Rejsebrev 68
Marmaris Yacht Marina 21/03/2014 – 18/04/2014
Årets første rejsebrev bliver skrevet, mens morgenens lyde af de mange gøremål på værftet langsomt forstærkes. I går var der fint fejet på alle gangstier, men nattens tordenvejr har fået arbejdet med det til at ligne en ”ommer”! Det var meget voldsomt og er grunden til, at vi stadig befinder os her i Marmaris Yacht Marina. Der kommer lige et par dage mere af den kaliber, men så skulle vi også kunne stikke stævnen udenfor de beskyttende bugter og komme af sted nordpå.
Efter en dejlig vinter hjemme sammen med familie og venner, kom vi hertil den 21. marts.
Forholdsvis tidligt, hvilket skyldes, at vi havde et ønske om at besøge bl.a. Kappadokien, før vi sagde farvel til Tyrkiet. Vi fik klargjort båden i herligt vejr og var så heldige at komme i vandet en dag før beregnet, for vi stod i vejen for arbejdet på en af vore meget store nabobåde. Og er man stor nok, kan meget lade sig gøre – selv at ændre på planerne for søsætning. Måske det var derfor, vi kom i den store 330 tons kran – Nausikaa så meget lille ud, da hun hang der i de store stropper!
Det passede os fint at komme i vandet lidt før, så nu begyndte vi at planlægge turen ind i landet. Der skulle både lejes bil og bookes hotel, og da værftets netværk i den forbindelse var ved at drive os til vanvid, valgte vi at tage ind og købe mobilt bredbånd. Så var der lige vejret, som skulle blive lidt lunere og bedre inde i landet – det skulle vi nok ikke have ventet på…
OG SÅ: Vi, der troede, at vi havde masser af tid tilbage i Tyrkiet (der er regler for, hvor mange dage, man må opholde sig inden for 180 dage), blev belært om noget andet, hvilket kort vil sige, at vi måtte i gang med at søge en såkaldt Resident Permit formedelst 260 € pr. person. Det ville tage 14 dage, så heldigvis fik vi den proces sat i gang, før vi tog på udflugt.
Lørdag den 5. april kunne vi sætte os til rette i en fin bil (vi var blevet opgraderet, som det hedder) og vort første stop var Pamukkale og Hierapolis. Førstnævnte en formidabel kalkstensklippe, hvor ruin- og kurbyen Hierapolis ligger og troner lige oven over. Det var et meget specielt, ikke egentligt smukt, sted, men at vandre rundt på bare fødder (et krav, hvis man ville derud) på de store områder med rislende vand og bassiner, ja, det var en oplevelse ud over det sædvanlige. Man har været nødt til at afskærme store dele af området for turisternes hærgen, men der er lavet mulighed for, at man
kan boltre sig på et stort stykke, hvad mange benyttede sig af.
Vi havde bestilt en overnatning i Egirdir, en by meget smukt beliggende ved en stor sø omkranset af sneklædte bjergtinder. Hele køreturen dertil var gennem landskaber, hvor frugttræer og blomster, træer og buske i bjergene stod i fuldt flor. Vi blev godt modtaget og kunne få aftensmad på hotellet, så vi var friske til endnu en tørn efter god morgenmad næste dag.
Det var køligt og klart og derfor et fantastisk farveorgie, vi oplevede de første mange kilometer. Folk havde travlt med arbejdet på deres jordlodder, og hele familien var af huse – især blev der sprøjtet i frugtplantagerne. Efterhånden kom vi ud på den anatolske højslette, og her var der milevid udsigt til flade marker med korn, kartofler, fåre-og gedehold, og vi kørte gennem en række større landsbyer, hvor hønsene gik rundt over alt, og der som regel gik et par køer på ”torvet” og græssede lidt, hvis ikke en krumbøjet morlil trak rundt med en ko eller to. Der var mange små traktorer, men også steder, hvor man benyttede muldyr. Kom man lidt væk far alfarvej, så vi i de små byer, hvordan kvinderne sad og vaskede ved en vandhane/brønd. Og her var de fleste klædt i de lange, vide bukser, langærmet trøje og tørklæde. Husene – også i de lidt større byer - ville vi nok ikke betegne som egnede til menneskeboliger, men det er jo sådan noget, man ikke skal kloge i, når man besøger så anderledes steder, for det er kun de mennesker, der bor her, der kan vurdere den slags. Og vi er vel nok forvænte!
