Rejsebreve fra 2009

Rejsebrev 36
Sant Carles 25/10/09 – Barcelona – Sant Carles 16/11/09.
Tænk, at årets sidste rejsebrev kan skrives med morgensolens stråler tittende ind gennem vinduerne og med en lun dag i sigte!
Tænk, at man kan få lov til at gå og klargøre Nausikaa til nogle måneder på land i sådan et vejr, hvor alt kan tørre, og hvor man kan stuve rundt og gøre ved og lægge tingene oppe og nede, som man har lyst til!
Tænk, at man kan se tilbage på en 10 måneder lang sommer, fyldt med spændende og gode oplevelser, besøg af dejlige mennesker ombord og ture hjem, hvor der også har været så utroligt meget godt at opleve!
Tænk, at man kan savne børnebørnene så meget! Og tænk, at man skal hjem til dem i morgen!

Ja, skipper sagde ganske vist forleden, at det næsten var for godt vejr til at holde op med at sejle, men vi har jo fået en lille smag på vinteren, så hårdt presset indrømmer han, at han også glæder sig til at komme hjem. Og så er det jo fantastisk at have sådan et dejligt sted at lægge båden på land som her i Sant Carles – et sted, vi kan glæde os til at komme tilbage til, når foråret melder sig. Her er alle ønskelige faciliteter, sødt og hjælpsomt personale, og så er her så smukt. Vi ligger med stævnen næsten ude i Ebro-deltaet, udløbet af Spaniens største flod, og her er et dyreliv uden lige. Vi har set flere forskellige fiskehejrer, men har ikke fået hilst på flamingoerne længere ude i deltaet; det gør vi til foråret. Og så er her en stilhed, der gør godt ovenpå de mange indtryk, der har hobet sig op. Både, når solen står op og går ned, (det gør den bag bjergene), får himlen de skønneste farver. Lyset varierer konstant, og det kan man bare ikke få nok af at se på.
Der dyrkes masser af ris i deltaet. Det er alt sammen høstet for i år; måske vi kan se de spæde planter til foråret, det kunne være helt sjovt. Vi har jo sejlet rundt om deltaet to gange, fordi vi tog tilbage hertil efter at have besøgt Barcelona – men vi har ikke fortrudt at have brugt tiden på det, for det bliver svært at finde et sted som dette at få båden på land, og naturoplevelsen er uovertruffen.
Barcelona, ja, det var da virkelig en oplevelse! Skipper havde i forvejen tabt sit hjerte til byen, så skipperinden havde høje forventninger, der ikke blev gjort til skamme. Der er jo alt: Et fantastisk folkeliv, ikke blot på Rambla’en, men overalt, arkitektur af både ny og gammel alder, der næsten tager vejret fra en, skønne parker, flotte butikker, dejlig mad og drikke, kunst og spændende museer. Så vi havde travlt – og skønt vi benyttede metroen, var det hårdt for bentøjet, for man kommer altid til at gå noget længere end tilsigtet, for så skal man lige se det, og lige det der, når vi nu er i nærheden. Sagrada Família kirken, som endnu er under opførelse, var en stor oplevelse; i det hele taget var det spændende at se og lære noget mere om den gode Gaudí, der om nogen har sat sit præg på Barcelona. Så kan man synes om hans stil eller lade være, men den gør indtryk. Katedralen var også utrolig, men hvad kirker angår (og dem er der mange af i Barcelona!) var det mest Santa Maria del Mar, der gjorde indtryk. Bogen Havets Katedral, som vore gæster havde med og opfordrede til at læse, har været spændende og meget nyttig i forhold til at forstå både kirkens historie, men også middelalderens Barcelona med al dens gru og dramatik – så tak for det, Helle!
Miró og Picasso, to herrer, man ikke kommer udenom på disse kanter. Deres kunst er altid spændende at se – i hvert fald det meste af den – men de bygninger, den er udstillet i, er også et helt kapitel for sig. Mirós værker, som også omfatter mange skulpturer, nød vi højt over byen på Montjuic-bjerget i et stort, arkitektonisk spændende byggeri og en køn park - og i det smukkest tænkelige lys. Picassos havde fået til huse i et kæmpestort, gammelt, smukt palads inde midt i Born-kvarteret, for øvrigt ikke langt fra Chokolademuseet, som vi også var inde at se. Det var utroligt, hvad kunstnerne havde kunnet fremstille af chokolade: Monumenter, personer, begivenheder, dyr, kendte tegneseriefigurer, alt muligt, og så lærte vi en masse om cacaobønnens oprindelse, hvordan den kom rundt i Verden, dens betydning for verdensøkonomien, og dermed for krig og fred.
Den guidede tur rundt i Barcelonas flotte operahus var også interessant – der er gjort meget for at genopbygge efter både jordskælv og brande mange steder i byen, og her var et godt eksempel på det. Det er nok altid en stor udfordring at genetablere den oprindelige stil og indlemme den moderne teknik, men det ser virkelig ud til at være noget, de er gode til her!
Vi var MEGET glade for, at det holdt godt vejr, mens vi havde besøg af Helle og Knud Erik, og vi var lige så glade for, at vi havde fået plads i marinaen, lige neden for Rambla’en, hvor Columbus står på sin 60 m høje søjle og skuer ud over havnen. Vi havde nogle intense, fornøjelige dage sammen, hvor vi fik travet og set en masse, hygget og snakket, spist og drukket godt. Vore gæster inviterede på fiskerestaurant i Barceloneta-kvarteret, hvor restauranterne ligger på række, og vi var heldige i vort valg, for vi fik både rigtig dejlig mad og god vin, og en særdeles gemytlig og god betjening. Og så var vi på Cava-bar! KE havde hjemmefra læst om stedet, som vi ikke fandt i første forsøg – det viste sig at have lukket om søndagen. Men mandag, kære venner! Vi gik efter lyden, folk stod ud på gaden, men ind møver man, frem kommer man til disken over bjerge af papir og alskens andet på cementgulvet, og endelig: Man får serveret en superlækker Brut Nature for 1,05 euro pr. glas! Lokalet havde en port ud til gaden – uden noget til at fortælle, hvad der gemte sig bag den, og selve lokalet lignede en gammel garage. Det var altså sjovt – man kunne også købe hele flasker, og rigtig god cava til meget lave priser. Men de flasker er altså lidt tunge i flyene, så vi måtte nøjes med at nyde det, mens vi var der! Da vi senere besøgte baren igen, blev vi bekendt med deres strikse regler: Kun 1 glas, ellers skal man spise til, og ikke salg af hele flasker efter kl. 17!
Alt godt får ende, og vi måtte vinke farvel til årets sidste hold gæster. Vi fik et par dage mere i byen og lærte et dansk ægtepar, Janne og Niels, at kende. De har købt bådplads i marinaen og vil lige være i Barcelona et stykke tid. Det var hyggeligt at få en god snak, for det er ikke mange danskere, vi har mødt på vor vej.
Men vi måtte jo syd på, og en smuk morgen lettede vi og sejlede til Tarragona. Her viste der sig at være en hel guldgrube af gamle oldtidsminder fra romertiden, så det gjorde ikke noget, at vi blæste inde her. Der kom masser af vind, og den var kold, så det var fint ikke at skulle være på vandet, men at kunne gå rundt og holde ferie og se på byen, ruinerne og museerne. En togtur til Barceona med besøg på den internationale bådudstilling, blev der også tid til. Efterhånden blev det jo sejlvejr, og efter en nat i Calafat, hvor det blæste, så vi nærmest ikke kunne ligge i køjerne, kunne vi op ad formiddagen og i det smukkeste vejr tage hul på årets sidste sejlads. Sommeren var nu vendt tilbage, og vi var lige ved at skulle have shorts og sandaler frem igen, men nu er det vasket og pakket væk – og de lokale går i vintertøj, så vi styrer os og nøjes med at nyde solen og de flotte efterårsfarver. Vi spiser frokost i cock-pittet med dejlig udsigt hele vejen rundt – og det er den 16. november!
I morgen tidlig lukker vi af, og siger farvel og på gensyn til Nausikaa. Hun står så godt, som det er muligt, så vi tager med god samvittighed hjem og nyder samværet med familie og venner i den danske vinter. Vi regner med at vende tilbage hertil midt i marts, hvor dagene er længere og foråret har holdt sit indtog.
Tusind tak til alle Jer, der har skrevet til os! Og til Jer, der har besøgt os ombord i løbet af året! Det er alt sammen med til, at vi fortsat føler, denne livsform lige er noget for os!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 35
Torrevieja 05/10/09 – Sant Carles 25/10/09.
I aftes, da vi spiste aftensmad i cockpittet – UDEN telt, for der var 25 gr.! – talte vi om, hvor mange forskellige udsigter, vi havde haft ved vore måltider. Denne gang har skipperinden ”vundet” den smukkeste, for mens solen sank, skiftede skyerne over bjergkæden farver fra gyldne og til rødviolette; det var ubeskriveligt. Hvor får vi mennesker mange gaver!
Det har været, hvad skippers far kaldte en ”bondenat” - en nat, hvor sømanden ligger lige så stille som bonden. Og det var godt med en god nattesøvn, for der var ret uroligt i sidste havn, hvor vi lå med rumpen halvvejs ude i Middelhavet formedelst 34 euro. Pudsigt, det tit er de dårligste havne, der er dyrest…
Her i Sant Carles er rigtig rart, og vi er for alvor ved at kigge efter en vinterplads til Nausikaa; denne marina kunne være en mulighed, men først må vi finde ud af, hvilke alternativer Barcelona og havnene der omkring byder på. Vi har 3 dages sejlads tilbage fra Barcelona, hvis vi vælger dette sted, men det er jo også til at overse.
Den sidste periode har budt på mange forskellige indtryk - dejlige, hver på sin måde. Turen over til den lille ø Tabarga var herlig. Vejret var varmt, så vi havde madkurven med, og det lykkedes at finde en lille plet næsten for os selv, ude, hvor man fornemmede lidt natur. Og på den efterfølgende travetur havde vi også næsten kun fuglenes, græshoppernes – og fluernes – selskab. Men ellers var øen et summende menneskehav, og de stakkels tjenere og servitricer løb næsten for at kunne følge med. De må have trængt til at puste ud, når den sidste færge har taget sidste hold gæster med væk. Mylderet var dog ikke værre, end at vi kunne se nærmere på en del gamle fæstningsværker, charmerende gader og velbevarede huse.
Tilbage i Alicante skulle vi gøre klar til at modtage Svend Erik og Preben, og lige som sidst, vi havde gæster, kom der regnvejr, så vi er næsten ved at være lidt overtroiske med kombinationen gæster og regnvejr…. Vi havde nogle gode dage sammen i det blandede vejr, hvor vi fik set Middelhavet vise tænder, men også sejlede fredeligt langs den smukke og afvekslende kyst. Alicante, men især Valencia, er spændende og flotte byer med meget at foretage sig. De gamle borge og katedralerne er altid et besøg værd; der er ligheder, bl. a. de fantastiske udsigter fra de højtliggende borge, men også markante forskelle, og selvom vi har set mange efterhånden, er det altid en god oplevelse. I Valencia var den meget flotte katedral for alvor indrettet på turister; man fik meget at vide via en planlagt rute med audioguide, og i en af de andre, meget smukke kirker lige i nærheden, fik vi lidt af messen med – meget stemningsfuldt, men også sjovt at se, hvordan folk kommer og går med deres indkøbsposer og hilser hjerteligt på hinanden, alt imens præsten står ved alteret og gør, hvad der nu skal gøres. Turen i den lejede bil sammen med vore gæster gav mulighed for at se lidt på ”indersiden” - bjergkørsel er efterhånden ved at være en vane. Vejret drillede lidt, men den lille-bitte bjergby Guadaleste med dens micro-museum (udstilling med ting, som ikke kan ses med det blotte øje) var absolut charmerende og lå i de smukkeste omgivelser. Vi havde også nogle gode kulinariske oplevelser sammen på meget forskellige restauranter – især blev der fest i Dénia, hvor vi fik en pragtfuld menu, men også en ekstra flaske vin og nogle små skarpe ”på huset”.
Da vi havde vinket farvel til Svend Erik og Preben ved metroen i Valencia, skulle vi lige finde ud af, hvad vi nu havde lyst til – og nogle gange er det andre ting, der tager beslutningerne for én. Der kom nemlig hård blæst/kuling et par dage, så vi fik set lidt mere på Valencia, og det er vi glade for.
