Rejsebrev 05
Caen 08/06/07 - Alderney 14/06/07
Vel ankommet til Alderney - en rolig tur fra St. Vasst, hvorfra vi startede i tåge. Utroligt, at der alligevel på et meget roligt hav stod så store strømsøer ved Cap de La Hague! Det er altså ikke skipperindens livret - skipper gør, hvad han kan for at passere på det rigtige tidspunkt, og når man ser på de små både, der bare sejler rundt, ja, så er det altså også noget værre pjat. Men skipperinden kan hilse og sige, at strømhvirvlerne ved Strib og Stenderup Hage, de kan bare gå hjem og lægge sig, kan de!
Indtrykkene fra Normandiet er nu ved at sætte sig. Det har været en meget stor oplevelse - og det er noget, alle burde se. Vi havde begge en interesse i at besøge museerne og de steder på strandene, hvor invasionen foregik - nok med hvert sit udgangspunkt, men vi fik begge alle forventninger opfyldt og lidt til. På forhånd vidste vi godt, at vi måtte vælge noget fra, så vi besluttede at se noget generelt informativt og så gå efter de forskellige værns indsats og metoder. Det vil føre for vidt at nævne stednavne m.m. her, men vi har set rigtig meget: Amerikanerne på Utah og Omaha Beach, englændernes indsats med den store havn, der blev bygget i England og sejlet til Arromanches og svæveflyvernes og ingeniørtropperne ved Pegasus Bridge samt meget mere. Vi har haft mulighed for at læse om begivenhederne mange steder, se udstillingerne på nogle meget flotte museer og været på strandene, hvor det hele foregik. Det var meget bevægende altsammen - og det var også med en særlig fornemmelse, vi sad og spiste vores frokost ved Omaha Beach og kunne nyde fuglesangen og det smukke sommervejr - vel vidende, at på dette sted, måtte så mange helt unge mennesker lade livet....
Vi har set en hel del film, der beskriver D-dagen og tiden der omkring - voldsomme indtryk, men sobert og informativt præsenteret - og med respekt for situationen. Alle de tyskere, der mistede livet - og det, de gjorde i deres bedste hensigt, bør jo også på en eller anden måde huskes...
Vi har set kirkegårdene: Tusindvis af kors - en stor forskellighed i måden at anlægge kirkegårdene på. Den tyske, som vi så først, var meget enkel og ikke så stor. Det var metalplader lagt ned i græs og så med grupper af fem kors i mørk sten placeret smukt rundt omkring samt nogle store mindesmærker. Dystert og enkelt - men med træer og fuglesang.
Den amerikanske var os lidt bekendt fra udsendelser i fjernsynet - men overvældende i sin størrelse. Alle de hvide kors - alle de mistede liv, og i omgivelser utroligt smukke og med mindesmærker og tekster, der gav en klump i halsen. Lige ud til havet, hvor så mange af dem faldt.
Den engelske i Bayeux, som vi heldigvis også fik med, på grund af skippers vedholdenhed: Helt anderledes med gravsten og blomster - og mere vedligeholdelseskrævende for at være smuk. Igen, man gribes af en særlig tristhed over alle de tab af liv - men også en stor taknemmelighed over det, de gjorde, og som vi har haft gavn af - mere end vi i dagligdagen gør os klart. Det gjaldt alle kirkegårdene, at korsene/mindepladerne var sat med militærisk præcision: Lige meget, hvilken vinkel, man så det fra, stod de på række og geled!
Og franskmændenes liv under besættelsen og deres indsats! Totalt sønderbombede byer, deres samarbejde med invasionstropperne og deres midlertidige begravelser af de faldne. Alle de civile, der døde og de overlevende, der stod uden hjem eller udkomme. Vi danskere har været utroligt forkælede gennem mange år og har vist godt af at blive mindet om det, normannerne har været oppe imod med den kæmpeopgave, det har været at genopbygge landet. Måske vi skulle være lidt mere tilbageholdende med at mene, der er lidt rodet rundt omkring? Og prise os lykkelige over, at de ville stå dette igennem, "lægge jord til", om man så må sige? Det er i hvert fald den følelse, vi er fyldt af. Respekt og taknemmelighed - for hvordan havde det hele set ud, hvis invasionen ikke havde fundet sted?
