Rejsebrev 69
Marmaris Yacht Marina 18/04/2014 – Canakkale 04/05/2014
Skipper er lige kommet i tanker om, at det i dag netop er 7 år siden, vi forlod Kolding for at tage af sted på vores tur! Selve dagen husker vi begge tydeligt – det var sært at tage afsked, og vi havde ingen fornemmelse af, hvor længe, vi skulle være væk. Her 7 år efter og mange, mange oplevelser rigere, ved vi stadigvæk ikke, hvor længe, vi skal være væk…
Solen har lige for en kort bemærkning fundet vej ned i kahytten – ellers har regn og torden domineret døgnet, og den sidste prognose var mildest talt ikke opløftende. Så vi må huske på den fine dag i går, hvor vi sejlede 80 mil i dejligt vejr og nåede helt her til Canakkale næsten midt i Dardanellerstrædet, hvor det gjorde godt med en meget hjertelig modtagelse. Ikke det værste sted at blæse inde…
Tilbage til afrejsen fra Marmaris. Vi blev sendt godt af sted af de danskere, vi har lært at kende, og vi fulgtes med Peter fra s/y Fortuna de første dage, hvor vi delte mange muntre stunder. Vi måtte også i år vente på godt vejr, men det kom! Den første havn, vi besøgte, var ganske malerisk, Knidos, helt ude på spidsen af Datca-halvøen. Det er en slags naturhavn i en skøn, beskyttet bugt, hvor romerne byggede en rigtig havn og by. Der er stadig rester fra den tid, bl.a. i form af et teater, og på museet i Marmaris havde vi set mange af de fund, der under udgravningerne var blevet gjort på stedet. Sikke en stjernehimmel, vi kunne nyde der!
Næste havn var rigtig hyggelig, Gümüslük. Kun plads til få både, men mange turister. Tæt beliggende på Bodrum, hvor kysten – som i øvrigt de fleste af de steder, vi har sejlet - har været
meget tæt bebygget med ferieresorts. Turister i massevis var der også i Kusadasi, og det var svært at gå på strøgene uden at blive hevet i af alle sælgerne. Men et dejligt sted, hvor vi oplevede Nationaldagen/Børnenes Dag med dens forskellige festlige begivenheder. Alle folk var af huse, vejret var herligt, så der var gang i den! Marinaen var rigtig fin, så vi nød livet og legede turister. Tog på udflugt til Efesus, som var en stor oplevelse. Vi var lidt spændte på, om vi orkede flere ”gamle sten”, men hver gang, vi besøger sådan et sted, hvor man mærker historiens vingesus, bliver man fascineret. Efterhånden går vi lidt lettere hen over de forskellige museer, for de minder meget om hinanden, men stederne, hvor man har lavet de store udgravninger, har hver sit særlige præg.
I Kusadasi måtte vi sige farvel og tak til Peter, som ventede på sin kone, for sammen med hende at tilslutte sig EMYR’en. En gruppesejlads, vi egentlig også har haft drømme om at deltage i, men nu er både Syrien, Libanon og Ægypten udelukket på grund af den politiske situation, så vi har fravalgt den.
Vi ville til Cesme, men sejlede på vejen ind til Teos Marina, som ligger smukt ved byen Sigacik. Igen en flot ny marina, men vi skyndte os videre til Cesme. Lige før vi drejede af ind i bugten, var der en gråbrun sæl, der hilste nådigt på os, ligesom vi igen er begyndt at støde på delfiner. Her i Cesme var marinaen sandelig også ren luksus – og byen fuld af turister. Den første aften gik vi en lille tur, og der var et opslag om jazz på en af restauranterne. Indehaveren fik os overbevist om, at det måtte vi simpelthen opleve, så vi fik et bord lige ved orkestret og bestilte øl. Der gik l a n g tid, før musikerne begyndte at spille. Vi fik selskab af et sødt tyrkisk ægtepar, vi oven i købet kunne snakke rigtigt godt med, så vi måtte da have endnu en øl. Da musikken begyndte, forsvandt snart vore nye venner, og vi kunne heller ikke holde ud at høre på det og bad om regningen. 100 TL! Så var det da godt nok også betalt! Hvornår lærer man at spørge til prisen, før man lader sig forføre?
Det lykkedes os at få en aftale i stand med Karin og Henrik fra s/y Felicia af Stockholm, som vi har mødt nogle gange i 2011, så de kom til frokost søndag, efter at vi havde været på markedet og købe ind. Det var hyggeligt at ses igen – tordenregnen trommede lystigt på ruffet – men vi sad jo alle lunt og godt. De skal syd på og vi nord på, så der var mange tips at udveksle.
Dagens motion er jo vigtig, og da vores gasbeholdning gerne skulle suppleres, startede jagten mandag morgen, og vi fik da travet nogle kilometer kun for at konstatere, at campinggas IKKE kan fås i Cesme. Skipper fik fixet det sådan, at den flaske, vi havde fået i Marmaris, og som ikke virkede, alligevel kunne komme i funktion, så behovet er ikke alarmerende.
