Rejsebrev 38
Alcudiamar 12/04/10 – De Baleariske Øer - Sant Carles 04/05/10
”Regnen trommer på ruffet,
skipperinden er nok lidt skuffet.
I masten høres så vindens sus:
Det er jo Esther, der sender et knus!
Straks står humørbarometret højt,
og regnen lyder som fuglefløjt!”
Opmærksomme læsere af Nausikaas gæstebog vil kende baggrunden for, at rejsebrevet denne gang indledes sådan… Og hvor har det regnet! Men det er ved at lette, den blå himmel titter igen frem. Vi har fået hvilet ud efter nogle lange dages transportsejlads, og nu er både vejret og vi klar til at få udrettet nogle praktiske ting, før vi efterlader Nausikaa her i Sant Carles for at tage hjem på fredag, om askeskyen vil!
Tilbage til Balearerne. ”Bale-hvaffor-noget?” var skipperindens svar, da skipper i sin tid under planlægningen nævnte øgruppens navn. Mallorca, jo, og Ibiza. Men Menorca? Joh.. Formentera? Aldrig hørt om den! Men det er der nu gjort noget ved, og hvor har de 4 øer hver for sig budt på oplevelser. De er meget forskellige, både i udseende/geografi, historie, befolkning, byggestil, levevilkår og livsrytme. De har været selvstændigt kongedømme, været besat af både romerne, maurerne, visigoterne og sågar for Menorcas vedkommende af englænderne omkring år 1800. I dag er de en provins med selvstyre og eget sprog/dialekt, men har i mange anliggender meget til fælles med Catalonien.
Mallorcas Tramuntana-bjerge kunne vi på trods af dis se omridset af langt til havs, og jo nærmere vi kom Alcudiabugten, jo mere imponerende blev nordvestkysten. Vi valgte at gå ind i Alcudiamar Marina, for dagen efter ville der komme regn og lidt blæst, som heldigvis snart skulle forsvinde igen. En super havn med nogle smukke, velplejede omgivelser og med skøn udsigt til det mere vilde bjerglandskab. Vi fik besøgt nogle spændende udgravninger og museum fra romertiden og nød ellers alle blomsterne og ”feriefornemmelsen” ved at gå rundt i den gamle bydel og se på livet der. Det var køligt, men gradvist blev det lunere – turisterne tog til stranden igen, dog uden at bade.
Det passede bedst at besøge Menorca nu, så vi sejlede til Ciutadella, som er en meget flot, gammel by med en speciel havn: En lang, smal snoet indsejling, hvor der ikke desto mindre boltrer sig op til flere færger på en gang – de kom ret tæt på Nausikaa, men der var styr på det! Ciutadella har tidligere været hovedstad på Menorca – den værdighed er nu overgået til den anden større by, Mahón, eller Maó, som den også kaldes. Den ligger på østsiden i bunden af en meget lang og snoet fjord – cala – og er ikke så flot som Ciutadella, men indsejlingen til byen er helt fantastisk samt landskabet der omkring. Her besøgte vi et gin-destilleri – det siges, at englænderne ”lærte” de lokale at lave gin. Det er ikke, som vi kender det, og vi faldt ikke helt for det, men meget sjovt at prøve. Og som vi altid har erfaret tidligere, bruger menneskene naturligvis de lokale produkter, og så passer det til stedet og levemåden der.
Vi lejede bil, så vi kom godt omkring på Menorca, som efter sigende er den ø i Middelhavet, hvor man finder de fleste oldtidsminder. Det var interessant at lære om Talayot-kulturen, som stammer fra tiden bronzealder-jernalder. Vi så udgravninger og museer, der viste meget om levevis, bl.a. begravelsesskikkene. Virkelig et sted, man mærker historiens vingesus – og vi blev mindet lidt om Orkney-øerne, for hvor havde man brugt mange sten! Det gør man for øvrigt stadig – der var bemærkelsesværdigt mange stengærder i landskabet. Vi besøgte nogle huler afsides beliggende i en lille cala, som også var blevet brugt som begravelsespladser, men også som beboelse og skjulested og beskyttelse mod pirater. Vi så også nogle af de 11 ”Torres”, vagttårne, som englænderne byggede omkring år 1800. De står på strategisk vigtige steder hele øen rundt, og naturligvis var der den ene fantastiske udsigt efter den anden. Fuldt forståeligt, at Menorca med sine mange beskyttede fjorde og bugter er et eldorado for sejlere, der kan ligge for svaj og nyde den storslåede natur! Vi har været lidt tidligt på den, og det har været for køligt til den slags (efter vores smag), men til gengæld har vi fået forårets friske, strålende farver og en frodighed og skønhed, der har været de rene vitaminer for sjælen! Hvad der er af blomster på særligt Menorca og Mallorca, kan dårligt beskrives – og hvor har vi nydt det!
Før vi forlod Ciutadella, havde vi en sjov oplevelse: Vi havde hilst på nogle sejlere i en stor udlejningsbåd, så vidt, vi kunne tælle, var de 9 mand på tur. Vi vinkede farvel til dem lørdag morgen - de skulle til Barcelona, og vi gik op for at se på byen. Da vi kom ned til frokost, var de returneret, og det viste sig, de havde problemer med båden. De endte med at tage flyet hjem om eftermiddagen, men forinden kom de og afleverede alt deres indkøbte proviant til os, og det var ikke småting: Bl.a.19 laksesteaks, masser af brød, grøntsager, kød, æg, sovse, pasta – og til sidst kom de med en flaske spiritus, som viste sig at være en slags likør lavet på agern. Det var jo sødt af dem – gav en del travlhed ombord, for det meste af maden måtte jo tilberedes for at kunne holde sig. Så vi har levet godt og billigt, men det vil nok ikke være laksesteaks, vi kaster os over som det første!
Vi måtte tilbage til Mallorca – og i sol og blikstille vand sejlede vi til Porto Christo, en meget smuk havn, en af de ældste på øen, og tidligt brugt som havn på grund af dens lange, smalle indsejling og gode beskyttelse. Her kom endnu en omgang regnvejr, men vi nåede at leje bil igen og få nogle smukke dage rundt på Mallorca, før regnen og blæsten kom. Der er utallige smukke billeder prentet på nethinden: Udsigten fra fyrtårnet på Cap Formentor, ja, selve turen derop var fantastisk. At køre rundt i Tramuntana bjergområdet - og befinde sig snart på et barskt, øde, men utroligt smukt sted, snart i en lille hyggelig og meget søvnig bjergby uden andre turister, hvor vi kunne spise madpakken med udsigt til vingårde, bakket landbrugsland og høre ko- og fårebjælderne; for så derefter pludselig at stå i Valldemossa eller Polenca, hvor der både var meget at se, men også mange turistbusser og mennesker. Vi måtte også op på de lidt lavere bjergtoppe inde på øen, hvor der var flere små, kønne kapeller placeret – igen den ene udsigt smukkere end den anden.
Og så vinen! Vi havde jo set en masse vinmarker, så det måtte da prøves. Men kunne godt mærke, vi var udenfor sæsonen, så der var ikke de store muligheder for at blive vist rundt på en ”celler”, men de ville da gerne sælge os noget. Det smager specielt, men rigtig godt!
Da solen kom igen, sejlede vi fra Porto Christo langs en meget flot kyst, hvor den ene cala eller lille havn efter den anden lå og fristede. Men vi skulle videre til Palma - en kæmpehavn og stor, flot by at komme til, som den ligger der i bugten med borgen, katedralen og de mange paladser og kirker knejsende og imponerende. Vi kom i fint selskab, følte os meget små blandt de mange kæmpeyachts og store motorbåde, men vi ”fik” en plads til 50 euros i døgnet, og var glade for den, for det er vist ingen selvfølge at få plads i Palma. I det hele taget har vi været heldige med tidspunktet – endnu er havnepengene til at betale for almindeligt dødelige. I højsæsonen skal den store tegnebog frem, eksempelvis koster 1 nat for vores båd 123 euros på Formentera, og så skal man oveni betale for vand, el og internet! Vi slap med kun 30 euros…
Fra Palma tog vi veteranjernbanen til Soller, en flot og hyggelig tur gennem det smukke landskab med alle appelsintræerne, der var den oprindelige grund til, at jernbanen blev anlagt i 1912. På banegården i Soller så vi en fin – og gratis - lille udstilling af Picassos keramik og værker af Miró, hvor han særligt beskæftigede sig med elementerne, solen og månen. Efter det kunne vi komme med en gammel sporvogn til Port de Soller, endnu et fantastisk smukt sted – en naturhavn på NV-kysten, hvor der er lavet en fin marina. Det var herligt at gå rundt i byen og op på toppen af bjerget og se ud over både byen, bugten og det uendelige, blå hav. Vel hjemme i Palma igen, brugte vi lidt tid på at fornemme stemningen i byen og planlægge, hvad vi gerne ville næste dag.
Katedralen var den store oplevelse, vi havde sat næsen op efter. Vi er efterhånden nok lidt svære at imponere, men denne katedral er ikke bare stor, men også SÅ smuk. Meget bastant set udefra, men let og elegant med slanke og høje søjler indeni, og med det mest fantastiske lys gennem de store glasmosaikker. Når man sidder i kirkerummet i lyset fra den kæmpestore roset i gavlen, får Grundtvigs ord: ”Lysvæld bag ved lysvæld..” lige pludselig en helt særlig mening. Man kan formelig bade sig i det lys – og det gør på en eller anden måde godt!
Gaudí har sat sit præg på kirken i forbindelse med, at den skulle restaureres efter et jordskælv, og Barceló har stået for udsmykningen af et helt kapel – meget anderledes, men rigtig flot!
Efter katedralen var det lige før, skipperinden ikke behøvede mere overhovedet, men selvfølgelig skulle vi da se det meget imponerende Almudania-palads. Så hjem til frokost og en lille slapper, (der er l a n g t at gå fra vores bådplads og ind til centrum!) før vi begyndte opstigningen af de mere end 500 trin til borgen Bellver, som ligger højt og smukt over byen.
Igen lærte vi en masse, bl.a. om en interessant mand, Jovellanos, der havde siddet fængslet her. En kæmpeborg – og igen talte vi om, at hvor har mennesker gennem tiden dog brugt mange ressourcer på at forsvare sig og bekrige hinanden…
Vejret var fortsat skønt, så tirsdag morgen var det afgang til Ibiza. Først skulle vi tanke diesel, men da vi nærmede os tankstationen, grundede vi lidt over, hvordan det nu skulle foregå, for vi kunne ikke komme til kaj på grund af en meget smuk, kæmpestor sejlbåd. Før vi nåede helt derhen, var der 3 mand på dæk, og så blev der ellers hængt velbetrukne fendere op af megastørrelse, vi blev fortøjet uden på, og der blev rullet presenning ud på det flotte teak-dæk for at skærme af for påfyldningsslangen Skipper fik en hånd for overhovedet at kunne nå op til deres fribord. Helt tydeligt var de kendt med den procedure, og de var meget søde og hjælpsomme. De lå og ventede på at få motoren repareret – det var ikke lige det, de havde ønsket sig…
Turen til Ibiza foregik også i dejligt vejr, hvor vi fik sejlet lidt for sejl, og vi fik en fin plads i Santa Eulalia Marina. Ibiza var flot at sejle langs med. Pinjetræer på alle bjergskråninger, imponerende klippeformationer (og rigmandsvillaer!), så der var nok at se på. Vi tog bussen ind til Ibiza by, hvor vi gik rundt i den gamle bydel, D’Alt Vila, så endnu en imponerende, men meget anderledes borg med katedral og museum, og måtte indtage frokosten på cafeens skyggeside, for at skipper ikke skulle få for meget sol. Hvad kan man ønske sig mere?
Så gjaldt det Formentera – der var kun et par timers sejlads, for der var ingen vind, så vi ankom til La Savina, hvor også øens færger sejler til, før middag og fik en af de mange ledige pladser i en af marinaerne. Aldrig har vi set så mange biludlejningsfirmaer! Der var flere af dem, end af de sædvanlige barer/cafeer, både på havneområdet og oppe i byen. Det lykkedes at finde en bus til hovedbyen San Fransesc – og da vi havde gået lidt rundt der, spadserede vi de godt 3 km hjem. (Vi skal jo sørge for vore 10.000 skridt om dagen…) Ingen tvivl om, at for badeglade sejlere er Formentera rent paradis, for sikke strande og ankerbugter, der er. Og vi har nok ikke ydet øen fuld retfærdighed, fordi vi så hurtigt tog videre, men der var altså ikke det store at se på, så vi var ikke så kede af, at vi ikke havde tid til at blive længere. Vi trænger jo ikke til at stresse af, som vi gjorde, da vi arbejdede; hvis det var tilfældet, ville det være det perfekte sted!
Ifølge vejrprognoserne lurede en gedigen lavtrykspassage om få dage, så skipper lagde en plan for transportsejladsen, som vi endte med at kalde de næste 3 dage. Det var nu yderst behageligt i sol og varme, desværre uden sigt, så vi kunne ikke nyde de flotte bjergformationer hverken på Ibiza eller da vi nærmede os fastlandet ved Dénia. Men andet har der heller ikke været at klage over; vi har bl.a. fået sejlet en del for sejl. Så vi er kommet fint hertil – havde forestillet os at komme lidt længere nordpå, men alle sejlere kender den gode fornemmelse, det er at fortøje, mens de første tunge regndråber og vindstød kommer, og så vide, at nu behøver vi ikke sejle mere! Vi fik en hjertelig velkomst af marinaens personale - de kunne huske skippers ansigt! Og så var det bare at få lukket til – regnen og den hårde vind kom som meldt, og vi ligger trygt og godt. Hvor har vi været heldige med alle de solskinsdage, vi havde på Balearerne, hvor vi jo havde mest brug for dem.
Dette rejsebrev indeholder mange superlativer, men vi har altså set så utroligt mange smukke steder de sidste uger!
Nu skal vi hjem til familie og venner for en kort bemærkning, før det gælder Costa Brava og gensynet med Frankrig!
Som altid: Tusind tak for hilsener af enhver art, og fordi I er så søde til at følge os på hjemmesiden. Det er vi meget glade for!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 04-05-2010 af Inge Lise Lykke Hansen