Rejsebrev 63
Skopelos By (Skopelos) 01/06/2013 – Mandraki (Oinoussa) 16/06/2013
Det er søndag formiddag her på Oinoussa, det er blevet stille efter at præsten i næsten 2 timer har messet ud over øen og havnen fra den store, højtliggende kirke. Nu tager mågerne over, og vinden begynder igen at suse højlydt i riggen. Vi skal vist have en lille forsmag på sommernordenvinden, Meltémien de næste dage; men stedet her er perfekt til indeblæsning, for vi ligger trygt fortøjet, og her er meget smukt.
Det var der også på Alonnisos, som vi besøgte igen, og havnen var absolut mere human at være i denne gang – selvom dønningerne stadig gjorde landgangen og livet besværligt. Det gav så et godt påskud for at gå i land og spise aftensmad; igen havde ”Mor selv lavet den”, og der var ekstra vin på husets regning, så det var måske ikke kun dønningerne, der krævede, at man holdt tungen lige i munden over landgangsbroen… Vi var om eftermiddagen oppe for at se hovedbyen, en stejl og varm tur, men pludselig kom der et uvejr ind over os, så vi måtte søge ly i en café. Når det tordner og regner på disse breddegrader, er det ofte voldsomt, så vi valgte at tage en taxa til havnen. Solen vendte hurtigt tilbage, og næste morgen skinnede den muntert, da vi sejlede mod den lille ø Efstratios. Hele turen foregik på blikstille vand, og vi fik fortøjet langs kajen i den lille havn, hvor der lå en enkelt båd. Vi gik på grund midt i bassinet, men var heldigvis hurtigt let i gen – de næste, der kom, fik også travlt med bakgearet… Havnefogeden kom noget efter og bad os sejle ud af havnen, mens færgen skulle lægge til – den var nemlig ikke så god til at bakke! Vi var på det tidspunkt 4 både, og vi kom alle på plads igen, og så kunne vi gå en tur. Man mærkede straks, vi var på et lidt specielt sted. Vi havde læst, at Efstratios var blevet stærkt beskadiget af et jordskælv i 1968; enkelte af ruinerne stod stadig, mens alle øvrige huse var næsten ens og forholdsvis nye. Der var rigtig mange blomster i de små haver, folk hilste mildt, og der var en egen ro i de få og små gader. Vi fik købt lidt grønt og et brød, mest for at prøve at komme ind i den lille butik, og fordi gammelfar, der sad udenfor, inviterede til det.
Næste morgen sejlede færgen tæt forbi os kl. 5.30, uden at vi mærkede det mindste. Da vi skulle spise morgenmad, kom der en bil ud på molen og standsede op ved os. En mand steg ud og tog en buket blomster frem. Normalt køber vi ikke blomster, men jeg nåede at tænke, at ham ville jeg gerne støtte. Det var ikke hans mening: ”Flowers for you with love from the people of Efstratios. Wellcome and have a good day!” Det var meget rørende, og endnu engang oplevede vi, at de, der har mindst, er mest gavmilde… Den unge, kvindelige Port Police officer, kunne ikke forstå, vi ikke ville blive noget længere, men hun fik pludselig travlt og beklagede meget, at hun måtte bede alle både sejle ud for at give plads til et militærskib, der skulle til kaj. Det var lige meget for os, vi skulle alligevel af sted, og de andre kunne lægge sig på færgens plads.
Limnos var næste stop. Vi kom til en fin havn i en hyggelig by og fik hurtigt lejet en bil, så vi kunne køre rundt næste dag. Der var truende skyer, og der var meldt torden, men vi tog af sted, og først til middag bragede det løs for alvor. Da holdt vi lige uden for et spisested i Moudros, og mens vi indtog frokosten, forsvandt strømmen mange gange. Store hagl og en piskende vind gjorde det umuligt at høre andet, og en tanke gik til båden, som heldigvis lå ved en mooring-line, og altså ikke for anker. Da vi kom tilbage til havnebyen Mirina, var der ikke faldet en dråbe regn der…
Limnos spillede, på grund af sin strategiske beliggenhed ved Dardanellerstrædet, en vigtig rolle under begge verdenskrige; vi besøgte De allieredes Kirkegård, hvor faldne fra slaget mod tyrkerne i 1915 ligger begravet - en ung Winston Churchill havde her kommandoen. Limnos er også historisk interessant i forhold til meget tidligere tider, idet man mener, at den første bosættelse i det, vi nu kender som Europa, fandt sted her. Udgravninger og et interessant museum i Poliochni beskriver dette udmærket.
