Trapani - Palermo 23/04/2017-08/05/2017
Med få meter til kajkanten, og dermed hjertet af den gamle bydel af Palermo, følger der en lydkulisse med, som man forbavsende hurtigt vænner sig til. Intens trafik næsten døgnet rundt; i gaderne vrimler det med mennesker af alle nationaliteter, biler, scootere, små trehjulede taxier, hestevogne, busser osv. Højt tempo, livlig brug af hornet og stemmen – meget anderledes end det Kolde Nord…
Men først Trapani, hvor vi lige skulle have de sidste oplevelser med, før vi sagde farvel og tak. Vi nåede at besøge begge byens berømte museer, nemlig Museso del Pepoli og kunstmuseet for moderne kunst. Det første museum er helt berettiget meget anerkendt. Et særegent byggeri i sig selv, indrettet i et tidligere klosters meget smukke rammer. Og de udstillede genstande spænder vidt og er virkelig interessante. Kunstmuseet var en oplevelse på den måde, at vi undrede os over, hvad man kan kalde kunst – men sådan er det, og heldigvis!
Da vi nu havde tiden, ville vi også gerne se, hvordan Trapani fejrede deres skytshelgen San Paola, som også er skytshelgen for sømænd og fiskere, så vi følte en vis forpligtelse overfor ham. Vi troppede – som mange hundrede andre – op ved kirken i god tid til kl. 16, hvor processionen startede. San Paola var anbragt højt på en blomstersmykket og meget pyntet platform, og med de høje og tunge lys var det noget af et job at få den ud af kirkedøren og ned ad trappen, men stærke, hærdebrede mænd hjalp hinanden. Langs ruten stod mange mennesker med lange tændte stearinlys, flere af dem gik i strømpefødder, og fra balkoner blev kastet blomsterblade ud over San Paola, mens der blev spillet glad og livlig musik af det store orkester. En munter forestilling sammenlignet med påskens traurige musik. Under en pause på et af torvene, blev der skiftet til en vogn, som alle gerne ville være med til at skubbe/trække. Om aftenen var der lys i alle guirlanderne, der var ophængt omkring kirken, så der festes efter nogenlunde ens formel - vi så lignende i Puglia og Calabrien.
Så blev det 1. maj, og vi skulle af sted. Troede vi! For som beskrevet i logbogen, fik skruen fat i en mooring-line, og vi måtte have fat i en dykker. Skipper måtte selv finde ud af hvordan, for vagten på værftet var ikke til sinds at hjælpe os. Sagde blot, at alle folk spiste og drak 1. maj! Men skipper fandt et telefonnummer på en dykker, som kom og klarede sagen for os.
Det var en stille, flot dag til søs, og vi nød de tre timer, det tog at sejle til San Vito Lo Capo, hvor vi straks fik en venlig velkomst. Vi besøgte jo byen i bil i påsken, og ligesom sidst var der liv og glade dage, helt fyldt med mennesker overalt. Men denne gang kunne vi heldigvis bare gå rundt og skulle ikke tænke på at finde en parkeringsplads! Der var drøn på discoanlægget, beach-party for fuld udblæsning, men det var jo hverdag næste dag, og der blev MEGET roligt i løbet af aftenen.
Det er en fantastisk natur, man sidder midt i, så vi nød at kigge på bjergformationerne fra cockpittet. Havde en overliggerdag, så vi kunne gå rundt og lege turister i byen og ud til det høje fyrtårn.
Turen til Palermo var virkelig flot. Man sejler langs en storslået kyst med mange bjerge, grønne dale og byer, og vi kunne rigtigt se flyene lette og lande fra lufthavnen, der nærmest ligger i vandkanten. Da vi rundede det høje bjerg Monte Pellegrino, dukkede Palermo langsomt op, og turen ind gennem den store havn med færger, coastere, kraner, kajakroere, fiskerbåde m.m. var lang. Vi havde lidt svært ved at overskue de forskellige sejlklubber, da virkeligheden ikke helt svarede til det, der er beskrevet i Havnelodsen. Forsøgte også et par opringninger uden resultat.
