Rejsebrev 42
Menton 16/09/10 – La Spezia 03/10/10
Indrømmet – for skipperindens vedkommende strammer det stadig i haser og lårmuskler fra gårsdagens tur til Cinque Terre, (skipper påstår selvfølgelig, at han ikke kan mærke noget!), men de dejlige billeder på nethinden var bestemt strabadserne værd. Hvor var det dog smukt! Ind imellem opgaverne med at holde til side for ”modgående” samt bestemme sig for, hvordan man nu lige skulle forcere de næste smattede sten eller forsøge at svæve over næste vandpyt, var der mulighed for at nyde den storslåede udsigt. På et af de strengeste steder havde en vinbonde placeret sig med kurve fyldt med de dejligste druer. Den euro var givet godt ud – de smagte skønt og gav fornyede kræfter. Byerne er præcist så charmerende, som brochurerne fortæller. Masser af turisthurlumhej, selvfølgelig, men alligevel autentiske og med hver deres at byde på. Det er ikke så ofte, man ser fiskerbådene trukket op og stå i gaderne og på torvene. Men det fungerer altså her. En rigtig god oplevelse!
Som vi allerede har haft flere af, siden vi ankom til Italien – San Remo, der var første havn, var ganske vist ikke i første omgang særligt indbydende. Vi var uheldige at komme den ene dag om ugen, hvor der blev holdt 3 timers siesta; vinden var lidt frisk ind på receptionskajen, og vi lå skrækkeligt. Men alt får en ende, og da vi kom til pladsen, vi fik anvist, stod der 2 mand og tog imod. Servicen i havnene er igen, som vi var vænnet til i Spanien – det er bare prisen, der er højere.
Det er den på næsten alt, men man vænner sig til det og putter de ting i indkøbskurven, man skal bruge. Der er masser af lækre og indbydende varer at lade sig friste af, så nu må vi til at lære lidt om det italienske køkken samt den vin, de lokale drikker. Det er nogle anderledes etiketter, vi støder på, end når vi køber vin hjemme!
Og så må man lade dem: De kan vel nok lave smart tøj, sko, tasker og briller her i Italien! Hold da op nogle flotte forretninger – vi lever ikke op til dress-coden, når vi kommer i vore flade travesko og afslappede påklædning. Mange, både mænd og kvinder er virkelig elegant klædt.
Vejret har vist sig fra sin noget ustabile side, siden vi kom til Italien, men ret beset er det jo også efterår – solen har stadig magt, så hvis den er fremme, er det dog stadig sommerligt.
San Remos gamle bydel La Pigna var ganske speciel. Den er meget stejl, klinet op ad bjerget med en hel labyrint af små, smalle stræder med meget høje huse – lige til at fare vild i. Ellers har byen masser af fine pladser med små cafeer og barer - og store kirker. Og de er tilsyneladende overalt. Landskabet var tydeligvis ændret i forhold til Frankrig – og endnu mere udtalt blev det, da vi fortsatte mod øst. Vi besøgte Alassio og Finale Ligure, begge dejlige, mindre havne, som lå smukt ved foden af høje klipper og med badestrande og feriestemning. Vi har læst, at kysten bliver smukkere hele tiden – og vi er ikke blevet skuffede!
Så gjaldt det Genova. Den glædede vi os til; tænkte – og tænker stadig – at den er for Italien, hvad Marseille er for Frankrig. Lige på og uden dikkedarer. Her arbejder vi nemlig, det er her, det sker! Og der var gang i byen. Alene havnen, kæmpestor og travl. Masser af færger, krydstogtskibe, containertrafik, og hvad deraf følger af slæbe- og lodsbåde. Vi så flere interessante museer – meget godt opbygget og tilgængelige, med mulighed for at læse på engelsk. Fyrtårnet og søfartsmuseet fortjener særlig ros, kirkerne og de religiøse museer var også lærerige, så gennemgående var det nogle koncentrerede dage – dog også med tid til at sætte sig med et lille glas og mærke stemningen.
Man kan vel ikke kalde Genova en køn by, men den har sin egen charme og absolut mange flotte bygninger. Igen stødte vi på Columbus – ham er der mange, der spinder guld på. Her så vi det hus, hvor han påstås at have boet nogle år af sin barndom. Men han er da også et bysbarn, man med rette kan være stolt af.
Videre skulle vi jo – vejret drillede med torden af og til, men vi fik en fredelig vejrmelding. Vinden viste sig at komme fra modsatte retning som meldt, og der var nogle gevaldige, uregelmæssige søer, så det var godt at komme i læ bag kæmpemolen i Lavagna, hvor vi igen blev godt modtaget. Sikke det dog kan lyne og tordne her mellem alle bjergene. Og regne! Så vi krøb under dæk, fik hvilet ud og fordøjet indtrykkene fra Genova, før vi i det fineste vejr igen stak næsen ud og sejlede her til La Spezia. Det var en utrolig smuk tur – uden vind ganske vist, men dermed så med mulighed for at sejle tæt på Cinque Terre. Det er et fantastisk landskab, og synet fra vandsiden skærpede appetitten på at besøge byerne og trave i slugterne imellem dem, så det er vi glade for, vi har opnået på trods af vejret, der var lige ved at forpurre den del af det. Helt bogstaveligt var det denne etapes højdepunkt, for vi havde MEGET højt ned, når vi kiggede ud over skrænterne, vi gik på. Og lige på kanten var det også. Både rent bogstaveligt, nemlig klippekanten, og også noget af vejen på kanten til at være ganske trygt. Det er fuldt forståeligt, det er nødvendigt at lukke stierne efter sådanne regnskyl, som har været de sidste dage. Men vi var endnu engang rigtig heldige at få det med også!
Vi har nu set så meget af Ligurien, som det bliver til i denne omgang. Når vi har fået vore gæster, der ankommer i morgen, godt ombord, og det regne-blæsevejr, der trues med de næste dage, er dampet af, vil vi ”gøre Toscana”. Det har vi ladet os fortælle, vi kan glæde os til, og når vi kigger i vores rejselitteratur, er det da heller ikke til at overskue, hvor man skal begynde, og hvor man skal ende i alle de herligheder, der beskrives. Men det må vel siges at være et luksusproblem.
Som sædvanlig vil vi takke mange gange for dejlige hilsener hjemmefra. Vi kommer hjem om en måned, og det bliver dejligt at se familie og venner igen.
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 03-10-2010 af Inge Lise Lykke Hansen