De græske guder har også muntret sig her – øen er smedeguden Hefaistos’ ø, og vi kørte også langt, langt ud på øde veje for at besøge udgravningerne af byen Hefaista, hvor der bl.a. er rester af et romersk teater og templet, hvor man tilbad Hefaistos. Desværre var der lukket, men vi kunne godt se gennem hegnet. I området ligger et stort byggeri, der ligner et forladt ferieresort, som formentlig ikke nogensinde er blevet gjort færdigt. Forfaldent og meget trist at se på – desværre er det et syn, vi ofte møder. Vi ville gerne have besøgt den klippehule, som efter sigende var sagnhelten Filoktets fængsel i 10 år, men der var bastet og bundet over nedgangen – også her meget forfaldent.
Endnu engang meget tidligt op, for næste stop var Lesbos, godt 60 sm væk. Endnu engang havblik indtil 1½ time før ankomsten til Mólivos, hvor vi skulle have gæster ombord. Det viste sig at være en rigtig hyggelig og køn lille havn og by, så det lovede godt for de næste dage. Vi havde god tid, så vi var oppe og se borgen, hvorfra der er fantastisk udsigt, fik lokaliseret diverse forretninger samt lejet en bil, så vi var klar til at hente skipperindens to søstre Esther og Bodil i det nærliggende Anaxos næste dag. Vi nåede at besøge kirken i Petra, der ligger højt på en næsten lodret klippe, finde hotellet samt en længere køretur til Skala Kalloni, før vi endelig fik den sidste SMS i en lang række: Nu var de på vej til hotellet! 5 timer forsinket kunne vi hente et par meget trætte damer, så der var tidligt ro ombord den aften.
Næste morgen var alle friske og vores sight-seeing på Lesbos kunne begynde. Vi nåede en masse samtidig med, at vi havde det sjovt og hyggeligt samt fik smagt på de forskellige græske specialiteter rundt omkring, hvor vi nu blev sultne. Flere forskellige klostre/kirker, Den romerske Akvædukt, Den forstenede Skov, fine landsbyer samt landskaberne, der hele tiden vekslede i udseende. Et væld af smukke og betagende udsigter fra de højtliggende, men for det meste rigtig gode veje – og ikke at forglemme: Oliventræerne! Der skulle være 11 millioner på øen, og det skal såmænd nok passe. Gederne er også alle vegne, får ligeså, og sandelig, om ikke vi også har set en enkelt flok køer…
Når vi har gæster, må disse jo tage sølivets udfordringer med, og den sidste nat i Mólivos kom der pludselig nogle meget kraftige kastevinde fra bjerget, og vort anker slap. Der var livlig aktivitet på havnen, for alle måtte op og stramme – heldigvis kunne vi nøjes med det. Det begyndte også at vippe lidt rigeligt…
Vi skulle ind og opleve hovedbyen på Lesbos, Mytilini, så vi sejlede af sted, lykkeligt uvidende om, at vi skulle ud i modvind, modstrøm og bølgesprøjt! Det varede dog ikke så længe, før alt blev ganske fredeligt, og først på eftermiddagen kunne vi lægge os langskibs ved kajen i Mytilini. På alle måder en stor kontrast til det, vi kom fra. Trafikstøj og -os, kvælende varme samt et mylder af mennesker og køretøjer lige ved siden af os. Det var en dejlig dag at blive inviteret ud at spise på, for det var godt at komme væk fra båden – og slippe for at lave mad. (Hvilket ellers normalt er meget hyggeligt.)
Vi brugte også tiden til at få lokaliseret busstationen og få lidt viden om forbindelserne fra Plomari til Mólivos – der går ikke så mange busser på Lesbos…
Der var messe i kirken Therapón, så den måtte vente til næste dag, hvor vi startede med at se Mytilinis imponerende borgfæstning. Det var fint lige at se vandcisternen, som netop for mange, mange år siden blev forsynet af akvædukten, som vi havde set tidligere.