Vi kunne godt mærke, temperaturen var en ganske anden her i højlandet end nede ved kysten, og der var da heller ikke nær så mange vækster, der var sprunget ud. Vi var efterhånden kommet til egnen, der hedder Kappadokien, og vi undrede os lidt, for ærligt talt, så landskabet slet ikke ud af noget - det var jævnt trist. Men så, lige, da vi rundede et sving ned mod Göreme, spærrede vi øjnene op, for her var de ellers, de utrolige klippeformationer, vi havde set på billederne. Det var ganske overvældende! Vi fandt hurtigt Kemal’s Guesthouse, hvor vi havde bestilt 5 overnatninger. Det lå midt i byen, så vi havde alle de sjove klipper med udhuggede bebyggelser lige rundt om os. Vi blev rigtig godt modtaget med en kop kaffe og en snak i den dejlige gårdhave og blev installeret i et værelse med udsigt ind over byen og bjergene i baggrunden. Vi var glade for at konstatere, at der var en elvamer og godt, varmt sengetøj til rådighed, og varmt vand var der i hanerne.
Her var hyggeligt og hjemligt, og vi besluttede at spise Kemals aftensmad. Det fortrød vi ikke – vi var kun et andet sted en enkelt aften, og det var fordi, Kemal var nødt til at tage med sin datter på hospitalet, så Barbara anbefalede os et andet, udmærket spisested, men der var hyggeligst ”hjemme”. Morgenmaden stod Barbara for, og den var meget, meget lækker. Vi blev i det hele taget grundigt forkælet, mens vi var der, og var glade for, vi ikke havde valgt et eller andet ”fint” sted.
Vi havde hele tiden vidst, at en ballontur var et must, og appetitten blev skærpet ved at se de mange balloner svæve over byen hver morgen. Vi fik Kemal til at bestille en tur, som vi kunne tage, når vejret passede os – troede vi, men derom senere. Der var meget at se, så vi kørte ud til Ilhara-dalen den første dag og gik en god, lang tur i bunden af dalen langs med floden. Højt oppe i klipperne var der mange huler, og en del af dem var omdannet til kirker for flere hundrede år siden. De var mulige at bese, var dekoreret med freskoer, som nogle af stederne var rimeligt velbevarede. Et helt specielt landskab. Frokosten indtog på en restaurant i byen Belisirma; der var bygget en form for bro over floden, hvor der var borde, så vi sad bogstaveligt talt lige over det rislende flodvand.
Vi kørte gennem byen Selime, hvor klippeformationerne var helt anderledes; der var en katedral/kloster indhugget, som vi gerne ville have besøgt, men den var desværre lukket. Dagen efter var vi rundt i de forskellige byer og besøgte to meget forskellige såkaldte ”Open-air” museer, det ene i Göreme var fyldt af turister og handlede mest om kirker, som bestemt også var seværdige. Det andet lå i Zelve, var mindre besøgt, men efter vor mening næsten mere spændende, for her havde almindelige mennesker boet helt ind til 1952. Vi spiste de herligste friskbagte pandekager med ost og spinat til frokost på et af de mange små familiedrevne steder, og inkl. vand kostede det kun 12 TL! Endnu flere utrolige klipper så vi, før vi trætte kastede os i en stol i Barbaras hyggelige, blomstrende have og nød en kold øl. Mens vi sad der, kom der et dansk ægtepar, Pernille og Johnny fra Hadsten, som vi hurtigt kom i snak med.
