Rejsebrev 66
Fethiye (Ece Marina) 06/10/2013 – Kalkan 24/10/2013
Endnu en dag med sejlads i høj sol på fladt vand – og endnu en gang ser det ud til, at vi er kommet til et rigtigt lille smørhul: Kalkan, som også ligger smukt i en bugt op ad en bjergside. Sejladserne langs kysten i denne del af Tyrkiet er én stor betagende udsigt! Og det gode vejr bidrager naturligvis meget hertil.
Tilbage til Fethiye, hvor vi fik børnene ombord – som sædvanligt skønt med et gensyn. De var lidt påvirkede af, at køreturen fra Antalya lufthavnen havde været en ret dårlig oplevelse, for chaufføren havde kørt meget hurtigt, og de ankom da også noget før, vi havde forventet. Men de kom hurtigt til hægterne og kunne nyde solskinnet og de smukke omgivelser, og vi andre kunne glæde os over igen at få godt med liv ombord. Vi benyttede os af marinaens gode badeværelser og fik provianteret, før vi sejlede af sted mod Wall Bay, en restaurantbro, vi gerne ville vise vore gæster. Og det blev en succés: Stedet er skønt, der kunne bades og sejles i gummibåd, og maden vi fik om aftenen, smagte herligt. Næste formiddag travede vi en god tur langs bugten. Julie hoppede rundt som en anden bjergged på den noget uvejsomme sti, og Kasper fulgte godt med på sine små ben, men det var godt at kunne sidde på fars skuldre lidt indimellem. Vi havde følgeskab af de to hunde fra restauranten – de ville lige sikre sig, vi kom godt tilbage. Vi mødte også nogle æsler/muldyr, så der var nok at opleve.
Efter frokost satte vi genoaen, og i den svage vind drev vi af sted et par timer til en bøje på nordsiden af øen Zeytioli. Igen en svømmetur (for den del af besætningen, der kan lide den slags!), hygge, leg og afslapning og middag under en betagende stjernehimmel. Næste formiddag tog vore gæster en lang tur i gummibåden, hvor Julie fik lært at styre, så hun var stolt, da Zeus’en blev fortøjet til Nausikaa.
At komme på stranden er et sikkert hit hos børnene, og vi skulle også i land og kigge lidt på bylivet, så vi valgte at tilbringe et par dage i den lækre marina i Göcek. Man har som betalende i marinaen ret til at bruge den fine badestrand med service, der hører til, og da vejret fortsat viste sig fra sin bedste side, var det oplagt at nyde den del af ferielivet. Det blev også til is/drinks et par gange samt en herlig frokost på en af de mange restauranter inde i byen. Göcek er fyldt af turister, men der er alligevel hyggeligt.
Men vi skulle videre – og vi havde udset os en god bugt uden ”restauranttvang”, som også viste sig at være rigtig fin. Vi fik vores debut med at ankre og lægge liner i land, og skipperinden var svært glad ved, at Jakob tog sig af roturen. Igen blev der badet og hygget – Maiken og Jakob svømmede ind for at se, om det så tiltalende ud på restauranten, og vi blev enige om, at vi gerne ville spise i land. Derfor flyttede vi ind til broen, som er blevet udvidet en del i forhold til, hvad vort materiale beskriver. Det begyndte at lufte noget sidst på aftenen ude fra sundet, og det blev ved hele natten, så det viste sig at være fint, vi var rykket ind, så vi slap for at skulle op og rode med anker og liner, som vi så, de andre måtte til.
Så var ferien ved at nærme sig sin afslutning for Jakob & Co. Vi ville gerne vise vore gæster Fethiye, og så skulle vi fejre Maikens fødselsdag, som var den søndag, de skulle hjem. Derfor sejlede vi tilbage til Ece marina og havde en hyggelig bytur, hvor Maiken fik købt en lækker taske. Hun fik et tilskud fra os som fødselsdagsgave. Skipper fik ordnet skibspapirerne i forhold til ændringerne i besætningen, så vi ikke skulle vente på det, når vi selv ville videre. Vi besluttede at spise fødselsdagsmiddagen ombord, for børnene skulle puttes lidt tidligt, da transporten til lufthavnen var bestilt til kl. 8.00 søndag morgen. Vi havde en dejlig aften, og som Maiken sagde, så var det ikke almindeligt, hun kunne sidde ude og spise til aften på sin fødselsdag den 13. oktober!
