Seneste position
Kolding Nordhavn (på land)
55°29′42″N   
9°29′49″Ø
Opdateret 27.10.2021

Seneste nyt fra båden

Logbogen

Kolding - Lillebælt - Kolding (fredag) d. 8. oktober 2021
De havde meldt flot sensommervejr de kommende par dage, dog med mulighed for tåge i morgentimerne. Det var tåget, da vi stod op, men i løbet at et par timer begyndte tågen at lette, i hvert fald der, hvor vi boede. Vi pakkede lidt mad og tøj og kørte på havnen. Allerede da vi kom ned på havnen, var det mere tåget, men vi håbede på, at det ville lette inden for kort tid. Vi fik tanket lidt diesel og var klar til afgang godt halv elleve. Det var meget tåget, da vi sejlede ud gennem Kolding Fjord og hunde koldt, men som sagt håbede vi, at tågen ville lette. Men den blev tættere, da vi nærmede os Lillebælt. Det så meget mørkt ud inde over Fyn. Klokken halv tolv besluttede vi at vende om og sejlede tilbage til Kolding og var tilbage ved halv et tiden efter ca. 10 sm. Det var den tur. Det klarede lidt op i løbet af eftermiddagen, men det var meget kortvarigt, så vi fortrød ikke, at vi var vendt om. Vi ser i morgen, om det skulle blive bedre. Det er koldt, når solen ikke skinner. Ellers bliver det en weekend derhjemme. En kold sejlerhilsen fra Kolding Fjord.