Igen måtte vi sande, da vi kom ud af havnen, at enten blæser det helt hen i vejret, eller også er vinden så let, at Nausikaa er for tung, hvis vi gerne vil nå en lidt længere distance; men når solen skinner, der er klar og god sigt og derfor de smukkeste farver og konturer at se på, gør det heller ikke noget med motorsejlads. Spanien er et mangefacetteret land på alle måder – vi har jo mest set det fra havsiden, men har da også været inde i landet – og hvor er her meget at komme efter! Så, kære venner, der er utroligt meget andet end hoteller i tusindvis og overfyldte badestrande. Når vejret er så dejligt – og vi er vist heldige, for det er efter sigende særdeles godt efter årstiden nu – går der jo lidt ”ferie i den”: Der er så mange hyggelige caféer og barer, at man simpelthen MÅ have en lille kop kaffe eller et glas af en eller anden slags, mens man nyder solen og ser på folkelivet. Efteråret er tydeligvis også kommet her, for skyggerne er lange, og der er den klarhed i luften, vi kender hjemmefra. Men temperaturen er stadig over 20 gr. om dagen, så vi spiser fortsat melon med skinke og drikker kølig rosé! Og vi nyder det….
Men vejret er som bekendt ikke alt, og især skipperinden længes efter at få nogle barnearme om halsen, så novembermørket hjemme tager vi med. Det bliver dejligt at komme hjem til Jer alle sammen igen. Først skal vi dog lige ind og se lidt nærmere på Barcelona, som vi forventer os rigtig meget af. At vi er så heldige at få besøg der også, gør det bare endnu mere tillokkende.
2009 har budt på mange gæster, og det er dejligt, at så mange vil have besværet (og glæden) ved at besøge os; det sætter vi stor pris på. Men vi nyder også at være selv og have en dagligdag ombord. Så får vi naturligvis lavet nogle flere af de praktiske ting, der altid venter, og vi holder også fri og tager på oplevelse, hvor vi nu kommer frem.
Derhjemme har I nok så småt fået bådene på land. Vi andre privilegerede trækker den endnu et par uger, før vi lægger op for i år, så vi regner med at nå endnu et rejsebrev her fra det spanske.
Hav det godt, tusind tak for alle hilsenerne, vi ses snart!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 34
Benalmádena 16/09/09 – Torrevieja 05/10/09.
Aftenhimlen her i Torrevieja kan altså ikke konkurrere med den i aftes i Cartagena, hvor månen stod fuld og glad op over de østlige bjerge, mens himlen over de vestlige bjerge stadig havde sin fantastiske glød. Vi ligger i det, skipper kalder en stor parkeringsplads for både – men en meget formildende omstændighed var det at blive budt velkommen af Poul og Kirsten fra Kolding; vi har i mange år har været ”næsten-naboer” på broen i Marina Nord. Vi ser frem til et par dages hyggeligt samvær med dem – de har lejlighed her i byen. Og månen er skam også flot her…
Tilbage til Málaga, hvor vi oplevede det store, at H.C.Andersen tog i mod os, da vi kom fra busstationen og skulle op i byen. Tænk, der sidder han på en bænk med sin rejsetaske, i bronze og fuld størrelse! Skipperinden måtte lige hen og holde i hånd og sige tak for de mange, dejlige eventyr. Hun hviskede ham i øret, at vi også godt kan lide Málaga. Katedralen, den flotte borg med den storslåede udsigt – og Picasso! Vi var på museet, hvor vi så en masse af hans kunst – han kunne også lave skulpturer og keramik. Hans billeder, ja, stilen kendte vi jo andre steder fra – vi er ikke kendere eller har særlig kunstforstand, men erfarede, at der er en utrolig kraft i hans udtryk, og uberørt er man ikke af hans værker. Der var nogle fotografier af ham i hans fødehjem, som vi senere besøgte, og han udstrålede en styrke og kraft, som han i den grad kunne omsætte i sin kunst. Det gav faktisk lyst til at sætte sig noget mere ind i hans frembringelser.
Men videre skulle vi jo. At være rejsende er jo hele tiden at sige goddag og farvel til både steder og mennesker – næste hold gæster kom jo lige om lidt til Alicante! Mens kysten fra Gibraltar til Málaga havde været lovlig meget hotelbyggeri, sejlede vi nu mod øst langs en meget smuk kyst: Bjergformationer med former og farver, der gjorde indtryk – og bortset fra palmerne og temperaturen, kunne vi lige så godt have ligget fortøjet ved en høj klippeknold i Norge, da vi nød aftensmaden i den lille havn Marina del Este. Næste dags sejlads mod Almerimar, hvor vi besluttede at tage imod vore gæster og leje bil og hente dem i Alicante, bød også på en flot kyst, men nu kom der igen masser af feriehuse samt hundreder, nej, nærmere tusinder af kvadratmeter drivhuse overdækket med plastik. Det var plastik og plastik, og da vi senere kom ind i landet, blev det bare ved! Der produceres massevis af grøntsager i dette område, mest til eksport. Det blev meget tydeligt i Almerimar, som for øvrigt var et dejligt sted, at alt for mange ferielejligheder står tomme – og ikke kun sæsonbetinget. Krisen kradser alvorligt her – der er investeret i meget mere, end der kan sælges. Marinaen er god og tryg, men nogle steder minder den om en spøgelsesby, da der ikke er liv i husene omkring bassinerne. Mange steder kan man mærke, at turisterne svigter,
Vi fik hentet vore gæster,(skipperindens søster og svoger) der heldigvis kom ned til dejligt vejr – vi havde godt set, de næste dage ville blive lidt ustabile med regn indimellem. Det var vi slet ikke vant til, men den kom i den grad! Vi var heldige at køre rundt en dag i Sierra Nevada i rimeligt godt vejr – var bl.a. ude at se på mandelhøsten og snakke med et ægtepar, der arbejdede ved træerne. Der var meget smukt i bjergene, et afvekslende landskab, meget frodigt og med et farvespil uden lige. Men søndag morgen! Det silede ned – og bare turen de få meter over til bilen, gennemblødte os næsten. Stor var derfor glæden, da det klarede op efterhånden, som vi ad et særdeles flot motorvejsanlæg nærmede os Granada – vi skulle nemlig besøge Alhambra! Og man bestemmer ikke selv hvornår. Skipper havde undersøgt sagen, og der skal bestilles plads i god tid – det var søndag eftermiddag, der var en mulighed, så den måtte vi tage. Sikke en oplevelse! Det dryppede stadig lidt, da vi stod i kø, men vejret blev rigtig godt og vi nød det storslåede sted – der er meget at se på over et kæmpestort område. Det er først og fremmest paladset med den mauriske byggestil, der imponerer, men hele anlægget med parker, haver, træer og blomster er en stor overdådighed. Byen Granada – som lå smukt udstrakt for vore øjne fra toppen af Alhambra omkranset af bjergene, var i sig selv en oplevelse at vandre rundt i. Vi havnede midt i et stort og stemningsfyldt religiøst optog, som havde kurs mod katedralen, som vi af samme grund fravalgte at besøge.
Hjem igen og aflevere bilen – det var ikke lige just sejlvejr, men en slapperdag med tid til snak og hygge var heller ikke værst. En bustur til Almería nåede vi, var oppe på den flotte borg og så katedralen. Det var også en fin by – der er rigtig mange af dem i Andalucien, som vi nu belavede os på at sige farvel og mange tak til. Vi har ikke nået at komme til tyrefægtning eller flamenco – det må vi gøre noget ved en anden gang. Til gengæld nåede damerne at smage gazpacho, ligesom vi ofte har nydt en paella, ganske vist af svingende kvalitet. Men i Valencia siger de jo også, at de er bedst til at lave paella!
Vi havde to dejlige dagsejladser langs en fantastisk smuk kyst, før vi måtte sige farvel til vore gæster efter en rigtig herlig uge med gode oplevelser. Vi sejlede selv videre næste morgen, 50 mil på et stille, solbeskinnet hav og kom til Cartagena, en by, vi havde hørt, var et besøg værd. Det er vi helt enige i, især da vi havde skiftet marina, så vi kunne sove uden at vippe ud af køjen. Vi følte virkelig historiens vingesus her – besøgte de udgravede og restaurerede rester af et romersk teater og det tilhørende museum samt byens højtliggende borg, også med en meget informativ udstilling om byens historie. Og vi blev klar over, at nu må vi hjem og bruge nogle vinteraftener på at læse noget historie op. Vi opholdt os i Carthago – men vel ikke den, I ved: ”For øvrigt mener jeg, Carthago bør ødelægges!” Den lå vel i nuværende Tunis? Vi er i Carthago Nova – det nye Carthago, kaldet Cartagena i dag. Men på diverse plancher stod der altså også om Hannibal og Scipio og de puniske krige, som vi kunne huske fra latinbogen, Esther! Vi må finde ud af, hvordan det hænger sammen – det er meget sjovere nu, hvor man har stået her og ”følt tiden” end det var, da man skulle læse det op til eksamen. Utroligt flot var udsigten helt oppe fra toppen af borgen udover byen og den store, strategisk velbeliggende havn – i dag er her både flådehavn, erhvervshavn, fiskerihavn, anløb af krydstogtskibe og store marinaer. Vi nåede også en rundtur på Cartagenas Rådhus. Ret meget engelsk kunne den utroligt søde guide altså ikke, men hvor var hun engageret i det, hun fortalte om! Her lærer børn meget om kunst og kultur – og det er tilgængeligt i rigt mål overalt. Det har altså også stor værdi – måske skulle vi i Danmark tage lidt ved lære og ikke fokusere så meget på ”nyttig” faktuel viden og boglige færdigheder, men også værdsætte den viden, der har med mere kreative elementer at gøre?
Af sted igen – Costa Blanca er en fornøjelse. Atter en stille dag på Middelhavet, solen bager, flyvefiskene letter, smukke bjerge og fred og ro indtil Torrevieja dukker op, og vi skal finde en plads. Dem er der ingenlunde mangel på. Aftensmad indtaget kl. 20 i cockpittet, mens månen står op, og der stadig er 28 gr. i kahytten. Rejsebrev og logbog runder dagen af, og vi glæder os til en rolig morgen og til at besøge Kirsten og Poul senere på dagen. Vi har kun ca. 25 mil til Alicante, hvor næste hold gæster påmønstrer om en uge, så de næste dage skulle give mulighed for både at lave noget praktisk samt nyde det helt fantastiske vejr!
Som altid tusind tak for de dejlige hilsener hjemmefra – vi føler med Jer, der skal døje med blæst og kulde, mens vi bare har sommer!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 33
Ceuta 02/09/09 – Benalmádena 16/09/09
Med mange indtryk fra Málaga på nethinden – vi har lige været inde og snuse lidt til denne spændende by – og en frisk vestenvind, der tuder i riggen, skal der lige en indsats til for at spole tilbage til den yderst fredelige, månelyse og smukke natsejlads, der bragte os fra Rabat til Ceuta. Fiskegarn og fiskere i massevis, nogle med ”alternativ” lanterneføring, gav den vagthavende del af besætningen nok at se til, men så bliver man heller ikke så søvnig. Dagen gryede, da vi nærmede os Gibraltarstrædet, og med dagen kom der også noget vind, desværre stadig dis, så vi så ikke de flotte bjerge, men kunne ane konturerne. Rapt gik det i pænt store søer til Ceuta, den spanske enklave på sydsiden, tæt trafik af store coastere og færger, men der var fint plads og dejligt læ til at bjærge sejl og hænge fortøjninger og fendere ud, før vi kom ind i marinaen, hvor en flink havneassistent bød velkommen. Nu skulle vi en tur i land og se, hvor vi kunne købe ind, og supermarkeder og butikker var der nok af, men alt var lukket! Det viste sig, der var Fiesta - Dia del Ceuta – så øllene, ja, de fortonede sig. Stor var glæden, da baren på havnen åbnede kl. 17, og I kan tro, de kolde fadøl smagte!
Det var specielt at vandre rundt i Ceuta, et lille stykke Spanien omkranset af Marokko, der pludselig føltes meget langt væk, for her var meget spansk. Her var også meget nydeligt og velfriseret, en stor kontrast til de omgivelser, vi nu havde haft i mange uger. På en måde rigtigt rart, men vi savnede smilene, og at folk hilste på os! Byen er ét stort fæstningsanlæg, og der er meget at se på. Utroligt velholdte gader, strande og parker og en fantastisk udsigt til bjergene og Gibraltarstrædet, så det var fint med et lille hvil og nogle indkøb af specielt de våde varer her, før vi skulle krydse strædet og anduve Gibraltar. Den formiddag, vi afsejlede, blev vi lige mindet lidt om livets barske realiteter, da vi overværede myndighedernes travlhed i forbindelse med et hold bådflygtninges ankomst til Ceuta.