Onsdag morgen var der så ballontur på programmet. Vi blev hentet kl. 5.35 – vejret var gråt og diset. Barbara havde sagt, at vi bare kunne sige, vi ville vente, men det forstod chaufføren ikke et eneste ord af, så vi besluttede at tage med og håbede på, at tågen ville lette. Skipperinden ville også gerne have det ”overstået”, for det var ikke blevet til megen søvn den nat…
Vi kom ud til et fantastisk skue: Massevis af kæmpestore balloner lå i mørket på jorden og var ved at blive pustet op, og der var livlig aktivitet overalt. Der var morgenkaffe med brød klar til os, og vi blev registreret, fik et skilt om halsen og så var ballonen klar, og vi skulle op! Det var ikke just for gangbesværede, for der var højt op, men der var god hjælp til de, der havde behov. Så tog man vore skilte igen; det viste sig, det var for at kunne sikre sig, at de, der var tilmeldt den ballonskipper, der skulle flyve vores ballon, alle var ombord. Vi lettede blødt og stille, og pludselig steg vi over marken og fløj roligt ind over klipperne. Eneste lyd var suset, når der blev sendt ”gas” op i ballonen. Vores ballon var ikke så stor, og det havde den fordel – havde den danske medejer af selskabet fortalt os – at vi så kunne komme ned i dalene. Det var bare så stor en oplevelse at svæve tyst af sted, og netop komme helt, langt ned lige over de sjove toppe. Vi glemte helt at vejret var lidt trist. Vi lærte senere, at der var andre fordele ved, at solen ikke var fremme, for når den varmer luften op, kan man ikke gå så langt ned og komme tæt på de fantastiske klippeformationer i de forskellige dale. Men vi kom også højt op og svævede et godt stykke hen over landskabet, før ballonskipperen begyndte at kommunikere på noget, der lignede walkie-talkie med sit team, der skulle hjælpe ved landingen. Det var sjovt at se de mange, mange biler, der kørte rundt under os. Biler, som ballonkurvene skulle lande på, og andre biler, der skulle transportere passagererne tilbage til diverse hoteller. Vi var 12 personer fordelt i 4 rum, så vi havde god plads, og det gav hurtigt en særlig stemning, en form for skæbnefællesskab, at være sammen på denne måde. Alle var både spændte/lidt nervøse, men også indstillet på at få det bedste ud af det. Vi landede perfekt, havde vel været i luften en times tid. Så blev der ellers stillet et bord op, så vi kunne få et glas ”champagne”, skåle og få vort certifikat overrakt med håndtryk og tillykke af vores skipper. Vældig festligt! Vi skulle nu gå/rutsje ned ad en skrænt og gå hen til bilen. Vi kørte hjem, og efter et brusebad kunne vi sætte os og nyde den dejlige morgenmad. Her måtte vi jo berette til Pernille og Johnny, hvad vi havde oplevet, og det resulterede i, at Pernille også besluttede sig for en tur.
Da vi slet ikke følte os trætte, spurgte vi, om de havde lyst til at få bagsædet og tage med ud til Derinkuyu og se den underjordiske by, der også er et must, når man besøger Kappadokien. Ikke uden grund advares der ved indgangen om, at turen ned ikke er egnet for folk med gangbesvær, åndedræts- eller hjerteproblemer. Det var spændende at gå de 5 af 8 etager ned i mørket og forestille sig, hvordan menneskene havde klaret hverdagen, når de for at beskytte sig mod krig og ufred havde valgt at leve der i op til halve år ad gangen. Man fik en god fornemmelse af, hvordan det måtte have været: der var plads til husdyr, man kunne få vand, der var ventilation – om det så var et kirkerum, var der et sådant. Der var også mulighed for at opbevare de, der døde dernede på en forsvarlig måde, indtil de kunne blive rigtigt begravet. Men mørkt, køligt, fugtigt og trangt. Så alternativet til det liv skulle være utroligt meget værre, synes vi. Sikke en opgave det må have været at grave byerne ud – helt ufatteligt.