Så endelig! Allerinderst i havnen var der en venlig herre, der gjorde os forståeligt, at han nok skulle hjælpe os. Han havde travlt med sin telefon, og så vinkede han os ind. Han havde fået tilkaldt endnu en mand, og vi kunne efterhånden få fortøjet. Vi fik også straks lavet en aftale om, at vi kunne være her i 15 dage. Ingen af de to kunne engelsk, og vore italienske ord er få, men den ældre herre (som nok ikke er ældre end os, men han er så nydelig, at han er en ”herre”), brugte sin telefon som oversætter, og det fungerede. Han kommer dagligt på broen og er meget hjælpsom og opmærksom på os. Det gælder i øvrigt de sejlere, der kommer på broen. De hilser alle venligt, og vi blev inviteret til at deltage i en fest i forbindelse med præmieoverrækkelse efter vinterens kapsejladser. Så vi føler, vi kender dem lidt nu og ved, de vil hjælpe os, hvis de kan.
Som vanligt, når vi kommer til et nyt sted, gik vi straks på jagt efter turistkontoret. Og som vanligt, var det også denne gang placeret et andet sted end angivet i de bøger, vi har, ifølge hvilke det skulle ligge på Banegården. Men der var da en kiosk, hvor vi kunne spørge os frem, og han gav os et kort og sagde, at turistkontoret lå på Piazza Bellini. Før vi kom så vidt, nåede vi at se adskillige seværdigheder, for det er jo bare at forsøge sig, hvor noget ser interessant ud. Og det er der meget, der gør her i Palermo! Det var også rart at gå ind i en stor Lidl lige midt på en af hovedgaderne – så havde vi da det på plads! Senere har vi fundet et godt supermarked endnu tættere på, og det er jo den slags, der er vigtigt, når man lever, som vi gør.
Bevæbnet med kort og brochurer fortsatte vi opdagelsesrejsen, og hurtigt nåede vi at se fire meget forskellige og imponerende kirker, som på hver deres måde gjorde stort indtryk. Enten på grund af udsmykningen eller arkitekturen, eller på grund af stemningen i rummene. En meget stor fontæne, i folkemunde kaldet Skammens Fontæne, på grund af de mange nøgne menneskeskulpturer, der stod synlige for nonnerne i klosteret, fylder næsten pladsen foran Rådhuset, som var frit tilgængeligt og meget flot!
Det er utroligt, så mange kirker og paladser, der findes i Palermo. Og vi kan ikke se dem alle – så ville vi utvivlsomt også få en overdosis, så vi til sidst ikke havde øje for det særlige og smukke.
Der er mange bygninger fra Normannerperioden, og flere er kommet på Unescos kulturarvsliste. En af dem er Det royale Palads, som er et must at besøge. Og det er virkelig imponerende. Det Pallatinske Kapel der, er på niveau med Domkirken i Monreale, og de øvrige rum er hver for sig fantastisk flotte.
Katedralen i Palermo er kæmpestor, også smuk og særpræget. Det er for øvrigt første gang, skipperinden har prøvet at gå på toilettet inde midt i en domkirke. I et af kapellerne var der et diskret skilt, der viste om bag alteret, og ganske rigtigt: et par trin ned, og der var toiletfaciliteter, hvor man formedelst de sædvanlige 50 cent kunne gøre, hvad man skulle.
Marionetteater er noget, Palermo er kendt for og meget stolt af. I nærheden af ”vores” plads ligger et museum med marionetdukker samlet fra mange steder i Verden, så det måtte vi lige se. Det var også interessant – man lærer noget, hver gang man besøger et museum. Der var et utal af dukker, og det er imponerende, hvad der er skabt af klæder og rekvisitter til teaterforestillingerne. Også at se, der i nogle stykker bliver behandlet politiske emner samt samfundsmæssige problemstillinger, enten ved satire eller ren komik. En kunstart, som virker fremmed for os, men som man her har som en selvfølgelig del af hverdagen og åbenbart har haft gennem generationer.