Det kan være svært at få plads i marinaerne i Gibraltar, så skipper havde via FTLF’s kontaktperson fået nogle telefonnumre og kontakter i marinaerne, og det gav bonus i Queensway Quay Marina, der havde en plads til os. Der var frisk vind og store strømsøer i strædet, så skipper fik sig et par ordentlige vaskere, mens den øvrige del af besætningen i rimeligt tørvejr kunne nyde synet af The Rock. Det var dejligt at kunne fortøje i læ og god varme, uvidende om, at en stærk østenvind de næste dage ville holde os inden for molerne. Men det gjorde ikke noget, for der var meget at foretage sig. Vi fik en utrolig stærk fornemmelse af, hvor britisk Gibraltar er, blot ved at vandre rundt i byens gader, nyde en pint eller et glas vin på en pub, hvor det føltes som at være i London, synet af de høflige bobbies og de engelske postkasser, telefonbokse og busser. Igen: hvor er det utroligt, at en lille enklave – omgivet af et stort og helt anderledes land – i den grad kan have et så lokalpatriotisk præg. Men hyggeligt var det – også at mødes med FTLF’s kontaktperson Jens Kærsgård og hans kone Hanne.
Vi var heldige at ramle ind i National Day, hvor der bare er fest i gaden og alle er klædt i rødt og hvidt. Det sørgede den kvindelige del af besætningen også for at være, da vi skulle op og deltage i festlighederne – og vi havde bare en superdag i disse rødhvide farver. Mødte en kvinde, der på en tur til Danmark havde købt en klaphat udelukkende til brug for National Day. Hvad gjorde det så, der stod Danmark i panden af hende? Et meget flot fyrværkeri fra ydermolen sluttede dagen.
Men ud over fest og ballade rummer Gibraltar mange helt konkrete minder fra flere krige; mest indtryk gjorde besøget i World War 2 tunnellerne, som var både interessant og lærerigt. Hele klippen er gamle borge og mure samt de utallige kilometer af tunneller fra flere belejringer og krige. En 100 ton kanon, kæmpestor og hvor min. 15 mand skulle arbejde 2 timer for at lade den, bastioner i kilometervis overalt. Turen i svævebanen op til toppen var vi heldige at få i solskin (tit hviler der en sky over toppen af klippen). Udsigten herfra var ubeskrivelig, og aberne var præcist så frække, som vi har hørt det fortalt.
Da vejrmeldingen lød på hård vind fra øst, besluttede vi at leje en bil for at se noget mere af oplandet. Vi ville gerne se Jeréz og sherryområdet, som vi ikke nåede sidste år og den gamle by Ronda. I Jeréz var vi så heldige, at de havde den årlige høstfest i gang, og vi var også på besøg med rundvisning og smagning hos Tio Pepe, dvs den berømte bodega Gonzales-Byass. Vi klarede også at lære om og se en masse til skole- og dressurridning, før turen igen gik hjem, hvor vi nåede at købe ind i det engelske Morrison’s. Det er altså sommetider bare en lettelse at kunne købe produkter, der er rimeligt velkendte og ikke kun at skulle klare sig ved at se på billederne – arabisk lærer vi vist aldrig!
På vejen til Ronda næste dag gjorde vi holdt på forskellige udsigtspunkter og besøgte en af de såkaldte Pueblos Blancos – hvide landsbyer – Jiména de la Frontera. Det var bare så smukt med bjergene, de romerske/mauriske borge på bjergtoppene, floderne og al den frodige vegetation i form af træer, buske og blomster – et fantastisk landskab. I Ronda besøgte vi tyrefægterarenaen, der er særligt berømt, for det er her, man har den fornemste tradition indenfor tyrefægtningen – og den var også flot. Lige før, vi skulle hen til bilen – vi havde brugt lidt tid på at kigge på den gamle bro over en fantastisk dyb slugt - blev det et gedigent tordenvejr, så vi måtte krybe lidt i ly. Det var lige akkurat, vi nåede at tanke bilen og aflevere den til tiden kl. 19, og så gik vi hjem til båden i Gibraltar og oplevede at skulle stå og vente på lov til at gå over flyvepladsen, for der kom et lille fly, der skulle lande. Det er altså ret pudsigt, men fungerer upåklageligt.
Vi sejlede søndag morgen, hvor vinden havde mistet pusten totalt. Middelhavet var spejlblankt, hvilket gav mulighed for rigtigt at studere klippen, og den er et fantastisk skue fra alle verdenshjørner. Vi havde solskin og delfinbesøg, vi så flyvefisk, og det var ren afslapning at nå frem til Marbella. Her fik vi også anvist en plads uden problemer, gik en tur op i byen uden hverken at møde Ferrari’er eller nogen berømtheder, men vi nød et glas på den berømte Plaza de los Naranjas, og der var sandelig også mange appelsintræer. Katedralen var absolut et besøg værd, men så var det sådan set også det. Næste morgen var der kommet vind, i starten beskedent, men vi endte med at gøre det meste af turen til Benalmádena for sejl i frisk medvind. Vore gæster havde flybillet hjem fra Málaga, så det var fint at komme noget tættere på lufthavnen der. Vi har fået dem sendt godt af sted efter 3 dejlige og begivenhedsrige uger sammen, så nu er vi igen på egen hånd. Vi har fået startet på de praktiske ting, der er nemmest at ordne, når man er alene ombord, men vi holder også ferie! Nyder det dejlige vejr med temperaturer, der er, som når en dansk sommer er bedst. Får set os lidt omkring og er igen i den situation, at vi vælger at tage os den tid, der skal til for at se det, vi gerne vil. Vi har i hvert fald konstateret, at Málaga, som vi har taget bussen til i dag, ikke kan gøres på 1 dag. Og byen her er heldigvis også mere end badestrande og barer. Så vi tager lige nogle dage her.
Igen skal I alle have tak for de mange søde e-mails og hilsener i gæstebogen. Det er i den grad med til, at vi bare synes, vi har det så godt!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 32
Marrekech 24/08/09 – Ceuta 02/09/09.
At skrive rejsebrev på Atlanten er ikke tidligere sket, men nu skal det forsøges. Vi har forladt marinaen i Rabat for små to timer siden, vi har fået fyldt dieseltanken op, myndighederne har været ombord (narkohunden fandt intet, måske var det i frustration, den tissede på en af marinaens arbejdere), vi blev ønsket god rejse og velkommen igen, og lodsbåden fulgte os helt til havnehullet.
Som nævnt tidligere har vi kun gode erfaringer med myndighederne; man skal indstille sig på, at tingene tager en vis tid, men de gør deres arbejde og vil altid gerne hjælpe os. Vi har fået vores frokost, hvor de to sidste øl blev nydt af Launy og skipper (der er endnu en stor til deling) og vi sejler på et mildt og venligt Atlanterhav, som vi nu skal til at tage afsked med. Lidt vemodigt, for hvor har det budt os mange gode stunder, siden vi for mere end to år siden stak stævnen herud. Vi har også taget os i agt for ikke at trodse elementerne, så for os vil Atlanterhavet stå for det utroligt smukke blå vand, de drivende skyer og de mange farver. Delfinbesøg i massevis, havskildpadder og hvaler på afstand. Dage med skiftende lys og nætter i buldermørke, men også i nærmest fortryllende måneskin og stjerneskær. Så tak for det til Atlanterhavet!
Gensynet med Marokko blev godt og hjerteligt. Vi havde en fin tur til Marrakech, og velkomsten hos Youssef på hotellet var næsen rørende. Vi glædede os til at vise Anne Lis og Launy byen, men vi havde ikke forudset, vi var kommet under Ramadanen, så alt var meget anderledes. Byerne vågner først ved 11-tiden, og meget lukker tidligt. Ved solnedgangstid, hvor alle skal hjem og spise, dør livet helt i gaderne for så at genopstå med hidtil uset styrke et par timer efter. Pladsen Djenam el Fna var et godt eksempel på dette fænomen. Vi kom rundt i souk’en – hvor vi piger fik hver et flot sølvsmykke; det er af en eller anden grund UMULIGT ikke at købe noget, selvom man egentlig havde bestemt sig for at lade være. Vi så de vigtigste bygninger og måtte da også ind i en af butikkerne med alle berbernes specialiteter i form af krydder- og lægeurter. Her fik Launy en gang skuldermassage, som han nød i fulde drag (det gjorde den søde unge pige måske også, blev nok lidt genert). Hendes mandlige kollega tog i hvert fald over, og Launy fandt dem begge meget kompetente. Vi skiltes med mange grin og hjertelige hilsener, men vi havde selvfølgelig også købt en del af deres mirakelmidler, og Launy ”betalte” pænt for den gode massage.
En anden festlig begivenhed var vores besøg på en restaurant tirsdag aften, hvor der udover mad og vin (ramadan eller ej) var underholdning. Der var tre musikanter, der spillede marokkansk musik og de akkompagnerede også de to kvinder, der dansede virkelig flot. Den ene var helt akrobatisk – bar en stor bakke med tændte, levende lys, mens hun lavede de mest fantastiske bevægelser. Derefter kom en ung, meget smuk kvinde ind og dansede aldeles yndefuldt og inciterende – virkelig en nydelse at overvære. Vi følte os hensat til 1001 nat: Tjenerne bar fine dragter og gav os en respektfuld men humørfyldt service, vi sad i et rum med en utrolig udsmykning, maden og vinen var god, så vi var helt rustet til turen hjem gennem de dunkle og ikke helt appetittelige gyder.
Så måtte vi igen på togtur, hvor vi naivt troede at kunne købe vand under turen, men vi blev klogere og følte os næsten som de muslimer, der fastede. Heldigvis kørte vi på 1. klasse med en fungerende air-condition. Vel fremme i Salé blev vi imponerede over, at den nye banegård var blevet færdig i mellemtiden, rigtig flot – og nu er det slut med de håndskrevne billetter!
På marinaen blev vi mødt med glade vink og tilråb – de er altså bare så søde! Båden så forfærdelig ud, men det var vi forberedte på – vi kom hurtigt i orden og kunne gå op og nyde et godt og billigt aftensmåltid på en af havnens restauranter. Nu begyndte der at komme meget liv overalt igen. Vi skulle nok have forsøgt at købe lidt ind, for om morgenen var alt lukket, så vi måtte gå på et glas juice og en kop kaffe over til supermarkedet, som heldigvis havde åbent. MEN DET HAVDE ALCOHOLKÆLDEREN IKKE I HELE MÅNEDEN! Så vi indstillede os på en meget ædruelig periode, af Launy døbt ”Minisotaturen”. Mini, da vi har en lille smule ombord, men der bliver tænkt nøje over, hvilke lejligheder, dråberne skal drikkes til!
Nå, vand mangler vi ikke – og inden længe er vi i Spanien, hvor en kold fadøl venter.
Vi havde den store fornøjelse, at vi fik et hjerteligt gensyn med Rudi og Kerstin i nabobåden Galileo, der kom tilbage samme dag som vi. Det var rigtig dejligt – hvem ved, måske krydses vore veje igen?
Vi skulle også rundt i Rabat med vore gæster, som godt kan forstå, vi kan lide at være her. Temperaturen her er behagelig, skønt her også er varmt. Souk’en i Salé var – som det var for skipperinden – noget af en oplevelse, for her er ingen turister, alt er mere primitivt, hygiejnen kan vi ikke helt få øje på, men her skal vi nok passe på, for de lokale ved helt sikkert en masse om, hvordan de skal behandle deres varer. Alle de levende dyr og kræ vidner derom – men vi er jo mildest talt uvant med den slags. Snavs og affald, der svømmer lidt rundt, og ikke dufter som en dansk bøgeskov, får hurtigt sat en stopper for indkøbslysten. At skipper absolut skulle købe de radiser og det salathoved, der lå på jorden ved siden af sælgerens fødder, syntes Anne Lis var sært, men hun indrømmede, at salaten var god! Vi er meget omhyggelige med at skylle alt frugt og grønt, så håber vi, det går!
Der har været afholdt VM i jet-ski på floden, hvilket har forårsaget en masse larm både fra motorerne og højttalerne med deres musik og sportskommentatorer. Vi gik over for at se lidt på, så irriteres man mindre af larmen og lyset. For lys skulle der til! Alt blev afviklet efter kl. 21 om aftenen, på grund af ramadanen. Men det kan man altså godt indordne sig under i de øvrige deltagende lande. Der er nok heller ikke så mange steder, den slags er velkomment, for det LARMER!