Afskedens time oprandt, og sådan er det jo, selvom det er lidt svært at sige farvel. Skipper og Jakob havde været hos Mustafa for at sikre sig en anden chauffør, da de ikke ønskede at køre med den samme, som kørte dem hertil. Der kom også en venlig mand på aftalt tid og sted, og vi fik dem sendt godt af sted – troede vi da! For ret hurtigt indløb der en sms fra Jakob, at bilen var brudt sammen, og nu holdt de og ventede på en anden bil. Det var ikke så rart at erfare. Heldigvis kom der hurtigt en ny sms, at de nu atter var af sted, og resten af turen hjem gik problemfrit. Vi fik forespørgsler hjemmefra om, hvorvidt de rejste med Tyrkiet Eksperten – og det gjorde de heldigvis ikke!
Der bliver altid meget stille og tomt, når de små er taget af sted, og vi savner alle de gange, de siger: ”Hej, farmor/Hej, farfar!”, ligesom den morgenhygge i forkahytten, der næsten er blevet tradition. Den bedste kur mod det er at gå i gang med at gøre rent og rydde op, så det gjorde vi. Fik vasket tøj, købt ind og så var vi ellers klar til afgang mandag morgen. Vi besluttede at bruge det fine, stille vejr til decideret transportsejlads, og sejlede direkte til Finike med en overnatning i den nye marina i Kas. Marinaen ligger utroligt smukt og er meget lækker.
Vel ankommen til Finike kunne vi med sindsro imødese det længe varslede uvejr, som ville trække ind i løbet af torsdagen. Det kom også med lyn og torden, og nogle regnskyl, vi næsten kun synes, vi ser på disse kanter. Men vi lå godt og trygt, om end dønningerne den anden nat blev særdeles mærkbare – det havde også blæst op til 30 m/sek i pustene, da det var værst. Finike er et fint sted, og her er faktisk kun de turister, som kommer sejlende hertil. Vi kunne godt lide atmosfæren på havnen, alle hilste, og vi kunne se, de lige tænkte, om vi mon var nogle nye, der skulle være der om vinteren? Der var lidt dødt i byen, for der var helligdage, hvor vi tydeligt fornemmede, familierne hyggede sig. Inden vi sejlede, var vi ovre og tanke diesel, og det blev lidt af en oplevelse. Der var en shäferhund, der var meget interesseret i vore fortøjninger, og der var ikke lige en mand til at have kommandoen, da vi kom. Det var meget sjovt i starten, men så tog den ellers fat i vore fortøjninger, og det var totalt umuligt at holde imod – den trak bare til! Heldigvis lystrede den, da tankpasseren kom, og slap, når den fik besked på det.
Vi havde hørt så meget om Kekova-bugten, så den glædede vi os til at opleve. Det var i sandhed også et utroligt dejligt sted. Naturen er ubeskrivelig, og så er der en mængde oldtidsminder fra tiden, hvor det lykiske folk udlevede deres kultur på egnen. Mængden af sarkofager er enorm, og borgen på toppen ved Kalekøy var et besøg værd alene for udsigtens skyld. Vi lå ved ”Hassan den Midterstes” bro, blev fint fortøjet og der var nok at se på med alle udflugtsbådene, der kom og gik. Nogle lagde til for at få en forfriskning på en af de mange dertil indrettede steder, andre sejlede tæt forbi på vej over mod ”den sunkne by” på nordsiden af øen Kekova, der har givet navn til bugten.
Vi skulle jo spise hos ejeren af broen, men som vi siger så tit, kan vi ikke vinde hver gang; det er de sejeste lammekoteletter, vi indtil dato har fået!
Vi skulle også en tur langs med den sunkne by næste morgen på vores vej til Ûcagiz, den lille by længere inde i bugten. Her er lagt en fin flydebro ud, så vi blev modtaget af en havnefoged, smed anker og fortøjede til broen, hvor vi havde både el og vand. Byen her er fyldt med turister og derfor også med boder og restauranter. Og så er der en stor mængde udflugtsbåde i alle afskygninger. Men rigtig hyggeligt. Vi fravalgte den planlagte tur til Myra (oldtidsminder, og en stor attraktion) herfra, for der kommer kun 1 bus kl. 8 om morgenen, den er så tilbage sidst på eftermiddagen. Til gengæld lod vi os lokke af en anden Hassan, som (også) påstod, hans restaurant var den bedste. Og han havde noget at have sin selvtillid i. Det var fremragende mad!
