Rejsebreve fra 2013

Her kan du læse rejsebreve fra Nausikaa.

Rejsebrev 67 Kalkan - Marmaris Yacht Marina
Rejsebrev 67
Kalkan 24/19/2013 – Marmaris Yacht Marina 15/11/2013
Vel hjemme efter en anstrengende, men problemfri rejse, er vi nu efter en god nattesøvn klar til ”vinterlandlov”. Der var en smuk buket på trappen, der var varme på i huset, og vore genboer ønskede os velkommen hjem. En sildemad og en snaps, et opkald til børnene, og så var det ellers under dynen. Dejligt at være hjemme!
De sidste indtryk fra afskeden med Nausikaa vil forblive i os en tid: Indtil middag i går gik vi og arbejdede i sol og varme, men så trak den varslede front ind. Vi fik travlt med de sidste ting, men snart satte regn, lyn og torden en stopper for alt arbejde udendørs. Vi gav os til at pakke, og da det var tid, nåede vi frem og tilbage fra Happy Hour og farvelmiddag med vore sejlervenner i rimeligt tørvejr. Så bragede det løs igen, og da vi skulle op til vores taxa kl. 5, øsede det ned og lynede og tordnede. Det var MEGET vådt at knappe presenningen på og kravle op og ned ad stigen med bagagen, som vi havde pakket godt ind i plasticposer. Der stod flere cm vand på gangarealerne, så I kan nok forestille jer turen op til indgangen. Men det går jo alt sammen alligevel…
Nu skal vi til at forholde os til, at det er jul lige om lidt; den julepyntede lufthavn slog lige tonen an.
Tilbage til Kalkan, hvor vi ”klatrede” op og tog bussen til Kinike for at bese Xanthos-ruinerne. En bonus var det, at der var marked i Kinike; sådan et rigtigt marked med levende høns, geder og får, fugle af alle slags og et eldorado både af fødevarer, tøj, isenkram, gammelt værktøj og husgeråd. Der var en god stemning på markedet, der blev lavet sjov mellem de handlende og også med os! Xanthos var speciel både ved sin smukke, høje beliggenhed, samt store udstrækning, og så var der nogle søjler med inskription på lykisk, en masse forskellige tegn, som videnskaben endnu ikke helt har kunnet tyde. Nogle af dem kunne minde lidt om de nordiske runetegn.
Vi havde udset os en bugt, hvor vi kunne ankre for at skære dagens sejlads over i to passende dele. Der var rigtig fint, og der var udlagt en masse bøjer, som man kun måtte ligge ved, hvis man gik op og spiste på restauranten. Man ville så blive hentet og bragt i jolle, og det var vi helt med på. Det var den franskmand, der kom og lagde sig ved siden af os ikke! Han indvilgede dog i betingelserne, der blev tydeliggjort for ham, men han kom aldrig ind og spiste. Da vi var tilbage efter måltidet, skulle vi lige op og beundre den fantastiske stjernehimmel, og da ser vi, han kommer drivende ind mod os! Hans fortøjning var blevet taget fra ham, da han ikke indfandt sig på restauranten. Vi fik skubbet fra, sat en projektør på, så vi kunne orientere os, han fik gang i motoren og ankrede i stedet inde midt mellem alle bøjerne – ikke så sært sejlede han, så snart det blev lyst…
Fra My Marina, der var næste stop og beliggende i en helt fortryllende bugt tæt ved Dalyanflodens delta og Skildpaddebugten, tog vi en turbåd op til byen Dalyan. Det var en stor oplevelse at sejle over det flade stykke, hvor saltvand og ferskvand mødes og ind i bugten, hvor havskildpadden Carreta Carreta går i land for at yngle. Der lå en masse krabbefiskere, nærmest på ”pælehuse”; de fiskede de særlige blå krabber, og det var så en turistattraktion, når de ved at smide en krabbe ud i en line forsøgte at lokke skildpadderne til at komme op. Vi så en enkelt, stor padde, men den var ikke sulten, så den dykkede hurtigt igen. Turen ind gennem labyrinten af sivbeplantninger var rigtig fin, og vi lagde til for at besøge den antikke by Kaunos. Endnu en omgang ”gamle sten”, hvor vi efterhånden var ved at være mætte, men stedet var alligevel en oplevelse. Videre ind mod Dalyan, hvor vi kom tæt på de enorme gravkamre, lykierne huggede ind i klipperne – det var rigtig flot at se! Dalyan var en turistfælde om noget – guiden fortalte, at hollændere, tyskere og danskere opkøbte lejligheder i stor stil, og byen var én stor souvenirbutik og række af barer, cafeer og restauranter. Det er et smukt område, men det var også masseturisme, når det er værst, i hvert fald efter vores opfattelse. Tilbage i marinaen, som er lille, velplejet og med alt, hvad der hører til, nød vi en skøn middag. Vi havde hørt, der var meget dyrt, men alt taget i betragtning, får man også valuta for pengene. Gode faciliteter, utrolig smuk beliggenhed og virkelig lækker mad.
Så var der kun en sejltur tilbage for i år. Solen skinnede, vandet var blankt, og vi nød det. Det gjorde det store felt af kapsejlere, der lå i hullet ind til Marmaris også. De havde opgivet at sejle, så de badede og hyggede sig i stedet. Vi fik en fin plads på India-broen, hvor vi havde det maksimale antal timer med sol, og det er vigtigt, når man gerne vil arbejde, for tingene skal jo tørre efterhånden. Vi syntes, det var lidt dødt og tamt de første dage, ikke så meget liv, og ikke så mange både på land. Det skyldes måske, at mange havde trukket det lidt, fordi vejret var så utroligt fint så længe?
Efterhånden dukkede der nogle flere danskere op, vi fik svenskere til nabo, som vi kunne snakke og hygge med, så de sidste par uger blev nøjagtigt så hyggelige, som vi kendte det fra sidst med Happy Hour i baren og dejlig mad i restauranten samt sammenrend i bådene, spontane såvel som ”inviterede”. Det skal der også være tid til - og vi fik alligevel nået en masse. Det betød flere ture til byen efter reservedele og nyanskaffelser, og der er virkelig også sket mange forbedringer og fornyelser. Vi kan jo godt se, der slides på det hele, og så er det rart at få tingene frisket op. Teakdækket er et kæmpearbejde for skipper at holde nogenlunde, og om læ er alle hynder og tæpper blevet renset, ud over den almindelige hovedrengøring.
Optagningen foregik i det skønneste vejr, og vi var heldige at være de første, så allerede kl. 8.15 hang Nausikaa i stropperne. Vi fik en fin plads tæt på alting, og hvor vi kan gå direkte fra betonunderlaget op på stigen. Så nu kan vi glæde os til at komme tilbage, hvor vi skal være klar til søsætning den 28. marts. Vi har nogle steder, vi gerne vil opleve, før vi sejler nordpå, og da er Marmaris et passende udgangspunkt og et godt sted for båden at ligge.
Men forude har vi vinteren, og vi ser frem til alt det dejlige, den rummer i form af samvær med familie og venner. Vi siger tak til jer alle for den interesse, I stadig har for vore oplevelser, og vi glæder os til at genoptage kontakten til foråret.
Vi vil ønske alle en god vinter!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 66 Fethiye (Ece Marina) - Kalkan
Rejsebrev 66
Fethiye (Ece Marina) 06/10/2013 – Kalkan 24/10/2013
Endnu en dag med sejlads i høj sol på fladt vand – og endnu en gang ser det ud til, at vi er kommet til et rigtigt lille smørhul: Kalkan, som også ligger smukt i en bugt op ad en bjergside. Sejladserne langs kysten i denne del af Tyrkiet er én stor betagende udsigt! Og det gode vejr bidrager naturligvis meget hertil.
Tilbage til Fethiye, hvor vi fik børnene ombord – som sædvanligt skønt med et gensyn. De var lidt påvirkede af, at køreturen fra Antalya lufthavnen havde været en ret dårlig oplevelse, for chaufføren havde kørt meget hurtigt, og de ankom da også noget før, vi havde forventet. Men de kom hurtigt til hægterne og kunne nyde solskinnet og de smukke omgivelser, og vi andre kunne glæde os over igen at få godt med liv ombord. Vi benyttede os af marinaens gode badeværelser og fik provianteret, før vi sejlede af sted mod Wall Bay, en restaurantbro, vi gerne ville vise vore gæster. Og det blev en succés: Stedet er skønt, der kunne bades og sejles i gummibåd, og maden vi fik om aftenen, smagte herligt. Næste formiddag travede vi en god tur langs bugten. Julie hoppede rundt som en anden bjergged på den noget uvejsomme sti, og Kasper fulgte godt med på sine små ben, men det var godt at kunne sidde på fars skuldre lidt indimellem. Vi havde følgeskab af de to hunde fra restauranten – de ville lige sikre sig, vi kom godt tilbage. Vi mødte også nogle æsler/muldyr, så der var nok at opleve.
Efter frokost satte vi genoaen, og i den svage vind drev vi af sted et par timer til en bøje på nordsiden af øen Zeytioli. Igen en svømmetur (for den del af besætningen, der kan lide den slags!), hygge, leg og afslapning og middag under en betagende stjernehimmel. Næste formiddag tog vore gæster en lang tur i gummibåden, hvor Julie fik lært at styre, så hun var stolt, da Zeus’en blev fortøjet til Nausikaa.
At komme på stranden er et sikkert hit hos børnene, og vi skulle også i land og kigge lidt på bylivet, så vi valgte at tilbringe et par dage i den lækre marina i Göcek. Man har som betalende i marinaen ret til at bruge den fine badestrand med service, der hører til, og da vejret fortsat viste sig fra sin bedste side, var det oplagt at nyde den del af ferielivet. Det blev også til is/drinks et par gange samt en herlig frokost på en af de mange restauranter inde i byen. Göcek er fyldt af turister, men der er alligevel hyggeligt.