skrevet d. 08-10-2021 af Martin Leo Hansen 

Billeder

Marstal - Kolding

Seneste rejsebrev

Rejsebrev 118 Motala - Kolding
Motala (Götakanalen) 10/08/2021 – Kolding 24/08/2021
Det føles lidt sært at sidde og skrive sommertogtets sidste rejsebrev her syd for Tunø med kurs mod Tragten, for det er det smukkeste vejr (for fjerde dag i træk!), og egentlig har vi slet ikke lyst til at tage hjem! Men vejrprofeterne lover endnu en frontpassage, og dem har vi haft nok af. Så i morgen tidlig vil vi forhåbentlig være godt tilfredse med beslutningen om, at alt godt har en ende!
Tilbage til Motala, hvor der også kom nogle gedigne regn-og tordenbyger. Vi sejlede over Vättern uden de store oplevelser, kom ind ved Karlsborg og fortsatte til Forsvik. Herfra skulle vi næste dag have vores debut som konvojsejlere. Der er meget smukt på den egn – også – og vi nød naturen og var på et interessant besøg på Forsviks gamle jernstøberi, hvor der var lavet et flot museum. Knap var vi tilbage på båden, før endnu et kraftigt og langvarigt tordenvejr bragede løs med regn i rå mængder! Næste morgen var vejret fint, og vi fik som de første lov til at blive sluset sammen med Petronella. Kun to både i slusen, som var den første, der blev bygget, og som havde nogle ret ujævne slusevægge. På søen Viken, hvor man passerer nogle spændende smalle steder (tidligere pramdragerstier), var der såkaldt fri sejlads, men vi skulle stoppe samlet i Wassbacken for åbning af jernbanebro. Alle både overnattede i Töreboda, et rigtig fint sted.
Næste morgen skulle vi videre, og det virkede ikke så koordineret som dagen før. Skipper lagde fra land, og vi kom på første slusehold sammen med to store og en mindre motorbåd. Nu skulle vi nedad, og det gik fint hele vejen gennem de 18 sluser og utallige broer. Vi undgik ikke en kraftig byge, som heldigvis kom ved broerne i Lyrestad – det er ikke rart at sluse i kraftig regn og vind.
Vi havde besluttet at opholde os et par dage før sidste sluse i Sjötorp, for endnu en gang skulle vi have regn og blæst, og der ville vi ligge godt i læ. De tre andre både gjorde holdt i bassinet oven for slusen, og vi måtte vente lidt på at blive betjent, men vi kom på plads og kom til at ligge rigtig godt for vind og vejr. Vi benyttede os af faciliteterne, som forefindes på samtlige overnatningssteder på kanalen, og fik vasket en masse tøj, og så gik vi på museum, hvor vi så endnu en udstilling om Gøtakanalen. På havnen var der gang i nogle meget gamle glødehovedmotorer, og det var sjovt at se de entusiastiske mænd arbejde med dem. Det var også, hvad der var at opleve i Sjötorp! Vi havde forventet gode butikker og et Systembolag, men nej, der var en lille Livs med meget begrænset udvalg. Til gengæld var der lækre butikker med frisk og røget fisk, og vi købte to fantastiske rejemadder med hjem. Det med rejer, det kan de altså bare, svenskerne!
Vi var lidt spændte på, hvordan vi slap videre ud gennem sidste sluse. Vi vidste, der ville komme en konvoj søndag eftermiddag kl. 16, men vi havde ikke som sådan booket en plads. Det var stadig meget blæsende, men så ville vi tage en nat i havnen ud mod Vänern, før vi fortsatte sejladsen. Vi var virkelig heldige, for da konvojen kom, var der to både, der lagde sig der, hvor vi var, og deres pladser fik vi, så vi kom ud af Gøtakanalen allerede 16.30. Vi fik afleveret vore servicekort og klippet mærkaten af forpulpitten, sagt farvel og tak for fin service til slusevagterne, og så var vi igen ude i virkeligheden. For Vänern viste tænder! Det blæste en 10-12 m/sek., og Nausikaa blev godt sprøjtet til, men der var kun 12 sm til Mariestad, hvor vi fik en superplads inderst i havnen. Ovenikøbet sol til aftensmaden i cockpittet! En lille tur rundt i byen og indkøb i et flot stort ICA, så var vi klar til næste morgen at sejle over Vänern.
Vi vidste godt, det ville blive en grå og regntung dag, men det var stille vejr, og det regnede ikke hele tiden. Vi måtte vente lidt ved jernbanebroen, men det klarede op, og vi fik mulighed for at se på Vänersborg i solskin! Petronella kom også, og vi fik en lille snak. Vi fik svenske naboer, som vi gav en hånd med fortøjningen, og de bød senere på aftenen på rødvin, hvilket var rigtig hyggeligt. De var hjemmehørende i Helsingborg og derfor godt kendt i Danmark. Før vi forlod dem, begyndte det at regne, og den varslede voldsomme regn og hårde vind kom om natten for fuld styrke. Vi blev hurtigt enige om, at det vejr skulle vi ikke sluse i. Skipper var heldig at finde et tidspunkt med ”normal” regn, hvor han kunne komme op og betale havnepenge, skipperinden havde ikke næsen uden for cockpitteltet overhovedet!
Men tålmodighed belønnes, så næste morgen kunne vi i sol og blikstille starte på Trolhättan Kanalen. Vi blev forsinket en god time ved en jernbanebro og pga. dykkerarbejde, og der lærte vi en svensker at kende, som var hjælpsom på hele turen. Vi havde svært ved at forstå meldingerne over VHF’en – det lignede ikke det svensk, vi har lært i skolen. Det gik fint gennem alle sluserne, og vi valgte at gøre som de lokale, nemlig at overnatte i Lilla Edet ved den sidste sluse, og det var et dejligt sted. Helt stille, ingen faciliteter, men det behøvede vi heller ikke. Der kom nogle store fragtskibe i løbet af aftenen og natten, men vi mærkede det næsten ikke. Næste morgen havde svenskeren kontakt med slusepersonalet, og han fik aftalt, vi kunne blive sluset lidt før kl. 9, hvilket betød, at vi nemmere kunne nå Hisingsbroen i Gøteborg før spærretiden.
