Rejsebrev 60
Marmaris Yacht Marina (Tyrkiet) 04/04/2013 – Katapola (Amorgos) 29/04/2013
”De sidste skal blive de første!” Det passer meget godt på den måde, at Amorgos var den sidste ø i Kykladerne i efteråret for vort vedkommende – og det er den første i dette forår. Så det første rejsebrev i 2013 forfatter vi her på denne imposante ø. Der har været fin sigt på vandet i dag i modsætning til de øvrige dage, så vi kunne næsten se de høje klipper allerede, da vi kom ud af bugten ved Leros; afstanden er ca. 45 sm.
Nu tilbage til turen herned. Efter en dejlig, men meget lang og kold vinter, var vi virkelig klar til at komme ned til foråret. Allerede i Kastrup Lufthavn mødte vi bekendte fra Marmaris, idet skipperkonerne fra s/y Mito og s/y Lucy skulle med samme fly som os. De havde sendt deres mænd i forvejen for at klargøre bådene. I Istanbul lufthavn var der ved at komme en anelse panik på, for det tog umanerligt lang tid gennem paskontrollen, så vi var meget lettede, da vi så Anette komme ind i flyet, hvor vi havde ventet over en halv time på 45 passagerer. I Dalaman holdt den bestilte taxa og ventede på os, og vi kørte til MYM sammen med et hollandsk sejlerægtepar. Vi havde adviseret marinaen om, at vi kom omkring midnat, men det var taxachaufføren mere end det var marinaens personale, der hjalp os tilrette med stigen, da vi efter lidt søgen havde fundet båden. (Den var blevet flyttet, efter vi havde forladt den), og nu var det jo bælgravende mørkt! Chaufføren satte vore kufferter på agterdækket og holdt stigen, mens vi gik ombord, hvorefter vagten kom og fjernede den, for den kunne vi ikke beholde. Han lovede at komme med en stige til os kl. 9 næste morgen, og det gjorde han heldigvis også…
Efter en god nattesøvn var vi klar til at gå i gang med at gøre Nausikaa ship-shape. Der skulle en del indkøb til – bl.a. en ny vandslange, og så skulle vi have lidt proviant ombord, så vi tog dolmussen til Marmaris i det dejligste vejr. Vi hyggede os med de øvrige danskere både i kantinen og i restauranten, mens vi var i marinaen, og vi fik også lavet en hel masse. Det er den mest grundige klargøring, Nausikaa har fået, siden vi tog hjemmefra i 2007, for vi valgte at afvente en god vejrmelding, før vi stak næsen udenfor det smørhul, som Marmarisbugten er - så vi havde masser af tid. Vi var inde i byen flere gange, og når ellers færgen sejlede, var det fint at tage den ene vej med den. Man kan få så godt som alt i Marmaris, og ellers får man det lavet! Bl.a. skulle vi bruge nogle lister i rustfrit stål, som vores ”passarelle”(landgangsbro) kunne hvile på, så lønningen ikke bliver ridset. Skipper havde spurgt på et af værkstederne i marinaen, som skulle have 100 € for 4 små lister. Det var i overkanten, og heldigvis kunne Jens fra Thor-Christ forklare os, hvor man kunne få den slags lavet. Vi tog ud i det anbefalede kvarter – noget af et Klondyke med alverdens forskellige værksteder. Vi fandt en sød, ung gut, der var indstillet på at udføre opgaven. Vi tog hjem og kom tilbage kl. 18, hvor de var lovet færdige; og det var de, så fine ud – og det kostede 80 TL, omregnet små 300 kr. Det var jo super!
Endelig kom dagen med skønt vejr, og i den smukkeste morgen sejlede vi af sted mod Datca. Aftenen før havde vi taget behørigt afsked med vore bekendte, hvor vi spiste sammen i restauranten. Det var lidt svært at løsrive sig, men det var alligevel rart igen at komme på vandet.
Vi var forberedt på, at den 23., hvor vi sejlede ud, var Nationaldag i Tyrkiet, og da vi havde lagt til i Datca, der var meget stille og næsten tom for både, gik der heller ikke lang tid, før vi så nogle mænd komme bærende med bannere og flag. Der blev stillet an til fest i en slags ”open-air-arena” tæt på havnen, og da vi kunne se en masse mennesker vrimle derhen, skulle vi selvfølgelig være med og se, hvad der foregik. Der var optog og musik, og musikanterne gik så til arenaen, hvor mange hundrede mennesker sad og ventede. Vi kunne intet forstå, og desværre var der ikke hjælp at hente ved vore sidemænd, men det startede meget højtideligt med borgmesterens tale (tror vi nok), alle rejste sig til 1 minuts stilhed, hvorefter nationalsangen blev sunget. Meget stemningsfuldt. Så startede en optræden, hvor man fik associationer til 1001 nat på grund af kostumerne, og vi kunne i hvert fald se, det handlede om flaget. Under ”forestillingen” var der flere grupper af unge mænd, de fleste klædt i jakkesæt, hvid skjorte og slips, der fra tilhørerpladserne råbte slagord og gjorde en form for V-tegn. Det var ret højlydt – og musikalsk temmelig ensformigt, så efter en times tid listede vi af...
