Rejsebrev 40
Canet-en-Roussillon 06/06/10 – Martigues 29/06/10
Skippers bemærkning om at passe på ikke at komme til at fryse, fordi det trækker, fik ”dræberblikket”. Kl. er 10.30, der er ”kun” 26 gr. i kahytten – og trækken er en skøn brise fra Lillebælt. Nå, nej! Nu er vi godt på land igen, og vi ligger lige ud til Canal Caronte, under højspændingsledninger, mellem en jernbanebro og en motorvejsbro og olieraffinaderiernes flammer inde bag træerne, lysene fra byerne på begge bredder om aftenen, strømhvirvler i vandet… Så visse mindelser kom altså, mens vi sad og spiste aftensmad i cock-pittet i aftes.
Vi kom på land helt uden problemer; var lidt spændte på stedet, for vi havde ikke set det før, men alt fungerer fint. Der er gode badeværelser, og vi har lige fundet et fint supermarked få skridt fra havnen, så vi kan fylde båden op, når vi kommer tilbage til september. Taxa’en i morgen tidlig til Marseilles lufthavn er bestilt, så nu pakker vi og gør det, der nu skal gøres. Skipper var glad for at konstatere, at bunden er rigtig fin, så bundmalingen, der blev smurt på i Sant Carles, er god!
Vi har haft en dejlig periode, siden vi anløb Port Vendres som den første franske havn efter Spanien. Vejret har været ustabilt i perioder, så for at være sikre på at nå frem her til Martigues i god tid, er der steder, vi godt ville have brugt lidt mere tid på, men det må blive en anden gang. Det, vi har set, har været herligt – og vi var jo blevet advaret om blæsten i Golfe de Léon – til gengæld har vi haft nogle dejlige sejlture for sejl. Port Vendres var indbegrebet af alt, hvad der er fransk på ”den gode måde”. Lille, idyllisk havn/by, meget smukt beliggende, dejligt marked med fantastiske grøntsager, frugt og kød – og sommeren kom for alvor. Vi tog bussen til Coullioure, et lille, fint sted, nærmest at sammenligne med Skagen, malernes højborg, og aldrig har vi da set så mange galerier! Vauban havde også lige knaldet en kæmpefæstning op her, hvor nogle af rummene også blev brugt til maleriudstilling. Vi måtte da lige se borgen, selvom vi efterhånden har set mange, men det var bestemt besøget værd, og vi lærer jo noget hver gang. Man imponeres over, det overhovedet kunne lade sig gøre at transportere alle de store sten frem og op!
Hovedformålet med at anløbe Canet en Rousillon var at tage ind og se Perpignan – og det var også en fin oplevelse, bl.a. det store kongepalads, (bygget af kongen af Mallorca), og så er selve byen charmerende. Det endte jo med, vi måtte blive i Canet – som var en decideret ferieby med alt, hvad dertil hører – for her kom Le Marin stormende fra sydøst! Og den havde regn og støv med sig. Det var faktisk ikke muligt at færdes uden af få sand i øjnene og mellem tænderne, så vi havde nogle dage, hvor vi slappede MEGET af. Men alt får en ende, skipper fik båden vasket for anden gang, og vi kom videre til Gruissan, som var en historisk mere spændende og smukt beliggende by, og hvorfra vi tog bussen til Narbonne. Her gik vi rundt det meste af en dag og så nogle interessante bygninger og museer; hver gang undres man over, hvor højt kultiverede man var, og hvor megen viden og handlekraft, man havde i de græske og romerske samfund for så længe siden. At spise på et brasseri – eller købe en baguette og sidde på en bænk under de flotte platantræer og se på byens liv – er jo en del af charmen, men når man så er heldig at få en højtidelig, meget formel og fornem kransenedlæggelse med, giver det ekstra kolorit.
Om ikke det begyndte at styrtregne, da vi skulle til at finde bussen hjem fra Narbonne – og sikke en bustur! Vi kom langt omkring, men blev sat af lige ved havnen, hvor vi var stået på, og så blev der igen slappet af, mens regnen og vinden lagde sig. Igen blev det herligt solskinsvejr, så af sted til Cap d’Agde i fin sejlvind, og hvor vi for alvor kunne se, at landskabet havde ændret sig til fladt, marskland med indhave og bjergene langt i baggrunden. Sikke en kæmpehavn, bygget op om turistkomplekser. Hvis ikke der igen havde luret en kuling, var vi blevet der for at cykle ud og se omegnen og ind til byen Agde, for der var en del at opleve. Men vi valgte at sejle videre, mens det var roligt vejr – og i La Grande Motte fik vi en fin plads med stævnen mod NV – og kulingen kom som bebudet. Uden regn, så der var dejligt i byen, og hvor der var læ. Det var en god oplevelse at gense stedet, hvor vi var i 6 uger i 1985. Vores drenge var da 8 og 10 år gamle, og vi havde en herlig tid, mens farmand var ”fabriksarbejder” hos IBM i Montpellier. Der tog vi også bussen ind – og det var også et herligt gensyn. En flot, flot by med flere oldtidsminder, bl.a. aquadukten, en smuk katedral og gamle kvarterer, men også et nyt og arkitektonisk meget spændende – Antigone. Der var virkelig noget at se, og dejlig sommer var det også!