Mange kirker har jo et tilbud om, at man kan løse billet til tårnet og få panoramaet over Palermo. Vi fik set Palermo fra oven – uden at betale for det! Mens vi gik rundt i Chiesa de Gesus’ museum, kom der en gammel mand og ”tog sig af os”. Vi vidste ikke helt, hvad vi gik ind til, da han sammen med et andet ægtepar, inviterede os til at se Palermo fra kirkens tagterrasse. Vi skulle ind i en elevator, og i stedet for at køre op, kørte vi ned, for vi skulle først se krypten! Der forklarede han og viste rundt, og efterhånden fornemmede vi, der ikke var helt styr på det hele, men han var utroligt sød. Ville have os til at gætte, hvor gammel han var – det kunne vi ikke. Han fortalte, han var 93! Han talte et flot engelsk, var i det hele taget meget kultiveret, og særdeles velsoigneret – og stædig! For vi forsøgte faktisk af slippe væk, især da vi fandt ud af, at hans nøgler, som skulle bruges for at komme både i elevatorerne og gennem nogle af de mange døre, ikke rigtigt ville makke ret. Men så ringede han bare på en dørklokke, og så kom der personale og lukkede op/trykkede på elevatorknappen. Da vi blev klar over, at der var nogen, der vidste, vi var sammen med ham, slappede vi af og kunne lige så godt tage den oplevelse med. (Da var det andet ægtepar for længst smuttet, så vi var alene med ham). Vi endte skam også med at komme op på kirkens tag, hvor vi ad flere omgange, fik udpeget de forskellige bygninger. Og vi kom da også ned igen i god behold, men heller ikke der, slap han os. Vi blev taget med gennem de forskellige kapeller og blev fulgt helt ud til kirkens låge, før vi kunne sige farvel og tak. Undervejs kunne vi se, at personalet var vant til den forestilling, og formentlig ville de have grebet ind, hvis de kunne se, vi ikke brød os om det.
Men vi fik set Palermo fra oven – og i øvrigt set en masse rum i og bag kirken, man normalt ikke har mulighed for.
Det var på vej til et af byens markeder, vi impulsivt gik ind i Jesuskirken, så der fortsatte vi til efter vores lille ”himmelflugt”. Det var ikke så indbydende, men meget sjovt at se alligevel. Alt var blandet sammen, og det sluttede med nogle gader, hvor der var en form for loppemarked. Det meste noget værre bras, men folkelivet på den slags steder er altid værd at betragte.
Man skal ikke langt væk fra hovedstrøgene, før man går i et miljø, hvor man undres over, mennesker kan bo. Her er sørgeligt mange steder, hvor forfaldet er totalt, og hvor affald, skrald og skidt ligger overalt. Palermo blev meget skadet under krigen, og så har mafiaens dominans gennem mange år også forhindret mange af de initiativer, der gennem tiden er blevet gjort for at forbedre og modernisere byen. Meget er opnået, men der er lang vej endnu. Byen er også præget af de mange indvandrere, som byens borgmester er talsmand for skal behandles godt. Der er udfærdiget et Charter for Palermo, der mest af alt ligner Menneskerettighedserklæringerne. Flot, men en stor udfordring at efterleve.
Her er mange tiggere, og vi blev jo også på den hårde måde bekendt med det kriminelle miljø, da vi ville stige på en af de gratis shuttle-busser på banegården. Vi var gået derop for at finde ud af, hvor lang tid det ville tage for os, når vi skal med lufthavnsbussen. Så ville vi tage shuttle-bussen tilbage, og der var trængsel, da vi steg på. Skippers tegnebog blev pludselig smidt ud af bussen, men heldigvis mærkede/så han det, og vi skyndte os ud. Tegnebogen lå heldigvis på fliserne, men den var blevet lænset for kontanter. Og det foregik på sekunder! Det kunne være gået meget værre, men var bare rigtig ubehageligt, som den slags altid er. Man skal være yderst påpasselig, for lommetyvene er lynhurtige. Da vi fortalte det til en af sejlerne på broen, blev han helt ked af det på byens vegne, men den slags kan jo ske alle steder.
