovede os ud for at komme længere nordpå. Vi havde lovning på opklaring senere, og selvom der var nogle byger, hvor det blev hundekoldt, havde vi også perioder med sol, som straks varmer og pynter på de smukke landskaber. Vi sejlede de små 60 mil og er nu her i Leirvik, hvor der igen her 2. pinsedag er dagsregn, stille og rolig regn. Ikke et særligt spændende sted, men vi ligger godt og mangler ikke noget. I morgen skulle vi kunne komme videre igen, og da der alligevel går nogle dage, før vi, som det ser ud nu, skal uden om Stadt, har vi ikke travlt. Stadt er et af de kritiske steder på strækningen til Lofoten, hvor man kun skal vove sig ud i en passende vejrmelding. Hvis vejrmeldingen holder, skulle vi få lidt lunere vejr og tørvejr de næste dage, og hvor ville det dog være skønt!
I mange af havnene kan man betale havnepenge og tilhørende faciliteter med en app, Go Marine, og den har skipper fået styr på, ligesom det også lykkedes os at få hævet kontanter i banken i Skudeneshavn, så nu sejler vi helt ”lovligt”. Havnepengene er på ingen måde ublu, dieselen er også billigere her end i Danmark, fødevarerne lidt dyrere, men bestemt ikke alle slags. At køre med bus i Bergen var rørende billigt, så hvis det kun er alkohol, der koster kassen, så er der ikke noget at klage over.
Endnu har vores sejlads karakter af transportsejlads, og vi kan mærke, vi er tidligt på sæsonen, da meget endnu er stengt. Når vi af hensyn til vejret må ligge over, vil vi jo gerne i land og opleve, hvilket også nok skal komme, når vejret bliver lidt lunere og mere tørt. Det er planen at komme til Lofoten så hurtigt som muligt, og så slappe mere af på hjemvejen med ophold forskellige steder. Vi skal også tage højde for, at omkring Sct. Hans skal vi hjem for at være med til studentergilde og guldbryllup. Endnu har vi ikke bestilt fly, for vi er ikke klar over, hvor det bliver fra, da det også skal være et sted, vi kan efterlade båden en uges tid.
Indtil videre går det godt, og vejret er jo, som vi godt vidste, det nok ville være. Her er meget smukt, havnene er gode, og nordmændene er generelt noget så søde og meget hjælpsomme.
Tak for hilsener og interessen for vores færd!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen