Seneste position
Hanko
59°49′08″N   
22°57′98″Ø
Opdateret 26.7.2021

Seneste nyt fra båden

Logbogen

Helsinki (søndag) d. 25. juli 2021
Så fik vi taget hul på Helsinki. Vi tog bussen ind til centrum og gik rundt det meste af eftermiddagen. En rigtig fin by, desværre var Rock Kirken lukket. Den ville vi godt have set indvendigt, men det må blive morgen, hvor vi planlægger endnu et besøg og en tur til Sveaborg, et berømt fæstningsanlæg uden for byen. Om aftenen var der fællesspisning i sejlklubbens lokaler, hvor den nærliggende restaurant leverede maden. Sejlklubbens formand kom for at ønske os velkommen, og der blev udvekslet standere m.m. Det er rigtig meget de gør for os, imponerende for 9 både fra Danmark, s/y Petronella nåede ikke frem. Vi havde en rigtig hyggelig aften, hvor snakken gik. Alt vel ombord. En hilsen fra turisterne i Helsinki. h

skrevet d. 25-07-2021 af Martin Leo Hansen 

Billeder

Marstal - Kolding

Seneste rejsebrev

Rejsebrev 116 Tallinn - Lovisa
Tallinn 06/07/2021 – Lovisa 23/07/2021
Her i Lovisa er der noget så hyggeligt både i byen og på havnen, men vi må hellere få skrevet rejsebrevet, før der kommer endnu flere oplevelser at holde styr på.
Vi startede tidligt fra Tallinn, og alt var vådt på grund af aftenens tordenregn. Det havde frisket på luften, på vandet var der stille, men ret diset. Varmen kom igen, og med den en sværm af forskellige irriterende insekter, der fulgte os på hele turen. Vind var der ikke meget af. Vi kunne se på AIS’en, at vi, der var taget af sted samtidig, spredtes lidt og altså havde forskellige mål i Finland. Nogle af bådene var sejlet allerede lige efter den guidede tur dagen før – de trængte vist til at komme væk fra byen!
Vi lagde til ved broen i en lille, charmerende og meget beskyttet naturhavn, Pörtö. Her var flere både med børn ombord, og der blev badet og plasket, så det var en lyst. Vi fik gået en lille tur, men det var varmt, så der var ikke så megen energi. Næste morgen listede vi ud tidligt, gjorde os umage med at støje mindst muligt. Udenfor var virkeligheden en ganske anden: Overskyet, temmelig god vind og ret store bølger! Det havde vi ikke lige set komme, og vi kunne se på himlen og høre i løbet af dagen, at torden igen var på vej. Vi nåede dagens mål, Fagerø, og fik fortøjet med hjælp fra en flink havneassistent, der pegede op mod himlen og sagde, det ville blive uvejr. Det blev ikke rigtigt slemt på Fagerø, og vi kunne efter en god frokost og et lille hvil gå en lang tur på det, der skulle vise sig at være en ret speciel ø. Der var naturskønt og idyllisk; det virkede, som om tiden længe har stået aldeles stille. Folk tog det meget med ro, nogle af husene var i en lidt trist forfatning, og det så ud som om man dyrkede ”skønheden i forfaldet” med de mange efterladte traktorer, både og redskaber. De så ud til bare at være gået i stå – og så havde de ellers fået lov at blive stående.
Næste morgen sejlede vi ind til byen Kotka, hvor de fleste af de øvrige både lå. Vi havde dog ikke mere end lige fået hilst, før de sejlede igen – man skulle være væk fra pladsen kl. 12. Vi ville lige have handlet og se på byen, og egentlig havde vi regnet med at blive nogle dage, men næste dag trak det at komme ud til de andre, der lå i en fin naturhavn knap et par timers sejlads derfra. Vi kom sidst på eftermiddagen til en helt fyldt bro, men vi blev hjerteligt modtaget, ”møvede” os ind lige som på Anholt i gamle dage, og det var vitterligt en perle. Fin bro, muldtoiletter, overdækket grill-plads med fine siddepladser og nemt at komme i land og gå rundt på øen.
Der blev vi, indtil vi skulle sejle mod Santio, den lille ø, der er udklarering fra Finland. De fleste sejlede dagen før os, men vi havde selskab af Laguna og Jimbaran, og det blev til en særdeles hyggelig aften, der samtidig var afsked med Myrna og Leo, der desværre havde fået motorproblemer og derfor ikke havde mod på at sejle med videre. Agnes havde været mod en sten med roret, og skulle på land i Kotka, så der var kun Jimbaran og os, som startede kl. 5 for at mødes med de andre i flotillen på Santio. Den lille ø fungerer udelukkende som ind- og udklarering, man må ikke overnatte der, så der er kun et lille hus til personalet, der kommer sejlende i en RIB, hver gang, der er arbejde at udføre.