En af grundene til, at vi valgte at efterlade båden i Rabat igen, var, at vi gerne ville besøge Volubilis og Meknés – det har vi også nået. Endnu en meget varm, lang togtur, derefter med taxi, så på gåben, så hestevogn, taxi og endnu en togtur. En varm og anstrengende dag – men også en dag fyldt med specielle oplevelser, så den var strabadserne værd. De romerske udgravninger med de særegne mosaikgulve i Volubilis var en flot oplevelse. Vi tog – trods ”guide-træthed” imod tilbuddet om at få en guide med rundt, og det var også godt, for vi fik en del informationer med, som vi nok ellers ikke havde fået. Det betød også, turen var hurtigere – en fordel i varmen. Taxichaufføren ventede på os, og vi forhandlede os frem til, at han lige kørte et smut til den smukt beliggende Moulay Idriss, den hellige by, hvor vi dog opgav at stige ud. Det var for varmt og virkede totalt kaotisk undtagen på skipper, der dog forbarmede sig over resten af besætningen. Tilbage i Meknés kørte chaufføren os rundt til de ”store steder”, bagefter så vi det til fods, og lidt mad fik vi også. I forbindelse med besøgene til de i øvrigt meget interessante steder, bl.a. ruinerne af de kæmpemæssige stalde og kornlagre, diktatorens fængsel blev vi igen-igen overbevist om, at en guide var nødvendig, men det var også OK. Noget af det, som i hvert fald skipperinden er rigtig træt af, er, at når man har betalt entré, kommer der en hel masse og byder sig til, meget insisterende. De kender simpelthen ikke ordet ”nej”. Man ender med at sige ja tak; det koster jo noget, og en pris kan man ikke få. Mange gange synes de ikke, de får nok, men efterhånden har vi lært at håndtere det nogenlunde, så både de og vi bliver tilfredse. Det er ofte svært at forstå dem, skønt de siger, de taler engelsk, men på den anden side, tager vi hatten af for, at de alligevel lærer så meget, som de gør – det må være svært. Mange her i Marokko er analfabeter, der er høj arbejdsløshed, så de har meget at kæmpe med. Derfor skal vi som turister nok bare være glade for, at vi er så velkomne i deres land og ligeledes at vore penge måske kan gøre lidt gavn, for de har brug for dem.
Som vi har også vore gæster noteret sig marokkanernes venlighed og åbenhed; aldrig har vi fået så mange smil og venlige ord med på vejen som her. Det er også et smukt land med meget varierede landskaber. Vi har ikke set den sydligste og østligste del af landet, men vi har nydt det, vi har set. På trods af støv og varme, af stank, slum og roderi, forlader vi landet med overvejende smukke indtryk på nethinden. Vi ønsker alt godt for Marokko, siger mange tak for et fantastisk ophold, og hvem ved om vi måske ses igen ved en senere lejlighed?
Nu er kursen sat mod Gibraltar - vi kan nu sejle for sejl - og de næste år skal vi forsøge at blive gode venner med Middelhavet. Det skal også blive spændende. Vi har den glæde, at vi den kommende tid får en del besøgende – derfor håber vi, turen langs den spanske kyst til Barcelona, vil forløbe fint.
Det har været dejligt at have sommeren derhjemme med muligheder for at se til familie og venner. At få lov at forlænge sommeren, som vi nu kan, er jo luksus, så vi nyder det. Tak for gode stunder til alle Jer, vi har set i sommer og tak til alle, der sender os mails og hilsener i gæstebogen. I kan tro, vi er glade for det!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 31
Rabat 17/05/09 – 18/06/09.
At dette forårs sidste rejsebrev skulle blive et ”På gensyn, Marokko!” og ikke et ”Farvel og tak, Marokko!”, ja, det havde vi mildest talt ingen anelse om, da vi steg ud af flyet i Marrakech for snart 3 uger siden. Men sådan er det altså blevet, og hvis konsekvensen af det primært er, at vi først kommer til de Baleariske Øer, (Mallorca m.v.) til foråret, så kan det vist kaldes et luksusproblem.
Heden slog os i møde i den i øvrigt meget flotte lufthavn, men heldigvis virkede vore termostater, for vi fik målt temperatur af sundhedsmyndighederne, næsten inden vi havde sat fødderne på marokkansk grund. Vi fik prajet en taxa, hvilket var lidt af et cirkus; de skændtes lidt om, hvem der skulle have turen. Vi havde svært ved at gøre os forståelige med, hvor vi skulle hen, så skipper fandt vores hotelreservation. Det viste sig, at manden ikke kunne læse, men tallene kunne han bruge, og han ringede straks til hotellet og fik vejen forklaret. Sådan! Så gik det over stok og sten, og pludselig blev vi sat af midt i et ”gadekryds” fyldt med æselkærrer, osende knallerter og lastvogne, biler, fodgængere og andre dødelige. Han gav os kufferten, slog ud med armene og sagde, at nu var vi ved Dar Bel Dia. Vi har nok set lidt fortabte ud, for lynhurtigt var der en ung mand, der tilbød at vise os vej gennem labyrinten af smalle, snoede gyder. Efter lidt diskussion af beløbets størrelse, fik han sine penge, og vi ringede på. Døren åbnede sig, og vi blev budt velkommen til en helt anden verden. Fik anvist siddeplads og skænket myntethe - i en kølig patio med grønne planter, vandbassin/svømmepøl og en vederkvægende ro bortset fra lyden af det rislende vand. Vort værelse var i orden, og den service og hjælpsomhed, vi mødte under de 3 dages ophold, fås ikke bedre! Hotellet lå i den gamle medina, tæt ved bymuren, hvor der for øvrigt var i hundredvis af storkereder – det var sjovt at se de store fugle midt i en storby. Selvom sengene trak, så syntes skipper jo ikke, vi var kommet til Marrakech for at hvile, så af sted til Djemaa el Fna, den berømte plads, der absolut også er noget særligt. Ikke køn eller arkitektonisk interessant, men med et leben, der er ubeskriveligt. Boder, restauranter og mennesker i massevis – og så vandsælgerne, slangetæmmerne, abetæmmerne, musikanterne, gøglerne, historiefortællerne, sandsigerskerne, ja, man kan blive ved. Turister er GUF, og ingen holdt sig tilbage ved udsigten til at tjene en skilling. Stærke, fremmede dufte og lyde, biler og knallerter, der krydsede ubekymrede over pladsen. Det var totalt vildt – og skipperinden var lige ved at løbe skrigende bort! (Efterhånden vænnede skipperinden sig til stedet og kunne både finde ud af at trække vejret, se og høre på en gang.) Men skipper stod fast og fik taget billeder – heldigvis – og så kunne vi finde et sted at indtage aftensmaden med krav fra skipperinden om, at vi skulle tilbage til hotellet, før det blev mørkt. Det var ikke svært, for man drikker jo vand til maden her, og vi var trætte, så vi fandt hjem i seng gennem soukens smalle gyder i god ro og orden. Vi fik set en del til Marrakech, hvor der absolut er smukke pladser, parker og paladser, der fortæller om en svunden storhedstid. En tur i sight-seeingbus var en god måde at komme langt omkring på, vi var også uden for byen, hvor ”de rige” bor samt så området, hvor man kan komme på kamelture.
Vi hilste hjerteligt af med personalet på hotellet torsdag morgen og tog til den nye, meget flotte banegård. Foran os havde vi 4½ times togrejse gennem et landskab, der startede tørt og barskt, men efterhånden blev mere frodigt. Vi kunne se en del slum ved de store byer og kunne også se, at mange mennesker må GÅ meget langt for at komme til og fra arbejde/skole. Og så i den varme!
Det er altid dejligt at komme tilbage til båden, men en velkomst som denne, har vi vist ikke fået, selvom folk altid har været søde. Så det var fint at få Nausikaa pakket ud – hun var vel nok støvet!
Vi kom hurtigt på plads, men varmen har nu holdt sit indtog, så tingene tager lidt længere tid.
Vi gik op til et supermarked med en Cava d’ alcohol, så vi kunne få købt lidt lokal øl og vin. Det ligger i kælderetagen, man kan købe alt og man føler sig hensat til Systembolaget i Sverige. Vi kunne konstatere, at ikke alle her er muslimer, og hvis de er, har de god plads under jakken til en flaske eller to… Vi travede også ud og så Chellah, der både kulturhistorisk og naturmæssigt er en god oplevelse. Hvad der dog er af storke i det område. Det var ved den lejlighed, vi så programmet for Jazz au Chellah, og den oplevelse fik vi heldigvis med. Det var i hyggeligt selskab med Kerstin og Rudi, som vi er kommet lidt i snak med. Det lykkedes også at finde koranskolen her i Salé, selvom de har gemt den godt af vejen. Hvor er den flot! Den er forholdsvis lille – men sikke udskæringer, der er lavet overalt.
Vi mangler jo stadig at se en del, men vi nåede da til Fés, før ”mavehelvedet” brød løs. Knap 3 timer i tog, og da vi kom ud fra banegården, blev det Alli, der vandt en dag med os. Han præsenterede sig som official guide og viste sit kort, og det var rigtig godt, for vi fik vel nok set og oplevet meget. Fés er en anderledes by på mange måder, flot og interessant, og så bevirkede følgeskabet med Alli, at vi kunne komme steder, hvor vi aldrig selv ville have fundet ind, og at vi kunne tage billeder, samt gå i fred for andre håbefulde entusiaster. Han viste os hen til en lokal restaurant i medinaen; maden var ikke lige os, men det var sjovt at prøve de flotte omgivelser og den fine betjening. Togturen til Fés var helt anderledes end den sydlige. Her er frodigt, man kører i kanten af Rifbjergene og det vrimler med vinmarker og oliventræer. Vi har faktisk også oplevet et par små regnvejr, hvilket vist er lidt usædvanligt på denne tid.
Og så var det jo hyggeligt at få et par dage med besætningen fra Speedi – det er altid specielt at møde andre danskere, når man er langt hjemmefra. Især, når man er i et område, hvor det sjældent sker.
Vi har en del mere at fortælle om landet Marokko generelt, men det gemmer vi til næste gang. Nu har tingene skikket sig sådan, at vi starter på vores ”sommerlandlov” lidt tidligere end planlagt, men vi vil glæde os til at komme tilbage hertil og starte derfra, hvor vi slap.
Rigtig god sommer til Jer alle, tak for hilsener af enhver art!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 30
Isla Graciosa 01/05/09 – Rabat 17/05/09.
26 gr. i kahytten her midt på eftermiddagen, den lette brise gennem lugerne, en frisk marokkansk appelsin serveret og ”lydkamp” mellem rockmusikken på den store scene (her er musik-festival) og minaretens højttalere. Det er i store træk kulisserne til dette rejsebrev. I morgen er det 2 uger siden, vi kom til Marokko – og vi har oplevet et enormt sansebombardement, så det føles som om, vi har været her meget længere. Utallige er billederne på nethinden, lugtene og lydene står skarpt i hukommelsen. Kontrasten mellem Atlanterhavets storladne ro og det virvar og inferno, vi pludselig befandt os midt i, da vi gik rundt i Agadir, var ved at kunne tage vejret fra en. Men her er dejligt og spændende – og efterhånden som vi lærer at begå os, træder alle de gode oplevelser, Marokko byder på, så absolut i forgrunden.
Endelig blev det lørdag den 2. maj vejr til at sejle ud på Atlanten, og selvom La Graciosa var et skønt sted, trængte vi til at ”komme over”. De to nætter og to dage bød på delfinbesøg, vi så havskildpadder, portugisiske orlogsmænd, et fjernt hvalblåst og havde det næsten sædvanlige besøg af en lille forkommen fugl og sommerfugl. Om natten var månens blinkende sølvbånd og de mange stjerner et fantastisk skue, så vi kunne ikke ønske os det bedre. Dejligt var det at ankomme til marinaen i Agadir, hvor vi pludselig havde de bekvemmeligheder, man så hurtigt vænner sig til, men også fra: El og vand – så et brusebad og en bådvask gjorde rigtig godt. Men først skulle vi jo lige have myndighedernes accept af vores landgang. De var venlige og imødekommende, og vi følte os velkomne på alle måder.