Men vi skulle videre – og vi havde udset os en god bugt uden ”restauranttvang”, som også viste sig at være rigtig fin. Vi fik vores debut med at ankre og lægge liner i land, og skipperinden var svært glad ved, at Jakob tog sig af roturen. Igen blev der badet og hygget – Maiken og Jakob svømmede ind for at se, om det så tiltalende ud på restauranten, og vi blev enige om, at vi gerne ville spise i land. Derfor flyttede vi ind til broen, som er blevet udvidet en del i forhold til, hvad vort materiale beskriver. Det begyndte at lufte noget sidst på aftenen ude fra sundet, og det blev ved hele natten, så det viste sig at være fint, vi var rykket ind, så vi slap for at skulle op og rode med anker og liner, som vi så, de andre måtte til.
Så var ferien ved at nærme sig sin afslutning for Jakob & Co. Vi ville gerne vise vore gæster Fethiye, og så skulle vi fejre Maikens fødselsdag, som var den søndag, de skulle hjem. Derfor sejlede vi tilbage til Ece marina og havde en hyggelig bytur, hvor Maiken fik købt en lækker taske. Hun fik et tilskud fra os som fødselsdagsgave. Skipper fik ordnet skibspapirerne i forhold til ændringerne i besætningen, så vi ikke skulle vente på det, når vi selv ville videre. Vi besluttede at spise fødselsdagsmiddagen ombord, for børnene skulle puttes lidt tidligt, da transporten til lufthavnen var bestilt til kl. 8.00 søndag morgen. Vi havde en dejlig aften, og som Maiken sagde, så var det ikke almindeligt, hun kunne sidde ude og spise til aften på sin fødselsdag den 13. oktober!
Afskedens time oprandt, og sådan er det jo, selvom det er lidt svært at sige farvel. Skipper og Jakob havde været hos Mustafa for at sikre sig en anden chauffør, da de ikke ønskede at køre med den samme, som kørte dem hertil. Der kom også en venlig mand på aftalt tid og sted, og vi fik dem sendt godt af sted – troede vi da! For ret hurtigt indløb der en sms fra Jakob, at bilen var brudt sammen, og nu holdt de og ventede på en anden bil. Det var ikke så rart at erfare. Heldigvis kom der hurtigt en ny sms, at de nu atter var af sted, og resten af turen hjem gik problemfrit. Vi fik forespørgsler hjemmefra om, hvorvidt de rejste med Tyrkiet Eksperten – og det gjorde de heldigvis ikke!
Der bliver altid meget stille og tomt, når de små er taget af sted, og vi savner alle de gange, de siger: ”Hej, farmor/Hej, farfar!”, ligesom den morgenhygge i forkahytten, der næsten er blevet tradition. Den bedste kur mod det er at gå i gang med at gøre rent og rydde op, så det gjorde vi. Fik vasket tøj, købt ind og så var vi ellers klar til afgang mandag morgen. Vi besluttede at bruge det fine, stille vejr til decideret transportsejlads, og sejlede direkte til Finike med en overnatning i den nye marina i Kas. Marinaen ligger utroligt smukt og er meget lækker.
Vel ankommen til Finike kunne vi med sindsro imødese det længe varslede uvejr, som ville trække ind i løbet af torsdagen. Det kom også med lyn og torden, og nogle regnskyl, vi næsten kun synes, vi ser på disse kanter. Men vi lå godt og trygt, om end dønningerne den anden nat blev særdeles mærkbare – det havde også blæst op til 30 m/sek i pustene, da det var værst. Finike er et fint sted, og her er faktisk kun de turister, som kommer sejlende hertil. Vi kunne godt lide atmosfæren på havnen, alle hilste, og vi kunne se, de lige tænkte, om vi mon var nogle nye, der skulle være der om vinteren? Der var lidt dødt i byen, for der var helligdage, hvor vi tydeligt fornemmede, familierne hyggede sig. Inden vi sejlede, var vi ovre og tanke diesel, og det blev lidt af en oplevelse. Der var en shäferhund, der var meget interesseret i vore fortøjninger, og der var ikke lige en mand til at have kommandoen, da vi kom. Det var meget sjovt i starten, men så tog den ellers fat i vore fortøjninger, og det var totalt umuligt at holde imod – den trak bare til! Heldigvis lystrede den, da tankpasseren kom, og slap, når den fik besked på det.
Vi havde hørt så meget om Kekova-bugten, så den glædede vi os til at opleve. Det var i sandhed også et utroligt dejligt sted. Naturen er ubeskrivelig, og så er der en mængde oldtidsminder fra tiden, hvor det lykiske folk udlevede deres kultur på egnen. Mængden af sarkofager er enorm, og borgen på toppen ved Kalekøy var et besøg værd alene for udsigtens skyld. Vi lå ved ”Hassan den Midterstes” bro, blev fint fortøjet og der var nok at se på med alle udflugtsbådene, der kom og gik. Nogle lagde til for at få en forfriskning på en af de mange dertil indrettede steder, andre sejlede tæt forbi på vej over mod ”den sunkne by” på nordsiden af øen Kekova, der har givet navn til bugten.
Vi skulle jo spise hos ejeren af broen, men som vi siger så tit, kan vi ikke vinde hver gang; det er de sejeste lammekoteletter, vi indtil dato har fået!
Vi skulle også en tur langs med den sunkne by næste morgen på vores vej til Ûcagiz, den lille by længere inde i bugten. Her er lagt en fin flydebro ud, så vi blev modtaget af en havnefoged, smed anker og fortøjede til broen, hvor vi havde både el og vand. Byen her er fyldt med turister og derfor også med boder og restauranter. Og så er der en stor mængde udflugtsbåde i alle afskygninger. Men rigtig hyggeligt. Vi fravalgte den planlagte tur til Myra (oldtidsminder, og en stor attraktion) herfra, for der kommer kun 1 bus kl. 8 om morgenen, den er så tilbage sidst på eftermiddagen. Til gengæld lod vi os lokke af en anden Hassan, som (også) påstod, hans restaurant var den bedste. Og han havde noget at have sin selvtillid i. Det var fremragende mad!
Nu gjaldt det Kas. Det lykkedes os at få en plads i den lille hyggelige, men travle havn. Her er færger, gullets, dykkerbåde, små fiskerbåde og alskens øvrige fartøjer. Man kan se bunden – og dermed diverse kæder – på 8-10 m’s dybde, så flot klart er vandet selv inde i havnen. Skipper fik kastet ankeret, uden at det fik fat i andet end det, det skulle – det var ellers stedet, hvis vi skulle have fået problemer, for der var adskillige dykkerskibe i havnen! Men heldigvis kom vi af sted helt efter bogen, da vi kom så langt. Her i Kas vrimler det også med turister, men vi kan godt mærke, vi er sidst på sæsonen, for der er god plads, og der er stadig åbent alle steder. Så fint for os! Da vi var ved at fortøje, landede et par paraglidere lige over hovedet på os. Det viste sig, at de brugte den brede del af molen til at lande på. De høje, meget stejle bjerge omkring byen er ideelle til at paraglide fra, så vi så mange hold svæve rundt og derefter lande.
Her fra byen var det nemmere at komme til Demre, hvor vi ville opleve Myra samt St. Nicholas’ museum (basilika). Der viste sig at gå busser fra Kas til Demre hver halve time hele dagen, så det var nemt; 3 kvarter tog det at køre de 45 km. Myra ligger i udkanten af byen, og selvfølgelig var der mange andre end os, der skulle se stedet. Der er bl.a. et meget velbevaret teater, og så er der i bjergsiden lavet de karakteristiske gravkamre, som lykierne var kendt for. Vi har set rigtig mange ruiner efterhånden, og er ved at være mættede, men landskaberne her i Tyrkiet er jo anderledes, stenene ligeså, så det er stadig spændende at besøge disse steder. Vi gik tilbage til byen for at kigge mere på kirken – eller rettere det, der står af den. St. Nicholas er jo med tiden og ad mange uransagelige veje blevet til Santa Claus, alias vores Julemand, og bortset fra, at kirkeruinen var virkelig imponerende, var det ærlig talt lidt trist at se på alle de boder, ja tilmed, et helt ”supermarked” med alverdens souvenirs – den ene mere hæslig end den anden! Men vi kunne jo nøjes med at kigge – selvom der skulle en indsats til for at få lov til kun det.
Efter en let frokost (vi er blevet bedre til at spotte, hvor de lokale spiser!), tog vi bussen tilbage og gik en tur rundt i Kas. Vi hilste - igen - på værtsparret på Smiley’s restaurant, som ligger lige, når man går ud til molen. Vi havde fået leveret morgenbrød i cock-pittet , og sandelig om ikke det skete igen i morges! En sød gestus, som sikkert godt betaler sig for dem, for naturligvis gik vi op og spiste hos dem – for øvrigt et meget veltillavet og herligt måltid.
Nu er vi så her i Kalkan, som vi må op og se lidt nærmere på. Skipper har udset sig et par steder mere, vi skal besøge på vejen, men ellers går turen mod Marmaris. Her skal vi overvintre, og det føles godt at komme tilbage til et sted, hvor vi ved, tingene fungerer, og hvor vi har mulighed for at få lavet den vedligeholdelse, der er fast arbejde, når man sejler på den måde, vi gør. Vi nyder vejret og livet, og for skipperinden føles det som at rejse på 1. klasse., så det er ikke kun Lars Løkke, der gør det. Vi har ikke haft meget lange distancer, vi har kun haft to urolige nætter i havn, vi har spist meget ude, og vi har haft besøg, hvor vejret var perfekt. Vejrudsigten ser ud til at holde foreløbig, så vi har intet at beklage os over!
Tak til jer alle for dejlige hilsener – det betyder SÅ meget at høre fra jer!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 65 Yat Lift (Bodrum) - Fethiye (Ece Marina)
Rejsebrev 65
Yat Lift (Bodrum) 23/09/2013 – Fethiye (Ece Marina) 06/10/2013
Her i Fethyie skinner solen, vejret er skønt, om godt 1 time skulle vore gæster kunne være her – og vi er SÅ klar! Så kan man vel ikke ønske sig mere?
