Rejsebrev 61
Katapola (Amorgos) 29-04-2013 – Gavrion (Andros) 14/05/2013
Med regnen trommende så voldsomt på ruffet, at vi dårligt kan snakke sammen og vind på omkring 16 m/sek., når der er mest, er det rart at ligge i en beskyttet havn og vide, man ikke behøver flytte sig, før det stilner af. Det har været tordenvejr, men det er vist ovre for denne omgang…
Det er ellers fint her på Andros – vi har dog endnu ikke været inde på øen, men det når vi, når solen kommer igen. Her i Gavrion kommer der en 3-4 færger flere gange om dagen. De vender og lægger til få bådslængder fra os, men det føles helt trygt og giver en masse at se på; og så må vi lade de langstilkede glas blive stående i deres dertil indrettede rum, for det giver da lidt vippen, når de største færger vender.
Tilbage til den flotte og storslåede ø Amorgos, hvor vi havde en rigtig fin tur rundt på øen i bil. Landskabet var vildt og storslået, og det var her, vi første gang stiftede bekendtskab med den voldsomhed, vinden på læsiden af bjerget præsterer. Netop på læsiden lå det utrolige kloster Chozoviótissa som limet op ad den lodrette bjergside, og det var meget interessant at besøge det. Vi er ellers ved at have set så mange klostre, at der skal meget til at gøre indtryk, men dette lille kloster på denne helt specielle beliggenhed, var virkelig en oplevelse. Der var pyntet med palmeblade og lilla bånd, og vi fik at vide af en af de få tilbageværende munke, at det var på grund af påsken. Han viste os lidt rundt, og så blev vi ellers bænket i et meget smukt møbleret rum og fik serveret vand, loukoumi og klosterlikør. Det var, hvad vi nok kalder ”noget sødt stads”, men sjovt alligevel.
Havnebyen Katapola kom vi til at kende ganske godt, for vi var der jo nogle blæsevejrsdage. Her var rart, og vi manglede ikke noget; besøgte en af de gode taverner og havde vel 20 m hjem til Nausikaa. Butikkerne lå næsten lige så tæt ved, så det var til at overkomme.
Påsken var vi lidt spændte på at opleve. Det begyndte Langfredag morgen med, at Port Police havde sat flaget på halv stang, og kirkeklokkerne ringede tungt, trist og langsomt. Der var messe det meste af formiddagen – desværre sluttede den netop, som vi havde taget os sammen til at gå op og kigge.
Da vi var ude at trave om eftermiddagen, ”fulgtes” vi med en kassevogn fyld med unge mennesker, der havde travlt med at anbringe store konservesdåser fyldt med tvist og dieselolie hele vejen rundt i bugten. Vi fik at vide, der skulle ske noget oppe ved kirken kl. 21, så vi gik derop og overværede messen, hvorefter et optog startede. Det var en ikon, der blev båret rundt i et fint ”hus”, hele vejen langs vandet, og der var i den grad levende (og osende!) lys. De få fiskerbåde, der hører til på Amorgos, fulgte processionen og sendte røde blus til vejrs – det var meget stemningsfuldt. Alle havde lys i hænderne, så vi var også nede og finde lys frem, som vi kunne stå med, da processionen gik forbi Nausikaa. Det skader jo ikke med en velsignelse…
Lørdag morgen var det vejr til at komme videre til Paros, hvor vi fandt ind i en marina i den rigtig søde og kønne by, Naoussa. Et turistmekka, men på den gode måde. Masser af cafeer og taverner, butikker og stemning. Påsken er anledning til at samles med familie og venner og gå ud og spise, og der var stopfyldt alle steder – og ikke blot af turister. Vejret var skønt, så vi gik op til den af byens kirker, hvor vi havde fået at vide, der skulle ske noget ved midnat. Kirkeklokkerne bimlede lystigt, der var masser af mennesker, og også her var der messe. Alle stod med levende lys, hvor de første blev tændt fra kirkens lys, og så gav man ellers hinanden ”ild på” hele vejen gennem mængden. Der var – igen, igen – en masse kanonslag, der blev affyret. Efter lidt tid, hvor man havde ønsket hinanden God Påske, gik man hver til sit, mange ud for at feste sammen på restaurant. Næste morgen var der stille, men kun til over middag, så tog festlighederne fat i gen. Skyderiet blev voldsomt, med en ganske infernalsk larm. Der var et afspærret område lige ved havnen, og her blev der så ellers smidt sejlgarnsbomber ind med en decibelmængde, der fik brystkassen til at vibrere! Ikke særligt behageligt, men de lokale morede sig herligt. Kl. 17 kom der nogle ganske øredøvende brag, og så startede igen en procession, som gik ned til kirken – så blev der ro for bragene, og folk festede videre. 2. påskedag regnede vi med, der ville være meget stille, men igen livede byen op over middag – og vi fik at vide, at næste dag også var fridag. Man syntes, det var så upraktisk 1. maj lå midt i ugen, så den flyttede man så til lige efter påske..