Da vi havde fået sovet ud, måtte vi ind og på opdagelse i storbyen, og vi mærkede tydeligt, hvilken helt anden verden, vi pludselig stod midt i! Trafikken var larmende, stinkende, intens og totalt kaotisk, når man er uvant med at færdes i en marokkansk storby. Det føltes som om, vi løb med livet som indsats – det skal altså læres, det med at krydse gader ud og ind mellem dyttende busser, biler og knallerter. I Casablanca var det en tand værre, hvorimod der her i Rabat nok er lidt mere plads og luft – eller også er vi ved at vænne os til det. Skipperinden har – og det sker sjældent – nedlagt forbud mod at leje bil her i landet. Tog og busser må kunne dække vort behov!
Så er der måden at handle på – det havde vi da ganske vist læst lidt om, men vi blev alligevel næsten ”tromlet ned”, da vi befandt os midt et forretningskvarter. Vi havde ikke brug for noget som helst og ville bare kigge lidt, men det var lige før, man skulle være grov for ikke at blive trukket ind i butikkerne. Så vi fik snart nok og luskede lidt væk. Næste dag var vi nødt til at skulle købe noget mad, og det foregår i souk’en. På vejen dertil blev vi kontaktet af en mand, der var på vej derud til sin kryddeributik. Han fortalte os en masse om sig selv – på rimeligt engelsk – bl.a. at han var berber og var kommet til Agadir sydfra sammen med sin bror, så naturligvis skulle vi ind og se hans butik. Forinden havde han ført os gennem hele den kæmpestore souk Vi fik her en introduktion til, hvordan man handler: Man får en siddeplads bagest i butikken, så får man myntethe, som vi rigtig godt kunne lide. Han gav også lov til, at vi fotograferede – noget, som er vanskeligt at komme til her i landet, hvis der er personer med i motivet. Og så fortæller den handlende om sine varer. Det var sjovt her, for han havde krydderier, krydderurter, helseprodukter, lægeurter, cremer, olier til alverdens formål. Så bestiller man – det var vanskeligt at få lidt nok af de enkelte ting. Derefter kan man nærme sig at tale om prisen. Den handlende kommer med sit bud, og i dette tilfælde var det oplagt for os at prutte, for vi ville under ingen omstændigheder give det, han forlangte. Vi blev efterhånden enige og sagde farvel. Lidt senere kom han hen til os, mens vi gik og købte grøntsager, og pludselig gav han sig til at handle sammen med os og betalte det, vi købte. Da vi ikke kunne slæbe mere, satte han os ind i en taxi, han havde prajet uden for souk’en. ”Are you happy, madam?” Og skipperinden meddelte, at hun var tilfreds. Noget fattigere, men en stor oplevelse rigere. Og det pudsige var, at Ole og Inger Lise havde været ude for næsten den samme – og stod med en del varer, de syntes, de havde betalt for meget for, lige som os. Siden har vi dog konstateret, at helt galt var det ikke.
Besøgene i de næste havne var præget af fiskeriet. Vi lå meget tæt på alle fiskerbådene og kunne følge med, når de kom ind og ud. Der var ofte ca. 30 mand på de lidt større kuttere, alt foregår pr håndkraft – og på de små, som vi normalt i Danmark forbinder med en enkelt mand, var der altid mindst 3. De havde plads til at sidde og koge deres myntethe selv i de små joller. Der var en livlig aktivitet, megen talen og råben mellem bådene. Affald blev smidt i havnen; på kajen og i gaderne tæt ved, hvor fiskene blev solgt, var man heller ikke så forsigtig med, hvor man gjorde af affaldet, så de allestedsnærværende måger havde det nemt. Kattene vrimlede rundt – de så til gengæld ikke ud til at få mad nok, magre og fyldt af skab. Man skal se sig godt for, det er svært ikke at komme til at træde i efterladenskaber fra hunde, katte – og mennesker for den sags skyld. Det skal man altså lige vænne sig til! Men det er jo ikke lige slemt over alt, og selv om der er støv og støj nærmest allevegne, er der også dejlige steder med smukke træer, blomster og planter.
Det har været en oplevelse at komme til Essaouria, hvor de laver de skønneste træarbejder i thuya-træ og til Safi, hvor de smukke keramikting fremstilles. Der har vi kunnet gå rundt og se, hvordan tingene fremstilles af de dygtige håndværkere/kunstnere samt tale med enkelte af dem. De smukkeste tæpper bliver fremstillet, guld og sølv forarbejdes til smykker, som for det meste ikke lige er vores smag, men hvor arbejdet åbenlyst er fint. Og vi har selvfølgelig også skullet handle med dem – det går bedre nu, for nu ved vi lidt om det. Tingene er dog ofte billige, og vi vil gerne betale for det, de fremstiller.
I Casablanca var det fantastisk at se den store Hassan den 2. Moské. Her er kontrasterne til byens slum og elendighed så stor, at man dårligt fatter det. Det er et imponerende bygningsværk på alle måder, og spændende at få fortalt om det af en dygtig guide. Men som en, der ikke kender så meget til dette lands måde at leve på, giver det en sær smag i munden at se storheden og den ufattelige slum og elendighed side om side. Et billede af en yngre mand med to forskellige sko på fødderne bliver ved at dukke frem i hovedet. Han tiggede ikke, vendte ansigtet væk og havde et hårdt udtryk. Arbejdsløsheden er høj, ca 40 %, det er kun bedre bemidlede folks børn, der går i skole, så man forstår godt, man hele tiden bliver kontaktet af mennesker i alle aldre, der enten vil have betaling for at være guide eller direkte tigger. Det kan være hjerteskærende og nogle dirhams skifter hænder, men også foruroligende, når stemmerne bliver høje og insisterende og utilfredsheden med enten ikke at få eller ikke at få nok, bliver meget tydeligt meddelt!
Når vi lægger til i en havn eller skal forlade den, er der en del bureaukrati, der skal ordnes. Ved ankomsten skal man blive på båden og ingen andre må komme ombord, før sundhedsmyndighederne har undersøgt, om hele besætningen er ved godt helbred og ikke udgør en smitterisiko for andre. Vi hørte eksempelvis første gang om ”svinepesten” i Mexico i Agadir. Nogle steder har sundhedspersonen været iført både handsker, maske og kittel og vi har fået målt temperatur. Skipper har også skullet underskrive en slags tro-og-love-erklæring på, at hele besætningen var ved godt helbred. Så er der politiet og emigrationsmyndighederne, som kontrollerer vore pas og skibspapirer, samt tolderne, der har til opgave at sikre, vi ikke medbringer narkotika, bomber eller andre personer og spørger, om vi har noget at fortolde. Det er lidt sært, når det hele er overstået, og så de kommer tilbage og beder om noget whisky… Det er nu ikke meget, vi har mærket til begrebet baksheesh - bestikkelse, men det er hændt. Myndighederne optræder generelt venligt og korrekt og er hjælpsomme. Og ved afrejse skal passene stemples og man får først da udleveret skibets papirer. Befolkningen er absolut åbne og venlige, vi er blevet budt velkomne til Marokko mange gange – også, når vi har sagt, vi er danske. Vi havde vore bekymringer, men de er foreløbigt gjort helt til skamme. Mohammed-tegningerne har vi ikke hørt noget om, men Copenhagen og Laudrup er det, man forbinder med Danmark.
Vi er ved at lære at købe ind. Her i marinaen er der kun kort vej til medinaen i Salé, hvor alt kan fås. Markedet og de mindre boder uden for bugner af frugt og grøntsager, slagterne mangler heller ikke og rundt i byen er der flere bagerier. Så er der de bittesmå supermarkeder, hvor man kan købe kaffe, køkkenrulle, marmelade, mælk osv. Der er ikke plads til nogen disk. Man samler sine ting, stiller dem evt. på gulvet, så indehaveren kan gøre summen op. Vi købte øl, vin og gin i Mohammedia – den marokkanske vin og lokalt producerede øl smager fint. Vi har også været ude at spise lokale retter. Cous-cous, stegte sardiner i brød og tajiner, de varme retter lavet i lertøjsforme med forskellige grøntsager, krydderier, kød eller fisk. Hertil drikker man vand eller myntethe, meget læskende i varmen. Så vi mangler bestemt ikke noget. Her i Rabats nye marina er alle moderne bekvemmeligheder, og vi kan med sindsro lade båden ligge, mens vi er hjemme.
Og det skal vi snart. I morgen skal vi pakke og gøre klar, og så følges vi alle fire hjem til Danmark tirsdag. Vi har haft det rigtig godt og oplevet en masse. Men det skal som sædvanligt også blive skønt at komme hjem til familie og venner og tanke op, så vi igen har overskud til ”en ordentlig en på opleveren”, før vi tager hjem for at holde sommer i juli og august. Vi vil gerne se noget mere til Marokko, før vi sætter kursen mod det spanske igen, men det bliver godt med en lille pause.
Som sædvanligt skal alle have tak for dejlige hilsener - vi kan slet ikke undvære dem!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 29
Marina Rubicón (Lanzarote) 19/04/09 – Isla Graciosa 01/05/09.
Der er en piben og tuden i masterne her i havnen, hvor vi ligger godt beskyttet og næsten stille. Nu har vi været på Isla Graciosa i 8 dage – og selvom vi er meget glade for, at der nu endelig loves godt sejlvejr til Marokko meget snart, ja, så er vi enige om, at det var godt, vi prioriterede besøget her og ikke stak over i et af de ”huller” der har været, hvor det kunne have ladet sig gøre. Måske det var meget godt, vi ikke vidste, hvor længe, vi skulle være her, da vi anløb. Skipperinden, det skal indrømmes, var lidt skeptisk ved udsigten til at skulle undvære strøm og vand på broerne. Og heldigvis var vi lykkeligt uvidende om de 996 m, der er fra båden til havnens toilet og den kolde bruser. Men man lærer hurtigt at indrette sig, og den smukke natur og byens specielle charme opvejer nemt ulemperne ved mangelen på bekvemmeligheder.
Det var lidt særligt for os at ankomme til øen. Vi tænkte på den morgen i begyndelsen af november, hvor vi kom fra Madeira og egentlig havde planlagt at tage herind. Da var det så mørkt, så mørkt, at vi blot kunne ane omridset af de dengang truende og dystre klipper, og vi sejlede derfor videre sydpå. Denne gang kunne vi nyde synet af nogle fantastiske klippeformationer – både på selve øen med dens vulkaner, men også den flotte nordkyst på Lanzarote. Havnen ligger ud mod det smalle stræde mellem de to øer, og hele horisonten rundt er der noget smukt at se på. Lyset skifter hele tiden, solen og skyerne kappes om at dominere himlen, så der er uafbrudt et enestående farvespil både på klipperne, vandet og sandet.
Der hersker ro og fred overalt. Byen består af nogle gader med helt hvide huse, og der er sand i gaderne – kun lidt asfalt/fliser lige der, hvor færgen lægger til. Der er nogle små cafeer, hvor man kan sidde og kigge lidt på livet. Et par steder i byen er der en bænk, der danner samlingspunkt for 5-6 ældre mænd, der ser ud til at få det meste af dagen til at gå med det og få en snak om det, de ser. Der er et posthus, en kirke, en bager, en slagter og 3 små supermarkeder, som har hver deres ”styrker”, så det er lidt af en udfordring at få købt ind til de daglige måltider, sammenlignet med de velassorterede forretninger vi længe har været vant til. Men det lærer man også, og når der så er kommet friske forsyninger, ja, så er det er helt eldorado! En internet-cafe er her skam også; den åbner lidt før middag til kl. 14 og igen fra 17 til 22. Så med den lille kilometer, der er til byen, er vi sikret vore 10.000 daglige skridt så rigeligt!
Ude på øen er det meget begrænset, hvad der sker. Man møder en del land-rovere, der rejser støvet. Landbrug findes stort set ikke; der er et par enkelte steder med ”kolonihaver”, lidt geder og et enkelt sted heste og æsler. Der er også en hønsegård ikke så langt væk, for hanen galer lystigt. Overalt er der katte og hunde, sidstnævnte i alle afskygninger: Bittesmå, arrige ”tæppetissere” og nogle store, der næsten minder om ulve. Der er et rigt fugleliv, floraen er overraskende farverig og mangfoldig trods de barske vilkår, og de mange sommerfugle er en fryd for øjet.
Turene, vi har travet rundt på øen, har naturligvis bidraget godt til motionen, men har vigtigst af alt givet os nogle helt unikke billeder på nethinden (og i fotografiapparatet). La Graciosa er meget rost og højt besunget af det sejlende folk - og med rette - så vi er glade for også at have haft muligheden for at lære dens specielle charme at kende. Den yder på smukkeste vis sit til vores skattekiste med særlige minder!