Vi kom godt tilbage til båden, og bortset fra et tykt, rødt lag støv var alt vel ombord. Vores bagage kom desværre ikke med fra Istanbul; der gik lidt tid i Bodrum, før vi blev klar over det og fik det efterlyst, så vi var ret brugte, da vi nåede frem. Det er første gang, vi står uden bagage i den situation, og det var da ikke så muntert, men det løste sig heldigvis hurtigt, idet der kom en taxa med den allerede næste formiddag. Omvæltningen fra det danske efterår var mærkbar, men vi vænnede os snart til varmen, og vi blev også klar til søsætning uden problemer. Havde endog tid til at se nærmere på Mausolos’ gravsted og det tilknyttede museum; rigtig storslået har bygningsværket været en gang, og derfor nok også fundet værdigt til at være blandt Verdens såkaldte syv vidundere. En skam, det blev revet delvist ned og brugt til borgen, selvom den da også er flot!
Alt gik fint ved søsætningen, og vi kunne sætte kurs mod Datca i herligt vejr. Ganske vist med modvind, men den løjede, og vi måtte - igen, igen - sejle for motor, hvis vi ikke ville komme alt for sent i havn. Og godt, vi ikke lå og daskede, for vi kom til en fuld havn i modsætning til sidst – men det var også rart med lidt liv.
Vi valgte at sejle hurtigt til Fethyie, for der lurede noget blæsevejr et par dage fremme, så vi tog et godt stræk og lagde sidst på eftermiddagen til ved en restaurantbro lige før Marmaris. Det var vores debut, hvad den slags angår, men selvom det blæste ret vildt, lå vi fint, og omgivelserne var bogstaveligt talt bjergtagende. Fin service og dejlig mad, blot var det med at holde godt fast på alt, for ellers ville det blæse i vandet! Før mørket faldt på, var alle broerne i bugten fyldt med både.
En dagssejlads mere, og vi kom til Fethyie, hvor vi valgte at gå ind til marinaen. Her var rigtig skønt, gode faciliteter, smukke omgivelser, og her kunne vi finde ud af, hvordan vi bedst fik vore gæster hertil fra Antalya. Egnen her omkring er særdeles velegnet til familieferie, og der er langt og meget åbent vand til Antalya, så det var ikke så svært at beslutte sig, fordi vejrmeldingerne stadig lovede blæst.
Nu skulle vi ud og se lidt på omgivelserne og fandt et lille smørhul i Wall Bay. En fin bro, utroligt smukt beliggende og meget beskyttet, så der må vi også hen med vore feriegæster. Maden var et anderledes koncept: Forskellige lækre forretter, og så kunne man gå op til grillmesteren og bestille, hvad man ville have af kød. Igen velsmagende, denne gang ledsaget af en musiker, der i sin sang lovpriste rakien og da også fik tiltusket sig et par glas efterhånden. Det er i hvert fald ikke alle muslimer, der forsager de små ”gudedrikke”, og heldigvis for det… Og de har ingenlunde noget imod at sælge os deres produkter. Vi har også smagt flere forskellig slags lokal vin, og det er helt ok. Blot skal vi lige vænne os til det noget anderledes prisniveau end det, vi kender fra Grækenland.
Det blev en helt blikstille nat i bugten, og sjældent har vi set en sådan stjernehimmel! Halvmånen lå ned, og Mælkevejen var tydelig sammen med mange flere stjerner, end vi plejer at kunne se.
Om morgenen kunne vi godt mærke, at en vejrforandring var på vej. Vi sejlede til den hyggelige by Göcek, hvor vi kom til en fyldt kommunal havn, men der var masser af plads i en af de andre marinaer – et nyt og meget luksuriøst sted. Inden længe kom regnen, og der kom også vind! Den stod lige ind i hækken på os, og flydebroerne dansede, så det var en gru. Det var ikke megen søvn, vi fik – det lynede og tordnede hele natten og det meste af formiddagen med. Nå, vi skulle jo heldigvis ikke præstere så meget, men kunne nøjes med at tage ind og se på byen og nyde, at solskinnet nu igen varmede og tørrede på alt. Vi besluttede at sejle tilbage til Fethyie næste dag, hvor vi fik en superplads, og her har vi så fået provianteret og gjort klar til rykind.
Vi har også været inde at opleve byen, bl.a. skulle vi da prøve at spise ved fiskemarkedet, hvor konceptet er, at man køber sin fisk hos en af de talrige højtråbende fiskehandlere, hvorefter man bliver shanghaiet af en af restauratørerne, som vil tilberede fisken, servere brød, salat og citron for 6 TL. Ja, det ER også for godt til at være sandt, for naturligvis lod vi os lokke til nogle forretter, og vin skulle vi da også have! Men alt var velsmagende, og man får jo, hvad man betaler for! Men for Søren da, hvor var det pludselig blevet koldt – det er vi slet ikke vant til! Det blæser kraftigt, så det var på med de lange bukser og trøjerne.
Lørdag tog vi på udflugt i lejet bil. Det var spændende at komme uden for byen, og nu kunne vi for alvor mærke, hvor helt anderledes et land, vi er kommet til. Landskabet er imponerende, bjergrigt, men samtidig frodigt landbrugsland med masser af vegetation, både vild og dyrket. Landsbyerne er små, og mange af husene ser ud, så man tænker, at her kan da ikke bo mennesker! Men det gør der, og alle vinker og hilser venligt. Får, geder, høns m.m. løber omkring, og vi så en lille ladvogn, der vist var punkteret, men han havde også anbragt 2 køer, 1 får samt nogle sække på ladet!!!!
Kvinderne er iklædt lange skørter og tørklæder. Lige for tiden er der travlt med at høste granatæbler – her hjælper hele familien til.
Seværdighederne minder på nogle punkter om det, vi har set tidligere; ruiner er jo ruiner, men landskaberne er helt forskellige, og måden seværdighederne præsenteres på ligeså. Der er ikke så mange turister ved ruinerne – nogle ligger altså også helt uden for lands lov og ret, men skipper skal jo altså ud, hvor ingen andre kommer….
En speciel oplevelse var det at besøge Saklikent. Her havde vi ikke forberedt os tilstrækkeligt, for vi var ikke klædt på til at blive våde. Vi nøjedes med at gå ind i den kæmpestore kløft med det brusende vand under os. Det var flot! Og mens vi spiste, morede vi os over de hvinende turister, der skulle prøve at rafte ned ad floden. Vi mødte også nogle hard-core klatrere/vandrere med sikkerhedshjelme med ”indbyggede” kameraer og iklædt det helt store overlevelsesudstyr. De ville vist tage hele turen gennem kløften, hvor der kræves guide med.
At der allerede er gået 2 uger, siden vi tog hjemmefra, er næsten svært at forstå, for vi har oplevet en masse. Nu venter flere oplevelser med børnene, og vi glæder os. De kan være her om lidt!
Tak til jer alle, som vi har nydt sommeren med og tak for de mange gode ønsker, der sendte os af sted!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 64 Mandraki (Oinoussa) - Yat Lift (Bodrum)
Rejsebrev 64
Mandraki (Oinoussa) 16/06/2013 – Yat Lift (Bodrum) 02/07/2013
Nu skal forårssæsonens sidste rejsebrev forfattes. Vi har i eftermiddag besøgt Bodrums imponerende korsridderborg, St. Peter Borgen, og den sætter et værdigt punktum for en vellykket sæson fuld af gode oplevelser. Varmen er ved at være særdeles mærkbar. Især, når der er noget, man skal have lavet - så godt, vi kom i gang fra morgenstunden med de forskellige gøremål, så vi kunne lege turister efter frokost. Vi skulle også lige have styr på dolmusdriften, som må siges at være meget brugervenlig med mange afgange, så det er nemt at komme ind til lufthavnsbussen i morgen tidlig.
Tilbage til Oinoussa, den lille smukke og hyggelige ø, hvor vi havde et par dejlige dage. Stille og roligt, en rigtig skøn naturhavn, hvor de lokale fiskere sammen med de øvrige sejlere bidrog til en dejlig atmosfære. Vi havde oven i købet adgang til landstrøm, og vi fik også vand, da vi efterhånden var ved at have behov for det. Skipper havde fået at vide, at fra kl. ca. 10 mandag ville der være vand i hanerne. Der skete ikke rigtigt noget, så han fik en venlig caféejer til at ringe efter brandvæsenet, som så kom og åbnede for vandhanerne. Det kan nok være, der blev trukket slanger over hele havnen!
Tanket godt op med både vand og strøm på batterierne, sejlede vi den lille tur tværs over sundet til Chios. Vi var forberedt på, at i marinaen der, var der ingen faciliteter. Men vi lå rigtig godt fortøjet, da den hårde vind, som man havde meldt, også kom. At vi skulle være der i 6 dage, havde vi ikke lige set komme, men sådan blev det, og det gik fint. Der var meget at opleve på den ø, så vi fik lejet en bil og var rundt på både den nordlige og sydlige del af øen. Meget forskellige ture, men absolut interessante.
Vi besøgte det store flotte Nea Moni kloster – også selvom vi synes, vi efterhånden har set klostre nok, men det var bestemt et besøg værd. Den forladte by Anávatos gjorde stort indtryk, fordi der til byen hører historien om de mange indbyggere, der kastede sig i bjergkløften, fordi de foretrak den skæbne frem for at blive taget til fange af tyrkerne i forbindelse med massakren i 1822. I det hele taget har Chios’ indbyggere været en masse grufuldt igennem. Ikke nok med voldsomme jordskælv og skovbrande gennem tiderne, men deciderede folkemord og forfølgelser har de måttet udstå…
En lille perle var Agia Gála helt mod nord. Vi troede, vi skulle besøge en kirke hugget ind i en klippe – og det skulle vi også. Men klippen viste sig at være en drypstenshule, hvor vi blev vist rundt af en meget sød og engageret mand, både i den ret store hule samt i kirken ovenover, der også var beliggende i en hule. Vi var så heldige at møde en græsk familie, som vi havde hilst på dagen før ved biludlejeren, og manden oversatte en hel masse til engelsk, så vi fik meget mere ud af besøget, end vi ellers ville have fået. Vi indtog frokosten lige ved hulen i et grønt, svalt område med kilder og store skyggefulde træer, og vi var selv henne ved kilden og fylde vandkanden. Herligt!