Vi var lidt trætte af det, for vi ville ud og køre for at se øen, og det er sjovest, når der er gang i museer, butikker o.a., men det var der ikke noget at gøre ved. Paros er smuk og frodig, og især den højtliggende landsby Lefkes var meget romantisk og malerisk. Hovedbyen Paraikia var også fin, især gjorde De 100 døres Kirke indtryk – den var rigtig flot.
Vi glædede os lidt til at komme videre, for Naoussa var en noget urolig havn for vindretningen, og Mykonos var næste stop. Skipper havde besluttet, at det var vigtigt, vi kom til øen Delos. Her er der en meget stor samling oldtidsminder, og myten fortæller, at både Apollon og Artemis er født der. Delos er centrum i kykladerne, og man kan komme til den fra Mykonos med turbåd. Der var en fin marina på Mykonos (man må som lystbåd ikke længere anløbe den gamle havn), men det virkede, som om, marinaen aldrig rigtigt var blevet færdig. Det har vi desværre set flere gange… Men det var ok at fortøje, gratis at ligge der og nemt at komme ind til Mykonos med bus. Vi kom til Delos, og det var bestemt imponerende, hvad der var udgravet på øen. Der var gode informationsplancher over alt, og museet var også et besøg værd. Hvad vi derimod blev noget forstemte ved at se, var forfaldet af bygningerne, der rummede billetsalg, museum og cafeteria (som ikke var åbnet!). På turen hjem begyndte det at regne, så da vi kom ind, krøb vi i læ på en cafe, indtil det blev tørvejr, og vi kunne gå lidt rundt bl.a. for at se det berømte ”Lille Venedig”, som da absolut var malerisk. Og så pelikanen Petrus II! Den var sjov at se på, sådan som den stod og poserede, når der kom nogen med et kamera. Det er Mykonos’ maskot, og den var en selvbevidst en af slagsen.
Det var blevet godt vejr, så vi travede turen ud til marinaen og nød varmen og farverne. De vilde blomster er et fantastisk farveorgie, og klippeformationernes farverige lagdeling var utroligt smukke i eftermiddagssolskinnet. På Mykonos var vi heldige at træffe østrigske bekendte fra Marmaris; vi har mødtes et par gange siden - det er altid dejligt og interessant at snakke med andre sejlere.
Så gjaldt det Tinos, og vi kom – igen – til en næsten tom havn, der udgøres af bykajen for lystbådes vedkommende. Der var også fint med masser af liv og gang i den. Vi gik op for at se hovedattraktionen, Bebudelseskirken. Det er pilgrimmenes kirke, og mennesker i tusindvis valfarter hertil hvert år omkring den 15. august. Nogle kravler på deres knæ hele vejen op til kirken, der ligger med en flot udsigt over byen og havet – og gennem hele gaden derop er der i dusinvis af butikker, der sælger kirkelige souvenirs af alle slags. Endda helligt vand fra kirken i plasticflasker. Det var for meget af det gode efter vores smag, men til kirken hører nogle små museer, og det var en rigtig god oplevelse at se nærmere på dem. Der var både mange malerier, skulpturer, ikoner, møbler og porcelæn.
Hvis der var gang i Tinos by om dagen, var der det ikke mindre om natten. Det virker som om, man ikke har fået fyret alle kanonslagene af – i hvert fald blev det ved til ud på de små timer, ligesom der pludselig lød et vældigt brag: Der blev lige væltet et vejskilt samt en bænk i beton og træ ca. 10 m fra båden, så vi blev lidt forskrækkede.
Også her måtte vi lige en tur rundt i bil, og Tinos er meget smuk, grøn og med flotte bjergformationer. Der er masser af marmor på disse øer, og vi besøgte et flot og informativt marmormuseum i Pirgos. Det var interessant at se og læse om, hvordan man både før og nu bryder marmor, transporterer det og ikke mindst se, hvad og hvordan man bearbejder det til de smukke ting, vi kender hjemmefra, ligesom det var fint at se, hvordan alle de marmorting, man anvender på disse egne, fremstilles. Der er mange traditioner forbundet med brydning af marmor – spændende!
Og så har Tinos mange dueslagstårne. Der er mange flot udsmykkede, de står overalt på øen og stammer fra den tid, hvor venezianerne regerede; de avlede duerne for at spise dem. Nu er der stadig mange duer, men det er nu ikke duesteg, der dominerer spisekortene…
Andros bliver sidste kykladeø i denne omgang. Kykladerne har budt os mange herlige oplevelser. Nu gælder det Evia og Sporaderne, der ser ud til også at have meget at byde på, og vi får besøg hjemmefra, så der bliver nogen at dele oplevelserne med.
Nu titter solen frem igen, det blæser meget, men der loves godt vejr igen i morgen! Vi håber, det også i Danmark snart for alvor bliver forårs- og sommertemperaturer.
Som vanligt: Tak for alle de hilsener, vi får. Dem er vi rigtig glade for!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 14-05-2013 af Inge Lise Lykke Hansen