Nausikaas rute til Middelhavet

Tilbage til: Ruten » Ruten 2007-2

Image Map

Rejsebrev 09 Belle Ile - La Rochelle
Rejsebrev 09
Belle Ile 01/08/07 - La Rochelle 16/08/07
På Ile de Yeu talte vi med en englænder, der var på vej til La Rochelle, det VILLE han opleve i sit liv: At anløbe La Rochelle rangerede for ham på niveau med at runde Kap Horn! Nu, hvor vi selv har sejlet mellem de to tårne, Tour de La Chaine og Tour de St. Nicolas, må vi medgive, at det ER imponerende, og at La Rochelle er noget ganske særligt.
Når de sidste uger skal sammenfattes, bliver det noget med Sol og sommer over Biscayen, Spejlblankt hav og blide øer, Loire-dalen med slotte, klostre, blomster og vinmarker! Det kan nok fornemmes, at vi har oplevet denne del af Frankrig fra sin bedste side, og det, at vejret blev godt, har naturligvis gjort sit.
For at starte med øerne: Før vi ( læs skipper) begyndte at planlægge turen her, anede i hvert fald skipperinden intet om, at der var øer i Atlanterhavet langs den franske kyst. Men OM! Og hvor er de interessante - hver med sit særpræg. På Belle Ile cyklede vi rundt på den nordlige del og blev imponerede over de barske klippepartier. Vi så Sarah Bernardts sommerresidens, det lå helt ude, hvor der var øde og vildt - sikke farver i det skarpe lys. Den sydlige del var mere blid med store sandstrande og masser af badegæster. Havnen var et kapitel for sig. Da vi kom, var der i den grad Leben, men skipper holdt hovedet koldt og vi blev stuvet ind gennem gaten sammen med hundredevis af andre både. Det forløb i god ro og orden, også da vi skulle ud. Man kunne på øen leje de sjoveste køretøjer, små biler, der havde alle mulige udseender. Der var også et godt busnet.
På Ile de Yeu var havnen så dyb, at den hele tiden kunne anløbes. Vi fik en flot plads langskibs ved en ponton ( det er rigtig godt, når vi skal have cyklerne i land!) Her var mere afslappet, ikke så turistpræget, ja, man kunne ikke engang købe en is eller noget at drikke rundt ved seværdighederne. Masser af store sandstrande, små hygglige byer og søde mennesker, som straks, når vi stod og studerede cykelkortet, spurgte, om vi havde brug for hjælp. Vi kunne for første gang se, at der ikke var faldet nær så meget regn som nordpå, for vegetationen var sparsom og græsset afsvedet. Der endte også med at blive godt fyldt i denne havn, vi fik en masse både udenpå, men sådan er det altså på øerne, og der var nattero.
Ile de Re var igen helt anderledes. Den er via en bro landfast med La Rochelle, og aldrig har vi da set et sådant mylder af mennesker og både. Også her skulle vi gennem en gate på et bestemt tidspunkt sammen med alle andre, og der var en tuden med horn osv. Der viste sig at være havnefest. Skipper blev af en ung, men myndig kvindelig havneassistent beordret til at bakke ind i inderhavnen - vi kom til at ligge som nr. 5 og med hækken lige op til bænkene, hvor folk sad og spiste is. Men der var en fantastisk stemning af sommerferie og fest, der var boder, som solgte de sjoveste ting og de havde åbent helt til midnat - og der var køer ved ishusene, som vi aldrig før har set. Men det med at være mange, det er franskmændene gode til. Det går stille og roligt, og der skal ikke puffes ret meget til een, før der bliver undskyldt på det allerhøfligste. Også her måtte vi have cyklerne frem - det er bare super at have sine egne, og de er også blevet spurgt til mange gange, vi har ikke set nogen mage til. Øen er helt flad, domineret af marsk og saltindvinding ved kysterne, vinmarker og gårde/huse inde i landet og der er anlagt fine cykelstier over alt. Det betyder, at der er så mange cyklister, at det er helt stressende. Man skal virkelig tage sig i agt - til gengæld kørte vi i 2. gear hele dagen! På en måde ville vi godt have set lidt mere på Re, men der var til gengæld IKKE nattero. Og så havde vi ramt en af de 45 dage om året med regnvejr, det er da helt godt klaret! (De skriver, de har 320 solskinsdage om året, hvilket man også godt kan se på de afsvedne arealer - der er ikke meget vand til planterne.) Så vi valgte at stå tidligt op og komme ud med morgenåbningen af gaten.
Sejladsen har den sidste periode været særdeles rolig og behagelig - selv skipperinden har i perioder drømt om bare LIDT mere vind. Der har været perioder med totalt havblik - men også en dag, hvor vi kunne drive af sted for sejl unde en blå, blå himmel og på et lige så blåt hav!
De byer vi har set, har hver på deres måde været besøget værd - men turen ind i Loire-dalen var et højdepunkt. Selvom vejret den første dag var lidt grumset, gjorde de mange smukke slotte og borge langs floden et fantastisk indtryk. Vi har set både der, hvor Tornerose og Askepot boede - med garanti! Og så måtte vi jo ud og smage - og købe - noget hvidvin! At det skulle lykkes at finde et hotel med terasse ud til Loire-floden og sidde der og nyde, at solen kom frem igen først på aftenen, ja, det er ved sådan en lejlighed, hvor man igen kniber sig selv i armen og fryder sig over at have mulighed for at gøre, som vi gør.
I Pornic var rart at være - der var en meget flot gåtur ind til byen, men vi skal jo videre fra hvert dejligt sted - ligeledes her fra La Rochelle, som har været en oplevelse at se. En flot by, der emmer af historie. De tre store tårne og den gamle bymidte, den specielle havn i flere afdelinger, optrædende gadekunstnere og masser af cafeer og restauranter, også en, hvor vi nød en gang moules. Og så er der trådløst netværk! Tusind tak for mails allesammen! Det er rigtig dejligt at høre hjemmefra - og få skrevet til Jer!
For første gang - næsten da - har vi haft et gedigent blæsevejr, vi har kunnet mærke. Vi ligger lige ud til havet, men vældig godt beskyttet. De andre gange, det har blæst, har vi kun haft vejrmeldingerne at forholde os til og så de andre sejlere, vi har talt med, for vi har ligget langt inde bag sluser/gates og op af floder, der tørrede ud, og der mærker man jo ikke noget. Her har det de sidste par dage pebet i riggene og givet nogle gode byger, men efterhånden er det klaret op, og nu skinner solen. Så vi er klar til at vove os ud på endnu en etape - skal jo snart til at indstille os på at have skiftet gæsteflaget ud.
Forinden vil vi bl.a. kigge nærmere på området ved Bordeaux. Vi håber at få besøg af Maiken og Jakob i uge 36, hvor vi gerne vil være i San Sebastian og Bilbao.
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet d. 16-08-2007 af Inge Lise Lykke Hansen