Nu gjaldt det Kas. Det lykkedes os at få en plads i den lille hyggelige, men travle havn. Her er færger, gullets, dykkerbåde, små fiskerbåde og alskens øvrige fartøjer. Man kan se bunden – og dermed diverse kæder – på 8-10 m’s dybde, så flot klart er vandet selv inde i havnen. Skipper fik kastet ankeret, uden at det fik fat i andet end det, det skulle – det var ellers stedet, hvis vi skulle have fået problemer, for der var adskillige dykkerskibe i havnen! Men heldigvis kom vi af sted helt efter bogen, da vi kom så langt. Her i Kas vrimler det også med turister, men vi kan godt mærke, vi er sidst på sæsonen, for der er god plads, og der er stadig åbent alle steder. Så fint for os! Da vi var ved at fortøje, landede et par paraglidere lige over hovedet på os. Det viste sig, at de brugte den brede del af molen til at lande på. De høje, meget stejle bjerge omkring byen er ideelle til at paraglide fra, så vi så mange hold svæve rundt og derefter lande.
Her fra byen var det nemmere at komme til Demre, hvor vi ville opleve Myra samt St. Nicholas’ museum (basilika). Der viste sig at gå busser fra Kas til Demre hver halve time hele dagen, så det var nemt; 3 kvarter tog det at køre de 45 km. Myra ligger i udkanten af byen, og selvfølgelig var der mange andre end os, der skulle se stedet. Der er bl.a. et meget velbevaret teater, og så er der i bjergsiden lavet de karakteristiske gravkamre, som lykierne var kendt for. Vi har set rigtig mange ruiner efterhånden, og er ved at være mættede, men landskaberne her i Tyrkiet er jo anderledes, stenene ligeså, så det er stadig spændende at besøge disse steder. Vi gik tilbage til byen for at kigge mere på kirken – eller rettere det, der står af den. St. Nicholas er jo med tiden og ad mange uransagelige veje blevet til Santa Claus, alias vores Julemand, og bortset fra, at kirkeruinen var virkelig imponerende, var det ærlig talt lidt trist at se på alle de boder, ja tilmed, et helt ”supermarked” med alverdens souvenirs – den ene mere hæslig end den anden! Men vi kunne jo nøjes med at kigge – selvom der skulle en indsats til for at få lov til kun det.
Efter en let frokost (vi er blevet bedre til at spotte, hvor de lokale spiser!), tog vi bussen tilbage og gik en tur rundt i Kas. Vi hilste - igen - på værtsparret på Smiley’s restaurant, som ligger lige, når man går ud til molen. Vi havde fået leveret morgenbrød i cock-pittet , og sandelig om ikke det skete igen i morges! En sød gestus, som sikkert godt betaler sig for dem, for naturligvis gik vi op og spiste hos dem – for øvrigt et meget veltillavet og herligt måltid.
Nu er vi så her i Kalkan, som vi må op og se lidt nærmere på. Skipper har udset sig et par steder mere, vi skal besøge på vejen, men ellers går turen mod Marmaris. Her skal vi overvintre, og det føles godt at komme tilbage til et sted, hvor vi ved, tingene fungerer, og hvor vi har mulighed for at få lavet den vedligeholdelse, der er fast arbejde, når man sejler på den måde, vi gør. Vi nyder vejret og livet, og for skipperinden føles det som at rejse på 1. klasse., så det er ikke kun Lars Løkke, der gør det. Vi har ikke haft meget lange distancer, vi har kun haft to urolige nætter i havn, vi har spist meget ude, og vi har haft besøg, hvor vejret var perfekt. Vejrudsigten ser ud til at holde foreløbig, så vi har intet at beklage os over!
Tak til jer alle for dejlige hilsener – det betyder SÅ meget at høre fra jer!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 24-10-2013 af Inge Lise Lykke Hansen