Landsbyerne sydpå var vældigt charmerende. I Pirgos var næsten alle husene pudset med nogle fantastiske mønstre – lidt rigeligt efter vores mening, men en sjov detalje, som beboerne var meget stolte af. I Mesta oplevede vi en typisk ”mastikby” med smalle, snoede gyder og huse med flade tage, så indbyggerne nemt kunne flygte i tilfælde af overfald/pirateri. Mastikproduktionen (man udvinder harpiks fra mastikbusken) har alle dage betydet meget for egnen; mastik bruges i industrien til så forskellige emner som kosmetik og tyggegummi, og tidligere var det et anerkendt lægemiddel. Mesta var en utrolig hyggelig lille by, så der spiste vi frokost og kom i snak med en kvindelige tavernaejer, der lige gav os en beskrivelse af sin hverdag under en efter hendes mening fuldstændig håbløs regering. Hun bad os indtrængende om at gøre omverdenen opmærksom på, at det var regeringen, der var årsagen til alle problemerne i Grækenland. Og vi har hørt flere give udtryk for den mening – især var der brug for et opgør med den store offentlige sektor, og det kan vi med vore oplevelser godt give hende helt ret i…
Endelig, efter 6 blæsende dage kunne vi sætte kursen mod Samos. En sejltur, hvor vi igen mærkede, hvor lunefuld vind og sø er på disse kanter – snart vindstille, og næste øjeblik masser af vind fra en helt anden retning. Men vi kom godt i havn i Pythagorion, denne gang i marinaen, fordi bykajen var fuld. Det gjorde ikke spor, for efter Chios trængte vi til at få vasket båd, ligesom det var dejligt at få vasket alt vores tøj i marinaens vaskemaskiner. Vi hyggede os med en af vore sejlerbekendte, Leo, og vi tog os også tid til en biltur rundt på Samos. Et klosterbesøg, Moni Spilianis, hører jo næsten til, og dette var specielt, meget smukt beliggende lige over Pythagorion by, og så var der et lillebitte kapel lidt inde i en slags hule, og hvor man mener, det vand, der drypper ned fra stenene har mirakuløs kraft…
Vi måtte også en tur ned og kigge lidt på resterne af den underjordiske 1 km lange tunnel, der var vandforsyning til Pythagorion by gennem 1000 år. Virkelig imponerende, hvad man formåede at bygge dengang. Samos by var tætpakket med turister, men vi skulle da lige se Platia Pythagoria, Pythagoras er jo født på Samos. Smuk natur overalt, specielt at se det smalle stræde med Tyrkiet så tæt på.
Næste stop var Kalimnos, for nu var der kun en lille uge, til vi skulle på land, og man ved jo aldrig med det her blæsevejr!? Derfor nåede vi ikke Patmos, Ikaria og et gensyn med Leros, men det kan nok blive en anden god gang. Et gensyn fik vi derimod med Maria på Stukas Taverna. Hun – og tjeneren, der serverede for os - var lige så elskelige som første gang, og vi fik dejlig mad, smil og knus.
Kos anløb vi primært for at kunne udklarere fra Tyrkiet, men vi vidste også, det var et godt sted at ligge, hvis det virkelig blev blæsevejr, og det blev det. Men vi lå fint lige neden for borgen, som vi også besøgte, ligesom vi var ude og se amfiteatret. I havnen var der fast underholdning hver eftermiddag, når bådene kom ind og skulle smide anker i stærk sidevind. Det gik ikke altid så godt, så der blev råbt højt fra især den ene af havnefogederne…
Det vrimlede med turister, men det må man jo tage med, og efterhånden skal vi tage os sammen for at synes, det er sjovt, når tjenerne tiltaler os på dansk, men vi endte med at få en dejlig middag lørdag aften og fik sagt pænt farvel og tak samt på gensyn til Grækenland. Vi har haft en rigtig fin sæson, og vi glæder os til at komme igen om et års tid.
Vi havde bestilt plads for sommeren på Yat Lift i Bodrum, og søndag sejlede vi over i stille vejr. Vi var lige henne og se værftet og optagningsstedet, før vi sejlede ind i marinaen. Det bekymrede os lidt, at vi nok ville få en hel del vind, når vi skulle på land – og det var stedet ikke rigtigt til. Men nu står vi altså godt, alt gik, som det skulle, selvom det var ved at være lidt for spændende. Det er første gang, vi har siddet i stropperne, mens båden blev hævet. Det var helt rart, for så holdt vipperiet op! Men vi skulle selvfølgelig i land, inden den kom helt op, og det lykkedes også, selvom skipperinden var lidt betænkelig, for der var lidt langt over til kranen…
Vi blev godt modtaget på værftet. Her er, hvad vi skal bruge, og vi efterlader Nausikaa i tryg forvisning om, at hun står godt. Nu er der så varmt, at det bliver godt at komme til det køligere Danmark, men selvfølgelig kunne vi godt tænke os knap så store temperaturforskelle. Så vi håber på, at det trods alt bliver sommer, ikke mindst af hensyn til Jer derhjemme, der ikke kan leve som vi. For vi har ikke noget til gode, hverken hvad angår vejret eller dejlige oplevelser.
Mange tak for i år, både for de mange hilsener, og for besøg. Vi melder os igen til efteråret, og vi ønsker Jer alle en rigtig god sommer!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 63 Skopelos By (Skopelos) - Mandraki (Oinoussa)
Rejsebrev 63
Skopelos By (Skopelos) 01/06/2013 – Mandraki (Oinoussa) 16/06/2013
Det er søndag formiddag her på Oinoussa, det er blevet stille efter at præsten i næsten 2 timer har messet ud over øen og havnen fra den store, højtliggende kirke. Nu tager mågerne over, og vinden begynder igen at suse højlydt i riggen. Vi skal vist have en lille forsmag på sommernordenvinden, Meltémien de næste dage; men stedet her er perfekt til indeblæsning, for vi ligger trygt fortøjet, og her er meget smukt.
Det var der også på Alonnisos, som vi besøgte igen, og havnen var absolut mere human at være i denne gang – selvom dønningerne stadig gjorde landgangen og livet besværligt. Det gav så et godt påskud for at gå i land og spise aftensmad; igen havde ”Mor selv lavet den”, og der var ekstra vin på husets regning, så det var måske ikke kun dønningerne, der krævede, at man holdt tungen lige i munden over landgangsbroen… Vi var om eftermiddagen oppe for at se hovedbyen, en stejl og varm tur, men pludselig kom der et uvejr ind over os, så vi måtte søge ly i en café. Når det tordner og regner på disse breddegrader, er det ofte voldsomt, så vi valgte at tage en taxa til havnen. Solen vendte hurtigt tilbage, og næste morgen skinnede den muntert, da vi sejlede mod den lille ø Efstratios. Hele turen foregik på blikstille vand, og vi fik fortøjet langs kajen i den lille havn, hvor der lå en enkelt båd. Vi gik på grund midt i bassinet, men var heldigvis hurtigt let i gen – de næste, der kom, fik også travlt med bakgearet… Havnefogeden kom noget efter og bad os sejle ud af havnen, mens færgen skulle lægge til – den var nemlig ikke så god til at bakke! Vi var på det tidspunkt 4 både, og vi kom alle på plads igen, og så kunne vi gå en tur. Man mærkede straks, vi var på et lidt specielt sted. Vi havde læst, at Efstratios var blevet stærkt beskadiget af et jordskælv i 1968; enkelte af ruinerne stod stadig, mens alle øvrige huse var næsten ens og forholdsvis nye. Der var rigtig mange blomster i de små haver, folk hilste mildt, og der var en egen ro i de få og små gader. Vi fik købt lidt grønt og et brød, mest for at prøve at komme ind i den lille butik, og fordi gammelfar, der sad udenfor, inviterede til det.
Næste morgen sejlede færgen tæt forbi os kl. 5.30, uden at vi mærkede det mindste. Da vi skulle spise morgenmad, kom der en bil ud på molen og standsede op ved os. En mand steg ud og tog en buket blomster frem. Normalt køber vi ikke blomster, men jeg nåede at tænke, at ham ville jeg gerne støtte. Det var ikke hans mening: ”Flowers for you with love from the people of Efstratios. Wellcome and have a good day!” Det var meget rørende, og endnu engang oplevede vi, at de, der har mindst, er mest gavmilde… Den unge, kvindelige Port Police officer, kunne ikke forstå, vi ikke ville blive noget længere, men hun fik pludselig travlt og beklagede meget, at hun måtte bede alle både sejle ud for at give plads til et militærskib, der skulle til kaj. Det var lige meget for os, vi skulle alligevel af sted, og de andre kunne lægge sig på færgens plads.
Limnos var næste stop. Vi kom til en fin havn i en hyggelig by og fik hurtigt lejet en bil, så vi kunne køre rundt næste dag. Der var truende skyer, og der var meldt torden, men vi tog af sted, og først til middag bragede det løs for alvor. Da holdt vi lige uden for et spisested i Moudros, og mens vi indtog frokosten, forsvandt strømmen mange gange. Store hagl og en piskende vind gjorde det umuligt at høre andet, og en tanke gik til båden, som heldigvis lå ved en mooring-line, og altså ikke for anker. Da vi kom tilbage til havnebyen Mirina, var der ikke faldet en dråbe regn der…
Limnos spillede, på grund af sin strategiske beliggenhed ved Dardanellerstrædet, en vigtig rolle under begge verdenskrige; vi besøgte De allieredes Kirkegård, hvor faldne fra slaget mod tyrkerne i 1915 ligger begravet - en ung Winston Churchill havde her kommandoen. Limnos er også historisk interessant i forhold til meget tidligere tider, idet man mener, at den første bosættelse i det, vi nu kender som Europa, fandt sted her. Udgravninger og et interessant museum i Poliochni beskriver dette udmærket.
De græske guder har også muntret sig her – øen er smedeguden Hefaistos’ ø, og vi kørte også langt, langt ud på øde veje for at besøge udgravningerne af byen Hefaista, hvor der bl.a. er rester af et romersk teater og templet, hvor man tilbad Hefaistos. Desværre var der lukket, men vi kunne godt se gennem hegnet. I området ligger et stort byggeri, der ligner et forladt ferieresort, som formentlig ikke nogensinde er blevet gjort færdigt. Forfaldent og meget trist at se på – desværre er det et syn, vi ofte møder. Vi ville gerne have besøgt den klippehule, som efter sigende var sagnhelten Filoktets fængsel i 10 år, men der var bastet og bundet over nedgangen – også her meget forfaldent.