Så var det tid til afgang fra Cesme, så da havnekontoret havde åbnet, og der var betalt, satte vi kursen mod Dikili, ca. 60 mil. Vi fik en ordentlig vippetur, da søen var noget så tosset at sejle i. Vi måtte pænt sidde på vores plads og kun bevæge os rundt, når det var mest nødvendigt. Men solen skinnede, og det var jo heller ikke lige slemt hele tiden. Vi ankom til Dikili allerede kl. 17, kun for at konstatere, at det ikke var muligt at finde et egnet sted at fortøje båden. På den igen! Kursen blev sat mod Ayvalik, godt 20 sm. væk. Der var en lidt speciel indsejling, men renden var godt afmærket, og det var først, da vi var næsten fremme ved marinaen, at det blev helt mørkt. Hvor var det en dejlig oplevelse at kalde marinaen, som straks bød velkommen og hurtigt fandt en plads til os! Da vi var vel fortøjet, gav havneassistenten hånd og sagde velkommen til Ayvalik; vi kunne vente til i morgen med formaliteterne. Herligt at få noget at spise og så tørne ind i bevidstheden om at ligge godt og trygt, for det ustadige vejr havde nu atter meldt sin ankomst. Stadig regn med torden, ind imellem blæst, også sol, ja, som en almindelig dansk sommerdag - og varmen generer ikke!
Pergamon måtte vi nok også hellere besøge, og især, da det alligevel ikke var sejlvejr. Vi fandt igen ud af, hvordan den slags klares med bus. Fagter og gebærder måtte i brug, for her var der ikke mange turister, så fremmedsprog, hvad skal man med det? Men byen og dens indbyggere var søde og hjælpsomme. Som før nævnt har de forskellige berømte seværdigheder hver deres charme; for Pergamons vedkommende var det interessant at være på et sted (igen!), som relaterer sig til Asklepios, den græske gud for lægevidenskab. Vi så den fine søjle med slangesymbolerne, som er apotekernes eget symbol. Pergamons Akropolis med tilhørende teater og kongelige paladser var fantastiske, ikke mindst på grund af beliggenheden højt hævet over den nuværende ret store by, Bergama. Det endte med en taxi-rundtur, efter at vi ved busstationen havde konstateret, at det ikke var muligt at gå rundt. Helt fint – både vi og chaufføren havde fået en god dag!
Vi udsatte afrejsen fra Ayvalik med et døgn, for det var mildest talt slet ikke fristende at vove sig ud i den våde og triste morgen, hvor tordenbygerne stadig truede. Vi benyttede dagen til at få tanket vort mobile bredbånd op, og i Vodafonebutikken, den anden, vi forsøgte, sad 4 unge kvinder, men ingen af dem kunne engelsk eller noget andet fremmedsprog. Den ene var dog ikke tabt bag en vogn: på en PC skrev hun spørgsmålene på tyrkisk og bad Google oversætte, og det endte med at fungere. Vi fik, hvad vi skulle have, og hun sagde glad et ”See You!” til farvel.
Ayvalik er en gammel græsk by, hvilket tydeligt kunne ses i gadebilledet, og deres moskeer er i mange tilfælde tidligere græske kirker. Vi vovede at kigge ind i en sådan, hvor en maler gik og arbejdede. Han kaldte på os og lod os forstå, at vi var velkomne, og det var interessant at få lov at kigge lidt nærmere på en ganske almindelig moske, som bliver brugt af de lokale. Især når vi så mange gange i døgnet lægger øre til den indtrængende og ikke altid vellydende kalden fra minareterne…
Selvom vi efterhånden havde fået det rigtig hyggeligt med vore nabobådes besætninger, var det altså ifølge vejrmeldingen lørdag, vi skulle af sted, hvis vi ville nå et stykke længere mod Istanbul. Og det ville vi jo! Så klokken 06 sejlede vi ud - en meget stille og smuk morgen. Der var lidt buler på vandet, da vi kom ud i farvandet mellem Lesbos og Tyrkiet, men slet ikke noget, der generede som sidst. Vi havde en fin tur, meget lang, vores fart var alle steder mellem 7,0 og 3,5 knob. Skipperinden har det bedst med de 7, men vi var jo forberedt på kraftig modstrøm i Dardanellerstrædet. Heldigvis var det kun i forholdsvis kort tid, vi havde så kraftig modstrøm, så kl. 19 blev vi budt velkommen her i marinaen i Canakkale, fik endda en kop te at styrke os på. Det er en lille havn, ikke så fine faciliteter, men der er det nødvendige, og så en hjertelig atmosfære. Byen virker stor og livlig, og der er en del at opleve her omkring. Der er lavet en stor, flot udgave af Den trojanske Hest, som står lige her oppe på pladsen - Troja er tæt på. Nu må vi se, hvor længe, vi bliver, for som nævnt indledningsvist, er vejrmeldingen for de kommende dage slet ikke rar. Alligevel kunne skipperinden ikke nære sig for at købe 3 nye soltoppe, da vi var oppe og kigge på byen – det varme vejr må da komme engang!
Til gengæld glæder vi os over, at det i en periode har været godt vejr i Danmark, og I har, når alt, kommer til alt, mere sol til gode, end vi har. Tak for hilsener fra alle, vi er glade for hver eneste!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 04-05-2014 af Inge Lise Lykke Hansen