Det blev sejlvejr – vi havde vinden med – så det var først, da vi skulle lægge til i det idylliske Saintes Maries de la Mer, vi måtte sande, at det stadig blæste godt, men heldigvis blev vi her modtaget af en havneassistent (det bruger de ellers ikke så meget her!), og der var folk i nabobåden, der i hvert fald ikke skulle videre før i morgen, så vi blev godt fortøjet. Sikke en fin by – super badestrand til dem med de lyster, gamle gader og bygninger, herunder en smuk kirke med en sort madonna og en legende om hele tre Maria’er. Der manglede ikke noget; heller ikke det sædvanlige Le petit Train, og det tog vi en tur med ud i Camargue-området, hvilket også var fint. Flamingoerne, de særlige Camargue-heste og de mange siv/rør, var, som vi huskede det fra for 25 år siden. Vi havde regnet med selv at cykle, men på turistkontoret, og i brochurerne over vandre- og gåture, blev der anbefalet mountain-bikes, og det kan man ikke just kalde dem, vi har, så mageligheden sejrede.
Det er et specielt område i det hele taget, der, hvor vi nu befinder os. De store, flade indhave og den måde, menneskene benytter de ting, naturen her muliggør. Som mennesker gør og altid har gjort: indretter sig efter de lokale forhold. Det er bare lige med at finde balancen og ikke overudnytte; det taler og skriver man også meget om her. Rhone-deltaet er kæmpestort, med et fugle- og fiskeliv uden lige. Da vi sejlede ind for at se Port Napoleon, var der tusindvis af fugle på de flade banker få meter fra sejlrenden, og fiskerne stod i massevis, nogle med op til 10 stænger, og fiskede lystigt, ligesom der er utroligt mange mindre fiskerbåde overalt. Og som det ikke kan overraske: Der er MYG!
Der er også meget industri, af den tunge og forurenende slags, i området – den slags pynter aldrig, men vi kan jo heller ikke undvære det. Der ligger - og sejler - mange store skibe i deltaet; en helt anden oplevelse at være her, end da vi var i Ebro-deltaet ved Sant Carles, hvor der blot var natur og rismarker. Det er der for øvrigt også her – skulle være det nordligste sted i Europa, hvor der kan dyrkes ris.
Vi har også været hos en lokal vinhandler et par gange, og vi har modstået fristelsen til at købe mange flasker, for vi bevæger os jo hele tiden, og det er sjovt at smage, hvad der produceres lige, hvor vi opholder os.
Nu er vi så havnet i Martigues – og vi undrer os over, at den by slet ikke er omtalt som seværdighed i vore bøger, for det er en lille perle. Kaldes Provence’s Venedig og helt med rette. Som skipper skrev i logbogen, har vi fået havnefesten med. Det var en fin blanding af højtidelighed med helgenfigur, andagt, fællesbøn og blomsterkrans i havet og fest og ballade i byen. Især har vi moret os over deres lansekampe. 2 hold dyster mod hinanden fra hver sin båd. Den, der er i kamp, står højt oppe på en lang rampe bagerst i båden, iført skjold og ”træhåndbeskytter”og udstyret med en lang lanse. De to både sejler så mod hinanden, og det gælder om at støde hinanden i vandet i det øjeblik, bådene passerer hinanden. Der skal hilses pænt, før der stødes og ritualerne skal overholdes. Det ser vældig sjovt ud, når deltagerne havner i vandet, men ingen tvivl om, det kræver sit, og der er masser af medleven fra publikum.
Det er også her i Martigues, vi har fået serveret de mest lækre muslinger – og muslinger har vi ellers fået mange steder efterhånden. Så hermed er der slået et slag for dette dejlige sted. (Det har dog også været helt sjovt, at der faktisk ingen udenlandske turister er i gaderne!).
Så gælder det sommeren hjemme, og vi glæder os til at være sammen med familie og venner. Som sædvanligt: Tusind tak for hilsener - måske, vi har nogle til gode, for vi har ikke haft internet nogle dage. Vi vil ønske alle en rigtig dejlig sommer – vi tager tråden op igen her fra Nausikaa omkring 1. september.
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 29-06-2010 af Inge Lise Lykke Hansen