Rejsebrev 44
Fiumicino 25/10/10 - ”Rom” 01/11/10
Det har lynet, tordnet og styrtregnet nu i flere timer. Så er det, man må minde sig selv om, at det kun er godt en uge siden, der blev slikket sol i cockpittet, og at vi har haft nogle rigtig fine solskinsdage i løbet af ugen, hvor vi har været inde og lege turister i Rom – og det gode vejr med sol og 20 gr. kommer igen om et par dage. Men i morgen skal Nausikaa på land for vinteren, og i overmorgen meget tidligt skal vi flyve hjem – og det glæder vi os meget til, bl.a. fordi vi skal være bedsteforældre for femte gang her en af dagene!
Det er nu fjerde sæson, vi skal pakke båden sammen og rejse hjem for vinteren (bortset fra det år, vi sejlede på Kanarieøerne). Og endnu en gang kan vi se tilbage på et spændende og oplevelsesrigt år.
Når vi tænker tilbage til midt i marts, hvor vi kom til Sant Carles og tog i lejet bil til Valencia for at opleve festlighederne i forbindelse med afbrændingen af alle de flotte figurer og så frem til nu, hvor vi også har lært Italien at kende, er der ikke noget at sige til, at ”oplevelseskarret” næsten er ved at løbe over – det bliver godt med en pause!
Vi har i år besøgt og opholdt os i Spanien, Frankrig og Italien – Balearerne oplevede vi næsten som helt selvstændige samfund, selvom vi jo godt er på det rene med deres spanske tilhørsforhold. Der har været mange forskelle, og det er jo det, der gør det spændende at rejse, uanset om det er til lands eller til vands. Det at opleve landenes forskellige befolkning, historie, kultur og levevis – betinget af deres klimatiske og geografiske forhold har været spændende og lærerigt. Sjovt at smage de lokale produkter af mad og drikke, udforske byerne og landskaberne, nyde solen, duftene, farverne og de mange, mange fantastiske udsigter. Der er så smukt uendeligt mange steder. Og der er naturligvis også steder så elendige og forfaldne, at vi ikke i vores vildeste fantasi kan forestille os, at der bor mennesker. Der er tiggere, svindlere og folk, der ser ud til at måtte leve deres liv på gaden. Det er nok også sundt at opleve, når vi brokker os over Danmark…
Som sejlere mærker man forskellene helt konkret, når man krydser landegrænserne og skal anløbe en havn i et nyt land. I Spanien var man i alle havnene meget omhyggelige med at registrere båd og mandskab, og man fik som regel ikke sin plads, før formaliteterne var i orden. Man blev hjulpet med at fortøje og blev vist tilrette. Der var fine faciliteter næsten overalt og som regel rent og velholdt.
Frankrig mente vi jo at kende - og meget positivt - fra vores første år under nordligere himmelstrøg, men det er ganske anderledes i Middelhavet. Her får man anvist en plads, men må selv finde ud af at finde den og få fortøjet. De går ikke så højt op i formaliteterne, og der er stor forskel på de enkelte havnes faciliteter – hvis der er nogen – og deres standard. Nogle steder var de hygiejniske forhold mildest talt ikke i orden.
I Italien bliver man altid modtaget, nogle gange af hele 2 mand, der er meget behjælpelige. Der er havne, som har alt, hvad man har brug for og andre, hvor vi har været meget glade for at have en båd med god komfort ombord. Her skal vi bare betale – og som vi har nævnt tidligere er det steget en hel del - ellers er man stort set ligeglad med det formelle.
Fælles for alle steder er det positivt at kunne sige, at vi har mødt venlighed og hjælpsomhed – og det er man faktisk temmelig afhængig af. Det er vigtigt at føle sig velkommen, når alt er nyt og fremmed, og vores oplevelse er, at folk er søde alle steder.