Det har været utroligt spændende og lærerigt at studere de forskellige redskaber, styrkerne havde til deres rådighed. Som "ikke soldat" var det let at se, at opgaver og grej skulle passe sammen. Krig er forfærdeligt - men man jo vedgå, at en hel del af det, vi omgiver os med i dag og bruger med selvfølgelighed, er udviklet på grund af krigen.
Som det forhåbentlig fremgår, så var det bare fantastisk - men Normandiet er jo meget mere end invasionen. Vi havde rigtig meget glæde af at leje en bil, for på den måde kunne vi nemmere komme rundt til det, vi gerne ville se. Men det gav også mulighed for at komme ind i baglandet og nyde frodigheden: de grønne marker, alle blomsterne og farverne - og ja, det kan jo ikke lade sig gøre uden regn i gode mængder, så det må vi jo tage med. Til gengæld er det betagende, når regnen og disen forsvinder. Set fra havet er det ret så afvekslende med høje klinter og badestrande ( når vi ellers har kunnet se det for dis). Badebyer, leben og masser af turister er der også lagt op til - sæsonen er endnu ikke helt startet - og det var vist vort held den søndag, vi havde valgt at "gøre invasionskysten". De første museer havde vi næsten for os selv, men sidst på dagen kom der da godt nok mange mennesker. Da vi besøgte museet ved Pegasus Broen var der en skoleklasse, som fyldte godt. Som skipper sagde, var de nok for unge til at få noget ud af det - på trods af en meget dygtig ansat på musset, som også var en glimrende pædagog. Vi vekslede nogle ord med ham - han vidste, hvordan man siger "Farvel" på dansk!
Calvados, dejlige oste og Cidre hører også til - og så den dejlige stemning i de idylliske byer. Vi har været rundt med både tog og bus. Vi har set tapetet i Bayeux - det var flot, og man får lige sin historie opfrisket. Indtog vores frokost med udsigt til katedralen - dem er der rigtig mange af i Normandiet - og det er efterhånden svært at huske dem fra hinanden.
Alle lever med tidevandet - og andet kan man jo heller ikke. Havnene tørrer ud nogle af dem - andre skal besejles på bestemte tidpunkter i forhold til højvande, strømfyldt farvand kan kun besejles på faste tidspunkter, alt afhænger af tidevandet. I Danmark er vi vant til bare at stikke af sted, når vi har drukket morgenkaffe og vejret ellers passer, så vi har det altså temmelig nemt. Der er heller ikke alle de sluser/broer at tage hensyn til...
Nu er vi så på Alderney - et kært gensyn efter 10 år, og foreløbig er det meste, som vi husker det. Vi havde regnet med at skulle videre i morgen, men som vejrmeldingen er lige nu, tyder det mere på en cykeltur øen rundt. Hvilket privilegium at have mulighed og tid til dette! Hvor meget søvn vi får, vil også afhænge af vipperiet - lige nu frisker vinden, og man kan godt mærke, vi ligger ude i et stort vand. Men farverne her til aften, hvor opklaringen kom, kan ikke beskrives: Så mange nuancer i blåt, som himmel og hav bestod af! Mågerne kommer lidt tæt på - sætter sig på påhængsmotoren til gummibåden ( vi skal jo i land en gang imellem) - men de er kridhvide i lyset!
Nu vender vi os mod Kanaløerne og Bretagne. Som en fransk sejler, der skulle på tur til Bretagne fra Honfleur sagde:"Au revoir, La France, Bon Jour Bretagne!" Bretonerne er "sig selv" - det bliver spændende at fornemme, hvad det betyder.
Tak for e-mails og hilsener i gæstebogen. Vi tænker på jer derhjemme - og er glade for at mærke, at I også tænker på os!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 17-06-2007 af Inge Lise Lykke Hansen