Vi fik ordnet det formelle, og kl. 9.15 var vi klar, og det varede ikke længe, før det russiske gæsteflag kom under styrbord saling. Ret hurtigt kom en hurtigt sejlende russisk kystvagt tæt på os, og vi blev lige identificeret. Vi havde sat et meget stort og tydeligt navneskilt på indersiden af hvert af sidevinduerne i cockpittet – det var et krav.
Efter 45 sm og en sejlads, hvor både vind, sø og strøm var med os, ankom vi til den første sluse. Her blev vi mødt af en lidet optimistisk udseende embedsmand, der skulle have crewliste og kopi af pas og skibspapirer. Det var en rigtig træls kaj, meget høj og med urolig sø, men ikke om han gav en hånd med fortøjningerne. Nå, vi kunne nok lige så godt vænne os til det!
Vi kom i sluse sammen med Jimbaran og Roxan, og det gik fint, selvom der jo altid er lidt at se til, når man sluses opad. I samtlige 8 sluser er der ca. 10 meter i niveauforskel. Da vi kom til 5. sluse, Pälli, skulle vi udklarere af Rusland. Det blev en langvarig affære, for samtlige 3 både blev endevendt – virkelig endevendt. Både mulige og umulige steder blev undersøgt, før vi langt om længe fik lov til at sejle ud af slusen. Det var helt rart at sætte det finske gæsteflag op igen lige før den 6. sluse, hvor vi så skulle indklarere til Finland. Her var embedsmændene noget mere snakkesalige, meget venlige, og da vi var færdige, gjorde vi holdt der for natten. Det var vi også nødt til, for vi måtte kun sejle i kanalen til kl. 20. Det var blevet meget senere, men det var jo ikke vores skyld, så vi havde ikke problemer af den grund. De sidste både kom også, og der blev hurtigt ro, for alle var trætte.
Vi vågnede til sol og blankt vand, hvor skovene, der præger hele området, spejlede sig smukt i vandet sammen med den blå himmel. Vi havde stadig 3 sluser tilbage, nu var vi sammen med Bibs og Roxan. Før den sidste sluse havde vi en ganske forfærdelig oplevelse: Vi havde fået besked på, at vi skulle vente 30-40 minutter pga. et erhvervsfartøj, så vi fortøjede i god afstand ved den lange bro. Lige før sluseportene åbnede, og imens, kom vandet væltende fuldstændig ukontrolleret. Vi har haft vort slusejubilæum nr. 600 på denne tur, så vi har prøvet en del, men aldrig noget som dette. Nausikaa blev smidt op og ned som en prop, fenderne fløj rundt og båden blev nærmest kastet mod bolværket, der heldigvis var med træ uden på beton. Skipperinden var gået i land for at være i skyggen, og forsøgte at holde fra og råbte på skipper, der kom farende, og i farten – og den vanvittige uro – faldt over søgelænderet og fik foden mellem båden og kajen. Ved et helt mirakel blev det ”kun” til hårde knubs til os og båden – men det var en modbydelig oplevelse, som ikke sådan lige var til at ryste af. Skippers fod blev noget medtaget, men han konstaterede hurtigt, det ville gå over af sig selv. (Det har dog taget nogle dage!) Vi var begge totalt mørbankede af at bruge alle muskler for at holde båden ude. Den fik nogle skrammer på fribordet, men skipper mener, det kan poleres væk. I sådan en situation er man taknemmelig for, at båden er solidt lavet!
Vi sejlede nu ud på Saimaasøen, og vi fik hurtigt fornemmelsen af, at der var mere land end vand omkring os. Det er en meget stor sø, men øerne og holmene ligger tæt, alle med masser af skov.
Vi lagde til i byen Lappeenranta ikke så langt fra slusen. Det viste sig, at det sted, vi havde valgt – som ellers var noget så fint inde i byen – ikke kunne modtage gæster med et ikke-finsk telefonnummer, så vi måtte sejle ud til en anden marina. Der var også rigtig fint og ikke langt at gå ind til bykernen, der havde meget at byde på. Vi var trætte, fik handlet, badet og havde en tiltrængt rolig aften.
