Rejsebrev 17
Póvoa de Varzim 29/05/08 – Leixões (Porto) 28/06/08
Portvinsrusen fra dagens besøg hos Burmester er fordampet, men lysten til at skrive denne etapes første rejsebrev er bevaret. Solen er forsvundet bag molen, himlen er gylden mod vest og den lydmæssige ramme er vindens tuden i masterne, de hyggelige ”blåst” fra en delfin, der for tiden besøger havnen samt Atlanterhavets brænding mod stranden. Så det er slet ikke så værst!
Det var dejligt at være hjemme, vores lille nye barnebarn hedder Mads og han er – selvfølgelig – bare SÅ sød. Turen herned mandag den 16.6.gik fint, og vi fik en rar modtagelse af ”marineroen ” i havnen, der bød os hjerteligt velkommen, da han fandt ud af, hvem vi var. Så var det bare med at komme ombord og få sovet, for tirsdag formiddag skulle vi hente Julie, Maiken og Jakob i lufthavnen. De kom planmæssigt, og sikke en lille dame, der sad på mors arm iført fin sommerhat. Vi har nydt at have dem ombord og kan konstatere, at Nausikaa fint kan huse en baby også! Der blev lidt stille ombord, da de tog hjem - vi er nu snart klar til at modtage næste hold gæster.
Det var et ganske andet vejr, vi kom ned til efter vores tur hjem. Solen har skinnet det meste af tiden, temperaturen er yderst behagelig her ved kysten. Vi har haft mulighed for at se en hel masse inde i landet, for vi lejede en bil i 3 dage. Det blev til udflugter både i by og på land og vi må give diverse bøger ret: Portugal har i sandhed meget at byde på! Kirker, katedraler, klostre, gamle byer og storslået natur – udsigtspunkter, der dårligt kan beskrives, så smukke er de. Og byen Póvoa de Varzim, vi næsten kun havde set i regnvejr, viste sig at være et rigtig dejligt sted. Alle vegne ser vi de specielle blå kakler, azulejos, som anvendes til det mest utrolige og er dygtigt udført håndværk, gamle såvel som nyere. Kontrasterne mellem velholdte palæagtige bygninger og huse, vi i Danmark nærmest vil betegne som slum, er tydelig de fleste steder, men næsten uanset hvor sølle, der kan se ud, er der blomster, der pynter og de fleste steder pænt rent.
Kontraster møder vi også i cafe- og restaurationslivet. Vi har både oplevet at blive betjent efter alle kunstens regler og få en service ud over, hvad vi havde forventet – og så at blive betjent af en hel familie på skift, der nok fandt det vigtigere at passe på den lille pige, som var med mor på arbejde. Ind imellem tog så mormor og morfar over. Sidstnævnte satte sig med en smøg ved nabobordet, når der lige var en lille pause. Hyggeligt og venligt – og i hvert fald uden stress og jag.
Vi måtte jo ind og købe et par haner i Barcelos; selvom vi ikke er til souvenirs, måtte vi lige have et par stykker med hjem. Jakob var hurtig til at fortolke det på sin egen måde, da skipperinden udbad sig en ”kold hane” – og fadøl mangler ingen steder. Det var skipper, der var chauffør, så han holdt sig til vand – trafikken viste sig for øvrigt at være noget af en oplevelse! Der måtte tit en fod på bremsen, men alt forløb glat. Vi kørte også ind og så vinmarkerne langs Douro-floden samt gjorde holdt i nogle hyggelige byer tæt ved grænsen til Spanien, en virkelig flot tur i det skønneste solskinsvejr.
Det er altid med lidt blandede følelser, man siger farvel til et sted, hvor man har kunnet lide at være, men vi skulle jo videre. Vi havde en herlig sejltur til Porto – kun 12 sm, i dejligt vejr og for sejl! Vi fik en god plads i havnen, som vi finder bedre end sit rygte, selvom man godt kan mærke olieraffinaderiet i nærheden. Nu gjaldt det Porto! Før vi tog hjem, havde vi været inde og rekognoscere lidt – portvinshusene skal jo opleves, ligesom den gamle bydel omkring floden er helt speciel. De unge mennesker fik det meste med, men måtte naturligvis indrette sig efter lille Julie. Vi to gamle tog ind for at være med til at fejre S. João, den 23.6. om aftenen, det havde vi hørt og læst en masse om var noget ganske unikt i Porto. Bl.a. skulle det være et helt særligt festfyrværkeri.
Det var også festligt i et mylder af glade mennesker, indtil det gik op for os, at vi begge var blevet frarøvet vore tegnebøger og vores ene telefon, så var det slut med morskaben! Det var bare med at få stoppet kreditkortene og komme af sted til politistationen, så måtte festfyrværkeriet komme i anden række. Det gik hurtigt op for os, at vi var mange udlændinge, der havde lidt samme skæbne, og vi mødtes med nogle af dem igen dagen efter på politistationen for turister, hvor vi for øvrigt fik en absolut god behandling.
Skipper fik jo sin tegnebog igen med alt indhold bortset fra kontanterne, naturligvis. Skipperinden må have nyt kørekort, sygesikringsbeviser, telefon m.v. og det giver en masse bøvl i det hele taget. En rigtig træls oplevelse, som nu er ved at komme på afstand – vi har heldigvis ikke lidt fysisk overlast og alt kommer jo i orden igen.
Vi har indtil nu besøgt både et stort og et lille portvinshus, hhv. Taylor’s og Burmester. Meget forskellige oplevelser, men gode og positive hver på sin måde. Det er dejlige dråber, og man falder jo for fristelsen til at købe et par flasker....
Vi er ikke færdige med Porto endnu, men i næste uge går turen videre mod Lissabon. Vi håber på at undgå for megen tåge – den har vi oplevet kan ligge tyk, tæt og længe her i området, men heldigvis har vi jo god tid.
Som sædvanlig en stor tak for hilsener i gæstebogen, sms’er og mails. Hav det godt alle sammen!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 28-06-2008 af Inge Lise Lykke Hansen