Rejsebrev 59
Gialos (Simi) 28/09/2012 – Marmaris Yacht Marina (Tyrkiet) 02/11/2012- Istanbul
Gårsdagens hjemtur og alle indtrykkene fra Istanbul sidder endnu i kroppen, så mon ikke det alligevel går an at forfatte sæsonens sidste rejsebrev hjemme ved skrivebordet? Sådan må det i hvert fald blive denne gang. Trætheden var ganske mærkbar, da vi landede i Billund, men den blev hurtigt glemt, da vi blev modtaget af vore gode venner med knus, kaffe og kage. En velkomstbuket hjemme på trappen, ”velkommen-hjem-hilsener”, varme i huset - hvad kan man ønske sig mere?
Turen fra Simi til Bozburun, som var vores første tyrkiske havn, er ganske kort, ca. 2 timer. Men sikke en forskel på de to lande: Grækenlands mange øer med stejle, golde kyster og dybt vand omkring, og Tyrkiets kyst med dybe vige og bugter og mere grønne bjergsider. Mængden af de specielle tyrkiske fartøjer, guleter, som lå alle steder, var enorm; de bliver bygget i og omkring Bozburun. Byggestilen på huse og boliger var slående forskellig: Ikke flere hvide huse med malede skodder. Nu var det stenhuse bygget enkeltvis op ad skråningerne, der dominerede. Blomster, træer, buske i massevis – her var vist ikke vandmangel?!
Vi havde valgt Bozburun, fordi det skulle være let at indklarere her. De forskellige myndigheder bor dør om dør, så vi kunne lige så godt spare pengene og gøre det selv. Men den flinke havnefoged, der hjalp os med at fortøje langskibs til kaj oplyste os om, at kontorerne var lukket for i år! Han havde ikke spor imod, at vi blev liggende til i morgen, så det første døgn var vi så at sige en slags illegale indvandrere i Tyrkiet. Alt det nye og anderledes blev også understreget af, at mens vi spiste frokost, lød indkaldelsen til bøn ud gennem minaretens højttalere. En tur gennem byen, som er et yndet turiststed, gav mindelser om Marokko med duftene af de mange krydderier, der stod fremme uden for butikkerne. Åbenheden og invitationen til at besøge netop denne restaurant var også til at tage og føle på...
Videre mod Marmaris næste morgen, for vi var ivrige efter at få alle de vigtige formaliteter i orden. Det var en meget smuk indsejling til marinaen, og vi glædede os til at se nærmere på stedet, som vi havde hørt så meget om. Vi mødte den tyrkiske humor allerede ved indsejlingen til marinaen, hvor vi havde kaldt over VHF’en og blev bedt om at være stand by. En gummibåd med to mand kom hen til os, og da vi sagde, vi havde en aftale for vinteren, sagde de, at vi skulle ligge udenfor marinaen! Vi har nok set noget betuttede ud, for meget hurtigt sagde de, det var en joke, og vi skulle bare følge dem ind til en god plads!
Så snart, vi var på plads, skyndte vi os op for at få styr på de mange formaliteter. Marinaen har en agent, som står for den slags, mod betaling, naturligvis. Det viste sig, at der ikke var noget, der hastede. Han foreslog, vi ventede til mandag morgen, når vi ikke havde travlt, så man er altså mere afslappet omkring bureaukratiet, end vi havde forventet.
Vi vidste godt, Marmaris Yacht Marina er stor, men lige de første dage, føltes den helt overvældende. Man kan få ordnet ALT, hvad der hører sejlads og livet ombord til. Der er et utal af forretninger og servicevirksomheder, der er frisør, sundhedscenter, fitnesscenter, svømmepøl, minimarked (hvor priserne ikke er ”mini”), vaskeri, et cafeteria og så er der en restaurant, der laver fantastisk mad, og hvor priserne er yderst rimelige – også på vin og øl. Den benyttede vi os meget af, for når man har siddet og hygget sig med andre sejlere til Happy Hour, er det utroligt fristende at fortsætte samværet der. Vi blev godt modtaget af de sejlere af mange nationaliteter, vi sad sammen med den første dag til Happy Hour, fik masser af tips og gode råd og blev opfordret til at deltage i søndagens loppemarked med efterfølgende BBQ. Igen snak og hygge med østrigere, amerikanere, englændere, australiere – rigtig spændende. Efterhånden dukkede der også danskere op, og det var rigtig dejligt at lære de forskellige at kende. Masser af hygge og udveksling af erfaringer; mange danskere har sejlet i farvandene der omkring i årevis. Vi var også med på en fælles travetur til en spændende grotte/drypstenshule, der lå et stykke inde i skoven op ad bjergsiden.
