Rejsebrev 43
La Spezia 03/10/10 – Fiumicino 25/10/10
”Hvad skal vi starte med i morgen?” Ja, sådan spørger skipper, nu, hvor vi er på plads langs kajen hos Fulvio og har fået aftalt med ham, at vi skal på land fredag. For Rom ligger jo lige derinde, og nu skal vi ind og kigge nærmere på ”Den evige Stad”. Altså skal vi til at tage beslutninger om, hvor vi skal begynde, for der er seværdigheder til mange år – så der skal prioriteres!
Vi glæder os over at ligge trygt, for vi har været ude at se, hvordan dønningerne vælter ind gennem flodmundingen, og det ser ikke behageligt ud. Fint, at vi satte tempoet lidt op de sidste døgn og kunne anløbe kanalen i stille vejr. I dag ligner meget godt det billede, der i Rod Heikells bog advarer mod at anløbe flodmundingen i kraftig swell. Men endnu engang er vi ankommet til vinterhavnen i god tid og god behold – og nu tager vi lige en uge i Rom!
Ellers er det jo det skønne Toscana, der er på nethinden. Vi havde hørt fra andre, at Toscana skulle være en stor oplevelse, og vi er også ”solgt”! Især landskabet, der lige nu står i gyldne, prægtige farver, bløde bjergstrøg, fantastiske lysnuancer over dale, skove og vinmarker – det kan man leve højt på længe....
I La Spezia ankom vore gæster, Anne Lis og Launy. Vi tog toget til Pisa og modtog dem i lufthavnen. Det var et forfærdeligt vejr; vi havde advaret dem, men de er tidligere sejlere og er ikke sådan at kyse, heldigvis! Vi gik fra stationen ned til båden i tørvejr, men sikke et syn, der mødte os: Nausikaa vippede, så det så ud, som om hun sejlede raskt af sted! Vi lå langskibs, og søen og vinden stod lige ind i den temmelig åbne havn. Men vi kom godt ombord, og så åbnede himlens sluser ellers – så der måtte lige lidt mad og drikke til, og så var det egentlig ganske hyggeligt. Det var ret utroligt, men vore gæster havde sovet godt – vi vækkede dem med champagne på sengen og forsøgte med grødet morgenrøst at synge brudevalsen i anledning af deres bryllupsdag - og det tog de pænt! Gradvist blev det opholdsvejr, så vi var rundt og se La Spezia, bl.a. på det dejlige marked, hvor især frugt og grønt indbød til storindkøb.
Næste dag var det blevet fint vejr, så vi sejlede den ”lange” tur til Portovenere, en lille idyllisk by, som ligner Cinque Terre byerne. Der var rigtig dejligt – heldigvis, for skipper var lidt rystet, da han kom tilbage og havde betalt 96 € for 1 nat! Videre næste dag, hvor planen var at sejle til Viareggio, men der viste sig at være skydning, og havnen kunne ikke anløbes på det tidspunkt, der passede os, så vi fortsatte til Livorno – sejlads på stille vand og i skønt solskin. Vi fik en venlig modtagelse og tænkte at blive her et par dage, for der var lidt – meget – uro fra alle færgerne, lodsbådene, krydstogtskibene, og hvad der ellers hører sig til i en driftig havn. Men beliggenheden var ideel for afhentning af den lejede bil i Pisa og ligeledes, når vi skulle køre vore gæster til lufthavnen igen. Den marina, vi ellers havde kig på, lå lidt besværligt og var betragteligt dyrere, så det endte med, vi blev i Livorno og affandt os med skvulperiet. Der var den ulempe, at vi skulle aflevere nøglen hver gang, vi havde lånt et af de 4 badeværelser, men det betød til gengæld, at vi kom til at kende de forskellige havneassistenter, og de var rigtig søde.
Vi var rundt og se nærmere på Livorno, som er en fin by, men tydeligt mærket af krigen – der er meget nybyggeri. Søndag tog vi toget til Pisa, hvor vi var oppe i Det skæve Tårn; det var virkelig en oplevelse! Meget underligt at gå i spiral, som hælder særdeles mærkbart. Men sjovt var det. Katedralen, klosteret og dåbskapellet var lukket på grund af kirkelige begivenheder, hvor vi lige fik et glimt af en procession, men vi fik nu også vores lyst styret i forhold til de ting senere… Selve bylivet i Pisa gjorde også indtryk – der var simpelthen så mange mennesker over alt, både på grund af det kæmpestore marked, der strakte sig gennem flere gader, og så alle de, der bare hyggede sig i gaderne og på pladserne med familie og venner.