Endnu engang meget tidligt op, for næste stop var Lesbos, godt 60 sm væk. Endnu engang havblik indtil 1½ time før ankomsten til Mólivos, hvor vi skulle have gæster ombord. Det viste sig at være en rigtig hyggelig og køn lille havn og by, så det lovede godt for de næste dage. Vi havde god tid, så vi var oppe og se borgen, hvorfra der er fantastisk udsigt, fik lokaliseret diverse forretninger samt lejet en bil, så vi var klar til at hente skipperindens to søstre Esther og Bodil i det nærliggende Anaxos næste dag. Vi nåede at besøge kirken i Petra, der ligger højt på en næsten lodret klippe, finde hotellet samt en længere køretur til Skala Kalloni, før vi endelig fik den sidste SMS i en lang række: Nu var de på vej til hotellet! 5 timer forsinket kunne vi hente et par meget trætte damer, så der var tidligt ro ombord den aften.
Næste morgen var alle friske og vores sight-seeing på Lesbos kunne begynde. Vi nåede en masse samtidig med, at vi havde det sjovt og hyggeligt samt fik smagt på de forskellige græske specialiteter rundt omkring, hvor vi nu blev sultne. Flere forskellige klostre/kirker, Den romerske Akvædukt, Den forstenede Skov, fine landsbyer samt landskaberne, der hele tiden vekslede i udseende. Et væld af smukke og betagende udsigter fra de højtliggende, men for det meste rigtig gode veje – og ikke at forglemme: Oliventræerne! Der skulle være 11 millioner på øen, og det skal såmænd nok passe. Gederne er også alle vegne, får ligeså, og sandelig, om ikke vi også har set en enkelt flok køer…
Når vi har gæster, må disse jo tage sølivets udfordringer med, og den sidste nat i Mólivos kom der pludselig nogle meget kraftige kastevinde fra bjerget, og vort anker slap. Der var livlig aktivitet på havnen, for alle måtte op og stramme – heldigvis kunne vi nøjes med det. Det begyndte også at vippe lidt rigeligt…
Vi skulle ind og opleve hovedbyen på Lesbos, Mytilini, så vi sejlede af sted, lykkeligt uvidende om, at vi skulle ud i modvind, modstrøm og bølgesprøjt! Det varede dog ikke så længe, før alt blev ganske fredeligt, og først på eftermiddagen kunne vi lægge os langskibs ved kajen i Mytilini. På alle måder en stor kontrast til det, vi kom fra. Trafikstøj og -os, kvælende varme samt et mylder af mennesker og køretøjer lige ved siden af os. Det var en dejlig dag at blive inviteret ud at spise på, for det var godt at komme væk fra båden – og slippe for at lave mad. (Hvilket ellers normalt er meget hyggeligt.)
Vi brugte også tiden til at få lokaliseret busstationen og få lidt viden om forbindelserne fra Plomari til Mólivos – der går ikke så mange busser på Lesbos…
Der var messe i kirken Therapón, så den måtte vente til næste dag, hvor vi startede med at se Mytilinis imponerende borgfæstning. Det var fint lige at se vandcisternen, som netop for mange, mange år siden blev forsynet af akvædukten, som vi havde set tidligere.
Skipper skulle sørge for diesel, så damerne gik på kirkebesøg og på indkøb, både i AB supermarkedet, der denne gang viste sig fra sin værste side: Helt stopfyldt af mennesker, og nogle romabørn, der var langfingrede og meget gesvindte. Vi kom ud med både varer, punge og livet i behold! Næsten lige så meget trængsel var der i Basaren, men også her slap vi helskindede igennem, og Bodil erhvervede et par lækre – og billige – sandaler.
Da vi kom tilbage til kajen, kunne vi se, Nausikaa lå helt ude ved Port Police? Vi tog imod fortøjningerne, da skipper kom sejlende tilbage, og han kunne fortælle, at tankningen skulle overvåges af Port Police. Så har vi også prøvet det!
Skippers forslag om at sejle til Plomari lige efter frokost i stedet for næste morgen, blev vel modtaget, for her var simpelthen for varmt og støjende. Vi kunne se og høre torden bag os, men der blev den heldigvis, og vi havde en god sejltur. Vi kom fint i havn i Plomari, fik set lidt på byen samt købt et par flasker ouzo; byen er berømt for destilleriet, som dog var lukket nu. En prøvesmagning i cockpittet før middagen var ret vellykket! Så kom tordenvejret, og cockpitteltet blev rejst. Vi regnede med, at det var det tordenvejr, der var meldt til midt om natten, der var kommet lidt før, så vi gik til ro, og sov sødeligt, til et uvejr for alvor begyndte kl. ca 03. Det var ret voldsomt, og samtidig kom der en betragtelig søgang, så endnu engang måtte vore gæster sande, at sølivet ikke er lutter idyl…
Skipper gik op og fandt en bil efter morgenmaden; det var meget nemmere at køre vore gæster til deres hotel, end at de skulle tage bussen næste morgen. Der var ingen protester over det, og vi kunne så på turen besøge ouzodestilleriet og et olivenpressemuseum, som havde lukket første gang, vi forsøgte. Efter nogle urolige nætter var det vist også fint for dem at komme i land og sove en nat før planlagt, så da der var pakket, kørte vi. Besøget på destilleriet var fint, smagsprøverne var der nu ikke så stort bud efter, (skipper skulle jo køre!).
Olivenpressemuseet var rigtig flot. Meget grundig forklaring i audio-guiden, og fint restaurerede lokaler. Til frokost gjorde vi holdt på en lille taverna lige ned til Gera-golfen hvor vi tidligere havde spist, og vi blev hjerteligt modtaget. Der var stadig lidt byger, men vi blev bænket godt i tørvejr og nød den gode og meget billige mad samt de ekstra godbidder, de kom med til os.
Så var det tid at sige farvel og tak – og det er jo altid sjovere at sige god dag! Men dejligt at se tilbage på nogle skønne dage med en masse fælles oplevelser, der bliver til fælles minder, som jo nok hver gang, de bliver drøftet lige får en tand ekstra – sådan er det jo så herligt med den slags.
Vi forlod Plomari om morgenen i fint sejlvejr og havde den bedste sejlads, vi endnu har haft i denne omgang. Næsten hele turen for sejl i det skønneste vejr. Oinoussa er en lille perle, utrolig smuk natur, og en hyggelig by, så her bliver vi en tid. Der er nogle praktiske ting, vi skal have ordnet; vi vil gerne opleve Chios, men skal lige finde ud af hvornår og hvordan.
Skipper knokler i skrivende stund med at montere den nye logtransducer; det er et varmt og besværligt job, så der må vist en ekstra kold øl frem til frokosten og en lille siesta-lur derefter.
Sidste etape før hjemrejsen er foran os, om ca. 2 uger skal vi på land i Bodrum. Vi følger naturligvis med i situationen omkring uroen i Istanbul, hvor vi skal mellemlande. Vi må se, hvordan tingene udvikler sig, og foreløbig håber vi, vi kan flyve hjem som planlagt.
Tak for mails til alle; det er som vanligt rigtig dejligt at følge lidt med. Og God Sommerferie til Jer, der snart skal starte på ferien! Pas godt på Jer selv, hvor I end vover Jer hen!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 62 Gavrion (Andros) - Skopelos By (Skopelos)
Rejsebrev 62
Gavrion (Andros) 14/05/2013 – Skopelos By (Skopelos) 01/06/2013
Der er ”siestastille” i havnen - en svag vind, der får de småbitte bølger til at klukke. Vi har lige spist frokost med udsigt til den charmerende bjergby, som havnebyen her på Skopelos er. Himlen er knaldblå over de kridhvide huse med røde tegltage, temperaturen her i kahytten kun de behagelige 26 grader. I morgen vil vi gøre endnu et forsøg på at komme i land på Alonnisos, hvorefter vi skal til at orientere os mod en ny øgruppe og tage afsked med Sporaderne.
Vores sidste kykladeø, Andros, skal lige have et par ord med på vejen. Vi havde nogle fine dage der, oplevede både ”storm og stille”. Storm er for meget sagt, men sikke et blæsevejr, vi fik! Heldigvis var det i dagslys med god plads i havnen, og vi var to både til at hjælpe hinanden, da vore ankre ikke kunne holde. Vi kunne heldigvis lægge os langskibs – få timer efter lagde vinden sig lige så hurtigt, som den var kommet.
Vi tog bussen for at se lidt af øen og besøge Andros By. Virkelig flot ø med høje klipper og meget frodigt overalt. Busturen var i sig selv en oplevelse: Vi holdt ind ved en tankstation og fik fyldt ganske få liter på. Chaufføren snakkede MEGET i telefon, og midtvejs holdt han ind, og en anden mand kom ud til os. Motorhjelmen blev smækket op, der var en del parlamentering frem og tilbage, og videre gik det med den nye chauffør. Da vi kørte hjem, var vi også lige inde omkring tankstationen og få lidt dieselolie – nu til en stor bus, for der var mange, der skulle med. Det var antallet af passagerer, der afgjorde, hvilken størrelse bus, man kørte i, og det er jo vældig fornuftigt.
Byen var fin og hyggelig, ikke så mange turister, men de er sikkert kommet til siden…
Gavrion på Andros var et fint sted at proviantere, så det fik vi klaret, før vi gik op og spiste på en af de talrige taverner, hvor der endnu var langt mellem de besatte borde. Tidligt næste morgen satte vi kursen mod Evia. Den ligger tæt ved fastlandet, så vi havde set frem til nogle flotte kyster, men desværre var varmedisen så kraftig, at vi kun så noget, når vi var ganske tæt på land. Grønt og frodigt, flotte bjergformationer. Og godt middag kunne vi sætte sejl og fik en fin sejltur de sidste timer og kunne fortøje i en rar lille marina. Vi sejlede helt til Chalki, hovedbyen, hvor vi skulle passere to broer, hvoraf den ene skulle åbnes for gennemsejling. Det var en større procedure, men vi fandt efter lidt søgen Port Police og fik lavet en aftale om passage mellem kl. 21.30 og 22.30 næste dag. Det hele forløb fint, og vi kunne gå til køjs efter at have fortøjet langs bykajen. Det var lørdag aften, og vi forventede ikke nattero, men af og til går det jo bedre, end man frygter. Vi kunne oven i købet få vasket båden, før vi kastede fortøjningerne og sejlede nordpå. Måske vi skulle have gjort lidt mere ud af Chalki, men vi havde mest lyst til at komme op til en af de små byer mod nord.