Næste stop var marinaen i Bodrum. Der var meget luksuriøst, og prisen var derefter. Vi ville gerne have styr på formaliteterne, dvs finde ud af, hvor man gør hvad og hvordan, for vi skal have båden på land i Bodrum i juli og august. Derfor havde vi valgt at udklarere fra Tyrkiet i Bodrum. Vi fandt
også firmaet, der sørgede for det formedelst 70 €, og vi blev transporteret i marinaens hurtiggående gummibåd, da vi skulle over til toldere og paspoliti. Nu ved vi, hvordan vi skal forholde os til sommer – det var det primære formål. Bodrum var et dejligt sted; der var mange turister, der nød vejret. Vi nød et brusebad i luksusbadeværelse, og så var det ellers bare godnat, så vi kunne komme af sted til Grækenland næste morgen. Selvom det var helt enkelt, sejler man altså ikke bare selv ud fra marinaerne på disse kanter. Nej, man kalder havneassistenterne over VHF’en, og de kommer så og hjælper en ud.( Mon ikke, det er fordi, de er bange for, man kan lave skade på nabobådene???)
Vi syntes ikke, der var nogen grund til at anløbe Kos, hvor vi jo havde været sidste år, så vi sejlede til Kalimnos, hvor det skulle vise sig, vi lå ”illegalt” i havnen. For da vi snakkede med den i øvrigt søde mand hos Port Police, gjorde han det klart, at Kalimnos ikke var en Port of Entry, men at vi måtte til Kos eller Patnos og ordne bådpapirerne, før vi kunne få lov til at blive. Det kunne vi faktisk godt have sagt os selv, men en gang imellem går der altså lidt ged i alt det bureaukrati. Vi sejlede hurtigt til Kos, fik en fin plads, og der fik vi så ordnet indklareringen, hvorefter vi frit kan sejle i det græske farvand kun med de almindelige til- og frameldinger hos Port Police.
I Kos gik skipper op til Vodafone, så vi fik etableret mobilt bredbånd – det har vi jo vænnet os til og finder vældig bekvemt. Vi ankom til Kalimnos til frokosttid, og skipper blev ønsket velkommen tilbage af den søde Port Policemand. Vi kunne hurtigt mærke, at Kalimnos er en dejlig ø – og en rigtig herlig havneby med masser af liv og gang i den. Vi spiste aftensmad på Stukas Taverna, og faldt for Maria, ligesom vore øvrige danske bekendte havde gjort; men det var Maria, der fortalte os, at hun kendte dem, for vort valg af taverna var helt tilfældigt. Der var mange taverner…
Skipper fik fat i en bil næste morgen, og vi havde en herlig tur rundt på den smukke ø. Sikke landskaber og udsigter! Vi så en masse klatrere bestige de lodrette klipper. Det kan man da kalde bindegalt – ja, for de er jo bundet fast i hinanden… Besøget på klosteret højt over byen var også interessant; et smukt og fredfyldt sted, der var utroligt flot vedligeholdt, og rigtig spændende var det at besøge Folklore Museet, hvor man fik en glimrende indføring i Kalimnos’ befolknings livsvilkår og traditioner. Øen har i mange år primært ernæret sig af svampefiskeri, og ikke uden grund siges det om kvinderne på øen, at det er dem, der har bukserne på. De var tit alene i lange perioder, hvor de havde ansvaret for alt det praktiske i husførelse, dyrehold og markarbejde, mens mændene var på havet. Det var et risikabelt arbejde i ældre tider, og mange kvinder blev enker og børnene faderløse.
I byen var der en masse fyrværkeri og kanonslag, og det var nogle brag, der ville noget! Vi spurgte Maria, hvorfor de skød, og hun spurgte os, om vi havde mulighed for at være på Kalimnos i påsken? Det havde vi jo ikke – men skipper kom til at tænke på, at den græske påske vist ikke faldt sammen med den danske… Hurra for Google, der kunne fortælle, at den græske påske starter om en uge! Så søndagen, hvor de lørdag aften skød af som gale i byen, svarer vel til Palmesøndag hjemme. Det skal blive spændende at få mulighed for at opleve påsken på græsk. Det siges, de fejrer den i en hel uge.
Videre måtte vi jo, så af sted til Leros. Endnu en flot sejltur med spektakulære klippeformationer – og varme/sol i cockpittet, så skipperinden måtte iføre sig sit ”safari-dress” i hvidt bomuld med lange ben og ærmer. Vi ankom igen til en næsten tom havn og meget siesta- og søndagsstille by. Freden blev dog brudt af en masse unge mennesker, der kørte en form for kap på knallert eller i bil. De skulle ud og vende lige 20 meter fra, hvor vi lå fortøjet og så fuld gas derindad mod byen!
Det varede hele aftenen og det halve af natten med, ligesom der blev spillet højt på cafeen til ud på de små timer. Men ellers skulle Leros skam være et dejligt sted, som vi vil se nærmere på i juni…
Vejrmeldingen for de næste dage fik os nemlig til at beslutte at sejle sydpå allerede mandag morgen, så vi kan komme til Santorini og opleve påsken. Så derfor er vi altså nu her på Amorgos, som vi gerne vil bruge nogle dage på, og så bestemmer vejrmeldingen, hvornår vi sejler videre.
Fra kahytten, hvor vi her kl. 18.30 har 28 gr., er der udsigt til en grøn bjergside. Der er mange forskellige buske og blomster, meget mere friskt og frodigt end i efteråret, men stadig får man indtryk af golde, barske klipper. Den varme duft af krydderurter når os på vandet, og gederne hopper glade rundt og gnasker.
Hav det godt derhjemme, og tak for alle de gode ønsker, I har sendt os for sæsonen – den kan kun blive god. Nu håber vi, foråret snart bider sig fast hjemme hos Jer!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 29-04-2013 af Inge Lise Lykke Hansen