Så gjaldt det Teatro Massimo, operahuset, som er det tredje største i Europa. Det er en stor, flot bygning, og vi tog en guided tur, hvor vi så nogle af de forskellige rum, der hører til sådan et sted. Den store sal fik vi mulighed for at se både fra almindelige stolerækker samt den kongelige loge. Og de kongelige havde sandelig gode pladser! Mens vi var der, havde det store symfoniorkester prøve på den forestående Mahler-koncert. Mahlers musik er efter vores mening lidt tung og voldsom, men hvor lød det fantastisk! Man kunne slet ikke undgå at blive berørt af musikken, som dirigenten desværre stoppede, da det gik allerbedst – efter vort skøn. Så måske man skulle lytte lidt mere til den gode Mahler? Uden tvivl betyder rammerne alt i den forbindelse, og her var de ok!
Katakomberne på Via Cappucini var også på skippers prioriterede liste, så af sted gik det med shuttle-bussen, som denne gang bød på en fredelig tur uden lommetyve. Vi stod af så tæt som muligt på katakomberne og fandt dertil uden besvær, i øvrigt sammen med en hel del andre turister. Det er et specielt sted. Man går ikke så langt ned under jorden, og hvor vi tidligere har set tomme hylder i flere etager langt nede, var dette ”bare” en begravelsesplads, hvor skeletterne iklædt det tøj, de i sin tid blev begravet i, var lagt eller hængt op så tæt som muligt. Det så sært ud med alle de skeletter med tøj på. Nogen af dem så ud til at have det ret så ”hyggeligt”, om man kan udtrykke det sligt. En lille toårig pige, Rosalia, var blevet balsameret på en særdeles effektiv måde, for hun var ret velbevaret. Ansigt og hår så fint ud, næsten som om hun bare sov. Hun er angiveligt død i 1920 og er af en eller anden grund anbragt på stedet, som ellers ikke har været i brug siden 1881, hvor den form for begravelsespladser blev forbudt.
Ja, et sært sted, men det ødelagde ikke appetitten til samme aften at gå op i en af de mange gader, hvor restauranterne ligger tæt. Det er ikke til at vide, hvor der er bedst, så vi lod os lokke af en frisk tjener, og vi fik også herlig mad og en oplevelse ud over det sædvanlige ved bare at kigge på den store aktivitet, der var på restauranten. Vi kom vist også til at vente længere end helt rimeligt, men vi valgte at tage det med godt humør, hvilket blev belønnet med et stort glas Limoncella ”på huset”.
Da vi rundede gadehjørnet på hjemvejen, var der gang i en af de mange processioner med en helgen, der skulle luftes, med orkester, lys og hele sceneriet, som vi nu har set nogle gange. Og denne gang fik vi fyrværkeriet med fra 1. parket, da det foregik fra kirketrappen og lige, hvor vi stod.
Således velforsynede også med åndelig føde kunne vi gå gennem gaderne hjem og sætte os i et lunt cockpit og fordøje dagens oplevelser over en godnatøl, skønt det var næsten midnat. Vi er helt klar over, at det ikke er den slags vejr, vi kommer hjem til.
Nu skal vi gøre Nausikaa klar til at være alene i en uge, og vi synes, den ligger godt og trygt. Det kræver nøgle at komme ud på broen, der er kraftige projektører samt videoovervågning, og selvom de lokale advarer om ikke at efterlade noget af værdi i båden, synes vi, det er ok. Det er i hvert fald de muligheder, der er her.
Om en uge er vi igen tilbage, klar til at sejle videre mod øst.
Tak for de mange hilsener, vi har modtaget, og på gensyn om en uges tid!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 08-05-2017 af Inge Lise Lykke Hansen