Mandag tog mændene til lufthavnen og hentede den lejede bil, mens damerne var lidt på bytur, (men dog kun kom hjem med fornøden proviant). Og så kunne vi ellers komme på køretur, som startede med Volterra og San Gimignano – begge skønne middelalderbyer beliggende smukt i bjergene. At se udsigten fra det høje tårn i San Gimignano var helt fantastisk – det fås vist ikke bedre!
Så kom turen til Lucca, Firenze og Siena. Byer, der hver især havde deres unikke tilbud, men som selvfølgelig også havde deres fantastiske arkitektur og kunstskatte til fælles. Kirkerne, klostrene, dåbskapellerne, tårnene med de storslåede udsigter, de utroligt udsmykkede pladser; alt ganske overvældende. Vi besøgte en vinbonde på vejen hjem fra Siena – en smukt beliggende vingård, der havde været ejet af samme slægt i 31 generationer. Vinen var god, så vi måtte lige have nogle flasker med. Det var en meget sød pige, der betjente os, og havde vi haft tid, havde vi også fået et besøg på vingårdens museum med, men det var ved at være sidst på dagen, og bjergkørsel tager jo sin tid…
Prato og Pistoia nåede vi også – sidstnævnte var i første omgang lidt skuffende, fordi noget af det, vi gerne ville have set, var lukket. Til gengæld fik vi mulighed for at studere, hvordan markedsfolkene pakker deres boder sammen. Det må siges at være yderst velorganiseret. Hvad der dog ikke kan pakkes ind i en varebil! Alt har sin bestemte plads, bilens sider er samtidig overdækning. Vi spiste vores madpakke på en trappe på torvet og havde der 1. parket til at overvære det hele – også stadeholdernes indbyrdes ping-pong, rigtigt festligt!
Alt godt får jo en ende, og vores gæster skulle til at gøre klar til hjemrejsen. Vi blev inviteret ud at spise, og egentlig havde mændene udset sig sejlklubbens restaurant; det var jo nemt, men der var kun åbent lørdag aften. Da spisetiden nærmede sig, kom der den ene kraftige regnbyge efter den anden, så vi besluttede at spise ombord. Søndag var det godt vejr, så vore gæster gik op og bestilte bord på en fin restaurant på Hotel Grand Duca. Sikke en god oplevelse! Lækker mad og vin, bløde stole, flot opdækning og flere tjenere om bordet – uhm, det var luksus. Men jo heller ikke billigt – det er der ikke ret meget, der er her i Italien….
Vi fik sagt farvel og tak til vore gæster, fik afleveret bilen og tog toget tilbage til Livorno fra Pisa. Vejret blev bedre, og tirsdag vinkede vi farvel til de flinke havneassistenter og sejlede syd på. Kun en lille tur i første omgang – vi skulle lige ind i en marina, så vi kunne vaske lidt tøj m.v. Det gode vejr varede kun kort, regnen kom igen, men heldigvis blev det atter fint, og vi tog et par gode, lange stræk i meget smukt vejr, for at komme her til Rom inden den næste storm i Leon-bugten sendte nogle ubehagelige udløbere til disse farvande. Vi ville godt have været ind til Argentario-halvøen, som bare ser så flot ud fra kysten, ligesom Cittavecchia også virkede tiltalende, men det må blive til foråret. Vi var tæt på Elba, som vi også skal besøge til næste år; det er (også) et smukt område, vi sejler i lige nu, så det er dejligt at vide, vi kommer tilbage.
Så lige nu har vi det godt med at være kommet frem, og vi vil nyde ikke at behøve at gå så højt op i vejrmeldingerne de næste dage. Kun det, der hører til at tage på bytur i Rom!
Hjemrejsen er den 3.november – i år er det ekstra spændende at komme hjem, for vi venter nyt barnebarn omkring den 1. november. Det skal blive rigtig godt at komme hjem igen efter en helt igennem vellykket og oplevelsesrig etape.
Som vanligt slutter vi med at sige tak til alle Jer, der følger vores færd og giver søde tilbagemeldinger; det er altid dejligt at have kontakt til Jer derhjemme – også Jer derude! - og det giver meget mening at skrive, når man får positiv respons, så mange tak skal I have!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 25-10-2010 af Inge Lise Lykke Hansen