Det er kun langs rivieraen, vi har sejlet sammen med mange andre både, og hvor havnepladserne ikke var ubegrænsede – ellers har vi tit været temmelig alene på vandet. Rundt i havnene har det også sommetider været lidt ”ensomt”, for man falder ikke sådan i snak, når man ikke taler sproget. Derfor har vi nydt at møde andre sejlere, eksempelvis englændere og hollændere, vi kunne tale med, og vi har mærket, de har haft det på samme måde.
I år har vi kun haft gæster to gange i modsætning til sidste år, hvor vi havde rigtig mange. Vi har lært, at en mellemting er bedst. Det er rigtig skønt med besøg, og vi vil ikke undvære det!
Sidste år måtte vi have vores kortplotter repareret, og det var første gang, noget for alvor gik i stykker på Nausikaa. Ellers har skipper selv kunnet klare ærterne og skifte det ud, der nu engang skal skiftes, når man bruger tingene så meget. Men i år har der været lidt at se til på den tekniske og vedligeholdelsesmæssige front. Vores lille, smarte trådløse printer er stået af. Og laderen måtte vi sende hjem, fik en anden tilsendt og den har fungeret fint. Så nu har vi også prøvet at ligge i en havn og vente på dele hjemmefra, som vi så tit har oplevet andre fortælle om. Skipper har måttet skifte vores gasdetektor, hvilket var en større operation – og her forleden svigtede vort ellers så trofaste oliefyr. Det har kørt siden, skipper ”gjorde et eller andet” og den varmeblæser, vi havde nået at anskaffe, har vi nu i reserve.
Der er også lidt vrøvl med et af instrumenterne, så det er godt, skipper altid sørger for, at de vitale dele har ekstra kapacitet. Men alle de ting har givet ham næsten fast arbejde, som han dog tager med sindsro og godt humør
Vi kan også godt se på Nausikaa, at solen og det, at hun bliver så meget brugt, er hårdt ved hende, men vi holder hende, så godt vi kan. Skipper passer teak-dækket løbende med propper og fuger, og der skal pudses og poleres mere, end vi er vant til. Hun bliver nok nødt til snart at skulle have lidt nyt i form af hynder, fortøjninger m.v., for det slides, og vi kan jo ikke altid vaske tingene, som vi gør derhjemme. Men sådan er det, og det er jo en fornøjelse, at de basale ting kan holdes kørende.
Vi har nået at være inde og mere end snuse til Rom – og det er jo et utroligt sted. Lige meget, hvor man befinder sig, er der den ene fantastiske bygning, plads, skulptur, museum, park, kirke,
ruiner – you name it – efter den anden, ganske overvældende er det. Derfor er det også dejligt at vide, vi kommer tilbage til foråret og kan se lidt mere, for det er ikke et sted, man sådan lige bliver færdig med. Det er en ulempe, at det tager så lang tid at komme der ind, men det vænner man sig til, og efter metro og bus nyder man roen her i kanalen så meget desto mere.
Vi har beklaget os over prisniveauet her, men bør huske at sige, at offentlig transport er billig. Vi kan eksempelvis komme til Rom for godt 2 €; det er i hvert fald til at leve med. Og når vi handler i supermarkedet eller på de åbne markeder, er priserne næsten som hjemme, så det skal nok gå alt sammen. Og god vin er heller ikke dyr, så der er meget at glæde sig over!
Det bør også nævnes, at Rom er et godt sted at være pensionist. Skipper er flere gange kommet gratis ind eller til reduceret pris, når vi skulle besøge en seværdighed. De store seværdigheder er ret dyre, men de 15 € det kostede at se Vatikanmuseet var det hele værd; det var SÅ imponerende.
Vi har jo haft det sådan på vores tur, at vi ikke forlod et sted, før vi havde set det, vi ville. Det er anderledes denne gang, for vi kommer tilbage til både Toscana og Rom – det er faktisk helt dejligt at vide og har betydet, vi har kunnet tage det lidt med ro.
Nu skal vi hjem til familie og venner, og det bliver dejligt. Vi vil slutte som vanligt med en stor tak for alle hilsener. Hav nu en rigtig god vinter, hvor I end befinder Jer. Vi ses her igen til foråret!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 01-11-2010 af Inge Lise Lykke Hansen