Der blev lavet aftale om at komme på land, og søsætningen skal være bestemt samtidig, for bådene placeres efter, hvornår de skal søsættes. Så allerede nu ved vi, at vi skal i vandet den 13. april næste år! Vi havde god tid til at ordne det forskellige, og godt for det, for det satte ind med torden og kraftig regn. Ærgerligt for de lokale, for de havde nogle helligdage i den ustabile vejrperiode. Det er en religiøs begivenhed, der ligger et bestemt antal dage efter ramadanen, så derfor trak det lidt ud med at komme på land. Men på land kom vi, det blæste kraftigt, og det endte med at blive bælgravende mørkt, før vi var kommet på plads; højtryksspulingen måtte derfor foregå med lys fra en traktor. Det var lidt specielt, men personalet havde styr på tingene. De kører rundt med diverse grej og store kraner (den største kan løfte 330 t), så det var faktisk en oplevelse at se på. Og de tager sig af det hele - skipperinden kunne for eksempel ikke få lov til at være med til at forhale Nausikaa, da det blev vores tur til at komme i kranen!
Vi syntes, vi var kommet meget langt væk fra alting, da Nausikaa stod i sit stativ; men det var altså ikke så slemt, da solen og det gode vejr næste dag kom tilbage, og vi kunne begynde at orientere os. Det viste sig, der var bad og toilet lige i nærheden, og den længere gåtur til de øvrige faciliteter vænnede vi os hurtigt til.
Vi har kun været med dolmus’en til Marmaris by, bl.a. for at købe ind, en enkelt gang, så det må vi gøre noget mere ved til foråret. Der er ret så turistpræget, men som tidligere nævnt er omgivelserne meget skønne.
Der blev spist afskedsmiddag på restuaranten torsdag aften sammen med vore nye danske venner, og så var det ellers med at blive klar til afrejse. Vi har for første gang benyttet os af et firma, der arrangerer transport til en meget billig pris – og det fungerede fint. Blot skulle vi meget tidligt af sted fra marinaen. Vi blev hentet kl. 03.15 og skulle først flyve kl. 8.10. Der var ca. en times kørsel til lufthavnen i Dalaman, men det kostede altså også kun 7 € pr. person, så vi tog ventetiden med. Vi var fremme på hotellet i Istanbul omkring middag, og efter frokost og en lille slapper, gik vi på opdagelse. Hotellet ligger i gåafstand til de vigtigste seværdigheder, men vi kunne se, det vist ikke var klogt at gå for langt væk, for skyerne hang truende lavt. Regnen startede for fuld hammer, så vi endte med at spise der, hvor vi havde sat os for at få lidt at drikke. Vi fik dejlig mad, og listede hjem i tørvejr – trængte til en en god nattesøvn, før vi for alvor kastede os over Istanbul. Vågnede op til herligt vejr, så nu skulle vi på sight-seeing. Det skulle alle andre mennesker også! Kø over alt – og en trængsel af mennesker uanset, hvor vi bevægede os hen. Men det hører med til Istanbul, og efterhånden vænner man sig jo til det. Hvor der i Marmaris var meget langt mellem kvinder med tørklæder, endsige burka, var det almindeligt i gadebilledet her. Vi kunne mærke, Istanbul er blevet en eftertragtet storby for turister, for cafeer, restauranter og souvenirbutikker var overalt i kvarteret, hvor vi boede. Man kan ikke gå forbi spisestederne eller butikkerne uden at få nogle meget indtrængende opfordringer til at spise/handle netop der! Alle skal vide, hvor man kommer fra, så de lige kan vise, de kan nogle ord på det pågældende sprog. Men søde og venlige er de fleste, og godt med humor – især, når man siger ja tak!
Maden var god, men vi skal da være ærlige at indrømme, vi savnede de grærske priser, især på øl og vin. Et glas vin koster ca. 32 kr., en flaske ca. 200 kr., så det var noget af en brat overgang. Men det var nok meget sundt kun at drikke et enkelt glas til maden, for der var gået fest og farver i de sidste dage på marinaen – der kunne vi få en flaske vin for 65 kr. på restauranten...