Turen til Loutra Edipsou foregik også i diset vejr, men vi sejlede langs en smuk kyst og vandet var blikstille. Der var ikke meget liv i havnen udover de sædvanlige mange lystfiskere. Byen var ikke klar til den kommende turistsæson - den var snavset, rodet og ikke indbydende. Så det var ikke svært at fortsætte til Orei næste morgen. Her var der lidt mere kønt at se på, og der var flere andre sejlere.
Skipper havde læst om et spændende område, Meteora, beliggende inde på fastlandet, hvor den store by Volos ville være et godt udgangspunkt. Så der besluttede vi at sejle til. Det var lidt svært at se, hvor vi kunne lægge til, da vi kom ind i det store havnebassin med de mange færger, og ud fra de informationer, vi havde i vores havnelods, var mange af fortøjningspladserne forbeholdt lokale både. Så vi lagde os langs den lange ydermole, ligesom vi kunne se nogle enkelte andre gæstesejlere havde gjort. Vi fik lejet en bil til næste dag, og travede lidt rundt i byen. Om natten fik vi ubudne gæster ombord, da en ung mand pludselig sprang over og forsøgte at åbne lugen over salonen. Han fik travlt, da skipperinden skældte ud! Det var ikke så behageligt, og heller ikke, da vi kom hjem efter køreturen og konstaterede, at der igen havde været gæster, der havde leget lidt med VHF’en og ikke lagt den på plads. Heldigvis var intet ødelagt eller stjålet, men vi havde ikke lyst til at blive der.
Det skal dog ikke ødelægge de fantastiske oplevelser, vi havde inde på fastlandet. Vi kørte ca. 150 km til Meteora, der er et bjergområde med helt specielle bjergformationer. På nogle af de mest utilgængelige steder, var der blevet bygget nogle klostre, og dem besøgte vi flere af. Det var bogstaveligt talt et bjergtagende område at færdes i. Virkelig en storslået oplevelse på alle måder. Klostrene var interessante; dog var det lige før, de var blevet så store tilløbsstykker, at charmen var ved at være væk. Men naturen var utrolig, og det var stadig muligt at finde en udsigt, hvor man havde det lidt for sig selv. Før vi afleverede bilen, var vi ude på Pilion-halvøen tæt på Volos for at besøge bjergbyen Makrinista, som absolut var en lille perle med en enestående udsigt over byen og bugten. Om aftenen, når lysene tændtes op ad bjergsiden, var det også meget betagende at se på.
Vi ville som nævnt gerne væk fra Volos. På molen, hvor vi lå, var der døgnet igennem en livlig trafik, så der var megen larm. Selvom byen med garanti havde nogle steder, der var et besøg værd, valgte vi at sejle til Skiathos, for nu skulle vi snart have gæster, og vi havde læst, det kunne være lidt svært at få plads i havnen der. Det gik nu fint. Vi var ret spændte på, hvad den varslede sydøstlige friske vind ville betyde for os, for havnen er åben mod SØ. Det fik vi at mærke, da det ved 02-tiden blæste op, helt som meldt. Snart lå vi og hoppede og huggede, meget værre end når man er ude at sejle i krap sø. Nabobådens anker slap, så de måtte sejle ud – vi havde meget heldigt fortøjet ved den sidste mooring-line, ellers havde vi nok været i samme situation. Vi valgte at opholde os i cock-pittet for at følge lidt med i det hele, og der var et leben på kajen uden lige. Alle havde travlt med at hjælpe hinanden; der var et par charterbåde, der fik nogle slemme skader. Mens vi sad og hang lidt, kom nogle af medarbejderne på havnen forbi, og ikke uden humor sagde den ene: ”Wellcome to the beautiful island of Skiathos!” Jo tak! Det stilnede af ved 6.30 tiden, så vi kunne blunde lidt. Vi fik kikket lidt på den rigtig fine by, syntes, vi havde fortjent en lille drink i utide i en magelig og helt stillestående stol, og næste nat fik vi sovet lidt bedre. Vi var flyttet ind i hovedkahytten, hvor de voldsomme ryk ikke mærkes så meget. Der var ikke hverken bad eller toilet, ej heller strøm eller vand på havnen, så det var ikke et supergodt sted at have gæster ombord. (Vi endte jo med at få strøm, men det er der fortalt om i logbogen!) Vi hentede vore gæster i lufthavnen, og det var ikke svært at blive enige om, at det var bedst, at de benyttede deres hotelværelse, mens vi var på Skiathos.
Vi lejede bil og havde en fin tur rundt på øen, bl.a. en ret krævende køre- og gåtur til ruinerne af middelalderborgen på øens nordspids. Det var et specielt område med en masse små kapeller og en meget smuk natur. Vi var heldige at skulle ned, ligesom et par store selskaber skulle op! Vi besøgte også et af de mange klostre, Monastery Evangilistria, som lå meget smukt, og hvor der var et meget informativt museum. På den fine strand på nordsiden, måtte vandhunden Svend Erik en tur i bølgerne. Igen et meget smukt sted med flotte grønne bjergsider og krystalklart vand. Så havde vi både fået motion og åndelig føde, så vi kunne med god samvittighed overgive os til aftenens byliv med dejlig mad og levende musik på en af de mange gode taverner. I nærheden af hotellet, hvor vore gæster boede, var der arrangeret en græsk folkloreaften, så vi bestilte bord og fik en fin aften, hvor skipperinden lod sig lokke med i dansen.
Lykkeligt uvidende om, at den stærke blæst, vi godt havde mærket på tavernen, igen satte rav i den på havnen. Vores landgangsbro var hoppet ned og hang i vandet, da vi kom tilbage til båden, så igen en nat uden megen søvn!
Så det var uden sorg, vi forlod Skiathos for at sejle til Skopelos, nu med 4 mands besætning. En fin sejltur, og der var god plads i havnen, der er meget mere beskyttet. Skopelos by kryber op ad bjergsiden, og der er et væld af små, snoede og stejle gyder med storblomstrende bourganvilla overalt. Vi kravlede op til kastro, fik et kig ind i nogle af de mange små kirker, og fandt et lille listigt sted med både udsigt og kolde drikke. Herligt!
Næste dag ville vi ud at køre, og også her var der en virkelig smuk natur. Høje, flotte klipper, men også meget frugtbart, særligt oliven- og blommetræer. Vi holdt ind i Loutraki, hvor vore gæster, der havde bryllupsdag, ville give en lille formiddagsdrink. Når man er på Skopelos, bør man jo også se ”Mamma-mia-trappen”, den helt fantastiske høje klippe med de mange trapper op til den lille kirke, hvor bryllupsscenen i filmen er optaget. Det var bestemt et flot sted!
I Glossa indtog vi en rigtig græsk frokost på et lille ”gadehjørne”, igen med dejlig udsigt og skønt vejr. Vi var først gået ind på en fin restaurant, men vi blev placeret inde midt i lokalet i stedet for på den dejlige altan, priserne var astronomiske (servitricerne var også iklædt meget elegante snævre nederdele og hvide bluser!), så vi listede af igen og gik hen til ham i shorts og med forklædet nede over knæene, hvor vi fik lige, hvad vi havde brug for: Græsk salat og herligt brød, og i selskab med nogle af de lokale mænd, der havde det ret gemytligt.
Vi fejrede jo vore gæsters bryllupsdag, så vi var på udkig efter et godt spisested – det fandt vi i Skopelos by hos en dansk kvinde, der har boet 12 år i Grækenland. Det var rigtig lækker mad, og det blev lidt sent, før vi tørnede ind.
Så gjaldt det Alonnisos, hvorfra vi regnede med, Ulla og Svend Erik kunne tage færgen tilbage til Skiathos. Vi havde en fin sejltur derover, kun for genoa, men dejligt at glide stille og roligt af sted. Da vi kom til havnen, kunne vi godt se, de fortøjede både lå meget uroligt. Vi kom også ind og fik gjort fast, men det var slet ikke rart, vi væltede nærmest rundt. Der var næsten ingen vind, men den, der var, stod lige ind gennem havnehullet. Vi sejlede over til en anden plads; det var ikke stort bedre, så efter et par timer besluttede vi at returnere til Skopelos. Ærgerligt, men når man dårligt tør forlade båden, er der jo heller ikke så meget ved det. Her i havnen er der trygt og næsten stille, også selvom det blæser. Vi havde en dejlig aften med middag ombord – og fik en god nattesøvn.
Næste formiddag en lille tur op og få en øl på en af cafeerne (hvor skipper måtte løbe ”hjem”, for vi kunne se, at nabobåden havde fået fat i vores anker, da den sejlede ud.) Det blev ordnet, og efter frokost fulgte vi gæsterne til færgen og vinkede farvel. Det er altid sjovere at sige goddag, men sådan er det jo. Nu vil vi forsøge os igen med Alonissos, før vi for alvor sætter kursen mod øst og tager et par lange stræk til de Nordægæiske øer, hvor vi igen får gæster ombord på Lesbos den 8. juni.
Vi har erfaret, at sommeren vist endelig er kommet til Danmark – det under vi Jer gerne, for vi har tit talt om, at kunne vi dog bare sende nogle af varmegraderne og solskinnet hjem til Jer! Vejret her er virkelig dejligt, men vi har stiftet bekendtskab med, hvor hurtigt vindene kommer og går, og hvor kraftige, de lige pludselig kan blive. Man ved aldrig, hvad der venter om den næste pynt, men dejligt – ja, det er her!
Tak for hilsener, og hav det godt til vi ”ses igen”!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 61 Katapola (Amorgos) - Gavrion (Andros)
Rejsebrev 61
Katapola (Amorgos) 29-04-2013 – Gavrion (Andros) 14/05/2013
Med regnen trommende så voldsomt på ruffet, at vi dårligt kan snakke sammen og vind på omkring 16 m/sek., når der er mest, er det rart at ligge i en beskyttet havn og vide, man ikke behøver flytte sig, før det stilner af. Det har været tordenvejr, men det er vist ovre for denne omgang…
Det er ellers fint her på Andros – vi har dog endnu ikke været inde på øen, men det når vi, når solen kommer igen. Her i Gavrion kommer der en 3-4 færger flere gange om dagen. De vender og lægger til få bådslængder fra os, men det føles helt trygt og giver en masse at se på; og så må vi lade de langstilkede glas blive stående i deres dertil indrettede rum, for det giver da lidt vippen, når de største færger vender.