Gøtaelven tog imod os på smukkeste vis: Blikstille, solskin og dejlige udsigter. Vi fik en times ventetid ved omtalte bro, og efterhånden som vi nærmede os Gøteborg, øgede vinden, og vi kunne mærke, vi nærmede os ”havet”. Der var samtidig medstrøm, så der var noget sær sø at sejle i samtidig med de mange færger og andre både. Vi havde ikke rigtigt lyst til at lægge os ind i Lilla Bomma i centrum af byen, så vi fortsatte til Langedrag, som vi fra firserne har gode minder fra. Den var nu blevet en kæmpestor marina, uden særlig megen hygge, men vi havde brug for et godt sted at fortøje, for nu kom der igen hård vestlig vind, og vi fik fortøjet med vinden i stævnen godt beskyttet af molen. Herfra kunne vi fint følge med i, hvordan vejret teede sig. Det blev til et par dage i havnen, hvor vi fik vasket båden og fenderne samt almindelig rengøring. Så endelig, lørdag morgen vågnede vi til sol, blå himmel og let vind, dog stadig fra SV. Det var ikke svært at beslutte at sejle ud til en af de mange øer og så have den som udgangspunkt for næste dags sejlads til Vesterø på Læsø eller Sæby, hvor der skulle komme vind fra øst.
Valget faldt på Hönö, som vi besøgte for ca. 30 år siden. Også der var der sket store ændringer. Vi kom til en meget udvidet, men alligevel propfuld havn. Der var feriestemning, for inde i læ var det varmt og herligt. Vi fik os ”møvet” ind, så vi kom til at ligge samme sted som sidst, men denne gang var der ikke en havnefoged, der solgte ål eller gav røget ål og ”ren sprit” til morgenmad til skipper, men bare den sædvanlige betalingsautomat. En tur op på øens udsigtspunkt med den flotteste udsigt over skærgården, vakte mange gode minder.
Tilbage i båden ville skipper lige se på vejrmeldingerne, og de næste tre dage skulle blive skønne, men så: Endnu en kraftig frontpassage med hård vestlig vind og regn! Vi havde set frem til en hyggesejlads ned langs den jyske vestkyst med mulighed for besøg af familie og venner, men vi havde haft indeblæsninger nok! Så nu blev der provianteret til transportsejlads, og skipper fandt hurtigste og mest direkte rute: Hönö – Anholt – Tunø – Kolding. Så ville vi kunne få sejlads i magsvejr hele vejen.
Sådan blev det. Vi listede ud så sagte som muligt, tankede diesel og begav os ud i Kattegat. Der er altid noget strømsø tæt på kysten, også denne gang, men det var nu ikke så slemt. Stille og rolig motorsejlads, mange coastere og færger, og så blev gæsteflaget taget ned. Vi sluttede, som vi startede med det svenske. Vi har på togtet også båret det estiske, finske, russiske og ålandske, og i alle lande har vi haft store oplevelser, både gode (de fleste!) og mindre gode.
Anholt dukkede op, hvor den plejer, og vi kunne fortøje sidst på eftermiddagen i det skønneste solskin. Det var vores bryllupsdag, 51 år, og det gav jo anledning til at mindes den fantastiske dag, vi havde i Aarhus sidste år. Skipper fik bestilt bord på den eneste restaurant, der var åben på havnen, og vi nød et herligt måltid. Der var forholdsvis mange både og rigtig feriestemning på havnen. Rigtig hyggeligt, og ærgerligt at skulle forlade øen allerede næste morgen.
Afsted gik det så mod Tunø, sammen med en del andre både. Der var en smule vind plat læns, hvilket sammen med strømmen i perioder gav nogle ret store rulninger, men heldigvis har ingen af os tendens til søsyge. Vi kunne se, der var mange master på Tunø, lidt mod vores forventning, men vi fik en fin plads. En tur til købmanden og indkøb af kartofler ved boden ved havnen, så vi lige kunne fornemme, at Tunø ligner sig selv. Også her til morgen kunne man have haft lyst til at blive lidt, men nu er vi snart hjemme, og det er også fint.
Sommerens togt har jo været flotillesejlads en stor del af tiden. Og vi var spændte på, hvordan det ville være. Der har – naturligvis – været fordele og ulemper. Vi har mødt nogle søde mennesker, som vi har delt mange oplevelser sammen med, fået masser af hygge, sejlersnak og gode tips og historier. Ulempen har været de lange transportsejladser, og det at skulle være et sted på et bestemt tidspunkt. Vi har følt, vi har skullet jage for meget og dermed er gået glip af ting, vi gerne ville se, men det skyldes jo, vi er meget forvænte med en helt anden måde at sejle på.
Og nu har vi så selv valgt at slutte sommertogtet med lange sejladser, men sådan er det, når vejret har så stor indflydelse på, hvordan det er at være ombord.
Vi håber på, den sidste del af sæsonen giver os mulighed for at sejle lidt rundt i de hjemlige farvande – det nåede vi ikke i foråret, hvor vi slet ikke havde været ude, før vi startede på togtet den 31.maj.
Som vanligt en stor tak til alle jer, der følger os og sender os dejlige hilsener! Dette var så sidste rejsebrev i år, men vi håber at mødes igen næste år!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet d. 24-08-2021 af Inge Lise Lykke Hansen