Vi havde to dage i Istanbul, og der er utroligt meget at se, så vi prioriterede Den blå Moske, Topkapi Paladset, Hagia Sophia, Mosaikmuseet, Basilica Sisternen samt en tur til Taksim pladsen med efterfølgende vandretur ned ad ”Strøget”. Vi gik også over en af broerne ved Det gyldne Horn, og det var en oplevelse at se de mange lystfiskere, der nærmest stod skulder ved skulder og fiskede, alt imens en folkemængde så stor gik forbi og nærmest måtte hoppe over stængerne. Der var flere, der solgte deres fisk efterhånden, som de fik dem på krogen!
Vi havde også lejlighed til at spadsere langs Bosporusstrædet, for hotellet lå tæt ved. Der var masser af fartøjer i sving, og vi har nok aldrig set så mange skibe og coastere ligge på reden, som da vi kørte til lufthavnen mandag morgen. Det er et helt specielt sted, hvor to kontinenter mødes.
Når man går rundt i de store bygninger, kan man mærke, at her er endnu et sted, hvor historiens vingesus bliver næsten håndgribelig. Det er, som man forestiller sig 1001 nat – de overdådigt udsmykkede paladser og de vældige rigdomme af både religiøs og verdslig art. Sultanerne har levet godt og flot, men også meget dramatisk.
Den blå Moske var bestemt imponerende og kæmpestor. Og vi var enige om, at Topkapi Paladset absolut kunne måle sig med Alhambra. Den kolosale kirke Hagia Sophia, der nu er museum, var et tilløbsstykke; så meget, at vi opgav køen den første dag og besluttede at stå tidligt op søndag og møde ½ time før åbningstid. Det var der også mange andre, der havde besluttet! Men det gik forholdsvis hurtigt, da der først blev åbnet. Vi må nok erkende, at vi er blevet ret forvænte efterhånden. Har set mange storslåede kirker og bygninger, og da vi kom ud, sagde vi i munden på hinanden, at den udefra mest lignede en gammel fabriksbygning. Mosaikmuseet var bestemt interessant. Der var de flotteste motiver, som havde prydet gulve og vægge i et stort palads – velbevarede, og stedet var spændende som bygning også. Mest interessant var Cisternen, det kollossale vandreservoir med de mange, mange søjler, (336) som var genbrug fra andre bygninger. Den er fra 500 tallet, og tidligere var der en 20 km lang viadukt, der ledte vandet til cisternen. En sjov detalje er to skulpturer af et Medusa-hoved, anbragt under to søjler. Det ser altså mystisk ud dernede i vandet med massevis af store karper svømmende rundt, og flere udlæg af, hvordan og hvorfor de er kommet der, diskuteres stadig.
Vi agtede os til Den store Bazar søndag, for det skulle da også lige prøves. Det viste sig, den var lukket, men der manglede ikke marked af den grund. Alle former for varer var til salg på gaden, og igen en menneskemængde uden lige. Familien Istanbul var på indkøb; det var helt tydeligt de lokales marked, og de fleste så ud til at hygge sig med det, selvom det næsten ikke var til at komme hverken frem eller tilbage.
Istanbul er stor, meget stor, så måske vi skal besøge byen igen, for den har meget at byde på. Planerne for næste år ligger ikke helt fast, og noget afhænger nok af, hvordan vi finder ud af at gebærde os under de regler, der er for, hvor længe, man må opholde sig i Tyrkiet. Tidligere tiders praksis med bare at sejle frem og tilbage mellem de græske øer og Tyrkiet, er ikke lovlig. Vi vil gerne se flere af de græske øer nord for Kos, vi vil helst sejle i perioderne forår og efterår, hvor der ikke er så varmt, og melteminen ikke blæser hårdt, vi skal se områderne syd for Marmaris, og vi skal naturligvis også se det tyrkiske bagland, hvor der skulle være en masse spændende steder at besøge. Så i løbet af vinteren må vi finde ud af, hvad vi begynder med næste forår.
Det har været en dejlig sensommersæson, hvor vi har set og oplevet en masse og haft rigtig fint vejr næsten hele tiden, så der er meget at tænke tilbage på med glæde.
Nu står vinteren for døren, med hvad dertil hører af dejligt samvær med familien og vennerne, og så er der da også lige et par projekter både her og hisset, der kalder på en handy-man.
Vi siger tak til alle, som vi har delt en masse oplevelser med, tak for hilsener af enhver art, og så ønsker vi God Vinter og på glædeligt gensyn til foråret!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 06-11-2012 af Inge Lise Lykke Hansen