Skipper skulle sørge for diesel, så damerne gik på kirkebesøg og på indkøb, både i AB supermarkedet, der denne gang viste sig fra sin værste side: Helt stopfyldt af mennesker, og nogle romabørn, der var langfingrede og meget gesvindte. Vi kom ud med både varer, punge og livet i behold! Næsten lige så meget trængsel var der i Basaren, men også her slap vi helskindede igennem, og Bodil erhvervede et par lækre – og billige – sandaler.
Da vi kom tilbage til kajen, kunne vi se, Nausikaa lå helt ude ved Port Police? Vi tog imod fortøjningerne, da skipper kom sejlende tilbage, og han kunne fortælle, at tankningen skulle overvåges af Port Police. Så har vi også prøvet det!
Skippers forslag om at sejle til Plomari lige efter frokost i stedet for næste morgen, blev vel modtaget, for her var simpelthen for varmt og støjende. Vi kunne se og høre torden bag os, men der blev den heldigvis, og vi havde en god sejltur. Vi kom fint i havn i Plomari, fik set lidt på byen samt købt et par flasker ouzo; byen er berømt for destilleriet, som dog var lukket nu. En prøvesmagning i cockpittet før middagen var ret vellykket! Så kom tordenvejret, og cockpitteltet blev rejst. Vi regnede med, at det var det tordenvejr, der var meldt til midt om natten, der var kommet lidt før, så vi gik til ro, og sov sødeligt, til et uvejr for alvor begyndte kl. ca 03. Det var ret voldsomt, og samtidig kom der en betragtelig søgang, så endnu engang måtte vore gæster sande, at sølivet ikke er lutter idyl…
Skipper gik op og fandt en bil efter morgenmaden; det var meget nemmere at køre vore gæster til deres hotel, end at de skulle tage bussen næste morgen. Der var ingen protester over det, og vi kunne så på turen besøge ouzodestilleriet og et olivenpressemuseum, som havde lukket første gang, vi forsøgte. Efter nogle urolige nætter var det vist også fint for dem at komme i land og sove en nat før planlagt, så da der var pakket, kørte vi. Besøget på destilleriet var fint, smagsprøverne var der nu ikke så stort bud efter, (skipper skulle jo køre!).
Olivenpressemuseet var rigtig flot. Meget grundig forklaring i audio-guiden, og fint restaurerede lokaler. Til frokost gjorde vi holdt på en lille taverna lige ned til Gera-golfen hvor vi tidligere havde spist, og vi blev hjerteligt modtaget. Der var stadig lidt byger, men vi blev bænket godt i tørvejr og nød den gode og meget billige mad samt de ekstra godbidder, de kom med til os.
Så var det tid at sige farvel og tak – og det er jo altid sjovere at sige god dag! Men dejligt at se tilbage på nogle skønne dage med en masse fælles oplevelser, der bliver til fælles minder, som jo nok hver gang, de bliver drøftet lige får en tand ekstra – sådan er det jo så herligt med den slags.
Vi forlod Plomari om morgenen i fint sejlvejr og havde den bedste sejlads, vi endnu har haft i denne omgang. Næsten hele turen for sejl i det skønneste vejr. Oinoussa er en lille perle, utrolig smuk natur, og en hyggelig by, så her bliver vi en tid. Der er nogle praktiske ting, vi skal have ordnet; vi vil gerne opleve Chios, men skal lige finde ud af hvornår og hvordan.
Skipper knokler i skrivende stund med at montere den nye logtransducer; det er et varmt og besværligt job, så der må vist en ekstra kold øl frem til frokosten og en lille siesta-lur derefter.
Sidste etape før hjemrejsen er foran os, om ca. 2 uger skal vi på land i Bodrum. Vi følger naturligvis med i situationen omkring uroen i Istanbul, hvor vi skal mellemlande. Vi må se, hvordan tingene udvikler sig, og foreløbig håber vi, vi kan flyve hjem som planlagt.
Tak for mails til alle; det er som vanligt rigtig dejligt at følge lidt med. Og God Sommerferie til Jer, der snart skal starte på ferien! Pas godt på Jer selv, hvor I end vover Jer hen!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 16-06-2013 af Inge Lise Lykke Hansen