Allerede næste morgen var det af sted igen, for der viste sig at være temmelig langt til Savonlinna, der jo var turens mål. Vi lagde os ind i byen Puumala, og selvom den ikke i første omgang så så indbydende ud, var det et rart sted, så vi nød nogle timer der, før det var sengetid. Næste dag sejlede vi hele vejen til Savonlinna. Vi lå uroligt, men det var pga. den megen trafik, om natten var der fint. Vi skulle da se den by, som vi så længe havde snakket om, og som har den flotte borg, hvor vi skulle have været til operaforestilling - målet for hele flotillen. Som bekendt blev operaforestillingerne aflyst, men vi var på en interessant og guided tur rundt på slottet, og vi kunne se, hvor vi skulle have siddet. Det ville uden tvivl have været en stor oplevelse, for rammerne var fantastiske. Slottet og byen er meget smukt beliggende, byen er en livlig og køn by med mange turister.
I Saimaasøen er der som i den finske skærgård utroligt mange gode naturhavne og ankerpladser, ligesom der er et utal af sommerhuse rundt på øerne. Der er ikke så mange byer, men dem, vi har besøgt, har alle været rigtig hyggelige med parker og grønne områder og smukt pyntet med blomster. Vi har også set mange transporter af træ på vandet og anlæg, hvor træet bliver forarbejdet. Nemt at forstå, træindustrien er så vigtig i Finland, for utroligt, så store skovarealer, der er, og vi har jo kun set en brøkdel.
Vi havde en aftalt fællesspisning i Savonlinna, og det er altid hyggeligt lige at være sammen. En skam, vi må undvære to af bådene, men det har jo sin forklaring. Vi sad og nød maden og selskabet på restauranten på det hotel, der stod for marinaen, og vi kunne godt se og mærke, det trak op til torden. Vi havde fået spist færdigt, men ikke betalt, og heller ikke drukket ud, da uvejret kom bragende. Det var totalt skybrud, og heldigvis sad vi under nogle store, solide parasoller. Servitricerne og de øvrige gæster blev gennemblødte, for det kom meget hurtigt og meget voldsomt. I flere af bådene stod lugerne åbne, så herrerne tog benene på nakken og fik lukket det meste. De blev godt våde, men fik megen påskønnelse for deres indsats, for ingen har lyst til at komme i en våd køje!
Vi havde besluttet, at vi ville opleve slottet og byen samt få vasket noget tøj, før vi startede ”hjemad”, så vi blev de sidste tilbage sammen med Aurora, hvor besætningen var i lejet bil til Helsinki for at hente reservedele til deres motor. De kom tilbage tidsnok til, at vi kunne invitere på en lille godnatdrink, og næste morgen tidligt, sejlede vi af sted.
Vi vil gene ind og se, hvordan man bor og lever i de lande, vi besøger, så vi går ikke så ofte i naturhavn eller ligger for anker, som mange af de andre gør. Målet var Sulkava, en lille, meget køn og hyggelig by oppe nordpå, så altså en lille afstikker fra farleddet. Men det var turen værd. Vi mødte en flok robåde, som samtidig fiskede – de var i en konkurrence, sikkert om at fange den/de største fisk. Den ene af de to ombord roede, mens den anden styrede 4 dørvelignende liner. Der var ikke megen plads i den afmærkede rende, men det gav nu ikke problemer hverken for os eller robådene. Byen havde en forholdsvis stor og flot kirke, og ved den var en af de mange krigskirkegårde – meget smukt vedligeholdt. Dem ser man mange af, og det er selvfølgelig på grund af de mange krige og den omtumlede tilværelse, finnerne har måttet udstå. Så trist og ufatteligt, at så mange unge skulle miste livet også her.
Sulkava havde trods sin lidenhed to supermarkeder, næsten de største, vi indtil nu har set. Vi fandt ud af, at det ikke er byen som sådan, der holder gang i dem, men de mange sommerhuse. Der var de fineste anlægsbroer lige nedenfor beregnet til motorbådene, som man selvfølgelig har, når man har sommerhus. Det er lige som vi andre har bil eller cykel.