Det var godt at komme op i lyset og den friske luft igen, bortset fra, at vi da havde den eneste ubehagelige oplevelse med folk, der ville sælge/tigge. Der var nogle ret så aggressive mænd og kvinder, der var næsten umulige at ryste af; vi måtte nærmest flygte fra dem ind i vores bil. På vejen hjem kørte vi lige igennem nogle af de landskaber, vi selv havde set dagen forinden, så Pernille og Johnny også lige kunne få dem at se. Det er altså et helt specielt område i Kappadokien– nogle steder kommer man til at tænke på ”Smølfeland” og gode gamle Flintstones. Hjemme var det lige en hurtig frokost på en af Göremes mange cafeer, så gjorde det godt med en lille middagslur.
Næste dag gjaldt det nogle traveture i de nærliggende dale, hvor navne som Love Valley, Rose Valley, Pigeon Valley, Red Valley, White Valley godt beskriver farveindtrykkene, men hvor formationerne havde hver deres særkende. Om aftenen kunne vi sige til os selv og hinanden, at nu havde vi ”gjort” Kappadokien, og vi var klar til at tage afsked næste morgen, selvom der var lidt vemodigt at sige farvel til Barbara og de øvrige.
Turen hjem blev lang, men alt gik fint. Hotellet, vi havde booket i Antalya var ren luksus, og vi nåede lige at spise aftensmad i restauranten der, før den lukkede. Der var ikke lyst/energi til at gå tur i Antalya hverken om aftenen eller næste formiddag. Nu ville vi gerne hjem til Nausikaa, og det kom vi helt uden problemer efter en flot køretur på en god blanding af meget fine, store veje og små, snoede bjergveje. Gennem et utal af forskellige landskaber og byer, så det har været en tur fyldt med gode oplevelser og indtryk, og vi synes, vi nu har et meget bedre indtryk af dette store, mangfoldige land. Alt stod vel til, og vi nød at kunne spise ombord og slappe af, før vi i løbet af søndagen fik hilst på vore danske bekendte og kørte ind og afleverede bilen. En helt igennem vellykket tur!
Vi tog ind allerede mandag formiddag for at høre status på vore Resident Permits, og de var heldigvis færdige til afhentning om eftermiddagen. Nu står vi frit, hvad den sag angår. Der er fortsat forvirring om, hvornår man SKAL have et sådant, og lige p.t. er der ved at komme regelændringer igen; det vil vi imidlertid ikke bryde vore hoveder med mere.
Båden er klar, og det er vi også, til at komme ud at sejle, men vi vil ikke sejle ud i tordenvejr, som de lover de næste dage. Vi tog ind og legede turister i Marmaris og så borgen, som er indrettet til et virkeligt fint og informativt museum. Vi fik os en øl på promenaden og sad og morede os lidt over hele det sceneri, der udspiller sig der. Et stort tysk krydstogtskib lå ved kaj, så det var de tyske gloser, der var længst fremme i munden hos alle de tjenere, der skal forsøge at lokke folk til. Et utaknemligt job, der løses på mange forskellige måder, og der, hvor der er spøg og skæmt, kan man jo godt lade sig friste – deres øl fejler i hvert fald ikke noget!
Nu skal vi snart hilse af med Marmaris, og denne gang ikke med planer om et gensyn. Vi har været glade for at være her – ikke mindst på grund af herligt samvær med andre sejlere. Men nu bliver det også fint at komme videre i håbet om, at mange nye og gode oplevelser og bekendtskaber venter os.
Tak for hilsener til jer alle og for den interesse, I viser ved at besøge vores hjemmeside!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 18-04-2014 af Inge Lise Lykke Hansen