Det er altid sjovt at snakke med andre sejlere uanset, hvor man færdes, men også hvad dette angår, er her lidt specielt. Mange er som os på gennemfart, og man er enten på vej til Madeira eller Marokko, hvis man ikke kommer fra et af de steder og har De kanariske Øer med tilhørende oplevelser foran sig. Og så er der dem, der bare ikke kommer herfra igen. Af forskellige årsager, forstås! Det kan da godt lige give lidt at tænke over….
Men forhåbentlig gælder det nu Marokko. Vi får så ikke så megen tid der, som vi havde ventet, og det vil jo nok også blive mere varmt, end vi ønsker os det. Vore gæster Ole og Inger Lise får formentlig heller ikke sejladsen med gennem Gibraltar, og det er lidt ærgerligt. Men alt det tager de absolut med godt humør og har været glade for at opleve øerne så meget, som det har været tilfældet. Vi finder fint ud af det sammen, og da det jo er godt vejr set med en nordboers øjne, har Nausikaa heller ikke problemer med at rumme os. Det skal blive godt at komme hen, hvor der nok findes en vaskemaskine eller i hvert fald vand i vanlige mængder til lidt klatvask. Nu har vi ved fælles hjælp fået bunkret både vådt og tørt og er klar til et par døgn på det store vand.
Tak som sædvanlig for hilsener hjemmefra af enhver art – de er bare så velkomne og påskønnede!

Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 28
Santa Cruz de Tenerife 24/03/09 – Marina Rubicón (Lanzarote) 19/04/09.
Ja, når man ser ovenstående, går det op for en, at det næsten er en måned siden, vi sammen med vore gæster kom tilbage til øerne – og hvor har vi oplevet meget, siden vi i snevejr forlod Egernvej og efter en helt planmæssig tur kom ned til varmen på Tenerife. Vejret har været vekslende; canarierne skutter sig og fortæller, at det er den koldeste og vådeste vinter i mands minde. Mange gange har vore ture da også været våde og kølige, men det har også været som en fin, dansk sommer ind imellem. For tiden er vi midt i et stort blæsevejr – det betyder, at vi ikke bare lige kan sejle videre, som vi ønsker det. Men vi har sagt til hinanden, at de fleste jo nok vil misunde os, at vi nu får en uge mere på Lanzarote! Vi må jo tage vejret, som det kommer, selvom vi gerne snart vil til Marokko. Lanzarote har rigtigt meget at byde på, og vi er gode til at hygge os sammen alle fire og kan også finde på noget hver for sig, så det går fint.
For skipperparret var det jo et gensyn med nogle af stederne, som vi syntes, Ole og Inger Lise også skulle se samt nogle steder, vi havde ”gemt”. Heriblandt var den tidligere hovedstad La Laguna tæt på Santa Cruz de Tenerife – dertil kommer man med sporvogn. Vi var knap kommet derop (600 m.o.h.), før det begyndte at regne kraftigt samt tordne. Det endte med strømafbrydelse, og så kører sporvognene jo ikke, så det var en overfyldt bus hjem gennem gader uden trafiklys og mørke butikker. Det var helt ekstraordinært, så vi tog det som en oplevelse. Byen La Orotava bliver meget rost, og bortset fra dens trafikkaos og regnvejr, var der også fint. Bl.a. var vi heldige, at der var en kirkehøjtidelighed i gang i den største af kirkerne. Og det gamle drageblodstræ skulle vi da også lige se igen, igen – sommerfuglemuseet ved siden af var vi enige om var mere spændende! Vi havde et ønske om at komme til tops på Teide, hvilket Ole og Inger Lise var med på, så der skulle bestilles tilladelse i et tidsrum, hvor vi havde størst chance for udsigt. Det lykkedes! Vi havde en flot køretur op i klart vejr, frost og fantastisk sigt. Op ad formiddagen kom skyer, men da vi først var deroppe, spekulerede vi ikke over, at vi ikke kunne se landskabet dybt under os, men kun området omkring toppen og det højeste punkt på La Palma. Svævebanen var behagelig, løftede os 1500 m op, så vi ”kun” selv skulle gå 200. Det var også nok, luften er tynd i 3718 m’s højde, og man bliver svimmel og forpustet, men der var god tid til at hvile og nyde udsigten og stilheden. Det var – helt bogstaveligt – et højdepunkt på turen.
En køretur på den smukke nordkyst ud til det NV-ligste hjørne med forrevne klipper og fyrtårnet, hvorfra vi kunne se Los Gigantes, fortjener også nogle ord med på vejen; det var bare så flot! Det samme gjaldt NØ-spidsen, hvor vi vandrede ud til fyrtårnet, og det var lidt af en stroppetur, så vi fik prøvet konditionen af – men i de smukkest tænkelige omgivelser. Det var også tydeligt, at foråret var kommet, for blomster og træer stod i en fantastisk farvepragt og i en overvældende mængde.
Det samme gjorde sig gældende på Gran Canaria, som vi kom til efter en dag på et ret stille hav. Vi havde motoren i gang det meste af turen, men havde så god lejlighed til at kigge på den flotte nordkyst, som vi kørte op til, så snart vi havde fået hilst på Las Palmas og lejet en bil. Et spændende besøg på museet med udgravningerne og vægmalerierne i Galdar samt byen Arucas med den store katedral blev det til samt en køretur øen rundt, hvor vi var nede og nyde varmen, solen og de mange blomster i det idylliske Puerto Mogan. Og vi var heldige at få en skyfri dag i bjergene, hvor vi så de mest fantastiske udsigter, bl.a. fra den 1980 m høje Pozo de las Nieves. Vi kunne tydeligt se Teide på Tenerife, et sted, man for altid vil have et særligt forhold til, tror jeg. Og igen: vi kunne næsten ikke få nok af alle blomsterne og træerne, så vi har virkelig fået lov at nyde foråret.
Vi skulle jo videre og havde en fin sejltur til Morro Jable på Fuerteventura, hvor vi også var i november. Da der nu begyndte at komme meldinger om hård vind, sejlede vi straks videre til Gran Tarajal, hvor man ligger bedre i havnen. Der fik vi nogle dage, for blæsten var til at tage og føle på! Det var nu også helt fint at leje bil og komme en tur rundt i bjerglandskabet og til de små byer, for øen er speciel, ligesom hovedstaden Puerto del Rosario nok kunne fortjene et besøg igen. Vi ville også gerne opleve lidt af Semana Santa, påskeugen, og det fik vi lejlighed til i Gran Tarajal, hvor vi gik med til Langfredagsmessen. Det var en god og lærerig oplevelse, og vi følte os godt modtaget af de lokale. Lørdag morgen var det rimeligt vejr, selvom vi godt vidste, hvad der ventede os uden om den østligste pynt, men hellere blæse inde på Lanzerote! Så vi tyggede os igennem med vind, sø og strøm imod og ankom til Marina Rubicon ved Playa Blanca ved 18-tiden og fik en fin plads. Her var faciliteterne fine i modsætning til Gran Tarajal, hvor der hverken var toilet eller bad, så da saltet var skyllet af Nausikaa, indstillede vi os på, at her skulle vi nok tilbringe nogle dage – og det så ikke så værst ud.
På Lanzarote har vi ikke haft så megen regn som på Tenerife og Gran Canaria, men hvor har det blæst! Vi har lejet bil og været rundt at se mange gode og spændende turistattraktioner. Det mærkes tydeligt, at øen her er længere fremme på flere områder end Fuerteventura. Landskabet er præget af smukke og særegne vulkaner – og det i sig selv skulle da udforskes. Derfor var Timanfaya nationalparken et must, og sikke en oplevelse. Køreturen i bussen op gennem kraterne var ubeskrivelig – man glemte helt sin eventuelle højdeskræk, for hvor var der meget at se på! Senere var vi også selv ude at trave i lavalandskabet og kravlede op på en kraterkant. Var nede i bunden bagefter – fantastiske klippeformationer og farver. Og de bittesmå blomster og planter, der trodser de barske levevilkår og står og lyser op mod den sorte baggrundsfarve! Lige så opmuntrende er det at se på alle vinstokkene, der netop nu står med helt spæde og lysegrønne blade, næsten som danske bøgeblade – uden sammenligning i øvrigt. Vi er ikke så vilde med vinen, de producerer, men det er sjovt at se den helt anderledes måde, de planter på. Der bliver lavet små halvcirkler af sten, så der kan skabes læ og mindre fordampning for at hjælpe planterne lidt på vej i tørken og blæsten. Det er uden tvivl et krævende arbejde – og vi har været forbavsede over at se, hvor store områder, der beplantes med vin. Byerne er hvide og velordnede med masser af blomster og palmetræer. Her er hyggeligt og pænt; mange steder på øen har arkitekten Cesar Manrique sat sit præg, som sikrer, at byggeri passes ind i landskabet – og det har han haft en heldig hånd med. Vi har været nede i huler langt inde i lavaen, flotte formationer, smalle gange og med stillestående vand i en lille sø, så man blev narret til at tro, at loftet, som spejlede sig i vandet, var et meget dybt hul. Flot var det – også kaktushaven, hvor man benoves over antallet af forskellige arter og den måde, de præsenteres på. Mange af de kaktus, vi selv har derhjemme, står jo her i en størrelse, man aldrig havde forestillet sig og med de smukkeste blomster. Det gælder jo også mange af de stueplanter, vi kender. I Arrecife, der er hovedbyen her, var vi bl.a. inde og se de to gamle borge – og denne gang var de begge åbne; det ene er et kunstmuseum for moderne kunst. Moderne kunst kan være rigtig spændende at se, og der var rigtig flotte ting, men det meste var nu en tand for avanceret efter vores smag – og viden, det må indrømmes.
Så snart vi kom syd for Danmark, oplevede vi jo det ene marked efter det andet – og nogle gør indtryk, enten på grund af deres størrelse, stemning eller vareudbuddets særegenhed. Her i Teguise har vi set det største marked, siden Portugal. Her er mange lokale kunstnere, som falbyder deres varer, og der er flotte og særprægede ting imellem. Så vi måtte da lige købe lidt, bl.a. er skipperinden blevet forkælet med et par flotte halssmykker!
Det tuder slemt i riggen – og lige nu er der ikke noget i vejrmeldingen, der tyder på, at vi kan stikke til havs de nærmeste dage. Det må vi så få det bedste ud af – og nu i dag glæder vi os til, at Inger Lise og Ole vil give middag. De har været på jagt efter et sted, hvor man serverer grillet gedekid, men det blev det nu ikke til. Vi skiftes til at lave aftensmad, så der er gang i kreativiteten og kogebøgerne – også de lokale. Vi får også læst, hørt musik, snakket og slappet af imellem alle oplevelserne, så vi har det rigtig godt. Men selvfølgelig håber vi, at vi snart kan komme videre til Marokko.
Vi vil også denne gang slutte med at sige tak for alle hilsenerne, både i gæstebog og e-mail. Det er rigtigt dejligt at høre hjemmefra!

Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 27
San Sebastian de La Gomera 15/02/09 – Santa Cruz de Tenerife 11/03/09.
Det er – næsten - for varmt til rigtigt at bestille noget, men skipper har besluttet sig for, at dækket skal ordnes (fast arbejde!), så skipperinden er trukket ned for at skrive rejsebrev med en god sjat kølig rosé fra frokosten. Det er ellers svært at løsrive sig fra udsigten mod bjergene her fra marinaen i Santa Cruz. Der blevet lidt stille ombord, og vi savner Julies ”Hva’ det?”, når der kommer en flyvemaskine. Hun er et lille livstykke, og vi har nydt at lære hende bedre at kende. I det hele taget har tiden på Tenerife jo betydet ”Gæster ombord” – og det har været dejligt. Det er også rart at være os to alene, men det havde vi været, siden vi kom hertil midt i januar, så det er fint med noget afveksling.
Vi havde forventet at ligge på Tenerife, når Kirsten og John skulle komme, men vejret ville det anderledes. Og som vi havde regnet med – vi kender dem jo og har delt mange gode oplevelser gennem årene – tog de det som en ekstra bonus også at opleve La Gomera. For os betød det et herligt gensyn med nogle af de steder, vi særligt havde nydt, ligesom vi fik købt noget lokal vin på et meget lille sted og fik en del sjov ud af det, selvom vinen nu ikke lige faldt i vores smag.
