Rejsebrev 65
Yat Lift (Bodrum) 23/09/2013 – Fethiye (Ece Marina) 06/10/2013
Her i Fethyie skinner solen, vejret er skønt, om godt 1 time skulle vore gæster kunne være her – og vi er SÅ klar! Så kan man vel ikke ønske sig mere?
Vi kom godt tilbage til båden, og bortset fra et tykt, rødt lag støv var alt vel ombord. Vores bagage kom desværre ikke med fra Istanbul; der gik lidt tid i Bodrum, før vi blev klar over det og fik det efterlyst, så vi var ret brugte, da vi nåede frem. Det er første gang, vi står uden bagage i den situation, og det var da ikke så muntert, men det løste sig heldigvis hurtigt, idet der kom en taxa med den allerede næste formiddag. Omvæltningen fra det danske efterår var mærkbar, men vi vænnede os snart til varmen, og vi blev også klar til søsætning uden problemer. Havde endog tid til at se nærmere på Mausolos’ gravsted og det tilknyttede museum; rigtig storslået har bygningsværket været en gang, og derfor nok også fundet værdigt til at være blandt Verdens såkaldte syv vidundere. En skam, det blev revet delvist ned og brugt til borgen, selvom den da også er flot!
Alt gik fint ved søsætningen, og vi kunne sætte kurs mod Datca i herligt vejr. Ganske vist med modvind, men den løjede, og vi måtte - igen, igen - sejle for motor, hvis vi ikke ville komme alt for sent i havn. Og godt, vi ikke lå og daskede, for vi kom til en fuld havn i modsætning til sidst – men det var også rart med lidt liv.
Vi valgte at sejle hurtigt til Fethyie, for der lurede noget blæsevejr et par dage fremme, så vi tog et godt stræk og lagde sidst på eftermiddagen til ved en restaurantbro lige før Marmaris. Det var vores debut, hvad den slags angår, men selvom det blæste ret vildt, lå vi fint, og omgivelserne var bogstaveligt talt bjergtagende. Fin service og dejlig mad, blot var det med at holde godt fast på alt, for ellers ville det blæse i vandet! Før mørket faldt på, var alle broerne i bugten fyldt med både.
En dagssejlads mere, og vi kom til Fethyie, hvor vi valgte at gå ind til marinaen. Her var rigtig skønt, gode faciliteter, smukke omgivelser, og her kunne vi finde ud af, hvordan vi bedst fik vore gæster hertil fra Antalya. Egnen her omkring er særdeles velegnet til familieferie, og der er langt og meget åbent vand til Antalya, så det var ikke så svært at beslutte sig, fordi vejrmeldingerne stadig lovede blæst.
Nu skulle vi ud og se lidt på omgivelserne og fandt et lille smørhul i Wall Bay. En fin bro, utroligt smukt beliggende og meget beskyttet, så der må vi også hen med vore feriegæster. Maden var et anderledes koncept: Forskellige lækre forretter, og så kunne man gå op til grillmesteren og bestille, hvad man ville have af kød. Igen velsmagende, denne gang ledsaget af en musiker, der i sin sang lovpriste rakien og da også fik tiltusket sig et par glas efterhånden. Det er i hvert fald ikke alle muslimer, der forsager de små ”gudedrikke”, og heldigvis for det… Og de har ingenlunde noget imod at sælge os deres produkter. Vi har også smagt flere forskellig slags lokal vin, og det er helt ok. Blot skal vi lige vænne os til det noget anderledes prisniveau end det, vi kender fra Grækenland.
Det blev en helt blikstille nat i bugten, og sjældent har vi set en sådan stjernehimmel! Halvmånen lå ned, og Mælkevejen var tydelig sammen med mange flere stjerner, end vi plejer at kunne se.
Om morgenen kunne vi godt mærke, at en vejrforandring var på vej. Vi sejlede til den hyggelige by Göcek, hvor vi kom til en fyldt kommunal havn, men der var masser af plads i en af de andre marinaer – et nyt og meget luksuriøst sted. Inden længe kom regnen, og der kom også vind! Den stod lige ind i hækken på os, og flydebroerne dansede, så det var en gru. Det var ikke megen søvn, vi fik – det lynede og tordnede hele natten og det meste af formiddagen med. Nå, vi skulle jo heldigvis ikke præstere så meget, men kunne nøjes med at tage ind og se på byen og nyde, at solskinnet nu igen varmede og tørrede på alt. Vi besluttede at sejle tilbage til Fethyie næste dag, hvor vi fik en superplads, og her har vi så fået provianteret og gjort klar til rykind.
Vi har også været inde at opleve byen, bl.a. skulle vi da prøve at spise ved fiskemarkedet, hvor konceptet er, at man køber sin fisk hos en af de talrige højtråbende fiskehandlere, hvorefter man bliver shanghaiet af en af restauratørerne, som vil tilberede fisken, servere brød, salat og citron for 6 TL. Ja, det ER også for godt til at være sandt, for naturligvis lod vi os lokke til nogle forretter, og vin skulle vi da også have! Men alt var velsmagende, og man får jo, hvad man betaler for! Men for Søren da, hvor var det pludselig blevet koldt – det er vi slet ikke vant til! Det blæser kraftigt, så det var på med de lange bukser og trøjerne.
Lørdag tog vi på udflugt i lejet bil. Det var spændende at komme uden for byen, og nu kunne vi for alvor mærke, hvor helt anderledes et land, vi er kommet til. Landskabet er imponerende, bjergrigt, men samtidig frodigt landbrugsland med masser af vegetation, både vild og dyrket. Landsbyerne er små, og mange af husene ser ud, så man tænker, at her kan da ikke bo mennesker! Men det gør der, og alle vinker og hilser venligt. Får, geder, høns m.m. løber omkring, og vi så en lille ladvogn, der vist var punkteret, men han havde også anbragt 2 køer, 1 får samt nogle sække på ladet!!!!
Kvinderne er iklædt lange skørter og tørklæder. Lige for tiden er der travlt med at høste granatæbler – her hjælper hele familien til.
Seværdighederne minder på nogle punkter om det, vi har set tidligere; ruiner er jo ruiner, men landskaberne er helt forskellige, og måden seværdighederne præsenteres på ligeså. Der er ikke så mange turister ved ruinerne – nogle ligger altså også helt uden for lands lov og ret, men skipper skal jo altså ud, hvor ingen andre kommer….
En speciel oplevelse var det at besøge Saklikent. Her havde vi ikke forberedt os tilstrækkeligt, for vi var ikke klædt på til at blive våde. Vi nøjedes med at gå ind i den kæmpestore kløft med det brusende vand under os. Det var flot! Og mens vi spiste, morede vi os over de hvinende turister, der skulle prøve at rafte ned ad floden. Vi mødte også nogle hard-core klatrere/vandrere med sikkerhedshjelme med ”indbyggede” kameraer og iklædt det helt store overlevelsesudstyr. De ville vist tage hele turen gennem kløften, hvor der kræves guide med.
At der allerede er gået 2 uger, siden vi tog hjemmefra, er næsten svært at forstå, for vi har oplevet en masse. Nu venter flere oplevelser med børnene, og vi glæder os. De kan være her om lidt!
Tak til jer alle, som vi har nydt sommeren med og tak for de mange gode ønsker, der sendte os af sted!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 06-10-2013 af Inge Lise Lykke Hansen