Nu truede endnu en gang torden samt hård vind, så vi valgte at sejle fra Sulkava allerede kl. 4 – lidt før solen var oppe over træerne. Selvom vi sejlede på en sø med begrænset bølgehøjde, var det ikke ønskværdigt at have alt for hård vind lige imod, og en gang torden derude var absolut ikke tillokkende. Endnu en gang var vi heldige at nå i havn før uvejret. Vi gik ind til den kendte marina i Lappeenranta, og det var glædeligt at blive modtaget af Ole og Helle i Jimbaran. En hånd til fortøjning i frisk sidevind er guld værd, og hyggeligt selskab også. De havde ligesom vi besluttet at vente med at gå gennem kanalen til om tirsdagen, så vi aftalte at følges ad og tog en overliggerdag, fik hvilet ud og gjort klar til sluserne og turen gennem Rusland og Finske Bugt. Derude var det blæsevejr, og nogle af de andre både var allerede ude i det – vi erfarede senere, at det havde været en ubehagelig oplevelse. Så vi var tilfredse med, at vi endnu en gang var ”bagefter”.
Tirsdag morgen var vi som aftalt ved slusen, kom ind i den første kl. 9 og så gik det som smurt på hele turen. Alle sluserne havde det grønne lys tændt for os, og turen ned er jo altid lidt nemmere. Vi var forberedt på at blive grundigt undersøgt, når vi skulle indklarere til Rusland ved den fjerde sluse, og det blev vi også, men lidt mere lempeligt denne gang, og nu var vi kun 2 både, så der gik knap så lang tid som første gang. Med i vore planer var at overnatte før sidste sluse, Brusnitchnoe, både fordi der ville komme endnu en gang regn og torden, og fordi vi ville vente, til den hårde vind i Finske Bugt skulle lægge sig. Og tro det eller ej: Vi fik igen fortøjet og hejst cockpitteltet, før regnen kom! Vi nød et glas sammen med Helle og Ole, for vi skulle lige fejre vort slusejubilæum.
Et par timer senere kom Petronella og Bibs – de var våde! Vi havde en fin aften, for det blev hurtigt tørvejr igen, men gåtur var udelukket, for vi måtte jo ikke gå i land. Vi havde ikke mødt et eneste erhvervsfartøj dagen før, men mens vi lå fortøjet på ventepladsen, kom hele 3, som ærligt talt forstyrrede natteroen en del.
Kl. 8 var vi klar efter aftale med slusevagten, det grønne lys blev tændt, og vi sejlede ind alle 4 både. Tolderen kom i slusen og fik de dokumenter, han skulle have, ovenikøbet storsmilende, så vi slap for at skulle lægge til udenfor. Så gik det videre mod Santio, vi havde 45 sm foran os, heraf ca. halvdelen indenskærs, og hvor man som udlænding ikke må føre sejl. Vel ude i bugten, satte vi sejlene, og vinden var blidere end forventet og fra en ideel nordlig retning, så selv Nausikaa kunne faktisk flytte sig for sejl Det var rigtig dejligt, indtil ca. en times tid før Santio, hvor vinden lagde sig. Vi blev venligt modtaget af de finske myndigheder, der spurgte, om de russiske myndigheder havde givet anledning til problemer for os. Det kunne vi svare benægtende til, men vi lagde ikke skjul på, at det var ”nice to be back”, og det var han helt indforstået med.
Selvom der var ca. 4 timers sejlads til Kotka, valgte Jimbaran og vi at sejle dertil De skulle have gæster ombord, og vi ville godt lige se byen rigtigt, og så sagde vejrmeldingen, at i morgen ville der komme meget kraftig vind, så vi skulle alligevel ikke sejle og kunne derfor lige så godt bruge dagen i Kotka.
Sådan blev det, og vi er i dag sejlet her til Lovisa, endnu en fin og meget hyggelig by inde i bunden af en fjord. Dannebrog blev fundet frem og var blevet hejst, da vi kom tilbage fra vores tur rundt i byen. Bortset fra, der er andre både omkring os, føler vi, vi ligger midt i naturen med skove og mange små øer og skær omkring os. Der er så godt som ingen udenlandske sejlere her i området. Formentlig skyldes det coronaen, og vi har da også vakt lidt opsigt. Mange har i hvert fald lagt mærke til de danske både. Siden Fagerø, hvor der var et par estiske og en enkelt svensk båd, har vi kun set finske både.
Vi skal mødes til fællesarrangement i Helsinki i overmorgen, og det bliver også spændende at være turist i byen. Det tager en dag at sejle dertil - hvis energien er til det, sejler vi hele vejen i morgen.
Tak for dejlige hilsener hjemmefra!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet d. 23-07-2021 af Inge Lise Lykke Hansen