Tilbage til den flotte og storslåede ø Amorgos, hvor vi havde en rigtig fin tur rundt på øen i bil. Landskabet var vildt og storslået, og det var her, vi første gang stiftede bekendtskab med den voldsomhed, vinden på læsiden af bjerget præsterer. Netop på læsiden lå det utrolige kloster Chozoviótissa som limet op ad den lodrette bjergside, og det var meget interessant at besøge det. Vi er ellers ved at have set så mange klostre, at der skal meget til at gøre indtryk, men dette lille kloster på denne helt specielle beliggenhed, var virkelig en oplevelse. Der var pyntet med palmeblade og lilla bånd, og vi fik at vide af en af de få tilbageværende munke, at det var på grund af påsken. Han viste os lidt rundt, og så blev vi ellers bænket i et meget smukt møbleret rum og fik serveret vand, loukoumi og klosterlikør. Det var, hvad vi nok kalder ”noget sødt stads”, men sjovt alligevel.
Havnebyen Katapola kom vi til at kende ganske godt, for vi var der jo nogle blæsevejrsdage. Her var rart, og vi manglede ikke noget; besøgte en af de gode taverner og havde vel 20 m hjem til Nausikaa. Butikkerne lå næsten lige så tæt ved, så det var til at overkomme.
Påsken var vi lidt spændte på at opleve. Det begyndte Langfredag morgen med, at Port Police havde sat flaget på halv stang, og kirkeklokkerne ringede tungt, trist og langsomt. Der var messe det meste af formiddagen – desværre sluttede den netop, som vi havde taget os sammen til at gå op og kigge.
Da vi var ude at trave om eftermiddagen, ”fulgtes” vi med en kassevogn fyld med unge mennesker, der havde travlt med at anbringe store konservesdåser fyldt med tvist og dieselolie hele vejen rundt i bugten. Vi fik at vide, der skulle ske noget oppe ved kirken kl. 21, så vi gik derop og overværede messen, hvorefter et optog startede. Det var en ikon, der blev båret rundt i et fint ”hus”, hele vejen langs vandet, og der var i den grad levende (og osende!) lys. De få fiskerbåde, der hører til på Amorgos, fulgte processionen og sendte røde blus til vejrs – det var meget stemningsfuldt. Alle havde lys i hænderne, så vi var også nede og finde lys frem, som vi kunne stå med, da processionen gik forbi Nausikaa. Det skader jo ikke med en velsignelse…
Lørdag morgen var det vejr til at komme videre til Paros, hvor vi fandt ind i en marina i den rigtig søde og kønne by, Naoussa. Et turistmekka, men på den gode måde. Masser af cafeer og taverner, butikker og stemning. Påsken er anledning til at samles med familie og venner og gå ud og spise, og der var stopfyldt alle steder – og ikke blot af turister. Vejret var skønt, så vi gik op til den af byens kirker, hvor vi havde fået at vide, der skulle ske noget ved midnat. Kirkeklokkerne bimlede lystigt, der var masser af mennesker, og også her var der messe. Alle stod med levende lys, hvor de første blev tændt fra kirkens lys, og så gav man ellers hinanden ”ild på” hele vejen gennem mængden. Der var – igen, igen – en masse kanonslag, der blev affyret. Efter lidt tid, hvor man havde ønsket hinanden God Påske, gik man hver til sit, mange ud for at feste sammen på restaurant. Næste morgen var der stille, men kun til over middag, så tog festlighederne fat i gen. Skyderiet blev voldsomt, med en ganske infernalsk larm. Der var et afspærret område lige ved havnen, og her blev der så ellers smidt sejlgarnsbomber ind med en decibelmængde, der fik brystkassen til at vibrere! Ikke særligt behageligt, men de lokale morede sig herligt. Kl. 17 kom der nogle ganske øredøvende brag, og så startede igen en procession, som gik ned til kirken – så blev der ro for bragene, og folk festede videre. 2. påskedag regnede vi med, der ville være meget stille, men igen livede byen op over middag – og vi fik at vide, at næste dag også var fridag. Man syntes, det var så upraktisk 1. maj lå midt i ugen, så den flyttede man så til lige efter påske..
Vi var lidt trætte af det, for vi ville ud og køre for at se øen, og det er sjovest, når der er gang i museer, butikker o.a., men det var der ikke noget at gøre ved. Paros er smuk og frodig, og især den højtliggende landsby Lefkes var meget romantisk og malerisk. Hovedbyen Paraikia var også fin, især gjorde De 100 døres Kirke indtryk – den var rigtig flot.
Vi glædede os lidt til at komme videre, for Naoussa var en noget urolig havn for vindretningen, og Mykonos var næste stop. Skipper havde besluttet, at det var vigtigt, vi kom til øen Delos. Her er der en meget stor samling oldtidsminder, og myten fortæller, at både Apollon og Artemis er født der. Delos er centrum i kykladerne, og man kan komme til den fra Mykonos med turbåd. Der var en fin marina på Mykonos (man må som lystbåd ikke længere anløbe den gamle havn), men det virkede, som om, marinaen aldrig rigtigt var blevet færdig. Det har vi desværre set flere gange… Men det var ok at fortøje, gratis at ligge der og nemt at komme ind til Mykonos med bus. Vi kom til Delos, og det var bestemt imponerende, hvad der var udgravet på øen. Der var gode informationsplancher over alt, og museet var også et besøg værd. Hvad vi derimod blev noget forstemte ved at se, var forfaldet af bygningerne, der rummede billetsalg, museum og cafeteria (som ikke var åbnet!). På turen hjem begyndte det at regne, så da vi kom ind, krøb vi i læ på en cafe, indtil det blev tørvejr, og vi kunne gå lidt rundt bl.a. for at se det berømte ”Lille Venedig”, som da absolut var malerisk. Og så pelikanen Petrus II! Den var sjov at se på, sådan som den stod og poserede, når der kom nogen med et kamera. Det er Mykonos’ maskot, og den var en selvbevidst en af slagsen.
Det var blevet godt vejr, så vi travede turen ud til marinaen og nød varmen og farverne. De vilde blomster er et fantastisk farveorgie, og klippeformationernes farverige lagdeling var utroligt smukke i eftermiddagssolskinnet. På Mykonos var vi heldige at træffe østrigske bekendte fra Marmaris; vi har mødtes et par gange siden - det er altid dejligt og interessant at snakke med andre sejlere.
Så gjaldt det Tinos, og vi kom – igen – til en næsten tom havn, der udgøres af bykajen for lystbådes vedkommende. Der var også fint med masser af liv og gang i den. Vi gik op for at se hovedattraktionen, Bebudelseskirken. Det er pilgrimmenes kirke, og mennesker i tusindvis valfarter hertil hvert år omkring den 15. august. Nogle kravler på deres knæ hele vejen op til kirken, der ligger med en flot udsigt over byen og havet – og gennem hele gaden derop er der i dusinvis af butikker, der sælger kirkelige souvenirs af alle slags. Endda helligt vand fra kirken i plasticflasker. Det var for meget af det gode efter vores smag, men til kirken hører nogle små museer, og det var en rigtig god oplevelse at se nærmere på dem. Der var både mange malerier, skulpturer, ikoner, møbler og porcelæn.
Hvis der var gang i Tinos by om dagen, var der det ikke mindre om natten. Det virker som om, man ikke har fået fyret alle kanonslagene af – i hvert fald blev det ved til ud på de små timer, ligesom der pludselig lød et vældigt brag: Der blev lige væltet et vejskilt samt en bænk i beton og træ ca. 10 m fra båden, så vi blev lidt forskrækkede.
Også her måtte vi lige en tur rundt i bil, og Tinos er meget smuk, grøn og med flotte bjergformationer. Der er masser af marmor på disse øer, og vi besøgte et flot og informativt marmormuseum i Pirgos. Det var interessant at se og læse om, hvordan man både før og nu bryder marmor, transporterer det og ikke mindst se, hvad og hvordan man bearbejder det til de smukke ting, vi kender hjemmefra, ligesom det var fint at se, hvordan alle de marmorting, man anvender på disse egne, fremstilles. Der er mange traditioner forbundet med brydning af marmor – spændende!
Og så har Tinos mange dueslagstårne. Der er mange flot udsmykkede, de står overalt på øen og stammer fra den tid, hvor venezianerne regerede; de avlede duerne for at spise dem. Nu er der stadig mange duer, men det er nu ikke duesteg, der dominerer spisekortene…
Andros bliver sidste kykladeø i denne omgang. Kykladerne har budt os mange herlige oplevelser. Nu gælder det Evia og Sporaderne, der ser ud til også at have meget at byde på, og vi får besøg hjemmefra, så der bliver nogen at dele oplevelserne med.
Nu titter solen frem igen, det blæser meget, men der loves godt vejr igen i morgen! Vi håber, det også i Danmark snart for alvor bliver forårs- og sommertemperaturer.
Som vanligt: Tak for alle de hilsener, vi får. Dem er vi rigtig glade for!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 60 Marmaris Yacht Marima (Tyrkiet) - Katapola (Amorgos)
Rejsebrev 60
Marmaris Yacht Marina (Tyrkiet) 04/04/2013 – Katapola (Amorgos) 29/04/2013
”De sidste skal blive de første!” Det passer meget godt på den måde, at Amorgos var den sidste ø i Kykladerne i efteråret for vort vedkommende – og det er den første i dette forår. Så det første rejsebrev i 2013 forfatter vi her på denne imposante ø. Der har været fin sigt på vandet i dag i modsætning til de øvrige dage, så vi kunne næsten se de høje klipper allerede, da vi kom ud af bugten ved Leros; afstanden er ca. 45 sm.