Det er jo karnevalssæson på øerne i februar, så fredag aften købte vi billetter, for at kunne overvære kåringen af karnevalsdronningen på La Gomera. Selvom vi ikke forstod ret mange kuk af det, der blev sagt, morede vi os herligt, og det var også spændende at se, hvor meget alle går op i sagen. Det er virkelig et stykke kulturhistorie iklædt nutidens livsstil og aktuelle tendenser. Lørdag morgen kom med sol og let vind. Ud gik det af havnen, sejlene blev sat og vi havde en storslået udsigt til både La Gomera og Tenerife, med Teide stolt knejsende. Vinden lagde sig dog hurtigt, men skuffelsen var til at bære, for snart dukkede hvaler og delfiner op lige i nærheden af os.
Vi fik fortøjet i Marina del Sur i Las Galletas, hvor den kvindelige halvdel af besætningen fik købt aftensmad, mens – troede vi – mændene kunne slappe lidt af efter den hårde tur på Atlanten. De havde nu haft travlt med at flytte båden, men tog det pænt. Søndag var vi rundt og se lidt på byen og for at finde et sted, hvor vi kunne leje en bil, men det lod sig først gøre mandag. Altså måtte vi tage bussen til Santa Cruz, for vi ville gerne finde ud af, hvordan karnevallet skulle løbe af stablen, da det i denne by skulle være af en ganske særlig karat. Vi var heldige både at se en stor præsentation af forskellige genrer, hvor der konkurreres om at blive bedst først på aftenen, samt et af de store optog, da det var blevet mørkt. Det var utroligt flot, og hvor var der gjort meget ud af alle kostumerne. Det blev sent, før vi nåede tilbage til havnen, men sikke en dag!
Da vi havde fået lejet en bil, kørte vi igen til Santa Cruz for at skaffe et program for karnevallet. Det lod sig ikke lige gøre, men et par lokale fortalte os, at det største og flotteste optog ville finde sted tirsdag kl. 16. Godt så! På vejen havde vi været i Guimar og se pyramiderne og museet, som Thor Heyerdal har sat et kraftigt fingeraftryk på. Et imponerende sted, som nok kan give stof til eftertanke om Verdens gang og menneskers trang til soldyrkelse og mulige kontakt over lange afstande samt evnen til at indrette sig lige netop der, hvor man nu er havnet.
Vejret var fint tirsdag morgen, så vi kørte op til Teide. Det var der en masse andre, der også gjorde, så det med svævebanen kunne vi glemme alt om – bare at få parkeret var en opgave. Men vi kunne nyde den storslåede natur i hele området. Det var et meget specielt landskab at opholde sig i – og meget smukt. Udsigten forsvandt dog så snart, vi nåede om på den anden side af bjergkæden, og vi kørte i tåge og småregn, så de mange udsigtspunkter fristede ikke. Vi var lidt kede af det på karnevalsdeltagernes vegne, men lige da vi havde fået parkeret bilen, klarede det op, og det var fint vejr hele aftenen. Optoget var en opvisning med de flotteste og mest fantasifulde kostumer, men også et udtryk for livsglæde og løssluppenhed, som vi nordboere måske godt kunne tage lidt ved lære af. Det var i hvert fald festligt at overvære – og de letpåklædte damer (og enkelte herrer) tog det ikke så tungt, om der var lidt slaphed i mavemuskulaturen; den hoppede fint med i sambarytmerne…
Vi måtte lige et vend gennem Los Christianos og Las Americas, så John kunne se, hvordan de ”rigtige” turister har det. Vejret var dejligt, så en lille drink og et par bocadillos fik feriehumøret til at stige en ekstra tak.
Da vi havde vinket farvel i lufthavnen, kørte vi selv lidt rundt, bl.a. til en utroligt charmerende by, Candelaria, hvor vi så nogle flotte statuer af Tenerifes 9 konger stå langs havnepromenaden samt besøgte byens berømte kirke. Vi kørte også ud og så Los Gigantes, som var meget store og imponerende og kiggede lidt på lystbådehavnen, der ligger lige ved foden af klipperne.
Så havde vi 4 dage til at få gjort klar til næste ryk-ind, men vi havde også god tid til at se os omkring, så vi tog bussen til Los Christianos og gik og nød det på strandpromenaden, da vi fik stukket nogle lodsedler i hånden, hvoraf det fremgik, at skipperinden måske havde vundet en ganske pæn gevinst. Først skulle vi dog lige gennem en salgspræsentation for en ferieklub, og der var lige det problem, at man ikke havde nogen, der talte dansk i dag. Ville vi dog ikke godt komme igen i morgen? Xavier, som havde givet os lodderne, ville få to feriedage, hvis vi lavede en aftale… Vi var godt nok slet ikke målgruppen, men når vi nu havde vundet en stor præmie, skulle vi da have mulighed for at indløse den, så han ringede til ”manager” og fik grønt lys, selvom vi altså ikke boede på hotel eller var vant til at holde charterferie. Vi indvilgede i at komme næste dag kl. 10, så af sted igen med bussen – på skipperindens fødselsdag – og Xavier kørte os i sin egen, faldefærdige åbne bil hen til det sted, hvor vi både skulle interviewes og præsenteres for salgsfremstødet, samt have vores store gevinst! Vi skulle bare sige, vi var på øen i 14 dage og at vi boede på et hotel. Hvilket hotel var lige meget! Det første, vi blev spurgt om, var så, hvor vi boede, så skipper slyngede et navn ud, han havde set. Så kom danskeren, der skulle fortælle os om projektet. Han havde MEGET god tid, og snakken gik om alt og ingenting. Vi fik kaffe, så begyndte det at regne, og vi trak ind og fik en øl. Så skulle han vente på, at der blev ledigt i den lejlighed, han skulle vise os, men endelig kom vi da så vidt, at tallene kom på bordet. Det var nu ikke noget for os, men vi skulle da lige se, hvad der var i skipperindens lod. En ferieuge! Det lød jo godt, men ved nærmere gennemlæsning ikke noget, vi ville røre med en ildtang. Så vi tog hjem igen og gik ud om aftenen og fik en god middag på en af de lokale restauranter. Siden har vi via Jakob fået mulighed for at læse om et lignende meget tvivlsomt projekt, hvor en del danskere har mistet en masse penge…
Igen til lufthavnen – og hvor var det dejligt at få Julie i armene. Hun har taget opholdet flot, har spist og sovet fint og oplevet en hel masse, givet hundredvis af smil, pludret og leget på livet løs. Hendes forældre kundgjorde ret hurtigt, at deres primære ønske var at SLAPPE AF! De har begge rigeligt at se til på arbejde, og det har været lidt hårdt med forkølelser m.v. Vi fik dem dog overbevist om, at de skulle se lidt af denne smukke ø, nu de var her. Så leje bil igen, igen! Nu har skipper rutinen. Vi kørte op til Teide, som også denne gang var flot – lyset var et andet, men lige storslået var det at opleve. Maiken – og vi andre – ville (stadig) gerne se den smukke nordkyst, men igen skulle regnen drille, så det blev igen mange kilometer bjergkørsel i regntåge. Det gamle drageblodstræ i Icod de Vinos dryppede også lystigt i regnen, så der var ikke andet at gøre end at køre hjemad. Vejret bedredes, da vi kom sydpå, så vi fik heldigvis set lidt mere af Tenerifes smukke natur. Den lille familie nåede lige at snuse til strandlivet en enkelt dag. Rigtig varmt og flot blev det, da vi sejlede til Santa Cruz, og da var deres ferie jo ved at være slut. Men de synes heldigvis, de har haft nogle gode dage og har lovet at komme igen, så vi kunne vinke farvel med ro i sindet og selv mange gode oplevelser rigere, da vi satte dem på lufthavnsbussen.
I morgen går det hjemad for 12 dage. Den 24. tager vi herned igen sammen med Inger Lise og Ole fra Samsø, som sejler med den næste periode, hvor vi skal se mere til øerne samt opleve Marokko.
Tak for de mange hilsener, både i form af e-mails og sms’er – især var det dejligt til vore fødselsdage, for da mærker man, at man savner altså alle Jer derhjemme!

Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 26
Santa Cruz de La Palma 09/02/09 – San Sebastian de La Gomera 15/02/09.
Det blæser helt hen i vejret her på La Gomera. Så meget, at bedst, mens vi sad og snakkede om stikord til dette rejsebrev, røg skippers nyvaskede cowboybukser i vandet fra tørresnoren! Skipperinden troede dem tabt for altid, men skipper strøg af sted over til Ole på s/y Valkyrien og de to ”drenge” padlede ud i Oles gummibåd for at lede efter bukserne. De var sunket, men Ole ville da lige dykke ned og kigge ordentligt efter, så han iførte sig sit udstyr. Og sandelig, om ikke han bjergede dem i fineste stil! Så Ole er ”dagens mand i skysovs”!
Det blæste derimod ikke, da vi sagde farvel og måske på gensyn til La Gomera for næsten en uge siden, for at sejle til La Palma, også kaldet La Bonita, den smukke. Atlanterhavet var som silke, og det gav mulighed for at sejle tæt langs La Gomera’s NØ-kyst og kigge nærmere på Los Organos, nogle helt specielt udseende klipper, hvis sider har erosionsmønstre, der minder om orgelpiber. Det var også sjovt at se de steder, vi havde besøgt, fra søsiden, og mange af klippeformationerne kunne vi genkende. Der var fin sigt, så vi kunne se Teide rage op over skyerne på Tenerife, skimte El Hierro i det fjerne og La Palmas omrids blev hurtigt mere tydeligt. Vi så nogle bobler – troede vi - på havoverfladen, men da vi havde kigget nærmere på dem, kunne skipper genkende dem som de såkaldte Portugisiske Orlogsmænd. Det er en slags gopler, der bevæger sig ved hjælp af en lille trekant, der ligner et sejl lavet af net. De kan sågar krydse mod vinden - og er meget giftige.
Da vi nærmede os La Palma, kunne vi tydeligt se, at øen er meget høj med nogle enorme slugter. Santa Cruz, hovedbyen, var tydelig ved havnen, men der er meget spredt bebyggelse på bjergsiderne, så øen mindede os lidt om Madeira. Det skulle hurtigt vise sig, at ligheden holdt sig, for mage til frodighed, både den naturlige og den såkaldt kultiverede, skal man lede længe efter. Det var som at bevæge sig rundt i én stor farvestrålende have. Frugttræerne blomstrede – ikke mindst mandeltræerne lyste op overalt i landskabet, rigtigt til at blive i forårshumør af!
Vi havde lidt svært ved at spotte lystbådehavnen, selvom skipper godt var klar over beliggenheden – normalt kan vi jo se en hel masse master, men nej, ikke her. Da vi nåede frem, var der 4 gæstebåde og nogle lokale, så vi kunne vælge mellem 150 pladser! En venlig marinero viste os til rette. Vi skævede lidt til en fastligger, der havde hele siden polstret med fendere; vi havde fået at vide, at det var en meget urolig havn, og vi kunne også godt mærke lidt rigeligt med swell. Ikke noget, der bekymrede os, for vi har jo efterhånden prøvet lidt af hvert. Første nat gik også OK, men da vi kom hjem fra biltur den første dag, kunne vi dårligt gå på flydebroen! Vi håber, der kommer styr på det problem, for det er en flot havn, der er ved at blive bygget; byen er dejlig og fortjener en god marina.
Santa Cruz er en livlig og flot by med huse, der er gjort meget ud af i form af festlige farver og flotte træbalkoner. Masser af torve og små pladser, og vi så straks, at her ved man, hvad en god cigar er, og hvordan den fremstilles. Slægtskabet med Cuba fornægter sig ikke, og til ære for turisterne sad cigarrullerne på torvet. Ikke kvinder, der rullede dem på inderlåret, men ældre herrer! Turister, ja, egentlig er der ikke så mange af dem rundt på øen, men krydstogtskibe lægger til, fuldt forståeligt, så der var meget leben midt på dagen, og det var især tysk, der blev talt. Den venlige mand på turistkontoret gjorde også et stort nummer ud af at nævne karnevallet i München og ”lederhosen”, da vi spurgte ind til, hvordan man fejrede karnevallet på La Palma. Vi havde set, det vrimlede med hvidt tøj i butikkerne, og det er fordi, man har hvidt tøj på under karnevallet, og så strør man hvidt talkum over hinanden! Det må se sjovt ud.