Nu tilbage til turen herned. Efter en dejlig, men meget lang og kold vinter, var vi virkelig klar til at komme ned til foråret. Allerede i Kastrup Lufthavn mødte vi bekendte fra Marmaris, idet skipperkonerne fra s/y Mito og s/y Lucy skulle med samme fly som os. De havde sendt deres mænd i forvejen for at klargøre bådene. I Istanbul lufthavn var der ved at komme en anelse panik på, for det tog umanerligt lang tid gennem paskontrollen, så vi var meget lettede, da vi så Anette komme ind i flyet, hvor vi havde ventet over en halv time på 45 passagerer. I Dalaman holdt den bestilte taxa og ventede på os, og vi kørte til MYM sammen med et hollandsk sejlerægtepar. Vi havde adviseret marinaen om, at vi kom omkring midnat, men det var taxachaufføren mere end det var marinaens personale, der hjalp os tilrette med stigen, da vi efter lidt søgen havde fundet båden. (Den var blevet flyttet, efter vi havde forladt den), og nu var det jo bælgravende mørkt! Chaufføren satte vore kufferter på agterdækket og holdt stigen, mens vi gik ombord, hvorefter vagten kom og fjernede den, for den kunne vi ikke beholde. Han lovede at komme med en stige til os kl. 9 næste morgen, og det gjorde han heldigvis også…
Efter en god nattesøvn var vi klar til at gå i gang med at gøre Nausikaa ship-shape. Der skulle en del indkøb til – bl.a. en ny vandslange, og så skulle vi have lidt proviant ombord, så vi tog dolmussen til Marmaris i det dejligste vejr. Vi hyggede os med de øvrige danskere både i kantinen og i restauranten, mens vi var i marinaen, og vi fik også lavet en hel masse. Det er den mest grundige klargøring, Nausikaa har fået, siden vi tog hjemmefra i 2007, for vi valgte at afvente en god vejrmelding, før vi stak næsen udenfor det smørhul, som Marmarisbugten er - så vi havde masser af tid. Vi var inde i byen flere gange, og når ellers færgen sejlede, var det fint at tage den ene vej med den. Man kan få så godt som alt i Marmaris, og ellers får man det lavet! Bl.a. skulle vi bruge nogle lister i rustfrit stål, som vores ”passarelle”(landgangsbro) kunne hvile på, så lønningen ikke bliver ridset. Skipper havde spurgt på et af værkstederne i marinaen, som skulle have 100 € for 4 små lister. Det var i overkanten, og heldigvis kunne Jens fra Thor-Christ forklare os, hvor man kunne få den slags lavet. Vi tog ud i det anbefalede kvarter – noget af et Klondyke med alverdens forskellige værksteder. Vi fandt en sød, ung gut, der var indstillet på at udføre opgaven. Vi tog hjem og kom tilbage kl. 18, hvor de var lovet færdige; og det var de, så fine ud – og det kostede 80 TL, omregnet små 300 kr. Det var jo super!
Endelig kom dagen med skønt vejr, og i den smukkeste morgen sejlede vi af sted mod Datca. Aftenen før havde vi taget behørigt afsked med vore bekendte, hvor vi spiste sammen i restauranten. Det var lidt svært at løsrive sig, men det var alligevel rart igen at komme på vandet.
Vi var forberedt på, at den 23., hvor vi sejlede ud, var Nationaldag i Tyrkiet, og da vi havde lagt til i Datca, der var meget stille og næsten tom for både, gik der heller ikke lang tid, før vi så nogle mænd komme bærende med bannere og flag. Der blev stillet an til fest i en slags ”open-air-arena” tæt på havnen, og da vi kunne se en masse mennesker vrimle derhen, skulle vi selvfølgelig være med og se, hvad der foregik. Der var optog og musik, og musikanterne gik så til arenaen, hvor mange hundrede mennesker sad og ventede. Vi kunne intet forstå, og desværre var der ikke hjælp at hente ved vore sidemænd, men det startede meget højtideligt med borgmesterens tale (tror vi nok), alle rejste sig til 1 minuts stilhed, hvorefter nationalsangen blev sunget. Meget stemningsfuldt. Så startede en optræden, hvor man fik associationer til 1001 nat på grund af kostumerne, og vi kunne i hvert fald se, det handlede om flaget. Under ”forestillingen” var der flere grupper af unge mænd, de fleste klædt i jakkesæt, hvid skjorte og slips, der fra tilhørerpladserne råbte slagord og gjorde en form for V-tegn. Det var ret højlydt – og musikalsk temmelig ensformigt, så efter en times tid listede vi af...
Næste stop var marinaen i Bodrum. Der var meget luksuriøst, og prisen var derefter. Vi ville gerne have styr på formaliteterne, dvs finde ud af, hvor man gør hvad og hvordan, for vi skal have båden på land i Bodrum i juli og august. Derfor havde vi valgt at udklarere fra Tyrkiet i Bodrum. Vi fandt
også firmaet, der sørgede for det formedelst 70 €, og vi blev transporteret i marinaens hurtiggående gummibåd, da vi skulle over til toldere og paspoliti. Nu ved vi, hvordan vi skal forholde os til sommer – det var det primære formål. Bodrum var et dejligt sted; der var mange turister, der nød vejret. Vi nød et brusebad i luksusbadeværelse, og så var det ellers bare godnat, så vi kunne komme af sted til Grækenland næste morgen. Selvom det var helt enkelt, sejler man altså ikke bare selv ud fra marinaerne på disse kanter. Nej, man kalder havneassistenterne over VHF’en, og de kommer så og hjælper en ud.( Mon ikke, det er fordi, de er bange for, man kan lave skade på nabobådene???)
Vi syntes ikke, der var nogen grund til at anløbe Kos, hvor vi jo havde været sidste år, så vi sejlede til Kalimnos, hvor det skulle vise sig, vi lå ”illegalt” i havnen. For da vi snakkede med den i øvrigt søde mand hos Port Police, gjorde han det klart, at Kalimnos ikke var en Port of Entry, men at vi måtte til Kos eller Patnos og ordne bådpapirerne, før vi kunne få lov til at blive. Det kunne vi faktisk godt have sagt os selv, men en gang imellem går der altså lidt ged i alt det bureaukrati. Vi sejlede hurtigt til Kos, fik en fin plads, og der fik vi så ordnet indklareringen, hvorefter vi frit kan sejle i det græske farvand kun med de almindelige til- og frameldinger hos Port Police.
I Kos gik skipper op til Vodafone, så vi fik etableret mobilt bredbånd – det har vi jo vænnet os til og finder vældig bekvemt. Vi ankom til Kalimnos til frokosttid, og skipper blev ønsket velkommen tilbage af den søde Port Policemand. Vi kunne hurtigt mærke, at Kalimnos er en dejlig ø – og en rigtig herlig havneby med masser af liv og gang i den. Vi spiste aftensmad på Stukas Taverna, og faldt for Maria, ligesom vore øvrige danske bekendte havde gjort; men det var Maria, der fortalte os, at hun kendte dem, for vort valg af taverna var helt tilfældigt. Der var mange taverner…
Skipper fik fat i en bil næste morgen, og vi havde en herlig tur rundt på den smukke ø. Sikke landskaber og udsigter! Vi så en masse klatrere bestige de lodrette klipper. Det kan man da kalde bindegalt – ja, for de er jo bundet fast i hinanden… Besøget på klosteret højt over byen var også interessant; et smukt og fredfyldt sted, der var utroligt flot vedligeholdt, og rigtig spændende var det at besøge Folklore Museet, hvor man fik en glimrende indføring i Kalimnos’ befolknings livsvilkår og traditioner. Øen har i mange år primært ernæret sig af svampefiskeri, og ikke uden grund siges det om kvinderne på øen, at det er dem, der har bukserne på. De var tit alene i lange perioder, hvor de havde ansvaret for alt det praktiske i husførelse, dyrehold og markarbejde, mens mændene var på havet. Det var et risikabelt arbejde i ældre tider, og mange kvinder blev enker og børnene faderløse.
I byen var der en masse fyrværkeri og kanonslag, og det var nogle brag, der ville noget! Vi spurgte Maria, hvorfor de skød, og hun spurgte os, om vi havde mulighed for at være på Kalimnos i påsken? Det havde vi jo ikke – men skipper kom til at tænke på, at den græske påske vist ikke faldt sammen med den danske… Hurra for Google, der kunne fortælle, at den græske påske starter om en uge! Så søndagen, hvor de lørdag aften skød af som gale i byen, svarer vel til Palmesøndag hjemme. Det skal blive spændende at få mulighed for at opleve påsken på græsk. Det siges, de fejrer den i en hel uge.
Videre måtte vi jo, så af sted til Leros. Endnu en flot sejltur med spektakulære klippeformationer – og varme/sol i cockpittet, så skipperinden måtte iføre sig sit ”safari-dress” i hvidt bomuld med lange ben og ærmer. Vi ankom igen til en næsten tom havn og meget siesta- og søndagsstille by. Freden blev dog brudt af en masse unge mennesker, der kørte en form for kap på knallert eller i bil. De skulle ud og vende lige 20 meter fra, hvor vi lå fortøjet og så fuld gas derindad mod byen!
Det varede hele aftenen og det halve af natten med, ligesom der blev spillet højt på cafeen til ud på de små timer. Men ellers skulle Leros skam være et dejligt sted, som vi vil se nærmere på i juni…
Vejrmeldingen for de næste dage fik os nemlig til at beslutte at sejle sydpå allerede mandag morgen, så vi kan komme til Santorini og opleve påsken. Så derfor er vi altså nu her på Amorgos, som vi gerne vil bruge nogle dage på, og så bestemmer vejrmeldingen, hvornår vi sejler videre.
Fra kahytten, hvor vi her kl. 18.30 har 28 gr., er der udsigt til en grøn bjergside. Der er mange forskellige buske og blomster, meget mere friskt og frodigt end i efteråret, men stadig får man indtryk af golde, barske klipper. Den varme duft af krydderurter når os på vandet, og gederne hopper glade rundt og gnasker.
Hav det godt derhjemme, og tak for alle de gode ønsker, I har sendt os for sæsonen – den kan kun blive god. Nu håber vi, foråret snart bider sig fast hjemme hos Jer!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen


Vælg fra hvilket år du vil læse rejsebreve: 2019  2018  2017  2016  2015  2014  »2013«  2012  2011  2010  2009  2008  2007