Vi har efterhånden prøvet at leje bil mange steder - denne gang var det også lidt af en oplevelse. Bureauet lå lige ud til en kæmpe parkeringsplads, og da skipper fik nøglen, kaldte damen ham hen til vinduet, og så fik han ellers udpeget, hvor bilen holdt. Det var et værre cirkus at komme ud – og endnu værre, den aften, vi skulle aflevere den. Til sidst fik vi en plads, og så var det bare hen til vinduet og pege på, hvor bilen sådan cirka holdt. Der var ikke noget med at gå rundt om den før og efter for at se efter buler, nej, nej. Full insurance, og så bare kør! Men det virker, det er billigt, og i denne model kunne ubudne gæster ikke komme ind i bagagerummet…
Vi havde nogle fantastiske ture rundt på øen. Meget forskellige landskaber, men smukke og interessante hver på sin måde. Bjerge, så høje, at skyerne lå halvvejs oppe, så det var ligesom når man flyver og kommer over skyerne til solskinnet. Vi var heldige at have helt stille vejr og flot sol det meste af tiden, og uanset hvor, vi befandt os, kunne vi nyde en udsigt helt ubeskrivelig. Og vi var rigtigt i højderne; var inde og gå på kanten af vulkankrateret midt på øen med sne rundt om os. Næste dag tog vi krateret fra sydsiden, og det var en helt anden oplevelse: Træklædte, svimlende dybe slugter, også her bjergeveje med utallige sving samt nogle stigninger, der ville noget! Stilheden i bjergene var speciel – og overalt udsigt til den blå, blå himmel!
Det var en oplevelse at køre meget tæt forbi de store instrumenter på Det astrofysiske Center. De er kæmpestore, og man føler sig lidt hensat til en eller anden ”Space-verden”, fordi der også er en barsk natur og meget stille. La Palma er særdeles velegnet til observationer i rummet, fordi der her ikke er forstyrrende lys. Man har kun gade- og vejlys, der vender ned ad på øen, og det dæmpes ved midnat for ikke at forstyrre observatoriearbejdet.
Vi måtte også en tur ud i en vulkan, Teneguía; den er ”ung” – sidste udbrud i 1971. Vi kunne fornemme svovllugten, og området var helt dækket af den sorte lava og med særegne konturer på klipperne. Der er en del vinmarker på det ret øde sted – og så er der udsigt til de kæmpemæssige bananplantager, der særligt dominerer landskabet på øens sydlige del. Ved Fuencaliente helt sydpå var vi ude ved fyrtårnet og kunne kigge på et saltindvindingsområde.
Hyggelige små og lidt større byer med de smukkeste parkanlæg og gamle bygninger, men samtidig byer, hvor mennesker lever og arbejder, eller tager den med ro – ikke så meget turisthalløj her! Og det er en mærkbar forskel til f.eks. Gran Canaria.
Vi måtte til at gøre os klar til at sejle, for videre skulle vi jo, selvom vi sagtens kunne have brugt flere dage på La Palma. Vi trængte til en ordentlig nattesøvn, så vi besluttede at gense La Gomera, både fordi havnen er god, men det lokkede jo også, at vi har lært nogle søde mennesker at kende der, og det var temmelig langt, hvis vi skulle sejle til Tenerife i eet stræk. Vi var klar til at sejle kl. 8.30, men der kom ikke nogen havnefoged, vi kunne betale havnepenge til, så efter nogen venten ringede skipper efter ham. Vi kom ud af havnen kl. 9.30, og troede først, at der alligevel ikke kom den lovede vind, for det var helt stille det første stykke tid. Det varede ikke længe, så kunne vi slukke motoren og fortsætte for sejl på en fed halvvind styrke 7-9 m/sek. Det var noget, der passede Nausikaa og skipper, og i perioder måtte selv skipperinden passe på ikke at komme til at nyde det! Det var en meget flot afsked, vi fik med La Palma: Den lå i mange timer bag os med solen på bjergene – en ø, vi på det varmeste kan anbefale at besøge.
Vi kendte jo godt det med accelerationszonen, hvor vinden øger betragteligt, og det skete også her, da vi sejlede mod havnen på La Gomera. I stedet for at skulle starte motor på grund af vindstille (vinden løjede meget en overgang), fik vi de sidste par timer et ordentligt spark bagi og sejlede 8,5 kun for storsejl! Vi kom godt i havn og fik en fin plads – og siden har det blæst! Så det er rigtig dejligt at ligge godt fortøjet her i en rolig og tryg havn på en meget smuk og charmerende ø. Vi skal snart til at koncentrere os om Tenerife – hvor kan vi altså sagtens!
Som nogen nok har set, har skipper måttet til at rode med vores e-mailadresse, for pludselig var vi uden forbindelse til omverdenen, da den gamle var lukket. Det var først planen, at det skulle ske til sommer, men for en gangs skyld må TDC siges at have været hurtige! Vi håber, det kommer til at fungere godt, så vi kan modtage alle de hilsener, I er søde til at sende og som vi er så glade for!

Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen

Rejsebrev 25
Las Palmas de Gran Canaria 17/01/09 – Santa Cruz de La Palma 09/02/09
Med rigtig mange indtryk på nethinden fra de sidste uger, føles det som om, det er meget længe siden vores søde genbo Claus satte os af på banegården i Kolding, så vi kunne komme med toget til Kastrup og videre ned til Nausikaa i Las Palmas. Men sådan er tid jo noget mærkeligt noget…
Vi havde en uproblematisk tur, og hun lå heldigvis og ventede på os i fin form. Det var dejligt vejr, da vi ankom til havnen, og vi fik os hurtigt installeret. Da vejrmeldingen lovede kraftig blæst, besluttede vi hurtigt, at vi ville på land og ordne bund og fribord. Det foregik uden problemer, medarbejderne på pladsen var meget professionelle. Vi er ved at have en vis rutine i at leve ombord ”on the hard” - selv skipperinden færdes nu op og ned ad stigen og går rundt på dækket uden rystende knæ. Vi fik ordnet det nødvendige; redningsflåden, som måtte have endnu et check, kom på plads, og efter 3 dage på land, hvor skipper bare knoklede, kom vi igen i det rette element på ”vores” bro, hvor vi befandt os rigtig vel med mange kontakter til de øvrige sejlere. Havnen i Las Palmas er fuld af liv og atmosfære – der sker noget, og folk af alle nationaliteter snakker sammen. Det er inspirerende og lærerigt.
Vi tog os tid til at være turister – med bus til Arucas. Det var en fin, gammel by med egen katedral, der skulle forestille at være en kopi af den i Barcelona, men vejret var ikke med os. Tilbage i Las Palmas nød vi solen i byen, og tog vel også lidt afsked, selvom vi håber på et kort gensyn på vej mod Marokko.
Som de fleste nok ved, er vejret bedst syd på, når det gælder Gran Canaria, så en aftale med gamle venner om et frokostmøde i Puerto Mogan, ja, det ville vi gerne føre ud i livet. Og det er altså særligt hyggeligt at ses med danskere i det fremmede, så det nød vi meget. Det skal også indrømmes, at vi i den grad nød at komme ned til varme og sol, så der gik lidt ferie i den! Videre måtte vi på trods af det fantastiske vejr og den dejlige, lille by, så kursen blev sat mod Tenerife en stille, fin og varm morgen. Endnu engang måtte vi sande, at farvandene her kan have noget i ærmet: Det blæste godt, da vi kom til havs, så ikke noget med at slikke sol på dækket, nej! Men Teide dukkede op i disen ud på eftermiddagen, og da vi nærmede os sydspidsen af øen, blev vi budt velkommen i fineste stil: En stor flok delfiner hilste os med de flotteste spring i de forholdsvis store bølger. Når sådan en fire-fem stykker springer op af vandet på en gang, er det altså svært at bevare pessimismen!
Det blev kun til en enkelt overnatning på Tenerife, som vi snart vender tilbage til. La Gomera lokkede og lå kun 24 sm væk, vejret var fint, og vi så – ganske vist på lang afstand, men alligevel – to hvaler svømme i overfladen. Vi fik en fin plads i marinaen i San Sebastian; havnen er rolig, og så ligger den smukt lige ved en meget stor klippe. Der er bjerge næsten hele vejen rundt, og byen er så nær, at det føles som om, man ligger midt i den. Ikke ret mange turister, gode butikker og fine forhold i det hele taget, og godt vejr – i hvert fald det meste af tiden! Vi nød også, at der var andre danskere, vi kunne være sammen med, og som havde et grundigt kendskab til øen og derfor gav os nogle tips om, hvad vi skulle se. Sammenholdt med det og så rejsebøgernes indhold, har vi vist nået, hvad vi kan ønske os, men La Gomera bliver man nok aldrig færdig med, for der er helt utroligt rart. Naturen er overalt ganske storslået; vi har været ude i bjergene at vandre, vi har stået og set ud over de mest fantastiske udsigter (hvoraf en sneklædt Teide er toppen, helt bogstaveligt!). Men også slugterne, de frugtbare dale, regnskoven med alle dens mærkværdigt formede træer og vækster, der bare gror, som vind og vejr tillader, de små isolerede byer, bjergformationerne og det allestedsnærværende hav – det er svært at beskrive, for det er så fantastisk smukt! Og interessant var det også at besøge forskellige udstillinger, der fortæller om geologien på øen samt de oprindelige indbyggere – og så Columbus igen, igen! Ham er der godt nok mange byer, der har en aktie i, hvis ellers man skal tro, hvad der fortælles…
Selvom det er en lille ø, er der meget forskelligt fra sted til sted, både hvad vejret angår, men jo derfor også vegetationen. Der er mange steder, hvor der på terrasser dyrkes primært bananer, men også andre afgrøder. Og så er der et væld af farvestrålende blomster, som vi aldrig har set, både i naturen og i parker og haver. Vi var endda så heldige at se mandeltræerne blomstre. Et besøg i den lillebitte bjerglandsby El Cercado, hvor der fremstilles keramik på den lokale, oprindelige måde uden drejeskive, var også herligt, og vi måtte da lige købe en lille skål af morlil.
Vi lejede bil af to omgange, for regn, tåge og blæst er ikke usædvanligt på disse kanter i bjergene, og vi ville jo gerne have det hele med, så da det igen klarede op, kørte vi af sted og havde en flot tur. Vi skulle ind og besøge El Cedro, en lille, afsides by langt inde i Nationalparken. Der var for langt at gå – og om ikke skipper absolut skulle ud og køre på nogle snoede, smalle, fugtige, stejle veje, som skipperinden mest syntes lignede æselstier! Men vi kom da godt både frem og tilbage. Dagens sidste mål var at bestige Alto Garajonay, 1487 m.o.h. og så skulle vi ellers hjem og til middag i s/y Valkyrien. Det var en tur, der nok kunne få pulsen op, og desværre var der tæt tåge på toppen – men vi har været der! Og så kom nedturen i mere end en forstand: Det var meget ærgerligt efter en herlig dag at finde ”vores” bil på parkeringspladsen med smadret rude og ribbet for vore ejendele, og selvom vi godt kan lide kontakt med de lokale, behøver dette altså ikke udmønte sig i at besøge politistationen! Men sådan gik det altså også på La Gomera, der ellers siges at have så godt som ingen kriminalitet.( I modsætning til sidst i Porto, hvor det var sørgeligt normalt at blive bestjålet). Indehaveren af biludlejningsfirmaet var utroligt sød og hjalp os meget, og den slags ting kan jo ske alle steder, så det skal ikke få lov at ødelægge indtrykket af øen som noget ganske særligt. Et sted med en egen atmosfære og med en natur, der i den grad har fascineret og glædet os. Der var også kønne kirker og bygninger, hyggelige torve og parker overalt – og i Valle Gran Rey morede vi os lidt over de mange gråhårede 68-ere, der stadig så ud til at leve i hippie-tiden…
Nu er vi nået til La Palma, der efter sigende er den kønneste af øerne, så vore forventninger er høje. Så vi må ud og se nærmere på den, før vi skal tilbage til Tenerife, hvor vi får gæster den 17.2. Det glæder vi os til, ligesom vi også glæder os til at opleve den ø, som så mange af vore bekendte kender og roser. Vi skulle gerne få lejlighed til at opleve karnevallet, som netop i Santa Cruz på Tenerife skulle være noget ganske særligt. Det påstår for øvrigt alle øerne om deres karneval…
Vi havde en dejlig jul og nytår hjemme – at se børnebørnene igen og være sammen med familie og venner, ja, det er uundværligt og en stor glæde, så der må ikke være for længe imellem. Og herligt er det jo, når vi også kan få besøg her på Nausikaa, så kan vi ikke ønske os mere.
Mange tak som sædvanligt for hilsener af enhver art – det er skønt at høre hjemmefra!

Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet af Inge Lise Lykke Hansen